27. juni 1916 – Johannes Ankersen: “Kæmpe hul efter kæmpe hul”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Men jeg nåede ikke frem til 8. kompagni, dagen gryede, og at fortsætte ved højlys dag hen over åben mark ville være selvmord. Dér var et endnu uskadt dækningsrum, hvor der lå en mg-feldwebel med to ordonnanser. Vi tumlede derind, og strakte os dødtrætte på det kolde gulv. Snart var jeg sovet ind, trods larmen, der forsatte ubønhørligt. Men jeg kunne ikke glæde mig længe over hvilen. Pludselig bliver jeg vækket af en frygtelig bragen. Et bræt fra loftet slår ned ganske tæt ved mit hoved, hele dækningsrummet ryster, som ville det lægge sig på siden, og væggen vælter ind i rummet og dækker samtidig den ene udgang. Jeg ser stadig for mig, hvordan de to ordonnanser i et øjeblik flygter ud af den anden udgang, så er også den omtrent dækket til, og vi er halvvejs begravet. Men delingsføreren fra mg-kompagniet var det gået værre. Han havde ligget ved siden af væggen, der var styrtet sammen, nu var han fuldstændig dækket af jord, som han ikke kunne komme fri af. Underlig nok var hans ansigt forblevet fuldstændig frit. Med hænderne og brædder – spader havde vi ikke – gravede vi ham fri, tømte udgangen, og skyndte os ud af det forliste dækningsrum. Ikke langt væk fandt vi en ganske god stolle (minegang), som vi krøb ind i. Her var der rigeligt med mennesker, også de to ordonnanser dukkede op igen, de havde været tilbage ved det delvist sammenskudte dækningsrum og hente en flaske med cognac, som tilsyneladende var vigtigere for dem end at hjælpe deres levende begravede feldwebel. Nå, en god slurk gjorde nu godt.

Indtil aften måtte jeg blive, hvor jeg var. De arme folk, der sad sammen med os i stollen, var allerede fuldstændig ligeglade. Foran dækningsrummet stod en vagt, der hvert øjeblik råbte: ”Giv agt – mine.” Så kom den morderisk susende, rev et nyt hul i jorden, og løftede vores stolle op som en stormbølger kaster et skib. Dagen gik langsomt, langsomt. Ikke et øjeblik undte det fjendtlige artilleri sig selv eller os ro. Når beskydningen for et øjeblik blev svagere, var det som om, at djævlen blot ville have vejret for med endnu større kraft at kunne kaste sin stinkende ånde mod os. Endelig begyndte det at skumre. Jeg måtte nu videre, til 8. kompagni.

Langs med resterne af forreste skyttegrav, over ”Det skarpe hjørne”, måtte jeg finde vej – i ordets egentlige betydning – for hvad der var tilbage af vores stilling var nedslående. Terrænet var fuldstændig forandret. Kæmpe hul efter kæmpe hul, nogle mere end 8 meter brede og lige så dybe. Mellem dem rester af vores pigtrådsspærring, ødelagte ”spanske ryttere”, grene, bjælker, alt det der en gang havde tjent til at bygge stillingen, lå nu sønderrevet og sønderslået omkring. Den lille lund, der havde været bag vores skyttegrav, var fuldstændig forsvundet fra jordens overflade. Intet, overhovedet intet var blevet tilbage, andet end en trøstesløs ørken. Og i denne dødens ørken løb de arme, forvildede mennesker omkring og måtte lade den forfærdeligste ilddans gå over sig.

Jeg mødte folk fra 5. kompagni: ”Hr. løjtnant, nu har de skudt vores sidste dækningsrum sammen, hvad skal vi gøre?” Ja, jeg kunne ikke hjælpe, havde ingen klare tanker, kun den ene: ”Først skal du hen til dit kompagni.” Halvt sønderslidt, bukser og frakke sønderrevet af pigtråd, nåede jeg endelig frem til det 8. kompagni. Kompagnichefen befandt sig sammen med flere herrer fra bataljonsstaben i et dækningsrum for foden af skoven. Det var det sidste rum, de andre rum var – det ene efter det andet – blev skudt sammen. Mandskabet sad i en minegang. Der blev holdt krigsråd om, hvad der skulle gøres. Folkene ville – trætte af den evige beskydning – storme, de ville minekasterne til livs. Men det nyttede ikke noget, hvad havde det par mand vel kunne udrette? Altså var der ikke andet for end at holde ud. Vi besluttede at slutte os til folkene i minegangen, så var vi tættere på kompagniet, hvis fjenden fandt på at angribe. Det var vores held. Da vi næste morgen gik tilbage til dækningsrummet for at hente nogle glemte sager, var der intet tilbage af det. En granat eller en svær mine havde ødelagt ”heltekælderen”.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *