Alle indlæg af Rene Rasmussen

Nyheder

9. marts 1918. “Enten er alt dette Humbug, eller ogsaa er der ingen Gud.”

Skriv en kommentar

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund gjorde krigstjeneste (M. W. 92)

Cotricourt, den 9. 3._ 1918.
(Første Aften i Kvarter , i Frankrig).
. . . . Violinspilleren fik Instrumentet frem, og straks efter kom ogsaa Mundharperne. Vi morede os paa sædvanlig Vis med Musik og Sang, og sn a rt samledes Byens Beboere omkring os. De saa slet ikke fjendtlige ud, tværtimod, men holdt sig dog lidt tilbage. Efterhaanden rykkede de nærmere og morede sig over Sangene.

Da vi saa gik over til mere alvorlige Sange, duggedes Franskmændenes Øjne. Det gjorde os endnu mere stemningsfulde, og da vi med vemodige Stemmer sang: „Nach der Heimat möcht ich wieder“, var der ikke alene flere Kvinder, men ogsaa enkelte Mænd, som græd.

Atter det samme Billede, som vi saa tit har fremtryllet. Paa Rejsen gennem Tyskland har vi mange Gange, naar vi holdt paa en Banegaard, sunget vemodige Sange og Hjemlængselssange, og Folk har staaet paa Perronerne og lyttet og grædt. Men det var vore egne Folk. Folk, som maaske kendte en eller anden i Kompagniet. For manges Vedkommende forsultne Mennesker, som kom for om muligt at faa et Stykke Brød af Soldaterne.

At de kunde græde ved vor Sang, er kun naturligt. Men at vi faar Russere og Franskmænd til at græde med vor Sang, vi, der som deres Fjender har besat deres Land, har været med til at dræbe deres Kære, og er dem til daglig Plage og Besvær, det synes underligt. Og dog … de ved lige saa godt som vi, og vi ved det lige saa godt som de, at det ikke er os og dem, som har villet Krigen.

I hvert Fald er baade de og vi i de 3 Aar bleven belært om, at Krig er en Forbandelse. Hvorfor skal vi slaa deres Mænd og Sønner ihjel og ødelægge deres Land og Byer, og hvorfor skal deres Mænd og Sønner slaa os ihjel? Vi kender jo ikke hinanden, har ikke set hinanden og kan da heller ikke nære Had til hinanden.

Vi er samme Slags Mennesker, vi tilbeder den samme Gud, og dog … Vor, saavel som deres verdslige og kirkelige Øvrighed formaner os daglig til at bede Gud velsigne den Nations Hære, og give den Nation, som hver af os nu tilhører, Sejren.

O, Taabelighed! Det er kun for naive og enfoldige Mennesker. Det beviser tilfulde, hvor lidt Gud er regnet af Mennesker. Thi hvor kan vi af en retfærdig Gud forlange, at han skal velsigne den ene Nation til at ødelægge den anden.

Nej, enten er alt dette Humbug, eller ogsaa er der ingen Gud. Men der er en Gud!

DSK-årbøger, 1943.

 

Krigens forløb

8. marts 1918. På isbryderen Hindenburg ved Finland

Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Tyskerne satte uden problemer tropper i land.

Næste Formiddag kom der firs russiske Krigsfanger ud over Isen. De kom om Bord i »Steigerwald«.

Landgangstropperne fortsatte uden større Kampe deres Fremmarch mod Byen Mariehamn. Her tog de et Skib med 700 Russere, der  vilde flygte til Helsingfors. Ogsaa disse Russere blev taget om Bord i »Steigerwald«.

Vi, der blev paa Skibene, søgte at faa Kontakt med de svenske Marinesoldater, nærmest for at faa lidt at vide om, hvordan de saa paa Krigen, eller om vi muligvis kunne slaa en lille Handel af med dem om Ting, som vi manglede.

Dette Samkvem blev hurtigt forbudt! Vi fik Ordre til med »Hindenburg«, Linieskibet »Rheinland« og Blokadebryderen »Franken« ,at gaa over til den svenske Kyst, hvor vi skulde hente en Kuldamper, Post og nogle Tropper.

Vi sejlede som altid foran for at bryde Isen, og vi kom ogsaa denne Gang godt gennem Minefeltet.

Hen paa Eftermiddagen fandt vi Kuldamperen »Hugo Stinnes 5« og et Par andre Skibe. Vi blev Natten over ved den svenske Kyst.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

Nyheder

Foredrag i Lyngby den 15. marts: Frontliv, faneflugt og fangelejr

Skriv en kommentar

Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag kl. 19:00 på Kulturstedet Lindegården i Lyngby, Peter Lunds Vej 8, 2800 Lyngby.

Foredragets titel er: “Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.”

Arrangøren skriver:

Kulturstedet Lindegaarden har indgået samarbejde med “Historiske Dage”, der bl.a. arrangerer festivallen “Historiske Dage” i Øksnehallen og nu også rejser til historisk interessante steder.

Næste foredrag er
”På sporet af 1. verdenskrig: Frontliv, faneflugt og fangelejre: Sønderjyder i Den store Krig 1914 -1918”.

Ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 var Sønderjylland en provins i Det tyske Kejserrige. Derfor blev mænd fra hele landsdelen indkaldt til tysk krigstjeneste. I alt deltog ca. 35.000 sønderjyske mænd som soldater i Den store Krig, og deraf faldt ca. 6.000, ca. 2.500 deserterede og ca. 4.000 blev taget til fange. I foredraget vil

René Rasmussen, museumsinspektør på Sønderborg Slot, mv. fortæller i sit levende, vidende og (også) humoristiske foredrag om krigsudbruddet og soldatertilværelsen i skyttegravene, om deserteringer og flugten over den danske grænse og fra de særlige krigsfangelejre, som de allierede indrettede til de dansksindede sønderjyder.om krigen,

En krig, der også har sat sig spor i Kgs. Lyngbys lokalområde med de gamle forter, der indgik som en del af Københavns befæstning.

René Rasmussen er museumsinspektør på Sønderborg Slot og et af de mennesker i Danmark, der ved mest om første verdenskrig og Sønderjylland. Og så er han en gudbenådet fortæller, der med stor humor og indsigt kan formidle stoffet, så det fremstår levende og relevant for tilhørerne. Han er af samme grund en efterspurgt foredragsholder og har også deltaget i adskillige historiske programmer på TV2. Endelig er han tovholder på hjemmesiden
denstorekrig1914-18.dk.

Billetter á 50 kr. købes i døren.

Krigens forløb

7. marts 1918. K. Tastesen kollapser efter 60 kilometers march

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli 1917 blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien.

Vi skulde til en By, som hed Braila, ved Donau-Floden, hvor der skulde foretages en stor Offensiv. Vi marscherede fra Balla-Albert om Morgenen ved 5-Tiden.

Det er den længste Marschtur, jeg har været med paa, og da vi var kommen ca. 60 km, maatte jeg opgive, og da var der allerede mange falden af. Jeg faldt midt inde i Kolonnen og kunde ikke rejse mig igen.

Saa blev jeg slæbt ud til Kanten af Vejen, hvor jeg laa et Par Timer. Da var en Del af de, der var faldet af, samlet, og under en Officers Førelse maatte vi saa videre og naaede Regimentet, der havde slaaet Lejr, ved 4-Tiden om Morgenen. Da havde vi tilbagelagt ca. 80 km, siden vi marscherede fra Balla-Albert.

Her, hvor der var samlet flere Regimenter af alle Vaabenarter, laa vi til den 7. Marts og ventede paa, at vi skulde i Ilden igen. Vi havde ellers glædet os til at komme hjem, men det havde vi allerede opgivet. Saa fik vi pludselig at vide, at Vaabenstilstanden var forlænget i 4 Uger, og vi maatte marschere samme Vej tilbage til Balla-Albert igen. Den Tur var ikke saa slem, da den blev taget lidt mere med Ro, skønt den kunde være slem nok, da jeg næsten ingen Hud havde under Fødderne fra den sidste Tur.

I Balla-Albert blev vi kaldt sammen og fik Besked om, at vi skulde blive der en 8 Dages Tid og desinficeres for Utøj, hvorefter vi skulde til Vestfronten.

Vi blev instrueret om Kampmaaden paa Vestfronten, da det kun var faa af det Regiment, der havde været der før. I de 8 Dage blev vi saa nogenlunde renset for Utøj, og vi fik os barberet og klippet, saa vi kom til at ligne nogenlunde pæne Soldater, før vi skulde af Sted igen.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

6. marts 1918. ”Jawohl, Herr Leutnant!” A.P. Andersen får en skideballe

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten.

(… fortsat)

Som jeg lige har fortalt, skulde vi være Stabsballon, og af den Grund skulde vi forsyne os med en Masse lette Telefonstænger, som kunde sættes op under Fremmarchen. Vi skulde jo opretholde Forbindelsen bagud.

Jeg fik en Dag Ordre til sammen med en af vore Lastbilchauffører at tage til en stor Pionerpark Syd for Fresnoy le Grand for at hjemføre et svingende Læs af disse Stænger. Da vi, forsynet med en Rekvirerseddel, kom derhen, kasserede jeg alt, hvad der blev forevist os, som uegnet til Formålet.

Til sidst kom Pionerparkens Major og sagde, at de intet andet havde end disse tykke Granstammer 6-8 m lange, lige afkvistede og med en Tykkelse af 12-18 cm i Rodenden. Disse Bomme, som var velegnede til Stillads-Rejsebomme ved et 3-Etagers Hus, men ikke Spor anvendelige under en Fremmarch, hvor alt skulde gå hurtigt og let, kasserede jeg.

Ja, det måtte jeg selv om! — sagde han.

„Det går ikke an,“ — sagde Chaufføren, — „det går ikke an at komme tilbage med tom Vogn, om så Stammerne er nok så ubrugelige.”

„Vær bare rolig,” sagde jeg til ham. — „Hvem har Kommandoen her, du eller jeg? Der er noget, der hedder at handle efter Konduite, og tror du, jeg vil stå her i seks Timer sammen med dig for at læsse denne Vogn med alt det friske Tømmer? Til sidst vil vi være så oversmurt med Harpiks, at vi slet ikke kan slippe Træet. Nej, jeg tager Ansvaret! Nu tager vi ind til Fresnoy le Grand og henter de Telefon-Batterier, vi skal have derinde, og så besøger vi Soldaterhjemmet, og bagefter går vi i Biografen og ser Asta Nielsen!”

Min Ulyst til at bestille alt for meget som tvungen tysk Soldat kan bl. a. henføres til min Dagbog, i hvilken jeg for Eksempel den 9. Januar 1917 i Nantillois for an Verdun skrev — en Dag, da jeg var godt gal i Hovedet på hele den tossede Krig og specielt på de tyske Officerer: „Derfor vil jeg også se at trykke mig og lave så lidt som muligt. Det skal være sådan, at jeg får Samvittighedsnag, hver Gang jeg har bestilt lidt for meget. — Hvis det var gamle Danmark, ja — så var det en helt anden Sag!”

Som sagt, så gjort.

Ved 6-Tiden vendte vi tilbage til Sequehart, og jeg gik op på Skriverstuen for at aflægge Rapport. Et Kvarter forinden var Lt. Küster lige kommet derop fra et Møde i en eller anden Stab, hvor man havde drøftet Offensiven, og hvor der var blevet pålagt Officererne at sørge for en skrap Disciplin og ikke tåle nogen Slingren i Geledderne. Han havde lige givet Skriverstuens Personale den første Omgang. Og så kom jeg.

Jeg skal love for, at jeg fik læst og påskrevet. Ordre var Ordre, og Ordren skulde udføres, om den var nok så idiotisk, set med mine Øjne. Men han havde lagt Mærke til mig. Jeg var en rigtig Stivnakke! Først det med Brevene og nu denne Ordre, som jeg ikke havde udført. Han skulde nok holde Øje med mig. Tredie Gang skulde jeg ikke slippe så nemt. Og så oplevede jeg det Øjeblik, som er så skønt og uforglemmeligt i en lille Soldats Liv.

Da jeg blev ved med at glo på ham med intetsigende Øjne og bare en Gang imellem sagde: „Jawohl, Hr. Leutnant,“ forløb han sig og råbte:

„Ja, Sie sagen: Jawohl! Jawohl, Hr. Leutnant, aber man sieht es Ihnen an, Sie denken, Sie konnen mich im A. l.!“

Jeg beherskede min Lyst til ikke at sige: „Jawohl, Hr. Leutnant, “ — men tav …

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

Ikke kategoriseret

6. marts 1918. Om bord på Hindenburg: Landsætning i Finland

Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

Næste Morgen blev de lettere Skibe, som ikke kunde forcere Isen,  hjulpet ud af denne og sendt hjem.

De øvrige Skibe lettede Anker, og vi gik med »Hindenburg« foran for  at bryde en Rende, efterfulgt af Linieskibene »Rheinland« og »Westfalen«, som med deres svære 30,5 cm Kanoner skulde dække os mod eventuelle Angreb. Bag dem kom den øvrige Del af Flaaden.

Kursen sattes mod Eckerö paa Aalandsøerne. Vi sejlede gennem  svær Is, indtil vi hen paa Eftermiddagen ankom ud for Eckerö.

Minelodserne gik os i Møde til Fods. De vandrede en 4-5 Kilometer  ud over Isen og kom om Bord hos os, Ligeledes kom tre svenske  Marineofficerer ud til os — ligeledes over Isen. Jeg husker, at den  ene af dem, som maaske ikke var helt stiv i at tale Tysk, sagde: »Ich  bin von meiner Admiral gesendet«. De kom om Bord hos os.

Svenskerne var paa dette Tidspunkt meget interesseret i Aalandsøerne.

Inde i Bugten paa Eckerö (der var ikke nogen Havn) laa der to svenske Krigsskibe. Det var fra dem, de tre Officerer var kommet. Det var Krydserne »Oscar II.« og »Svea« samt den finske Isbryder »Zanipo«.

Uden for Indsejlingen til Bugten laa et russisk Minefelt, som vi  skulde igennem og ogsaa kom, uden at der skete noget. Nogle faa Kilometer fra Land var der et isfrit Omraade paa et Par  Kvadratkilometer. I denne Vaage fandt vort Skib et Par Dage senere sin Grav!

Fra Vaagen og ind imod Land var der igen fast Is. Vi kom ind i Bugten henimod Aften. Med vor Isbryder lavede vi smaa Havne i Isen. Her  kunde de store Skibe gaa ind, og man begyndte øjeblikkelig at sætte Infanteri, Kanoner og Lastbiler ud paa Isen. De fortsatte ind mod Land. Der faldt ikke et Skud, og det var vi glade for, for selv om vi havde de store Kanoner fra Linieskibene til Dækning, vilde det alligevel ikke have været vanskeligt at sænke en Del af Skibene, som de laa her i Isen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Ikke kategoriseret

5. marts 1918. Skriv på tysk! A.P. Andersen i opgør med løjtnant Bäumer

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på vestfronten. Han skulle forrette signaltjeneste som telefonist.

(… fortsat)

Det varede ikke mange Dage, før jeg igen efter et Års Forløb kom på Kant med de høje Herrer. Som det måske vil erindres, var jeg Telefonist og Korttegner ved vor „Zug“ og havde det som sådan relativt godt. Men har man haft det godt i længere Tid, er det menneskeligt at tro, at man kan tillade sig mere end andre.

Det begyndte med, at der blev indført Brevcensur. Vor Lt. Bäumer skulde være Censor. Jeg skrev som sædvanlig en hel Del Breve hjem og naturligvis på Dansk. Så kom Bäumer og foreholdt mig, om jeg ikke for en Gangs Skyld i de kommende 2-3 Uger kunde skrive hjem på Tysk, for han kunde ikke læse mine Breve.

„Nej,“ sagde jeg, — „det kan jeg ikke, for hvis jeg skriver hjem på Tysk, kan mine Forældre ikke læse det; og forøvrigt har vi dansktalende Nordslesvigere „Ret“ til at skrive hjem på Dansk; og kan De ikke læse det, gives der sikkert en anden Censurmyndighed, som kan gøre det!“

Nå — han mente, at jeg nu alligevel skulde give efter, og så gav han mig mine Breve tilbage. Men da der også lå et Inf. Reg. med en hel Del Polakker i samme By, gav jeg en Kammerat Brevene til Viderebesørgelse gennem deres Postvæsen, og der var Censuren ikke så striks.

Da der var gået et Par Dage, spurgte Bäumer, hvorfor jeg ikke skrev hjem.

„Nej,“ sagde jeg, — „det har ingen Interesse at skrive hjem på Tysk !”

Så revnede Ballonen, som man siger, og jeg fik en Straffeprædiken både af ham og Lt. Küster. De sagde, jeg skulde bare ikke bilde mig noget ind, fordi jeg var Telefonist; det var der også andre, der kunde blive.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

Nyheder

Foredrag i Silkeborg den 13. marts: Frontliv, faneflugt og fangelejr

Skriv en kommentar

Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag i Silkeborg i medborgerhuset på Bindslevs plads nr. 5 kl. 19:00. Alle er velkomne.

Foredragets titel er “Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.”

Det både alvorlige og morsomme foredrag indeholder bl.a. lydklip med sønderjyske krigsveteraner, der fortæller om deres oplevelser.

Efter foredraget holder Grænseforeningen generalforsamling, men man behøver ikke være medlem for at være tilhører til foredraget, som kom bare!

 

Krigens forløb

4. marts 1918. Ved iskanten i Østersøen

1 kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

Næste Morgen passerede vi den svenske Ø Øland, og hen imod Aften naaede vi Isgrænsen, et Stykke Nord for Godska-Sandøen. Flaaden standsede, og der blev fra et af Skibene sendt en  Flyvemaskine til Vejrs for at rekognoscere.

Meldingen maa nok ikke have været tilfredsstillende. Hele Flaaden fortsatte et Stykke ind i Isen, indtil vi naaede et Skær, hvorpaa der  stod et slukket Fyrtaarn. Her kastede vi Anker.

Vi med »Hindenburg« fik Ordre til at gaa ti Mil ind i Isen for at finde aabent Vand. Vi krydsede det meste af Natten rundt i Isen uden at finde aabent Vand og vendte derefter sent paa Natten tilbage til Flaaden og kastede Anker.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Krigens forløb

3. marts 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den tyske offensiv “Operation Faustschlag” på Østfronten, som blev iværksat for at lægge pres på de nølende bolsjevikkiske forhandlere. Tyskerne rykker frem uden at møde megen modstand. Det tvinger russerne tilbage til forhandlingsbordet, og de må acceptere store landafståelser. Også grænsen mellem Det osmanniske Rige og Rusland i Kaukasus blev diskuteret. På Vestfronten deltager en amerikansk observatør i et fransk trench raid – og får Croix de Guerre for sin dåd. Amerikaneren var den senere så kendte Douglas MacArthur. Af særlig interesse for sønderjyske læsere er også, at princippet om folkenes selvbestemmelsesret, sådan som det var udtrykt i præsident Wilsons 14 punkter, blev diskuteret i Tyskland og Østrig-Ungarn. I mellemtiden bygger tyskerne op til den kommende offensiv i vest. Tyskerne vil have et overtag på 191 divisioner mod vestmagternes 178. Det ville være første gang siden 1914, at tyskerne ville være i overtal på Vestfronten. Tropperne blev desuden trænet intensivt i Hutiers stormtropstaktikker og Bruchmüllers artilleritaktik. Men selvom tropperne var veludhvilede og veltrænede, så lod mobiliteten en del tilbage at ønske. Men det var Tysklands sidste chance for at vinde krigen.

Søkrig

3. marts 1918. Om bord på Hindenburg: “Vi var nu en flåde på omkring 30 skibe.”

Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

Næste Dag fik vi et Hold russiske Krigsfanger om Bord. De skulde tage vore Bunkerkul over. Vor Kommandant sagde, at vi ikke skulde snavse os til paa Kullene, men vi kunde jo tage en Lampe i Haanden  og pudse den lidt, saa de høje Herrer paa de store Skibe kunde se, at vi ogsaa bestilte noget.

Da vi havde faaet Kullene om Bord, gik vi ud af Havnen og op til  Halvøen Hela, hvor vi ankrede op sammen med nogle andre Skibe.

Der skulde vi vente, til de store Skibe i Neufahrwasser var færdige med at laste.

Dagen efter, en Søndag, ankom Flaaden. Vi lettede Anker, og der styredes nordpaa i Kølvandslinie.

I Østersøen sluttede en Flotille Torpedobaade og Fiskedampere sig til os. Vi var nu en Flaade paa omkring 30 Skibe.

Kommandoen havde Admiral Meurer, den Admiral, der ved Krigens Slutning maatte aflevere den tyske Flaade til Englænderne i  Scapa-Flow paa Orkney Øerne.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Søkrig

2. marts 1918. Om bord på Hindenburg: “Det trak op til en større historie.”

Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

(… fortsat)

Da det blev Dag, kunde vi se, at Flaadeafdelingen bestod af følgende Skibe: Værkstedsskibet »Norder« fra det kejserlige Værft i Kiel, Isbryderen »Nr. 4« fra Hamborg. Desuden Blokadebryderne »Steigerwald« fra Nordtysk Lloyd i Bremen samt »Gifforn« og »Franken«. De to sidstnævnte var engelske Dampere, som Tyskerne havde kapret og bevæbnet.

Vi om Bord i »Hindenburg« havde ingen Vaaben. Ikke engang et Gevær.

Kursen gik nu mod Neufahrwasser ved Weichselfloden, hvortil vi ankom hen paa Eftermiddagen. Der skulde vi tage Bunkerkul. I Neufahrwasser var hele Kajpladsen optaget af en Del store Skibe, Linieskibene »Rheinland« og »Westfalen«, desuden  Transportskibene Nr. 5- 7- 8 og 9.

Disse Skibe, alle store, havde ikke noget Navn, men et stort, hvidtmalet Nummer paa Siden. De lastede alle Krigsmateriel, Kanoner, Lastbiler, Heste, Hø og Halm og havde desuden store Infanteristyrker om Bord.

Om Bord i Linieskibene var der ligeledes en Masse Landtropper  samt nogle enkelte Civilpersoner med Pelshuer. Disse Herrer tiltrak sig vor Opmærksomhed, og vi kom til det Resultat, at vort  Forehavende nok havde noget med Finnerne eller Russerne at gøre.

Vore Formodninger viste sig jo senere at holde Stik …

Vi vidste stadig ingenting, men vi kunde jo nok se, at det efterhaanden trak op til en større Historie.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Krigens forløb

2. marts 1918. Flyverangreb: “En dag talte jeg 72 døde heste på stribe”

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

I begyndelsen af marts gik turen tilbage til Frankrig , og vi fik atter vor sag for. Den sidste og afgørende fase af krigen begyndte.

Jeg tror ikke, at tropperne var kede af denne offensiv. Den almindelige mening var, at dette var “begyndelsen til enden”. Hvordan afslutningen ville forme sig, var man ligeglad med, når blot krigen ville holde op.

Denne gang kom vi længere mod nord. Cambrai, Arras og Lille er de større byer, jeg husker navnene på. Vi var snart her, snart dér og førte en omflakkende tilværelse ligesom i Galicien blot med den forskel, at her marcherede vi ikke, men blev fragtet med jernbane. Vi var sikkert en såkaldt “flyvende division”. Der sker for øvrigt mange mærkelige ting under en sådan offensiv. Engang lå vi en halv dag ved en stor læsse- eller losserampe. Vi blev læsset i toget, kørte knap en halv time, blev losset ud igen, og gik så den samme vej tilbage. Det har nok været for at narre fjenden. Det var velkendt, at det franske spionagenet var intakt.

Flyveraktiviteten, der i 1917 ikke havde været overvældende, tog til i en helt uhyggelig grad. MG-afdelingerne fik her en ny opgave, der til tider kunne være meget ubehagelig. Der blev altid et maskingevær tilbage for at dække bagagen, da de fjendtlige flyvere især søgte deres mål bag fronten.

En dag mistede v i under et luftangreb halvdelen af vore heste og en del af vognene. Det gik også ud over mandskabet. Før var man i nogenlunde sikkerhed, når man opholdt sig ved bagagen. Sådan var det ikke mere. Når fjendtlige flyvemaskiner nærmede sig, gjaldt det om at komme i skjul. Det gik endda for mandskabet, men køretøjerne — tit var det lange kolonner – var ikke så nemme at få væk. En dag talte jeg 72 døde heste på stribe. Det var ikke noget kønt syn.

Tyskerne havde også fået flere maskiner, og vi kunne tydeligt mærke, når vi havde en stærk jagereskadrille bag os, som kunne holde de fjendtlige flyvere i skak. Men Amerikas indsats af materiel gjorde efterhånden tyskerne underlegne også på dette område.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

1. marts 1918. A.P. Andersen på signaltjeneste i den tyske offensiv

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på vestfronten. Han skulle forrette signaltjeneste som telefonist – dvs. den, der tog imod meldinger fra ballonobservatøren

Den 1. Marts 1918 flyttede vi fra St. Marceau i Etapen pr. Jernbane til Picardiet. Dagen efter ankom vi til vort nye Kvarter, en lille Landsby, Sequehart, et Par Mil Nord for St. Quentin. Vi kom til at bo i Landsbykirken.

Byen og Omegnen blev fra Dag til Dag mere og mere befolket med Soldater i Massevis af alle Våbenarter, og der ymtedes om, at der snart fra denne Egn skulde iværksættes en mægtig Offensiv, der skulde løbe Engelskmændene over Ende.

Det viste sig også senere at slå til, idet den såkaldte „Kaiseroffensiv”, et af de største tyske Forehavender i den første Verdenskrig, startedes herfra den 21. Marts.

— Når man sammenholder Offensivens Omfang med dens Intensitet, må den uden Forbehold betragtes som Verdenshistoriens største Slag. Fra Floden Sensee til Oise over en Front på 65 km Længde satte Tyskerne efterhånden 37 Fodfolksdivisioner ind, støttet af 6000 Kanoner. Endnu 30 Divisioner blev holdt i Reserve bagved.

På den samme Front blev den britiske Kamplinie holdt af 17 Divisioner og 2500 Kanoner med 5 Divisioner i Reserve.

I alt havde Tyskerne samlet og sat i Bevægelse over 750.000 Mand imod 300.000 Englændere. I de to 16 km brede Afsnit, der lå Nord og Syd for det Knæk på Fronten, hvor 9. britiske Division stod, var Tætheden af Fjendens Tropper nået op på een Storm division for hver 1000 m Front, og Styrkeforholdet var 4 til 1.

Det var også Tyskernes sidste Chance for at vinde Verdenskrigen, og da Ludendorff havde fået Fred med Russerne i Brest-Litowsk i Efteråret 1917, havde han samlet så mange Tropper som muligt for at træffe en Afgørelse her og skille Englænderne fra Franskmændene.

Mindre Kontingenter var afsat til Offensiv i Belgien ved Lys og længere sydpå mod Soissons.

I denne Heksekedel blev altså vi sat ind med vor Ballonzug 33. Vi blev tildelt General von Hutier’s 18. Arme, og da det blev bestemt, at vi også skulde fungere som direkte Efterretnings-Ballon for 18. Armes Stab, blev vi forstærket på den Måde, at en anden Ballon-Zug blev slået sammen med vor. Vi blev derved særligt mobile.

Vor egen Lt. Küster blev gjort til Chef for den forstærkede Ballon-Zug, som nu talte godt 250 Mand.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

Søkrig

1. marts 1918. Om bord på isbryderen “Hindenburg”

Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin.

Omkring Klokken otte blev vi purret ud og kaldt op paa Dækket. Chefen sagde til os, at vi vel nok kunde se, at det ikke var noget stort  Skib, vi var kommet om Bord i, derfor skulde det militære falde bort, men vi kunde dog godt sige god Morgen til ham, naar vi kom paa Dækket. — Og, fortsatte han, saa spiser vi allesammen af samme Gryde!

Det med at spise af samme Gryde, havde vi hørt om før, men det viste sig altid, at Befalingsmændene fik bedre Forplejning end de menige. Det blev ikke Tilfældet her! Vi kunde senere ved Selvsyn overbevise os om, at der her ikke blev gjort nogen Forskel.

Endvidere blev vi spurgt om, hvad vi vilde have af Uldtæpper,  Vagtkapper, Filtstøvler og Tobak. Naa, vi var jo nok klare over, at vi ikke skulde sejle paa Varmen med en Isbryder. Vi fik ellers ikke noget at vide om, hvor Rejsen skulde gaa hen. Maaske har vor Kommandant heller ikke vidst det paa det Tidspunkt.

Vi krævede mange forskellige Ting og fik dem ogsaa, deriblandt ogsaa Tobak! Hvor Manden har kunnet skaffe det fra, ved jeg ikke. Paa den Tid havde man i Tyskland for længst begyndt at ryge  Kirsebærblade og andet Stads, som kunde kaste en blaa Røgsky fra  sig . . . Vi fik god Tobak i Pundevis.

Imidlertid var der kommet et Par Brød og lidt Kaffe om Bord, saa vi kunde faa den med Længsel ventede Frokost. Den bestod af lidt Kaffe og noget tørt Brød, men vi blev da mætte.

Efter Frokosten tog vi Proviant om Bord. Skønt Civilbefolkningen paa det Tidspunkt næsten ikke havde det daglige Brød, var der hos os ikke Mangel paa noget som helst, hvad Levnedsmidler angik. Vi glædede os til en god Middagsmad. Det havde vi ikke faaet i lang Tid.

Da vi hen paa Eftermiddagen var færdig med at tage Proviant og andet Skibstilbehør om Bord, kastede vi Fortøjningerne og forlod Havnen med Kurs mod Sassnitz paa Rügen. Efter nogle faa Timers Sejlads ankom vi dertil.

Vi var næppe kommet ind i Havnen, havde ikke engang faaet Skibet rigtigt fortøjet, da der kom en lille, let Baad med nogle høje Officerer op langs Skibssiden. De gav Ordre til, at vi øjeblikkelig skulde forlade Havnen og paa et nærmere angivet Sted i Østersøen møde en Flaadeafdeling. Denne traf vi midt om Natten.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

Krigens forløb

28. februar 1918. Med isbryderen “Hindenburg” på Østersøen

Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. Besætningen rejste med tog via Hamborg.

(… fortsat)

Ved Daggry blev vi vækket, fik en Kop sort Roekaffe og et Stykke tørt Brød.

Vi kom saa igen i Toget og fortsatte Rejsen mod Byen Güstrow i Mecklenborg, hvor vi fik et længere Ophold. Da Tiden faldt os lang, bad vi om Lov til at gaa ud og se paa Byen. Vi fik Tilladelsen, mod at vi lovede at være rettidigt tilbage.

Hen paa Eftermiddagen gik Rejsen videre til Stettin, hvor vi ankom ved Mørkets Frembrud.

Paa Banegaarden var mødt en Del høje Marineofficerer for at tage imod os. Vi fik Ordre til stråles at gaa om Bord i Isbryderen »Hindenburg« af Stettin. Den laa i Havnen med Dampen oppe, og skulde hurtigst muligt forlade Havnen.

Vi maatte saa i en Fart faa Køjesækkene om Bord og komme i noget gammelt Tøj. Fortøjningerne blev kastet los, og Kursen blev sat mod Swinemünde. Der var gode Logiforhold om Bord, og Lukafet var dejlig varmt, men der var hverken Proviant eller Køjeklæder. Det skulle vi faa, naar vi kom til Swinemünde.

Jeg fik Rortørn med det samme og fik samtidig Ordre til, naar jeg blev afløst ved Roret, at blive paa Broen som Udkig. Saa kom Chefen. Han spurgte, om jeg havde et Ur. Det havde jeg. Han sagde derpaa, at jeg kunde gaa ned i Lukafet og blive varmet op, men jeg skulde selv komme frem, naar jeg igen skulde afløse ved Roret, for der var Folk nok heroppe til at holde Udkig.

Undervejs ned gennem Stettiner-Haff sejlede vi gennem en hel Del Is, og dette foranledigede et saa frygteligt Spektakel i Lukafet, at man næsten ikke kunde tale sammen.

Vi ankom til Swinemünde ud paa Natten, korrigerede Kompasset og gik til Kaj.

Vi maatte gaa til Køjs paa de bare Brædder med Køjesækken som Hovedpude. Det var jo et temmelig haardt Leje, men da der var godt varmt i Lukafet, var det hele ikke saa slemt. Man var jo ikke forvænt med Bekvemmelighederne.

Sulten begyndte ogsaa at melde sig. Vi havde jo ikke faaet noget at spise fra om Middagen og havde ikke Udsigt til at faa noget før  næste Dag.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

Krigens forløb

28. februar 1918. Kompagnibedstefar gør klar til forårsoffensiven

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I begyndelsen af året 1918 havde han en tjans på et depot, men kunne ikke finde sig til rette pga. de andres ukristelige adfærd.

Vi flakkede rundt fra Sted til Sted, og i Februar Maaned blev vi atter sendt til Frankrig; dér var Foraarsoffensiven lige for Haanden. Gang efter Gang var der Orlovsspærring, saa var der Postspærring, og vi levede i den tykkeste Uvidenhed om, hvad der foregik rundt om os udover det, vi selv kunde overse.

En Del af Kammeraterne fra Kompagniet søgte ved Lejlighed til mig paa Besøg, og det var en meget stor Opmuntring.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

27. februar 1918. Mariner i Kiel

Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen.

Jeg var naturligvis ligesom de fleste unge Mænd fra Rømø under første Verdenskrig indkaldt til Krigstjeneste og opholdt mig i  Slutningen af Februar 1918 ved I. Matros-Divisions 4. Kompagni i Kiel. Jeg havde Kvarter i et stort Forsamlingslokale ved Navn  »Pryne«.

Paa det Tidspunkt boede der en Mand fra Rømø i Kiel. Hans Kone vaskede for mig. Jeg var en Aften gaaet i Land, som man siger, for at hente noget Vasketøj og kom tilbage til mit Kvarter omkring Klokken otte om Aftenen. Jeg var næppe kommet ind i Salen, før  Kompagniordonnansen kom hen til mig og spurgte, hvor jeg i Grunden havde været, for han havde ledt længe efter mig. Jeg skulde rejse endnu samme Aften og være paa Banegaarden Klokken ni.

De andre, jeg skulde rejse sammen med, var allerede taget af Sted. Der var altsaa ikke megen Tid at spilde. Ordonnansen mente ikke, vi kunde naa Toget. Da vi ikke havde det videre godt her ved  Kompagniet, øjnede jeg her en Chance til at komme bort, og den skulde udnyttes! Jeg sagde derfor til ham, at han kunde gaa op paa Skrivestuen og faa Papirerne i Orden, saaskulde jeg nok selv gaa til  Bøssemageren og aflevere mine Vaaben. Dette ordnedes ret hurtigt.  Mit Tøj proppede jeg ned i Køjesækken, som det bedsf kunde lade sig gøre, og af Sted gik det i Ilmarch til Banegaarden, som vi naaede nogle Minutter før Togets Afgang.

De øvrige sytten Mand, som jeg skulde rejse sammen med under Kommando af en aktiv Dæksofficer, Overstyrmand Rønnow, var for længst ankommet. Ordonnansen meldte, at han kom med den manglende Mand. Rejseholdet var nu fuldtalligt, og vi blev beordret i Toget.

Vi blev ret hurtigt klar over, at vor Chef var en flink Mand. De aktive tyske Befalingsmænd kunde ellers være krasse nok …

Første Del af Rejsen gik til Hamborg, hvor vi ankom ved Midnatstid. Vi blev indlogeret hos »Røde Kors« paa Hamborgs Hovedbanegaard.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

Nyheder

Foredrag i Horsens 1. marts: “Frontliv, faneflugt og fangelejr.”

Skriv en kommentar

Torsdag den 1. marts kl. 19:00 holder museumsinspektør René Rasmussen foredrag på Horsens Bibliotek (foredragssalen), Tobaksgården i Horsens. Arrangør er Horsens Kulturhistoriske Forening.

Foredraget emne er:

“Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918” med et udblik til Genforeningen i 1920.

Ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 var Sønderjylland en provins i Det tyske Kejserrige. Derfor blev mænd fra hele landsdelen indkaldt til tysk krigstjeneste. I alt ca. 35.000 sønderjyske mænd deltog som soldater i Den store Krig. Ca. 6.000 faldt, ca. 2.500 deserterede, og ca. 4.000 blev taget til fange.

I foredraget vil René Rasmussen fortælle om krigsudbruddet og soldatertilværelsen i skyttegravene, om deserteringer og flugten over den danske grænse – og om de særlige krigsfangelejre, som de allierede indrettede til de dansksindede sønderjyder.

Det tyske nederlag i krigen gav mulighed for, at sønderjyderne kunne stemme sig hjem til Danmark. Men hvor skulle den kommende grænse gå? Det blev ét af de mest omdiskuterede spørgsmål i Danmarks historie.

Entré: 25,- kr. Gratis adgang for medlemmer af Horsens Kulturhistoriske Forening.

Det vil være muligt at købe et lille udvalg af foredragsholderens bøger til en særligt favorabel pris.

 

Krigens forløb

24. februar 1918. K. Tastesen atter på lazaret

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien.

Nu var Tyskerne Herre der og kunde beherske en Jernbane, der gik fra Romdiku-Saratu til Foksahani. Imidlertid blev vi afløst og kom tilbage til Skyttegravene igen 4 km fra Stroani paa et Sted, der hed Panchju. Der laa vi lige til den 22. December. Da blev vi afløst og marscherede derfra gennem en Skov, hvor der havde været Fangelejr. Der var vi første og anden Juledag, men det var jo ingen særlig højtidelig Fest i en saadan Militærlejr.

Saa marscherede vi videre til Foksahani og kom derfra med Toget til Romdiku-Saratu, hvorefter vi marscherede ca. 70 km til en By, der hed Balla- Albert. Der laa Regimentet i 7—8 Uger og havde det meget strengt med Ekscersits. Da jeg havde været der i 4 Uger, blev jeg syg af Bajonetstikket i Brystet, som der var gaaet Betændelse i, og den 31. Januar 1918 kom jeg paa Lazaret i Bukarest. Der laa jeg saa til den 24. Februar, og da jeg kom tilbage til Regimentet, var der bleven Vaabenstilstand med Rumænien. Et Par Dage efter var Fristen udløben, og da Betingelserne ikke var opfyldte, begyndte Kampen paany.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

22. februar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det derfor navnlig om den tyske offensiv “Operation Faustschlag” på Østfronten, som blev iværksat for at lægge pres på de nølende bolsjevikkiske forhandlere. Tyskerne rykker over 200 kilometer frem over en bred front, uden at møde ret megen modstand. Samtidig strammer tyskerne de i forvejen meget hårde fredsbetingelser. Også i Kaukasus må russiske og armenske styrke vige for en tyrkisk fremrykning.

På Vestfronten skrider planlægningen af den store tyske forårsoffensiv “Operation Michael” frem. Briterne får efter måneders interne stridigheder ny generalstabschef: Sir Henry Wilson. I Palæstina indtager britiske tropper Jericho. Tyske tropper støtter den finske kamp for selvstændighed under general Mannerheim.

Ikke kategoriseret

Den sorte Dag ved Moulin kan nu bestilles igen

Skriv en kommentar

“Den sorte Dag ved Moulin” kan nu bestilles igen!

Der er netop kommet i et nyt oplag fra trykkeren.

“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne.”

“Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det.”

“Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen”

“Kan også bruges af slægtsforskere”

“Køb anbefales” 🙂

(fra lektørudtalelsen)

Køb den i boghandlen eller direkte hos forlaget!

https://www.hssdj.dk/butik/boeger/den-sorte-dag-ved-moulin

Nyheder

Bogen om Toftlund under Første Verdenskrig flot anmeldt i Grænsen

Skriv en kommentar

Én af Danmarks førende eksperter i Første Verdenskrigs historie, Nils Arne Sørensen fra Syddansk Universitet, har i Grænseforeningens tidsskrift “Grænsen” s. 6-7 anmeldt bogen “Fra Vestergade til Vestfronten. Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Anmelderen skriver bl.a.: “En stor bog i fornemt udstyr med talrige billeder, men også masseraf velskrevet tekst. De tre forfattere kan være stolte af resultatet afderes arbejde. At læseren er i vidende hænder, er der heller ingentvivl om: Her er tale om grundigt arbejde, hvor der er gravet dybt iaviser, biblioteker og (endda private) arkiver.Som helhed er bogen et flot eksempel på, hvor detaljeret et indblik i den menneskelige tilværelse for hundrede år siden det er muligt at grave frem, selv når man er langt fra magtens centre.”

Bogen er på 476 meget velillustrerede sider i stort format. Første oplag på 600 eksemplarer blev revet væk. Derfor er den lige kommet i et nyt og revideret oplag. Den kan købes hos Toftlund Lokalhistoriske Forening og Arkiv for 250,- kr. + forsendelse.

Vi vil gerne her fra hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk ønske Toftlund Lokalhistoriske Forening tillykke med det flotte resultat.

Vi vil samtidig gerne opfordre andre Lokalhistoriske Foreninger til at tage udfordringen op. Der ligger mange gode og spændende historier derude og venter på at blive skrevet.

/RR

Krigens forløb

17. februar 1918. Regiment 86 i stilling på Vestfronten

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 havde regimentet logget i hvilestilling i Elsass/Alsace og var blevet trænet til den kommende forårsoffensiv. I februar kom regimentet til fronten.

Den gammelkendte, uskønne, fladbakkede egn, og så, som det snart viste sig, stillingskrig. Det var først og fremmest skuffende. Var det derfor, man i et kvart år havde øvet angrebskrig?

Regimentet afløste Reserve-Infanteri-Regiment 227 fra 117. division af gruppe Busigny. Den nye stilling lå foran landsbyen Villers-Guislain, ca. 4 km syd for vor gamle Vacquerie-stilling fra sidste år.

Desværre var det ikke den dejlige Siegfried-linje, men derimod en gammel engelsk stilling, som var blevet indtaget i december sidste år ved et modangreb i Cambrai-slaget. Da det her var kampområde, lå regimentet igen dybt echelonneret.

Den 16. februar besatte I bataljon fronten, II bataljon beredskabet, mens III bataljon indtog hvilekvarter i Walincourt.

Kampbataljonen sikrede sig ved en spredt skyttekæde, der støttede
sig til feltvagter, hovedmodstandslinjen lå foran Villers-Guislain.

Stillingens tilstand var ikke god. Tilmudrede grave, få og dårlige dækningsrum, næsten ingen pigtrådsspærring. Forbindelsesgrave manglede helt, så færdsel bagud om dagen var umulig. Det tidlige forår var her endnu råt og ugæstfrit, helt anderledes end i Elsass. Kolde og våde fødder var igen dagens orden.

Mere tilfredsstillende var synet af talrige fjendtlige tanks, foran og mellem stillingerne, som var blevet tilbage efter Cambrai-slaget og nu stod på åbent terræn og rustede op.

(fortsættes under billedet)

“Hvor døden rasede.” I Baggrunden Bourlon Byen og dens nermeste Omegn ligg[er] [–] 40. ødelagte Tanks
Artilleriilden var tålelig. Natlige flyverbomber på Villers-Guislain forstyrrede ofte den sparsomme nattero. Fjendens  patruljevirksomhed var svag. Han havde åbenbart ikke meget at byde på, som man siger i Slesvig-Holsten.

Også vi holdt os mere tilbage end ellers, fordi ingen fanger måtte falde i fjendens hænder.

Denne noget glædesløse tid med usikkerhed varede dog kun 10 dage. Så besatte Reserve-Infanteri-Regiment 227 igen sin gamle stilling. 86’erne gik i hvilekvarter ved Le Cateau, I bataljon i Troisville, Stab, II og III bataljon i Inchy-Beaumont. I denne 10 dage lange indsats havde regimentet ingen døde og kun 11 sårede.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Ikke kategoriseret, Krigens forløb

15. februar 1918. Fra Als til Rusland med post fra Feodor

Skriv en kommentar

En anonym sønderjyde fortæller

Hen på sommeren 1917 blev vort regiment flyttet længere sydpå og lå nu syd for chausseen Novo-Alexandrowsk-Dvinsk med byerne Plinka og Labina bag os, Kalnischki med godset Ellern på russisk side.

