Alle indlæg af Rene Rasmussen

4. juli 1917. “Bare du hører fra os – ellers bliver det dig da alt for tungt.”

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han var da 41 år gammel og led af lungetuberkulose. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af den russisk krigsfange Wilhelm og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang onsdag aften d. 4. juli 1917.

Min kære Lorens!

Det er i grunden sengetid; men jeg synes du skal have en lille hilsen oven på dagens byrde og hede.

I dag har der været temmelig uroligt her. Helt fra morgenstunden kl. 7 til aften 8.45 er der blevet arbejdet på pumpen. Mads Jensen, Simon og bror Mads kasserede Hansens og mine planer om pumpen. Jeg lod så dem råde.

Nu står pumpen i hestestalden med munden ud over vandingstruget.

Døren til fodergangen skal vendes, så den går ind på fodergangen. Ellers kan den ikke lukkes op for pumpen. Denne pumpe er betydeligt billigere end den anden, da den ikke er frostfri; men det er jo ikke nødvendig i stalden. Så står den så højt med munden, at vi kan hænge en rende under og pumpe vand ud i et kar i gården, når vi f. ex. skyller tøj. Den gir godt vand, men går lidt træg i førstningen.

Selve pumpen koster 38 Mark, med rør og arbejdsløn i det hele 103 M. Det blev billigere end den anden.

Ja, dækket er ikke over brønden endnu. Den skal Mads Jensen lave hjemme i morgen [og] kommer så fredag og sømmer det på og lægger stenbro omkring brønden. Grøften med rørene er heller ikke tildækket endnu.

Nu kan vi da vaske i morgen for vandet om at gøre. Der er endnu en del vand i brønden skønt det har været tørt. Det var et temmelig stort arbejde at få træpumpen op; men den måtte jo give op omsider.

Mads hentede pumpen i Jels og købte ved samme lejlighed en til sig selv for at mildne lidt på og få en anden pumpe end den bestilte. Han måtte vente en tid i Jels og fik ved samme lejlighed sko under Frits. –
Nu tager søvnen mig og jeg vil i seng.

Torsdag morgen.

Nu er vi så vågne igen og skal have storvask – uden sæbe. Vi har fået noget nyt, dyrt Ersatz at vaske i. Bare det nu er lidt bedre end det sidste.

Der er stor glæde over pigebørnene i de her dage over hvad der er i vente. Kirstine Langetved [syerske/KM] var her i aftes. De får hver en ny kjole til på søndag, så nu synes de da, det lader til at blive alvor, at de må komme med [på besøg hos Lorens/KM]. Kirsten Grethe ville ellers absolut med morbror Mads hjem i går.

De nye grise eller ungsvin, jeg har fået, synes de alle godt om og vil gerne vide prisen på dem. Vi får valle fra mejeriet nu. Det får de det meste af og så en lille slat mælk i. Vi får vist to spandfulde om ugen nu. Det ordner Simon [nabo og mælkekusk/KM], som har en spand med hver dag og fordeler det så rundt i nabolaget efter som forbruget er.

Nu har vi endda nogenlunde græs igen, så køerne får ingen hø, kun 2 gange halm ved siden af.

I disse dage står roearbejdet stille, så i dag skal Wilhelm [karl/KM] alene i dem. Han har rykket det værste ukrudt op med hånden i runkelroerne og skal nu i gang med hakken. Hvordan vi får dem renset eller hyppet, når du ikke kommer, forstår jeg ikke. Det er på høje tid for kålrabiers vedkommende, da de snart lukker rækkerne. Gulerødder blev vi heller ikke færdige med. Det er slemt, for de står i stampe i ukrudt. Sukkerroer står fint.

Mads Jensen lavede en krybbe til følhoppen, og den blev foreløbig gjort fast i roekælderen. Der skal den bo, indtil du kommer på orlov, for du må da sikkert snart komme?

Jeg ved slet ikke, om du får mine breve, da jeg ikke har hørt fra dig en hel uge. … hvad der er i vejen for dig forstår jeg ikke. Hvis du er syg, syntes jeg du [fik] nok sendt en hilsen alligevel? Bare du hører fra os – ellers bliver det dig da alt for tungt. Det er trist nok, synes jeg, at du ikke kan komme hjem selv og se sagerne lidt til gode.

Hvor længe Wilhelm bliver, ved jeg ikke. Det afhænger vel lidt af, hvor længe jeg kan holde ud at gå og bøde på hans forsømmelser rundt om, for det må jeg hver dag, snart hist, snart her. Der kan godt gå en ko i kornet ved siden af, hvor han arbejder. Han går ikke hen og trækker den bort af sig selv.

Nu må jeg nok slutte og hen og hive i vasketøjet. Andrea [tjenestepige/KM] går fremdeles og hiver ad [skranter?] – en dag går det lidt bedre, en anden ringere.

Jeg skal hilse fra pumpeselskabet i går. Så kun en kærlig hilsen fra os alle og på snarlig gensyn
din K.

(Dette er det 6. brev, jeg sender, uden at vide om du modtager dem)

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

3. juli 1917. “Hvorledes tyske Soldater tegner Krigslaan”

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Hvorledes tyske soldater tegner krigslån.

At tyskerne er dygtige og opfindsomme, må man indrømme, ikke mindst når det gælder om, at få krigslånene tegnet. Mange soldater, der ligger ved fronten, hvis lønning er mark 5,20 hver 10. dag, tegner krigslån. For at lette disse indbetalinger, får soldaten der ønsker at tegne, udleveret et købekort, hvori der er plads til 30 mærker. Når så soldaten får sin løn, [?], tilbageholdes der 3 mrk og for disse penge indkøber et mærke, lydende på samme sum. På mærket står der ”Krigssparmarke”  3 mark. Købekortet er udstedt af et såkaldt ”Deutscher Sparkasseverbant” og kortet kaldes ”Kriegsanleihe- Sparkarte”.

På forsiden af kortet ser man to soldater i feltmæssig udrustning med gevær og opplantet bajonet, holdende den tyske kejserkrone højt i vejret.

Derunder står soldatens navn, tjenestegrad, regiment – og kompagninummer.

På anden side finder man betingelserne for tegningen:

Oversættelse:

Gælder kun som kvittering/kontonummer/ opbevares omsorgsfuldt.

  1. De indbetalte bidrag er af sparekassen at anlægge i rigskrigslån.
  2. Sparekassen har ved modtagelsen af den første indbetaling at anlægge en sparekonto for indbetalingerne. På indbetalerens ønske har den at udfærdige en sparekassebog. Om anlæggelsen af sparekontoen må indbetaleren ved modtagelsen af første indbetaling underrettes.
  3. De indbetalte bidrag er at forrente med 5 procent, såfremt de ikke hæves inden to år efter fredsslutningen. Hæves pengene før, kan sparekassen nedsætte rentefoden til de for sparekassen almindelige gældende takster.
  4. Forrentningen af de indbetalte bidrag begynder den 1. i måneden efter at indbetalingen finder sted ved kasseforvaltningen.
  5. Så snart de indbetalte bidrag har nået mark 100,- har sparekassen på indbetalerens ønske at købe et stykke krigslån på hver 100 mark til kursværdi og opbevare samme. Rentefoden er den samme som i Ziffer III.
  6. I tilfælde af indbetalerens død, kan udbetaling af indskuddene samt udgivelsen af krigslånstykkerne finde sted til enhver efter loven berettiget forsørgelses-efterladte.
  7. Skulle den af indbetaleren angivne sparekasse nægte at modtage indskuddene, vil disse blive overvist til en af hærforvaltningen bestemt sparekasse (Ersatz-Sparkasse).

Dette var betingelserne. På 3. og 4. side kommer så 30 felter til indklæbning af mærkerne.

Unægtelig er det en ret snild måde at få krigslån tegnet på.

Kortet er vi overladt af en tysk soldat, der er kommet fra Rumænien. Han påstår, at det var enhver soldats pligt hver 10. dag at afstå til indbetaling på hans konto mark 3,-. At dette imidlertid ikke er tilfældet, men at det er frivilligt, ser man jo af betingelserne. Det ville jo også for mangen fattig soldats vedkommende være en stor uret, om han af sin lønning skulle afstå over halvdelen.

Men at der på denne måde samles en del penge til tegning af krigslån, er temmelig sikkert. Og når det sker ad frivillighedens vej, er der jo heller ikke noget at indvende herimod.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

3. juli 1917. Underernærede børn fra storbyerne til Sønderjylland

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Haderslev og omegn

3. juli 1917

A.V. En ung pige, der har været i Haderslev fra 1. november 1916 til 1. maj 1917, meddeler, at der ved Haderslev er 2 store flyvehaller til hydro aeroplaner.

Med levnedsmidler er det meget knapt; hver person fik ugentlig 90 g smør, 125 g kød og 3 [?] brød, og desuden kunne en familie på 4 personer få ½ kd skummet mælk daglig. Omtrentlig hver 14 dag bliver der udleveret kartofler eller kålrabi, men de er næsten uspiselige enten frosne eller halvrådne, og et æg til hver person. På landet er der indtil 1. maj også blevet udleveret byggryn, men nu er de også sluppet op. I Haderslev blev det i februar forbudt at sende pakker til fronten. Grunden hertil er, at soldaterne bliver rigeligere forsynet end den civile befolkning, der kun må spise højst 3 gange dagligt.

Rundt om i Haderslev kreds er der sidst i april kommet børn fra de store byer, som skal være der i ferien og samle kræfter og alle, der ikke selv har mindst 5 børn, skal have ét eller to børn. Børnene er meget underernærede og kan ikke tåle at spise ret meget i begyndelsen. En dreng fra Kiel på 12 år fik den første aften han var i Haderslev, en lille portion vandgrød og 2 stykker rugbrød; deraf blev han så syg, at han måtte bæres i seng og først flere dage efter, kom han op igen.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

3. juli 1917. K. Tastesen i Mellemøsten: Malaria!

K. Tastesen  var i foråret 1917 i Mellemøsten, men kom i juli 1917 retur tul Balkan.

Nu meldte sig en Sygdom, som kaldtes Malaria, mellem Soldaterne, hvoraf der døde mange. Sygdommen opstod vistnok paa Grund af Varmen og Tørheden.

Da det blev for alvorligt, skulde vi tilbage til Makedonien, hvortil vi ankom den 3. Juli og var der i tre Dage. Derfra kørte vi saa igennem Sofia til Semendria og var der den 14. Juli. Semendria er en gammel Fæstning, hvor der er meget smukt, saa der kunde vi sagtens faa Tiden til at gaa saa længe, vi skulde være der.

Tre Dage efter kom vi i Toget i Semendria. Saa kørte de to à tre Vogne ud paa FIaader, som var lavet til det samme, og bugserede saaledes Toget over Donau, som løber langs med Byen.

Derfra kørte vi saa videre og naaede Bukarest den 21. Juli. Der laa 59. Infanteriregiment, som vi blev overflyttet til og fordelt mellem, da det i Forvejen havde mistet meget af sit Mandskab.

I Bukarest blev vi liggende i fem Uger, saa vi fik rigtig Lejlighed til at se Byen igennem. Den var meget smuk, og vi befandt os udmærket der. I Bukarest fik jeg ved en Parade tildelt Jernkorset, som de mente, jeg havde gjort mig fortjent til under Kampene i Rusland.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

3. juli 1917. En kissel hest og nogle ustyrlige grise

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af en russisk krigsfange og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang, tirsdag morgen d. 3.-7.-17.

Min egen kære Lorens,

… I går var Russeren [tjenestekarlen Wilhelm/KM] så først med Frits [hest/KM] hos smed Lauridsen og kom hjem hen ad formiddagen med besked om, at de ikke kunne få sko under. Han fortalte, de havde været så og så mange soldater, men den var ikke til at holde.

Jeg skulle så til 5-toget og hente grise, men der var ingen. Var så hos smeden. Ja, han var bange for at sko den med de mandskaber, der var til stede, der skulle hjælpe ham. Havde Lorens Hansen været her, var det sikkert gået. Karlen og soldaterne var bange, så den blev helt vild, og tage den med magt ville han ikke. Han kunne derved skade både hest og folk.

Jeg kan slet ikke forstå det. Nu har jeg gået og vasket dårlige ben på den og aldrig mærket, at den var kissel, hverken på fødder eller ben.

Nå, jeg lovede at få [fat i] en solid mand en dag sidst i ugen. Talte så med Jens Hørlyk. Vi skulle så sende den derned fredag. Så skulle den gå for ploven en halv dag, og så ville han få Bent om til smeden med den hen mod aften. Så mente de, om ikke det ville gå bedre.

I. M. [datteren Inge Margrethe, 8 år/KM]. Vi besørgede ærinder og ventede på 9-toget.

Der var så 3 kønne grise med sidste tog; men de skulle i en anden kasse, og staldkarlen måtte vi vente på. Låget var ikke stærk nok; men karlen lånte os et reb og snørede det om, så nu var den sikker nok.

Så kørte vi og kom hen til den ny bager, så siger I. M.: uha mor, nu løber de af kassen, og hun holdt den øverste i ørene det bedste hun kunne.

Frits blev bange, men jeg fik ham rolig igen, så længe vi fik grisene ned i igen og I. M. med et dækken oven på. Og så kørte vi alt hvad Frits ville hjem. I. M. gav jo hvin af og til, når de var ved at løfte hende af kassen.

Der var flere nysgerrige tilskuere, men der var da ingen, der tilbød en håndsrækning, så det var godt, vi kunne klare os selv.

Abrahamsen gik bag efter vognen, dengang hesten blev bange. Jeg kunne ikke slippe tøjlerne og I. M. ikke holde grisene; men [han] havde da ikke den forstand, at han kunne ha[ve] behov at hjælpe hende lidt. Havde hun ikke været så rap, som hun er, så var de løben alle.

Ja, hører vi ikke noget bestemt fra dig, rejser vi alle 4 med 5-toget søndag hen for at finde dig. Jeg venter ellers lidt efter dig hver dag!

Med kærlig hilsen fra os alle
Kirsten.

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

2. juli 1917. Frelst af en højere magt – eller tilfældet?

Anders Hansen, Gammelby pr. Visby, fortæller om en episode på Østfronten

En højere Magt frelste mit Liv

Vi havde ligget en kort Tid i Rostilling i Brygge og Omegn; men i Maj 1917 kom vor Division til Østfronten. Her afløste vi en tyrkisk Division i Omegnen af Brzezany (Galizien).

En tidlig Morgen i Begyndelsen af Juli aabnede Russerne et mægtigt Bombardement paa vor Stilling. Det var med Skyts af svært Kaliber. Bombardementet var næsten mere voldsomt, end vi havde oplevet det paa Vestfronten.

Vi havde dog en godt udbygget Stilling med gode Skulderværn og anbragte os med fire Mand imellem hvert.

Artilleriilden satte ind ved den Tid, da der skulde hentes Kaffe og Brød ved Feltkøkkenet. Dette befandt sig en ti Minutters Gang længere tilbage i Skoven. Vi skiftedes til at gaa to Mand af hver Gruppe.

Det var ikke min Tur den Morgen; men den Kammerat, der skulde med, vilde hellere blive i Skyttegraven. Jeg gik derfor med i hans Sted.

Det blev ingen Spadseretur som paa en god Chaussé, for vi maatte løbe fra det ene Granathul til det andet, og rundt omkring os eksploderede Granaterne. Da vi endelig naaede op i Skoven, var Køkkenpersonalet deserteret og havde efterladt Gullaschkanonen til sin egen Skæbne.

Vi fik i en Fart Kogekarrene fyldt, snappede et Par Brød, og saa gik det frem igen; men — da var Skyttegraven blevet forvandlet til store Granathuller.

Vi løb hen i en Understand, som endnu var i Behold, og som var forsynet med to Nedgange. Mens vi opholdt os dernede, fortalte en Kammerat, der havde staaet paa den anden Side af det Skulderværn, hvor jeg havde staaet, at det var i allersidste Øjeblik, jeg var kommet derfra. Nogle faa Sekunder efter at jeg var gaaet bort, slog en Granat ned umiddelbart foran Skyttegraven og væltede Jorden over paa de fire Mand, som havde deres Plads der. Hvis jeg var blevet der, vilde min Livsbane altsaa være endt der.

Det varede ikke længe, før det ogsaa begyndte at blive kritisk nede i Understanden. En Granat slog ned ved Siden af den ene Nedgang og lukkede den. Nu var det nok paa Tide at komme derfra. Det var imidlertid ikke helt fornøjeligt at sidde uvirksom i saadan en Jordhule og i Blinde vente paa, at ens Lod bliver udtrukket i det store Lotteri.

Efter et Par Timers Trommeild gik Russerne i Kompagnikolonner frem mod vor Stilling. Det tyske Artilleri tav, men der var et Maskingevær i vort Kompagniafsnit, som ryddede svært op i Russernes Rækker. Moskoviterne kom alligevel ind i vor Stilling, og vi maatte trække os tilbage til en længere bagud liggende Stilling.

Da vi nu i samme Øjeblik fik Forstærkning af Stødtropper, blev Russerne efter en kort, men haard Kamp kastet tilbage til deres Udgangsstillinger.

Derefter faldt der mere Ro over Fronten. Denne lyse Sommerdag blev for vort 150 Mand stærke Kompagni en sort Dag. Det blev næsten halveret. Selv i Sommeslagets Inferno, hvor Bataillonen var indsat en fjorten Dages Tid i Juli 1916, havde vort Kompagni kun et Tab af nogle faa Mand.

DSK-årbøger 1951

1. juli 1917. På vagt i Galizien: “Natten var mørk. Rundt omkring lå døende og sårede, som jamrede og skreg.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien. Russerne var i fuld gang med at forberede Kerenskij-offensiven, der skulle begynde 1. juli. Om formiddagen brød helvede løs: det russiske artilleri hamrede løs på de tyske stillinger og infanteriet angreb. Russernes angreb går dog i stå mod de tyske maskingeværer.

Natten var mørk. Vi stod Vagt, to ad Gangen. Stjernerne funklede på Himlen. Kun hist og her smældede et Skud. Men der lå en vis Uhygge over det hele. Rundt omkring i Terrænet lå døende og Sårede, som jamrede og skreg. Mørke Skikkelser med Bårer krydsede Graven og forsvandt i Nattens Mulm. Sanitetssoldater i Arbejde. Jeg misundte dem ikke.

Først senere hørte vi, at det havde varet en stor russisk Offensiv over stor Frontbredde, den sidste store Anstrengelse, som Russerne fik organiseret, allerede med Desorganisation i deres Rækker.

Hos tyske og tyrkiske Tropper havde de ikke opnået noget. Disses Stillinger var om Aftenen igen fast i deres Besiddelse. Men hos Østrigerne var Russerne brudt igennem.

Resultatet blev, at tyske Tropper måtte komme Østrigerne til Hjælp. De kastede Russerne tilbage, brød igennem, rullede Fronten op og drev Russerne ud af Galizien.

DSK-årbøger 1944

1. juli 1917. Galizien: Tyskerne går til modangreb

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien. Russerne var i fuld gang med at forberede Kerenskij-offensiven, der skulle begynde 1. juli. Om formiddagen brød helvede løs: det russiske artilleri hamrede løs på de tyske stillinger og infanteriet angreb. Russernes angreb går dog i stå mod de tyske maskingeværer.

(… fortsat)

Bagude, oven på Dækningen af Skyttegraven, stod en Underofficer oprejst og skød. Jeg så en Russer træde frem ved Siden af et tykt Træ, lægge Geværet til Kinden og tage Sigte. Men Underofficeren opdagede det i samme Nu. Gevær til Kinden, Sigte, Skud, og nyt Ladegreb var et Øjebliks Sag. Russeren derovre lod Geværet falde, gjorde en underlig, ubehjælpsom Drejning og faldt sammen.

Og Scenen gentog sig. En anden Russer, som havde set, hvad der foregik, tog samme Sigte som Kammeraten, Underofficeren rev Geværet til Kinden, Skuddet smældede, og også denne Russer faldt sammen.

Jeg var ærlig talt imponeret. En sådan Koldblodighed og Selvsikkerhed var næsten utrolig. Han kunde dog ikke vide, om hans Modstander ikke var ligeså god en Skytte som han selv. Jeg tror, at de fleste i samme Situation havde foretrukket at søge Dækning hurtigst muligt.

Det blev nu de næste Timer til gensidig Forstyrrelsesild tværs over det åbne Terræn. Angrebet var gået fuldstændigt i Stå, og Russerne gjorde heller ikke mere Forsøg på at organisere Styrkerne til en ny Anstrengelse.

Om Eftermiddagen Klokken fire rykkede Tropper, som havde ligget i Reserve, ind i tredie Linie. Kort efter blev der givet Ordre til Modangreb. I Skyttelinie gik det frem. Det voldte ikke større Besvær at drive Russerne tilbage igen. De begyndte straks ved Modangrebets Begyndelse at trække sig langsomt tilbage. Klokken fem var hele Stillingen igen i vor Besiddelse, og der faldt Ro over vort Afsnit.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944.

1. juli 1917. Russerne angriber i Galizien: Kølevandet i maskingeværet koger, så dampen står ud af ventilen

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien. Russerne var i fuld gang med at forberede Kerenskij-offensiven, der skulle begynde 1. juli. Om formiddagen brød helvede løs.

(… fortsat)

At det måtte vare Indledningen til en større Aktion, var vi ikke mere i Tvivl om. Hvis dette skulde blive ved lige så længe, som vi havde oplevet det i Vesten, så Gud nåde os. Vi var tilsyneladende kommen tidligt nok til Østfronten.

Men Taktikken var dog anderledes i Øst end i Vest. Efter 2-3 Timers intensiv Ild begyndte den allerede at tage af, og en Del Batterier skød nu længere bagud. Altså ud af Dækningen og Maskingeværet på Plads.

Geværskuddene smældede allerede forude, så Angrebet måtte være i Gang. Vi havde ikke fri Udsigt til anden og første Linie. Foran os var en Strækning på ca. 150 meter, som var rømmet for alle Træer og Buske. Derefter kom et smalt Bælte med mindre og større Træer, som tog Udsigten.

Terrænet var meget bakket og på Grund af Bevoksningen meget uoverskueligt. Således kunde vi kun se en ca. 50 meter til højre og ca. 150 meter til venstre. Dette gav os en vis Utryghedsfølelse. Det Område, jeg lige har nævnt, blev beskyttet af to af vore svære Maskingeværer.

Flere og flere Kammerater strømmede tilbage, og deriblandt mange Sårede. De fortalte, at Russerne angreb med store Styrker. Første Linje havde de overrendt, og anden Linie vilde sikkert ikke kunne holde ret længe.

De Kampdygtige tog Stilling bag ved den udgravede Jord bag den tredie Linie. De kunde således skyde hen over os.

Efter nogen Tids Forløb måtte anden Linie også rømmes, Og lidt over Klokken 12 begyndte Russerne at gå frem mod tredie Linie. De dukkede op i det ovennævnte Skovbælte foran os.

Og dermed begyndte vor Indsats. Vore to Maskingeværer begyndte at rase. En Regn af Kugler fløj ud over Terrænet. Bare Geværerne ikke vilde gå i Stå! De arbejdede dog, som de skulde. Kun små Standsninger, det var altid en Patron, som ikke sad rigtig i Bæltet, og Fejlen kunde hurtigt afhjælpes. Alvorlige Standsninger havde vi ingen af.

Det ene Bælte med Patroner efter det andet fløj gennem Maskingeværet, og Kuglerne sprøjtede ud af Løbet. Patronhylstrene dannede snart et helt lille Bjerg foran Geværet og nåede helt op til Løbet, så vi med Mellemrum med en Stok måtte rage dem til Side. Kølevandet kogte, så Dampen stod i en Stråle ud af Ventilen og dannede en hel lille Sky.

Havde det været i Vesten, vilde vi snart have været skudt sønder og sammen af Artilleriet, men her manglede tilsyneladende et Samarbejde med Infanteri og Artilleri. Stadig måtte vi sende Bud efter ny Ammunitionsforsyning.

Russerne forsøgte Gang på Gang at gå frem til Angreb. Men de måtte opgive Foretagendet. Det var ikke muligt for dem at komme frem over det åbne Terræn mod de to Kuglesprøjter. Flere og flere Infanterister var kommet tilbage fra de første Linier og deltog nu med en velrettet Geværild at holde Russerne i Skak.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944

1. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det italienske tilbagetog i alperne og russernes kommende store offensiv (Kerenskij-offensiven) – herunder under medvirken af en kvindebataljon! I Frankrig ankommer de første amerikanske tropper – 14.000 mand. De var dog endnu meget langt fra klar til at få i krig. Grækenland slutter sig til de allierede efter flere års intern uro med allierede tropper i landet.

1. juli 1917. Kerenskij-offensiven. “Hvor længe mon den morderiske ild skulle vare ved?”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien. Russerne var i fuld gang med at forberede Kerenskij-offensiven, der skulle begynde 1. juli. Natten til den første havde raset et voldsomt bombardement. Men morgenen begyndte roligt.

(… fortsat)

Næste Morgen gik Solen op over Horisonten på en skyfri Himmel. Alt tegnede til, at det skulde blive en skøn, varm Sommerdag. Fuglene sang. Intet Skud faldt. Alt åndede Fred. Man kunde næsten ikke forstå, at hele Krigsmaskineriet havde raset for kun nogle få Timer siden.

Friske Granathuller og splintrede Træer vidnede dog om, at der for ikke alt for lange siden havde varet andet end Sommeridyl.

Da der ikke skete noget i de tidligere Morgentimer, begyndte vi at tro, at Aktionen om Natten kun havde været en Forstyrrelsesaktion.

Men det er i Livet jo sådant, at det ret ofte kommer anderledes, end man tror, tænker og håber. Og sådan gik det også denne Gang.

Idyllen varede kun få Timer. Så brød det løs igen, ligeså pludseligt og uventet, som om Natten. Alt, hvadRusserne her disponerede over af Skyts, og det var ikke Småting, sattes i Funktion. På een Gang rasede Ildorkanen ned over os.

Alle Linier lå under Ild. Svære Granater slog ned i Skoven bag os. Tykke Bøgetræer, Stammer, som man næppe kunde omfavne, knækkede som Tændstikker. Vi kom hurtigt i Dækning.

Det varede ikke længe, før Kammeraterne fra første Linie begyndte at komme tilbage. Første Linie blev så at sige rømmet. Det var umuligt at blive liggende der.

Bunkerne, som foran nævnt uheldigt anlagt, brast den ene efter den anden. At blive liggende i disse, var Selvmord. Det var at blive fanget som Mus i en Fælde.

Vor Bunkenedgang var hurtigt fuld indtil sidste Trappetrin. Vi stod som Sild i en Tønde. Eksploderende Granater sendte Kaskader af Jord op i Luften. Det var sommetider så mørkt foran Indgangen af nedstyrtende Jordmasser, som om det var Nat. Splinter så store, som jeg ikke havde set Mage til, kunde man høre flyve gennem Luften med de forskelligste Lyde. Med et Klask slog de ned i Leret rundt omkring.

Hvor længe mon den morderiske Ild skulde vare ved?

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1944

30. juni 1917. Galizien: Russerne indleder bombardementet.

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien. Russerne var i fuld gang med at forberede Kerenskij-offensiven, der skulle begynde 1. juli.

Det rygtedes snart, at Russerne tilsyneladende havde noget for i disse Egne. Derfor var vi vel også nok kommen derned. Vi fik Påbud om fra vor Skyttegrav at påbegynde Arbejdet med at grave nedgangsskakten til en Bunker.

Da det jo sikkert ikke var uden Grund, fik vi travlt. Og det lykkedes os også at få et Stykke på en 5-6 m Dybde færdig, inden det brød løs.

En Nat i Slutningen af Juni — jeg husker ikke Datoen [må være natten før 1. juli 1917, Kerenskij-offensiven, RR] — et Kvarter over 12, brød Orkanen løs. En mægtig Artilleriild forberedte Angrebet; vi fandt senere Sprængstykker, som man knap nok kunde bære, og som viste, at der var benyttet indtil 38 cm Kalibre. Vi var glade for det Hul, vi havde gravet og som hurtigt blev fuldt af Dækningssøgende.

Til al Held varede den morderiske Ild kun til Klokken 1. Så holdt den op ligeså pludseligt, som den var begyndt.

Angrebet begyndte. Afværgeforanstaltningerne trådte omgående i Kraft. Geværerne i første Linie smældede,

Maskingeværerne rasede. Lyskugler steg til Vejrs. Hvide for at oplyse Landskabet, røde fordrede Artilleriild.

Kanonerne spyede Granater ud over Terrænet foran første Linje. Jord- og Ildfontæner stod til Vejrs. Forskellige Slags og forskelligt farvede Lyskugler gav Tegn bagud til Artilleriet om Ildens Beliggenhed. Foran os, mellem 2. og 3. Linje, var en Skyttegrav med Minekastere.

Vi kunde se de tunge Miner flyve mod deres Mål, let glødende i en høj, stejl Bue. Det var i det hele taget et Syn så enestående, som jeg aldrig før eller senere har oplevet det. Det kunde måle sig med det skønneste Fyrværkeri, man kan tænke sig.

Vi havde hele Panoramaet foran os, uden selv at lide nogen Overlast. Men for dem, det gik ud over, var det blodig Alvor. Alt fungerede, som om det havde været gennemprøvet mange Gange. Resultatet var også, at Angrebet fuldstændigt brød sammen, og en halv Time senere var der en Ro over Fronten, som om der intet var sket. Der skete heller ikke mere den Nat.

DSK-årbøger 1944

 

29. juni 1917. Unge kvinder på jagt efter sønderjyder i Rusland

Den danske statsborger, Ebba Trampe Westergaard, forsøgte under krigen i Rusland at finde dansksindede sønderjyder.

Hvert Menneske har sin “Hobby”. Det vil sige noget, han eller hun samler paa. Og i Aarene 1914-18 samlede jeg paa Sønderjyder.

I Aaret 1915 gik det mig som en af mine Fætre. Han samlede paa smaa, blegrøde Elefanter. Naar han havde een til foruden den, han tænkte paa, saa havde han to. Min Tanke var denne: der er danske Sønderjyder med i Krigen. Nogle af dem vil blive fanget af Russerne. De maa og skal hjælpes.

Der havde i 1915 været et stort Slag uden for Riga. En Ven havde af de russiske Soldater købt nogle Hjælme og Bælter, som de havde fundet paa Slagmarken. Af denne Ven fik jeg en Hjælm. Der stod et Navn paa den, som fik mig til at ryste af Graad. Der stod Christian Dahl!

Jeg anede ikke, hvem Christian Dahl var, men jeg var sikker paa, at han var Dansker – sønderjydsk Krigsdeltager. Og tænk, om det var lykkedes mig at hjælpe ham, før en russisk Kugle endte hans Liv.

I 1917 var jeg paa Besøg i det indre Rusland. Midt ude i et Landskab, der bestod af Sumpe og Enge, løb Moskvafloden. Den har høje, hvide Klitter paa begge Sider, og højt oppe i en saadan Klit laa en lille By, der hed Kunzewo. I en Bjælkehytte boede en dansk Familie, og naar Familien om Dagen var borte, havde en dejlig, stor, tyk, lettisk Pige, Anna, og jeg Huset for os selv. Man kunde se milevidt omkring. Og ude i det fjerne, – to danske Mil ude i Horizonten stak tre traadløse Telegrafmaster op. Anna forklarede mig, at derovre var der en Krigsfangelejr for Fanger af ikke-tysk Oprindelse.

Jeg blev fuldkommen vild. Kunde det tænkes, at der var Sønderjyder?

Det anede Anna intet om. Lejren var omgivet af Pigtraad og Palisader. Der var den strengeste Straf for at forsøge at trænge derind. Man maatte ikke engang tænke derpaa.

Men Tanker er toldfri, og Dagen derpaa – en hed, lummer Midsommerdag 1917 – havde jeg overtalt Anna til at gaa med til en af mit Livs mange og utalte Dumheder. Vi vilde forsøge at naa Lejren, hvortil der hverken førte Vej eller Sti, forsøge at komme derind ved Bestikkelser og saa finde ud af, om der var Sønderjyder og saa hjælpe dem til Flugt.

Ung, dum og naiv var man jo, og at Vorherre vilde være med os i saadan et glimrende udtænkt Foretagende, det var jo klart – – som Blæk. Saa stak vi af. Vi gik langs Floden, der i Zigzag snoede sig gennem Tundraen. Vi havde kun en løs Kjole paa, der kunde gaa for Badedragt paa samme Tid, en lille vandtæt Taske, Lærredssko og ellers intet.

Jævnligt maatte vi svømme over Floden. Den var lav, saa det var ingen Sportspræstation. Jeg havde Tasken i Munden og Skoene bundet paa Ryggen, naar det stod paa. Kjolen var skiftevis af og paa. Den tørrede jo let i den bagende Sol.

Anna var en “Knag”. Jeg havde i tre Dage sat hende ind i den sønderjydske Sag. Hun var Fyr og Flamme og svømmede bedre end nogen Klipfisk i dens Ungdom.

Denne endeløse Mose, hvor vi ofte maatte springe fra Tue til Tue og ofte sank i dybt Mudder, var jo ingen Forlystelsesanstalt. De eneste levende Væsener, vi mødte, var Faarehyrder, som vogtede deres Faareflokke. De saa forbavset paa os to Kvinder, der efterhaanden saa ud, som Agnete fremstilles, efter at hun har været i Havmandens Bo: med vaadt Haar, bare Ben, Tøjet laset og Sved og Vand drivende over Hals og Arme.

En gammel Hyrde, som havde set os komme op af Floden efter en Svømmetur, saa med Bekymring, at nu gik vi lige ud i Floden igen.

“Astaroschna, Barinja, astaroschna,” raabte han advarende. (“Vær forsigtig, Frue, det er farligt.”) Der er stærk Strøm, tilføjede han. Men intet kan holde to raske, danske Piger tilbage. Og er det een dansk og een lettisk, saa er det aabenbart en hel Gruppe, der ikke er bange for noget. Saa vi plumpede gladeligt ud i Floden igen med Skoene i Munden.

Snørebaand smager ikke godt. Det kan jeg bevidne, og Anna med. Men “Nitschewo” (ligemeget)! Vi gik paa med krum Hals.

Nu nærmede vi os Maalet. Der foran os laa Fangelejren. To lange Barakker og en Del Tilbygninger, Plæner foran. To Hold Barrikader med Skildvagter, og Plæner mellem Barrikaderne. Det saa ikke netop haabefuldt ud. Der stod vi, vaade, fæle at skue, lasede og Haaret i Tjavser, og jeg, der skulde føre an, havde et russisk Ordforraad, der ligesom var gledet ud i Floden ved Svømmeturene.

Jeg foldede Hænderne, saa op mod den dejlige, blaa Himmel. Saa gik vi lige hen til to Skildvagter, der vogtede den yderste Indgang. Jeg lod tre Rubler glide ned i Hænderne paa hver af dem. Saa sagde jeg bønligt: “Moschna!” (Maa jeg?) Rublerne gled i Lommerne, og de to Soldater saa den anden Vej. Vi gled ind. Ved næste Palisaderække gik det lige saadan.

Seks Rubler skiftede Ejer, og et bønligt “Moschna” lod de Herrer Vogtere se den anden Vej. Nu stod vi paa en stor Plæne, og der laa de to Barakker. Vi løb som for Livet op til de Huse, hvor der var tyske Krigsfanger, Tyskere fra fremmede Nationer, Tyskere, som ikke vilde være Tyskere!

Men hvem var de? Det var spændende.

Vi kunde blive paagrebne hvert Minut, derfor var hvert Minut saa kostbart. Vi løb ind i Barakken. I en stor Sal sad 4-500 Mand ved et langt Bord og spillede Terninger eller Kort eller lavede lidt Husflid. Alle var sorthaarede og med mørk Hud.

Jeg raabte af mine Lungers fulde Kraft: “Er her danske Slesvigere?” De stirrede paa os i den dybeste Forbavselse. Siden 1914 havde de ikke set en Kvinde. Ingen forstod mig. “Ist hier jemand aus Schleswiz-Holstein.” raabte Jeg.

Komplet Tavshed.

“Jest Iji wi Ujemzi illi nylt?” Er I Tyskere eller ej, raabte jeg paa Russisk.

Endelig fik een Soldat Talens Brug og svarede: “Ujet, mui Maguiari! (Nej, vi er Magiarer!)

Jeg kunde være sunket om i Fortvivlelse. Men jeg følte, at jeg havde en Opgave, trods alt.

Nu strømmede Spørgsmaalene fra dem alle. De stormede formelig ned mod os. Hvem er I? Hvad vil I? Hvordan gaar Krigen? Vi blev fangne allerede 1914 Vi har i tre Aar ikke set eller hørt nyt. Heller ingen Kvinder.

Er det sandt, at Verden er ved at blive anarkistisk? Hvad ved De om Ungarn? Om Østrig?

Aa, fortæl! Hvem sejrer!

Saa sprang jeg op og raabte: Alle taber, fordi alle slaas, hader og forfølger. Enhver, der tror paa Kristus vil altid sejre! Tror og elsker!!

Et kort, fattigt, elendigt Vidnesbyrd paa daarligt Russisk, men jeg vidste, at de første Ord fra den første Kvinde efter tre Aars Forløb vilde gøre et dybt Indtryk paa disse Mænd.

“Kto tam jest?”

Hvem er der, tordnede en Mandsstemme!

To russiske Officerer sprang formelig ind i Salen og gik lige løs paa os.

Hvordan kom I ind, bestak I Vagterne”, skreg de.

VI forsikrede, at vi da sandelig ikke havde Penge af Betydning. Vi havde klatret over Palisaderne.

Vore iturevne Klæder kunde ogsaa godt se ud til at have taget nogle alvorlige Klatreture.

“Er I Tyskere”, skreg Officererne.

“Tyskere!” Jeg lavede en fornærmet Trutmund. Næ, maatte vi nu bare være her. Nej, vi var Danskere.

“Ja, I maa ud”, raabte Officererne. I det Minut, der var (98) gaaet mellem mit Vidnesbyrd og Officerernes Ankomst, var det lykkedes mig at faa fat i mine Penge og uddele alt, hvad jeg havde, til Fangerne, der var dybt taknemmelige og grebne.

Saa blev vi jaget ud af Lejren, og Turen gik igen over Tuer og Mudderhuller, gennem Floden og langs dens Bred. Tavse, dødtrætte og skuffede, udmattede til det yderste, naaede vi Klithuset i Kunzewo.

DSK-årbøger 1947

25. juni 1917. Ballontjeneste og danskundervisning i Champagne

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

I Slutningen af April kom jeg tilbage til B. Z. 33 og maatte forrette Ballontjeneste igen, men en Uges Tid efter blev jeg Telefonist og Korttegner ved vor Ballon, da den nuværende Kammerat skulde paa Orlov. Denne Stilling beholdt jeg de sidste 1½ Aar af Krigen, og den var paa mange Maader meget bedre end den at være ved Ballonen. Som Telefonist fik man jo et helt andet Indblik i det, der skete hos os i Nabolaget, og man var helt anderledes á jour med Begivenhederne.

Blandt andet fik vi engang Meddelelse om, at vi skulde være Observatører for fem Skud fra en langtrækkende Kanon, der skulde beskyde det ene Taarn af Katedralen i Reims, hvor man formodede, at der var anbragt en fransk Observationspost. De ramte ikke; om det var med eller uden Vilje, skal jeg lade være usagt.

Senere paa Sommeren flyttede vi ca. 30 km længere østpaa til Bétheniville sur Suippe, men stadig i Champagnen. Vi maatte selv bygge Barakker i den nye Stilling, og da havde vi jo den Fordel, at vi ved vor lille Stab først fik bygget en Barak til Telefon og Kort. Dernæst fik Officererne deres Barak, og langt om længe kom Turen til den store Mandskabsbarak.

Folkene havde da i ca. seks Uger boet i nogle smaa Jordgrave, som de selv havde gravet i en lille Skov; men ved en Inspektion blev det opdaget, at Officererne havde ofret saa meget Arbejdskraft paa deres egen Beboelse, mens Folkene havde maattet ligge ubeskyttet i Regn og Kulde. Man maa have ment, at vore unge Løjtnanter var for egenraadige og egoistiske, for kort efter fik vi en Ritmester, von der Uhde, tilkommanderet for at sætte Skik paa Forholdene.

Han var af den gamle Skole og aktiv Officer, og jeg skal love for, at han kunde ordne Tingene. Ikke alene Officererne kostede han med, men ogsaa med os andre. Han talte hele Tiden om „der Geist Friedrichs des Grossen“, som han nok skulde indpode os allesammen. Vi paa Centralen maatte foregaa alle de andre med et godt Eksempel. Vi maatte allesammen sy vore Knapper om saaledes, at Kronen paa Knappen sad absolut lodret, og det drillede han os længe med. En skønne Dag var Mandskabsbarakken heldigvis færdig, og han forlod os til Glæde for saavel store som smaa.

Foruden vor Tropfører, Lt. Bliersbach, fik vi en 1. fast Observatør, Lt. Meyer fra Wurttemberg, og en 2. Observatør, Lt. Hancke, som blev tildelt os fra et Feltartilleriregiment, der laa lige foran os. Alle tre Løjtnanter boede og sov sammen med os tre fra Centralen, til deres egen fine Bungalow blev færdig. Man kan forstaa, at der efterhaanden blev et vist Frisprog mellem os, inden Uhde kom.

Jeg fik tilsendt „Modersmaalet“ hjemmefra een eller to Gange om Ugen, og min Mor havde altid skrevet en Del i den brede Margin, som „Modersmaalet“s Hovede dengang havde. Af den Grund havde man en lang Tid kaldt mig „der Däne“ eller bedre endnu „der Verräter”. Jeg var nemlig den eneste ved vor Trop, der fik „fremmede” Aviser tilsendt; men det var i al Godmodighed og havde ingen Brod.

Da Lt. Hancke havde været et Stykke Tid hos os og lært os at kende, sagde han en Dag: „Hør, Andersen! De bliver kaldt „der Verräter” og faar danske Aviser, hvorledes hænger det egentlig sammen?“

 Jo,“ sagde jeg — og saa maatte jeg jo til at forklare det hele som saa mangen Gang før.’

„Jamen,” sagde han. „Det er jo glimrende; nu skal De høre, saa maa De jo kunne lære mig at tale og skrive Dansk.”

„Ok, ja,” sagde jeg, „det kan jeg sagtens.” 

Jeg har vel været ca. 26 Aar dengang, og han var 21. Han var en høj, smuk Dreng, var fra Quedlinburg i Harzen og havde afbrudt sit medicinske Studium, da Krigen udbrød, og meldt sig som krigsfrivillig og var nu avanceret til Løjtnant. Han var betaget af det store Tysklands Vej til Ros og Magt, og naar Krigen var forbi, vilde han foruden at blive Læge ogsaa som Pangermanist gøre et Arbejde for at bringe de germanske Stater i Samarbejde med Tyskland. Han havde udset sig de nordiske Stater som Arbejdsmark, for vi var jo ogsaa Germaner, havde samme Kultur og samme protestantiske Religion.

Nu traf det sig jo saa glimrende, at jeg her paa Regnvejrs- og Taagedage kunde lære ham Dansk; saa blev Tiden ikke spildt. (…) Til Trods for, at jeg selv aldrig havde lært Dansk i Skolen, gik vi altsaa i Gang.

Han var en metodisk Elev og kunde selv stille Spørgsmaalene, naar det kneb for mig med Grammatikken og Nutid, Datid og Fremtid. Snart maatte vi have Bøger. Jeg skrev hjem og fik bl. a. sendt „En glad Gut“ af Bjørnson, og min Elev gjorde gode Fremskridt. Han lærte og læste ogsaa danske Sange, bl. a. „Altid frejdig, naar du gaar“ og „Langt højere Bjerge”.

Vi lærte hinanden rigtig godt at kende. En Dag sagde han: „Hør, Andersen! Jeg kan ikke forstaa, at De vil gaa her og være gemen Luftskipper. De maa kunne bringe det meget videre. Skal jeg ikke gøre noget for Dem, saa De kan blive Hjælpe-Observatør; saa bliver De Underofficer og maaske Feldwebel, ja, maaske kan De endda bringe det saa vidt som til Offizier-Stellvertreter.”

Han mente, at det nu skulde svimle for mig; men jeg sagde: „Kære Hancke, De maa da have forstaaet, at jeg kun er her for at gøre min Pligt, men heller ikke det allermindste mere, — og husk paa, hvad vi lige har lært at synge: „Vi er ikke skabte til Højhed og Blæst, ved Jorden at blive, det tjener os bedst.”

Saa forstod han, og han pressede mig aldrig senere.

DSK-årbøger 1950

24. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om planerne for den kommende britiske offensiv i Flandern. Vi skal også til Mellemøsten, hvor Lawrence of Arabia har problemer med den arabiske revolte. I den franske hær løjer mytterierne af, og på den italienske front er offensiven ved Trentino en katastrofe.

24. juni 1917. Ingen bøger og stinkende brød i Skærbæk

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Syd for grænsen
Boghandler G. Møller i Skærbæk havde i nogen tid ikke kunnet få danske bøger, f.eks. ikke ”Danmarks Melodier” osv. Da han erfarede, at boghandlere i Åbenrå solgte sådanne bøger, tilskrev han censuren, at hvad der var ret for den ene, måtte kræve ret til at forhandle de omtalte bøger, hvis forhandling hidtil var nægtet ham. Efter nogen tids forløb spurgte censuren ham om bøgerne skulle anvendes til forevisningsbrug eller til salg, og da Møller naturligvis måtte svare, at de skulle forhandles i åbent salg, fik han tilladelsen til at forhandle dem.

P.Hn.N. har for ca. 14 dage siden været på Vestkysten og besøgte bl.a. dr. Thomsen, der da var hjemme, hvor Jepsen og Jørgen Møller var til stede. H.P.H. så nu lyst på forholdene og mener, at grænsepælen nok skal blive flyttet.

Ingen gardiner i Berlin
Jørgen Møllers svigerinde var nylig blevet gift, og parret havde taget ophold i Berlin, hvor de havde lejet sig en lille lejlighed, men det var ikke muligt i hele Berlin at opdrive gardiner til lejligheden!

Brød der stinker
I Skærbæk kniber det meget stærkt med levnedsmidler. Brødet består af ”pillemel” (det er hvad man plukker af byg), tørret og malet halm og lidt rug, der ofte er fordærvet. Derfor lugter meget af brødet stramt. Det kniber også meget stærkt med smør.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

24. juni 1917. Engelsk patrulje har bortført en vagtpost

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger. Briterne lå tæt ved.

Den 22. juni om aftenen savnedes en underofficerspost fra 7. kompagni. Den havde stået ved et skovbælte, et særligt blæsende hjørne i den nedlagte Havrincourt-skov. Altså måtte det være sket ved højlys dag. Hvordan var det muligt?!

To dage senere blev der kastet lidt lys over den dunkle hændelse. Det samme sted sneg to englændere sig den 24. juni ved højlys dag camoufleret med buske gennem underskoven. Først på en afstand af 20 meter bliver de opdaget af vagtposten. Før han kan komme til skud, bliver han strakt til jorden ved to skud, sergenten bliver ligeledes dræbt ved et hovedskud, da han stikker hovedet ud af vagtposternes dækning. Først den tredje mand lykkedes det ved håndgranater at fordrive modstanderen. Den formodning var nærliggende, at den forsvundne post for to dage siden var blevet offer for den samme list. En gammel krigslist, der vandrende Dunsinan-skov i Shakespeares ”Macbeth” var vakt til live igen.

Ellers havde fjenden med sine hyppige forsøg uden og med artilleriforberedelse ringe held til at overrumple posterne, og ret ofte havde de tab. Natten mellem den 1. og 2. juni blev 3. kompagnis poster angrebet af en ca. 12 mand stærk patrulje. Som reaktion på gevær- og håndgranatild iler løjtnant Barfaut fra 1. maskingeværkompagni fremad med en projektør og et maskingevær. Ildkampen er endnu i fuld gang. Da lyser projektøren op, maskingeværet bestryger forfeltet. Der kommer skrig derovre fra; Barfaut styrter frem med fire mand og tager en såret og en uskadt englænder til fange.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

20. juni 1917. Ved fronten i Galizien: “Ligstanken var i første linje næsten ikke til at holde ud.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien.

Det var Midsommer, og Ligstanken var i første Linje næsten ikke til at holde ud. Der lå en sødlig Stank over det hele, og Vinden førte Lugten med længere tilbage.

Mon vi Krigsdeltagere ikke allesammen har det sådan, at der er visse Småting, Oplevelser eller Syn, som i sig selv er så betydningsløse, men som vi dog aldrig kan glemme, som ofte pludselig dukker op i vore Tanker og står så klare og tydelige for os, som om det var i Går, vi oplevede eller så det?

Sådan har jeg det også med en lille Oplevelse fra denne Stilling. I Løbegraven mellem 2. og 3. Linie ragede en Arm; og en Hånd frem af Jorden. Den havde en ren uhyggelig, ja nærmest hypnotisk Tiltrækningskraft på mine Øjne og Tanker.

Tankerne måtte altid på ny beskæftige sig med det ubekendte Menneske, som der lå bagved i Jorden og hvis Livsbane der havde fået sit Endeligt. Det var mig umuligt at tvinge Øjnene og Tankerne i en anden Retning, når jeg skulde den Vej. Ofte må jeg endnu tænke tilbage på dette.

Vi havde med 2 store Maskingeværer fået anvist Stillingen i 3. Linie. Her fandtes ingen Bunker. Sovepladser havde vi i Jordhytter overdækket med tynde Træstammer og Jord lige bag ved Skyttegraven i Skovkanten.

En Nat fik vore Kammerater fra det andet Gevær en Fuldtræffer midt ned gennem Taget. De var alle dræbt på Stedet. Jeg så næste Dag ind gennem Indgangsåbningen. De var alle gennemboret af splintrede Træstaver fra Taget og Sovekøjerne. Jeg kunde ikke være med til at grave dem frem. De fik deres sidste Hvilested lige bag ved Linien.

DSK-årbøger 1944

Bogen “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” genoptrykt!

I 2006 udgav Historisk Samfund for Sønderjylland bogen Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918 redigeret af Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen.

Bogen blev med 12 forskellige tema-historier om krigens mange aspekter hurtigt standardværket om landsdelen og den Første Verdenskrig.

Som optakt til markeringen af 100-året for krigens slutning i 2018 udsendes den nu i et nyt oplag.

Bogen rummer desuden mange fakta- og citatbokse og talrige kendte og navnlig ukendte illustrationer, heraf en del i farver.

Den er på 373 sider og indbundet.

Den koster 248,- kr for ikke-medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland. Der er rabat for medlemmer af foreningen. For medlemmer koster bogen kun 148,- kr.

Vi anbefaler varmt et medlemskab af foreningen, der gør en meget stor indsats for at fremme interessen og forståelsen af Sønderjyllands historie.

Se mere på forlagets hjemmeside og køb den her

Indhold:

Jørn Buch: Første verdenskrig – årsager, forløb og konsekvenser

René Rasmussen: Sønderjylland ved krigens udbrud i 1914

René Rasmussen: Interneringen af dansksindede ledere og farvandskyndige i 1914

Martin Bo Nørregård: Sønderjyder ved fronterne

Svend Falkner Sørensen: Pligtens tunge bud eller faneflugt?

Inge Adriansen: Hjemmefronten – træk af hverdagslivet

Inge Adriansen: Allierede krigsfanger i Sønderjylland

René Rasmussen: Sønderjyder i allieret krigsfangenskab

Hans Schultz Hansen, Inger Lauridsen og Inge Adriansen: Sikringsstiling Nord, Zeppelinbasen og andre militære anlæg

Inge Adriansen: Mindesmærker i Danmark for faldne sønderjyder

Hans Schultz Hansen: Grænsespørgsmålet under krigen

Axel Johnsen: Krigens afslutning og revolutionen i november 1918

Birgitte Vestergaard Futtrup: De sønderjyske krigsinvalider og hjælpen nordfra

Inge Adriansen: Sønderjyske soldatergrave i Frankrig og England

Hans Schultz Hansen: DSK – Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere.

19. juni 1917. Taget til fange af dansktalende englænder

Hans Peter Schmidt fra Aabenraa blev taget til fange

Hvordan jeg blev taget til Fange? Jo, ser du, det skete en smuk Juni-Aften i 1917.

Vor hele Stilling var nogle usle Huller i Jorden med to og tre Mand i hver og med en Dør eller et Stykke Bliktag som Dækning. Og vor eneste Spærring forude var en  enkelt Pigtraad. Meget smaat og meget simpelt det hele.

Flyvere var hele Dagen gaaet lavt hen over os, og da Trommeilden om Aftenen hørte op, vidste vi, hvad der forestod. Jeg gjorde Underofficerstjeneste og gik, da Ilden hørte op, rundt til alle Kammerater for at se, hvorledes det stod til og for at forberede dem paa, hvad der var i Vente.

Paa venstre Fløj af mit Afsnit havde jeg to ganske unge Soldater staaende, og den ene af dem kommer løbende over til mig og fortæller, at den anden er stukket af bag ud, og at han ikke vil blive alene tilbage. Naa, han kommer saa med ned i mit Hul, og vi er nu tre Mand, som anstrengt staar og stirre r over imod Fjenden. Alt synes at være stille.

Pludselig lægger sig en Haand paa min Skulder, og da jeg vender sig om, staar der seks Englændere og griner ad os.

„Kom an, Fritz”, siger de, og vi følger med over til deres Grav. Naar undtages, at de tager vore personlige Ejendele som Souvenirs, er det gemytlige Svende, rigtig rare og flinke Folk.

Men lige saa let det var at komme bort fra vor Stilling, lige saa vanskeligt var det at forcere deres Stilling. Jeg skal love for, at der var af spærret, og det varede noget, inden vi kom igennem al den Pigtraad, de havde spændt ud. Det var Skotter,, der tog imod os, og der udspandt sig nu følgende Samtale mellem deres Oberst og mig:

„Hvor mange Maskingeværer har I i dette Afsnit, og hvor er de placeret?”

„Det ved jeg ikke”.

Han lo lidt smørret og viste mig en Kortskitse, hvor vore Maskingeværreder nok saa tydeligt og nøjagtigt var indtegnede.

„I skulde afløses i Nat Kl. 12. Kan du sige mig af hvem”?

„Jeg ved nok, at vi skulde afløses, men ikke af hvem”.

Igen lo han helt gemytligt og fortalte mig saa, hvilket Regiment der skulde afløse os, og hvad Regimentskommandøren hed.

Han kommer saa helt hen til mig, sér mig stift i Øjnene og siger: „Det er pænt af dig, at du ikke vil forraade dine Kammerater, og vi véd det jo ogsaa selv altsammen.”

Han ser igen stærkt paa mig og siger saa efter at have betænkt sig lidt: „Vi to maa nok hellere tale dansk sammen, det kan vi begge meget bedre end tysk”.

Han var Svensker og en gemytlig Svend.

DSK-årbøger, 1943.

18. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de amerikanske forberedelser til krigsindsatsen og om kampene ved Messines højdedraget. Det handler også om det hidtil største tyske bombeangreb med fly over London. Der er alvorlige uroligheder og mytterier i såvel den russiske som den franske hær. Der er også nyt fra krigshandlingerne i Mellemøsten, hvor der kæmpes i Gaza og hvor briterne udskifter ledelsen af de militære operationer. Endelig handler det om den katastrofale italienske offensiv ved Trentino – og om et tronskifte i Grækenland.

17. juni 1917. K. Tastesen i Palæstina

Füsilier K. Tastesen kom i maj 1917 til Palæstina og Ægypten.

Den 2. Juni kom vi i Toget igen og kørte til Monastir. Derfra marscherede vi saa til et lille Bjerg eller en Høj, der hedder Hølenkupa, hvor der allerede var et Slag i Gang. Tyskerne var trængt tilbage, men nu kom vi til Undsætning og drev Fjenden tilbage i hans Stillinger igen.

Der var vi saa i tre Dage. Saa kom vi med Toget og blev sat over Strædet ved Konstantinopel, hvorefter vi kørte videre igennem Lille-Asien og Damaskus, over Jordans Flod til en lille By Betia, ca. 15 km fra Jerusalem.

Der laa vi et Par Dage, saa kørte vi videre gennem Ægypten til Suez, hvortil vi ankom den 17. Juni. Der laa vi nu i Reserve i tre Uger, og bestilte ikke andet end at blive indøvede i at bruge en ny Slags Haandgranater og nogle smaa Maskingeværer, som een Mand kunde betjene.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

15. juni 1917. De gamle frontsoldater driller Feldweblen

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. Kompagniet havde fået ny Feldwebel, der plagede de gamle frontrotter med eksercits. Det skulle hævnes.

Der skulle afholdes bataljonsøvelse, og da vore heste var anbragt i en stor lade, der lå et stykke uden for byen, sendte Feldweblen en skriftlig ordre ud til den underofficer, der havde kommandoen over kuske og heste. Ordren lød på, at han næste morgen kl. 8 skulle stille på appelpladsen med ti spand heste.

Nu vidste Niggemann – sådan hed underofficeren – lige så godt som alle vi andre, at når ti vogne skulle deltage i øvelsen, skulle løjtnanten selvfølgelig også bruge sin ridehest. Da der imidlertid ikke stod noget i ordren angående ridehest, var her en kærkommen lejlighed til at stikke Feldweblen én ud.

Når Feldweblen var i sit “kasernehumør”, og det var han så godt som daglig, gik hans galskab lige så meget ud over underofficererne som over de menige, og da han altid benyttede vendinger som »Befehl ist Befehl« (en ordre er en ordre), og “Jeg forlanger mine ordrer udført til punkt og prikke”, besluttede Niggemann for en gangs skyld at tage ham helt bogstaveligt.

Ordren blev givet om eftermiddagen, før øvelsen skulle finde sted, og der gik ikke mange timer, før alle vidste besked om den famøse sag, og v i håbede, at Feldweblen ikke ville opdage sin fadæse i tide.

Næste morgen oprandt, og da vi trådte an på appelpladsen, holdt Niggemann allerede dér højt til hest med de ti køretøjer. “Alma”, sådan hed løjtnantens hest, var der ikke.

Spændingen var stor, mon Feldweblen ville opdage noget, inden løjtnanten kom til stede? Men det gjorde idioten selvfølgelig ikke.

Da løjtnanten kom, afgav Feldweblen melding, og alting gik såre godt, indtil løjtnanten vendte sig om og råbte: “Niggemann, mein Pferd!”

“Ist nicht da, Herr Leutnant, ist nicht bestellt worden” (“Niggemann, min hest!” – “Er her ikke, hr. løjtnant. Den er ikke blevet bestilt”).

Niggemann sprang af hesten og gik hen til løjtnanten med den skriftlige ordre. Da løjtnanten havde læst den, stod han et øjeblik og så lige ud i luften. Han blev skiftevis rød og bleg, vendte sig så om mod Feldweblen og sagde ganske roligt: “Herr Feldwebel, jeg har længe bemærket, at De ser dårlig ud. De er sikkert ikke rigtig rask. I morgen tidlig melder De Dem syg. Det er en ordre! Jeg skal nok selv tale med lægen.”

Derpå vendte løjtnanten sig atter om mod kompagniet, og i det samme kom en mand trækkende med “Alma” fuldt opsadlet. Løjtnanten steg til hest uden et ord og uden at blive forundret over, at hesten dukkede op. Den havde stået i skjul et stykke borte. Niggemann ville selvfølgelig ikke sætte løjtnanten i forlegenhed.

Vi rykkede ud med en lille forsinkelse, men nåede øvelsespladsen i god tid. Denne dag syntes patronkasserne kun halvt så tunge, og det hele gik som en leg.

Feldweblen så vi ikke mere, og det var vi ikke kede af. Kort tid efter kom vor gamle Feldwebel tilbage fra lazarettet, og roen var genoprettet ved kompagniet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

13. juni 1917. Mathias Møller i Galizien: På patrulje mellem 2.000 opløste lig

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Her lå han i en rolig stilling ved Pripetsumpene, indtil det atter var tid til opbrud.

Om Dagen var det altid roligt, men om Natten var der lidt Geværild. Et Kanonskud var en Sjældenhed. Det måtte være en dejlig Stilling.

Ja, alt for god til os. Allerede den 10. Juni var der påny Opbrud. Vi blev igen indladet, og Rejsen gik mod Vest til Brest-Litovsk og så mod Syd. Landskaberne i Mellemrusland er i det store og hele ikke ret afvekslende, for det meste flade og store Strækninger, triste og store Arealer uden Bebyggelse.

På den tredie Dag nåede vi Galizien. Landet blev afvekslende og ret frugtbart, og til sidst mere og mere bakket. Det var Forterrænet til Karpaterne. Et Sted i Omegnen af Stanislau blev vi udladet, og så gik det mod Fronten. I en Reservestilling ca. 500 meter fra tredie Linje afløste vi Tyrkerne.

Modtagelsen var hjertelig. Der blev byttet Rygevarer. De var opmærksomme og imødekommende i enhver Henseende. Men Samtalerne kunde jo kun foregå ved Tegn og ved mere eller mindre heldige Fagter.

De opførte til Ære for os nationale Danse. Det foregik i en Rundkreds, ledsagedes af Sang og lignede meget Kosakkernes Danse, som man har set på Film og Varietescener.

Derefter marcherede de bort for at overtage et andet Afsnit.

Reservestillingen lå i en gammel, smuk Bøgeskov og bestod af en Række Jordhuler, der var gravet ind i en Skrænt og overdækket med Træstammer og Jord. Her tilbragte vi nogle Dage ad Gangen, afvekslende med nogle Dage i Stillingen.

Stillingen begyndte ved Skovkanten med tredie Skyttegrav, og anden og første Linje lå i en Afstand på ca. 200 og 400 meter derfra. Første Linje løb i vort Afsnit på Overkanten af en Skrænt, hvilket bevirkede, at Bunkerne der ikke havde særlig mere Dækning forneden end foroven.

Men den største Kalamitet ved Stillingen var, at der i Dalen foran første Linje lå en Mængde ubegravede Lig. Man nævnte Tal på 2000 dræbte Russere. Der blev fortalt, at det var Russere, som havde, villet overgive sig, og som Tyrkerne havde mejet ned med Maskingeværild.

Tyrkerne tog sjældent Fanger. Der fortaltes også Historier om Overløbere, som de skar Ørene eller Næsen af og så sendte retur. Hvor vidt alt dette passer, ved jeg ikke.

Men det fortaltes som Fakta.

En Nat kom en af vore Patrouiller ind i Ligmarken og trådte i opløste Lig. De kom blege og chokerede tilbage.

Der var ingen, som vilde ud i det Område igen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1944

13. juni 1917. Zeppelinere ved Blåvandshuk – og engelsk overlegenhed ved Arras

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Arrasfronten

Skomager N.P. Nielsen, Fohl, der er landstormsmand, og som har deltaget i krigen sidst ved Arrrasfronten, hvorfra han kom 3.-4. juni og gik over grænsen i lørdags 9. juni, meddeler, at hans division (7. eller 17.) består af regimenterne 163, 86 og 76. Af hans bataljon – 2. bataljon 163 reg. – var der efter at de havde været i kamp kun ca. 200 mand tilbage af ca. 1000 mand. Tabene var sket så hurtigt, at feldwebelerne fik ordre til hurtigst muligt at samle resterne af deres respektive styrker, og disse kom tilbage kun med stormoppakning, medens tornystrene blev tilbage.

Helt igennem viste det sig, at englænderne var dem overlegne i alle henseender.

En stor del af det tyske mandskab, blev taget til fange, fordi angrebet skete så pludseligt, at soldaterne ikke kunne nå op af deres opholdsrum.

Mht. levnedsmidler gik det tåleligt. Men brødrationerne er blevet nedsat fra 1½ pund til 1 pund dagligt. Middagsmaden var som sædvanlig slappere.

Fedtstoffer er det uhyre nøjsomt med. Heldigvis kommer der endnu pakker hjemmefra.

Oksby 13/6

Trafikken langs vestkysten

N.R.P. Der vedbliver stadig at være livlig trafik her langs kysten uden for Blåvandshuk, såvel af krigsskibe som af luftskibe og flyvemaskiner. Der ses så at sige al tid krigsskibe her uden for og i længere tid har 2 armerede trawlere ligget opankret syd for slugen.

I den senere tid iagttager man jævnligt, at der fra luftfartøjer nedkastes lys eller signalbomber. Det er som regel hen imod aften dette sker, og er et interessant og pragtfuldt skue, da lyskuglen har temmelig stor udstrækning og daler forholdsvis langsomt. De fleste luftskibe man ser nu, har 3 gondoler. (der siges, at nogle har 4 gondoler, og at de to midterste kun forskydes mellem de to yderste; dette anser jeg ikke for pålidelig).

Når vinden ikke er fralands, hører man næsten hele dagen igennem lyden af flyvemotorerne ofte uden at kunne øjne hvorfra lyden kommer. I den sidste tid har man ikke her hørt noget til kanonade.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

12. juni 1917. Soldaterhumor: Hvordan man tager røven på en Feldwebel

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En dum Feldwebel

Da vi afgik fra østfronten til Frankrig , fik v i en ny kompagnichef, idet “Sternigel”, som allerede omtalt, ikke ville lege med mere. Det var løjtnant Knutz, der afløste “Sternigel”. Han havde været adjudant hos regimentskommandøren, Graf von Kielmannsegg. Det var et godt bytte, vi dér gjorde, for løjtnant Knutz var ikke alene en god chef, han var også i besiddelse af fine menneskelige egenskaber.

Knapt så godt var det, at vi et stykke tid efter også fik en ny Kommandofeldwebel, fordi Hannoveraneren blev syg og måtte på lazaret. Den nye, der kom direkte fra garnisonen i Tyskland, var Hannoveranerens diametrale modsætning. Om han havde været i felten før, ved jeg ikke, men hans opførsel overfor såvel underofficerer som menige tydede ikke herpå. Metoderne f ra garnisonen ville han indføre derude i felten, og det slap han ikke ret heldigt fra.

Jeg mindes, at løjtnant Knutz en dag sagde til ham i hele kompagniets påhør: “Herr Feldwebel, lassen Sie Ihre Garnisons-Zicken, die konnen wir hier nicht gebrauchen” (“Hr. Feldwebel. – Hold op med Deres garnisonsnarrestreger – dem har v i ikke brug for her”). Men til trods herfor kunne manden ikke holde sig i skindet, så det skulle ende galt, og det gjorde det også.

Vi havde besluttet, at han skulle have en ordentlig dukkert, når der blev lejlighed dertil. Den kom, da vi engang lå i ro i en landsby bag fronten. Når vi skulle “træde an” om morgenen eller på et hvilket som helst andet tidspunkt på dagen, havde Feldweblen for vane at rive døren op til det hus, vi boede i, og brøle “raustreten!”

Det var vi ikke vant til. Det med at sørge for at stille til tiden, havde altid været underofficerernes sag, og Feldweblens brølen ved disse lejligheder irriterede os grænseløst.

Et lyst hoved fandt ud af, at hans “raustreten” lige så godt kunne forstås som “austreten” – som betyder at gå på wc – og derefter blev slagplanen lagt.

Næste dag vidste vi , at vi skulle have en øvelse, hvor løjtnant Knutz sikkert ville være t i l stede. Når Feldweblen næste morgen brølede »raustreten« ind ad døren, skulle ordren øjeblikkelig gives videre som “austreten”. En mand fra hvert gevær, ti i alt, skulle så omgående styrte ud på latrinen og blive der, indtil de så, at løjtnanten var ankommet til appelpladsen. Derefter skulle de komme frem én for én. Det blev også bestemt, hvem der skulle komme først. Det var én, der havde ordet i sin magt og ikke var bange af sig.

Det hele var nøje gennemtænkt, og vi var spændt på, hvordan det ville gå. Det var jo meningen, at løjtnanten skulle “eksplodere” og give Feldweblen en ordentlig omgang, fordi han ikke havde kompagniet samlet.

Den næste morgen kom Feldweblen som sædvanlig og brølede sit “raustreten” ind ad døren. Ordren blev promte givet videre som “austreten”, og de ti mand styrtede ud på latrinen bag huset. Alle vi andre gik til appelpladsen, som lå ca. 50 meter derfra.

Løjtnanten kom, og Feldweblen skulle melde kompagniet “Zur Stelle”. Det gjorde han også, men måtte jo tilføje, at der manglede ti mand og på løjtnantens spørgsmål om, hvor de var, kunne ingen tilsyneladende give besked. Alt imens kom den første af de ti mand frem, og de øvrige ni sluttede efterhånden op bag ham. Han meldte sig hos løjtnanten, og der udspandt sig nu følgende:

“Hvor i himlens navn kommer de herrer fra?”

– “Vom Klosett, Herr Leutnant!”

– “Hvornår er det blevet mode at gå på kloset, når der er befalet at træde an?”

– “Der Herr Feldwebel hat ‘Austreten’ befohlen, und wir haben den Befehl ausgeführt” (“Feldweblen har befalet ‘austreten’, og vi har udført befalingen”).

– “Hvad er det dog for noget sludder, det kan jo ikke passe,” sagde løjtnanten.

– “Das kam uns auch ein bischen komisch vor, Herr Leutnant, aber der Herr Feldwebel hat ja so viel neues eingefuhrt, und dann dachten wir, dass das mit einem geputztem Arsch vor dem Antreten auch dazu gehorte”. (“Vi syntes også, at det lød lidt komisk, hr. løjtnant; men Feldweblen har indført så meget nyt, så vi troede, at det også hørte sig til at polere røven, før vi skulle træde an”).

Hele forklaringen blev afleveret med den mest alvorlige mine, man kan tænke sig. Det kneb for os andre at holde masken, men det lykkedes.

Ordskiftet, hvori selvfølgelig også Feldweblen, der var bleg af raseri, blev inddraget, endte med, at løjtnanten anbefalede ham for fremtiden at udstede sine ordre i et sprog, der ikke kunne misforstås. – Den forventede eksplosion udeblev, for løjtnanten tog det hele fra den komiske side. Vi kunne se, at det kneb for ham at holde sig alvorlig, da manden afleverede sin replikker.

Nu er der måske nogle gamle soldater, der vil synes, at episoden er ganske uhørt, og at den lyder utrolig. Men man skal huske på, at vi lige var kommet tilbage fra en eller anden forbandet høj ved Verdun, og vi skulle temmelig sikkert derud igen en af de første dage. Chancen for at komme tilbage med hele lemmer var såre lille, og man kunne vente dét, der var værre. En sådan situation giver en mentalitet, som kun den forstår, der har prøvet det. De par dage, vi var i “ro”, ville vi ikke have ødelagt af en fladpandet Feldwebel uden at svare igen.

Løjtnant Knutz opfattede situationen rigtigt og lod os have vor fornøjelse. Han havde jo selv advaret manden flere gange uden synligt resultat.

For øvrigt vidste han, at han fuldt ud kunne stole på disse hårde halse, og at vi aldrig ville fremtvinge en situation, der ville stille ham blot, for vi holdt af den »Lange«, – det var det navn, han gik under mand og mand imellem – og vi respekterede ham fuldt ud. At vi alle sammen til afslutning fik en lille opsang betragtede vi som værende i orden, rynkerne i løjtnantens øjenkroge var synlige, så vi var klar over, at opsangen kun var til ære for “galleriet”.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

11. juni 1917. Patruljekrig ved Havrincourt

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger.

Vanskelighederne begyndte straks på højre fløj. Foran vor linje lå det såkaldte ”Kalkbjerg”, en til vor stilling retvinklet aflang bunke kalkbrokker, indholdet af en kanal under bygning. Dens overflade var en tavleformet forhøjning. Englænderen havde lagt sin forpostgrav hen over midten af kalkbjerget, vore poster klamrede sig til dets bageste rand.

Her skulle den lille krig ikke falde til ro, da det måtte være englænderen meget om at gøre at skubbe vore poster ned fra bagskrænten for så ved hjælp af kalkbjerget at drive en beherskende kile ind i vor forpostlinje.

Anderledes, men ikke mindre vanskelig var situationen i midten og på den venstre fløj. Her var, som nævnt, Havrincourts skov, der knyttede sig til parken, fældet til langt bag englændernes front af dem, der byggede Siegfried-stillingen, så fjenden ikke ubemærket kunne samle sine angrebskolonner. Men de fældede træstammer lå der endnu, og underskoven skød allerede stærkt igen. Forfeltet var her svært at overse. Det var det rigtige terræn til en minikrig med indianertaktik. Sådan var også forholdene på den venstre fløj, hvor vore poster delvist lå i den fældede lille Femy-skov.

Når således terrænet ligefrem indbød til sportsmæssig patruljevirksomhed på begge sider, så var det endnu mere tilfældet, når man betragtede den almindelige situation.

Patruljevirksomhedens art var et spejlbillede af den strategiske helhedssituation: for os måtte det komme an på at erkende modstanderens hensigter, altså tage fanger, som kunne give oplysninger om fordeling, troppeforskydninger, angrebshensigter og overhovedet om hele situationen hos modstanderen. Når det så ikke lykkedes, så skulle i det mindste den fjendtlige stilling undersøges nøje med hensyn til spærringernes styrke, udbygning af gravene, posternes standpladser. Således havde vore patruljer mere til formål at skaffe oplysninger.

For modstanderens vedkommende gik det ud på at rive kæden med poster op og komme tæt på hovedstillingen. Han kæmpede derfor i almindelighed med større enheder samt artilleri- og mineild.

Den tyske ledelse kæmpede febrilsk på at komme til klarhed om modstanderens hensigter. Den antagelse, at englænderen engang ville forsøge at støde frem over Havrincourt til de beherskende Fresquières-højder, kunne ikke uden videre afvises og blev også bekræftet ved Cambrai-slaget i november dette år.

Den regimentsobservationspost, der var indrettet på de nævnte højder, gjorde god gavn for opklaringen. Men hovedarbejdet i den henseende blev præsteret af patruljerne. Næsten hver nat var en eller flere frivilligt ude i terrænet og hjembragte ved deres omtanke og uforfærdethed værdifulde resultater.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

10. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den gigantiske underjordiske eksplosion, der indledte den britiske offensiv ved Messines-højdedragene og dræbte 10.000 tyske soldater. Det handler også om det 10. slag ved Isonzo, hvor østrig-ungarerne går til modangreb, og om mytterierne i den franske hær. Endelig handler det om Rumænien, der efter at være blevet næsten nedkæmpet, er på vej tilbage i krigen med fornyede kræfter, og om den amerikanske opbygning af sin hær.

10. juni 1917. FR86 i Siegfriedstillingen

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger.

Hvad der var særlig vanskeligt og krævede højeste indsats af klogskab, mod og energi, var på dette sted forsvaret af forfeltet.

Det er allerede blevet nævnt, hvor meget det nu, hvor vi stod i defensiven, kom an på at holde modstanderen så langt fra livet som muligt. Et fjendtligt angreb foretaget på 500 meters afstand var under almindelige omstændigheder på forhånd dømt til at mislykkes.

Til forfeltet hørte parken. Den blev i løbet af de næste måneder spærret med pigtråd på kryds og tværs og næsten gjort utilgængelig. Ved udkanten af parken lå, godt gemt i buskadset, en modstandsrede med en stærk besætning under kommando af en officer. Dertil kom der i buskadset adskillige maskingeværreder.

Men den egentlige forpostlinje løb betragteligt på den anden side af parken. Den var 500-1.200 m fra den egentlige kamplinje.

Forholdene her var ligesom i en bevægelseskrig.  Hvert frontkompagni udskilte sædvanligvis en deling til sin sikring, denne stod på feltvagt, af hvilke der for hvert kompagniafsnit fandtes to.

Feltvagterne opstillede så deres underofficersposter og dobbeltposter. En patrulje inden for kæden af poster sørgede for forbindelsen mellem posterne.

Som rygrad for linjen af poster tjente foruden feltvagten også såkaldte gruppereder, det var små skyttegravsstykker bag deres linje ligesom modstandsrederne. Her var kompagniernes stødtropper anbragt, dvs. grupper bestående af de kvikkeste og mest beslutsomme folk. Deres opgave var i tilfælde af angreb på forposterne straks at sprede sig ud i disses linje eller, i tilfælde af at modstanderen allerede var trængt gennem linjen, i nærkamp at smide ham ud igen.

Feltvagterne og grupperederne havde sædvanligvis et maskingevær og en granatkaster hos sig, der nu fik stigende betydning.

Om natten stod der foran hvert kompagniafsnit ca. 10 dobbeltposter.

Om dagen blev antallet formindsket. De afløste poster trak sig så tilbage til deres feltvagt eller slog sig ned bag fældede træer, i jordhuller og under nedgravede bølgeblikplader.

Da der kun blev afløst én gang om natten, var vagtposttjeneste meget anstrengende. Den var det i endnu højere grad på grund af terrænets vanskelige beskaffenhed og fjendens adfærd.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

8. juni 1917. Frits Clausen i fangelejren Jurjeff-Polski: Venter stadig på pastor Jensen

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger. I 1917 var der tale om, at pastor N.J. Jensen skulle komme til Rusland til krigsfangerne.

Jyrjef Polski d. 8.VI.1917

Kære Herr Rasmussen!

I den senere Tid har vi daglig vented Herr Pastor Jensen, men endnu har han ikke bragt os den længe ventede Overraskelse. Jeg har havt et Kort og et Brev fra ham fra Petrograd og ved at han for 14 Dage har været i Moskov, men har ellers ikke hørt det mindste og ved heller ikke hvorhen jeg skal adressere Breve til ham.

Det er kedeligt, han ikke er kommen lidt før, da de fleste af Kammeraterne nu er paa Landarbejde her i Omegnen. Vi holdt dem tilbage nogle Dage, da de gerne vilde tale med ham, men omsider maatte de jo af Sted.

Der har længe været en Tilladelse paa Kommandoet om at han maa besøge os, saa vi nu blot mangler ham selv.

Kammeraterne kan alle komme herind om Søndagen og enkelte ogsaa hver Aften; en hel Del har ogsaa faaet Arbejde her i Byen. Vi har det alle godt, men jeg har paa en Henvendelse til Moskov faaet det kedelige Svar, at det ikke er muligt, at faa de andre Danske hertil. Hvorfor – ved jeg ikke.

Alligevel haaber jeg, at det skal lykkes mig at faa Boj Jørgensen hertil igen, som er paa Lazeret i en lille By ved Volga. Han kom paa Hospital i Moskov og vi har i flere Maaneder ikke hørt fra ham. Han har det dog ganske udmærket, men længes efter at komme sammen med Landsmænd.

Før Danskerne kom paa Arbejde overgav  Kommandanten mig nogle Pakker til Fordeling som var kommen hertil til Kammerater, der ikke er her eller har været her. Da vi ikke vidste hvor de er kunde vi ikke lade Pakkerne sende videre og paa Grund af den store Trafik sendes ingen Pakker tilbage, men fordeles blandt de andre Fanger.

Pakkerne vare til: Jakob Hansen (2). [tekst strøget] F.33. C. Hans Hansen R.F.84 og K.T.5. P. Nielsen R.T.90. B. og Hans Junker K.F.N.6. Denne er dog død i Nikolsk Ussursk.

Afsenderne er os bekendt: Herr Direktør J. Cramer Petersen, Hegnetslund Teglværk. Fru Brandt, Fredericia. Grosserer Knudsen, Middelfart. Ingeniør Berg, Aalborg. – C. Hansen. Villa Nybo, Middelfart og Fru Gedde, Hillerød, som jeg alle har meddelt at Pakkerne er bleven fordelte blandt de andre Sønderjyder her.

Ellers er alt godt, vi længes ikke efter Freden endnu og håber blot
at vore kære derhjemme snart maatte komme under bedre Forhold.

Vi holder det nok ud, men alligevel kunde Tiden nok være inde skulle
man synes. – Fra Danmark hører vi næsten ikke noget.

Det sidste Brev var det, [tekst strøget]. Men maaslce Pastor Jensen snart kan bringe os mundtligt Budskab. Til Slut sender jeg alle vore Venner de venligste Hilsener fra os alle, ganske særligt De, kære Herr Rasmussen,

fra Deres 32 Fanger i Jyijev
Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.