Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

5. februar 1915 – Iver Henningsen: “en lang og besværlig march”

Forberedelserne til det store slag i Østpreussen fortsætter. De friske tropper, der få dage for inden er ankommet fra Tyskland rykker frem til deres udgangstillinger. 80. Reserve-Division, som Iver Henningsens sanitetskompagni tilhører, er blevet placeret på den sydlige fløj. Sanitetskompagniet skal dog ikke umiddelbart indsættes i første linje, og rykker derfor ikke frem i front. Fremmarchen i den dybe sne, var dog ikke nemmere af den grund.

Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.
Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.

“For sidste gang før vores endelige overgang fra skæmt til alvor havde vi nu mønstring, om alt var i orden, og vi vare i alt 300 mand, 80 heste, 20 vogne. Sneen lå højt, og det frøs dygtig, da vi om morgenen den femte satte os i bevægelse efter Popen til. Hver vogn fik 6 mand begleitschaft [dvs. ledsagelse]. Vognene vare satte på slædeküffer [dvs. slædemeder]. Det var en lang og besværlig march, først om aftenen kl. 6½ fik vi middag. Kvartererne var dårlige og smudsige.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

 

19. januar 1915. Infanteriregiment 84 “von Manstein” får ordre til opbrud

Vicefeldwebel af Reserven ved Regiment 84, C. Beuck, fortæller om afgangen til Hartmannsweilerkopf i Vogeserne i Alsace. IR84 var ét af de “slesvigske” regimenter med kaserne i Haderslev og Slesvig by.

Vogeserne 07006F00133

Midt i det røre, der hersker hos en enhed, der holder hvil et par dage, lyder den 19. januar kl. 7 om aftenen alarmeringen: “Bataljonen holder sig marchklar!”.

Kl. 7.45 trådte vi an – vi går i et ærinde, fra hvilket mange ikke skulle komme tilbage. Over Bollweiler marcherer vi til Hartmannsweiler.

Midt i landsbyen holder vi hvil; natten er mørk. En trykkende følelse ligger over enheden som altid, når man går mod noget ukendt. Jeg husker, at jeg på dette sted vekslede nogle ord med Offizier-Stellvertreter Max Hansen, en slank, altid fornøjet kammerat fra 5. kompagni, kaptajnssøn fra Sild; også han er faldet få timer senere.

Carl Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (udkommer 2015). Læs om søsterregimentet “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86″ her.