Senest ændret den 21. august 2016 21:10
Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.
Lige efter Nytaar 1916 fik jeg Tyfus og var temmelig længe om at komme over det, hvorfor jeg paa ny blev sendt paa Rekreation, men denne Gang til Byen Mpapua, der ligger ved Midtbanen. Paa Vejen passerede jeg den store Depotby Morogoro, hvor min Overordnede, Stache, havde til Huse.
Han ventede paa Stationen og meddelte mig, at der var Ugler i Mosen. Englænderne havde begyndt en Offensiv paa Nordfronten, og det saa ud, som om de havde sat meget store Styrker ind for at slaa den nordlige tyske Hær afgørende. Den tidligere Boerfører, nu General i den sydafrikanske Hær, Smuts, havde ført en stor Styrke Sydafrikanere til Kenya, og de trængte meget haardt paa.
— Boerne, sagde Stache og trak paa Skuldrene, det var dem, vi holdt med under deres Krig. Nu maser de os.
— De maa, sagde han, inden vi skiltes, holde Dem rede til at rejse til Morogoro, saa snart De faar Besked fra mig. Vi har en Mængde Ammunition liggende i Depoterne deroppe — han pegede op ad Bjergskraaningen, som Morogoro ligger paa — og skulde Boerne trænge hurtigere frem, end vi haaber, maa Depoterne rømmes i en Ruf. Men se nu at komme til Hægterne først!
Jeg lovede ham at sørge for alle Dele og rejste videre til Mpapua, en større Landsby, der var kendt for sin Markedsplads i vid Omkreds. Byen laa ikke højt som Korokve i Usambarabjergene, men havde et tørt og sundt Klima, som nu skulde komme mig til Gode.
Mpapuas Omegn var et nyt Afrika for mig. Hidtil havde jeg kendt sumpede Kystlandskaber, Bjerglandskaber, og paa Vejen fra Daressalam til Mpapua kørte vi, med et Lokomotiv med Brændefyring gennem næsten uendelige Urskove.
Den sidste Strækning før Mpapua var imidlertid Græssletter, i Familie med Sydafrikas „Veldt“ , og her, hvor Beboelsen var sparsom, og hvor de halvvilde, tyskfjendtlige Yagoger og Massajer levede deres Nomadetilværelse, vrimlede det med Vildt.
Vi saa Giraf er, der nysgerrigt stirrede paa Toget, Strudse,
Steppeantiloper og mange andre Slags Dyr, som jeg end ikke kendte Navnet paa. I Mpapua, hvor jeg fandt et brillant, men interimistisk Rekreationshjem et Stykke fra Militærstationen, mødtes jeg af vilde Rygter om den engelske Offensiv mod Nord.
Der var, navnlig da Efterretningerne fra Fronten tog fastere Form, ingen, der følte sig sikker i denne By. Sletterne laa ganske vist langt fra Fronten, men de var som beregnet til Boernes Rytteri, og Indbyggerne omkring Byen var fjendtlige og krigerske.
Hver eneste Nat svirrede Trommesignaler gennem Luften og hindrede mig til at begynde med i at sove. Ingen vidste, hvor de kom fra, og ingen vidste, hvor de skulde hen. Det var en Lyd, som blev skabt af Natten, og som jeg endnu den Dag i Dag kan høre klinge i mine Øren — utroligt dybe Toner skiftende om til højere, svirrende Toner, men i det store og hele en uendelig ensformig Gentagelse af de samme Lyde, som maatte gaa enhver Hvid paa Nerverne.
Da jeg hørte disse Lyde første Gang, gik jeg ned til Underofficeren, der kommanderede Militærstationen, og spurgte ham, hvad det skulde betyde. Han havde været dér længe og maatte vide det, men han rystede blot paa Hovedet.
— Der er ingen, der forstaar det, sagde han, herude kalder vi det for Poritelegrafen. De Indfødte kan telegrafere til hinanden fra den ene Ende af Afrika til den anden, og de forstaar det, uanset deres Sprog eller Stamme. Det er muligt, at de former hele Ord med deres Trommesignaler, men maaske ogsaa kun Følelser og Stemninger — vi véd det ikke — vi véd blot, at de Indfødte véd fantastisk god Besked om alt, hvad der sker i hele dette store Land — og det skyldes sikkert Trommesignalerne.
Trommerne kan give Meldinger, som er af Værdi for alle, de kan ophidse til Oprør og advare mod Fare. Jeg har selv hørt Signalerne i Nat og har tidligere hørt dem — jeg tror, det er Stammerne mod Nord, Massajerne, som fortæller om den engelske Offensiv.
Den sidste Uge jeg var i Mpapua, tog Efterretningerne fra Fronten yderligere Fart. Den tyske Hær havde rømmet de nordlige Stillinger i Bjergene og var paa Tilbagetog mod Syd. I Virkeligheden var Mpapua ikke længere noget sikkert Sted for Rekonvalescenter, men der skete dog intet i den Tid, jeg var dér.
Da jeg kom tilbage til Daressalam, hørte jeg hele Sandheden om Offensiven. Det rige Nordland var saa at sige helt oversvømmet af Boerne, der nu trængte frem mod selve Centralbanen. Tanga stod for Fald, og Daressalam var ikke længere den sikreste By i Ostafrika.
Boerne nærmede sig hurtigt Jernbanen og kunde snart afskære Forbindelsen mellem Byen og den tyske Hær.
Endnu nogle Uger arbejdede jeg paa Værkstedet med Fremstilling af Granater, saa slog de første Bølger af Smuts’ store Offensiv mod Byen og gjorde en Ende paa min fredelige Tilværelse i Afrika.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)