Alle indlæg af Rene Rasmussen

24. december 1914. Juletræet fældes med sabel

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86. Julen blev fejret bag fronten i Frankrig.

24. december 1914.

Juleaftensdag oprandt med Snevejr; det saa rigtig ud til, at det nu skulde blive Jul; dog lidt op paa Dagen kom Solen igennem, og Sneen maatte forsvinde. 

Om Middagen gik to Underofficerer og jeg ud at søge om et Juletræ; men vi maatte søge over en halv Time; thi rigtig smukke og jævnt groede Grantræer kendte Franskmændene aabenbart ikke til. Da vi kom hen til Godshaven, sprang jeg over Hegnet og savede Toppen af en Gran med min Sabel. Træet var ikke saa smukt, som jeg kunde ønske det; men Hovedsagen var jo, at vi havde et.

Om Eftermiddagen gik vi til Gudstjeneste. Kirken var overfyldt, den kraftige Sang var ordentlig velgørende, og den smukke Tale, der blev holdt af vor Feltpræst, gik os alle til Hjertet. Efter Tilbagekomsten samledes vi i en Kornlade, hvor nogle Kammerater havde pyntet Juletræet.Vor Kompagnifører holdt en Tale til os og oplæste Juleevangeliet; saa blev der sunget en hel Del Julesalmer, og ind imellem læste et Par Kammerater nogle Juledigte. Naar der engang imellem var et lille Ophold, hørte vi tydelig Kanonernes Torden.

Bagefter samledes vi i Klynger og talte sammen om Julen og Hjemmet. Der var en Del af os, som havde købt Kognak og Bom af Marketenderen. Vi havde ogsaa faaet udleveret noget, som skulde være Brændevin; men det var nærmest Brændsprit; deri havde nogle drukket sig fra baade Sans og Samling.

Til Julebord havde jeg et Par Brædder med et Knippe Halm under. Ved det flakkende Skin af et lille Julelys spiste jeg med god Appetit et Stykke Brød med Fedt paa og krøb saa ind i Halmen oppe paa Loftet og sov trygt til om Morgenen. Det var Julen 1914.

På skilt over døren: "Weinachten Gott Strafe England".
86’ere fra Tønder ved juledekoration. Læg mærke til det fromme juleønske på skiltet: “Gott strafe England!”

24. december 1914. Hemming Skov: “Vi fik næsten julegaver i overflod.”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten

Juledag havde vi Juletræ, og vi fik næsten Julegaver i Overflod, Liebesgaben (Kærlighedsgaver) fra forskellige Steder. Fra Thorn, vor Garnisonsby, var saaledes sendt Vin i saadan Mængde, at hvert Korporalskab fik 4 Fla­sker. Baggrunden for Rigeligheden beroede naturligvis paa, at det var den første Krigsjul.

Vi manglede kun den længe ventede „store Julepakke” fra vore kære derhjemme. En Pakke, hvis særlige Størrelse var tilladt med Henblik paa Julen. — Juledagsaften maatte vi desværre i Skyttegraven igen, og selv om vi havde været heldige og kunde fejre en Del af Juleaften og Juledag i Fred og Ro, forlod vi ikke særlig glade vort Kvarter med vort Juletræ.

Jul hos Luftskibstropperne (Landsarkivet for Sønderjylland)
Jul hos Luftskibstropperne (Landsarkivet for Sønderjylland)

24. december 1914. Jul om bord på SMS Dresden

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids.

SMS_Dresden.jpg

Juleaftensdag forløb om Formiddagen akkurat som alle de andre Dage, udover at der var Folk i Land for at hente grønne Grene til at pynte op i Mandskabsrummene og i Messerne med. Julen er jo den sydlige Halvkugles Sommer, og det var svært at finde noget, der forbandt denne Jul med vor sædvan­lige Forestilling om en Juleaften. Vejret var mildt, næ­sten varmt, og de grønne Løvtræer i Land ledte snarere Tanken hen paa en Midsommerfest. Julestemningen vilde ikke indfinde sig hverken hos mig eller de fleste af mine Kammerater. Hist og her hørte man én nynne en Strofe af en Julesalme, men det lød saa bagvendt, næsten paro­disk. Vi var kommet ind i en anden Verden end den, vi var vant til. Al Forbindelse med den rigtige Jul var af­brudt, syntes jeg.

Om Eftermiddagen blev vi kommanderet paa Dæk og traadte an foran en lille Talerstol, der var rejst paa Skan­sen og var smykket med Krigsflaget. Jeg var ikke rigtig klar over, hvad der skulde foregaa, før jeg saa Kaptajn­løjtnant Wieblitz gaa op paa Talerstolen med en Bog i Haanden. Han tog sin Kasket af; og Officererne, der stod omkring Talerstolen, gjorde det samme. Den lange Ræk­ke af menige Mænd tog Huerne i Haanden uden Kom­mando. Kaptajnløjtnanten aabnede Bogen og begyndte at læse. Han havde en smuk, rolig og klangfuld Stemme, uden Spor af den haarde Kommandotone, som mange af Officererne ikke kunde frigøre sig for. Ordene naaede ud ud til hver Mand i den store Forsamling, og der blev saa usigeligt stille overalt.

“Men det skete i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at Alverden skulde skrives i Mandtal …”

Jeg bøjede mit Hoved under Juleevangeliets jævne Majestæt, ens i Sønderjyllands Kirker og paa Dækket af en fredløs Krydser skjult i Udlandets Bugter. Store Taarer løb ned ad mine Kinder, og Tankerne stræbte, forvirrede af Afstand og Haabløshed, mod dem derhjem­me. Jeg saa ingen af de andre, hørte kun de kendte Ord, der i Dag havde faaet en Højhed og en Skønhed, som jeg aldrig før havde forstaaet.

Kaptajnløjtnanten sluttede Oplæsningen af Evangeliet, og Musikkorpset begyndte at spille en af Julesalmerne. Officererne sang med, og snart sang hele Skibets Besæt­ning, saa godt den kunde, med paa de gammelkendte Ord, der tryllede en uafbrudt Række af fjerne Minder frem i mit Sind.

Efter Salmen holdt Kaptajnløjtnanten en kort Jule­prædiken. Han var en ypperlig Taler, og jeg mindes al­drig at have hørt saa smuk en Juleprædiken. Han slut­tede med at bede en Bøn, hvis sidste Ord endnu slaar tydeligt for min Erindring:

Skulde det ikke være os forundt at se vort Hjem og Fædreland mere, saa lad os gaa for Anker i Havnen, hvor der er evig Ro og Fred. Amen!

24. december 1914. “… vi kunne ikke mere, vi græd alle.”

Jul-A10358_05_resize

Frankrig, den 25. December 1914.

Min kære Kristine!

Ja, saa blev det Jul igen, men hvad for en Jul, en Jul, som vi maatte fejre adskilte, men med Haab om at komme til at fejre Jul sammen igen.

Om Morgenen holdt det op med at sne, Solen kom igennem, Sneen smeltede, og henimod Aften var det Frostvejr med Maaneskin og klar Stjernehimmel, en rigtig smuk Juleaftenshimmel, meget for smuk til denne syndige Verden.

Om Eftermiddagen begyndte Julestemningen at komme over os, skønt vi endnu ikke havde faaet de længe ventede Julepakker. De naaede os ikke til Ju­len. Men i alle vore Jordhuler blev der pyntet til Ju­len, saa godt det lod sig gøre efter Forholdene, med Grankviste og Julelys. Under dette Arbejde kom der Meddelelse om, at Franskmændene vilde gaa over til Angreb om Aftenen, og vi skulde derfor holde os pa­rat. Denne Spaadom gik dog ikke i Opfyldelse. Her var det i Forhold til andre Aftener roligt. Der kom næsten ikke et Skud fra dem, vi har liggende lige over for os, men baade til højre og venstre for os var der til Tider temmelig stærk Geværild.

Da det saa blev Aften, Klokken 6, samledes vi i en af de største Huler, 6 Nordslesvigere, og holdt saa Jul sammen en Timestid. Lysene blev tændt, og der blev gjort saa hyggeligt som muligt. Under Tilberedel­sen kom der én og saa’ inden for, det var en teologisk Kandidat fra Nordslesvig, her Officersstedfortræder, Søn af Pastor Beuck, Hørup paa AIs. Han sagde: „God Aften” og „Jeg kommer snart igen” (paa Dansk). Lidt efter kom vor Kaptajn (Hauptmann). Han kom ind i vor Hule, lod et rosende Ord falde om vor Julepynt og sagde med Taarer i Øjnene: „Naa, — her bliver der nok ogsaa fejret Jul, lad Jer ikke forstyrre”. Derpaa ønskede han os en glædelig Jul og udtalte Haabet om, at det maatte se bedre ud for os til næste Aar. Vi takkede i lige Maade, og med et „God Nat” forlod han Hulen.

Vor Stue var ikke stor. Men vi kunde være der. Jeg vil lige beskrive den. Rundt med Væggen en Jord­bænk. Over mod den ene Side et lille Bord, der var opslaaet af et Par gamle Brædder. Væggene pyntet med Grankviste med et Par Julelys paa, som blev tændt, et Par Papirsroser og en Stjerne var ogsaa anbragt, og under dette havde vi nogle Julekort opslaaet. Bordet var dækket med en Avis og der laa nogle Juleblade, Bibelen og et Par smaa Salmebøger paa Bordet, — henne ved Døren stod vore Geværer med 5 skarpe Patroner i, og Bajonetten paa, — pa­rat til at tages i Brug, men godt, at vi slap for at bruge dem denne Aften – det var vor Julestue.

Da vi nu var samlede, begyndte vi med at synge „Julen har bragt velsignet Bud”. Jeg var Forsanger. I Førstningen bar Sangen os, og den lød frejdigt, men allerede da vi kom midt i det første Vers, begyndte Stemmerne at blive usikre. En Landeværnsmand, der har Kone og 5 Børn hjemme, slap først; han kunde ikke synge med mere — han græd. Vi andre mande­de os op lidt endnu, men da vi kom til Slutningen af det andet Vers, var det forbi, vi kunde ikke mere, vi græd alle. Efter nogle Øjeblikkes Ro fik vi begyndt paa det tredje Vers og kom ogsaa igennem, men Taarerne blev ved at løbe os ned ad Kinderne. Vi tænkte paa Jer, I Kære derhjemme. Hvad de franske Kugler endnu ikke havde faaet os til, det formaaede denne Julesalme; den fik os til at græde, uden at vi skam­mede os derved.

Efter Sangen blev der Ro en lille Tid. Det var nu Meningen, at vi vilde læse Juleevangeliet; men ingen kunde. Da kom den før omtalte Kandidat os til Hjælp. Vi bad ham saa læse det, hvilket han var meget villig til, og han knyttede nogle Ord til. Hidtil havde vi staaet som Soldat med Huen paa Hovedet (den er næsten aldrig fra Hovedet i denne Tid), men da Jule­evangeliet lød, tog vi Huen af og foldede vore Hæn­der, saavidt de ikke brugtes til at tørre Taarerne afmed. Og da vi var færdig og bad Fadervor, da bad vi højt, det vil sige, jeg maatte give tabt, og de andre kunde kun lade sig høre ved enkelte Bønner. Ja, al­drig har jeg været med til en mere oprigtig Juleaften. Efter Evangeliet sang vi de to sidste Vers af „Dejlig er Jorden”.

Derpaa læste Kandidaten et Stykke mere, og vi sang „Glade Jul” og „Den yndigste Rose er funden”. Derpaa gav vi hinanden Haanden og ønskede hinanden gensidig en velsignet Jul. Endnu sad vi en lille Stund og talte om Julen derhjemme. Men saa kaldte Pligten os, vi maatte ud at staa Vagt, og vi skiltes. Men jeg tror aldrig, vi vil glemme denne Jule­aften, om det ogsaa skal blive os forundt at leve – og blive gamle Mennesker.

Ja, saadan var vor Juleaftensfest. Men hele Tiden, medens vi stod paa Vagt, var vore Tanker langt borte. De var hjemme, hvor I Kære holdt Jul, og om det ogsaa frøs temmelig haardt, saa kunde det for mit Vedkommende ikke holde Taarerne tilbage, men ved Tanken om Jer derhjemme listede den ene Taare ef­ter den anden sig ned over Kinderne.

Juledagsmorgen hilste vi paa hverandre med et „Glædelig Jul”. Vi samledes igen og sang et Par Sal­mer. Derpaa blev den kære Post uddelt, og jeg maa sige, jeg fik særdeles meget og er meget taknemlig derfor. Ja, saadan fejrede vi Jul heroppe. Jeg synes det var en god Jul efter Forholdene, og jeg haaber ogsaa, at I har fejret en god Jul.

Jeg har det ellers godt, er sund og rask og sender Jer alle en kærlig Hilsen med Ønsket om, at vi maa faa et bedre Aar i 1915 end 1914 og at det ogsaa maa men, – det give Gud! Og nu de kærligste Hilsner til Eder alle.

Din P

24. december 1914. “Hjem til moder og æbleskiver!”

H.C. Brodersen , Füsilierregiment 86, deltog i den tyske offensiv gennem Belgien og Frankrig i august-september 1914. I slutningen af oktober 1914 gav det kolde skyttegravsliv ham gigt i benene og han kom på lazaret. Nu er han på vej hjem på juleorlov.

Flensborg, Juleaften 1914.

Jeg ankom idag her til Byen, og mente at kunne faa Lov til at rejse videre hjemefter, men den gik ikke. I morgen skal jeg stille til Undersøgelse, og først da kan der blive Tale om en lille Orlov. Jeg har været med til Julefesten, der blev afholdt i et stort Lokale i Storegade, men Gud bedre! Sikken en Jul! Naah, i morgen rejser jeg hjem, hjem til Moder og Æbleskiver.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Jul lille dreng

 

23. december 1914. Grænsespærring og udskrivning af soldater

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Spærringen ved Vedsted forstærkes
Som bekendt er der i Grænseskellet over Hovedlandevejen ved Vedsted Toldsted af Tyskerne anbragt en forsvarlig Bom. Den maa imidlertid ikke forekomme det tyske Grænseopsyn tilstrækkelig, thi i Gaar blev en halv Snes Meter syd for Bommen anbragt et Pigtraadshegn tværs over Vejen bestaaende af 4 Rader Pigtraad over hinanden

Stor Udskrivningsprocent
I Arnumumiddelbart ved Grænsen har der været holdt Session i Dag for distrikterne Toftlund, Bevtoft, Agerskov, Branderup, Skærbæk, Hvidding og Raaager [Roager]. Der fremstilledes ca. 600, hvoraf ikke mindre end 95 procent blev erklæret tjenstdygtige til Militærtjeneste.

23. december 1914. Bundløse veje i Rusland

Heste synker ned i mudderet
“Im Kampf mit dem Schlamm” lyder billedteksten til dette postkort. (Museum Sønderjylland)

Sønderjyden Paul skrev dette feltpostbrev, dateret “Rusland, d. 23. Decbr.”

Vi var over 75 Timer i Jernbanen. Vi kom hertil i Aftes Klokken 10. Saa gik vi kryds og tværs for at søge Kvarter, En stor Gaard og Brændevinsfabrik fandt vi Klokken 12. Vi fik vore Heste i Stald, men mange maatte staa under aaben Himmel.

I Frankrig havde vi gode Veje. Her er de saa daarlige, at det næsten ikke er til at komme frem. Paa nogle Veje er der lagt Træstammer tværs over Vejen, ellers vilde de være helt bundløse. Det er ikke let at ride paa saadanne Veje, for Hestene rider mange Sko af, naar de kommer i Klemme mellem Stammerne. Somme Steder synker de en halv Alen ned i Dyndet. Derfor gaar det ogsaa tit ind over Markerne, naar vi rykker ud.

Der er mange Heste, der er blevne slappe. Ofte spændes der fire for. Langs Vejene eller rettere over Markerne, ligger af og til en Hest, som har slæbt sig ihjel. De ungarske Heste er meget smaa og afmagrede; det har været strenge Tider for dem. Hellere 20 Kilometer i Frankrig med dobbelt Last end 10 Kilometer her.

Vi er ca. 45 Kilometer fra den schlesiske Grænse og 50 Kilometer fra den østerrigske. I Aftes, da vi holdt en halv Time ved Grænsen, kom Østerrigerne med en Transport af 500 Fanger.

Nej det var meget bedre i Frankrig end her i Rusland.

Juleaften blev ikke saa hyggelig, som jeg havde tænkt mig den, da jeg skrev hjem den 17. fra Frankrig. Vi kom Juleaften i Kvarter paa et Gods, hvor der ialt stod 800 Heste. Klokken var 11. Klokken 12 om Natten var her overalt Gudstjeneste. Derefter gik vi hen til en Jøde og drak os et Glas Kaffe for 10 Penning. Klokken 1 lagde vi os til Ro i en stor Lade, der sov jeg meget godt til Julemorgen Klokken 4. Saa stod jeg op og fodrede min sorte Hest. Klokken 6 rykkede vi ud og red i 16 Timer med ½ Times Hvile. Det var Juledag 1914.

Hvor kunde det være dejligt at komme hjem igen til det skønne Nordslesvig. Det russiske Sprog er ikke til at forstaa. Lidt Fransk har vi lært i de fire Maaneder, vi var i Frankrig, men det glemmes jo hurtigt igen. Naar, bare jeg var blandt Nordslesvigere.

l kan være glade ved, at I ikke ser noget af det skrækkelige, som en Krig fører med sig.

Kærlig Hilsen Paul

23. december 1914. Hemming Skov: “Julen skulle fejres i et fremmed land for en fremmed sag.”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten.

Den 23. December om Aftenen løste vi af i Skytte­graven, og nu var der mest Sandsynlighed for en Juleaften her i denne plørede Skyttegrav mellem Banelinien og Byen Ludwikow. Sammen med et Par Kammerater fik jeg „installeret” et lille Fyrhul i Skyttegraven, hvorved vi af og til fik os en Portion hyggelig Varme. Efter en rolig Dag naaede vi til den hellige Juleaften, en Juleaften langt borte fra de kære.

Under trøstesløse ydre Omgivelser skulde Julen fejres, i et fremmed Land; for en fremmed Sag var man her, ført hertil ifølge den os paalagte tunge Pligt.

Lidt ud paa Aftenen — jeg tror, det var paa den Tid, vi herhjemme plejer at gaa ind til det tændte Jule­træ — blev jeg sammen med nogle Kammerater sendt tilbage efter Mad ved Feltkøkkenet. Her fik vi imidlertid den glædelige Meddelelse, at vi snart skulde afløses. Med denne kærkomne Meddelelse begav vi os paa Tilbage­turen, hvorunder vi desværre mistede en Kammerat. Bukkende og dukkende løb vi mod de hvislende Kugler; men sammen med den glædelige Meddelelse om Afløs­ningen føjede sig nu ogsaa Beretningen om Tabet af en Kammerat.

Afløsningen kom, og vi satte atter Kursen mod Feltkøkkenet og den Lade, som Julenat skulde huse os. Vel ankommen til Feltkøkkenet uddeltes ekstra varm Romtoddy foruden Ærter og Flæsk. Lidt Post var der og­saa kommet.

Juleaften postkort 2
Postkort med julemotiv

 

23. december 1914. Hans Petersen: “Der var et forfærdeligt pløre.”

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment 86

23. december 1914

Næste Dag, altsaa den 23., fik vi pludselig Ordre til at gøre os færdige. Kl. 12 Middag gik det fremad igen; vi gik over to sprængte Broer, som af Pionererne atter var gjort farbare. I Byen Cuts fik vi Middagsmad af Feltkøkkenet, saa gik det videre ad de opkørte Veje; det var et forfærdeligt Pløre. Af al den Regn, vi havde faaet, var Vejene bleven forvandlet til et flere Tommer tykt Lerælte, der som en uhyre lang Slange bugtede sig hen over Landskabet. Hen imod Kl. 5 kom vi til Byen St. Paul. Jeg var meget træt og gik straks op paa Halmloftet og lagde mig til at sove.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

23. december 1914. Sønderjysk jul på forskud

86’eren Peter Østergaard, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, fejrer jul på vestfronten

— Julen blev fejret, dagen før, vi kom herud, altså den 23. d. m. Vi var til kirke i byens kirke om eftermiddagen, og aftenen skulde vi så tilbringe i kvarter, for der var ingen sal i byen, hvor vi kunde samles.

Vi fik udleveret et lille stykke kød, og deraf lavede vi så steg, så godt som det lod sig gøre uden noget som helst andet end fedt. Der blev også udleveret øl og rom, men der var ingen rigtig afsætning på vor stue. Jeg nævnte vist nok sidst, at vi havde bedt en del af vore kammerater til os om aftenen for at få en god aften.

Henimod kl. 7 samlede der sig ialt 16. Navnene på dem vil I kunne se i „Hejmdal”. Vi sendte nemlig en hilsen til dette blad den aften, og forhåbentlig bliver det så også optaget i de andre aviser. Skal hilse jer fra Peter Jensen, Stenderup, og Jørg. Brag, Undelev, som jo var med. Vi begyndte med at synge „Ind under Jul“, „Julen har bragt” og et par flere. Så læstes juleevangeliet, og vi sang så atter et par salmer. Fik så en tår kaffe til vore julekager, talte lidt sammen, læste et stykke af „Den nordslesvigske kirkesag”, som særlig passede til os, sendte hilsenen til „Hejmdal” og sluttede henimod kl. 9 med „Dejlig er jorden”. Det kunde maaske synes mærkeligt her midt inde i al den elendighed, en sådan krig forårsager, at synge denne sang, men jeg tror nok, at de fleste af os havde det på fornemmelsen, at endnu prægtigere er Guds himmel, og så kan vi trods alt synge, at dejlig er jorden.

Kirken i Moulin
Kirken i Moulin-sous-Touvent

 

22. december 1914. Hans Petersen: Jul i Blerancourt.

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86.

22. december 1914.

Dagen efter var jeg ude at se Byen. Det smukkeste, jeg saa, var den skønne, rige Domkirke. Ved Siden af stod et nedskudt Taarn. Man sagde, at det blev ødelagt i 1870-71. Indeni gjorde den af tyske Soldater med Grøntslyngninger pyntede Kirke et ærværdigt og tiltalende Indtryk. Særlig var Væggene rigt behængt med kostbare Malerier, og næsten alle Vinduer var fyldt af Glasmalerier i stærke, rene Farver paa Gulvet laa mange vældige beskrevne Stenplader.

Ved det rige Alter stod to Juletræer med Lys, næsten som om det havde været hjemme; jeg glædede mig allerede til at skulle fejre Jul i denne Kirke.

Om Eftermiddagen, tænk, da traf jeg sammen med Sygeplejersken fra Broager, Frk. Aagaard. Hun boede sammen med en Veninde i en lille hyggelig Stue. Da vi skiltes, tog jeg med Glæde imod Tilbudet om at tilbringe næste Aften hos dem sammen med nogle Kammerater; saa vilde de tænde Juletræet for os. Det kunde jo blive kønt; dog, det skulde komme anderledes.

På skilt over døren: "Weinachten Gott Strafe England".
Tøndringe fra Regiment 86 har pyntet op til jul. På skiltet står: “Gott strafe England.”

 

 

21. december 1914. Tysk flagning i Sønderborg – eller ej!

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Mangelen på Petroleum
Den preussiske Overkommando i Altona bekendtgør følgende: Som følge af manglende Tilførsel under Krigen er Petroleumsforraadene i det tyske Rige allerede blevne betydeligt forringede. En gros handelen er ikke længere i Stand til at dække Befolkningens Forbrug i det ønskede Omfang. Det er derfor uundgaaeligt nødvendigt, at Petroleumsforbruget almindelig begrænses til det allernødvendigste, for at man saa vidt muligt kan undgaa en fyldestgørende [sic!] Mangel paa enkelte Steder. Saa vidt det paa nogen Maade er muligt, maa der i Almenhedens Interesse bruges Brændspiritus i Steden for petroleum.

Han ville ikke have tysk Flag paa sin Ejendom
Fra Sønderjylland meddeler “Herning Folkeblad” følgende Virkelighedsbillede fra Forholdene under Krigen:

En tysk Lærerinde havde faaet Ansættelse ved Skolevæsenet i Sønderborg. En dansk Borger havde averteret et Par Værelser til Udleje. Lærerinden ville leje dem. Hun kunne godt faa dem til Leje, men paa den Betingelse, at hun maatte ikke stikke det tyske Flag ud fra sine Vinduer. Han ville ikke have tysk Flag paa sin Ejendom. Lærerinden betænkte sig paa det, men gik dog ind paa det stillede Vilkaar og lejede Værelserne.

Kort efter blev den danske Mand stævnet til et Møde for Politimesteren, der spurgte, om han ikke til Lærerinden havde udtalt, at han ikke ville have tysk Flag paa sit Hus. Mande bekræftede det, og da Politimesteren spurgte, om det ikke var en Fejltagelse, gentog manden fast og bestemt: Nej, jeg vil ikke have det tyske Flag paa mit Hus, for jeg er dansk.

Efter denne Udtalelse blev han arresteret og har siddet i Fængsel siden.
Lignende Optræden og Chikanerier fra de tyske Embedsmænd Side over for de Danske er saa almindeligt nu som før Krigens Udbrud. Man da de danske Blade er under Censur, maa de ikke fortælle noget derom.

Julehilsen fra den vestlige Krigsskueplads
“Flensborg Avis” har modtaget følgende: Undertegnede Nordslesvigere ligger sammen i en Skyttegrav i Nærheden af Roye. Vi befinder os alle vel og sender hermed en Julehilsen til vor kære Hjemstavn. Vi lever stadig i Haab om at gense vort kære Nordslesvig. Anders Petersen af Øster Gammelby pr. Visby, Peter Petersen af Aaspe pr. Bredebro, Christian Hansen af Randerup pr. Ballum, Jens Thomsen af Blans pr. Ullerup, Jørgen Skrøder af Bækskov pr. Store Nustrup, Knud Iversen af Genner Strand pr. Genner, Otto Nielsen af Vesterende-Ballum, Marius Knudsen af Brøns og Jørgen Jakobsen af Sønderborg.

Død paa Lazaret i Belgien
Gaardejer Ehlers fra “Gejlbjerg” ved Toftlund, som forleden stod opført som haardt saaret og som formodedes at være i Fangenskab, er død den 27. November af sine Saar uden at være kommen til Bevidsthed, meddeler Hejmdal.

21. december 1914. “Jeg var ene om at være dansker (Knacker)”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten

Den følgende Dag blev vi liggende i Kvarter. De før­ste smaa Julepakker hjemmefra begynder at indfinde sig. En lille Bog, „Julehilsen til Soldaterne” kom saa ene, for jeg var ene om at være Dansker (Knacker) i Kompagniet.

Denne „Julehilsen”, der dengang sendtes til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem, gemmer jeg endnu, selv om den er lidt medtaget af Opholdet i Skyttegravene, hvor den havde sin Plads i Baglommen i min Vaabenfrakke, og hvorfra den ofte i ensomme Timer blev draget frem til Opbyggelse. — Jeg benyttede mig af Floden Rawkas Nærhed til at tage et Julebad. Da man ikke saa nær hav­de Lejlighed til at faa sig vasket hver Dag, ja end ikke hver Uge, var det ikke af Vejen med rigeligt rindende Flodvand.

Julehilsen010

21. december 1914. Hans Petersen: “Vi frøs alle, så vi rystede.”

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment 86.

Den 21. december 1914.
Den sidste Aften, vi havde været i Dreslincourt, foretog Franskmændene et Skinangreb til Afsked. — Pludselig fik vi den 21. Ordre til at pakke vor Ransel. Det var et møjsommeligt og kedeligt Arbejde; thi det var os næsten ikke muligt at finde Plads til alle de Ting, vi i Tidens Løb og nu lige til Jul havde faaet tilsendt. Vi troede endda sikkert, at vi skulde fejre Jul i »Villa Hesteben«, og i den Anledning havde vi tænkt at beære vor kære, lille Kakkelovn med, at der skulde koges en hel Del Retter paa den, som vi havde faaet sendt i Pakker derhjemmefra. Nu ramlede alle disse Luftkasteller sammen. Om Aftenen Kl. 8 gik det af Sted, først igennem Ghiry; lidt uden for denne By gjorde vi Holdt, indtil Regimentet var samlet.

Det varede ikke længe, førend en lille Trop gav sine Tanker frit Løb ved at synge en smuk Julesalme, og lidt efter sang de alle med. Den ene Salme afløste den anden, og jeg tror nok, at de fleste var grebne af en og samme Tanke. Den dæmpede og friske Sang lød meget smukt ud i den stille Nat; vi var jo nødte til at synge dæmpet; thi vi var ikke langt fra Fjenden. Mod Syd saa vi Lyskuglerne spille og hørte tydelig Kanonernes Dundren.

Da Regimentet var samlet, gik det videre mod Noyon; der blev vi indkvarteret i en stor Lade. Da vi havde lagt vor tunge Bagage, gemte vi os i Halmen og forsøgte at sove. Men for de flestes Vedkommende vilde det ikke lykkes; thi der var et forfærdeligt Træk igennem Laden; vi frøs alle, saa vi rystede. Det var en slem Begyndelse for de nye Reserver, som vi fik. Det var fjerde Gang, vi havde faaet friske Reserver.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

20. december 1914. Grove soldaterløjer

Regiment 84 lå ved juletid 1914 ved Moulin-sous-Touvent på Vestfronten

Wilhelm Hartmann, Weimar, løjtnant af reserven ved 8. kompagni regiment 84, fortæller.

Det blev efterhånden jul, som blev fejret i skyttegraven, i hvilken vi sad i 5 eller 6 uger, tror jeg, uden at blive afløst; men også uden i denne lange tid at blive vasket eller barberet. Hele kompagniet fulgte i den henseende sin kaptajns ophøjede forbillede, der med tiden mere lignede en røverhøvding.

En populær vane i de dage var at vække den sovende afløsning med det søde og også blidt og kærligt udtalte ord “Fred”, for så at le rigtig brutalt, når den vækkede person i den første opvågnens tummel troede, det var sandt.

Regiment 84 “von Manstein” i Verdenskrigen (udkommer 2015)

Juleidyl
Idylliseret soldaterjulekort

 

20. december 1914. “Så sad man der på række og pillede lus.”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176.

Parlokko blev vort Kvarter Julen over, naar vi da ikke var i Skyttegraven. Byen huskes netop ganske særligt, fordi vi der fejrede Jul i Felten. Det var en større Lands­by, men Størrelsen gav sig ene Udslag i Længden; der var nemlig kun een Række Huse paa hver Side af en snavset Vej, der var et Par Kilometer lang.

Russerne laa i Stilling bag en Banedæmning (Lowic— Warszawa), og vort Job som Reserve vilde sikkert ikke vare ret længe.

Den 20. December blev vi jaget frem for at grave en Dækningsgrav bag vor forreste Linie. Ar­bejdet skulde gaa for sig om Natten for ikke at faa alt for store Tab. Lidt efter lidt blev vi skubbet ind i forreste Linie, og her var der opstillet Minekastere, der sammen med Artilleriet kappedes om at sprede mest mulig Død og Ødelæggelse over de russiske Skyttegrave. Vi laa Side om Side med dette nye Fænomen, og naar Minekasteren fyrede, skulde vi lægge os ned samt holde Hænderne for vore Øren. Vor Kompagnifører blev saaret, og da den nye, der var blevet forfremmet til denne Post, præsenterede sig, opdagede jeg, at det var min „Opdrager” fra Rekrut­tiden, Vice-Feldwebel Lapuh. Med denne, som fra min allerførste Rekruttid havde vist sig som en haardhændet Slyngel, var jeg nu ellers ved at komme paa Talefod, vel sagtens, fordi jeg nu var ene tilbage af det Rekrut-Korporalskab, der havde været hans. Vort Kompagni var stadig uden Officerer. Første Aften i denne Skyttegrav blev jeg sammen med nogle Kammerater sendt tilbage til Feltkøkkenet ved førnævnte Vandmølle efter Mad; men der gaves heller ikke frit Lejde til dette; en af Kamme­raterne blev saaret, da vi var paa Vej frem med Maden.

Artilleri-Duellen fortsattes hver Dag. I Ingenmands­landet foran os laa en lille By (Chencitza), hvoraf en Del efterhaanden blev jævnet med Jorden. Efter en haard Anstrengelse fra Artilleriets Side plantedes der enkelte hvide Flag ovre hos Russerne paa Banedæmningen, men da vi efterkom Ordren til at løbe fremover, faldt Rus­serne for Fristelsen og begyndte at skyde igen. Resultatet blev, at vi styrtede tilbage i Graven. Jeg fik foreløbig „Druckposten” ved at skulle hjælpe til ved en Minekaster og slap saaledes i første Omgang for at være med i Storm­løbet mod Banelinien.

Banedæmningen blev vor, men paa Bekostning af faldne Kammerater. En Mængde Reserve blev nu trukket frem til Banelinien under stærk Gevær­ild, idet Russerne sad fast lidt længere ude. En impulsiv Batl.-Kommandør, Hauptmann Naendrup, var her med fremme i forreste Angrebskæde. Han holdt nu vort Kom­pagni tilbage i Reserve, medens hans andre tre Kompag­nier blev beordret videre fremad mod en By, der laa foran os. Fra denne By, hvis Navn var Ludwikow, be­gyndte for øvrigt lidt senere min Retræte, da jeg en Maaneds Tid efter blev syg. — Vi laa altsaa nu i den af Rus­serne opgivne Stilling langs Banelinien, og uvilkaarligt tænkte man paa de Kammerater, der med deres Liv maatte betale Prisen for det erobrede Terræn.

Hen paa Aftenen var vi saa heldige at blive afløst og komme tilbage i Kvarter. Dette var for mit Korporalskabs Vedkommende et lille bitte Rum i et lille Hus ved Siden af den før omtalte Vandmølle. Paa Grund af vort snævre Kvarter havde vi det paa en vis Maade ret hyggeligt, idet vi saa lettere kunne holde paa Varmen.

Vort Velvære steg med Temperaturen, men med Temperaturen steg desværre ogsaa Luseplagen, og dermed var det saa som saa med det hyggelige. De smaa feltgraa havde forlængst foretaget Invasion, og alle har sikkert endnu den ækle Fornemmelse af noget ubehageligt, især naar man af Velvære vilde skutte sig i et varmt Kvarter. Og saa sad man der i Række og pillede Lus, for det var interessant at se, hvad der fandtes inden for Skjorten. Men det var ubehageligt, naar man levede i god Forstaaelse med sit Natteleje. Lusene var ikke saa lette at fange i Varmen, mere udbytterig var Jagten paa Pinden med Afgrunden bagved som en Slags Latrin, hvor Officer og menig sad Side om Side og pillede Skjorten ren.

Det hændte, at Invasionen var saa fuldstændig, at Skjorten maatte ka­stes bort, og der maatte findes noget rent Undertøj i Tornystret. Lykkelig den, der havde faaet noget sendt af Mor. Men ikke alle havde Undertøj i Garderoben. En lille, vellidt Hamborger havde intet i Garderoben og var meget taknemmelig for min kasserede Skjorte.

Lus 6a44-192
Otte soldater, der tilsyneladende er plaget af lus og lopper. Poststemplet i Wrohm 11.07.1915.

 

19. december 1914. SMS Dresden: “Det er det utroligste, man kan faa en Mand til, naar han mangler Tobak.”

Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib overlevede slaget ved Falklandsøerne. Nu skjulte det sig i skærgården i Ildlandet ved Sydamerikas sydspids.

Tobak cigar

Der blev slukket under de fleste Kedler, og der blev sendt Arbejdshold i Land for at fælde Træ til Afløsning af vor sparsomme Kul- og Bri­ketbeholdning, og nu kom nogle stille og rolige Dage uden særlige Begivenheder, der i Erindringen gør den ene mærkbar frem for den anden.

Vejret var som Regel klart Solskin, og Luften var frisk og sund, men ikke varm, undtagen naar Solen skinnede. De høje, skov­klædte Bjerge paa alle Sider gav os en Følelse af Tryg­hed og Bo, som vi aldrig havde kendt paa det aabne Hav, og jeg lagde Mærke til, at mine Kammerater kom til at se sundere og friskere ud, ligesom jeg selv følte mig bedre tilpas, end jeg nogen Sinde havde gjort det om Bord paa Dresden. Det var navnlig det, at jeg fik Søvn nok, der kvikkede mig op, for med alle andre Styrkemidler begyndte det at knibe.

Provianten var knap, og den krydrede, friske Luft gav en god Appetit, hvortil kom den Omstændighed, at vi ikke havde ret meget at bestille og derfor havde bedre Tid til at tænke paa saadanne Overflødigheder som Mad og Drikke. De samme Folk, der ved Falkland havde slidt som Bæster i 48 Ti­mer uden at faa en Krumme Mad, var nu, da de ingen­ting havde at bestille, skrupsultne en halv Time efter Skafningen og snakkede Resten af Dagen kun om Mad. Det var ogsaa smaat, det vi fik: Om Morgenen Te med Beskøjter, der var saa haarde, at vi maatte lægge dem i Blød om Aftenen for at kunne tygge dem, om Middagen tynd Suppe lavet paa Kødterninger, og om Aftenen tynd Havresuppe. Meget sjældent fik vi et Stykke Brød og endnu sjældnere Kød. Intet Under, at der blev tigget hos Stewarterne og stjaalet i Kabyssen, naar Lejlighed gaves, navnlig efter at der var gaaet Orm i vore Beskøjter, saa de næsten ikke var til at faa ned, uden at man fik Kvalme.

Værre skulde det imidlertid blive senere, men alle­rede i Hewett Bugten blev der snakket mere om Mad end paa hele den forløbne Del af vort Togt, og ogsaa andre Mangler stødte til. Værst var det med Tobakken.

Vi havde som alle tyske Skibe et Udsalg om Bord for for­skellige smaa Luksusvarer og Nødvendighedsartikler, Ekstraproviant og Tobak, men efterhaanden løb det læns, og den ene Vare forsvandt efter den anden. Tobakken blev rationeret, og til sidst forsvandt den helt for os Me­nige, der ikke havde forsynet os i Tide, hvorimod Offi­cerer og Underofficerer stadig kunde tillade sig at ryge, formodentlig fordi de havde sikret sig i Tide — de fleste af dem var jo vant til Langfarter og vidste, hvor nødven­digt det var at være om sig. Vi andre, der ikke havde været rigtig klar over denne Side af Søens haarde Vilkaar, maatte opbyde megen Opfindsomhed for at faa en Mundfuld Røg. Nogle gjorde Tjeneste for Officerer og Underofficerer blot for et Par Cigaretter, og andre sam­lede Cigaretstumper op ligesom Sjoverne i Storbyerne. Det er det utroligste, man kan faa en Mand til, naar han mangler Tobak.

18. december 1914. Svineslagtning på Østfronten

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde tjeneste i Regiment  176 på Østfronten.

Ved Juletid 1914 laa mit Troppekontingent under be­hagelige Vejrforhold — efter Aarstiden at dømme — Syd for Weichsel mellem Lowic og Warszawa. Da vi opererede i Egnen omkring Rawkas Udløb i Bzura, var vi dog i me­get stærk Grad hæmmet af Pløre og Morads. Dette med­førte, at mange blev syge. Ogsaa jeg fik dette „Held”, men først et Stykke hen i det nye Aar. Indtil „Heldet” naaede mig, maatte jeg igennem et og andet, Oplevelser, jeg her vil berette om.

— De to Floder, Rawka og Bzura — den sidste mun­der ud i Weichsel floden ved Byen Visgorod, 30 km Nord for os — vandt historisk Navnkyndighed under de Kam­pe, der denne Vinter udkæmpedes ved deres Bredder.

Broerne over Vandløbene var sprængt af Russerne, ogsaa der, hvor vi, ved Byen Partokko, skulde forcere Rawka den 18. Dec. En Nødbro var blevet tømret af Pio­nererne. Der, hvor vi naaede Floden, laa en Vandmølle i fredelig Idyl. At der her ogsaa blev drevet Landbrug, blev vi klar over, da der var en Del Dyr; men Dyrene var uden Røgt og Pleje, Beboerne var nemlig evakueret. Vi tog os lidt af Dyrene, og særlig fik vi Forkærlighed for et Svin, som løb udenfor. Det blev omgaaende fanget, og da vi var saa heldige at have en gammel Reserve-Underofficer, der i det civile Liv var Slagter, var vi kom­met over det døde Punkt med Hensyn til Slagtningen. Da denne Slagter i Modsætning til de fleste Tyskere havde Lune og var til stor Opmuntring for mit Korporalskab, i det hele taget var en god Kammerat, som man kan blive ved med at mindes med Tak, skal han nævnes ved Navn. Han hed Boewe.

1914-10-polsk bondegård

18. december 1914. “Ja, krigen var sikkert forbi til jul.”

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86.

Den 18. December 1914.
Nætterne med Storm og Regn i Skyttegraven var højst uhyggelige. Vi befordrede af og til for et Par Rigsmark Kugler histover. »Frands« svarede forleden med at skyde en Granat ned paa Hjørnet af Gaarden, saa Sten og Kalk røg ind til mig i »Villa Hesteben«, hvor jeg netop sad og skrev et Brev. Hvis jeg kunde have sendt Brevet til »Frands«, vilde jeg have skrevet, at han næste Gang ikke maatte skyde saa uforsigtigt; thi her boede jo Folk.

Vi havde nu faaet en Bom opsat midt paa Gaardspladsen og lavede Gymnastik, det bedste vi kunde; men vi var kommen ud af Træning, og Maven var ogsaa bleven for stor.

— Lehr havde konstrueret en Minekaster af Træ, som vor Kompagnifører fornøjede sig meget over, da den kun kunde kaste en lille Sten en halv Snes Meter. Mens Storm og Regn gjorde det surt i de mørke Aftener for »de gamle«, som stod Vagt ude ved Porten, sad jeg inde ved den lille, varme Kakkelovn.

»De gamle« var Landstormsmænd, mange af dem gode danske Mænd derhjemmefra; der havde vi baade Christian Lydiksen og hans Svoger Christian Lorensen, ligeledes Marius Scherrebek og Jørgen Refshauge.

Naar de havde Vagt, kiggede de gerne ind ad Døren til mig i »Villaen«; saa fik jeg Kaffegryden over Ilden og bryggede dem en god, varm Kognakspunch. Naar de havde faaet den og tændt en Cigar, sagde de gerne: »Saa, nu kan vi sagtens holde ud i to Timer.«

Vi andre, som havde gjort Krigen med fra Begyndelsen, kaldtes gamle Krigere, endskønt vi var meget yngre end de gamle Landeværnsmænd, vi lige havde faaet. Men i Virkeligheden saa vi ældre ud, da vi havde ladet Fuldskægget staa, og det havde antaget de underligste Former og struttede mere eller mindre ud til alle Sider. Jeg maatte døje meget af Underofficererne, fordi jeg saa saa vild ud som en Eneboer. Jeg havde faaet nogle unaturlig tykke Kinder, og det sorte, vildtvoksende Fuldskæg var groet meget uregelmæssigt. Lige under Underlæben havde jeg ingenting; men under Hagen havde jeg en lang, spids, sort Dusk, akkurat som paa en Ged. Underofficererne drillede mig hver Dag med, at jeg lignede en polsk Præst. Men jeg holdt saa meget af dette mit første Fuldskæg, at jeg ikke kunde nænne at tage det af, og desuden syntes jeg, det kunde være uhyre morsomt at komme hjem fra Krigen nu lige efter Jul med saadan et Skæg; thi jeg var sikker paa, at der ikke var en eneste, som kunde kende mig.

— Ja, Krigen var sikkert forbi til Jul . Forleden Aften, da Fjenden skød med Artilleri, stod Andreas Andresen fra Hovslund og jeg og talte 23 Granater efter hinanden, som ikke eksploderede. Nu skød han naturligvis Resten af Granaterne bort. Det kunde jo heller ikke lønne sig at slæbe disse uduelige Tingester med hjem, naar Krigen var endt. I fjerde Kompagni troede man ogsaa, at det snart var forbi; der fortaltes om en Mængde Spaadomme, som alle sagde, at det var Slut til Jul.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

17. december 1914. “Bum-ratsch! Der har vi den første granat!”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. Den 17. december lå han ved Lassigny. Her skrev han dagen efter til sine forældre om et fransk angreb natten forinden.

Lassigny den 18. december 1914

Kære forældre!

Jeg bør skrive til jer lidt oftere, end jeg gør, for I er vel lidt urolige en gang imellem. Det skal I imidlertid ikke være, for jeg passer godt på, og så er det ved et rent tilfælde, at der kan passere noget. I kan nok tænke jer, at nar der kun såres en eneste mand ved et tre timers bombardement, så er det hele ikke så farligt, og nu har vi endda siden den tid fået bombefri dækninger, hvor vi er fuldstændig sikre.

I de sidste nætter har vi haft større fægtninger lige til højre for os ved Roie. Det er helt mærkeligt at overvære en sådan fægtning, og det lader sig hverken fortælle eller beskrive. Jeg var på lyttepatrulje om natten; og da mærkede jeg, som var der noget i luften. Hundene gøede voldsomt i landsbyen bag den franske skyttegrav, og det plejer de da ikke kl. 2 om natten, og desuden blev der givet de forunderligste lyssignaler. Kl. 6 blev jeg revet ud af søvnen ved en forfærdelig alarm.

Vagtposten råbte os til geværerne. Da jeg kom op, lå hele himlen om os, men navnlig ad Roie til, i et lyshav af de uafladelige kanonlys. Der var små kanoner og store, geværknitter og maskingeværer, og der rullede et tyvefoldigt ekko fra de store skove rundt om, det var et mægtigt skuespil; med minutters mellemrum steg lyskugler til vejrs, som kastede et blændende blåt lys i miles omkreds; da gjaldt det at se ud, om der var noget at øjne – alt i ro – endnu; vi står i andeløs forventning; der er ikke skydeskår nok; jeg søger til højre og til venstre; famler frem i den mørke grav, overalt er der optaget, og jeg vender tilbage. Er de der ikke endnu? Det begynder til venstre for os; lyskugler stiger op; det er som en underlig eventyrverden; en uendelig spænding lader minutterne slide frem. Bum-ratsch! der har vi den første granat – lige hen over vort brystværn; vi synker i knæ bag ved det; en til; dækning – bliver der kommanderet, og vi er ikke sene til at lystre. Nu må de komme – nu må de komme, og der er ikke længere imellem os end over til H.C. Clausens. Et par granater endnu; det synes at kulminere til højre for os; til venstre er ilden forstummet. Dagen kommer listende. Lyskug­ler går sjældnere op – hvad? hører jeg ret? Kanontordenen bli­ver svagere – virkelig! Vi retter os op.

Angrebet er afslået, siger vor Feltwebel, som står i døren til den bombefri dækning. Nu kommer der af og til et skrald – en enlig geværkugle suser ophidset forbi, ganske vild på det.

Så er det dag, og man kan se, å, hvor er lyset os dog en god ven! Faren er ovre – hvad var der nyt? spørger vi hinanden; alle må de ryste pa hovedet, og vi får det vel aldrig opklaret.

Ja, sådan omtrent er nattefægtning. Franskmændene stormer gang på gang Roie. Lykkes det dem at bryde igennem der, så skulde det undre mig, om ikke vi blev afskåret fra et tilbagetog. Men det lykkes dem vel ikke.

Mange tak for brevet, som jeg har fået. Jeg har også fået 5 pakker med alt muligt godt i, og jeg siger tak for det hele.

Jeres hengivne søn Kresten

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

Fra Claus Bundgård Christensen (udg.): Krestens breve og dagbøger

16. december 1914. Hemming Skov: Et uvant syn: En ung pige!

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Kl. 12 Nat blev vi afløst og kom i Kvarter, hvor vi trods Dagens Rædsler dog fik lidt Søvn. Den følgende Dag foretoges Stormangreb, og vi blev purret ud af vort Kvar­ter for at dirigere en Fangekolonne tilbage. Derefter blev vi beordret frem. Der frygtedes Modangreb fra russisk Side. Dette blev ikke Tilfældet; men vi fik „Fornøjelsen” for Alvor at komme i russisk Artillerild.

Den 16. Dec. fik vi den sørgelige Opgave at rydde op paa Slagmarken, Vi gik frem som i Skyttekæde-Formation og afsøgte det blodige Terræn. Alt blev samlet sammen, saavel vore som Russernes efterladte Sager. Store Dynger russiske Gevæ­rer blev lagt paa Vejene. Efterladenskaber fra døde og saarede blev samlet. Hvert Hus, hvad enten det var sluppet igennem Skærsilden eller det var i Ruiner, blev afsøgt.

Jeg mindes, vi kom ind et Sted, hvor vi traf en ung Pige, — under vore Forhold en Usædvanlighed. Med Hensyn til at møde et Eksemplar af det andet Køn var vi grundigt afvænnet. Pigen kunde Tysk, og vi for­stod, at hun lige var vendt tilbage til sit Hjem. Huset var delvis ødelagt af Artilleribeskydningen, og Møbler var knust eller gennemhullet af Geværprojektiler. Og her midt i al Krigens Elendighed gik denne unge Pige ganske alene og græd. Vi ynkedes over hende samtidig med, at vi fandt Tilfredsstillelse i Visheden om, at vore kære derhjemme var forskaanet for denne ensomme, fremmede Piges Kvaler her midt i Krigens Elendighed.

Vi drog vi­dere. I de russiske Skyttegrave var der meget at samle sammen, ogsaa faldne, der skulde begraves.

Efterhaanden havde Russerne sat sig til Modværge igen, og en ny Skyttegrav maatte kastes. Under daglige, store Ofre af Menneskeliv og Menneskevelfærd fortsattes de tilsyneladende endeløse Angreb paa de russiske Linier. Men vi blev denne Gang trukket tilbage, I. Batl. stod til Oberstens Raadighed og skulde foreløbig staa i Reserve.

Vi laa en Tid lang ude i lidt Halm. I Nærheden observere­des nogle Bistader, som omgaaende blev overfaldet af en Flok sultne Soldater. Men i Haandgemænget med Bierne var vi ved at blive de smaa. Plyndringen foraarsagede mangen opsvulmet Haand, og flere maatte bagefter løbe rundt med tykke Læber og kunde i et Par Dage hverken tale eller spise, ogsaa jeg. „Angrebet” kulminerede, da vi maatte bære en afmægtig Kammerat til Lægen. Han hav­de vist faaet Bistik i Maven, og han endte paa Feltlazarettet, men kom dog tilbage igen efter otte Dages Forløb.

Bagefter kom Revisionen, og Kogekarret maatte tømmes for det farlige Lækkeri. Vi havde nemlig ogsaa sikret os lidt til Dagen i Morgen.

For Natten fik vi Kvarter an­vist i en Lade, hvor tre Kompagnier laa sammenstuvet i højeste Alarmberedskab. Til Kampens Larm forude slum­rede vi omsider ind.

Polske flygtninge
Polske flygtninge

 

15. december 1914. Trækstude, tjenestetyende og udvisninger

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Syd for Grænsen

Danske Trækstude
Efter Forlydende i „Schleswigsche Grenzpost” vil Myndighederne nu efter Andragende ogsaa tillade Indførsel af danske Trækstude over Hvidding og Vojens. Tilladelsen maa indhentes hos Regeringspræsidenten, idet der tilføjes, hvor mange Dyr der ønskes indførte, Indførselsstedet, det første Bestemmelsessted og Modtageren. Den skriftlige Tilladelse skal forevises Toldembedsmændene og Kredsdyrlægerne. Studene skal i indlandet først underkastes 14 Dages Iagttagelse; men der skal gives Afkald paa en Afspærring i den Tid.

Tjenestetyende fra Udlandet
Som det ses af en Kundgørelse fra den stedfortrædende Generalkommando, maa Tjenestetyende fra Udlandet ikke uden Tilladelse forlade deres Pladser eller overskride Kommunens Grænse. Heller ikke maa man tage udenlandsk Tyende i Tjeneste uden Tilladelse eller uden at melde det til Myndighederne. Overtrædelse kan medføre Fængselsstraf paa op til et Aar.

Udvisninger
Tjenestekarl Niels Hansen, som tjener hos Gaardejer Jens Nissen i Nordborg, er ifølge “Hejmdal” bleven udvist med 8 Dages Varsel.
Tjenestekarl Morten Tholstrup Mikkelsen, i Tjeneste hos Grd. Mathias Fisker i Stenderup ved Rødding er ifølge “Hejmdal” bleven udvist. Han fik Ordre til at forlade Nordslesvig inden den 10. Decbr. Det blev ham imidlertid tilladt at tage Plads syd for Flensborg.

15. december 1914. Nyt fra H.C. Brodersen: “Krigsbegejstringen kender ingen Grænser her i Lazarettet”

Vi forlod 86’eren H.C. Brodersen , da han i slutningen af oktober kom på lazaret med gigt i benene. Han har siden ligget på lazaret i Tyskland.

Langensalza, den 15. December 1914. Her har jeg nu ligget i 6 Uger paa Lazarettet, og jeg sporer god Bedring med Benene. Hver Dag faar jeg Svedbade, saa Vandet løber af mig. Det er en haard Omgang og tager paa Fedtet, men saa længe vi faar saa mange “Liebesgaben” holder jeg det vel ud. Krigsbegejstringen kender ingen Grænser her i Lazarettet, hvor ingen mere regner med at skulle ud.

Von Hindenburgs store Sejr ved Tannenberg menes at være absolut afgørende for hele Krigen, og der haabes paa, at den dog alligevel er forbi til Jul.

Andersen, Johannes billede 1
På lazarettet – her er det Johannes Andersen (Museum Sønderjylland)

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

15. december 1914. “Da vi samledes var vi 19 mand tilbage af 67.”

Sønderjyden Hans sendte den 16. december 1914 dette feltpostbrev hjem til sine forældre. Det beretter om et fransk angreb dagen før.

K. (i Flandern), 16. Decbr. 1914.

Kære Far og Mor!
(…) Franskmændene rettede et meget haardt Angreb imod os. Ved Daggry Kl. 8½, begyndte de en meget heftig Kanonade paa os. Det mindede stærkt om 11. November. Kanonaden vedblev en Time. Saa stormede Infanteriet frem imod os paa et enkelt Sted, netop i Midten af 8. Komp. De kunde ikke gaa frem over hele Linjen, da der laa en Sump foran os.

De gik paa med Dødsforagt. Fire Maskingeværer fyrede ogsaa løs paa os, alle imod 8. Komp. Og da vi er meget svage og har en stor udstrakt Front, kom de straks over i vor Skyttegrav og delte 8. Komp. til to Sider. Vi skød, og mange blev saarede. Saaledes blev mine seks Sidemænd saarede, to paa min venstre og fire paa min højre Side. Jeg slap fri, — ja, en mærkelig Tildragelse.

Vi skulde saa drages sammen imod Fjenden i vor Grav igen. Men de skød, saa godt de kunde. Jeg var én af de forreste imod dem, to faldt og døde foran mig. Vi gik lidt tilbage igen, og de stormede ikke mere frem, men blev, hvor de var.

Saa begyndte vort Artilleri at skyde og ramte midt ned, hvor de sad – i vor Grav altsaa, et Mesterstykke. Senere fik de mere. Jeg maatte saa et Par Gange hen til Artilleriets Iagttagere, til Bataillonsstaben osv.

Om Aftenen, da jeg kom tilbage, kom de frem paa ny. Jeg vilde prøve paa at redde min Tornyster med mit Tøj og mine Sager, men da jeg kom derhen, kom de om Hjørnet og fyrede løs, en af os blev saaret, men jeg slap atter for Kuglen. Saa kom 1. Komp. og løste os af. Da vi samledes, var vi 19 Mand tilbage af 67. Senere kom der dog 20 til. Det var en haard Dag, kan I tro. En Hovedpine fik man af at være med i den stærke Ild! Og Ørene var næsten døve. Jeg tænkte ikke mere paa mig selv i den Tid, det stod paa. Vor Kompagnifører var saaret, én Underofflcer død og to saarede. Vi havde ingen Officerer eller Feldwebler, men kun en Sergeant og tre Underofficerer tilbage.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

14. december 1914. Hemming Skov: Jeg lagde min døde Kammerat pænt i Bunden af Skyttegraven.

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Men Tilværelsen i Skyttegraven kunde skifte hurtigt; Idyl kunde omgaaende afløses af det mest djævelske. — Allerede den næste Morgen (14. Dec.) Kl. 4 blev vi alar­meret, og uden hverken vaadt eller tørt gik det frem til Kamplinien. Et Batteri Feltartilleri fulgte os til en lille By, hvor det kørte i Stilling bag nogle Træer. Russerne laa i Skyttegrave ca. 500 m borte, og de skulde angribes. Vi løb enkeltvis ud af Byen og samledes atter bag en lille Forhøjning, hvorfra vi saa skulde løbe videre hen imod den fjendtlige Skyttegrav. Mens vi laa her, kørte endnu mere Artilleri op. Med Undren fulgte man, med hvilken Hastighed der blev protset af, Hestene væk, og Kanonen bragt i Stilling, og før vi anede det, suste den første Salve over os.

Pludselig fik vi tæt Taage, og det var naturligvis under de givne Forhold ret velkommen, da vi nu kunde naa frem uden at blive set. For øvrigt havde vi tit diset og taaget Vejr. Sidst paa Efteraaret lægger i Polen tunge Taager sig som et Klædebon over Landskabet, som paa disse Dage ikke brydes fra Solopgang til Solned­gang, og man kan ikke se 100 m frem over den fugtige Mark. Men selv om Fortuna her var os venlig, havde vi alligevel omtrent 20 saarede og nogle faa døde, før vi naaede frem til ca. 200 m fra Russernes Stilling, og inden vi fik os gravet ned, havde vort Kompagni yderligere 2 døde. Under Arbejdet var vi af og til udsat for Maskin­geværild.

Efterhaanden som Kammeraternes Antal blev mindre og mindre, blev Kammeratskabet mere fortroligt mel­lem de faa, der var tilbage. Vi var nu kun 5 af min Aargang tilbage i Kompagniet. Den 14. Decbr. om Morgenen aftalte Glicinski — den sidste af mine Stuekammerater fra Kasernen — og jeg, at vi vilde holde sammen i Frem­tiden. Men til at lægge Planer for broderligt Kammerat­skab langt ind i Fremtiden var her ikke Stedet; før Dagen var omme var ogsaa han segnet, truffet af en Kugle, der var bestemt for ham, som han to Dage i Forvejen havde sagt til os. — Jo, mange anede det nok i Forvejen.

Vi to gravede os den Morgen ned ved Siden af hinan­den. Det var et farefuldt Arbejde, medens Projektilerne sang over os eller gav Smæld, naar de gik i Jorden tæt ved. Efter fortsat Arbejde Dagen igennem blev vore Huller til en sammenhængende Skyttegrav. Vor Kompagnifører, der sammen med sin Hornist Dagen igennem laa bag­ved os i Læ af et stort Træ, kom nu frem i Skyttegraven og dumpede ned til mig og min Kammerat. Da han lidt efter med Ridepisken gav sig til at vinke efter en Del Soldater, der laa lidt bagved os, hvor de havde gra­vet sig ned, tog han sig ikke i Agt for Situationens Alvor. En Kugle ramte ham, og han segnede ned i Bunden af Graven. Selv om jeg ikke ligefrem elskede ham, efter­som han var den, der gav mig min eneste vanærende Straf i Form af to Timers Arrest, og det endda uforskyldt, saa blev dog ved denne Begivenhed det Nag, jeg bar til ham, slettet. Vi dækkede ham til med hans Feltdækken. Vort Kompagni var nu uden Officer, og en Feltwebel-Leutnant blev herefter Kompagnifører.

Vi længtes efter Aften og haabede med Mørkets Ind­træden at blive fri for Skyderiet; men Russerne, som hav­de skudt tappert hele Dagen igennem, blev fremdeles ved dermed. Vi tog os en Brødklemme, det sidste, min Kam­merat havde. Jeg havde tomt Spisekammer, men til Gen­gæld var vi saa fælles om min Tobak.

Pludselig mødte jeg min største Skyttegravs-Tragedie. I et Spring fa­rer Kammerat Glicinski imod mig, raaber mit Navn, og alt mens han favner mig, strømmer Blodet ud af Munden paa ham. Min første Reaktion var, at jeg haabede — haa­bede, at han kun var saaret, men ret hurtigt klaredes det, at jeg favnede en døende Kammerat. – Mens jeg lagde min døde Kammerat pænt i Bunden af Graven med Tornyste­ret under Hovedet, huskede jeg, hvad han sagde to Dage i Forvejen, og jeg overvejede for Alvor, om man skulde tro paa Varslet, og om saa Kuglen gennem mit Tornyster samme Dag skulde forudsige det for mig. Selv om denne Anelse aldrig var mig nær inde paa Livet, saa var Synet af de to Faldne foran mine Fødder en dødsens alvorlig Paamindelse om Tilværelsens Alvor, og jeg sendte en hastig Tanke hjem til de kære og en Bøn opad om dog at blive skaanet. Med Vemod tog jeg Afsked med den ene Kammerat efter den anden, og smerteligt var det med Tabet af den sidste af mine Venner fra de to Aar i Kaser­nen. Han var fra Kiel, saa vi var jo til dels ogsaa Lands­mænd. Jeg maatte nu indfri mit Løfte og give Meddelelse til hans Forældre i Kiel. En saadan Aftale var ordnet ind­byrdes mellem mange Kammerater.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri

14. december 1914. Peter Østergaard: “Halvdelen ved kompagniet er dansktalende. Det er jo helt hjemligt.”

86’eren Peter Østergaard, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, er nu nået til fronten i Frankrig.

Kære alle sammen!

Ja nu er jeg så nået herned til fronten. Vi ligger i en landsby 5—6 km vest for Noyon. Det er jo lige i det hjørne, hvor linjen bøjer mod nord. Skyttegravene ligger 5 km vest for os, og der skal vi ud i overmorgen. Det er ude ved Lassigny. Så vidt jeg husker, sendte jeg et kort med hjem, så der kan I vist, hvis I har lyst, se navnene. Her bor vi i et rum ude i en bagbygning og har nu fået et bord og et par bænke opsat. Sengeplads var der i forvejen. Det er et par brædder sat på kant, og indenfor er der halm. Her er vi 5 mand, alle danskere, så vi har det jo helt rart, men mærker ikke stort til krigen, hvis der ikke af og til kom et skud derude fra. Dog tror jeg nok, at vi er kommen på et heldigt sted. Der forekommer ikke større fægtninger. Hver ligger i sine stærke skyttegrave og passer sig selv, blot med lange mellemrum sender de hinanden en hilsen for at mindes, at det er krig.

Mit kompagni har nu ligget på denne plads i 5 uger og har i den tid kun haft 2 sårede, hvad jo ikke er slemt. Dog, skal der i går være bleven skudt 3 og såret 2 derude, ikke fra mit kompagni, og grunden dertil fcr, at der for et par dage siden var nogle tyskere, der om natten kastede bomber ned i de franske skyttegrave. Det er for dette, franskmændene vilde kvittere. Når ingen af parterne forser sig, er alting omtrent roligt. Vi skal, som jeg har nævnt, ud i skyttegravene paa Onsdag morgen. Der bliver vi så i 4 dage og har så igen fri i fire,. På den måde er det jo til at holde ud, for i fritiden har vi næsten ingen tjeneste, i alt fald ikke ved mit kompagni, men det skal også være et af de bedste. Den eneste hage ved den ordning er, at vi netop kommer til at ligge derude i hele julen. Det kan komme til at passe, at vi skal derud den 24. om morgenen og kommer så tilbage den 28. På lignende måde kan det gå med nytår.

Dette er der jo ikke noget at gøre ved, og i og for sig har det jo også mindre at sige, om vi skal fejre den her eller derude, for nogen jul, som man kunde ønske sig, bliver det jo dog ikke.

Her sidder man og samtaler og har det så godt, at man næsten ikke kan tænke sig, at man om et par dage skal ud at skyde på mennesker.

— Der kom nu en til, som gerne vilde bo sammen med os, vi er så 6, og deraf er en fra Dynt, en fra Sottrup, en fra Smedeby, en fra Aller og så Nissen ude fra Bov. Halvdelen ved kompagniet er dansktalende. Det er jo helt hjemligt. Egnen her er meget smuk, men beboelseshusene er efter vor mening meget tarvelige. De er for det meste bygget af sandsten, nogle der ligner tufsten. Der er ikke mange vinduer, og dette skal, efter hvad jeg hører, have sin grund i, at der betales skat efter, hvor mange vinduer man ejer. Overalt ser man store frugthaver. Hele marker er tilplantet med æbletræer. Hver mand har sin frugtpresser og sin vinkælder med store tønder, dog er deres indhold for længst drukket, og desuden er der ikke bleven nogen ny vin lavet i år, for både æbler og pærer ligger ude under træerne og er rådnet.

Befolkningen er borte. Der er kun nogle gamle mænd, kvinder og børn tilbage, og de må jo finde sig i alt. Det regner hver nat, så det er meget sølet her på disse lerede jorder.

Eders Peter.

Soldater med danske aviser
Sønderjyske soldater med danske aviser: Dannevirke (Haderslev), Flensborg Avis og Dagens Nyheder (København). Hvor det var muligt, søgte dansktalende soldater sammen og delte aviser og andet med hinanden.

14. december 1914. SMS Dresden ankrer op i sikkert skjulested

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Som det eneste skib i den tyske eskadre undslap det fra slaget ved Falklandsøerne. Nu skjulte det sig i skærgården ved sydspidsen af Sydamerika.

SMS_Dresden.jpg

Den næste Morgen skulde jeg paa Vagt ved Maskinen Klokken fire, og saa snart jeg var tørnet ud, løb jeg hen til et Koøje for at se, om vi var kommet ud i aaben Sø. Det var vi imidlertid ikke. Paa begge Sider af os var Land, skovklædte eller nøgne Bjerge, over hvis Udløbere Morgentaagen laa som et let Slør.

Da Vagten var forbi, sejlede vi stadig under Land, og Dagen gik, uden at vi kom ud paa det aabne Hav. Det varede i Virkeligheden to Maaneder, inden vi fik Land af Sigte, og dette var den første af vore mange Rejser gen­nem Ildlandets krogede og snirklede Virvar af Kanaler og Sunde.

Vi sejlede meget langsomt, formodentlig baade for at spare paa Kullene og af Hensyn til Farvandet, der saa ud til at være meget vanskeligt og sandsynligvis ogsaa utilstrækkeligt opmaalt som de fleste af de mindre Pas­sager i denne vældige Skærgaard, men ud paa Dagen naaede vi da vort Maal, en lille Bugt næsten lukket af skovklædte Klipper.

Hvorledes vor Navigationsofficer, Kaptajnløjtnant Wieblitz, fandt Indgangen til denne skjulte Bugt (Hewett Bugten ved Udløbet af Adelaide Passagen), var en Gaade for os Menige, men da vi ende­lig hørte Ankeret rasle ud i den lille lukkede Bugts spejl­blanke Vand og fik at se, hvor velbeskyttet vi laa, gik der en almindelig Følelse af Lettelse og Befrielse over hele Skibet.

Denne Gang fik Englænderne os altsaa heller ikke, men de var ikke langt fra det. Fra Radiomandskabet fik vi hurtigt at vide, at vi i Løbet af den korte Nat var passeret tæt forbi engelske Skibe, der havde brugt deres Radio. Det havde kun været faa Minutter og faa Sømil, der paa et vist Tidspunkt af Natten skilte os fra vore Forfølgere, Vi havde allesammen ventet at faa netop disse faa Minutters Uheld, der skilte os fra de en­gelske Kanoner, og derfor aandede vi lettet op, da vi saa os omkring i den trygge Havn.

13. december 1914. Hemming Skov: “Imod sædvane en rolig søndag.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Imod Sædvane faar vi en rolig Søndag, og vi kan til­bringe Dagen i Ro i vore Huler, et Hold Kammerater i hver Understand. — Skal man se nærmere paa saadan en Flok Kammerater, naar der er „Fred og ingen Fare”, saa viser det sig, at Beskæftigelsen er mangeartet. En Del slaar Tiden ihjel med at spille Kort, alt mens man damper paa den lille Snadde. En publicerer, hvorledes han bedrev Pigesjov i Civil. En og anden skriver hjem til Far og Mor, et Brædt tjener som Underlag. Skrives der til Pigen der­hjemme — nogle har en, andre ingen — saa kan det foregaa til Akkompagnement fra vagthavende Kammerater, der udenfor Aabningen tår Valsetrin med sin „Knarre”, alt mens han nynner til Valsens Takt.

1914-10-polsk bondegård

13. december 1914. “Armod og Elendighed her i Frankrig.”

Feltpostbrev fra Paul, dateret “B. den 13. December 1914”

Sidste Søndag var vi 9 Mand indkvarteret i et ubeboet Hus. Tirsdag Formiddag, da vi var ude paa Marsch, kom der to Koner og et Barn, som vilde tage Bolig i deres Lejlighed igen. De havde forladt Huset for et Par Maaneder siden og lukket Døre og Vinduer. Det var jo lidt ubehageligt at finde deres Hus med 9 tyske Soldater i. Jeg lod dem naturligvis faa deres Soveværelse og Køkken, og dermed var de meget godt tilfreds. Tre af os rykkede ud og fandt et andet Kvarter. En Aften kom Konen uventet med Hønsesteg og Æblemos. Hvad siger I om det?

Men vi ser ogsaa megen Armod og Elendighed her i Frankrig. Hvad jeg har set og været med til i den forgangne Uge, har været skrækkeligt. En Dag var vi fem Mand, der skulde ud og faa fat paa Kartofler. Saa gik vi fra Hus til Hus en Gade langs og søgte Husene igennem. Der saa vi grædende Kvinder og Børn, kan I tro. Et tarveligt Hus gik jeg forbi. Da vinkede en Kone efter mig. Jeg tænkte: Hvad mon hun vil? Gik derind, og hvad jeg saa var saa skrækkeligt, som jeg aldrig har set før. Hun sad paa en Stol og kunde hverken gaa eller staa, og hvad hun sagde, kunde jeg ikke forstaa, men hun var næsten omkommen af Sult. Jeg havde ingen Tid at bringe hende noget, men lod en af Kammeraterne bringe hende noget af vor Middagsmad. Da vi om Eftermiddagen gik forbi, vinkede hun efter os og takkede os saa pænt.

I Dag har Konen her igen skrællet Æbler, i Aften faar vi vist igen Æblemos. I Dag har vi været i Kirke. Det er tredie Gang. Ellers er Gudstjenesten bleven holdt under aaben Himmel.

Kærlige Hilsner, Eders Søn og Broder

Paul

brøduddeling mindre
uddeling af brød til franske børn

12. december 1914. Hemming Skov på angreb: “En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Tidlig om Morgenen d. 12. Dec. modtog vi paa fastende Hjerte den Befaling, vi frygtede mest af alle, den nemlig, at der skulde angribes. Vi skulde 200 m længere frem for at komme nærmere ind paa Fjenden. Vor Delingsfører laa allerede foran med to Mand. „Befaling er Befaling!”

Og vi sprang op i en Klump, men en Strøm af Ma­skingeværkugler hvæsede om vore Øren, og vi styrtede tilbage i Graven. En af mine Kammerater havde faaet et svagt Strejfskud paa den ene Kind, det var imidlertid ikke nok til et „Heimatschuss”; men derimod nok til at tage Varsel af. — Vi troede nemlig paa den Slags, og ofte nok havde man desværre noteret sig Varslets Fuldbyrdelse. Ogsaa nu sagde Kammeraten: „Für mich ist bald eine Kugel bestimmt!”

Ulykken lod i dette Tilfælde ikke vente længe paa sig. — Lidt efter kom Kompagniføreren, og vi maatte af Sted.

En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard og følelsesløs for at kunne holde ud til dette uophørlige Myrderi og for at faa Mod til at gaa Faren i Møde. Af Sted skal vi, og vi løber nu en for en for at vække mindst mulig Opsigt.

Den fastsatte Linie kan ikke naas i ét Spring, nogle Gange maa man kaste sig ned, og hver Gang der kom en hylende Salve oven over os fra vore Batterier, foretog man det næste Spring. Vi benytte­de disse Øjeblikke, fordi vi vidste, at Russerne da tog Dæk­ning og ikke skød.

Undervejs løb vi forbi mange saarede, som vaandede sig i Smerter; men her var foreløbig ikke Tid og Sted til at yde Hjælp; det vilde betyde den visse Død.

Under saadanne Forhold var vor lille Spade en saare vigtig Udrustningsgenstand. Liggende paa Maven arbej­des der i en Fart en lille Dynge Jord op foran Hovedet. Men der skal stærke Nerver til, og man ligger ikke ret længe ad Gangen, naar man ganske tæt foran sig ser, hvor­ledes Jorden sprøjter i Vejret af de nedslaaende Projekti­ler. Derfor søger man at naa den fastsatte Linie saa hur­tigt som muligt.

Jeg naar den uden Mén og ligger nu skiftevis paa Maven og paa Ryggen og arbejder af al Kraft i denne Stilling for hurtigt at faa et Hul at putte mig ned i. Jeg ser Sidekammeraten sidde paa Knæene for bedre at kunne arbejde, og næppe har jeg faaet udtalt: „Menneske, du har en Skrue løs”, før Kammeraten ligger død ved min Side.   Lidt bag ved mig ligger en anden Kammerat, som er saaret og ikke formaar at komme hverken frem eller til­bage.

Med disse Omgivelser for Øje er det alt andet end hyggeligt her, 100 m fra Russernes Stilling, og mange slip­per ikke godt fra det. Jeg nøjes med en Kugle gennem mit Kogekar og yderligere en gennem mit Tornyster. Denne sidste havde været yderst nærgaaende, idet den havde hullet min Kappe under Tornysteret og var gaaet ud af Tornysterets ene Side. Med Hentydning hertil lød det fra Kammeraterne bagefter: „Kamerad, du hast Schwein gehabt!” —

Russerne blev overdænget med en frygtelig Artilleriild. Den ene Salve efter den anden kom hylende tæt over os; vi var lige ved at være i egen Artilleriild, idet enkelte eksploderede tæt foran os. Røg og Krudtslam blindede næsten vore Øjne. Et ødslende Tal af Granater slyngedes bort. Frygtelig Susen og Hylen blandes med ens nærmeste saarede Kammeraters Jamren. For Røg og den Mængde Jord der slynges op i Luften kan vi ikke se, hvor mange Fuldtræffere den russi­ske Skyttegrav har, men mange Granater udfører sikkert deres frygtelige Arbejde, og Døden holder sin Høst. — Det var et Skyttegravs-Helvede.

Vi fik os kun halvt nedgravet, før Russerne hist og her i Skyttegraven begyndte at stikke smaa hvide Flag i Vej­ret, og enkelte kom løbende med oprakte Arme over imod os i en Grøft.

Nogle holdt endnu Stand. Men da Tilbage­vejen var spærret af brændende Huse fra Artilleri-Be­skydningen, ligesom der ogsaa af samme Grund var spær­ret for Tilførsler af Reserver, blev der stadig stukket flere smaa hvide Pjalter i Vejret paa Bajonetspidserne. Trods disse Tegn paa Overgivelse blev vi — belært af dyrekøbt Erfaring — roligt liggende. Fra 100 m og nedefter var vi jo glimrende Skydeskiver, og Russerne var før faldet for denne Fristelse. Og da vort Artilleri stadig var i stort Kamphumør, var der ikke noget, der hastede, saa me­get mere, som der nu viste sig aftagende Virksomhed fra Fjendens Artilleri, hvoraf vi nu formodede, at de forberedte Tilbagetoget. Det var Tegnet til, at Afgørel­sen nærmede sig. Unægteligt var det rart for begge Par­ter at faa en Ende paa dette her. —

Afslutningen kom overvældende: som paa én Kommando myldrer Russerne op af Skyttegraven og løber over imod os med oprakte Arme. En Del af dem løb tilbage, de saas tydeligt mellem de brændende Huse.

Fangerne her var noget uensartet paaklædt, nogle var i høje, graahvide Pelshuer. Fangerne blev hurtigt ekspederet, og vi maatte af Sted fremad igen. Den lige forladte Russergrav, hvor der selvsagt raadede skrækkelige Tilstande med baade døde og døende, gjorde man bedst i at passere hurtigst muligt, hvis man vilde skaane sine Nerver.

Der skulde vist ryddes op i Russernes Reserver, men efterhaanden kom vi i Ild fra vort eget svære Artilleri, og vi beordredes lidt tilbage. I en lille By blev vi sat til at begrave store Stabler efterladt Artilleri-Ammunition. Bag­efter maatte vi til at grave en forskriftsmæssig Skyttegrav med overdækket „Unterstand” og hvad dertil hører. Ly­sten til at gøre stort og ulasteligt Arbejde var ikke særlig stor; vi var ikke forvænt med lange Ophold og troede, at det snart gik videre. Graven blev færdig, og snart laa eller sad man i Skyttegravens „Bolig”.

Kampen var stil­net af, og Omgivelserne prægedes af Ro. Vi drømmer os tilbage til de rolige Dage foran Lodz. Vi ligger og tænker paa, hvad næste Dag vil bringe; da er det nemlig Søndag, og som oftest møder vi om Søndagen „dicke Luft”.

Kam­meraterne kalder det for Søndagens „Skyttefest”. Et Par Timer i Nattens Løb ligger jeg sammen med to Kamme­rater foran paa Lyttepost, hvor jeg gentagne Gange maa prikke til dem med Bajonetten, fordi de vilde falde i Søvn. Det er her ikke just rart at vaage alene.

1914-08-30 Russere overgiver sig
Russiske soldater overgiver sig