Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg. Lige som 86’eren H.C. Brodersen på vestfronten havde Hemming Skov fået leddegigt af skyttegravslivet, og ligesom Brodersen blev han sendt på lazaret.

Snart dampede vi af fra Lowic, og her forstummede Larmen fra Kanonerne paa Slagmarken (…)

Da vi kom gennem Byen Kutno, kunde jeg regne ud, at det gik mod Thorn; men jeg ønskede at komme længst muligt, og min Skuffelse var stor, da jeg blev sat af i Alexandrowo, et Par Stationer før den tyske Grænse. Paa Banegaarden var alt indrettet med det Formaal for Øje at tage mod lemlæstede og syge Soldater; over alle Sale og Stuer var Gulvene belagt med et blødt Tæppe af Halm. Læger, Sa­nitets-Soldater og Søstre, alle med det Røde Kors-Bind om Armen, var travlt beskæftiget, og Arbejdet syntes at blive udført med febrilsk Travlhed. Der var tilvisse ogsaa nok at gøre. Mit Opholdssted her var foreløbig i en Ventesal, ud for hvis Vinduer det ene Tog efter det andet rullede forbi. Togenes Indhold vekslede med Infanteri og Kavaleri paa Vej til Østfronten. Her blev vi igen „sorteret”, og jeg havnede sammen med en Del andre, som led af samme Skavank, i et Hus i Nærheden.

Vi fik os vasket, underligt, at vi ikke kom i Bad, det trængte vi højligen til. Men det mest mærkelige, der mødte os her, var dog en Seng, man skulle puttes i. En rigtig Seng med Sengeklæder var nu saa fjernt og uvant som noget, og at blive puttet ned i Dunene, var slet ikke uden videre ubeskrivelig dejligt; efter et halvt Aars Frontliv kunde ens Krop ikke saa brat tilpasse sig en saadan Dejlighed, og den første Nat kunde man da heller ikke sove. Af vor Sygevært, en Württemberger, hvis Dia­lekt jeg havde svært ved at forstaa, blev vi bragt til en Læge en Gang daglig de følgende Dage. Lægen tog de af Skyttegravslivet mishandlede Øjne under Behandling, og en Bedring sporedes meget hurtigt.

Skyttegravslivet havde forvoldt mig endnu en Lidelse. Benene i Knæ- og Fodled svulmede op og paaførte mig en Del Smerter. Læ­gen konstaterede „Ledegigt”, og jeg skulde bæres til Banegaarden, hvor der netop i Øjeblikket stod et Lazaret­tog oprangeret.

Min Glæde var stor, jeg havde nu Udsigt til at komme paa Lazaret i Hjemlandet. Og om den Herlighed, der mødte os der, havde Kammeraterne, som havde været saaret og atter var kommet til Fronten, fortalt os. Efter med et „Paa Gensyn” at have taget Afsked med Stuekammeraterne, blev jeg baaret til Lazarettoget ligesom en anden haardt-saaret. Lazarettoget hed „Provinz Pommern”. I hver Vogn var der ti skinnende hvide Senge, og jeg blev straks pak­ket ned i en af dem. En gammel, hvidhaaret Læge og nogle Sygeplejersker kom lidt efter ind for at se til de nye Pa­tienter.

Vi holdt stadig stille paa Banegaarden i Alexandrowo. Først næste Dags Morgen dampede Toget af Sted, og snart efter kom vi over den tyske Grænse. I Thorn, min gamle Garnisonsby, havde vi nogle Timers Ophold, og der blev modtaget Forsyninger af Levnedsmidler til den videre Færd. Der var endnu ingen, som kunde sige os, hvor vi skulde hen, men da det gik i Retningen mod Berlin, var jeg dog klar over, at vi stadig kom min Hjemstavn nær­mere. Da vi naaede Kustrin og svingede til venstre, fik vi imidlertid at vide, at vi skulde til Dresden.