Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.
Den 3. Dag var jeg bleven så tørstig, at jeg tilbød at hente Vand, En Hamborger, som jeg tidligere havde været sammen med, da vi løb med Telegrammer fulgte med mig. Da vi var kommen nogle få Alen fra Hulen, slog flere Granater ned lige bag os, og vi gik begge på Hovedet i et Granathul, hvor vi blev halvt tildækket med Jord.
Jeg spurgte Hamborgeren, om han var bleven ramt, men han havde ikke Tid til at svare for at skynde sig hen til Hulen igen. Jeg vilde gerne have fulgt ham, men at komme tilbage uden Vand vilde jeg ikke, især da jeg selv var meget tørstig.
Jeg gik så alene, og skyndte mig det, jeg kunde, ned ad Bakken, hvor jeg søgte mig et Skjul for at hvile lidt. Jeg fandt også en mørk Gang, som førte ind i Bakken. I Mørket famlede jeg mig frem, og fandt så et lille Rum, hvor der stod 4-5 Tommer Vand. En lille Stump Stearinlys, som jeg havde i Lommen, fik jeg tændt – jeg havde altid Tændstikker hos mig – og jeg opdagede, at jeg var kommen ind i et Slags Sengekammer, thi der fandtes Sengesteder opslået i Krogene. Midt i Rummet fandtes et gammelt Bord, hvorpå der lå et Stykke Papir med en Del mig ubekendte Navne.
Efter at have hvilet mig lidt, vilde jeg fortsætte Vejen efter Vand, men Franskmændene skød så voldsomt, at jeg fandt det rådeligt foreløbig at blive, hvor jeg var. Da der var gået en Times tid blev det så roligt, at jeg turde liste mig ud af Hullet. Jeg nåede heldigvis hen til en Brønd, hvor jeg tidligere havde hentet Vand.
Da jeg havde fået min Kogespand fyldt, hørte jeg det bekendte Råb »Gaaaas«,hurtigt greb jeg efter min Gasmaske; men den havde jeg glemt at få med mig. Nu fik jeg travlt med at komme op ad Bakken så hurtigt som muligt. Pludselig opdagede jeg et Hundrede Meter foran mig vældige Gasskyer, så Indgangen til Hulen var fuldstændig dækket af Gas. Jeg måtte nu se at holde mig til den Side, hvor Vinden kom fra, for ikke at komme ind i Gasskyerne; til mine Kammerater kunde jeg ikke komme, så længe Gasgranaterne faldt i Nærheden af Hulen, derfor søgte jeg foreløbig Dækning i et Granathul.
Efter en Times Forløb var Gassen ført bort af Vinden, og jeg fortsatte så på en lidt anden Vej op ad Bakken. Jeg var imidlertid kommen så langt om på Bakkens Vest-side, Franskmændene kunde se mig og nu faldt der flere Granater i min Nærhed, men heldigvis ingen Gasgranater, og badet i Sved nåede jeg tilbage til mine Kammerater.
Ved Indgangen til Hulen stod Officeren og skændte på mig, fordi jeg ikke havde taget Gasmasken med. Mine Kammerater havde ikke ventet mig igen, da de jo vidste, at jeg havde glemt min Gasmaske, og Hamborgeren var kommen tilbage og havde forsikret, at jeg var løbet lige i Døden.
Dagen efter blev vi afløst, og blege som Lig vendte vi tilbage til Lejren.
Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).
