I slutningen af september 1915 fortalte sønderjyden “T”, formodentlig læge H. Lausten Thomsen, i et feltpostbrev om en usædvanlig kvinde, som han havde truffet i september.
Mor Charlotte.
29. Oktober [må være en trykfejl, RR] 1915.
Mor Charlotte er en vidunderlig Kone; de Par Timer, jeg tilbragte hos hende, hører til de bedste, jeg har oplevet i Krigen. Det gør altid godt at træffe et ejendommeligt, dygtigt og hjertensgodt Menneske; men Mor Charlotte er ganske enestaaende.
Lad mig dog fortælle fra en Ende af, hvorledes jeg traf hende, og hvem hun er. Det var i de sidste Dage i September Maaned, at Bataillonen laa et Par Dage i Kvarter i Købstaden N. Vi havde set den efter i alle Ender og Kanter, beundret den i dens Høstdragt. Bladene gulnes paa Platan og brunes paa Kastanie; Benveddens Bær er næsten helt røde. Alléer og Hegn er maaske aldrig kønnere end nu og ingen Steder kønnere end i min Købstad.
Vi havde en Nat vandret i dens Gader, moret os over Husenes muntre Skyggerids og var standset foran et Hus, fra hvis Stuer der lød Guitarspil. Vi nynnede uvilkaarligt selv en Folkevisetone. Den gav Stemningen. Vi havde paa alle Dagens Tider glædet os over Lysvirkningerne gennem Domkirkens brogede Vinduer; men hvad skulde vi saa i Eftermiddag?
Saa er der en af os, der har hørt noget om en Malerisamling, vi venter os ganske vist ikke stort af den, og den er i Privateje; men vi bliver enige om at prøve at faa den at se, og et Kvarter senere kimer 5 Officerer paa Døren til et stort Hus i Byens Udkant. En ældre, svær Kone kommer ud og lukker op og giver os alle Haanden. „Saa gerne, kom bare indenfor.“
Hun snakker Elsasser-Tysk, meget udpræget allemannisk Landsmaal, iblandet en Mængde franske Udtryk. Paa Fødderne har hun et Par store Slæbere, den ikke absolut rene Kjole er ikke knappet i Halsen, men der er Rester af Fortids Skønhed i det fede, godmodige Ansigt; men det varer ikke længe, inden vi glemmer Madames synlige Smaafejl; for hendes Samling er fortrinlig, og hendes Fortællinger om sin Samling og om sig selv er endnu bedre.
Der hænger et udmærket Billede af en polsk Maler Slewinsky, en ung Pige, der halvt drejer Ryggen mod Tilskueren. „Ja, han boede hos mig“, siger den Gamle, „og han skænkede mig dette Billede; jeg har Billeder fra alle Folkeslag; for Kunstnere fra dem alle har boet hos mig i mit „Crémerie“ i Montmartre, og undertiden betalte de Logis med Billeder, naar de ingen Penge havde, og undertiden forærede de mig Billeder. De kaldte mig „Mor Charlotte“ eller „Kunstnernes Moder“, og jeg plejede dem, naar de var syge. De gav mig et Billede og andet, og jeg gemte dem, og nu er min Samling Hundredetusinder værd.
Se, han Slewinsky har ogsaa foræret mig et Billede af Strindberg. Kom med ovenpaa, I Svende, saa skal jeg vise Jer det.“ Vi ser paa hverandre, tyske Officerer er ikke vante til saadan Tiltale; allermindst venter vi den i Fjendeland i Krigstid. Men Mor Charlottes Ansigt er lutter Smil, hun puffer os i Ryggen og med Albuerne, og vi kan ikke modstaa, vi smiler med og puffer igen og svarer i samme glade Tone. „Jo, Strindberg og jeg er født i samme Aar, i 1849, og han har ogsaa boet hos mig. De sagde han var gal; naa, det var den Spiritisme og de Sager; det er bare Humbug.“
Der er saa mange Svinkeærinder i Mor Charlottes Fortællinger; men vi tager dem alle gerne med for det Smils Skyld, der lyser over dem, og den Klogskab, de vidner om. Strindberg havde ladet sig male af Slewinsky, og han syntes selv, at Billedet var saa godt, at han ikke kunde betale det tilstrækkeligt. Saa blev han og Slewinsky enige om at skænke Mor Charlotte det, og nu har det en af Hæderspladserne i hendes Samling. „Jo, Strindberg har saamænd fortalt om mig i en Bog med saadan et sært Navn.“
„Inferno“, indskyder jeg, og Mor Charlotte og jeg ser paa hinanden og er dobbelt saa gode Venner som før. Hun henter Breve fra ham og et norsk Tidsskrift „Urd“ med hendes Billede paa Forsiden. Jeg oversætter de venlige Ord for hende, der staar der om Charlotte Carron, Kunstnernes ejegode Moder. Til Gengæld forærer hun alle de 5 Svende hver en dejlig stor Pære. „For jeg har en dejlig Have, den skal I se,“ og da vi er færdige med at se Billederne, fører hun os ind i sin Have.
Der er adskillige Granathuller i den; men der er endnu ingen Granater kommen ind i Huset. „De har dog Respekt for mine Billeder,“ siger den Gamle; „Naboerne vil have, at jeg skal flytte, men jeg forlader ikke mine Billeder. Jeg har i et langt, arbejdsomt Liv samlet Skønhed inden mine Mure. Jeg vil leve omgivet af Skønhed, og kommer der en Granat, saa dør jeg midt i al den Skønhed. Jeg kunde gøre dem i Penge, men hvad bryder jeg mig om Penge!“ Hun brugte i Virkeligheden langt stærkere Udtryk. Nej, Mor Charlotte er en Dyrker af Skønhed, det alene kommer det an paa for hende.
Ingen af os ser mere, at hun er sjusket; hun har vundet os alle, og vi mener det, da vi lover at komme igen. Hun vinker ad os langt ned ad Gaden, og vi ler og vinker igen. Mor Carrons Bekendtskab var en Oplevelse for os alle, og vi har tit talt om hende i de sidste svære Dage.
T.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)