Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat Rosebeke i Flandern.

Vi fik at vide, at englænderne havde trængt fronten nogle km tilbage, og kampen var meget hård og situationen alvorlig.

Vejen gik over Bryssel, Gent og Brügge (Bruges), både i Gent og Brugge holdt toget i længere tid. Vi kørte videre, og toget standsede i Thourout. Vi holdt en ½ times tid, og så pludselig fik vi besked på, at her skulle vi ud. Vi fik travlt med at læsse kanonerne og vognene af, og så marcherede vi ud af byen i sydlig retning.

Det var i mørkningen, da vi forlod Thourout. Efterhånden blev det bælgmørk nat, og der var en kolossal trafik, ja nærmest trængsel på landevejen. Vejen var dårlig, den var opkørt. Der var brolægning, men stenene var løse, og det var noget frygtelig noget.

Vi marcherede adskillige timer, men så gjorde vi holdt ved et kloster. Vi skulle vente. Vi ventede her til langt ud på natten til 2-3 ca. Vi gik ind i klostret og satte os på bænke eller sov på gulvene. Vi så ikke noget til klosterpersonalet.

Vi fortsatte omsider marchen, gik gennem Hochlede, men her skød englænderne ganske voldsomt.

På vejen var der en jævn strøm frem efter og en jævn strøm tilbage.

Af og til måtte vi holde, trafikken var for stor; det hele stoppede op, det var bælgmørk nat; der måtte ikke tændes lys, og ind imellem
drønede nedslagene af engelske granater, hestene blev vilde, sprang lige i luft og vejr, nogle blev dræbt, andre såret, og det gjorde både mennesker og dyr.

Blev en hest såret eller dræbt, blev den hurtigt skåret fri, og kanonererne slæbte den over til siden. Var den ikke helt død, skød man den med karabineren.

Mandskabet der blev dræbt, blev lagt over ved siden af vejgrøften.

De sårede måtte sanitetsvæsenet tage sig af.

Nu gik kanonererne ikke foran batteriet, men hver betjening holdt sig ved sin kanon. Kanonen foran os kørte over en tabt håndgranat, der eksploderede og rev benene i stykker på et par mand.

I det hele og store var det en vanskelig fremrykning. En overbelastet vej, bælgmørk nat iblandet med en voldsom beskydning fra englænderne, det giver så vanskelige fremrykningsforhold, som man må se og opleve for at kunne forstå det.

I morgengryet gik vi i stilling i den vestre udkant af en lille landsby – det var ved Vest Rosebecke.

Det var en vanskelig stilling, med mange svære tab og meget arbejde. Hvis vi ikke havde haft en betonunderstand, der kunne rumme alt mandskab, var vel næppe nogen kommet levende derfra. I den tyede vi hen, når vi kunne, i den sad vi senere hen på vinteren, da skydningen stilnede noget af om aftenen, og i den sov vi, når vi havde tid.

En halv time efter, at vi-var kørt i stilling, fyrede vi i hurtigild – alt det, der kunne præsteres, vi skød på ca. 5000 m.

Englænderne angreb hver dag på denne front, de skulle prøves før efterårsregnen satte ind. Vi fik travlt med at bygge stillingen, lægge underlag af planker under kanonerne, indrette ammunitionssteder, kaste volde op, hvor det var nødvendigt for splitterne, lave flyverdækning, osv.

Dobbeltmandskabet var i stillingen (reservemandskabet var ude).

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407.

Jeg kunne godt lide at stå vagt. Så kunne man gå rundt i de dejlige sommernætter og få tid til at tænke sig om. I det fjerne kunne man høre kanonernes dumpe drønen.

Vi fik også vor hestebestand suppleret. Endvidere kom der nyt mandskab. Lidt efter lidt kom alt i orden. Og vi blev parate til at gå til fronten igen.

Den 13. oktober fik vi besked om, at vi skulle bort den næste dag. Nu var spørgsmålet: “Hvor kommer vi mon hen? Til hvilken front? Til hvilket afsnit?”

Den 14. oktober trådte vi an. Det var om formiddagen. Der var altid røre, når et batteri skulle rykke ud. Hestemandskabet kom som regel først. Alt blev efterset og prøvet. Der blev pakket, der red officerer og underofficerer frem og tilbage, der blev råbt og kommanderet, hestene vrinskede og prustede, kanonererne ordnede bagagen, spændte remmene fast, alt og alle var spændte, – det var jo også et batteri, der skulle rykke ud i den voldsomme krig igen.

Civilbefolkningen stod rundt omkring og så til, og der var også meget at se efter. Alt var nu i orden, alt var Feldtmarschmæssig.

Batteriføreren, løjtnant Viederholdt, kommanderede “Aufgesessen” og hestemandskabet svang sig op på hesten.

“Batterie March!” Den lange række satte sig i bevægelse. Først kanonererne osv. Vi vinkede efter kvarterværteme, og så forsvandt vi ud af byen.

Det var på en søndag, Vi marcherede til Jurbise; efter at vi havde ventet et stykke tid, kom toget, og vi begyndte at læsse kanonerne og vognene på efter den sædvanlige orden. Hen imod aften satte toget sig i bevægelse.

Dagene var nu ret korte og nætterne lange og kølige. Jeg fik fat i en plads i en vogn, der var fuld af heste. Hestene stod med hovederne sammen, og så var der et rækværk imellem.

Vi kunne så ligge og sove foran hovederne, og det var rigelig med halm og hø. Her kunne man sove bedre end henne i personvognene.

Vi kørte hele natten, dog holdt vi hist og her, men der var ingen, der vidste nogen besked om, hvor vi skulle hen.

Vi holdt længere tid i Bryssel; hen på morgenstunden var vi nok klar over, at det gik mod Flandern igen. Vi kørte i vestlig retning, holdt af og til, som om de ikke rigtig vidste, hvor de ville hen med os.

Kanonerne tordnede voldsomt i det fjerne.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Efter et lykketræf med en læge, der var i besiddelse af flydende kinin, mod hans efterhånden kroniske malaria, havde Kock fået det meget bedre.

Stache havde ladet mig sove i Haab om, at jeg saa hurtigere kom til Kræfter, og Miraklet var sket. Den kraftige Indsprøjtning havde gjort mig til et nyt Menneske.

Jeg blev liggende lidt og nød Hvilen og Følelsen af at være rask. Efter almindelige Begreber var jeg det langtfra og kunde først blive det efter en meget grundig Behandling, men i Forhold til, hvad jeg havde prøvet i de sidste Maaneder, havde jeg det straalende.

Blot var det kedeligt, at jeg ikke havde nogen nævneværdig Udsigt til oftere at løbe paa en elskværdig Læge, der havde flydende Kinin parat til en medtaget Malariapatient. Som jeg laa dér i disse afvekslende behagelige og mindre behagelige Tanker, saå jeg en heftig Bevægelse i en Busk tæt ved mit Leje, og min Nysgerrighed var straks vakt.

Havde det været, før jeg fik denne mirakuløse Kininindsprøjtning, vilde det ikke have rørt mig, om Busken var gaaet sin Vej. Nu var det ganske anderledes. Jeg saå nøje efter og opdagede snart, hvad der skete inde i Busken.

Det var en lang og modbydelig slimet Slange, der var kommet i Kamp med en Kamæleon. Baade Mennesker og Dyr sloges da ogsaa i denne Jungle, og her som dér var Kampen næsten afgjort.

Det var Slangen, der var Sejrherre.

Den store Kamæleon var mere end halvdød, da jeg fik Øje paa den, og den fik Banesaaret kort efter. Slangen besaa den vurderende paa alle Leder og Kanter og begyndte saa med uendelig Langsomhed at nedsvælge sit Bytte.

Havde Kamæleonen været levende, vilde jeg have skredet ind noget før. Nu ventede jeg, til dens Halespids var forsvundet ind i Slangens Gab, og Størsteparten af dens Krop sad som en uformelig Klump i Slangens Spiserør, som maatte være spilet op til Bristepunktet. Saa listede jeg forsigtigt min Parabellum Pistol frem.

Nu skulde Kamæleonen hævnes.

Jeg havde hele Tiden holdt med den, fordi den var langt den mindste. Haanden rystede ikke det mindste — det var den velsignede Kinin — og jeg følte mig ganske sikker paa Skuddet. Bang!

Parabellumen kastede det rygende afskudte Hylster ud i en smuk, funklende Bue, og Laasen lukkede sig slubrende om en ny Patron. Slangen gled ned fra Busken som en Klud, og Ramasan kom springende til og gav den Naadehugget med en tyk Stok.

Stache kom og spurgte, om jeg var begyndt paa en ny Krig, og jeg pegede paa Slangen. Vi lo begge to. Jeg havde ikke lét i Maaneder. Saa stod jeg op, og kort efter gik Safarien videre.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407. Midt i september blev hans batteri trukket bort fra fronten og blev sendt til Huissignies ved Mons for at hvile ud. Her blev én af hans kammerater udnævnt til feldwebel.

Underofficer Zeidler blev her forfremmet til Etatm. Feldvebel. Det viste sig, at han var en slet person.

Ham, som vi havde kendt som menig, blev en ren skurk, da han blev Feldvebel. Han var ualmindelig grov i munden, og hele hans måde at være på, var absolut utiltalende, det var ingen soldater, der tog det alvorlig eller ilde op, fordi der blev anvendt militæriske kraftudtryk, dvs. sådanne ord som: kamel, dromedar, svin, idiot, Satansknogle, røvhul, osv. – det kom an på måden, om man kunne mærke, om en, der anvendte dem, var ondskabsfuld, eller han var en godmodig sjæl.

Feldv. Zeidler var dum, ondskabsfuld, i den civile stand var han ganske almindelig minearbejder, og denne slags var tit de værste, når de hos militæret fik en lille smule at sige.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Rigsdagsmand H.P. Hanssen førte under krigen dagbog. Den 11. oktober rejste han fra Berlin hjem til Sønderjylland.

Berlin d. 11. Oktober 1917.

I Dag rejste jeg hjem i Selskab med Nis Nissen. Togene
er nu stærkt ramponerede, ofte gaar de i staa midt paa Linjen.

Vi havde tre Timers Forsinkelse, da vi kom til Hamborg, og
maatte derfor overnatte i Flensborg. Alt gaar i Forfald.

H.P.  Hanssen: Fra Krigstiden

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

De følgende dage forløb i en frygtelig ensformighed. Byger med jern afløste hinanden, betonbunkere brasede sammen. Giftige gasskyer krøb hen over det flanderske mudder.

Den 4. oktober, ”en kampdag af særlig hårdhed”, som hærberetningen siger, blev regimentet skånet.

Men så tog den fjendtlige ild til både i dybde og heftighed. Den 7. oktober om natten kl. 3.20 begyndte pludselig en trommeild, der rasede en halv time på forreste linje og beredskabet.

Dagen efter lå hele divisionen under en svær ødelæggelsesild. Dertil kom stærk regn. En fange berettede den dag, at der snart ville blive angrebet over hele fronten, også af franskmændene. Samme dag kom der ordre om, at regimentet skulle sættes ind på divisionens venstre fløj, dvs. skulle kastes ind i hovedkampzonen ved det forestående angreb.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Rigsdagsmand H.P. Hanssen førte under krigen dagbog.I begyndelsen af oktober befandt han sig i Berlin. Hans gamle ærkefjende, redaktør Karl Strackerjan, var igen på krigsstien.

“Præsidentens Tjener kom og overrakte mig en grøn Mappe,
hvori jeg fandt følgende Anordning af Præsidenten:

Rigsdagen Z u I 2302.
Hoslagte Depeche af Forfatteren Karl Strackerjan skal forelægges
Hr. Rigsdagsmand Hanssen.
Berlin d. 4. Oktober 1917. Dr Kaempf, Præsident.

Med Anmodningen fulgte et bændelormagtigt Telegram fra
Hr. Strackerjan med svære Anklager imod mig.

‘Haderslev, den 29. September 1917.
Rigsdagspræsidiet, Berlin!

Den 11. Juli 1917 skrev jeg herfra ordret følgende til Rigsdagsmand
Hanssen, Rigsdagen:

„Hermed beskylder jeg Dem for, at De i Aartier har øvet politisk Bedrag imod den preussisk-tyske Stat og imod det tyske Folk til Fordel for den danske Irredenta [løsrivelsesbestræbelser, RR] og vore Fjender i den nuværende Krig, og at De specielt dermed har sat Dem i Stand til under Krigen at drive politisk og militærpolitisk Spionage i Rigsdagen til Fordel for de Allierede. Gives der en højere
Retfærdighed, saa vil De, der i saa udstrakt Grad har misbrugt  Religionen til Fremme af Deres illoyale, almenfarlige Formaal, en Gang komme til at aflægge Regnskab for de frygtelige Blodofre, som De nu ved Deres Meddelagtighed i den evropæiske Brandstiftelse har hjulpet med at hidføre ligesaavel som for den Troskabsed, som De har svoret Kongen af Preussen, men koldblodig har brudt.”

Paa denne Skrivelse fik jeg intet, heller intet retsligt Svar af Hanssen.

Derefter sagde jeg ved et tilfældigt Møde paa Søndertorv i Haderslev den 27. juli 1917 — tilfældig samme Dag, paa hvilken den konservative tyskfjendtlige ‘Nationaltidende’ i København, som er Livorgan for de to høje danske Damer i Rusland og England [hhv. enkezarina Feodora, Rusland, og enkedronning Alexandra, England, RR], i en ledende Artikel fremstillede Hanssens Erklæring i Rigsdagen den 19. Juli som en dansk Stordaad — ham ordret følgende lige i Ansigtet: „De har gjort Dem skyldig i Mened imod Kongen af Preussen!”

Denne Sigtelse hjalp heller ikke. Takket være hans ved politisk Krigslist den 4. August 1914 opnaaede tyske private Begunstigelse og officielle Beskyttelse har han uafbrudt kunnet fortsætte det samme ejderdanske Hadets og Hævnens Værk imod vort Rige og vort Folk.

Helt aabent hjælper han i Indlandet saavel som i Udlandet med Bistand af det guleste Danmark ved Opretholdelse af sit Partis, specielt ogsaa den feltgraa Del af sit Partis chauvinistiske  Uforsonlighed, ved at gennemkrydse det danske Socialdemokratis forsonlige Arbejde, ved rent personligt at opmuntre de svenske Socialdemokrater til at fortsætte med at bistaa Britterne i Kampen imod den foregivne tyske Militarisme, saavel som ved aarelang skammelig Fremme af den engelske Hungerkrig imod vore Hustruer og Børn, Ententen med at besørge dens Forretninger og specielt dens drivende Kraft med sit politiske Dobbelt- og Falskspil.

Overfor alle disse Beskyldninger er Hanssen, der i København gælder for og fejres som en Nationalhelt, bleven ethvert, ogsaa det svageste Svar skyldig.

Formodentlig mindes han endnu følgende: Da han for otte Aar siden som Rigsdagsmand lod Statsadvokaten anlægge Sag imod mig, fordi jeg havde kaldt ham en Landsforræder, dømte Landsretten i  Flensborg mig ganske vist den 29. November 1909 til at betale en Pengebøde, men samtidig dømte den Anklageren endnu haardere ved ordret at bevidne, at jeg havde handlet i berettiget Vrede over Hanssens retsnotorisk, illoyale og moralsk tvivlsomme forhold  under et Arbejde, hvis Maal er Slesvigs Genforening med Danmark.

Endvidere vil Hanssen formodentlig mindes, at den samme Landsret i Flensborg den 6. September 1905, da han sendte en af sine intimeste politiske Medarbejdere, Landdagsmand Julius Nielsen ud imod mig med en Privatklage, ganske vist atter idømte mig en  Pengebøde, men samtidig ordret attesterede ham, at han havde krænket sin Ed, hvorfor den anklagede havde været berettiget til at foreholde ham dette, og mig, at jeg som Tyskhedens Forkæmper nær ved den danske Grænse hørte til de Personligheder, der i første Linje var kaldede til at fremskaffe Oplysninger om det danske Partis, dets Føreres og dets Presses statsfjendtlige Bestræbelser, og som havde opfyldt denne nationale Pligt.

Endvidere udtalte Retten ordret, at jeg udelukkende havde handlet af ædle Bevæggrunde. I denne min Egenskab som retslig anerkendt Forkæmper imod en Agitator, som retsnotorisk udfolder illoyale og moralsk tvivlsomme Bestræbelser i Udlandet, supplerer jeg endnu Hanssens stiltiende Anerkendelse af hans Skyldighed med følgende:

Hanssen begyndte for en Menneskealder siden som Askovit [dvs elev på Askov Højskole, RR] sin politiske Løbebane med, at han  sammen med en rigsdansk Barde, der indtil sin Død kort før Verdenskrigens Begyndelse med Hanssens Hjælp under den tapre
Landsoldat og Istedløvens Hævnsymboler udstrakte sit Roderi til det tyske Slesvig Amt, paa sine Rejser personlig ophidsede vide Kredse i Danmark og Norge i ejderdansk Retning imod vort Rige og dermed drev disse Lande over i vore Fjenders, specielt over i Englands Lejr med deres Sympathier.

Med Forsoningsmine imod Syd, men med ægte Krigsgestus imod Nord, Øst og Vest harHanssen sammen med sine ligesindede  Hjælpere, Landdagsmændene Nissen og Skrumsager, ubetinget været en af den ejderdanske Irredentismes, den franske Revanchismes, den russiske Zarismes, og den brittiske  Imperialismes allerfarligste Haandlangere.

Derfor er han ogsaa i allerhøjeste Grad mistænkt for at fremme
disse Bestræbelser ved Hjælp af Parlamentsspionage til Fordel for vore Fjender for at naa det længselsfuldt ventede Maal: Slesvigs Befrielse ved at understøtte vort Riges og vort Folks krigeriske Underkuelse og varige statslige Lammelse.

Hidindtil har jeg under mit imod disse Bestræbelser rettede fædrelandske Oplysningsarbejde været lænket til Hanssens Fordel.

Men nu har jeg lige uimodsigelig fastslaaet, at Hanssen og hans Parti allerede 1905 var medskyldig i den i Kejserdepechen af 2. August beklagede Opvigling af det danske Folk og Indvirkning paa Kong Christian imod Tyskland og for England, under hvilket i det videre Forløb det intime Samarbejde mellem Nordslesvig og England gik saa vidt, at Kong Edward den VII’s Dronning allerhøjst personlig
den 17. Febr. 1906 paa Kong Christians Kiste nedlagde en Krans med uforsonlig, ejderdansk, irredentisk Indskrift, som var bestemt til at paavirke det samlede danske Kongehus. Denne Konstatering vil ligefrem gøre ethvert videre Forsøg paa at fastholde mig i mine  Censurlænker til en Forbrydelse.

Derfor drager jeg hermed ufortøvet de nødvendige Slutninger, idet jeg meddeler Rigets højeste Embedsmænd og øverste Raad Resultatet af mine Efterforskninger.

Karl Strackerjan,
Forfatter.’

Efter at have læst og afskrevet Depechen, i hvilken de fremhævede
Sætninger var understreget med blaa Blyant, sendte jeg den straks med en Tjener tilbage til Præsidenten, ledsaget af følgende Svar:

„Til Hs. Excellence
Rigsdagens Præsident
Dr. Kaempf!

Til Depechen, som Deres Excellence har forelagt mig, bemærker jeg følgende:

Hr. Karl Strackerjan i Haderslev har, som han selv konstaterer i  Depechen, i Aarevis før Krigen rettet lignende Sigtelser imod mig og mine Partifæller i den preussiske Landdag og er som Følge deraf gentagne Gange bleven retslig straffet, sidst ved Dom, afsagt af Landsretten i Flensborg den 6. September 1905 med en Pengebøde paa 500 Mark.

Dette var hans 13. — trettende — Straf for Presseforseelser. Siden da har jeg ignoreret hans Fornærmelser, og det agter jeg vedvarende at gøre.

Hans Sigtelse imod mig for at drive Parlamentsspionage tilbageviser jeg med Foragt.

Hvis han er i Besiddelse af Materiale mod mig, saa er det hans Pligt som Patriot at overgive det til Statsadvokaten, respektive Rigsadvokaten. De vil da sikkert foranledige det fornødne.

Enhver Tanke om paany at indlade mig i Privatprocesser med en Mand, som notorisk er Kværulant, afviser jeg derimod meget bestemt.

Med udmærket Højagtelse
Deres ærbødige
H. P. Hanssen.”

H.P.  Hanssen: Fra Krigstiden

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407. Midt i september blev hans batteri trukket bort fra fronten og blev sendt til Huissignies ved Mons for at hvile ud. En del af tiden arbejdede han på et artilleriværksted i Nimy.

Om dagen arbejdede jeg på artilleriværkstedet. Det var en hel fabrik. Der var modelsnedkeri, formeri, støberi, og et mægtigt reparationsværksted for kanoner og vogne.

Jeg kom til at reparere vogne, der var mere eller mindre skudt i stykker. Det var mest belgiske civilfolk, der arbejdede der.

Formanden var også en belgier. Dog stod det hele selvfølgelig under militærkommando og tilsyn. Vi havde maskiner, båndsav og høvlemaskine.

Jeg havde ikke megen lyst til at arbejde dér. Vi skulle begynde om morgenen kl. 6 og blive ved til kl. 6 om aftenen. Det var en temmelig lang arbejdsdag, særlig når man tænkte på, at de andre kanonerer holdt ro og hvile i Huissignies. Forplejningen hentede vi ved et køkken i byen, og den var hverken så god eller så rigelig, som vi plejede at få den ved batteriet 2/407.

Hele kommandoet varede kun i 10 dage. Jeg bad om at komme tilbage til batteriet, da jeg også trængte til at få udhvilet, før vi skulle til fronten igen.

Den 4. oktober kom der en vogn fra 3. batteri, den kørte vi så med helt til Huissignies. Det tog det meste af dagen. Vi kørte over Jurbis og Lens.

Jeg tog en rørende afsked med familien. Konen græd og strøg mig på kinden. De gav mig en pakke mad med og bad mig om at skrive engang, hvilket jeg også gjorde.

Jeg kom så til Huissignies og ind i mit gamle kvarter, jeg kom til at sove sammen med Oscar igen, og drengen var glad over, at jeg kom tilbage igen.

Efter hjemkomsten fra Nimy var jeg i Huissignies i 10 dage. Vi havde lidt tjeneste – 2 timer hver formiddag. Vi eksercerede og med kanoner, skød med gasmasken på, stod lidt på vagt.

Det var nogle dejlige dage. Og det, at man havde lejlighed til at komme i berøring med den civile befolkning, gjorde, at man følte sig som menneske igen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Ved siden af de ugentlige oversigter over krigens gang bringer kanalen også mange interessante special- og temaudsendelser om personer, våben, lande og meget andet spændende.

Denne gang handler det om Danmark – og en lille smule om Sønderjylland.