7. juli 1916. På blindelazaret i Halle an der Saale

Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916.

»Zu den drei Degen« var navnet på frimurerlogen i Halle an der Saale. Selve navnet bragte tankerne hen på fortællinger om det muntre studenterliv, overmodig ungdom, forældede æresbegreber og dueller. — »Oh, alte Burschenherrlichkeit!« Halle var jo den gamle, smukke studenterby.

Det ret imponerende bygningskompleks lå i en lille park med udsigt over floden og til ruinen af den middelalderlige Moritzburg, som lå på en lille ø i Saalefloden. Bygningens stilfulde indre fortalte om et intellektuelt aristokrati. De hvide buster, som fra deres konsoler i salene havde set ned på mange kendte mænd og skønne kvinder, var jo selv repræsentanter for kultur og kunst, for intelligens og traditionel patriotisme. Nu så de ligesom med tomme blikke hen over ofrene på fejlslagne forhåbninger og fejlagtige vurderinger, thi nu var her indrettet lazaret.

I to store sale lå vel ialt henved 300 mand, og i nogle mindre rum var der plads til de hårdest medtagne.

På dette lazaret blev jeg indlagt den 7. juli 1916, sammen med min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt fra Hamborg. Dermed var vi her 14 blinde. Der var Otto Rosstäuscher fra Altenfeldt i Thuringen. Han var glaspuster af profession. Ved bordet ville han gerne fortælle om, at glaspusterne og glasarbejderne spiste hundekød og også hundefedt for at modvirke lungetuberkulose. Fra anden side har jeg fået oplyst, at det faktisk bruges; men det var nu mest for at drille hans landsmand, Robert Laube fra Frauenwald, som altid nedlagde  voldsom protest.

Der var stationsforstanderens søn fra Celle i Hannover. Han målte sine 194 cm. Han var stadig overbevist om, at han nok skulle få synet igen. Ingen havde kunnet nænne at sige ham den brutale  kendsgerning, at han havde mistet begge øjne, men en dag måtte lægerne alligevel til det, fordi han skulle have proteser. Han havde  også mistet den ene hånd.

Så var der den unge skorstensfejer, som til tider havde det mest sprudlende humør, men til andre tider var dybt fortvivlet. Mertenis var 40 år og havde været stenhugger. Han ville ingenting tage sig  for. Hans far og bedstefar havde også været stenhuggere og var døde i 40 års alderen, og det ville han også nok gøre. Det hørte til faget.

Det var en mærkelig følelse igen at være i et civilt samfund, hvor ganske almindelige mennesker kom og gik, snakkede med os, gav os cigarer og blomster og andre ting.

De fleste sygeplejersker var »Røde Kors«-søstre, damer fra byen,  som her tog deres tørn, og de vidste ikke alt det gode, de ville gøre for os.

Det lå i sagens natur, at de fik vor fulde fortrolighed. De læste vor post og skrev vore breve. De fleste af mine breve var jo skrevet på dansk, og de måtte sommetider læse dem to eller tre gange, inden jeg fik helt fat på indholdet, men også det tog de med godt humør. Disse kvinder, der passede og plejede os 14 blinde, har sikkert i  deres gerning haft mange kostelige oplevelser, når disse ganske unge soldater betroede dem deres hjerteanliggender.

Søster Marie Stein fortalte mig somme tider sådanne små træk. — En ung mand havde fået en ny kæreste, og nu skulle hun skrive et afskedsbrev til den første og en glødende varm bekendelse til den nye. Han vævede i det med at diktere, og til sidst sagde han: »Å, søster, De forstår sådan noget bedre end jeg, skriv bare så godt De kan!«

Det gjorde søster, men var så uheldig at få brevene forbyttede. »Det kan nok hænde, at det gav ballade«, lo hun. Jeg stod forresten i  mange år i skriftlig forbindelse med søster Marie, og hun skænkede os et stueur til vort bryllup.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *