Sønderjyden J.G. var pionér (ingeniørsoldat).

Minearbejde.

Frankrig, den 27. Oktbr. 1915.

Kære Venner!
Efter længere Tids Tavshed føler jeg Trang til at sende et Par Ord, især da en Tak for Bladets Tilsendelse.

De store Krigsbegivenheder er forlagt til andre Egne og Lande. Alligevel er der jo Krig paa alle Fronter, men der er Forskel paa Kamp- og Stillings-Krig. I sidste Tilfælde gaar Tiden med Arbejdstjeneste, som aldrig slipper op. Der bygges stadig, enten nye Reserve-Stillinger eller de gamle udbedres og forstærkes, og Fjenden sørger af bedste Evne for, at der stadig er noget at bestille. Nogle Dages Beskydning med Miner og Luft-Torpedoer kan forvandle den „idylliske“ Skyttegrav til en Grusdynge, det kræver ogsaa Ofre af Menneskeliv.

Vor Opgave som Pionerer er hovedsagelig det underjordiske Minearbejde, og vi har nu i næsten 4 Maaneder uden Afbrydelse arbejdet i Fjældet med Hakke og Spade, Hammer og Mejsel og som sidste Nyt elektriske Boremaskiner, for ved Sprængning at komme hurtigere fremad. Tanker af mangfoldig Art kan bemægtige sig Sindet, naar man i sin Skakt, der maaler 100 x 80 Cm. Profil og gennemsnitlig gaar 10 Meter dybt i Jorden, lader Arbejdet hvile. Underlig Krigsførelse, hvor ikke alene Mandsmod og Kraft betyder Sejr, men langt mere Snille og raffineret maskinmæssig Bedrift overalt bringer Gevinsten og „Laurbærkransen“.

Naar man i Skakten stille lytter, høres der i alle Retninger hvileløse Slag af Hammer eller Hakke blandet med en skurende Lyd fra Borene. Franskmandens Slag kan skelnes fra vore, da han arbejder i hurtigere Takt, begrundet paa at han bruger lettere Værktøj.

Tiden er nu kommen, da vi omtrent midtvejs mellem Stillingerne mødes, og Værktøjet lægges til Side. En Sprængladning anbringes og inddæmmes godt, saa den, naar Beregningerne passer, maa slaa igennem og ødelægge Fjenden og hans Skakt. Det sker dog undertiden, at Sprængningen uden at ødelægge Skakten kun slaar Skillemuren igennem, og der bliver fri Gennemgang til den fjendtlige Stilling. Det giver underjordiske Forpostfægtninger med Revolver, og Franskmanden søger med vekslende Held at erobre nogle Meter af vor Skakt.

Hvor jeg for Tiden arbejder, har vi samtidig sprængt 2 Ladninger paa tilsammen 600 Pund, og Virkningen har været saa vældig, at Minegangen har mistet sin halve Bredde og de fyldte Sandsække er klemt saadan sammen, at de er saa faste som en Cementblok og ikke kan rives ud, men maa hakkes ud med Hakken.

Til Slut hjertelig Hilsen og Meddelelse, at alle Nordslesvigere ved Kompagniet har det godt.

J. G.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

I slutningen af september 1915 fortalte sønderjyden “T”, formodentlig læge H. Lausten Thomsen,  i et feltpostbrev om en usædvanlig kvinde, som han havde truffet i september.

Mor Charlotte.

29. Oktober [må være en trykfejl, RR] 1915.

Mor Charlotte er en vidunderlig Kone; de Par Timer, jeg tilbragte hos hende, hører til de bedste, jeg har oplevet i Krigen. Det gør altid godt at træffe et ejendommeligt, dygtigt og hjertensgodt Menneske; men Mor Charlotte er ganske enestaaende.

Lad mig dog fortælle fra en Ende af, hvorledes jeg traf hende, og hvem hun er. Det var i de sidste Dage i September Maaned, at Bataillonen laa et Par Dage i Kvarter i Købstaden N. Vi havde set den efter i alle Ender og Kanter, beundret den i dens Høstdragt. Bladene gulnes paa Platan og brunes paa Kastanie; Benveddens Bær er næsten helt røde. Alléer og Hegn er maaske aldrig kønnere end nu og ingen Steder kønnere end i min Købstad.

Vi havde en Nat vandret i dens Gader, moret os over Husenes muntre Skyggerids og var standset foran et Hus, fra hvis Stuer der lød Guitarspil. Vi nynnede uvilkaarligt selv en Folkevisetone. Den gav Stemningen. Vi havde paa alle Dagens Tider glædet os over Lysvirkningerne gennem Domkirkens brogede Vinduer; men hvad skulde vi saa i Eftermiddag?

Saa er der en af os, der har hørt noget om en Malerisamling, vi venter os ganske vist ikke stort af den, og den er i Privateje; men vi bliver enige om at prøve at faa den at se, og et Kvarter senere kimer 5 Officerer paa Døren til et stort Hus i Byens Udkant. En ældre, svær Kone kommer ud og lukker op og giver os alle Haanden. „Saa gerne, kom bare indenfor.“

Hun snakker Elsasser-Tysk, meget udpræget allemannisk Landsmaal, iblandet en Mængde franske Udtryk. Paa Fødderne har hun et Par store Slæbere, den ikke absolut rene Kjole er ikke knappet i Halsen, men der er Rester af Fortids Skønhed i det fede, godmodige Ansigt; men det varer ikke længe, inden vi glemmer Madames synlige Smaafejl; for hendes Samling er fortrinlig, og hendes Fortællinger om sin Samling og om sig selv er endnu bedre.

Der hænger et udmærket Billede af en polsk Maler Slewinsky, en ung Pige, der halvt drejer Ryggen mod Tilskueren. „Ja, han boede hos mig“, siger den Gamle, „og han skænkede mig dette Billede; jeg har Billeder fra alle Folkeslag; for Kunstnere fra dem alle har boet hos mig i mit „Crémerie“ i Montmartre, og undertiden betalte de Logis med Billeder, naar de ingen Penge havde, og undertiden forærede de mig Billeder. De kaldte mig „Mor Charlotte“ eller „Kunstnernes Moder“, og jeg plejede dem, naar de var syge. De gav mig et Billede og andet, og jeg gemte dem, og nu er min Samling Hundredetusinder værd.

Se, han Slewinsky har ogsaa foræret mig et Billede af Strindberg. Kom med ovenpaa, I Svende, saa skal jeg vise Jer det.“ Vi ser paa hverandre, tyske Officerer er ikke vante til saadan Tiltale; allermindst venter vi den i Fjendeland i Krigstid. Men Mor Charlottes Ansigt er lutter Smil, hun puffer os i Ryggen og med Albuerne, og vi kan ikke modstaa, vi smiler med og puffer igen og svarer i samme glade Tone. „Jo, Strindberg og jeg er født i samme Aar, i 1849, og han har ogsaa boet hos mig. De sagde han var gal; naa, det var den Spiritisme og de Sager; det er bare Humbug.“

Der er saa mange Svinkeærinder i Mor Charlottes Fortællinger; men vi tager dem alle gerne med for det Smils Skyld, der lyser over dem, og den Klogskab, de vidner om. Strindberg havde ladet sig male af Slewinsky, og han syntes selv, at Billedet var saa godt, at han ikke kunde betale det tilstrækkeligt. Saa blev han og Slewinsky enige om at skænke Mor Charlotte det, og nu har det en af Hæderspladserne i hendes Samling. „Jo, Strindberg har saamænd fortalt om mig i en Bog med saadan et sært Navn.“

„Inferno“, indskyder jeg, og Mor Charlotte og jeg ser paa hinanden og er dobbelt saa gode Venner som før. Hun henter Breve fra ham og et norsk Tidsskrift „Urd“ med hendes Billede paa Forsiden. Jeg oversætter de venlige Ord for hende, der staar der om Charlotte Carron, Kunstnernes ejegode Moder. Til Gengæld forærer hun alle de 5 Svende hver en dejlig stor Pære. „For jeg har en dejlig Have, den skal I se,“ og da vi er færdige med at se Billederne, fører hun os ind i sin Have.

Der er adskillige Granathuller i den; men der er endnu ingen Granater kommen ind i Huset. „De har dog Respekt for mine Billeder,“ siger den Gamle; „Naboerne vil have, at jeg skal flytte, men jeg forlader ikke mine Billeder. Jeg har i et langt, arbejdsomt Liv samlet Skønhed inden mine Mure. Jeg vil leve omgivet af Skønhed, og kommer der en Granat, saa dør jeg midt i al den Skønhed. Jeg kunde gøre dem i Penge, men hvad bryder jeg mig om Penge!“ Hun brugte i Virkeligheden langt stærkere Udtryk. Nej, Mor Charlotte er en Dyrker af Skønhed, det alene kommer det an paa for hende.

Ingen af os ser mere, at hun er sjusket; hun har vundet os alle, og vi mener det, da vi lover at komme igen. Hun vinker ad os langt ned ad Gaden, og vi ler og vinker igen. Mor Carrons Bekendtskab var en Oplevelse for os alle, og vi har tit talt om hende i de sidste svære Dage.

T.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Sønderjyden “J” beretter om beskydningen af en landsby bag fronten

Beskydningen af en Landsby bag Fronten.
Frankrig, i September 1915.

Det var en stille, klar Efteraarsdag, maaske en Smule varmere end sædvanligt. I hvert Fald fik Solen forholdsvis hurtigt Bugt med den sidste blaanende Dis, der plejede at holde sig mellem Skovene og vanskeliggøre Flyveriagttagelser.

Nu i Dag var Vilkaarene for Flyverne de allerbedste, og fra tidlig paa Formiddagen af kredsede de da ogsaa højt oppe over Frontlinjen og langt inde over Egnene bagved til begge Sider. Fløjtesignalerne, der betød Ordre til „Flyverdækning“, lød uafbrudt fra Reservestillingerne og Landsbyerne bag Fronten.

Der syntes dog ikke at skulle hænde noget særligt den Dag. Ved Middagstid begyndte Artilleriet sin sædvanlige Duel; med Minutters Mellemrum hvinede Granaterne gennem Luften fra den ene Artilleristilling over mod den anden.

Vi var lige blevne færdige med at drikke Eftermiddagskaffe, og Drøftelsen af Fredsudsigterne — et Yndlingsemne -— var gaaet i Staa under Arbejdet, da der pludselig hørtes et vældigt Brag, saa Ruderne klirrede og Tagpanderne ramlede ned. Det var noget, vi var vant til; vi troede, at Braget stammede fra Afskydningen af svært Skyts eller fra, at et dødt Projektil, en saakaldt „Blindgänger“, var gaaet ned i Nærheden, hvad der ofte hændte.

Vi løb ud for at undersøge Aarsagen. Men næppe var vi komne ud, før den hvislende, skruende Lyd fra en Granat hørtes lige i Retning mod os. Den gik ned med et vældigt Brag i et Hus en Snes Meter til højre.

Der hørtes atter et Skud fjernt ude i Sydvest, og den tredje Granat kom hvislende og surrende — Sjurrr—urr—yrr—yrr—rr — i skraa Linje gennem Luften. Den gik ned gennem Mønningen af det tredje Hus til venstre. En tyk sort Røgsky fra Eksplosionen steg op gennem Hullet i samme Øjeblik, Granaten var gaaet ned, og sammen med Drønet fra Eksplosionen blandede sig Braget fra sammenstyrtende Mure og splintret Tømmer. Alentykke Bjælker splintres af nedslaaende Granater som svage Halmstraa.
Dette var Begyndelsen.

Beskydningen blev fortsat til Mørket indfandt sig. Med ca. 1 Minuts Mellemrum hørtes Skuddene ude i Sydvest, derpaa Granaternes uhyggelige Hvislen og Surren gennem Luften og sluttelig Nedslaget i Nærheden, saa Jorden rystede, og ofte sprøjtedes der Snavs og Smaasten gennem Hullet ned i Dækningen til os.

En Granats Bane gennem Luften kan følges med Øret, men selve Granaten kan ikke ses. Man kan høre, i hvad Retning Granaten bevæger sig, lige meget, om det er i en Bue højt over en, ud til en af Siderne eller i Retning lige hen imod en; men det gaar saa hurtigt, at det blotte Øje ikke kan følge med eller se noget. løvrigt er det jo indlysende, at Lyden er nogen Tid om at forplante sig, og at Projektilet er længere fremme end paa det Sted, hvorfra Lyden i et givet Øjeblik kommer. Der siges, at naar man kan høre Projektilet, er der ingen Fare, en Sætning, der dog nok ikke passer helt.

Naar man derimod iagttager Beskydningen fra nogen Afstand, som der saa tit er Lejlighed til, kan man se Røgskyen fra Stedet, hvor Granaten slaar ned. Først derpaa — eller et Par Sekunder senere, alt efter Afstanden — høres den skruende, hvislende Lyd fra Granatens Bane gennem Luften. Det er som med Lynilden og Tordenbraget: Øjet opfatter hurtigere end Øret.

Vor Landsby havde gentagende været udsat for Beskydning. Mure og Tage var gennemhullede af Granater, mange Huse var afbrændte eller skudt helt i Grus. Ved det nye Bombardement øgedes Hærværket selvfølgelig. Der dyngedes nye Grusdynger, nye Ruinhobe til de tidligere, og Landsbygaden og Haverne blev oprevne af dybe Granathuller. Et saadant Granathul ligner nøjagtigt Hullet, hvor Roden af et Træ er gravet ud. I Løbet af et Sekund roder Granaterne fra det mellemsvære Skyts, hvormed vor By blev beskudt, et saa bredt og dybt Hul i den haarde Limsten, som det vilde koste en Arbejdssoldat Sved og Møje at faa færdig gravet og udmejslet i Løbet af en hel otte Timers Arbejdsdag.

Da Aftenen kom, brændte et af de store Huse. Endvidere var de halmrige Møddinger syd- og nordfor Byen tændt i Brand. Hvis der havde været indbjærget Høst i Laderne, var selvfølgelig hele Landsbyen gaaet op i Luer. Nu begrænsedes Branden til et Par Huse og Møddingerne.

Saa vidt jeg ved, gik der intet Menneskeliv tabt ved den til Tider ret kraftige Beskydning. Vor Tabsliste siges at begrænse sig til, at en Mand blev saaret paa Kinden af en Granatsplint. Vi havde altsaa Held med os, men vi sad ogsaa i temmelig sikre Dækninger.

Man maa understrege „temmelig“, thi der skal et ordentlig solidt Tag til at staa imod, naar en 15-Centimeters eller 21-Centimeters Granat rammer Stedet. Heldigvis blev ingen af vore Dækninger udsat for denne Ildprøve.

Et Under var det, at ogsaa Landsbyens franske Befolkning slap godt fra Beskydningen. Der er ca. 100 gamle Mænd, Kvinder og Børn tilbage i Byen, som fører en kummerlig Tilværelse under og i Ruinerne af deres gamle Hjem. De tilbragte Timer i Angst og Uro hos os i Dækningerne eller i Kældrene under Husene. Mure og Tage styrtede ned over deres Skjulesteder, men de slap alle — saa vidt jeg da har erfaret — derfra med Livet.

J.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Morten Høffner gjorde krigstjeneste i Regiment 84

To Grave.

Frankrig, i Januar 1916.

Niels Nissen fra Anslet faldt den 14. September 1915 ramt af en Shrapnel lige ud for, hvor jeg laa i Læ af et Hegn. Jeg husker, jeg saa han faldt, og hurtigt kom vor Landsmand P. Ebbesen fra Haderslev sin ramte Kammerat til Hjælp. En anden Kammerat hjalp at bære ham hen i Nærheden af en Bæk, der rislede gennem Engen, hvor vi laa. — Niels Nissen var død.

Jeg maatte tænke paa den Aften, vi laa ved Siden af hinanden i Udkanten af en russisk Landsby, vi Dagen i Forvejen havde taget. Jeg havde ingen Mad faaet. Da gav Niels mig Kaffe, Kiks og Brød af sin Portion. Aa, hvor var jeg ham taknemmelig derfor. — Det var i Skumringen, da vi gravede Graven, hvori han og en anden Kammerat blev stedte til Hvile. Saadan en Skumring i Rusland har altid forekommet mig saa trist. De graa side Straatage forsvinder næsten i Mørkningen, og langt ude øjner man de store Granskove.

Nu stod vi der ved Graven. Jeg ser endnu de „gamle nordslesvigske Krigere“, jeg ser deres alvorsfulde Miner. Et Øjeblik stod de tavse og alvorsstemte, inden vi begyndte at kaste Jord i Graven. Ganske blødt og nænsomt faldt de første Skovlfulde. Et Birketræs Kors smykker Graven, der ligger i Læ af et Par store Træer i en russisk Landsbyhave.
Anders Wind og jeg gik meget ved Siden af hinanden, naar vi gik frem. Vi gravede vore Huler sammen eller i Nærheden af hinanden.

Jeg husker, Anders sagde: „Krigen, tror jeg, er paalagt os til Straf for vor Synd!“ Den 17. September blev Russerne efter en haard Kamp kastede tilbage. Jeg talte med Anders om Morgenen, før vi gik frem. Hvem skulde ane det var sidste Gang. Dagen efter hed det: „Anders Wind er falden.“

Sammen med nogle Kammerater søgte vi efter ham. Vi fandt ham liggende død i en Lade, hvor der laa flere Døde. Han var tildækket med Straa. „Her ligger Wind“, sagde en Kammerat, der havde fundet en Konvolut med „Flensborg Avis“, som vor faldne Kammerat havde i Lommen. Ja der laa Anders, jeg syntes, at han end i Døden havde sit gamle Smil om Munden.

Vi begravede ham ved Vejen i Nærheden af et stort Trækors. Et Kors af Birketræ smykker Graven, hvor han hviler sammen med en anden Kammerat.
Saa længe jeg lever, vil jeg mindes de to Kammerater og deres Grave, der ligger derude paa den russiske Slagmark. Ære være deres Minde!

Morten Høffner.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter.

Aabenraa, den 17. September 1915. Der har været afholdt „Besigtning”, og Rekrutterne er dermed uddannet, og kan sendes i Felten. Vi  havde ellers ventet paa, at Fæstningen Warschaus Fald nu endelig skulde bringe en Afslutning paa Krigen, men det udeblev. Nu er der inddelt en Transport til Afgang, og jeg skal med.

Skorstensfejeren har i den sidste Tid fejret mange Afskedsfester, og det er gaaet haardt til. Forleden Aften havnede han i Grøften ved Stationen „Sønderport”, og hans nye Uniform saa ikke godt ud efter den Tur, men det værste var, at han havde mistet sin Pikkelhue, som han trods energisk Eftersøgning ikke kunde finde igen. Det blev dog ikke nogen Grund til, at han slap fri for at komme med. Fra Champagne kommer der daarlige Nyheder, og det kan vist ikke vare længe, før vi skal afsted.

Johannes Juhl gjorde krigstjeneste i Regiment 84. Han skrev den 16. september 1915 dette brev til Karen Nissen, hustru til Juhls kammerat, sanitetssoldaten Niels Nissen, der var faldet to dage tidligere.

Rusland, den 16. Septbr. 1915

Til Fru Karen Nissen!

Vi to er hinanden tildels ubekendt; men som god Ven til Din Mand, manges gode Ven, Niels Nissen, vil jeg i Dag søge, om jeg kan, i det mindste paa min simple Maade, hjælpe Dig at bære den store Sorg, der er kommen over Dig og os, Niels’s Kammerater.

Vi har ikke vor gode Ven Niels mere iblandt os, han er taget bort fra dette jordiske Liv, og vi haaber alle, Gud i sin Naade har taget ham hjem til sig. — Niels er død —.

„Herrens Veje ere uransagelige“, vi kan haabe og ønske; men maa dog folde vore Hænder og i Bønnen bede: „Din Vilje ske“. Det har Niels ogsaa kunnet, og vi maa da ikke være i Tvivl om, at det er Guds Vilje, der er sket, hvor svært det end kan falde os at forstaa, at netop de og de maa lade Livet i deres unge Alder.

Der gik som et Smertenssuk gennem hele Kompagniet, da det rygtedes, at Niels var falden. Alle saa gerne Niels, og særlig for os Kammerater, som har haft mange gode Timer sammen med ham, var det svært at modtage dette Budskab. Gid Gud nu maa give Dig og Niels’s Paarørende Kraft og Evne til at tage fattet mod dette Sorgens Budskab.

Vi herude har altid følt os vel ved at have Niels iblandt os, og ved nærmere Samtale er han bleven manges gode Ven. Han vilde gerne være med til at bære Land og Folk opad, opad i dobbelt Forstand. Det laa ikke for Niels at slaa ihjel og nedbryde, og han fandt sig derfor meget bedre som Sygebærer; men heller ikke de gaar Ram forbi.

Niels var netop paa Vej til at forbinde nogle Saarede, da en Shrapnell kom og bragte ham Dødssaaret. Han blev truffet i højre Side af Underlivet og var død med det samme.
Det er for det meste meget vanskeligt for os at faa de enkelte jordet paa en Maade, saa det er nogenlunde tiltalende for os, hvis vi i det hele taget faar Tid og Lejlighed til det. — Vi var dog saa heldige, at der den Dag blev lidt Tid tilovers hen imod Aften, saa vi selv kunde lægge vor Ven paa hans sidste Hvilested. — Jeg vil nu forsøge, saa godt jeg formaar, at fortælle, hvor han ligger, og hvordan det har formet sig.

Han døde ved en lille By Juszkt, 7 Km. østfor Kamionka (Kamenka), nordøstfor Banen, der gaar fra Grodno mod Sydøst. Jeg vil her vedlægge et Kort i lille Format, hvor ikke selve Byen er paa; men Du kan saadan omtrent se, hvor det er. Peter Mortensen, Hans Kjær, jeg og fl. tog os af ham. Værdigenstandene har vi samlet sammen, og de vil en af Dagene blive afsendt fra Kompagniet.

Han havde faaet Skuddet der, hvor vi bærer Uret som Soldat, saa der var intet at finde af det. Vi mente ogsaa, Du vilde være glad ved at faa hans Ring, om ogsaa Meningen derom kan være forskellig, saa tog vi den dog af. Nu har jeg ikke faaet Ringen afgivet, men haaber at tale med nogle i Aften, ellers kommer den senere.

Vi søgte en Plads ud omtrent midt i Byen, i en Have, under to store Træer, hvor han nu ligger sammen med nok en Kammerat. Vi lagde ham ned ved højre Side, med Hovedet mod Vest og foldede Hænder, Blikket vendt mod Øst, skuende mod Daggry, den opgaaende Sol.

Efter at have lagt ham ned, tror jeg sikkert, vi alle bad en stille Bøn for vor Ven. I hvert Fald var der en liden Stund Ro og Højtid, en Højtid, som der kun kan være, naar man tager Afsked med noget, man har kært. Dog var der en vis Frimodighed over os, vi syntes, Niels maatte have det godt.

Stilheden brødes med, at vi alle kastede hver tre Spader Jord paa de Døde. Forhaabentlig har Gud fundet sit Billede i Niels, saa Forjættelsen gaar i Opfyldelse, „af Jord skal Du igen opstaa“.

Vi satte et kønt Birketræs Kors paa Graven med Indskrift; naar man ser mod Niels’s Ansigt, ser det saadan ud: (Gefr. Niels Nissen f 14. 9. 15.) Samtidig blev Hanibal Dahl saaret, og i Gaar Peter Mortensen, saa i Tilfælde af, at P. M. kommer hjem paa Orlov, saa vil Du kunne faa nærmere Efterretning ved ham. Jeg staar ogsaa til enhver Tid rede til at svare paa Spørgsmaal, jeg kan besvare. Jeg har fremstillet det, som det er gaaet for sig, og jeg haaber og mener, det er det bedste for Dig. Tag fornuftig og rolig paa det, vi kan ikke ændre noget ved det og maa føje os efter Guds Vilje, han ved bedst, hvad der tjener til vor Gavn.

Den bedste Trøst og Hilsen sender

Johannes Juhl.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Iver Gemmer fra Bevtoft gjorde krigstjeneste ved Reserve-Pionier-Bataillon Nr. 27. I juli 1915 begyndte pionererne at grave tunneller i den hårde kalksten ved Priesterwald (Bois de Prêtre) syd for Metz. Efter et par måneders arbejde var der kontakt til franskmændene

(… fortsat)

Kompagniet begynder straks ud fra de nye Stillinger med Minørarbejde, i alt gravedes 14 Minør„stollen“. Det er et møjsommeligt Arbejde at hakke sig ca. 10 Meter ned i den haarde Kalkstensgrund.

Arbejdsinddelingen er 8 Timers Arbejde og 24 Timers Ro, og Arbejdsydelsen er 80 cm fremad i 8 Timer for to Mand, der skiftevis bruger Hakke eller Stenbor til Sprænghuller, og at bære de løsnede Skærver op og ud. Arbejdet fortsættes Dag og Nat, og efter et Par Maaneders Forløb begynder det at blive livligt dernede i 10 Meters Dybde.

Vi kan høre vore Kammerater til Siderne. Dumpe Hakkeslag i langsom Takt fra vore tunge Hakker og ind imellem andre lettere Slag i et iltert Tempo, det er de franske Minører med smaa, lette Redskaber. Snart begynder den underjordiske Minekamp med gensidige Afværgesprængninger, en nervepirrende Tilværelse og næsten som en Duel, siddende paa en Krudttønde med tændt Lunte af ukendt Længde.

Ved en ny Inddeling af Kompagniet faar jeg Peter Junker fra Haderslev til Arbejdsfælle og en ny Opgave af behageligere Art. Der skal bygges et Telefonrum og Opholdsrum for den vagthavende Officer.

Peter og jeg har Nattur fra Kl. 10 Aften til Kl. 6 Morgen. Før Afmarchen uddeles Post, og jeg faar nogle Breve og et Par Eksemplarer af „Hejmdal”. Ankommen til forreste Stilling og til vort Arbejdssted gaar Peter, der er en flittig Mand, straks i Gang og svinger Hakken lystig. Jeg sidder paa det nederste Trappetrin og læser Breve og Aviser og lader Tankerne vandre til hjemlige Egne en Stund. Dog snart er de igen tilbage paa Stedet, og de brogede Billeder fra Frontlivet glider forbi. For Tiden kan mærkes udbredte Anstrengelser blandt Mandskabet for at blive noget mere end blot Menigmand. Som Udtryk for mine Tanker faar jeg min Blyant frem og skriver med pæne, latinske Bogstaver paa Sidevæggens Rammetræ: »Alle ville Herrer være, ingen vil paa Sækken bære.«

En underlig Lyd øverst oppe ved Indgangen faar baade Peter og mig til at spidse Øren. Forude, saavel oppe som nede, har vi altid baade Øjne og Øren paa Stilke: „H-y-y-i-s-ch!“ lyder det langtrukkent og efterfølges af et svagt Lysskær, der bevæger sig langsomt i Rundkreds. Hvad i Alverden er nu det? Maaske noget nyt Djævelskab, som Franskmændene har udpønset til vort Fordærv. Forestillingen gentages nogle Gange og kommer hver Gang længere ned ad Trappen. „Aha“, siger Peter, „det er Løjtnant Himmelsbach, der vil besøge os“, og han undersøger, om Rammerne er sat korrekt og forsvarligt i. Nedrejsen gik for sig paa den Maade, at han først fra Trin til Trin flyttede Fødderne ned, og derefter trak Bagdelen efter sig, uden at hæve sig i Sædet, og derved frembragte han den underlige Lyd. Jeg faar i Hast to Sandsække fyldt med Skærver og kanter mig forbi Løjtnanten og forsvinder ud. Grundig, som Løjtnanten er, finder han selvfølgelig min Notits paa det underste Rammetræ, og hans Lommelampe belyser længe det skrevne.

Lang Tavs­hed og Grublen, men endelig lyder det fra Løjtnanten: „Junker, sagen Sie mir, was steht eigentlich hier?“ Peter kommer til og tyder det skrevne og oversætter det til Tysk. „Haa — haa — haa!“ ler Løjtnanten hjertelig, da han straks har fattet Meningen. Han udspørger saa Peter om, hvad det er for et ham ukendt Sprog, der har forvildet sig helt herned i Præsteskovens Undergrund og undres vel endnu mere over, at der i den tyske Hær ogsaa findes Folk af denne Nationalitet. Dog nogen Afbræk i god Forstaaelse i den kommende Tid mærkedes ikke.

Løjtnanten er en af de Skikkelser, der oftest dukker op i Erindringen. Desværre fik han begge Ben skudt i Stykker, og om han har overlevet det, ved jeg ikke.

DSK-årbøger, 1942

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Vi var naaet dertil, hvor Artilleriet stod, og der blev vi liggende i Reserve i tre Dage. Da kneb det med at faa Føden. Russerne var gaaet saa langt frem paa begge Sider af os, at der ingen Levnedsmidler kunde føres ind. Den tredie Dag var vi saa udhungret, at vi maatte slagte Heste fra Artilleriet for at faa noget at spise.

Samme Dag — den 8. September — gjorde Tyskerne et Angreb. Vi kom ikke med i Kampen, da vi kun laa i Reserve. Russerne var imidlertid slaaet paa Flugt, og vi marscherede bag efter et Par Kilometer, til vi naaede en Jernbane, der gik til Jakobstadt. Der havde Russerne sprængt en Bro og sat sig fast bag ved Linjen. Vi marscherede kun bagefter over Døde og Saarede og gennem store Pøle af Blod. Da Russerne havde sat sig fast der, skulde der ikke gøres mere.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. I begyndelsen af september deltog regimentet i kampene omkring Brest-Litowsk.

Den 6. sept. blev jeg syg, jeg kom saa tilbage til Tyskland. Jeg havde ellers været syg i flere dage, men det er ikke saa let at faa fat paa den seddel hvorpaa der stod retur, for man skulle helst være halvdød inden man kom tilbage.

Vor division 17. og 18. division blev udtrukket fra østfronten og skulle indsættes paa vestfronten, det var i den tid da franskmanden greb saa kraftigt an paa vestfronten.

Jeg havde nu faaet den her sygeseddel, og der var flere fra regimentet. Vi maatte nu gaa en 3o km.til Penschania, der kom vi saa med et lastautomobil. Vi var 21 mand saa der var ikke meget plads til hver, vi havde ikke noget at sidde paa, ikke andet end vore tornystre, de fleste af os havde dysenteri. Naar vognene gjorde holdt, det var jo nemlig en hel kolonne, saa var der flere der skulle ud og ned i grøfterne, men der var ikke gerne meget tid, naar den første startede, saa kørte de allesammen, og hvem der ikke kom op i vognen, den maatte blive tilbage.

Vi kørte nu i 14 timer saa var vi i byen Zokolor, og glade var vi da vi kunne stige ud. Nu havde vi været tre dage undervejs, og havde ikke faaet noget at spise, andet end en tørt bid brød, men det kan jo godt være at det var den bedste medicin, naar det var skidt med maven.

Med tiden bliver man dog sulten, Her i Zokolor kunne vi købe alt, smør og hvedebrød, det var jo noget vi ikke havde set i lange tider, I kan vel nok tro det smagte, det var jo dyrt, men vi havde dog lidt at købe for.

Herfra kunne vi nu køre med toget, om aftenen blev vi forladet, der havde nu samlet sig et par hundrede mand. Den næste station var Kalisch, nu har vi naaet den tyske grænse.

Her var en Entlausungsanstalt, saa vi skulle nu se at komme af med de smaa plageaander, det var en behagelig kur at komme igennem, Her var en baraklejr til flere tusind mand. Først kom vi ind i et rum hvor vi kunne aflevere vore værdigenstande, saasom ur og penge og deslige, i det næste blev alt lædertøj afleveret, og i det næste blev alt det øvrige, jakke, benklæder, skjorte og alt hvad vi ellers havde af tøj afleveret, saa vi stod helt nøgen, saadan kom vi saa ind i barberstuen, og blev klippet skaldet over det hele.

Naar vi saa var færdig der, kom vi ind i badeværelset, men det var vel nok dejligt at faa saadan et brusebad. Saa fik vi udleveret rent linned, vort øvrige tøj havde nu gennemgaaet en kur paa 1oo gr, varme, det skulle nu være rent for de smaa plageaander, men hvordan saa det ud? Det laa i mange forskellige folder, saa det var ikke til at faa glat igen.

Nu skulle vi først fire dage i karantæne, der kom nemlig ingen ind i Tyskland med smitsomme sygdomme. Det var ellers nogle dejlige barakker, de kunne rumme omkring tyve senge hver. Da vi nu havde været der i fire dage, blev vi fordelt paa forskellige lazaretter i Tyskland, ligesom der var plads til. Vi var nemlig flere hundrede mand.

Heinrich Jessen tilbragte nu de følgende måneder på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. I slutningen af oktober 1915 kom han atter til sit gamle regiment, Nr. 91 i Oldenburg. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren.

Vi hører mere til Heinrich Jessen til marts 1916.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. I begyndelsen af september deltog regimentet i kampene omkring Brest-Litowsk.

Idag er det søndag den 5. sept. Vi har nu hvil mens flyverne kredsede over os og befolkningen vende tilbage med deres byndel paa nakken. Nogle har endnu en vogn hvorpaa de kan have deres sager, men mange finder kun et afbrændt hjem, det er rigtignok kun en simpel hytte, men det er dog alligevel deres hjem.

Man skulle næsten ikke tro at de kunne holde det ud om vinteren i saadanne nogle træhytter, for det maa dog være skrækkelig koldt der, nogle bønder ser man i faarepels nu i denne tid, hvad mon de saa har paa om vinteren naar der er en 3o gr. kulde, forhaabentlig varer krigen ikke en vinter til.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Her foregår de meste af transporten til fods på lange dagsmarcher. Den 1. september 1915 kom han i kamp ved Brest-Litowsk.

I dag er det d. 1. sept. Forrige nat kom vi til en by, hvor vi bivuakerede. Vi var kommet helt nær paa fronten, helt ude ved første linie, hvor østrigerne havde deres stilling.

Husene var alle besatte, saa vi maatte slaa teltene op mellem husene. Der var en kulde denne nat, saa vi frøs som smaa hunde, men jeg skal love for, vi blev varmet op, da det blev lyst.

Fjenden havde deres artilleristilling et par km. fra hvor vi laa, så han kunne godt se os. Han begyndte ogsaa straks at beskyde os.

Jeg kunne ikke sove for kulde, saa jeg var allerede staaet op, og jeg laa i læ af en lade og var i færd med at pakke min tornyster, da den første granat kom og slog med et par skridt til højre for mig, saa jorden fløj mig om ørene. Jeg ville saa springe hen og tage mit gevær, men i samme øjeblik slog der en granat ned ved siden af og dræbte to østrigere, som laa der. Havde jeg været et par sekunder før paa havde jeg faaet den paa hovedet.

Men nu kan I tro at der kom liv i lejren. Folk stormede ud af teltene og saa tilbage, uden at faa nogen af deres ejendele med sig. Fjenden forlagte ogsaa ilden længere tilbage, altid derhen hvor folkene var tættest. Jeg sprang om bag en lade og blev liggende saa længe til der blev mere ro. En granat slog ned i en tæt kolonne ved anden kompagni og dræbte syv mand.

Nu forsvandt regimentet bag en lavning, og russerne indstillede deres skyderi. Jeg listede mig ogsaa tilbage til lavningen, der stod nu hele regimentet uden gevær og tornyster, og regimentschefen tornede og brølte, saa det var næsten en hel fornøjelse at høre derpaa, det gik jo mest ud over kompagniføreren som stod der med mandskabet uden udrustning. Alle mand maatte saa tilbage og hente deres sager.

Men det var mærkelig der faldt ikke et skud mere, de har maaske ikke haft mere ammunition.

Regimentet blev saa omsider samlet, og vi marcherede saa nogle km. tilbage, om eftermiddagen skulle vi indsættes længere mod nord. Første og anden bataillon rykkede nu fremad. Første bataillon laa samlet i en lavning ca. 1000 m. bag forreste linie, det havde fjenden set for der kredsede en flyver over os, men saa kan I tro vi fik katurn. Granater og Schrapnell suste ind over os, men vi kan være glad for at de gik 5o m. for langt. Vi laa der hele bataillonen plat paa jorden uden nogen som helst dækning, havde de Schrapnells eksploderet over os, og udsendt deres ladning af blykugler ned over os, havde det mindst givet i hundrede af døde og saarede.

Det er ikke behagelig at blive ramt af disse blykugler, de laver da et forfærdeligt stor hul. Det er ikke som med riffelkugler, der er det mange gange ikke at se hvor den er gaaet igennem hvis den ikke rammer knoglerne, eller maaske er der en der kommer paa tværs. Vi slap nu godt, vi havde kun tre saarede, min sidekammerat fik et strejfskud paa armen, den traf lige ved siden af mit hovede.

Fjenden havde sin stilling ca. 1500 m. forude, vi stormede nu fremad i gruppevis, og kom ca. 800 m, ind paa fjenden, vi gravede os ned saa vi da havde lidt dækning for kuglerne. Det værste var med disse Schrapnells, naar vi ikke havde dækning over hovedet, for de eksploderede i luften og kom lige ned over os.

Om aftenen da der blev mørkt samledes kompagniet, vi skulle tilbage for vi skulle storme næste morgen. Kompagniet blev nu samlet paa et sted, og blev opstillet delingsvis bag ved hverandre i seks geledder. Russerne havde altid for vane at skyde selvom de ikke kunne se noget, de skød ogsaa hele natten igennem.

Da kompagniet stod opstillet der, kom der af og til en kugle; piiv, piiv sagde de, men dem der har den lyd rammer ikke, de er allerede gaaet forbi. Men med en gang si’r det klask, min kammerat lige for mig faar en kugle i benet, bare jeg ogsaa kunne faa en “Heimatschüsse” (et let skud saa man kan komme tilbage) sagde en underkorporal lige ved siden af mig;, i det samme har han en i maven, han faldt straks om og tabte bevidstheden, og inden vi kommer afsted biir der endnu tre mand saaret. Vi havde saa otte saarede den dag.

Men ved anden kompagni var der 11 døde og 57 saarede. Vi har saa de saarede med tilbage. Underkorporalen som havde faaet et maveskud, troede vi allesammen var død. Da vi saa var kommet et par km. tilbage gjorde vi holdt, vi skulle jo have noget at spise, vi havde ikke faaet noget hele dagen, ikke andet end et stykke tørt brød. Jeg opsøgte saa feltlazarettet, for at de kunne afhente den mavesaarede, som vi ellers ikke troede der var liv i mere. Senere hen blev jeg syg og et par maaneder efter kom jeg tilbage til garnisonen. Hvem træffer jeg der? Underkorporalen, han gik der ligesaa levende som jeg, men kuglen sad inde i maven, men han havde ikke nogen mén af det.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Sidst i august nåede regimentet egnene omkring Brest-Litowsk.

Idag har vi været fire uger undervejs, vi har marcheret i tre uger og befinder os ca. 50 km. nordøst for Brest-Litovsk. Vi gaar fremad hver dag, mellem 20-25 km om dagen. Russerne lader nu alt i stikken.

Der løber mange kreaturer og svin omkring. Vi fanger og slagter nogle af dem, naar vi har tid, saa vi mangler ikke flæsk i denne tid, men til tider har det ogsaa været lidt knapt. Engang vi overraskede russerne, fandt vi en hel mark fuld af kreaturer, svin og høns. Vi gjorde derfor holdt, nu skulle der ordentlig brases. Vi havde ikke faaet noget ordentligt at spise de sidste par dage, saa vi var slemt sultne.

Dyrene blev nu fanget, alt eftersom hvad man syntes bedst om. Et par mand fangede et svin, andre et kratur og atter andre en høne. Hønsene var det dog ikke saa let at faa fat paa. Hvor hen man saa, var alle mand i færd med at slagte, koge og stege.

Men vi havde travlt, for ingen vidste, hvornaar vi skulle afsted igen. Alle havde vi vore kogekar over ilden, og det kogte og brasede, men paa en gang lød det: Fertigmachen.

Nu var gode raad dyre, Vi ville jo nødig miste vor gode suppe og kød, Naa vi satte dækslet paa kogekarret, spændte det paa tornysteren, denne paa nakken og saa af sted. Men da vi først kom i gang, skvulpede suppen ud af kogekarret og ned ad trøjen og benklæderne, og da fedtet saa størknede, glinsede det rigtig i solen.

Mange huse er afbrændte her, saa det er knapt med husly sommetider, men vi er ogsaa vant til at ligge udenfor.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)