15. oktober 1917. Artilleriet kører frem under voldsom beskydning

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat Rosebeke i Flandern.

Vi fik at vide, at englænderne havde trængt fronten nogle km tilbage, og kampen var meget hård og situationen alvorlig.

Vejen gik over Bryssel, Gent og Brügge (Bruges), både i Gent og Brugge holdt toget i længere tid. Vi kørte videre, og toget standsede i Thourout. Vi holdt en ½ times tid, og så pludselig fik vi besked på, at her skulle vi ud. Vi fik travlt med at læsse kanonerne og vognene af, og så marcherede vi ud af byen i sydlig retning.

Det var i mørkningen, da vi forlod Thourout. Efterhånden blev det bælgmørk nat, og der var en kolossal trafik, ja nærmest trængsel på landevejen. Vejen var dårlig, den var opkørt. Der var brolægning, men stenene var løse, og det var noget frygtelig noget.

Vi marcherede adskillige timer, men så gjorde vi holdt ved et kloster. Vi skulle vente. Vi ventede her til langt ud på natten til 2-3 ca. Vi gik ind i klostret og satte os på bænke eller sov på gulvene. Vi så ikke noget til klosterpersonalet.

Vi fortsatte omsider marchen, gik gennem Hochlede, men her skød englænderne ganske voldsomt.

På vejen var der en jævn strøm frem efter og en jævn strøm tilbage.

Af og til måtte vi holde, trafikken var for stor; det hele stoppede op, det var bælgmørk nat; der måtte ikke tændes lys, og ind imellem
drønede nedslagene af engelske granater, hestene blev vilde, sprang lige i luft og vejr, nogle blev dræbt, andre såret, og det gjorde både mennesker og dyr.

Blev en hest såret eller dræbt, blev den hurtigt skåret fri, og kanonererne slæbte den over til siden. Var den ikke helt død, skød man den med karabineren.

Mandskabet der blev dræbt, blev lagt over ved siden af vejgrøften.

De sårede måtte sanitetsvæsenet tage sig af.

Nu gik kanonererne ikke foran batteriet, men hver betjening holdt sig ved sin kanon. Kanonen foran os kørte over en tabt håndgranat, der eksploderede og rev benene i stykker på et par mand.

I det hele og store var det en vanskelig fremrykning. En overbelastet vej, bælgmørk nat iblandet med en voldsom beskydning fra englænderne, det giver så vanskelige fremrykningsforhold, som man må se og opleve for at kunne forstå det.

I morgengryet gik vi i stilling i den vestre udkant af en lille landsby – det var ved Vest Rosebecke.

Det var en vanskelig stilling, med mange svære tab og meget arbejde. Hvis vi ikke havde haft en betonunderstand, der kunne rumme alt mandskab, var vel næppe nogen kommet levende derfra. I den tyede vi hen, når vi kunne, i den sad vi senere hen på vinteren, da skydningen stilnede noget af om aftenen, og i den sov vi, når vi havde tid.

En halv time efter, at vi-var kørt i stilling, fyrede vi i hurtigild – alt det, der kunne præsteres, vi skød på ca. 5000 m.

Englænderne angreb hver dag på denne front, de skulle prøves før efterårsregnen satte ind. Vi fik travlt med at bygge stillingen, lægge underlag af planker under kanonerne, indrette ammunitionssteder, kaste volde op, hvor det var nødvendigt for splitterne, lave flyverdækning, osv.

Dobbeltmandskabet var i stillingen (reservemandskabet var ude).

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *