28. oktober 1915. Om natten med materiel til forreste linje

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I oktober 1915 lå regimentet ved Loretto.

Vi var to døgn ad gangen i forreste linie, derefter to døgn i Avion, for at vi kunne få udsovet og få tøjet tørret og gjort nogenlunde rent. Det vil sige, at vi skrabede leret af vore uniformer med spaden,  somme tider gik det næsten helt op til patron taskerne; men da der  de fleste steder i Frankrig er flisegulve, slog vi bare hul på  skorstenen og lavede bål foran på gulvet.

Det nemmeste brændsel var vinduesskodder, og når man slog dem i stykker, havde man straks en hel bunke pinde. Til andre tider gik det ud over møbler og trapper.

Så gik det igen efter to døgn tilbage til den før omtalte banelinie. Når vi var her, skulle vi hære materiel ud til fronten. To ture hver nat.

Det  var næsten værre end at være i forreste linie. Vi masede os frem gennem den oprodede jord i buldrende mørke, med pigtråd, planker, ammunition, sække o. m. m. Støvlerne havde vi spændt fast om benene, og så skete det endda, at de blev siddende i pløret, og det var håbløst at søge efter dem.

Det var godt at have en stærk og arbejdsvant makker til disse ture.  Vi gik to og to med en stok over skuldrene. Et stykke tid havde jeg som makker en dr. phil. Han var det prægtigste menneske, men slet ikke vant til dette hårde arbejde, så jeg trak altid byrden så langt hen til min side som muligt. Han faldt senere.

En aften, da vi kom ud i forreste linie med materiel, mente man derude, at vi hellere måtte blive. Der var tegn til, at franskmændene ville forsøge et angreb, og hvis vi gik, kunne vi let blive overrasket af  spærreild.

Jeg var nu ikke meget begejstret for at være med til at slå et angreb  tilbage, og sammen med en halv snes kammerater tog vi chancen. Vi var dog kun kommet et par hundrede meter tilbage, da det brød løs. Byger af granater hamrede ned omkring os. Pløret stod højt til vejrs og faldt igen ned med lydelige plask.

Vi sprang for livet, kastede os hen i sølet og sprang igen. Jeg vidste, at der måtte være en gammel løbegrav forude, nåede den og  dukkede ned netop som en granat huggede ned i kanten over mit hoved, ikke en halv meter fra mig. Heldigvis eksploderede den ikke.

Jeg kunne gøre mig fri af den jord, der væltede ned, ellers ville jeg vel heller aldrig være blevet fundet. Da skydningen stilnede lidt af, søgte  i efter hinanden. Uheldigvis vidste vi ikke, hvor mange vi havde været, men det viste sig dog senere, at vi alle var i god behold.

To var dog blevet sårede. Dem tog vi med til forbindingspladsen.

DSK-årbøger 1960

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *