9. oktober 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten … eneste Nordslesviger”

Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Fra Felten.

d. 24.9.1917
Undertegnede trofaste Nordslesviger sender hermed mange Hilsener til Slægt og Venner.
Landstormsmand Peder Hansen fra Varnæs.

De bedste Hilsner til alle Venner og Bekendte.
Landstormsmand Anker Schmidt fra Vojens.

Skyttegraven d. 30.9.17.
Efter at have været hjemme paa en 14 Dages Orlov og nu igen er kommen paa min gamle Plads, vil jeg sige Bladet min bedste Tak, fordi det i to Aar har fundet Vejen ned til mig, samt sende mange Hilsener til Venner og Bekendte baade i det kære Hjem og ude paa alle de forskellige Fronter. Jeg er eneste Nordslesviger ved mit Kompagni.
Paa et glædeligt Gensyn i det kære Hjemland!
Hans Andresen fra Tombøl.

Faldne.
Gaardejer Jesper Adsersen og hustru i Kastrup ved Gramby modtog forleden Dag det smertelig Budskab, at deres yngste Søn Hans, en Mand i 22 Aars Alderen, er falden. Deres ældste Søn Anders (de har kun to) er delvis bleven ødelagt i Krigen og blev i Fjor hjemsendt som udbrugelig.

Gaardejer Povl Mikkelsen og Hustru paa Rødding Østermark modtog forleden Dag det tunge Budskab, at deres anden Søn, Marius, en ung Mand paa henved 20 Aar, den 23. September er falden i Rusland paa Forpost, ramt af en Geværkugle. Deres ældste Søn faldt iflg. ”Fl.A.” i Fjor i Frankrig.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Petersen fra Dybbøl og Heinrich Richelsen fra Holebøl [er] faldne.

Død paa Lasaret.
Maskinbygger J. Jakobsen og hustru, Gaaskærgade i Haderslev har haft den tunge Sorg at miste deres eneste Søn Peter, der er død i et Lasaret i Graudenz i en Alder af 23 Aar.
Han er bleven jordfæstet i Haderslev.

Saarede.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Jes Kragh fra Løjtkirkeby og Albert Reifz fra Ny Skovbøl Ny Skovbøl haardt saarede. Som let saarede meldes hans Laukamp fra Egernsund, Søren Møller fra Felsted, Marius Ravn fra Hovft og Christian Schmidt fra Dynt.
Jørgen Snitkjær fra Aarø er bleven let kvæstet.

Savnede.
Ifølge den sidste Tabsliste er August Eggert fra Aabenraa, Anton Holm fra Jernhyt og Thomas Thomsen fra Pøl savnede.

I Fangenskab.
Rebslager Guldbrandt, Storegade i Haderslev, har iflg. ”Dv.” i Fredags modtaget den glædelige Efterretning, at hans Søn Viggo er kommen i fransk Fangenskab. Kortet er dateret 20. September, Sønnen har været savnet siden den 18. September.

Ifølge den sidst preussiske Tabsliste er Peter Christensen fra Blans, Hans Jessen fra Elsmark, Theodor Juhl fra Grarup og Jørgen Nissen fra Himmark, der hidtil har været meldt savnede, kommen i Fangenskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *