Tag-arkiv: Afrika

30. juli 1916. Østafrika: Englænderne bombarderer Dar-es-salaam

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Et og andet fra den Aften staar endnu for mig i Taage, men jeg erindrer ganske tydeligt, hvordan jeg kom op den næste Morgen ved 5-Tiden. Der lød et Brøl over Huset, hvor jeg boede, og kort efter et rungende Brag, der sendte alle Ruder knust ind i mit Værelse. I ét Nu var jeg paa Benene, i Uniformen, og med Geværet i den ene Haand og Livremmen med Patrontaskerne i den anden paa Vej til Skyttegravene nede ved Havnen.

Jo, det var ganske rigtigt Englænderne, som var paa Spil igen. Langt ude paa Vandet gled 3-4 Blokadekrydsere af Sted, medens de sendte det ene Lag ind over Byen efter det andet. Ingen Granater ramte dog i Nærheden af vor Skyttegrav, men inde i Byen fulgte Eksplosion efter Eksplosion.

Jeg kunde ikke lade være at tænke paa de Hundreder af Kvinder og Børn, der netop i disse Dage var tyet ind til Byen i Haab om at finde Fred dér. De var kommet fra Asken og i Ilden. Deres Plantager  Nordpaa og inde i Landet var da i det mindste forskaanet for Beskydning fra Søen.

Der gik ogsaa et Par Flyvere op ude hos Englænderne, og et Øjeblik efter havde vi dem over Hovedet paa os. Lyden af deres snurrende Propeller og Eksplosionerne af de Bomber, der kastedes, blandede sig med Granaternes Eksplosioner og med en voldsom Geværild fra vor Skyttegrav, hvorfra alle Mundinger pegede op ad mod Flyverne.

Til sidst strøg de ind over os i temmelig stor Højde og lod nogle Bomber falde, som ramte langt fra os. Vi fulgte dem stadig med Geværpiberne og tømte det ene Magasin op i Luften efter det andet. Intet er imidlertid saa haabløst som at skyde paa en Flyvemaskine med en almindelig Militærriffel. Det er et rent Slump, om man  rammer, og et endnu større Slumptræf, om man gør nogen Skade, hvor man rammer.

Flyverne blev ved at skrue sig højere og højere op — vore Kugler var dem vel nok noget nærgaaende — men de havde en bestemt Hensigt med at blive paa Stedet, og den aabenbaredes kort efter.

Luften blev fyldt med fløjtende, pibende Lyde som en Storms Hvinen i et Bundt Telefontraade, og over Pladsen omkring os og ogsaa i Skyttegraven smeldede en Hagl af Projektiler, der mærkeligt nok kun saarede én Mand ganske let. Jeg troede til at begynde med, at det var en Byge Maskingeværprojektiler, men nogle raabte, at det var Pile, og et Par Stykker gav sig til at grave et Sted i Sandet, hvor Projektilet var slaaet ned.

De fandt et Eksemplar, og senere blev der fundet flere. Det var ca. 15 cm lange Staalpile, meget spidse og massive fortil, men med et firefliget Haleparti, slebet til ligesom en gammeldags Bajonet og tjenende til at styre dem gennem Luften med Spidsen nedefter.

Det var ganske ejendommeligt, at ikke flere blev ramt af disse frygtelige Vaaben, der borede sig næsten en Meter ned i Sandet, men Grunden har sikkert været den, at Englænderne kastede dem for højt oppe fra. De spredte  sig for meget, som Jægeren siger om et Haglskud paa lang Afstand.

Inden vi rigtig var kommet ud af de Dækninger, vi havde søgt af Frygt for en ny Byge, var de engelske Flyvere langt ude over Søen, og vi havde kun Kanonilden fra de engelske Skibe at tage os i Agt for, og den var der egentlig ikke noget at gøre ved.

Granaterne faldt navnlig inde i Byen og paa det frie Land paa den anden Side Byen. Englænderne var altid tilbøjelige til at skyde for langt.

Nu begyndte imidlertid en af de langtrækkende „Kønigsberg“-Kanoner, der stod opstillet bag Byen — den anden var allerede fjernet og kørt til en af Fronterne — at lade høre fra sig, og jeg saa tynde Fontæner rejse sig ved Siden af de engelske Skibe som uskyldige Springvand ude paa det blanke Hav. Englænderne vidste imidlertid nok, hvad disse høje, tynde Straaler af Vand betød. De ændrede Kurs og stod udefter, men vedligeholdt stadig Ilden.

SMS Königsberg_mindre

Kanonen fra „Königsberg“ fulgte dem troligt, og Nedslagene rejste sig i foruroligende Nærhed af de engelske Skibe. Træffere kunde jeg derimod ikke se nogen af paa Grund af Bøgen fra Skibene, der  næsten helt skjulte deres Skrog.

— Vi skulde haft den Kanon i Begyndelsen af Krigen, sagde min Sidemand. Saa kunde vi vel nok have pyntet dem! De første Dage laa de saa nær, at vi kunde naa dem med vore gamle 73’ere, ja,  undertiden med Maskingeværerne.

Englænderne holdt os i Aande hele Formiddagen, men jeg saa ikke en eneste Gang en Eksplosion saa nær ved Skyttegraven som den, der havde vækket mig om Morgenen.

Kl. 12 Middag holdt de op. Det gjorde de altid, naar de  bombarderede Byen. Paa den Tid skulde de formentlig spise Frokost.

Vi traadte af og skyndte os ind i Byen for at se, hvad der var sket, men der var forbavsende lidt at se. De fleste Træffere sad i de Indfødtes Bydel i Inder kvarteret, hvor Englænderne havde opnaaet at dræbe nogle faa Mennesker.

Da jeg vandrede hjem til mit Logi, kom Ramasan løbende mig i Møde med et Telegram fra Stache om straks at komme til Morogoro og hjælpe ham med at føre de store Ammunitionslagre bort fra Byen.

Om Aftenen tog jeg Afsked med mine Venner paa Hotellet, og vi drøftede endnu engang alt det, der var sket i de sidste Maaneder, og som kom til at staa klarere og klarere for os, efterhaanden som Efterretningerne blev talrigere og mere veltalende.

Som en Lavabølge var General Smuts’ Boere væltet ind over den nordlige Del af den tyske Koloni. Beredne Sydafrikanere i Titusindvis, spædet op med engelske og indiske Regimenter, havde foldet sig ud i en mægtig Bue omkring Stillingen ved Tav eta i de første Foraarsmaaneder og vilde have endt Krigen dér, men Lettow-Vorbeck lod sig ikke omringe. Han havde ført Hæren tilbage i Hurtigmarch først ad Usambarabanen ud mod Kysten, senere over Mpapua langs Centralbanen og Nordpaa igen til Stillingen ved Kondoa-Irangi.

Mod den knusende Overmagt, som var ledet af General Smuts, en fremragende Hærfører, maatte alle indrømme, havde Lettow-Vorbeck stillet en Stædighed og Udholdenhed, som spottede alle Boernes modige Anstrengelser og overlegne Materiel. Lettow-Vorbeck var den førende i Taktiken, fortalte en Underofficer, som var paa Gennemrejse. — Han overser en Stilling paa et Øjeblik, sagde han, og han ser Fjendens svage Punkter lige med det samme. Et Øjeblik efter er Modangrebet sat ind, og lykkes det ikke, saa trækker hele Styrken sig tilbage. Han kan ikke udstaa Stillinger, hvor man ligger og plaffer paa hinanden i Dagevis. Det er kun at spilde Patroner, siger han.

— De tror, at det er Wissmann, der er kommet igen, sagde Underofficeren.
— Hvem tror det?
— Askarierne.

Det var Kaptajn Wissmann, der for mange Aar tilbage „pacificerede“ tysk Østafrika. Overalt paa Hovedvejene saa man hans  Militærstationer, beliggende paa strategiske Punkter. De Sorte af alle Stammer regnede Tiden fra dengang, han drog gennem Landet, en Svøbe for arabiske Slavehandlere og plyndrende, kvægrøvende Massajer.

Nu stod Hærens Hovedstyrke nogenlunde samlet og urørt ved Kondoa-Irangi efter en Række frygtelige Tilbagetogskampe, men Englænderne havde sat nye Angreb ind og var vel trængt igennem. Tanga var faldet, og Englænderne havde gjort Landgang ved Bogamojo lige Nord for Daressalam. Det var paa høje Tid, at alt vaabenført Mandskab kom ud af Daressalam, som skulde opgives uden Kamp, af Hensyn til de mange Kvinder og Børn, der havde søgt Tilflugt her.

De gode Dage i Daressalam var forbi, og forude ventede Strabadser og Urskovsliv paa nogle og en tidlig Grav paa andre.

Da jeg kom hjem, havde Ramasan gjort alt klart til vor Afrejse og stillede stolt i en Khakiuniform, som jeg havde foræret ham. Ogsaa den lille Ali var feltmæssig paaklædt i en gammel Khakifrakke, som jeg havde givet ham. Den slæbte næsten efter ham og kunde sagtens bruges til Overfrakke samtidig. Han var umaadelig stolt af denne meget nyttige Frakke.

De tre Bærere, som altid fulgte mig, havde lejret sig udenfor Huset, og deres Byrder laa parat inde i Huset. Det var tre Trækasser, hvoraf den ene indeholdt Tøj til at skifte med, den anden Køkkenredskaber, Salt og Ris — som skulde suppleres paa de Depoter, vi traf paa — og den tredie Tæpper og Teltlærred.

Det var kun almindelige dagligdags Ting, som man i Europa ikke vilde ofre en Tanke. I Afrika var det en Formue, en Rigdom, som kun den hvide Mand kunde tillade sig at eje.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

29. juli 1916. Hele Sønderjylland efterhånden flyttet til Østafrika!

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Den næste Morgen stillede han til sædvanlig Tid, medførende sin Protegé, den nye Boy. Han var unægtelig ikke andet end en Dreng. Han saa ud til at være allerhøjest 10 Aar gammel og tilmed temmelig mager og forsømt. Af Hudfarve var han meget lysere end Ramasan, og han havde smukke og regelmæssige Træk. Desuden saa han meget kvik og opvakt ud.

Alligevel kunde jeg ikke skjule min Forbavselse, da Ramasan præsenterede ham:
— Dette er din nye Boy, Bwana, og hans Navn er Ali!
Dermed var der efter Ramasans Mening ikke mere at sige om den Ting, men jeg kunde dog ikke lade være med at spørge Barnet:

— Jamen, kan du være Boy for mig — du er jo kun en Dreng — hvad vil dog dine Forældre sige?

Drengen saa paa mig med et Par smukke og udtryksfulde Øjne, der sagde saa meget som, at den Sag var forlængst afgjort mellem ham og Ramasan, og at mit Samtykke var ganske overflødigt. For en Forms Skyld sagde han dog langsomt og alvorligt, med en lille, spinkel Drengestemme:
— Jeg har ingen Forældre, og jeg vil gerne følge med dig, Bwana. Du skal nok blive tilfreds med mit Arbejde.

Ja, saa var Sagen jo afgjort. Jeg maatte overgive mig paa Naade og Unaade til Ramsans og Alis samlede Tillid til min Fornuft og Dømmekraft. Jeg nikkede til den lille Dreng og bad Ramasan finde noget Tøj til ham og gik saa til mit Arbejde.

Da jeg et Øjeblik vendte mig om, saå jeg dem begge to staa i Døren, en lille og en stor, en lys og en mørk Skikkelse ved Siden af hinanden, og saadan kom jeg til at huske dem. Skønt vi senere oplevede Dage, der var baade farlige og anstrengende, saa erindrer jeg dem klarest og tydeligst fra den Dag, da Ali kom til os, og de to stod i Døren og saa efter mig. Øjne, der følger os med Tillid og Omsorg, kan vi ikke glemme.

Den samme Dag om Aftenen sad jeg som sædvanlig paa Hotellet og spiste sammen med en ung Plantageassistent, som jeg havde kendt længe. Et Stykke fra os sad der en ung Mand, som jeg ikke tidligere havde set i Daressalam, men som alligevel forekom mig bekendt paa en ejendommelig hjemlig Maade.

Med ét slog det ned i mig: — Jamen, Manden er jo fra Kajnæs!

Det maatte simpelthen være saadan, selv om jeg ikke« havde faaet Vished. Men hvordan i Alverden var han dog kommet her? Han var ikke med „Kronborg“ , det vidste jeg da, og jeg vidste bestemt, at jeg aldrig havde hørt om, at han var rejst til Østafrika før Krigen  derhjemme.

Hvordan det nu var eller ikke var, saa maatte jeg have fat paa Manden. Maaske vidste han noget om dem derhjemme — maaske havde han en frisk Hilsen med hjemmefra.

Al Længsel efter Hjemmet, som jeg ellers maatte holde nede, vældede nu op i mig, og jeg var spændt og urolig, da jeg rejste mig og gik hen til Manden.

— Er du ikke fra Kajnæs?
— Jo, det er jeg, svarede Manden og saa smilende paa mig.
— Saa er du altsaa Peter Christensen
— Ja, det er jeg, og du er Nis Kock.
— Jamen, hvordan i Alverden er du dog kommet herover — du var jo ikke med os, og du var da ikke herovre før Krigen.
— Nej, jeg kom saamænd sejlende for et Par Maaneder siden — akkurat paa samme Maade som I …
— Ogsaa under dansk Flag?
— Ja, lige præcis paa samme Maade, under dansk Flag og med dansktalende Besætning — paa Damperen „Marie“ af København.

Vi saa paa hinanden og kunde ikke lade være med at le.

Paafundet var jo ypperligt, men kunde Østafrika ikke undsættes paa anden Maade, vilde hele Sønderjylland jo efterhaanden blive flyttet herned.

Jo — Damperen „Marie“ af København var da kommet godt gennem Blokaden baade derhjemme og ved Kysterne. Den havde ikke behøvet at tage Hensyn til nogen blokeret Krydser, men var ganske stille løbet ind i Sudibugten i den sydlige Del af Kolonien og havde losset sin Ladning i god Behold.

Den medførte blandt andet et Batteri paa fire Haubitzere med en Mand til Betjening af hver, og Peter Christensen var den ene af dem. Han og de tre andre var blevet tilbage i Østafrika, medens „Marie“
havde lettet og var sejlet igen — hvorhen vidste han ikke.

Jeg maatte nu spørge efter Nyheder fra Hjemmet, men dem fik jeg ikke mange af. Selv om Peter Christensen anstrengte sin Hukommelse nok saa meget, var det ham ikke muligt at finde noget, der kunde interessere mig.

Han kendte kun lidt til mig og næsten intet til min Familie, og han havde kun én Gang været hjemme paa Orlov senere end jeg. Han vidste dog intet opsigtvækkende nyt fra Kajnæs, og det var jo ogsaa en Slags Trøst — ingen Nyheder er gode Nyheder.

Den unge Plantageassistent, som jeg havde holdt med Selskab, kom nu hen til vort Bord, og som det gerne gaar ved den Slags Lejligheder — en Del Drikkevarer fandt ogsaa Vej derhen.

Til sidst, da det var allermorsomst,lukkede Hotellet, men der var andre Beværtninger, som holdt længere aabent, og de blev nu hjemsøgt. Gensynet med en Mand fra min egen Halvø skulde fejres, og de sidste Dages Uro og pinlige Uvished druknes

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

28. juli 1916. Østafrika: Forberedelser til en stor safari

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Jeg kom i disse Uger til at føle mig ensom i Dar-es-salam og mere end halvked af mit Arbejde. Der kom en Uro og Stundesløshed over mig, og det var mig velkomment, da Stache en Dag telegraferede til mig: — Gør Dem klar til at forlade Daressalam med Timers Varsel. Rejs til
Morogoro, saa snart de faar Ordren.

Jeg kaldte paa Ramasan og sagde til ham: — Du maa nu pakke mine Sager sammen og dine egne med, hvis du vil følge mig. Inden længe drager jeg ud paa en stor Safari, og der vil gaa Maaneder, ja, maaske  Aar, inden jeg kommer tilbage til Dar-es-salam. Maaske vender jeg ikke tilbage, før Krigen er endt. Vil du følge mig, eller bliver du her hos din unge Bibi.

— Jeg følger dig overalt, hvor du gaar, Bwana, svarede Ramasan uden at tøve et Øjeblik.
— Men maaske kommer vi i Kamp, Ramasan, og maaske bliver jeg dræbt, og du bliver ene tilbage. Hvad saa med dig? Var det saa ikke bedre, at du var blevet her hos din Bibi.
— Jeg siger dig, Bwana, svarede Ramasan jævnt og uden at betænke sig, jeg vil aldrig forlade dig og altid blive hos dig, til den Dag kommer, da du ikke længere har Brug for mig, eller den Dag, du bliver dræbt. Maaske vil det ske snart, maaske varer det længe endnu — amri ya mungu — det er Guds Villie.

Jeg blev rørt over dette smukke Svar, hvis Ordlyd paa Kisuahelisproget jeg husker endnu i Dag, og hvis Storhed først efterhaanden er gaaet op for mig. Undertiden former de Sortes Sprog sig af sig selv til en ejendommelig, næsten bibelagtig eller sagaagtig Højhed. Jeg har hørt det ofte, men sjældent saa smukt og klart som denne Dag i August, da Ramasan og jeg stod og skulde gøre os klar til den store Safari.

Jeg gav Ramasan Penge til at købe Forplejning for en længere Tid til sin Hustru, men før han gik, sagde han til mig:
— Naar vi nu drager paa Safari, Bwana, og jeg skal koge din Mad, saa er det nødvendigt og ogsaa Skik, at der er en anden Boy med, som kan bære dine Sager, naar de bliver for tunge for dig, og som kan gaa mig til Haande. Jeg kender en, som gerne vil i din Tjeneste, og hvis du
ønsker det, saa skal jeg tage ham med, naar jeg kommer i Morgen.

Derpaa hilste Ramasan Godnat og gik hjem til sin unge Kone, der boede i Negerbyen.

Jeg havde dengang en uværdig Mistanke om, at jeg aldrig vilde faa ham at se mere, men det blev ogsaa sidste Gang, jeg kom til at fatte Mistanke til Ramasan.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

20. juni 1916. Østafrika: “Fra alle Kanter strømmede hvide Kvinder og Børn til Daressalam”

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Portugal gik med i Krigen, og Afdeling Königsberg blev sendt Sydpaa til den portugisiske Grænse. Med den forsvandt mange kendte Ansigter fra „Kronborg“ . Blandt dem fra Fyrbødernes Rum  forsvandt med denne Afdeling de to „Reservesvenskere“ Bror Johansson og Svensson, som i længere Tid havde ligget paa Kystvagt et Stykke fra Byen.

Engang imellem havde de aflagt Residensstaden et Besøg, men ved disse Lejligheder havde jeg altid sørget for at holde mig paa passende Afstand fra Begivenhedernes Midtpunkt. Det gik  betydeligt haardere til, end naar Englænderne bombarderede Byen.

Peter Hansen havde forladt Byen og var draget til Kondoa-Irangi som Ambulanceunderofficer, og Karl Sørensen, den unge, iltre Svensker, var blevet sendt til den vestlige Front ved den belgiske Grænse, hvor Belgierne havde iværksat en stor Offensiv, som General Wahle forgæves søgte at standse.

Samme Sted hen var Intendanten, den unge Bankassistent fra Haderslev, Anker Nissen, draget; Tømmermanden var ogsaa forsvundet til en eller anden Front — jeg vidste ikke hvor. Alle de andre, som jeg kun kendte mere flygtigt, var afgaaet til Fronterne.

Den prægtige Andenstyrmand, Jes Bagger, der var Dusbroder og Kammerat med hele Besætningen, havde jeg ikke set længe, og første Maskinmester, Christian Hansen, var forlængst rejst til Nordfronten til By og Hæder og Forfremmelse. Den lidt tungsindige og faamælte Andenmester, Hans Nissen fra Nordborg, var forsvundet, og Trediemester, den glade og godmodige Lauritz Hansen fra Sundeved, gjorde nu Livet lettere og lysere for sine Kammerater paa et eller andet Frontafsnit.

Alle mine Kammerater fra Fyrbødernes Rum var draget paa det store Eventyr ind i Afrika. Kun jeg var blevet tilbage og gjorde mit vante Arbejde. Paa Hotellet, hvor jeg spiste, var der blevet tomt og øde, og jeg begyndte for Alvor at føle mig utilpas i Daressalam.

Byen lignede et Samfund i Opbrud. Kolonner drog igennem og gjorde kun korte Holdt i Byen. De Hvide styrtede sig over Hotellets gode Mad som sultne Rovdyr og var ofte trætte og udasede. Lange Bærerkolonner drog langsomt gennem Byen mod Nord eller Syd, og fra alle Kanter strømmede hvide Kvinder og Børn til Daressalam.

Plantagerne Nordpaa var blevet oversvømmet af Boerne, efter dem fulgte sorte Tropper, og blandt dem var de hvide Kvinder ikke sikre.

Mange Plantager var brændt under Kampen, og paa de fleste var Driften helt gaaet i Staa. I de upaalidelige Egne truede Oprør og Overfald.

Instinktmæssigt — men for øvrigt ogsaa efter Ordre — tyede Kvinder og Børn fra de nordlige Distrikter til Koloniens eneste større By. Det var, som om selve den Omstændighed, at det var en By, gjorde dem mere trygge.

Mange af dem havde gennemlevet uhyggelige Maaneder paa de ensomme Plantager, og næsten alle havde de Mand eller Søn ved Fronterne. Hele Østafrikas hvide Befolkning kæmpede. Det hørte ikke med til Landets mandlige Indbyggeres Forpligtelser, men Lettow-Vorbeck havde med den største Energi gennemtrumfet det for at kunne yde den størst mulige Modstand mod den knusende Overmagt.

Hundreder af Plantere og Farmere fra de rige Usambarabjerge havde maattet marchere forbi deres Plantninger under Tilbagetoget, uden Haab om nogen Sinde at se dem mere. Østafrika havde haft Fred siden Slagene ved Tanga og Jassini, men fik det aldrig mere. Nu var Skæbnen kommet over Landet, og det havde kun Valget mellem betingelsesløs Overgivelse eller en fortvivlet Modstand uden Haab.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

29. marts 1916. Østafrika: “Hver eneste Nat svirrede Trommesignaler gennem Luften …”

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Lige efter Nytaar 1916 fik jeg Tyfus og var temmelig længe om at komme over det, hvorfor jeg paa ny blev sendt paa Rekreation, men denne Gang til Byen Mpapua, der ligger ved Midtbanen. Paa Vejen passerede jeg den store Depotby Morogoro, hvor min Overordnede, Stache, havde til Huse.

Han ventede paa Stationen og meddelte mig, at der var Ugler i Mosen. Englænderne havde begyndt en Offensiv paa Nordfronten, og det saa ud, som om de havde sat meget store Styrker ind for at slaa den nordlige tyske Hær afgørende. Den tidligere Boerfører, nu General i den sydafrikanske Hær, Smuts, havde ført en stor Styrke Sydafrikanere til Kenya, og de trængte meget haardt paa.

— Boerne, sagde Stache og trak paa Skuldrene, det var dem, vi holdt med under deres Krig. Nu maser de os.
— De maa, sagde han, inden vi skiltes, holde Dem rede til at rejse til Morogoro, saa snart De faar Besked fra mig. Vi har en Mængde Ammunition liggende i Depoterne deroppe — han pegede op ad Bjergskraaningen, som Morogoro ligger paa — og skulde Boerne trænge hurtigere frem, end vi haaber, maa Depoterne rømmes i en Ruf. Men se nu at komme til Hægterne først!

Jeg lovede ham at sørge for alle Dele og rejste videre til Mpapua, en større Landsby, der var kendt for sin Markedsplads i vid Omkreds. Byen laa ikke højt som Korokve i Usambarabjergene, men havde et tørt og sundt Klima, som nu skulde komme mig til Gode.

Mpapuas Omegn var et nyt Afrika for mig. Hidtil havde jeg kendt sumpede Kystlandskaber, Bjerglandskaber, og paa Vejen fra Daressalam til Mpapua kørte vi, med et Lokomotiv med Brændefyring gennem næsten uendelige Urskove.

Den sidste Strækning før Mpapua var imidlertid Græssletter, i Familie med Sydafrikas „Veldt“ , og her, hvor Beboelsen var sparsom, og hvor de halvvilde, tyskfjendtlige Yagoger og Massajer levede deres Nomadetilværelse, vrimlede det med Vildt.

Vi saa Giraf er, der nysgerrigt stirrede paa Toget, Strudse,
Steppeantiloper og mange andre Slags Dyr, som jeg end ikke kendte Navnet paa. I Mpapua, hvor jeg fandt et brillant, men interimistisk Rekreationshjem et Stykke fra Militærstationen, mødtes jeg af vilde Rygter om den engelske Offensiv mod Nord.

Der var, navnlig da Efterretningerne fra Fronten tog fastere Form, ingen, der følte sig sikker i denne By. Sletterne laa ganske vist langt fra Fronten, men de var som beregnet til Boernes Rytteri, og Indbyggerne omkring Byen var fjendtlige og krigerske.

Hver eneste Nat svirrede Trommesignaler gennem Luften og hindrede mig til at begynde med i at sove. Ingen vidste, hvor de kom fra, og ingen vidste, hvor de skulde hen. Det var en Lyd, som blev skabt af Natten, og som jeg endnu den Dag i Dag kan høre klinge i mine Øren — utroligt dybe Toner skiftende om til højere, svirrende Toner, men i det store og hele en uendelig ensformig Gentagelse af de samme Lyde, som maatte gaa enhver Hvid paa Nerverne.

Da jeg hørte disse Lyde første Gang, gik jeg ned til Underofficeren, der kommanderede Militærstationen, og spurgte ham, hvad det skulde betyde. Han havde været dér længe og maatte vide det, men han rystede blot paa Hovedet.

— Der er ingen, der forstaar det, sagde han, herude kalder vi det for Poritelegrafen. De Indfødte kan telegrafere til hinanden fra den ene Ende af Afrika til den anden, og de forstaar det, uanset deres Sprog eller Stamme. Det er muligt, at de former hele Ord med deres Trommesignaler, men maaske ogsaa kun Følelser og Stemninger — vi véd det ikke — vi véd blot, at de Indfødte véd fantastisk god Besked om alt, hvad der sker i hele dette store Land — og det skyldes sikkert Trommesignalerne.

Trommerne kan give Meldinger, som er af Værdi for alle, de kan ophidse til Oprør og advare mod Fare. Jeg har selv hørt Signalerne i Nat og har tidligere hørt dem — jeg tror, det er Stammerne mod Nord, Massajerne, som fortæller om den engelske Offensiv.

Den sidste Uge jeg var i Mpapua, tog Efterretningerne fra Fronten yderligere Fart. Den tyske Hær havde rømmet de nordlige Stillinger i Bjergene og var paa Tilbagetog mod Syd. I Virkeligheden var Mpapua ikke længere noget sikkert Sted for Rekonvalescenter, men der skete dog intet i den Tid, jeg var dér.

Da jeg kom tilbage til Daressalam, hørte jeg hele Sandheden om Offensiven. Det rige Nordland var saa at sige helt oversvømmet af Boerne, der nu trængte frem mod selve Centralbanen. Tanga stod for Fald, og Daressalam var ikke længere den sikreste By i Ostafrika.

Boerne nærmede sig hurtigt Jernbanen og kunde snart afskære Forbindelsen mellem Byen og den tyske Hær.

Endnu nogle Uger arbejdede jeg paa Værkstedet med Fremstilling af Granater, saa slog de første Bølger af Smuts’ store Offensiv mod Byen og gjorde en Ende paa min fredelige Tilværelse i Afrika.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

18. september 1915. Nis Kock i Østafrika

Nis Kock sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. Skibet blev opdaget ud for kysten og blev skudt i brand den 13. april 1915. Det lykkedes imidlertid at redde lasten. I begyndelsen af juli kom han med resten af besætningen til Dar es Salaam, hvor de blev indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Et Par Maaneder efter, at jeg var kommet til Daressalam, kort Tid efter, at jeg var blevet Ammunitionsunderofficer, blev jeg nødt til at gøre en anden Forandring i mit daglige Liv. Min Boy, Saidi, som havde fulgt mig fra Mansabugten, blev mere og mere umulig, og da han en Dag ødelagde mit Lommeur — noget, der næsten ikke var til at opdrive for Penge i Østafrika, i det mindste ikke i den Kvalitet — maatte jeg bede ham om at forsvinde.

I Stedet for fik jeg en Tjener fra en Plantage i Omegnen, som maatte indskrænke sit Folkehold paa Grund af Blokaden, der næsten havde stands’et Driften af Plantagen. Min nye Boy hed Ramasan og var en kulsort Neger fra det Indre af Landet — fra Egnen omkring Kondoa-Irangi, midtvejs mellem de to Baner. De Folk, der kom derfra, gjaldt ellers for at være temmelig upaalidelige, men Ramasan, der bar sin Stammes Kendetegn — et A filet ind mellem Overtænderne — maa saa have været den Undtagelse, der bekræfter Reglen. Hvad jeg skylder ham, er egentlig først gaaet op for mig i Aarene efter Krigen, og i min Erindring staar den høje, alvorlige sorte Mand med sine utydelige Tatoveringsstreger i Ansigtet — et Bevis paa Stammens nære Slægtskab med Urskovens Vilde — som den smukkeste og bedste Repræsentant for det Afrika, jeg har kendt.

Jeg var ved at tage fejl af Ramasan allerede ved hans Ansættelse, idet han forlangte to Maaneders Gage forud. Da jeg temmelig forbavset spurgte ham, hvad han dog skulde bruge alle disse Penge til, svarede han lige ud, at han skulde giftes paa sin nye Stilling, men Pigens Far holdt den Skønne i en temmelig høj Pris. Jeg gav ham straks Pengene, mens jeg i mit stille Sind funderede over det mærkelige i, at jeg kunde spille Forsyn for to unge Mennesker — jeg, som var revet bort fra alt mit derhjemme og tit syntes, at  jeg havde forspildt hele mit Liv ved denne Ekspedition.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_22_4728 Nis_Kock_mindre
Nis Kock (med tropehjelm) i Østafrika

 

 

2. september 1915. Østafrika: Nis Kock fremstiller granater

Nis Kock sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. Skibet blev opdaget ud for kysten og blev skudt i brand den 13. april 1915. Det lykkedes imidlertid at redde lasten. I begyndelsen af juli kom han med resten af besætningen til Dar es Salaam, hvor de blev indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Jeg fortsatte et Par Maaneder min Tjeneste i Skyttekompagniet og vilde vel engang være blevet udtaget og sendt til en af Fronterne, som flere af Kammeraterne allerede var blevet det, da Overfyrværker Stache tilfældigvis kom gennem Byen. Han havde alt, hvad der sorterede under Ammunition og Tilberedning af Ammunition, under sig, og han søgte en Mand, der kunde være ham behjælpelig med at behandle Ammunition. Tilfældigvis kom han i Forbindelse med vor Intendant paa „Kronborg“ , Anker Nissen fra Haderslev, der varmt anbefalede mig til dette Arbejde.

Stache kom samme Dag til mig og spurgte, om jeg havde Lyst til at blive Ammunitionsunderofficer. Det var, sagde han, et farligt Arbejde, men det var jo ikke den eneste Risiko, man løb her i Østafrika i Øjeblikket. Jeg var parat til, hvad det skulde være, til at afgaa til Fronten, til at skille og samle Granater og andet Djævelskab, blot jeg kunde blive fri for at gøre Geværgreb i Daressalam, og allerede samme Dag blev jeg taget ud af Skyttekompagniet, dog med den Forpligtelse at skulle møde ved Havnen, hvis Englænderne forsøgte Landgang. Jeg blev endvidere udnævnt til Underofficer, hvilket gav højere Løn, jeg fik anvist et Værksted og en Del Indfødte til at gøre det grovere Arbejde, og i næsten et Aar boede jeg nu i Daressalam i Egenskab af „Vaabenfabrik“ og lærte Byen at kende som kun faa Byer, jeg har boet i.

Jeg havde et udmærket Logi, kunde tillade mig at spise paa et godt Hotel, havde Saidi til min personlige Opvartning hjemme hos mig selv og en Mængde Sorte under mig paa Værkstedet. Jeg var min egen Herre, hvad Arbejdet angik, og havde ofte megen Tid til min Raadighed, saa jeg kunde tillade mig at besøge Plantageejere i Omegnen af Daressalam, hvor jeg efterhaanden erhvervede mig en ret stor Bekendtskabskreds. Det var et stilfærdigt og heldigt Aar for mig, kun nu og da afbrudt af Sygdom og meget strengt Arbejde, naar der stilledes store Krav fra Fronterne, som dog foreløbig laa stille.

Daressalam var en stor, smuk By, med brede smukke, rene Gader, og en talrig Befolkning. Den bestod som Tanga af en hvid By, en Inderby og en Negerby. Tre Verdensdele mødtes her paa denne Plet Jord, men holdt sig dog skarpt adskilt. Den hvide Stenby laa for sig, de indiske Bazargader for sig, og Negrenes Græshytteby for sig, men Bydelene gled dog jævnt over i hinanden. Havnen var meget stor og havde været meget kostbar at bygge, da der ikke er nogen naturlige Betingelser for Havneanlæg. Der laa en Del sænkede Skibe i den, sænket dels af Tyskerne selv og dels af Englænderne ved Beskydning, og i den Tid, jeg var der, kom der ikke et eneste Skib ud eller ind i Havnen — saa fuldstændig var Byen blokeret af de engelske Skibe, hvis Skorstensrøg man næsten daglig kunde se langt ude i Horisonten.

Mit Arbejde var meget forskelligt. Min første Opgave var at lave Tændrør og montere en Mængde smaa 3,7 cm Granater til Revolverkanoner. Det lykkedes saa godt, at Stache var himmelhenrykt og beroliget rejste sin Vej til Byen Morogoro, hvor han havde Opsynet med de store Ammunitionsdepoter. I lang Tid arbejdede jeg med disse Granater, hvoraf jeg kunde montere ca. 30 om Dagen, hvilket var, hvad en Revolverkanon kunde haspe af paa et halvt Minut, men dog bedre, end hvis der slet ikke blev gjort noget.

Senere konstruerede jeg efter Staches Anvisning en Del Jordminer, der blev sendt til Nordfronten, og senere igen begyndte jeg at dreje engelske 4 Tommer Granater ned til tyske 8,8 cm Kaliber. Man havde taget de lette 8,8 Kanoner fra Krydseren „Kønigsberg“ s Vrag og anvendte dem nu som Feltskyts rundt omkring paa Fronterne. Det var i Øjeblikket det kraftigste og mest moderne Skyts, som de tyske Tropper raadede over, og det drejede sig jo kun om nogle ganske faa Kanoner.

Men kort Tid efter lykkedes det at bjerge alle „Kønigsberg“ s store, langtrækkende 10,5 cm Kanoner, hvortil der fandtes en Mængde Ammunition. De blev monteret paa Hjul fra Jernbanevogne og slæbt til alle Fronter, hvor de gjorde en forfærdelig Virkning, navnlig i Begyndelsen, da Englænderne ikke anede, at de kunde blive udsat for Beskydning af Kanoner af dette ret svære Kaliber. Denne  Ammunition fik jeg dog intet at gøre med i Daressalam, men kort Tid efter at jeg var kommet til Byen, blev der opstillet to „Kønigsberg“-Kanoner i et Batteri bagved Byen for at forsvare den mod Beskydning fra Søsiden, hvad dog kun til Dels lykkedes.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_22_4728 Nis_Kock_mindre
Nis Kock (med tropehjelm) i Østafrika

 

 

12. juli 1915. Sønderjyderne indtager Dar es Salaam

Nis Kock var med en besætning af dansktalende sønderjyder kommet til Østafrika med blokadebryderen S/S Kronborg. Skibet var skudt i sænk og besætningen blev nu indrulleret i de tyske styrker i området. Det skib, de skulle undsætte, SMS Königsberg, blev skudt i sænk den 11. juli 1915.

Paa 10 Dage drog vi langs Kysten fra Tanga til Østafrikas Hovedstad, Regeringsbyen Daressalam, en stor, smuk By, hvis Navn er Arabisk og betyder Fredens By.

Meget fredelig var den dog ikke i disse Aar. De engelske Blokadeskibe havde beskudt den og blandt andet ødelagt Guvernørens Palads, og de beskød den jævnligt endnu under Paaskud af, at den var befæstet. Dette sidste var for saa vidt rigtigt nok, som Byens faste Forsvarsstyrke, et Skyttekorps sammensat af Byens og Omegnens Indbyggere, havde gravet Skyttegrave nede ved Havnen for at kunne afslaa mulige Landgangsforsøg. Netop i de Dage, vi var paa Safari fra Tanga til Daressalam, havde Byen været udsat for Beskydning, og Befolkningen var meget opskræmt. Det havde været et usædvanlig haardt Bombardement, hvori mange Skibe havde deltaget.

Englænderne havde nu Raad til at gøre noget ekstra ved Daressalam, da de ikke længere behøvede at blokere Rufijifloden. Da vi opholdt os paa Rekreationshjemmet i Korokve, havde vi faaet de første Efterretninger om Krydseren „Kønigsberg“ s Ødelæggelse, og her i Daressalam traf vi Størstedelen af Krydserens Besætning formeret som et Kompagni, der gæstfrit aabnede sine Arme, ja, ligefrem gjorde Krav paa alle dem af „Kronborg“ s Besætning, der var i aktiv Tjeneste, da Krigen brød ud.

De pillede den første Dag Peter Hansen, Bror Johansson, Svensson og mange andre ud af vore indskrumpede Rækker, medens jeg og en Del andre, der først blev indkaldt, da Krigen udbrød, blev optaget i Skyttekorpset og i de følgende Dage og Uger maatte gøre Felttjeneste i Daressalam og Omegn i den brændende Solhede, hvilket ikke bekom os allesammen lige godt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_22_4728 Nis_Kock_mindre
Nis Kock (med tropehjelm) i Afrika

 

 

25. juni 1915. Nis Kock i Østafrika: HMS Hyacinth vender tilbage!

Nis Kock sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. Skibet blev opdaget ud for kysten og blev skudt i brand den 13. april 1915. Det lykkedes imidlertid at redde lasten.

[kan også være en anden dato: slutningen af juni]

Men medens vi langsomt forvandledes til Afrikanere, stiftede vi ogsaa Bekendtskab med en anden og meget vigtig Side af Livet i Afrika — Malariaen. I den sumpede Strækning ved Kysten og midt i Regntiden var vi dens sikre Bytte, og havde „Kronborg“ s Ladning ikke været saa overordentlig værdifuld, var vort Ophold dér næppe bleven af lang Varighed.

Mand efter Mand maatte forlade Lejren med Malariafeberen kogende i Blodet — nogle blev baaret bort, og andre vaklede af Sted selv. Een for én havnede i Sygehuset i Tanga og blev derfra sendt videre til Rekreationshjem i de sunde Usambarabjerge. Skønt jeg ogsaa havde følt Sygdommen og navnlig lidt under dens modbydelige Træthedsfornemmelser, var jeg næsten nødt til at holde Stillingen, da jeg stadig maatte være til Rede for at reparere Grejer, der var brudt itu under Bjergningen. Det blev da ogsaa mig, der sammen med Peter Hansen pillede „Kronborg“s Radioanlæg ned og forlod Bjergningspladsen som de sidste hvide Mænd i Slutningen af Juni Maaned.

Netop den Dag, da vi brød Lejren op og begav os paa Safari til Tanga, kom den engelske Krydser „Hyacint“ , som havde skudt „Kronborg“ i Sænk, dampende ind i Mansabugten og begyndte til vor store Overraskelse at beskyde de usselige Rester af „Kronborg“, der laa og ragede op over Vandet. Det helt tomme Skib blev ramt af en Mængde Granater, der dog ikke formaaede at sænke det yderligere, og efter at have udført denne Bedrift vendte Englænderen og dampede ud igen.

Saaledes forlod vi Mansabugten og dens sumpede, usunde Omgivelser med ganske det samme Billede præget i vort Sind som den Dag, vi ankom til Bugten — en Krydser indhyllet i Røg fra Skorstene og Kanoner, spyende Ild mod et Skib, der allerede laa paa Havets Bund. Peter Hansen mente, at Englænderne gennem Spioner havde faaet at  vide, at vi bjergede det sunkne Skibs Ladning, og derfor havde villet afbryde Bjergningsarbejdet. De kom imidlertid for sent.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

16. april 1915. Strandet i Østafrika. Hvad nu?

Nis Kock var med blokadebryderen S/S Kronborg kommet til Østafrika. Skibet var skudt i sænk af briterne, men det var lykkedes at redde dets last af våben, ammunition og sprængstof. Men hvad skulle der nu sket?

Vi gled saaledes … hurtigt ind i det Liv, der levedes af hvide Mennesker i tysk Østafrika i de halvandet Aar, der fulgte efter Slagene ved Tanga og ved Jassini.

I disse to Slag havde Tyskerne sejret og skaffet sig Ro baade paa Fronterne og til Dels ved Kysten, og i Tiden, der fulgte efter, levedes Livet endnu nogenlunde normalt i den tyske Koloni. Ganske vist var alt vaabenført tysk Mandskab udskrevet til Soldat, men en Mængde Plantere fik Lov til at blive paa deres Farme og Plantager endnu i 1915, selv om deres Arbejde dér var ret haabløst, da Landet var blokeret. Stillingen ved Fronterne var den, at den Øverstkommanderende over alle tyske Tropper i Afrika, Oberst Lettow-Vorbeck, laa med Hovedstyrken af Hæren ved Taveta mod Nord paa Grænsen til Kenya, Generalmajor i den sachsiske Hær Wahle, der tilfældigt opholdt sig i Østafrika, da Krigen brød ud, laa med en mindre Styrke paa Grænsen til belgisk Kongo og ved de store Søer, og ogsaa mod Syd, mod Nord-Rhodesia, laa der mindre tyske Styrker.

Oberst Lettow-Vorbeck støttede sine Styrker til Landets nordligste Jernbane, Usambarabanen, og General Wahle støttede sig til Dels til den sydlige Jernbane, som kaldtes Midtbanen eller Centralbanen, fordi den delte Landet over i to lige store Halvdele. Dette blev vi snart helt paa det rene med. De talrige Europæere, der Tid til anden besøgte vor Lejr under Bjergningsarbejdet, fortalte beredvilligt om alt, hvad de havde oplevet og vidste, mod at faa Lov til at spørge ud om Forholdene i Hjemlandet, som de omfattede med en rørende Interesse.

Vi fik at vide af disse Folk, at Krigen havde truffet Østafrika fuldstændig uforberedt. Koloniens samlede Hær bestod af 4000 Mand sorte „Beskyttelsestropper“ , hvis Opgave egentlig kun var at holde Ro inde i Landet, og som derfor var udrustet med gammeldags Rifler af Model 71. Disse Tropper havde maattet kæmpe mod moderne udrustede engelske Tropper ved Tanga og Jassini, men havde sejret, og det havde givet baade deres Befalingsmænd og dem selv Mod paa Fremtiden.

I Øjeblikket var der omkring ved 10,000 Mand af de gode Negerstammer fra Egnene omkring Søerne under Uddannelse i talrige Rekrutlejre, men trods det store Bytte ved Tanga og til Dels Jassini og trods vore 2000 Mauserkarabiner havde man ikke Vaaben nok til dem allesammen, men maatte uddanne dem uden Vaaben eller forsyne dem med Restoplaget af de gamle 71-ere, som man skrabede sammen omkring i Provinsernes Magasiner, hvor de havde ligget i en Menneskealder.

Værst følte man dog Savnet af moderne Artilleri. Man maattet klare sig med Revolverkanoner fra Boerkrigens Tid og med Feltkanoner Model 1873. I Timevis kunde Kolonisterne fortælle om alt det, Kolonien manglede for at kunne forsvare sig, men naar vi paa Slutningen af saadan en Samtale uvægerligt spurgte dem, hvorledes det havde været muligt for Kolonien at forsvare sig saa heldigt, medens alle de andre tyske Kolonier forholdsvis hurtigt var bukket under, saa svarede de fuldstændig enstemmigt: — Det er Lettow-Vorbecks Skyld. Uden hans Villiekraft havde Kolonien været fortabt allerede i November. Han vandt Slaget ved Tanga med 1400 Mand mod 8-10.000 Englændere og Indere.

I disse Maaneder, medens der var Ro paa Fronterne efter de to Sejre, naaede Forgudelsen af Lettow-Vorbeck sit Højdepunkt i Østafrika. Senere, da Fronterne ikke længere kunde holdes, fik man Øjnene op for de ubehagelige Sider, denne Mands Energi og Handlekraft havde, men jeg tvivler om, at nogen Hær i noget Land har set op til sin øverste Chef med en saadan Tillid og Beundring som de tyske Tropper i Østafrika under hele den lange og for denne Koloni næsten totalt ødelæggende Krig.

IMG_2011_11_22_4728 Nis_Kock_mindre
Nis Kock (med tropehjelm) i Afrika

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

 

15. april 1915. I Østafrika: S/S Kronborgs last bjærges

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

I de to Maaneder, der nu fulgte, bjergede vi „Kronborg“’s Last, Stykke for Stykke, Kasse for Kasse. Det var midt i Regntiden. Vi boede i en Landsby, som Indfødte havde bygget til os, saaledes som man nu bygger i Afrika, Græshytter med udskaarne Vinduer og Døre, og som laa ikke langt fra det Sted, hvor vi var kommet saa hovedkulds i Land.

Hver Dag roede nogle ud til Vraget sammen med de nødvendige indfødte Hjælpere og dykkede ned i de vandfyldte Lastrum for at sætte Gribere fast omkring Kasserne i Lasten. Griberne fabrikerede jeg paa Skibets Smedie, som var bragt i Land. Den sidste Maaned fik vi Forstærkning af Dykkere fra Krydseren „Königsberg“ , der var gaaet fra den ene Ende af Kolonien til den anden for at komme os til Hjælp.

Vi bjergede 5 Millioner Geværpatroner, 2000 Mauserkarabiner, et let Batteri, nogle Tusinde Skud 10,5 cm Granater til „Königsberg“, en Mængde Sprængstof, Lægemateriel, Telefonudstyr, Telte og meget mere. Alt dette blev baaret af sorte Bærere til Tanga og derfra med Jernbanen sendt gennem Usambarabjergene og videre med Bærere ud til den nordlige og vigtigste Front, Taveta Fronten, ved Foden af Afrikas højeste Bjerg, Kilimandjaro.

Det var et Bjergningsarbejde, som Afrika talte om i de Aar, der fulgte, og som selv Englænderne efterhaanden fik noget at vide om — dog heldigvis for sent til, at de kunde hindre det. I de to Maaneder, dette Arbejde stod paa, stiftede vi Bekendtskab med nogle af Afrikas Skikke og lærte os lidt af Sproget, som det tales af de Indfødte, og uden hvilket man ikke kan klare sig gennem Østafrika, da kun de færreste forstaar den mindste Smule af det tyske Sprog, der aabenbart ikke faldt de Indfødte let. For et saa almindeligt Ord som Tjener anvendte man overalt den engelske Betegnelse Boy, og min Boy, der hed Saidi, kendte ikke andre europæiske Ord end dette.

Vi saa, hvorledes store Safarier kom og gik, hørte deres langtrukne, ensformige Sange og saa, hvorledes Negrene levede deres primitive daglige Liv i Lejren. Vi lærte den afrikanske Mad at kende i al dens afskrækkende Ensformighed, lærte, hvorledes Europæere skal føre sig overfor de Indfødte, og gled saaledes under Arbejdet paa vort gamle Skib, der stadig mindede os om, hvor vi kom fra, hurtigt ind i det Liv, der levedes af hvide Mennesker i tysk Østafrika i de halvandet Aar, der fulgte efter Slagene ved Tanga og ved Jassini.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_22_4741 Askari_2
Fra tysk Østafrika (privateje)

 

 

14. april 1915. “Velkommen til Afrika!”

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

Vi var nu ikke længere alene. Ud fra Buskene var myldret en Mængde Sorte, som stod og saå paa os med nysgerrige Øjne, og kort efter kom en lille Afdeling sorte Soldater sammen med en hvid Officer og en Læge med Røde Kors-Rind paa Armen.

Soldaterne, der var klædt i brungule Uniformer og bar Huer med Nakkeklæde mod Solen, havde gammeldags Rifler over Nakken, men satte et fuldt moderne Maskingevær fra sig, da de gjorde Holdt. Det var sikkert dem, der havde skudt mod den engelske Baad med saa stor Virkning.

Lægen gav sig straks til at undersøge Kaptajnen, der nu var kommet til Bevidsthed og saå sig omkring med forvirrede Øjne. Da Lægen forbandt ham, kunde jeg se, at han var ramt lige over Knæet, og havde faaet et dybt, gabende Saar. Ikke saa faa af de menige var lettere saaret og nærmede sig nu Lægen for at blive forbundet, naar han var færdig med Kaptajnen, der aabenbart var den mest medtagne.

De sorte Soldater, som man ikke kunde lade være med at se paa, havde tilsyneladende ganske den samme Interesse for os som vi for dem. De havde sat sig paa Hug i Græsset og snakkede ivrigt og under mange Fagter med hinanden paa deres eget Sprog, alt imens de holdt nøje Øje med os. De saa intelligente og veldisciplinerede ud og nikkede forstaaende, da Officeren talte til dem paa deres eget Sprog og aabenbart havde sagt noget om os.

Officeren var en temmelig svær Mand, der svedte voldsomt, hvoraf jeg skønnede, at han og hans Folk havde skyndt sig meget for at naa frem til os. Efter at have tørret sig i Ansigtet med et stort, hvidt, tilsyneladende nystrøget Lommetørklæde, der tydede paa, at han ikke til daglig opholdt sig her i Mangrovekrattet, kom han hen til os og sagde:

— Velkommen til Afrika!

IMG_2011_11_22_4731 Askari_1
Blandt Askari-krigere i Østafrika (privateje)

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

13. april 1915. S/S Kronborg brænder!

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 13. april blev skibet opdaget af HMS Hyacint, tvunget ind i en bugt og beskudt. Besætningen flygtede i land.

Nis Kock fortæller:

Vi var kommet helt ind til Land, eller rettere ind i det tætte Mangrovekrat, der løb ud i Vandet. Jeg vendte mig et Sekund og saa det brændende Skib, hvor Flammerne og Røgen slog helt op til Mastetoppen, mens Skroget næsten var forsvundet, og desuden den anden Baad, hvis Besætning var ved at springe i Vandet et Stykke fra vor Baad, der stod ensomt og forladt midt i Kugleregnen. Saa forsvandt jeg mellem Mangrovebuskene og satte for første Gang Foden paa Afrikas Jord — troede jeg da. Det viste sig imidlertid at være en Misforstaaelse. Der var aabenbart endnu et Stykke Vej til det mørke Fastland.

Den Jord, jeg nu betraadte, bestod fortrinsvis af Vand og Dynd, der sugede mine Ben til sig. Kun langsomt, Skridt for Skridt, kunde jeg arbejde mig frem, og bedst gik det, naar jeg tog fat i Grenene paa Busken foran og saaledes trak mig selv frem ved Armene. Rundt omkring mig kunde jeg høre Kammeraterne stønne og puste, plaske og bande, men kun glimtvis saa jeg noget til dem. Ogsaa Englænderne kunde jeg høre, men ikke se. Bag mig rungede deres Kanoner uophørlig, og over Hovedet paa mig skraldede deres Shrapnels, medens Blykuglerne smeldede gennem Buskene i tætte Byger. Nu var der flere Kanoner, der brugte denne infame Ammunition. Gid Fanden havde dem, at de skulde jage os arme skibbrudne Mennesker saa langt, som deres Skyts rakte. Var det nu ogsaa nødvendigt, naar de havde faaet Skibet?

Men det var jo øjensynlig Folk, som ikke gjorde deres Ting halvt. De havde jo ogsaa Ord for at være grundige. — Bang! Den var nær ved. Skraldet klang i mine Øren, og Kuglerne fejede en Busk foran mig, saa Bladene røg af den. Jeg kunde lugte den sure Bøg af Sprængladningen, og forude var der en, der skreg. Det var nok kun en af de mange. Maaske var de fleste skudt ned allerede. Bang! Lige bagved mig. Kuglerne sang om Ørene paa mig fulgt af et Føg af Smaakviste, Grene og Blade. Det var dog rent forbandet — aabenbart en Kanon, der skød med fast Indstilling paa et bestemt Punkt i Skoven, som jeg var lige i Nærheden af. Jeg løb en halv Snes Skridt til Siden stadig med en Fornemmelse af, at et Kanonløb pegede lige mod min Byg: — Bang! Det var vist omtrent dér, hvor jeg før havde staaet. Jeg kunde mærke Lufttrykket af Eksplosionen og hørte en Busk blive gennempisket af Blykuglerne. Men nu var det, ligesom Jorden blev mere tør og det var lettere at faa Benene med. Et Øjeblik efter havde jeg fast Grund under Fødderne, men Besværlighederne var ikke forbi dermed. Over mit Hoved skraldede Shrapnellene Slag i Slag, og over Jorden laa Mangroverødderne som tykke Tove og spændte Ben for mig, saa jeg faldt den ene Gang efter den anden. Hvor langt skulde man dog bort fra Kysten for at komme ud af denne Skydning?

Mon man virkelig skulde midt ind paa Fastlandet for at faa Fred for disse paagaaende og stædige Englændere? Rundt omkring i Krattet hørte jeg nu Raab fra de andre, som hidtil havde nøjedes med at bande lavmælt. De havde nok faaet Øje paa et eller andet, der fik dem til at meddele sig til hinanden, men jeg forstod ikke, hvad det var, før jeg et Øjeblik efter saa, at Krattet blev tyndere, og at en Skraaning hævede sig foran mig. Med Opbydelse af mine sidste Kræfter naaede jeg ud af Krattet, stadig faldende og snublende, og saå en ubevokset Høj hæve sig foran mig. Et Stykke fra mig kravlede en meget snavset Mand paa alle fire op ad Højen, og saa vidt jeg kunde se, var det Peter Hansen, min Makker fra Fyrpladsen.

Jeg vilde raabe noget til ham, men det blev kun til en hæs Lyd, da jeg var meget forpustet og havde nok at gøre med at faa Vejret igen. Jeg erindrede saa, at Peter Hansen jo altid havde været en rolig og betænksom Mand, der nøje overvejede, hvad han gjorde, saa naar han kunde kravle paa alle fire op ad den ikke videre stejle Skraaning, saa kunde jeg gøre det samme, hvorpaa jeg lod mig falde om og blev liggende et Øjeblik, før jeg begyndte at kravle. En enkelt Shrapnel, der eksploderede i Luften over mig, satte Fart i mig igen, og jeg begyndte at kravle op. Da jeg langt om længe var naaet op paa Højens Top paa denne ydmyge og stilfærdige Maade, saå jeg, at der allerede laa nogle deroppe i Forvejen, men hvem det var, stod mig ikke klart lige i Øjeblikket. Jeg var for træt til at interessere mig for andre end mig selv. Saadan omtrent maa  Marathonløbere have haft det efter endt Bedrift, og de er endda ikke tvunget til at løbe mellem Mangrover.

Og nu kom der ogsaa andre vandrende op ad Højen. Nogle kravlede, medens andre gik stærkt foroverbøjet med Armene hængende ned ligesom Aber. Alle uden Undtagelse var meget let paaklædt, og de fleste af dem havde faaet Tøjet revet i Laser under deres kilometerlange Løb mellem Mangroverne. Desuden var de uden Undtagelse tilsølet af Dynd og Mudder, og kun ganske faa havde noget paa Hovedet. Hvilken Forandring fra den forholdsvis pæne og rene Besætning, der færdedes paa „Kronborg“ s Dæk for blot en Time siden. Det mest forbavsende var dog, at der var saa mange i Live trods den stærke Beskydning, men det bekræftede, hvad jeg havde hørt før, at Skydning i Blinde  næsten aldrig gør nogen Virkning, selv om den er nok saa voldsom.

Nogle var dog ramt. Ud af Krattet kom to Mænd slæbende paa en tredie, der hang som livløs i deres Hænder. De to Bærere gik med krumme Knæ, og det saa ud, som om de kunde styrte om, hvad Øjeblik det skulde være. Paa lang Afstand kunde jeg se, at det var Kaptajnen, de bar paa. De slæbte ham møjsommeligt op ad Højen, og da de naaede op, rev en Mand noget af sin Skjorte og gav sig til at forbinde ham.

Jeg havde rejst mig op og stod og saa ud over Bugten. Fra Højen kunde jeg lige skimte „Kronborg“, der endnu brændte stærkt. Den engelske Krydser havde holdt op med at skyde, og mens jeg saa til, skete der en kraftig Eksplosion i „Kronborg“ s Forskib, hvorved en Mængde brændende Brædder og ogsaa Trædele, som Ilden ikke havde haft fat paa, blev hvirvlet højt op i Luften. Fra Krydseren blev en stærkt bemandet Baad sat i Vandet og nærmede sig med hurtige Aaretag det brændende Skib. Nu skulde „Kronborg“ sikkert have en sidste grundig Behandling med Sprængpatroner. Der var intet, der kunde hindre Englænderne i at gøre, hvad de vilde. Vi havde ikke Vaaben, og denne Bugt var tilsyneladende helt blottet for Forsvar.

Da: — Rat-rat-rat-rat-rat! Det var en ny Lyd. Et eller andet Sted fra Mangrovekrattet i Land begyndte et Maskingevær at brage, og jeg saa Nedslagene rejse sig i en smuk Stribe ud mod Baaden, der hurtigt vendte om og gik tilbage i stor Hast. Naa, saa megen Vagt var der da heldigvis paa Kysten, at Englænderne ikke kunde undersøge et Skib, der laa kun et Par Hundrede Meter fra Land.

Maskingeværet skød kun nogle faa Salver endnu, saa forstummede det, da Afstanden blev for lang. Men nu skød Englænderne. Endnu inden deres Baad var naaet tilbage til Skibet, blinkede alle Kanonerne i Bredsiden, én Gang, endnu en Gang og én Gang til, medens de sørgelige Rester af „Kronborg“ næsten skjultes af Granatnedslag i Vandet og Sprængninger paa Dækket. Saa var Baaden naaet ud og blev hejst om Bord, medens Krydseren, der virkelig kun var et temmelig lille Skib med tre høje, gammeldags Skorstene, begyndte at spy Røg ud af dem og vende Næsen udefter. Kun nogle faa Minutter efter var den naaet gennem Indsejlingen og forsvundet bag Landtangen.

Da jeg saa ud paa „Kronborg“, opdagede jeg, at Ilden brændte mere dæmpet. Dækslasten var nok helt brændt op, og alt brændbart paa Dækket havde gjort den Følgeskab. Den ene Mast, der var af Staal, var knækket sammen, og man kunde se tværs gennem Kommandobroen, hvor alt Træværk var brændt væk. Alle, der kunde staa op, stod og saa ud mod det Skib, der havde ført os saa langt og saa vel og nu laa med Rælingen kun en Meter over Vandfladen og Overdelen helt ødelagt af Ilden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

BlokadebryderenKronborg_ødelagt
Kronborg udbrændt ud for Afrikas kyst

 

13. april 1915. “Do you speak english?” – “Hold din snut!”

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.

Nis Kock fortæller:

Inde fra Land var der kommet en Robaad ud imod os, roet af Negre med en hvid Mand ved Roret. Den passerede os, da vi endnu havde lidt Fart paa, og den hvide Mand, hvis Ansigt næsten var skjult af en Tropehjelm, var øjensynlig i Vildrede med, hvad det var for et Skib, han havde for sig. Han satte Hænderne for Munden som en Raaber og prajede os tre-fire Gange, men først, da han kom os helt nær, kunde vi høre, at han foreløbig forsøgte sig med det engelske.

— Do you speak English? raabte han op til Tømmermanden, der stod og kiggede ned paa ham. Tømmermanden maa have følt sig irriteret over at blive tiltalt paa dette Sprog, som han og vi andre havde holdt os længst muligt paa Afstand fra. Han tog et ekstra Tag i Bukserne, satte en foreløbig Skibsrekord i Langspyt og svarede paa jævnt Sønderjysk: — Hold din Snut! hvorpaa han bed sig en ny Skraa.

Det, jeg kunde se af Mandens Ansigt, forvandledes fra Tvivl til et straalende Smil, og han raabte glædestraalende op til Tømmermanden: — Hurra — Sie sind Hamburger!! Hvortil Tømmermanden intet svarede og vi andre heller ikke sagde noget.

Endnu engang vendte vi os om som paa Kommando. For med en Helvedes Larm af skurrende, skruende, hvinende og hvæsende Lyde slog et glat Lag Granater ned i Vandet kun et lille hundrede Meter fra os, medens et Brøl af Kanoner rungede over Bugten og fik mig til at se mod Indsejlingen. Dér laa ganske rigtig den engelske Krydser med Bredsiden til, og i samme Øjeblik jeg saa derhen, blinkede det endnu engang fra Kanonerne, og et nyt Lag gik lige over „Kronborg“ . Granaterne passerede os som et Uvejr af  Mislyde og rejste en temmelig velordnet Stribe af Nedslag inde under Land i det lave mudrede Vand.

I et Glimt saa jeg Negrene i Robaaden vende om og ro mod Land i en rasende Fart, Aarerne gik som Trommestikker, og samtidig rungede det næste Brøl fra Kanonerne ind over Bugten.

Fra Kommandobroen hørte jeg Kaptajnens rolige Stemme: — Klar til at sænke Skibet og klar ved Baadene. Der slog en Salve ned tæt omkring Skibet, og jeg hørte et dumpt Brag mod Skibssiden. Det var jo nok den første Træffer. Jeg maatte hellere se at foretage mig noget, inden Træfferne blev mere almindelige. Jeg var paa Vej ind mod vort Rum for at hente nogle personlige Ejendele og et Fotografi af min Hustru, som jeg havde haft med paa Rejsen, men det var for sent nu. Fra Baadene blev der raabt til mig om at skynde mig lidt, og jeg vendte derfor om og løb over til Baadene.

Den, jeg skulde med, var allerede firet ned, og Folkene var ved at tage Plads i den. Det gik meget roligt for sig, uden det mindste Tilløb til Panik, skønt de engelske Salver faldt Slag i Slag og Skibet allerede var ramt flere Gange. Kaptajnen stod endnu paa Kommandobroen og raabte til en eller anden, hvordan det gik, og nikkede, da han fik et Svar nede fra Skibets Dyb. Det var sikkert Sænkningen af Skibet, det drejede sig om. Jeg bemærkede nu ogsaa, at Dækket var begyndt at skraane meget stærkt, og samtidig med, at jeg gjorde denne Opdagelse, slog et nyt Lag ned omkring os, en Granat sprang paa den anden Side Kommandobroen, og Splinterne hvinede til alle Sider. Det var dog ejendommeligt, at vor Dynamitladning, vore mange Millioner Geværpatroner og vore Granater til „Königsberg“ ikke havde ladet høre fra sig for længe siden.

Tanken om vor Ladning satte imidlertid Fart i mig, og et Øjeblik efter stod jeg i Baaden, som straks efter lagde fra. Det sidste, jeg saå paa Dækket, var et Par Mand i Færd med at hælde Indholdet fra nogle store Spande ud over Dækslasten. Det lugtede infamt af Petroleum, og nu blev jeg først klar over, hvor den Lugt stammede fra, som jeg havde bemærket om Natten. Petroleumsspandene havde staaet parat hele Tiden. Da vi kom nogle Meter fra Skibet, begyndte det allerede at brænde i Bræddestablerne fra for til agter, og jeg bemærkede, at Skibet laa meget dybt med Agterenden. Alle Bundventilerne maatte være blevet lukket op, siden vi havde faaet saa meget Vand ind paa et Øjeblik.

Der blev roet meget stærkt. Da vi var kommet et Hundrede Meter fra Skibet, lagde en anden Baad fra det brændende Skib, og der var én, der sagde: — Nu er der ikke flere tilbage. Skipperen tog sin Hund med.

Røgen fra det brændende Skib lagde sig som et Slør over Vandet, og det generede vel Englændernes Skydning noget. Det hindrede dog ikke, at alle de Granater, der gik for langt, slog ned i umiddelbar Nærhed af Baaden, og til sidst blev jeg klar over, at de ligefrem fyrede efter os. Da vi sprang i det lave mudrede Vand for at vade det sidste Stykke ind, skiftede Englænderne ved en eller flere Kanoner om til Shrapnel og skød direkte paa os. Jeg kunde høre de skarpe, skrattende Skrald oppe i Luften, der var helt forskellig fra de almindelige Granaters dumpe, rungende Bulder, og et Sekund efter hvinede en Byge af Blykugler ned over os og rejste Brakvandet i Hundreder af Sprøjt. Ganske køligt og nøgternt arbejdede min Hjerne og undrede sig over, at ingen var blevet ramt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Anker Nissen fortæller:

Vi blev nogle timer forsinkede og nåede ikke kysten og målet som planlagt, da vi pludselig fik øje på en stærk røgsøjle fra et skib, der viste sig at være den engelske krydser Hyacinth. Vi blev straks opdaget og et skud for boven var signal til at vi skulle stoppe, men kaptajnen gav ordre til at lukke søventilerne og skibet kunne sætte farten op og nu fulgte en beskydning, hvorunder granaterne fløj os om ørerne. Heldigvis var de fleste forbiere, og da kaptajnen kunne se, at vi ikke kunne nå frem til Tanga, uden at blive indhentet, bøjede vi ind i Manzabugten.

Et stykke tid skjultes skibet af høje palmer, men fristen var kun kort, krigsskibet nærmede sig med stærk fart og nu fulgte salve efter salve, vort skib kom i brand, faren for en stor eksplosion var stor, søventilerne blev åbnet igen og skibet sat på grund, hvorefter ordren lød: Alle mand i bådene!

Det gjaldt om at komme hurtigst muligt bort fra skibet. Blev ammunitionen ramt, ville skibet ryge i luften — og vi med. Vi forsøgte a t ro mod land, men nu satte Hyacinth ind med schrapnellgranater, så vi måtte forlade bådene. 5 mand blev såret, derunder kaptajnen hårdt. Nu fik vi imidlertid også ild fra land, idet de indfødte tyske vagtposter jo ikke kunne ane hvem vi var; men heldigvis ramte de ikke — de fleste kugler går jo da forbi.

Det lykkedes trods alt dog os alle at komme i land, og et stykke inde i land, samlet under et træ på et højtliggende sted, kunne vi iagttage det brændende skib og englændernes forsøg på at komme om bord. Hen på dagen forlod de skibet, gik om bord i krydseren og forlod bugten vel menende, at skibet var udbrændt.

Nissen, Anker: Sønderjylland-Afrika retur (1962)

BlokadebryderenKronborg_ødelagt
S/S Kronborg – udbrændt

 

 

 

13. april 1915. Reddet? Blokadebryderen S/S Kronborg ved vejs ende

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.

I en mægtig Bue ændrede „Kronborg“ sin Kurs, og i rivende Hast forandrede Billedet sig. Vi satte nu Næsen direkte mod Land, og det saå ud, som om vi skulde løbe paa Grund, men et Øjeblik efter viste det sig, at vi sejlede mod Indløbet til en Bugt, som næsten var lukket af en lang, kratbevokset Tange.

En høj, klar Vandsøjle skød op paa vor Styrbords Side, og jeg hørte en dyb Buldren langt borte. Det var et Stoppeskud. Kunde de naa at faa Barn paa os, inden vi naaede ind i Bugten, hvor vi var beskyttet af Landtangen?

Endnu en Vandsøjle skød op ledsaget af en halvkvalt Buldren af en Granat, der eksploderede i Vandet, men nu var vi kommet paa Højde med Indsejlingen til Bugten, og et Øjeblik efter var Krydseren ikke at se over den kratbevoksede Tange.

Det forekom mig, at der var Tilløb til et Hurra paa Dækket, men det blev ikke til ret meget. Et Blik op paa Kommandobroen paa Kaptajnens sammenbidte og alvorlige Ansigt var nok til at overbevise mig om, at Faren ikke var overstaaet endnu. Det var da heller ikke til at tage fejl af, at vi kun havde faaet en Galgenfrist. Foran os bredte sig en rundagtig Bugt, der kun var 4-5 km i Dybden og hvis Bredder hele Vejen rundt var bevokset med Krat. Hvis vi var sluppet herind, uden at nogen havde set os, vilde det have været et glimrende Skjulested, eller hvis der havde været en Flod her, saa kunde det ogsaa gaa an, selv om vi var blevet set. Men her saa ikke ud til at være Floder, der søgte deres Udløb i Bugten, og da vi var set, kunde der jo ikke være Tale om at skjule os her.

Et tilstrækkelig let engelsk Krigsskib kunde lægge sig i Indløbet og ramme os, hvor vi saa end var ankret op i Bugten.

Vi nærmede os imidlertid hurtigt det inderste af Bugten, og jeg lagde Mærke til, at Farten gradvis var taget af. Vi havde sikkert ikke meget Vand under os, og det var paa høje Tid, at der blev gjort noget for at hindre, at vi løb paa Grund.

— Den engelske Krydser er vendt om og staar mod Nord! raabte Udkigsmanden med saa megen Befrielse og Lettelse i Stemmen, at jeg ikke kunde lade være at se op. Der var flere, der gjorde det samme, som om de vilde spørge Manden, om han nu ogsaa havde set rigtigt.

Vi var reddet. Hvorfor Englænderen vendte, kunde jeg ikke forstaa, men maaske laa der et Batteri skjult i Bugten, som han kendte og havde Bespekt for — maaske var Vandet for grundt selv udenfor Bugten, saa han ikke kunde komme paa Skudhold. Hvad nu Grunden end kunde være, saa var vi frelst, og vi havde virkelig sejlet en Ladning Krigsmateriel fra Wilhelmshafen til Mansabugten i Østafrika, uden at den havde taget mindste Skade.

Jeg saa ind mod det Land, som havde været i vore Tanker hver Dag under den lange Rejse. Det var altsaa Afrika. Tæt Mangrovekrat, som voksede helt ud i Vandet, og foreløbig ikke et Menneske at se paa Land. Bag Mangroverne saa jeg Palmer. Vi var kommet til et af disse Lande, som alle Mennesker, der er født i det kolde Norden, bærer en hemmelig Længsel efter.

Vi var kun nogle faa Hundrede Meter fra Land, da Maskinen helt standsede, og et Øjeblik efter raslede Ankeret ud. Det havde ikke nogen lang Vej at gaa, kunde jeg høre. Vi maatte aabenbart ligge paa næsten grundt Vand med kun nogle faa Meter Vand under Kølen. Nu havde vort Anker fat i den afrikanske Strandbund. Vor Rejse var til Ende.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Raid_hyacinth-rubens_east_africa1915-04-14
Skibenes bevægelser – i engelsk krigshistorie kaldes S/S Kronborg for “Rubens”, som var skibets oprindelige navn. Fra Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Hyacinth_%281898%29

 

 

 

13. april 1915. “Krigsskib med tre Skorstene for fuld Damp efter os!”

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

Det var Peter Hansen og mig, der skulde have Vagten paa Fyrpladsen, da Viseren gled ind i den nye Dag, den 13. April. Da vi kom ned, mødte vi en af Mestrene, der fortalte os, at han lige havde skruet Sikkerhedsventilerne fast.

— Hvad skal det tjene til? spurgte vi.

— Har I ikke læst Mark Twain, grinede Mester. Naar Skipperne paa Mississippi sejlede om Kap, saa satte de en Niggerdreng paa Sikkerhedsventilen — saa kom de enten igennem, eller ogsaa sprang de i Luften. Her var vi ingen Niggerdreng, saa her klarer vi os med en Skruenøgle.

— Det er maaske Meningen, at vi skal sejle stærkt? spurgte Peter Hansen roligt og hængte sin Frakke paa et Søm.

— Det varer nok ikke saa længe. Skaf jer nogle Kul frem, mens I har Tid endnu. Jeg tænker, at Kedlerne holder, for det er godt engelsk Kram.

Vi fulgte hans Raad og skrabede saa mange Kul frem, som vi kunde overkomme, inden der kom Ordre til at sejle for fuld Kraft. Saa gik det løs. Fra det Øjeblik sagde vi ikke et Ord til hinanden. Saa hurtigt som vi overhovedet var i Stand til at bevæge os, øste vi Kul paa Ilden. Aldrig i mit Liv har jeg arbejdet som i disse Timer. Huden gik i store Vabler paa Hænderne, Kroppen drev af Sved, og Benene rystede under mig af Overanstrengelse.

Én Mand raabte ned til os: Nu gik vi forbi Pemba Øen!

Vi var ligeglade. Vi rasede som Djævle i vort ophedede Rum, og Mester raabte ind til os: — Det gaar strygende — bliv ved lidt endnu! Heller ikke det svarede vi paa. Manometret, der var engelsk, havde en rød Streg ved 180, men den var for længe siden overskredet.

Skibet rystede og dirrede i sine Sammenføjninger under det voldsomme Pres, og Kullemperen stønnede: — Vi springer Gud hjælpe mig i Luften alle Mand! Men ogsaa han fik Lov til at tale ud i det frie Rum. Vi øste og øste Kul paa, og det eneste, vi havde Øje for, var Manometret. Ikke en eneste Streg maatte det falde fra den Højde, vi havde tvunget det op paa. Det var blevet vor rent private Galskab.

Inde i mig voksede et dumpt Raseri mod „Königsberg“, der havde tvunget os ind i dette Slæbearbejde, mod alle dem, der havde fri, ja, mod hele Verden. Det overmenneskelige haarde Arbejde skal nok være Forklaringen paa, at Klassekampene altid er saa rasende og bitre. De, der maa overanstrenge sig, holder af at tænke paa Fjender og Uvenner og ikke med kærlige Tanker. Der skabes ikke idylliske Syner af haardt og slidsomt Arbejde.

Mærkeligt nok følte jeg mig ikke videre træt af det haarde Slæb, men et Sted i Baghovedet lurede en Anelse om, at jeg hvert Øjeblik kunde styrte om med Skovlen i Haanden, hvis jeg ikke holdt en vis Kontrol med mig selv. (…)

— Røg ret agterude! meldte Udkigsmanden, og som paa Kommando drejede hele Besætningen omkring og søgte agterud. Nu saa jeg dem først allesammen. De fleste af dem havde staaet samlet i Forskibet og stirret forud efter det første Glimt af Tanga, som vi jo snart maatte være i Nærheden af. Nogle havde raabt, at de kunde se Fyrtaarnet ved Indsejlingen, men andre havde bestridt det. Jeg havde hørt det som noget mig forholdsvis uvedkommende, medens jeg stod og saa ind mod Bjergene.

Men var det Tanga, de havde set, og var det et engelsk Krigsskib, der dampede agterude, saa var det altsaa gaaet i Opfyldelse, som jeg havde frygtet mest af alt, at vi skulde blive standset lige paa Tærsklen til vor Triumf.

Fra Broen spejdede Kaptajnen og en af Styrmændene i deres Kikkerter efter Røgen agterude, og i Bagstavnen stod det meste af Mandskabet og stirrede den samme Vej. Jeg gik hen til dem. Det var en tavs Forsamling. Ikke en eneste talte højt. Alle ventede paa, hvad Udkigsmanden, der havde Kikkert, kunde sige om det Skib, der kom dampende efter os. For mine Øjne var der ikke andet at se end en kulsort Røgsky, der syntes at vokse i Størrelse og Tykkelse for hvert Minut.

— Krigsskib med tre Skorstene for fuld Damp efter os! brølede Udkigsmanden, og der gik en bølgende Bevægelse gennem hele Klyngen. Jeg saa op paa Kommandobroen.

Kaptajnen og Styrmanden havde taget Kikkerten fra Øjnene, og Kaptajnen nikkede betydningsfuldt til sin Styrmand.

— Færdig! sagde en Mand lige med ét, færdig med fyrre. Saa satte han sig ned paa Spillet og tændte en Cigaret. Hver en Havn spærret af de Sataner!

Ja, hver en Havn spærret: Engelske Krydsere stængte hver Havn — inde i Land var der Mangel og Nød. . . Hans Ord vakte en lille forglemt Versestump til Live hos mig, og den blev ved at synge i Hovedet paa mig længe efter, at andre var begyndt at tale. Det var jo Terje Vigen om igen. Det var hundrede Aar siden, men stadig beherskedes Havene af „den engelske man of war — med Ørneøje fra Mærs“ .

I hundrede Aar havde disse Skibe under det hvide Krigsflag afgjort, hvad der skulde være lukket, og hvad der skulde være aabent. Stor og mægtig var Englands Flaade. Den havde Raad til at lade os luske igennem Skagerak og til at gaa gennem Blokaden ved den skotske Kyst, for den vidste, at hvad den ene ikke saa, det saa den anden.

Nu havde Røgskyen hævet sig, og jeg saa tydeligt Dele af Rigningen og af Skroget paa den engelske Krydser. Det var ikke noget særlig stort Skib, saa vidt jeg kunde se, men det var stort nok for os. Saadan var det ved Falkland, saadan ved Dogger Banke og saadan ogsaa her, hvor „Kronborg“ løb for sit Liv. Jeg saa op mod Flaget, men det var der ikke længere. Dannebrog var strøget under dette sidste Kapløb.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

BlokadebryderenKronborg
S/S Kronborgs rute

 

 

11. april 1915. Er blokadebryderen S/S Kronborg opdaget af englænderne?

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

I disse Dage forstummede Harmonikaen, som havde været lidt i Gang ved Altapraøen. Der var igen langt flere Udkigsmænd end nødvendigt og vi hørte igen Raab om Røg, hvor der ingen Røg var. Styrmændene og Mestrene passede deres Arbejde med Ro og Rutine og var et godt Eksempel for os andre, der dog ogsaa gjorde alt, hvad vi kunde, for ikke at røbe vor stigende Spænding.

Men det var to lange Dage. Der er ikke meget fra Samtalerne dengang, der huskes, udover at Tømmermanden en Dag brød sin Ro og sagde uden at henvende sig til nogen bestemt:
— I Tanga den 13. April — ja, det er let nok sagt. Det er ligesom at skrive til en Pige, at hun skal være paa Banegaarden ved 4-Toget. Det kan de sagtens sige, de guldgallonerede Hundestejler paa „Königsberg“ , men det er sgu’ os, som skal gøre det. Selv kommer de ikke ud — og hvorfor? Selvfølgelig fordi de ikke kan. Men vi skal med vore 10 Knob.

Telegrafisten fortalte os jævnligt, at Englænderne stadig var tossede. Luften svirrede af Telegrafi. Derimod var „Königsberg“ blevet tavs, hvad vi var meget glade for. Vi havde imidlertid en tydelig Fornemmelse af, at den havde telegraferet tilstrækkeligt til at ødelægge alle vore Chancer.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

10. april 1915. Blokadebryderen S/S Kronborg får ordre om at sejle til Tanga

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Anker Nissen fortæller:

Om bord på skibet havde vi en hemmelig radiostation, anbragt i et rum under kaptajnens kahyt og hvortil adgangen var skjult af kaptajnens servante, der havde dobbeltbund.

Vi fik en nat over radioen ordre til at anløbe en af koloniens havnebyer Tanga den 14. april ved daggry. Vi var uvidende om at den telegrafkode, som blev anvendt, var kendt  af englænderne og at vi derved var blevet opdaget.

Nu kom der en spændende nat. For fuld kraft, med slukkede lanterner, ingen måtte ryge, gik det mod den østafrikanske kyst. Alle var på vagt, og enhver skulle melde så snart eventuelle blokadeskibe var i sigte.

Nis Kock fortæller:

Der er to Dages og én Nats Sejlads fra Fredens Ø, Altapraøen, hvor Skildpadderne gaar nede paa Havbunden, til den sumpede og sandede afrikanske Østkyst. I disse to Dage og én Nat blev der bandet mere om Bord end paa hele den øvrige Rejse sammenlagt, og det var lige fra øverst til nederst. Der er heller ikke nogen Tvivl om, at der blev svedt mere. Der blev sejlet for fuld Fart hele Tiden, og det var ingen Spas for os nede i Fyrrummet. Men det, der navnlig bragte Sveden frem, var den tavse Spænding, som steg fra Time til Time og gjorde en Ende paa det fredelige, dagligdags Liv om Bord. Den var meget højere — og her hjalp den stegende Varme vel ogsaa til — end da vi gik gennem Blokaden i Skagerak, for dengang havde vi kun lige begyndt, men nu havde vi næsten fuldført vort Arbejde, og nu kunde et eneste Uheld ødelægge det hele.

Nissen, Anker: Sønderjylland-Afrika retur (1962)

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Nissen, Anker_1915
Anker Nissen (1915)

 

 

5. april 1915. Blokadebryderen: Sørøvere i Det indiske Ocean?

Anker Nissen deltog om bord på en tysk blokadebryder med dansktalende besætningn(“S/S Kronborg”), der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Da vi siden vor afrejse ikke havde vovet at have nogen kontakt, hverken med Tyskland eller kolonien Østafrika, idet vor eksistens da let kunne være blevet røbet, og da det i vore instruktioner var angivet, at vi skulle afvente nærmere ordre, forinden vi anløb nogen havn, satte vi kursen mod øgruppen Seychellerne, der ligger i det indiske ocean nord for Madagaskar, for der at afvente den endelige ordre til anløb af kolonien.

Vi var bekendt med, at hele den østafrikanske kyst var stærkt bevogtet af den engelske flåde, idet englænderne ville forhindre enhver forbindelse mellem koloni og moderland. Yderligere var vi bekendt med, at det eneste tyske krigsskib i området: krydseren Königsberg, som i givet fald skulle yde os nogen beskyttelse mod englænderne, var søgt ind i Rufidji flodmundingen på grund af mangel på brændsel, og der var krydseren blevet opdaget af englænderne, som holdt det fast u nder streng bevogtning.

I henhold til de oplysninger vi havde ombord om øgruppen skulle denne være ubeboet, men til vor store overraskelse iagttog vi om morgenen, da vi nærmede os den største ø, at flere småbåde blev sat i vandet og kom ud til os. I første omgang troede vi det var sørøvere. Bådenes besætninger – delvis negre og en del af blandet race — kom om bord og så meget faretruende ud. Det viste sig efter at lederen — en franskmand — var kommet om bord, fortalte kaptajnen, at der på øen var en straffekoloni med en mængde farlige forbrydere.

Efter en meget lang forhandling med lederen og efter at vi havde forsynet dem alle med the, sukker, salt og andre rare ting, for hvilke vi til gengæld modtog en stor levende skildpadde, der nok vejede ca. 500 pund, fik vi endelig banden losset fra borde igen.

Forinden havde de dog været meget nysgerrige og nærgående, og de forsøgte alt muligt for at få noget at vide om det store mystiske skib. De anede på dette tidspunkt (april 1915) ikke, at der var krig, idet øgruppen kun fik besøg 2 gange om året og der havde ikke været skib siden juli 1914. (…)

Vi forhalede nu skibet ind i en lagune og blev liggende dagen over, og en del af besætningen, også jeg sammen med styrmand Elberg fra Åbenrå, aflagde øen et besøg. Dette kunne være blevet skæbnesvangert for os, for da vi igen skulle ombord, havde strømmen forandret sig til en mægtig styrke, så vi flere gange af denne blev fø rt til havs. Først sent på aftenen lykkedes det at komme om bord igen.

Anker Nissen: Sønderjylland-Afrika tur/retur

BlokadebryderenKronborg_i_orkan-mindre
Foto taget på dækket af M/S Kronborg i hårdt vejr

 

 

4. april 1915. Radiokontakt med SMS Königsberg ud for Østafrika

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar forlod skibet Wilhelmshafen, camoufleret som det danske handelsskab S/S Kronborg – med en besætning af dansktalende sønderjyder.

Et Par Dagsrejser eller tre Syd for Ækvator kunde vi mærke Luftforandringen, og da vi nærmede os Afrikas Sydspids, blev Vejret ikke alene køligere, men ogsaa stormfuldt og haardt. Søsygen begyndte atter at stikke Hovedet frem hist og her, og vor ulykkelige Kullemper laa atter i Kulbunkerne uden at kunne røre sig. En Dag saå vi gennem Dis og under forrevne Skyer Afrikas Kyster ved Kap det gode Haabs Forbjerg graane om Bagbord, og inden længe havde vi atter vendt Næsen mod Nord og nærmede os igen Varmen.

Nu ændrede alle Samtaler sig. Fra at snakke om Hjemmet og Krigen i Europa gik vi alle som én, fra den Dag, vi atter stævnede mod Nord, over til at tale om, hvor vi skulde hen, og hvordan vi skulde komme uset til Kysten.

Et Kort over den afrikanske Kyst blev atter fundet frem, og et Navn dukkede op. Vi fandt det i den allersydligste Del af Kolonien, en lille Havneby, Lindi. Kunde vi snige os langs Kysten af den portugisiske Koloni, hvor der jo ingen Blokade var, og saa en mørk Nat stikke ind i Lindis Havn — hvilken Triumf vilde det ikke være at gøre Rejsen saa omgaaende og prompt! Vi svælgede allerede i den Triumf, der ventede os, naar vi lagde til i Lindi, og efterhaanden som Dagene gik, blev dette Navn mere og mere sandsynligt. Styrmændene nikkede betydningsfuldt, naar vi nævnede det. Jo, Kaptajnen havde selv talt om det, og foreløbig havde vi da ogsaa Kursen efter Mozambique Strædet — alt tydede paa, at vi skulde til Lindi.

Men om Morgenen den fjerde April, da jeg kom op efter en Vagt, kunde jeg se, at der var sket noget. Vi havde faaet Radioforbindelse med „Königsberg“ og havde faaet vor første Ordre.

— Bare de vilde lade være med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden, som var af den gamle Skole, hvis Englænderne ellers kan høre, saa er de klar over, at
der er Ugler i Mosen. Det siges, at de kender vor Kode.

— Hvor skulde de kende den fra? var der én, der spurgte.

— Hvordan Fanden skulde jeg vide det? gensvarede Tømmermanden fortrydeligt, jeg kender s’gu ikke noget til Englændernes Fiduser. Men jeg siger, at de siger — at Officererne siger, altsaa — at de har fundet vor Kode et eller andet Sted — en af vore Officerer har tabt den et eller andet Sted, da han skulde tage sit Lommetørklæde frem, fordi han havde Snue, eller ogsaa faldt den ud af Vinduet, da de støvede af, men de kender den altsaa. De vidste før Slaget ved Doggerbanken, at vore Skibe vilde komme, og nu skal den være forandret.

— Hvorfor bruger „Königsberg“ den saa?

— Hvor kan jeg svare paa alt det Sludder, som I kan hitte paa at spørge om. „Königsberg“ har jo ikke været hjemme siden Krigen, og derfor telegraferer den vel efter den gamle Kode.

— Hvad har „Königsberg“ egentlig lavet? var der én, der spurgte.

— Den har ligget og flakket omkring hernede og standset Handelsskibe og saadan. Engang gik den ind i Zanzibar og knaldede en lille engelsk Krydser ned — „Pegasus“, hed den vist. Jeg læste noget om det hjemme.

— Hvorfor Fa’n blev den ikke ved med det? spurgte Karl Sørensen.

— De blev vel for mange om den, mente Peter Hansen, og den havde vel heller ikke Kul nok. Vi har jo Kul med til den. Dens Kanoner er heller ikke stærke nok mod de engelske Skibe — det er de aldrig — vore Krydserkanoner er alt for smaa. De kan ramme, men de kan ikke slaa haardt nok. Det saa vi jo ved Falkland. Desuden ligger der en Mængde engelske Skibe her ved Kysten.

— Her skulde Grev Spees Eskadre bare være sluppet over, var der én, der sagde, saa var der blevet ryddet op i Blokadeskibene — det er vel bare nogle gamle Krydsere.

— Store nok til os, mente Tømmermanden med en meget vidende Mine.

— Jamen, hvad siger du til, hvis „Scharnhorst“ og „Gneisenau“ var sluppet herover, uden at nogen havde vidst noget af det — Vorherre bevares, hvor vilde Englænderne have gloet!

— Det havde de ikke faaet ret megen Tid til, indskød en anden, jeg kendte de to Skibe. De var farlige for Krydsere.

Telegrafisten kom hen til os og sagde fortroligt: — Nu har vi faaet Forbindelse med „Königsberg“ igen og faaet nye Ordrer …

— Fanden staa i den skaldede Krydser — kan den ikke holde sin Kæft!

— Hvad gik den Ordre ud paa?

— Vi skal lægge ind til Altapraøen og afvente nærmere Ordre.

— Hvor ligger saa den Ø? spurgte jeg.
— Langt til Søs, svarede Telegrafisten.
— Ja, de skal nok faa forkludret det hele med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden bittert og spyttede sin Skraa ud i Mozambique Strædet, hvorpaa han fiskede en ny op af Lommens Dyb.

Inden Aften fik vi at vide af Styrmændene, at nu sejlede vi med Kurs mod den engelske ø Altapra, hvor vi skulde ligge og vente, til „Königsberg“ var brudt igennem den engelske Blokade paa Rufijifloden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

SMS Königsberg_mindre

18. marts 1915. Skamlingsbanken ved ækvator

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle fragte våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod skibet Wilhelmshafen.

Efterhaanden som vi nærmede os Ækvator, blev Opholdet under Dækket en uudholdelig Plage, som desværre skulde udholdes alligevel. Frivagterne mødtes nu forude, hvor de sov, hældte Vand paa hinanden, og om Aftenen, naar der kom en Smule Kølighed, dannede vi et Sangkor, der havde til Opgave at holde Humøret oppe hos den varmelidende Besætning.

En af Matroserne havde en Harmonika, som han behandlede med megen Fingerfærdighed, baade naar det drejede sig om danske og om tyske Melodier, og vi andre sang til. Det var navnlig de danske Sange, der maatte holde for, og medens Delfinerne dansede for Næsen af Skibet og Dækket glødede af Varme og Sangerne svedte, saa det løb ned ad dem, lød de fleste af Tonerne i „Danmarks Melodibog“ ud over den blikstille Havflade. Sandsynligvis hørte nogle af Sangene til de forbudte, men „Kronborg“ var et frit Skib, og de lod sig meget vel synge.

Paa den Tid var „Skamlingsbanken“ paa sin Sejrsgang naaet til Grænsen og var gaaet over den. Heller ikke Nordslesvig var blevet skaanet, ja, saa langt som til Kiel var den naaet, og nu blev den baaret videre over Atlanterhavet for senere hen at krydse det indiske Ocean og engang at blive nynnet ind i Ørene paa Beskyttelsestropperne i Østafrika, der ikke havde nogen Mistanke om, hvor den paagældende Banke laa.

„Skamlingsbanken“ blev denne Hejses Melodi. Naar jeg nu en sjælden Gang hører den, saa vandrer Tankerne tilbage til „Kronborg“ s Fordæk, hvor vi sad i en Klynge omkring Harmonikaen og sang, saa vi svedte derved, de sødladne Ord til den smægtende Melodi.

Jeg har tumlet mig i Leg paa Skamlingsbanken,
Skamlingsbanken, Barndomshjemmet langt herfra.

Det var Rejsens Favoritmelodi. For mig og for mange af de andre havde Skamlingsbanken en bestemt Betydning, men de andre interesserede sig blot for Melodien og de sentimentale Ord.

Vi passerede Ækvator ganske formløst. Den eneste Liniedaab, der fandt Sted, formede sig paa den tvangfri Maade, at Telegrafisten hældte en Spand rød Maling ned i Hovedet paa en af Fyrbøderne, da han kom op fra Vagten. Den Farve, som han anvendte, viste sig at være ganske overordentlig holdbar og forfulgte sit Offer langt ind i det mørke Afrika, hvor man oprigtigt troede, at han var født rødhaaret.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

16. marts 1915. Om bord på blokadebryderen: Det vrimler med franske jagere forude!

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar forlod de Wilhelmshafen og gennem den britiske blokade via Nordatlanten blev kursen sat mod syd.

Vejret blev lunere. Det skete nu saa pludseligt, at man næsten kunde mærke Forskel paa det fra Vagt til Vagt. En Dag fik jeg at vide af Styrmanden, at vi nu befandt os i den sydlige Del af Biscaya-Bugten. Vand er Vand, og Hav er Hav — Bugten saå ikke anderledes ud end det øvrige Hav, vi havde sejlet igennem, kun syntes jeg, at
Vandet var lidt mere blaat, og Himlen var næsten altid klar.

Jeg havde hørt om den spanske Sø, at den skulde være meget urolig, men den gjorde et overordentlig fredeligt Indtryk, da vi sejlede igennem den med en støt Fart paa 8-10 Sømil. Det var her, at der en Dag ved Middagstid blev raabt ind til os: — Det vrimler med franske Jagere forude — lad være med at tørne alt for hurtigt ud. De har os i Kikkerten.

Det sidste Paabud var jo ikke saa let at overholde, men blev det dog saa nogenlunde. Een for én drev vi op paa Dækket og saå en Eskadre paa 6-7 hurtige Jagere stryge lige imod os. Jeg saå paa de smukke, slanke Baade, der væltede Vandet til Side saa hurtigt, saa det stod som Skumsøjler paa begge Sider Boven. Jeg saa op mod  Kommandobroen, hvor Kaptajn Christiansen stod alene og saa ud mod Franskmændene uden at bruge sin Kikkert.

Der var stille som i en Kirke paa Dækket, og de fleste nøjedes med at skele efter Jagerne med et halvt Øje, medens de foregav at bestille et eller andet paa den Plads, hvor de nu stod.

— Klar til Hilsen med Flaget! raabte Kaptajnen, og jeg saå nu, at en Matros stod med Flaglinen i Haanden, rede til at udføre Ordren.

Jagerne naaede og gik forbi os uden at mindske Farten, og netop som Førerskibet var lige paa Højde med os, sænkede Dannebrog sig til en yndefuld Hilsen, der blev
besvaret af Trikoloren paa den første franske Jager. Nu manglede det egentlig blot, at Kaptajnen havde prajet dem og ønsket dem god Rejse.

Jeg saa mig omkring og bemærkede det ene smørrede Smil i Færd med at bryde frem efter det andet hos mine kære Kammerater og Arbejdsfæller. Selv maatte jeg et Øjeblik vende Ryggen til de franske Skibe for at skjule min Munterhed. Men nægtes kunde det jo ikke, at Hjertet bankede et Par Slag for hurtigt lige efter den Oplevelse. De franske Skibe foretog forskellige Manøvrer, da vi havde faaet dem en Sømil eller saa agterud, og vi tabte dem hurtigt af Syne. Det var som en Fugleflok, der var strøget forbi Skibet.

Uden at ændre sin Kurs med saa meget som en Brøkdel af en Streg holdt „Kronborg“ sydover, medens Jagerne forvandledes til høje Røgsøjler agterude og til sidst svandt sammen i en Sky af sort Røg.

— Aa Gud, hvor vilde de ærgre sig, de franske Sataner, hvis de vidste, hvad de har ladet slippe forbi, grinede Karl Sørensen ubehersket, medens Tømmermanden faldt ind som den altid tilstedeværende naturlige Modvægt mod ungdommelig Kaadhed:

— Grin nu ikke for tidligt, min Dreng, der er lang Vej til Kap det gode Haabs Forbjerg, og derfra er der ogsaa et godt Stykke Vej til Østafrika.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

23. februar 1915. “Det er da løgn, Tømmermand!” Med Christian den X. og dronning Alexandrine om bord

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til tysk Østafrika

Den næste Morgen laa Nordsøen udbredt omkring os uden et eneste Skib, ja, uden saa meget som en Røgsøjle i Horisonten. Vejret var stille og glædeligt usigtbart, og det maatte jo forbedre vort Chancer, hvis vi havde nogen.

Nu kunde jeg se, hvad det var, Matroserne og Tømmermanden havde haft saa travlt med om Natten. De havde lavet helt om paa Skibet. Bogstaverne var forsvundet fra Skorstenen, der nu var okkergul, og Kommandobroen havde skiftet Form ved, at en Mængde Camouflage var brudt ned.

Men den største Overraskelse var dog Flaget, som var hejst agterude. Nu sejlede vi ikke længer under det tyske Marineflag, men under Dannebrog, det gamle danske Flag, som min Bedstefader havde kæmpet under baade i Treaarskrigen og i 1864. I det lille Kammer, som min Broder og jeg havde, da vi var smaa, hang der to Dannebrogsflag paa Væggen, og jeg kom til at tænke paa dem, da jeg saå dette Slag. Jeg kom ogsaa til at tænke paa min Broder, som nu kæmpede paa Vestfronten, og som jeg sidst havde mødt i Bremen, kort før vi afsejlede fra Wilhelmshafen. Gud ved, hvordan han nu havde det — han var blevet Underofficer og lod meget ivrig i Tjenesten. Han skulde bare vide, at jeg nu sejlede under Dannebrog paa Befaling. Det vilde jeg aldrig kunne faa ham til at tro paa.

Jeg selv havde Besvær nok med at tro det. Jeg tilhørte et Slægtled, for hvilket Drømmen om Danmark var ved at blegne overfor den haarde og klare Virkelighed, som vi saa os Ansigt til Ansigt med i de tyske Kaserner — Tysklands uhyre, uovervindelige Magt. Og nu sejlede jeg under dansk Flag midt under, Krigen!

Andenstyrmand kom hen til mig, og vi talte lidt sammen. Han fortalte, at vi nu sejlede med S/S „Kronborg“ af København, paa Vej fra Sverige til La Plata med Træ. — Ka’ du nu huske det, hvis der skulde komme nogen og spørge dig om det, grinede han.

Jeg talte ogsaa med Tømmermanden om det, og han fortalte mig, at der selvfølgelig fandtes et Skib i den danske Handelsflaade, der hed „Kronborg“ . — Vi kan jo ikke saadan hitte paa et Navn, sagde han, og Englænderne er lige saa kloge som andre Mennesker. De har Papirerne i Orden, og de kender hvert Skib, der løber ud fra de skandinaviske Havne. Den rigtige „Kronborg“ skal sikkert nok være paa Vej fra Sverige til La Plata, og ligger nok i Kattegat nu. Det kan være, vi møder den i Skagerak. Nej, her til Søs er der ikke noget, der gaar paa Slump.

— Ser du, fortsatte Tømmermanden hemmelighedsfuldt, vi har to Telegrafister om Bord, men ikke nogen traadløs, og véd du hvorfor?

Nej, det vidste jeg ikke.

— Det er selvfølgelig, fordi den rigtige „Kronborg“ ikke har Radio — men vi har det alligevel, for hvad skulde vi ellers bruge Telegrafisterne til …

Tømmermanden saa ud til at være uhyre stolt af denne Bevisførelse. — Den ligger nede mellem Kullene i et særligt Rum, som blev bygget, før vi tog Kul ind. Tømmermesteren docerede nu med en stor Pegefinger lige foran min Næse.

— Indgang gennem Kaptajnens Kahyt den høje. Man trykker paa en Knap, og en Kommode svinger til Side som en Dør, og saa er du nede i Telegraf stationen. Lige over  Kommandobroen hænger et Billede af Slottet Kronborg, og paa hver Side af det Kong Christian den Tiendes og Dronning Alexandrines Billeder.

— Det er da Løgn, Tømmermand!

— Gu’ er det ikke Løgn — jeg har fortalt mange Løgne, men dette her er den rene og skære Sandhed!

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

18. februar 1915. Afgang fra Wilhelmshafen – med kurs mod Østafrika

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika

Ud paa Eftermiddagen den 18. Februar — det var allerede ved at mørknes, for Dagen havde været taaget og sludfuld — stod jeg paa Dækket og saå Landgangen blive taget og Fortøjningerne kastet los. Kaptajnen stod paa Kommandobroen med en Lods ved Siden af sig og en Officer fra Wilhelmshafen, der formentlig skulde følge med til den inderste Minespærring.

Ganske langsomt begyndte Skruerne at arbejde, og et sort Vand kom til Syne og blev bredere og bredere mellem Skibssiden og Bolværket. Det skulde vokse til et Verdenshav, før vi igen fandt et blivende Sted, og den Verden, vi nu forlod, skulde vi aldrig se mere. Jeg blev ved Rælingen stod de andre af Frivagten tavse og ubevægelige og saå ind mod Havnen og Værftet. Forude lukkede et Par Sluseporte sig lydigt op — der var overalt denne Velforberedthed til at hjælpe os ind i noget, som vi ikke vidste, hvad var. Farten voksede fra Minut til Minut, medens Byen og Havnen slettedes ud af Taagen agterude.

Nu var det forude, det foregik. Ud af Taagen steg en uhyre Kolos, et vældigt Skibsskrog — et af Flaadens Storslagskibe. Det gled forbi, fantastisk og uformeligt i Linierne som en Drøm om et af Fortidens Uhyrer, men endnu inden det var forsvundet, steg et njd Uhyre ud af Disen, voksede sig stort og vældigt, blev blegere og mere utydeligt og var til sidst glemt for den næste Kolos, der sejlede os sidelæns i Møde. Det var Højsøflaaden, Verdens nyeste Flaade, der laa tøjret her, mens en usselig Damper var paa Vej til det aabne Hav gennem den engelske Blokade. Det saå urimeligt og meningsløst ud.

En 10-15 Skibskolosser havde vi sejlet agterud, før vi kom til „Von der Tann“ , og jeg blev klar over, at vi var i Nærheden af Slagkrydserne. Det var dem, der lige var kommet hjem fra Doggerbanken. Dem kunde man ikke sige noget paa — de havde prøvet det. (…)

Slagkrydseren „Moltke“ var forlængst forsvundet i Taagen og endnu et Par forankrede Skibsskrog var gaaet det forbi, før jeg holdt op med at stirre i den Retning, hvor mit gamle Skib laa. Jeg stod og tænkte paa, hvor mægtig en Opgave der egentlig var paalagt os. Hvilken forfærdelig Hindring maatte ikke den engelske Blokade være, hvilket Vidunder af Organisation og Sømandsskab, naar alle disse Kæmper maatte ligge her fredeligt forankrede uden at kunne gaa ud. I Land havde vi kun læst om tyske Sejre til Lands og til Vands, men her ude paa det taagede og urolige Hav laa aabenbart noget, hvis Magt og Vælde man havde Respekt for, som man endnu ikke havde overvundet og maaske aldrig skulde overvinde.

Der var en, der kaldte paa mig, og jeg gik forud. Dér stod Kammeraterne med hver en Sæk i Haanden, og jeg fik udleveret en. — Det er Civiltøj, sagde Førstestyrmand, klæd om med det samme og put Uniformen i Sækken! Vi løb ned i Kahytten, som vi kaldte vort Rum, og skyndte os med Omklædningen til civil. Faa Minutter efter stod vi paa Dækket, allesammen med vor Sæk i Haanden. Det var nu helt mørkt, og Skibet havde sagtnet Farten. En Torpedobaad løb op paa Siden af os, og vi fik Ordre til at hive Sækkene ned i den. Kort efter gik Lodsen fra Borde fulgt af den fremmede Officer, og Torpedobaaden lagde om og vendte i en elegant svunget Bue.

Vi stod allesammen og stirrede efter den. Det var den absolut sidste Forbindelse med de hjemlige Forhold, der nu blev slettet ud af Taagen. Fra Baaden lød et Brøl i en Raaber: — Entlassen! Vi var fri og færdige med Wilhelmshafen og sejlede paa eget Ansvar, efter at være blevet lodset ud gennem Minespærringen.

— Tre Hurra for vore Kære derhjemme! lød en dyb alvorlig Kommandostemme, og i samme Nu løftede der sig et Brøl fra Dækket, hvor næsten hele Besætningen stod. Det var Kaptajnen, der havde formet de Ord, som de fleste af os havde haft i Tankerne. Nu i Dag fik de derhjemme det allersidste Brev fra mig — ja, maaske virkelig det sidste. Denne voldelige Afbrydelse af Forbindelsen mellem Mennesker, der holdt af hinanden, følte jeg som en Modbydelighed, men det var altsaa Prisen, vi skulde betale for ikke at gaa som et Nummer paa et af de store Skibe eller ligge i Mudderet i Flandern.

— Kaptajnen er lige blevet krigsviet! var der én, der sagde ved Siden af mig, og jeg forstod nu, at jeg ikke var den eneste, der havde bragt et Offer. Det var en Slags Trøst. Vi naaede ikke at komme ned under Dækket, før vi igen blev kaldt sammen om Kommandobroen, hvor Kaptajnen stod sammen med Styrmændene, kun utydeligt belyst af Lampen paa Kommandobroen. Han vilde tale til os og begyndte med det samme:

— Formaalet med vor Rejse kan jeg nu aabenbare Dem. Det er at bryde gennem den engelske Blokade og bringe Kul til Krydseren „Königsberg“ . Desuden skal den have suppleret sin Ammunitionsbeholdning. Jeg har hidtil maattet holde dette strengt hemmeligt paa Grund af de mange Spioner, som desværre endnu findes i Wilhelmshafen.

“Königsberg“ — hvor var det, jeg sidst havde hørt om det Skib? Var det ikke ved den afrikanske Østkyst? Den havde sænket en eller anden lille engelsk Krydser dernede. Det maatte jeg se at faa Klaring paa bagefter.

— Om 6 Maaneder skulde vi være tilbage igen, hvis det lykkes for os, og hvorfor skulde det ikke det …

— Nej, hvorfor Pokker skulde det ikke det?

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

1914-09-06 Afrika

10. oktober 1914. “Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven.”

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Livet i Skyttegravene ved Aisne.

Skyttegraven ved ……., 26. Sept. 14.

– – Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvilken Glæde det er at modtage Post hjemmefra. Alle mine kammerater er som jeg, det der interessere os allermest om Morgenen, naar vi vaagner, og om Aftenen, naar vi lægger os til Ro, er, om der er Post. Fra ….., Varnæs, fik jeg ligeledes i Gaar Chokolade og Cigarer, det er rørende, saa venlige alle er imod mig.

Vi ligger endnu stadig her i Skyttegraven, og jeg vil i al Korthed fortælle Jer lidt om Livet her, det kan dog maaske interessere jer. Jeg deler Hule sammen med Løjtnant R., i Civil Dr.jur. Hulen har til Loft en Dør, som Pionererne har skaffet os fra en nærliggende Landsby. Den har en Dybde af ca. 2 Meter, saa vi paa en Conserveskasse udmærket kan sidde uden at støde imod Loftet med Hovedet. Bredden udgør ca. 1½ Meter. Bunden er belagt med lidt Halm og lidt Lucernehø. For at faa Plads til vore smaa Æsker med Godter i, har vi udgravet et Par smaa Hylder. Her ligger vort Drikkebæger, vor Post og lignede Sager. Natten tilbringer vi særdeles udmærket. Vi ligger indpakket i et Par Overfrakker.

Om natten kan det hænde, at vi vækkes af Patrouiller, men særlig i Morgenstunden begynder Knalderiet. Vi er dog nu saa vante til den Rummel, at vi ikke lader os forstyrre i vor Morgenro. Naar der ikke er noget særlig paa Færde, sover vi med Afbrydelser til Klokken ca. 9. Saa indtager vi Morgenmaaltidet, som bestaar af Brød og i denne herlige Tid af lidt Kød eller Flæsk, sidste en meget efterspurgt Vare. Vi har vi ogsaa en Del Cigarer og mangler kun Tændstikker, som for Tiden er det mest efterspurgte.

Formiddagen gaar med Læsning, Besøg i Naboskyttegravene og Samtaler om Krigens Gang. En Gang imellem kommer der saa en Granat susende og minder os om, at endnu er Fjenden ikke svækket. Men Granaterne er vi nu saa vante til, at vi knap blinker med Øjnene, naar saadan en Fyr med et voldsomt Brag slaar ned og lever et meterdybt Hul i den haarde Jord. Nej, man hærdes.

Dagen igennem gaar saa med lidt Læsning, lidt Rygen og, hvad næsten er det bedste, med lidt Søvn.

Men saa snart Mørkets tunge Skyer falder hen over Egnen, vaagner først rigtig Livet i og omkring Skyttegraven. Saa komme de alle krybende ud af deres Huler. Nu er der jo ingen, der kan se dem. Men der maa tales sagte, thi Franskmændene er ikke langt fra os, og lidt højt Talen kan forraade os i en September Aftens Stilhed. Vore Patrouiller foran Fronten hører tydeligt Fjenden modtage maden, hører dem samtale; af og til faar de en Shrapnell ned over Hovedet, og vor Patrouille morer sig over den Uro, den volder dem.

Om Aftenen faar vi vor varme Mad, lidt Ris med Kød, eller lidt Ærter og Bønner med Kød, alt sammen godt tilberedt i vort herligste Vaaben, nemlig Feltkøkkenet. Det er en ganske uundværlig Ting, saadan et Feltkøkken; havde vi ikke haft det, ja, saa havde vi været meget mere forkomne, end vi er. De sidste Dage har vi faaet en Rødvinspunch om Aftenen, hvor herlig en Ting det er for os, kan I ikke danne Jer nogen Mening om. Det ved man først, naar man har boet 3 Uger i en kold og fugtig Jordhule. Naar vi har faaet vor Mad, ryger vi lidt paa Piben og gaar saa til Ro.

Saa længe vi ingen Regn har, er Skyttegravslivet ganske udmærket, men begynder det først med Regn og Slud, saa forstaar I nok, at Tilværelsen i en leret Hule ikke kan være behagelig. Mine Fødder er allerede nu paa Grund af, at man i 14 Dage ikke har faaet sine Støvler af Fødderne, helt Kolde og stive. Ved sidste Dag at søge efter v. Barm fandt jeg i en fransk Tornyster et Par Lædersko, foret med Uld. Jeg har ved Hjælp af dem og de nye Strømper at faa mine Fødder i Orden igen.

Min “Hjemdal” vandrer hele Skyttegraven igennem, alle er jo næsten Nordslesvigere. Lige ved Siden af mig ligger Chr. E. Christensens Nabo, en N. Bonde fra Asserballe. Han pakker Løjtnanten ind hver Aften, og meget drypper fra Herrens Bord paa Ham. Ellers har jeg det udmærket, er ved godt Mod og har en urokkelig Tro paa, at jeg igen skal ses med Jer.

Af et Feltkort fra samme:

Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven. Alt gaar næsten paa Dansk. “Hjemdal” vandrer fra Haand til Haand. Løjtnanten læser den ogsaa. Jeg fortolker. Paa denne Vis tilbringer vi Dagen i Jordhulen.

Fra en Gaardejer, der er hjemmehørende paa Bevtoftegnen, men nu er i Felten, har en Slægtning modtaget et Brev, hvoraf vi hidsætter følgende:

…. Vi er nu flere Mil inde i Rusland og har kun Forbindelse med Thorn ved Automobiler. Vi har det for øvrigt meget rart her i Wlozlawsk. Det er en ret anselig By og det er ret interessant at spadsere omkring og betragte Livet her. Vi har ogsaa haft forholdsvis god Tid dertil indtil nu. Bortset fra det ret fremmedartede Indtryk, som selve Byen gør, har man slet ikke Følelsen af at være i Fjendeland. Der er fuldstændig orden i alting. Befolkningen, der for største Delen bestaar af Polakker, er som Regel venligsindet, særlig da vi opretholder Orden og betaler alt, hvad vi bruger, men rede Penge, medens Kosakkerne, for de forlod Byen, røvede og plyndrede, saa meget de kunde overkomme, hvorved det selvfølgelig mest gik ud over Evangeliske og Jøder, som der ogsaa er mange af her. Hovedgaderne her i Byen er meget flotte, men des fattigere ser det ud i de smalle Gyder. Men derom kan jeg jo fortælle mere, naar jeg en Gang kommer hjem, hvad jeg haaber; og hvis det skulde fejle mig, saa maa I hellere ikke sørge saa meget for min Skyld. Jeg er ikke bange for Døden og stoler paa Gud….

Faldne og Saarede.

Iver Lycke er Navnet paa en ung Mand fra Hygum Sogn, som ifølge Tabslisten er falden ved Neuvy den 6. September. Navnet er ikke kendt ud over den snævre Kreds, som er kommen i personlig Berøring med Ham, men af de vil det ikke glemmes. Iver Lycke tilhørte en dygtig Slægt, og han var selv en ualmindelig dygtig og energisk und Mand, en af dem, som vi daarlig har Raad til at miste. Iver Lycke var Landmand; ved Krigens udbrud var han Bestyrer paa Aarupgaard. Han har i en Aarrække været forlovet med en unge Pige fra Kongeriget. Hans Moder og Kæreste nærer endnu et svagt Haab om, at han kan være falden i fransk Fangenskab.

Den 24. September er Theodor I. Erlang fra Ladegaard I falden i Frankrig. der er Mindegudstjeneste i Morgen i Aastrup Krige.

Frederik Christian Moos fra Bramdrup er falden den 25. September i Frankrig. Der holdes en Sørgehøjtidelighed u Tilslutning til Eftermiddagsgudstjenesten i Morgen i Moltrup Kirke.

Bygmester Sønke Nissen, der boede i Vidaagade i Tønder var en stræbsom Haandværker, er falden i Frankrig.

– Der er ifølge “Bsl.Tid.” endvidere kommet Meddelelse til Tønder om, at Overlærer Mietz ved Realskoen der i Byen, en ung Mand, skal være falden i Franskrig.

Postbud Green fra Lindtrup, som siden Krigens Udbrud har været med paa den vestlige Krigsskueplads, er bleven let saaret i den ene Haand.

I Fangenskab.

Gaardejer Kresten Fink paa “Fuglsiggaard” har modtaget Meddelelse fra sin Avlskarl, Jakob Hansen fra Vester Lindet, om at han er saaret og i fransk Fangenskab i Bordeaux. han har det ellers godt. Hansen stod ved 84’erne i Haderslev.

– H. Schmidt Rederi i Flensborg har fra Lagos (Vestafrika) modtaget et Brev fra Kaptajn Nicolaisen, der førte Damperen “Diana”. Kaptajnen oplyser, at “Diana” er belagt i Arrest af Englænderne og at hele den hvide Besætning er bragt til Lagos som Krigsfanger. Det er blevet ham forsikret, at hele den store Besætning er blevet fjernet fra Damperen og at Skibet er slæbt til Forrabos, hvor det ligger under Guvernement-Opsyn.

Andreas Dirks, der er barnefødt i Skovby (Bredsted Sogn), Søn af Lærer Dirks i Harreslev ved Flensborg, er i Frankrig blev taget til Fange af Englænderne og ført i engelsk Krigsfangenskab.

17. september 1914. Høsten – og den første desertør?

Dagens nyt fra Hejmdal

Høstberetninger. Vodder Sogn. Vodder, i Septbr. 1914.

Rugen er i Sognet er ualmindelig god, Byg og Havre middel. Hvede dyrkes ikke meget her, men maa kaldes god. Roer og Kartofler tegner til at give under Middel, vistnok paa Grund af den lange Tørke nu paa Eftersommeren.

Men vi kan være godt tilfreds med den lange Tørke, for den har jo lettet Høsten meget. Ellers ville det ikke have gaaet saa godt og hurtigt, da der er mange Landmænd ved Hæren her fra Sognet.

Græs har der været rigeligt af hele Sommeren, men nu begynder det vel nok at knibe.

Vi maa kalde det en af de bedste Somre, vi har kendt.

V. Hansen.

Agerskovegnen. Hovslund, 14. September.

Høsten 1914 er endt.

En beretning om Høsten fra Egnen her kan sammenfattes i de Ord: Det har været en god og let Høst i Aar.

Skal vi gaa lidt i Detailler, da maa det siges, at Kløveren og Græsarterne har været ualmindelige frodige, især paa de højere liggende Marker, men der bjærges ikke Kløver her i større Udstrækning, langt den største Part bliver ædt paa roden.

Det kan maaske siges, at engene kun gav en lille Middelhøst, men Eftergrøden har været desto bedre og har kundes lade sig udnytte i fuldt Maal paa Grund af det smukke og tørre Vejr.

Vintersæden gav i Kvantitet en god Middelhøst, men ved Tærskningen viser det sig, at den skuffer i Fold. Vaarsæden derimod gav en stor og god Høst, og giver ogsaa noget i Posen, Havren op til 40 Sække pr. Hektar.

Roerne tegnede meget godt; men den lange Tørke har nu ogsaa sat sit Præg paa dem, og skønt de ved de sidste Dages Regnvejr har faaet noget af det, de saa haardt trængte til, maa der sikkert regens med et mindre Udbytte.

De lavere liggende vedvarende Græsmarker har været gode, og Kreaturerne er gaaet godt til, men Handlen med Staldkvæg staar stille, kun Heste og Korn er efterspurgte Handelsvarer.

Ser vi tilbage paa selve Høstarbejdet, da er det gaaet over al Forventning, trods de usædvanlige Forhold; som pludselig slog ind og bortrev en stor Mængde af Arbejdskraften.

Det er gaaet her som overalt, det lange tørre Høstvejr hjalp over mange Vanskeligheder.

M.R.Hansen

Tyskland vil ikke Fred nu. Berlin, Torsdag (W.B.)

Til Artiklen i “Nordd. Allg. Zeit.” der vender sig mod den løgnagtige Beskyldning at vi skulde være tilbøjelige til at slutte Fred, bemærker “Tägliche Rundschau”: Det tyske Folk vil være “Nordd. Allg. Zeitung” taknemlig for denne Erklæring, der baade har Næb og Klør og ikke tillader Fortolkninger og Misforstaaelser. Vi har ikke villet Krigen, men nu da man har paatvungen os den, vil vi ikke høre Tale om en Fred, som ikke bringer Ro og Sikkerhed og utvetydig Klarhed i alle Forhold for os selv og Verden og som ikke yder os fuld Oprejsning og fuld Erstatning for de os paatvungne Ofre. Frem for alt vilde intet kunne fornærme det tyske Folk mere en en Henstilling om nu ikke en Gang for alle at holde Afregning med den engelske Landevejsrøver- og Sørøverpoliti.

Kejserens Svoger haardt saaret. Frankfurt, Torsdag (W.B)

Prins Friedrich Carles Hessen, Kejser Wilhelms Svoger, er blevet haardt saaret ved det Skud i Laaret.

Krigsfanger i Sydafrika. London, 16. Septbr. (W.B.)

“Daily Telegraph” meddeler fra Johannisburg: Fangelejren i Robertsheights vokser dagligt. Der føres hertil Tyskere og Østerrigere fra alle Egne i Sydafrika. Tallet skal allerede beløbe sig til 4500.

Feltposten. Berlin 15. Septbr. (W.B.)

Som der er blevet bekendtgjort, bliver talrige Feltpostsendinger til Soldaterne i den mobile Felthær forsynet med et Bestemmelsessted, ja endog med Adresser som “Feltpoststation Nr…”uden nogen som helst Angivelse af den Troppeafdeling, som Modtageren hører til. Angivelserne af Feltpoststationer med Numre bliver formodentlig af Afsenderne taget fra Stemplerne paa de til den ankomne Feltpostbreve og Feltpostkort fra Hæren. Da Opholdsstederne af de enkelte Troppedele hyppigt skifter og Feltpoststationerne ofte bliver flyttet eller fuldstændigt ophævet, maa der advares mod at bruge disse Adresser.

Feltpostsendinger til Soldaterne i Felthæren skal kun være forsynet med Navn og Stilling saavel som den mulige fuldstændige Betegnelse af Troppeafdelingen, som Modtageren tilhører, og det helst i den Rækkefølge, der er angivet paa de officielle Feltpostkort eller Feltpostkonvolutter, hvorved man nøje maa skelne mellem Linje-, Reserve-, Udfyldnings (Ersatz)-, Landeværns (Landwehr)- og Lnadstormstroppeafdelinger.

Ingen Hesteudførselsforbud i Danmark. I Anledning af nye verserende Rygter om Forbud mod Udførsel af Heste kan “Sorø Amtstidende” fra absolut paalidelig Kilde meddele, at der aldeles ikke foreligger noget, som skulle give Anledning til Forbud mod Udførsel af Heste, saa meget mindre som Hæren nu har faaet, hvad den har Brug for.

Flensborg, Torsdag.

Endnu en Realskolelærer saaret. Det er endvidere bleven meddelt Overrealskolens Elever, at foruden Overlærer Dr. Albrecht ogsaa Realskolelærer Taneré er bleven saaret i Krigen. (Fl.Av.)

Nordslesvig, Torsdag.

Stævnede Værnepligtige. I “Amtsblatt” for den 12. September stævnes rigelig 30 Personer, deriblandt 1 fra Nordslesvig – Skræddersvend Jens P.C. Ravn fra Errigsted -, der sigtes for at have unddraget sig deres Værnepligt i Hæren eller Flaaden, til at møde i Retten.

Hejmdal

5. september 1914. Kampe på vestfront, østfront, Afrika og Nordsøen

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten

De franske og engelske styrker standser deres tilbagetrækning. Ved middagstid indledes slaget Ourc, der ligger omkring 50 km. nordøst for Paris.

Reims og Pont-a-Mousson kommer på tyske hænder.

1914-09-05 Kort Marne
Slagmarken ved Marne

Østfronten

I Polen nedkæmper de russiske styrker østrigerne ved Tomashov – et område tæt befolket med jøder.

Østafrika

I det nuværende Zambia – tidligere North-Rhodesia nu Zambia- angriber tyske troppeenheder englænderne.

Nordsøen

Den engelske opklaringskrydser H.M.S ”Pathfinder” sænkes af en torpedo fra den tyske ubåd ”U-21” på en position midtvejs mellem Ringkøbing og Edinburgh. 258 engelske marinere omkom.

1914-09-05 Pathfinder
HMS Pathfinder

”U-21” slap i øvrigt gennem hele krigen med stor succes.

En dykning ved det fredede vrag kan ses på på youtube (eksternt link)

1914-09-05 U21
U21 yderst til højre

Denne dag falder

den 30-årige Wehrmann Søren Andresen, Herimesel

den 23-årige Füselier Johannes Heinrich Didschunn, Leuze, (Belgien)

den 30-årige Wehrmann Hans Peter Hansen, Rehainviller,

(Fr)