30. juli 1919. Lang diskussion i Folketinget om rømningen af 3. zone

I Folketingets Møde 30. Juli 1919 behandledes en Forespørgsel til Udenrigsmin., stillet 29. s. M., paa Venstres og Det konservative Folkepartis Vegne af Abrahamsen, Klaus Berntsen, J. C. Christensen, Frøkjær, Hansen-Staunsbjerg, N. Neergaard og Parkov.

Forespørgselen havde følgende Ordlyd:

Hvilke Oplysninger kan Udenrigsministeren give om, hvad der søges gennemført til Sikring af Afstemningsfriheden i 2. Zone i Sønderjylland, og hvad har det danske Udenrigsministerium foretaget til Støtte af Ønsket om tysk Rømning af 3. Zone?

Under Forhandlingen fremsattes følgende Forslag til Paastande paa Overgang til næste Sag paa Dagsordenen:

N. Neergaard (Venstre): Idet Folketinget udtaler sin Glæde over, at Fredsslutningen mellem de allierede og associerede Magter og Tyskland aabner Danmark Udsigt til en nationalitetsbestemt Grænse mod Syd, idet Folketinget erklærer sig enig i den nordslesvigske Vælgerforenings under 4. Juli d. A. enstemmigt udtalte Ønske om en Rømning af 3. Zone, og idet Folketinget opfordrer Udenrigsministeren til paa virksomste Maade
at støtte dette Ønske overfor ledende Magter, gaar Tinget over til Dagsordenen.

Mads Larsen (Rad.): Idet Folketinget billiger Ministeriets  Erklæringer, gaar det — i Tillid til, at den internationale Kommission, som skal overtage Styrelsen af de slesvigske Afstemningsomraader, paa fuldt tilfredsstillende Maade vil varetage sin Opgave iflg. Fredstraktatens Art. 109, hvorefter »den træffer alle Forholdsregler, som den finder egnede til at sikre Afstemningens Frihed, Redelighed og Hemmelighed« — over til næste Sag paa Dagsordenen.

Af Tingets Forhandlinger om Forespørgslen og Paastandene paa Overgang til Dagsordenen gives i Aktm. Fremst., S. 55 ff. følgende Referat:

Folketingsmand N. Neergaard motiverede som Mødets Ordfører Forespørgselen hovedsagelig med Henvisning til Vælgerf.’s Res. af 4. Juli, dog med Omtale af Vælgerf.’s Beslutning af 28. s. M.

Endvidere henviste Neergaard til Uoverensstemmelsen mellem Fredstraktatens Tekst og Følgenoten af 16. Juni 1919, hvoraf maatte fremgaa, at Noten var affattet under den Forudsætning, at Fredstraktaten blev ændret saaledes, at kun Afstemningen i 3. Zone bortfaldt, men derimod ikke Rømningen. Det var Afstemningens Frihed, det kom an paa at sikre.

Udenrigsministeren besvarede Forespørgselen; han mente, at ikke for alle Forespørgerne var Afstemningsfriheden i 2. Zone  Hovedsagen. For adskillige af dem knyttede Interessen sig til 3. Zone med den Tanke, at Kravet om 3. Zone som Rømningszone paany kunde føre til at faa Zonen genoptaget som Afstemningszone; det centrale var derfor 3. Zone.

Ministeren gav derefter en Fremstilling af denne Zones Historie (med Henvisning til de ovenf. aktmæssig fremstillede Begivenheder).

Samtidig oplæste han de givne Instruktioner fra Udenrigsmin. til Gesandten i Paris efter Rigsdagsmødet 12. Maj og den danske Gesandts Note af 17. Maj til Fredskonferencens Præsident.

Angaaende 3. Zones Bortfald mente han, at dette syntes at være sket i to Tempi; endnu 16. Juni opretholdtes en Rømningszone, men i den endelige Fredstraktat var Zonen fuldstændig strøget. At 3. Zone ogsaa var strøget som Pvømningszone, var meget naturligt, set fra Fredskonferencens Side, eftersom Spørgsmaalet om en yderligere Rømning, ud over Afstemningsomraadet, oprindelig ikke fremkom som noget Ønske fra dansk Side.

Ministeren mente derfor ikke, at Bortfaldet af 3. Zone som Rømningszone var sket af nogen Fejltagelse, men at det var sket i Overensstemmelse med de Bestemmelser, der gjaldt for de øvrige Afstemningsomraader baade i Øvre Schlesien og i Østpreussen, idet man har søgt at fastslaa et Princip, samme Regel for de forskellige Distrikter, saaledes som det ogsaa er sket paa andre Omraader, f. Eks. det finansielle.

M. H. t., at Regeringen ikke havde ment at kunne rejse Sagen overfor Fredskonferencen, vilde han gøre den Bemærkning, at i Mellemtiden mellem 16. og 28. Juni, da Fredstraktaten blev underskrevet, havde Tiden været til at gøre Skridt med Hensyn til Spørgsmaalet. I Svaret til de tyske Delegerede af 16. Juni findes Zonen som Rømningszone, og da man fik Meddelelse om, at den var slettet, var det for sent at gøre Forestillinger. Først 28. Juni i det politiske Forhandlingsudvalg rejstes Spørgsmaalet for ham, men da var Sagen endelig afgjort ved Underskriften.

Endvidere refererede han de ovenfor omtalte Advarsler fra Gesandten i Paris mod at vække Forhaabninger om Rømning af 3. Zone, da dette vilde være forgæves, og henviste til de Skridt, der agtedes foretaget fra de allierede Magters Side til Sikring af Afstemningszonen; derfor mente han, at man fra Rigsdagens Side burde nære fuld Tillid til, at Afstemningen sikredes af den internationale Kommission, i Stedet for paa Forhaand at udtale en Tvivl om Kommissionens Evne i denne Retning.

Endelig refererede han, at Gesandten var blevet foruroliget over den Virksomhed, der udfoldedes i Paris af private Kræfter, og derfor havde udbedt sig Ministeriets Instruktion, et Ønske, han derfor havde imødekomme ved at forelægge Sagen i et Ministermøde og sende Telegram af 25. Juli, hvori Ministeriets Opfattelse resumeredes.

Neergaard erklærede sig for ganske utilfreds med Udenrigsministerens Besvarelse. Han forbavsedes over, at det først var 25. Juli, Udenrigsmin. sendte Telegram til Paris med Opfordring til at sende Skibe med Landgangstropper tidligere end paatænkt, og han undrede sig over, at man ikke havde fundet Anledning til at henlede den tyske Regerings og først og fremmest de allierede og associerede Magters Opmærksomhed paa de agressive Handlinger fra tysk Side i Sønderjylland.

Ligeledes hævdede han, at der var fuldkommen Enighed mellem Forespørgerne om, at Formaalet var Sikringen af  Afstemningsfriheden i 2. Zone, og at Hovedmidlet til en Sikring var Rømningen af 3. Zone i Overensstemmelse med Sønderjydernes Ønske. Der laa ikke deri nogen Mistillid til de allierede og associerede Magter eller til deres gode Vilje og Evne til at opretholde Afstemningsfriheden, men det var vor Pligt at gøre opmærksom paa, hvad der var det væsentlige til Varetagelse af vore Interesser.

Vedrørende Delegationens Forhandling i Pars hævdede han, at baade Sønderjyderne og Delegationen den Gang ønskede Rømningen af et 10 Kilometer bredt Bælte Syd for Afstemningsomraadet, og at dette Ønske ogsaa omfattede et Ønske om Varetagelse af Afstemningsfriheden.

Han lagde meget stor Vægt paa de Allieredes Svarnote af 16. Juni og hævdede, at med denne Note fulgte den endelige Traktat, og han forstod ikke Udenrigsministerens Opfattelse, at der efter Afsendelsen af denne Note skulde være sket nogen Forandring i Traktaten. Naar Ministeren indrømmede, at der mellem 16. og 28. Juni kunde være foretaget noget, maatte han sige, at han ansaa det for meget uheldigt, at hverken Ministeren eller Gesandtskabet vidste noget derom, og han erindrede, at der mellem de nævnte Datoer var Forlydender fremme om, at der skete Ændringer ogsaa med Flensyn til Rømningen. Denne Sag burde have været energisk forfulgt og undersøgt.

Heller ikke mente han, at det efter 28. Juni havde været umuligt at foretage noget eller opnaa en Ændring.

Til Slut forelagde Neergaard det ovenf. gengivne Forslag til Paastand paa Overgang til Dagsordenen.

Folketingsmand Johan Knudsen motiverede derefter det konservative Folkepartis Tilslutning til den stillede Dagsorden og udtalte samtidig Ønsket om en Offentliggørelse af den mellem Gesandtskabet i Paris og Udenrigsministeriet stedfundne Noteveksling angaaende Fredstraktatens Bestemmelse om Folkeafstemningen i Sønderjylland.

Folketingsmand Mads Larsen talte imod en foreslaaede Dagsorden og stillede paa Det radikale Venstres Vegne (det ovenf. gengive) Modforslag.

Folketingsmand Sigvald Olsen anbefalede paa Socialdemokraternes Vegne den sidst foreslaaede Dagsorden og imødegik Kravet om Rømningen af 3. Zone.

H. P. Hanssen udtalte, at der for Øjeblikket i Sønderjylland var fuld Enighed om at beklage, at Rømningsbestemmelserne var faldet bort. Denne Stemning havde affødt Vælgerforeningens Resolution af 4. Juli, der var blevet foreslaaet fra flensborgsk Side. Resolutionen var oprindelig bestemt for den internationale Kommission, men da denne ikke var traadt sammen, besluttedes det en halv Snes Dage senere, at den skulde overgives de herværende Repræsentanter for de allierede Magter, hvilket ogsaa skete. Naar man paa Mødet 28. Juli havde stemt imod at forelægge den for den danske Regering og Rigsdag, var Grunden hertil Frygten for, at man stod overfor en Gren af en maalbevidst Agitation, der tilsigtede Genoprettelsen af 3. Zone som Afstemningszone.

Dette havde for Vælgerforeningens Flertal været afgørende med Hensyn til det sidst indtagne Standpunkt.

Udenrigsministeren hævdede, at han havde oplæst alt, hvad der i den foreliggende Sag var gaaet fra Ministeriet til Gesandten, og at han havde anført alt, hvad Gesandten havde foretaget sig officielt. Som Følge af den nordslesvigske Vælgerforenings sidst vedtagne Resolution om ikke at sende Resolutionen af 4. Juli til den danske Regering og Rigsdag, syntes han ikke, at denne sidste kunde tages op paa Rigsdagen og gøres til Genstand for en Aktion. M. H. t. Svarnoten af 16. Juni kunde han ikke være enig med Neergaard; det var ikke Fredstraktaten, der i sin Helhed fremsattes dermed, men kun et Memorandum med Modforslag eller Svar paa de tyske Modforslag. Han ansaa det for ugørligt at tage Sagen op og udtalte paa Ministeriets Vegne, at Ministeriet ikke kunde gøre noget for denne Sag, fordi Fredstraktaten intet indeholdt om en 3. Zone, fordi der ikke kunde opnaas nogen Ændring i Traktaten, og fordi et saaledes frugtesløst Forsøg vilde kunne fremkalde Misstemning hos de allierede og associerede Magter.

Neergaard udtalte, at H. P. Hanssens Udtalelser forekom ham at indeholde en Bekræftelse paa det stærke Ønske, der næredes i Sønderjylland om gennem Rømningen af 3. Zone at sikre Afstemningsfriheden i 2.

Til Udenrigsministeren bemærkede han, at der ikke kunde være Skygge af Tvivl om, at Noten af 16. Juni var den, hvormed Fredstraktaten oversendtes. Han henviste til 8. Stykke i Noten, af Tyskerne kaldet »Mantelnote«, hvori de allierede og associerede Magter fordrede en Erklæring af den tyske Delegation inden 5 Dage fra Meddelelsens Dato om, at den var beredt til at undertegne Fredstraktaten i dens nuværende Skikkelse. Dette viste, at det drejede sig om den endelig undertegnede Fredstraktat.

Efter en Del yderligere Diskussion sluttede Forhandlingerne1.
Neergaards Forslag forkastedes med 70 St. mod 66, medens Mads Larsens vedtoges med 70 St. mod 67.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *