Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Intet mistænkeligt Lys
Der er i Tirsdags udgaaet Ordre til Beboerne i Egnene syd for Grænsen om, at de om Aftenen, naar de har tændt Lys i deres Stuer, skal have tildækket Vinduerne. Enkelte Steder, som f.eks. i Skærbæk, maa der overhovedet ikke være Lys i Stuerne om Aftenen. Opdages der bag tæt tildækkede Vinduer en lille Lysstribe, kan man være sikker paa, at der inden længe ud fra lyder et bestemt Raab: ”Licht aus!”
Ingen ude efter Kl. 9 Aften
Der er endvidere givet Ordre til, at samtlige Beboere maa holde sig inde i deres Boliger fra Kl. 9 Aften og at ingen maa færdes paa Landevejene. Hos selve Amtsforstanderen i Skærbæk opdagedes der forleden Lys, og han maatte finde sig i at blive ført til Vagten til Afhøring.
Vaabnene slibes
Forskellige steder langs Grænsen har de derværende Landeværnssoldater, Befalingsmænd som Menige, faaet Ordre til at lades deres Vaaben, Sabler og Sabelbajonetter, skarpslibe paa Stedet.
De fængslede Sønderjyder, der er ført til Flensborg, hensidder dér i Gymnasiet foreløbig, idet den Bygning, der oprindelige var tiltænkt dem til Opholdet, ikke er færdig.
Ribe Stiftstidende følger udviklingen syd for Kongeåen. Mandag den 3. august skriver den følgende:
En Ferierejsende, som Søndag Aften kom til Ribe fra Tønderegnen, meddeler Ribe Stiftstidende følgende:
Samtidig med at Mobiliseringsordren udsendtes, bekendtgjordes det ved Opslag, at al Postforbindelse med Udlandet kun maa foregaa paa Tysk paa aabne Postkort; Cifferskrift eller andre Systemer maa ikke anvendes; Breve og Pakker modtages ikke.
Fra Lørdag Morgen svarede Telefoncentralerne: Fjernsamtaler modtages ikke.
Søndag Morgen udsendte Flensborg Avis et meget lille Nummer, Teksten kunne vel fylde Halvdelen af en Side i Ribe Stiftstidende. Redaktionen bad Holderne være overbærende overfor Bladet i disse vanskelige Tider, det ville afholde sig fra politiske og nationale Betragtninger og kun udkomme som rent Efterretnings- og Underholdningsblad. Som ansvarshavende var mod sædvane kun anført E. Christiansen.
Nye tyske Aviser kunne ikke opdrives. Den almindelige Befolkning vidste derfor ikke, om der var erklæret Krig eller ikke; men man anede det, da Landstormen sent i Lørdags Aftes blev indkaldt. Landstormen indkaldes kun ved særlig Befaling af Kejseren og udgøres af Mænd, som er udtraadt af Landeværnet og endnu ikke fyldt 45 Aar. Normalt indkaldes den sidst. Det var derfor ejendommeligt at se de ældre møde før de yngre. Man mener, at de skal anvendes som Vagtposter eller gøre Tjeneste paa Tøjhusene.
Lørdag Aften ankom der Militærtog til Højer Sluse, og store Masser af Bjælker og Pigtraad blev opkøbt i Højer. Søndag Formiddag vedvarede Indskibningen af Tømmer og Kanoner til Sild. Soldaterne havde deres krigsuniformer paa: Graat Tøj, matte Knapper, brune Støvler og Pikkelhuen overtrukket med graat Lærred. Søndag Aften skulle der ankomme et tog med Pionerer, der skulle sættes over til Øen. Et Luftskib er set styre fra Fastlandet mod Sild.
Søndag Morgen troede man at høre et Kanonskud; i Skærbæk erklærede man imidlertid, at Braget skyldtes Sprængningen af en Mine, som havde revet sig løs.
De indkaldte, som stillede i Højer, blev straks sat i Arbejde med at føre Trælast fra Toget og ud paa Skibet. De maatte selv sørge for deres Forplejning den første Dag.
Søndag Eftermiddag kom der Anordning om, at Folk skulle møde Mandag Morgen med deres 4-6 Aars Heste i Tønder for Militærkommissionen.
Nogle af de ledende Danske i Tønder og Omegn blev arresterede Natten til Søndag, og flere føler sig utrygge, ikke mindst fordi man ingen som helst Efterretninger faar ud over Befalinger og Krigsanordninger samt Køreplaner for Militærtogene.
De talrige Badegæster paa Sild haster hjem. I Gaar Formiddags afgik saaledes to fuldt besatte tog lige efter hinanden fra Højer Sluse.
De fleste kongerigske Danske, der var i Slesvig, rejste hjem Lørdag. Meddeleren af disse Linjer havde hos Kommuneforstanderen i den Kommune, hvor han havde opholdt sig de sidste Dage, faaet fornøden skriftlige Attest som fremmed og slap ved Hjælp af sit ”Ausweis” let over den spærrede Grænse.
Hanssen-Nørremølle og andre danske Redaktører frigivne
Til Ribe Stiftstidende meddeles Søndag Eftermiddag bl.a.:
Allerede Morgenen efter, at Rigsdagsmand H.P. Hanssen-Nørremølle var blevet arresteret, ankom der Telegram til ham fra den tyske Rigsdagspræsident om, at Rigsdagen var indkaldt. Telegrammet blev bragt ham i Fængslet af Fængselsinspektøren. Hanssen-Nørremølle reklamerede derefter gennem Landraaden til Regeringspræsidenten og den kommanderende General og blev løsladt kort efter. Han er i Morges rejst til Berlin.
De andre Redaktører ved Hejmdal blev frigivet mod at give deres Æresord.
Meddelelsen om, at Grosserer Julius Nielsen, Tandlæge Smith og Advokat Andersen skulle være arresterede, er ikke rigtig, ligesom Meddelelsen i forskellige Blade om, at der alene paa Haderslevegnen er udstedt Arrestordre mod ca. 30 danske Nordslesvigere, er urigtig.
Aabenraa avisen Hejmdal skriver, at pga. krigstilstanden meddeler den kommanderende general for 9. armekorps i de officielle blade følgende:
at under Krigstilstanden er den udøvende Myndighed overgaaet til ham. Civilforvaltningens og de kommunale Myndigheder har at anvende hans Anordninger. […]
Hejmdal skriver videre, at Overpræsident v. Bülow har udstedt kundgørelse om, at en hver privatforbindelse med Danmark må indtil videre kun ske af følgende veje: Toldvejen over toldkontoret ved Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gjelsbro og Hvidding.
Ligeledes er skibsfart på floder og kanaler inden for Rigsområdet forbudt efter mørkets frembrud.
Også løsladelse og indførelse af brevduer uden militær- eller marinemyndighedernes tilladelse er forbudt. Alle ejere af brevduer, der ikke tilhører Forbundet af tyske Brevdueforeninger, skal meddele politimyndigheden og duernes antal og opholdssted.
Du længes vist efter at høre lidt fra os herhjemme. Der er jo også en hel del at melde, så jeg forskrækker dig vel ikke, når jeg går lige løs på tingene.
Det tegner til at blive alvor nu med krigen. Der er allerede indkaldt. I dag har vi første mobildag her i Tyskland. Jeg skal stille på 3. dag, altså tirsdag. Nikolaj skal stille straks og er allerede rejst i dag. Christine og han var lige hjemme et smut i går. De var ikke videre fornøjede. Nis har vi ikke hørt fra. Han er vel sagtens også i gang. Jeg skal også have skrevet til ham i dag, om det kan lade sig gøre.
Man ved jo næsten ikke, hvorhen man skal skrive. Til dig kan vi ikke skrive sådan uden videre. I går kunne man kun skrive åbne breve og postkort. I dag er det efter forlydende helt forbudt.
Da Anna Buhrkal er cyklet til Danmark i dag, fik jeg hende til at skrive et kort til dig derovre. Nu kommer imidlertid tante Jette herover med lille Hans. Hun mener at være i stand til at få dette brev over grænsen. (…).
Grænsen er delvist spærret. Danske undersåtter flygter, udvises, indespærres osv. Unge mænd indkaldes. Dags morgen rejste allerede ca. 30 her fra byen. Det er næsten udelukkende gifte mænd som Mathias Mygind, Anders Højer og så fremdeles. Du kan vel omtrent tænke dig, hvordan kvinder og børn forholder sig.
Man skulle næsten ikke holde sådan noget for muligt i vor oplyste tid. Jeg forstår ikke, at nogen kan påtage sig ansvaret derfor.
Det hele udspinder fra en bagatel, som ingen er interesseret i. Og vi må hjælpe et folk som vi … Nå, breve kan vel brydes i sådanne tider.”
9. jægerbataillons 3. kompagni på march fra Noyon til Dives omkring 1. april 1915. Adskillige sønderjyder gjorde tjeneste her ved jægerne fra Ratzeburg, bl.a. Peter Kræmer. Udover Ravnsgaard fra Christiansfeld, som har sendt dette kort hjem, nævner foruden Kræmer H. Kock, Mølby og H. Moos, Nybøl.
Ribe Stiftstidende følger udviklingen syd for Kongeåen:
Krigsforberedelserne mærkes
Den pludselig indtraadte Krigstilstand i Tyskland og deraf følgende brudte Trafikforbindelse har allerede haft betydelige Prisstigninger til Følge her i Ribe; saaledes betaltes et almindeligt 8 Punds Rugbrød i Formiddags med 80 Øre.
Ingen post sydfra
Alle Postsager sydfra er udeblevet siden i Aftes med 7-Toget. Den skal nu først undersøges – og det kan tage Tid!
Han kunne ikke høste sin Rug syd for Grænsen!
En Mand paa denne Side af Grænsen har i Gaar solgt sin Fenne med Rug søndenaa, da han paa Grund af den indtraadte Krigstilstand ikke ville kunne føre sit Korn hertil.
Om Vejenes Spærring paa tysk side langs Grænsen
har vi meddelt udførlige Oplysninger i vor Ekstraudgave i Formiddags. Som meddelt var Hovedlandevejen til Tønder ikke spærret. I Formiddags begyndte man imidlertid at indrette Spærring ved det tyske Toldsted i Hvidding. Spærringen indrettes som en lang Bom, der spænder fra den ene Side af Vejen til den anden. Endnu i Eftermiddag ved Halvfemtiden var Vejen dog ikke spærret, men Passagen aaben for baade Køretøjer, Cykler og Personer.
For ivrig Sognefoged
I Hejls misforstod Sognefogeden, der er Lægsforstander, Ordren om Indkaldelsen til Kystartilleriet og Flaaden og antog den for en almindelig Mobiliseringsordre, hvorfor han i sit Hastværk øjeblikkelig lod ringe med Kirkeklokken.
Ingen tysk Mobilisering endnu!
Overfor gentagne haardnakkede Rygter om Mobilisering i Tyskland skal vi meddele, at der endnu i Eftermiddag kl. 4 ikke var udgaaet nogen saadan Ordre, man at der derimod – i Lighed med, hvad der er sket herhjemme – er udstedt ekstraordinære Indkaldelser i mindre Omfang.
Det meddeles officielt: Tyskland befinder sig nu i truende krigsfare.
Den kommanderende general i Altona meddeler, at al offentlig myndighed inden for Det 9. Armékorps’ område, herunder provinsen Slesvig-Holsten, hermed overgår til ham:
”Civilforvaltningen og de kommunale myndigheder har at adlyde mine befalinger og pålæg.”
Overpræsidenten for Slesvig-Holsten, von Bülow, meddeler: ”Al privat færdsel over grænsen til Danmark ved fodgængere, ryttere og køretøjer af enhver art må i herefter kun ske over Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gelsbro og Hviding. Det er forbudt at anvende alle andre overgangssteder.”
Ordrerne bliver snart fulgt af handling: Broer afbrydes, veje graves op, grænsespærringer etableres og bevæbnede soldater posteres ved grænseovergangene mod nord. Grænsen til Danmark blev hermetisk lukket.
Boghandler Niels Hansen i Toftlund fortæller om en rejse med genvordigheder:
”Fredag den 31. juli var jeg i Kolding på en årlig forretningsrejse, hvor jeg som sædvanlig ville gøre mine årlige juleindkøb. (…) Da jeg som dansk boghandler havde mange forretningsforbindelser i det gamle land, tog jeg også denne gang, som så ofte før, min post med over grænsen og lagde brevene i postkassen i Vamdrup. (…).
Jeg rejste tilbage fra Kolding om eftermiddagen, og da vi kom til Sommersted station, stod gendarmen og hele toldpersonalet på perronen. I en barsk kommandotone gav gendarmen ordre til, at alle passagerer skulle forlade toget, men lade deres rejsetøj ligge. Toget blev så grundigt gennemsøgt. På vor forespørgsel om, hvad der var i vejen, blev der svaret, at det vidste de ikke og det angik ikke os.
Selv om det hele blev taget med et vist humør, som vi altid var vant til at tage en situation, hvor den preussiske gendarm greb ind, så følte jeg dog inderst inde, at der måtte være sket noget, som ikke var godt. Efter at revisionen var foretaget, fik vi på samme vist ordre til at tage plads i toget.
I Vojens gik toldeftersynet ret hurtigt, og jeg gik ud til rutebilen; men bilføreren meddelte, at han ikke måtte køre uden tilladelse. Vejen var spærret uden for Vojens, og han kunne ikke komme igennem uden tilladelse. Manden var ikke klar over, hvem der kunne give ham denne; men endelig fik han oplyst, at amtsforstanderen var manden. Han gik til amtsforstanderen, og efter en times forsinkelse kørte bilen ad Toftlund til.
Et stykke uden for Vojens by, hvor vejene krydser, var der spærret med jernbaneskinner tværs over vejen, og et par baneembedsmænd holdt vagt. Her fik vi at vide, at der var erklæret krigstilstand, og at det var skyld i spærringen. Bilføreren foreviste sin tilladelse, og så susede bilen videre ad Bevtoft til.
Der taltes ikke blandt passagererne, enhver sad med sine egne tanker. En stille, dejlig juliaften var det, solen var gået ned, og den byggede sit guldslot i vesterled. Vinden var næsten stille, kun en svag luftning gik over de gule marker, hvor rugen stod moden til høst.
Naturen stemte til andagt og glæde, men i sindet var der mørke tanker. Hvad nu? Skulle alt det dejlige nu formørkes, de bugnende marker ødelægges af krigens vilde leg? Skulle vi nu rives fra hus og hjem for at tage del i det skrækkelige, som krigen er? (…)
Da vi kom til Toftlund, flokkedes folk om os for at høre, om vi vidste mere nyt, end det, som allerede var kendt.”