Vi har nu passeret 7.000 indlæg siden 2014

Hjemmesiden om Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918 har siden juni 2014 dagligt bragt 100 år gamle “nyheder” .

Det kunne være et brev, en dagbogsindførsel, et erindringsglimt, en avisartikel eller lignende. Helst bragt nøjagtig på 100-årsdagen – eller i det mindste så tæt på en nøjagtig dato som muligt, hvis det da kunne lade sig gøre.

Vi har netop i juli måned 2019 passeret 7.000 indlæg. Det er et gennemsnit på mere end 3 indlæg om dagen.

Det  har i hovedsagen været en lille gruppe af frivillige, der har stået for indlæggene.

Vi bringer fortsat daglige indlæg, men de vil med tiden ebbe ud, når de sidste sønderjyske krigsfanger er vendt hjem og afstemningerne er vel overstået.

 

7 tanker om “Vi har nu passeret 7.000 indlæg siden 2014”

  1. Jeg synes vi skylder en stor tak til alle de frivillige som har gjort et STORT stykke arbejde med at fodre os hver dag, med spændende oplysninger om tiden fra 1914 og forhåbentlig frem til 2020 og afstemningen.
    Hilsen fra en hvis far var med fra 1914 til deserterede i1917.

    1. Hej Eduard
      Mange tak for din kommentar! Jeg tror, jeg på hele holdets vegne kan sige, at dine venlige ord har glædet os alle!
      mvh
      René

  2. Rigtig mange tak for de mange spændende breve og artikler, som jeg har læst med STOR interesse.
    Jeg fortryder, at jeg som dreng ikke hørte ordentligt efter, når der blev fortalt om de vanskelige år for alle sønderjyder.

    Min farfar var med en kort periode i Frankrig. Min far smuttede over grænsen, da han blev indkaldt.
    Min morfar var købmand i Sommersted, så problemerne med varemangel har vi også hørt noget om.

    Med venlig hilsen

    Laurids Tange Lauridsen

    1. Kære Laurids!
      Tusind tak for de venlige ord, som har glædet os meget.
      På holdets vegne
      René

  3. Til Laurids Tange Lauridsen.

    Var din morfar købmand Andreas Tange i Sommersted? Farbror til Anders, Peter og Axel Tange, der alle deltog i krigen? Anders blev hårdt såret, Peter Petersen Tange og Axel Tange faldt begge i marts måned 1918. De har hver sin side her, men vi har også skrevet om dem på http://www.100helte.dk, der fortæller om faldne fra Lysabild sogn på Als. Peter og Axel fik deres navne på mindestenen ved Lysabild Kirke, selv om de sikkert aldrig havde været i sognet, men deres far Simon Tange blev ansat som degn og skolelærer i Lysabild 1919.

  4. Gode folk i oplysningens tjeneste

    Jeg læser jævnligt de mange indlæg og bladrer også i DSKs årbøger, hvor der jo ligger både underfundige og tankevækkende indlæg. Også jeg burde måske have lyttet mere med som barn, men da var det jo langt væk fra vores erfaringsverden.

    Jeg havde tre forfædre med i krigen på tysk side, selvom de alle var dansksindede. Det gik dem slemt, værre og værst. Min farfar Anders Christian Ebsen fra Friskmark ved Gram blev såret ved vestfronten. Min oldefar på min mors mødrene side sad i fangenskab i Belgien og kom som en af de sidste tilbage til Skodborg, ikke nem at genkende for børnene og mærket af krigen resten af livet. Endelig mistede min oldefar på fædrene side, Erik Beck livet ved østfronten i 1915, han var lige blevet indkaldt og efterlod sig kone og 6 børn, hvoraf min morfar som den ældste på 9 år naturligvis resten af livet var mærket.

    Tak for de gode indlæg fra frivillige, museumsfolk og de mange læsere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *