Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Ikke kategoriseret

15. maj 1918. Luftduel

Skriv en kommentar

Christian Delf, Sønderborg, beretter om en luftduel.

Forleden aften var vi vidne til en »smuk« kamp mellem en englænder og to tyskere.

Kampen begyndte i temmelig stor højde, først med ild fra jorden. Så så man de tre fugle manøvrere deroppe. Kanonerne nedenunder tier, som musikken i en rigtig cirkus, når akrobaten udfører et rigtig halsbrækkende kunststykke.

Og hvad vi nu ser deroppe, kalder jeg simpelthen at lege med knokkelmanden.

Som rasende rovfugle kredser de om og over hinanden, styrter sig ned over hinanden i rivende fart, og alt imens arbejder  maskingeværerne.

Tommy værger sig som en brav gut, men de andre to er over ham. —

Pludselig styrter han med propellerne nedad. —

»Plan styrter, han styrter«, råbes der. —

»Vås«, siger en erfaren artillerist, »det er frivillig styrtflugt«. Og se, pludselig er han på ret køl og prøver at knibe ud.

Forfølgerne holder ham i skak, stadig kredsende over og om ham. Pludselig gentages styrtningen, denne gange flere hundrede meter.

Medens maskinen styrter med snuden nedad, drejer den sig om sin egen akse, så bærefladerne slår klip-klapklip-klap rundt om den. En  luftstrøm får den til at slå en kolbøtte, men bringer den tillige i rigtig stilling.

Tommy har endnu åndsnærværelse nok til at sætte motoren i gang og påny forsøge at unddrage sig forfølgerne. Men han er kommet så langt ned, at han faktisk er indespærret.

Vi følger med spænding den videre jagt på liv og død. Den endte med en uheldig landing og en gennemhullet maskine. Tommy slap med et brækket ben.

Slige kampe hører med til dagens orden. Man tænder uvilkårligt en cigaret, når det går så hidsigt til.

Derved må jeg tænke på et vers af Drachmann:

»Thi står man selv på den faste strand, hvor foden
har sikkert fæste, da gør det så godt at ynkes den
stakkels forfløjne næste; selv i behold pirrer det
sansen at følge i dansen ham, som er pokker i vold«.

DSK-årbøger 1961

Ikke kategoriseret

14. maj 1918 – Ernst Christiansen: “Vi menige kan jo bedre taale at arbejde hver Ugedag og Søndagen med”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. I foråret 1918 befandt han sig i Flandern.

14. Maj.
I Dag for to Aar siden brækkede jeg Foden. For et Aar siden kom jeg ud af Lazarettet i Ivje. I Dag har jeg haft en Stophakke at banke Skærver under Sveller med. Lige er vi blevne jagede op af en knap paabegyndt Middagssøvn; men da vi er færdige med vort Stykke og ingen Spade har, har vi faaet Lov til foreløbig at sætte os igen. Efter flere Dages Regn og Kulde og Blæst smiler Solen. I det klare Vejr øjner vi tydelig Kemmelbjerget, det gult pløjede Højdedrag i det grønne flamske Landskab, og ser de engelske Granater slaa ned der, og vi kan tælle en halv Snes engelske Lænkeballoner foruden 15—16 tyske. Forleden holdt 24 tyske Flyvemaskiner Eksercits og gik ned indtil 20 Meter. De legede vist Angreb paa Skyttegrave.

Nu skyder de lige ved os efter en paagaaende engelsk Flyver. At de gider! Jeg gider ikke røre mig. Paa en frønnet Træstamme i Grøften ved Siden af mig leger to Edderkopper, og Grønsværet er spættet med Smørblomster. Gul er Falskhedens Farve! siger Folk; men de siger saa meget. Gul er Solen og Smørret og Guldet og Pandekagen, saa gult er en god Kulør at kaare.

Bare vi fik lidt kortere Arbejdstid, skulde vi være meget tilfredse. Efter Syrenerne kommer nu Røn og Guldregn og Rødtjørn, herlige at skue, og senere Roser. Men giver Vorherre Roser, giver han forhaabentlig ogsaa lidt Tid til at lade Øjet frydes ved deres Pragt.
Vort Arbejdssted er en forladt Frontstilling lige nord for Lys. Vi gaar over Floden paa en Bro højt oppe, der ikke er bredere end det smalle Feltbanespor, uden Rækværk.

Jeg kunde have Lyst til at komme ind til Lille engang. L. var der forleden; men Underofficererne har ogsaa fri hver tredje Dag, desformedelst det anstrenger dem mere at gaa og kigge paa os end som vi at arbejde selv. Vi menige kan jo bedre taale at arbejde hver Ugedag og Søndagen med. Men jeg har den Grundsætning: Mensch! ärgere dich nicht! og tager alt fra den lystige Side. — Naa, du lille Blomst, som endnu lyser i Græsset ved min Side, kan du nu tage et lillebitte Aandepust fra mine Læber med hjem til mine kære!

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 227-29)

Ikke kategoriseret

14. maj 1918 – Mathias Damm: “… det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 14. Mai 18.

Kære Moder!
Jeg vil nu fortælle eder lidt om Reisen hertil. Lørdag Eftm. blev jeg i Sygeauto kørt til Banegaarden og pakket i en Seng i Lazarethtoget. Om Aftenen kørte vi saa løs, da jeg vaagnede næste Morgen, vare vi i Saarbrücken. Vi kørte saa gjennem det skønne Pfalz og over Rhinen ind i Baden. I Mühlacker bragte røde Kors-Frøkenerne os hver en Buket Lilienkonvaller og Forglemmigeier, og et Æble fik vi ogsaa. Saa gik det videre over Ludwigsburg, Stuttgart til Plochingen, der blev der nogle udladet, og da det var Aften blev vi andre skubbet ind paa et andet Spor til næste Morgen. Kl 7.15 kørte vi videre. I Goppingen, Geislingen og i Ulm blev der ogsaa nogle. Her til Blaubeuren kom der 70 Mand og Resten kom lidt videre. Ehingen, tror jeg nok, det hedder.

Det er her en skøn Egn, store Bjærge med grønne Skove og gjemt mellem Bjærgene ligger Byerne. Det er ingen stor By her, men i de store er det ogsaa sjælden saa godt, som i de smaa. Lægerne ere Civillæger, Vores er en gammel hvidhaaret Medicinalraad. Der er 100 Syge og Saarede her og foruden dem intet Militær. Her bliver man da anset og behandlet som et Menneske, skønt i Sedan var det ogsaa godt. Forplejningen er rigtig god, det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere. Til Form. Mellemad faar vi hver en Øl. Om Aftenen faar vi enten kold eller varm Mad. Først en Tallerken Suppe o.s.v. Her holder jeg det ud, om det skal vare til Krigen er til Ende.

Vore tjenende Aander (Søstrene) ere frivillige her fra Byen, som har paataget sig, at pleie os, og deres Skyld er det ikke, naar en her ikke bliver rask. Jeg havde altid Angst, da jeg var i Sedan, at komme hen i en stor Militærstad, som for Eks. Köln. Der er der intet godt at hente nutildags. Der bliver man behandlet som Slagtekvæg. Naar de ser Saarene efter, staar de med Kniven i den ene og Pincette i den anden Haand, saa bliver det en dog lidt svimmel sommetider. Her spørger de om det gør ondt, naar de blot forbinder det. Jeg gad nok vide, om de skærer mig Splinten ud af laaret. Først skal Laaret heles lidt. Jeg har jo ogsaa Tid nok.

I har jo vist meget travlt derhjemme og jeg ligger her paa den lade Side, og det er forløbig den venstre. I maa nok sende mig min Kasket, naar i kan, uden at Skyggen bliver knækket. Du vaskede vist den røde Rand, da jeg var paa Orlov sidste Aar. Min Myts glemte jeg i Sedan. Ellers skal i intet sende mig her. Her lider jeg ingen Nød.

Jeg har her faaet et par Kort til at udfylde det ene skal til Kompagniet, et til Ers.Battl. Graudenz og det andet til eder, jeg sagde, at jeg havde længst skreven, men det var ligemeget, I behøver jo ikke derfor at tro, at jeg har faaet Griller, fordi det er tysk. Jeg vil nu til at slutte i Haab om et snarligt Gjensyn. Mange Hilsner sender eder eders
Mathias.

I skulle heller intet Skrivemateriale sende mig. Har Du skreven til Th Pedersen om at sende Bladene til R.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

13. maj 1918 – Johannes Ankersen: “En engelsk flyver har vel bemærket vores aktivitet …”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i maj befandt sig i Frankrig.

Vi blev trods beskydningen i vores kvarter, når vi blev beskudt, rømmede vi huset og kom ved afslutningen af beskydningen tilbage igen. I de dage modtog vi igen rideundervisning, og for at muntre folkene op, afholdt bataljonen igen en sportsfest. Det blev vores ulykke. En engelsk flyver har vel bemærket vores aktivitet, den følgende dag bliv vi udsat for en kraftigt artilleribeskydning, der igen kostede mange tab, men underlig nok ikke hos minekasterkompagniet.

Jeg havde nu fået nok og besluttede at holde mig langt væk fra området og husene. Tæt ved vores landsby løb en gammel engelsk skyttegrav, en slags reservestillling. Her lagde vi os hen, og byggede så godt det lod sig gøre små dækningsrum, og levede altså i Guds fri natur. Vi kom ikke til at fortryde det, for nu havde vi faktisk fuldkommen ro, ganske vist måtte de folk, der kom fra deres jordhuller forude, også her kravle i jordhuller. Men vi måtte ikke lide under artilleribeskydning, og da vejret var rigtig godt, kunne man nemt tænke sig en værre kvarter.

Stillingen var og blev ubehagelig. Jeg kan ikke så godt tale med derom, da jeg kun lejlighedsvis var fremme, men ved disse besøg i stillingen kunne jeg dog danne mig et indtryk af, hvad de brave musketieren alt måtte udholde. Hatten af for disse folk, der allerede så længe havde udholdt krigen med alle dens rædsler og alligevel stadig holdt stand, trofaste og standhaftige. Vi fik enkelte nye folk fra hjemstavnen, men de folk duede ikke til noget, de var frække, modvillige og opsætsige, og måtte behandles med den største forsigtighed. Heldigvis havde jeg ikke brug for erstatningsmandskab, og kunne således holde minekasterkompagniet fri for de forbrydergemytter.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

12. maj 1918 – Thomas Thomsen: “jeg maatte køre saa snart Orlov bliver aabnet”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 12/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det Brev og de 20 Mark jeg modtog igaar. Penge har jeg nok af for Tiden vi kan nemlig ingen bruge og Tak for de Pakker jeg modtog i Forgaards, dem kunde jeg lige Bruge. Naa, saa min Kompagniefører har skrevet at jeg maatte køre saa snart Orlov bliver aabnet. nu haaber jeg ikke at det varer længe inden jeg kommer den skal nemlig blive aabnet den 28. d.m. siges der her.

Mange kærlige Hilsener til Eder alle
din Søn Th Thomsen

Ikke kategoriseret

5. maj 1918. Andreas Bøgen hos en landmand i Ukraine

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. marts 2021 11:33

Andr. Bøgen, , Vennemose, tilbragte siden sin indkaldelse i sommeren 1915 krigen på Østfronten. I foråret 1918 gik det til Ukraine.

I April Maaned fik Bataillonen Ordre til at holde sig marchberedt. Denne Gang gik det til Ukraine. Vor Bataillon blev stationeret i Byen Romny; derimod forblev et større Vagtkommando, som ogsaa jeg tilhørte, tilbage i en Landsby en 30-40 km derfra.

Egnen var her noget bakket, men meget skovfattig. I den første Del af Maj Maaned holdt Russerne deres Pinsefest, og da jeg holdt Vagt i Kirkens Nærhed, fik jeg Lejlighed til at iagttage Præstens Ceremonier og Menighedens Procession omkring Kirken i Pinsedagene.

Jeg var sammen med tre Kammerater ind kvarteret i et Baghus hos en Landmand. I Modsætning til de fleste andre Beboelseshuse herskede her Orden, Akkuratesse og Renlighed. Vor Lejlighed, i hvilken der var en hel Del Værktøj, tydede paa, at Manden ogsaa var Haandværker; men han var en interesseret Landmand, og da han forstod, at ogsaa jeg var Landmand, beklagede han rystende paa Hovedet, at vi ikke kunde gøre os forstaaelige for hinanden; men jeg maatte se hans Besætning.

Den bestod af to Køer og fire Heste. Efter mine Begreber var det en mærkelig Besætning; men i Ukraine drives der hovedsagelig kun Kornavl og kun lidt Kvægavl, og Ukraine kan sikkert med Rette kaldes Ruslands Kornkammer.

Da jeg havde set Besætningen, bød Værten mig indenfor til en Kop Te. I Stuehuset hilste jeg paa Konen, en voksen Søn og Datteren. Man bød mig tage Plads ved Bordet, og der blev budt paa Te og Hvedebrød, som saa meget indbydende ud, men i Smagen lod det en Del tilbage at ønske. Før jeg forlod Huset, viste de mig Stuerne, og var der Orden udvendig, var det i ikke mindre Grad ogsaa indvendig.

DSK-årbøger 1952

Ikke kategoriseret

5. maj 1918 – Mathias Damm: “Hele Knæet er fuld af Saar”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

Forsættelse af brev fra 4. maj.

Søndag
Jeg har nu lige faaet Saar og Knæ fotograferet med Røntgenstraaler. Nu skal vi saa se, hvad det giver. Jeg kan ikke rigtig godt bevæge Knæet, og derfor skulde det nu efterses. Det er kun et helt lille Saar i Knæet, men der maa vist dog sidde en Splint deri. Hele Knæet er fuld af Saar som om der var saaet Kom, og overalt har jeg saadanne smaa ubetydelige Saar. Det største er i Laaret, paa Ydersiden, hvor man skal holde Haanden, naar man staar stram [står ret/red.], og det er mindst saa stor som en Sølv 5 M. Dog naar jeg ligger rolig mærker jeg det ikke meget. Det er blot lidt hed saa det begynder vel at buldne.

Min første Tanke da jeg blev saaret var den, Godt at Hoved, Bryst og Mave er hel, og satte jeg i Rend gjennem Løbegraven, som var den onde bagefter mig. Da jeg traf Sygebæreren, lod jeg mig forbinde og kravlede lidt i Dækning thi det haglede Jern, da Spærreilden sagnedes, huggede jeg atter af i samme Fart til jeg var ude af Ilden, men da kunde jeg ogsaa knap faa Pusten. Saa gik jeg langsomt ind til Noyon, hentede mine Sager, blev rigtig forbunden og saa gik Reisen løs i Lastauto, at det altid gjorde godt at sidde der, vil jeg ikke sige. Fra Flavy le Martel til St. Quentin og derfra hertil kørte jeg i Toget. Nu mere en anden Gang, Blot mange Hilsner fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

4. maj 1918. Sønderjysk såret behandles af sønderjysk læge

1 kommentar

Senest ændret den 2. juni 2022 19:27

Arthur Thomas, Skærbæk, blev såret under den tyske forårsoffensiv og kom på lazaret.

Jeg kom til at ligge i en barak sammen med 18 andre kammerater. Vi havde det meget godt her. Vore sår blev daglig tilset af både læger og sygeplejersker, så der var ikke noget at klage over – man var jo kommet af skidtet for denne gang.

Efter som tiden gik, blev vi kammerater også mere og mere sammenrystet. Der var en af lægerne, som havde en anden accent i sit sprog, syntes jeg, og en dag spurgte jeg sygepasseren, hvad landsmand han var. Denne mente, at han var fra Nordslesvig og hed Thomsen. Så tænkte jeg, at det måtte jeg da have undersøgt og opklaret. –

Dagen efter var stabslægen ikke med på »barakkegang«, og den »anden« læge satte sig på min sengekant og spurgte mig, om jeg var fra Nordslesvig. Det var jeg da, og jeg fortalte ham, at jeg var fra Frifelt i Vodder sogn. »Så taler du dansk«, sagde han så til mig. Det gjorde jeg jo, og vi fik en livlig passiar med hinanden.

Han var fra Skærbæk, hed Lausten Thomsen, og han kendte godt min far. Men alt det gode får en ende, og en dag blev jeg udskrevet som k. v., så rejsen ville jo gå til fronten og til mit kompagni. Men Lausten Thomsen sagde ved afskeden til mig, at jeg skulle noget tidligere have fortalt ham, hvor jeg var fra, og at vi var landsmænd, så kunne han måske have gjort noget mere for mig.

DSK-årbøger 1969.

Ikke kategoriseret

4. maj 1918 – Mathias Damm: “Vinduet staar aaben og den friske Mailuft kommer herind.”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

Sedan, 4. Mai Aften

Kære Moder!
Jeg vil begynde et Brev til eder, da jeg lige kom til at tænke paa om Du ikke kunde skrive til Thade Petersen og lade dem sende Bladene til Rasmus. Til Heimdal skriver engang naar jeg ved lidt mere Besked. I kunne jo godt skrive mig et par Ord efter Adressen her. Det koster da kun Kort og skriveriet. Mit Skriveri er jo nu helt daarlig. Naar man skal ligge paa Ryggen med en halv Omdreining til venstre og holde højre Overarm omtrent rolig, er det skidt.

Her ude stryger een leen, hvad han slaar ved jeg ikke. Her er alt kønt og Grøn. Det er et fransk Militærhospital og Park og Haveanlæg her i stor Stil, Skade at jeg ikke kan løbe. Men her i Sengen, er dog bedre end i Slotsparken paa Mont Renaud ved Noyon. Den Park og Slottet med har jeg i Erindringen for stedse, et saadant Myrderi har jeg ikke set før, som der. Vinduet staar aaben og den friske Mailuft kommer herind. Det er saa behageligt, og det kan jeg heller ikke godt undvære. For min Part kunde det staa aaben hele Natten.
Nu nok for i Aften, God Nat.

Brevet fortsættes …

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

3. maj 1918. Fjendens artilleri uhyggeligt præcist

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingevær deling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Næste Dag blev vi trukket tilbage paa et aabent Terræn, hvor vi satte Maskingeværreder, som laa i en Afstand af 2-300 m fra hinanden. De var anbragt i halvkugleformede Jordhytter. ca. to. Meter i Diameter og en Meter høje. Paa Grund af Grundvand var de bygget over Jorden.

Inde i Hytten, rundt om Stedet, hvor vi laa, var gravet en Rende for at samle Vandet. Det naaede til 10 cm under Jordoverfladen. Det var altsaa et ret fugtigt Opholdssted.

Om Dagen kunde Fjenden fra Observationsballonerne se enhver Bevægelse ved de fritliggende Hytter, og vi blev saa beskudt af Artilleriet. Under en saadan Beskydning blev 2 Mand af en af de nærliggende Besætninger nervøse og løb ud for at søge Dækning bagved nogle Huse længere tilbage. De var kun naaet ca. 200 m, (66) da en Granat eksploderede ved Siden af dem. Den ene blev liggende, men den anden rejste sig igen og løb videre, og vi saa ham forsvinde bag Ejendommene.

Det saa ikke særlig hyggeligt ud. Der var ellers ingen Aktioner i den Tid, vi laa der. Men vi var dog glade, da Afløsnings-timen slog. Det at blive beskudt fra flere Sider – til Tider ogsaa bagfra – begyndte at gaa os paa Nerverne.

DSK-årbøger 1948

Ikke kategoriseret

3. maj 1918 – Mathias Damm såret: “jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

den 3.5.18. Kære Moder!
Jeg er nu kommen paa Lazareth i Sedan, men om jeg bliver her, ved jeg ikke. Jeg skal nok skrive nærmere. Jeg er saaret af en Granat i højre Ben (Knæ og Laar), Arm og i Armhulen (eller Ryggen). Jeg kan ikke se det. Det vaerste er i Laaret, men dog alle Kødsaar. Saa det gaar nok, og jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet, som naar de havde skænket mig et Kongerige. Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

30. april 1918 – Mathias Damm såret

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 30.4.18. Kære Moder!
Blot et par Ord. Jeg er saaret men ikke saa slemt, derfor sørger ikke. Mere en anden Gang. Mange Hilsner fra Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

27. april 1918. De er en helt – det er en ordre!

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Da vi havde været en to-tre Uger i Hangest, blev det meddelt, at fem af vor Ballonzug for Tapperhed under Fremmarchen skulde dekoreres med Jernkorset af 2. Kl.

En af dem var vor Skriver Mayer fra Königsberg. De fire andre var nogle af de ældste i vor Trop. Et Par Dage senere maatte vi alle stille op til Parade for Hans Excellence, General von Einem, og de fem blev kaldt frem for Fronten. Mayer var den sidste.

Hans Excellence henvendte et Par Ord til hver enkelt af dem, inden han overrakte dem Dekorationen. Da han kom til den spinkle Mayer og fik at vide af Lt. Küster, at han sad paa Skriverstuen, kunde Generalen ikke dy sig for at drille og sagde højt og alvorligt til ham: „Luftschiffer Mayer, fühlen Sie sich als ein Held?”

Men Mayer var ikke tabt bag af en Vogn, og lige saa hurtigt, og om muligt endnu højere raabte han: „ Jawohl, Eure Exzellenz! “

Og alle, Mandskab og Officerer, brød ud i en mægtig Latter.

[Uoversætteligt ordspil “Fühlen Sie sich als ein Held?” = “Føler De Dem som en helt? / “Fühlen Sie sich als ein Held!” = “Føl Dem som en helt!”]

DSK-årbøger 1954

Ikke kategoriseret

Foredrag på Tørning Mølle ved Vojens 24. maj med Kåre Johannessen

1 kommentar

Foredrag om Danske nordslesvigere i Første Verdenskrig

Tørning Mølle skriver i sin indbydelse til foredraget den 24. maj:

“I anledning af 100 året for 1. verdenskrigs afslutning , holder historikeren og forfatteren Kåre Johannessen et foredrag om de danske sønderjyders skæbne i 1. Verdenskrig på tysk side.
Kåre Johannesen er en fremragende foredragsholder, der forstå på underholdende vis at præsentere de historiske facts, så det fanger publikum. Kåre Johannessen er en sprudlende veloplagt og nærværende formidler med en fremragende kontakt til tilhørerne. Kåre Johannessen er en af vore førende eksperter i Den første Verdenskrig.”

Billetter købes på 54 50 54 50 eller på mail KLIK HER

Billetpris incl. kaffe/te og lagkage i pausen kr. 125. Medlemmer af Tørning Møllestøttekreds kr. 100.

Publikum placeres ved caféborde, og der bliver mulighed for af købe øl, vin og vand.

Sted og Tid: Tørning Mølles Kultur- og Aktivitetslade torsdag den 24. maj 2018 kl 19:30. Dørene åbnes kl. 18:30.

Kåre Johannessen ses her under et arrangement på Zeppelinbasen i Tønder i 2017.
Ikke kategoriseret

Tur til Vestfronten til november 2018

Skriv en kommentar

FOF i Kolding inviterer til Vestfronttur

Kom med på en tur i 1. Verdenskrigs fodspor i anledningen af 100 for krigens afslutning. Vi skal være på den Danske Krigskirkgård i Braine den 11. i 11. kl. 11.11 for at mindes de faldne Sønderjyder med en kransenedlæggelse. Men først skal vi til Flanderen i Gent, hvor vi er 3 døgn.

Her skal vi besøge Den Flamske front ved Ypres, besøge krigskirkegårde, museer og opleve Last Post. Vi skal se Brügge og derfra går turen igennem Somme til Compiegne, hvor våbenhvileaftalen trådte i kraft d. 11/11-1918 . Vi skal besøge bl.a. Le Grand Guerre ved Maeux og forhåbentlig ind og se togvognen, hvor våbenhvilen blev forhandlet på plads.

Den 11/11 køre vi til Braine for at besøge den Dansk/Sønderjyske Kirkegård. Herfra køre vi til Verdun og videre til Bastogne i Ardennerne, hvor vi overnatter.

Fra Bastogne køre vi til spa og videre til Eupen-Malmedy og videre i gennem Tyskland til Luneburg, hvor vi overnatter i Lauenburg. Så er vi nået til tures sidste dag, som går gennem Kiel, hvor vi skal se udstillingen om matrosopstanden i 1918 inden turen går til Danmark.

Se mere her:  http://www.fof.dk/kolding/Kursusoversigt/ture/ww1

Ikke kategoriseret

26. april 1918 – Jens Iversen: “… saa jeg nu er rejsefærdig”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Fredag, den 26, April 1918.
Da Civilfangerne i Modsætning til os Krigsfanger kan rejse hjem paa egen Haand, naar et vist Antal har meldt sig, var det ikke svært I for mig at blive indskrevet, da jeg kender alle dem i det svenske Vicekonsulat, der bearbejder Listerne. Værre var det hos de stedelige Myndigheder at blive anerkendt som civilinterneret, men det gik ogsaa. Jeg fik paa Byens Kontor af et Sovjetmenneske uden storre Besvar baade Brev og Segl for 30 gode Tsarrubler “til det russiske Røde Kors”, saa jeg nu er rejsefærdig til den Civilfangetransport, der afgaar den 17. Maj.

Tsar- og Kerenskirubler staar endnu forholdsvis højt i Kurs, da de er officielle Betalingsmidler, hvorfor de hamstres i stor Stil. Astrakan har derfor ligesom andre Byer maattet trykke egne lokale Sedler, Der har en meget ringe Værdi. Jeg har til Hjemrejsen solgt, hvad jeg kan undvære, min Overfrakke, det ene Sæt Tøj, et Par Sko, et Sovedækken, alt samman for Tiden Mangelvare og derfor betales godt, saa jeg har henved 500 Tsar rubler til min Raadighed. Vi maa nemlig selv udrede Kosterne, da vi rejser paa egen Haand, Dr. Balogh gaar med som læge.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

Ikke kategoriseret

24. april 1918 – Enkefru Røgind: 200 mark for orlov

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

24. April.
Redaktør Svendsens Broder (Landstormsmand) er herhjemme paa Orlov, som han har erholdt paa følgende Maade. Han skulde have været til Fronten, men Lieutenanten sagde til ham, at hvis han vilde tegne Krigslaan paa 200, kunde det nok gøres om og han faa Orlov i Stedet. Han betalte øjeblikkelig og er som sagt hjemme. Det er en nydelig Handel der drives; hvor er der meget »rotten« i den tyske Militærstat?

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 151)

Ikke kategoriseret

24. april 1918. Vagtposten stod ret op og ned, død i sit udkigshul

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Næste Nat sov vi mere trygt i vort Hønse- eller Hundehus, hvad det nu har været. Lydene udefra naaede os derinde, mere afdæmpet. Ilden var heller ikke saa stærk som sidste Nat. Granaterne faldt meget spredt. Kun een Gang mærkede jeg i Søvne en Eksplosion i Nærheden og en Rysten af Jorden. Jeg drejede mig om paa den anden Side og sov videre.

Jeg blev tidligt vaagen. Ved Siden af mig snorkede en Skytte, som jeg vidste skulde have været paa Vagt. Jeg ruskede i ham: “Hvorfor er du ikke paa Vagt?” Søvndrukken stirrede han paa mig: “Jeg er ikke blevet vækket.”

Jeg blev straks urolig og skyndte mig ud til Vagtposten. Han var død. Han stod paa Stigen, begravet i Jord til op paa Brystet. Vi gik straks i Gang med at grave ham ud. En lille 7,5 Granat var gaaet lige forbi ham og ned i det ca. 1 m i Diameter store Hul, i hvilket han stod, og var eksploderet i Væggen bagved ham. Stigen var splintret og trængt igennem begge Laar. Han var dræbt paa Stedet.

En god Kammerat havde forladt os. Det var med en underlig hjælpeløs og knugende Fornemmelse, vi omsider fik ham befriet af Jorden. Om Aftenen fik vi ham transporteret tilbage, hvor han fandt sit sidste Hvilested.

DSK-årbøger 1948

Ikke kategoriseret

23. april 1918: “Jeg bemærkede uhyre mange nedskudte flyvemaskiner af alle nationaliteter” – Frederik Tychsen gang gennem byen Nesle

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Det var den 23. april 1918. Så længe solen skinnede, var det dejligt, men om natten var det køligt. Vi kravlede op på toget og omsider satte det sig i bevægelse. Det kørte ganske langsomt, for banelegemet var lige blevet gjort i stand; det blev aften, og der var meget koldt. Dertil kom, at jeg havde solgt min overfrakke for at skaffe penge til levnedsmidler, og jeg sad i et hjørne af vognen og frøs.

Efter nogle timers kørsel standsede toget uden for Ham. Det fløjtede og fløjtede, men der var ingen indkørsel. Da jeg frøs ganske voldsomt, gik jeg hen til lokomotivet og bad om at få lov til at komme ind i maskinen for at få mig varmet. Men det kunne imidlertid ikke lade gøre.

Lokomotivføreren var en flink mand, han gav mig lov til at sætte mig op på det brede trinbræt ved siden af kedelen. Jeg kravlede op på maskinen i læsiden, og brættet var så bredt, at jeg mageligt kunne ligge på det.

Her var varmt og dejligt. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede kørte maskinen i fuld fart, det vil sige så hurtigt, som det kunne tillades på strækningen mellem Ham og Nesle. Da jeg vågnede blev jeg noget forbavset over, at jeg kunne sove under slige forhold, men det gik udmærket.

Jeg blev liggende, til vi nåede Nesle. Her holdt toget uden for stationen, og jeg kravlede ned fra mit varme leje; men ak og ve, da jeg fik set efter, var jeg helt oversmurt med olie på den ene side og på ryggen. Denne olie stammede fra pumpen lige over mit leje. Hver gang pumpen arbejdede, sprøjtede der nogen olie nedefter, og den ramte mig. Det blev en stor mørk olieplet på min frakke, men det var der ikke noget at gøre ved.

Toget gik ikke længere end til Nesle. Vi måtte nu se at finde vor afdeling. Jeg gik igennem Nesle og bemærkede uhyre mange nedskudte flyvemaskiner af alle nationaliteter, de var opkørte på en stor mark. Jeg fik at vide, at vor divisionsstab var kommet til byen, og der skulle jeg så fa den nøjagtige besked om, hvor vort batteri lå i øjeblikket.

Jeg fandt også divisionsstaben straks om morgenen. Den var ved at indrette sig i en større bygning der i byen. Jeg kunne dog ikke f. besked med det samme, da de endnu ikke havde pakket ud. Jeg skulle gå og komme om en time igen. Jeg lagde mig i græsset på en agermark et lille stykke derfra.

Jeg faldt i søvn og vågnede først hen på eftermiddagen ved 3 tiden. Jeg regnede ud, at jeg havde sovet i 5 timer. Jeg gik til staben og fik besked på, at vi lå i en skov ved Herly. Men jeg gik først helt nedtil Gruny, noget af vejen kørte jeg med en bil. Jeg kunne imidlertid ikke komme på det rigtige spor og besluttede derfor at prøve på at finde en soveplads for natten, det havde nemlig begyndt at regne.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Ikke kategoriseret

23. april 1918 – Ernst Christiansen: “I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

23. April.
Endeløse Marcher ud i det erobrede Terræn vest for Neuvechapelle og lidt Pilleri derude ved Vejene. I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav, lige ved den nye Feltbane. Saaledes gaar det til! Hjemme lever de i Angst og Spænding for de savnedes Skæbne, og her ligger Ligene langt bag den nye tyske Front, og ingen bryder sig om dem.

I Dag første Gang i Uger fri. Rygtet bebuder nye Fremstødsforsøg fra La Bassée. Den store »Sejr« har nok været et mislykket Foretagende. Sagen er, at Loretto-Højdedraget, som vi i Gaar saa første Gang tydeligt i Horizont-Disen, er et farligt Flankefremspring mod den nye tyske Linje. Det har skullet tages ved Omgaaelse nord og syd fra; men det er ikke lykkedes. Mit Indtryk er, at den nye Front her stivner og nu skal befæstes paa sædvanlig Maade. Der er taget et Stykke Land, Fronten er bulnet ud; der er bragt store Ofre af Penge og Materiel og Menneskeliv, og hvad er der opnaaet? En ny, stærkt bugtet Front i Steden for den gamle, der for kort Tid siden var gjort lige. Men Fremtidsudsigterne?

Lad det Emne hvile: Dagene maa fremdeles tages en for en.

I Gaar var jeg første Gang med ude paa Tiggergang fra Arbejdsstedet og opnaaede at faa nogle Skefulde Grubbesuppe; det hjælper altsammen til. Der er stadig fuldt af bivuakerende Tropper og Feltkøkkener; men der er kun lidt at »arve«, og jeg veed nu, hvad »Kohldampf« er. Men alligevel er jeg glad for min Ulvehunger og det legemlige Velbefindende, som den vidner om.

Mange er Mulighederne herude; men i Procenttal har jeg dog vist endnu mest Udsigt til at slippe godt fra det. Og Held har jeg jo haft med mig i Livet. Eller vidner det, at jeg fik dig, mod min Teori?  Se til at holde dig ung! En Spaseretur fra Flensborg til Graasten langs Stranden er nu en Hverdagsbegivenhed for mig.

Det har været helt spændende at komme hjem hver Aften, vi spejdede langt borte fra, om vort Hus stod der endnu; somme Tider har vi set en Granat slaa ned ved Byen og en vældig Jordfontæne staa i Vejret.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 215-7)

 

Ikke kategoriseret

23. april 1918 – Mathias Damm: “… snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien”

1 kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 23.4.18.

Kære Moder!
Blot et par Ord i morgen. Jeg er nu i Byen og har et par gode Dage. Jeg bor i Kælderen under en Boghandel og har derfor en Mængde Skrivemateriale. Du skal nu ingen Kuverter sende mig mere. I Eftermiddag eller i Aften skriver jeg et Brev, da jeg nu i 3 Dage ikke har skreven. Jeg ved knap selv hvordan det er gaaet til. Igaar vilde jeg skrive men maatte saa gaa forud med Bræder. Haaber i alle har det godt og ere sunde og raske og slutter med mange Hilsner eders
Mathias.

Tak for Kort fra d 11 og Brev fra den 14 med Bladet. Heimdal har jeg ikke faaet i 8 Dage.

den 23.4.18. Eftm.

Kære Moder og Sødskende
Jeg vil nu skrive lidt mere. Jeg har nu faaet Middagsmad, Bønnesuppe. Det er jo noget af det bedste man faar her i Krigen. Vi har jo fundet nogle. Ellers er det ikke saa glænsende mere. Det hed, at vi skulde faa lidt mere Fedt og Smørelse til Brødet i Offensiven, men det er ved at blive det modsatte. Enkelte har jo fundet lidt, men det maa man jo ikke regne med. Nu lader det ogsaa til, at de vil trække os Rygevareme af. Det er det værste kan i tro. Mig gør det knap saa meget, men det er dog afregnet i Lønningen, og tilkommer os.

Jeg har her lagt et par Kort ved her fra Byen. Huset jeg boer under, er ikke at se, det har været bag Fotografen, der hvor jeg har gjort Pilen. Jeg boer under en Boghandel, vi have Madrats, Underdyne, Hovedpude med hvid Betræk og Sove- dækkener, saa vi ere som i Paradis, naar der blot ikke var Krig udenfor. Husene til venstre paa Billedet ere alle afbrændt og sammenskudt. De her over os ere nogenlunde holdne, men imorges lod en Fugl et Æg falde herude i Gaarden og det ødelagte os vor Pumpe og Haandværkemes Arbeidsværelse, de kom netop ind af Porten, og slap med Skrækken. Der hang en Del Linned oppe paa Taget, og det var vist det, der gjorde det galt. Hele Byen er omtrent i Ruiner, Den store smukke Kathedrale er ramponeret og Taamet sammenskudt.

Om et par Dage gaar jeg jo vist atter ud paa Bjærget. Haaber vi saa maa have godt Veir, saa er det hele halvt saa slemt. Jeg har pakket noget Brevpapir sammen til eder, hvis der gaar Pakker bort, hvad jeg troer afsender jeg det i Eftm. en med Papir og en med Kuverter. Det koster da kun en 10 Penning, hvis det er futsch. Jeg har ogsaa sendt Fader noget i et Brev, og et par mere sender jeg. Han skal jo vist købe det.

Hvad her forskellige har pakket sammen, og sender hjem, er skrækkeligt. De fordærver det blot for andre, der er fornuftige. Hvad nytter Gods og Guld, deraf kan dog ingen leve og naar de engang kommer hjem, er der nok af fortjene naar de blot vil. Det er dyre Sager, der driver rundt, men hvad nytter nogle Nipsgenstande eller ogsaa Sølv eller forgyldte. Det hjælper dog intet til at afværge Nød. Haaber jeg maa vedblive at være sund og rask og at Krigen denne Sommer faar en Ende, saa jeg kan komme hjem, saa lad kun Franskmændene have deres Skidt. Jeg kan godt give dem noget til, naar det kunde hjælpe noget til at faa Fred.

Naar i modtager dette er det vel atter Mai og snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien. Hvor er den Tid gaaet og saa ond en Tid, og ingen ved om Nøden ikke kan vare tre Aar endnu. Vil nu slutte for idag med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Kan i ikke sende mig en Stoppenaal og en lille Ende hvid tråd.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

23. april 1918. Fransk civile flygtet: “Beboerne havde forladt deres Hjem i største Hast”

2 kommentarer

Senest ændret den 24. april 2018 8:44

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Efter et Par Timer sløjede Ilden af, og i de tidlige Morgentimer blev det helt roligt. Et Angreb, som vi nærmest havde frygtet, fulgte ikke efter. Jeg kunde tænke mig, at Fjenden havde bemærket Afløsningen og ment, at det var Opmarch til en ny Angrebsoperation og har villet slaa Opstillingerne ned.

Næste Morgen, saa snart det var blevet lyst, begav jeg mig sammen med en Kammerat paa Opdagelsesrejse – det vil naturligvis sige kun i den allernærmeste Omegn. Jeg vilde forsøge at finde et bedre Opholdssted.

Paa den anden Side af Vejen bagved en Ejendom fandt vi et underligt lille Udhus paa ca. 1½ Kvm. Størrelse. Det var bygget op ad Ejendommens Ydervæg og tykt tagtækket oppe fra Muren og skraat helt ned til Jorden med kun en lille Aabning forneden, hvor man lige kunde krybe igennem. Det gav udmærket Beskyttelse mod Granatsplinter.

I Haven en 8-10 m derfra var der udgravet et dybt rundt Hul i Jorden, hvori der stod en Stige. Det var sikkert blevet gravet af tidligere Vagtposter. Under Granatild kunde Vagtposten gaa længere ned ad Stigen og var saa ret godt beskyttet. Jeg fik hurtigt mine Folk flyttet til dette nye Sted, og vi var alle efter Forholdene godt tilfredse. Maskingeværet fik vi anbragt paa Jorden foran Stigen, og Vagtmanden posteredes paa Stigen.

Saa havde vi Tid til at se lidt paa Omegnen. Det var endnu ret diset, og Fjenden kunde ikke se noget fra Observationsballonerne. Vi var inde i de nærmeste Ejendomme. Overalt kunde man se, at Beboerne havde forladt deres Hjem i største Hast. Skabe og Skuffer var tømt. Mere værdiløse Ting flød overalt i Stuerne. Paa Bordene stod endnu Kopper og Tallerkener med indtørrede Madrester. Efter et sidste Maaltid i Huj og Hast havde de skrækslagne forladt deres Hjem.

Man kunde i Tankerne se dem drage af Sted med deres Kreaturer og deres højhjulede Vogne bristefærdigt pakket med deres Ejendele – ulykkelige Krigsskæbner.

Vi vovede os lidt længere ned ad Landevejen. Vi var ikke kommet langt, da vi blev advaret mod at gaa videre. I Gaar var nogle gaaet samme Vej og var pludselig blevet taget til Fange. Man vidste ikke, hvor de første fjendtlige Vagtposter og Tropper laa. Terrænet var ret uoverskueligt – mange Træer, Buske, Haver og Hegn. Vi foretrak at gaa tilbage. Saa snart Solen var kommet op, var det forbi med Bevægelsesfriheden. Mange Observationsballoner hang ikke langt bag de fjendtlige Linier.

DSK-årbøger 1948

Ikke kategoriseret

23. april 1918 – Niels Petersen: Den højeste udmærkelse for underofficerer

Skriv en kommentar

Senest ændret den 29. oktober 2018 7:24

Den 23. april tildeltes Vizewfeldwebel Niels Petersen som nr. 156  Das preussische Goldene Militär-Verdienst-Kreuz også kaldet Der pour le Mérite des deutschen Unteroffizieres. Da han modtog medaljen lå han hårdt såret:

Det var, medens jeg laa her paa Lazarettet, at vor Stabssergent en Dag i April kom paa Besøg hos mig, medbringende en forseglet Æske, som jeg selv skulde aabne. Jeg var imidlertid saa svag, at jeg ikke var i Stand til det, og saa maatte Professoren gøre det. Det var Militær, der paa den Maade blev overrakt mig som Anerkendelse for Stormangrebet [den 21. marts 1918].

Medaljens historie rækker tilbage til 1793, men under Første Verdenskrig blev den først genindstiftet i sommeren 1917. Man manglede på det tidspunkt en medalje til de veltjente underofficerer, der allerede var udmærket med jernkorset af I. og II. klasse, men som man – fordi de ikke tilhørte borgerskabet eller adelen – ikke ville forfremme til officerer, der som de eneste kunne modtage de højere ordner som eksempelvis Der Hohenzoller Hausorden mit Schwerten eller Pour le Merite.

Niels Petersen, Bevtoft, omgivet af kammerater. På hans bryst ses det sort-hvide bånd for jernkorset af II. klasse, og til venstre for det Das preussische Goldene Militär-Verdienst-Kreuz, under det jernkorset af I. klasse og derunder såretmærket (Privateje)

Niels Petersen var landmand, og blev derfor ikke anset for officersmateriale. Han var født i Bevtoft den 26. maj 1892, og begyndte i 1912 at aftjene sin værnepligt ved Infanterie-Regiment Nr. 141. Hans tjenestetid var derfor næsten overstået, da verdenskrigen brød ud.

Ved krigens begyndelse rykkede han ud med sit regiment, der kæmpede på østfronten. I begyndelsen af september blev han forfremmet til Unteroffizier. Midt i oktober blev han såret i højre ben af en geværkugle, og tildeltes samme dag han jernkorset af II. klasse. Fra november 1914 til juli 1915 gjorde han tjeneste ved sit regiments rekrutdepot.

Han blev nu forsat til Grenadier-Regiment Nr. 5 og deltog i fremmarchen på østfronten i 1915 til han i september blev indlagt med tarmkatar. I marts 1916 vendte han tilbage til sit regiment, der nu lå på vestfronten. I juni blev han forfremmet til Vizefeldwebel, og ved udgangen af juli blev han dekoreret med jernkorset af I. klasse.

Den 21. marts 1918, på den første dage af den store tyske forårsoffensiv, blev han hårdt såret af granat i højre skulder, mens han førte en stormtroppeenhed. Herefter kom han ikke tilbage tilbage til fronten, og blev først udskrevet i februar 1919.

Niels Petersens Goldene Militär-Verdienst-Kreuz (privateje)

Niels Petersen var så vidt vides den eneste sønderjyder, der modtog det militære fortjenstkors. Ordenen var meget sjælden og blev kun givet 1773 gange i løbet af krigen, i modsætning til jernkorset af II. klasse, som der blev tildelt 5,2 millioner af, og jernkorset af I. klasse med lige knap 200.000 tildelinger. Den højeste preussiske orden Pour le Merit blev tildelt 687 gange, hvilket vil sig at der blev givet en medalje for hver 480 officerer, mens det kun var et fortjenstkors for hver 7200 underofficere.

Med ordenen fulgte en række æresbevisninger og en lille pension, men den kom også Niels Petersen til hjælp på en anden måde. Da hans datter under besættelsen blev arresteret af tyskerne, dukkede hipo-folk op på hans adresse og foretog en temmelig hårdhændet ransagning af huset. Da det kom den stedlige tyske kommandant for øre, at man havde behandlet en bærer af fortjenstkorset sådan, fik hipofolkene besked på at vende tilbage og give ham en uforbeholden undskyldning. Med medaljen på brystet og ledsaget af et medlem fra det tyske mindretal tog Niels Petersen så til det tyske hovedkvarter i København. Her skal han have fået foretræde for selveste den rigsbefuldmægtigede Dr. Best, og have udvirket sin datters løsladelse. Datteren flygtede derefter til Sverige.

(Franz Joseph Ophaus: Das_preussische_Goldene_Militär-Verdienst-Kreuz (Der Pour le Mérite des deutschen Unteroffiziers), Berlin 1936; Morten Kamphøvner: Danskeren med Pour le Merite, i: Ekstra-Nummer, Jydske Tidende, 01/08.1939, s. 10-11; Niels Petersen Militärpas; Beretning fra familien)

Ikke kategoriseret

22. april 1918 – Claus Juhl: “… jeg havde lykken og fik enkeltkvarter”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I slutningen af april 1918 kom han til Belgien.

Ved midnatstid den 21. marcherede vi til banegarden Ivry, hvor vi blev forladede og den 22. kl. 6 morgen kørte vi bort, rejsen gik nordpå mod Belgien. Kl. 2 om eftermiddagen blev vi udladede på stationen Swevelghem, efter et par timers march kom vi til vort fremtidige kvarter byen Beveren, som ligger 7 km fra Kortryk. Her blev vi alle indkvarterede hos civilfolkene, en stor part fik massekvarter, jeg havde lykken og fik enkeltkvarter sammen med en skolelærer fra Kiel.

Vi lå hos en mand, som var væver, han havde før krigen arbejdet på en fabrik i Kortryk. Men nu var han hjemme og passede sin jord, han havde ikke ret meget, men han dyrkede tobak, som var i god pris, så han kunne få føden til sig og familien, denne var temmelig stor, der var 7 børn, hvoraf de to ældste et par somre måtte arbejde for tyskerne. De kom kun hjem lørdag aften.

Vi lå i et tomtstående kammer på halm, som vi havde udbredt på gulvet for en feltsoldat et godt leje. Folkene talte flamsk, som har stor lighed med plattysk, så vi kunne nok få en samtale i gang. Min kammerat kaldte de altid for skolmester, med det mindste af børnene, en purk på et par år, havde vi mangen spas.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Ikke kategoriseret

22. april 1918 – Thomas Thomsen: “… stiv i alle Lemmer”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 22/4 1918
Kære Moder!
Kun et par Ord. jeg har det godt. Vi blev afløst sidste Nat og er kommen lidt tilbage, om ikke ret meget, saa dog saa langt at vi ligger i Huse, og det er da noget andet end [at] ligge under aaben Himmel i et Granathul, eller noget lignende og det har vi gjort de sidste 8 Dage. Det var en kold fornøjelse. saa stiv i alle Lemmer saa man næsten ikke kunde gaa ellers alt vel.
Mange kærlige Hilsener
din Søn Th Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

Ikke kategoriseret

22. april 1918 – Frederik Tychsen: “det hele var sorte og brune klatter, og selv om vi var meget sultne, måtte vi kaste den bort”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Om morgenen fik vi besked på at komme hen til vor troppeafdeling, hurtigst muligt. Vi blev vist om til banegården, og efter at vi havde ventet et par timer, kom vi med et tog, der gik ned til fronten.

Toget standsede i St. Quentin og jeg stod og så ud af kupévinduet; da råbte pludselig en: “Hallo, Tychsen, hvor skal du hen?” Jeg så mig noget omkring. Der var mange mennesker på banegården, men det var Unteroffizier Otto Goldberg, der råbte.

Han skulle til Bryssel (Bruxelles) for at hente cigaretter til batteriet – Goldberg var jøde, og han havde forbindelse i Bryssel, og derfor sendte de ham. Han kom så hen til vinduet og advarede mig imod at rejse til fronten de første par dage, da det gik meget hårdt til. Batteriet lå ved Montdidier.

Vi steg ud af toget og gik rundt i byen; St Quentin var meget ødelagt, katedralen var brændt og ganske ruineret; de høje mure ragede op i vejret, og overalt var der indlagt sprængstof, en luntesnor hang ud af væggen, og ved denne var der anbragt en seddel, hvorpå der stod: “Berøring livsfarlig”.

St Quentin havde ligget i flere år imellem linjerne, og var derfor meget molesteret. Mur- og stenbrokker var skovlet af vejbanen og lå i store dynger ved begge sider af vejen som snedriver. Husene var delvis ødelagt, der var kun ganske få, der ikke var mere eller mindre medtaget.

Vi gik rundt i gaderne og søgte efter “Zersprängten Sammelstelle”, men her var ingen; men vi fandt et sted, hvor vi kunne få mad. Dog måtte vi vente længe, inden vi fik noget. Omsider blev der uddelt “Graupensuppe” – vistnok suppe med store byggryn og små kødstumper.

Suppen kunne være god nok, men den var så sveden, at det var ganske umuligt at nyde den, – det hele var sorte og brune klatter, og selv om vi var meget sultne, måtte vi kaste den bort.

Der var heller ingen rigtig orden i dette foretagende, der skulle sørge for mad til de “forvildede”. Grunden var den, at her havde englænderne ligget for nogle få uger siden, og derfor var den slags ting endnu ikke bragt i orden.

Vi blev enige om, at St. Quentin var et dårligt madsted og besluttede at drage videre. Kanoneren fra bataljon 615 ville ikke med længere, men han ville nu for alvor prøve at finde sin afdeling; Imwiehe fra maskingeværkompagniet ville også hen til sit kompagni.

Vi sagde “farvel” og tak for følgeskab og så skiltes vi midt på gaden i St. Quentin. Jeg blev også ked af at gå og daske omkring, dertil kom, at tilbage kunne jeg kun dårligt komme, madstederne fandtes kun i Etappen og i bæltet fra Etappen og til den yderste linje var i front i et bælte p. ca. 30 – 50 km. bredde.

 Her kunne man ikke få noget at spise, der var kun sparsomt med civilfolk, og nu var man anvist til sin troppeafdeling, hvis man ville have noget at spise; den smule levnedsmidler, som fandtes ved fremmarchen var for længst fortæret.

Jeg gik ned til banegården og ventede på kørelejlighed. Jeg vidste, at der var forbindelse til Ham. Mens jeg gik på banegården, kom der nogle tyske tanks gennem gaderne. Det var de første tyske tanks, jeg så.

Hen på eftermiddagen kom der et godstog. Det skulle til Ham; det holdt dog først nogle timer på banegården. Vi var en hel del, der skulle med, og vi kravlede op rundt omkring, hvor der var plads. Jeg kom op på en fladvogn, der var læsset med maskiner.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Ikke kategoriseret

22. april 1918: Asmus Andresen – Rotter, lus og fransk artilleri.

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 5 havde en lavet Kaffe, som vi saa gav os i Lag med. Da vi ikke havde faaet Søvn i de sidste Dage, var vi nu saa søvnige, at vi næsten ikke kunde se.

 Kl. 6 kravlede vi som Kæve ind i vore Huler og dækkede os til med nogle Tæpper. Da det var meget roligt denne Aften, faldt vi snart i Søvn. Efter 10 Minutters Forløb vaagnede jeg igen, fordi der var noget, som kravlede over mit Ansigt. Først troede jeg, at det var en af mine Kammerater, der fægtede med sine Arme; men saa løb der noget over mine Ben og skreg af fuld Hals. Jeg tog min Lommelampe og lyste rundt omkring og opdagede, at 3 store Rotter sloges om mit sidste Stykke Brød.

 Psst! sagde jeg, men det rørte dem ikke, de sad og aad nok saa rolig videre, saa sparkede jeg efter dem med Benene; de 2 af dem løb saa hen i Krogen, men den tredje og største tog den sidste Mundfuld Brød i Flaben og travede helt gemytlig ud af Hullet. Jeg var klar over, at jeg den næste Morgen ikke havde nogen Frokost, og at jeg var bleven overfyldt med Lus; de kravlede over hele Kroppen, men efter at jeg havde uddelt et Par Stød til dem, faldt jeg i Søvn.

 Kl. 11 fik jeg et Spark i Siden. »Til Kanonerne«! blev der raabt. Jeg havde lige drømt, at jeg var hjemme, derfor kunde jeg ikke forstaa, hvad det hele havde at betyde, men i næste Øjeblik vidste jeg, hvor jeg var. Hele Jorden rystede, som om der var Jordskælv. Jeg fik fat i min Gasmaske og stormede ud til Kanonen. I en halv Time blev der skudt med fuld Kraft, og i denne halve Time havde Franskmændene sendt os ca. 400 Skud, men heldigvis skød de for højt, saa Granaterne gik ca. 100 Meter for langt.

 Vi havde 1 død og 3 saarede. Da det var bleven nogenlunde roligt igen, kravlede vi atter i Seng, men Kl. 1½ maatte alle Mand ud; efter at vi havde skudt 15 Skud, kunde vi atter lægge os lidt, men Kl. 5 begyndte Franskmændene igen at sende os deres Hilsen, og saa maatte vi tage fat paa ny. Vi skød til Kl. 11, saa blev der lidt roligt igen paa begge Sider. Vi var alle saa trætte, at vi, da vi kom hen til vort Hvilested, sank ned paa vore Tæpper og sov med det samme.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).