Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg. Forhandlinger.
I Udvalgets Møde 30. Juli 1919 var følgende Ministre til Stede: Statsministeren, Udenrigsministeren, Minister H. P. Hanssen, Finans-, Handels-, Undervisnings-, Kirke- og Landbrugsministeren samt Minister Stauning og endvidere Kammerherre Krieger.

Formanden, Alex. Foss, gav først Ordet til Finansministeren, der forelagde Betænkning fra det om Genforeningslaanet nedsatte Udvalg samt Lovforslag om Indførelse af dansk Mønt, om Oprettelse af en Afregningskasse og om Oprettelse af en Udligningskasse.

Efter at Statsministeren havde omtalt, at der vilde blive stillet Forslag om Oprettelse af en Politistyrke, som kunde staa til Raadighed for Kommissionen, naar Sønderjylland skulde besættes af Ententen, gav Minister H. P. Hanssen nogle Meddelelser i Tilslutning til det af ham i Mødet l0. Juli meddelte.

Mødet sluttede, efter at der havde fundet en Ordveksling Sted angaaende Rømning af 3. Zone.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

I Folketingets Møde 30. Juli 1919 behandledes en Forespørgsel til Udenrigsmin., stillet 29. s. M., paa Venstres og Det konservative Folkepartis Vegne af Abrahamsen, Klaus Berntsen, J. C. Christensen, Frøkjær, Hansen-Staunsbjerg, N. Neergaard og Parkov.

Forespørgselen havde følgende Ordlyd:

Hvilke Oplysninger kan Udenrigsministeren give om, hvad der søges gennemført til Sikring af Afstemningsfriheden i 2. Zone i Sønderjylland, og hvad har det danske Udenrigsministerium foretaget til Støtte af Ønsket om tysk Rømning af 3. Zone?

Under Forhandlingen fremsattes følgende Forslag til Paastande paa Overgang til næste Sag paa Dagsordenen:

N. Neergaard (Venstre): Idet Folketinget udtaler sin Glæde over, at Fredsslutningen mellem de allierede og associerede Magter og Tyskland aabner Danmark Udsigt til en nationalitetsbestemt Grænse mod Syd, idet Folketinget erklærer sig enig i den nordslesvigske Vælgerforenings under 4. Juli d. A. enstemmigt udtalte Ønske om en Rømning af 3. Zone, og idet Folketinget opfordrer Udenrigsministeren til paa virksomste Maade
at støtte dette Ønske overfor ledende Magter, gaar Tinget over til Dagsordenen.

Mads Larsen (Rad.): Idet Folketinget billiger Ministeriets  Erklæringer, gaar det — i Tillid til, at den internationale Kommission, som skal overtage Styrelsen af de slesvigske Afstemningsomraader, paa fuldt tilfredsstillende Maade vil varetage sin Opgave iflg. Fredstraktatens Art. 109, hvorefter »den træffer alle Forholdsregler, som den finder egnede til at sikre Afstemningens Frihed, Redelighed og Hemmelighed« — over til næste Sag paa Dagsordenen.

Af Tingets Forhandlinger om Forespørgslen og Paastandene paa Overgang til Dagsordenen gives i Aktm. Fremst., S. 55 ff. følgende Referat:

Folketingsmand N. Neergaard motiverede som Mødets Ordfører Forespørgselen hovedsagelig med Henvisning til Vælgerf.’s Res. af 4. Juli, dog med Omtale af Vælgerf.’s Beslutning af 28. s. M.

Endvidere henviste Neergaard til Uoverensstemmelsen mellem Fredstraktatens Tekst og Følgenoten af 16. Juni 1919, hvoraf maatte fremgaa, at Noten var affattet under den Forudsætning, at Fredstraktaten blev ændret saaledes, at kun Afstemningen i 3. Zone bortfaldt, men derimod ikke Rømningen. Det var Afstemningens Frihed, det kom an paa at sikre.

Udenrigsministeren besvarede Forespørgselen; han mente, at ikke for alle Forespørgerne var Afstemningsfriheden i 2. Zone  Hovedsagen. For adskillige af dem knyttede Interessen sig til 3. Zone med den Tanke, at Kravet om 3. Zone som Rømningszone paany kunde føre til at faa Zonen genoptaget som Afstemningszone; det centrale var derfor 3. Zone.

Ministeren gav derefter en Fremstilling af denne Zones Historie (med Henvisning til de ovenf. aktmæssig fremstillede Begivenheder).

Samtidig oplæste han de givne Instruktioner fra Udenrigsmin. til Gesandten i Paris efter Rigsdagsmødet 12. Maj og den danske Gesandts Note af 17. Maj til Fredskonferencens Præsident.

Angaaende 3. Zones Bortfald mente han, at dette syntes at være sket i to Tempi; endnu 16. Juni opretholdtes en Rømningszone, men i den endelige Fredstraktat var Zonen fuldstændig strøget. At 3. Zone ogsaa var strøget som Pvømningszone, var meget naturligt, set fra Fredskonferencens Side, eftersom Spørgsmaalet om en yderligere Rømning, ud over Afstemningsomraadet, oprindelig ikke fremkom som noget Ønske fra dansk Side.

Ministeren mente derfor ikke, at Bortfaldet af 3. Zone som Rømningszone var sket af nogen Fejltagelse, men at det var sket i Overensstemmelse med de Bestemmelser, der gjaldt for de øvrige Afstemningsomraader baade i Øvre Schlesien og i Østpreussen, idet man har søgt at fastslaa et Princip, samme Regel for de forskellige Distrikter, saaledes som det ogsaa er sket paa andre Omraader, f. Eks. det finansielle.

M. H. t., at Regeringen ikke havde ment at kunne rejse Sagen overfor Fredskonferencen, vilde han gøre den Bemærkning, at i Mellemtiden mellem 16. og 28. Juni, da Fredstraktaten blev underskrevet, havde Tiden været til at gøre Skridt med Hensyn til Spørgsmaalet. I Svaret til de tyske Delegerede af 16. Juni findes Zonen som Rømningszone, og da man fik Meddelelse om, at den var slettet, var det for sent at gøre Forestillinger. Først 28. Juni i det politiske Forhandlingsudvalg rejstes Spørgsmaalet for ham, men da var Sagen endelig afgjort ved Underskriften.

Endvidere refererede han de ovenfor omtalte Advarsler fra Gesandten i Paris mod at vække Forhaabninger om Rømning af 3. Zone, da dette vilde være forgæves, og henviste til de Skridt, der agtedes foretaget fra de allierede Magters Side til Sikring af Afstemningszonen; derfor mente han, at man fra Rigsdagens Side burde nære fuld Tillid til, at Afstemningen sikredes af den internationale Kommission, i Stedet for paa Forhaand at udtale en Tvivl om Kommissionens Evne i denne Retning.

Endelig refererede han, at Gesandten var blevet foruroliget over den Virksomhed, der udfoldedes i Paris af private Kræfter, og derfor havde udbedt sig Ministeriets Instruktion, et Ønske, han derfor havde imødekomme ved at forelægge Sagen i et Ministermøde og sende Telegram af 25. Juli, hvori Ministeriets Opfattelse resumeredes.

Neergaard erklærede sig for ganske utilfreds med Udenrigsministerens Besvarelse. Han forbavsedes over, at det først var 25. Juli, Udenrigsmin. sendte Telegram til Paris med Opfordring til at sende Skibe med Landgangstropper tidligere end paatænkt, og han undrede sig over, at man ikke havde fundet Anledning til at henlede den tyske Regerings og først og fremmest de allierede og associerede Magters Opmærksomhed paa de agressive Handlinger fra tysk Side i Sønderjylland.

Ligeledes hævdede han, at der var fuldkommen Enighed mellem Forespørgerne om, at Formaalet var Sikringen af  Afstemningsfriheden i 2. Zone, og at Hovedmidlet til en Sikring var Rømningen af 3. Zone i Overensstemmelse med Sønderjydernes Ønske. Der laa ikke deri nogen Mistillid til de allierede og associerede Magter eller til deres gode Vilje og Evne til at opretholde Afstemningsfriheden, men det var vor Pligt at gøre opmærksom paa, hvad der var det væsentlige til Varetagelse af vore Interesser.

Vedrørende Delegationens Forhandling i Pars hævdede han, at baade Sønderjyderne og Delegationen den Gang ønskede Rømningen af et 10 Kilometer bredt Bælte Syd for Afstemningsomraadet, og at dette Ønske ogsaa omfattede et Ønske om Varetagelse af Afstemningsfriheden.

Han lagde meget stor Vægt paa de Allieredes Svarnote af 16. Juni og hævdede, at med denne Note fulgte den endelige Traktat, og han forstod ikke Udenrigsministerens Opfattelse, at der efter Afsendelsen af denne Note skulde være sket nogen Forandring i Traktaten. Naar Ministeren indrømmede, at der mellem 16. og 28. Juni kunde være foretaget noget, maatte han sige, at han ansaa det for meget uheldigt, at hverken Ministeren eller Gesandtskabet vidste noget derom, og han erindrede, at der mellem de nævnte Datoer var Forlydender fremme om, at der skete Ændringer ogsaa med Flensyn til Rømningen. Denne Sag burde have været energisk forfulgt og undersøgt.

Heller ikke mente han, at det efter 28. Juni havde været umuligt at foretage noget eller opnaa en Ændring.

Til Slut forelagde Neergaard det ovenf. gengivne Forslag til Paastand paa Overgang til Dagsordenen.

Folketingsmand Johan Knudsen motiverede derefter det konservative Folkepartis Tilslutning til den stillede Dagsorden og udtalte samtidig Ønsket om en Offentliggørelse af den mellem Gesandtskabet i Paris og Udenrigsministeriet stedfundne Noteveksling angaaende Fredstraktatens Bestemmelse om Folkeafstemningen i Sønderjylland.

Folketingsmand Mads Larsen talte imod en foreslaaede Dagsorden og stillede paa Det radikale Venstres Vegne (det ovenf. gengive) Modforslag.

Folketingsmand Sigvald Olsen anbefalede paa Socialdemokraternes Vegne den sidst foreslaaede Dagsorden og imødegik Kravet om Rømningen af 3. Zone.

H. P. Hanssen udtalte, at der for Øjeblikket i Sønderjylland var fuld Enighed om at beklage, at Rømningsbestemmelserne var faldet bort. Denne Stemning havde affødt Vælgerforeningens Resolution af 4. Juli, der var blevet foreslaaet fra flensborgsk Side. Resolutionen var oprindelig bestemt for den internationale Kommission, men da denne ikke var traadt sammen, besluttedes det en halv Snes Dage senere, at den skulde overgives de herværende Repræsentanter for de allierede Magter, hvilket ogsaa skete. Naar man paa Mødet 28. Juli havde stemt imod at forelægge den for den danske Regering og Rigsdag, var Grunden hertil Frygten for, at man stod overfor en Gren af en maalbevidst Agitation, der tilsigtede Genoprettelsen af 3. Zone som Afstemningszone.

Dette havde for Vælgerforeningens Flertal været afgørende med Hensyn til det sidst indtagne Standpunkt.

Udenrigsministeren hævdede, at han havde oplæst alt, hvad der i den foreliggende Sag var gaaet fra Ministeriet til Gesandten, og at han havde anført alt, hvad Gesandten havde foretaget sig officielt. Som Følge af den nordslesvigske Vælgerforenings sidst vedtagne Resolution om ikke at sende Resolutionen af 4. Juli til den danske Regering og Rigsdag, syntes han ikke, at denne sidste kunde tages op paa Rigsdagen og gøres til Genstand for en Aktion. M. H. t. Svarnoten af 16. Juni kunde han ikke være enig med Neergaard; det var ikke Fredstraktaten, der i sin Helhed fremsattes dermed, men kun et Memorandum med Modforslag eller Svar paa de tyske Modforslag. Han ansaa det for ugørligt at tage Sagen op og udtalte paa Ministeriets Vegne, at Ministeriet ikke kunde gøre noget for denne Sag, fordi Fredstraktaten intet indeholdt om en 3. Zone, fordi der ikke kunde opnaas nogen Ændring i Traktaten, og fordi et saaledes frugtesløst Forsøg vilde kunne fremkalde Misstemning hos de allierede og associerede Magter.

Neergaard udtalte, at H. P. Hanssens Udtalelser forekom ham at indeholde en Bekræftelse paa det stærke Ønske, der næredes i Sønderjylland om gennem Rømningen af 3. Zone at sikre Afstemningsfriheden i 2.

Til Udenrigsministeren bemærkede han, at der ikke kunde være Skygge af Tvivl om, at Noten af 16. Juni var den, hvormed Fredstraktaten oversendtes. Han henviste til 8. Stykke i Noten, af Tyskerne kaldet »Mantelnote«, hvori de allierede og associerede Magter fordrede en Erklæring af den tyske Delegation inden 5 Dage fra Meddelelsens Dato om, at den var beredt til at undertegne Fredstraktaten i dens nuværende Skikkelse. Dette viste, at det drejede sig om den endelig undertegnede Fredstraktat.

Efter en Del yderligere Diskussion sluttede Forhandlingerne1.
Neergaards Forslag forkastedes med 70 St. mod 66, medens Mads Larsens vedtoges med 70 St. mod 67.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Nationaltidende skriver den 23. juli 1919:

Tyske Tyvebander paa Spil i Ærø

Ærø har atter haft Besøg af tyske Tyvebander, der i Nattens Mulm og Mørke kommer dertil pr. Baad. Saaledes har i Mandags en Bande begaaet Indbrud i forskellige forretninger, stjaalet Cigarer, Tobak, Fodtøj og Beklædning – og atter fjernet sig med Tyvekosterne, uden at efterlade sig et eneste Spor.

Ængstelsen paa Øen er derfor stor, og da man frygter for endnu flere natlige Besøg af tyske Tyvebander, paatænker man at ansøge om militær Beskyttelse.

Også i Ribe er der i Natten mellem Mandag og Tirsdag begaaet flere Indbrud, som også menes at hidrøre fra tyske tyve.

Vejle Amts Folkeblad skriver 25. juli 1919:

Tyske Tyve paa Ærø

Den tidligere sønderjyske Ø er haardt udsat denne Sommer. Atter og atter meldes der om Indbrud, og man er forlængst paa det rene med, at det er Tyskere, der stjæler. De kommer naturligvis søværts og i Reglen sønden fra. Øens Politiassistent, Hr. Gregersen, udtaler, at der daglig kommer et stort Antal Tyskere til Øen. De ubudne Gæster gaar i Land et mere eller mindre tilfældigt Sted, gaar snarest muligt i lag med at stjæle for derefter hurtigst at fjærne sig med Byttet. Og det sker altid, inden det bliver muligt at underrette Politiet. Skal der kunne føres et virkningsfuldt Tilsyn for Fremtiden, vil en Militærvagt være nødvendig.

For Øens Befolkning er Forholdene yderst utrygge. Alene den sidste Maaned har 4 større Indbrud fundet Sted. Den ene Gang drejede det sig om Fodtøj for over 6000 Kr. foruden flere andre Ting.

Ærø Avis skriver 31. juli 1919:

Lokalt. Marstal, d. 31. Juli.

Kystbevogtningen.

Der er nu fra Politiet i Ærøskøbing udsendt Meddelelse om, at der fra de ved Ærø stationerede U Baade om Natten med kort Varsel kan rekvireres bevæbnede Styrker.

Henvendelse herom kan ske pr. Telefon enten til Søby Central eller til »Ubaadsstationen i Ærøskøbing«.

Hvis Beboerne langs Kysten opdager noget »fordægtigt« enten til Søs eller paa Landjorden, der tyder paa at tyske Tyve eller Røverbander er paa Færde, kan de uden videre ringe et af de to Steder op og anmode om Hjælp.”

Link til Ærø Avis, 31. juli:

http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis/record/doms_aviser_page%3Auuid%3A936ce423-e314-4f9b-8591-2303a2d9fbdf/query/%22tyske%20tyve%22%20%C3%86r%C3%B8

“Permanent henvisning”:

http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:936ce423-e314-4f9b-8591-2303a2d9fbdf

Tak til Erik Sommer for tippet /RR

Fredskonferencens Præsident, Georges Clemenceau, tilstillede 29. Juli 1919 den danske Gesandt i Paris, Bernhoft, følgende Meddelelse:

De allierede og associerede Magters øverste Raad har i sit Møde 18. Juli vedtaget at anmode den danske Regering om at bære den anden Halvdel af de ved den internationale Kommission og ved Folkeafstemningen i Slesvig foraarsagede Udgifter.

I Skrivelse af 3. August tilføjede Præsidenten:

Omkostningerne ved den interallierede land- og sø-militære Besættelse i Folkeafstemnings-Perioden indbefattes i de almindelige Udgifter, Folkeafstemningen foranlediger.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Fredskonferencen om Statsejendommene i Slesvig. Efter at Øverste Raads Beslutning om de tyske Salg af Statsejendomme i Slesvig var bleven videresendt til Redaktions-Komitéen, foreslog denne, at Beslutningen fik følgende Affattelse:

I Overensstemmelse med den i Artikel X IX i Vaabenstilstanden af 11. Nov. 1918 fastslaaede Grundsætning, hvorefter:

Fjenden ikke under Vaabenstilstanden maa fjærne eller bortføre nogen af de offentlige Værdier, der kan tjene de Allierede som Pant for Erstatningernes Udredelse, vil ethvert Salg af offentlig Ejendom efter 11. Nov. 1918 i det slesvigske Afstemnings-Omraade blive betragtet som ugyldigt, overensstemmende med Fredstraktaten.

Den eksekutive Komité sluttede sig 25. Juli 1919 til denne Affattelse, som Øverste Raad ligeledes billigede (i sit Møde 28. s. M.).

Beslutningen blev 29. s. M. meddelt den tyske Delegerede ved Fredskonf. og Kopi af Meddelelsen til Baron v. Lersner blev s. D. af F. K.s Præsident tilstillet den danske Gesandt i Paris.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Udenrigsminister Scavenius tilstillede 28. Juli 1919 Gesandten i Paris, Bernhoft, følgende Telegram:

Det vil for alle Parter være af største Interesse saa hurtig som muligt at kunne danne sig et nogenlunde klart Begreb om de finansielle Forpligtelser, som den eventuelle Overtagelse af Dele af Slesvig vil medføre for Danmark, ikke mindst af Hensyn til, at det Beløb, der skal svares i Forhold til Landets indenrigske finansielle Forhold, spiller en betydelig Rolle. Derfor er det ønskeligt, at man i saa god Tid som muligt kan være forberedt paa de Krav, der i den Anledning kan stilles til Landet.

Men det vil utvivlsomt ogsaa i høj Grad kunne lette den internationale Kommissions Arbejde, hvis en saadan Opgørelse snarest kunde foreligge for den og ogsaa senere danne Grundlaget for Erstatnings-Kommissionens Afgørelse paa dette Omraade, som næppe kan træffes uden at et saadant Forarbejde er tilstede. Dettes Udarbejdelse forudsætter imidlertid en forudgaaende direkte Underhaandsforhandling om Detaillerne med en Repræsentant for den tyske Regering for derigennem at muliggøre Fremskaffelsen af alle nødvendige Dokumentationer for de Værdier, der skal overtages.

For at dette kan ske, vil det være nødvendigt, at denne Underhaandsforhandling snarest finder Sted, da de fleste Oplysninger kun kan faas af lokale Autoriteter, og disse vil ved Evakueringen forinden Afstemningen i mange Tilfælde være fjernet fra Byerne. Beder Dem derfor snarest forespørge rette Vedkommende, hvorvidt all. og ass. Regeringer deler det her fremsatte Ønske om en saadan uforbindende Underhaandsforhandling, om hvis Forløb den Slesvigske Internationale Kommissions Formand stadig kunde holdes underrettet.

Hvis dette er Tilfældet, skal der da fra Danmark eller vil man fra Konferencen gøre Forslag overfor Tyskland til saadan Underhaandsforhandlings Optagelse?

I Henh. t. den saaledes modtagne Ordre fornyede den danske Gesandt 31. Juli sin tidligere Henvendelse (af 9. Juni s. A .) til Fredskonf.s Præsident, til hvem han desuden rettede det i Udenrigsmin.s Telegram stillede Spørgsmaal.

Sagen blev af Præsidenten tilstillet den eksekutive Komité, som atter videresendte den til Erstatnings-Kommissionen. Denne gav imidlertid ikke sit Samtykke til Oprettelse af en blandet dansk-tysk Kommission.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Om Vælgerf. Best. og Tilsynsr.s Beslutning af 28. Juli 1919 meddeler Protokollen:

Forslaget om ogsaa at tilstille den danske Regering og Rigsdag Resolutionen om rømning af 3. zone forkastedes efter en længere Raadslagning med 28 mod 21 Stemmer.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

I det britiske Underhus fandt 28. Juli 1919 følgende Forhandling Sted:

Oberstløjtnant Guinnes: Jeg tillader mig at spørge Statssekretæren for udenrigske Anliggender, hvorfor tyske Tropper og Embedsmænds Rømning af Slesvig til Slien og Ejderen ikke er bestemt i den endelige Fredstraktat med Tyskland, skøndt denne Grænse udtrykkelig blev nævnt i Afsnit XII af de Allieredes Svar paa de tyske Modforslag til Fredsbetingelserne af 7. Maj?

Cecil Harmsworth, Understatssekretær for udenrigske Anliggender:
Tysk Rømning indtil Linjen Slien-Ejderen kan ikke kræves, fordi Artikel 109 i Fredstraktaten intet indeholder derom. Afstemnings-Zonens Omfang er ændret i sidste Øjeblik i Overensstemmelse med den danske Regerings Ønsker.

Svaret paa de tyske Bemærkninger var allerede skrevet, da denne Bestemmelse blev taget.

Oberstløjtnant Guinnes: Gik den danske Regerings Ønsker ud paa, at der skulde foretages Ændringer i den oprindelige Traktat ikke alene med Hensyn til Afstemningen, men ogsaa til Rømningen? Forholder det sig ikke saaledes, at der er stærk Stemning for, åt Rømningen bør ske til en sydligere Linje end Afstemnings-Grænsen for at hindre utilbørlig tysk Indflydelse i disse Egne?

Cecil Harmsworth: Ændringerne har, som det ærede Medlem vil forstaa, fundet Sted fuldstændig i Overensstemmelse med den danske Regerings Ønsker.

I Anledning af dette Ordskifte forespurgte Gesandten i London, om Udenrigsmin. ønskede, at han skulde gøre Bemærkninger i Foreign Office m. H. t. det af Harmsworth i Underhuset fremførte, og da hvilke?

inisteriet svarede herpaa i et Telegram 30. Juli, at den danske Regering kun havde fremsat Ønsket om 3. Zones Bortfald som Afstemningszone, men forudsat 3. Zones Bibeholdelse som Rømningszone. Heri var den danske Regering blevet bestyrket ved Konferencens Note af 16. Juni til den tyske Delegation.

Hvis Harmsworth’s Udtalelser opfattedes saaledes, at det skulde være paa den danske Regerings Begæring eller Ønske, at 3. Zone var faldet bort ogsaa som Rømningszone, anmodedes Gesandten
om at gøre opmærksom paa den meddelte Fremstilling.

Efter at have modtaget denne Instruks telegraferede Gesandten 1. Aug., at da Harmsworth’s Ord absolut kunde opfattes, som om den kgl. Regering havde udtalt Ønske om 3.Zones Bortfald som Rømningszone, havde han tilskrevet Harmsworth, at dette ikke var Tilfældet, men at den ønskedes rømmet, og anmodede ham om at meddele dette til dem, der havde med Sagen at gøre.

Udenrigsmin. telegraferede derefter til Gesandten, at Formen for hans Henvendelse til Harmsworth maatte skyldes en Misforstaaelse af Ministeriets Telegram af 30. Juli. Regeringens Standpunkt i Sagen havde været, at man ikke ønskede 3. Zones Bortfald som Rømningszone, men da det var sket, havde Regeringen taget den Stilling ikke at ville foretage Skridt, der maatte synes frugtesløse, og som kunde virke skadelige, hvis de opfattedes som Udtryk for Mistillid til den internationale Kommissions Evne til at sikre Afstemningens Frihed.

Dette Standpunkt tiltraadtes ved den af Folketinget 30. Juli vedtagne Udtalelse.

Gesandten anmodedes derfor om at fortsætte sin Meddelelse til Harmsworth i Overensstemmelse med det ovenfor anførte.

Gesandten svarede i Telegram af 2. Aug., at han skulde meddele Harmsworth den af Folketinget vedtagne Udtalelse som repræsenterende Regeringens Standpunkt og fremhæve, at Regeringen nu efter Fredstraktaten betragtede Rømning som udelukket.

Af Gesandtens Telegram fremgik iøvrigt, at i Ministeriets Telegram af 30. Juli var af Ordene »forudsat 3. Zones Bibeholdelse« Ordet »forudsat« bortfaldet ved en Telegraferingsfejl, hvorved den skete Misforstaaelse var opstaaet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

28. Juli: Vælgerforeningsmøde i Aabenraa. Peter Grau beretter om Rejsen og foreslaar at tilstille Regering- og- Rigsdag den enstemmigt vedtagne Resolution. Hanssen og hans Flertal nægter det, fordi det er »umuligt« at opnaa noget.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Hans Schmidt fra Østerlindet har berettet om forholdene i landbruget i overgangstiden 1918-1920. Vi bringer hans beretning i uddrag. Dette er sjette del.

En Mand, der havde afhændet sin Gaard for Krigen og nu var Rentier, laante i Overgangstiden Kroner og omsatte dem til billige Mark, ikke fordi han havde nogen Marks forpligtelse at indfri, men fordi han troede, at Danmark vilde regne alle Mark om til pari uanset Oprindelsen – og da den paagaldende Rentier var en meget smart Forretningsmand, øjnede han her en Fidus. Det glippede imidlertid, eftersom Danmark kun omregnede de Mark, der var tilstede allerede i 1914.

Valutaordningen fik den Form, at ældre Folk kunde vælge imellem en kontant udbetalt Ersstatning een Gang for alle, eller en aarlig Rente saa lange de levede. Det var meget indviklede Regler, det gik efter, især naar de vedkommende ogsaa havde Grundejendom.

Resultatet af Udregningen for den her omtalte Mand fik jeg i Embeds Medfør tilsendt, og det var helt tovligt! Jeg skulde spørge Manden, hvad han helst vilde have: 960 Kr. een Gang for alle, eller 1023 Kr. hvert Aar saa længe han levede!

Jeg sendte øjeblikkelig Papirerne tilbage og skrev, at der maatte jo foreligge en Fejltagelse, men fik dem igen med det Svar, at omend det saa besynderligt ud, var det dog rigtigt.

Saa var Manden naturligvis ikke i Tvivl, men valgte Rentereguleringen.

Nu fik en Enkemand og Enke kun omregnet 2/3 i Forhold til gifte Folk; den Mand, jeg her beretter om, var Enkemand, og i den nævnte Bestemmelse saa han straks en Fidus: da han havde faaet sin Renteregulering, giftede han sig med en Enke, som havde faaet Kapitalregulering. To Gange 2/3 er 4/3 — og det gav saaledes en god Ordning for dem!

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935.

Hans Schmidt fra Østerlindet har berettet om forholdene i landbruget i overgangstiden 1918-1920. Vi bringer hans beretning i uddrag. Dette er femte del.

Flere af Kronelaanene var ordnede saadan, at Renterne skulde tilskrives Hovedstolen indtil Genforeningen. For hvem, der laa med Beholdninger af Mark, var det en daarlig Ordning, da de jo ved Rentebetalingerne kunde have anvendt – ved Omveksling til Kroner – de tyske Mark, de havde Raadighed over, men som nu laa ubrugte hen og sluttelig intet var værd.

For hvem, der under ingen Omstændigheder kunde have præsteret Renter i Overgangstiden, var Ordningen naturligvis god. Men hvor Kronebeløbet i Haab om en nærforestaaende Afstemning var laant paa en Veksel til meget høj Rente, medførte Bestemmelsen om Renters Tilskrivning, at Gælden antog en skæbnesvanger Størrelse, efterhaanden som Genforeningen trak ud.

For Folk, som handlede med Heste og Kreaturer, var der gode Muligheder for at tjene Penge, men da de fleste regnede med, at Marken ikke gik helt herunter, satte mange Fortjenesten til igen.

Et Par Eksempler – men fra en noget senere Tid — til Oplysning. En Bonde, J. F., blev budt 17.000 danske Kroner for 20 Stude og 4 Udsætterkøer. Han syntes, det var for lidt, og sendte dem til Hamborg, hvor de indbragte 210.000 Mark; da Dagskursen dengang var 9,25 Øre, kunde Bonden altsaa have faaet 19.425 Kr. for Markbeløbet, d. v. s. 2.425 Kr. mere for sine Stude end det første Tilbud havde lydt paa.

Paa selve Handelsdagen fik han imidlertid ikke vekslet sine Mark, og Dagen derpaa, da Marken stod i 10 Øre — hvilket altsaa havde givet en yderligere Merpris paa 1.575 Kr. — var han paa Rejse. Trediedagen endelig var Kursen kun 9, og saa besluttede han at vente, til den steg lidt igen.

Men fra nu af faldt og faldt Marken, og det endte med, at J. F. slet ingen Ting fik for de Kreaturer, man paa et vist Tidspunkt havde budt ham 17.000 gode danske Kroner for.

En nordslesvigsk Bonde, der handlede med Heste, laante en stor Sum Kroner og opkøbte i Danmark Heste til Eksport sydpaa. Han havde gentagne Gange gjort meget gode Forretninger, men til Slut gik det galt. Den sidste Sending talte 15 Heste, der i Husum kostede 32.000 Kr. Betalingen erlagdes imidlertid i Mark, og da Kursen Dagen efter var sløj, vilde han ligesom den ovenfor omtalte J. F. vente nogle Dage. Ogsaa i dette Tilfælde blev Slutresultatet Nul.

Manden siger, naar han nu fortæller derom: ”Vi skulde have været umyndiggjort alle sammen.”

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935.

Bl.a. Vejle Socialdemokrat skildrede festlighederne for de hjemvendte sønderjyske krigsfanger om aftenen den 24. juli i Vejle.

Torsdag den 24. juli ved middagstid afsejlede »Sct. Thomas« til Rouen igen, og om eftermiddagen kl. 14 afholdtes en højtidelig gudstjeneste i Set. Nicolaj kirke, som var smukt pyntet med flagguirlander. Alle lys var tændt, og i koret stod Sønderjydsk Forenings fane. Provst Christensen talte ud fra Davids 103. salme vers 1-8 om taksigelsen for alle Guds velgerninger og hans barmhjertighed.

Efter velsignelsen sang menigheden stående »Så rejse vi til vort fædreland«.

Igen kl. 16,30 forsamledes gæsterne, byrådet, Sønderjydsk Fonds bestyrelse, repræsentanter for pressen og komiteen — i alt 350 personer — nu til festmåltid i Skyttehusets store sal. Gartner Fr. Poulsen bød velkommen og rettede en tak til flere sider, fordi alt hidtil var gået godt trods forskellige vanskeligheder.

For gæsterne takkede Nis Nissen, Brobøl på Sundeved, og sagde, at man aldrig ville glemme modtagelsen i Vejle. Det var noget nyt og næsten ufatteligt at blive betragtet som menneske igen. Han sluttede med at lade udbringe et leve for Vejle by og dens borgere.

Også læge Askov tog ordet. Han betonede, at et folk, der ikke opgiver sig selv, ikke kan slettes. Han ridsede linierne op fra 1864 og kom ind på udvandringen, der havde tappet Sønderjylland for ungdom. Der var dog kommet ændrede signaler. De store ofre havde været nødvendige for at få det tabte land tilbage. Igen måtte forsamlingen udbringe et leve — denne gang for et helt Danmark.

En løjtnant Petersen fra Flensborg takkede, og postkontrollør Axel Nielsen fremdrog træk fra soldaterbreve.

Senere under festen rejste man sig og sang »Home, sweet home«. I anledning af festen havde boghandler Andreas Dolleris skrevet en sang: »Med glød af hjertets lue, med vid og åben favn, en velkomsthymne klinger til Jer i Danmarks navn« til melodi af »Vort modersmål«. De otte vers blev modtaget med stort bifald.

For de sønderjydske kvinder blev der talt af henholdsvis byrådsmedlem fru M. Bording og landstingsmedlem frk. Olga Knudsen.

I haven spillede Alf Tellings musikkorps nationale melodier, og det blev langt ud på aftenen, inden festen sluttede.

Både onsdag og torsdag var der kommet mange sønderjyder til byen for blandt fangerne i transporten at finde pårørende, og det kom til mange rørende gensynsscener både i Skyttehushaven og på selve banegården, hvor fangerne ventede ved togene. Mange måtte dog gå skuffede bort.

Fangerne eller gæsterne var naturligvis glade for indkvartering og festivitas; men de havde ingen ro på sig. Allerede torsdag aften tog nogle hjem, da de erfarede, at der gik et nattog i sydgående retning.
I Bredsten var der torsdag aften samlet 170 mennesker — indbefattet de 40 fanger — til kaffebord og taler. Festen var vellykket; men det mærkedes tydeligt, at fangerne længtes hjem.

Tak til Vejle Stadsarkiv for avisudklippet.

Vejle Social-Demokrat skrev den 23. juli følgende:

Sønderjydernes Ankomst
Ved 11-tiden i Gaar Formiddags opankrede „St. Thomas” ud for Fakkergrav og Repræsentanter for Vejle By, Sønderjydsk Fond i København og komitéen i Vejle, der paa „Svanen” var sejlet Damperen i Møde, gik om Bord.

Postkontrollør Aksel Nielsen bød velkommen til Danmark og gav en del Oplysninger om Programmet. Der overraktes derefter enhver 25 Kr., beregnet til Hjemrejsen, samt nogle Ernæringskort, der gav Tilladelse til at købe Varer, paa hvilke der er lndførelsesforbud.

I alt var der 321 Fanger. De fortalte, at Rejsen havde været haard; man skulde egentligt have været Nord om Skagen, men var bleven nødsaget til at gaa gennem Kielerkanalen, hvad der havde sinket noget. Rouen forlod man Lørdag Aften.

Fangerne var i alle Aldre, men dog for størstedelen unge. De Stammede fra 1. og 2. Zone og havde været anbragt i franske og amerikanske Fangelejre i Frankrig. De var til slut bleven samlede i Rouen, hvor der endnu befandt sig 1000 sønderjydske Fanger. 2200 er ialt ankommet til Danmark og der menes at være endnu 2000 Sønderjyder i andre franske Fangelejre. Ved 4½ tiden sejlede Damperen ind ad Fjorden ledsaget af en Del Baade og lagde til Boldværket i Havnen ved 5-tiden, hvor flere tusinde Mennesker havde samlet sig for modtage de fremmede Gæster. Ogsaa adskillige Sønderjyder var kommet hertil for modtage Slægtninge, som formentes at være blandt Krigsfangerne, bl. a. fandt en sønderjydsk Moder sin Søn, som hun ikke havde set i 5 Aar.

Efter at Landstigningen havde fundet Sted bød den konstituerede Borgmester, Gartner Fr. Poulsen, Gæsterne velkommen med følgende Ord:

Paa Vejle Bys Vegne skal jeg hermed byde dem hjertelig velkommen. Vi vil være glade ved at have Dem i vor Midte, for at faa Lejlighed til at vise, at vi føler med Dem og glædes med Dem over, at den Tid er nær, da Grænsepælene mod Syd skal flyttes. Haabet om Genforening med vore Landsmænd i Sønderjylland er nær sin Opfyldelse, og det sker paa en Maade, som vi alle sammen kun kan være tilfredse med, idet det sker derved, at Princippet om Folkenes Selvbestemmelsesret bliver det afgørende. Dette Princip, som ogsaa proklameredes af Præsident Wilson, er jo nu efterhånden trængt igennem og anerkendt af alle Nationer, ogsaa af vor store sydlige Nabo. Dermed mener jeg, at vi har en vis garanti for, at vi i Fremtiden kan komme i godt nabovenligt Forhold til vor stor Nabo. De Savn, Lidelser og Kampe, De har gennemgaaet, har saaledes ikke været forgæves, og efter Tid er nu endelig Fredens Dag oprunden. Og lad os haabe, at den maa blive varig og at de svære Saar, som Krigen har slaaet, snart maa læges, saa Folkene igen kan række hinanden Broderhaand over Grænserne. Vi forstaar saa godt Deres Længsel efter at komme til Deres kære i Hjemmet og skal af den Grund heller ikke forlænge deres Ophold her mere end nødvendigt; men jeg føler mig forvisset om, at enhver, De kommer i Berøring med her, vil gør alt for, at De maa finde Dem godt iblandt os. Jeg byder Dem, som sagt, hjertelig velkommen her til vor By og haaber, at de maa tage gode Minder med herfra, og lad os saa i Fællesskab udbringe et Leve vort genforenede Fædreland, Danmark. Danmark leve (Hurra’) Derefter takkede en af Sønderjyderne i Kammeraternes Navn Vejle By for den venlige modtagelse.

Efter Ankomsten her til Byen afmarcheredes der straks i 2 Hold, med 160 i hvert, henholdsvis til Langelinies og Nyboesgades Skoler, hvor der var stor Renselsesfest. Efter den blev de iført nyt Kluns fra inderst til yderst, fik Sko paa Fødderne og ny Hovedbedækning. Alt som Gave fra Sønderjydsk Fond. Tøjet var leveret gennem London Herre Magasin, Undertøjet opkøbt hos forskellige og Støvler og Sko kommen fra København. Efter Iklædningen havde de vanskelig ved at kende hverandre. Det gamle tøj blev dels kasseret, des bundtet sammen, Saaledes at hver enkelt kan tage det med sig.

Farten gik derefter Teaterhotellet og Forsamlingsbygningen, hvor der blev serveret en stor Bøf for dem. Senere samledes de paa Jærnbanepladsen og blev fordelt til Værterne. Ca. en ene Halvpart kom paa Landet, navnlig til Byerne Daugaard, Assendrup, Bredsten og Grejs, men derimod ingen til Jelling, hvad der forbavser os Del.

En Skuffelse for mange af Værterne var det, at mindst 2/3 af Gæsterne var tysktalende (ca. 150 var fra Flensborg By), saa at de ikke kunde tale med dem. Komitéen er dog uskyldig med Hensyn hertil, idet man som sikkert er gaaet ud fra, at Franskmændene kun vilde sende dansktalende herop. Det har man dog ikke gjort, men har blot fyldt skibet med Fanger.
Men hvad enten de nu er tysk eller dansktalende, saa er de Krigsfanger, som har lidt Nød og Elendighed, og som nu, da de er kommet herop, bør behandles godt. I Aften er Fangerne Byens Gæster ved en Middag i Skyttehuset, hvorefter de hver for sig søger Syd paa med Togene. Nogle enkelte rejste i øvrigt straks efter Ankomsten til Byen. 3 af Soldaterne maatte ved Ankomsten indlægges paa Sygehuset, men alle de øvrige var raske, om end enkelt mødte med Bind. Adskillige bar Mærker af Saar.

Tak til Vejle Stadsarkiv for avisudklippet.

Hjemmesiden om Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918 har siden juni 2014 dagligt bragt 100 år gamle “nyheder” .

Det kunne være et brev, en dagbogsindførsel, et erindringsglimt, en avisartikel eller lignende. Helst bragt nøjagtig på 100-årsdagen – eller i det mindste så tæt på en nøjagtig dato som muligt, hvis det da kunne lade sig gøre.

Vi har netop i juli måned 2019 passeret 7.000 indlæg. Det er et gennemsnit på mere end 3 indlæg om dagen.

Det  har i hovedsagen været en lille gruppe af frivillige, der har stået for indlæggene.

Vi bringer fortsat daglige indlæg, men de vil med tiden ebbe ud, når de sidste sønderjyske krigsfanger er vendt hjem og afstemningerne er vel overstået.

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalgs Forhandlinger. I Udvalgets Møde 23. Juli 1919 var til Stede: Statsministeren, Minister H. P. Hanssen, Finansministeren, Handelsministeren og Landbrugsministeren samt Minister Stauning og Kabinetssekretær Krieger.

Formanden, Alexander Foss, oplyste, at han fra Folketingsmand J. C. Christensen havde modtaget følgende Skrivelse:

Hermed sender jeg en Afskrift af Petitionerne fra 3. Zone, som er
blevet mig tilstillet med Anmodning om, at jeg vilde forelægge den for Rigsdagen. Dette kan ikke lade sig gøre, men jeg tilstiller Dem
den, for at det sønderjydske Udvalg kan gøre sig bekendt dermed.

J. C. Christensen (Venstre): Afskriften kan selvfølgelig ikke bringes for Rigsdagen eller offentliggøres. Jeg tænkte et Øjeblik paa at sende den tilbage til Vedkommende, men det, syntes jeg, vilde være uhøfligt, og det er dog muligt, at nogle af Udvalgets Medlemmer, maaske alle, kan have Interesse af at se Underskrifterne. Derfor har jeg sendt Afskriften til Udvalget.

Det drejer sig kun om en enkelt Del af Petitionerne, thi en stor Del er blevet undertrykt af Tyskerne og er ikke kommet frem.

Udvalget tog Sagen til Efterretning.

Fra H. P. Hanssen havde Formanden modtaget Afskriften af Vælgerf.s Res. af 4. Juli med Vælgerforeningens Skrivelse af 7. s. M., hvori Ministeren anmodedes om »videre Forsendelse af hoslagte Res. til den interallierede Kommission«.

I H. P. Hanssens Følgeskrivelse til Udvalget hed det i denne Forbindelse:

Da Kommissionen endnu ikke var traadt sammen, var dette ikke muligt.

Som Følge deraf har jeg efter Vælgerforeningens Beslutning paa Mødet 12. Juli modtaget en ny Skrivelse med Bøn om »videre Forsendelse af hoslagte Resolution til den franske Legation«.

Dette er, da jeg som dansk Minister ikke kan træde i direkte Forbindelse med den franske Gesandt i denne Sag, sket ved, at et Medlem af Vælgerf. Tilsynsr. efter min Opfordring 17. Juli har afleveret Resolutionen til den franske Gesandt.

Af de derpaa fulgte Forhandlinger skal gives følgende Resumé:

Udenrigsministeren: Som de Herrer vil erindre, har jeg fra Begyndelsen, da denne Sag rejstes, taget den Stilling, at den danske Regering ikke var i Stand til at rette nogen Henvendelse i denne Sag, da den var afgjort ved Fredstraktaten, saaledes at den ikke vilde kunne genoptages uden igennem en Ændring af denne, hvilket jeg maatte anse for udelukket, og at rette en Henvendelse, som man paa Forhaand vidste maatte blive besvaret afslaaende, kunde man ikke anse for passende i Forhold mellem Regeringer.

Overfor den af Hr. Neergaard rejste Tanke, at man dog kunde fremhæve overfor den internationale Kommission den Frygt, der her i Landet var fremkommet for, at den Omstændighed, at 3. Zone ogsaa var bortfaldet som Rømningszone, kunde bevirke, at Afstemningen i 2. Zone vilde blive mindre betrygget — overfor dette har jeg fremhævet, at det var en noget delikat Sag, idet det kunde misforstaas af Kommissionen. Denne kunde mene, at man her paa upassende Maade blandede sig i, hvad der hørte under dens Omraade, og deri se en Tilbøjelighed til Kritik fra vor Side.

Man maa dog stadig huske paa, at vi i denne Sag paa en Maade, ligesom Tyskerne, endnu er udenforstaaende, og derfor kunde en saadan Henvendelse, endog fra officiel dansk Side, misforstaas. Jeg har Anledning til at tro, at overfor den Henvendelse, som igennem et Medlem af Vælgerf. Tilsynsr. er sket til den herværende franske Gesandt, er denne Betragtning ogsaa kommet frem fra den franske Gesandts Side.

For at vende tilbage til Sagen, forsaavidt Paris vedrører, har Udenrigsministeriet altsaa ment, at vi ikke fra dansk Side kunde foretage noget nu.

Derimod har Gesandten i Paris, uden nogen Instruktion herfra, undersøgt dette Spørgsmaal, da han saa det saa stærkt omtalt herhjemme, og han har derefter telegraferet til mig den Meddelelse, som jeg offentliggjorde forleden . . . Gesandten telegraferer:

Alle Bestræbelser for Evakuering af 3. Zone forgæves, da den ikke
findes i Traktaten. Ligeledes anses Fjernelse af Overpræsidenten for
ugørlig.

Jeg har ogsaa haft en Samtale med vordende Medlemmer af Kommissionen, hvori de netop har berørt det ejendommelige Forhold, der bliver ved, at Overpræsidenten efter Traktaten skulde fjernes. Det var klart, at han kunde fjernes fra de Zoner, hvor der blev stemt, saaledes at han ikke kunde fjernes fra det Sted, hvor han har sin Bopæl, naar dette er Byen Slesvig.

Videre telegraferer Gesandten:

Derimod vil Konferencen tilkendegive Tyskland at afholde sig fra
politiske Anholdelser i nævnte Zone.

Endvidere skal jeg oplæse et Telegram, som jeg har modtaget fra Gesandten i Anledning af en tidligere fra Gesandtskabet indberettet Meddelelse fra København . . .

Ministeren oplæste her det tidligere gengivne Telegram.

Landstingsmand Schovelin (Kons.) gik i sin Tale stærkt ind for, at Udvalget skulde sætte sig i Bevægelse for Gennemførelse af Evakuering i 3. Zone, idet han fremhævede, at Ønsket om Evakueringen var fremsat af den nordslesvigske Vælgerforening, at Rømningen af 3. Zone var faldet bort ved en Fejltagelse, og at Fredstraktaten faktisk ikke var ratificeret hverken i Paris eller i Washington, saaledes at det ikke var haabløst at faa  Evakueringsbestemmelsen indført. Og selv om det var haabløst, maatte man vise overfor Sønderjyderne, at deres Ønske om at betrygge Afstemningens Frihed og Sikkerhed i 2. Zone ligger os saaledes paa. Hjerte, at vi i alt Fald har gjort, hvad vi kunde, for at det skal ske Fyldest.

Folketingsmand Neergaard (Venstre): Som Sagen nu foreligger, ser jeg ikke rettere, end at det er vor Pligt at gøre vort yderste for at sikre Afstemningens Frihed i 2. 21one, og at det ogsaa bør forebringes for rette Vedkommende, som formentlig er de fire allierede Hovedmagter og Kommissionen, at man meget beklager, at denne Rømning, som Delegationen i Paris havde udtalt Ønske om, og som allerede den Gang var indrømmet fra den belgiske  Kommissions Side, ikke er kommet med, og at man maa betragte det som en Fejltagelse, at den ikke er kommet med, hvilket fremgaar af Uoverensstemmelsen mellem Følgeskrivelsens og Traktatens Indhold . . . Jeg mener, vi bør gøre gældende, saa stærkt vi formaar, at det er vort og Sønderjydernes Ønske, at man søger denne Fejl redresseret. I hvilket Omfang den lader sig redressere, ligger udenfor vor Kompetence, men vi bør søge den redresseret og navnlig fastholde det Synspunkt, at Afstemningsfrihed i 2. Zone
fuldt ud bør sikres.

Udenrigsministeren: M. H. t. det andet Spørgsmaal, som oprindelig blev rejst af Neergaard, om en Henvendelse til den interallierede
Kommission for at fremhæve, hvor vigtigt det er, at hver Ting bliver gjort, som kan betrygge Afstemningen i 2. Zone, skal jeg sige, at det er en noget delikat Sag for os at skulle udtale disse Beklagelser, fordi der er nogle Partier, der mener, at det er nødvendigt af Hensyn til deres Politik. Det kan man vanskeligt medtage i en international Debat. I internationale Forhold maa man holde sig til det faktisk foreliggende, og dertil hører ogsaa, at vi er noget vanskeligt stillede overfor Konferencen m. H. t. at udtale Beklagelse over noget, der ikke passer os. Men vi maa ogsaa være forsigtige med for meget at indskærpe de Allierede, hvad der er deres Pligt at foretage . . .

Efter at der endnu var udvekslet nogle Bemærkninger, sluttede Forhandlingen om dette Emne.

Statsministeren redegjorde derpaa for de Principer, hvorefter man i Retsvæsenet vilde kunne tilstræbe en fuldkommen Sammensmeltning mellem Kongeriget og Nordslesvig efter Genforeningen:

Dette kunde naas ud fra to Udgangspunkter. Det ene, at dansk Ret indføres med det samme i Slesvig, idet der kun tages Forbehold paa saadanne Punkter, hvor dansk Lovgivning maa siges at staa saa meget tilbage, at det vilde være et utaaleligt Tilbageskridt for Befolkningen dernede, hvis man vilde forlange, at den i nogen Tid skulde leve under den Ret, som er gældende i Danmark.

Det andet Udgangspunkt er, at man lader den bestaaende Ret vedblive at gælde i Slesvig og efterhaanden indfører dansk Ret, idet der tages Beslutning for hvert enkelt Omraade, paa hvilket dansk Ret skal indføres i Nordslesvig.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Vejle Social-Demokrat skrev den 23. juli følgende:

Sønderjydernes Besøg
Komitéen har modtaget Meddelelse om, at Sønderjyderne først vil naa her ind til Byen Kl. 4 i Eftermiddag. Da Komitéen allerede vidste dette i Gaar Eftermiddag, burde den have ladet Bladene tilflyde Meddelelse herom herom, saa at Læserne ikke skulde løbe og storke paa Havnen i Formiddags.

Ved løbeseddel meddeles del i Dag, at Værterne fra Landet kan afhente Gæsterne Kl. ca. 7 paa Jernbanepladsen.

Byens Folk kan afhente deres Gæster Kl. 8 – 9 sammesteds. I øvrigt opretholdes Programmet.

Tak til Vejle Stadsarkiv for avisudklippet.

Rigsudenrigsmininster Hermann Müller udtalte i Nationalforsaml. 23. Juli 1919 følgende:

Lad mig sidst, men ikke mindst nævne de neutrale Lande, som i de forløbne Krigsaar i saa mange Henseender har været Mæglere for os.

Det tyske Folk anerkender i de tunge Tider, som det nu maa gennemgaa, med Taknemmelighed ethvert Bevis paa Forstaaelse og Deltagelse, der har lydt over til det fra de neutrale Lande i Europa. (Hør!)

Det er sig sin særlige Taknemmelighedsgæld bevidst overfor de Lande, som ogsaa i denne Sommer hos sig modtager og plejer tyske Børn, der trænger til Rekreation, saaledes som Svejts, Sverige, Norge, Danmark, Holland og Finland gør paa ædelmodig Maade. (Bravo!) Dette menneskevenlige Værk vil ikke blive glemt af os. (Nye Bravoraab).

Paa Grundlag af Fredstraktaten skal Befolkningen i Nordslesvig ved Afstemning træffe Afgørelse om sin fremtidige Nationalitet. Det er af Betydning for Bevarelsen af det gode Forhold, som bestaar mellem Danmark og Tyskland, at denne Afstemning faar et saadant Udfald, at det ikke efterlader en Irredenta i noget af Landene. (Meget sandt!)

Ledede af disse Synspunkter har vi i sin Tid ved Afslutningen af Vaabenstilstanden ved Antagelsen af Grundsætningen om Nationaliteternes Selvbestemmelsesret anerkendt, at ogsaa de i Nordslesvig boende Danskere ved Afstemning skulde træffe Afgørelse om deres yderligere Forbliven ved Tyskland.

Trods de lidet glædelige Fremtoninger, som i den sidste Tid maa noteres inden for visse tyske Kredse i Afstemningsomraadet, som lader sig lede udelukkende af “mammonistiske” Synspunkter, venter vi dog, at der som et Resultat af den nationale Holdning hos største Delen af den tyske Befolkning fremgaar en Dragning af Grænsen, som i videst muligt Omfang tager Hensyn til Beboernes Nationalitet.

Hvad angaar den i det oprindelige Udkast til Fredstraktaten fastsatte 3. Zone, fremgaar det af Ententens Svar paa vor Note angaaende det første Udkast til Fredstraktaten, at denne Zone paa Danmarks Andragende allerede er blevet fuldstændig elimineret af Fredstraktatens Bestemmelser.

Man har erklæret, at der i national Hensende ingen Strid er om denne 3. Zone. Den staar ikke længere i nogen Forbindelse med Afstemningsog Rømningsspørgsmaal. Det er forstaaeligt; thi Befolkningen i denne Zone er homogen tysk, og der har aldrig eksisteret nationale Modsætninger i den.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

23. Juli har der i et Udvalgsværelse paa Rigsdagen fundet et historisk Møde Sted. Detlef Thomsen fra Vindert, Daniel Petersen fra Vesterholt og en Mand fra Ejdersted ønskede en Forhandling med Minister H. P. Hanssen.

Til Stede var Nis Nissen fra Viby, Kloppenborg-[Skrumsager], Vanggaard og flere fremtrædende Rigsdagsmænd af Venstre og det konservative Folkeparti.

Thomsen hævdede, at det første Fredstraktatudkasts Bestemmelser om 3. Zone var en ny Paragraf fem for 3. Zones Befolkning. Han paatalte den paatænkte Afspærring mellem 2. og- 3. Zone, som vilde medføre stor Fortræd uden at sikre Friheden i 2. Zone, og angreb i det hele Inddelingen i Zoner.

Han mindede om Hanssens Tale i Haderslev i Januar, hvor han havde lovet at tage imod Angelboerne med aabne Arme, naar de tilkendegav Viljen til at blive loyale danske Statsborgere. Nu er vi her! Vi er ikke komne før, fordi vi ventede at faa Afstemmngen, og haaber nu paa Deres uforbeholdne Støtte. —

Der blev en lang Forhandling. Hanssen svarede afvisende.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

22.-25. Juli i København. Rejst derover med P. Grau, fordi [den franske gesandt] Conty har ønsket at faa Grunden at vide til Rømnings-Resolutionen.

Conty har faaet Ordre af den franske Regering til straks at rejse til Brasilien, naar Efterfølgeren Claudel kommer. Nu bliver ikke en Franskmand, som har fulgt hele Sagens Udvikling med stærk Sympati for os, Formand i den internationale Kommission.

Udenrigsminister Scavenius, som ikke har rørt en Finger for Rømningen, offentliggør et Telegram fra Bernhoft om, at alle Skridt for Rømningen af 3. Zone er ørkesløse.

Franz v. Jessen telegraferer det modsatte, men siger, at der ingen Tid er at spilde. —

Venstre og konservative støtter Rømningskravet; men Regeringspartierne vil være imod det, medmindre Vælgerforeningen henvender sig direkte til Rigsdagen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Vejle Social-Demokrat skrev den 22. juli følgende:

Sønderjyderne
Der er til nedsatte Komité kommen Meddelelse om, at Sønderjyderne allerede ankommer i Aften. Damperen „St. Thomas vil ankre op paa Fjorden og overnatte, og i Morgen Formiddag kl. 10 vil Landgangen finde sted.

Man havde først ventet Fangerne sidst i denne Uge, og forberedelserne er langt fra færdige, idet man navnlig mangler Logi. Komitéen udsendte derfor i Aftes en løbeseddel med Opfordring til Byens Borgere om meddele Sukkerkontoret, hvor mange Gæster hver vilde have Alle Fangerne er dansktalende. Endvidere henstiller Komitéen, at der flages i Byen og ved Fjorden i Anledning af Besøget.

Tak til Vejle Stadsarkiv for avisudklippet.

Vejle Social-Demokrat skrev den 21. juli følgende:

Som tidligere meddelt vil der i Løbet af denne Uge ankomme en Transport af sønderjydske Krigsfanger her til Vejle for at blive befordret videre til deres Hjem i Sønderjylland. Da det vil være nødvendigt at sørget for Kvarter og Forplejning til disse Mennesker, der vil blive her et Par Dage, samledes Lørdag Eftermiddag Repræsentanter for Byraadet sønderjydske Fond samt forskellige Mænd og Kvinder fra Vejle og Omegn for at planlægge Modtagelsen af fremmede, der muligvis vil blive et Antal af omkring 300.

Man drøftede Planen og enedes om at vælge et Udvalg til at træffe de fornødne Foranstaltninger ved Modtagelsen, Indkvarteringen og Forplejningen. Det forventes, at Skibet vil komme hertil om Formiddagen eller ved Middagstid. Paa Forhaand vil man da søge at for planlagt Fordelingen af Fangerne saaledes, at de ved Landstigningen her har faaet udleveret Kvarterbilletter m. m.

I Løbet af Eftermiddagen vil de blive beværtede med Mad og Kaffe, hvorefter de vil blive overladt til deres Kvarterværter. Næste Dag vil de være Byraadets Gæster ved en Middag i Skyttehuset. Til i øvrigt at for forstaa Arrangementer nedsattes et Udvalg bestaaende af Gartner Poulsen, Fabrikant Worning, Fru Bording, Læge Askov, Fru Bankdirektør Petersen, Købmand Fr. Christensen, Postkontrollør Axel Nielsen, Boghandler Dolleris og Snedker Bendiksen.

Tak til Vejle Stadsarkiv for avisudklippet.

I Fangenskab Jorden over.

Vi bragte forleden – skriver “Fyns Tidende” – Meddelelse om at “St. Thomas” var sejlet til Rouen for at hjemføre 1200 Sønderjyder fra fransk og amerikansk Fangenskab. Over Halvdelen heraf stammer sikkert fra Afstemningsområdet. Desuden bliver der i Dunkerque samlet ca. 100 Sønderjyder, 70 fra Belgien og 29 fra Frankrig.

Men foruden disse lindes der endnu en Mængde Sønderjyder i Fangenskab i Udlandet. Det sønderjyske Ministerium har udarbejdet følgende Liste som vi her gengiver efter ”Modersmaalet”:

Engelske Fanger i England – 94, Engelske Fanger i Skotland – 5, Engelske Fanger i Frankrig – 5,
Engelske Fanger i Egypten – 55, Engelske Fanger i Indien – 15, Engelske Fanger i Sydafrika – 7,
Engelske Fanger på Malta – 28, Engelske Fanger i Natal – 2,

Franske Fanger i Frankrig – 328, Franske Fanger i Saloniki – 5, Franske Fanger i Marokko – 1,

Serbiske Fanger i Saloniki – 19, Serbiske Fanger i Serbien – 8,

Belgiske Fanger i Belgien – 82, Belgiske Fanger i Frankrig – 1,

Hollandske Fanger på Java – 11,

Amerikanske Fanger i Amerika – 40, Amerikanske Fanger i Frankrig – 60, Amerikanske Fanger på Kuba – 3,

Fanger i Kanada – 2, Fanger i Australien – 25, Fanger i Spanien – 7, Fanger på de kanariske øer – 1,

Fanger i Japan – 29, Fanger på Azorerne – 11, Fanger i Portugisisk Indien – 1, Fanger i Vire (Calvados) – 1, Fanger i Brasilien – 8,

Fanger i Sibirien – 31, Fanger i Rusland – 19, Fanger i Italien – 3, Fanger i Svejts – 1,

Fanger i Peru – 1, Fanger i Chile – 1, Fanger i Argentina – 2,

Fanger i Syrien – 1, Fanger i Tyrkiet – 2, Fanger i Ungarn – 2, Fanger i Rumænien -7.

I alt 1202

Youtubekanalen The Great War Channel fortsætter i et nyt og længere format, der handler om efterkrigstiden.

Ny vært er: Jesse Alexander.

Denne gang handler det om de allieredes besættelse af Rhinlandet

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

19. Juli: Trods vore Klager tilbagevises nu igen Flensborgere efter en Sprogeksamen ved Grænsen, endog Folk, vi sender paa Rekreation.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Vejle Social-Demokrat skrev den 19. juli følgende:

Sønderjydske krigsfanger til Vejle

Vejle Byraad har til morgen fra den Sønderjyske Fonds Hovedkontor modtaget et Brev, hvori takkes for tilbudet om at modtage en Transport Sønderjydske Krigsfanger, hvilket Tilbud er fremsendt efter Anmodning fra „Sønderjydsk Fonds” Hovedledelse.

Krigsfangerne vil afgaa med Dampskib „St. Thomas” fra Rouen efter den 19 ds., og da Rejsen varer hen imod 4 Døgn, vil de antagelig ankomme her til Byen i sidste Halvdel af næste Uge.

Et Opraab om indkvartering af Krigsfangerne vil fremkomme paa Mandag, og det forventes at baade Byboere og Landboere vil tage velvilligt imod de fremmede.

Tak til Vejle Stadsarkiv for avisudklippet.

Gesandten i Paris, Bernhoft, sendte 19. Juli 1919 Udenrigsmin. følgende Depeche:

Den af mig givne Fremstilling i min Depeche af 5. ds. af, hvorledes Evakuationen af 3. Zone blev opgivet, er blevet bekræftet ved en Samtale med en af Hovedpersonerne paa Fredskonferencen. 3. Zone blev først udtaget paa et Tidspunkt, da Fredstraktatens nye Tekst allerede forelaa i Korrektur.

I Anledning af, at jeg udtalte min Beklagelse af, at den fra først af bestemte Evakuation af 3. Zone var blevet opgivet, bemærkede min Kilde, at han straks saa, at »l’affaire était mal partie«, men Sagen var da radikalt afgjort.

Han tilføjede, at en Evakuation, som ikke ledsagedes af en Okkupation og Inddragning under Administrationskommissionen i Flensborg, vilde have frembudt store Vanskeligheder. Naar Kommissionen for de slesvigske Anliggender i sin Tid havde besluttet sig til at lade 3. Zone stemme, var det væsentlig som en Konsekvens af Evakuationen.

Spørgsmaalet om Evakuationen af 3. Zone har været fremdraget paany for Konferencen som Følge af Bemærkninger, der var blevet den forelagte, »saa vidt jeg erindrer ogsaa af Dem«. Men det øverste Raad havde (vist i et Møde 17. ds.1) besluttet, at man maatte respektere Fredstraktaten, saaledes som den engang var undertegnet.

Da jeg kun mundtlig overfor et af den danske Kommissions Medlemmer har berørt, at vi havde troet, at kun Afstemningen, men ikke Evakuationen af 3. Zone var blevet opgivet, maa det formodes, at de Bemærkninger, hvortil min Kilde antydede, skyldes Grev Bent Holstein og hans Venner.

løvrigt udtalte min Kilde, at han ikke indsaa, at den Omstændighed, at 3. Zone ikke blev evakueret, naar den dog ikke skulde stemme, kunde udøve nogen Virkning af Betydning paa Afstemningen i 2. Zone; der maatte være tilstrækkelige Midler for Haanden til for en Tid i saa smalt et Territorium at afskære Forbindelsen mellem 2. og 3. Zone. Fredskonferencen vilde tilkendegive Tyskland, at den ikke vilde finde sig i politiske Arrestationer eller Forfølgelser og lignende i 3. Zone, en temmelig platonisk Foranstaltning. Andet saa den sig ikke i Stand til at gøre2. Med ovenstaaende overensstemmende Oplysninger er givet mig af en anden Befuldmægtiget ved Konferencen.

I Depeche af 25. Juli fremhævede Gesandten yderligere, at de af ham hos forskellige ledende Personligheder ved Fredskonf. foretagne Undersøgelser havde bekræftet de i Depechen af 19. s. M. givne Meddelelser.

Man kunde ikke i Paris, hvor meget man end beklagede, at Rømningen af 3. Zone var udgaaet af den endelige Fredstraktat, se. hvorledes den nu kunde genindføres paa Trods af Traktatens Ord, og de Allieredes Svarnote af 16. Juni mentes ikke at være et tilstrækkeligt Grundlag for at indføre en ny Bestemmelse i Traktaten. Gesandten troede sig imidlertid i Overensstemmelse med Udenrigsmin.s Ønske ved at rette Bestræbelserne paa at søge at faa forstærket Garantierne for et frit Valg ved at skabe Mulighed for en streng Afspærring af 2. Zone mod Intimidation sydfra.

I Telegram, ligeledes af 25. Juli , meddelte Udenrigsmin. Bernhoft, at hele Ministeriet godkendte hans Optræden. Spørgsmaalet om 3. Zones Rømning mente man afgjort med den endelige Fredstraktat og ønskede ingen Henvendelse om denne Sag til de Allierede, da Tyskland ved Forhandlingerne herom med de Allierede vihde kunne forlange Indrømmelser paa andre Punkter.

I Spørgsmaalet om Sikring af Afstemningsfriheden i 2. Zone burde man vise Tilbageholdenhed, da en Henvendelse til de Allierede, der havde paataget sig at sikre en fri Afstemning og havde meddelt, at de vilde sende Skibe og Tropper til dette Formaal, kunde blive opfattet som Mistillid og Kritik. Da imidlertid Stemningen flere Steder, navnlig i Sønderborg, syntes noget ophidset, anmodedes Gesandten om at søge Afsendelsen af Skibe med
Landgangstropper fremskyndet, selv om Traktaten endnu ikke var traadt i Kraft.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Youtubekanalen The Great War Channel fortsætter i et nyt og længere format, der handler om efterkrigstiden.

Ny vært er: Jesse Alexander.

Denne gang handler det om borgerkrigen i De Baltiske Lande.

Senest ændret den 26. juli 2019 19:38

Hans Schmidt fra Østerlindet har berettet om forholdene i landbruget i overgangstiden 1918-1920. Vi bringer hans beretning i uddrag. Dette er fjerde del.

Det var Synd at sige, at Pengene sad for fast Nord for Grænsen. Man vilde hellere end gerne hjælpe os.

Genforeningssommeren 1920 fik jeg Besøg af en gammel Højskolekammerat, der med sin Kone var paa Cykletur i Sønderjylland. Han var nu Direktør for en af Andelsbankens Filialer i det sydlige Jylland, og da vi havde drøftet gamle Minder og Dagens Spørgsmaal, vilde han gerne have Oplysning om nogle Mænd, der havde laant 7000 Kr. i hans Bankfilial. Det var, sagde han, solide og gode Folk, tre Bønder fra Gram, den ene havde laant Pengene, de to andre kautioneret. Det mærkelige var blot, at man siden ikke havde hørt fra dem trods flere Henvendelser.

Dette med de tre Bønder fra Gram lod mig straks noget mystisk, og et Par Opringninger i Telefonen gav da ogsaa til Resultat, at der ikke eksisterede Bønder i Gram af de opgivne Navne. Banken var altsaa de 7000 Kr. fattigere, men var til Gengald blevet klar over, at ikke alle Sønderjyder var Engle, hvilket ellers paa den Tid var en meget udbredt Opfattelse Nord for Kongeaaen.

I en Tid med saa store Omskiftelser som denne kunde det i det hele ikke undgaas, at smarte Forretningsfolk, for at bruge et mildt Udtryk, udnyttede Situationen.

Ogsaa Nord for den gamle Grænse var der Syndere. I et bestemt Tilfælde laante nogle Folk i Kolding en sønderjysk Gaardmand 16.000 Kr., som han skulde bruge til at indløse en Markprioritet, men de lod ham underskrive et Gældsbevis lydende paa 20,000 Kr. og beregnede sig altsaa en Kursavance paa 25 pCt. af et Laan, der i Grunden maatte sidestilles med et almindeligt Banklaan.

De paagældende Laangivere havde bildt Manden — som vel ikke havde gode Forbindelser i det gamle Land — ind, at al Markgæld vilde blive tvangsomregnet til en Kurs af 72 Øre pr. Mark, og da Marken allerede paa det Tidspunkt stod betydeligt lavere, gjaldt det jo for Gaardejeren om at blive sin Hypotek kvit i Tide.

Stedt i denne formentlige Nødssituation underskrev Manden paa Dokumentet.

Dette Tilfælde danner dog absolut en Undtagelse fra Reglen, men det viser, hvor galt det kan gaa, naar skikkelige Folk falder mellem Røvere.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935.

Sønderjysk Månedsskrift nr. 5/2019, der netop er udkommet, indeholder to spændende historier om Første Verdenskrig:

Mogens Ladegaard, Grejs, skriver om bageren og købmanden fra Bevtoft – en historie om sammenhold mellem de to familier under 1. Verdenskrig, hvor bagerkonen klarede skæren, indtil hun i slutningen af krigen blev stukket af en bi og døde af blodforgiftning. Det må have været et meget bevæget øjeblik, da Peter Marius Petersen – efter fire lange krigsår på hesteryg red fra Sortehavet gennem det krigshærgede Europa og igen ser sine tre børn. Men ikke sin elskede hustru, der passede så godt på bådebørnene og bageriet.

Dr.med. & cand.mag. Hans Wolf, bemærker, at mens der er offentliggjort breve mellem front og hjem fra dansksindede nordslesvigere i den tyske hær under 1. Verdenskrig, er det ikke tilfældet mellem sydslesvigske dansksindede mænd og deres pårørende. En sådan brevveksling foreligger imidlertid mellem den 22- årige dansksindede sydslesviger, Friedrich Büchert, og hans mor, Marie Büchert. Friedrich faldt i grænselandet mellem det daværende Østpreussen og russisk Polen under den tyske vinter-forårsoffensiv 1914-1915 efter kun en måneds krigsdeltagelse. Forfatteren beretter om hans indkaldelse, hans genoptræning, hans rejse til Østfronten, hans deltagelse i kampene i Østprøjsen og moderens omsorg og bekymring for sin søn.

Derudover indeholder månedsskriftet artikler om katastrofen på Haderslev Dam i 1959 og om Gustav Schröder, der reddede knap 1.000 jødiske flygtninge fra Hitlers Tyskland.

Se mere her

Sønderjysk Månedsskrift og Sønderjyske Årbøger sendes til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Bliv medlem her Historisk Samfund for Sønderjylland

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

17. Juli: I Gaar er der holdt Husundersøgelse hos Daniel Petersen paa Vesterholt.

»Hejmdal« angriber nu Wall i Obdrup, fordi hans Fader har været Slesvig-Holstener.

Til i Dag indkaldt et Møde af Folk fra 2. Zone, Flensborg Amt, for at faa en fast Organisation.

En saadan dannedes under Mellemslesvigsk Udvalg med J. Søgaard i Jaruplund som Formand; der udpegedes Tillidsmænd i de enkelte Kommuner, saa vidt dette hidtil var muligt.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)