Kategoriarkiv: Sønderjyder

Sønderjyder

10. juli 1918. Bomberegn og skønsang: Frederik Tychsens blandede oplevelser på standpladsen

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i nærheden af Barisne, Frankrig.

Allerede natten mellem 5. og 6. juli kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned rundt omkring i skoven. Det var meget ubehageligt at ligge i teltet og høre på de fremmede flyveres propellers syngende lyd, der var nem at skelne fra de tyske flyvere.

Af og til faldt en eller flere bomber snart tæt ved, snart længere borte. De eksploderede med voldsomme brag. Om morgenen havde vi flere sårede og døde. Blandt de sårede var Øtzel. 18 heste havde revet sig løs og styrtet af sted, dem fik de aldrig mere fat på.

De var løbet bort om natten, da der var delvis panik mellem mennesker og dyr. Men hestene blev sikkert indfanget andre steder, uden at de afleverede dem – selv om de vidste, hvor de kom fra. Det hændte også jævnlig, at vi fik fat på en hest; den blev heller ikke godvillig udleveret til de retmæssige ejermænd.

Øtzel var en af dem vi savnede i lange tider. Han fik hånden slået i stykker. Øtzel stammede fra Thüringen, her var han minearbejder. Han var ca. 20 år, og det, der gjorde ham almindelig afholdt, var hans tiltalende væsen, og hans omgængelige natur. Han havde en ualmindelig smuk sangstemme. Han sang ikke ret ofte, men når han sang, lyttede hele batteriet.

Han forstod bedre end nogen anden at vælge det rigtige tidspunkt, sted og den rigtige stemning. En aften lå vi således oppe på et høloft. Vi havde haft svære tab om dagen, og en lang marchtur havde vi bag os. Om aftenen, før vi faldt i søvn, sang Øtzel med sin bløde stemme så ganske henrivende:

Am Holderstrauch, am Holderstrauch

wir sahsen Hand in Hand,

wir waren in der Maienzeit

die glüklichsten im Land osv.

De allerfleste lå denne aften med tårer i øjnene, de blev grebet af hjemve og længsel efter, at krigen skulle gå til ende; og Øtzels sang slog på de bedste strenge og fremkaldte det dybeste i soldaterne: kærlighed, troskab mm. Nu sang Øtzel ikke mere for os, han kom på lazarettet vistnok i Braisne, og vi så ham aldrig mere, men mindet om ham beholdt vi.

Ikke langt fra skoven var der en bred å. Her kunne vi bade. Dog skulle vi stå fuldstændig stille, hvis der skulle komme fjendtlige flyvere i luften. Vi benyttede lejligheden og badede hver dag. En eftermiddag, da vi nogle stykker kom ned til åen, kunne vi se nogle fingre, der famlede rundt i vandets overflade.

Det var en, der ikke kunne hjælpe sig selv i land, han var ved at drukne. Vi fik ham halet i land, og han var bevidstløs. Vi stillede ham på hovedet, og fik vandet af ham.

Så tumlede vi noget med ham og omsider begyndte han at komme til sig selv, men han lå endnu længe og kunne ikke sige noget. Så var der en, der sparkede ham i enden, så blev han vred, og det kan nok være, at det hjalp – han skændte og sparkede og slog; lidt efter kunne han rejse sig og gå bort – altså et probat middel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

Feriefotos fra fronten efterlyses

Skriv en kommentar

Kort efter indlægget om Den sønderjydske Kirkegård i Braine, som blev bragt den 15. juni 2018,  fik Sønderborg Slot tilsendt fotos fra en gravplads i Ukraine, hvor en Hans Ebsen fra Infanterie-Regiment 49 er begravet.
Der foreligger pt. kun oplysninger om Hans Ebsen fra “Verlustlisten” og det var derfor en værdifuld tilføjelse til hans oplysninger, at han er begravet i Ukraine.

Udsnit af gravplads, 25 km nord for Lviv, Ukraine – her er blandt andet Hans Ebsen, der faldt 1915, begravet.
Fotograferet juni 2018. Foto bringes efter aftale med fotografen.

Flere af de øvrige begravede på samme gravplads hørte ligeledes til Infanterie-Regiment 49 og Infanterie-Regiment 140.

Mange gravsteder og gravpladser (særligt på Vestfronten) vedligeholdes af Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge e.V. og kan findes via Volksbunds database, men der er sjældent fotos af den enkelte grav.
Den sønderjyske Kirkegård i Braine vedligeholdes ikke af Volksbund og kan derfor ikke søges i organisationens database.

Indsend fotos af gravsten
Har du været eller skal du på ferie og har besøgt en kirkegård eller en gravplads i nærheden af 1. verdenskrigs fronter?

Hvis du har fotograferet gravsten med sønderjysk eller dansk-klingende navne, så er Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot interesserede i billederne.

Send fotos af gravsteder eller gravsten via mail til Hanne Christensen på Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Husk oplysninger om sted, navn og dato.

Mindetavler og mindesten på de sønderjyske kirkegård er (med ganske få undtagelser)  allerede fotograferet af frivillige for Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Krigens forløb, Sønderjyder

8. juli 1918: Frederik Tychsen – Tilbagetrækning i regnvejr

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i nærheden af Barisne, Frankrig.

Lidt efter pakkede vi sammen og trak os længere tilbage. Dog var der dage imellem, hvor vi næppe havde lejlighed til at skyde, men vi var hele tiden i højeste alarmberedskab (hochste Alarmbereitschaft). Vi stod i stilling i nærheden af Augy.

Natten imellem 1. og 2. juli blev vi trukket ud og marcherede i flere dage. Den 4. juli ankom vi om aftenen og gik i bivuak ved Cologne (i nærheden af Braisne). Vi lå lige bag fronten. Her fik vi besked om, at vi skulle ligge flere dage.

I de første dage var jeg noget syg. Det regnede næsten hele tiden fra 2. – 4. juli på marchturen, og den 3. juli faldt regnen næsten skypumpeagtigt uafbrudt hele dagen, vel havde vi gummi eller rettere olietrøjer på med en spids hue til at trække ned over ørerne, og for en enkelt byge var disse ganske udmærkede; men da regnen faldt så voldsomt, trængte den ind alle vegne, så der ikke var en tør trevl på os. Disse olietrøjer havde vi taget hos de franske soldater, de faldne eller dem, der blev taget til fange.

Den 3. om aftenen byggede Orzekowski og jeg telt sammen, alt var vådt og koldt, vi fik kun den sædvanlige ration, ekstra forsyninger var for længst borte, og om natten blev jeg meget syg. Jeg fik heftige, krampagtige mavesmerter og diarré, og det var en frygtelig nat. Jeg drak den brændevin, jeg havde, sove kunne jeg ikke; den næste morgen rejste vi os, omtrent lige så våde, som om aftenen.

Efterhånden tørredes tøjet på kroppen, og da vi om aftenen den 4. ankom til Cologne, var jeg så nogenlunde i orden igen. Vi fik besked om, at vi skulle blive der i skoven flere dage, og derfor byggede vi teltet ret omhyggeligt med grøft rundt omkring.

Jeg lå i telt sammen med Skurnia og Heinrich Hülsmann. Den første dags tid regnede det meget, men vi kunne blive i teltet, og vi sov næsten hele tiden. Det klarede op igen, og de følgende dage bragte solskin og varme, som vi i så høj grad efter regnvejrsperioden trængte til.

I de følgende dage måtte vi ikke gå uden for skoven. Flyverne måtte ikke kunne se os. I de dage, der lå bag os, havde vi måttet nøjes med lidt søvn og maden var langt fra tilstrækkelig. En af de første dage slagtede vi en ged, som vi havde ved batteriet i flere uger. Den kom i gryden og kom hele batteriet til gode.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

7. juli 1918: Frederik Tychsen og hans batteri bryder ind i hønsehus

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Det var forbi med fremmarchen for denne gang. Ja, franskmændene gjorde modangreb, og vi måtte tilbage. Dog gik tilbagetoget i bedste orden. Nu var der ikke længere nogen overflod med levnedsmidler, tværtimod, det blev knap igen, og kødet og kiksene fra depotet var for længst blevet spist.

Excellence Bergmann havde imidlertid et helt hønsehus med dertil hørende hønsebestand ved staben. Hønsehuset var bygget på to hjul, så det var transportabelt. En aften gik vi i stilling i nærheden af divisionsstaben. Der var nogle stykker fra vort batteri, der havde fået øje på hønsebestanden, og da det blev mørkt, gik de derhen.

Der stod imidlertid vagt om natten, det var en gammel landsstormmand, han sagde: ”Halt! wer da!?” Men det tog de ikke særlig højtideligt, men bad ham om at fjerne sig, for ellers ville han fa en håndgranat i hovedet. Den gamle blev bange og løb sin vej – for at hente det øvrige vagtmandskab.

Imens krøb de andre ind og hentede hønsene. De tog dem med hen til batteriet, slagtede dem og gjorde dem i stand. De blev kogt og spist, og det meste af natten gik med denne håndtering. Vi havde fået 3 høns ved fjerde kanon. Jeg foreslog at give en til chefen, løjtnant Wiederholdt, for han var lige så sulten som vi. Han tog imod suppen og en halv høne med glæde, spiste og lovpriste den gode mad. Vi fik nok at spise denne nat.

Tidlig næste morgen gik divisionsstabens tjenere og snuste rundt og skulle se at opdage, hvor hønsene var blevet af. De fandt i nærheden af vort batteri alt for mange hønsefjer; det blev mistænkeligt, og de meldte det til staben. Hen på formiddagen skulle vi træde an. Vi ventede længe, og omsider kom Excellence Bergmann.

Vi stod ret, og efter en kort samtale med løjtnant Wiederholdt råbte løjtnanten: ” 1. Batterie! Der er forekommet et mægtigt svineri sidste nat, idet nemlig Excellencens hønsebestand er blevet stjålet, og derfor byder jeg den og dem, der har taget hønsene, eller dem, som måtte vide nogen besked derom, at træde tre skridt frem!!” Der var musestille.

Ingen rørte sig, og ingen trådte frem. “Der kan De se, deres Excellence, mine folk stjæler ikke!” Endnu en gang gentog løjtnant Wiederholdt sit kommando, at de der vidste eller havde haft med det at gøre, skulle træde frem.

Resultatet blev det samme. “Sehen Sie Euer Excellence, meine Leute stehlen nicht.“ Der gik et stille smil gennem geleddene. Der var ikke noget at stille an, og den lille stramme excellence med den røde næse forsvandt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

5. juli 1918: Frederik Tychsens batteri lider svære tab i forfølgelseskamp

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Efter de tre “Ruhetage” blev vi atter sat ind i forfølgelseskampen. Det syntes som om, at franskmanden havde sat sig fast; vi skiftede ofte stilling, men rigtig fremad gik det ikke mere. Vi befandt os i egnen omkring Braisne, i denne by lå vi nogle dage; endvidere var vi i stilling ved Hey, Vassny, Chassemy, Presles, Vailly osv.

Det var i slutningen af juni 1918, vi lå med hele bataljonen i een række bag en jernbanedæmning og beskød franskmændene ganske voldsomt. Der stod altså 4 Haubitzer kaliber 15 cm, 4 langrørede kanoner kaliber 10 cm og 4 Mørsere kaliber 21 cm.

Det var meget uklogt at anbringe så mange kanoner på et sted. Det var Oberleutnant Ostermann, der stillede an med dette. Vi begyndte at skyde hen på eftermiddagen, men efter et par timers forløb fik vi en ganske voldsom ild fra flanken. Vi lå i en skov og skød op over dæmningen.

Oberleutnant Ostermann stod bagved og ledede kampen, dvs. indtil franskmændene opdagede os; da de først begyndte at beskyde os, forsvandt han ind i en nærliggende jernbanetunnel, hvor han var sikker.

Vi måtte fortsætte skydningen, men under svære tab. Hvor mange der blev dræbt og såret fra bataljonen, fik vi aldrig nogen rigtig besked om.

Hen på natten blev der stille. Vi lå og sov rundt omkring mellem træerne. Vi var meget trætte. Unteroff. Essel var blevet såret af en “Frühkrepierer”, dvs. en granat af vort eget batteri stødte imod nogle grene i trætoppene og eksploderede, deraf fik han en splint i armen. Han blev dog ved batteriet.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familie

Sønderjyder

4. juli 1918. Fuldskab: 36.000 soldater helt ukampdygtige!

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Da jeg havde gået omkring vel ca. Vi time, gik jeg tilbage med min sæk og med cigaretterne samt lidt proviant – kød og kiks. Jeg gik langs med en landevej, og her traf jeg omsider en fra 1/407, nemlig Bernhard Kopp.

 Han var meget beruset, han havde alt det, han kunne bære. Karabineren, tornysteret, livrem m.m. havde han kastet fra sig, og han var i skjorteærmer. Frakken var blevet borte for ham. Møjsommelig skubbede og trimlede han en stor tønde med vin foran sig.

Af og til kneb det med at få rigtig ram på tønden; det hændte, at han kom til kort, så slog han næsen imod tønden, og derfor var han oversmurt af blod i hele ansigtet – næsen havde blødt et par gange, eller også smuttede hænderne oven over tønden væk, så kom han til at vakle på den, det hele gik meget langsomt fremad.

Jeg ville have ham til at lade tønden ligge, men det var der ingen tale om. Den skulle absolut med, den var god at have en anden gang. Jeg foreslog at han skulle tage en spandfuld med, men det var for lidt.

Jeg kunne ikke få Bernhard med, og så fortsatte jeg alene. Da jeg kom tilbage, var der kun nogle ganske få kanonerer, de lå og snorkede, de var mere eller mindre beruset. Lidt efter kom chefen, han stod endnu med sin skydeordre, men hvad kunne det nytte, når der ikke var noget mandskab, og de, der lå i græsset, duede ikke til ret meget.

Når der blev så mange beruset af vinen, skyldtes det, at de drak for meget og det havde sin naturlige årsag i den stærke hede, vandknaphed og de svære strabadser. De fleste drak mere, end de i grunden ville, og inden de tænkte derpå, var de beruset; i denne tilstand drak de endnu mere, og på denne måde drak de alt for meget. Resultatet blev, at hele divisionen blev beruset. Dvs. ca. 36.000 mand var ukampdygtig.

Det endte med, at 113. division, vor division, blev sat ud af kampen i 3 dage. Vi blev liggende på samme plads. Den næste dag kom mandskabet anlistende en efter en, nogle var hel- andre halvsyge og dårlige.

Det var et ynkeligt syn af et batteri, Unteroff. og officererne var ikke stort bedre end mandskabet. Hen imod aften kom der besked om, at alle skulle træde an. Divisionskommandør Excellence General Bergmann kom og ville tale til batteriet, ja, hele battaillonet.

Vi trådte an, kommandoerne lød med stort rabalder, og vi marcherede hen til en skov, og der kom 2. og 3. Batteri også samt en del infanteri. Excellence Bergmann begyndte med at skænde ganske frygtelig ud over, at divisionen havde været ukampdygtig på grund af overmåde nydelse af spiritus.

Dernæst fremholdt han, hvad der ville have sket, hvis fjenden havde gjort modangreb, og hvor uduelige berusede mennesker var, og så talte han om den straf, divisionen eventuelt havde fortjent. Resultatet blev, at hele divisionen blev sat ud af kamp i 3 dage. Vi blev liggende på samme steds, og lavede næsten ingen ting. Den store generalkommando konstaterede, at fulde soldater ikke duede til noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

3. juli 1918: ”de kastede bomber ned, og der blev forvirring for et øjeblik, der blev en del ramt, men det varede ikke længe, så var der halløj igen.” – Kaos ved proviantdepot

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Da jeg nu var kommet der, kunne jeg lige så godt benytte mig af lejligheden og forsyne mig med lidt levnedsmidler. Jeg gik først ned til kornbarakkerne for at få fat i en sæk. Her var imidlertid blevet hentet så mange sække, som var blevet tømt for kom, at dette lå i store dynger på gulvet.

Rundt omkring stod heste i havre helt op til maven og åd af den. Jeg gik over til nogle andre barakker og fyldte sækken med konserves og kiks. Værst gik det til i vinbarakkerne. Der var en lang række barakker, der var fyldt med vintønder. Disse lå oven på hverandre i 4 – 6 lag. Der var alle slags vine fra den bedste til den billigste sort. Der var også cognac og likør, vist nok beregnet til officererne.

I hele denne afdeling gik det frygtelig til. Tønderne blev trimlet ud, rejst på enden, og bunden blev slået ud med en økse, og så øste dem, der havde tørst, og det havde de fleste, og så drak de, så længe de orkede.

Et andet sted så jeg, at der gik en 5 – 6 mand, og de skød ind i enden af de opmagasinerede tønder, når de så havde skudt, piblede vinen ud af hullet; de drak og slikkede af den, smagte på den, den ene efter den anden, og så gik de til den næste, skød, smagte, gik videre osv. Jeg spurgte dem, hvad de ville – ”Ja, de havde fået vin nok, nu ville de se, om de kunne finde cognac eller likør.

Andre tømte tønderne ud på gulvet, det løb videre ud i barakken. Husarerne hentede vinen i spande, og i deres fuldskab gav de det til hestene (de ville dog ikke drikke deraf). Der var også beklædningsmagasin. I deres fuldskab trak de i franske uniformer og løb omkring mellem de andre, råbte og skreg, sang og skrålede.

Uden om barakkerne var der en grøft, den var næsten fyldt med vin. Midt under det hele kom der franske flyvere, de kastede bomber ned, og der blev forvirring for et øjeblik, der blev en del ramt, men det varede ikke længe, så var der halløj igen.

Jeg gik noget omkring, om jeg muligvis kunne finde en eller anden af 1/407, men forgæves. Der var en frygtelig ståhej henne ved en af barakkerne, jeg gik derhen for at se, hvad der var løs. Her havde man fundet store kasser med tobak, cigarer og cigaretter, og soldaterne myldrede til som vanvittige, og der blev næsten slagsmål over dem.

Jeg så mit snit til at få fat i en pakke med 100 cigaretter i. Der var en der kastede omkring med dem til alle sider. Jeg røg imidlertid ingen cigaretter, men pakkede dem ned i tornysteret til en anden gang.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

30. juni 1918. “I mulm og mørke slog jeg hånden ned i ansigtet på en død franskmand”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Dagen efter brød vi op, og vi gik godt fremad. Franskmændene blev slået tilbage, og vi forfulgte dem den følgende dag, og om aftenen gik vi i stilling ved en by x. Jeg fik besked på at bringe en ordre hen til bataljonsstaben, der skulle ligge uden for en by i en rømmet fransk understand, og hvis de allerede var flyttet, skulle de ligge i en anden by x, som jeg fik indtegnet på kortet.

Jeg gik af sted ved 11 tiden og fandt den rømmede understand et par timer senere. Det var bælgmørk nat, men forholdsvis roligt. Det var ret vanskelig at finde sig til rette, da ingen vidste nogen besked. Understanden, i hvilken staben skulle opholde sig, var et stort mandskabsrum, der var hugget ind i et bjerg. Den bestod af en ca. 20 m lang gang med tværgang, og den kunne vist nok rumme flere hundrede mennesker.

Jeg fandt hulen, gik ind i den og råbte: “Bataljonsstab 407!” men der var ingen, der svarede. Jeg gik længere ind og ind i tværgangen og råbte på Staben 407! Ingen svarede. Jeg famlede mig frem, og omsider stødte jeg imod; jeg slog hænderne ned i noget ubehageligt.

Jeg strøg en af de sparsommelige tændstikker, og opdagede, at jeg var ved hulens ende, og her var nogle brixe, og på dem lå der nogle døde franskmænd. De havde i hårdt såret tilstand slæbt sig ind i hulen, hvor de så var blødt ihjel.

I mulm og mørke slog jeg hånden ned i ansigtet på en død franskmand, jeg mørkede nok, at det var noget usædvanligt. Jeg skønnede nu, at staben ikke var her, gik ud og begav mig til den næste by.

Hen på natten fandt jeg staben; den lå i et hus i byen x; jeg afleverede ordren; men jeg skulle have besked med tilbage. Det ville tage nogle timer, og imens kunne jeg lægge mig på en feltseng, der stod i et værelse i baghuset. Her lå det hele noget hulter til bulter.

Jeg lagde mig på sengen (uden madras), men det varede ikke længe, inden det vrimlede med rotter. De løb over mine arme og ben og lavede en voldsom spektakel. Det var ganske umuligt at sove. Det blev lyst, og jeg faldt efterhånden i søvn.

Jeg fik en besked på, at jeg kunne vente, batteriet ville komme gennem denne by, så kunne jeg slutte mig til. Hen på formiddagen kom batteriet, jeg gik hen til køkkenvognen og fik nogen kaffe, og snart efter var jeg ved kanonen igen.

Ved middagstid kom vi i svær kamp, vi stod lige op til en gammel landsby, og det kan nok være, at stumperne fløj om ørerne. Vi skød ganske voldsomt til langt hen på eftermiddagen ca. kl. 5, og så fik vi marchordre: fremad.

Vi gik fremad til ca. kl. 9, og da var vi i franskmændenes umiddelbare nærhed; men de trak sig stadig tilbage. Vi gik i stilling på fri mark ved et vejkryds. Da vi var skydeklar, kom løjtnant Wiederholdt og sagde, at vi skulle skynde os at gå hen til den nærliggende by – bag denne lå der et stort proviantdepot, som franskmændene lige havde rømmet, og der kunne vi hente os noget til føden (der havde været knap med levnedsmidler de sidste par dage). Der var en afstand af 3 – 4 km.

Da jeg havde alt i orden, gik jeg derhen.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Hjemmefronten, Sønderjyder

30. juni 1918. Nu må du igen tigge. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 30. juni 1918

Min egen kære Inger!
…Vil du nu ikke gå ned til Eickemejer og tale med ham om, at han da skal anbefale ansøgningen godt, læg ham det endelig på sinde, at det er på højeste tid, at han gør noget for sagen. Og så hvis du ville tage over og tale med Schmidt på Tyrstrupgård om sagen også. Du kan godt sige, at han har lovet mig det i efteråret. Det er for galt, at man sådan skal gå og tigge både hos den ene og den anden, men når der intet bliver gjort, er jeg bange for, at det igen kan mislykkes.
Det er just ikke en behagelig gang for dig, kære Inger, men noget er du nødt til at prøve… Nu må du så igen selv til at malke, det er ikke rart. Det er også for galt at de tog Dimitri fra os, det kan du også fortælle kommuneforstanderen samt Schmidt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Sønderjyder

29. juni 1918. Sørgelig skæbne: “Der kan vi se, hvad et menneske betyder for en familie; der går de og venter på ham i disse dage, og her ligger han og er død!”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

Det var en stille aften sidst i juni 1918. Batteriet lå i bivuak i en skov, og selv om vi lå inden for franskmændenes rækkevidde, blev der ikke skudt. Vi måtte gå lidt omkring i og ved skoven, men vi måtte ikke gå langt bort.

Sanitetsofficeren (sygebæreren), Skurnia og jeg gik igennem skoven og kom ud ved den anden side, og her gik vi langs med skovkanten. Oppe ved hjørnet i buskadset lå der en død. Han havde ligget 4 – 5 dage, og han lå meget afsides, og det var rent tilfældigt, at vi opdagede ham. Vi stod og så lidt på ham, og så opdagede sygebæreren, at han havde nogle breve siddende i ærmeopslaget.

Han tog dem frem og løste et af dem. Det var fra en lillesøster, og hun havde skrevet på sin barnlige måde et brev med omtrent følgende indhold:

 ”Min kære broder Julius! Du kan ikke tænke dig, hvor det glæder os, at du kommer hjem på orlov. Og du mener, at du muligvis kan komme hjem til moders fødselsdag sidst i juni. Vi har samlet sammen af brød- og sukkerkort alt. det, der var os muligt, og du kan tro, at vi sparer, for at vi kan få nok at spise på moders fødselsdag. Det er jo ikke så nemt at få mad nok, for vi har jo ingen forbindelse på landet. Mor er sund og rask, og de små søskende er også raske. Nu skal du kun komme, så snart du kan; vi venter med længsel og taler om dig hver eneste dag. Hvis du ikke tager brød med hjem, gør det ikke noget, for vi skal nok se at få så meget sammensparet som muligt. Bare dog denne slemme krig var til ende, men det må dog komme en gang.

Jeg har sparet sammen til cigaretter til dig, når du kommer hjem, og du skal også få penge til en biografbillet, og moder siger, at du også skal have dit undertøj vasket, og du kan have godt af at sove i en ordentlig seng nogle nætter. Bare du snart ville komme. Vi kan næsten ikke vente, til dagen kommer. Så snart du får besked, så skriv, for så vil vi begynde at løbe til togene, det er så spændende at gå i denne forventning.

Lev rigtig vel! og skriv snart til os og mange hilsener og mange kys sender vi alle.  Din søster Elly”

Sygebæreren læste brevet højt, men da han var kommet et stykke ned i brevet, kunne han ikke holde tårerne tilbage – han måtte viske øjnene hele tiden, og vi andre græd med. ”Ja”, sagde han, ”der kan vi se, hvad et menneske betyder for en familie; der går de og venter på ham i disse dage, og her ligger han og er død.

De omgiver ham med hele deres kærlighed, for dem betyder han alt, og her er han kun en af de mange, mange døde, der glemmes straks de er døde, ja, bliver ikke en gang begravet, men ligger og rådner op ligesom andre kadavere – Den forbandede krig!!”.

Det var dette barnlige brev på den ene side og den døde broder på den anden, der gjorde os bløde om hjertet, og da faderen ikke var omtalt, måtte vi antage, at moderen var enke, og han den ældste søn. Vi fandt identitetsmærket, der viste, at han var 18 år.

Vi besluttede at begrave ham, og sygebæreren ville fotografere hans grav og sende det hjem til familien. Vi hentede en spade og fotografiapparatet, samt en økse og et par søm henne ved batteriet – gik tilbage og gravede en grav i skovkanten.

Jeg tog hans ejendele frem: Ur, pung, der indeholdt nogle få mark, og nogle breve. Han havde en ring af aluminium på fingeren. Den fik vi også taget af, i baglommen havde han nogle enkelte fotografier; alle disse småting pakkede vi sammen. Sygebæreren skrev et brev og sendte et billede af graven samt en skitse af skoven og stedet, hvor han lå, hjem til moderen (Kaufungen, Bezirk Leipzig).

Medens Skurnia gravede graven, lavede jeg et simpelt kors af birketræ. Derefter viklede vi ham ind i teltdugen, lagde ham ned og dækkede ham til. Der var en mærkelig stemning over os tre, solen gik ned, det begyndte at mørknes, og ensom lå han ved skovkanten langt, langt borte fra sit hjem, sit kære hjem, hvor alle ville savne ham.

Og sådan lå der så uhyre mange, nogle blev begravet, andre ikke. Nogle blev begravet enkeltvis, andre kom i fællesgrave.

Det var godt, at de pårørende ikke så deres døde. De så frygtelig ud.

En ganske kort tid efter, at døden var indtrådt, var næse, mund, øjnene, samt sår og blod belagt med æg af spyfluerne, og disse sad i hvide lag 1 – 2 cm tykke rundt omkring de oven for nævnte steder.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb, Sønderjyder

26. juni: Asmus Andresen – Problemer med benet: ”Nu var jeg igen færdig med at gå”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han ved fronten.

En skønne Dag fik jeg så et Par Heste, som bed og slog, så snart der kom nogen i Nærheden; straks den første Gang jeg vilde strigle dem, slog den ene bag ud og ramte mig på Låret, så jeg måtte kravle ind i Sengen, der lå jeg i 2 Dage, så måtte jeg have Tjeneste igen, den 3. Dag var Benet næsten helt stift, så jeg ikke kunde gå.

Om Eftermiddagen var jeg hos Lægen med Benet, han sagde, at jeg skulde ligge i Sengen i 3 Dage med kolde Omslag. Den fjerde Dag skulde jeg så gøre Tjeneste med igen, men Benet var halvt stift endnu; men det gik nogenlunde, indtil jeg stødte mod en Sten, hvorved Benet blev bøjet mere, end det kunde tåle.

Nu var jeg igen færdig med at gå.

Dagen efter var jeg igen hos Lægen, men han kunde ikke se noget, derfor måtte jeg så blive ved med at gøre Tjeneste med de andre.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Sønderjyder

25. juni 1918. Forgiftet: Drukket vand med døde mennesker og heste!

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

En morgen mellem 20. – 25. juni kom vi meget tidligt i gang med skydningen. Vi havde beskudt de franske stillinger lige fra daggryet, infanteriet havde stormet, og vi var straks med ved forfølgelsen. Vi havde ikke fået nogen kaffe, og vi kunne heller ikke få fat på drikkevand. Tørsten blev meget slem.

Solen skinnede klart, og vi bevægede os fremad af de støvede landeveje. Ved ca. 10 – 11 tiden om formiddagen kom vi forbi et sted, hvor der løb noget gulligt vand i vejgrøften. Vi for hen til vandet og drak. Jeg drak meget, for jeg var uhyre tørstig.

Da vi havde drukket, indhentede vi batteriet, og da vi kom op ad bakken, opdagede vi, at vandet kom fra en lille dam ovre på marken, og der lå der nogle døde heste og nogle døde soldater i det. De var delvis opløst. Men vi havde drukket af vandet, og tørsten var slukket.

Jeg havde vel nok drukket mest, og da der var gået et kvarter, blev jeg frygtelig syg. Jeg begyndte at kaste op, og jeg blev ved at kaste op. Det varede ikke ret længe, så kunne jeg ikke gå mere. Jeg ville blive liggende, men kammeraterne ville have mig med – de lagde mig op på kanonen, og her lå jeg så nu og kastede op.

Maven var tom, men jeg måtte blive ved at kaste op. Jeg var så syg – så syg. Ved 4 tiden gjorde vi holdt uden for en større landsby. De tog mig ned af kanonen og lagde mig i græsset ved siden af landevejen. Om jeg var bevidstløs eller jeg sov, ved jeg ikke.

Men da jeg kom til mig selv, var Skurnia og nogle flere ved at hælde noget spiritus i halsen på mig. Det var en flaske mavebitter, som de havde fundet i et apotek i den rømmede landsby. Det kan nok være, at den hjalp.

Det var lige den medicin, jeg tiltrængte, og smerterne forsvandt lige med det samme. Jeg blev noget beruset, faldt i søvn, og efter to timers god søvn, blev jeg vækket, og vi fortsatte marchen gennem byen. Jeg kom til at sidde på kanonen, smerterne var borte, og jeg er tilbøjelig til at tro, at denne flaske mavebitter i rette tid reddede mit liv fra forgiftning.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

24. juni 1918. En urimelig opgave: Find det rigtige lig i en massegrav!

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

En dag kom jeg igennem en større landsby, og da før jeg øje på nogle arrestanter, der var spærret inde nede i en kælder, der var jernstænger foran vinduerne, men vinduerne stod åben. Foran trappeopgangen stod der vagt.

Arrestanterne stod og så ud imellem jernstængerne, og jeg opdagede, at kanoner Pfeiffer var iblandt dem. Jeg spurgte ham, hvad han lavede her. Han svarede, at han var ked af at slås, og han havde nægtet at kæmpe, og nu ventede han på at blive ført tilbage. Vagten afbrød os, vi måtte ikke tale sammen. Han blev sikkert sendt til en militær straffefangeafdeling.

De døde lå rundt på markerne bag hegnene, i skovene og alle vegne. Der var et begravelseskommando, der skulle tage sig af denne sag, men de kunne langt fra overkomme dette arbejde.

Så skete det jævnlig, at andre soldater blev kommanderet til at begrave døde, men de begravede som regel de døde i store fællesgrave. Men det kunne dog lade sig gøre, at de pårørende i hjemmet kunne få en død hjem på deres hjemlige kirkegård, når de betalte ca. 1.000 mark (tusind Mark) og det var muligt.

Sådan kom der besked om, at en skulle sendes hjem, som lå i en fællesgrav ved den by x (i nærheden af Fismes), hvor vi stod i stilling. Det var en fændrik fra et infanteriregiment, men da vi lå på stedet, skulle vi se at få fat i ham. Jeg fik et kommando på 4 mand og en zinkkiste samt en flaske cognac, og nu skulle vi hen og grave rundt i fællesgraven for at få fat i fændrikken. Et ganske umenneskeligt arbejde.

Feldveblen sagde til os, ”Se nu at få fat i een!!!!”. Her må man betænke, at de døde lå adskillige dage inden de blev begravet, det var i den varme sommertid, så de var delvis opløst inden de kom i jorden, og så tilmed i en fællesgrav.

Vi kom hen til graven, hvor der lå mange “faldne krigere” – jeg husker ikke hvor mange, der lå der. 

Vi kastede jorden til side og kom ned til det første lag – det var frygteligt – identitetsmærket havde de i en snor, der hang omkring halsen, eller også fastgjort ved selen i venstre side. Men det var ikke til at begynde at søge efter den, vi tog en slurk af flasken, og så udbrød Bernhard Køp: ”Her er han”. ”Er han dér?” “javel”.

Han kom i kisten og blev sendt til Tyskland. Da vi kom hen til Feldvebelen, spurgte han, om vi havde faet fat i en, så var det godt.

Som regel fik de vel den, det skulle være, men under slige forhold ville det være et urimeligt forlangende at få den rette.

Kisten blev sendt på en bagagevogn hen til jernbanestationen, og derfra blev den sendt til Tyskland.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.