9. august 1916. Med ammunition over Uruguru-bjergene

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Nogle Hundrede Kilometer fra det flade Kystland ved Dar-es-salam, kantet af Kokuspalmeskove, der følger Kysten saa langt til begge Sider, som Øjet rækker, ligger Urugurubjergene, der er Østafrikas vildeste og mest uf arhare Bjerge med Tinder, som først standser 2500 meter over Havoverfladen, med gabende Afgrunde, dybe Kløfter, sumpede Dale og kompakte Urskovsmasser, med de mægtigste Træer, der findes i Østafrika.

Det er et Land for sig, tyndt befolket af Stammer, der intet eller kun lidet kender til Civilisationen. Det er ikke noget stort Land, kun godt 120 km langt og det halve bredt, men en afgrænset Verden midt i Steppelandet og de lave Urskoves Land.

Paa Nordsiden af dette Bjergplateau, hvis Fod Centralbanens træfyrede Lokomotiver hvæsende arbejder sig ind over, ligger Morogoro med sine Depoter og sin Missionsstation.

Her havde Stache arbejdet siden den store Offensivs Begyndelse; herfra havde Snese af Bærerkolonner baaret Ammunition til de kæmpende Tropper ved Kondoa-Irangi og Stillingerne Østpaa, og det var klart, at disse Depoter hurtigst muligt maatte rømmes, naar Fjenden var ved at trænge frem til Centralhanen.

Ryggen havde de de uoverstigelige Urugurubjerge, og al Trafik maatte derfor foregaa Øst eller Vest for Bjergplateauet og var derfor afhængig af, om disse Veje var fri. Depoterne skulde, havde Stache forklaret mig, da jeg paa Vejen til mit Rekreationsophold gjorde Ophold i Morogoro, være leveringsdygtige, saa længe Hæren kæmpede Nord for Banelinien, men skulde rømmes, i samme Øjeblik som den blev tvunget til at opgive Banen.

Det var en meget vanskelig Opgave, thi en Troppeafdeling, der var blevet afskaaret, kunde til Nød kæmpe sig igennem Fjendens Rækker, men en Bærerkolonne var hjælpeløs prisgivet. Jeg forstod derfor, at der ventede nogle kritiske Dage i Morogoro, naar Stache havde sendt Bud efter mig.

Stache tog imod mig paa Stationen og forklarede mig hurtigt Stillingen. Der var endnu en Mængde Ammunition i Morogoro, gamle og nye Patroner, Granater fra Wissmanns Tid og hypermoderne „Königsberg“-Granater (dér er de igen, tænkte jeg), Mængder af gammelt Sortkrudt og moderne Sprængstoffer, og det skulde væk hurtigst muligt.

Stillingen ved Kondoa-Irangi var ikke mere. Tilbagetoget var i fuld Gang, men Lettow-Vorbeck trak Tiden ud med stærke Modstød for at faa reddet forsprængte Afdelinger, og for at saa lidt som muligt af Depoternes Indhold skulde gaa tabt. Mod Øst var Tilbagetoget i fuld Gang, og det var kun et Spørgsmaal om Dage, hvornaar de Afdelinger, som holdt til dér, vilde komme dragende forbi Morogoro med Englænderne i Hælene.

Englænderne trængte frem direkte fra Nord, fra Vest og fra Øst. Bærerne kunde endnu benytte Vejen Vest om Bjergene, men hver Time var kostbar.

Jeg blev noget betuttet over disse Oplysninger. Saa fortvivlet
havde jeg ikke forestillet mig, at Stillingen var.

Der var imidlertid ikke andet at gøre end at tage fat. Jeg lod Ramasan og Ali finde en tom Hytte — dem var der nok af i Byen, sagde Stache — og fulgte saa med min Chef op ad de Skraaninger, som Morogoro laa paa.

Ved det første Magasin saå jeg en Mængde Bærere sidde udenfor og vente paa deres Byrder, og inde i Magasinet blev jeg præsenteret for Staches hvide Hjælpere, Fyrværker Zeller, Hamborg-Sømanden Weiss og Plantageassistenten Wisner, tre raske, unge Mænd, der var i Færd med at uddele Patronbyrder til en endeløs Række Bærere, der langsomt paraderede forbi dem.

— Du gode Gud, sagde jeg, da jeg saå de uhyre Mængder af Ammunition, der var stablet op i Magasinet, er det Meningen, at de skal bære alt det bort?

— Alt, hvad de overhovedet kan overkomme, inden Englænderne lukker for os, svarede Stache, men lad os gaa op til et andet Magasin. Der er Mandskab nok her.

Saa vandrede vi videre op ad Højen til et andet Magasin, og Stache gav en Afdeling Bærere, vi mødte, Ordre til at følge med os.

Det var jo ikke første Gang, jeg havde set, hvorledes Transporter i Almindelighed foregik i Afrika — jeg havde set Snese af Safarier, navnlig da i Mansabugten, men det var første Gang, jeg var disse Bærere saa nær paa Livet, at jeg kunde undre mig over den Rutine, hvormed alt, hvad de foretog sig, foregik.

Vi lod dem vandre ind i Magasinet i Gaasegang og lod dem forsyne sig med de Patronkasser, der stod dér. De var vejet omhyggeligt af i lige store Byrder paa omkring ved 60 Pund, og det var det store Arbejde i Depoterne at pakke Ammunitionen saadan ind, at den hurtigt lod sig transportere bort.

De fleste tyske Originalpakninger baade af ny og gammel Ammunition havde dog lige bestemt den Vægt, de skulde have. Vort Arbejde bestod i at føre Regnskab  over den udleverede Ammunition og sørge for, at Bærerkolonnerne ikke laa og drev i Dagevis i Byen, men straks blev sendt af Sted, naar de havde hvilet sig efter sidste March.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *