Johs. Clausen, Gram, gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteri-Regiment Nr. 215 på Vestfronten. Han kan berette flere historier om sin stammende kammerat, Gustaf. Her er én af dem.
Reserve-Infanteri-Regiment Nr. 215 laa den 10. Maj 1915 med 1. Batl. i forreste Linie ved Lizerne i Flandern . Min Gruppe laa paa venstre Fløj med Tilslutning til Naboregimentet, og da Pionererne arbejdede i Pigtraadsspærringen, fik vi Ordre til at stille en Lyttepost ca. 60 Meter foran Pigtraaden.
Da Pionererne tidligt om Morgenen holdt op med Arbejdet, blev Lytteposten trukket ind, og da vi kom ind i Skyttegraven, blev vi af Delingsføreren, Ltnt. Cordes, opfordret til at hente Ammunition nede ved en lille Tøndebro, der gik over Yserkanalen.
Da vi kom ned til Kanalen i Nærheden af Broen, var Franskmændene travlt beskæftiget med at skyde den lille Bro i Stykker ved Hjælp af Artilleri, og da vi ikke skulde nyde noget, medens Skydningen stod paa, blev vi liggende i passende Afstand.
Da Skydningen efter vor Mening var ophørt, gik vi nærmere, fandt Patronerne, og skulde netop til at tiltræde Tilbagevejen, da vi fik Øje paa en Soldat, der kom fra den anden Side og vilde passere Broen. Den kommende havde Tornyster paa, og i højre Haand holdt han Geværet, medens han havde en Sandsæk med noget i i venstre Haand. Tornystret var bugnende fuldt af Uldtæpper, og da jeg syntes, at jeg skulde kende Fyren, gik jeg nærmere og saa nu, at det var min gode Ven Gustaf — Løjtnant Cordes’ Oppasser.
Gustaf havde været oppe ved Kaffevognen for at hente Løjtnantens Bagage, og foruden Udtæpperne var der sikkert ogsaa andre gode Sager i Tornyster og Sandsæk.
Da vi gensidig blev os var, var Gustaf ved at undersøge Broens Stabilitet ved med den ene Fod at træde paa Broplanken. »N-n-na, Ind r-r-r-etningen g-g-gynger jo slemt, men det gaar vel«, — mente Gustaf og balancerede ud paa Broen. Ved Broens højre Side var der spændt et svært Tov, og med højre Arm forsøgte Gustaf at støtte sig til Tovet, og han var kommet godt halvvejs over Broen, da Franskmændene igen fandt paa at sende en lille Granatbyge hen over Broen.
Det var naturligvis uhyggeligt for Gustaf, og han forsøgte da ogsaa at faa lidt mere Fart paa, for at faa fast Grund under Støvlerne, da en Granat slog ned umiddelbartunder Broen. Ved Eksplosionen røg Broen op i Luften, og Gustaf forsvandt i Yserkanalens Bølger med Gevær, Tornyster og Sandsæk.
Vi sprang straks til for at hjælpe, og da Gustaf endelig kom til Syne, svømmede han kun med højre Arm, saa vi mente, han var saaret i venstre Arm, hvilket dog senere viste sig at være en Misforstaaelse. Kammeraterne sprang til, og snart fik vi Gustaf trukket paa Land.
Gustaf var ikke saaret; han havde i venstre Haand vedblivende Sandsækken, og paa vor Forespørgsel svarede Gustaf stammende, — Gustaf stammede nemlig som et Maskingevær: — »I-i-i er vel t-t-tossede, i højre H-h-haand havde jeg j-j-jo Ge-geværet,——-d-d-det b-blev derude, men F-f-flaskerne har jeg da faaet med i Land —.«
Gustaf havde altsaa F-f-flasker i Sandsækken!!!
»En Bø-bø-bøsse skal Kompagniet nok sk-skaffe mig igen, m -m -m en «…
Meget rigtigt tænkt, Gustaf, et Gevær skal Kompagniet nok skaffe dig igen, men to Flasker Rødvin — — aldrig; altsaa maatte Bøssen blive derude, — men nu straks at betænke saadan noget, naar man er ved at drukne i Yserkanalen!
Gustaf saa slemt medtaget ud, — tilsmurt af Kanalens Mudder som han var, fra Top til Taa. — Vi hjalp ham med at faa Tornystret af, og skyllede ham med Vand fra Kanalen, og snart saa Gustaf ret præsentabel ud igen.
»N-n-na, det var det«, — mente Gustaf — »d-d-det er n-n-nu ikkke lutter Grin a t faa M-m-mudderbad, saadan s-s-straks om Mor’nen, — jeg f-f-fryser nederdrægtigt, — o-o-om F ø -fø -fø d d e rn e .
Denne Gustafs Udtalelse skaffede mig den ædle Tanke at indgive Gustaf noget, der kunde varme ham, — og da Gustaf jo selv havde fortalt, at han havde Flasker med i Sandsækken, saa laa Tanken ret nær, at det var den Medicin, Gustaf trængte til, og paa en høflig Forespørgsel fra min Side svarede Gustaf: »D-d-du m aa jo-jo-jo være tosset, altsaa , — det er Løjtnant Cordes’ Fla-fla-flasker, — din Idi-o-ot.«
»Nanu, Gustaf«, svarede jeg, »Flaskerne blev dog derude, hvor du lod Bøssen blive, — jeg er dog Vidne, — vi alle har dog set, at du røg i Kanalen, og det kan Løjtnanten da baade se og lugte paa dig …«.
Gustaf gloede paa mig, inden det brød ud af ham : »S-sørenme e-e-en gggod! Idé«!!!
Som sagt, saa gjort, — frem med Fla-fla-flaskerne, — Kammeraterne fik en Slurk med, og Gustaf truede endnu med Munden fuld: »I-i-i skal sø-sø-rnme hold’ Kæft med den her Historie …, ellers faa-faa-faar jeg et sy-syndigt Leben med ha-ha-ham, Lø-Lø-Løjtnanten.
Som gode Kammerater lovede vi Gustaf ubrødelig Tavshed, altsaa hvad Løjtnanten angik, thi ellers kunde jeg jo ikke skrive denne Historie, — vel?
Det var ved at blive rigtig lyst, vi fik hurtigt fat i Patronkasserne, og med Gustaf i Teten gik vi tilbage til Skytttegraven. Ankommet dertil stod Løjtnanten og tog imod os, og Gustaf knaldede Hælene sammen og meddelte Løjtnanten om Tilfældet ved Broen og Vandgangen mm.
»Je-je-jeg ser u-u-ud som et Sv-sv-svin, Hr. Lø-Lø-Løjtnant «, forklarede Gustaf.
»Javel, Gustaf, du ser ud som et Svin, — du lugter ogsaa som et Svin, Gustaf, men jeg synes ogsaa, du har en anden Lugt, din Laban, — du lugter efter min gode Bourgunder!«.
Mere hørte jeg ikke af Samtalen, thi vi havde jo alle lovet Gustaf ubrødelig Tavshed, og iøvrigt fik vi meget travlt med at bringe Patronerne hen i den anden Ende af Skyttegraven.