Tag-arkiv: sult

Krigens forløb, Sønderjyder

19. september 1918. Asmus Andresen: “Høns, Kaniner, Grise, Kartofler og Foderstoffer til Heste blev der stjålet i Massevis af …”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter et kortere sygeophold på et feltlazaret i Belgien, var han i august 1918 igen tilbage ved fronten.

Efter at jeg havde fået Forplejning til 1 Dag, gik jeg for at finde mit Batteri igen. Kl 8 om Eftermiddagen var jeg i Long Jong hvor jeg troede at finde mit Batteri, men det var der ikke mere. Franskmændene var også kommen betydelig nærmere.

Da jeg var bleven træt af denne Tur, lagde jeg mig ind i et forfaldent Skur, hvor jeg sov til Kl. 9 næste Dag, det var også på Tid, at jeg vågnede for at komme tilbage, inden Franskmændene kom for nær. I Vervik mødtes jeg med Postvognen fra vort Batteri, den fik jeg Lov at køre med hen til Lejren, som da allerede var ved at pakke sammen igen.

I den følgende Tid gik det hver Nat længere og længere tilbage, det varede ikke ret længe, før vi var ude af Frankrig, og langt inde i Belgien. Det var en hård Tid for Befolkningen i Belgien, hvor Tyskerne rejste igennem.

Høns, Kaniner, Grise, Kartofler og Foderstoffer til Heste blev der stjålet i Massevis af, mange Steder gik der også en Ko eller en Hest med.

Det kunde heller ikke hjælpe, at Befolkningen satte sig til Modværge, for Kuglerne kunde let pibe dem om Ørerne.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

15. september 1918. Frederik Tychsen beslutter sig for at desertere

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Den sidste nat, jeg var i denne stilling, talte jeg en del med sergent Felix Ploschaizik. Han havde hustru og børn samt gamle forældre et eller andet sted i Ruhrdistriktet. Selv var han minearbejder (kulmine) og han havde haft 14 dages orlov. Men da der var gået 8 dage, kom han tilbage til fronten igen.

Forholdene i Tyskland var så elendige, at han kunne ikke holde ud at være hjemme. Familien sultede, klæder kunne de ikke få, og nøden var ganske uhyggelig. Da Felix fortalte dette til mig, græd han. Han havde ikke troet, at forholdene var så elendige, at han ikke kunne holde ud at se på det. Men sådan var det i efteråret 1918.

Jeg fortalte Felix, at jeg rejste på orlov en af dagene. Han bad mig om at få fat i et pund smør og sende det til sin kone i Ruhrdistriktet, og så sagde han, at jeg skulle se at gå over den danske grænse, for der var ikke meget at komme tilbage til Vestfronten efter.

Han udviklede fremtidsudsigterne i Tyskland, og hvor håbløs, det hele så ud, og han mente, at hvis man havde lejlighed til at slippe bort, så var det ens simple pligt at gøre det. Jeg svarede ham ikke ret meget på det, men jeg havde mine egne tanker. Vi sad og talte sammen det meste af natten, der var afbrudt af nogen skydning.

Hen på formiddagen ventede vi middagsvognen med proviant og post. Jeg håbede på at få mine orlovspapirer, derfor var jeg meget spændt. Min tornyster var pakket, der var ikke ret meget at pakke i den, den evindelige omflakken havde lært os at indskrænke bagagen til det mindst mulige.

Ved ca. 11 tiden kom middagsvognen. Vi fik hver en portion brød, nogen tynd suppe, tobak, cigarer og post, og jeg fik mine orlovspapirer. Suppen og brødet spiste vi med det samme, man måtte nemlig spise hele rationen for at blive mæt en gang om dagen, så hændte det jævnlig, at vi fandt nogle kartofler, bønner, blommer eller anden frugt, som vi så tilberedte til et nogenlunde spiseligt måltid.

Jeg spiste, hvad jeg havde, og orlovspapirerne sad i lommen – en underlig fornemmelse. Min tornyster var pakket, alt var færdig, og jeg gik så hen til den tjenstgørende officer og meldte mig fra. Han sagde kort og godt: ”Se at komme af sted!” Jeg gik dernæst hen til Felix, gav ham et lille stykke flæsk, som jeg havde fået hjemmefra, og så sagde jeg: “Farvel, Felix, jeg kommer ikke mere!” Felix sagde farvel, han takkede for flæsket, og så sagde han: ”Las dirs gut gehn!” (Lad det gå dig godt). Jeg skimtede en lille smule vemod i Felix’ øjne, han fik tårer i øjnene, da vi sagde farvel.

Jeg drejede omkring og gik hen til tredje kanon for at tage afsked med Müller og Skurnia. De var i færd med at skyde. De tiggede og fik alt, hvad jeg havde af cigarer, cigaretter, tobak og tændstikker. Kanonen var ladt, indstillet og færdig. Kanoner nr. 1 skulle til at trække af, men så gik jeg hen, tog aftrækssnoren og sagde: ”Lad mig lunte den af, før jeg rejser, for jeg kommer ikke mere”.

De opfattede det som sjov, men jeg mente det som alvor.

Jeg trak af, og det blev mit sidste skud i Verdenskrigen 1914 – 18. Granaten fløjtede af sted over til englænderne – det var det sidste skud for mit vedkommende. I alt havde jeg ifølge de daglige indberetninger været med til at affyre ca. 100.000 (hundrede tusind) skud. Jeg sagde farvel til Müller og Skurnia med hånden, de andre fik et nik.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb, Sønderjyder

8. august: Asmus Andresen stjæler rugbrød fra sultne infanterister

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918 var han ved fronten, hvor han blev såret og overgivet til et feltlazaret i Pont Ronge.

Næste Dag var der Ildebrand i Byen, der skulde jeg også være med. Da jeg kom hen til Brandstedet, kom der nogle Mænd slæbende med et Bord, som var belæsset med forskellige Ting, deriblandt var et halvt Rugbrød.

Bordet var bleven sat lige i min Nærhed, bag mig stod 2 sultne Infanterister, de snakkede om, at de vilde hugge det halve Rugbrød, som lå på Bordet. Medens de stod og kiggede omkring, om der var nogen, der så dem, huggede jeg Rugbrødet og forsvandt.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

2. maj 1918: Asmus Andresen – Sulten skal stilles

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi kom uskadt gennem Lavningen og naaede hen til vort Batteri. Officeren gik til Feltveblen og meldte os tilbage. Vi gik derimod til Køkkenet for at faa vor Sult stillet, men vi kunde intet faa før Middag, hvorfor vi gik hen for at finde os et Hvilested, som vi ogsaa fandt i et bombesikkert Rum.

Om Eftermiddagen gik vi hen til Vognen for at finde vort Tøj, men vi ogsaa fandt i en stor Dynge gamle Sager, som i en daarlig Forfatning. Karabinerne var rustne og Tornystrene tomme, og da vi meddelte dette til Feltvedlen, blev vi affærdigede med det Svar, at hvis vi havde taget det hele med os, havde vi haft det i Behold. Med dette Svar kunde vi gaa igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Sønderjyder

29. april 1918. Asmus Andresen: Føj! Der var brændevin i officerens feltflaske!

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Da vi kom tilbage til Officeren, skældte han os dygtig ud, men vi lod de vrede Ord gaa ind af det ene Øre og ud af det andet; Hovedsagen var, at vi havde faaet fat paa Kagen, som stoppede godt i vore tomme Maver, lidt efter var vi godt tilpas igen.

Vi kom saa til en anden Skyttegrav, hvor der laa 3 gasforgiftede franske Soldater, deres Kapper tog vi for at dække os til med om Natten. — De franske Soldater kunde vi af og til jage ud af Skyttegravene, men deres Lus kunde vi ikke faa Bugt med, de gik aldrig et Skridt tilbage.

Nu sad vi i Skyttegraven, medens Granaterne susede og bragede til højre og venstre for os, og vi risikerede hvert Øjeblik at blive kastet et Stykke op i Luften; men vi var som sædvanlig heldige.

For hver Time gennemsnitlig var Telefontraaden skudt itu, og saa maatte 2 Mand langs med Ledningen for at sætte den sammen igen.

Henad Kl. 3 spurgte Officeren os, om nogen vilde gaa frivillig med ham op paa Kemmelbakken. Der var ingen, der svarede ham straks. Jeg, som hverken havde Fader eller Moder, regnede maaske mit Liv for mindst værd og tilbød at gaa frivillig med. Vi gjorde os straks færdige til Afmarsch; med Gasmasken hængende ved den venstre Side, gik vi i rask Tempo op ad Bakken.

Bakken havde været bevokset med Træer, som nu allesammen var knækkede. Her saa det sørgeligt, ja rædsomt ud; her laa Lig ved Lig, her hørtes Jamren og Raab, Raab om Hjælp af dem, der var bleven fastklemt mellem de styrtede Træstammer.

De arme Mennesker maatte udholde de frygteligste Pinsler, indtil Døden tog dem i Favn, og der var alt for mange til, at vi kunde yde dem Hjælp allesammen. Solen skinnede og varmede stærkt den dag, og vi blev badet i Sved ved at hoppe over Træstammer og Lig.


Da vi var naaet halvvejs op ad Bakken, gav Officeren mig sin Kobbel med Feltflasken, som jeg skulde bære, og saa styrtede han af Sted igen; jeg maatte anstrænge mig for at følge med. Efter at vi havde naaet Bakkens Top, gav Officeren sig i Samtale med de derværende Officerer, medens jeg stod bag ved ham og ventede. Jeg var meget tørstig, og det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig; jeg gik derfor bort for at søge efter Vand, men fandt intet.

Jeg kravlede saa ned i en fransk Skyttegrav for om muligt at finde noget spiseligt, men ogsaa her blev jeg skuffet. Ved hvert Skridt jeg tog, klukkede Officerens Feltflaske, som vilde den opfordre mig til at smage paa den. I lang Tid hørte jeg paa dens Klukken uden at lade mig friste af den, men Tørsten blev mig saa uudholdelig, at jeg tog Proppen af Flasken og førte den til Munden, men føj, det var Brændevin, og den kunde jeg ikke synke en Draabe af. Jeg satte Proppen i Flasken og gik for at finde Officeren; men ham fandt jeg ikke.

Efter en halv Times Søgen sank jeg dødtræt ned paa en Træstamme, og var da i en saadan Tilstand, at jeg var ligeglad, hvad der end maatte ske. Da jeg havde hvilet mig i 20 Minutter hørte jeg Stemmer bag mig, og idet jeg vendte mig om, saa jeg, det var Officeren, der kom. Han begyndte straks at skælde ud, fordi jeg var gaaet fra ham. Han var ogsaa bleven tørstig og rakte efter sin Flaske, som han tømte i et Drag, og jeg var nu glad ved, at det var Brændevin og ikke Vand, thi saa havde den været tom.

Nu var det hen ved 7-Tiden om Aftenen, og da det var bleven mere køligt, gik vi ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

Krigens forløb

28. april 1918: Asmus Andresen – En meget lang dag… Mod Kemmelbakken i hælene på Officeren: ”… tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Natten blev vi purret ud, og vi fik hver 1 Kilometer Telegraftraad paa Nakken. Vi var ialt 5 Mand og 1 Officer, vi skulde ud i den 3. Skyttegrav, og der skulde vi vente, indtil Infanteriet gik fremad. Da vi var naaet halvvejs, fik jeg saa store Smerter i Maven, at jeg næsten ikke kunde gaa; hver 10 Minutter maatte jeg træde ud, og jeg blev derfor langt tilbage fra de andre, saa at jeg maatte løbe for at indhente dem.

Kl. 4 naaede vi Skyttegraven, hvor vi skulde vente. Da jeg var bleven noget tilbage, kunde jeg ikke straks finde mine Kammerater. Deres Telefontraad fandt jeg i et Granathul, hvor jeg ogsaa kastede min Rulle. Da det var meget koldt denne Nat, begyndte jeg snart at fryse og søgte derfor efter et Sted, hvor der var lidt lunt, jeg anede ikke, hvor længe vi endnu skulde vente.

Jeg kravlede et Stykke hen i Skyttegraven og fandt 3 Soldater, der i en Hule varmede sig ved et lille Baal; og jeg fik straks Lov til at være hos dem. Paa en fri Plads i en Krog satte jeg mig og faldt i Søvn.

Kl. 6 blev jeg atter vækket ved en frygtelig Allarm; hele Jorden rystede, og nu vidste jeg. Hildurs Leg var i fuld Gang; 5 Minutter efter hørtes det uhyggelige Raab »Gaaaaas«, i en Fart fik vi alle Gasmaskerne for Ansigtet.

Kl. 7 fandt jeg mine Kammerater, som søgte efter mig; efter at vi havde faaet Traadrullerne samlet op, gik vi igennem en frygtelig Granatregn. Granatstumperne peb os om Ørene og vi mærkede Lufttrykket, de fremkaldte. Ingen af os troede, at vi skulde komme godt fra denne forfærdelige Granatregn.

De af os, som ikke havde set Lig i Mængde, fik den Dag nok at se. Der kom mange saarede os i Møde; de ilede tilbage for at komme ud af denne frygtelige Ild. 200-300 tyske og franske Flyvemaskiner brummede over os.

Efter en Times Tid kom vi til en Ruin af stor Gaard, som kaldtes Duborger Hoff. Herfra skulde vi begynde med Udlægningen af Telefontraaden, men da Franskmændene skød som rasende, ventede vi endnu en halv Time bag Ruinen. Vi gik derefter videre langs med en Jærnbaneskinne, medens den første lod sin Traad løbe af Rullen.

Efter et Kvarters Tid bøjede vi af til højre og kom ud i en Lavning, hvor der stod en halv Alen Vand, men vi maatte over og kom saa til en bred Kanal. Vi kastede først Traadrullen over; da jeg kastede min Rulle, kom den godt over paa den modsatte Bred af Kanalen, men den trillede tilbage og faldt i Vandet.

Nu haabede jeg at slippe fri for at slæbe paa den, men Tak Skæbne; Officeren fiskede den op igen, og nu var den bleven et Par Pund tungere. Kanalen var 3 Meter bred og vi kunde ikke springe over den; og vi maatte derfor vade igennem og blev selvfølgelig drivvaade.

I rask Tempo gik det nu videre og efter en halv Times Forløb mødtes vi med en Del franske og engelske Soldater, der var falden i tysk Fangenskab og mange af dem havde deres saarede Kammerater med. Jo længere vi kom frem, desto grueligere blev det Syn, der mødte os; tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.

Det saa sørgeligt ud, men værre var det dog at høre paa deres Jammer og Skrig. Mange laa og raabte Navnene paa deres kære derhjemme, andre væltede sig om i deres Blod og jamrede sagte, atter andre laa stille hen med foldede Hænder og sendte deres sidste Bøn til Gud.

Vi kom ogsaa uvilkaarlig til at tænke paa vor sidste Time.

3 Kilometer foran os laa Kemmelbakken og til Højre for denne Kemmel By. Jo nærmere vi kom til Bakken des stærkere blev Ilden, og vi saa, hvorledes mange Soldater blev fuldstændig reven i Stumper og Stykker af Granaterne.

Da vi kom tæt hen til Bakkens Fod, kom der to Soldater, hver med en stor Hvedekage i Haanden og huggede i sig af den som sultne Ulve. Vi ønskede at vide, hvor de havde faaet Kagerne fra, og da de fortalte os, at de havde fundet dem i en fransk Skyttegrav der i Nærheden, og at der var flere af den Slags, var det selvfølgelig »Habs« for os.


Hver af os vilde være den første, og det hjalp ikke, at Officeren raabte, at vi skulde stanse; vi lod, som vi ikke hørte det, vi havde kun Tanker for Kagerne. Jeg var den første, der kom til Skyttegraven, hvor jeg fik fat paa en 4 Pd. tung Kage; den smagte godt, maaske nok lidt af Gas, men den blev fortæret med det samme.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

1.-16. april 1918. Ludendorffs offensiv på vestfronten. “Maalet var ikke naaet. Den store Sejr var et stort Nederlag.”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen har travlt med at opgøre tab. Han støder på mange bekendte, bl.a. tidligere elever fra seminaret. Regimentet vandrer også meget og den 16. april ender Ludendorffs store offensiv.

Vi havner hos en af vore Bataillonsstabe. Vi er altsaa kommet for langt frem. Regimentsstaben skal kunne findes i et Halmhæs ved Udgangen af Byen Sauvillers.

Hæsset har en Granat taget. I et Hegn finder vi omsider Staben, vaad, forkommen, frysende, sultende, gnaven. Oberstløjtnanten skænder, fordi jeg løber omkring herude. Jeg hjælper lidt og søger saa hjemefter. Undervejs giver jeg op i det sejge Pløre og segner om ved et Vejtræ. Den stærke Willandsen tager mig under Armen og slæber mig videre. Ved Midnatstid er vi hjemme.

Dagen efter maa jeg blive liggende paa »Sengen«, forkommen og syg, mens man tørrer og renser mit Tøj. En Skriver duer ikke til Heltegerninger, jeg skal ikke mere frivilligt vade omkring paa Slagmarker. Franskmændene tager nu Angrebets Tøjler i Haanden. De tromler, de stormer, de vralter frem med Tankvogne.

Regimentskommandøren for Naboregimentet 34 falder i en Halmstak, en Fuldtræffer gaar ned i den Halmstak, hvor vor Regimentsstab holder til. Vor Stabshusar kommer løbende uden Hest og melder, at hele Staben er taget til Fange. Det viser sig snart at være usandt. Men haardt gaar det til derude.

Kompagnierne er smeltet sammen til 20 og 30 Mand. Men de holder ud! Ikke en Fodsbred Jord giver de op. Der kunde skrives en hel Heltebog om det, den menige, ukendte, mishandlede Frontsoldat udretter i disse Dage. Natten mellem den 7. og 8. April afløses Resterne af Regimentet. Nu flyder Blækket, Skriverne faar travlt.

Vi opgør Tabet til 205 døde og savnede, 734 Saarede. Hvor megen Jammer skjuler sig bag disse kolde Tal! Jeg standser ved Navnet Vollersen. Jeg ser ham som Seminarieelev, en flittig, dygtig, god Elev. Han blev saaret i vort Regiment, kom til vor Erstatningsbataillon i Aabenraa, forlovede sig her med en sønderjydsk Pige, kom igen ud til os og blev Løjtnant.

Nu meldes han som savnet. Han er blevet saaret, man har bragt ham et Stykke tilbage og lagt ham ned i et Granathul. Senere søgte man ham for at tage sig af ham, men Stedet var tomt. Ingen har set ham siden. Der er kun een tænkelig Forklaring: Fuldtræffer!

Jeg standser ved Navnet Brandt. Jeg ser den lyshaarede Dreng sidde i Seminariets Øvelsesskole, jeg hører hans alvorlige Fader og den milde Moder med Stolthed fortælle om deres eneste Barn, deres største Haab. Nu var han Lærer i Kiel, havde Kone og Barn.

Han blev ramt af en Granatsplint. Lysammunitionen, han bar i Lommen, eksploderede og rev hele Siden op paa ham. Hele Dagen laa han i de forfærdeligste Kvaler og tryglede og bad om den forløsende Kugle. Saa greb han i Fortvivlelsen en Sten og huggede den med sin sidste Kraft ind mod sin Hjerneskal.

Jeg standser ved et andet Navn. Ak ja, det er mange Aar siden, at vi to stod som Konfirmander paa Felsted Kirkegulv! Nu har dit urolige Hjerte hørt op at slaa. Jeg standser — jeg standser — Jeg mindes.

Regn, Regn, Regn! Vi marcherer tilbage til Warvillers og finder Ly i et Kælderhul. Dagen efter naar vi Dreslincourt, hvor vi til Forandring sidder oppe under Taget. Over Nesle og Ham naar vi den 10. April Dury, hvor vi er saa heldige at finde en lille Bølgebliksbarak. Vi fryser, og vi sulter. Den 8. har hver Mand maattet nøjes med en Skive tørt Brød. 

Den 11. April vandrer vi 33 Kilometer tilbage gennem den store, kunstige Ørken. Ved Moy kommer vi over Oisefloden. Hele den rige By sprængtes dengang med tysk Grundighed. Det er det forfærdeligste Krigsbillede af en By, som vi endnu har set.

I Slottet Landifay hviler vi de stive Ben et Par Dage. Men Skrivernes Fingre bliver trætte: periodiske Meldinger, Ordensindstillinger, Beretninger, Forespørgsler, Meddelelser.

Den 16. April kravler vi ind i Transporttoget i Flavigny ved Guise, hvor vi begyndte Tilløbet til det store Stød. Vor Offensiv er endt. Ludendorffs store Offensiv er endt.

Var det en Sejr? Hundreder af Landsbyer erobredes, 127,000 Fanger og 1600 Kanoner toges til Bytte.

Vi vidste, at det var et stort Nederlag. Hvad gavnede os et Par Landsbyer, hvad nyttede et Antal Fanger! Hullerne i de allieredes Rækker fyldte Amerikanerne ud. I Marts havde de sendt 83,000 Mand, i April sendte de 118,000, i Maj 240,000.

Det store Stød vilde blive et Nederlag, hvis det ikke lykkedes at fremtvinge Afgørelsen i Gennembrud og Bevægelseskrig, inden Amerika lagde sin fulde Vægt i Skæbnens Skaal.

Alle Befalinger viste, at Afgørelsen var Maalet.

Maalet var ikke naaet. Den store Sejr var et stort Nederlag.

Claus Eskildsen: Østfront-Vestfront

Krigens forløb

29. januar 1918. Asmus Andresen: “Det var sidste Gang, jeg meldte mig frivillig til at jævne Granathuller”.

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Dagen efter, Kl. 5 om Morgenen, skulde vi af Sted med Spader og Skovle paa Nakken til Skydningspladsen, som vi først naaede Kl. 9. Her saa vi Virkningerne af Granaterne i Jordsmonnet, som var oversaaet med Granatstumper. Vi fik Ordre til at jævne alle Hullerne, og vi maatte ikke forlade Pladsen, før alt var jævnet.

Der gik vi saa til Kl. 5 om Eftermiddagen uden at faa Mad. Vi fandt nogle Runkelroer som var frosne, men som vi nød med god Appetit. Da vi stod samlet for at gaa hjem, kom der en Kaptajn ridende over Marken. Han gav vor Anfører en ordentlig Overhaling, fordi vi ikke havde jævnet alle Hullerne, og Enden blev, at vi maatte gøre det hele om igen.

Kl. 6½ var vi færdige, og gik tilbage til Kasernen, som vi først naaede Kl. 11. Vi løb straks til Køkkenet for at faa noget at spise, men der var lukket; det hjalp ikke, vi gjorde Allarm, der var og blev lukket. Næste Dag Kl. 12 blev vi forsynede med Mad.

Det var sidste Gang, jeg meldte mig frivillig til at jævne Granathuller.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

28. januar 1918. Asmus Andresen: Sult og bestikkelse

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 28. Januar 1918 blev jeg forsat til 8. Batteri; der fik jeg det straks bedre, kom tidt til at staa Vagt og blev ofte udkommanderet saa til et og saa til et andet. Jeg var i Førstningen ret hurtig til at melde mig frivillig, naar et og andet skulde udføres — og Tiden gik ret hurtig for mig.

En Dag blev jeg sammen med flere stillet paa Vagt omkring en Skarpskydningsplads. Pladsen var ca. 15 Km. lang og 2 Km. bred. Med 100 m. Afstand stod vi saa fra Kl. 8 om Formiddagen og maatte ingen lade gaa ind paa Pladsen. Hvem der nu, som jeg, havde spist alt sit Brød om Natten, kunde saa nøjes med at kigge i Madposen om Morgenen.

Vi fik udleveret 70 gr. Brød daglig. Det var for lidt, og jeg kunde ikke holde op, før det hele var fortæret. Den Dag, jeg stod paa Vagt, havde jeg intet spist om Morgenen, hvorfor jeg henved Kl. 2 var skrupsulten. Ved den Tid kom en Bonde kørende hen til mig og spurgte, om han kunde faa Lov at pløje lige indenfor den afspærrede Omkreds. Det kunde jeg selvfølgelig ikke tillade ham; han gik saa hen til sin Vogn og trak en Kurv frem, hvoraf han udtog 8 Stk. velbelagt Smørrebrød, som han tilbød mig, hvis jeg vilde tillade ham at komme ind paa hans Mark.

Sulten som jeg var, betænkte jeg mig ikke ret længe; jeg tog imod Smørrebrødet, og Manden kom ind paa sin Mark. Jeg gav mig straks i Lag med Maden, men da jeg havde spist 5 Stykker, kom der en Underofficer ridende i fuld Galop hen imod mig, og saa snart han kunde raabe til mig, brølede han som et vildt Menneske.

Jeg havde sat mig ned, men fik travlt med at komme paa Benene og faa fat paa Karabineren. Jeg meddelte ham, at jeg havde ladet Bonden komme ind for 8 Stk. Brød, fordi jeg ikke havde faaet Mad hele Dagen. Saa red han hen til Bonden og forlangte, at denne straks skulde forlade Marken. Bonden vidste nok, hvordan den Slags Folk skulde behandles. Saa vidt jeg kunde se, fik Underofficeren nogle Æg, hvorefter han red videre.

Kl. 6 kom vi tilbage til Kasernen, hvor vi fik Mad. To Dage efter skulde 30 Mand fra vort Batteri ud at jævne Granathuller paa Skarpskydningspladsen. Jeg meldte mig straks frivillig i den Tanke, at jeg maaske atter kunde være saa heldig at træffe den gode Bonde og maaske atter hente mig et Par Stykker Mad. Denne Gang blev jeg skuffet.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

Om Krigen

4. oktober 1917. I Østafrika: “Vi havde […] en uhyggelig Anelse om, at vi var blevet afskaaret fra Hovedstyrken”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at være sluppet ud af Ruponda med en god del af ammunitionen stødte Stache til Kock. Stache var oprørt over tabet af Ruponda, men de måtte videre hvis de ikke skulle afskæres fra hovedstyrken.

Op paa Dagen kom Stache med Bærerne. De havde holdt Hvil i Ruponda et Par Timers Tid, inden de begyndte paa den nye Transport, men de var nu meget trætte, og vi lod dem hvile den Dag og Natten derefter.

Den Nat, fik jeg senere at vide, stormede Englænderne Ruponda, som kun var forsvaret af den lille Styrke, som vi havde kæmpet sammen med.

De Englændere, vi havde vekslet Skud med, var en Fortrop for en stor engelsk Kolonne, hvis Ankomst Tyskerne ikke havde haft Anelse om, og som nu skød sig op som en Mur mellem de Troppestyrker, de havde staaende Vest for Livale, og Hovedstyrken, der laa ude imod Kysten. Stache var meget oprevet over Tabet af Ruponda.

Dér laa store Magasiner med Fødemidler, og han begreb ikke, at Stedet ikke var forsvaret bedre. Det er den ærgerligste Overrumpling, vi endnu har væ­ret ude for, sagde han.

Vi maa bogstavelig talt sulte og har sultet, mens vi laa ved de store og fyldte Magasiner, og saa kommer en lille engelsk Afdeling og napper det hele, skønt jeg er sikker paa, at der staar store tyske Afdelinger ikke ret langt herfra.

I de følgende Dage og Uger trak vi med vor Safari mod Øst eller Sydøst, og ofte maatte vi gaa tilbage igen og slaa Lejr paa Steder, hvor vi før havde været. Der var ikke megen Tid og ikke megen Ro til at opstille Drejebænken og begynde at arbejde.

Vi havde ganske kort Tid efter Rupondas Fald en uhyggelig Anelse om, at vi var blevet afskaaret fra Hovedstyrken, og denne Anelse bekræftedes Dag for Dag.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

9. august 1917. Ved Verdun: ” Regimentet kommer ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En uges tid efter ankomsten ved Verdun, trækkes Eskildsens regiment tilbage til Villé-Cloye, hvor manglen på mad udløser en mindre skandale.

Efter en Uges Forløb trækker man os længere tilbage til den lille By Villé-Cloye, kun 3 Kilometer fra Montmédy.

Herfra kan vi hurtigt gribe ind ved Verdun, men kan ogsaa hurtigt transporteres med Banen andre Steder hen.

Vi ser herfra over til det maleriske Montmédy. Oppe paa en stejl og høj Bjergkegle ligger den gamle Fæstning med stærke Mure og Volde og knejsende Kirke, ved Foden af Bjerget ligger den nye Stad Montmédy. Villé-Cloye ligner de andre Byer her.

Officerskokken kom straks i stor Forlegenhed, thi i hele Byen fandtes der intet Komfur og ikke saa meget som en Arne. Paa Gulvet ligger der en Jernplade, og her tænder Familien det Baal, som skal varme Maden. I alle Husene har man Stole med særlig lave Ben, saa man kan sidde rundt om Husbaalet.

Det er en mærkelig Familie, Skæbnen har ført os ind til. Manden er godmodig, men Konen er den værste Heks, vi endnu har truffet, gammel, grim, ondskabsfuld. Hun skriger og skænder hele Dagen og huserer med Manden og Børnene, en 18-aarig bleg Knøs, der fejer ud og koger Mad og ellers ikke bestiller noget, og en 13-aarig snavset Datter. Hele Familien synes at være stærkt angrebet af Tuberkulose.

De er saa fattige, saa fattige.

Vi selv har ikke rigeligt. Smør har vi ikke faaet udleveret i et Par Uger, Kartofler har vi ikke smagt i mange Uger. Men vi kan alligevel ikke udholde at se paa deres Nød og deler en Dag vort Kød med dem. Da fortæller de os, at de ikke har smagt Kød i mange Maaneder!

Vore Soldater er graadige efter Kartofler og begynder at stjæle fra Markerne om Natten. Derved kommer Regimentet ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.

Den mæskede Bykommandant, en tyk Trainkolonneløjtnant, vaager over Markernes og Træernes Frugter med skarpt Blik og streng Haand. En Mand fra Regimentsstaben i dømmer han 8 Dages Arrest, fordi han har rystet tre Blommer ned af et Træ, en anden Mand, ligeledes fra Staben, fanges en Nat i en Kartoffelhave og faar 14 Dages Arrest.

Oberstløjtnanten er vred, fordi det er hans Stab, der staar som Tyveknægte, og kommanderer hele Staben til en Straffeparade. Alle 86 Mand stiller op, feltmæssig, med langskaftede Støvler paa Benene, Gasmasker i Bæltet, Tornyster paa Ryggen, Staalhjelm over Helteansigterne, et frygtindgydende Kompagni af Skrivere, Oppassere, Kokke, Kuske og Ordonnanser.

Saa holder Stabens Feldwebel efter Kommando en Tordentale, — min første og eneste Tale under hele Krigen.

Denne første Akt af Kartoffelkrigen var meget morsom. Mine strenge Ord virkede aabenbart ikke. Kommandanten klager igen, Forestillingen gentager sig, men denne Gang var det Løjtnant v. Oven, der skulde holde Tordentalen. Kommandanten klager til Divisionen, og nu kommer den alvorligere tredje Akt.

Generalen har længe haft et Horn i Siden paa vor selvstændige, umedgørlige Oberstløjtnant og befaler ham at komme til Divisionsstaben. Her bliver Oberstløjtnanten saa rasende over den Behandling, han faar, at han paa staaende Fod nedlægger Kommandoen over Regimentet. Stor Opstandelse!

Brigadekommandøren, General v. Monteton, iler straks til Villé-Cloye. Vi stiller op for tredje Gang og faar nu af selve Generalen den tredje Skylle gydt ud over vore syndige Hoveder. Derpaa gaar den gamle, rare Monteton ind for at snakke Oberstløjtnanten til Rette.

Denne er stædig; men omsider kommer Forliget i Stand. Oberstløjtnanten faar »paa Grund af Sygdom« tre Ugers Orlov og lover saa at overtage Regimentet, naar han kommer tilbage fra sin Lieschen. — Den menige Soldat fik Fæstning og Straffelejr, naar han smed Geværet og ikke vilde lege med længere.

En Husundersøgelse i Byen viser et Par Dage senere, at det var Trainsoldaterne og Civilindbyggerne, der stjal Kartoflerne. Det havde vi uskyldige Lam paastaaet hele Tiden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 177-179

Krigens forløb

28. juli 1917. Nis Kock ankommer til Ruponda.

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en mindre safari fra den lille flække Nangano ankom Nis og Stache til Ruponda. Nis led stadig meget af sin kroniske malaria, men han og Stache fremstillede stadig miner.

Paa Vejene i Nærheden af Ruponda mødte vi flere mindre tyske Afdelinger, og i selve Byen laa der nu og da Tropper, men sjælden ret længe ad Gangen.

Det var som Livale og Nangano et Sted, hvor Tropperne trak igennem. Nogen By var der heller ikke Tale om — blot nogle ganske faa Negerhytter og et Par Magasiner.

Af Tropperne, som nu og da kom til Stedet, fik vi at vide — at de ingenting vidste. Der var ingen af de hvide Officerer, der med Bestemthed kunde sige, hvor Generalen havde Kvartér, og der var ingen, der var klar over de engelske Troppers Stilling.

Man frygtede for, at Vest- og Nordgruppen, som Tyskerne endnu var delt i, skulde blive afskaaret fra hinanden netop ved et engelsk Fremstød mod Ruponda, men ikke desto mindre var Byen og Magasinerne som oftest uden nævneværdig militær Beskyttelse.

Stache og jeg passede vort Arbejde. Vi lavede Miner af alt for Haanden værende Materiale. De blev sendt med smaa Safarier mod Øst, og de sorte Bærere fandt altid Vej til de Troppeafdelinger, der skulde have Minerne.

I øvrigt halvsultede vi, og jeg blev sløjere og sløjere af Malaria, fordi jeg ikke kunde faa tilstrækkeligt Kinin.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

1. marts 1917. I Østafrika: “Jeg var ved at blive klædt af til Skindet blot for at faa lidt udover det daglige Brød.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. I 1917 var han ankommet til byen Livale i den sydlige del, her var det svært at skaffe proviant, dels pga. de passerende tropper, men også pga. manglen på ordentlige pengesedler. Kock hyrede også her en ekstra mand: Penda Rocho.

Landet var fattigt og udspist af gennemmarcherende og bivuakerende Tropper. Det var det første Indtryk, jeg fik af Livale og dets nærmeste Omegn.

Ramasan kunde opbyde al sin Sporsans, han fandt dog intet spiseligt til os. Der skulde meget længere Rejser til end dem, han kunde tillade sig for at skaffe Proviant.

Saa engagerede jeg en tredie Mand til min Husstab, en Specialist i at finde Fødemidler. Han hed Penda Rocho, hvilket paa hans Sprog betød kærligt Hjerte, og han svarede for saa vidt godt til Navnet, som han af et godt Hjerte arbejdede for mig.

Undertiden kunde han være borte i Ugevis blot for at hente en Smule vild Honning eller spiselige Frugter — saa udgaaet var den nærmeste Omegn for Proviant.

Penda Rocho havde tilfilede Tander, hvilket henledte Tanken, paa Menneskeæderi, og jeg spurgte ham derfor en Dag, om han havde spist Mennesker.

Penda Roche rystede blot paa Hovedet og smilede med sine tilfilede Tænder:
— Ikke jeg, men min Fader, Bwana, men det var før de Hvide kom her til Landet.

Noget fast Led i Husstanden blev Penda Rocho dog aldrig. Han var altid paa Farten og maatte nærmest betragtes som en Slags Opkøber.

Der skulde paa dette Tidspunkt baade gode Handelsevner og god Sporsans til for at handle med Fødevarer paa denne Egn. Dels var det meget vanskeligt at finde de Steder, hvor der var Fødevarer, og dels havde vi ikke noget at købe for.

Vi fik ganske vist stadig udbetalt vor Løn, men siden vi var tvunget bort fra Centralbanen og Byerne, blev den betalt os i daarligere og daarligere Sedler.

Allerede paa det Tidspunkt, da „Kronborg“ landede saa ublidt paa Afrikas Kyst, benyttede man Nødpengesedler, men de blev dog trykt paa et rigtigt Trykkeri i en af Byerne og saa ganske nette ud.

Deres Kurs svarede dertil. Den var ikke saa høj som Metalpengenes, men man kunde dog afsætte Sedlerne til de Indfødte uden nævneværdigt Tab. Men efter Tabet af Centralbanen og Byerne var det ustandseligt gaaet tilbage baade med Pengesedlernes Udseende og med deres Kurs.

De, vi fik i 1917, var trykt paa almindeligt Skrivepapir med et Haandtrykkeri med Gummityper af den Slags, som Børnene leger med i Europa.

Trykket var ofte ulæseligt, især naar Sedlerne havde været gennem mange Hænder, og det var svært nok for en Europæer med al sin Autoritetstro i Behold at havde Tillid til disse mærkelige Penge, der var affødt af bitter Nød, men helt galt var det for de Indfødte.

De nægtede simpelthen at tage imod Pengene, og naar Penda Rocho skulde ud paa en af sine Ekspeditioner, maatte jeg skrabe Byttemidler sammen til ham — Metaldele, Uniformsgenstande o. s. v., o. s. v.

Jeg var ved at blive klædt af til Skindet blot for at faa lidt udover det daglige Brød.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

24. februar 1917. Sultne tyske børn tigger mad hos soldaterne

Skriv en kommentar

Senest ændret den 26. april 2017 11:42

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, men i februar 1917 gik det til Vestfronten.

Den 24. Februar gik vi bort fra Gnesen, kom tværs igennem Tyskland og havde mange smaa Oplevelser undervejs.

En af de mest gribende var i Essen; der gjorde Toget Holdt. Vi var meget velforsynede med Proviant. Der blev stillet en Vagtkæde op udenfor Toget, og udenfor denne Kæde var der Tusinder af Kvinder og Børn, som tiggede om Brød, men det blev dem forment.

De maatte ikke komme hen til Toget til Soldaterne. Vagten gik med skarpladte Geværer og opplantede Bajonetter.

Vi ynkedes over de sultende Mennesker, som stod og bad om Brød, og nogle, som havde været ved Fronten før, gik fra Vogn til Vogn og spurgte, om vi var villige til at staa bagved dem, saa vilde de forsøge at faa Lov til at faa Børnene over til os, saa de kunde faa noget Brød.

Det var hele Transporten villig til.

Paa et givet Signal styrtede vi alle ud af Toget, Ordføreren traadte frem for Transportføreren og begærede under Trusel om, at vi ikke godvillig vilde gaa ind i Toget igen, at Børnene skulde komme over til os og faa noget Brød.

Officeren maatte bide i det sure Æble, og Børnene kom i store Skarer; vi var glade over at kunne dele Brødet med dem.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

20. oktober 1916. Tastesen på vej til Rumænien: Sultne kvinder og børn i Tyskland

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde bl.a. krigstjeneste på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland. I oktober 1916blev hans enhed overført til Balkanfronten.

Nu havde vi kun Eksercits indtil den 8. Oktober, da vi afløste et Regiment ved Alt Seilburg; der var vi i 8 Dage, i hvilket Tidsrum der kun fandt smaa Patrouillekampe Sted. Den 18. blev vi afløst og marscherede til Krautsche, hvor hele vort Regiment nu var samlet. Derfra marscherede vi til Gailet, hvor vi skulde med en Transport til Balkanfronten. Den 20. afrejste vi til Rumænien.

Før vi forlod Gailet var jeg oppe at se en stor Kirkegaard, hvor der laa op mod 30.000 Soldater begravede, baade Venner og Fjender. Jeg havde nogle Bekendte og Kammerater, som jeg vidste laa begravede der. Jeg fandt ogsaa nogle, men der var jo mange at gaa igennem. Et lille Trækors viste deres Navn og hvilken Dato de var falden, og deres Hjelm var lagt oven paa Graven.

Da vi naaede til Opeln, saa vi for første Gang, hvordan Hungeren grasserede i Tyskland. Da vi fik Mad udleveret, kom Kvinder og Børn med Spande og tiggede af os, og da vi kørte videre, løb Børnene langs med Toget og bad os kaste et Stykke Mad ud til dem, hvilket de saa bagefter sloges om.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

3. oktober 1916. Helvedet ved Somme: Lig i drikkevandet

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:22

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I begyndelsen af oktober 1916 lå han ved Somme-fronten.

… det er det værste, vi endnu har været ude for. I Skyttegravene findes der saa godt som ingen Understande, i hvert Fald er de langtfra tilstrækkelige, og de fleste har maattet kampere i Hullerne, der forestiller Begrebet — Skyttegrav.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Levnedsmidler er endnu ikke kommet frem, og den medbragte Jernportion er forlængst vederfaret Retfærdighed. Sulten er stor, men Tørsten er endnu større, dog Savnet af Rygemateriale er vel dog sluttelig det allerstørste. Er der en, der er saa lykkelig at have en Cigaret, melder der sig straks 10 Mand med Bøn om „ein Zug”. Naar Cigaretten saaledes er gaaet fra Mund til Mund 10 Gange, slukkes Ilden i den, og den hengemmes i Vestelommen til „næste Frokost”, andet giver det nemlig ikke.

Drikkevandet er sluppet op, thi efter at nogle i Gaar Morges havde opdaget, at der af det Granathul, ad hvilket vi hidtil havde hentet det grumsede Vand, stak et Par Ben og flere Par Arme frem, har vi tabt Lysten til det Vand.

Hidtil havde det afhjulpet Vandmanglen, men nu er vi nødt til at udspænde Teltlærredet i Skyttegraven for at opsamle Regnen. I Midten af Lærredet har vi skaaret et Hul, ad hvilket Draaberne samler sig ned i en Staalhjelm, der er anbragt nedenunder for at op  fange Draaberne. Det er flere Gange lykkedes nogen at faa en Mundfuld, men for det meste bliver hele Indretningen revet bort af Granaterne.

Kølevandet til Maskingeværerne er forlængst drukket, men de efterfyldes med Vandet fra Granathullet bagved. Sepl og jeg er lige kommet fra Kompagniføreren, til hvem vi indtrængende henstillede at lade sørge for Mad og Drikke.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren er god nok. Han havde ogsaa Forstaaelsen af vor fortvivlede Stilling, men vi kunde tydelig mærke paa ham, at hvis han sendte nogle tilbage, troede han ikke, at de kom igen. Han lovede dog, at hvis Levnedsmiddelkommandoen ikke naaede frem til Aften, skulde der blive sendt et Kommando af Sted, som under Sepls Ledelse skulde bringe Levnedsmidler frem.

I 4 Dage har det franske Artilleri hamret paa vor Stilling, og Opholdet her er ikke til at beskrive. Kaskader af Granater og  Shrapnels ligefrem regner ned over Skyttegravens Besætning og længere tilbage, og de Meldinger, som Underofficererne hver Morgen bringer Kompagniføreren, indeholder altid en uhyggelig Fortegnelse over store Tab.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Understande, eller rettere Hullerne, er skudt sønder og sammen og har begravet alt levende under sig, og i første Deling til højre er der næsten ingen tilbage. Fra Understandene, der ligger op til saadanne, der er sammenskudt, kan v i høre de begravedes fortvivlede Kalden paa Hjælp, dog, der hengaar kun et Par Timer, saa er Raabene  forstummet.

Det er umuligt at komme til Hjælp, thi vi kan ikke opholde os i Skyttegraven for Granaterne eller de omkringflyvende Splinter, der har en Længde af indtil 1 Meter.

 

Krigens forløb

6. august 1916. Jakob Moos på lazarettet

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme. Efter flere dage i forreste linje meldte han sig syg og kom med et lazarettog til Tyskland.

Også i toget fik vi en vældig god og rigelig forplejning. På tredie dagen passerede vi Leipzig, og stadig gik det østpå. Ud på  eftermiddagen standsede vi ved en station i en stor troppelejr. Her  fandtes en mængde barakker, der var omdannet til lazaret.

Troppelejren var en øvelsesplads,  Zeithain, i Sachsen. Lazarettet  kunne rumme seks tusinde patienter.

Vi blev nu fordelt på barakkerne, fjorten mand på hver stue. Det var helt løjerligt at få støvlerne og klæderne af og komme i en ren seng. Det havde vi rent ud sagt ikke været i årevis. Den sidste tids og de  sidste dages begivenheder bevirkede dog, at vi ikke kunne falde i søvn. Vi lå og drøftede alle de voldsomme oplevelser, vi havde haft.

Først hen på morgenstunden fik søvnen tag i os, og vi sov nogle få timer.

Og så begyndte lazaretlivet. Vi troede, at det ville blive behageligt, men tak skæbne! Det blev så ubehageligt, som noget kunne være. Man kørte os i meget stramme tøjler, på ægte prøjsisk manér.  Forplejningen var under al kritik. Vi gennemgik ligefrem en sultekur. Om morgenen et lille stykke brød, til middag to kartofler, en saltet  sild eller en bid kød på størrelse med en valnød, til aften en suppe så tynd, at vi i reglen drak den af spiseskålen.

Jeg har aldrig været så sulten, som på lazarettet i Zeithain. Vi tænkte kun på mad, mad og atter mad. Nøden tvang os til at købe mad på egen hånd, og den var dyr. Alt dette gjorde man på beregning. Man ville gøre os kede af opholdet. Det gjaldt om at få os ud til fronten igen så hurtigt som muligt. Efter fire ugers forløb havde vi fået nok af Zeithain, og vi bad lægen om at udskrive os. Det var der ikke noget i vejen for, og glade var vi den morgen, da vi vendte Zeithain ryggen og steg ind i toget.

Vi blev allesammen sendt til vor forstærkningsbataillon, for mit vedkommende til Heide i Holsten. Da jeg ankom hertil, opsøgte jeg allerførst køkkenet for at få noget at spise. Jeg havde en glubende appetit. Da den værste sult var stillet, meldte jeg mig på bataillonens skrivestue og blev tildelt et kompagni for rekonvalescenter.

Nu skulle der også være udsigt til at komme hjem på orlov, og da det var midt i høsttiden, indså stabslægen, som var en fornuftig mand, at det ville være gavnligt for mig at komme hjem og hjælpe til, og jeg fik orlov i hele seks uger. Det siger sig selv, at jeg var ellevild af glæde, da jeg satte mig i toget og kørte nordpå.

DSK-årbøger, 1957.