Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.
Så hed det den 30., at vi ville blive afløst af bayere. Vi ventede på afløsningen, men den kom ikke. Endelig, da morgenen gryede, kom de.
Naturligvis også uden en dråbe drikbart. For nu hed det nu tilbage, tilbage gennem den granathullede ørken. Det var løben på liv og død, den gang lærte jeg, hvad det vil sige at løbe for livet. Jeg kom igennem og nåede Ferme Hem, der mærkelig nok overhovedet ikke blev beskudt.
Efter jeg først have drukket uhyggelige mængder af vand, skældte jeg morderligt ud på bataljonsstaben, der til min store ærgrelse lå i den sødeste søvn. Chefen for rædselsslagen op fra sit leje, da han troede, at franskmændene ikke var langt væk. Den grunden til mit skælderi gik op for ham, gav han mig en militær overhaling, der dog ikke gik mig særlig nær.
Jeg erfarede, at 8. kompagni lå ved Clery. En ambulance tog mig med, og satte mig af en det voldsomt sønderskudt Clery. Mit kompagni fandt jeg i tredje stilling, i ganske godt humør. Folkene havde hentet øl og cognac i den forladte kantine i Clery og gjorde sig til gode med det. Også jeg hældte et par snapse indenbords og lagde mig så hen, for aller først at få sovet ordentlig ud.
Jeg havde knap ligget en halv time, før jeg blev vækket ublidt. Franskmændene havde angrebet. Altså endnu en gang ingen hvile.
Vi skulle frem og besætte den anden stilling mellem Hem og Hardecourt.
Det gik også alt sammen godt, det franske artilleri regnede vel med, at deres infanteri var nået meget længere og forstyrrede overhovedet ikke vores fremmarch. Vi kom godt frem til skyttegraven. I mellemtiden var franskmændene gået i stå, vidste åbenbart ikke rigtigt, hvad der forgik.
Til sidst jog de artilleriet på os, men da det (undtaget de store mærker, der allerede tidligere havde beskudt stillingen) ikke var så godt indskudt, så var det til en vis grad udholdeligt. Meget behageligt var det, at de fjendtlige minekastere ikke længere kunne beskyde os. Det var ret heldigt, for det var overhovedet ingen dækningsrum i stillingen.
Vi skulle nu fastslå de enkelte kompagniers afsnit, ikke netop nogen behagelig opgave, for stillingen var os ukendt og den fjendtlige ild tog stadig til. Oven i købet blev min kompagnichef, som jeg rekognoscerede sammen med, pludselig så syg, at han ikke kunne råde eller hjælpe, da havde jeg heldigvis kompagniets ve og vel i fast greb.
Endelig var alt klappet og klart. Gud ske tak og lov, at det var tilfældet, for det fjendtlige artilleri gjorde sig ubehageligt mærkbart. Det var det tungeste skibsskyts, der var indskudt på stillingen, sikkert 38 cm, for eksplosionerne var forfærdelige. Vi lå omtrent på højde med vores forreste artilleristillinger, og jeg kunne iagttage, hvad sådan et batteri måtte udholde, når de var blevet opdaget af det fjendtlige artilleri.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)