3. maj 1915. På “Druckposten” i Slesvig som skomager

Jens P. Lauridsen fra Roager blev som 26-årig indkaldt for at blive uddannet til infanterist. Han hørte til Erz.-Res. 1. Han fik takket være en snarrådig kammerat reddet sig en forsvarlig “Druckposten” som skomager, skønt han aldrig havde flikket en sko i sit liv.

En Dag blev Depotet lavet om til Kompagnier, og samtidig hermed blev en Del af os sendt til Slesvig. Jeg var blandt de heldige — ligesom ogsaa Andreas Beck m. fl. var med her. Her i Slesvig blev vi indkvarterede paa Gottorp Slot, og der blev nu daglig ekserceret med os, og dette var just ikke saa rart. Turen kunde jo snart komme til os — vi maatte til Fronten.

Der herskede stor Mangel paa Haandværkere i Slesvig. De, der var her, længtes alle — hvor besynderligt det end lyder — efter at komme med ud i Kampen, at høste Forfremmelse og Ære eller — dø! — De gik ind i Geleddet og drog af Sted.

Ved den daglige Appel blev der derfor spurgt efter Haandværkere — hvilket vil sige: Skomagere og Skræddere. Andreas Beck var fræk nok til at melde sig som Skrædder — skønt han aldrig havde lært Haandteringen.

Nu sad han deroppe og havde sit paa det tørre, tænkte jeg, og ærgrede mig halvt over, at det ikke var mig. Jeg skulde ikke have noget af at dumme mig, skønt Andreas pressede paa, at jeg skulde melde mig.

En Dag kom Kammersergenten sammen med vor Feldwebel hen til mig, mens jeg stod i Geleddet. — Hør, sagde Feldwebelen: De er jo Skomager, Lauritsen!

Jeg? — Hr. Feldwebel. — Nej, det er jeg ikke. — Jo, De er, Lauritsen. Træd kun ud af Geleddet og følg med Kammersergenten op paa Kammeret!

Ja, saadan blev jeg — Haandværker, og dette kunde jeg takke min gode Ven, Andreas, for. Han havde nemlig over for Kammersergenten angivet mig som — Skomager af Profession.

Ankommet paa Kammeret fik jeg under en vis Beklemmelse anvist en Buk og en ledig Plads, og Sergenten tilkastede mig et Par Støvler, som skulde beslaas med Søm.

Sømmene blev slaaet i, og jeg var antaget som — Skomager …

Her sad vi nu og havde det godt. Arbejde skulde vi jo, men — det blev dog ikke til ret meget. Dette her var dog noget helt andet end at trave rundt dernede i Ka- sernegaarden, og en Dag var Kammeraterne borte — afgaaet til Fronten.

Jo, jovist. — Vi havde vel nok skudt Papegøjen … Saa sad vi da her og havde det rart, medens Vinteren gik, og Vaaren kom. Nede i Kasernegaarden var man i Gang med at indøve et nyt Hold Rekrutter. — Det var Folk fra Landstormen — ældre Mænd, de fleste af dem var Familiefædre. Man kunde godt sidde og faa ondt af dem, medens de løb som besatte dernede paa Pladsen.

Men hvad — det rager en jo ikke, og, som det hedder — enhver hytter sig, som han kan bedst.

Mit Arbejde bestod i at lappe gamle Støvler, der i Vognladninger kom tilbage fra Fronten.

Det hele tog vi dog ikke saa højtideligt. Wagner, som Kammersergenten hed, var en flink Mand. At lappe eller forsaale eet Par Støvler om Dagen var nok, saa vi havde god Tid til at lave andet, og det gjorde vi da ogsaa.

Forlængst havde vi indkvarteret os privat i Byen og kunde nu nyde et halvt civilt Liv. Vi blev efterhaanden godt kendte med en Del af Byens Borgere, ligesom vi ogsaa havde den Fornøjelse at have Familien paa Besøg og ogsaa kunde komme hjem paa Søndagsorlov.

Byens Borgere var over for os flinke og gæstmilde. — Men noget for noget! — De gæve Fruer eller Damer kom med deres mere eller mindre pæne Sko, der trængte til en ny Saal eller at blive syet. — Man maa jo huske, at der jo var Krig, og Læder og nye Sko var det smaat med. — Saa, lille Soldat — du kommer til at hjælpe mig denne Gang! — Og det kunde vi. — Vi tog — stjal — Læderet oppe i Magasinet, hvor der laa i Bunker af det. Ja, hvor lærte man mange Mennesker at kende, gode og daarlige mellem hverandre.

Hvordan det kom, forstaar jeg ikke; men efter et Par Maaneders Forløb kom Wagner en Dag og sagde henvendt til mig: Hør, Lauritsen, De har været en flink og tro Mand, og Dem har jeg Tillid til. Fra i Dag af staar De for Udleveringen fra Magasinet.

Javel, sagde jeg og takkede ham for hans store Tillid til mig. Jeg skulde nok passe godt paa Magasinet og dens Indhold.

Jeg opdagede senere, at Wagner var Medlem af det stedlige Baptist-Samfund. — Ellers var han god nok.

Andreas og jeg holdt sammen til Paaske 1915, da var Andreas saa heldig at komme hjem paa Orlov i et Par Dage. Han vendte ikke tilbage, men gik den rette Vej. Han kunde dog godt have sparet sig dette, da det kort Tid efter oplystes, at han var dansk Statsborger.

Kammerater havde jeg altid nok af. Mange er de, som jeg bagefter med en vis Vemod mindes. De fleste af dem, der drog til Fronten, kom aldrig mere tilbage. En af de faa heldige er Karl Hein, Spandet. Det var en kort Tid efter, at Andreas Beck var borte, at Karl Hein søgte ind til mig som Skomager. Han havde været saaret og havde fra Rekonvalescentkompagniet søgt herind. En kort Tid sad han nu her, men en skønne Dag var han igen borte. Karl Hein faldt i engelsk Fangenskab og sad der, til Krigen var forbi.

DSK-årbøger 1945.

Østrig-Ungarsk feltskrædderi
Østrig-Ungarsk feltskrædderi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *