Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Her foregår de meste af transporten til fods på lange dagsmarcher. Sidst i august nærmede han sig Brest-Litowsk.
Onsdag aften gaar vi over floden Bug og bivuakerer. Vest for os ligger den russiske fæstning Warschau, der endnu ikke har overgivet sig, men bliver belejret. Om torsdagen har vi en lang marchtur. Vi løber næsten 40 km., men saa er vi ogsaa dødtrætte. Da faar vi efterretning om, at fæstningen Brest-Litovsk er faldet, og jeg tror nok, at vi skulle have været derhen til forstærkning. Vi observerer en fjendtlig flyver, der kredser over os.
Vi bøjer nu af mod nordøst. Næste dags morgen gaar det løs klokken 5.
I dag har vi d. 28. august. Vi ligger og venter paa befaling, og vi skal til enhver tid være marchberedt, mon hvor de nu vil hen med os ved vi ikke. Det er ikke behageligt at marchere paa landevejene i denne tid, for der er en hede og en støv, saa vi ser ud som negre, og vandet er saa sparsomt, saa vi ikke kan faa os vasket.
Søndag morgen gaar det videre mod øst, vi fejrer jo ikke søndag paa nogen maade. Vi gaar kun ca. 12 km., saa har vi hvil. Vi har slaaet telte op, men klokken syv om aftenen faar vi ordre til at drage videre, og vi marcherer hele natten, Vi kommer igennem en sandørken, hvor vi vader i sand til op over vristen.
Mandag morgen d. 30. aug. er vi naaet frem til kun et par hundrede meter bag skyttegravene, men nu er vi ogsaa trætte, saa vi næsten ikke kan gaa mere. Kanonerne tordner og maskingeværerne knitrer. Der er sikkert mange, der skal miste livet derude. Vi ligger inde i en skov, saa fjenden ikke kan se os.
Han skyder heller ikke med artilleri, Henimod middag har han trukket sig tilbage. Vi gaar saa fremad, men der er mange, der falder om af overanstrengelse, saa vi taber næsten det halve af hvert kompagni.
Hen paa eftermiddagen gør vi holdt, feltkøkkenet kommer til, og vi faar saa middagsmad. Imidlertid trækker der et tordenvejr over, et uvejr uden lige. Det varer ikke længere end ti minutter, men saa er agrene ogsaa fulde af vand, og der falder isstykker saa store som dueæg. De heste, der er spændt for køkkenvognen løb løbsk, og folkene, der havde søgt ly under vognen, blev kørt over og brækkede baade arme og ben.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Hilsner fra Felten Fra Bebra skrives den 25. Avgust: Vi er mange Nordslesvigere paa Rejsen mod Øst og sender Venner og Bekendte en Hilsen. Vi er endnu ved godt Humør. Claus Nissen, Dybbøl; Peter Petersen, Hørup, Als; Lorens Jørgensen, Eistrup, Als; Edvard Mathiesen, Dynt; A. Paulsen, Egernsund; Johannes Kümpel, Sønderborg; Jens Jacobsen, Borup; Peter Juhler, Aabenraa; Chr. Kock, Hørup, Als; Johan Maschaleck, Egernsund; Chr. Nør, Høruphav; Lavrids N. Høi, Holm, Als; Hans Holm, Mojbøl i Haderslev Kreds.
Hilsen fra Udrejsen sendes til Venner og Bekendte: Karl Marlott, Aventoft; Th. Hansen, Visby; Jørgen Winther, Nørre Hjarup; Antoni Christensen, Daler; Peter Jørgensen. Kobberholm; Hans P. Nissen, Lavrup; Niels Nielsen, Mommark; Peter Nissen, Rømø; Lorens Wilhelmsen, Flensborg; Berndt Atzen, Harres. (Bedes optaget i „Hejmdal”.)
Et glædeligt Budskab (Fl. N.) Klavs Speck, Skoletjener ved St. Hans-Drengestolen i Flensborg, har modtaget et glædeligt Budskab, idet hans Søn Henrik, der stod ved 86. Fusilerregiments 7. Kompagni og har været savnet siden midt i September forrige Aar, nu har givet et Livstegn fra sig. Alle hidtilværende Efterforskninger fra de bekymrede Forældres Side er hidtil forblevne resultatløse, indtil de sidste Søndag fra Røde Kors’s Centraloplysningssted i Kiel modtog den korte Meddelelse, at deres Søn er i Live.
Falden Forleden jordfæstedes den ældste Søn af Landmand Hansen i Gravlund i Løgumkloster; han var som nævnt falden mod Øst den 9. Juli. Nu er ogsaa Ægteparrets anden og sidste Søn falden den 5. Avgust. Han skulde som den sidste engang have overtaget Gaarden.
Forstærkningsreservist Andreas Erik Kiesbye af Sofiedal har fundet Døden paa Krigsskuepladsen, 25 Aar gammel. Han efterlader sig Hustru og Søn.
Falden i Rusland. Snedker Christian Erichsen, en Søn af Slagter Erichsen ved Nørreport i Aabenraa, er ifølge en i Gaar Morges indløben Meddelelse falden i Rusland. Foruden denne Søn har Erichsen endnu en Søn i Rusland.
(Hmd.) Der er indløbet Meddelelse om, at Tjenestekarl Tyksen fra Barsmark er falden i Polen. Han blev indkaldt i Fjor Efteraar.
Tabslisten Tabslisten nævner Henri Rommensen af Tønder og Søren Brodersen af Højer som henholdsvis falden og Haardt saaret.
I den 310. Tabsliste meddeles, at Peter Thomsen af Sonderborg er død af sine Saar.
Saarede (A.T.) Fifler Asmus Duus af Aabenraa er bleven saaret paa den østlige Krigsskueplads. Saaret er temmelig alvorligt.
To Sønner af Arbejdsmand Nikolaj Ellgaard i Haderslev, Nikolaj og Christian, der begge laa ved samme Troppeafdeling, er blevne saarede østpaa den 14. Avgust
Fra Fangenskabet. (Dbp.) En glædelig Meddelelse har Hans Hansen og Familie ved Østerholms Strand for et Par Dage siden modtaget, idet de fik et Kort fra deres Søn Jørgen, som var tagen til Fange i Rusland. Meddelelsen er afsendt den 28. Maj, og først den 20. Avgust er den kommen Forældrene i Hænde; dette kan være en Trøst for mange, som maaske ogsaa har ventet længe forgæves efter at høre fra deres savnede pårørende.
— (S.Z.) Landmand Hans Schmidt i Holm ved Nordborg har i disse Dage faaet et Brev fra fin Søn, der er i russisk Fangenskab. Brevet var skrevet den 17. April og har altsaa været 4 Maaneder undervejs.
Udmærkelser Faaet Jernkorset. Købmand Oskar Rothmann, der, som nævnt, for Tiden ligger faaret paa et Lazaret i Mainz, er bleven udmærket med Jernkorset af anden Klasse, som Generalfeltmarskal von Mackensen personlig har overrakt ham, hvorved Feltmarskalen udtalte sig meget anerkendende om hans store Pligttrostab og Tapperhed og beklagede ikke at kunne overrække ham Jernkorset af første Klasse, som han ærligt havde fortjent. I en senere Fægtning blev Rothmann temmelig Haardt saaret, men der er ifølge flensborgske Blade Haab om, at han kan blive fuldstændig helbredet.
Vicestabssergent i 85. Infanteriregiment, Købmand Hans Hafs, for Krigen hos Firmaet H. W. Christophersen i Flensborg, og Ludvig Hagen af Flensborg har erhvervet sig Jernkorset.
Røde Kors-Medaillen af tredje Klasse er bleven tildelt følgende Flensborgere: Købmand Otto Andresen, Advokat Vilh. Boysen, Jernformer Vilh. Drescher, Lagerarbejder Avgust Petersen, stud. math. Theodor Petersen, Typograf Henr. Schuldt og stud. theol. Anton Westergaard, kaldt Jacobsen. Samme Udmærkelse er tildelt Landmændene Otto Nissen i Lyksborg og Herm. Thomsen
(S. Z.) Jernkorset er blevet tildelt Hugo Tietze af Sønderborg for forskellige godt udførte Flyveture over Fjenden.
Udnævnelse (S.G.)
Raadmand, Fabrikant, Ingeniør Josua Petersen af Haderslev, der hidtil har været Kaptajn for en Reserve-Bataillon i Posen, er bleven udnævnt til Major.
Krigsbytte (Fl. N.) I Gaar Formiddags kørtes et Antal Maskingeværer, paa hvilke der stod „Erobret”, igennem Byen. Det siges at være erobret russisk Krigsmateriel.
En Skyttegrav er bleven anlagt ved Kavslund af Soldater fra Flensborg under Ledelse af Officerer, der har været i Fronten. Skyttegraven vil efter Forlydende fra i Dag af kunne beses af Publikum.
Lauritz Jensen var delingsfører for Regiment 84’s 8. kompagni, der i august 1915 deltog i kampene ved Bielsk på Østfronten
Den 24. august om middagen var hele kompagniet samlet foran laden ved middagsmaden, da en shrapnel tømte sit indhold ud over os.
En ordre var ikke nødvendig. I løbet af få sekunder var pladsen tom, men den eneste skade, der blev forvoldt, var, at nogle af folkene spildte deres mad.
Om aftenen måtte kompagniet bringe materialer ud foran til stillingsbygning. Undervejs traf jeg løjtnant Iken, der fortalte mig, at jeg staks ville komme forbi Feldwebel-Leutnant Debusmanns friske grav. Debusmann, en gammel frivillig på over 50 år, havde gjort rejsen fra Christiansfeld til Rusland sammen med mig.
Lauritz Jensen var delingsfører for Regiment 84’s 8. kompagni. Midt i august 1915 deltog han i kampene ved Bielsk
Den 21. august gik der det rygte, at russerne til venstre for os var brudt igennem. 8. kompagni måtte overtage sikringen af det artilleri, der var nedgravet mellem landsbyen og skoven, og gravede med dette formål en forsvarsstilling. Da alt imidlertid forblev roligt, rykkede vi efter nogle timer igen ind i vor lade.
Dag og nat, næsten uafbrudt blev der kæmpet ude foran, og enkelte kugler gik også gennem bræddevæggen ind til os i laden. Til denne lade knytter der sig en erindring, som jeg aldrig vil kunne glemme.
Da kompagniet den 23. august om aftenen havde lagt sig til ro, hentede Unteroffizier Ruprecht sin mundharmonika frem og begyndte stille at spille melodien: “O Deutschland hoch in Ehren”. Straks faldt nogle stemmer i, og et øjeblik senere sang hele kompagniet. “Ich hatt’ einen Kameraden”, “Wir treten zum beten”, “Ich bete an die Macht der Liebe”, og andre sange fulgte.
Dæmpet trængte slagets larm ind til os blandet med kanonernes dumpe brøl.
Af Regimentshistorien, der udkommer på dansk senere i 2015.
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Her foregår de meste af transporten til fods på lange dagsmarcher. Sidst i august nærmede han sig Brest-Litowsk.
Om morgenen d. 16. aug. befinder vi os i Kolm, og nu troede vi, at vi skulle have et par dages hvil, men om eftermiddagen maatte vi igen afsted, og vi marcherede 2 1/2 time. Næste morgen den samme marchtur igen. Om aftenen d. 17. august, blev vi tildelt vort regiment Nr. 91. Marchturene bliver stadig større, – man drager blot afsted med os, hvorhen ved vi ikke, men det kan jo ogsaa være lige meget, hvor vi er.
Nu kommer vi igennem byer, hvor vi vader i pløre til op over vristen.
Idag er det d. 21. aug. Det er et øsende regnvejr, saa vi bliver vaade til skindet. Vejene er saa opblødte, saa vi næsten ikke kan komme fremad, for det er ogsaa knapt med chausseerne her.
Efter mit kompas at se gaar vi mod nord. Vi kommer til en by, hvor vi søger husly, men det er næsten ikke til at finde, for alle husene er allerede besat af train og artilleri, men omsider finder jeg dog en stald til min gruppe, men der lugter skrækkeligt her. Husene er jo heller ikke af de fineste.
Jeg lægger mig i en straahytte ude i haven, her er luften dog frisk, og man er jo glad, naar man bare har tag over hovedet.
Det værste er at faa vores tøj tørret, Det skal vi helst lade tørre paa kroppen, for vi har jo ikke noget at skifte med.
Den næste dags morgen marcherer vi videre mod nord. Søndag eftermiddag d. 22. august naar vi til Biala, som ligger 50 km, vest for Brest-Litovsk. Her bliver vi nu indkvarteret i tugthuset, men det er et af de bedste kvarterer vi har haft endnu. For otte dage siden var russerne endnu her, og de ville brænde byen af, fortalte befolkningen, men de fik ingen tid dertil, tyskerne var dem i hælene. – Vi bliver nu et par dage her, hvorefter det gaar videre mod øst.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Lauritz Jensen var delingsfører ved Regiment 84’s 8. kompagni. Midt i august blev han forflyttet fra grænsebevogtning ved Aller til Østfronten.
Banedæmningen Bialystok- Bielsk – Brest-Litowsk overskred vi endnu den 19. 8. uden kamp.
Men efter knap en time måtte vi igen deployere. Russerne havde sat sig fast foran landsbyen Proniewicze, og jeg måtte med min deling forstærke 7. kompagni, der allerede lå i stilling forude.
Da vi trådte ud af skoven vest for landsbyen, blev vi modtaget af en heftig gevær- og maskingeværild. Men nogenlunde i dækning af terrænet kunne vi nå frem til 7. kompagnis stilling og grave os ned.
Hvis jeg ikke tager fejl, lå III bataljon til højre for os. Det regnede igen stærkt. Hele dagen og også den næste formiddag, den 20. august, beskød russerne os heftigt. Særligt blev vi plaget af beskydning fra halv venstre. Så snart en mand stak hovedet lidt frem, peb der straks nogle kugler; vi havde flere tab med hovedskud.
I den retning, hvorfra skuddene kom, stod der en trægruppe, som jeg lod skyde ind i, men plagerierne hørte ikke op. Nogle dage senere så jeg under fremmarchen tæt forbi vor daværende stilling en grusgrav, fra hvis forhøjede men forfra ikke synlige rand skuddene i hvert fald kom.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Lauritz Jensen var delingsfører ved Regiment 84’s 8. kompagni. Den 17. august blev han indsat i kampene ved Banki.
I morgentimerne den 18. august opstod der kamp på to fronter. I den bæk, der løb bag vor stilling, dukkede fjendtlige ænder op. Vore folk gik straks over til angreb, men al venlig vinken dem nærmere hjalp intet. Med storm blev de så omringet og taget til fange.
Om formiddagen skød vort artilleri sig ind, og kort før kl. 12 kom der besked om, at virkningsild var begyndt kl. 11:45, og at der skulle stormes kl. 12:30.
Straks trådte 8. kompagni an for under artilleriilden at komme så tæt på som muligt. Vi krøb op ad skråningen, der var bevokset med kartofler, lupiner og hør, og var til den befalede stormtid kun ca. 100 meter fra den russiske skyttegrav.
Kompagniet rejste sig til storm, og det var nok. I lange rækker kom russerne løbende ned mod os. 120 mand og et maskingevær blev der bragt ind af 8. kompagni, mens vi så stærke russiske enheder styrte bagud. Vore tab var små.
Vi troede, at vi ved vor venstresvingning ved overgangen over bækken var kommet godt ind i flanken på den russiske grav, og var nu overrasket over netop i vor front at finde en meget lidt beskadiget russisk stilling. Russerne havde kamufleret den forreste grav så fortræffeligt, at heller ikke artilleriet havde fundet den og hovedsageligt havde skudt på grav nummer to.
8. kompagni havde ordre til at gå frem ind til den russiske stilling, mens de andre tre kompagnier optog forfølgelsen. Snart fulgte vi efter.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Lauritz Jensen var delingsfører ved Infanteriregiment 84’s 8. kompagni.
På en søndag aften i de første augustdage 1915 fik jeg i det umiddelbart ved den danske grænse beliggende pastorat Aller, hvor jeg boede og tilhørte grænsebevogtningen, telefonisk ordre til at begive mig til Altona og rykke i felten næste dag.
Mandag middag samledes i Altona en transport på 29 officerer, der straks fik marchordre til 54. infanteri-division. Efter en meget interessant rejse på kryds og tværs pr. bane, bil, hestevogn og til fods nåede vi den 17. august i Wolka den 54. infanteri-division, som forsatte mig til infanteri-regiment 84.
Ved regimentet hilste regimentsadjudanten, kaptajn Böhm, mig med ordene:” De vil sikkert til II bataljon!” Således kom jeg igen til vor Haderslev-bataljon, hvor jeg 20 år tidligere havde gjort tjeneste som aspirant. “Fabriksnye løjtnanter” kaldte Claus Ochsen os ….
Nå, måske ikke lige netop det, så havde kun få af os hørt fjendtlige kugler fløjte, sådan som det blev konstateret ved tilmeldingen ved brigaden.
8. kompagni, som jeg blev knyttet til, lå den 17. august ved Wyszki i reserve. Sommernatten forløb roligt, for første gang var den blå himmel mit dækken. Russerne havde i nattens løb rømmet deres stilling, og i den tidlige morgenstund trådte kompagniet an til fremmarch. Snart kom jeg for første gang i ilden, kampene ved Banki begyndte.
8. kompagni deployerede, til højre stødende op til 5. kompagni, mod højderne nordvest for den i lys lue brændende landsby Banki, som lå i en dyb sænkning. På højderne blev vi modtaget af en kraftig ild, som vi ikke kunne udrette meget imod, da de russiske stillinger på den anden side af landsbyen var svære at få øje på, og da den stærke røg fra den brændende landsby med mellemrum tog vort udsyn. Efter nogen tid gik kompagniet gruppevis frem og nåede i en lille bue, hvorved røgen nu gav os dækning mod indseende, frem til den nordlige udkant af Banki.
Russerne holdt os hele tiden under beskydning. I løbet af eftermiddagen gik vi gennem landsbyen, bøjede af til venstre, gik over en lille bæk og gravede os ned langs denne for natten. Foran os lå et stærkt stigende terræn, og deroppe, tæt foran os, måtte de russiske stillinger være. Vi lå beskyttet i en død vinkel, men endnu længe skød russerne hen over os.
Til højre for os lå dele af 7. kompagni, som ligeledes havde overskredet bækken, til venstre bagud 5. og 6. kompagni. En stærk regn satte ind. Kompagnifører, løjtnant Ebeling, sendte om natten en ordonnans til 5. kompagni med anmodning om at komme nærmere og slutte sig til til højre, hvor en bred åbning gabte, men selv i mørket var det ikke muligt for 5.kompagni at komme fremad. Ved 8. kompagni forløb natten temmelig roligt.
Af Regiments 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Begrænsning af Brevsamkvemmet med det nevtrale Udland. Der offentliggøres følgende:
For formaalstjenligt at kunne gennemføre det under Krigen nødvendige Tilsyn med Efterretningssamkvemmet med Udlandet er det nødvendigt, at Brevteksten i Privatbreve, der maa indleveres aabne, til det ikke- fjendtlige Udland med Undtagelse af de besatte Dele af Belgien og Russisk-Polen, lige meget om Brevene er skrevne paa Tysk eller paa et for Brevsamkvemmet til Udlandet tilladt fremmed Sprog, ikke er længere end to Sider af et almindeligt Brevformat. Brevene maa ikke indeholde Bilag, hvori der findes Efterretninger; de maa endvidere være skrevne i en ‘tydelig, uden videre godt læselig Skrift med ikke for lille Afstand’ mellem Linjerne, og der maa heller ikke skrives tværs over Skriftlinjer af en anden Retning. Ved Forretningsbreve kan, naar de i øvrigt svarer til de foranstaaende Betingelser, Indholdet overskride to Brevsider, og Regninger. Prisfortegnelser og deslige Forretningsanliggender kan vedføjes. Til Forsendelse af Brevene til Udlandet maa der kun benyttes Konvolutter, der er fremstillede af et enkelt Papir- eller Stoflag, altsaa uden Foderindlæg af Silkepapir eller andre Stoffer. Ved Breve, der ikke svarer til de nævnte Krav, maa Afsenderen regne med, at de som Følge af, at Prøvelsen vanskeliggøres, ankommer til deres Bestemmelsessted med flere Ugers Forsinkelse.
Ved denne Lejlighed peges der særlig hen paa, at Forsendelsen af de til Udlandet rettede Brevsendinger selvfølgelig kan ske saa meget regelmæssigere og punktligere, jo lavere Antallet af de Sendinger er, som skal bearbejdes. Det er derfor ønskeligt, at Antallet af Privatbreve til det ikke fjendtlige Udland begrænses til det uundgaaelig nødvendige.
Jeg sidder oppe paa de gamle Fæstningsvolde med Vemod i Sind og længes efter Hjemmet der langt mod Nord, længes tilbage til den Tid, da jeg var lille, til Fortidens gyldne Land.
Den Gang syntes jeg, „at Verden den var meget mindre, men ogsaa meget mindre slem.“ Den Gang syntes Engene mig grønnere og Himlen mere blaa. Livet laa for mig som en skøn og herlig Drøm.
Og nu synes Verden mig næsten et Fængsel.
Jeg forstaar det, at Morten Luther kunde kalde den for en Jammerdal.
Det er ikke alene denne frygtelige Verdenskrig, der ligger og tynger paa mit Sind som en Kæmpemare, men jeg føler det ogsaa saa grant, at det er Synden, der røver mig Freden. Hele Livet er en Kamp: „i Kamp man gaar til sin Grav.“ Men nu, mens Mørket falder og Nattens Stjerner blinker ned til mig, da sker det underlige, at ogsaa mit Indre bliver saa fredeligt stemt. Jeg véd jo, at én vil ogsaa i den kommende Nat vaage over mit Leje, og denne er den eneste sande Sjæleven, der ikke vil forlade mig, selv i Dødens Skyggedal.
Og da folder jeg mine Hænder, og jeg beder mit Fadervor, som min Moder lærte mig at stamme, da jeg endnu var lille. Og jeg véd jo, at hjemme har jeg en gammel Moder, der hver Aften beder for sin Søn dér langt borte i det fremmede Land.
Ja, der oppe i Nord, hvor Karlsvognens Stjerner blinker, der ligger et lille Sletteland, hvor Tusinder af Mødre beder for Sønner i det Fjerne. Og Gud lytter gerne til en Moders Bøn.
Saa falder det mig i Tanker, hvad en Artillerist for talte mig fra de skæbnesvangre Oktoberdage, da Byen her blev stormet.
Hans Batteri var kørt op for Enden af en Gade, og Granater og Geværkugler fejede langs ad den. Da skete det, at en Kvinde pludselig løb midt ind i Kugleregnen med to smaa Børn ved Haanden. „Da“, fortalte den unge Soldat, „tænkte jeg paa min Moder, og mit Hjerte stod stille af Rædsel. Men hun og Børnene slap uskadte gennem Kugleregnen. Siden den Dag tror jeg paa Underet.“
Saadan gaar det vel flere end ham. Man kommer til at tro paa Underet, naar ens egen Forstand glipper. Der er ikke andet for, man griber igen til sin Barnetro, prøver, om den kan bære, og se, den kan bære. Det er den eneste Redningsplanke der gives.
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Vi hviler nu ud til næste dags morgen, saa gaar det videre. Men det er ikke behageligt at marchere langs vejene i denne tid, for automobiler og trainkollorner kører frem og tilbage, Saadan en trafik har jeg endnu aldrig set.
Chausseen er storartet, den er belagt med klinker, men der er ogsaa knapt med jernbaner her. Sommesteder er der over 200 km, fra den ene til den anden, saa det er ikke nemt at gøre lange rejser her.
Jorden er en rigtig god lerjord, saa der kunne avles meget, hvis den blev rigtig behandlet, men agerbruget har man ikke meget forstand paa her Selve agrene er ikke mere end to meter brede, og agerrenderne er mere end en halv meter dybe, saa det er ikke behageligt, naar man skal rende tværs over markerne. Der staar en mængde korn endnu, paa markerne, men russiske fanger er i færd med at høste.
Søndag aften … er vi i Krasnostov. Her har vi saa en dags hvil, hvor nogle af os meder fisk i en bæk, som løber forbi i nærheden. Min kammerat fanger en stor gedde, som vi steger, og vi koger nogle kartofler dertil, dem er der nok at faa af paa markerne. Det er godt med lidt forandring i kosten. Om aftenen skal vi saa igen afsted. Vi marcherer et par timer og undervejs koger vi kaffe. Resten af natten marcherer vi videre.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Sønderjyden N.L. opholdt sig i august 1915 ved fronten i Belgien ved Dixmuiden
Dixmuiden i August 1915 (fra Dagbogen). Sammen med min Gruppe var jeg forleden Dag beskæftiget inde i Jernbanedæmningen, der førte gennem de forreste Stillinger og videre over Fur nes mod Havet. Formaalet var at drive en saakaldt Minegang frem til vor første Stilling. Ved Skæret fra en blussende Carbidlampe foregik Arbejdet inde i den mørke Gang, hvor der var ret knebent med Plads. Forrest i Gangen sad der to Pionerer, Mauere, kaldtes de i Bjergmandssproget, og huggede løs i den haarde Lerjord med deres kortskaftede Hakker.
Dernæst fulgte saa Weber og jeg, der fyldte den løse Jord i Sække, der af andre blev lagt paa en lille lav Vogn og slæbt hen til Indgangen, hvor Sækkene blev stablet op til om Natten, da de blev bragt hen til Opbygning og Sikring af en over mandshøj Jordvold, der fra Byen førte ud til Jernbanedæmningen.
Naa, Arbejdet gik støt og roligt derinde i Dæmningen. Snakken gik livligt, og der spøgtes og lo. Vognens Hvin og Knirken lød ind imellem. Selv om der ikke blev arbejdet ret meget, saa havde man det rigeligt med Varme herinde i den trange Gang, hvor der herskede en forpestet Luft.
Der var pludselig en af de bagved værende Kammerater, der kom med denne for os næsten utrolige Meddelelse: —- Vi skal i Bad! — Naar vi kommer tilbage denne Gang, saa skal hele Bataillonen i Bad! – „I Bad!“ -prustede Weber og virrede med Hovedet. Det er da vist Løgn. Hvor skulde det for Resten være. Her har vi jo ikke andet end Mudder”.
– „Nej, nej, det skal da være sandt. Anden Bataillon skal allerede have været i Ostende for at bade,” lød det i Mørket bagved. Ja-ja, la’ vos nu se, sa’ Weber og virrede videre med Hovedet, saa Skyggerne dansede i Skæret fra den blafrende Lampe.
– Men, selvfølgelig var det igen en af de saa godt kendte Latrinparoler. Dog Snakken gik stadig livligt, saa noget maa der vel have været om det. Endelig var vor Tid omme. Vi forlod Gangen og gav Plads til det næste Hold.
Hvor var det herligt at komme ud i Guds frie Natur igen og fylde Lungerne med frisk Luft. Solen skinnede, og Fuglene kvidrede i Luften over vore Hoveder, og ogsaa herude gik Passiaren livligt. Det drejede sig om den omtalte Baderejse.
Soldater fra RIR 242 tager en dukkert i Belgien
Nogle Dage senere blev vi en Aften afløst og drog tilbage til vore Hvilekvarterer bag Fronten. Vi laa dengang endnu i Byen Vladsloo. Tøjet og Udrustningen blev set efter, og vi havde faaet den fornødne Hvile. Saa en Aften hed det ved Parolen: „I Morgen Kl. 8 møder Bataillonens Kompagnier med let Udrustning paa Alarmpladsen, hvorefter der marcheres til Zarren. Herfra gaar det med Tog til Ostende, for dér at bade!”. Og saadan skete det da.
Den næste Morgen drog vi saa ud paa Skovturen, til Havet. Gamle Mejersahm var i Dagens Anledning kommen til Hest; stolt sad han i Sadlen paa sin Rosinante.
Foran spillede Musikken, og bagefter den Gamle fulgte saa Kompagnierne, der saa lidet militæriske ud i deres brogede Blanding af store Drenge, Mænd med lidt Skæg og andre, der lignede Bedstefædre med deres Pryd, en frodig Skægvækst. Alle var de glade og fornøjede, og man sang lystigt med paa de kendte Schlagere og Soldatersange — „Es war in Schoneberg —“ eller „Hej — es war die böse Schwiegermama-ma-ma!“ og hvad de ellers hedder.
Vi naaede da til Stationen og indtog vore Pladser i de tomme Godsvogne. Toget satte sig i Bevægelse, og ved Middagstid var vi i Ostende. Fra Banegaarden marcherede vi om til Stedet, hvor vi skulde bade. Geværerne blev stillet sammen. Klunset blev lagt af, dernæst af med Tøjet, og saa gik det ud i de kølige og forfriskende Bølger.
Det var vel nok dejligt! Som kaade Børn lo Kammeraterne og pjaskede rundt i de salte Bølger.
Lidt efter lidt vandrede Kammeraterne i Land igen og iførte sig Tøjet, hvorefter Turen gik op i Byen, for at man rigtigt kunde nyde den korte Frihed. Jo, det blev en dejlig Tur for mange. Her var der Estaminet’er, hvor man kunde købe sig en Rus for sine Penge, og — her var der Kvinder.
Tiden for Afmarchen nærmede sig. Kammeraterne kom dryssende enkeltvis eller flere i Flok; mange af dem var mere eller mindre i løftet Stemning og gik noget usikre paa Benene, hvilket jo nok skyldtes den indtagne Mængde af forskellige Læskedrikke i Form af Øl og Snaps.
Kaptajn Mejersahm lod til at være ret langmodig i Dag. Endelig svang han sig i Sadlen. En enkelt Efternøler kom endnu dinglende og saa satte Bataillonen sig i Bevægelse. Der marcheredes ad en anden Rute om til Banegaarden; undervejs skulde vi forbi Prins Eitel Friedrichs Kvarter. I Parademarch skulde det gaa forbi denne Herres Bolig.
Der blev nu raabt: „Achtung! die Augen links!” men det blev rigtignok et Syn for Guder at se denne „Hammelherde” paradere forbi. Foran spillede Musikken. Hornene skrattede og Trompeterne lød. Oppe paa sin Balkon stod Prinsen og nikkede og bukkede, jeg tror nok, han morede sig over vor Forbimarch. Pludselig lød der foran et højt Brøl. Manden der trakterede Stortrommen, var faldet over sine egne Ben, og nu laa han der paa Gaden og sparkede for at komme paa Benene igen.
– Jo, det kan nok være, vi morede os.
Vi naaede da Banegaarden, og under endeløs Latter og stor Staahej blev alle Mænnerne lempet ind i Godsvognene igen. Toget satte sig i Bevægelse, og et Par Timer efter naaede vi tilbage til Zarren igen.
Lidt før Stationen standsede Toget. Indkørselssignalet var nok ikke hejst. Underofficer Wegener vilde absolut en lille Tur ud her, for som han sa’ : „Man maa da kunne komme ud paa Naturens Vegne”. Man fik den udvendige Slaa listet fra, Døren gik op, og lidt hurtigere kanske end beregnet kom Wegener ned fra Vognen, han rullede et Par Gange rundt og endte med et Plask nede i den vandfyldte Grøft, hvor han, til stor Moro for os andre, nu laa og sprællede og gav ondt fra sig.
— „Aa-nej, aa-høj, aa-ha!“ — Toget satte sig i Bevægelse. Vi naaede ind paa Stationen og steg ud. Der blev saa sendt to Mand ud langs Linjen for at bjerge den evigglade Korporal ind.
Under Resten af Turen herskede der en forventningsfuld og dyster Stemning over Bataillonen. Der var ingen Sang, og Musikken tav ogsaa. Saa stod vi da atter paa den hjemlige Alarmplads. I Tusmørket holdt vor Gamle nok foran Fronten paa sin Hest. Han var ædende gal, erfarede vi nu, og hvor kunde han denne Aften skælde ud.
Dagligt en halv Times Strafekserceren, dikterede han harmfnysende.
— Jo, Bataillonen havde begaaet en lav og lumpen Handling. Æren, ja, særlig hans Ære, var pint og krænket, forsikrede han os højlydt.
Det blev rigtignok baade den første og sidste Baderejse, vi kom ud paa.
Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.
Af Allan Otto Wagner
Den 12. August kom jeg med en Transport, som skulde afgaa til Fronten, men denne Gang blev det Østfronten. Afskeden og Folkejublen var endnu den samme som første Gang, jeg blev sendt til Fronten. Tre Dage efter vor Afrejse fra Flensborg var vi i Memel i Østpreussen, hvorfra vi skulde have sejlet over til Libau.
Men da vi kom til Memel, var der i Forvejen over 200,000 Soldater, som skulde sættes over, og der manglede Skibe. Desuden var Søen fuld af engelske og russiske Undervandsbaade.
I to Dage laa vi nu i Telte. Overalt myldrede det med Soldater, saa der var ingen Tale om at komme i andet Kvarter. Da vi havde været der de to Dage, kom vor Transport med Toget om Morgenen og naaede Kl. 5 Grænsebyen Bajuren mellem Tyskland og Rusland.
Derefter marscherede vi videre ind i Rusland. Kl. 11 slog vi Lejr for Natten. Vi fik Proviant udleveret, og Dagen efter slagtede vi Kreaturer, som vi selv førte med os. Om Middagen marscherede vi videre, og saadan gik det de første fjorten Dage. Vi marscherede mellem 40 og 50 km om Dagen, og hvis det var for varmt, marscherede vi om Natten og holdt Hvil om Dagen. Navnene paa de Byer, vi kom igennem, fik vi ikke at vide, men endelig naaede vi en lille By, der hedder Poswol, og videre til Mitau. Der kunde vi begynde at høre Kanontordenen.
Vi marscherede saa en halv Dags Tid, men maa være kommen forkert Vej og nærmere Russerne end vi skulde, for pludselig blev vi angrebet af russiske Tropper ved en lille Landsby, som hed Dovtsewas.
Vi havde ikke ret mange Patroner, da vi jo endnu var under Transport, og vi var jo ikke klar til at tage imod nogen. Vi klarede os ud af det ved at trække os tilbage, men vi havde dog mistet nogle Døde og Saarede. Mandskabet var blevet noget spredt, men samledes efterhaanden igen, og saa marscherede vi et Par Timer tilbage og holdt Hvil i en Skov ved en lille By Walhof, hvor Regimentet, vi skulde til, allerede laa.
Det var Vestpreussisk Infanteriregiment 148. Det gik meget hurtigt med Inddelingen, da Fjendens Granater kunde naa Skoven, saa vi vidste næsten intet, før det var overstaaet.
Jeg kom til 11. Kom., 5. Gruppe. Der var kun 20 Mand af det gamle Kompagni. Nu kom der 50 til, saa Kompagniet bestod af kun 70 Mand. Om Aftenen marscherede vi gennem Skoven. Det var saa mørkt, at vi ikke kunde se hinanden, og vi snublede af og til over Træstubbe, og da vi endelig efter to Timers Marsch naaede gennem Skoven, var vi slemt forkomne. Der naaede vi en forladt Skyttegrav, hvor vi blev om Natten.
K. Tastesen: En sønderjysk soldats oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Søndag morgen skal vi igen afsted. Det var først meningen, at vi skulle have været afsted til fods, men vi kom dog til at køre med jernbanen, Mandag morgen er vi i Eavarucka. hvor vi faar te, Middagsmad har vi ikke faaet den sidste dag, men vi har faaet udleveret kødkonserves og cigarer. Egnen er mager, det er næsten sletteland altsammen, og man kan køre lange strækninger uden at se en bondegaard, men der er mange heste og kreaturer paa græs, De tilhører maaske militærforvaltningén.
Jeg lægger især mærke til den mærkelige dragt, bønderne gaar i. Lange støvler, hvide benklæder, et hvidt skørt, som naar dem til knæerne, en hvid jakke og en stor hat. Saadan en bonde kunne lade sig vise frem for penge.
I Ravaruska skilles transporten ad, Den ene del gaar mod øst, og vi gaar videre mod nordøst.
Forhaabentlig kommer vi snart ud af dette koleradistrikt, for vi maa hverken drikke af vandet eller vaske os i det.
Naa, hen paa formiddagen naar vi den russiske grænse ved byen Belzek, herfra skal vi gaa til fods, for jernbanen, gaar ikke videre, her gaar kun feltbanen, som bringer ammunition og forplejning til fronten. Sække af korn ligger her opstablet i tusindvis. Store lastautomobiler suser frem og tilbage.
Vi bliver liggende her til tirsdag aften, da vi marcherer videre; thi vi maa ikke marchere om dagen. Vi gaar kun ca. tre timer, saa kommer vi igennem en skov, hvor vi slaar teltene op og bivuakerer. Det er allerede helt mørkt, saa det er ikke nemt at finde sig til rette. Det bliver her en time før mørkt end hjemme hos os, men det bliver ogsaa desto tidligere lyst om morgenen.
Vi har nu hvil til klokken halvfem næste eftermiddag, men forinden vi gaar til ro, faar vi kaffe og grog, og vi sover trygt indtil næste morgen, Fra om eftermiddagen klokken halvfem marcherer vi hele natten igennem til næste dag, torsdag om morgenen klokken fire, da vi befinder os i Samostje„ Men nu er vi ogsaa dødtrætte. Vi holder en times hvil udenfor byen, og vi har næppe lagt os ned, før vi sover.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Under Jorden 11. August 1915 Nu bor jeg ikke mere i Morlilles Hus. Jeg har allerede i flere Maaneder maattet bo under Jorden, akkurat som Bjergfolkene i vort Folks gamle Tro; som kan hænde en Gang vore Forfædre i en fjern Stenalder.
Netop i Frankrige er Minderne jo fundne om vore allerældste Forfædre, og de var Huleboere. Min Hule ligger ind under en gammel Abild paa en Høj. Træet har haft ondt ved at overkomme den Skade, dets Rødder fik, da Hulen byggedes, det staar ikke saa frisk som dets Sidemænd, men har dog baade Blad og Frugt.
Stuen er 2 Meter dyb, 4 Meter lang og 2½ Meter bred. Fire svære, utilhuggede Bjælker med over ½ Meters Tværsnit hviler paa mægtige Opstandere og bærer Bræddeloftet. I somme Boliger er der Blik i Stedet for; men jeg har nu Bræddeloft. Bjælkerne er noget friske, de har skudt lange, hvidgule Skud i den klamme Luft og Stuens Tusmørke; det bliver ikke til stort, der savnes Sollys hernede og det kniber med Bladgrønt, men Bjælkerne bærer dog baade Kvist og Blad og gør alligevel trofast deres Arbejde.
Foroven paa dem ligger der tre Lag tykke Træstammer med smaa Jordlag imellem, og ovenpaa er der atter kastet Jord, og i den gror der Havre, som saa smaat begynder at modnes. Paa den Side, der vender ud imod Fjenden, er Jordhøjen klædt med svære Brosten. Dem er der ikke mange tilbage af i Flækkens Gader. De ligger over vore Boliger som Værn mod Fjendens Granater.
Paa den anden Side af Højen under en stor Busk af Sværdliljer og indrammet af Engelsk-Græs gaar der tolv Trappetrin nedad, og bag dem ligger Døren, egentlig en gammel Havedør, men der er intet Glas i den, der er Traadnet i Stedet. Ved Siden af Døren giver et lille blyindfattet Vindue Udsigt til en græsklædt Skakt.
Rigtig lyst bliver der aldrig i Stuen, den er temmelig trist at opholde sig i, uden lige i de allerførste Morgentimer, naar Solen falder lige ind ad Dør og Vindue; men de fleste af den Slags Jordhuler, især ude i selve Skyttegraven, er baade mindre, mørkere og ubehageligere, og de byder kun Udsigt til en graagul Lervæg. Ellers er de underjordiske Boliger alle skaaret efter samme Læst. Kender man een, kender man de fleste. Naar Bladets Læsere ved, hvordan jeg bor, vil de kunne danne sig et Billede af, hvorledes deres Venner og Frænder ved Vestfronten maa bo.
Vi gruede vel nok alle, da vi ifjor Efteraar hørte om, at vi vilde komme til at leve i Huleboliger, da de første Kakkelovne kom; men nu er der gaaet tre Fjerdingaar siden, og vi har fundet os tilrette ogsaa i vor Muldvarpetilværelse, selv om Dagen tit blev baade lang og graa. Vi har lært, at ogsaa Taalmod er Mod, og Krigen i dens nuværende Form kunde ikke føres, om vi ikke havde Hulerne at ty til.
Saa snart Vejret og Fjendernes Kanoner tillader det, opholder vi os naturligvis uden Døre. Ved Siden af min Dør staar Bord og Bænk, ligefrem ligger en Kroketplads, hvor der spilles flittigt — mindre end 1 Kilometer fra Fjendens Linjer. Kommer der saa en Shrapnell, svipper vi ned i vore Huler, selv om Shrapneller er de Projektiler vi har mindst Respekt for, indtil Skydningen er forbi, og vi atter kan søge op til Lyset og Dagen, atter kan glæde os over det prægtige Udsyn over Bakker og Dale, over høje Skove og svære Agre.
Saa glemmer man atter for nogle Øjeblikke Faren og tænker ikke paa, at 30 Meter tilvenstre fører Løbegraven ud til vor forreste Stilling, og at der 50 Meter tilhøjre ligger to af vore Kammerater jordede paa det Sted, hvor de faldt. Man kan ikke holde ud altid at tænke paa Faren, selv om den altid er der. Man maa søge en eller anden Adspredelse, maa døve Tankerne. Det er en haard Skole i Taalmod, vi gaar i; men vi skal nok lære Lektierne, det kommer helt af sig selv. Lige saa sikkert som, at Krigen lærer os alle, hvad Freden er værd.
F.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Soldater fra RIR 242 hopper i baljen. Flandern, ukendt år.
Hans Jørgensen, Skærbæk, fortæller:
Saaledes kan det gaa
Det var i 1915, i Frankrig, en dejlig, varm Augustdag, Vi havde lige gravet en Brønd, for vi stod og manglede Vand; men saa kom der Forbud mod at benytte Brønden, for man var bange for, at Vandet vilde blive forgiftet af de mange ubegravede Lig, der laa rundt omkring.
Jeg blev sat paa Vagt ved Brønden for at holde enhver borte. Min Instruks lød paa, at jeg skulde skyde enhver, der vovede at tage Vand fra Brønden, om det saa var selve Kejseren.
Den første, der mødte op for at forsyne sig af det fristende Vand, var selve Feldwebelen. Jeg standsede ham, men han bad saa pænt om bare at faa en lille Smule, saa han kunde vaske sig. Vi havde nemlig ikke faaet os vasket i en hel Maaned, og Fristelsen var derfor stor. Jeg meddelte ham min Instruks; men den hjalp nu ikke stort, for han vilde nu absolut have noget Vand.
Saa gik jeg endelig ind paa hans Anmodning, men jeg sagde til ham, at han maatte love mig ikke at sige det til nogen, og han maatte ikke spilde noget af Vandet, for saa vilde Lægen, der skulde komme og undersøge det, straks se, at nogen havde brugt af det. Nu forsynede han sig, men naturligvis spildte han lidt paa Jorden. Saadan gaar det jo altid. Han beklagede det og forsvandt saa.
Da jeg igen stod alene tilbage, fik jeg den Tanke, at hvis han kunde vaske sig, kunde jeg vel ogsaa, for jeg trængte lige saa meget til det. Som tænkt, saa gjort. Jeg hev en Spandfuld op, smed i en Ruf alt Tøjet, saa jeg var nøgen, og begyndte saa at skrubbe mig grundigt. Det var en herlig Følelse.
Men hvem dukker saa pludselig op? Vor Kompagnifører, Feldwebelen og Lægen. De styrede deres Gang lige hen til mig, for nu skulde Vandet grundigt undersøges. Jeg kunde slet ikke naa at faa Tøjet paa. Derfor besluttede jeg ganske roligt at fortsætte med Rensningen.
Til at begynde med gik alt godt. De sagde ikke et Ord til mig; men saa kom Kompagniføreren i Tanker om, at der jo skulde være en Vagtpost ved Brønden. Han spurgte mig, om jeg havde set noget til Vagtposten.
„Javel, Hr. Hauptmann,” sagde jeg, „det er mig, der staar Vagt her!”
Jeg havde sagt nok. Kompagniføreren begyndte straks at raabe op: „Saadan et Svin! Før ham straks bort!” raabte han til Feldwebelen.
Naa, Svinet var ellers nu blevet pænt vasket. Jeg fik ikke engang Tid til at tage mit Tøj paa, men splitternøgen, som jeg var, og med Tøjet under Armen gik det af Sted.
Feldwebelen beklagede, at det var gaaet saadan, for det var jo ham, der ved at hente Vand havde bragt mig i Fristelse.
Kompagniføreren havde idømt mig fjorten Dages Arrest, „men,” sagde Feldwebelen, „nu skal jeg nok gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at faa Straffen nedsat.”
Det gjorde han ogsaa, for han var en flink Mand, ellers havde han heller ikke faaet Lov til at tage Vand af Brønden, og jeg slap med tre Dages streng Arrest. Ja, saaledes kan det gaa.
A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Luftschiff Trupp 3 i Frankfurt.
En Luftskipper fortæller
Den 5. August 1915 faldt Warszawa i Tyskernes Hænder.
Jeg lå dengang ved Luftschiff Trupp 3 i Frankfurt a. M, og Dagen efter fik vi Marchordre. Vi vidste ikke, hvor vi skulde hen, men efter tre Dages Forløb rykkede vi ind i Polens Hovedstad.
Det var ellers en dejlig Tur til at begynde med. Toget, vi rejste med, kørte igennem Thüringen og Sachsen, langs med Saaleflodens skønne Strande og forbi mange smukke Byer, Bjerge og Dale, bl. a. så vi Wartburg knejse højt oppe.
I Schlesien og Posen blev Landskabet mere fladt og trist, og ved Grænsestationen Kalisch, hvor vi gjorde Holdt, fik vi hver udleveret 30 skarpe Skud. Vi blev helt kry, for – tænkte vi – nu måtte da disse Pokkers Underofficerer og Feldwebeler anslå en anden Tone! Nu, da vi havde de skarpe Skud, turde de nok ikke sådan tyrannisere os, og hvis de gjorde det, så kunde de vente sig noget.
Men ak, de forandrede ikke Tonen, og vi var slet ikke så modige, som vi troede. Vi led oven i Købet den Tort, at man en Uge senere tog de skarpe Skud fra os, og kun de, der stod på Vagt, fik udleveret 5 Skud.
I Warszawa rykkede vi ind i det store, russiske Kasernekompleks i Bydelen Mokotow. Vi bivuakerede ude på Kasernepladsen en Uges Tid, medens vi med stor Grundighed blev sat til at rense ud og rydde op i de mange Kaserner. De havde været brugt det sidste halve Års Tid som Tyfus-Lazaret af Russerne, og det blev senere fortalt, at mellem 20 og 30.000 Russere var døde her og var blevet begravet på en nærliggende Kirkegård.
Alle Lokaler, Sengesteder og Tapper blev grundigt desinficerede, inden vi rykkede ind i en af Kasernerne. Et Par Dage efter ankom en Luftschiff Trupp fra Berlin og en fra Schneidemühl, og vi var nu 600 Mand samlede.
Så viste det sig, hvad vi var samlede for. Vi skulde sammen med en Montor- og Ingeniørstab fra Elsass-Lothringen bygge en transportabel Luftskibshal midt på den vældig store Eksercerplads. Vi gik i Gang med at grave Huller til Hallens Fundamenter, anlagde et Jernbanespor til Godsbanegården, og lidt efter strømmede Jernbjælker og Vinkeljern ind, alt lavet til Rette på Fabrikker og lige til at samle på Stedet med Skruer og Lasker og rejse efterhånden.
På 6 Uger byggede vi – ca. 630 Mand – en Hal, der var 145 m lang, 52 m bred og 45 m høj. Men det var også et Slid og Slæb fra om Morgenen Kl. 4 til 8-9 om Aftenen.
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Torsdag morgen er vi i nærheden af Krakau, Her begynder bjerglandet – lutter kalkbjerge, Sommesteder er der opkastet skyttegrave, Ved middagstid er vi i Krakau, hvor vi har tre timers ophold, Her faar vi brød og te. Nu gaar det videre ind gennem Galizien. Det er næsten ikke andet end arbejderboliger, man ser her. Russerne har været her, et par huse er blevet skudt i grus, og jernbanebroen er sprængt i luften. Fredag morgen er vi i Jareslow, som ligger nord for Schlemyhl. Her stiger vi hurtigt ud med alt, hvad vi har og bliver indkvarteret i et stort ridehus. Hvor længe vi skal blive her, ved vi ikke. Her har krigen raset frygteligt. Kolera huserer ogsaa her, det er forbudt at drikke vand, og tage vand til at vaske os i maa vi heller ikke.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Befordring af Lig paa Jernbanen. Ifølge nyere Bestemmelser kan flere Lig, der afsendes samtidig fra samme Afgangsstation til samme Bestemmelsesstation, blive ladede i een Vogn. Ved Bestemmelsesstationen forstaas den Station, paa hvilken liget ifølge Ligpassets Indhold endeligt skal forlade Jernbaneomraadet.
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Den næste morgen er vi i Brokauv i provinsen Schlesien syd for Breslau, Her faar vi kaffe og brød. Det er et øsende regnvejr, markerne staar sommesteder helt under vand, og det er sletteland overalt her. Det gaar nu kun langsomt fremad. Onsdag aften passerer vi den østrigske grænse ved Oderberg, hvor vi faar middagsmad og te.
Det ser frygteligt ud her. Regnen pisker ned i stride strømme, saa man næsten ikke kan være udenfor. Oderen er gaaet over sine bredder saa vandet staar langt op paa de omkringliggende marker. Bønderne er i færd med at køre kornet op paa de højtliggende steder. Det er nok et rart stykke arbejde med det vaade korn. Vi har igen en times ophold, saa gaar det videre, Vi lægger os nu igen tilrette for den tredie nat. Det gaar allerede bedre, man vænner sig til at sove paa et haardt leje.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Tirsdag den 3. august 1915
Vi kører nu gennem provinsen Brandenburg, hvor man allerede har det meste korn i hæs. Tidligt på morgenen holder der allerede otte spand paa en mark og er i fuld gang at køre havre hjem. Klokken elleve er vi i Bitterfeld i provinsen Sachsen. Herfra gaar det saa igen mod nord, 1 Grafenkein får vi middagsmad, så går turen over Wittenberg, hvor vi bøjer af mod øst over Finsterwalde. Flere steder er man igang med at damptærske. Her ikke ud til, at man har faaet meget regn, alting er så tørt, men det er jo ogsaa en mager egn. Der er store arealer beplantet med skov, mest fyr og birk, og skoven er temmelig velholdt. eg lægger mærke til, fleste arbejdsfolk er polakkvinder. Man ser ogsaa konerne efter ploven.
Vi kommer nu igennem Cottbus, vi faar kaffe, og saa lægger vi os igen tilrette for natten.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Jacob Petersen fra Stevning gjorde krigstjeneste ved artilleriet på Østfronten
Efter Slaget
Russisk Polen, den 3. August 1915.
Vi staar med vort Batteri svære Felthaubitser i Stilling paa en fri Plet i en Skov. Vi er her som eneste svære Artilleri og beskyder sammen med Feltartilleriet de russiske Stillinger i en foranliggende Landsby. Vi afgiver en morderisk Ild i to Timer, saa lyder Signalerne fra Infanteriet, et Tegn til at Artilleriet skal holde inde med Skydningen, Infanteriet gaar frem til Storm. Henimod Middag er de fjendtlige Stillinger tagne, og vi kører videre frem mod Nord. Vi gør Holdt foran de af vort Infanteri tagne russiske Stillinger.
Her har desværre mange af vore Infanterister fundet Døden for deres Fædreland. Paa et Sted ligger to Officerer Side om Side, den ene død, den anden er saaret. I den samme Linje ligger der ogsaa fire Menige, faldne ved hinandens Side. Af deres Uniform ser man, at de ikke ret længe har været med i Fronten. De er øjensynligt alle fire bleven truffet af en og samme Shrapnell.
Paa en højere liggende Mark med Lupiner, har Fjenden haft sine Maskingeværer staaende, og under god Dækning har han herfra kunnet nedmeje vore fremstormende Tropper.
Jeg gaar ind i en Abildgaard, hvor der findes tre tildækkede russiske Skyttegrave. En Del af dem er fuldstændigt jævnede af Granaterne fra vort Batteri; vi har nemlig haft dette Afsnit under vor Ild. Alle Æbletræer er næsten uden Undtagelse blevne mere eller mindre beskadigede af Granatsplinterne; enkelte er endog rykkede op med Rode. Den dejlige, endnu umodne Frugt ligger spredt rundt om i Haven, vel nærmest rystede ned ved Detonationen af Projektilerne.
At den demoraliserende Virkning paa dette Sted vel nok har været størst, kan man slutte af de mange Geværer, som med Bajonetten i Jorden staar bag ved de rømmede Grave. Paa et Sted, hvor et Æbletræ har staaet, rager et sønderflænget Ben af en Russer op af Jorden. Lidt længere til Venstre ligger der to Russere ved Siden af hinanden.
Den ene ligger med Ansigtet nedad og har allerede udaandet. Han er bleven ramt og har været død paa Stedet; havde han ikke været det, havde han vendt sig om paa Ryggen, det gør den Saarede i Reglen, naar han er i Stand dertil.
Den anden er haardt saaret i Underlivet og er ikke ved Bevidsthed. Der er ikke megen Udsigt til, at han kan leve. Desværre er jeg ikke i Stand til at yde ham nogen Hjælp, men Sanitets-Soldaterne er her i Nærheden og søger efter Saarede, og de finder ogsaa ham.
Nu faar vi Ordre til at køre videre frem, Rytterne bestiger deres Heste og Batteriet sætter sig i Bevægelse i nordvestlig Retning. Medens Batterie-Chefen rider forud for at finde en passende Stilling til Batteriet, gør vi Holdt i en afbrændt Landsby. Solens røde Skær er ved at forsvinde i Vest. En ensom Infanterist vandrer hen ad Vejen ud over Markerne med et simpelt Trækors under Armen, det eneste som kommer til at pryde den lille Høj derude, hvor de jordiske Rester af en falden Kammerat hviler.
Vi kører videre frem og bringer vore Haubitser i Stilling i en Havremark. Det gør rigtig ondt i en ved at se alle disse Køretøjer køre igennem og ødelægge det dejlige modne Korn, men det er jo Krig.
De til Betjening af Haubitserne nødvendige Mandskaber bygger deres Telte op i Nærheden af disse, Resten føres tilbage ned i en Eng bag Batteriet og indretter sig det saa hyggeligt som muligt paa den dem anviste Plads. Rundt omkring paa andre Bivuakpladser hører man i den stille Aftenstund Jernpælene, ved hvilke Hestene bindes, blive nedrammet i Jorden.
Frontlinjen kendetegnes ved Skæret af mange Ildebrande, som af og til blandes med Skinnet af hvide Lyskugler. Fjenden sender nogle Granater af temmeligt svært Kaliber herover. Saa bliver alt roligt. Kun af og til høres enkelte Geværskud fra en Patrouille, som mener at have iagttaget noget mistænkeligt, som kunde bringe vor Sikkerhed i Fare.
Karl Sørensen gjorde krigstjeneste i et Ulan-regiment på Østfronten.
Paa Feltvagt i Mosen. Rusland, den 2. August 1915. Vort Regiment ligger for Tiden som Forpost. Mellem de tyske og de russiske Stillinger er der en stor Mose. Vore Feltvagter bliver skudt frem lige til de russiske Stillinger. Vejen derud, 3 til 4 Kilometer, er meget besværlig. Mange Steder maa man gaa i Vandet til midt paa Benene. At man kommer derud med vaade Fødder er derfor ikke saa underligt.
Klokken er 5 Eftermiddag. Feltvagten er lige ankommen og ligger nu godt skjult i det lange Mosegræs. Ingen kan gaa frit omkring. Hvis nogen er saa uforsigtig, lader Russerne straks høre fra sig. Henimod Klokken 9, da det begynder at mørknes, trækker Feltvagten sig paa en Afstand paa 2-300 Meter ud fra hinanden, og med den største Opmærksomhedhed stirrer man ud i den mørke Nat, over mod de russiske Stillinger.
Lidt tilbage, omtrent 100 Meter fra Forposterne, ser man en lille Plet, som med nogle smaa Grantræer i en Halvkreds er værnet mod den kolde Vestenvind. Inde i Kredsen er der et af Grankviste lavet Leje. Paa det ligger en Soldat. Til venstre paa en Jordklump staar et Telefonapparat. Det er Manden, som i Tilfælde af Overfald giver Efterretning til de længere tilbage liggende Reservetropper.
Det er Midnat. Undtagen nogle blinde Skud, som bliver afgivne, er alt roligt. Manden, som ligger paa Granlejet, bliver paa en Gang urolig. Han staar op og begynder at trave frem og tilbage i den sorte Mosejord. Kulden sidder ham i Kroppen, og han prøver med at løbe sig varm. Efter nogle Minutters Forløb vender han tilbage og lægger sig ned igen.
Klokken er nu blevet to. En tyk Taage har bredt sig over Mosen; det er endnu koldere end ved Midnatstid. Manden fra Granlejet rejser sig igen og begynder paany at traske omkring. Nu tager han Retning ned mod sine Kammerater, som staar Vagt. Ogsaa de fornemmer Nattekulden. Med Hænderne i Lommen staar de og tramper paa den kolde Mosejord. Ingen har Lyst til at begynde en Samtale; enhver tænker sikkert paa den varme, dejlige Seng hjemme hos Mor. For en af Vagterne, en med et næsten barnligt Ansigt, har Natten været for stram. Han ligger i det lange vaade Græs og sover.
Den natlige Spadseregænger vender nu tilbage til sin Bolig. En lille Time, og det begynder allerede at dages igen. Vagterne trækker sig tilbage og skjuler sig bag deres Buske igen. Klokken bliver 5. Bagved høres en sagte Raslen. Det er Afløsningen, som kommer. Sagte bliver der vekslet nogle Ord. Et Haandslag, et: Paa Gensyn! og lige saa stille, som Afløsningen er kommen, er de afløste igen forsvundne.
Karl Sørensen.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.
Det er mandag d. 2. aug. 1915. Vi har pakket vore tornystre og staar kun og venter paa, at vi skal afsted. Piger uddeler blomster, og vi siger vore kammerater farvel, saa gaar vi afsted til banegaarden, ledsaget af en hel del tilskuere. Her faar hver afdeling sin kupe anvist, og vi stiger ind. Der bliver endnu uddelt “kærlighedsgaver”, saa glider toget langsomt afsted, og vi vinker et sidste farvel til afsked. Der er nok nogen imellem os, der ikke mere faar hjemmet at se. Toget glider sydpaa.
I Flensborg slutter der sig flere til, og her faar vi endnu en forfriskning, før det gaar videre. Jeg lader mit blik glide hen over markerne, men det er ikke noget opløftende syn, der møder en. Kornet staar tyndt og kort, sommesteder har man allerede begyndt at høste rug.
Vort følge bliver stadig større, der slutter sig stadig flere til. Hen paa aftenen er naaet til Oldersloe, hvor vi faar varm mad. En time efter gaar det videre. Vi lægger os tilrette for natten, to paa bænkene, den tredie paa gulvet, vi er nemlig kun tre mand i kupeerne. Men lejerne er temmelig haarde, vi vrider og vender os, men omsider falder vi dog i søvn og sover til om morgenen klokken fire, da vi holder i Wittenberge. Her faar vi kaffe og brød.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
Over-postdirektionen i Kiel meddeler: Den bestemmelse, hvorefter små pakkebreve, der indeholder varer, til tyske krigs- og civilfanger i udlandet, skal bære påskriften: Indeholder ingen skriftlige meddelelser/enthält keine schriftlichen mitteilungen, bliver tit ikke ænset. Der skal derfor i afsenderens interesse atter mindes om denne forskrift. Sendinger udendenne påtegnelse må ikke befordres af posten.
Ingen let fordærvelige varer i feltpostpakker
Der skal atter gøres opmærksom på, at det indtrængende frarådes i sommermånederne at sende let fordærvelige levnedsmidler i feltpostpakker. I det mindste må forsendelsen af frisk og ligeledes af syltede frugter, af smør, honning, marmelade og lignende sager kun ske i bibeholdere med fast sluttende låg. Ved indpakningen af flasker må der sørges for, at der er tilstrækkeligt med bomuld, savsmuld eller passende svampede stoffer, som kan opsuge flaskernes indhold, ifald de skulle gå itu under transporten.
Faldne
Falden mod vest. Gartner Hansen ved den Ahlmannske familiestiftelse på Gråsten har modtaget den sørgelige efterretning at hans søn er falden under kampene i Elsass. Den unge mand havde bestået sin første eksamen som skolelærer.
Falden. Den 6. juli har Rasmus Hansen Schmidt af Vester Lindet fundet døden på valpladsen i Frankrig, næppe 22 år gammel. Der holdes mindegudstjeneste onsdag den 4. august i Gram kirke.
Sårede
Såret. Købmand Oskar Rothmann af Flensborg er ifølge et flensborgsk blad under de sidste kampe i Galicien bleven såret af et skud igennem venstre lår og venstre kind.
Forfremmelser og udmærkelser
Jernkorset er blevet tildelt Overmatros Knudsen, en søn af enke Knudsen i Aabenraa. Han hører til en undervandsbåds besætning.
Frivillig Gunge Lohfert af Haderslev er bleven forfremmet til Underofficer. For tiden befinder han sig i Münsterlejren.
Postbud Adolf Becker er bleven dekoreret med Jernkorset. Becker, der indtil krigens udbrud var postbud i Løgumkloster, stammer fra Aller ved Christiansfeld.
Savnede
Sadelmager og tapetserer Marius Ibsen af Løgumkloster er savnet. Han stod på Østfronten, hvor han i sin tid blev såret og erhvervede sig Jernkorset.
Frigivet krigsfange. Anton Carstensen af Tønder, tidligere ejer af gården Dyrhus, som ved krigens begyndelse for et år siden blev tagen til fange på et skib på hjemrejsen fra Amerika, er nu vendt tilbage fra fangenskabet i Frankrig. Carstensen havde det mærkelige uheld, at en ven, som han ville besøge i Amerika, samtidig var rejst til Europa for at besøge ham, og på hjemrejsen faldt han så i hænderne på franskmændene.
I den 286. tabsliste meddeles, at Johan Boisen af Ladegaard, der stod ved 84. infanteriregiment og hidtil stod opført som falden, ikke er falden, men befinder sig ved Forstærkningsbataillonen.
Faldne
Emil Schmidt, der var indehaver af en begravelsesforretning på Holmen i Flensborg, er falden den 24. juli på den vestlige krigsskueplads, 33 år gammel. Schmidt deltog i krigen som gefreiter i Landeværnet.
August Jessen, en søn af ejeren af Hotel Union i Nikolajgade, er falden den 17. juli under et stormangreb på den østlige krigsskueplads. Han blev kun 19 år gammel.
Den nyeste tabsliste nævner Hans Bartelsen af Flensborg blandt de faldne.
Den 41. marine-tabsliste meddeler, at fændrik Vilhelm Nissen af Flensborg er død.
Den unge købmand Laust Sørensen i Tønder er falden den 20. juli i Præsteskoven i Frankrig, dræbt på stedet af en granat. Han efterlader enke med to småbørn.
Tabslisten meddeler, at Underofficer Maks Schwarzer af Sønderborg er falden og Peter Jørgensen af Almsted falden.
Efter kammeraters udsagn skal arbejdsmand Nis Jessen fra Kliplev, som i nogen tid har været savnet, være falden. En kammerat, der blev såret samtidig, har skrevet, at Nis Jessen fra Kliplev, som var død, lå oven på ham. Hans kone har, så vidt vides, endnu ikke fået officiel meddelelse om hans død.
Arbejdsmand Søren Beck i Flovt, Øsby sogn, skal, efter hvad hans kammerat og nabo har meddelt hans hustru i tirsdags, være falden i Rusland. Ligeledes er Mads N. Boysen fra Raad falden den 16. juli i Rusland. Han var ugift og blev 33 år. En sørgegudstjeneste agtes afholdt i Øsby kirke onsdagen den 4. august.
Werner Frölich, eneste barn af lærer Frits Frølich og hustru i Haderslev er falden under stormen på et brohoved den 17. juli.
Sårede
Tabslisten nævner, at Laust Ottsen af Norhus er hårdt såret.
Tabslisten meddeler, at Holger Karberg af Augustenborg er hårdt såret.
Lærer Bruhn af Draved er bleven såret under et stormangreb i Frankrig den 13. juli og ligger nu på et lazaret i Anspach. Han har fået en granatsplint i venstre overarm og er desuden bleven såret i højre lår.
Landeværnsmændene Peter Sandvej fra Holm og Jens Thomsen fra Lyshøjgaard på Als, som siden krigens begyndelse har været med i Russisk-Polen og Galicien ved samme kompagni, ligger nu begge på et lazaret i Schlesien. Sandvej er let såret af en kugle; Thomsen lider af reumatisme.
Ifølge tabslisten er Peter Clausen af Kværs Mark og Chr. Hansen I af Varnæs hårdt sårede. De stod ved 60. infanteriregiment.
I den 284. tabsliste meddeles, at Jørgen Krab af Magstrup og Hans Branderup af Gøtterup hårdt sårede.
Savnede
I den 284. tabsliste meddeles, at Anders Rosenlund af Neder Jerstal og Jesper Madsen af Lert er savnede.
Julius Jørgensen af Neder Aastrup savnet.
Forfremmelser og udmærkelser
Jernkorset er blevet tildelt gefreiter Ferdinand Reuter, en søn af afdøde Retstjener Reuter i Flensborg.
Enke Anna Nielsen i Dynt har nu fra sin søn, hvis opholdssted var ubekendt, af hvilken grund moderen havde fået tilsendt Jernkorset, som sønnen havde erhvervet sig, fået meddelelse fra et lazaret mod Øst, hvor han for tiden ligger.
Morten Busk, Hoptrup, gjorde krigstjeneste ved Landstorms Inf. Batl. Flensborg III. I sommeren 1915 lå han i Karpaterne.
Vort Kompagni, tilhørende Landstorms Inf. Batl. Flensborg III, laa i Buszytyn, i en Mejergaard, som de kaldes der. Disse Gaarde ejes af jødiske Baroner, som ikke sjældent ejer 30-40 saadanne Gaarde og Møller. Gaardene, der er bortforpagtede, er delte saaledes, at Stuehuset ligger Vest for Vejen, Avlsbygningerne derimod mod Øst. Vore Befalingsmænd og Sanitetspersonalet havde taget Stuehuset i Besiddelse, hvorimod Mandskabet, 60 Mand, var anbragt i den ene Lade. Den anden Lade var belagt med russiske Krigsfanger, som vi skulde bevogte. Staben havde et bedre Kvarter; den laa inde i Byen.
Det var den 27. Juli 1915 omkring ved Middagstid. Jeg havde hentet min Middagsmad og var ved at spise, da vor Kammerat Andreas Paulsen fra Haderslev kom indenfor og sagde, at han følte sig meget daarlig, sløj og syg. „Men,“ sagde han, „nu vil jeg hente min Middagsmad, saa bliver det kanske bedre.“
Han kom tilbage med den, men satte den stiltiende paa Bordet. Derefter gik han ned til S’anitetspersonalet for at anmode dem om Raad. Han var næppe kommet derned, før han faldt sammen. De bar ham nu ud og lagde ham i Skyggen af en Syrenbusk. Vel fandtes der et Lazaret i Byen, men det var blevet rømmet og gjort grundigt i Stand, da Lokalerne skulde tages i Brug af Staben. Senere flyttedes Andreas Paulsen over i Skyggen af en Halmstak, for Solen var begyndt at genere ham.
Jeg havde Vagt ved Russerne mellem Klokken et og tre og var flere Gange henne for at se til ham. Han var da allerede ved at blive mørk i Ansigtet, og det stod os klart, at han var angrebet af Kolera, denne farlige Sygdom, der som en Epidemi hærgede disse Egne paa den Tid. Andreas Paulsen havde svært ved at tale. Da der nu i hurtig Rækkefølge kom op til en halv Snes nye Tilfælde i vort Mandskab, maatte Lazarettet omgaaende tages i Brug igen, og Andreas Paulsen blev med det samme indlagt; men hans Liv stod desværre ikke til at redde. Han døde i Nattens Løb. Blandt de senest angrebne var ogsaa vor Kammerat Hildebrandt fra Haderslev. Ogsaa han gik desværre bort.
Alle vi andre blev nu vaccinerede mod Kolera, og Smitten blev Gud ske Lov standset. Vi følte os ellers alle mere eller mindre sløje. Vi opgav den Lade, vi boede i og fik en anden anvist.
Nogle Dage senere overværede de fleste af de Kammerater, der ikke havde Vagttjeneste, Andreas Paulsens Begravelse. Den døde Kammerat blev lagt i en Kiste, som vi havde faaet anskaffet, og russiske Krigsfanger kørte ham til et nærliggende Kloster, hvor han blev begravet. Vi savnede Klokkeringningen og Præstens Medvirken, og da Befalingsmændene paa Grund af Angsten for at blive smittet holdt sig borte, bad vor gode Kammerat Anton Houborg fra Haderslev Inspektøren for Lazarettet om Tilladelse til at sige et Par Ord paa den afdøde Kammerats Modersmaal. Inspektøren gav sit Samtykke dertil, og Anton Houborg sagde nogle smukke Mindeord og sluttede med at bede Fadervor. Til Slut takkede Hospitalsinspektøren os, fordi vi havde deltaget i Jordefærden.
Nogle Dage senere blev vor Kammerat Hildebrandt sammen med andre Kammerater, der faldt som Ofre for Epidemien, begravet paa samme Sted; men da var det paa Grund af Frygten for Smitte blevet os strengt forbudt at deltage i Begravelsen — desværre.
En flaskepost er ifølge Sonderburger Zeitung i lørdags bleven fisket op af havnen i Sønderborg.Sedlen, som fandtes i flasken, indeholder følgende påskrift: Libau 1. 7. 15. De bedste hilsner sender D. Ehlers og M. Lassen.
Russiske fanger. I lørdags formiddags ankom der et ekstratog sydfra med 200—300 russiske fanger, som landmændene i Toftlund-egnen har fået bevilget til hjælp ved høsten. Fangerne blev afleverede ved de forskellige stationer, Toftlund, Stenderup, Gravlund, Højrup og Arnum.
Den ottende særliste over soldater, hvis hjemsted ikke er oplyst, er udkommen og kan efterses i bladenes ekspeditioner og på Oplysningskontoret for pårørende af krigsdeltagere på rådhuset. Den indeholder også yderligere oplysninger til særtabslisterne 1—5
Faldne
Den 18. juli er Landeværnsmand Gustav Grothe af Flensborg afgået ved døden på feltlazarettet i Miflolcz, 38 år gammel; han var sine forældres eneste søn og støtte. På et kloster ved Rhinen er våbenmester ved 86. füsilierregiments maskingevær-kompagni
Johan Kæhler afgået ved døden som følge af sygdom. Den afdøde, der var indehaver af Jernkorset og af Guld-Fortjenstkorset, efterlader kone og barn.
Jernkorset er for udvist tapperhed på den østlige krigsskueplads blevet tildelt Walter Voss, som for nogen tid siden er falden. Hans moder, enke efter lærer Voss i Flensborg, fik i fredags Jernkorset tilsendt. Walter Voss var eneste søn.
Pludselig død. En søn af forvalter Petersen på Slotfeld i Møgeltønder, som var indkaldt til hæren, er pludselig afgået ved døden på lazarettet Nordorf, hvor han lå i garnison.
Død af sine sår. Den 14. juli er Harm Hansen af Skovlyst bukket under for sine sår på et feltlazaret i Miendryles. For den faldne, der kun blev 23 år gammel, holdes der sørgegudstjeneste søndag den 8. august i Hjortkær kirke.
Sørgelige budskaber. Thomas Øster i Gramskov har nu modtaget den sørgelige meddelelse, at hans søn Jens er gået under med krydseren Blücher den 24. januar. Han blev kun 22 år gammel. Desuden har Øster, som forleden nævnt, mistet en anden søn, Søren Øster, i Frankrig den 3. juli. En sørgegudstjeneste afholdes i Gram kirke fredag den 30. juli.
Falden? Murmester Hans Petersens familie i Mejlby har i den sidste tid fået tilbagesendt breve med påtegnelsen: Falden. Hans Petersen deltog på den vestlige krigsskueplads og var, efter at have været såret, med for anden gang.
Sårede
I den sidste tabsliste nævnes Pionererne Richard Rohs og Karl Danielsen af Flensborg som henholdsvis såret og let såret.
På lazaret. Slagtermester Paulsen i Bispegade i Haderslev, som i september blev såret i foden af en shrapnel og siden har ligget på et hospital i Grünewald ved Berlin, er nu kommen på lazarettet i Haderslev.
Tidligere Kontorist Christensen på Slotsvandmøllen i Haderslev, der for tiden deltager i krigen mod øst som Landstormsmand, er ved et ulykkestilfælde bleven såret i foden af en geværkugle. Han ligger på et lazaret bag fronten.
Forfremmelser og udmærkelser
Jernkorset er blevet tildelt Landeværnsmand Ingver Petersen, en stedsøn af Joh. Anthonysen i Bestre(?). Petersen har siden krigens begyndelse kæmpet i Belgien.
Matros Frits Greve, der er om bord på en hjælpekrydser, har erhvervet sig Jernkorset.
Marineløjtnant Ernst Hannemann, en svigersøn af Drogist L. Nielsen i Sønderborg, har fået Jernkorset.
Dyrlæge I. P. Schmidt af Aabenraa, der er med på den vestlige krigsskueplads som Stabsveterinær, er bleven forfremmet til Regimentsdyrlæge ved et Feltartilleriregiment.
Lærer Hans Lund en søn af organist Lund i Aabenraa, har for nogle dage siden fået tildelt Jernkorset. Lund står som Løjtnant ved et infanteriregiment på den østlige krigsskueplads.
Gartner A. Jessens søn i Haderslev, som siden krigens begyndelse har stået ved Vestfronten, har erhvervet sig Jernkorset.
Ansøgninger om at få mandskaber på orlov til høsten osv. må anføre størrelsen af areal. Antallet af de ønskede folk og orlovens varighed. Ansøgningens nødvendighed skal attesteres af Landråden. Daglønnen er foruden frit ophold og forplejning 1 Mark 50 Penning om dagen. Arbejdsgiveren skal endvidere underskrive en erklæring, hvori han forpligter sig til at forsørge soldater, som under arbejdet mister mindst 10 Procent af deres arbejdsevne, på samme måde, som de ville have krav på, hvis de havde gjort det under selve militærtjenesten.
Forsvunden undervejs. Parcellist Appel Stenger fra Rådager, der siden krigens begyndelse har ligget ved Vestfronten, var forleden hjemme på orlov i 9 dage, og afrejste igen den 14. juli. Nu har imidlertid politiet bragt hans hustru den sørgelige meddelelse, at han ikke er ankommen til sin troppeafdeling.
Hilsner fra felten Fra skyttegraven skrives den 21. juli:
Vi undertegnede sender alle venner og bekendte i vor kære hjemstavn de kærligste hilsner. Vi står alle ved 31. Reserve-infanteriregiment og alle ved eet kompagni: vi er sunde og raske endnu. Hans E. Clausen. Nybøl (Sundved): Hans Philipsen. Bøgeskovskov i Hans Matthiesen, Nørre Hostrup: Iver Iversen, Uge: Hans Hansen, Dybbølsving: Gerhard Hansen, Sønderborg: Peter Thomsen. Iller: Peter Jørgensen, Østerholm ved Elstrup, Als: Leonhard Hartung, Vestermark, Peter Kronheit, Lvsabild, og Th.Friedrichsen, Uge Mark.
Førstelærer Delfs, lederen af drenge-mellemskolen i Flensborg, der siden krigens begyndelse har været indkaldt og har gjort tjeneste blandt vagtmandskabet ved kysterne og fangelejrene, er ifølge, et flensborgsk blad nu vendt tilbage til skoletjenesten og har genoptaget sine forretninger. Hans Fritagelse fra militærtjenesten er sket på grundlag af en almindelig forordning fra Kultusministeren.
Faldne Ifølge indløben efterretning har Herman Münchow af Flensborg fundet døden på krigsskuepladsen. Den 282. tabsliste meddeler, at Kaptajn Erik Dieckmann af Flensborg, der stod ved 263. Reserve-infanteriregiment, er falden. i russisk fangenskab.
Jørgen Paulsen af Harreslevmark er ifølge den sidste tabsliste falden. Han deltog i krigen ved 221. Reserve, Regiments 8. Kompagni.
Tabslisten nævner Albert Hansen af Nibøl blandt de faldne. Han stod ved 215, Reserve-infanteriregiment.
Død på lazarettet. Landmand Karsten Jensen i Vester Terp har nu fået underretning om, at hans søn Antony den 8. november er død af sine sår på et lazaret i den østprøjsiske by Lyck. Han blev 23 år. Efterretningen kommer så sent, da man ikke bestemt har vidst, hvorfra han var.
Falden mod vest. Antoni Vestergaard af Raadager er i sidste uge falden ved Vestfronten. Hans sørgende moder, der er enke, har modtaget hans ejendele.
Falden, Dr. Anton Hansen af Broager, der deltog i krigen som Overstabslæge i marinen, har fundet døden i Rusland. Dr. Hansen, der var Formand for Krigerforeningen i Broager, vil finde sit sidste! hvilested på kirkegården i Libau.
Den nyeste tabsliste nævner Peter Hansen af Broager blandt de hårdt sårede. Han stod ved 183. Infanteri- regiment.
Ifølge den 282. tabsliste er Karl Springer af Sønderborg, som stod ved 84. Reserve-infanteriregiments 1. Kompagni, død af sine sår.
Sårede Underofficer Johannes Schubert af Aabenraa, der stod ved en Pionerbataillon, er ifølge tabslisten bleven hårdt såret.
Forfremmelser og udmærkelser Johannes Schubert, en søn af Slagter Schubert i Møllefurten i Aabenraa, har fået Jernkorset og er bleven forfremmet til Underofficer. En anden søn af Schubert fik for nogen tid siden ligeledes Jernkorset.
I fangenskab Underofficer Fred. Petersen, næstældste søn af direktøren for Efterskolen i Flensborg, er falden i russisk fangenskab. Han havde været meldt som savnet siden den 14. juni. vendt tilbage.
Sønderjyden “F” skrev den 24. juli 1915 følgende i et feltpostbrev:
24. Juli 1915 I den første Tid ude i Flækken boede jeg i et Hus i dens Hovedgade. Jeg skaffede Møbler fra de forladte Nabohuse og indrettede mig en hyggelig Stue med Sofa og Lænestole, Billeder paa Væggen og et dejligt Ur paa Kaminen — der er dejlige Møbler hos de velhavende Borgere her. Jeg tænkte mindst paa, at der endnu kunde være Folk i Huset; men henimod Aften, den Dag jeg var flyttet ind, kom der en gammel Morlille nussende op af Kælderen og fortalte, at det var hende, der ejede Huset.
I Førstningen var hun mistroisk mod den fjendtlige Indkvartering; men snart vandt vi hendes gamle Hjerte, og daglig indviede hun os i sine Sorger og udøste sine Klager for os. Gammelmor boede ene i Huset, hendes Mand var ført bort til Købstaden. Hendes Søn var bosat i Paris og hans Datter igen var noget i en Bank, og hvor Samtalen begyndte, vi endte altid ved den Sønnedatter.
Morlille hentede Portrætter af sin Stolthed og fortalte om hende, og vi beundrede hende pligtskyldigst — for Morlilles Skyld. Hun var 74 Aar gammel, og hun havde allerede i 1870-71 boet i Flækken. Da kom Tyskerne ogsaa til Byen; de blev kun nogle faa Dage; men nu var Krigen rædsom. I over 2 Maaneder var Byen daglig bleven bombarderet, inden hun førtes bort.
Hun holdt nøje Tal paa Dagene, og glemte aldrig at meddele os, hvormange der var gaaet. Og hver Dag blev der noget nyt at græde over. Naboersken havde drømt, at hendes Mand var falden, der var gaaet en Granat ind i Jernbaneassistens Hus, en Dag var endogsaa en af hendes Høns bleven dræbt af en Granatstump. Smaa og store Ulykker fik samme Rækkevidde, naar den Gamle klagede over dem og sin Bys Skæbne. Saa trøstede vi os med at tale om hendes Stolthed, Helene i Paris.
Da Morlille blev ført bort med de andre Kvinder og Børn, græd hun bitterligt; men naar jeg senere har truffet hende inde i Købstaden, er hun en ganske anden; der er ikke mere Tanke om Graad. Hun bor nu der inde sammen med sin Mand, og det er lutter Smil, det gamle rynkede Ansigt. Det er hver Gang, som var det en gammel Ven, hun traf igen. Bare fordi hun nu er uden for den daglige Fare.
Hver Gang forvisser hun sig om, at hendes Hus endnu er uskadt, og ingen har endnu nænnet at fortælle den gamle Kone, at det i Virkelighed er alt andet, at hendes Ejendom lider under Krigen og det daglige Bombardement, at det har delt Skæbne med alle Byens andre Huse.
Forholdsvis har det dog endnu lidt mindre end de fleste. Der er kun et enkelt Hul i Taget, der er endnu Gulv i alle Stuer, og Loft over dem, og der er virkelige Glasruder i Vinduerne, ikke ud til Gaden — de er søndrede for længe siden —, men i den lille Stue ind mod Gaarden. Den smalle venlige Gaard, til den ene Side afgrænset af Husmurens mægtige Vedbend, som Klematis vokser helt igennem, saa de blaa Blomster nikker helt oppe under Husmønningen. Til den anden Side ligger en lille Have med store Laurbærtræer i Potter, med Syrenbuske og højstammede røde og hvide Roser. Bagved Haven knejser et ærværdigt, gammelt Pæretræ, bugnende fuldt af Frugt, men Toppen er skudt af det, og bagved igen ligger Kanin- og Hønsehus.
Kaninerne er spiste for længe siden, men en gammel, ensom Høne spankulerer endnu i Gaarden, og af og til kommer der en halvvild Kat igennem paa et Jagttog. Det er de eneste Husdyr, der er tilbage i Flækken, foruden en enkelt Ko, en Ged, nogle Kaniner — der er flere vilde end tamme — en Poppedreng og nogle Skader, som Artilleristerne har travlt med at lære at tale, om man ellers tør regne dem med til Husdyr.
Til venstre i Gaarden er der en Trappe ned til Kælderen, en tyk Sandstenshvælving mindst 2 Meter høj under Huset og under Jorden. I den Kælder sov vi i Maaneder, tryg for fjendtlig Ild, til vi fik indrettet os en endnu sikrere Bolig i den anden Ende af Byen.
Saa var det forbi med Idyllen i gamle Madames Hus; men, hvor der har boet Mennesker, har Husene alligevel lidt mindst. Morlilles Hus er langtfra som før, men hver Gang, jeg træffer hende, forsikrer jeg hende sandfærdigt, at hendes Hus har lidt mindre end de fleste andre i Byen. Det siger endda ikke saa meget, da hun ikke ved, hvorledes de andre Huse ser ud; men hver Gang er hun lykkelig over at høre det og bare Smil og Taknemmelighed.
F
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