Herfra rejste jeg på orlov i oktober måned. Dagen før jeg skulle rejse tilbage, fik jeg besked om at afhente en pakke hos min faster og onkel, Hans Chr. Hansen, Nørrelykke. Det var jeg ikke længe om at efterkomme. Faster havde lavet en pakke med mange gode ting, men da jeg mødte onkel ude i alleen, syntes onkel alligevel, at det var for lidt til en sådan »kriger«. Jeg måtte med ned i frugthaven, hvor der i et bihus stod flæskesider på højkant, og her blev der skåret et godt stykke af.

Så fulgtes vi ad til vognporten, hvor en skjult låge gav adgang til andre gode ting. Da vi stod inde ved køkkenbordet, optaget af at pakke min proviant, sagde onkel, idet han pegede på en russisk krigsfange ude i gården: »Det burde jo være Feodor, der rejste østpå og ikke dig. Tal med ham om, hvor han er fra«.

– Det viste sig nu, at han var hjemmehørende lige ovre på den russiske side af vor stilling. Faderen havde en gård i forpagtning fra godset Ellern, og deres kirke var Kalnischki.

Jeg had nu om at få et brev med, som jeg så ville forsøge at overbringe hans pårørende, som han ikke havde haft forbindelse med siden tilfangetagelsen i 1915.

Da han ikke selv kunne skrive, blev brevet skrevet om aftenen i fangelejren i Holm kro.

Jeg spekulerede meget over, hvorledes jeg kunne få brevet afleveret. Betro det til en geværgranat eller en lille mine, turde jeg ikke, det var jo. ikke det samme som flyveblade, hvor det ikke betød så meget, om det halve gik tabt.

Først i februar lykkedes det at få brevet afleveret. Fronten var da lagt frem til Peipussøen, og da jernbanen bagud var genoprettet, anmodede jeg min kompagnifører, som jeg havde orienteret om mit ærinde, om at måtte rejse tilbage til Kalkuny, hvorfra jeg startede mod mit mål.

Fra den røde bro over Dvina fulgte jeg vejen sydpå og kom hen på eftermiddagen til godset Ellern. Godsejeren, der hed Rommel, afviste mig brysk og henviste mig til degnen, som boede i et lille hus ved kirken. Da jeg bankede på her og lukkede døren op, var degnen ikke sen til at komme ned fra ovnen.

Jeg trak mig tilbage til vindfanget foran huset, og da han kom frem, viste jeg ham brevet. Han bad mig vente lidt og fulgte så med mig over en mark i retning af floden. Jeg var lidt betænkelig, men da vi kom hen til skrænten, så jeg en ældre mand sidde på en sten ved bredden, og jeg forstod nu, at det var præsten.

Han læste nu brevet, men af hans gebærder kunne jeg forstå, at han var i vildrede. – Navnet Junevorich var tilsyneladende lige så almindeligt, som Hansen og Petersen hos os. Men efter at have oplyst ham om Feodors Søskende og om, hvilket regiment Feodor tilhørte, viste han mig den rette vej.

Da jeg kom til ejendommen, stod en ung, kraftig mand, iklædt militær drejlstøj i døren.

Jeg spurgte: »Er det Junevorich?«

Han pegede mod sit bryst: »Stanislaus Junevorich«.

Det var broderen, som på dette tidspunkt var gået fra sit regiment, artilleriet. Han kunne læse, og jeg blev modtaget på det bedste.

Om eftermiddagen besøgte vi en tolk, hvor vi havde lejlighed til at tale sammen. Det var det første livstegn fra Feodor siden 1915.

I en båd, som var gemt under høet, blev jeg roet over på den østlige bred, hvorfra jeg kun havde en milsvej til Dvinsk. Desværre var Feodor rejst til Fyn, da jeg igen kom hjem.

DSK-årbøger 1963

Nyheder

Spændende bog om Th. Hansen Hartung er kommet i nyt oplag

Skriv en kommentar

Forlaget Hartung udgav i 2016 Theodor Hansen Hartungs erindringer under titlen: “En sønderjydes liv på godt og ondt.”

Bogen blev hurtigt udsolgt, men nu er den kommet i et nyt oplag.

Det er Hartungs egne erindringer, der ligger til grund for bogudgivelsen. De er nedskrevet i begyndelsen af 1950’erne. Bogen er meget velillustreret med talrige fotos og kort.

Theodor Hansen Hartung (1894-1960) oplevede mere, end de fleste: Han deltog som soldat i Første Verdenskrig 1914-1918; han var i 1920 betjent i CIS (den internationale politistyrke) under afstemningskampen i Sønderjylland; han blev efter Genforeningen i 1920 politibetjent i det noget urolige Højer, hvor det tyske mindretal stod stærkt, hvor nazismen efter 1933 hurtigt radikaliserede mange og hvor Hartung snart fandt sig selv i åben konfrontation med både tyske og danske nazister; han måtte gå under jorden under besættelsen 1944-1945, vendte tilbage til Højer efter krigen, men blev forflyttet til Strib ved Middelfart, fordi hans personlige sikkerhed ikke kunne garanteres pga. forholdene i Højer den urolige efterkrigstid.

Det er alt sammen meget velfortalt med en personlig tone, der svinger mellem det nøgternt konstaterende og det personligt indignerede. Man mærker som læser tydeligt Hartungs stærke personlighed og faste holdninger.

Her på hjemmesiden skal vi dog først og fremmes fokusere på hans oplevelser i Første Verdenskrig, som fylder ca. 80 af bogens i alt 205 velillustrerede sider.

Hartung blev indkaldt i oktober 1913 for at aftjene sin værnepligt ved Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i Flensborg. Han tilhørte 4. kompagni (I. Bataljon). Hans krigserindringer begynder således med værnepligten – og de ydmygelser af rekrutterne, der fulgte med.

FR86 blev til straks i august 1914 sendt fronten og deltog i indmarchen i Belgien, kampene ved Tirlemont, Mons og endelig det store slag ved Marne, hvor den tyske hærs offensiv blev standset – eller, som Hartung skriver: “Her i Marne-slaget fik vi de klø, vi vistnok trængte til.” (s. 21). Nu var det tyskernes tur til at gå tilbage.

Hartung beskriver krigshandlingerne set fra den meniges synspunkt, hvor krigens rædsler veksler med den altid sultne soldats jagt på mad og drikke.

Begge de krigsførende parter gravede sig i efteråret 1914 ned.

Regimentet opholdt sig ved Ribecourt og Dreslingcourt, før de kort efter nytår 1915 kom til Moulin-sous-Touvent. Her blev FR86 som bekendt voldsomt decimeret et halvt år senere ved “Den sorte Dag ved Moulin” – men dette undgik Hartung, der lige omkring nytår blev udtaget sammen med 99 andre fra Bataljonen til at danne grundstammen i det nyoprettede Infanteri-Regiment Nr. 266.

Sammen med dette regiment kom han i stedet til Østfronten, hvor han deltog i de voldsomme kampe ved Augustowo. I marts 1915 blev han såret. Hans beskrivelser af kampene og forholdene på lazaretterne er ikke for sarte nerver.

Efter endt lazaretophold blev han sat til at uddanne rekrutter i Haderslev, men blev efter uoverensstemmelser med en overordnet sendt tilbage til fronten til sit gamle regiment, Füsilier-Regimenr Nr. 86, denne gang dog til 7. kompagni (II Bataljon). Regimentet lå da ved Somme-Py.

Hartung var med i det store slag ved Somme i juli 1916 og har nogle gode beskrivelser af både kammeratskab og de rystende oplevelser ved fronten. Han blev igen såret – formentlig i dagene lige omkring den 20. juli. (I det hele taget er fravær at præcise datoer fortællingens største svaghed).

Efter et fornyet lazaretophold kom han til rekreationskompagniet hos Reservebataljon Nr. 86 i Flensborg og senere blev han sendt på grænsebevogtning mod grænsen til Holland.

Efter nogen tid blev han atter erklæret “KV” (Kriegsverwendungsfähig – “anvendelig til krigsførelse”), og kom efter et par omveje til Reserve-Artillerie-Regiment Nr. 59 (RAR59). Her fik han en meget kort uddannelse i at skyde med 10,5 cm Haubitz. Han nåede at opleve Vestmagternes offensiver i 1918.

Han var efter eget ønske blevet artillerist, men det var ikke nødvendigvis noget godt bytte i forhold til infanteriet. For her i krigens slutfase var Vestmagterne blevet uhyggeligt dygtige til at sætte det tyske artilleri ud af spillet. Hartung oplevede endnu en gang at være helt tæt på døden, da en fuldtræffer dræbte alle mand og heste i hans stilling – med undtagelse af ham selv.

Men endelig var krigen forbi den 11. november 1918. Hartung giver udmærkede beskrivelse af de meniges jubel og af opgøret med særligt forhadte officerer.

Fra hans virke som betjent efter krigen har han noget meget interessante betragtninger om selvmordsraten blandt sønderjyske krigsdeltagere i 1920’erne.

Resten af bogen handler som nævnt om hans virke som politibetjent. Det er ret usædvanligt at finde erindringer af en CIS-betjent (han opholdt sig på Vadehavsøen Før under afstemningskampen).

Hartungs detaljerede beskrivelse af forholdene i Højer i 1920’erne, 1930’erne og under besættelsen har langt mere end bare lokalhistorisk interesse. De er naturligvis farvet af hans personlige anstrengte forhold til det tyske mindretal og af at være blevet skrevet i umiddelbar forlængelse af retsopgøret, som han finder alt for slapt. Hartung lægger ikke fingrene imellem og er ikke just forsonligt anlagt. Men han er et spændende bekendtskab, og forlaget Hartung skal have tak for at have gjort det muligt for en bredere kreds at lære ham nærmere at kende.

Bogen er på 203 sider og koster 200,- kr.

Den kan købes i boghandlen og på nedenstående adresser:

  • Museum mellem Slesvigs grænser, Rens
  • Sønderborg Slot, Sønderborg
  • Genforeningsmuseet, Christiansfeld
  • Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune

Eller den kan bestilles direkte hos forlaget på nedenstående adresse:

Forlaget Hartung
Strandbjerggårdsvej 10
4400 Kalundborg

e-mail: forlagethartung@yahoo.dk
eller telefon 50 92 66 45

Nyheder

Vortrag von René Rasmussen Donnerstag der 15. februar in Flensburg

Skriv en kommentar

Die Gesellschaft für Flensburger Stadtgeschichte lädt zum Vortrag ein am Donnerstag der 15. Februar um 19:00 Uhr im Europasaal im Flensburger Rathaus, Rathausplatz 1, Flensburg.

Der Historiker und Kurator im Schloss Sonderburg (Museum Sønderjylland) spricht über das Thema:

“Nordschleswiger und Flensburger im Ersten Weltkrieg 1914-1918.”

Alle sind willkommen!

 

 

 

Krigens forløb

11. februar 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 afgår til fronten

2 kommentarer

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Foråret kom her meget tidligt og gjorde en ende på den dejlige hviletid, den 9. februar indtraf ordren om afgang. Hvad der nu skulle være divisionens opgave, var temmelig klart: En styrke, som havde et kvartals hvile og uddannelse bag sig, kunne regne med den vanskeligste opgave, nemlig at føre det modangreb, som den øverste hærledelse havde planlagt for foråret.

Den 11. februar befandt bataljonerne sig på toget og kørte mod nord gennem det velsignede Elsass, der jo forekom dem helt og holdent tysk. Ved Schlettstadt hilste Hohkönigsburg herover, og ved Strassburg vidnede domkirken om tysk bygningskunst. Toget rullede videre gennem Lothringen. Mægtige højovnsanlæg forkyndte tysk flid og handlekraft. Fra Diedenhofen (Thionville) gik det over Sedan, Charleville til Caudry (mellem Cambrai og Le Cateau) og Betry, ikke langt derfra.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Krigens forløb

11. februar 1918. Tysk soldat i Belgien: “De gamle kvinder truede ad os.”

Skriv en kommentar

Christian Paulsen, Daler, blev indkaldt til IR84 i begyndelsen af 1918.

Den 11. februar måtte vi tage afsked med Slesvig og kom derfra til Beeverloo i Belgien. Her blev vi så videreuddannet.

Da vi kørte med toget gennem Belgien, var der et par steder nogle gamle kvinder, der stod og truede ad os, så vi kunne nok se, at vi ikke var særlig velkommen, hvad også var forståeligt nok efter tyskernes behandling af Belgien. Jeg befandt mig trods alt bedre i Belgien end i  Slesvig.

Vi havde nogle behagelige underofficerer, så blot vi passede lidt på ved tjenesten, havde vi det helt godt. Det er dog sket, at vi har fået ekstraeksercits, når vi havde forset os lidt.

En dag skulle vor sergent give os en ordentlig stroppetur. Han gik med os en tur uden for byen, og bag en skov lå vi så et par timer og slikkede solskin. Vi havde selvfølgelig stillet poster ud, så der ikke skulle komme en officer og overraske os. Vi skulle holde mund med dette, og idet behøvede sergenten heller ikke at være bange for. Sergenten var for resten sachser og et ovenud godt menneske.

En dag, da vi var opstillet i kasernegården, spurgte kompagniføreren, om der var nogen, der havde lyst til at lade sig uddanne som »minekaster«. De interesserede skulle helst være smede eller mekanikere, men da der ikke var nok af dem, meldte jeg mig også, og det har jeg heller aldrig siden fortrudt.

Vi blev så uddannet ved minekasterne og havde hver dag nogle timers undervisning i brugen af disse våben.

Vi øvede i begyndelsen med miner, som ikke kunne eksplodere, og senere gik vi over til også at øve med skarpe miner.

Herefter behøvede vi ikke mere at være med til den øvrige tjeneste ved kompagniet, undtagen ved skarpskydningen.

DSK-årbøger 1961

Nyheder

10. februar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Der er ret roligt på fronterne i denne tid. Denne gang handler det derfor navnlig om politiske forhold på hjemmefronten i de forskellige lande. I Storbritannien er der mistillid mellem regering og hærledelse. De italienske udsigter til landgevinst efter krigen så dystre ud, især hvis en eventuel fredsslutning skulle følge Wilsons 14 punkter, der forudsatte, at nationalitetsprincippet skulle være bestemmende for grænsedragninger efter krigen. En opsplitning af Østrig-Ungarn i et antal selvstændige stater, ville ikke efterlade mange bidder til Italien. Fredsforhandlingerne i Brest-Litowsk mellem Tyskland og den bolsjevikkiske ledelse af det post-revolutionære Rusland udvikler sig til en rodet affære. Centralmagterne vil fastholde kontrol med fødevare- og råstofproducerende områder af det tidligere Zar-rige. Oprettelsen af en Ukrainsk lydstat på områder, som polakker betragtede som polske, kunne desuden medføre utilfredshed i de store polske mindretal i den tyske og østrig-ungarske hær.