14. oktober 1917. Afgang til fronten ved Rosebeke

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407.

Jeg kunne godt lide at stå vagt. Så kunne man gå rundt i de dejlige sommernætter og få tid til at tænke sig om. I det fjerne kunne man høre kanonernes dumpe drønen.

Vi fik også vor hestebestand suppleret. Endvidere kom der nyt mandskab. Lidt efter lidt kom alt i orden. Og vi blev parate til at gå til fronten igen.

Den 13. oktober fik vi besked om, at vi skulle bort den næste dag. Nu var spørgsmålet: “Hvor kommer vi mon hen? Til hvilken front? Til hvilket afsnit?”

Den 14. oktober trådte vi an. Det var om formiddagen. Der var altid røre, når et batteri skulle rykke ud. Hestemandskabet kom som regel først. Alt blev efterset og prøvet. Der blev pakket, der red officerer og underofficerer frem og tilbage, der blev råbt og kommanderet, hestene vrinskede og prustede, kanonererne ordnede bagagen, spændte remmene fast, alt og alle var spændte, – det var jo også et batteri, der skulle rykke ud i den voldsomme krig igen.

Civilbefolkningen stod rundt omkring og så til, og der var også meget at se efter. Alt var nu i orden, alt var Feldtmarschmæssig.

Batteriføreren, løjtnant Viederholdt, kommanderede “Aufgesessen” og hestemandskabet svang sig op på hesten.

“Batterie March!” Den lange række satte sig i bevægelse. Først kanonererne osv. Vi vinkede efter kvarterværteme, og så forsvandt vi ud af byen.

Det var på en søndag, Vi marcherede til Jurbise; efter at vi havde ventet et stykke tid, kom toget, og vi begyndte at læsse kanonerne og vognene på efter den sædvanlige orden. Hen imod aften satte toget sig i bevægelse.

Dagene var nu ret korte og nætterne lange og kølige. Jeg fik fat i en plads i en vogn, der var fuld af heste. Hestene stod med hovederne sammen, og så var der et rækværk imellem.

Vi kunne så ligge og sove foran hovederne, og det var rigelig med halm og hø. Her kunne man sove bedre end henne i personvognene.

Vi kørte hele natten, dog holdt vi hist og her, men der var ingen, der vidste nogen besked om, hvor vi skulle hen.

Vi holdt længere tid i Bryssel; hen på morgenstunden var vi nok klar over, at det gik mod Flandern igen. Vi kørte i vestlig retning, holdt af og til, som om de ikke rigtig vidste, hvor de ville hen med os.

Kanonerne tordnede voldsomt i det fjerne.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *