Sønderjyden “n” skrev den 23. juli 1915 følgende:
Anstrengende Dage.
Shadow, den 23. Juli 1915.
Der er i de sidste Dage stillet saa store Krav til vore Kræfter, at vort Kompagni f. Eks. i Øjeblikket kun tæller Halvdelen af, hvad vi drog ud med.
Paa Gadehjørnet i Szawle skrev jeg jo om vor Indtagelse af denne By. Jeg vil nu fortsætte, hvor jeg slap sidst. Hen paa Formiddagen den 21. marcherede vi ud af Szawle i sydøstlig Retning. Her havde Russerne taget Opstilling paa en Høj hinsides en stille Sø. Vi gik frem i lange Skyttelinjer. Bomber og Shrapneller eksploderede omkring os. Men den største Plads er jo heldigvis udenom, og vort Kompagni havde i hvert Fald ikke Tab der.
Imidlertid skulde vi over en Kartoffelmark, som med den ene Bakkeside skraanede bort fra, med den anden ned til Søen. Næppe havde vi naaet Toppen, før vi fik Ild fra et Maskingevær. Kugler suste forbi os og sang deres uhyggelige Si! — Si! Si! — Si! Tilsidst slog Kuglerne ned i Kartoffelbladene, som gav en piskende Lyd fra sig.
I et Nu laa vi alle plat paa Maven med Hovedet gravet dybt ned i Furerne. Situationen var ikke hyggelig. Heldigvis hørte Skydningen dog snart op. Vi fortsatte i Løb ned til en Fabriksbygning, bag hvis Mure vi fandt Ly. Først senere erfarede jeg, at en Kammerat havde faaet et Skud i Brystet. Det lod i Øjeblikket ikke til at anfægte ham overdreven. Han lo og gik endog selv videre. Det siges imidlertid, at han senere er død, da Kuglen var bleven siddende i Brystet.
Fabriksbygningen, som vi søgte Ly i, havde tidligere været et stort Ølbryggeri. Nu saa der meget forfaldent ud der, og det lugtede rædsomt. Vi eftersøgte de omliggende Arbejderboliger. En og anden var ogsaa saa heldig at finde et Brød; men ellers gjaldt her, som næsten overalt, hvor vi har drevet Russerne bort: de har taget alt med.
Da jeg gik og drev rundt om Ølbryggeriet, der for Resten stadig bombarderedes, fik jeg tilfældigvis Øje paa en Have med et Jordbærbed. Jordbær var der ikke mange af, men de faa, der var, smagte saa meget bedre. Uheldigvis trak lidt senere et Uvejr op, og blive længe borte gik heller ikke an, kun nødig tog jeg Afsked med Jordbærrene.
Mens Uvejret stod paa, laa vi i et skummelt ildelugtende Rum, hvis Gulv vi havde overstrøet med Halm. Vi prøvede paa at sove lidt, men det var umuligt som Følge af Fluerne.
Ved 3-Tiden kom der Ordre til Afmarch. Det skylregnede endnu. Vi sværmede sammen med andre Kompagnier ud i lange Skyttelinjer mod det før nævnte Højdedrag. Vi vadede gennem Engdrag, og hen over Marker, hvor Sæden stod højt og de drivvaade Aks slog mod Benklæder og Trøje, saa man i faa Minutter var dyngvaad og Støvlerne fulde af Vand.
Der blev ikke skudt fra Højen, derimod bombarderede vort Artilleri Chausseen og Terrænet bag Højen. Russerne havde allerede forladt samme og befandt sig paa Tilbagetog. Et Par Russere, som aabenbart havde skjult sig i en Grav, blev taget til Fange, de russiske Stillinger gennemset.
Saa fortsattes Marchen mod Øst, indtil vi hen paa Aftenen gjorde Holdt foran en Bondegaard, i hvis forskellige Lader de enkelte Kompagnier fik anvist Plads. Vor Lade var aaben til alle Sider. Vi kogte saa og hentede nye Kartofler fra Marken. Just da vi havde faaet vore op af Jorden, kom der en Bataillonsbefaling lydende paa, at det var forbudt at grave Kartofler. De, der var for sent paa Færde, maatte altsaa vende tomhændet hjem. Aldrig har Kartofler smagt saa godt som disse.
For at bøde lidt paa de vaade Klæder, hentede vi Halm fra et Straatag i Nærheden. Jeg var selv oppe paa Taget og rev Straabundter ud. Derpaa tog jeg tørt Undertøj paa og lagde mig til at sove. Og sandelig: den Rede af Halm, som jeg havde lavet mig, var baade varm og hyggelig. Snart sov jeg.
Det var Meningen, at vi skulde være blevet der til næste Morgen; Vagterne for Natten var udsat, alt hvilede og nød den haardt tiltrængte Ro. Da kom der pludselig Kl. ca. 10½ Alarmeringsbefaling. Vi maatte i de vaade Støvler, Mantler osv. og afsted ud i Mørket, Regnen og et Uføre uden Lige. Hvor længe vi marcherede, ved jeg ikke, vistnok til Kl. 1. Vort Maal, som vi naaede efter en yderst anstrengende og trættende March, var en lille Landsby, hvor vi fik anvist Kvarter. Min Gruppe og en anden Gruppe i et Bageri. Vi smed os hen paa det nøgne Galv som vi gik og stod, og snart sov vi igen.
Kl. ca. 5 blev vi vækket. Udenfor lød Gevær- og Granatild. Russerne var ikke langt borte. Vi skulde angribe og erobre deres Stillinger. De enkelte „Zuge“ blev sendt ud i Skyttelinjer, hvis Tilsynekomst Fjenden hilste med en heftig Maskingeværild. Vi var saa heldige at forblive i Reserve til Dækning for Bataillonsstaben og sad sammenstuvede i en Stald, indtil ogsaa vi maatte ud i Skytteliuien KL ca. 10. De russiske Batterier, som hele Morgenen havde beskudt os heftigt, var efterhaanden blevet bragt til Tavshed af vort Artilleri, der arbejdede fortrinligt. Derimod lød stadig Maskingeværild, og Kuglerne slog tæt ned, ogsaa hvor Reserven laa. Men Fjenden holdt ikke Stand, et Par Maskingeværer blev erobret. Resten trak sig tilbage.
Atter gik det fremad, over Marker, gennem Moser, Krat og Skove, altid i Skyttelinje, for ikke at byde det fjendtlige Artilleri, der stadig under Tilbagetoget sendte os Hilsener, noget stort Maal. Dog hændte det, at en Granat ikke langt fra mig slog ned og anrettede betydelig Ødelæggelse i en Bagagekolonne.
Under Fremrykningen passerede vi flere Landsbyer. Beboerne var delvis flygtet, men mange Steder atter paa Vej hjem, med deres „Hab und Gut“ ladet paa usle Vogne. Fjendtligt Sindelag viser Befolkningen ikke, tværtimod. Vi modtoges overalt imødekommende.
Alle Mænd mellem 17 og 50-55 Aar er borte. Man ser næsten kun Kvinder, Børn og Oldinge.
Mange Hilsener
—n.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
