Morten Høffner gjorde krigstjeneste i Regiment 84

To Grave.

Frankrig, i Januar 1916.

Niels Nissen fra Anslet faldt den 14. September 1915 ramt af en Shrapnel lige ud for, hvor jeg laa i Læ af et Hegn. Jeg husker, jeg saa han faldt, og hurtigt kom vor Landsmand P. Ebbesen fra Haderslev sin ramte Kammerat til Hjælp. En anden Kammerat hjalp at bære ham hen i Nærheden af en Bæk, der rislede gennem Engen, hvor vi laa. — Niels Nissen var død.

Jeg maatte tænke paa den Aften, vi laa ved Siden af hinanden i Udkanten af en russisk Landsby, vi Dagen i Forvejen havde taget. Jeg havde ingen Mad faaet. Da gav Niels mig Kaffe, Kiks og Brød af sin Portion. Aa, hvor var jeg ham taknemmelig derfor. — Det var i Skumringen, da vi gravede Graven, hvori han og en anden Kammerat blev stedte til Hvile. Saadan en Skumring i Rusland har altid forekommet mig saa trist. De graa side Straatage forsvinder næsten i Mørkningen, og langt ude øjner man de store Granskove.

Nu stod vi der ved Graven. Jeg ser endnu de „gamle nordslesvigske Krigere“, jeg ser deres alvorsfulde Miner. Et Øjeblik stod de tavse og alvorsstemte, inden vi begyndte at kaste Jord i Graven. Ganske blødt og nænsomt faldt de første Skovlfulde. Et Birketræs Kors smykker Graven, der ligger i Læ af et Par store Træer i en russisk Landsbyhave.
Anders Wind og jeg gik meget ved Siden af hinanden, naar vi gik frem. Vi gravede vore Huler sammen eller i Nærheden af hinanden.

Jeg husker, Anders sagde: „Krigen, tror jeg, er paalagt os til Straf for vor Synd!“ Den 17. September blev Russerne efter en haard Kamp kastede tilbage. Jeg talte med Anders om Morgenen, før vi gik frem. Hvem skulde ane det var sidste Gang. Dagen efter hed det: „Anders Wind er falden.“

Sammen med nogle Kammerater søgte vi efter ham. Vi fandt ham liggende død i en Lade, hvor der laa flere Døde. Han var tildækket med Straa. „Her ligger Wind“, sagde en Kammerat, der havde fundet en Konvolut med „Flensborg Avis“, som vor faldne Kammerat havde i Lommen. Ja der laa Anders, jeg syntes, at han end i Døden havde sit gamle Smil om Munden.

Vi begravede ham ved Vejen i Nærheden af et stort Trækors. Et Kors af Birketræ smykker Graven, hvor han hviler sammen med en anden Kammerat.
Saa længe jeg lever, vil jeg mindes de to Kammerater og deres Grave, der ligger derude paa den russiske Slagmark. Ære være deres Minde!

Morten Høffner.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter.

Aabenraa, den 17. September 1915. Der har været afholdt „Besigtning”, og Rekrutterne er dermed uddannet, og kan sendes i Felten. Vi  havde ellers ventet paa, at Fæstningen Warschaus Fald nu endelig skulde bringe en Afslutning paa Krigen, men det udeblev. Nu er der inddelt en Transport til Afgang, og jeg skal med.

Skorstensfejeren har i den sidste Tid fejret mange Afskedsfester, og det er gaaet haardt til. Forleden Aften havnede han i Grøften ved Stationen „Sønderport”, og hans nye Uniform saa ikke godt ud efter den Tur, men det værste var, at han havde mistet sin Pikkelhue, som han trods energisk Eftersøgning ikke kunde finde igen. Det blev dog ikke nogen Grund til, at han slap fri for at komme med. Fra Champagne kommer der daarlige Nyheder, og det kan vist ikke vare længe, før vi skal afsted.

Johannes Juhl gjorde krigstjeneste i Regiment 84. Han skrev den 16. september 1915 dette brev til Karen Nissen, hustru til Juhls kammerat, sanitetssoldaten Niels Nissen, der var faldet to dage tidligere.

Rusland, den 16. Septbr. 1915

Til Fru Karen Nissen!

Vi to er hinanden tildels ubekendt; men som god Ven til Din Mand, manges gode Ven, Niels Nissen, vil jeg i Dag søge, om jeg kan, i det mindste paa min simple Maade, hjælpe Dig at bære den store Sorg, der er kommen over Dig og os, Niels’s Kammerater.

Vi har ikke vor gode Ven Niels mere iblandt os, han er taget bort fra dette jordiske Liv, og vi haaber alle, Gud i sin Naade har taget ham hjem til sig. — Niels er død —.

„Herrens Veje ere uransagelige“, vi kan haabe og ønske; men maa dog folde vore Hænder og i Bønnen bede: „Din Vilje ske“. Det har Niels ogsaa kunnet, og vi maa da ikke være i Tvivl om, at det er Guds Vilje, der er sket, hvor svært det end kan falde os at forstaa, at netop de og de maa lade Livet i deres unge Alder.

Der gik som et Smertenssuk gennem hele Kompagniet, da det rygtedes, at Niels var falden. Alle saa gerne Niels, og særlig for os Kammerater, som har haft mange gode Timer sammen med ham, var det svært at modtage dette Budskab. Gid Gud nu maa give Dig og Niels’s Paarørende Kraft og Evne til at tage fattet mod dette Sorgens Budskab.

Vi herude har altid følt os vel ved at have Niels iblandt os, og ved nærmere Samtale er han bleven manges gode Ven. Han vilde gerne være med til at bære Land og Folk opad, opad i dobbelt Forstand. Det laa ikke for Niels at slaa ihjel og nedbryde, og han fandt sig derfor meget bedre som Sygebærer; men heller ikke de gaar Ram forbi.

Niels var netop paa Vej til at forbinde nogle Saarede, da en Shrapnell kom og bragte ham Dødssaaret. Han blev truffet i højre Side af Underlivet og var død med det samme.
Det er for det meste meget vanskeligt for os at faa de enkelte jordet paa en Maade, saa det er nogenlunde tiltalende for os, hvis vi i det hele taget faar Tid og Lejlighed til det. — Vi var dog saa heldige, at der den Dag blev lidt Tid tilovers hen imod Aften, saa vi selv kunde lægge vor Ven paa hans sidste Hvilested. — Jeg vil nu forsøge, saa godt jeg formaar, at fortælle, hvor han ligger, og hvordan det har formet sig.

Han døde ved en lille By Juszkt, 7 Km. østfor Kamionka (Kamenka), nordøstfor Banen, der gaar fra Grodno mod Sydøst. Jeg vil her vedlægge et Kort i lille Format, hvor ikke selve Byen er paa; men Du kan saadan omtrent se, hvor det er. Peter Mortensen, Hans Kjær, jeg og fl. tog os af ham. Værdigenstandene har vi samlet sammen, og de vil en af Dagene blive afsendt fra Kompagniet.

Han havde faaet Skuddet der, hvor vi bærer Uret som Soldat, saa der var intet at finde af det. Vi mente ogsaa, Du vilde være glad ved at faa hans Ring, om ogsaa Meningen derom kan være forskellig, saa tog vi den dog af. Nu har jeg ikke faaet Ringen afgivet, men haaber at tale med nogle i Aften, ellers kommer den senere.

Vi søgte en Plads ud omtrent midt i Byen, i en Have, under to store Træer, hvor han nu ligger sammen med nok en Kammerat. Vi lagde ham ned ved højre Side, med Hovedet mod Vest og foldede Hænder, Blikket vendt mod Øst, skuende mod Daggry, den opgaaende Sol.

Efter at have lagt ham ned, tror jeg sikkert, vi alle bad en stille Bøn for vor Ven. I hvert Fald var der en liden Stund Ro og Højtid, en Højtid, som der kun kan være, naar man tager Afsked med noget, man har kært. Dog var der en vis Frimodighed over os, vi syntes, Niels maatte have det godt.

Stilheden brødes med, at vi alle kastede hver tre Spader Jord paa de Døde. Forhaabentlig har Gud fundet sit Billede i Niels, saa Forjættelsen gaar i Opfyldelse, „af Jord skal Du igen opstaa“.

Vi satte et kønt Birketræs Kors paa Graven med Indskrift; naar man ser mod Niels’s Ansigt, ser det saadan ud: (Gefr. Niels Nissen f 14. 9. 15.) Samtidig blev Hanibal Dahl saaret, og i Gaar Peter Mortensen, saa i Tilfælde af, at P. M. kommer hjem paa Orlov, saa vil Du kunne faa nærmere Efterretning ved ham. Jeg staar ogsaa til enhver Tid rede til at svare paa Spørgsmaal, jeg kan besvare. Jeg har fremstillet det, som det er gaaet for sig, og jeg haaber og mener, det er det bedste for Dig. Tag fornuftig og rolig paa det, vi kan ikke ændre noget ved det og maa føje os efter Guds Vilje, han ved bedst, hvad der tjener til vor Gavn.

Den bedste Trøst og Hilsen sender

Johannes Juhl.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Iver Gemmer fra Bevtoft gjorde krigstjeneste ved Reserve-Pionier-Bataillon Nr. 27. I juli 1915 begyndte pionererne at grave tunneller i den hårde kalksten ved Priesterwald (Bois de Prêtre) syd for Metz. Efter et par måneders arbejde var der kontakt til franskmændene

(… fortsat)

Kompagniet begynder straks ud fra de nye Stillinger med Minørarbejde, i alt gravedes 14 Minør„stollen“. Det er et møjsommeligt Arbejde at hakke sig ca. 10 Meter ned i den haarde Kalkstensgrund.

Arbejdsinddelingen er 8 Timers Arbejde og 24 Timers Ro, og Arbejdsydelsen er 80 cm fremad i 8 Timer for to Mand, der skiftevis bruger Hakke eller Stenbor til Sprænghuller, og at bære de løsnede Skærver op og ud. Arbejdet fortsættes Dag og Nat, og efter et Par Maaneders Forløb begynder det at blive livligt dernede i 10 Meters Dybde.

Vi kan høre vore Kammerater til Siderne. Dumpe Hakkeslag i langsom Takt fra vore tunge Hakker og ind imellem andre lettere Slag i et iltert Tempo, det er de franske Minører med smaa, lette Redskaber. Snart begynder den underjordiske Minekamp med gensidige Afværgesprængninger, en nervepirrende Tilværelse og næsten som en Duel, siddende paa en Krudttønde med tændt Lunte af ukendt Længde.

Ved en ny Inddeling af Kompagniet faar jeg Peter Junker fra Haderslev til Arbejdsfælle og en ny Opgave af behageligere Art. Der skal bygges et Telefonrum og Opholdsrum for den vagthavende Officer.

Peter og jeg har Nattur fra Kl. 10 Aften til Kl. 6 Morgen. Før Afmarchen uddeles Post, og jeg faar nogle Breve og et Par Eksemplarer af „Hejmdal”. Ankommen til forreste Stilling og til vort Arbejdssted gaar Peter, der er en flittig Mand, straks i Gang og svinger Hakken lystig. Jeg sidder paa det nederste Trappetrin og læser Breve og Aviser og lader Tankerne vandre til hjemlige Egne en Stund. Dog snart er de igen tilbage paa Stedet, og de brogede Billeder fra Frontlivet glider forbi. For Tiden kan mærkes udbredte Anstrengelser blandt Mandskabet for at blive noget mere end blot Menigmand. Som Udtryk for mine Tanker faar jeg min Blyant frem og skriver med pæne, latinske Bogstaver paa Sidevæggens Rammetræ: »Alle ville Herrer være, ingen vil paa Sækken bære.«

En underlig Lyd øverst oppe ved Indgangen faar baade Peter og mig til at spidse Øren. Forude, saavel oppe som nede, har vi altid baade Øjne og Øren paa Stilke: „H-y-y-i-s-ch!“ lyder det langtrukkent og efterfølges af et svagt Lysskær, der bevæger sig langsomt i Rundkreds. Hvad i Alverden er nu det? Maaske noget nyt Djævelskab, som Franskmændene har udpønset til vort Fordærv. Forestillingen gentages nogle Gange og kommer hver Gang længere ned ad Trappen. „Aha“, siger Peter, „det er Løjtnant Himmelsbach, der vil besøge os“, og han undersøger, om Rammerne er sat korrekt og forsvarligt i. Nedrejsen gik for sig paa den Maade, at han først fra Trin til Trin flyttede Fødderne ned, og derefter trak Bagdelen efter sig, uden at hæve sig i Sædet, og derved frembragte han den underlige Lyd. Jeg faar i Hast to Sandsække fyldt med Skærver og kanter mig forbi Løjtnanten og forsvinder ud. Grundig, som Løjtnanten er, finder han selvfølgelig min Notits paa det underste Rammetræ, og hans Lommelampe belyser længe det skrevne.

Lang Tavs­hed og Grublen, men endelig lyder det fra Løjtnanten: „Junker, sagen Sie mir, was steht eigentlich hier?“ Peter kommer til og tyder det skrevne og oversætter det til Tysk. „Haa — haa — haa!“ ler Løjtnanten hjertelig, da han straks har fattet Meningen. Han udspørger saa Peter om, hvad det er for et ham ukendt Sprog, der har forvildet sig helt herned i Præsteskovens Undergrund og undres vel endnu mere over, at der i den tyske Hær ogsaa findes Folk af denne Nationalitet. Dog nogen Afbræk i god Forstaaelse i den kommende Tid mærkedes ikke.

Løjtnanten er en af de Skikkelser, der oftest dukker op i Erindringen. Desværre fik han begge Ben skudt i Stykker, og om han har overlevet det, ved jeg ikke.

DSK-årbøger, 1942

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Vi var naaet dertil, hvor Artilleriet stod, og der blev vi liggende i Reserve i tre Dage. Da kneb det med at faa Føden. Russerne var gaaet saa langt frem paa begge Sider af os, at der ingen Levnedsmidler kunde føres ind. Den tredie Dag var vi saa udhungret, at vi maatte slagte Heste fra Artilleriet for at faa noget at spise.

Samme Dag — den 8. September — gjorde Tyskerne et Angreb. Vi kom ikke med i Kampen, da vi kun laa i Reserve. Russerne var imidlertid slaaet paa Flugt, og vi marscherede bag efter et Par Kilometer, til vi naaede en Jernbane, der gik til Jakobstadt. Der havde Russerne sprængt en Bro og sat sig fast bag ved Linjen. Vi marscherede kun bagefter over Døde og Saarede og gennem store Pøle af Blod. Da Russerne havde sat sig fast der, skulde der ikke gøres mere.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. I begyndelsen af september deltog regimentet i kampene omkring Brest-Litowsk.

Den 6. sept. blev jeg syg, jeg kom saa tilbage til Tyskland. Jeg havde ellers været syg i flere dage, men det er ikke saa let at faa fat paa den seddel hvorpaa der stod retur, for man skulle helst være halvdød inden man kom tilbage.

Vor division 17. og 18. division blev udtrukket fra østfronten og skulle indsættes paa vestfronten, det var i den tid da franskmanden greb saa kraftigt an paa vestfronten.

Jeg havde nu faaet den her sygeseddel, og der var flere fra regimentet. Vi maatte nu gaa en 3o km.til Penschania, der kom vi saa med et lastautomobil. Vi var 21 mand saa der var ikke meget plads til hver, vi havde ikke noget at sidde paa, ikke andet end vore tornystre, de fleste af os havde dysenteri. Naar vognene gjorde holdt, det var jo nemlig en hel kolonne, saa var der flere der skulle ud og ned i grøfterne, men der var ikke gerne meget tid, naar den første startede, saa kørte de allesammen, og hvem der ikke kom op i vognen, den maatte blive tilbage.

Vi kørte nu i 14 timer saa var vi i byen Zokolor, og glade var vi da vi kunne stige ud. Nu havde vi været tre dage undervejs, og havde ikke faaet noget at spise, andet end en tørt bid brød, men det kan jo godt være at det var den bedste medicin, naar det var skidt med maven.

Med tiden bliver man dog sulten, Her i Zokolor kunne vi købe alt, smør og hvedebrød, det var jo noget vi ikke havde set i lange tider, I kan vel nok tro det smagte, det var jo dyrt, men vi havde dog lidt at købe for.

Herfra kunne vi nu køre med toget, om aftenen blev vi forladet, der havde nu samlet sig et par hundrede mand. Den næste station var Kalisch, nu har vi naaet den tyske grænse.

Her var en Entlausungsanstalt, saa vi skulle nu se at komme af med de smaa plageaander, det var en behagelig kur at komme igennem, Her var en baraklejr til flere tusind mand. Først kom vi ind i et rum hvor vi kunne aflevere vore værdigenstande, saasom ur og penge og deslige, i det næste blev alt lædertøj afleveret, og i det næste blev alt det øvrige, jakke, benklæder, skjorte og alt hvad vi ellers havde af tøj afleveret, saa vi stod helt nøgen, saadan kom vi saa ind i barberstuen, og blev klippet skaldet over det hele.

Naar vi saa var færdig der, kom vi ind i badeværelset, men det var vel nok dejligt at faa saadan et brusebad. Saa fik vi udleveret rent linned, vort øvrige tøj havde nu gennemgaaet en kur paa 1oo gr, varme, det skulle nu være rent for de smaa plageaander, men hvordan saa det ud? Det laa i mange forskellige folder, saa det var ikke til at faa glat igen.

Nu skulle vi først fire dage i karantæne, der kom nemlig ingen ind i Tyskland med smitsomme sygdomme. Det var ellers nogle dejlige barakker, de kunne rumme omkring tyve senge hver. Da vi nu havde været der i fire dage, blev vi fordelt paa forskellige lazaretter i Tyskland, ligesom der var plads til. Vi var nemlig flere hundrede mand.

Heinrich Jessen tilbragte nu de følgende måneder på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. I slutningen af oktober 1915 kom han atter til sit gamle regiment, Nr. 91 i Oldenburg. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren.

Vi hører mere til Heinrich Jessen til marts 1916.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. I begyndelsen af september deltog regimentet i kampene omkring Brest-Litowsk.

Idag er det søndag den 5. sept. Vi har nu hvil mens flyverne kredsede over os og befolkningen vende tilbage med deres byndel paa nakken. Nogle har endnu en vogn hvorpaa de kan have deres sager, men mange finder kun et afbrændt hjem, det er rigtignok kun en simpel hytte, men det er dog alligevel deres hjem.

Man skulle næsten ikke tro at de kunne holde det ud om vinteren i saadanne nogle træhytter, for det maa dog være skrækkelig koldt der, nogle bønder ser man i faarepels nu i denne tid, hvad mon de saa har paa om vinteren naar der er en 3o gr. kulde, forhaabentlig varer krigen ikke en vinter til.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Her foregår de meste af transporten til fods på lange dagsmarcher. Den 1. september 1915 kom han i kamp ved Brest-Litowsk.

I dag er det d. 1. sept. Forrige nat kom vi til en by, hvor vi bivuakerede. Vi var kommet helt nær paa fronten, helt ude ved første linie, hvor østrigerne havde deres stilling.

Husene var alle besatte, saa vi maatte slaa teltene op mellem husene. Der var en kulde denne nat, saa vi frøs som smaa hunde, men jeg skal love for, vi blev varmet op, da det blev lyst.

Fjenden havde deres artilleristilling et par km. fra hvor vi laa, så han kunne godt se os. Han begyndte ogsaa straks at beskyde os.

Jeg kunne ikke sove for kulde, saa jeg var allerede staaet op, og jeg laa i læ af en lade og var i færd med at pakke min tornyster, da den første granat kom og slog med et par skridt til højre for mig, saa jorden fløj mig om ørene. Jeg ville saa springe hen og tage mit gevær, men i samme øjeblik slog der en granat ned ved siden af og dræbte to østrigere, som laa der. Havde jeg været et par sekunder før paa havde jeg faaet den paa hovedet.

Men nu kan I tro at der kom liv i lejren. Folk stormede ud af teltene og saa tilbage, uden at faa nogen af deres ejendele med sig. Fjenden forlagte ogsaa ilden længere tilbage, altid derhen hvor folkene var tættest. Jeg sprang om bag en lade og blev liggende saa længe til der blev mere ro. En granat slog ned i en tæt kolonne ved anden kompagni og dræbte syv mand.

Nu forsvandt regimentet bag en lavning, og russerne indstillede deres skyderi. Jeg listede mig ogsaa tilbage til lavningen, der stod nu hele regimentet uden gevær og tornyster, og regimentschefen tornede og brølte, saa det var næsten en hel fornøjelse at høre derpaa, det gik jo mest ud over kompagniføreren som stod der med mandskabet uden udrustning. Alle mand maatte saa tilbage og hente deres sager.

Men det var mærkelig der faldt ikke et skud mere, de har maaske ikke haft mere ammunition.

Regimentet blev saa omsider samlet, og vi marcherede saa nogle km. tilbage, om eftermiddagen skulle vi indsættes længere mod nord. Første og anden bataillon rykkede nu fremad. Første bataillon laa samlet i en lavning ca. 1000 m. bag forreste linie, det havde fjenden set for der kredsede en flyver over os, men saa kan I tro vi fik katurn. Granater og Schrapnell suste ind over os, men vi kan være glad for at de gik 5o m. for langt. Vi laa der hele bataillonen plat paa jorden uden nogen som helst dækning, havde de Schrapnells eksploderet over os, og udsendt deres ladning af blykugler ned over os, havde det mindst givet i hundrede af døde og saarede.

Det er ikke behagelig at blive ramt af disse blykugler, de laver da et forfærdeligt stor hul. Det er ikke som med riffelkugler, der er det mange gange ikke at se hvor den er gaaet igennem hvis den ikke rammer knoglerne, eller maaske er der en der kommer paa tværs. Vi slap nu godt, vi havde kun tre saarede, min sidekammerat fik et strejfskud paa armen, den traf lige ved siden af mit hovede.

Fjenden havde sin stilling ca. 1500 m. forude, vi stormede nu fremad i gruppevis, og kom ca. 800 m, ind paa fjenden, vi gravede os ned saa vi da havde lidt dækning for kuglerne. Det værste var med disse Schrapnells, naar vi ikke havde dækning over hovedet, for de eksploderede i luften og kom lige ned over os.

Om aftenen da der blev mørkt samledes kompagniet, vi skulle tilbage for vi skulle storme næste morgen. Kompagniet blev nu samlet paa et sted, og blev opstillet delingsvis bag ved hverandre i seks geledder. Russerne havde altid for vane at skyde selvom de ikke kunne se noget, de skød ogsaa hele natten igennem.

Da kompagniet stod opstillet der, kom der af og til en kugle; piiv, piiv sagde de, men dem der har den lyd rammer ikke, de er allerede gaaet forbi. Men med en gang si’r det klask, min kammerat lige for mig faar en kugle i benet, bare jeg ogsaa kunne faa en “Heimatschüsse” (et let skud saa man kan komme tilbage) sagde en underkorporal lige ved siden af mig;, i det samme har han en i maven, han faldt straks om og tabte bevidstheden, og inden vi kommer afsted biir der endnu tre mand saaret. Vi havde saa otte saarede den dag.

Men ved anden kompagni var der 11 døde og 57 saarede. Vi har saa de saarede med tilbage. Underkorporalen som havde faaet et maveskud, troede vi allesammen var død. Da vi saa var kommet et par km. tilbage gjorde vi holdt, vi skulle jo have noget at spise, vi havde ikke faaet noget hele dagen, ikke andet end et stykke tørt brød. Jeg opsøgte saa feltlazarettet, for at de kunne afhente den mavesaarede, som vi ellers ikke troede der var liv i mere. Senere hen blev jeg syg og et par maaneder efter kom jeg tilbage til garnisonen. Hvem træffer jeg der? Underkorporalen, han gik der ligesaa levende som jeg, men kuglen sad inde i maven, men han havde ikke nogen mén af det.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Sidst i august nåede regimentet egnene omkring Brest-Litowsk.

Idag har vi været fire uger undervejs, vi har marcheret i tre uger og befinder os ca. 50 km. nordøst for Brest-Litovsk. Vi gaar fremad hver dag, mellem 20-25 km om dagen. Russerne lader nu alt i stikken.

Der løber mange kreaturer og svin omkring. Vi fanger og slagter nogle af dem, naar vi har tid, saa vi mangler ikke flæsk i denne tid, men til tider har det ogsaa været lidt knapt. Engang vi overraskede russerne, fandt vi en hel mark fuld af kreaturer, svin og høns. Vi gjorde derfor holdt, nu skulle der ordentlig brases. Vi havde ikke faaet noget ordentligt at spise de sidste par dage, saa vi var slemt sultne.

Dyrene blev nu fanget, alt eftersom hvad man syntes bedst om. Et par mand fangede et svin, andre et kratur og atter andre en høne. Hønsene var det dog ikke saa let at faa fat paa. Hvor hen man saa, var alle mand i færd med at slagte, koge og stege.

Men vi havde travlt, for ingen vidste, hvornaar vi skulle afsted igen. Alle havde vi vore kogekar over ilden, og det kogte og brasede, men paa en gang lød det: Fertigmachen.

Nu var gode raad dyre, Vi ville jo nødig miste vor gode suppe og kød, Naa vi satte dækslet paa kogekarret, spændte det paa tornysteren, denne paa nakken og saa af sted. Men da vi først kom i gang, skvulpede suppen ud af kogekarret og ned ad trøjen og benklæderne, og da fedtet saa størknede, glinsede det rigtig i solen.

Mange huse er afbrændte her, saa det er knapt med husly sommetider, men vi er ogsaa vant til at ligge udenfor.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Her foregår de meste af transporten til fods på lange dagsmarcher. Sidst i august nærmede han sig Brest-Litowsk.

Onsdag aften gaar vi over floden Bug og bivuakerer. Vest for os ligger den russiske fæstning Warschau, der endnu ikke har overgivet sig, men bliver belejret. Om torsdagen har vi en lang marchtur. Vi løber næsten 40 km., men saa er vi ogsaa dødtrætte. Da faar vi efterretning om, at fæstningen Brest-Litovsk er faldet, og jeg tror nok, at vi skulle have været derhen til forstærkning. Vi observerer en fjendtlig flyver, der kredser over os.

Vi bøjer nu af mod nordøst. Næste dags morgen gaar det løs klokken 5.

I dag har vi d. 28. august. Vi ligger og venter paa befaling, og vi skal til enhver tid være marchberedt, mon hvor de nu vil hen med os ved vi ikke. Det er ikke behageligt at marchere paa landevejene i denne tid, for der er en hede og en støv, saa vi ser ud som negre, og vandet er saa sparsomt, saa vi ikke kan faa os vasket.

Søndag morgen gaar det videre mod øst, vi fejrer jo ikke søndag paa nogen maade. Vi gaar kun ca. 12 km., saa har vi hvil. Vi har slaaet telte op, men klokken syv om aftenen faar vi ordre til at drage videre, og vi marcherer hele natten, Vi kommer igennem en sandørken, hvor vi vader i sand til op over vristen.

Mandag morgen d. 30. aug. er vi naaet frem til kun et par hundrede meter bag skyttegravene, men nu er vi ogsaa trætte, saa vi næsten ikke kan gaa mere. Kanonerne tordner og maskingeværerne knitrer. Der er sikkert mange, der skal miste livet derude. Vi ligger inde i en skov, saa fjenden ikke kan se os.

Han skyder heller ikke med artilleri, Henimod middag har han trukket sig tilbage. Vi gaar saa fremad, men der er mange, der falder om af overanstrengelse, saa vi taber næsten det halve af hvert kompagni.

Hen paa eftermiddagen gør vi holdt, feltkøkkenet kommer til, og vi faar saa middagsmad. Imidlertid trækker der et tordenvejr over, et uvejr uden lige. Det varer ikke længere end ti minutter, men saa er agrene ogsaa fulde af vand, og der falder isstykker saa store som dueæg. De heste, der er spændt for køkkenvognen løb løbsk, og folkene, der havde søgt ly under vognen, blev kørt over og brækkede baade arme og ben.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Her foregår de meste af transporten til fods på lange dagsmarcher. Sidst i august nærmede han sig Brest-Litowsk.

Om morgenen d. 16. aug. befinder vi os i Kolm, og nu troe­de vi, at vi skulle have et par dages hvil, men om eftermiddagen maatte vi igen afsted, og vi marcherede 2 1/2 time. Næste morgen den samme marchtur igen. Om aftenen d. 17. august, blev vi tildelt vort regiment Nr. 91. Marchturene bliver stadig større, – man drager blot afsted med os, hvorhen ved vi ikke, men det kan jo ogsaa være lige meget, hvor vi er.

Nu kommer vi igennem byer, hvor vi vader i pløre til op over vristen.

Idag er det d. 21. aug. Det er et øsende regnvejr, saa vi bliver vaade til skindet. Vejene er saa opblødte, saa vi næsten ikke kan komme fremad, for det er ogsaa knapt med chausseerne her.

Efter mit kompas at se gaar vi mod nord. Vi kommer til en by, hvor vi søger husly, men det er næsten ikke til at finde, for alle husene er allerede besat af train og artilleri, men omsider finder jeg dog en stald til min gruppe, men der lugter skrækkeligt her. Husene er jo heller ikke af de fineste.

Jeg lægger mig i en straahytte ude i haven, her er luften dog frisk, og man er jo glad, naar man bare har tag over hovedet.

Det værste er at faa vores tøj tørret, Det skal vi helst lade tørre paa kroppen, for vi har jo ikke noget at skifte med.

Den næste dags morgen marcherer vi videre mod nord. Søndag eftermiddag d. 22. august naar vi til Biala, som ligger 50 km, vest for Brest-Litovsk. Her bliver vi nu indkvarteret i tugthuset, men det er et af de bedste kvarterer vi har haft endnu. For otte dage siden var russerne endnu her, og de ville brænde byen af, fortalte befolkningen, men de fik ingen tid dertil, tyskerne var dem i hælene. – Vi bliver nu et par dage her, hvorefter det gaar videre mod øst.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Den 12. August kom jeg med en Transport, som skulde afgaa til Fronten, men denne Gang blev det Østfronten. Afskeden og Folkejublen var endnu den samme som første Gang, jeg blev sendt til Fronten. Tre Dage efter vor Afrejse fra Flensborg var vi i Memel i Østpreussen, hvorfra vi skulde have sejlet over til Libau.

Men da vi kom til Memel, var der i Forvejen over 200,000 Soldater, som skulde sættes over, og der manglede Skibe. Desuden var Søen fuld af engelske og russiske Undervandsbaade.

I to Dage laa vi nu i Telte. Overalt myldrede det med Soldater, saa der var ingen Tale om at komme i andet Kvarter. Da vi havde været der de to Dage, kom vor Transport med Toget om Morgenen og naaede Kl. 5 Grænsebyen Bajuren mellem Tyskland og Rusland.

Derefter marscherede vi videre ind i Rusland. Kl. 11 slog vi Lejr for Natten. Vi fik Proviant udleveret, og Dagen efter slagtede vi Kreaturer, som vi selv førte med os. Om Middagen marscherede vi videre, og saadan gik det de første fjorten Dage. Vi marscherede mellem 40 og 50 km om Dagen, og hvis det var for varmt, marscherede vi om Natten og holdt Hvil om Dagen. Navnene paa de Byer, vi kom igennem, fik vi ikke at vide, men endelig naaede vi en lille By, der hedder Poswol, og videre til Mitau. Der kunde vi begynde at høre Kanontordenen.

Vi marscherede saa en halv Dags Tid, men maa være kommen forkert Vej og nærmere Russerne end vi skulde, for pludselig blev vi angrebet af russiske Tropper ved en lille Landsby, som hed Dovtsewas.

Vi havde ikke ret mange Patroner, da vi jo endnu var under Transport, og vi var jo ikke klar til at tage imod nogen. Vi klarede os ud af det ved at trække os tilbage, men vi havde dog mistet nogle Døde og Saarede. Mandskabet var blevet noget spredt, men samledes efterhaanden igen, og saa marscherede vi et Par Timer tilbage og holdt Hvil i en Skov ved en lille By Walhof, hvor Regimentet, vi skulde til, allerede laa.

Det var Vestpreussisk Infanteriregiment 148. Det gik meget hurtigt med Inddelin­gen, da Fjendens Granater kunde naa Skoven, saa vi vidste næsten intet, før det var overstaaet.

Jeg kom til 11. Kom., 5. Gruppe. Der var kun 20 Mand af det gamle Kompagni. Nu kom der 50 til, saa Kompagniet bestod af kun 70 Mand. Om Aftenen marscherede vi gennem Skoven. Det var saa mørkt, at vi ikke kunde se hinanden, og vi snublede af og til over Træstubbe, og da vi endelig efter to Timers Marsch naaede gennem Skoven, var vi slemt forkomne. Der naaede vi en forladt Skyttegrav, hvor vi blev om Natten.

K. Tastesen: En sønderjysk soldats oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)