Gaardejer Peter Møller, Harreslev, er falden under de sidste Kampe ved Moulin.
Reservist Richard Hansen fra Kløjing er ifølge “Tond.Zeitg.” falden paa Vestfronten. Han var i sin Tid bleven saaret ved Østfronten og opholdt sig længere Tid hjemme paa Orlov. Den Afdøde var en almindelig afholdt Mand.
Saarede.
En Søn af Gaardejer Nielsen Hansen i Ottersbøl, Hans, er som nævnt bleven saaret paa Vestfronten. Han var bleven ramt i Laaret af en Kugle og en Granatstump og blev derpaa af Løjtnant Branz bragt ind i en Dækning. Her laa han i et Par Dage, inden han blev forbunden. Nu ligger han paa Lasarettet og har det saa godt, at han selv har kunnet skrive hjem.
En Søn af tidligere Gaardejer Jensen i Sod, Student Karl Jensen, der i sin Tid meldte sig frivillig efter at have bestaaet Afgangseksamen ved Latinskolen i Haderslev, er ifølge “Dv.” bleven saaret i Laaret under Kampene i Rusland og ført til et Lasaret i Kønigsberg.
Jensens ældste Søn, Gaardejer Jens Jensen fra Sod, der deltager i krigen vestpaa som Pioner, har saaret sig i Foden under natligt Arbejde. Han var ved at fælde Træer i Mørket, og Øksen ramte fejl og gik ned i Foden. Ogsaa han ligger paa Lasaret.
Savnet.
Landman P. Jepsen, hvis yngste Søn Heinrich Jepsen blev indkaldt som Rekrut i Oktober og har været med i Kampene i Frankrig siden December, har i Lørdags faaet Postsager tilbage med Bemærkning om, at han er savnet. Den unge Mand var ifølge “Dv.” 21 Aar.
Hjemme paa Orlov.
Heinrich Hansen fra Nybro i Aabenraa (Kusk hos Boy Bundesen), som har været med paa Vestfronten siden Krigens begyndelse, er i Gaar kommen hjem paa en 8 dagens Orlov.
Bagermester Hansen fra Aabenraa er hjemme paa en 8 dages Orlov fra Vestfronten. han har været med siden krigens Begyndelse.
Fra Provinsen.
Jernkorset. Følgende har faaet Jernkorset:
Pionerløjtnant Willy Petersen, Søn af afdøde Professor Dr. Petersen i Haderslev.
En Søn af Lærer Koopmann i Tønder, der er Overbaadsmandsmat paa en Undervandsbaad.
Sanitetsmat Jakob Wilkowsky fra Mommark. Han er med ved Vestfronten.
Underofficer Tiedemann fra Nordborg, der allerede har faaet i Frankrig, har ifølge “S.Ztg.” i Galicien faaet den østrigske Tapperhedsmedaille.
Rusland, 12. Juni 1915.
Tak for Bladet, som vi modtager hver Dag…. Vi er 5 Nordslesvigere ved Kompagniet og har ligget her siden den 22. April. Det er en trist Egn, ikke andet en Støv og Sand! – Venlig Hilsen til Slægtninge og Bekendte i den kære Hjemstavn.
Karl Thaysen, O. Petersen og Christen Sørensen fra Aabenraa; Hans Bissen, Hostrup Skov; Hans Nielsen, Egernsund.
Faldne.
Peter Jepsen fra Jejsing er falden i Frankrig den 6. Juni. Han var 22 Aar gammel.
Forstærkningsreservist Ludvig Jensen fra Over Jersdal er falden den 7. Juni. Han efterlader Hustru og Barn. Der holdes en Mindegudstjeneste for ham Søndag den 20. Juni i Vedsted Kirke.
Saarede.
Forstærkningsreservist Peter N. Johansen fra Hønkys, der har ligget ved Fronten i Egen af Noyon, er den 6. Juni bleven saaret i venstre Laar ved en Granatstump. Han ligger nu paa Lasaret i Hanau.
Reservist M. Holm fra Aabenraa er bleven saaret under Kampene ved Sansloken. Kort før han blev saaret, havde kan faaet Jernkorset og var bleven forfremmet til Underofficer. Nu ligger han paa et Lasaret i Kattowitz i Slesien.
En Søn af Gaardejer Nis Mathiesen i Bylderup, som ligger ved Fronten i Frankrig, er ifølge “Fl.Av.” bleven saaret i Nakken.
I sidste Tabsliste staar , Georg Küfter, Vojens, Thomsen, Østerby og Nicolaj Petersen, Klintum, opførte som let saarede.
Fra Flensborg By.
Arbejdsmand Johan Eggert, Husumgade 124 i Flensborg, har modtaget den sørgelige Meddelelse, at hans Søn Ernst er falden den 15. Maj. Det var den anden Søn, som Familien Eggert har mistet i Krigen. Ernst Eggert, der kun blev 22 Aar gammel, stod paa den vestlige Krigsskueplads.
Fusiler Adolf Jensen er ifølge en Meddelelse, som hans Forældre, Arbejdsmand Christian Jensen og Hustru i Voigtgade, modtog i Mandags, den 8. Juni død af sine haarde Saar, som han havde lidt to Dage i Forvejen.
Enkefru A. Andresen, Frisergade 93, modtog ifølge “Fl.Av.” forleden Dag det sørgelige Budskab, at hendes Søn Alfred den 11. Juni som Følge af sine haarde Saar var død paa Feltlasarettet i Blérancourt.
I sidste Tabsliste meddelels, at Vilh. Køster, Flensborg, er haard saaret. Hermann Ingvardsen og Overjæger Hans Petersen, Flensborg, er let saarede. Musketer Johan Johansen, Flensborg staar opført som falden.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Pludselig kom et Par Franskmænd og stødte til os med Bajonetten og gjorde os forstaaeligt, at vi skulde følge dem over i deres Skyttegrav. Lige foran os slog vore Granater ned, og Krudtrøgen steg til Vejrs som en høj, uigennemtrængelig Mur, og dér skulde vi igennem. Det har været en af mine uhyggeligste Fornemmelser saadan at løbe hjælpeløs i vor egen Artilleriild. Halvt vanvittig og som et jaget Dyr styrtede jeg fra det ene Granathul til det andet.
Lige som vi skulde til at springe ned i den fjendtlige Skyttegrav, aabnede de franske Senegalnegre en morderisk Geværild mod os. En vild Panik opstod, og vi flygtede alle til højre, forfulgt af en vanvittig Kugleregn. Her faldt Thomas Petersen og Nis Abrahamsen.
Lidt længere fremme sprang vi ned i Graven. Jeg var en af de sidste, og det blev mig befalet at tage en af de saarede Negre paa Ryggen og bære ham hen, hvor han kunde blive forbundet. Han var haardt saaret i Hovedet. Blodet løb ham ud af Næse og Mund og ned ad min Ryg.
Saa kom vi hen, hvor Graven var fuld af disse Sydens vilde Sønner, mest Negre og Turkos. De var rasende paa os og udlod deres Vrede paa alle mulige Maader. De skar Tænder og spyttede os lige i Ansigtet, slog os med knyttede Næver og Geværkolber, saa der var flere, som maatte lade sig forbinde. De tog vort Hovedtøj og skar os alle Knapper og Skulderklapper af Trøjen.
De fratog mig ogsaa mit Ur, Pengepung og andre Ting. Jeg rakte Haanden frem og bad, om jeg ikke maatte beholde Uret. Men den sorte Æsel greb Bajonetten med et uhyggeligt Grin om de røde, svulne Læber, der aabnede sig, saa de hvide sammenpressede Tænder kom til Syne, mens han tilkastede mig et Blik, hvori der laa dødeligt Had. Han var ikke til at misforstaa. Som bidt af et giftigt Kryb sprang jeg til Side og løb.
Vi blev ført gennem lange Skyttegrave, stadig forfulgte af de sortes vilde Plagerier. Nede bag en lille Skov blev vi fotograferet, mens et Par af vore Shrapneller eksploderede lige over os. I en Stenhule fik vi lidt Vand at drikke, og saa gik det videre.
I den første By, vi kom igennem, var de franske Beboere meget nærgaaende; de skændte, truede og spyttede efter os. Alle Vegne, hvor vi kom igennem, kom Folk løbende til for at se os, saa jeg tror nok, at Fanger paa denne Egn har været noget nyt. Vi var ialt henved 200 Mand og 2 Officerer. I en Skov, hvor vi gjorde Holdt, blev nogle af de forskellige Troppedele udspurgt af de franske Officerer. Saa kom vi til et Slot, hvor vi blev lukket ind i en Slags Kælder eller Kølerum. End ikke her var vi sikre for vore egne Granater. Der kom et Par Salver af de svære Projektiler og slog ned i en uhyggelig Nærhed, saa Jorden rystede. De var vistnok rettet efter det franske Artilleri, som stod lige ved Siden af Slottet.
Efter at vi var bleven grundigt undersøgt, og alle Papirer og Lommebøger var taget fra os, blev vi stillet op i Kolonne, de saarede bagerst, og saa gik det fremad igen. Vi havde en Del arabisk Rytteri med som Bevogtning. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; thi ellers havde den rasende franske Befolkning sikkert gjort os Fortræd. Vi gjorde Parademarch, idet vi gik forbi en højtstaaende Officer. Det maa utvivlsomt have været et morsomt Syn for Befolkningen, især Synet af os, som var saarede. En af os gik med begge Støvler i Haanden, en anden haltede paa det ene Ben, og jeg haltede paa dem begge. Vi var ogsaa Genstand for den største Opmærksomhed, som udløste sig i en skadefro Latter fra Tilskuerne.
Da vi kom til Forbindingspladsen, blev vi taget under Lægebehandling. Først nu randt det mig i Hu, at jeg havde faaet et Bajonetstik i venstre Side, da jeg laa i Granathullet foran vor Skyttegrav. Jeg havde ogsaa flere Gange haft en Følelse af noget halvstift, halvklæbrigt ned ad venstre Side, men under min Aandsfraværelse ikke agtet derpaa. Saaret var lige over det nederste Ribben, heldigvis dog ikke dybt. Men Benene smertede og var meget ophovnede af den tunge, brækkede Bjælke i den sammenstyrtede Jordhule.
Efter endt Forbinding blev vi glad overrasket ved hver at faa et Stykke Smørrebrød, som var det eneste, vi havde faaet at spise den Dag. Saa blev vi laast inde i en gammel Lade og fik noget Straa og et Dækken at ligge i . Det gjorde usigelig godt at lægge den mishandlede Krop ned i lidt Halm. De for mange Aar siden hvidkalkede Vægge saa saa venlige ud —og der var ingen Kanontorden. Det var, ligesom jeg gik ind til et nyt Liv.
Med hvilken Tilfredshed og Glæde jeg her lagde mig til at sove, kan jeg ikke skildre. Imod Skyttegraven var her et Paradis.
Kort over skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent 6.-16. juni 1915. De tyske skyttegrave er markeret med blåt, de franske med rødt (Les armées françaises dans la Grande guerre, Tome III, Carte10)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Forfærdelig nedtrykt og modfalden kom jeg om Natten Kl . 2 til Skyttegraven med Postsagerne. Da jeg kom ned i min Jordhule, var den tom. Hvor mine to Kammerater var bleven af, ved jeg ikke. De har sandsynligvis været bange for, at Hulen vilde styrte sammen den Nat.
Endskønt jeg ikke havde nydt noget i Dagens Løb, kunde jeg dog intet spise. Jeg lagde mig til Hvile paa Lerbænken og svøbte Kappen omkring mig. Men det var mig umuligt at sove, jeg laa og tænkte og grublede over min bedste Vens Død. Han var mig en kær Ven, hjertensgod og opofrende. Han var lige bleven forlovet, før Krigen brød ud. Han var eneste Søn, sine Forældres Haab og Trøst, og skulde arve den ved flittigt Arbejde erhvervede Gaard derhjemme. Denne Skuffelse vilde volde hans elskede gamle Forældre usigelig Sorg. Nu var hans Lidelser endt, nu laa han derhenne og sov den lange Søvn. Han hvilede i fremmed Jord og vilde blive glemt af en Del, men ikke af mig og heller ikke af sin Afdeling, som han var en tro Kammerat i Farens Stund. Vi vil tænke paa ham med Stolthed. Ære være hans Minde!
