Alle indlæg af Rene Rasmussen

10. december 1915. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Faldne, sårede og fangne

Efter de nordslesvigske blade

  • Peter Thomsen fra Iller ved Broager er den 14. november falden under et stormangreb ved Arras, 25½ år gammel. Han efterlader sig hustru og en lille søn.
  • Peter Christensen i Gånsager ved Vodder er den 16. november falden på slagmarken i Rusland.
  • I den sidste preussiske tabsliste meddeles, at Hans Riis fra Ringtved og Christian Skov fra Felsted er faldne.’
  • Hans Nissen fra Nybøl i Aabenraa amt, Peter Christensen fra Sillerup er savnede.
  • Gefreiter Christian Sørensen fra Helved på Als er ifølge sidste preussiske tabsliste i fangenskab.
  • Edlev Lorenzen fra Gasse ved Skærbæk, der en tid lang var med i Rusland, hvor han blev syg af leddegigt og kom på lazaret, er nu så vidt helbredet, at han har kunnet blive udskreven fra lazarettet.

 

9. december 1915. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Et forbud mod at fotografere.

Den kommanderende general i Altona har forbudt at fotografere og tegne luftskibshaller, luftskibe og flyvemaskiner samt at sælge postkort, planer og tegninger deraf. At fotografere og tegne på offentlige gader og pladser må kun ske med særlig tilladelse.

Intet forbud mod bagning af julekager.

Efter hvad der meddeles ”Berliner Tageblatt” fra kompetent side, har man ikke påtænkt at forbyde julebagning til jul; men der kræver forhandlinger om med henblik på den øjeblikkelige knaphed på smør og fedt at begrænse bagning af sådanne kager, der forlanger meget smør og fedt.

Krigens følger i Husum

Af en regnskabsopgørelse, der forleden blev fremlagt i et byrådsmøde i Husum af byrådskassereren, fremgår ifølge ”Dannevirke”, at der ved årets slutning vil være en underbalance af 100.000 mark, heri indbefattet udlæg, som Riget skal godtgøre byen. Særlig værd at lægge mærke til er, at den planlagte indtægt ved markederne helt er udeblevne. De store kvægmarkeder har nemlig været standsede som følge af mund- og klovsyge.

Det manglende beløb skal optages som 4½% lån, der skal afbetales med 5½%.

Hun glemte passet

Fru Kirstine Jacobsen af Tønder var i tirsdags for landsretten i Flensborg anklaget for at være rejst fra Tønder til Bredebro uden pas. Fru Jacobsen, som havde syv børn hjemme, havde ifølge “Flensborg Avis” haft travlt før hun rejste og glemte passet.

Loven lyder som mindste straf på én dags fængsel, som retten også idømte den anklagede, mens den anbefalede hende at søge om benådning.

Der forelå en nødstilstand

Tjenestekarl Anton Hansen af Råager [Roager] , født i Danmark, var anklaget, fordi han havde forladt amtsdistriktet uden at indhente amtsforstanderens tilladelse. Hansen havde ifølge “Flensborg Avis” fået en lammelse i den ene side af ansigtet og måtte hurtigst til lægen i Gram. For at få tilladelse til dette, skulle han til Skærbæk for at have amtsforstanderens tilladelse. Retten erkendte, at der her forelå en nødstilstand, så den anklagede frikendtes.

Til advarsel

Landmand Peder Pedersen fra Danmark, der tjente i Skodborg, er af amtsretten i Rødding bleven idømt fire ugers fængsel for ikke, hver gang han gik over grænsen, at have meldt det til amtsforstander Rafalski i Rødding. Bladene meddeler dette som advarsel for alle, der mener, at den af generalkommandoen befalede til- og afmelding for udlændinge er overflødig.

Grøntsager, løg, surkål og ferskvandsfisk

På grund af forbundsrådsforordning er der til reguleringen af priserne for grøntsager, løg og surkål blevet bestemt, at der for så vidt der skal fastsættes højestepriser for detailhandelen må følgende priser for pundet af bedste vare ikke overskrides:

Hvidkål 5 penning, rødkål 7 penning, savoykål 6 penning, kålrabi 5 penning, gulerødder 8 penning, løg 15 penning, surkål 16 penning.

Disse bestemmelser træder i kraft med den 13. december.

For ferskvandsfisk må højestepriserne i detailhandel pr. pund ikke overstige:

Karper 1 mark 30 penning, suder 1 mark 50 penning, gedder 1 mark 25 penning, brasen på 1 kilogram og derover 1 mark, under 1 kilogram 75 penning, under 1 pund 65 penning. Hvis fiskene er døde, nedsættes priserne med 20 procent.

Bestemmelserne træder i kraft den 13. december.

 

8. december 1915. Arrestationerne i Nordslesvig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Arrestationerne den 3. december

Tallet øges

Foruden de tidligere nævnte er i fredags også frk. Rahr, datter af gårdejer R. i Kirkeby, bleven arresteret, antagelig som følge af ytringer i nogle breve, som hun havde skrevet til den arresterede Truels Jensen, hvor de fandtes ved den dér foretagne husundersøgelse. Det kan tilføjes, at en bror til frk. Rahr gør tjeneste ved Vestfronten sammen med Truels Jensen, hvilken sidste, som nævnt for øjeblikket er fængslet.

Formentlig vil mistanken mod de arresterede – der nu omfatter gårdejer Truels Jensen og hans søster frk. Anna Jensen af Rejsby, partikulier Niels Beier og hans datter frk. Beier af Brøns, fru Meta Lorentzen af Skærbæk og frk. Rahr af Kirkeby – vise sig at være ganske grundløs, men det er unægtelig en ilde medfart, om de nævnte nu skal tilbringe julen i fængsel.

8. december 1915. „Naa, der har vi jo det danske Selskab.”

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten.

Næste Dag skulde vi saa organiseres. Vi skulde have været tildelt 3. Bataillon Landw. Inf. Reg. 84, men grundet paa en Misforstaaelse havde man ikke Brug for os. Vort Kompagni kom saa til at hedde N. Kompagni (det nye Kompagni), og blev saa at sige det femte Hjul paa Kærren. Vor Kompagnifører, Løjtnant Heinze, en hamborgsk Bankmand, var en ret human Officer, men vi syntes, han var lidt stram i Tjenesten.

Saa var der Feldwebel Schrader, ogsaa en Hamborger, Forretningsmand. Han var en udmærket Befalingsmand for dem, han kunde lide. Om det nu havde nogen Indflydelse, at han var gift med en Københavnerinde, ved jeg ikke, men Nordslesvigerne havde gennemgaaende et godt Nummer hos ham, og paa Tomandshaand var han god at komme paa Talefod med.

Engang, mens en Klynge Nordslesvigere stod og talte sammen, kom Schrader spadserende, og idet han gik forbi os, udbrød han smilende: „Naa, der har vi jo det danske Selskab.”

Lad mig ogsaa lige strejfe vor Korporalskabsfører, Underofficer Horn. Han var alligevel noget for sig, noget ubehøvlet, og blev ogsaa køligt behandlet af sine ligestillede. Et lyst Hoved i Korporalskabet døbte ham „Hornokse”.

DSK-årbøger 1952

7. december 1915. Ribe Stiftstidende: Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Om de sidste arrestationer,

som vi kortelig meddelte i går, kan vi oplyse, at partikulier Niels Beier blev anholdt på Brøns jernbanestation i fredags eftermiddags, da han stod i begreb med at tage med toget til Skærbæk.

Fru Meta Lorentzen, smedemester Lorentzens hustru, blev, som meddelt ligeledes arresteret, og umiddelbart herefter blev hele huset grundigt gennemsøgt af en politibetjent og 2 kriminalbetjente, der medtog alt, hvad der fandtes af breve.

Tyrkisk flag fra tysk kirke?

En rejsende, der for nylig var i Flensborg, beretter, at han til sin store forundring så et tyrkisk flag vaje fra – Frue Kirke!

Mange indkaldelser

er de sidste dage sket på Vesteregnen.

Manglen af kobber

til krigsbrug ses nu også i Åbenrå, hvor kobbertaget på ”Folkehjemmet” er pillet af, ligesom man er gået i lag med kirketårnets tag.

Begrænsning af kagebagning

Efter hvad Berlinbladet ”Tägliche Rundschau” meddeler, vil det med det første blive bestemt, om julebagningen skal indskrænkes i år.

Mere hvedemel i december

Rigskornkontoret i Berlin har for december måned forhøjet procenten af hvedemel ved melleveringen, så der vil blive udleveret halvt hvedemel og halvt rugmel. Blandingen er gået ned fra 70:30 til 60:40 og vil nu blive 50:50.

Lysene til juletræet

I ”Berliner Tageblatt” skrives, at folk har frygtet for, at knapheden på talg skulle have manglen på julelys til følge. Bladet oplyser, at denne frygt er ugrundet. Der har slet ikke været tænkt på at indskrænke julelysenes antal ved noget som helst forbud. Bladet opfordrer dog til ikke at ødsle med julelysene.

Beslaglæggelse af lapper af knyttede og strikkede varer

Den 1. december trådte en forordning i kraft vedrørende beslaglæggelse, salg og forarbejdelse af uldne og halvuldne lapper af knyttede og strikkede varer og af det, der falder af ved fremstillingen af sådanne.

7. december 1915. Andreas Bøgen blandt nordslesvigere på Østfronten

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten.

Næste Dags Morgen gik jeg igen til Vognkolonnen. hvor jeg Aftenen i Forvejen havde efterladt min Bagage. Jeg havde ikke ventet ret længe, før vor Afdeling ankom. Jeg meldte mig til den forreste Løjtnant, som jeg forklarede Sagens Sammenhæng. Løjtnanten svarede, at jeg kunde vente paa en Vogn, der kom lidt senere, og der kunde jeg aflevere Bagagen.

Det blev en lang og anstrengende Dagsmarch. I de første Mørkningstimer naaede vi frem til Feltkøkkenet. Det stod og ventede paa os i en forladt Landsby. Vi spiste vor Mad, og saa gjaldt det om at finde et Leje for Natten.

Mens nogle Kammerater og jeg var i Færd med at udbedre en gammel, utæt Rønne, traadte tre ukendte Soldater ind ad Døren. Den ene trak mig i Ærmet og spurgte, om jeg vilde vare med som fjerde Mand til at besætte en for Øjeblikket tom, men forholdsvis lun lille Hestestald. Dette tog jeg imod, og da vi ankom til Stalden, forestillede vi os for hinanden. Han, der havde tiltalt mig først, var Pastor Kardel, Sognepræst i et Sogn paa Als. De to andre, hvis Navne jeg ikke husker, var noget ældre. De var fra henholdsvis Flensborg og Husum.

Næste Dag skulde den sidste Vejstrækning til Fronten tilbagelægges. Allerede fra Morgenstunden blev det betydet os, at vi skulde bevæge os stille og roligt, for ikke at tiltrække Fjendens Opmærksomhed.

Der var ellers endnu mange Kilometer til Fronten Vejen var fremdeles daarlig, og det gik kun langsomt fremad. Det lakkede mod Aften, før vi naaede vort Maal, en lille Landsby ved Orginski-Kanalen. Da vi havde faaet noget at spise, maatte vi søge efter et Logi for Natten

DSK-årbøger 1952

 

6. december 1915. Ribe Stiftstidende: Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Nye arrestationer.

Gårdejer Truels Beiers far, partikulier Niels Beier, frk. Beier af Brøns samt frk. Anna Jensen i Rejsby, en søster til den nylig arresterede gårdejer Truels Jensen, der var hjemme på orlov – er alle bleven arresterede i dagene 2.-3- december. Samtidig er Truels Beier bleven indkaldt til militærtjeneste.

Det antages, at disse nye arrestationer må ses i forbindelse med fængslingen i sin tid af Truels Beier og partik. Svend Høbjerg, der som bekendt ikke førte til andet end deres løsladelse. Antagelig vil også disse nye fængslinger bidrage til at fastslå som en uigenkaldelig kendsgerning, at der trods alt ikke vil kunne påvises nogen illoyal optræden fra dansksindede Nordslesvigeres side.

Endvidere meddeles det, at ligeledes fru Meta Lorentzen, smed Lorentzens hustru i Skærbæk, er bleven arresteret.

Tjenestepligten skal ikke forlænges over 45 år.

I ”Schleswiger Nachrichten” for i lørdags skrives under overskriften ”Urigtigt rygte”:

”Ligesom for den sidste Rigsdags sammentræden udspredes også endnu igen det rygte, at hærledelsen har til hensigt at udvide den militære værnepligt over den tidligere aldersgrænse på 45 år. Det blev med bestemthed påstået, at i den Rigsdag, der skulle træde sammen, ville der blive fremsat et lovforslag om, at tjenestepligten skulle forlænges for folk, der ikke havde tjent til det 49. år for folk, der havde tjent til det 52. år.

Fra underrettet militær side i Berlin er pressen blevet bemyndiget til at fastslå, at fremsættelsen af et sådant lovforslag ikke er påtænkt. Til hærforvaltningens rådighed står efter de endnu gældende lovlige bestemmelser endnu et så stort antal tjenstpligtige, hvis indkaldelse endnu ikke er sket, at der ingen grund er til at forlænge tjenestepligten ud over det 45. år.”

Tunge tider.

Atter er det sorgens budskab kommet til Ballum, at en af sognets unge mænd, Anders Hansen af Rejsby Ballum, er falden i krigen. Han døde ifølge ”Flensborg Avis” på et feltlazaret den 16. november, efter at han dagen i forvejen var bleven hårdt såret.

Anders Hansen blev indkaldt ved krigens begyndelse som forstærkningsreservist efter endt uddannelse i Flensborg kom han sidste efterår til Frankrig, hvor han har været hele tiden, indtil døden nu ramte ham. Han var 27 år gammel.

For hans gamle forældre og søskende, hvis trofaste støtte han har været i mange år, er det et hårdt slag.

5. december 1915. I Kurland på Østfronten

Sønderjyden “M” skriver fra Kurland bl.a. om kampene i september 1915

Kurland, den 5. Decbr. 1915.

Gode Venner!

Vi er nu kommen mange Mil fra det Sted, hvorfra jeg sidst skrev til Eder. Dengang laa vi 80 Kilometer fra Vilna. Den Strækning tilbagelagde vi til Fods med 60 Pund paa Nakken. Det var nogle haarde Dage for os.

I Vilna, hvor vi hver Dag havde Eksercits, laa vi i fjorten Dage. En skønne Dag var det jo ogsaa forbi, og vi fik Ordre til at gøre os færdige. Saa gik det til Banegaarden. Der lød mange Rygter om, hvor Turen nu skulde gaa hen. Nogle mente til Frankrig, andre til Serbien, men vi havnede i Mitau i Kurland, hvortil vi ankom i Mørkningen sidste Søndag Aften i stærkt Snefog.

I det Vejr maatte vi derpaa gaa 20 Kilometer til Fods, det var langtfra behageligt, tilmed da vi først ikke fandt hen, hvor vi skulde. Enden blev, at vi maatte ind i en aaben Lade, hvor vi sov udmærket, da vi var godt udmattede. Mandag Morgen gik det saa løs igen, men da havde vi ikke langt til vort Kvarter. Vi blev indkvarterede i Bøndergaardene, som jo staar øde og forladte. Alt Korn staar her paa Marken endnu og er fordærvet.

Det synes, som om Russerne har begyndt Tilbagetoget lige til Rughøsten, da der somme Steder ligger en Fenne Rug i Neg. Det er store Værdier, der her er gaaet tabt, da det ser ud til at være rigtig god Sædejord her, men alt lavt og fugtigt. Det er en anden Jordbund end i Polen. Husene er dog ikke stort bedre her, og de fleste Steder ser det ud efter stor Armod. Kun enkelte Steder ses Velstand. Der maa have boet en Del Tyskere her, eller ogsaa har Befolkningen lært Tysk, da vi i de fleste Huse fandt tyske Aviser og Breve.

I dette Kvarter blev vi kun to Dage, saa kom der Befaling til at gaa tilbage til Mitau og derfra 20 Kilometer i nordøstlig Retning. Nu gik det saa løs igen, men vi havde kun gaaet i en Time, da der kom en Melderytter tilbage fra Mitau og meddelte, at vi intet Kvarter kunde faa for Natten, da alt var belagt med Militær. Saa maatte vi ligge der paa aaben Mark i en klingende Frost i tre Timer, indtil det blev telefonisk ordnet. Omsider gik det løs igen, men da var det allerede mørkt, og Vejen var saa knudret, saa det var forfærdeligt. Kl. 9 naaede vi endelig Mitau, hvor vi blev indkvarteret i en Kirke.

Mitau er en køn By, men den har lidt ikke saa lidt ved Bombardementet.

Nu er vi saa kommen hertil. Her ligger vi ogsaa paa en Bondegaard i en dejlig varm Stue. Vi er saa langt fra Fronten, at vi kun lige kan høre Skydningen. Her skal vi nu til at bygge en Reservestilling, men om det er til os selv, ved vi jo ikke, da vi nu ikke har forrettet andet end Arbejdstjeneste siden den 24. September.

Vi venter efter Freden, for at vi kan komme hjem igen.

Det var ikke godt om vort kære Nordslesvig skulde blive Skueplads for Krigen, thi det vilde være forfærdeligt for Eder derhjemme. Thi hvad de Folk lider, hvor Krigen hærger, det kan I ikke faa et klart Begreb om, naar I ikke har set det.

Den 9. og 10. September var vi med i det haarde Slag ved -Skidel, hvor Russerne led et stort Nederlag. Jeg har aldrig set saa mange døde Russere som der. Russerne prøvede mange Gange paa at storme, men blev hver Gang slaaet tilbage med forfærdelige Tab, og Natten til den 11. September forlod de i Mulm og Mørke deres sammenskudte Stillinger. De maa have været i stor Nød, thi de lod alle deres Døde ligge, noget Russerne ellers ikke gerne gør. Vi havde ogsaa meget store Tab, indtil vi fik os nedgravede. Vi begyndte at storme om Morgenen Kl. 9 og fik os først nedgravet om Eftermiddagen Kl- 3. I dette Slag faldt ogsaa Mygind fra Øster Lindet, som Du maaske kendte, og mange flere af vore bedste Mænd derhjemme fra.

Ja, denne Krig er skrækkelig. Gud give at den havde Ende. Vi vilde ikke gerne gøre saadan en Tur med igen, som i Sommer.

Nu ved jeg ikke, om I kan læse det, for vor Skrivelejlighed er kun daarlig. De bedste Hilsener og paa snarligt Gensyn.

M.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

4. december 1915. Ribe Stiftstidende: Faldne, sårede og fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Faldne, sårede og fangne

Efter nordslesvigske blade

  • Peter Jørgensen i Østerholm ved Fynshav på Als er falden den 14. november i Frankrig.
  • I den sidste prøjsiske tabsliste opføres Marius Thomsen fra Løjtkirkeby og Carl Bertram 1. fra Sønderborg.
  • I  den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Petersen ll fra Lysabild og Henrik Petersen fra Jernhyt er død af deres sår.
  • Jochum Witt fra Stevelt og Nikolaj Petersen fra Vester Vedsted er hårdt sårede.
  • Skomagermester Knud Cornett fra Åbenrå er bragt til et lazaret i Blankenburg i Harzen.
  • I den sidste tabsliste opføres Martin Schultz fra Skudstrup Mark, Bertel Christensen fra Over Jerstal, Hans Lund fra Øster Løgum og Niels Nielsen fra Hundevad som savnede.
  • Heinrich Jacobsen fra Skodsbøl, Robert Kruse fra Skodsbøl Mark, Paul Lassen fra Kværs, Hans Petersen fra Varnæs og Christian Schmidt fra Øster Gejl er i fangenskab.

3. december 1915. Ribe Stiftstidende: Syd for Grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Høje kvægpriser.

Gårdejer P. Hansen og P. Iversen i Sønderborg solgte forleden hver 26 staldstude til en pris af hver 775 henholdsvis 750 mark ved levering til foråret.

Et godt resultat.

En indsamling blandt de mere velstillede i Møgeltønder sogn har indbragt omtrent 12.000 mark til hjælp for de mindrebemidlede i vinterens løb.

Byg for svin.

Rumænsk byg er blevet stillet til rådighed for en billig pris til fedning af en halv million svin til henved 200 pund vægt. Landmændene skal så forpligte sig til at levere de dermed fedede svin i månederne februar, marts, april og maj 1916 til en pris, som senere vil blive fastsat.

Kontrolassistenten dømtes.

Besværlig kontrol.

Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod formanden for kontrolforeningen i Københoved, landmand Hans Christensen dersteds, der beskyldes for overtrædelse af belejringsloven. Forseelsen bestod i, at foreningens kontrolassistentinde, frøken Karen Lund, som er hans undersåt, havde opholdt sig over 24 timer hos den anklagede uden at være anmeldt.

Frøken Lund havde ifølge ”Hejmdal” haft bolig hos en landmand, hos hvem hun også var anmeldt. Hendes gerning var at overvåge mælkemængden og smørproduktionen hos foreningens medlemmer, og hun opholdt sig derfor den ene dag på den ene gård og den næste dag på den anden, alt efter tur. Gerningen måtte nødvendigvis føre med sig, at hun tilbragte natten på den pågældende gård.

Da opholdet hos hvert enkelt medlem for det meste varede over 24 timer, krævede amtsforstanderen i henhold til loven vedrørende anmeldelsespligten, at frøknen hvert sted skulle an- og frameldes.

For at udøve sin gerning opholdt assistentinden sig i juli hos den anklagede Christensen, og da der ikke skete nogen anmeldelse, stillede amtsforstanderen straffekrav.

Dommen lød på én dags fængsel. Domfældelsen måtte ske på grund af generalkommandoens anordning vedrørende anmeldelsespligten for udlændinge.

Faldne, sårede og fangne

Efter Nordslesvigske blade.

  • En søn, Kristian af fisker Rasmus Thomsen i Spramshuse ved Barsmarkstrand er falden den 6. november.
  • Marcus Enemark fra Agerskov er den 22. november falden ved Appy i Frankrig, 20 år gl.
  • Gårdejer Jakob Schmidt fra Nørre Løgum er falden i Frankrig den 24. november, 27 år gl. Den faldne, der kun har været gift godt et år, efterlader sig enke og et lille barn, der netop blev født den dag, faderen faldt.
  • Anders Aarup fra Tiset ved Gram er i Frankrig bleven såret i den ene hånd og derefter kommet på lazaret.
  • I den sidste tabsliste opføres Adolf Lassen fra Løjt Kirkeby som såret.

3. december 1915. Andreas Bøgen på Østfronten: Hvor er kammeraterne?

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, , Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til østfronten.

I Modsætning til hjemme i Sønderjylland, hvor Vinteren endnu ikke havde indfundet sig, havde der her været Frost og Sne; men nu var det Tøvejr. Vejene var plørede, og i Vejlavningerne var der Vandpytter med Isunderlag. Paa saadanne Veje begav vi os ud til Fronten.

Vi var ikke kommet ret langt, før Kammeraten foran mig gled og satte sig paa Halen i en Vandpyt. Uheldet fremkaldte Munterhed, men for Kammerat Barsø fra Flensborg var det ikke videre morsomt at skulle gaa med vaade Bukser.

Efterhaanden, som vi skred frem, blev vor Kolonne noget langstrakt. Jeg var kommet lidt bagefter, men kom dog i Følgeskab med nogle Kammerater, som jeg opmuntrede til at satte Tempoet op. Ved en Vej drejning ind i Skoven saa vi nogle Kammerater forude, som ventede paa os. Vi fik Besked om, at vi skulde skynde os.

Saa vandrede vi videre i Pløret; men nu kom en Vognkolonne. Den kørte i skarpt Trav ud imod Fronten. En Kammerat og jeg fik Tilladelse til at køre med. Vi kørte forbi Smaagrupper af Soldater, men Hovedkolonnen saa vi ikke noget til, idet den, som det senere viste sig, var gaaet ind ad en Sidevej.

Under dette drog et kort, men heftigt Tordenvejr hen over Egnen, og Regnen skyllede ned. Jeg var blevet noget betænkelig ved at komme bort fra Kammeraterne, og da vi naaede til en Landsby, fik jeg efter eget Ønske Lov til at forlade Vognen, for at orientere mig.

Jeg undersøgte de omkringliggende Huse, som saa ud til at vare ubeboede; men omsider kom der en Soldat hen til mig og spurgte, hvad jeg vilde. Jeg spurgte, om der kunde blive Plads; til mig om Natten; men det viste sig, at det var et Officerskvarter. Denne Mulighed var altsaa udelukket. Soldaten fulgte med mig ud paa Vejen.

Det var imidlertid blevet mørkt. Han viste mig en tændt Lygte, som hængte over Vejen et Stykke borte. Der var Vognkolonnerne stationerede. Muligvis kunde jeg faa Natlogi der.

Takket vare min medbragte Lommelygte naaede jeg i Mørket gennem Pløret og hen til Kolonnen. Paa mit Spørgsmaal, om jeg kunde blive der Natten over, blev jeg bestormet med Spørgsmaal i det uendelige. Endelig fik jeg et afvisende Svar; men jeg kunde kanske faa Natlogi i en anden Del af Byen hos Kammerater fra et andet Regiment.

Jeg fandt omsider frem til Huset, hvor jeg fandt en Kammerat. Denne var en flink, ung Mand, som jeg til at begynde med havde Vanskelighed ved at forstaa. Han var nemlig en „Leipziger Bub“. Lidt efter lidt gik det bedre med Underholdningen; han kogte Kaffe og serverede for mig. Jeg udtalte min Bekymring for, hvorledes jeg skulde finde min Afdeling, men han trøstede mig med, at Afdelingen nok skulde passere Byen Dagen efter, og dette slog til.

DSK-årbøger 1952

2. december 1915. Ribe Stiftstidende: Brændt feltpost og andre nyheder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Brændte feltpakker.

Overpostdirektionen meddeler, at en bivogn med feltpostpakker er kommen i brand mellem Osnabrück og Münster. Det lykkedes at redde 5/6 af vognens indhold, der bestod af 30.000 feltpakker; der er bleven henved 5.000 pakker ødelagt af ilden.

Pakkerne kom fra postsamlingsstedet i Hamburg og var bestemt til tropperne vestpå. Det drejer sig om sendinger, der fra 23. – 24. november om eftermiddagen har ligget der til bearbejdelse. Sendingerne var fra overpostdirektionsområderne Hamborg, Bremen, Kiel og Schwerin.

Årsagen til branden antages at være den forbudte afsendelse af tændstikker og andre brandfarlige sager, hvis forsendelse der ikke kan advares nok imod.

Krigens indflydelse på jernbanerne.

De prøjsiske jernbanedirektioner opfordrer i en bekendtgørelse de rejsende til i vintermånederne at tage varmt tøj på. Det hedder i bekendtgørelsen:

I den forestående vinter må opvarmningskedelvognene, der ellers i lange tog tjener til tillægsopvarmning, atter ligesom i fjor især anvendes i lazaret- og sygetog. Det kan derfor forekomme, at der i enkelte tilfælde ikke kan opnås en tilstrækkelig opvarmning af kupeerne.

Det rejsende publikum anmodes derfor om at forsyne sig med den nødvendige vinterbeklædning og med de af krigen betingede overordentlige omstændigheder for øje at ville bære over med forekommende mangler af den nævnte art.

Hvad grænseboerne ikke må nu.

Ifølge telegram til ”Nationaltidende” træffes der nu særlige foranstaltninger for at hindre overgange ved grænsen. Bladet erfarer følgende:

Beboerne langs grænsen i Skovrup, hvor i den senere tid flere tyske værnepligtige siges at være flygtet over, har nu fra de tyske militærmyndigheder fået påbud om, at de ikke må færdes på deres marker uden militærledsagelse. De skal i hvert enkelt tilfælde, når de ønsker at udføre markarbejde på deres avlinger henvende sig til vagten og få tildelt en soldat til ledsager.

1. december 1915. Nyt fra Ribe Stiftstidende: Faldne, sårede, fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Sårede, faldne og fangne

  • I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Heinrich Paulsen fra Horsbøl, Christian Lorenzen fra Skodsbøl Mark og Laue Mikkelsen fra Haderslev er døde af deres sår.
  • Marius Braune fra Haderslev er død i fangenskab.
  • Christen Bonde fra Mintebjerg på Als er den 15. november falden i Frankrig, 20 år gl.
  • I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Krogh fra Arnitlund, Nis Finneman fra Brendstrup og Peter Andersen fra Egen er faldne.
  • Frederik Jørgensen fra Ballegårds Mølle i Sundeved er 17. november død på et lazaret i Vilna, 21 år gl.
  • H. Bartelsen i Brendstrup ved Rødding er ikke falden, men er sund og rask i fransk fangenskab.

1. december 1915. Krigsfange i Rusland: Næste stop: Vladivostok.

Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter ophold i Smolensk, Moskvar og Boreosowka i Sibirien gik turen nu til Vladivostok.

(… fortsat fra 10. november)

Den 1. December fik vi Ordre til at gøre os færdige og marchere til Banegaarden. Jens Andresen fra Skeldemark var syg og kunde ikke komme med.

Paa Banegaarden blev vi jaget 50 Mand ind i hver Vogn og saa blev Dørene lukket til. Vi aabnede dem paa Klem for at se lidt ud, men en russisk Officer belærte os om, at dette ikke var tilladt. Saa gik Rejsen videre østpaa.

Denne Rejse var dog bedre end Turen fra Moskva. Vi kunde alle ligge ned, og da der var Kakkelovne i Vognen, kunde den varmes nogenlunde op. En Gang om Dagen fik vi varm Mad, ikke god og ikke rigelig.

Toget kørte gennem vidt forskellige Landskaber, Bjerge, Sumpe, Skove, snart beboede, snart ubeboede Egne. Omsider var vi kommet saa langt mod Øst, at Befolkningen var Kinesere.

Vi kom forbi Harbin til Nikolsk Ussurisk, en stor Militærfangelejr omtrent 200 km fra Vladivostok, den store Krigshavn i Østen. Der var murede Barakker med rigelig Plads. Men til Gengæld var vi rigtige Fanger, Pladsen var indhegnet med Pigtraad og der var strengt Opsyn alle Vegne.

Til at begynde med var Forplejningen ganske god. Vi fik hver Dag et Stykke Brød og varm Suppe. P. Nicolajsen og jeg delte det, saa vi ogsaa havde noget til Aftensmad, hvilket førte med sig, at vi blev kaldt for Sultekunstnere.

Tiden gik langsomt, vi havde ingenting at bestille og ingen Underholdning. Kun een Dag om

Maaneden skulde vi arbejde i Køkkenet. Ellers søgte vi at faa Tiden til at gaa ved at tale om dem derhjemme.

Hen imod Jul blev Forplejningen daarligere. Vi fik nu kun tørret Brød, lavet af Brødaffald, hver Dag to Haandfulde.

Der var ogsaa stor Knaphed paa Tobak. P. Nicolajsens Pibe manglede en Spids, men saa fandt han paa Møddingen en Erstatningsspids, som han lavede af et Ribben af en Kamel.

En Meklenborger, som havde sluttet sig til os Danske, kom en Dag med en Klump Ler og erklærede, at nu vilde han til at lave Piber. Han fik ogsaa lavet et brugeligt Pibehoved, som han brændte i Kakkelovnen. Men meget værd var det jo ikke.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944.

26. november 1915. IR84 ved Moulin: Forholdet til de lokale

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915.

Vore folks forhold til indbyggerne var venligt. Vore soldater fandt ingen glæde ved at spille den brutale sejrherre, tvært imod følte de vist mest medlidenhed med indbyggerne, for hvem de hyppige indkvarteringer og den begyndende knaphed på levnedsmidler ikke var et nemt lod.

Betegnelsen barbarer havde intet på sig. Jeg boede som kompagnifører for hvilekompagniet igen hos den samme franskmand, som regimentets kompagniførere havde boet hos allerede 1914, og hos hvem jeg også havde været.

Denne havde indrettet en slags gæstebog, og nu spurgte han straks efter alle de navne, der stod anført i hans bog som 84ere.

Da jeg sagde til ham, at nogle af dem havde måttet dø for deres fædreland i det store Rusland, var hans medfølelse og sorg ægte. Jeg følte, at følelsen af medmenneskelighed hos ham havde vundet over nationernes modsætninger.

Beundringsværdigt var det, hvordan indbyggerne trods besættelsens langvarighed, trods deres sørgelige situation og trods de tyske sejre på østfronten stadig fuldt og fast troede på Frankrigs sejr. Af denne sejrsvilje og nationale stolthed kunne vort folk godt lære noget.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

25. november 1915. Ved Loretto: “Koncentreret menneskelig lidelse og vanvid”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I oktober-november 1915 lå regimentet ved Loretto. Vi har fulgt ham løbende igennem oktober måned.

En dag blev jeg sendt ned til Angres for hos pionererne at få et kort over vor stilling. Løbegravene var fulde af vand og pløre. Jeg tog risikoen og løb over markerne, men snart eksploderede den ene  shrapnel efter den anden omkring mig. Jeg måtte igen søge ned
i mudderet —.

Selvopholdelsesdriften er vidunderlig stærk og gør tit vore  handlinger til reflekser, men tit har jeg tænkt, at det sluttelig dog er lige meget, en dag indhenter skæbnen dig alligevel, og så spekulerer man over skæbnetro og forsyn.

En nat faldt den første sne, og da det blev lyst, lå jorden jomfruelig hvid som et liglagen, men snart rev granaterne store sorte pletter i det hvide tæppe, så det ligefrem gjorde ondt at se det. Nej, her var intet helligt, kun ødelæggelse og død.

Det var koncentreret menneskelig lidelse og vanvid. Med 250 mand var vi gået ind i denne stilling, og nu 6 uger senere, var vi knap 90 mand tilbage i 2. kompagni . . .

DSK-årbøger 1960

23. november 1915. Andreas Bøgen, Vennemose, afrejser til fronten med fuld musik!

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og efter træning i Slesvig blev han i november 1915 transporteret til øst fronten.

Sommeren var til Ende, og vi var kommet ind i November Maaned; da mærkedes det, at der var noget i Gære. Det rygtedes, at der skulde en Transport til Fronten. Der blev forespurgt, hvem der var ugift, hvem der var gift og ingen Børn havde — mellem dem var jeg — og hvem der kun havde eet Barn. Saa vidste vi, at vi snart skulde tage Afsked med Slesvig.

I de følgende Dage foretoges Indklædning og Tildeling af Udrustning, og enhver fik et Par Dages Orlov for at besøge Kone og Familie og tage Afsked med dem. Den 23. November skulde Afrejsen til Fronten foregaa, og samme Dags Morgen blev vi med fuld Musik ført til Banegaarden, fulgt af Løjtnanten for vor Afdeling, en fin og dannet Officer, som vilde tage Afsked med os; han bad os sende ham et Livstegn, naar vi kom til Fronten.

Klokken ni satte Toget sig i Bevægelse, og saa gik det til fremmede og ukendte Egne, maaske for aldrig mere at vende tilbage; ja, det var saadanne Tanker, vi havde den Morgen. Toget kørte kun langsomt, men vi havde ogsaa Tid nok. Det var allerede ved at blive mørkt, da vi naaede Wittenberge, hvor vi fik Middagsmad. Noget over Midnat var vi i Berlin. Her modtog vi Kærlighedsgaver i Form af Bolsjer, Chokolade og andre Godter.

Næste Dag spiste vi til Middag i Kreutz, hvorpaa. vi sneglede videre, indtil vi henimod Aften naaede Bromberg. Efter at vi havde holdt her en Tid, fik vi Ordre til at stige ud og medtage al vor Bagage. Dette var vi ikke forberedte paa, og da Toget var mørklagt, famlede vi rundt for at faa fat paa alle vore Ejendele.

Vi blev opstillet i Gruppekolonner og marcherede til den modsatte Ende af Byen. Ved Siden af mig, paa Fortovet, gik et ungt Par, og jeg hørte den unge Dame sige til sin Ledsager: „Mon de har Lus?“ Det kunde den unge Mand ikke svare paa. Nej, Lus havde vi nu ikke, eftersom vi kom lige fra Garnisonen, men det kunde de jo ikke vide.

Endelig naaede vi vort Bestemmelsessted, en stor Skolesal, som vi blev stoppet ind i. Vi stod som Sild i en Tønde.

I Bromberg opholdt vi os en Uges Tid, og Tiden gik med lidt Eksercits og med Marchture. Saa blev vi igen puttet i Toget, og Turen gik mod Øst, over den russiske Grænse. Her forandrede Landskabsbilledet sig, idet landet var sparsomt bebygget, og som Følge heraf var der langt mellem Stationerne. Naar der saaledes ikke var noget særligt at se efter, blev der spillet Kort.

Jeg husker, at nogle af Kammeraterne havde megen Morskab med en Maler fra Hamborg, en lille Vissenpind med en pibende Stemme. Han var altid gnaven og pirrelig, hvilket gav Anledning til Kammeraternes Drillerier. — Med Tiden naaede vi frem til Warszawa, hvor vi opholdt os et Par Dage, det vil sige uden at forlade Toget.

Igen satte Toget sig i Bevægelse, og et Par Dage efter naaede vi Baranovitz. Her blev der sagt, at vi var kommet for langt frem og skulde nogle Stationer tilbage

DSK-årbøger 1952

22. november 1915. Østfronten: 32 kilometer til fods med fuld oppakning

Sønderjyden Jacob skriver til sin kone Ella:

Paa et russisk Gods.

Tirsdag, den 22. November, Middag.

Første Forplejningsstation fra Grodno, en afbrændt Herregaard, hvor der staar nogle forfaldne Lader og Stalde.

I Gaar Morges begyndte Marchen fra Grodno mod Øst. Klokken 9 tog vi afsted med fuld Oppakning plus Levnedsmidler til privat Brug. Vejret var mildt, og Stemningen ret god. Verst gik efter Verst, vi kunde se det paa Milepælene langs Chausséen. Forresten en god Vej, som Tyskerne har udbedret og som mindst er lige saa god som vore Chausséer, naar man tager Hensyn til den Trafik, der hersker paa dem.

Vor Transportforer er en fornuftig Mand, der tager Marchen i et fornuftig Tempo og lader os holde Rast med ikke altfor lange Mellemrum. Og dog varer det ikke længe, inden den første gør slap, og snart følger der flere efter. Det hjælper ikke ret meget, da de maa indhente os, naar vi holder Rast. Endelig kommer der et Jødekøretøj, og en Del Tornystre kommer op at køre, men selvfølgelig kun deres, hvor Lægen har erklæret, at Tornystret skal køres.

At faa Tornystret kørt, har ogsaa sine Misligheder, men derom senere. Marchen fortsættes stadig. I Grodno var der Tale om, at vi skulde 20 Kilometer frem. De 20 Kilometer naas, flere og flere bliver trætte, men stadig fremad. Jeg vandrer sammen med to Nordslesvigere. Af og til styrker vi os ved et Stykke Chokolade.

Den ene Nordslesviger kan tilsidst ikke mere og bliver tilbage. Han faar senere sit Tornyster baaret og kommer en halv Time bagefter i Kvarter. Samtalen dør tilsidst hen, og lidt sløv traver man videre. Heldigvis gaar jeg midt inde i en Kolonne, saa jeg ikke kan se fremad. Vejen bliver derved ikke saa lang, og det gaar lettere, da vi baade har nogle til at trække og til at skubbe os. Endelig ser jeg langt fremme en stor afbrændt Bygning. Bygningen naas, og Føreren svinger til venstre. Maalet er naaet.

Klokken er 4 og det er ved at blive mørkt. Ind i den første den bedste Stald. Tornystret af og ned i Halmen, og det er længe siden, at en lille Pibe Tobak har smagt saa godt.

Kun et Øjeblik har vi Ro, saa skal vi ned til Gullaschkanonen. Den holder nede i en Lavning; vi faar Grubbesuppe og derefter Kaffe. Vor Portion glider i os i en Fart, saa hjem i Vognporten igen for at indrette os for Natten. Nu begynder det at knibe for dem, der har faaet Tornystret kørt, for der er ingen Tornystre kommen, og medens vi dækker os til med Tæppe, Teltbane og Overfrakke, maa de vente efter Bagagen. Den kom imidlertid slet ikke i Nat, og vi har ikke svedt under vor Dækning, saa man kan tænke sig, hvorledes de uden Bagage har tilbragt Natten.

Da vi ligger godt, spørger min Sidekammerat, hvorlangt vi er gaaet, og da jeg svarer 32 Kilometer, var det Penge værd at se hans Forbavselse. Selv vilde jeg ogsaa i civil have erklæret det umuligt at gaa fra Aabenraa til Flensborg med den Oppakning, men i Militærlivet gaar det.

I Morges skulde vi have været videre, men da der ingen Bagage er kommen endnu, maa vi blive her. Der har udviklet sig det rene Zigøjnerliv her i Dag, da vi selv har maattet koge os vor Føde. Kogesteder ses overalt, og Brændsel tages, hvor det kan findes. Vejret er brillant, Solskin og let Frost. Formiddagen benyttes til at se lidt paa Omgivelserne. Godset er stort, og det lader til, at det har været en Fremskridtsagrar, som har boet her, da Maskinerne og Redskaberne, der ligger her omkring, er temmelig moderne.

Russerne har prøvet at standse Tyskerne her ved Gaarden. Løbegrave, Granathuller og enkelte Grave tyder herpaa.

Paa de fire Mil fra Grodno hertil har vi kun pas­seret to usle Landsbyer, tilsyneladende forladt af Beboerne, ellers ingen Huse, skønt Jorden er god. Her er næsten som i en Ørken, men der maatte kunne bringes meget ud af den russiske Jord.

Trafiken fra og til Grodno er livlig. Vi mærkede det rigtig i Gaar, da vi maatte bøje af for den ene Bil efter den anden og for Trænkolonner, bestaaende af 40—50 Vogne efter hinanden. Tilsidst gad vi næsten ikke bøje af mere og lod os hellere oversprøjte af Snavs end gaa 3 Meter til Side.

Enkelte Russere er bleven tilbage her paa Godset, og de stillede straks i Morges for at tigge Brød og Tobak. De fik imidlertid ikke ret meget, da vi selv skal omgaas sparsomt med vore Varer. Vi fik udleveret 2 Cigarer og 2 Cigaretter af Kompagniet, og vi faar ogsaa Marmelade i Dag. Desuden faar vi vel nok Kaffebønner udleveret, da vi selv skal sørge for Kaffe i Aften og i Morgen tidlig.

Efterhaanden vænner man sig til Soldaterlivet, det har ogsaa sine lyse Øjeblikke. De tilbageblevne Folk her paa Godset har benyttet Lejligheden til at forsyne sig med hvidlakerede Sengesteder og Kobber-Temaskiner m. m., men det kan de jo ogsaa ligesaa godt, som at det skulde ødelægges af Ild eller slaas i Stykker. Lidt Penge tjener de ogsaa, idet vi giver 10 Penning for en Skaal varmt Vaskevand, for at vi kan faa os vaskede, en Luksus, som vi skal til at vænne os af med, ligesom vi maa vænne os af med saa meget andet.

Hils Børnene og alle, selv mange kærlige Hilsner, kære Ella,
fra Din

Jacob.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

20. november 1915. IR84 ved Moulin: Franske granater sårer 32

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915.

Når nu kompagniernes kræfter ved en 20 dages stillings- og 10 dages beredskabstjeneste til det yderste var udmattet, så kunne man bestemt unde kompagnierne 10 dages hvile, ja, for deres slagkraft og modstandsdygtighed var det ubetinget en nødvendighed.

Denne hviletid kunne naturligvis kun betyde virkelig hvile, hvis hvilekvartererne lå uden for den fjendtlige artillerivirksomhed, sådan at kompagnierne blev fuldkommen fri for følelsen af fare.

Desværre var dette i begyndelsen af vor stillingsperiode ved Moulin ikke tilfældet. Da 7. kompagni lå i hvile ved Audionicourt i simple træhytter uden bekvemmeligheder af nogen art, slog den 20. november 1915 to granater ned og sårede 32 mand, netop som kompagniet var trådt an til sundhedsbesigtigelse.

Med sikkerhed og hvile var det naturligvis forbi. Det blev derfor hilst meget velkomment, da regimentet fik gennemført forlægningen af hvilekompagnierne til Camelin og le Frenes. Begge byer lå uden for farezonen, indbyggerne boede der endnu, og landsbyens kvarterer var gode.

Her følte de hvilende kompagnier sig sikre og kunne også indhente det, som måtte forsømmes i skyttegravskrigen, nemlig eksercits og øvelse i angrebskrig.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

19. november 1915. IR84 ved Moulin: Kompagnitjeneste

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Hvad angår kompagnitjenesten, var den organiseret på følgende måde:

Ved de kompagnier, der var indsat forude, skulle hver gruppe om dagen have én mand på post, om natten to mand.

I morgen- og aftentimerne herskede der i en vis periode alarmberedskab, da det erfaringsmæssigt var tiden for fjendtlige overraskelser, d.v.s. at i denne tid måtte hele kompagniet være på sin post.

Rigtigt til ro kom tropperne kun nogle timer om dagen, for om natten måtte alle kræfter, som ikke lige blev brugt til vagttjeneste, arbejde hårdt på udbygning af stillingen, på forstærkning af skyttegravsvæggene, på bygning af betonobservationsstande, på anlæg af nye gange og grave samt udbedring af gravenes bund med riste.

Ikke mindre anstrengende var tjenesten ved beredskabskompagnierne. Selvom den svære vagtposttjeneste her faldt bort, så måtte delingerne nat for nat vandre ud foran for at forsyne de forreste kompagnier med skansemateriale. Og da den fjendtlige artilleri- og minevirksomhed var betydelig stærkere om natten end om dagen, var procentsatsen af tab ved beredskabskompagnierne ofte større end ved stillingskompagnierne.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

18. november 1915. En ægte jyde på Balkan

Jes Sørensen fra Kronborg ved Højer gjorde krigstjeneste som Sergent i Kavalleri Stabswache ved Generalkommandoen for 22. Res. A. K.

Med kortere eller længere Mellemrum blev der af en ældre Major, Grev Rauter, ansat Hesteappel, ogsaa for Officersheste og Heste fra Bagagen.

Greven havde et ualmindeligt godt Kendskab til Heste og interesserede sig stærkt for dem. Under disse Heste­appeller drøftede Majoren sammen med Stabsveterinæren og Stabs-Fanesmeden ivrigt Hestenes Pleje, Sundheds­tilstand, Beslag osv., ligesom Majoren ogsaa var stærkt interesseret i, hvilken Race Hestene tilhørte.

I Efteraaret 1915 deltog vi i Felttoget i Serbien. Da vi en Dag laa i Kvarter i Byen Neusalz (Ujviedeck), vis- a-vis Fæstningen Peterwardein, blev der afholdt Hesteappel. Vi havde mistet mange Heste og de, som var til­bage,var i en meget daarlig Fodertilstand.

En pæn, tyk rød Walak vakte, da den blev ført frem for Majoren, hans Opmærksomhed.

Den Hest er kommen godt over Krigen, hvad er det for en Race? spurgte Majoren.

Min Kollega, Sergent Knollenberg, med hvem jeg ofte havde drøftet denne Hest og dens gode Udseende, svarede straks: Det er en Jyde. Kender De en Jyde, svarede Majoren og henvendt til mig bemærkede han : Det maa De jo vide, Sørensen, er det en Jyde?

Javel, Hr. Greve! Svarede jeg.

Æder den ogsaa Sildehoveder? spurgte Majoren.

Jeg vidste, at Majoren ofte skæmtede og ønskede et kvikt Svar, og svarede derfor frejdigt: Javel Hr. Greve!

Naa, sagde han leende, henvendt til Stabsveterinæ­ren, saa er det en rigtig Jyde.

DSK-årbøger, 1915

RIR242 skoer heste_mindre
Soldater fra RIR242 skoer heste

 

15. november 1915. L.P. Christensen på Østfronten: “Og sneen falder og falder …”

L.P. Christensen, journalist ved Flensborg Avis, skrev om sine indtryk fra Østfronten.

Øjebliksbilleder fra Øst. 15. November 1915.

Der synes at være forløbet lang Tid siden Russerne blev fordrevne fra Øst-Preussen; der falder mange Krigsbegivenheder i Mellemtiden, og de har stillet de seneste østpreussiske Kampe noget i Baggrunden. I Virkeligheden er der kun gaaet et Aar efter de russiske Troppers Fjernelse fra tysk Grund, og dog er der allerede udført et stort Genrejsningsarbejde i de hærgede Egne.

Der ligger Korschen Banegaard, et ret vigtigt Punkt i det østpreussiske Jernbanenet. Af den stod efter Russernes Besøg kun de nøgne, røgsværtede Mure tilbage. Nu bruser det ene Tog efter det andet ind til Perronen, som om Stedet ikke for nylig havde været Vidne til Krigens Ødelæggelser. Og langs Strækningen nedad mod Sydøst passerer Toget mange kønne nyopførte Stationsbygninger. I disse Egne gaar nu igen det sort-hvide Kvæg og græsser paa Marken, og den kolde Oktobervind sysler med Vinterrugens spæde Blade. Her ses ogsaa Russere i lang Kæde, dog ikke længere som hærgende Krigsfolk, men som rolige Roearbejdere.

Dernede til højre breder sig en af de store, skovbræmmede masuriske Søer. Blæsten pisker dens mørke Bølger til Skum og istemmer en dyb Orgeltone omkring et vældigt Kors, hvis Arme udstrækker sig værnende over en stor Fællesgrav ved Søens Bred. Hist og her en ensom Grav i Udkanten af Naaleskoven, hvis mørke Masser enkelte Steder brydes af hvide Birkestammer. En tysk Hjelm eller en russisk Soldaterhue paa eller foran Trækorset viser, hvem der er stedt til Hvile her. Enkelte Steder ses ogsaa hele smaa Kirkegaarde, Grav ved Grav, Trækors ved Trækors. Mangt og meget minder om de blodige Kampe, som her har krævet deres Ofre.

Efterhaanden som Toget nærmer sig den russiske Grænse, bliver Krigens Spor endnu hyppigere. Brand- faklerne og Granaterne har særlig gjaldt Banegaarde og Broer; men snart er hele Landsbyer ødelagte; kun Mure eller Brudstykker af dem staar tilbage. En Del Nybygninger er dog her, hvor Egnen alle Vegne er gennemfuret af Skyttegrave eller overtrukken med Pigtraadshindringer, allerede under Tag, og der arbejdes paa flere. Histnede beskinner Solen Ruinerne af det smukt beliggende Lyck.

I Prostken, den sidste Station før Grænsen, søger man forgæves efter et uskadt Hus. — Lokomotivet stønner frem over en stor, øde Slette, som forude afgrænses af en lav Naaleskovs Rundinger, der forekommer bløde og fjerne i det svage Maanelys. Langs Togets Vej hen over den triste, mørke Flade fængsles Øjet af enkelte smaa Baal, i hvis Skær man ser Omridsene af ensomme Vagtposter. Nu og da øjnes ogsaa et Kors paa en Soldatergrav, og paa Sletten tegner sig sorte, runde Pletter: store Huller, hvor Granater er slaaet ned og eksploderede.

Da Toget stanser bagved Skoven, ses en Tavle med Navnet Ossovicz ved Siden af Sporet. Den faldne russiske Fæstning frembyder et Billede af en Ødelæggelse saa grundig, som den bare kan tænkes. Det sværeste tyske og østerrigske Skyts, som har drønet imod den, har haft en frygtelig Virkning. Metertykke Beton- og Cementmasser er sprængte som Glas og kastede hulter til bulter.

Russerne holdt Fæstningen længe, fortæller en barmhjertig Søster, mens hun med flink Haand skænker en Kop varm Kaffe og smører en vældig Rundtenom til en frysende Soldat, men de havde ogsaa 2600 døde!

I Dag faldt den første Sne over Bialovicz-Urskoven. Store, bløde Fnug førtes af en svag Søndenvind ned paa de prægtige, ranke Graners mørke Hang, lagde sig til Hvile paa de metertykke Fyrres knoglede Grene og graasprængte Naalepur og hvidnede de gamle Eges rødgule Blade. Sneen vedblev at falde, og snart stod Urskovens Kæmper i frisk Vinterskrud.

I en lille Lysning i Skovens Udkant har Krigen skabt en ny lille Kirkegaard. Gravhøj hæver sig her ved Gravhøj; der er brede Fællesgrave og smaa Enkeltgrave, hver med sit nytømrede Trækors paa. En alderstegen Kvinde, der har fundet Vej her forbi, standser ved Rækkerne. Mens hun ser paa de mange russiske Navne, som er skrevne paa Korsenes Forside, formørkes hendes furede Ansigt, Mundvigene trækker sig af og til bævende nedad, og den magre Haand synes at gribe fastere om Støttestaven. Den gamle bliver en Stund staaende ubevægelig og gransker tilsyneladende nogle blyantskrevne, russiske Ord under en af Navnerækkerne: „Hvem der tro tjener sit Fædreland og ofrer Livet for det, tager Gud i sin Varetægt.“

Og Sneen falder og falder. Den har lagt et funklende Baand om de simple Trækors, har pudret de smaa friske Graner, som ved Siden af dem udgør Gravenes eneste Smykke, og har bredt et tæt, hvidt Lin udover alle Højene.

Inde fra Urskoven lyder af Og til en Knitren som hurtig Geværild, efterfulgt af dundrende Brag. Det er Graner og Fyr i Tsarens Skov, som falder for tyske Jernbanesoldaters Økse og nu skal tjene til Fornyelse af de Banegaardsramper og andre Anlæg, som Russerne har brændt under deres Tilbagetog.

L. P. Christensen

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

14. november 1915. IR84 ved Moulin: Signaltjeneste

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Også signaltjenesten var blevet formålstjenligt og bedre udbygget. Der blev desuden uafbrudt arbejdet på dens forbedring.

Hvert kompagniafsnit havde telefonforbindelse til bataljonen. Endvidere var der i forbindelsesgravene for hver 200 meter etableret en ordonnans, som blev virksom ved telefonens svigten i en alarmsituation.

Man begyndte også allerede at etablere forbindelse ved hjælp af brevduer fra den forreste linje til divisionen i Bléroncourt.

For at gøre telefonforbindelserne sikrere blev der anlagt dybe kabelgrave mellem bataljonskommandostationerne og regimentskommandostationen.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

13. november 1915. Peter Paulson nægter at aflægge faneed

Peter Paulson fra Vr. Lindet, der var født i 1879, var statsløs – dvs. uden statsborgerskab. Det var ikke udsædvanligt i Sønderjylland. Hans far var indvandret fra Sverige i 1868. Han havde ansøgt om naturalisation, dvs. preussisk statsborgerskab, men havde ikke fået det, formentlig pga. sin nationale indstilling. Alligevel blev han indkaldt den 11. oktober 1915 til et Landstormsrekrutdepot i Rendsborg.

Det var et udsøgt Korps. Lamme og stramme, døve og blinde osv. Det første Mandefald havde vi ved Afrejsen fra Haderslev, idet en Mand paa Grund af Epilepsi faldt om ude i Storegade. I Flensborg faldt den næste fra.

At jeg ikke var tilfreds med Indkaldelsen, siger sig selv. Flere Gange havde jeg begæret at blive naturaliseret, men hver Gang blev det afvist, og saa oven i Købet blive indkaldt til Soldat i min Alder, og det til et saa bedrøveligt Korps, det var dog for galt. Min Protest udeblev da heller ikke.

Jeg skrev omgaaende til Provinsregeringen i Slesvig, at jeg var indkaldt til Soldat i Rendsborg og begærede mit Naturalisationspatent udstedt. Svaret blev et Afslag, men med en Tilføjelse om, at efter et Aars upaaklagelig Tjeneste var det maaske muligt, at jeg kunde blive naturaliseret.

Dette Svar syntes jeg ikke var tilfredsstillende, hvorfor jeg omgaaende svarede, at til en Handel var der altid to Parter, Køber og Sælger, og var Vilkaarene for Handelen for den ene af Parterne uantagelig, blev Handelen ikke til noget, og jeg kunde ikke acceptere de usikre Vilkaar for Erhvervelsen af prøjsisk Statsborgerret, og forlangte derfor, at Provinsregeringen foranledigede mig hjemsendt.

Herpaa fik jeg intet skriftligt Svar, men jeg fik af min Korporalskabsfører Ordre til at indfinde mig paa Skrivestuen den 13. November om Formiddagen.

Her meddelte Chefen, en Løjtnant, mig Svaret fra Regeringen. Det gik ud paa, at jeg ikke blev hjemsendt, før den Troppedel, til hvilken jeg hørte, blev hjemsendt, og i en barsk Tone sluttede han: „Har De forstaaet?”, hvortil jeg spagfærdigt svarede ja.

Men i Mellemtiden var vi Rekrutter en Dag blevet ført op i en Skolegaard for at tages i Ed af Bataillons- kommandøren, en gammel, skægget Major. Efter at vi var opmarcheret, og der var kommanderet ret, traadte Majoren hen foran Fronten og spurgte, om der var nogen, der af en eller anden Grund ikke mente at kunne aflægge Faneeden, for saa skulde han træde frem. Øjeblikkelig traadte jeg et Skridt frem, hvorefter følgende Replikskifte fandt Sted: Majoren: Hvorfor kan De ikke aflægge Faneeden?

Jeg: Jeg har ikke tysk Statsborgerret.

Majoren: Hvor er De født?

Jeg: I Lunding, Haderslev Kreds.

Majoren: Saa er De Prøjser.

Jeg: Nej, Hr. Major.

Majoren: Er De gift? Har De Børn?

Jeg: Ja, Hr. Major.

Majoren: Saa er De Prøjser.

Jeg: Nej, Hr. Major.

Majoren: Har De Ejendom?

Jeg: Ja, Hr. Major.

Majoren: Saa er De Prøjser!! (Majoren var nu blevet vred i Knolden).

Jeg: Nej, Hr. Major, og jeg vil tillade mig at levere Hr. Majoren Bevis for det, naar mine Papirer ankommer hjemmefra, enten i Morgen eller i Overmorgen.

Majoren: Skrub af over i det Hjørne!

Jeg tøflede over i det paagældende Hjørne af Skolegaarden og blev der, til Edsaflæggelsesceremonien var forbi.

Et Par Dage senere leverede jeg Majoren Beviset for, at jeg ikke var Prøjser, og saa havde jeg Fred for ham.

I Slutningen af Oktober 1915 var Rekrutdepotet blevet overført til 2. Landstormsbataillon. Nu gik det roligt en Tid, bortset fra Rivninger med de hjemlige Myndigheder,, fordi min Kone havde faaet udstedt Pas som Udlænding. Det syntes jeg var meningsløst, naar hendes Mand var i tysk Militærtjeneste.

En skønne Dag fik jeg dog ved Appellen Ordre til at indfinde mig hos Kompagniføreren, en Overløjtnant. Han havde en Erklæring liggende til mig til Underskrift. Da jeg meldte mig hos Overløjtnanten, oplæste han en Erklæring for mig. Det var Faneedsformularen. Derefter spurgte han: „Vil De underskrive?” Jeg nølede lidt med Svaret. Saa spurgte han anden Gang: „Vil De underskrive?” men han gjorde det med et Blink i Øjet og i en Tone, som vilde han sige: „Du er godt dum, hvis du gør det.”

Nu havde jeg dog fattet mig og svarede: „Ja, jeg vil underskrive, naar jeg har Papirer paa, at jeg er prøjsisk Statsborger.” Saa kom de ærlige Ord fra Kompagniføreren: „Ja, det staar ikke i min Magt at give Dem disse, og det staar heller ikke i min Magt at tvinge Dem til at underskrive!” Saa havde jeg Fred for Faneeden til Februar 1916.

(… fortsættes til februar 1916)

DSK-årbøger 1949

12. november 1915. IR84 ved Moulin: Sanitetstjeneste

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Ligeså sanitetstjenesten var bedre organiseret. Nu havde hvert kompagniafsnit sin egen sanitetsgang, der i reglen lå ved kompagniførerens reserve og gav plads nok til, at kompagniernes sygebærere kunne anlægge den første forbinding på de sårede.

Et lidt større rum fandtes ved bataljonskommandostationen til disposition for bataljonslægerne, der var egnet til at optage et større antal sårede, og som samtidigt tjente som infirmeri. Bataljonslægen havde på denne forbindsplads til stadighed en sanitetsunderofficer og nogle sygebærere til hjælp. I tilfælde af alarm skulle til stadighed et antal musikere være til stede på bataljonsforbindspladsen som hjælpesygebærere.

Bedre organiseret var også den øvrige sundhedstjeneste i de forreste linjer. Hver morgen havde kompagniernes sygebærere på deres morgenprogram at se efter latrinerne og bestrø indholdet med kalk.

Desuden skulle de efterfylde de flasker, der var ophængt ved latrinerne, og hvis indhold var bestemt for desinfektion af hænderne.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

10. november 1915. Ankomst til Sibirien: ”Det var nogle forfærdelige barakker!”

Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter en længere transport, var han kommet til Moskva. Herfra gik det den 15. oktober videre mod bestemmelsesstedet i Sibirien – en rejse på knap en måned i tog.

(… fortsat fra 9. november)

Endelig den 9. November om Aftenen Kl. 11 naaede vi Boreosowka. Vi blev først stuvet ind i nogle Barakker, som allerede var optaget af Østerrigere.

Efter et Par Dages Forløb blev vi indkvarteret for os selv. Det var nogle forfærdelige Barakker, som blev os anvist. Paa Gulvet stod Vandet i store Pytter, som med Tiden blev til Isbaner, Vinduerne var i Stykker, der var ingen Brikse osv. Vi gik snarest muligt i Gang med at faa Barakken gjort i Stand.

Tømmeret kunde vi kun skaffe os ved at stjæle det, men lange varede det ikke, inden Barakken var nogenlunde beboelig.

En Dag blev vi kommanderet over i Badeanstalten. Vi var glade, thi nu kunde vi ikke alene blive vasket, men ogsaa faa Skjorten vasket, hvilket den haardt trængte til. Men Badeanstalten blev hurtigt overfyldt, og længe varede det ikke, inden Russerne jog os ud. Jeg fik lige min Skjorte vredet lidt, inden jeg tog den paa, og med den vaade Skjorte paa Kroppen gik jeg saa ud i den sibiriske Vinter, uden at det dog skadede mig.

Badet havde ikke hjulpet stort, Huden var og blev sort, Haar og Skæg trængte til at blive studset.

For at vi kunde holde Barakken nogenlunde ren, maatte vi have en Kost. Sammen med nogle Kammerater meldte jeg mig frivilligt til at hente Kosteris, for jeg vilde gerne se mig lidt Om i Naturen, som her i Bjergene var meget smuk. Vi fik skaaret nogle Ris og kom tilbage til Barakken igen, segnefærdige af Kulde.

Her i Boreosowka havde vi mange Oplevelser, baade morsomme og sørgelige. Vi kunde gaa frit omkring i hele Lejren og aflægge Besøg i alle Barakker. Russerne vidste nok, at vi ikke kunde løbe bort; der var langt til beboede Egne.

Som vi nu gaar og ser os om, faar P. Nicolajsen Øje paa en udstoppet Sæk, som hænger i et Stativ. Den brugtes som Skive ved Bajonetfægtningsøvelser for de russiske Rekrutter. Men vi syntes, at den vilde gøre meget mere Nytte som Madras og tog den med.

At dette Tyveri gik godt, er nu ikke til at forstaa. Vi havde altsaa faaet en god Seng, men den blev med Tiden saa underlig levende.

Vi besluttede os til at afholde en Revision og — du milde Kineser — hvor det vrimlede med forskellige seksbenede Skabninger. Vi maatte smide den dejlige Seng ud igen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944

9. november 1915. Krigsfange på vej til Sibirien: “… så kom knuten i sving”

Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter en længere transport, var han kommet til Moskva. Herfra gik det videre mod Sibirien.

(… fortsat fra 15. oktober)

Den 15. Oktober rejste vi bort fra Moskva, og efter en lang Jernbanerejse ankom vi til Byen Boreosowka i Sibirien, hvor der var en stor Fangelejr.

Det var en forfærdelig Rejse. Kulde og Utøj plagede os, og vi havde jo næsten ingen Klæder. Flere, deriblandt A. Jacobsen fra Røllum, blev syge undervejs. Han kom paa Sygehuset i en By i Sibirien, og jeg har ikke set noget til ham siden.

Men det gjaldt jo om at holde Humøret oppe. I den Vogn, i hvilken jeg var, var der en Berliner, som sang næsten hele Tiden. Paa Hovedet havde han Betrækket til Pikkelhuen, og paa Kroppen et Par pjaltede Benklæder og en Vaabenfrakke, der ikke var meget bedre.

Han havde et ualmindelig rødt Haar og Skæg og blev selvfølgelig straks døbt „Rotschild”.

En anden Kammerat, Bøtger hed han, kunde fortælle Historier og Vitser som hvilken Grammofon, og flere andre gav deres Bidrag til Underholdningen.

Til at begynde med var det mildt i Vejret, og ved Stationerne steg vi Gang paa Gang ud af Toget for at røre Benene. Men længe varede det ikke, inden vi fik den sibiriske Vinterkulde at føle.

Langs Banen var der opstillet Sneskærme. Vi mente, at de kunde gøre mere Gavn som Brændsel end som Sneskærme. Da Toget saa holdt ved en Station, blev der hentet Sten og Jord til et „Fyrsted” paa Bunden af Vognen og en Sneskærm blev „rekvireret” til Brændsel.

Men sikken en Redelighed. Der blev en Røg i Vognen, saa det var næsten ikke til at holde ud. Men vi lærte, ved at linde lidt paa Døren og „Vinduerne”, at regulere Trækken, saa der var til at være i Vognen.

Min gode Ven P. Nicolajsen var særlig dygtig til at rekvirere Brændsel, men længe varede det jo ikke, inden Russerne opdagede Tyveriet og saa kom Knuten i Sving.

Der blev dog stadig fyret, indtil Ilden en Dag havde brændt Hul paa Bunden af Vognen. Nu kan det nok være, at Russerne skældte ud. Vi blev saa omsider vist over i et andet Tog, hvor der var Kakkelovne i Vognene (Tjepluschka kalder Russerne disse Vogne).

Endelig den 9. November om Aftenen Kl. 11 naaede vi Boreosowka.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944

Ordforklaring: En knut er en pisk med metalknuder i enderne. Anvendt i Rusland til afstraffelse.

7. november 1915. SMS Undine gået under!

Den lette krydser SMS Undine, der siden åbningen af skibsartilleriskolen i Sønderborg i 1907 har været stationeret i byen, er blevet torpederet af en engelsk ubåd. 24 mand gik ned med skibet.

Sammen med torpedobåden V154 sikrede Undine overfarten mellem Trelleborg og Stralsund, da den engelske ubåd E9 kl. 13:08 fik ram på hende med en torpedo midtskibs ud for Kap Akona.

Undine tog vand ind og begyndte langsomt at synke. V154 lagde sig på siden af Undine for at tage sårede og overlevende om bord, da kølvandsstriben fra endnu en torpedo viste sig. V154 nåede lige akkurat klar af Undine, inden torpedo nr. 2 traf krydseren.

Det blev dødsstødet.

Inden for få minutter var Undine forsvundet under Østersøens bølger.

Undines søfolk var heldigere end Adalberts, der gik ned for blot 14 dage siden. Af besætningen på 270 mand gik kun 24 ned med skibet, resten blev reddet af V154 og jernbanefærgen Preussen, der var stødt til og hvis sejlrute, det bl.a. var Undines opgave at bevogte.

Se en kort film om marinestationen her: Skibsartilleriskolen i Sønderborg

SMS Undine
Undine fortøjet ved skibsartilleriskolen i Sønderborg.
SMS Undine 2
Model af Undine – kan ses på Sønderborg Slot (foto: Bo Nørregård)
_DSC1882
Fra vraget af Undine (foto: Henrik Manley)
Undine-udstilling 005
Undine i udstillingen på Sønderborg Slot

6. november 1915. H.C. Brodersen om de nye folk: “De kan ikke bruges til stort andet end at holde orden i Understanden og koge kaffe.”

H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter. I oktober 1915 var han tilbage ved fronten.

Ripont, den 6. November 1915.

Tiden gaar med at udbedre Stillingen, og med at uddybe Jordhullerne, saa de kan blive til Understande. Arbejdet er haardt, og der arbejdes Dag og Nat. Om Dagen arbejdes der under Jordoverfladen, hvor den løsarbejdede Jord fyldes i Sække, og om Natten bæres de ud i Bagterrænet for at blive tømt.

Vi er tildelt: Leib-Kompagni 118, der har Hjemsted i Worms. Det er allesammen Hessere, og Kammeraterne er os derfor fremmed og usympatisk indstillet. I min Deling er Gruppeførerne: Underofficererne: Hep, kaldet Sepl, — Schulz, kaldet „Berliner Justav”, — Skorstensfejeren og jeg.

I min Gruppe har jeg et Par gemytlige Gutter, nemlig: en Skomager fra Mainz, som er trekvart blind og bærer to Par Briller, en „Etaarig”, Max Kaufmann fra Frankfurt a.M . , hvis Fader er Bankdirektør. De kan ikke bruges til stort andet end til at holde Orden i Understanden, til at koge lidt Kaffe, hente Post og Forplejning og lignende.

Om Natten kan Skomageren slet ikke se, og hans evindelige Omsorg gælder Konen og hans 8 „Rollinger, daheim”. Max har saa fine Hænder, at han ikke kan trække Pigtraad foran Stillingen. Dette Arbejde er vel ogsaa nok det mest uhyggelige og farlige, og han har derfor faaet Ord for at være fejg.

Idag har vi haft en anstrengende Dag. Franskmændene har skudt vor Skyttegrav sønder og sammen, og hele Natten er medgaaet til at bringe lidt Orden tilveje. Det er derfor blevet sent, inden jeg kunde byde paa Fødselsdagskaffen, til hvilken Køkkenunderofficeren havde sendt et Par Flasker Brændevin. Det er noget værre „Sprøjt”, og det brænder i lys Lue, naar der kommer en Tændstik til det.