Alle indlæg af Rene Rasmussen

27. august 1914. Sønderjylland under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen

Indkaldelserne

For nogen Tid siden udgik Ordre til, at Mandskabet indtil 45 Aar skulle møde til den saakaldte Kontrolforsamling den 10. September. Imidlertid er der i Gaar opslaaet Plakater med Paabud om, at de uddannede Mandskab har at møde uopholdeligt og afrejse med Tog, saaledes at de stiller i Flensborg i Morgen, Fredag. For det ikke uddannede Mandskabs vedkommende er Mødedagen vedblivende den 10. September.

Svineavlen og Krigen

I det nordlige og mellemste Slesvig gør der sig den Mærkelighed gældende, at Landboerne for Tiden ikke kan komme af med deres Svin. Der har i de sidste 6 Ugers Tid ikke været nogen Efterspørgsel og er det ikke endnu. Det betyder for mange et ikke ringe pekuniært Tab.

Sild omspændt af Pigtraad

Ved Krigens Begyndelse blev der bl.a. i Tønder opkøbt masser af Pigtråd, der sammen med en Del Krigsmateriel og Tropper førtes over til Sild. Efter hvad beboerne derfra meddelte, kunne man i Tiden derefter se en Mængde Mennesker i Arbejde med at nedramme Pæle og trække Pigtråd, og nu erfarer vi, at hele Øen efterhaanden er bleven omspændt med Pigtraadshegn.

Pontonbroen over Alssund afbrudt

Pontonbroen mellem Sundeved og Als er, efter Meddelelser fra Rejsende, blevet afbrudt og Færgefart etableret.

27. august 1914. 86’erne på ilmarch i Frankrig

Af Regiment 86’s historie:

En anstrengende natmarch … Mange march-syge blev liggende. Anstrengelserne de seneste dage havde været voldsomme. Siden den 22. ingen nævneværdig søvn. Og nu natmarchen.

Natten var bælgmørk. Det regnede i stride strømme. I begyndelsen bringer nogle store granater, affyret fra Maubeuges fæstningsvolde, lidt liv blandt folk. Granaterne eksploderer 200 m fra vejen. Latter og forbavselse over, at franskmanden ikke kan ramme bedre på en kendt afstand. Men også det hører op. Og nu forsvinder bataljonerne i skovens uigennemtrængelige mørke.

Ingen afveksling, ingen landsby, intet landskabsbillede. Samtalen dør hen. Den tobak, der endnu findes, ryges ud. Som bly sænker trætheden og sløvheden sig. Soldaterne sover, mens de marcherer. Ublidt bliver de vækket, når der opstår en marchhindring, og de render ind i manden foran. Om eftermiddagen den 27. når de endelig frem til divisionen mellem Landrecies og Le Cateau.

I begge byer sås der sig spor af svære kampe fra de to foregående dage. Det 3. armèkorps og spidsen af det 9. armékorps havde fået fat i englænderen for anden gang og slået ham tilbage. I Landrecies kunne man endnu på gaden og i gårdene se en vild forvirring af beklædningsgenstande, støvler, kogegrejer og tornystre, iturevne og blodplettede. Ammunition og patronhylstre lå rundt om i massevis. Helt friske soldatergrave var opkastet. En mærkværdig følelse at se det for første gang.

1914-08-24 Fremmarch i Frankrig 2
Regiment 86 passerer efterladt, fjendtligt materiel.

 

27. august 1914. Vestfront: Fæstningen Namur falder. Østfront: Tyskland gør klar til det afgørende slag.

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten
Tyske tropper indtager Lille og Mezieres. (Sidstnævnte ligger nord for Sedan).
De sidste fæstningsanlæg ved Namur ødelægges.
Den belgiske havneby Ostende indtages af engelske tropper.

Slaget ved Lille. Tysk postkort.
Slaget ved Lille. Tysk postkort.

Østfronten
Tyske luftrekognonseringer med både propelfly og luftskibe giver yderligere informationer om de russiske troppebevægelser. Dog var det stadig først og fremmest dragoner, husarer og ulaner, der fungerede som opklaringsenheder.

Denne dag falder
den 21-årige Musketier Christian Gunnersen, Guise, Frankrig

Tyske ulaner på opklaringsopgave
Tyske ulaner på opklaringsopgave

26. august 1914. Grænsebommen ved Hvidding sprængt af automobil!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen

Der er ny truffet en ny Bestemmelse vedrørende Passagertrafikken ad Landevejen over Grænsen ved Hvidding. Enhver, der herfra vil have Tilladelse til at tage over Grænsen på det Punkt, maa først være forsynet med Pas hos den preussiske Militærmyndighed i Skærbæk (f.T. Oberleutnant …) hvorom man henvender sig til Vagtmesteren ved Grænsen, som saa rekvirerer Passet i Skærbæk.

For Folk søndenaa på Vesteregnen, der vil herop, gælder den samme Bestemmelse: De skal for at kunne komme tilbage igen være forsynet med Pas fra den samme Myndighed. Kommune- eller Amtsforstanderens Udstedelse af Pas er altsaa foreløbig indstillet for Vesteregnens vedkommende, medens den endnu gælder for andre Egne af Sønderjylland.

Grænsespærring ved Hvidding sprængt

I Aftes Klokken 10:20 kom forskellige Danske, der havde været i Sønderjylland for at sælge Kreaturer, kørende op mod Hvidding i Bil, tilhørende Chauffør Fritz Monsen i Tønder. I Nærheden af Hvidding Kro raabte Passagererne til ham, at han skulle bremse, men Chaufføren, der havde stærk Fart paa, ænsede ikke dette, og kort efter fór Bilen mod den Spærrebom, der er lagt tværs over Vejen af den tyske Grænsevagt. Bommen knækkede med et Brag, medens Bilen endnu kørte videre og standsede ud for det danske Toldsted.

Heldigvis – men mærkeligt nok – kom ingen til Skade. Selve Bilen blev noget ramponeret, men dog ikke mere, end at Chaufføren under Militær Bevogtning kunne køre den tilbage til Skærbæk, hvor der venter ham en større Bøde.  Chaufføren hævder, at Bremsen svigtede.

26. august 1914. Frankrig opgiver at generobre Alsace-Lorraine. Tyske sejre i øst.

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten
I slaget ved Le Cateau tvinges de engelske tropper på tilbagetog efter voldsomme tab – omkring 8.000 mand – under kampene mod den hastigt fremrykkende tyske hær.

De franske styrker må nu opgive generobringen af Alsace-Lorraine og trækker sig ud af området.

1914-08-26 Kosakker
Kosakker rider frem. ”Enkelte kvinder forsøger knælende gennem bøn at undgå deres skæbne”, skriver et øjenvidne. Fremstillingen blev trykt i det tyske magasin ”Simplicissimus” som et modspil mod de allieredes billedpropaganda.

Østfronten
De indledende kampe til ”Slaget ved Tannenberg” sikrer tyskerne sejre ved Gross-Bössau og Lautem i Østpreussen.

Der kommer nu også meddelelser om russernes voldsomme fremfærd over for den lokale befolkning

Denne dag falder
den 31-årige Wehrmann Jens August Clausen, Bruxelles
den 32-årige Reservist Otto Emil Gaul, Kampenhout (Belgien)
den 30-årige Wehrmann Peter Dietrich Hammer, Overdevaert
den 32-årige Wehrmann Rasmus Isaksen, Belgien
den 32-årige Gefreiter Nis Peter Jensen, Overdevaert (B)
den 27-årige Wehrmann Thomas Johannsen, Overdevaert
den 34-årige Johannes Theodor Petersen , Belgien
den 33-årige Wehrmann Hans Schmidt, Kampenhout, (B)
den 32-årige Wehrmann Peter Poulsen Skov, Kampenhout
den 32-årige Füselier Hans Thielsen, Belgien

25. august 1914. 86’erne passerer grænsen til Frankrig

Af Regiment 86’s historie:

Den følgende morgen, den 25. august, bliver den franske grænse med stor glæde overskredet ved Ruinsette og la Folie. Nogle km syd for grænsen ligger den lille by Bavai. Den siges endnu at være besat af en engelsk bagtrop. I og III bataljon deployeres til højre for vejen Hon-Bavai. Men ingen modstand rører sig. Med marchsikring[1] marcheres der ind i Bavai. Syd for Bavai skulle vi gå i bivuak sent på eftermiddagen. Bataljonerne sikrer sig ved vagtposter mod sydøst og øst, d.v.s. især mod overraskelser fra Maubeuge.

Da bliver en patrulje fra 2. kompagni, som rekognoscerer i Mecquigny, en landsby 3 km syd for Bavai, udsat for kraftig ild. 250 til 300 geværer skønnes det. Hurtigt bliver 1. og 2. samt en deling af 3. kompagni alarmeret.

På få minutter danner de skyttekæde i retning af vagtposterne. Fremrykningen over markerne, der er omgivet af levende hegn og hække, er vanskelig. Så nås den forreste linje, og ildkampen begyndes. Snart efter viger fjenden. Så en kort forfølgelse. Uden anlæg bliver adskillige skudt ned, og mangen en såret englænder synker sammen i kløvermarken og bliver forbundet og bragt tilbage af vore folk. 10 bliver taget til fange.

Det drejer sig om afsiddede engelske lansenerer, som skal dække den franske armés tilbagetog. En forpostfægtning, som I bataljon alene havde klaret. Vore tab var ringe, 1 død og 5 såret.

Om aftenen indtraf efterretning om den venstre naboarmés sejr, den 2. armé, og det skabte stor jubel. Nu brød de to arméer frem henholdsvis vest og øst for Maubeuge. Fæstningen var en hindring, der skulle tages alvorligt. ”Hvis kommandøren er en snedig hund, så vil han denne nat forsøge et udfald her mod nord med de 40.000 mand, han formodentlig har til rådighed”, mente en bataljonskommandør.

Derfor skulle der i hvert fald etableres sikring mod et fremstød fra fæstningen i flanken på den forbimarcherende armé. Denne sikring blev delvist betroet regimentets II og III bataljon.

De to bataljoner gravede sig ned foran Bavai med front mod Maubeuge. Selve korpskommandøren besigtigede de udgravede stillinger og indskærpede for soldaterne, hvor uhyre vigtig deres post var. Hele natten og den følgende dag blev bataljonerne liggende i deres stillinger, mens tropper uophørligt marcherede, vogne og artilleri raslede forbi. Men kommandøren for Maubeuge var ingen ”snedig hund”, han foretog sig intet, og de to bataljoner forblev uforstyrrede.

[1] Når en troppeenhed flyttes er der tale om march, hvad enten man går eller kører. Foregår det i eller nær kampzonen, vil marchen skulle sikres mod ildoverfald, typisk ved hjælp af mindre grupper foran og til siderne

Reg 86 i Belgien Chateau Thierry 1
86’ere passerer efterladt fransk materiel ved Chateau Thierry

Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen.

25. august 1914. Tyskerne rykker frem i vest – og tilbage i øst

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten

I slaget ved Le Cateau tvinges de engelske tropper på tilbagetog efter voldsomme tab – omkring 8.000 mand – under kampene mod den hastigt fremrykkende tyske hær.

1914-08-25 Leuwen
Den belgiske by Leuwen/Louvain ødelægges i det tyske angreb

De franske styrker må nu opgive generobringen af Alsace- Lorraine og trækker sig ud af området.

Østfronten

De indledende kampe til ”Slaget ved Tannenberg” sikrer tyskerne sejre ved Gross-Bössau og Lautem i Østpreussen.

Der kommer nu også meddelelser om russernes voldsomme fremfærd over for den lokale befolkning.

24. august 1914. Slaget ved Mons. “Med min bajonet mellem ribbenene sank han sammen med en stønnende lyd.”

H.C. Brodersen gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Ved Mons kom regimenter i kamp med englændere.

Vi stormede den engelske Skyttegrav, hvor „Tommy” mødte os med opplantet Bajonet. Jeg saa mig pludselig staa ene overfor 2 store, stærke Englændere, der saa ud til at ville sælge deres Liv saa dyrt som muligt.

Det lykkedes mig efter et Par kraftige Udfald at slaa Geværet ud af Haanden paa den ene, der satte afsted tilbage. Vi var nu 2, og efter et Par Minutters Forløb, arbejdede Lungerne paa os, som var det et Par Blæsebælge. Sveden drev ned over Ansigtet og sved i Øjnene. Bevidstheden om, at den, der gav op, var dødsens, gav os uanede Kræfter.

Det blev en frygtelig, forbitret Kamp for det sølle Liv. Han fik Held til at stikke mig i Laaret, og jeg kunde mærke det varme, klæbrige Blod løbe ned af Benet. Kort efter fik han en Flænge over venstre Haand, saa Blodet drev nedover Fingrene og videre langs ad Geværet, men endda var vi lige vidt.

Det er umuligt at beskrive, hvordan jeg var til Mode, men jeg husker, at jeg i pludselig Angst for at skulde dø geraadede i et frygteligt Raseri. Jeg tænkte: „Nu, eller aldrig,” og samlede mine sidste Kræfter til et afgørende Stød. Uden, som reglementeret, at slippe Geværet med venstre Haand, gjorde jeg et Udfald. Han parerede prompte og kraftigt, men blottede derved sin venstre Side.

Det var det, jeg havde ventet. Med sammenbidte Tænder og under Opbydelse af mine sidste Kræfter lagde jeg ud til det sidste afgørende Stød og — ramte. Med min Bajonet imellem sine Ribben sank han sammen med en stønnende Lyd. Mere saa jeg ikke, thi ogsaa jeg faldt sammen som en vaad Klud. Det var forbi.

Da jeg kort efter atter kom til Bevidsthed, rullede jeg mig ned i Skyttegraven, hvor jeg fik set til mine Saar. De blødte stærkt, og jeg var just ifærd med at anlægge en Forbinding, da et Par Officerer kom forbi. De troede, at jeg „trykkede” mig, og i kraftige Vendinger anmodede de mig om snarest at indfinde mig ved mit Kompagni.

Ved Siden af mig laa en Englænder med afskudte Ben. Han var mere død end levende, og ved Tegn bad han mig om at skyde ham en Kugle for Panden. Han vilde hellere dø end leve Resten af sit Liv som Krøbling. Til den anden Side laa en død Englænder udstrakt paa Ryggen med en Harmonika imellem sine udstrakte Arme og slappe Hænder. Den Granat, der havde afbrudt hans Spil, havde ogsaa afrevet hans Livstraad. Overalt lød der Klageraab og Raab paa Saniteter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

24. august 1914. Tyskerne rykker frem i vest – men viger i øst

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten

De franske tropper trænges tilbage fra linjen mellem Sambre og Meuse. På samme tid må de engelske tropper begynde at vige ved Mons.

I Dinant begår de fremrykkende tyske tropper en række krigsforbrydelser, da de henretter 674 indbyggere mellem 2 måneder og 76 år. (Det antages, at der blev dræbt omkring 6.000 civile belgiere i krigens første måned).

Allieret propaganda overdrev de tyske repressalier mod belgiske civilister.
De tyske repressalier blev udnyttet og overdrevet i ententens propaganda

Østfronten

De russiske tropper fortsætter deres fremmarch i Østpreussen.

Denne dag falder:

Den 24-årige Asmus Desler, Unsnok, Rusland
Den 22-årige Füselier Johann Lambertsen, Maisieres, Belgien
Den 28-årige Christian Auhust Nissen, Vogeserne
Den 23-årige Thomas Palmgreen, Belgien
Den 22-årige Füselier Jørgen Thomsen, Mons
Den 26-årige Füselier Friedrich Otto Todt, Mons
Den 31-årige reserveløjtnant Ernst Trebitz, Mons

23. august 1914. Mons: “Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker”

Peter Aarup, Hammelev, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” nr. 84, 5. kompagni. Regimentet led svære tab i slaget ved Mons

Den vilde Jagt gennem Belgien standsede den 22. August. Vi laa i Bivuak i en lille Landsby foran Mons. De engelske Tropper havde besat Byen, og de engelske Flyvere var i Luften for at kontrollere vore Bevægelser.

Om Morgenen, Søndag den 23. August, mærkede vi nok, at der var Optræk til et eller andet. Vi marcherede hen over en stor, grøn Græsmark over imod en Skov paa den anden Side af Marken. Der laa der en Gaard eller noget lignende, og der var Masser af Høns og Ænder, som vi havde Appetit paa; men vi fik andet at tænke paa.

Kuglerne peb allerede i Trætoppene, og jo længere vi kom frem, des værre blev det. Vi kom forbi et Teglværk; foran dette laa der en Række Arbejderhuse, og i Kældrene sad Beboerne gemte …

Byen Mons ligger lavt, og en Kanal løber foran Byen. Bagved denne er der en Gade med Huse. Oppe i disse havde Englænderne lavet Skydeskaar. Der var ingen Mennesker at se, men da vi gik frem over den aabne Mark, blev vi modtaget af et kraftigt Skyderi.

Vi skulde forstærke den Skyttelinie, der var sendt foran os, men det viste sig, at de alle var saarede eller faldne. Vi erfarede senere, at Englænderne alle var gamle Kolonitropper, nogle med ti Aars Tjenestetid bag sig.

Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker. Vi var syv Sønderjyder i min Gruppe. Vor Gruppefører var Lærer Petersen fra Jegerup, alle var vi unge Reservister. som var blevet indkaldt den 4. August.

Den første, der blev saaret i vor Gruppe, var Jørgen Mikkelsen fra Hammelev. Han fik et Skud i Skulderen. Saa kom Turen til Lærer Petersen. Han blev ramt af to Skud i Armen. Derefter kom Turen til Hans Toft fra Jernvedlund; han blev ramt i Lungen. Den næste var min Sidemand, Mads Jessen fra Hoptrup. Han fik et Skud i Benet. Vi raabte: »Mads, bliv liggende!« Men han ville i Dækning ved et Hus foran os. Da han vil de rejse sig op, blev han desværre ramt i Hovedet. Han faldt.

Vi var efterhaanden kun fire tilbage. Det lykkedes os at komme frem til nogle Jernbane-sveller ved Banen, som gik ind til Mons. Vi fire, som slap fra det denne Gang, var Johannes Andersen fra Styding, Peter S. Paulsen fra Skovby, Peter Petersen fra Rejsby, og jeg. – Johannes Andersen og Peter Petersen kom senere under Marneslaget i engelsk Fangenskab.

Da vort Artilleri omsider kørte op, standsede den engelske Modstand. Vi gik igen frem. Foran os førte en Drejebro over Kanalen. Broen var aabnet, men en lille Tysker sprang i Kanalen, svømmede over den og fik Broen lukket.

Saa kom der Gang i Foretagendet. Vi var de første, der kom over.

Paa Bropillerne havde de Maskingeværer staaet, som havde taget saa voldsomt imod os. Nu laa baade Mænd og Materiel spredt til alle Sider. Det var første Gang, jeg havde været med til at møde saa kraftig Modstand.

Det var hen paa Eftermiddagen, og der var 30 Graders Varme. I de engelske Stillinger stod endnu den varme Middagsmad: men der var ingen af os, der havde Tid eller Lyst til at spise den … Nogle af Englænderne var hoppet i Kanalen, da det tyske Artilleri begyndte at skyde. Nogle havde kun Hovedet over Vandet; men nu blev de hjulpet op og gik i Fangenskab. Den vilde Jagt gik videre …

Jeg blev Vidne til noget, jeg aldrig glemmer. Byen var skudt i Brand. Af og til maatte vi passere Gaderne i Løb. En lille Hund kom ud fra et Hus. En Soldat ramte den med Geværkolben, saa den hylede. Da kom en ung Kvinde ud af Døren. Hun vilde vel frelse Hunden, men hun havde en Kniv i Haanden, kanske havde hun været ved at skrælle Kartofler, Da en Sygebærer saa Kniven, fik han saadan et Chok, at han i sin Forfjamskelse trak sin Revolver frem og skød Kvinden. Det viste sig, at hun var højgravid. Det var Krigen i al dens Gru …

En tysk Kaptajn sad lænet op ad en Mur med Hovedet indbundet. Her laa en død og der en saaret spredt ud over Slagmarken. Trods det blev der raabt »Singen!« Jeg troede, at man da var blevet fuldstændig tosset. Der var dog ingen, der adlød.

Vi kom ud af Byen, men næppe var Officererne kommet til Hest, før vi blev mægtigt beskudt ovre fra en Fabriksbygning. Vi kom ned i en Fart, men enkelte blev ramt i Benene, fordi de løftede dem for højt i Vejret, da de smed sig ned. Jeg blev nysgerrig og løftede Hovedet lidt for at se, hvor Officererne til Hest var blevet af. Jeg saa ogsaa et Glimt af dem ca. 7-800 Meter borte. De forsvandt bag en Husrække.

Vi blev liggende et Stykke Tid og marcherede saa videre i den Retning, hvor Rytterne var forsvundne. Det varede heller ikke længe, inden de paa ny havde indtaget deres Pladser foran Kompagniet. Vi kom ad en anden Vej ud af Byen.

Vi studsede, da vi saa en Samling Mennesker, civilister, flere Hundrede, drevet sammen paa en Mark. Vor Major raabte og skreg som en vild. »Hvad skal man lave med saadan en Bande! Skyde dem alle til Hobe!« raabte han.

Han kom dog paa bedre Tanker … Under Marneslaget vilde han ogsaa storme det hele, men da tog Franskmændene ham ved Vingebenet. Han kom nemlig i Fangenskab og kunde herefter ingen Ulykker lave …

Henad Aften kom vi saa i Bivuak syd for Mons, Vi kravlede ind i nogle Rugskokke. Min Sidekammerat, P. Paulsen. var i al den Hurlumhej kommet bort fra os. Vi fandt ham dog, men hans Tornyster, Overfrakke og Dækken var og blev borte. Hans Svoger, Johs. Andersen, og jeg puttede ham ned imellem os, saa han kunde holde Varmen.

DSK-årbøger, 1963

23. august 1914. “Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer”

Sønderjyden “Chr.” fra Infanteriregiment 84 “von Mannstein” fortæller om slaget ved Mons:

Værre var det ved Mons, hvor vi havde det næste, men mere alvorlige Sammenstød med Fjenden 23.-24. August. Ved Mons var det Englænderne, vi kom i Kamp med.

Det blev en haard og for 84erne meget blodig Kamp. Englænderne ydede haardnakket Modstand. De forsvarede paa vort Afsnit en Bro, paa hvilken der var opstillet flere Maskingeværer, der uafbrudt holdt Terrænet under Ild. 2. Batl. blev sat ind ved Middagstid.

Vi laa paa en Eng og var paa det Tidspunkt i anden Linje. Foran os i første Linje var 3. Batl., hvis Kompagnier befandt sig i en meget udsat og meget farlig Situation. De engelske Maskingeværer beherskede hele Landskabet, der var temmelig fladt og saaledes ikke bød Spor af Skjul for vore Folk.

Foran vort Kompagni laa 10. Det havde taget Stilling langs med en Vejkant, og det var nu vor Opgave at rykke frem til Undsætning for det haardt medtagne 10. Kompagni.

Da vi naaede frem, mødte der os et grufuldt Syn. Hver Mand laa paa sin Plads i Skyttekæden med Ansigtet i Jorden — døde. Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer, som fra et fortrinligt Stade paa Broen havde kunnet meje hele Rækken ned, inden disse med deres Enkeltmandsgeværer havde kunnet yde nævneværdig Modstand.

Kampen fortsattes forbitret og længe, indtil det tyske Artilleri langt om længe naaede frem og tog Broen under Ild, saa først maatte Englænderne forlade Stillingen; men da havde de ogsaa ryddet godt op i vore Rækker.

De trak sig tilbage gennem Mons, hvor de spærrede Gaderne med Barrikader, for at hindre os i at følge alt for hurtigt efter. Da vi naaede ind i Byen, var de borte; men længe kunde det ikke være siden, thi de Bøffer og den Suppe, de havde efterladt sig var endnu ikke helt kold. Den blev det heller ikke, for vi spiste, hvad der var.

Nimy broen ved Mons

 

23. august 1914. Regiment 86 i slaget ved Mons

Af den officielle regimentshistorie for Infanteriregiment 86 “Königin”:

Slaget ved Mons 23. august 1914

En varm og solrig dag bryder frem. Regimentet marcherer mod sydvest på den store vej mod Mons. Ved Langrenée samledes divisionen kl. 8 om formiddagen. Videre march til Casteau. Her blev givet ordre til angreb.

Fjenden – det sagdes at være englændere – holdt Mons besat og havde indtaget en fast stilling nord for byen bag Canal du Centre. Kanalovergangen skulle tages og englændernes jages bort fra Mons.

Regimentet bøjer af fra vejen til venstre i skoven ved Obourg. Her bliver der deployeret. I og III bataljon i forreste linje, II bataljon følger bagefter som reserve i midten. Til højre rykker infanteriregiment 84 frem, til venstre 36. infanteribrigade med regiment 85. Ved den sydlige skovkant ca. 1 km fra kanalen spreder man sig kl. 12.30 middag. Artilleriilden dundrede allerede på begge sider. Da piber også de første projektiler herover.

Mons kort 2

De kommer fra Ferme des Wartons, som fjenden holder besat som brohovede. 1. og 3. kompagni åbner ild. En maskingeværdeling lader sin kugleregn tromme imod vinduer og døre. Efter en kort ildkamp flygter fjenden ud af bagporten.

Den første hindring var fjernet. En anden vanskelighed dukkede op, nemlig kanalen. Bag ved den havde englænderne sat sig fast i husene og i nogle stumper grøft, og skød som vilde. Uden artilleri kunne de ikke gøre meget. Feltartilleri-regiment 45 kører frem og tager den sydlige kanalside under ild. Det virker. Englænderne rømmer også denne stilling.

Hurtigt er 86erne ned ved kanalen, men broerne er trukket tilbage fra den anden side. Da løber nogle behjertede folk fra I bataljon over sluseportene uden at tage hensyn til den stadig heftige ild fra de retirerende fjender.

Ovre på den anden side sænker de igen broen. Regimentet kan nu komme over. På den anden side af kanalen viser sig nu sporene efter vort artilleri. Englænderne er skudt helt sønder og sammen, navnlig granaterne med forsinket tænding, på dette felt var vi forud for modstanderne, har gjort forfærdelig megen skade.

Hurtigt efter overgangen deployeres de to bataljoner. I ilmarch går det nu gennem engene. Døde og sårede englændere ligger rundt omkring. Også de kreaturer, der har græsset i området, er i vid udstrækning ramt.

Styrken vader over La Haine-bækken, mens reserven og artilleriet kommer over på en bro, som pionererne har tømret sammen på tre kvarter. Hurtigt når man banedæmningen Mons-Charleroi 800 m syd for kanalen. På den anden side af banedæmningen hæver sig en bakke, hvorfra angriberne møder heftig ild. Ilden bliver besvaret af de to kampbataljoner.

Så arbejder skyttekæderne sig hurtigt ind på fjenden. Også artilleriet begynder på sit arbejde. Efter en halv times kamp bliver bakken erobret kl. 2. Mange døde og sårede ligger i skyttegravene. Der bliver taget mange fanger. Alene løjtnanterne Carl og Hans Gustav Baller med to grupper tager en officer og 50 englændere til fange.

Fjenden trækker sig nu tilbage i sydvestlig retning. Bataljonerne forfølger ham på østsiden af Mons gennem haver, hække og trådhegn. II bataljon følger samlet gennem den østlige del af byen.

Pludselig møder de to forreste bataljoner heftig ild igen. Den kom fra en bakke øst for byen. Granater og shrapnell; det fjendtlige infanteri fyrede ud af hække, huse og et slot. En eneste granat bortrev fire døde fra 1. kompagni. Forgæves bestryges slottet med maskingeværild, men først artilleriet skaffer luft.

Kl. 4,30 om eftermiddagen bliver englænderne fordrevet fra bakken. Derved tager en deling fra 11. kompagni en hel kavallerieskadrons heste som bytte i en bryggerigård.

Samtidig havde II bataljon en ejendommelig oplevelse, sådan som det er typisk for unge og uerfarne tropper. Bataljonen fulgte som nævnt bagefter den forreste linje gennem østdelen af Mons. Pludselig bliver têten heftigt beskudt forfra. Hvad er der i vejen? Bliver der skudt ud af husene? Der udbryder panik. Mange fyrer i vild ophidselse mod vinduerne. Heste bliver urolige, forvirringen vokser.

Men nogle holder hovedet koldt. Blandt dem den tapre fører af 8. kompagni, premierløjtnant Henrici. Som en klippe sidder han på sin hest i det brændende virvar. Ved nogle frygtelige verbale udladninger genopretter han endelig ro og orden og opnår, at det meningsløse skyderi mod vinduerne holder op. Nogle andre behjertede officerer arbejder sig med et par grupper op foran for at se, hvad der er i vejen.

I forlængelse af gaden var der et stykke skyttegrav, der endnu var besat af den ellers vigende fjende. Af en eller anden grund var der i det uoverskuelige terræn opstået et hul i den forreste linje. I dette lå det endnu besatte stykke skyttegrav og gjorde det muligt for englænderne at skyde lige ind i bataljonens forreste sluttede rækker. De fremskudte grupper får ved deres planmæssige ild hurtigt fjenden til at flygte fra skyttegraven.

Om aftenen samler regimentet sig foran Hyon, en landsby sydøst for Mons. Endnu skal Mont Erebus bestormes, et højdedrag syd for Mons, men mørket er faldet på, og man må vente med det. Ved foden af bjerget graver bataljonerne sig ned i den orden, man havde om morgenen, og de går til ro med kampklare soldater som forposter.

Det var så Mons-dagen for regiment 86. Denne gang ikke frejdige paradetræfninger, men derimod et slag mod en modstander, der skal tages absolut alvorlig. Det blev vundet ved den tyske førings overlegne systematik samt troppernes angrebsånd, der gennem tradition og opdragelse var gået dem i blodet. Svarende til den fjendtlige modstands styrke var også tabene sværere end ved Tirlemont-Oplinter, nemlig 6 officerer såret, 30 mand døde, 90 såret. Taget til fange blev 1 officer og 309 mand fra 4. Middlesex-regiment.  Alligevel var sejrsfølelsen overvældende, og den blev nydt i fulde drag.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen. Udkommer som årbog for Historisk Samfund for Als og Sundeved til november 2015.

23. august 1914. Hårde kampe ved Mons.

Vestfronten:

Den tyske højre fløj støder ved Mons for første gang ind i den britiske ekspeditionsstyrke (BEF). For de slesvigske regimenter er slaget ved Mons det første, større slag.

Denne dag falder:

den 25-årige reservist Conrad Albers, Mons
den 27-årige Füselier Jørgen Andersen, Mons
den 27-årige Füselier Karl Ludvig Brodersen, Mons
den 25-årige Füselier Thomas Jakob Clausen, Charlerois
den 33-årige reserveløjtnant Heinrich Driver, Mons
den 29-årige reservist Jørgen Sønnichsen Jacobsen, Mons
den 34-årige reservist Jørgen Jessen, Mons
den 24-årige Mads Peter Jessen, Mons
den 26-årige Jens Peter Jørgensen, Mons
den 24-årige reservist Peter Mathias Krongaard, Mons
den 26-årige reservist Peter Mainka, Mons
den 24-årige løjtnant Jacob Matzen, Mons
den 24-årige Füselier Peter Christian Petersen, Mons
den 23-årige underofficer Carl Christian Ravnsgaard, Mons
den 23-årige Füselier Christian Andreas Sivertsen, Mons
den 25-årige Jørgen Skau, Mons
den 25-årige Gefreiter Jørgen Skov, Mons
den 28-årige reservist Louis Frederik Timmermann
den 39-årige E.C. Heinrich Thomsen, Belgien

1914-08-23 Mons kort

22. august 1914. “Fjendtligt kavaleri iagttaget 7-8 kilometer mod syd. I morgen bliver en varm dag!”

Af Regiment 86’s historie:

De næste dage gik marchen i sydvestlig retning over Neerysche, Overrysche, Ter Hulpen og Hanonsart. Ved Mont St. Jean gik det hen over slagmarken ved Waterloo.

Den mægtige stenløve mindede om våbenbroderskabet mellem Preussen og England for næsten 100 år siden. I dag stod englænderen som fjende kun tre dagsmarcher borte. –

Videre gik det over Ophain, Braine le Comte til Soignies og Naast. I de to sidstnævnte byer blev der slået bivuak om eftermiddagen den 22.

Det var stadig en frygtelig trykkende hede. Men marchen var gået gennem den frugtbare belgiske lavslette. Det kom både indkvartering og forplejning til gode. En sand vederkvægelse i heden var de store vindruer, som blev dyrket overalt i drivhusene.

Om aftenen indtræffer en flyvermelding: kavaleri er iagttaget ved Casteau, altså 7-8-km syd for vor bivuak. I morgen kan regimentet således forberede sig på en ”varm” dag.

Det store sejrsmonument ved Waterloo
Det store sejrsmonument ved Waterloo

21. august 1914. Tyskerne i Hvidding flagede for tidligt!

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

Da Tyskerne i Sønderjylland flagede for Belforts Erobring

Meddelelsen om, at der i Gaar til Hvidding indløb officiel Telegramordre til stedlige Embedsmænd om at flage, da den franske Fæstning Belfort var faldet, vakte – som naturligt var – stor Opsigt ogsaa her i Ribe. Vi stillede os, som nævnt i Gaarsnummeret, ret tvivlende over for Rigtigheden af Meddelelsen om Belforts Fald, hvorom der endnu ikke i Aftes forelaa Efterretning fra nogen som helst anden Side.

Og Meddelelsens Paalidelighed fik i Aftenens Løb Banesaar, da der indløb officiel Meddelelse fra Paris om, at Franskmændene havde generobret Mühlhausen i Elsass, der ligger 43-44 Kilometer øst-nordøst for den franske Fæstning. Belforts Erobring af Tyskere og Mühlhausens Erobring af Franskmændene paa samme Tid er en ganske Umulig Konstellation.

Den tyske Telegramordre og Meddelelsen i Telegrammet om Belforts Fald er imidlertid en Kendsgerning saavelsom Flagningen i Hvidding, om hvilken vi selv overbeviste os i Aftes.

Det er vanskeligt at tro, at der skulle foreligge et officielt forsøg paa at bringe en falsk Meddelelse af denne Art til Befolkningens Kundskab. Man kan derimod tænke sig, at der foreligger en Telegraferingsfejl, og at Meddelelsen om, at ”Belfort er faldet” i Telegrafen er blevet en Misforståelse af at belgiske Forter er faldet. Vi tør ikke paastaa, at denne Forklaring netop er den rigtige, men der er i al fald nogen Sandsynlighed for, at den kan være sket.

Men hvorom alting er, Flagene hejstes efter Ordre, og man fejrede i Gaar i Hvidding den franske Fæstnings Fald. Det er imidlertid ikke alene i Hvidding, at man paa telegrafisk Ordre har hejst Flagene for at fejre Belforts Fald. Det samme skete i Skærbæk og Tønder, og sidstnævnte Sted udkom i Gaar Eftermiddags Løbesedler med den store Nyhed.

I Skærbæk strøg man Flagene igen om Aftenen ved 7-Tiden.

21. august 1914. Brev fra hjemmet – og rekvirering af et stykke kvæg med våbenmagt

Hans Petersen fra Broager gjorde krigstjeneste i regiment 86. I august 1914 var han i Belgien

Den 21. August 1914.

Jeg fik det første Postkort med Efterretning om, at de alle havde det godt derhjemme. Det var for mig en hel lille Begivenhed. Kortet blev omhyggeligt gemt i Lommen, og naar vi havde et Øjebliks Hvil, blev det taget frem og læst paany. De kendte Bogstaver blev stadig læst og studeret igen, og altid havde de noget nyt at fortælle mig. Det var, ligesom jeg var bleven Ejer af en hel Skat.

Nærheden af Waterloo fik vi Kvarter paa en stor Gaard. Tre Mand gik ud paa Marken for at hente et Stykke Ungkvæg til Feltkøkkenet. Men det vilde Manden, som passede Kvæget, ikke uden videre give Lov til. Han blev meget vred og protesterede paa det heftigste. Saa tog den ene Soldat og sigtede paa ham med Geværet, og straks blev Manden uhyre flink og hjalp endda med at søge det bedste ud.

— Om eftermiddagen havde vi Hvil. Vi sad nede i Engen paa Kanten af Dammen med Fødderne hængende ned i Vandet. Vi sad og fortalte om vore Oplevelser, om de kære derhjemme og pudsede Geværerne, alt imens vi fik et koldt, forfriskende Fodbad. Underofficer Knutz kom, dampende paa en Cigar, og fortalte os, at nu var Belfort falden.

Da der ikke var Soveplads nok i Laden, sov jeg om Natten sammen med Nis Abrahamsen oppe paa et Læs Hvede, som stod udenfor. Først nærede jeg lidt Betænkeligheder; men snart følte jeg det tiltrækkende ved Tanken; det var jo noget nyt.

Reg 86 i Belgien ko
En 86’er malker en belgisk ko

 

21. august 1914. Mørklægning og spærretid i Skærbæk.

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Intet mistænkeligt Lys

Der er i Tirsdags udgaaet Ordre til Beboerne i Egnene syd for Grænsen om, at de om Aftenen, naar de har tændt Lys i deres Stuer, skal have tildækket Vinduerne. Enkelte Steder, som f.eks. i Skærbæk, maa der overhovedet ikke være Lys i Stuerne om Aftenen. Opdages der bag tæt tildækkede Vinduer en lille Lysstribe, kan man være sikker paa, at der inden længe ud fra lyder et bestemt Raab: ”Licht aus!”

Ingen ude efter Kl. 9 Aften

Der er endvidere givet Ordre til, at samtlige Beboere maa holde sig inde i deres Boliger fra Kl. 9 Aften og at ingen maa færdes paa Landevejene. Hos selve Amtsforstanderen i Skærbæk opdagedes der forleden Lys, og han maatte finde sig i at blive ført til Vagten til Afhøring.

Vaabnene slibes

Forskellige steder langs Grænsen har de derværende Landeværnssoldater, Befalingsmænd som Menige, faaet Ordre til at lades deres Vaaben, Sabler og Sabelbajonetter, skarpslibe paa Stedet.

De fængslede Sønderjyder, der er ført til Flensborg, hensidder dér i Gymnasiet foreløbig, idet den Bygning, der oprindelige var tiltænkt dem til Opholdet, ikke er færdig.

21. august 1914. Kampe på østfronten og vestfronten

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten:

 Den belgiske hær må trække sig tilbage ved Namur.

1914-08-21 Charleroi
Kampene ved Charleroi

Slaget ved Charleroi – Belgien – begynder. Her kæmper den franske hær sammen med styrker fra BEF – det engelske ekspeditionskorps.

1914-08-21 franske kolonialtropper
Ved Charleroi møder tyske soldater for første gang franske kolonialtropper.

Østfronten:

Den russiske 2. Armé under kommando af general Aleksandr Vasiljevitj Samsonov trænger tyskerne tilbage i Østpreussen.

Afrika:

Tyske tropper invaderer Sydafrika.

20. august 1914. Jeppe Østergaard i slaget ved Gumbinnen

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten.

Dagbogen 20—8—1914.

Marcherede østpå den 19. til kl. 12 nat. Så får hver ½ liter bouillonsuppe, og det kunde gøres behov, thi den 18. fik hver kun 2/3 kg brød, og først den 21. aften blev der atter uddelt. Efter næppe 2 timers hvil i vejgrøften går det med tornistren på ryggen videre frem.

Snart høres kanontorden i nordøstlig retning, dog vi kommer omtrent helt på højre fløj. Kl. 5 piber kuglerne, og nu følger en kamp så fortvivlet, så fuld af smertelige og skrækkelige scener, som jeg aldrig havde troet.

Forvovent går vi frem som sidst. Vi må naturligvis angribe russernes stærkt befæstede stillinger. I stormløb tages den foran liggende by. Så kommer en slugt, hvor et åløb kringlede sig igennem. I vandet og på skrænterne gøres holdt, thi 100 m foran os, men 20 m højt går en chausse, fra hvis vejgrøft man fyrer på os. De må først bringes til tavshed af artilleriet.

Atter frem. Skjult bag træer og buske står en flok russere. Alle våben er kastet bort, man holder hænderne i vejret. Mange er dyriske og rasende nok til endnu at fyre mod den værgeløse flok. I største ophidselse skreg jeg: „Ikke skyde“. Andre stemte i med, og man tog dem til fange. I grøften lå endnu andre, tilsammen ca. 100.

Videre frem over åben mark faldt mange i en heftig geværild. En grøft nås, hvor vi hviler et øjeblik, mens kuglerne piber og shrapnellerne dundrer. Af en ret stor flok er nu kun 8 tilbage, og de første 50 m løb falder jeg og en enårig,*) han et strejfskud ved hovedet, jeg let såret i låret. På alle fire tilbage til grøften, såret foreløbigt forbunden og et øjeblik ro.

Lidt senere kommer løjtnant Leopold tilbage uskadt. Han havde tilsidst kun haft een mand, var så kommen mellem egen og fjendtlig maskingeværild, og det blev for varmt.

Vor fremgang var bragt til standsning, heftig var geværilden, maskingeværerne knatrede, men det russiske artilleri, som stod i yderst stærkt befæstede stillinger og i antal var vort langt overlegen, skød det sønder og sammen. Alt var nøjagtig beregnet forud, og så snart et skyts vilde køre i stilling, blev det modtaget med kanonsalver, og næsten hvert skud ramte. Det hed sig senere, at franske officerer havde ført kommandoen.

En tidlang var der vild ophidselse. Artilleriet beskød hinanden gensidigt, artilleriet skød på os, vore rækker kom indenfor de egne maskingeværers virkningsfelt. Ved 3 tiden forstummede vort artilleri.

Mod fjendtlig forskanset artilleri er infanteri magtesløst, og det kom til en vild flugt. Mange smed tornistren, ingen hørte på kommandoord. Enhver hastede tilbage. Mange hårdtsårede blev liggende, thi sygebærerne kunde langtfra overkomme alt. Der bød sig skrækkelige scener, som jeg vil lade ligge. Hjalp de sårede en del og gik tilbage midt i shrapnel- og granatregn med en „sognefogeds stok“ i den ene hånd og geværet i den anden.

Man prøver på at opholde de enkelte og samle resterne. På et højdedrag gøres holdt. Front mod fjenden. Primitive skyttegrave udhæves, men mod var der ikke mere. Alt var kastet hulter til bulter, over halvdelen faldne og sårede, deriblandt vor major.

Da artilleriet forfølger os, og dets varer slår ned i rækkerne, går det atter tilbage. For anden gang prøver man at samle tropperne. Første armékorps angriber nu fjenden i flanken, og han bliver ude af stand til at fortsætte forfølgelsen. Senere gik vi endnu længere tilbage. Fra om aftenen kl. 6 med to timers hvil i grøften havde vi gjort stærkt anstrengende march og været i forfærdeligt ophidsende kampe. Alle var dødtrætte og sultne. Ingen mad fik vi og i to dage intet brød.

Divisionen samles omsider på et højdedrag. Der graves skyttegrave, og i disse tilbringes natten. Hele himlen mod øst er luerød af mange hundrede brande. Men over os står stjernehimlen rolig og klar. Her alt omskifteligt, over os det faste, evige.

*) Akademikere, lærere og andre med eksamen fra højere Skoler kunde slippe med 1 års militærtjeneste.

Kosakker
Kosakker beskydes af tysk artilleri

20. august 1914. Slaget ved Gumbinnen: “Rette sich, wer kann!”

Hemming Skov fra Københoved, I. Batl. Inf.-Reg 176 med kaserne i Thorn, deltog i slaget ved Gumbinnen

Pludselig forlod vi Gosslarshausen, og efter at have passeret Kauernik og Neumark blev vi i Bischofswerder læsset på et tog og kom nu til Insterburg. Vi kørte over Dt.-Eylau, Osterode og Allenstein og blev over alt hilst af en krigsbegejstret folkemængde.

Russerne var med Vilna-arméen (General Rennenkampff) brudt ind over den østpreussiske grænse mod Insterburg og deres foreløbige mål var Danzig. Vi stødte sammen ved Gumbinnen, hvor vi den 20. august fik vor ilddåb.

Aftenen før fik vort kompagni post. Til mig var der intet, og jeg har vist, grundet herpå, set lidt modfalden ud, for min Hauptmann lagde hånden på min skulder og trøstede mig næsten kammeratligt med, at det kom nok næste gang. Dagen efter faldt vor Hauptmann (Bodemann).

Endnu før kompagniet havde formeret skyttekæde, modtog det de første artillerisalver, og efter kammeraternes udsagn tændte vor Hauptmann sig en cigar og opmuntrede sine folk med at sige, at det var sandbomber, der kom. Et øjeblik efter faldt han, ramt af et shrapnelskud, og kompagniet var lidt efter uden officerer, idet den ene løjtnant faldt og den anden blev såret. (…)

… de fleste af ens kammerater fra de to år i kasernen fandt døden den dag. Vort kompagni blev på denne ene dag halveret fra 250 mand ned til 130 mand, og det varede tilmed et par dage, før disse blev samlet.

Den taktik, der her blev brugt, var som til den fredeligste manøvre; det gik fremad i “Sprung auf, marsch, marsch”, indtil russernes stilling var nået, men efterhånden, som der under en så idiotisk måde at arbejde sig frem på tyndedes ud i rækkerne og blandt førerne, var der til sidst blevet råbt: “Rette sich, wer kann!”

DSK årbøger, 1945, s. 71ff.
1914-08-17 østfront kort

20. august 1914. Østfront og Vestfront: Kampe ved Bruxelles, Lorraine og Gumbinnen

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten:

I Belgien indtager de tyske tropper efter hårde kampe Bruxelles, mens indbyggerne flygter.

I Lorraine sætter de tyske tropper ind med et voldsomt modangreb ved Saarburg og Morhange og tvinger de franske tropper til at trække sig tilbage.

1914-08-20 Jørgen Petersen Krogh
Jørgen Petersen Krogh, Lysabildskov. Faldet ved Gumbinnen

Østfronten:

 Efter voldsomme kampe indtager de russiske tropper Gumbinnen.

1914-08-20 Faldne Gumbinnen
Faldne ved Gumbinnen

Denne dag falder ved Gumbinnen:

Den 24 årige oppasser Christian Christensen fra Broager

Den 25 årige musketér Hans Carl Heinrich Hansen fra Åbenrå

Den 23 årige menige Jørgen Petersen Krogh, Lysabildskov

Den 22 årige konstabel Johannes Hansen fra Vollerup

Den 23 årige musketér Martin Møller fra Barsmark

Den 24 årige musketér Franz Weber fra Buskmose

19. august 1914. Belgiske civilister: “I alles ansigter stod der malet rædsel og skræk.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i infanteriregiment 86

Om Formiddagen kom vi forbi et Par Familier, som flygtede for Krigens Rædsler. I smaa Bylter medførte de det nødvendigste Tøj og Ting, som de ikke vilde lade i Stikken. Jo nærmere vi kom dem, desto mere angst blev de. En gammel Kone slæbte sig møjsommeligt af Sted ved Hjælp af Krykker. Børnene skreg. De unge rakte begge Hænder i Vejret. En Mand, som havde sin lille Pige siddende paa Cyklen, græd og rakte begge Hænder ud imod os. En ung Moder, der bar sit spæde Barn paa Armen, trykkede under stadig Hulken og Kys det lille Væsen til sin Barm. Hun troede sikkert, at de om et Øjeblik skulde skilles i denne Verden. I alles Ansigter stod der malet Rædsel og Skræk.

I Byen Roosbeck saa det forfærdeligt ud. Her laa en Mængde Kanoner og Vogne og døde Heste imellem hinanden. Hvert eneste Hus i Byen brændte. Spær og Lægter stod brændende og forkullede paa Enden og pegede anklagende op mod Himlen. Murene faldt med et Brag til Jorden og hvirvlede en Sky af Støv og Røg op i Lutten. Man sagde, at den civile Befolkning havde overfaldet vort Artilleri om Natten, og derfor blev Byen nu lagt i Aske.

Tysk proviantkolonne i belgisk landsby
Tysk proviantkolonne i belgisk landsby august 1914. (Fra Geschichte des Völkerkrieges)

19. august 1914. Tofrontskrig: Kampe på Østfront og Vestfront.

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten:

De tyske tropper når frem til Dinant-Neufchateu i Belgien.

De belgiske tropper trækker sig bag denne linje og en del mod Antwerpen for at beskytte byen.

De franske tropper generobrer Mühlhausen og trænger ind i Lorraine, hvor tyskerne i første omgang viger.

1914-08-19 Alsace-Lorraine
Fransk propagandapostkort: Den franske soldat beskytter de to søstre Alsace og Lorraine fra den tyske voldsmand.

Østfronten:

De voldsomme kampe ved Gumbinnen fortsætter. De russiske tropper er i stand til at trænge de tyske tilbage over en stor strækning.

18. august 1914. “Pludselig rev han geværet til kinden og skød den ulykkelige en kugle gennem hovedet.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i regiment 86. Her fortæller han, hvordan han oplevede slaget ved Tirlemont.

I Dag gaar det løs, sagde nogle af mine Kammerater. Ved et lille Slot gjorde vi Holdt. Vor Kaptajn holdt en Tale, hvori han sagde: I Dag, den 18. August, bliver det maaske en varm Dag for os. Det var jo den 18. August, vore Forfædre slog de store Slag ved Vionville og Gravelotte; maaske skal vi ogsaa slaa os saadan igennem i Dag.

— Mon vi rigtig skulde i Slag med Fjenden? Der var endnu ingen Ting, som tydede derpaa. Kompagniet blev delt i tre Delinger, og med en lille Afstand mellem hver Deling bøjede vi af fra Vejen og tværs ind over Markerne. Vi gik lige saa jævnt og frit fremad, som om vi foretog en Øvelse.

— Otte Hundrede Meter foran os ligger Fjenden, blev der sagt. Dæk! lyder pludselig Kommandoen. Modstanderne maa have set os; thi de aabnede en jævn Geværild. Vi kom til en Aa paa 10 Meters Bredde. Her saa jeg tydelige Blodspor. Jeg blev lidt uhyggeligt til Mode og tænkte: Mon det Blod er af et Menneske? Kuglerne peb og hvislede i de høje Popler, som stod ved Aakanten. Over Aaen var der ingen Broer. Majoren brølede: »Over med jer!«

Man saa fra den ene til den anden, og saa sprang de første i Vandet, som næsten var en Meter dybt. Med Geværet og Patronerne løftet i Vejret vadede man over. Majoren red over paa Skuldrene af Bataillonsadjudanten. Videre gik det. Kuglerne peb os om Ørerne. — Det er mærkeligt at se, hvorledes man føler Trang til at holde sammen i Farens Stund. Tre til fire Mand af den Sektion, jeg førte, raabte til mig: »Du, Petersen, hvorledes det end gaar i Dag, saa holder vi sammen, ikke sandt?«

— Saa kom vi gennem en Frugthave, hvor vi fyldte Lommerne med dejlige Augustæbler. Nogle gav sig endda til at spise deraf med største Sindsro. En Hest ravede omkring herinde. Den havde faaet flere Skud, hvorved den havde mistet det ene Øje.

Fremad igen over Jernbanedæmningen, som Belgierne havde taget udmærket Sigte paa. Det var et varmt Sted; men det gik alligevel. I Hurtigløb, afbrudt af smaa Pusterum, naaede vi til en næsten udtørret Muddergrav. Der var vi sikre for et Øjeblik.

Vort Artilleri beskød nu heftigt Modstandernes Stillinger. Efter et Par Minutters Forløb stormede vi ud af Graven og fremad. Saa kastede vi os ned paa Jorden og overdængede Modstanderne med Geværild. Der kom Befaling: Sæt Bajonetten paa! Fremad til Storm!

Voelkerkrieg 1017 Belgisk batteri beskydes
Belgisk artilleri under beskydning (fra: Geschichte des Völkerkrieges).

— Da vi kom op til Modstandernes Stilling paa Højen, var de alle forsvundne. Vi undersøgte deres efterladte Tornystre, og jeg var saa heldig at finde en hel Pose Biskuit og en Daase Marmelade, som jeg delte med mine Kammerater. Lidt forbi Skyttegraven laa den første døde Belgier. Han havde faaet den ene Kind afrevet af en Granatstump. Jeg stod lidt og faldt i Tanker. Hvad har den stakkels Mand dog gjort, at han skal lide en saa voldsom, unaturlig Død? Mon han er gift og har Børn derhjemme?

— Lidt længere henne laa en saaret Belgier. En Rekrut fra anden Deling, en Vestpreusser, løb hen og holdt ham tænderskærende den knyttede Næve for Hovedet. Pludselig rev han endogsaa Geværet til Kinden og skød den ulykkelige en Kugle gennem Hovedet.

Efter en halv Times Hvil stormede vi igen.; Modstanderne skød meget for højt, og snart overgav de sig. Byerne rundt omkring blev stukket i Brand. Et Par af de ivrigste unge brovtede med, at nu havde de tændt saa og saa mange Huse i Brand.

Da vi om Aftenen kom paa Bivuakpladsen, fik vi lidt tynd Suppe af Feltkøkkenet, ingen Brød. Saa kom vi til en By paa Forpost. Her gik  Køerne rundt paa Markerne og brølte; de trængte til at blive malkede. Vi jagede dem hen foran det Hus, vi havde taget i Besiddelse, og malkede dem i vore Kogekar. Hurra! Sødmælk! det var noget ganske nyt.

— Af Feldwebelløjtnant Johannsen fik vi Lov] til at gaa rundt og rekvirere. I en forladt Gaard var vi meget heldige. I Kælderen fandt vi Smør, i Køkkenet Brød, Marmelade og Rosiner og oppe paa Loftet et Par røgede Skinker. Det blev alt sammen fordelt imellem os. Da jeg nu frøs efter det kolde Bad i Aaen, søgte jeg efter lidt tørt Tøj, hvad der imidlertid kun var meget lidt af. Jeg fandt dog en Skjorte, rigtignok en, som tilhørte det svagere Køn, og trak den paa. Af Strømper var der ingen at finde. Men saa svøbte jeg en Hoveddug omkring den ene Fod og en Serviet om den anden. Siddende paa en Bænk ved Køkkenbordet med Hovedet hvilende paa Armene faldt jeg snart i Søvn.

Hans Petersen: “Et Aar i Krig” (1920)

18. august 1914. Tirlemont – 86’ernes ilddåb

Af Regiment 86’s officielle historie:

Rygtet talte sandt.  Den 18. august, årsdagen for slagene ved Gravelotte og St. Privat i 1870, skulle regimentet have sin ilddåb. Vest for vandløbet Gette var der mellem Diest og Tirlemont konstateret stærkere fjendtlige styrker, der åbenbart skulle forsvare dette afsnit. Hele 18. infanteridivision skulle indsættes.

Spændingen steg til det ulidelige. Men endnu fire timers march var nødvendig.

Endelig mellem Heelenbosch og Orsmael begynder deployeringen: Brigaden, regimentet, bataljonerne, I og II bataljoner i forreste linje, III bataljon til højre opstillet bag ved I bataljon. I bataljon havde sat 1. og 4. kompagni, II. bataljon havde sat 7. og 8. kompagni i forreste linje.

IR20Til højre for regimentet lå infanteriregiment 20 fra 3. armékorps, til venstre lå infanteriregiment 84. Kamplinjen løb over Gette, så over banedæmningen Diest-Tirlemont mod nordvest, gennem de to landsbyer Neerlinter og Oplinter, omfattede en lille skov, Ouden Bosch, og sluttede ved bakken Schaffelberg.

Da deployeringen er tilendebragt, kommer ordren – at der skal spises!

Feltkøkkenet bliver kørt frem, og i al gemytlighed ikke ret langt fra fjenden bliver ”det sidste måltid” – som nogen kaldte det – indtaget.

 I mellemtiden er det blevet eftermiddag. Men nu går det løs! I kompagnikolonne går det ned i Gette’s brede dalenge. Terrænet er forfærdeligt. Grøfter, levende hegn, pigtråd, hække og endelig Groote Gette selv, en lille flod på 10 meters bredde. Ingen bro.

1914-08-18 Tirlemont

Da hjælper ikke noget, ”gevær og patrontasker i vejret!” og så ellers uden trit ”med Gud for Konge og Fædreland” ned i vandet til op på brystet. Adskillige snubler i den ujævne flodbund og tager så et ufrivilligt bad. Det medfører megen morskab og latter. Nogle hundrede meter på den anden side af floden Gette nås banedæmningen klokken 3,15 om eftermiddagen.

Voelkerkrieg 1014 mindre

Kompagnierne deployerer sig fra kompagnikolonne til skyttekæde. Modstanderen er kun 7-800 m længere fremme. Han ligger på de flade, nøgne højdedrag i en befæstet stilling. Allerede nu piber hans første projektiler.

Nu fremad! I lange spring går det over det åbne terræn. Så åbner også vi ild. Nu slår vort artilleris første granater ned også derovre. Men modstanderen skyder elendigt. De fleste projektiler går for højt. Det mærker soldaterne snart, og de er ikke til at holde tilbage. ”Bajonetterne på!” og under hurra-råb bryder man ind i den fjendtlige stilling.

Straks efter stormer I bataljon det brændende Oplinter hen mod kl. 4. I de fjendtlige skyttegrave ser det forfærdeligt ud. Artilleriet har ryddet voldsomt op blandt belgierne. Døde og sårede ligger tæt ved siden af hinanden. Størstedelen af de overlevende lader sig tage til fange. Nogle lykkes det at trække sig tilbage til nye stillinger.

Hurtigt formerer man enhederne igen, III bataljon blander sig med I, og II bataljon kommer nu i den anden linje. Frontbataljonerne går gennem Ouden Bosch, mens Schaffelberg, der hæver sig bag ved, bliver beskudt af vort artilleri. Nu stormer de op mod Schaffelberg, vor første linje får lige føling med ham. Fjenden opgiver hurtigt modstanden og rømmer nærmest i flugt størstedelen af stillingen. Vor forfølgelsesild strækker mange til jorden. Der bliver set bort fra en videre forfølgelse. Brigadekommandøren er bange for, at han så ikke kan styre sine karle.

Aftenen sænker sig. Stjernerne blinker gennem røgen fra de brændende landsbyer. Trætte, men opløftede og glade over den opnåede sejr bivuakerer 86erne i kampstillingerne under åben himmel. Der var ingen grund til overmod, for sejren var tilkæmpet mod en svagere modstander, der oven i købet havde savnet artilleristøtte.

Det var heller ikke sket uden tab. Løjtnant Reissmann og 16 mand var faldet, 60 mand såret, 12 savnet. Belgiernes blodige tab var meget store. 214 fanger havde regimentet taget.

Füsilier-Regiment 86 i Verdenskrigen

18. august 1914. 84’eren “Chr.”: “Vi stod op i Roerækkerne og fyrede i staaende Stilling”

Sønderjyden “Chr.”, infanterist i Regiment 84 “von Manstein” (IR84), fortæller om bataljen ved Tirlemont:

Vi naaede ud paa den anden Side Liége, og nærmede os den 18. August Terrænet omkring Tirlemont, hvor 84erne for første Gang kom i Ilden. Her fik vi, som det hed i Soldatersproget, vor »Feuertaufe«.

Det hele kom i Grunden temmelig overraskende. Vi marcherede fra Morgenstunden af, som vi plejede og mærkede intet, som kunde tyde paa, at der var belgiske Tropper i Nærheden. Ved Middagstid holdt vi Hvil. Feltkøkkenerne kørte op og delte ud af Gryderne.

Bedst som vi sad og var midt i Spisningen, kom Majoren susende og gav Ordre til øjeblikkeligt Opbrud. Ikke en Mundfuld maatte der spises mere. De, som ikke havde spist op, skulde bringe Resten tilbage i Feltkøkkenet og saa hurtigst muligt træde an i Geleddet.

Saa blev der »sværmet ud« i Skyttekæde, og vi gik frem over Markerne i spredt Orden. Forskriftsmæssig med korrekt Afstand, Gevær under Armen, nøjagtig som under en Felttjenesteøvelse hjemme i Garnisonen. Og var det mon i Grunden andet end en Feltøvelse? Et fikst Paafund af Majoren? Vi saa jo ingen Fjende, blev heller ikke beskudt. Vi hørte Artilleriet, men det var langt borte, og det hørte vi jo hver Dag.

Voelkerkrieg 1010 Belgiske skytter
Belgiske skytter

2. Bataillon rykkede frem ad en Vej, hvor Belgierne under Tilbagetoget havde fældet Træerne, saa de nu spærrede over Kørebanen og hindrede Fremrykningen. Jeg husker, at der i 6. Kompagnis Afsnit var en Roemark.

Hvordan det kom og hvordan det føltes første Gang at høre Kuglerne pibe omkring Ørerne, har jeg ingen klar Forestilling om mere; men jeg husker, det. var, da vi skulde til at forcere Roemarken, vi pludselig fik Ild. Det var første Gang. Og dog staar det for mig, som om det ikke gjorde noget overvældende Indtryk paa os. Det klaskede i Roebladene og det hvinede i Luften; men vi stod alligevel op i Roerækkerne og fyrede i staaende Stilling.

Belgierne havde taget Stilling i den modsatte Ende af Marken. Kampen varede hele Eftermiddagen. Henimod Aften gik vi frem til Storm, men da tog Belgierne Flugten, og mange af dem blev saaledes skudt ned bagfra.

Ved Mørkets Frembrud faldt Byen Tirlemont, der dog laa udenfor vort Kompagnis Afsnit. Den Aften saa vi de første belgiske Krigsfanger og de første belgiske Kanoner, som var erobrede under Kampen. Nogen større Bataille var Fægtningen ved Tirlemont ikke. Ved vort Kompagni havde vi ikke synderlig store Tab, nogle enkelte Saarede, men saavidt jeg husker ingen Døde.

Almanak for Nordslesvig, 1935

17. august 1914. Kampe på Østfronten

Af Erik Ingemann Sørensen

I Østpreussen kommer det til hårde kampe mellem tyske og russiske tropper ved Stallupönen (Nesterov). Selv om tyskerne er i undertal, lykkes det ikke for russerne at erobre byen.

1914-08-17 østfront kort

Om aftenen trækker tyskerne sig dog tilbage af frygt for at blive omringet.

Kampene her bliver indledningen til det store slag ved Tannenberg.

1914-08-17 Stallupönen
Stallupönen efter kampene

17. august 1914. Foran Tirlemont: Et sidste måltid før slaget?

H.C. Brodersen blev indkaldt til Füslierregiment “Königin” Nr. 86. Regimentet deltog i indmarchen i Belgien.

Under Augustsolens tropiske Varme marcherede vi hele Dagen og i Dag med. V i marcherede forbi svært Artilleri, der bearbejdede et Fort, der endnu ikke havde overgivet sig, og gennem Rækkerne af de marcherende Kolonner forplantede Rygtet sig om, at vi skulde storme og indtage Fortet. Heldigvis blev det ikke til noget, og vi marcherede videre.

I Dag forlød der imidlertid Rygter om, at der forude var observeret fjendtlig Infanteri. Der mentes, at de havde forskandset sig, og at det blev Regimentets Opgave at storme Stillingen. Meddelelsen om, at vi skulde tage „Schaffelbjerget” med Storm, hensatte os imidlertid ikke i nogen „stormende” Stemning, og særlig ikke, da Feltkøkkenet kørte frem og den omdelte Middagsmad omgaaende blev omdøbt til „Hänkersmahlzeit”.

Det lød uhyggelig, men var ikke uberettiget, og vi var da ogsaa langt fra at være begejstret for Foretagendet. Mange, der tænkte nærmere over Situationens alvorlige Øjeblik, gav sig derfor ogsaa til at udveksle Adresser paa Familier, Hustruer og Kærester. Vi vidste jo ikke, hvad der kunde ske.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

17. august 1914. Præsten i Højrup har meldt sig til hæren

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tysk Præst og Hustru drager til Hæren

Pastor Fischer i Højrup ved Grænsen, (tysk, men afholdt Embedsmand), søn af afdøde Vejinspektør Fischer i Gram, holdt i Gaar Afskedsprædiken i Højrup Kirke. Han har været Præst for Højrup Menighed i ca. 16 Aar, men nedlægger nu Embedet og rejser til Hæren som Feltpræst og hans Hustru for at gøre Tjeneste ved Lazaretterne.

Flensborg Avis’ Udgivelse indstillet

Flensborg Avis, af hvilket vi intet Nummer har set siden den 1. August og af hvilket der intet Nummer udkom i hele sidste Uge, er blevet forbudt og har derfor maattet indstille Udgivelsen fra den nævnte Dag. Bladet er, siden dets Redaktører fængsledes ved Krigens Udbrud, blevet redigeret af Ejerinden, Enkefru Marie Jessen.

Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.
Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.

16. august 1914. Jeppe Østergaard på vej mod Königsberg: “Her må ingen kosak nå hen!”

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste på østfronten i 5. grenadérregiment. Den 16. august satte han sig på toget med kurs mod Königsberg.

Dagbogen 16—8—1914.

Søndag morgen er der altid tiltænkt os særopgaver. Allerede kl. halv to om morgenen må vi ud, og med alt pakket, tornisteren rigelig forsynet med levnedsmidler, går vi til banegården i Soldau. Atter var der kludder i maskineriet, først kl. 9 kan vi blive forladet og pakket ind.

Jeg snød mig bort fra min nye 5. afdeling og gik til mine gamle venner i den 2. Sammen med dem havde jeg i en 4. kl. vogn en fornøjelig rejse. Vejret var atter som hidtil solskin.

Ingen ved rejsens mål, men det går mod nord, og overalt hilses vi med ildhu. I Marienburg står damerne fra røde kors og byder os varm kaffe. Når man i ti dage har ligget ude eller opholdt sig i de smudsigste kvarterer, gør denne venlighed og godhed et overvældende indtryk. Man bliver menneske mellem mennesker.

De nyeste aviser bringer os klarhed over verdens og krigens gang. I Elbing ved 6-tiden står atter de smilende kvinder. Kaffe, smørrekage, cigarer, brevkort, vand, sæbe, håndtørklæde — alt står til vor rådighed. Man glædes og begejstres.

Der har de nu stået næsten dag og nat, siden mobiliséringen begyndte, utrættelige og lige elskværdige. Menneskene jubler os imøde. Her må ingen kosak nå hen, ingen knut svinges, ingen skændselsdåd øves, ingen forsumpet forvaltning formørke disse elskværdige menneskers liv. Vi skal gøre vort bedste til at forhindre det.

Øst for Elbing fører banen gennem henrivende landskaber. Mod syd åbner sig ofte en milevid udsigt, mod nord løber et lavt skovs klædt højdedrag.

Jorden er frugtbar, dyb, lerblandet muldjord, udmærket til kornavl og sukkerroedyrkning og ganske fortrinligt som græsland. Kvæget er sortbroget, bredt og dybt, med vel udviklet yver. Hestene har lighed, men er noget lettere end nords slesvigske. Gårdene grundmurede, teglhængte, velvedligeholdte, har rene gårdspladser og smukke haver. Alt gør indtryk af vels stand og driftighed. Her findes også den bekendte domæne, Cadinen, hvorfra der bl. a. leveres udmærkede teglsten (majolikaler).

F_A_von_Kaulbach_Germania_1914
Germania forsvarer fædrelandet. Propagandabillede.