I det sidste Par Dage havde vi mistet 18 Officerer og 1800 Mand; blandt de faldne var der tre gode Venner og Skolekammerater alene fra min Fødeby Skodsbøl. Det er Hans Christensen og Brødrene Schwarz. Mange andre Kammerater ligger begravede dybt nede i Jordhulerne, uden at nogen bestemt ved, hvor de ligger. Usigelige var de Kvaler, de maatte lide, idet de langsomt, men uundgaaeligt kvaltes til Døde. Jeg kunde ikke taale at tænke derpaa; det var mig, ligesom jeg visnede, som en lille, svag Spire en Frostnat i April.
Det forekom mig, at det suste for mine Øren — var det Hjertet, der stod stille? Nej, det var Virkelighed, og det kom nærmere og nærmere og tog til, som en Orkans vilde, uhyggelige Hylen. Med et øredøvende, skrækindjagende Brag suste en stor Granat ned for Indgangen til min Jordhule. Der fulgte et skrækkeligt Lufttryk, som aabnede mig Munden, uden at jeg dog kunde drage Aande. En lille, graagullig Sky af Svovldamp hvirvledes ind, en brækket Bjælke fløj tværs over begge mine Ben, og af de nedstyrtende Jordmasser blev jeg begravet til op paa Maven. Dethele kom i en saa uventet Fart. Jeg var som lamslaaet. Ubevægelig blev jeg liggende paa Ryggen — over 3 Meter under Jorden — ganske alene.
Min første Tanke gjaldt Mor. Aa, du kære Mor, skal vi nu aldrig genses mere? Jeg foldede mine Hænder og bad et inderligt Fadervor. Saa var det, som om Tankerne standsede. — Med et blev hele min fortvivlede Situation mig klar. Jeg fik Lommelampen tændt og søgte den lille Spade frem, der laa under Tornysteren, som jeg havde brugt til Hovedpude. Med megen Besvær fik jeg Benene gravet ud. Saa sprang jeg op som et rasende, tirret Dyr, omklamrede den lille Spade med et jærnhaardt Greb og borede den ned i Jorden for hvert nyt Spadestik, jeg kastede bag hen i Hulen for at frigøre den sammenskudte Indgang. Angstens kolde Sved blændede Øjet; men jeg følte mig mægtig stærk og var kun besjælet af den ene Tanke: Ud i det fri, om Uvejret ogsaa er nok saa slemt. Hvor længe jeg har rodet og raset derinde, ved jeg ikke; men da jeg kom ud, skar Dagslyset mig i Øjnene.
Bombardementet var paa sit højeste. Skyttegraven var omtrent jævnet med Jorden. Halvt sanseløs ravede jeg om ad den sammenskudte Grav uden at agte paa de eksploderende Granater rundt omkring.
Den første Jordhule, jeg kom til, som ikke var skudt i Stykker, var den, Maskingeværafdelingen havde. Næppe var jeg kommen indenfor, saa brød jeg fuldstændig sammen. Jeg blev hvid i Hovedet som et Lig, jeg frøs, og Lemmerne sitrede som i et Krampeanfald. En Underofficer gav mig lidt kold Kaffe af Feltflasken. Foruden mig var der 10-12 Mand derinde. Der blev ikke sagt mange Ord; kun en og anden ytrede, at Franskmændene vist snart vilde komme. Vi anede alle, at de vilde angribe os den Dag.
Vi blev overdænget med en sand Regn af store Miner. De udøver en frygtelig moralsk Virkning. Miner og store Projektiler slog ned rundt omkring os, dog uden at ramme vor Jordhule; den laa heller ikke som de andre i Skyttegraven, men i en lille Sidegang. Vore Geværer, som stadig skulde staa i Skyttegraven, for at vi hurtigt kunde faa fat paa dem ved et Angreb, var alle begravede og begge Maskingeværer var baade skudt i Stykker og begravede. Hvad nu, hvis vi virkelig blev angrebet?
Stumme laa vi og stirrede hen paa hinanden som for at læse hinandens Tanker; mine Tanker vandrede omkring mellem de kære i Hjemmet. Med udtryksløse Ansigter og duknakkede skulde vi ligge her og tage imod den fjendtlige Artilleriild uden at gøre den mindste Modstand.
Tre Gange havde Underofficeren stillet en Vagt op; men tre Gange var en ung, modig Mand segnet død bagover, ramt lige forfra af en Granat. Af og til løb Jørgensen ud for at se, om de kom. Med et sagtnedes Artilleriilden. Jørgensen løb atter ud for at se, men kom i samme Nu tilbage med Rædselen malet i sit Ansigt og raabte skrækslagen: »De kommer! De kommer!« Med den sidste Stavelse paa Læben styrtede han død om paa Trappen, ramt i Baghovedet af en Geværkugle, som trængte ud gennem Panden.
Et Par Geværsalver fra 5—6 Franskmænd knaldede ind i Hulen, dog uden at ramme. Nu troede vi, at de vilde bombardere os med Haandgranater, og i saa Fald vilde næppe en eneste af os slippe derfra med Livet. Vor Stilling var fortvivlet. Skrækkelige Sekunder fulgte. Haaret rejste sig paa Hovedet. Det var en Følelse, som om man mod sin Vilje blev styrtet ned i en dyb Klipperevne. Vi sad sammenkrøbne i det eneste Hjørne, hvor Kuglerne ikke kunde naa os, og dækkede Hovedet for mulige Splinter fra Haandgranater.Vi havde ikke noget at forsvare os med og blev derfor hurtigt enige om at raabe Pardon. Fjenderne raabte tilbage, at vi kun skulde komme ud. Den første, der kom ud, fik et Skud gennem Laaret. Jeg kom næst efter og sprang ned i et dybt Granathul. Nu kom de andre ogsaa og sprang ned i samme Hul for at søge lidt Dækning mod den uhyre Regn af Shrapnelkugler og Granatstumper, som vort Artilleri lod falde mellem vor og den franske Skyttegrav. Det havde nok mærket, at vi blev angrebet, og derfor lagde det et Bælte med Spærreild foran Graven. Her tabte jeg al Sans og Samling; jeg husker kun, at lille Thomas Petersen sagde: »Hvordan vil det gaa os?«
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
15. juni kl. 08.00-18.00
Jeg laa i en dyb og solid Jordhule sammen med to Mand. Der var godt og vel tre Meter Jord ovenpaa, og den var godt afstivet indeni med tykke Træstammer og saa rummelig, at vi kunde gaa oprejst derinde. Her søgte der mange hen, naar Bombardementet begyndte, da mange af de andre Jordhuler var skudt itu.
Under Bombardementet om Formiddagen, da vi netop var 19 Mand derinde, kom der en af de svære Granater og slog ned paa Hjørnet af Jordhulen og bragte alle Vægge til at revne, saa de truede med at styrte sammen. Det var godt, at Granaten ikke gik ned gennem Midten; thi saa var her bleven en Massegrav. Men en til af samme Slags kunde den ikke staa for.
Tavse og stille stod vi sammentrængte og saa paa hinanden. Af og til søgte Blikket hen paa det svage Hjørne. Det var, ligesom Revnen udvidede sig, hver Gang man saa derhen. Hver Gang en Granat suste ned i Nærheden, skælvede Jordhulen, og en Del Jord styrtede ned fra Loftet. To Mand stod hele Tiden parate med en Spade, ifald det værste skulde ske.
Saadanne Øjeblikke tog haardt paa mig, jeg fik Hovedpine, og Lemmerne rystede. Tankerne bevægede sig kun langsomt og i en snæver Kreds. Men man lyttede, lyttede — med tilbageholdt Aandedrag og hver eneste Nerve spændt — efter de frygtelige Projektiler, som med deres taktfaste Omdrejninger i Luften fremkaldte en uhyggelig Hvislen, der ubarmhjertigt nærmede sig os og endte med en dødbringende Eksplosion i vor Skyttegrav.
Midt under Trommeilden om Middagen kom et Par Mand af 4. Kompagni tilbage fra Stenbruddet, hvor de havde hentet Mad. Iblandt dem var ogsaa Andreas Jessen, som jeg kaldte ind i Jordhulen til mig. Vi talte lidt sammen om de kære derhjemme, og jeg fik en hel Mængde Hilsener med, som jeg lovede at overbringe, naar jeg nu om fire Dage rejste hjem paa Orlov. »Aa, kunde jeg bare rejse med dig,« sagde han, »og saa faa Lov til at blive hjemme; thi Afskeden fra Hjemmet er rigtignok haard, kan du tro.«
Jeg forsøgte flere Gange at overtale ham til at blive hos mig et Par Timer, indtil Artilleriilden havde lagt sig lidt; en Anelse sagde mig, at han gik i overhængende Fare. »Det kan jeg ikke,« sagde han; »jeg skal hen til mine Kammerater med Maden; de venter efter mig, og jeg maa gøre min Pligt.« Vi sagde hinanden Farvel og paa Gensyn! og da han gik, fulgte jeg ham med et langt, bedrøvet Blik. Det forekom mig stadig, at der vilde tilstøde ham noget; jeg kunde ikke slippe denne Tanke.
Om Aftenen, da jeg var nede i Stenbruddet for at hente Mad og Postsager, kom der en Bekendt fra 4. Kompagni og fortalte mig, at nu var Andreas Jessen falden. Han var falden omkring Kl. 3½, kun tre Timer efter at jeg havde talt med ham. Jeg syntes, den Skæbne var saa haard, saa jeg kunde næppe tro det. Desværre var det sandt. Min Anelse havde ikke skuffet mig.
86’ere under jorden i et dækningsrum på Vestfronten (privateje, gengivet efter Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen)
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent, hvor der i april og jun i fandt voldsomme kampe sted.
Den 15. og 16. juni var der igen nye svære angreb fra fjenden. Han forsøgte at komme længere frem og udvide sit indbrud mod syd og nord for efterfølgende at gøre en fejl god igen, nemlig den at have valgt et for smalt angrebssted.
Tung artilleri- og mineild lå i de første morgentimer på midten af stillingen. Straks derpå stødte franskmanden frem mod den venstre fløj af gruppe Esche og mod gruppe Rickert. Angrebet blev slået tilbage. Han gentog sig selv flere gange den dag, hver gang måtte modstanderen efter høje tab trække sig tilbage til sine skyttegrave.
Den samme formiddag rettedes hans artilleriild også over på den højre fløj af regimentet, der endnu ikke var blevet angrebet. ”Grænsestillingen” og de løbegrave, der førte der hen, blev skudt sønder og sammen og næsten jævnet; svære tab for besætningen. Et angreb fulgte ikke. Den kraftige modstandsild fra vort artilleri holdt åbenbart fjenden nede. I afværgelsen af disse angreb udmærkede sig særligt felthaubitsbatteri Fürstenberg fra artilleriregiment 9.
Efter de to svære dage skulle grupperne Hagedorn og von Senden trækkes ud af afsnit Esche, den førstnævnte afløstes af I bataljon fra reserveregiment 36, den sidstnævnte af I bataljon fra reserveregiment 71.
En Dansker, Her. Oluf Olsen, som paa en Rejse i Tyskland har besøgt et Special-lasaret for Kæbesaarede, giver i “National-Tidende” følgende Skildring af Lasarettet:
Patient med kæbeskud efter adskillige operationer. Ved modtagelsen var højre side af hans underansigt et stort åbent sår (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Bland de utallige Lasaretter, der ligger spredte over Tyskland, har Mannesmann-Lasarettet i Düsseldorf Krav paa særlig Interesse, fordi det er et Special-Lasaret, paa hvilket der udelukkende behandles kæbesaarede Soldater. Lasarettet er indrettet i Brødrene Mannesmanns store Kontorbygning, der har en brillant frisk og solrig Beliggenhed op til Rhinen. Over Bygningen vajer Røde Kors Flag, og yderligere er der, som i øvrigt paa andre Lasaretter nær den belgiske Grænse, malet kæmpemæssige Flag paa Taget, hvilket kan være nødvendigt, da Düsseldorf, som bekendt, et Par Gange har været udsat for Angreb, af de Allieredes Flyvere. Dette Lasaret, der af det verdenskendte Firma er stillet til Raadighed for Røde Kors, hører til de mindre, idet der her kun ligger 130 saarede Soldater, medens der f. Eks. paa Lasarettet i Buch laa 1500. Det ledes af Overlæge, professor, Dr. Bruhn – en kendt Tandspecialist – som med megen Energi har kaster sig over den Art af Lægevidenskaben og skrevet en Række Afhandlinger om Kæbebeskadigedes Behandling. Overlægen assisteres af Dr. Lindemann, der er en fremragende yngre Kirug.
Med de to Læger som Førere gaar vi alle Sygesalene igennem. her ligger Franskmænd og Tyskere Side om Side. Alle nyder ens Behandling, og den eneste Forskel, der er at se paa dem, er det gule Armbind, som Franskmændene bærer, hvorpaa der staar Krigsfange. Alle de Saarede, som ligger her, har kæmpet paa Vestfronten.
Vi finder blandt de Saarede en ung Nordslesviger, As. Rasmussen fra Hagenbjerg ved Nordborg paa Als. han hørte til 4. Gaderregiment og blev saaret den 5. Marts ved Champagne under en Skyttegravskamp. Vor Landsmand er blandt dem, der er sluppet naadigt; et Projektil er gaaet gennem Hagen og har skudt et Stykke af Hagebenet bort; men der var Haab om, at han ikke vilde faa varigt Men deraf, idet det var Lægernes Agt at tage et Stykke af hans Skinneben ud og fælde det ind i Stedet for det bortskudte Parti.
En enkelt af de Saarede har faaet revet et Stykke af Kinden og hele Munden og Hagen bort af en Granat. Hans Ansigt mindede om alt andet end et Menneskes. Efter at han var kommen paa Lasarettet, var Fremgangsmaaden følgende: Det blev taget 14 Ctm. af et af hans Ribben; dette blev lagt i en Form for at tildannes efter Hagens Facon; Derefter tog man nogle Stykker Kød af de Kødfulde Dele af Benene, og over en Gibsmodel formedes nu en hel nydelig Hage. Det lykkedes at faa Hagen til at vokse sammen, og det var med selvfølgelig Stolthed, at Lægerne viste os det smukke Resultat.
Hvor det gjaldt Steder, som Manglede mindre Benpartier, som f. Eks. Næseben, et Stykke Hageben eller lignende, tog man fortrinsvis et Stykke Skinneben, som man hævdede voksede hurtigt til, og paa det Sted hvor man havde taget det, dannedes ret snart Brusk, der efter forholdsvis kort Tid blev til Ben. Under Behandlingen af de Saarede anvendtes ikke egentlig Bedøvelse; man lammede Hovednerven og anvendte Lokalbedøvelse ved Hjælp af Novacain, tidligere havde man anvendt Kokain, men var gaaet bort derfra.
I tidligere Tid Kendte man ikke i samme Grad som nu til denne Art Behandling ag Kæbebeskadigede, da Lægerne sjældent har haft Lejlighed til at stifte Bekendtskab med Skader af denne Beskaffenhed; men Krigen har givet Lægerne nok at bestille, og derved Anledning til at høste Erfaring. Lægerne fortalte os, at for længere Tid tilbage lod man Saarene tildels læges, før man indsatte nye Stykker Ben eller Belægning med Kød, men nu sker dette straks, efter at den Saarede kom under Behandling.
Efter de Oplysninger, vi fik paa tyske Lasaretter, lykkes det Lægerne at helbrede de Saarede i en saadan Udstrækning, at ca. 70 Procent atter kommer tilbage til Fronten. Endvidere er Amputationernes Antal faldet fra 40 procent under Krigen 1870-71 til 10-15 Procent, idet man kun i de allerværste Tilfælde gaar til Amputation. Man faar under Besøgene paa Lasaretterne det Indtryk, at det tyske Sanitetsvæsen staar paa et meget højt Stade. Men selv de tyske Læger mener, at det franske, belgiske og engelske Sanitetsvæsen ikke staar tilbage for det tyske.
Fra Felten.
En Mindegudstjeneste over den unge Købmand Valdemar Mortensen fra Rødding, der døde paa et Feltlasaret i Frankrig i Begyndelsen af maj, holdtes i Søndags Eftermiddags i hans Fødesogn, Lindtrup Kirke. Den unge Mand døde ikke af Saar, men af en Sygdom. Han hviler nu dernede i fremmed Jord sammen med saa mange andre Landsmænd.
Ære være hans Minde!
Faldne.
Mejerist Holger Skøtt fra Tiset, der kom ind som Rekrut i Efteraaret, er falden forrige Lørdag i kampene nede paa Vestfronten. Hans Paarørende har faaet Meddelelse derom fra Kompagniet.
Der er nu kommet Meddelelse om, at Karl Thomsen, Østerby, allerede den 22. April har fundet Døden under et Stormangreb ved Ypern, han blev næppe 19 Aar gammel.
Frivillig Karl Schulz, Søn af Postkonduktør Schulz i Tinglev, er falden den 3. Juni, 19 Aar gammel.
I Marinens sidste Tabsliste meddeles, at Torpedomat Hermann Marxen, Brøns, er død.
Saarede.
Hilmar Thomsen, Søn af Thomsen ved Sønderport i Aabenraa, som fra Krigens Begyndelse har været med paa den vestlige Krigsskueplads og nu stod i Nærheden Noyon, er bleven saaret ved en Granatsplint i det højre Ben. Han befinder sig nu paa Lasarettet i Chauny.
Typograf P. Petersen fra Aabenraa (“Apenrader Tageblatt”) er bleven saaret i Kampene paa Vestfronten. Der er anden Gang, han blev saaret.
I den sidste Tabsliste meddeles, at Konrad Ellingsen, Aabenraa, er bleven let saaret den 1. Juni. Musketer Peter Hansen, Iller; Peter Cristiansen, Lindholm; Jens Jensen, Tønder; Christian Jensen, Bønderby, og Gustav Prahl, Aabenraa, er let saarede.
Hjemme paa Orlov.
Mølleforpagter Anholm, Fol, der ligger nede ved Metz, er i Forgaars kommen hjem paa 14 Dages orlov.
En Søn af Fru Nielsen i Gynteroths Stiftelse i Aabenraa er hjemme paa Orlov fra Fronten. Han er ellers bosat i Broager.
Bogholder Hermann Roloff, Aabenraa, er hjemme fra Fronten. Han har været med paa Vestfronten siden krigens Begyndelse.
Fra Provinsen.
Jernkorset. Dyrlæge I.P. Schmidt, Aabenraa, der er Stabsveterinær i 9. Reservekorps, har faaet Jernkorset.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Den 6. juni lykkedes det franskmændene at erobre dele af det tyske skyttegravssystem. Tyskerne forsøgte efterfølgende at generobre det.
Om natten fra 13. – 14. juni blev der trods kraftig artilleri- og mineild arbejdet på udgangsstillingerne til en storm med alle disponible styrker. I dagene før var artilleriet blevet betragteligt forstærket.
Om eftermiddagen den 14. begyndte vor beskydning med et kraftigt ildoverfald fra næsten 40 batterier, tunge og lette minekastere. Så fulgte en roligere vedligeholdelsesild, fra kl. 7 til kl. 7½ trommeild, og så steg stormtropperne – det var hovedsageligt 85ere, 90ere og reserve 75ere – ud af den generobrede grav.
På højre fløj kom angrebet rigtig godt fremad, stormsoldaterne nåede ved Soltaueck endnu 100 m ud over sape 10, den venstre fløj sakkede lidt bagud, men forbindelsen med den højre fløj blev genoprettet. For 5. kompagni af regiment 86 lykkedes det den næste dag nordfra i vor gamle generobringsgrav at forlænge sapen 150 m mod syd.
Sønderjyden Hans skrev den 13. juni 1915 følgende:
Søndag, den 13. Juni 1915
Ja, vi er hernede i Elsas endnu og længes heller ikke efter at komme bort herfra. For mangen en vil det falde svært, naar vi skal forlade denne lille venlige By med vore udmærkede Kvarterer, men forhaabentlig bliver vi endnu ret længe her, saa vi kan komme lidt til Kræfter igen, for alt mit gamle Garnisonsfedt, mit kraftige Udseende blev nede i Frankrig i Skyttegraven, saa jeg var ikke den tykke Infanterist, da jeg vendte tilbage.
Men den kraftige Kost, vi nyder her, den styrkende Vin og den friske, sunde Bjergluft hernede i Vogeserne har saa smaat begyndt at runde og farve mine Kinder igen, saa her kunde det være rart at blive, til Krigen er forbi.
Kønt er det hernede i Elsas, et Land, et Folk, hvorom det med Rette kan siges „Et herligt Land, dets Folk sig Velstand sanker“. Dejligt er det i denne Tid med de mange Kirsebærtræer, som findes her, og saa Vinen ikke at forglemme. Naar vi skal paa Marchtur, faar vi Feltflasken fyldt med den ædle Druesaft, og kommer vi trætte og støvede tilbage, saa drikker vi paa en god Vinhøst og en snarlig Fred, med Pigebørnene, saa vi glemmer de ømme Fødder, og de paa Marchturen spildte Sveddraaber, ja selve Krigen og dens Elendighed for et Øjeblik. Og ager vi med den store Trækstud og den gamle Lundstikvogn ud i Engen efter Hø, skal vi komme meget pludselig afsted, om vi skal glemme Vinkrukken.
Det er bare saa forfærdelig varmt hernede, 35-40 Gr. Varme i Skyggen er ikke saa sjældent. Men Vinbonden sveder gerne, for jo varmere det er, des bedre er det for Rankerne. Det tegner til en god Vinhøst i Aar.
Forleden Dag var vi oppe i Vogeserne for at plukke Tranebær. Er Vejret klart, har man deroppe en herligt Udsigt ind over Rhinen over de mørke Schwarzwald-Bjerge, mod Syd ser man tydeligt de høje Bjergtoppe nede i Svejts.
Kønnere, bedre Dage, end vi har her, vil Krigen vist næppe bringe os; bedre Kvarterer tror jeg næppe der findes noget Steds i Tysklands store Rige. De har, hvor jeg er i Kvarter, haft megen Indkvartering, baade i det sidste Krigsaar saavelsom i de aarlige store Manøvrer, men de har endnu aldrig huset en Nordslesviger før, saa jeg er derfor Genstand for særlig Opmærksomhed. „Vor Far“ har været syg de sidste Dage, saa han har ikke kunnet komme i Marken, men han stoler godt paa „Monsieur Jean“ som jeg kaldes hernede.
I Gaar Aftes væltede vi ellers ude i Engen med et Læs Hø, men heldigvis var det ikke min Skyld, og der gik heller ikke noget i Stykker, saa vi havde blot en Times ekstra Arbejde, men des bedre smagte den dejlige Aftensmad og Vinen, vi faar hver Aften, og da „Far“ hørte, at Vognen var hel og holden, tog vi os alle en kraftig Latter over den Vejrmølle, vi havde lavet. Det giver godt og hurtig Hø med denne Varme; 24-30 Timer efter at det er slaaet, kører vi det i Hus.
Haabende at kunne nyde dette fredelige Liv hernede i Elsas ret længe sender eder de hjerteligste Hilsener
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Da vi kun delvis tilbageerobrede vor tabte Skyttegrav, kom vi til at ligge i samme Skyttegrav som Fjenden, ved Siden af ham. Der var kun en Barrikade af Sandsække imellem os, saa vi var hinanden en halv Snes Meter inde paa Livet, og der stod vi saa og bombarderede hinanden med Haandgranater og Miner. Vore Miner var frygtelige, de vejede over 200 Pd.
Nu blev vi hver eneste Dag voldsomt beskudt af det franske Artilleri. Det blev for hver Dag vanskeligere for os at faa Maden hentet, da Løbegravene, som førte tilbage, ogsaa blev holdt under Ilden. Men vi maatte af Sted, vi skulde saa at sige løbe mellem Kuglerne.
Det var en haard Tid. Hver Dag jævnede de os Skyttegraven med Jorden, og hver Nat skulde vi bygge den op igen. Desuden fik vi ingen Søvn og kun meget lidt at spise; vi kunde ikke spise noget paa Grund af Sindsophidselse og Overanstrengelse. Vi var saa udmattede og havde lidt saa haarde Tab, at de Kompagniførere, som laa i Skyttegraven sammen med os og nok vidste, hvad vi havde udstaaet, saa sig nødsagede til at indgive en Ansøgning om at blive afløst.
En af dem ledsagede endog sin Ansøgning med de Ord; »Ifald vi bliver angrebet, kan vi ikke holde Stillingen.«
I den sidste Tabsliste meddeles, at Jørgen Høck fra Kliplev, er falden i Kampene fra 27. April til 20. Maj. Peter Schmidt, Rejsby, er falden i kampene fra 7. til 21. Maj.
Johannes Jacobsen fra Skærbæk, der i Gaar var nævnt som falden, var Dr. jur. Johannes Jacobsen, Pastor Jacobsens ældste Søn. Den unge Jacobsen stod som Frivillig ved 15. Reserveinfanteri Regiment og faldt den 16. Maj, ramt af en Granat. Han havde været med siden August Maaned. Pastor Jacobsen har endnu en Søn, August Jacobsen, med i Krigen som Løjtnant i Reserven, mens en tredje Søn, Wilhelm Jacobsen, er Baadsmandsmaat paa “Pommern”. En Datter af Jacobsen befinder sig paa Lasarettet i Siemensstadt. Jacobsen har for Tiden Bopæl i Mils i det nordlige Tyrol.
I Stormen paa Lizerne
har, efter hvad Pastor Lensch meddeler i Kirkebladet for St. Jørgen Sogn i Flensborg, en hel Del unge Krigere fra Flensborg deltaget; nogle af dem er saarede. Wilh. Trojaner, Kappelgade 3, fik et Skud i Hovedet, men er nu uden for Fare; Hans Andresen fra Egegade fik et Skud igennem Bækkenpartiet, men er nu i Bedring; Herman Hinrichsen fra Brixgade fik et Granatskud ved Albuen, saa den højre Arm har maatte tages af; Wilh. Dame fra Brixgade fik et Kødsaar i Benet.
Saarede.
I sidste Tabsliste meddeles at Christian Hansen, Skodsbøl, er bleven let saaret i kampene fra 27. April til 20. Maj. Johan Martinsen, Juvre, er bleven let saaret den 28. Maj. Peter Jensen, Vennemose, staar opført som saaret. Otto Bennhøst fra Aabenraa er bleven let saaret i Kampene fra 12. til 17. Maj.
Savnet.
I sidste Tabsliste staar Musketer Peter Sørensen, Haderslev, opført som savnet siden Kampene fra 7. til 21. Maj.
Hjemme paa Orlov.
Købmand Buchardt i Toftlund kom i Forgaars hjem paa en 8 Dages Orlov. Han ligger ved en Sanitetskolonne i Frankrig.
Landmand Jonnes Hansen i Hvinderup, der har været med i Krigen i Karpaterne siden Nytaar, er den 7. Juni kommen hjem paa 3 Ugers Orlov.
Gaardejer H. Chr. Buchholz, Nødding, er kommen hjem paa en kort Orlov fra Vestfronten.
Fra Provinsen.
Feltposten i den varme Aarstid.Postvæsnet henviser til, at i den varme Aarstid maa Varer, som let smelter; Smør, Fedt, Honning o.s.v., sendes i sikre Blikbeholdere, naar de skal med Feltposten. Er Beholderne ikke tætte, trænger Indholdet ud og ødelægger andre Sendinger. Dette gælder især for den Vestlige Krigsskueplads, hvor det allerede er meget varmt. Smør og Fedt hører iøvrigt [til de let fordærvelige Varer, som Post]væsenet indtrængende fraraader […] Forsendelsen af nu i den varme Aarstid.
Lærer Fritz Habersaat, Søn af Fritz Haversaat i Nygade i Aabenraa, som er med paa den østlige Krigsskueplads, er bleven saaret.
I sidste Tabsliste meddeles, at Vilh. Christiansen, Rørkær (Tønder Kreds) og Edvard Hansen, Sønderende, er blevne let saaret ved Kampene i Maj Maaned. Karl Vader, Københoved, staar opført som haardt saaaret.
Hans Thomsen i Dalsgaard har ifølge “S.Ztg.” modtaget Efterretning om, at hans Søn, Thomas, er bleven haardt saaret ved de sidste Kampe i Vest og befinder sig i et Lasaret i Belgien.
Fra Provinsen.
Soldatergaver. Gennem “Reichsanzeiger” opfordres til at samle og sende Soldatergaver, da de haarde Kampe i den sidste Tid har forøget Trangen til dem. Særlig ønskes:
1) Cigarer, Cigaretter, Tobak, Piber, Cigarspidser, Chokolade, Kakao, Bonbon (syrlige), Konserves, Te, Sukker, Citroner, Frugtsaft, Mineralvand, Øl.
2) Seler, Linned og Parkum til Fodlapper (45X45 Ctm.), Skjorter, Underbenklæder, Strømper, Lommetørklæder og Haandklæder.
3) Lommeknive, Ske, Gaffel og Kniv, postkort, Brevpapir, Blyanter, Tandbørster, elektriske Lommelamper, Tændstikker, Børster og Spillekort.
Gaverne kan sendes til de officielle Modtagelsessteder i hvert Armékorps. En Fortegnelse over disse Modtagelsessteder kan faas til Gennemsyn paa Posthusene.
Faaet Jernkorset. Boghandlermedhjælper Grosse, som før Krigen var sysselsat hos Wohlenberg i Aabenraa, har faaet jernkorset tildelt.
Saaret. Hans Eriksen, Søn af Gaardejer Chr. Eriksen, Broballe Mark, er ifølge Meddelelser paa Pakker, som er bleven returnerede til Slægtninge, bleven saaret under de sidste Kampe i Galicien. Hans Eriksen er Underofficer og har nylig faaet Jernkorset.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Livstegn efter ni måneders forløb.
Et glædeligt livstegn har rentier Mathias Rudbeck i Hajstrup ved Øsby modtaget fra sin søn, Falle Rudbeck, der kom med i krigen helt fra dens begyndelse. Da krigen udbrød, lå Falle Rudbeck som grenadier i Danzig på andet år og var blevet udnævnt til gefreiter.
Den 18. august hørte M. Rudbeck sidste gang fra sin søn, og det har senere ikke været muligt for den bekymrede fader at opspørge sønnen trods forespørgsler fire gange gennem Røde Kors i København og Geneve. Gennem regimentet havde faderen fået underretning om, at sønnen var blevet såret og taget til fange af russerne den 20. august.
Nu har sønnen givet et livstegn fra sig, idet han ifølge Kolding Folkeblad den 9. april har skrevet fra Spaske I Sibirien, at han er i live, sund og rask, og udtaler håbet om snarligt gensyn.
Kortet ankom hertil den 1. juni og har altså været 7 uger på vejen.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Niels Nielsen, søn af Anders B. Nielsen på Nustrup mark er falden omkring den 20. maj.
– Bagersvend Peter Schmidt, søn af landboelsmand Andreas Schmidt ved Rødding, er falden.
– Postbud Jes Quist fra Haderslev er død af sine sår den 7. april.
– Løjtnant Hans Bufall, søn af den fhv. skoleinspektør B. i Tønder, nu i Gøttingen, er falden. Han var 23 år gammel.
– Den 22-årige Hans Brøstrup fra Sillerup er 27. maj død i et lazaret i Bygoda
– Gårdejer Jeppe Schultz på Grosbølgård ved Skodborg, søn af gårdejer Andreas Schultz i Rødding, er på den vestlige front 9. maj bleven hårdt såret af en granat og har derved fået ikke mindre end 35 sår.
– Arbejdsmand Ragot i Aabenraa har fået meddelelse om, at hans søn, som er med på vestfronten, er hårdt såret.
– Mandag modtog bager Deelas hustru i Løjt-Kirkeby, den sørgelige efterretning, at hendes mand, bagermester Deela er falden den 25. maj.
– Købmand Madsen, tidligere hjørnet af Nørregade og Jomfrustien i Haderslev, er falden.
– Peter Nissen, søn af sparekassebogholder Nis Nissen, Nordborg, er den 2. juni let såret ved vestfronten.
– Anders Schmidt fra Hjerting har fået venstre albue knust ved en granatstump. På lazarettet i Bonn er armen amputeret. Granatstumpen knuste hovedet på hans sidekammerat.
– Chr. Bruhn fra Dalholt i Barsmark er på den østlige krigsskueplads bleven såret ved et skud gennem lungen.
– En søn af arbejdsmand Hans Thomsen i Dalsgård ved Rinkenæs er bleven hårdt såret under de sidste kampe mod Best?og er på lazaret i belgien.
– Underofficer Otto Toft, Aabenraa, er bleven let såret i kampene fra 22. til 27. april og fra 1. til 6. maj. Wilhelm Siebke, Skærbæk, Karl Knutz, Rinkenæs, Heinr. Kehlsen, Rødding, og Peter Hansen, Sæd, står ligeledes opførte som let sårede. Jørgen Hansen, Kærgård, står opført som såret den 26. april. Løjtnant i reserven, Peter Lorenzen, Aabenraa, er bleven let såret ved kampene fra 11. april til 10. maj.
– Magnus Jacobsen, Øster Gasse, og Peter Biermann, Københoved, befinder sig i fangenskab.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Nye indkaldelser og udskrivning af mandskab i 45 års alderen
I disse dage indkaldes en mængde af Landstormens 1st opbud i alderen 35-39 år. I hvor høj grad man i tide regner på at tage alt med, fremgår af, at mænd af Landstormens 2det opbud, der om kort tid fylder 45 år og aldrig har fået spor af militær uddannelse, har måttet møde på session og der er udtagen til soldater, som kan vente at blive indkaldt i løbet af et par måneder.
Samtidig er der udstedt kundgørelse, hvorefter alle 17-19 årige unge mænd, d.v.s. fødte i 1896, 1897 og indtil 10. juni 1898, skal melde sig til lægdsrullen i dagene 8. – 10. juni d. A.
Plet-tyfus-epidemi i fangelejren ved Løgumkloster
Lige fra fangelejren i Løgumkloster blev taget i brug februar-marts, har der hersket en del sygdom blandt fangerne, navnlig russerne. I begyndelsen optrådte enkelte – senere flere – tilfælde af hunger-tyfus. I løbet af sidste par måneder er det – foruden en del mindre alvorlige sygdomstilfælde – navnlig plet-tyfus der har kostet mange ofre. I øjeblikket menes der at være indtruffet omkring et halvt hundred dødsfald af denne sygdom, der har foranlediget, at der er sendt særlige læger til lejren.
H.C. Brodersen fra Nordborg deltog i Füsilierregiment 86‘s indmarch i Belgien og Frankrig i august-september 1914. Siden oktober 1914 har han været først på lazaret og siden på orlov og rekonvalescens i hjemstavnen pga. gigt i benene. I begyndelsen af juni 1915 blev han gift – netop i de samme dage som hans gamle regiment bliver udslettet ved Moulin-sous-Touvent.
Kliplev, den 4. Juni 1915.
I gaar indgik jeg i „den hellige Ægtestand”. „Kriegstrauung”, kalder man det for. Brylluppet slap vi nemt om ved, og det samme bliver Tilfældet med Hvedebrødsdagene, thi jeg har kun haft 3 Dages Orlov, og skal møde i morgen igen.
Aabenraa, den 7. Juni 1915.
Vel slap jeg nemt ,om ved Udgifterne til Brylluppet, men da vi i gaar havde en Udmarch, kunde jeg ikke slippe fri for at give en Kasse Bayere i Ensted Kro, hvor vi holdt Hvil. Kroen var lige nedbrændt, men vi fandt Sæde paa Plænen i Haven. Det blev ikke ved den ene Kasse, og da vi fortsatte Marchen, var der ikke til at opdrive et Glas mere i Kroen.
Det næste Hvil blev holdt ved „Petersborg Kro”, og de fik saa travlt med at skænke Kaffepunche, at Skorstensfejeren „tog en Haand med i ” . Netop som vi ikke syntes mere at være tørstige, slap Brændevinen op, og vi fortsatte videre. I „spredt Orden” naaede vi igennem Hjelmskov tilbage til Kvartererne. Det har været en varm og anstrengende Dag.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent, hvor franskmændene i april og juni indledte voldsomme angreb.
Artilleriilden forblev livlig hele natten, også det fjendtlige artilleri skød uophørligt, nervøst ind i mørket. På tysk side arbejdede man febrilsk.
En ny stilling blev etableret ved skrænten. Man forsøgte at blive klar over størrelsen af det fjendtlige indbrud. Det var tvingende nødvendigt at fastlægge afsnits- og kommandogrænser for den nye linje, der danner sig.
Den truede strækning blev delt op i tre underafsnit. Til højre afsnit Esche. Her lå I bataljon af 86’erne, 31’ere, 85’ere og 91’ere. I midten var afsnit Rickert med reserveinfanteriregiment 75. Til venstre ind til Estorffeck lå afsnit Rosainsky, bestående af II bataljon 86ere, 163ere, 31ere samt pionerer, altså en broget blanding. De svage rester af III bataljon blev trukket tilbage til Audignicourt for nyformering.
Dagen efter angrebet, den 7. juni, var det klart, at fjendens forsøg på at støde frem til det åbne terræn måtte anses for fejlslået. De nødvendige reserver, som skulle byde yderligere angreb trods, var på plads. Ganske vist kunne der med det første ikke være tale om et stort anlagt modangreb, derfor udnyttede man de følgende dage, i hvilke også fjenden holdt sig i ro, til at etablere skyttegravsforbindelser mellem de enkelte afsnit, til at føle sig lidt frem hos fjenden og til at grave en udgangsstilling til storm. II bataljon blev trukket ud af forreste linje og anvendt til arbejdsformål. Feberagtigt blev der skanset i de korte nætter, men da fjenden stadig skød heftigt med gevær, artilleri og miner, var svære tab ved disse arbejder uundgåelige.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Mine Nerver var nu ved at blive alvorligt syge. Jeg var træt i alle Lemmer og kunde ikke spise noget, hvorfor jeg ogsaa var bleven meget mager. Jeg havde indgivet en Ansøgning om at komme hjem paa Orlov, og Kompagniføreren lovede, at jeg maatte rejse den 19., altsaa om 12 Dage.
Om Middagen talte jeg med Andreas Jessen fra Smølmark. Han var kommen fra Orlov Dagen før og overbragte mig en Mængde Hilsener fra Familie og Venner derhjemme. Ja, det maatte dog være vidunderligt at komme hjem paa Orlov og komme sammen med kærlige Mennesker igen. Jeg savnede ofte en kærlig Haand, et kærligt Ord, et kærligt Blik. Her var alt saa koldt og stygt.
Den Dag kom vore Reserver, som skulde kaste Fjenden ud af vor Stilling. Men det var ingen let Sag at tilbageerobre den tabte Stilling, og der maatte stormes flere Gange. Nede ved Kløften var der henved 100 af de farvede Kolonial tropper; men der blev ingen af dem taget til Fange, da de havde dræbt vore Artillerister. Nu led de samme Skæbne.
Ved Artilleristillingen, hvor jeg sad og skrev den stille, straalende Pinsemorgen, saa det nu forfærdeligt ud. Der laa saarede og døde Kammerater i Snesevis, som havde farvet de hvide Tusindfryd med deres Blod.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I forsommeren 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
Kl. 11 om formiddagen. Ilden springer fremad og slår nu tættest ned i slugten. Besætningerne foran er for størstedelen revet op eller begravet. Ganske få poster står der endnu, resten kryber sammen i dækningsrummene, fuldkommen rystede af artillerivirkning af hidtil ukendt styrke.
Fjendens masser vælder nu frem. Fire bataljoner er det, Zuaver, skarpskytter, Bretoner, en overvældende overmagt. De få poster kan hverken opholde dem eller alarmere deres kammerater. På et minut er fjenden fremme og nede i skyttegravene. En bølge stormer hen over dem, en anden, ”Nettoyeurs”[1] begynder deres arbejde. Zuaverne, dels afrikanere, dels udskud fra storbyen tørster efter blod. Kniv, bajonet og håndgranater gør deres arbejde.
Afsnittene ”Sønderborg” og ”Flensborg” er helt, ”Aabenraa” halvvejs, til venstre endnu en del af ”Slesvig”, i fjendens hånd. Denne indtager med stor hastighed en ny stilling nord for Slesvig-vejen. Hovedstyrken trænger videre frem mod slugten, dels i frit terræn, dels i løbegravene. Når franskmanden dem, er han i åbent terræn.
Mens fjenden rykker frem, griber de dele af regimentet, som ligger i flanken af angrebsstedet, beslutsomt og selvstændigt ind. 2. kompagni under kaptajn Siegert besætter til højre højderne øst for Bascule ved landevejen Moulin-Les Loges Ferme. 4. kompagni forlænger til højre. På angrebets venstre flanke lader 7. kompagni tre grupper vende om og lader dem komme 6. kompagni, der ligger umiddelbart ved angebsstedet, til hjælp.
To maskingeværer fyrer flankerende ind i fjenden, skønt afstanden er vel stor, men det virker, og adskillige Zuaver bliver ramt. 5. kompagni lå som bataljonsreserve i ”Neudorf”. En deling besætter støttepunktet foran ”Fort Dauber”, en deling ”Glücksburgvejen”, en deling forstærker det venstre hjørnestøttepunkt ved angrebsstedet. En sluttet gruppe fra dette kompagni trænger frem i den forreste skyttegrav. De kaster fjenden ni skulderværn tilbage, fem af dem kan de holde. 48 timer holder gruppen ud i det stykke skyttegrav.
Således var angrebsstedet ud mod flankerne nødtørftigt dæmmet op og en omgående bevægelse oppe på højsletten forhindret. Men vil det lykkes at standse fjenden frontalt? Hvis han med større styrker støder ind i slugten, så ville han let kunne rulle hele regimentet, ja, måske hele divisionen op.
Zuaverne er allerede ved randen af Moulin-slugten. Dér, nord for ”Fort Dauber”, har 2. batteri 45 deres stilling. Den falder i Zuavernes hænder, størstedelen af artilleristerne bliver nedkæmpet eller taget til fange. Noget længere nordpå var situationen ved ”Hvilehjemmet” yderst alvorlig. Her holdt løjtnant Remmers (2. kompagni) med svage styrker et støttepunkt. Yderligere styrker er ikke til rådighed. Da indtræffer kl. 3 om eftermiddagen ved stenbruddet bataljon von Senden fra 17. infanteri division. To kompagnier skal til venstre forlænge 2/86, to kompagnier bliver sammen med en del af 8/86 kastet ind ved ”Hvilehjemmet”. De renser slugten for Zuaver.
Straks derpå ankommer tre kompagnier fra 36. infanteribrigade. Et bliver underlagt I bataljon, to kaptajn von Senden ved ”Hvilehjemmet”. På den venstre fløj bliver 5. kompagni i støttepunkt ”Fort Dauber” og i ”Glücksburgvejen” forstærket. Et kompagni 31’ere under kaptajn von Kathen stormer kort før mørket sænker sig batteristillingen igen. Det bliver understøttet med flankerende infanteri ild fra ”Fort Dauber”. Efter en kort ildkamp, trækker fjenden sig flugtagtig tilbage. Han efterlader adskillige døde, et antal geværer og mange håndgranater.
Efter mørkets frembrud blev der etableret og besat en skyttegrav fra ”Fort Dauber” til ”Glücksburgvejen”. Således blev også dette hul lukket. Endnu var det store stykke mellem ”Hvilehjemmet” og ”Fort Dauber” åbent. Det blev lukket om natten af reserveregiment 75 fra 9. reservekorps under oberstløjtnant Rickert. General von Blottnitz overtog kommandoen over hele afsnittet. Om natten blev der trukket talrige reservekompagnier til fra naboregimenterne, og de blev sat ind, hvor behovet var størst.
[1] ”Nettoyeurs” (rensere) var soldater, der i by- og stillingskampe tog sig af oprensning, efter at hovedstyrken var rykket videre frem.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 6. om Formiddagen Kl . 11 blev der løbet Storm mod os af nogle udsøgte, stærke Stormkolonner, lutter Turkos og Zuaver. Angrebet blev udført med vældig Kraft og Viljestyrke. Det var uhyggelige Følelser, vi stod med, da de myldrede frem af deres Skyttegrave.
Der var ikke lang Tid til at tage Sigte; vi kastede kun Bøssen til Skulderen og trykkede af. Jeg rystede over hele Kroppen, saa jeg havde svært ved lade Geværet. Foroverbøjede med lange Bajonetter paa Geværet kom de gulbrune Skikkelser styrtende over imod os. I Hundredevis blev de mejet ned af vore Granater, som hyllede dem ind i en Sky af Krudtrøg og Svovldamp. Jeg vil vist aldrig glemme det Syn. Vore Artillerister fyrede saa voldsomt, som de aldrig havde gjort før. Ved et Batteri havde Betjeningsmandskabet endog kastet baade Trøje og Vest i Kampens Hede.
Zuaverne brød først igennem ved Løbegraven, ved hvis Ende vi havde tre Kanoner staaende; de tog Kanonerne i Besiddelse og dræbte hele Mandskabet. Angrebets Grænse var lige til venstre for vor Deling, hvorfor vi udmærket kunde flankere Angriberne. Men det vidste Fjenden meget godt og overøste os derfor med en sand Regn af Shrapneller, saa det var os umuligt at blive ved med Flankeringen. To Mand til højre og en ved min venstre Side segnede ned fra deres Pladser og var haardt saaret; som ved et Under slap jeg godt derfra. I Sektionen til venstre for mig faldt to Mand. Friseren Peter Thomsen blev ramt af en Shrapnel, saa Hovedet skiltes fuldstændig fra Kroppen. En anden Shrapnel slog ned i Niels Hansens Sektion, dræbte ham selv og saarede syv Mand; kun en af Sektionen blev uskadt. Blandt de haardtsaarede var ogsaa Korporalens Broder.
Vi havde 18 døde og saarede i vor Deling. Vor Løjtnant var ogsaa falden, det har han vel anet; thi Dagen før solgte han alle sine Ejendele, til hvem der havde Lyst til dem. Da der nu ikke kom flere Angribere, gik jeg ind i Jordhulen. Her laa Friseren Thiesen paa Maven i heftige Feberfantasier. Han var min venstre Sidekammerat, men segnede, ramt i Ryggen af en Shrapnel. I Tankerne saa han hele Tiden Zuaverne komme stormende, og med den ene Arm fægtede han omkring som for at værge for sig, mens han raabte: »Der er de! Der kommer de! Fyr! Fyr!«
Da jeg forsøgte at berolige ham, rejste han sig op paa Knæene og greb mig i Struben med et kraftigt Tag. Ved en smidig Bevægelse snoede jeg mig fra ham, og i samme Øjeblik vendte hans Bevidsthed tilbage. Hans Øjne saa spørgende omkring, idet han mumlede: »Hvad er der sket? Hvor er jeg?« »Du er vist bleven saaret,« sagde jeg, »kom, saa skal jeg forbinde dig.« Saa trak jeg lidt forsigtigt Trøjen og Skjorten af ham. Det viste sig, at han havde faaet et dybt Saar i Ryggen og et i Skulderen. Jeg forbandt ham, saa godt jeg formaaede, og fulgte ham lidt paa Vej til Stenbruddet, for at han kunde komme under Lægebehandling.
Om Aftenen, da vi skulde hente Mad og var kommen en Snes Skridt hen i Løbegraven, blev vi pludselig overfaldet af svære Miner. Vi for alle 8 Mand ind i en Jordhule; dog, i Gangen laa to faldne Kammerater, dem maatte vi over. Jeg fik en uhyggelig, kold Fornemmelse ned ad Ryggen, da Liget bevægede sig under min Vægt.
Da jeg var kommen tilbage med Maden, traf jeg Thomas Petersen og Nis Abrahamsen. De var begge helt nedbøjede over, at Niels Hansen var falden; han havde jo været deres allerbedste Ven, lige siden Krigen begyndte.
Jeg var nødt til at staa Vagt den Nat, da vi havde haft saa haarde Tab. Hele Natten vedligeholdt vort Artilleri sin Ild. Det var et mærkeligt Skue at se de mange Hundrede og atter Hundrede Shrapneller sprænges i Luften og paa Jorden, og hvis det ikke havde været saa alvorligt, kunde det sammenlignes med et uhyre stort Fyrværkeri. — Bedst som jeg stod i mine Betragtninger, sprængtes en fransk Granat lige foran mig, saa jeg af Lufttrykket blev slynget over mod Bagmuren i Skyttegraven. Jeg samlede mig lidt fortumlet op og gik atter op paa min Plads.
Fem Minutter senere kom der en til og slog ned paa samme Sted. Denne tvang mig i Knæ. Først da befalede Korporalen mig at gaa hen til et andet Udkigshul. Først henad Morgenstunden sagtnedes Ilden, og da Dagen gryede, blev det ganske stille.
En tæt Taage laa udbredt over Jorden; den benyttede de nysgerrige til at spadsere rundt iblandt de døde, som laa foran vor Skyttegrav. Man saa, at hver enkelt Mand havde været godt udrustet baade med Levnedsmidler, Skansetøj og Haandgranater samt Briller og Masker for giftige Gasarter. Man takserede, at der laa 700 Lig foran Skyttegraven, og der blev sagt, at Fjenden havde tabt henved 20,000 Mand den Dag. Vor 17. Division havde nemlig skudt sine Reserver ned fra Flanken.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I forsommeren 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
De første morgentimer var helt rolige, der var også morgentåge. Da troede bataljonen, at den på egen hånd kunne foretage afløsning. De to afløsende kompagnier 9. og 10. er allerede i den forreste skyttegrav, 11. og 12. vil netop til at trække sig tilbage. Da, kl. 6, bryder ildorkanen løs på ny. Den rammer de overfyldte skyttegrave, den spærrer løbegravene. En tilbagetrækning er ikke mere mulig, de afløste kompagnier må tømme det bitre bæger helt til bunds. To reservekompagnier er brugt op, inden de har afgivet et skud.
Tågen letter snart, og en strålende sommerdag viser sig. En søndag, der som så ofte før har bragt regimentet uheld. Kort efter ildens begyndelse sprænger franskmanden indgangen til det højre krater. Ilden raser videre. Frontgrave, løbegrave bliver hamret sammen. Også Moulin-slugten genlyder af bragende skud. De skrænter, der vender mod fjenden bliver ramt bagfra, fra Autrêches-kanten hyler de svære granater ned over de arme reservister. Hele slugten er fyldt med sort røg. Kl. 8 trommeild, den varer sædvanligvis en time, men efter en ildpause på et kvarter, rasler jernstykkerne igen ned for fuld kraft.
Allerede kl. 7.15 er alle telefonledninger skudt over. Ordonnanser kommer ikke igennem mere. Observation er udelukket. En tårnhøj væg af røg og lerstøv indhyller stillingen. Regimentsstaben i stenbruddet får ikke mere meldinger fra fronten. At stille reserver klar eller trække dem nærmere er alt, hvad man kan gøre. De fleste af reserverne bliver tildelt I bataljon på højre fløj. For sent erfarede regimentet, at reserverne til den hårdest ramte III bataljon allerede befandt sig foran i stillingen og dér blev skudt sønder og sammen. Sådan følger den ene ulykke den anden.
Ved fronten fuldender rædslen sit værk. Grave og dækningsrum styrter sammen, poster synker bagover og bliver hurtigt begravet. Endnu viser heltemodet sig. Folk fra et endnu ubeskadiget dækningsrum styrter hen til den næste, i hvis sted der kun kan ses et brændende krater. De graver og graver i den værste granathagl. Her bliver enkelte reddet, det er ofte kun en stakket frist, dér synker den ene efter den anden bagover, de sidste må opgive forehavendet, de kan ikke klare det længere. Frygtelig ser skyttegravene ud. Her rager et gevær op, dér en arm, dér en fod. Der findes ikke en håndsbredde jord, der ikke er oversået med granatsplinter.
Yngste Søn af Rentier Philipsen i Aabenraa, Kommis Christian Philipsen, er falden i Maj Maaned under Kampende ved ……. Han blev haardt saaret ved et Skud, som strejfede Hjertet, og kom paa Lasaret, hvor kan døde den følgende Dag. Nu ligger han begravet paa Kirkegaarden i St….
Kaptajn Hugo Pahren fra Aabenraa er død i fransk Fangenskab den 10. April. Han var Søn af Regnskabsraad Pahren i Aabenraa. Før sin Indkaldelse førte han et af Rederier M. Jebsens Skibe paa Kinakysten.
Jørgen Mathias Jakobsen fra Jægerup er falden den 2. Maj, 20 Aar gl. Der er Mindegudstjeneste i Jægerup Kirke Søndag den 13. Juni om Formiddagen.
Fra Møgeltønder skrives til “Vsl.Tid.”: Atter er der kommet et Sorgens Budskab til Møgeltønder, idet den kvikke og haabefulde Hans Christian Poulsen har fundet Døden i kampene ved …. i G. Den Faldne var en opvakt Gut, og enhver, der blot havde set eller talt med ham en eneste Gang, kunde se, at Fremtiden lovede godt for denne unge Mand. Nu er han død i sit tyvende Aar.
Ifølge en indløben Meddelelse er Hans Nielsen, Havervad, falden den 10. Maj, næppe 32 Aar gammel. Der holdes Sørgegudstjeneste for man Onsdag den 9. Juni i Brøns Kirke.
Snedker Jørgen Schmidt og Familie i Rejsby har ifølge “Vsl.Tid.” modtaget det sørgelige Budskab, at Sønnen Peter er falden den 20. Maj. Han blev ramt af en Granat og var død med det samme. En Sørgehøjtidelighed holdes den 10. Juni i Rejsby Kirke.
Saarede.
I sidste Tabsliste meddeles, at Thomas Duus, Aarø, er bleven let saaret i kampene fra 29. April til 19. Maj. I Kampene fra 21. til 28. April og fra 11. til 13. Maj er Frans Hansen, Skodsbøl, bleven let saaret, Niels Møller, Johanneshvile, haardt saaret, Ludvig Jensen, Tønder, let saaret,
Johan Carstens, Løgumkloster; Andreas Feddersen, Brede; Jørgen Christiansen, Løjtkirkeby; Theodor Friedrichs og Friedrich Friedrichs, Haderslev, staar opførte som saarede.
Johan Johansen, Tumbøl; Christian Paulsen, Felsted; Christian Møller, Selskær, og Jens Mikkelsen, Bolderslev staar opførte som let saarede.
Peter Matsen, Felsted, og Hans Schmidt, Øster Lindet Mark, er saaret. Johannes Anton Olsen, Tønder, er haardt saaret. Hans Andresen, Østerby Mark, er let saaret. H. Panse, Faaretoft, saaret. Jens Sohrt, Kelstrup, let saaret den 12. Maj, Niels Knudsen, Sønderborg, let saaret.
Savnede.
I sidste Tabsliste staar følgende opførte som savnede siden Kampene fra 21. til 28. April og fra 11. til 13. Maj:
Frivillig Vilh. Lorenzen, Aabenraa; Vicefeldwebel Christ. Nielsen Ingermann, Kollund; Frivillig Vilh. Marxen, Skærbæk.
Fra Provinsen.
Hjemmebagning og Bagerbrød. Der skrives til “Dvp.”:
“I Sønderborg Amt, er som bekendt al Hjemmebagning forbudt. En lille Redegørelse vil ses, hvilke Brødskab, der derved voldes særlig Landmændene, der var vante til at bage store Kvantiteter paa en Gang.
– Hjemme bagte vi altid en Skæppe ad Gangen og fik 7 Rugbrød og 2-3 Sigtebrød af en Skæppe Rug. Lad Skæppen ogsaa have vejet 28. Pund. 7 Rugbrød til ca. 5-6 Pund Stykket er, lavt regnet, 35 Pund Brød og dertil 2-3 Sigtebrød á 4 Pund hvert er ligelede ca. 10 Pund, saa regner vi endda slet ikke saa nøje. Hvis Landmanden altsaa havde Lov til at bage selv, vilde han af de 1 3/4 Kilogram Brødkorn, der tilkommer enhver, faa Brød nok; skal kan nu i Stedet for nøjes med 1 3/4 Kilogram Bagerbrød, ja saa bliver det Smalhans for en Arbejdskarl. Men hvor bliver Overskuddet, der vindes ved Bagningen?”
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I forsommeren 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
Om morgenen den 5. juni var der ro. Om middagen brølede ilden op igen, og om aftenen rasede en orkan af trommeild over de ulyksalige skyttegrave. Hvad fjenden ville, stod helt klart for regimentet, og at han snart ville komme, ligeledes. Desværre var det ikke lykkedes at overbevise divisionen om farens omfang og nærhed, først efter at premierløjtnant Rintelen rettede de mest indtrængende henvendelser til Generalkommandoen, blev der truffet enkelte helt utilstrækkelige afværgeforanstaltninger.
Nogle alarmbatterier gik i stilling den 5. om eftermiddagen, afsnittet fik stillet bataljon Hagedorn fra 18. division og bataljon von Senden fra 17. division til rådighed. Da disse reserver først indtraf den følgende eftermiddag, stod regimentet i første omgang alene. Det stillede 1. kompagni til disposition for I bataljon, mens III bataljon, der var hårdest ramt, fik 10. og 13. samt et kompagni fra divisionsreserven, nemlig 9. kompagni.
Hårdest havde III bataljon lidt, begge dens frontkompagnier havde holdt 10 dage ud i helvedet. Ingen søvn, bestandigt arbejde med de sammenstyrtende skyttgrave, med de sønderskudte dækningsrum. Kompagnierne skreg på afløsning.
Da natten til den 6. juni var rolig, troede regimentet at det kunne tillade sig afløsning, men da blev der meldt, at fjenden foran 12. kompagni var ved at fjerne spærringerne, med andre ord, at han den næste dag ville angribe, blev afløsningen forbudt.
C. Vøllschow, Blans, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Under de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent blev han såret.
4. Juni 1915 blev jeg saaret af en Shrapnelkugle i venstre Underben. Det skete under et Skinangreb, foretaget paa den af 11. og 12. Kompagni af Regiment „Königin“ besatte Stilling ved Moulin sous Touvent.
Jeg meldte mig paa Forbindingsstedet i Slugten mellem Byen og et Stenbrud hos vor Bataillonslæge, Dr. Agerley , nu Læge i Augustenborg. Efter at jeg var blevet forbundet, opfordrede han mig til at søge hen til Stenbruddet og der afvente Ambulancens Komme. Jeg humpede derhen, og efter fire til fem Timers Vente tid kom Ambulancen og kørte mig og endnu et Par saarede til Lazarettet i Les Mesnil.
Samme Aften blev jeg i en stor Privatbil kørt videre til Opsamlingslazarettet i Bleancour, og efter et Døgns Ophold her sendtes jeg med Feltbanen til Chauny.
Her blev jeg indlagt paa Lazarettet; men efter otte Dages Forløb kom jeg med en Transport af letsaarede til Guise ved den fransk belgiske Grænse.
Her laa jeg i ca. ti Uger; saa blev jeg over Hals og Hoved sendt ud af Lazarettet og fik Ordre til at melde mig til „Genesungskompagniet”. Her fik jeg Ordre til at melde mig hos den vagthavende Feldwebel i en Skole i Udkanten af Byen. Jeg fik anvist en Halmsæk i Gymnastiksalen.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter, hvor særligt mange soldater kom fra Sønderjylland. I foråret 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
Så modbydelig denne muldvarpekrig end var, så var påvirkningen af den stadig tiltagende beskydning hen mod slutningen af maj værre endnu.
”Grænse-” og ”Landværnstillingen” kom til at udholde det værste. Dækningsrum styrtede sammen, tabene var store. Det blev ved de tre første dage af juni. Færdsel i løbegravene var næppe længere mulig.
Den 4. juni lå hele dagen den tungeste ild over afsnittene ”Aabenraa”, ”Sønderborg”, ”Flensborg” og den højre fløj af ”Slesvig”. De ramte kompagnier var 3., 12., 11. og højre fløj af 13. Angrebslinien tegnede sig.
Den følgende nat gav ingen ro. Hele natten sværmede miner herned, idet de spredte død og ødelæggelse. Dækningsrummene lignede små lazaretter, uophørligt bar sygehjælperne deres blødende og stønnende last gennem gravene.
Malermester Vilhelm Krebs fra Maugstrup er ifølge en Meddelelse, som er indløben til hans Familie i Forgaars, falden den 4. maj ved et Stormangreb. Den Faldne blev indkaldt til et Garderegiment ved krigens udbrud. han efterlader ifølge “Dv.” Enke og et lille Barn.
Landsdommer Ernst Siemonsen, Søn af afdøde Professor Siemonsen i Haderslev, er falden under et Stormangreb Pinsedag. Han blev ramt i Benet og i Brystet. Liget blev ifølge “S.G” bjærget bed et senere Stormangreb og jordfæstet paa Stedet. Den faldne var Kompagnifører. Peter August Tiedemann, Søn af Handelsmand Tiedemann i Nordborg, er ifølge “S.Ztg.” falden ved et Stormangreb den 19. April. Han var med som Frivillig.
Den 20. Mag er Fr. Breyer fra Sønderborg død paa et Lasaret i Blankenburg i Harzen.
I sidste Tabsliste meddelelse, at Math. Jessen, Pøl, der hidtil har staaet opført som haardt saaret, er død den 19. Maj.
Saarede.
Seminarist Wehlitz, en Søn af Wehlitz i Aabenraa (paa Slottet) er bleven saaret, heldigvis kun let.
I sidste Tabsliste meddeles, at Niels Finnemann, Anslet; Lorens Johansen, Graasten, og Asmus Andresen, Rangstrup, er bleven let saarede i Kampene fra 2. til 14. Maj. Christian Juhl, Brendstrup, staar ligeledes opført som let saaret. Ved Kampene den 18. og 19. Maj er Jens Holdt, Raved, og Peter Siemonsen, Stemmild, blevne let saarede. I Kampene fra 10. til 19. Maj er Jørgen Lorensen, Aunbøl, bleven let saaret, men Christian Hattesen, Abild, er bleven let saaret i Kampene fra 12. til 15. Maj.
Landmand Jørgen Frost fra Gestrup ved Toftlund er bleven let saaret under kampene ved Argonnerskoven.
Hjemme paa Orlov.
Snedkermester Oesten i Aabenraa er kommen hjem paa Orlov.
Postbud Petersen fra Nygade i Aabenraa er ligeledes hjemme paa Orlov.
Tømrer Støcken fra Aabenraa, der har været med siden Krigens Begyndelse, er kommen hjem paa en 14 Dages orlov. Støcken havde været med paa den østlige front, men har siden i december Maaned ligget paa Lasaret af Tyfus.
Fra Provinsen.
De kommunale Forbund og Brødkornet. I en Meddelelse, dateret 24. maj, og udsendt af Handelsministeren og Indenrigsministeren siges der:
Til at Begynde med maatte Hvedemel kun benyttes, naar det var blandet med 30 Vægtdele Rugmel. Siden har Forholdet mellem Rug- og Hvedemelforraadene forskudt sig, saa en øget Anvendelse af Hvedemel under tilsvarende ringere Benyttelse af Rugmel var ønskelig. Følgen er, at ikke alene Regeringsdistrikterne i samme Provins, men ogsaa hyppigt de kommunale Forbund benytter Melblandinger, der afviger fra hverandre. krigskornselskabet ser dog derfor ikke i Stand til at levere Hvedemelet saaledes blandet, som det er blevet foreskrevet for de paagældende kommunale Forbund men maa levere rent Hvedemel og overlade til det kommunale Forbund selv at udføre Arbejdet med Blandingen, saaledes at den bliver rigtig. En saadan Fremgangsmaade, der praktisk er uundgaaelig, er i Modstrid med de paagældende Forskrifters ordlyd, men ikke med meningen.
De paagældende Ministre har derfor givet Tilladelse (som dog atter straks kan ophæves) til, at Møller, som hører ind under Krigskornselskabet, kan udlevere ublandet Mel til et kommunalt Forbund henholdsvis en anden Mølle, saa disse selv kan foretage Blandingen. Forudsætningen for, at dette kan ske, er dog, at Udleveringen af melet sker efter Ordre fra krigskornselskaber.
Landsrette i Flensborg
Aftægtsmand Jørgen Paulsen i Vester Snogbæks stod anklager for Overtrædelse af loven vedrørende Beslaglæggelsen af Kornbeholdningerne. Den Anklagede bestyrer en Gaard for sin Søn, som er indkaldt. Ved Beslaglæggelsen af Kornbeholdningen, havde Karlen bragt 15 Sække Havre af Vejen op paa Loftet, og dette Kvantum blev saaledes ikke medregnet i beholdningen. Da saa ogsaa Karlen senere blev indkaldt, skiltes han og Husbonden af som Uvenner, og førstenævnte gik hen og meldte Sagen med Havren. Ved Forhandlingen i Gaar paastod den Anklagede, at han ikke havde vidst noget om, at Karlen havde bragt havren bort.
Retten mente dog, at det modsatte maatte være Tilfældet, hvorfor Dommen lød paa 800 Mark i Bøde. Stadsadvokaten havde andraget paa 3 Maaneders Fængsel. I Domsbegrundelsen udtalte retsformanden, at der maatte en følelig Straf til, for at sagen kunde virke som Advaret for Andre.
Større Hvedebrød. Idet sidste Nummer af Kredsblandet for Flensborg Landkreds meddeler Landraaden, at Kredsvalget nu har besluttet at tillade følgende Vægt for Hvedebrød: 1 Kilogram samt 100, 50 og 25 Gram.
Som et Lyn fra en skyfri Himmel kom Ordren, at vi skulde forlade L…
Ugerne forlod vi den lille venlige By, men derefter gaar det jo ikke. Klokken 10 Onsdag Aften forlod vi L . .. Banegaard. Ved Daggry naaede vi S… og fik her Rissuppe til Morgenkost.
Om Aftenen Klokken 8, efter 22 Timers Jernbanefart, blev vi til alles Forbavselse udladet i Nedre Elsas nede ved Udløberne af Vogeserne. Vi blev her indkvarteret i den lille Købstad D……… (2500 Indbyggere).
Jeg havde, som altid, Lykken med mig, og fik et herligt Kvarter hos en gammel Vinbonde, hvor Sønnerne er i Krigen, men der var 4 voksne Døtre hjemme. Vi kom fire Mand i Kvarter her, blev godt modtaget og kom — for første Gang efter 3 Maaneders Forløb — i en Seng igen. Men aa, hvor vi svedte den første Nat! Vi var ikke vant til et saadant Leje.
Vi er her rigtig i Tysklands Vinegn, saa vi drikker Vin, som vi derhjemme drikker Vand. Der er meget frugtbare Enge udenfor Byen. Høbjærgningen her er i fuld Gang, og vi hjælper i vor Fritid Husets Døtre ved Arbejdet.
Jeg vil slutte for i Dag, da en af de mørkøjede Skønheder venter paa mig, vi skal ud i Engen og sætte Hø i Stak.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Malermester Wilhelm Krebs fra Maugstrup er falden den 4. maj ved et stormangreb. Han efterlader enke og et lille barn.
– Landsdommer Ernst Simonsen, søn af afdøde professor Simonsen i Haderslev, er falden under et stormangreb pinsedag.
– Peter August Tiedemann, søn af handelsmand Tiedemann i Nordborg, er falden ved et stormangreb den 19. april. Han var med som frivillig.
– Den 29. maj er Fr. Breyner fra Sønderborg død på et lazaret i Blankenburg i Harzen.
– Math. Jessen, Pøl, der hidtil har stået opført som hårdt såret, er død den 19. maj.
– Seminarist Wehlitz, en søn af Wehlitz i Aabenraa (på slottet) er bleven let såret.
– I sidste tabsliste meddeles, at Niels Finnemann, Anslet, Lorens Johansen, Gaaskær, og Asmus Andresen, Rangstrup, er blevne let sårede i kampene fra 2. til 14. maj. Christian Juhl, Brendstrup, står ligeledes opført som let såret. Ved kampene den 18. og 19. maj er Jens Holdt, Raved, og Peter Simonsen, Stemmild, bleven let sårede. I kampene fra 10. til 19. maj er Jørgen Lorensen, Avnbøl, bleven let såret, mens Christian Hattesen, Abild, er bleven let sårede i kampene fra 12. til 15. maj.
– Landmand Jørgen Frost fra Gjestrup Ved Toftlund er bleven let såret under kampene i Argonnerskoven.
– Landmand Christian Lorenzen fra Dybbøl er død på lazaret, 38 ½ år gammel; han efterlader enke og tre børn.
– Landmand J. Lauritzen Andersen fra Dybbøl, der i tabslisten har stået opført som savnet, er falden i fjor efterår ved Obourg ved Ron?
– En søn af aftægtsmand L. Koch i Kliplev M. Koch er falden.
– Den 23- april er Christian Hansen Bekke fra Åbøl falden. Bekke, der blev 30 år efterlader enke og tre børn.
– Landmand Søren Frisk fra Branderup er bleven såret i kampene på den vestlige krigsskueplads.
– Chr. Lund, Vemminglund, er bleven let såret. Han bliver ved sin troppeafdeling.
– Asmus Asmussen, Bjerndrup(Aabenraa kreds), Christian Petersen Løgumkloster, og Jens Dueholm, Aabenraa, står opført som let sårede.
– I marinens 32. tabsliste findes efter en fortegnelse fra Røde Kors i Geneve Følgende opførte som i fangenskab: Art. Matros Ch. Christiansen, Gråsten, Løjtnant J. Jaspersen, Haderslev, 2. styrmand Erik Nielsen og Gefr. Hans Nielsen, Sønderborg, Artilleri-matros Hans Vogt, Hellevad. Endvidere: Marinesoldat Ernst Anton Carstens, mask. Matros Ludv. Karl Georg Frenzel, Overmaskinist Karl Christensen, maskinist mat. Jørgen Johansen, marinesoldat Emil Peter Lund, Art. Matros Edvard Mathiesen, og Gefr. I reserven Hans Offersen? Samt fyrbøder Peter Johannsen, alle fra Aabenraa.
– Pioner Willy Hansen af Flensborg er falden ved et stormangreb den 17. maj, 20 år gammel.
– Gårdejer Jens Matzens hustru i Nørre Løgum fik i lørdags meddelelse om, at hendes mand er falden i Frankrig den 28. maj. Han efterlader sig enke og tre børn, hvoraf det ældste blev konfirmeret til påske. Med gårdejer Jens Matzen er én af sognets yngre og bedste mænd gået bort. Han var ikke alene en dygtig landmand, men også en sjælden retskaffen og hæderlig karakter.
– Landeværnsmand Christian Hansen af Abkær er falden den 20. maj.
For tungt et budskab
Drejermester Lilienthal og hustru i Slesvig har haft to sønner med i krigen, deres eneste børn. Begge er ifølge Flensborg Avis nu faldne. Da dødsbudskabet om den ældste og sidste søns død ankom i lørdags morges, faldt moderen død om, ramt af et hjerteslag.
Skyttegraven i Frugthaven “Villa Birkelund”,
i Skyttegraven nordfor D.,
Fredag, den 7. maj 1915
Kære Moder og Søster!
Gik Tiden rask for os, sidste Gang vi var i Skyttegraven, saa gik de 14 Dage, vi var tilbage i ro, ikke mindre rask. De svandt som Dug for Solen, og før man saa sig om, lød Parolen atter: Afsted til Fronten, atter hen bag Skyttegravens Mure.
Den sidste Dag blev der hos Marketenderen gjort Indkøb af Lys, Tændstikker, Brevpapir; alle disse Smaating, som derhjemme kun er Bitting, men som for os, naar vi ligger ude i Skyttegraven, er kærere og dyrebarere end det røde Guld. For har man intet Lys, kam man ikke se i disse underjordiske “villaer”, og har man ingen Tændstikker, kam man ikke faa Piben tændt, og mangler man Brevpapir, kan man ikke skrive hjem, og det kunne have til Følge, at man ingen Post fik igen. Men netop Postuddelingen og “Liebesgaben empfangen” er de to Ting, jeg synes bedst om, af hele Tjenesten.
Med Tornystren godt pakket med mangt og meget, nyttigt og unyttigt, saa den næsten lignede en lille Høstak, drog vi bort fra M. Onsdag Aften Klokken halvti. Vejret var mildt og stille, rigtig lummervarmt. Det varede ikke længe, før Sveden trillede en ned ad kinderne. Af og til hørte man Brummen og Knurren o.s.v. “die verdammte Hitze”, og jeg maa indrømme, at en kold tør Blæst vilde have været bedre til vort Arbejde. Men som Landmand tænkte jeg over, hvor godt og velsignelsesrigt dette frugtbare Vejr maatte være for Kulturplanternes Vækst og Grøde, og idet jeg haabede at Nordslesvig ogsaa maatte blive velsignet med et saadant Vejr, traskede jeg videre. Det gaar kun smaat, naar man baade har Klædeskab og Spisekammer paa Ryggen.
Turen var ikke saa lang denne Gang. Vi naaede Stillingen ved Midnatstid. Kammerat Jørgensen og jeg fandt os straks en god Lejlighed, og vi sov til langt op paa Dagen. Jørgensen maatte saa paa Vagt fra 10 til 12, og jeg løste ham af og stod fra 12 til 2. Men hen paa Eftermiddagen kom der Besked, at vi begge var blevne udnævnte til “Lejlighedsarbejdere”. Det passede os godt, for saa gaar Tiden saa dejligt. Her er ellers ikke saa meget at bestille som oppe ved N., de to Stillinger er saa ulig hinanden som Nat og Dag. For det første ligger vi her langt fra Fjenden. Hist oppe havde vi altid Larm og Spektakel; her er der Ro og Fredelig Stilhed, som kun en enkelt Gang brydes ved Artillerikampe. Ogsaa Omgivelserne er forskellige, oppe ved N. gik Skyttegraven tværs gennem store endeløse Sukkerroe- og Lucernemarker. Her gennemskærer Graven store, kønne Frugthaver samt dejlige grønne unge Birkeskove. Om en Maaneds Tid kan Skytterne paa Skyttegravens Rand gaa og plukke Stikkelsbær, Ribs, Solbær eller Kirsebær, alt efter Behag. Og skulde Krigen vare ved, hvad vi ikke vil haabe, til Efteraaret, saa behøver en kraftig Arm bare at ryste et Træ, og straks vil man have de dejligste Æbler eller Pærer nede i Graven.
Egnen her er sjælden rig paa Naturskønheder, den kan oprindelig talt, med Lethed maale sig med end og de allerkønneste Egne i Nordslesvig. Herligt, dejligt er det her om Morgenen i denne kønne Foraarstid med Skovens mange Sangfugle. Gøgen raaber altid over hos Franskmændene, men Nattergalen slaar sine Triller ovre hos os. Man kan mangen Gang gaa og bilde sig ind, at Freden er undertegnet; men pludselig hører man et Skud fra fjernere liggende Stillinger, og saa ved man da, at det er Løgn og Rygter i Omløb, saa er det Krigsaarene 1914 og 1915.
Rigtig Fred er der heller ikke her, før vi maa ikke lade os se for meget om Dagen. Det er næsten som om vi leger Skjul med Franskmændene. En rigtig omvendt Verden laver vi. Mad faar vi Klokken 12, men det er ved Middagstid, og Fyraften har vi Klokken 7, men det er om Morgenen, naar Tykningen forsvinder og det bliver klar og lyst i Vejret, at vi trækker Følehornene ind, det vil sige, trækker os tilbage i vore “Villaer” for at sove, spise, ryge Tobak og spille Kort. Saasnart det begynder at mørknes om Aftenen, bliver det atter Liv i Graven. Lig Rævunger kommer vi saa frem af Jordens Indre. Vi henter vand ved Kilden. Enhver koger nemlig sin egen Kaffe. Dette er ogsaa en af Mørkets Gerninger; Franskmændene maa ikke se Røgen. Nu smiler jo vist ved Tanken om os, som Kogekunstnere; men vi kan ordenligt lave Mokka. Jørgensen syntes i Aftes, at det lignede Chokolade, saa fed var Drikken. Der var nemlig bleven stegt Flæsk i Gryden i Forvejen. Den smagte godt, og det var jo Hovedsagen.
Nu til Slut de hjertelige Hilsner
Eders
Hans
Falden.
En Søn af Pastor Godt i Graasten er falden den 22 April. ved et Stormangreb. Forældrene modtog for længere Tid siden Meddelelse herom gennem Kammerater af Sønnen. Nu er der indløbet Bekræftelse paa det sørgelige Budskab. Den unge Godt var Underofficer ved en Maskingeværafdeling.
løjtnant i Reserven Rinke, der i flere Aar har været beskæftiget ved Toldkontoret i Haderslev som Toldpraktikant, er ifølge “S.Gr.” falden.
Død paa Lasaret.
En Søn af Kurvemager Hunger, Aabenraa, der var Smed i Naskatten i Nassau, og som laa paa Lasarettet i Mainz som Følge af en Lungebetændelse, er afgaaet ved Døden. Den Afdøde, der havde været med paa Vestfronten, var 37 Aar gammel. Han var Enkemand og efterlader sig 2 Børn paa 6 og 8 Aar.
Saarede.
Landmand Asmus Rahr fra Roager Kirkeby, der siden Krigen Begyndelse har staaet som Reservist ved Infanteriet og været med paa vestfronten og nylig var hjemme paa Orlov, er kort efter sin Tilbagevenden til Fronten blevet haardt saaret af en fransk Haandgranat. Han ligger paa Lasarettet.
I sidste Tabsliste meddeles, at Hans Johansen, Sofiedal /Tønder Kreds), er bleven saaret i Kampene fra 5. til 20, Maj. Niels Berg fra Bæk er bleven let saaret ved et Ulykkestilfælde. Olaf Jørgensen, Hygum, er bleven let saaret ved Kampene fra 13. til 18. Maj. Christen Jørgensen Skodsbøl, er haard saaret. H. Tønder, Halk, er bleven saaret ved Kampene fra 9. til 20. Maj.
En Mindegudstjeneste afholdtes i Søndags Eftermiddags i Toftlund Kirke for Asmus Bundesen, som faldt i Frankrig den 8. Maj. Missionær Poort talte trøstende Ord til de Paarørende. Den Faldne blev kun 22 Aar gammel og var Søn af Bager Bundesen i Toftlund.
Paa Lasaret i Sønderborg.
Hans Lorenzen fra Nordborg er ifølge “Dbp.” sammen med 3 saarede Kammerater kommen til lasarettet i Sønderborg. Den 24. April blev Lorenzen delvist begravet under den sammenstyrtede Jord i en Skyttegrav, hvor en Granat havde ramt. Han blev saaret i Hovedet og derefter ført til Lasarettet i Gladbach.
Hjemme paa Orlov.
Forpagter Peter Frank i Rosbøl Øster Lindet, der siden Krigen Begyndelse har deltaget i Krigen som Reservist ved Infanteriet paa vestfronten, blev efter de haardnakkede Kampe i Bøgeskovene i Januar Maaned alvorlig syg af Lungebetændelse. Han laa længe paa Lasarettet og er nu i Bedring og udskrevet. Han er i denne Tid hjemme paa en kortere Orlov, før han atter skal melde sig.
Postbud Jensen, Ramsherred i Aabenraa, kom i Forgaard Aftes uventet hjem paa en 14 Dages Orlov. Han har siden krigens Begyndelse været med paa den vestlige Krigsskueplads.
En Søn af Slagter Hansen i Markgade i Aabenraa er hjemme paa Orlov. Han er i disse Dage kommen fra Lasarettet.
Fra Provinsen.
Beslaglæggelse af Bomuldsklude og Rester. Ved Forordning af den stedfortrædende kommanderende General beslaglægges alle Oplag af Bomuldsklude og Rester samt Affald. For visse Slags gælder Beslaglæggelsen for Oplag paa over 500 Klg., for andre Slags for Oplag paa over 1000 Klg. henholdsvis over 2000 Klg. Beslaglæggelse gælder fra 1. Juni Kl. 12 Middag. Oplagene maa anmeldes inden 15. Juni til Krigsministeriets Afdeling for Krigsraastoffer (Sektion W. II.)
Overtrædelse af Bestemmelserne, hvorunder ogsaa hører forsinket eller ufuldstændig Anmeldelse, eller Tilskyndelse til Overtrædelse straffes, saafremt Straffelovene ikke hjemler endnu højere Straf, med indtil et Aars Fængsel.
Oplagene den 1. August maa paany anmeldes inden den 15. August.
Fra Dyrelivet. (Dvp.) Man maa være ude som sig i denne Krigens Tid. Saaledes tænker nok også 3 Smaagrise hos en Gaardejer P. Petersen paa Mels Mark, idet de paa egen Haande har søgt sig et Madsted, hvor de ikke kan beskyldes for at tære paa Menneskeføde. De har nemlig sluttet Venskab med en Hund, der har en lille Hvalp og rigelig Mælk, og nu kan man se Hvalpen og de 3 Smaagrise i Fællesskab die Hunden. Dog synes den ene Gris særlig at være favorit. Den følger Hunden overalt.
Efterlyste. I Sidste Nummer af Regeringens “Amtsblatt” efterlyses følgende for Faneflugt:
Hans Jakob Krog Ravn fra 85. Forstærknings-Landeværns-Infanteri-Regiment, født 1876, sidst bosat i Tagkære. Niels Oksen Lykke fra Forstærknings-Bataillonen ved 31. reserve-Infanteri-Regiment, født i Hygum 1890. Endvidere følgende udtagne Rekrutter eller tjenestepligtige Mænd: Peter Christian Lund, født 1895 i Skodborg. Hans Peter Lund, født 1895 i Langetved. Niels Jepsen Lund, født 1894 paa Skodbog Mark. Johannes H. Burdorff, født 1894 i Skodborg. Johannes Nikolajsen, født 1893 i Skodborg Skov. Jesper Nikolajsen, født 1893 i Hygum. Christian Hansen, f. 1895 i Øster Løgum. Karl Hansen Krab, født 1895 paa Hygum Mark. Karl Christian Boisen, født 1894 i Brem. Jens Christian Kjær, født 1895 i Københoved. Jens Hørlyck, født 1895 i Nurup. Marius Hyldelund, født 1894 paa Brendstrup Mark. Kasper Juhl Christensen, født 1895 i Djernæs. Søren Knudsen Midtgaard, født 1893 i Fjersted. Hans Lorensen Hoier Schmidt, født 1895 i Fjersted.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Flagning for Przemysls fald
Ved middagstid i dag hejstes der – efterhånden som efterretningen indløb derom – flag for at fejre glæden over de tysk-østrigske hæres erobring ad Przemysl, som efter det officielle telegram har været i deres hænder siden i morges.
Streng Pastvang
I et småbanetog i Nordslesvig passerede forleden dag følgende, der vidner om den skarphed, hvormed påbudet om pas gennemføres:
En stationsforstander(formentlig fra Sommersted)tog i fuld uniform med toget til en anden by. Da Landeværnsmændene, der nøje inspicerer passagerne i togene, forlangte hans pas, erklærede han, at han intet sådant havde, da hans uniform selvfølgelig måtte være tilstrækkelig legitimation. Landeværnssoldaterne var imidlertid ikke af samme mening – man havde jo før hørt, at folk havde stukket i en uniform og narret myndighederne, nej, han måtte hellere følge med til Haderslev, for at hans identitet der kunne blive konstateret af politiet. Det var forgæves, at stationsforstanderen protesterede; han måtte til Haderslev.
3 gendarmer, ligeledes i fuld uniform, havde ikke uden skadefryd moret sig over stationsforstanderen, men nu kom turen til dem. De havde ikke pas hos sig, da de naturligvis som gendarmer i uniform – maatte være fritaget for at bære pas. Landeværnsmændene kunne ikke gå ind på det ræsonnement, og nu smilede stationsforstanderen lunt, da landeværnssoldaterne trods al gendarmprotest erkærede, at de måtte til Haderslev, for at politiet kunde konstatere identiteten.
Nå, på politikontoret i Haderslev blev både stationsforstanderen og de tre gendarmers identitet konstateret, men turen dertil var jo udenfor det, de pågældende havde regnet og viser, som sagt, hvor skarpt der gås til værks i henseende om forlangende at bære pas.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange soldater fra Sønderjylland.
Artilleri- og mineilden, der ellers var stilnet af, satte efter denne dag ind med forstærket kraft. Den uhyggelige underjordiske støj hørtes igen. Som modforanstaltning arbejdedes febrilsk på egne gange. En sådan traf den 2. juni på en fjendtlig underjordisk gang, denne blev om eftermiddagen sprængt i luften med en 250 kg ladning. Krateret lå 20 m foran vor stilling.
Om natten kl. 11 kom der igen en voldsom detonation, fjenden sprængte resten af den underjordiske gang på den anden side af krateret i luften. Ved sape 15 opdagede franskmændene vores underjordiske gang, nu var det tid. Den blev sprængt om eftermiddagen kl. 5 for samtidigt at kunne kvase den fjendtlige gang. Detonationen var meget kraftigere end forventet. Tilsyneladende gik en fjendtlig ladning med i luften.
