25. oktober 1915. Regiment 86 ved Somme-Py

I begyndelsen af oktober 1915 tog Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 afsked med Moulin-sous-Touvent og blev forlagt til Somme-Py i Champagne.

Regimentet bliver nu echelonneret dybt svarende til den nu større angrebs- og gennembrudsrisiko. II bataljon besatte fronten, bag ved den III bataljon som indsatsreserve, mens I bataljon gik i hvilekvarter i St. Etienne, en landsby 10 km nord for fronten. Således havde divisionen kun tre bataljoner i frontlinien. Rækkefølgen: regimenterne 31, 85, 86, 17. division sluttede sig til venstre mod regiment 86.

Stillingen forløb ca. 3 km syd for linjen Somme-Py – St. Marie à Py. Den gik delvist gennem nåleskov og klamrede sig til den bagudvendte skråning på en af de lave bakker, der som et stivnet hav strækker sig gennem Champagne fra øst til vest.

Den bestod af en eneste brystdyb skyttegrav, der var hugget ind i kridtet, der gennemsnitligt begyndte en fod under jordoverfladen. Ellers fandtes der ingen skyttegrave, heller ingen pigtrådsspærringer, ingen dækningsrum, kun et antal ”kaninhuller”, hugget ind i kridtet.

Ved disse skyttegrave var det sidste af de franske angreb faldet fra hinanden, efter de med uhyre ressourcer og store forhåbninger var stødt ca. 3 km gennem vor stilling.

Kampene her må have været frygtelig hårde. Mellemterrænet var oversået med lig. Nogle steder – dér må der have stået maskingeværer – lå de i en halvkreds i lag kun fire til fem meter foran skyttegraven, flest Zuaver. Et grusomt naboskab.

Løbegrave bagud var der slet ingen af. Færdslen bagud skulle derfor afvikles i mørke. Særlig ubehagelig var straks i begyndelsen den store vandmangel. I kridtlaget var der vidt og bredt ingen brønde at finde. En feltflaske te eller kaffe var dagsrationen. Füsiliernere led de første uger slemt af tørst.

Fra “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *