10. august 1916. Østafrika: Det vrimlede med bærere i byen.

Senest ændret den 21. august 2016 21:12

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Det vrimlede med Bærere i Byen, og de drog af Sted i Safarier af meget forskellig Størrelse, lige fra et halvt Hundrede til flere Hundrede Mand. De var under Anførsel af en Bærerfører, men aldrig ledsaget af Militær.

De kom saa selvfølgeligt og sindigt vandrende ud fra et ganske bestemt Punkt i Landskabet og forsvandt igen paa den samme selvfølgelige Maade, uden at jeg rigtig gjorde mig klart, hvor de egentlig kom fra, og hvorhen de gik. Der var noget upersonligt over deres Vandringer — noget, der lignede et Jernbanetog, som maa følge de samme Skinner og holde den samme Fart.

Men jeg spurgte dog Stache: — Hvor gaar de egentlig hen?

— Til Kisakki — Syd for Bjergene. Dér lægger vi det næste Depot, og dér skal Hæren samles, hvis den kommer ud af den Klemme, den er i for Øjeblikket.

Baade denne første Dag og en Del af Natten stod jeg i Magasinet og førte Opsyn med Uddelingen af Ammunitionen.

Den var af meget forskellig Art. Der var engelske Riffelpatroner, flotte, solide Sager af tykt, velhavende Messing og Nikkel, der var tyske sortkrudtpatroner til 71-Geværet med troskyldige, buttede Blysnuder, som man brugte dem i vore Forfædres Barndom, og moderne tyske Mauserpatroner i Maskingeværbaand.

Der var smaa spidse 6,5 Mauserpatroner til det portugisiske Gevær — et Tegn paa, at Portugal nu var kommet med i Krigen og havde maattet aflevere sin Tribut, og der var belgiske Geværpatroner med runde Næser. Man havde ikke endnu faaet indført den spidse Kugle i den belgiske Hær, men Patronen laa dog meget over 71-Geværet.

Der fandtes lange, spidse 10,5 cm Granater til „Königsberg“ Kanonerne, som nu trillede Landet rundt paa deres Jernbanehjul — hvem havde mon drømt om det, da disse Kanoner blev støbt? — og der var tykke, klodsede Støbejernsgranater til 73-Kanonerne. I et af Magasinerne var der Granatkarduser og Krudt i løs Vægt, og i et andet laa erobret engelsk Ammunition til. Minekastere og til 4-Tommers Kanoner. Et Sted stod der endogsaa en Kanon, der formentlig havde staaet der lige siden Wissmanns Dage.

Ved en grundig Gennemgang af disse Magasiner kunde man følge hele Koloniens Historie i de sidste Snese Aar, og én Ting var ganske øjensynlig — nemlig, at tysk Østafrika havde været fuldstændig uforberedt paa Krigen.

Stache fortalte mig i en Pause i Arbejdet:

— Ikke en eneste moderne Kanon havde vi her i Kolonien, og vi havde ikke 1000 moderne Militærrifler. Ingen havde sagtens regnet med, at de sorte Beskyttelsestropper [Schutztruppen – de tyske kolonitropper] nogen Sinde skulde komme til at staa overfor en moderne udrustet Hær, og derfor lod vi dem beholde de gamle 71-ere. De var gode nok til at gøre Øvelse med og til at dæmpe et lille lokalt Oprør med — men der har for Resten ikke været Uroligheder siden 1905-06, saa Meningen var vist, at Beskyttelsestropperne efterhaanden helt skulde forsvinde til Fordel for en Politistyrke.

— Nu har vi jo faaet en Del Vaaben fra Blokadebryderne, mente jeg.

Stache trak paa Skuldrene: — Generalen mener, at det er bedre, Folkene vænnes til at tage deres Vaaben og Ammunition fra Fjenden. Han siger, at Englænderne har vi altid ved Haanden, mens der er lidt længe imellem Blokadebryderne. Men det giver jo et vældigt Arbejde for os ved Ammunitionen, naar der findes 3-4 forskellige Geværer i Hæren, og vi altid skal sørge for at have rigelig Ammunition ved Haanden til Tropperne. Her tror jeg nu, at vi har faaet samlet lidt for meget, og jeg er bange for, at vi ikke naar at faa ført det altsammen tilbage, inden vi har Englænderne her.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *