Sønderjyden Christian fortæller i et feltpostbrev til sin bror om de hårde kampe på Østfronten i begyndelsen af september 1915.
Foran Friedrichsstadt
Rusland, Søndag den 31. Okt. 1915.
Kære Broder!
Jeg haaber, Du har faaet mine Breve og Kort; da jeg modtog Dit Brevkort fra den 29. September havde Du jo endnu ikke faaet dem. Jeg fortalte i sidste Brev lidt om mine Oplevelser paa Turen hertil Rusland, fortalte, at jeg havde været ret haardt med i Begyndelsen.
Ja det var næsten, som alt det onde, man kunde tænke sig, herude kom over os lige straks, vi var kommen hertil.
Den Aften, vi kom til Kompagniet, kom vi straks i Skyttegraven, det vil sige, i en Reserveskyttegrav. Rekrutterne glædede sig til, at det var en Reservegrav; det klinger jo ogsaa lidt mere fredeligt og trygt for dem, der første Gang kommer i Skyttegraven, men vi andre, der før har været med, ved nok, at det ikke altid er heldigt at ligge i Reserve, særlig naar, som det her var Tilfældet, Reservegraven kun ligger en 3-400 Meter bag den forreste Grav.
Natten forløb roligt, næste Dags Formiddag ogsaa, men ved Middagstid fik vi saadan en Artilleriild, at vi maatte trække os tilbage fra venstre Fløj for ikke at blive knust af det dræbende Bly. Saadan gik det hver Dag i tre Dage, Natten og Formiddagen var rolig, men midt paa Dagen fik vi saadan en velrettet Artilleriild, at jeg aldrig har prøvet noget lignende før. Og det var fra svært Artilleri, som stod paa den anden Side af Düna.
Friedrichsstadt laa omtrent 3 Kilometer borte. Den tredje Dag var den værste. Da begyndte de straks om Morgenen. Jeg laa i en Hule sammen med to andre Alsingere, vi maatte dog atter trække os tilbage fra vor Hule, og løb langs Graven tilhøjre. Jeg blev et Øjeblik staaende i en Dækning, da jeg kunde høre en Granat komme susende. I næste Sekund fulgte et vældigt Brag. Taget eller rettere Bjælkerne fra den Dækning, jeg stod under, løftede sig i Vejret, jeg følte Varmen fra den springende Granat slaa mig i Møde, et Øjeblik kunde jeg ikke trække Vejret paa Grund af det stærke Lufttryk, jeg vidste næsten ikke rigtig, om der var passeret mig noget — men jeg kom dog hurtigt til Hægterne igen og var snart klar over, at jeg var uskadt; Granaten var slaaet ned to Meter fra Gravkanten.
Dette Bombardement varede en halv Time. Det var nogle frygtelige Minutter, snart 2-3 Meter foran eller bag Graven, snart Shrapneller over Graven, saa Stumperne raslede ned paa Dækningerne. Endelig blev det roligt, vi vovede os atter hen til vor Hule, men o ve — den var falden helt sammen. Døren ind til den var splintret, foran den laa Hylstret af en saakaldt Udblæser. Du kan tro, vi var glade for, at vi ikke var blevne i Hytten.
Pludselig kom Ordren til at gøre os færdige, vi vidste, at vi skulde storme.
Det er en underlig trykkende Stemning, der er over pakkede, Bajonetten sat paa og man staar færdig til at springe op af Graven — blege, nervøse og famlende gør de sig færdige, enhver forstaar Alvoren af det, der nu kommer.
Saa kom Ordren til først at rykke lidt til højre i Graven, inden der skulde stormes frem. Men Russerne sov ikke, de havde allerede mærket, at det blev levende i Graven, og snart haglede det med Granater og Shrapneller. Skyttegraven slog en lille Bugtning. Jeg stod just i Færd med at bøje omkring Hjørnet, da en Granat slog ned i Graven lige bag Ombøjningen — et gennemskærende Skrig fulgte efter, en var truffet, en anden var ogsaa truffet, men han klagede ikke mere, ikke en Lyd kom over hans Læber, han var død.
Nu gik det videre over den døde Kammerat. Da lød Kommandoen: „Fremad, march, march“, og igennem Granat-, Shrapnell-, Gevær- og Maskingeværild stormede vi fremad, Russerne blev kastede fra Stilling til Stilling, og tre Timer efter naaede vi de første Huse i Friedrichsstadt. Frem gik det i de første Gader, men nu fik vi en vældig Artilleriild fra den anden Side Duna. Granater og Træstumper og Murstensbrokker fløj om Ørene paa de stakkels Soldater — naa jeg kan ikke skildre det videre, jeg føler, at jeg bliver nervøs ved endnu at tænke paa det, maaske kan Du se paa Skriften, at Haanden ryster.
Jeg vil blandt andet endnu fortælle, at vi faa Dage senere havde en lignende Dag, og saa kom dertil, at det regnede næsten hver eneste Dag, saa det var, som jeg skrev i Begyndelsen af Brevet, som om vi skulde døje alt, hvad der var af ondt, straks de første Dage. Vi havde efter den sidste Fægtning just været ved Kompagniet i otte Dage, det var den 8. September, men af de 30 Mand fra Flensborg, der var kommen til Kompagniet, var de 17 nu borte — saa Du kan forstaa, vi har været godt med i de Dage.
Siden den Dag har vi ingen Tab haft, nu ligger vi i fast Stilling i en stor Granskov, hvor vi ikke kan se længere end 30—40 Meter frem, og saa selvfølgelig heller ingen Russere ser til. Der falder kun et enkelt Skud engang imellem, ellers lever vi temmelig fredeligt som Hule- og Skovboer. Bare vi kunde blive i denne Stilling, men vi ved kun lidt, hvad der endnu venter os.
Men jeg tror fuldt og fast paa, at Gud vil føre mig hjem igen, saa vi kan samles i vor kære Hjemstavn, sunde og raske, som vi drog ud. Gud bevare vore Mænd, som kæmper den haarde Kamp med, give Gud, at vi snart maa faa Fred, men en retfærdig Fred. Jeg haaber, at dette Brev vil naa Dig sund og rask og ved godt Humør.
Kærlig Hilsen Din Broder Christian.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
