Alle indlæg af Rene Rasmussen

2. oktober 1914. Kadaverdisciplin i den preussiske hær: Bundet til et træ i ildlinjen!

FR86’eren Hans Petersen fortæller:

Den 2. Oktober 1914.

Vi havde hver faaet 3 Cigaretter. Nogle røg kun en halv ad Gangen. Resten svøbtes i et Stykke Papir og gemtes i Lommen til en anden Gang.

Den Dag saa vi da nogenlunde ud i Ansigtet, naar undtages Skægget, der for Resten saa lidt bisseagtigt ud, da det havde groet vildt og uden Behandling, lige siden vi drog ud fra Flensborg. Vi havde nemlig faaet os vasket om Morgenen. Ikke saadan at forstaa, at vi kunde tillade os den uhyre Luksus at vaske os i Vand; det var der kun faa, der havde kunnet de sidste 20 Dage. Men ved at stryge Haanden hen over de dugvaade Roeblade kunde man udvinde saa megen Fugtighed, at man kunde væde Ansigtet dermed. Rigtignok skulde man kærtegne adskillige Roeblade, før man blev færdig; men det gik.

Om Natten gravede vi Løbegrave under Opsyn af Kompagnichefen for 9. Kompagni. Et Par Mand havde skyndt sig og gjort deres Arbejde færdigt og saa lagt sig ned for at hvile lidt. Da Chefen overraskede dem i at ligge ned, blev han aldeles rasende. Han førte dem ned til en Skov lige i Nærheden af den franske Stilling og bandt dem til hver sit Træ. Her stod de saa i fire uhyggelige Timer i Fare for at blive skudt af vort eget Artilleri, og hvert Øjeblik kunde de vente at blive gennemboret af de fjendtlige Kugler. Armene havde de bundet paa Ryggen, saa Blodomløbet standsede snart ved den uvante Stilling. Den sidste Time hang de sammensunkne af Træthed i de snærende Baand. Ja, naar man blot hørte Navnet  Knobelsdorf, saa følte man sig ubehagelig tilpas.

Voelkerkrieg 1026
Der graves skyttegrave

 

1. oktober 1914. Hemming Skov skifter front og rykker ind i Rusland

Af Allan Otto Wagner

Hemming Skovs regiment 176 skifter front og rejser i to døgn med tog fra Lötzen i Østpreussen til provinsen Schlesien og den russiske by Tschenstochau lige på den modsatte side af grænsen.

Natten til 26. Sept. kom vi til Løetzen (Lötzen) og blev nu læsset på Tog. Dermed var vi klar over, at nu gik det til en anden Front, hvor, lød der intet om, dog, at vi ved Lublindtz Schlesien drejede af, sagde os, at det i hvert Fald ikke gik til Galizien.

Vi kørte over Rastenburg, Korschen, Allenstein, Rotfliess, hvor vi fik Kaffe, og Wartenburg, hvor vi på Banegaarden fik en Ret varm Mad. Ud paa Natten naaede vi vor gamle Garnisionsby Thorn, hvor det paa Banegaarden vrimlede af mennesker, som vilde hilse paa deres ”Hundertsechsundsiebziger” (176).

Under det Kvarters Ophold, vi havde paa Hovedbanegaarden, blev vi meget gæstfrit trakteret med Kaffe, Brød og Rygelse, en og anden hev sig endog af en velhavende og gavmild Lillemor en varm beklædningsgenstand. Der levedes jo endnu en Rusen af krigsbegejstringen.

Men alle disse velmenende Damer (af den mandlige Befolkning var jo kun en forsvindende Part hjemme) krævede meget til Gengæld, idet der formelig raabtes i Kor: ”Haben Sie nicht was von den Russen”. Det havde de fleste; men om deres Godhed ligefrem blev honoreret med en Kosak-Sabel eller en Kikkert eller et par lange pæne Officersstøvler, tror jeg dog næppe, for disse Ting passede jo daarligt til Kvinder.

Toget hastede videre med os igennem Provinserne Posen og Schlesien. En saadan Rejse paa Jernbanen var en herlig Afveksling. Igennem skønne Egne, men især da fordi det flød med Liebesgaben (kærlighedsgaver) paa de Banegaarde, hvor vi havde Ophold, særlig i Schlesien. Ved Preussisch-Herby forlod vi Tyskland, den næste Station var Russisch-Herby, og nu kom vi, denne Gang for Alvor til Rusland.

Fra Grænsen kørte vi endnu en Times Tid i russisk Tog. Jernbanesporet blev senere omlagt, saa tyske Tog kunde køre igennem. Forskellen var ganske vist kun 7 cm men den ene Skinne maatte dog fuldstændig omlægges. Den tredje Gang over Grænsen.

Czenstochau var Maalet med denne Jernbanerejse der havde varet i to Døgn. Efter at alt var læsset af, fik vi anvist Kvarter i en stor Kavalleri-Kaserne. Holm fra 1. Komp. (Rasmus Holm, Gabøl) og jeg var som sædvanlig Naboer med vore Heste. Og husker du, at vi først havde anbragt os paa et Gulv, der formelig svævede, hvorfor vi søgte en anden Plads og fik saa hestene ind paa en stue i Kasernen, hvor der overalt i nederste Etage var ”møbleret” med Heste.

Maaske du ligeledes husker, at vi studerede en Del Tortur-Redskaber i Kasernens Straffeanstalt. Czenstochau er en By med mange kirker. Og Byen, der paa et Par Hundrede Tusinde Indbyggere, er kendt som katolsk Valfartsted til et Kloster, som stammer fra Aaret 1400. I Klostreret findes et Bord af Cyprestræ, som efter Overleveringen skal stamme fra Abraham. Aarligt valfartede Millioner derhen.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2

1. oktober 1914. 8 Armé får ny øverstbefalende.

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed, min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Da fjenden ved Grajewo ikke var til at indtage ville General Schubert indlede et angreb i nord. 1. Infanteri Div. med General Francois skulle marchere mod nord, men da fjenden fortsatte fremmarchen mod Balalarschewo og Filirowo forslog General Francois at udskyde afmarchen for at ”udrydde” den fremrykkende fjende. Men ”Oberbefehlshaber” Schubert holdt fast i sin beslutning om at angreb mod nord. General Francois skulle bl.a. med Ldw.Div. Goltz beskytte den sydlige tilgang til Suwalki.

Men General Francois var uenig i General v. Schubert og skrev direkte til Hærledelsen, at han havde haft succes med at påføre fjenden store nederlag og anbefalede at fortsætte angrebet. General Schubert blev kaldt til det store hovedkontor til personlig ”Rücksprache”, og vendte ikke tilbage til sin post.

Efterfølgeren blev General Francois og han frafaldt tanken om angreb på nordfløjen.

1914-09-27 LIR84 Verstoff gegen den Njemen und Kämpfe bei Augustow-Sulwalki 27.9 und 2.10.1914 - Karte 18

30. september 1914. “Vi havde gravet huler ind i skyttegravsvæggen.”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager fortæller

Den 30. Sept. 1914. Det var koldt og fugtigt Vejr. Vi havde gravet Huler ind i Skyttegravsvæggen, hvor vi laa lunt for Regn og Blæst. Ved Aftenstid fik vi Ordre til at bytte Stilling med 2. Kompagni. De havde kun en lille Grøft at ligge i , og nu maatte vi grave hele Natten. Humøret var for de flestes Vedkommende nede paa Nul.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en skyttegrav ved Moulin 1914

30. september 1914. Landwehr-Division Goltz blotter 8. armé

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed, min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Vedvarende russiske angreb tvang Landwehr Division Goltz til tilbagetrækning mod Lyck.

Den 30. september angreb fjenden Ldw.Div. Goltz ved Grajewo og General v. Goltz valgte at trække sig op mod Lyck. Sammen med Major Engelien valgte han at vige over Lyck-floden mod Raigrod. Da Divisionsstaben, i ly af mørket, ville følge sine tropper over en midlertidig bro over Lyck-floden, blev de beskudt med heftig ild og måtte efterlade krigsmateriel. Den 1. oktober var vejen Grajewo-Lyck udækket og dermed vejen i ryggen på Armeen fri!

Den øverst befalende for den 8. Arme General v. Schubert overvejede den 1. oktober at trække armeen tilbage til Lötzen-Angerapp stillingen. (En stilling som går fra de Masuriske søer ved Lötzen/Angerburg og langs floden Angerapp nord på.) Dette tiltag blev forstærket af meldinger fra Ldw.Div. Goltz og 70. Ldw.Brigade, at de var trukket nord på over rigsgrænsen mod Kallinowen, og at de var udmattede, kamp og bevægelses udygtige og havde mangel på forplejning og ammunition. Også på de andre fronter var man på tilbagetog.

På kortet er troppeplaceringerne og krigshandlingerne fra den 30. september skrevet med markeret skrifttype. Landwehr-Division Goltz (Go.) var på hastigt tilbagetog nord på.

1914-09-27 LIR84 Verstoff gegen den Njemen und Kämpfe bei Augustow-Sulwalki 27.9 und 2.10.1914 - Karte 18

29. september 1914. Levnedsmiddelsituationen – del 2. “Hungersnød udelukket!”

Hejmdal

Er der Fare for Mangel paa Levnedsmidler? (del 2) (Nordsl. Landbrugs- og Mejeri-Tidende)

Et andet Spørgsmaal er saa igen, om den indenrigske dyriske Produktion kan holdes paa sin nuværende Højde, hvis Krigstilstanden varer længe ved? Dette Spørgsmaal kan næppe besvares bekræftende. Den stærke Udvikling af Husdyrbruget, som et gaaet for sig de sidste Aartier, har nemlig ikke kunnet fuldbyrdes uden at tage indførte Foderstoffer i Brug. Det hjemmeavlede Raafoder – Græs og Grønfoder om sommeren, Hø, Halm, Roer og Kartofler til om Vinteren – danner nok det egentlige Grundlag for Fodringen, et Grundlag, som forslaar til at vedligeholde Besætningerne med; men den egentlige Produktion – hvad enten det drejer sig om Kød, Fedt eller Mælk – bliver til for lidt uden Kraftfoder. og af det benyttede Kærnefoder har – saa vidt foreliggende Oplysninger tillader at skønne derom – mindst en Fjerdedel været indført fra Udlandet. Man kan betragte det som givet, at der vil blive holdt stoppet for Tilførsel fra Udlandet, saa længe Krigen varer, henhv. saa længe Tysklands Modstandere formaar at gøre det, saaledes at Rigets Husdyrholdere vil være henvist til at nøjes med, hvad Landet selv kan yde.

Nogen Erstatning kan der skaffes for den manglende Indførsel. Græsset paa Marken vil i Efteraaret blive udnyttet til det yderste, ligesom Affald fra Roer og Kartofler – top – , der ellers næsten udelukkende pløjes ned som Gødning, kan blive brugt til foder. Det vigtigste er imidlertid, at det mægtige Overskud af Sukkerroer naturligvis maa fodres op i den ene eller den anden Skikkelse. Hvis Kartoffelhøsten skulde vise sig at være større end forudset, betyder det ogsaa et ikke uvæsentligt Plus.

En Mangel vil der imidlertid klæbe ved Tysklands samlede Foderforraad til den kommende Vinter; et for ensidigt Indhold af Næringsstoffer. Straafoderet har en naturlig, alsidig Sammensætning. Det sammen kan siges om den hjemmeavlede Sæd, der kan blive tilovers til Besætningerne. Anderledes med de store Masser af Foderroer, Sukkerroer og Kartofler. Det er alt sammen saa afgjort Sukkerfoder, at det kun lader sig opfodre med størst mulig Nyttevirkning, naar det gives sammen med andet Foder af modsat Indhold.

Naar lige undtages Husdyrhold saa uforholdsmæssig store, at de overvejende er baseret paa Opfordring af indkøbt Kraftfoder, saaledes som det navnlig er Tilfældet med de saakaldte “Flæskefabrikker” – dog gælder det ogsaa mangen Bondegaards Svinebesætning – , vil Besætningerne tilnærmelsesvis kunne holdes paa det nuværende Omfang. Man vil maaske som Følge af det Raadighed staaende Foders Mængde og Art blive nødt til at nøjes med en noget mindre Produktion om Vinteren, men at Husdyrholdet skulde komme til at staa over for en Katastrofe, kan ikke indses. Svineholdet maa indskrænkes en hel Del, men den Nødvendigehed stod vi jo i Forvejen over for, idet der netop var Overproduktion af Flæsk. Derimod maa der advares imod at mindske Kvægbesætningerne synderligt. Vi maa huske paa Kvægbesætningernes store Opgave: at udnytte Græsset om Sommeren, Straafoder og Roer om Vinteren. Dertil har vi saa store Besætninger behov, og Holdet af dem skal nok aller blive lønnende. Fordringen til Størrelsen af Køers og Fedekreatureres Ydelse af Mælk og Kød maa foreløbig rykke noget tilbage for Hensynet til Omkostningerne ved Fodringen. Smørret staar ikke i nogen høj Pris. Al Sandsynlighed taler imidlertid for, at det bliver anderledes. Kunstsmørfabrikanten kan komme til at lide Mangel paa Raastoffer; sibirisk Smør kommer ikke ind i Landet; disse Forhold i Forbindelse med, at der i Fredstid var en betydelig Indførsel af Fedtstoffer, lader sig ikke godt forene med vedvarende, lave Smørpriser.

Prisstigninger og Knaphed i de egentlige Kolonialvarer maa i Længden være uundgaaeligt: det samme gælder naturligvis alle Slags Sydfrugt. Kort sagt alt, hvad der skal tilføres fra oversøiske Lande. Det faar imidlertid hjælpe sig, da disse Ting kan undværes. De er ikke virkelige Livsfornødenheder.

Som sagt: En Fare for, at langvarig Krigstilstand skal medføre mangel paa Næringsmidler – for ikke at tale om Hungersnød – maa siges at være helt udelukket. Af saa vigtige Livsfornødenheder som Brød, Kartofter og Sukker er der fra mere end nok indtil stor Overflod. Den dyriske Produktion kan holdes gaaende. Skulde Forholdet udvikle sig saaledes, at Tilførsel af disse Produkter ude fra umuliggøres, medfører det ingenlunde nogen Katastrofe. At Folk kom noget under 100 Pd. med det gennemsnitlige, aarlige Kødforbrug, vilde saa langtfra virke sundhedsskadeligt. Selv om den indenrigske Produktion af dyriske Produkter af Forholdene skulde blive tvungen betydeligt nedad, behøver det langt fra at medføre nogen Nødstilstand. Det kan for øvrigt ikke ske i en Fart. Daa maa Ernæringen ændres noget i vegetarisk Retning. Landets Jord har let ved ar yde Føde nok til dets Indbyggere.

Forbud om Fodring med Rug og Hvede i Danmark. Den danske Regering har udstedt Forbud mod at anvende aftærsket Rug og Hvede, herfra dog undtaget Smaasæd og Frarensning, som ikke egner sig til Brødkorn til Fodring.

Saa længe dette Forbud er i Kraft, skal det ligeledes være forbudt til Spiritusfabrikation at anvende indenlandsk Rug og Hvede, dog at der herfra vil kunne meddeles Dispensation efter Omstændighederne til Anvendelse af indenlandsk Rug i Brødgærfabrikationen.

29. september 1914. Hans Petersen på lyttepost tæt ved den franske stilling

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 29. Sept. 1914. Jeg var paa Lyttepost tæt ovre ved den franske Stilling. Naar man saadan skal snige sig ind paa Fjenden, gaar man ikke og slæber paa Benene, nej, da kan man pænt løfte dem.

Der blev afgivet et Par Geværsalver over til os, jeg kastede mig hurtigt ned paa Maven og troede i første Øjeblik,at de vilde angribe os. Men lidt efter blev alting stille, og saa hørte jeg, at de raslede med Kogekarrene. Aha, tænkte jeg, det er altsaa ved denne Tid, at de henter Mad. Jeg afgav et Skud for at se, om de var borte alle. En halv Snes Skud peb hen over mig. Der var altsaa kun ganske faa Mand tilbage i Graven. Jeg listede tilbage og afgav Beretning om, hvad jeg havde iagttaget.

1914-09-22 Fransk skyttegrav
Fransk skyttegrav

 

28. september 1914. Nyt fra sårede og fangne sønderjyder. “Lige så godt som et kys!”

Hejmdal

Krigsefterretninger fra Nordslesvigere. Udpluk af Feltbreve m.m.

Vi meddelte forleden, at to unge Mænd fra Aabenraa Thorkild Rosenvold og Hans Ries var blevne saarede, og at den sidste tillige var falden i fransk Fangenskab. Der foreligger nu nærmere Efterretninger om dem i følgende Brev fra en Kammerat:

– Jeg har ikke kunne skrive før, thi vi ligger her i en Skyttegrav. Vi har ligget her i 6 Dage og Nætter og kan kun forlade Graven i Mørkningen.

Da vi havde ligget her i to Dage, kom der Ordre til at forlade Skyttegraven, da Fjenden havde trukket sig tilbage. Vi skulde gaa igennem en Skov. Leret og fedtet var det. Vi tabte Forbindelsen baade tilhøjre og til venstre – det var nemlig imidlertid blevet kommanderet Holdt – men da vi ikke havde hørt det, løb vi, en Bataillon stærk, frem af den Vej. Der blev kommanderet “Bajonet paa”, thi der viste sig Franskmænd paa Vejen. Vi raabte Hurra! og stormede frem. Men de fyrede af al Kraft og mange af vore blev saarede.

Her var det, at Hans Ries blev Saaret sammen vor Kompagnifører, Kompagniføreren for 8 Kompagni, to Feltwebler og ca. 30 Mand, som alle senere faldt i fransk Fangenskab. Hans Ries gar faaet to eller tre Skud, et i Benet, et i Armen, det tredje ved jeg ikke nøjagtigt hvor, men han er dog kun let saaret. Han blev foreløbig forbunden af Jakobsen, som er gift med en Datter fra Tandsgaard.

Franskmændene trak sig tilbage, og vi marcherede videre frem, overladende vore Saarede til Sanitetskolonnen, som vi troede kom bagefter os. Det gjorde den imidlertid ikke, da Divisionen havde gjort “Holdt”. Paa Vejen fremad blev vi atter beskudt, men tog dog otte Franskmænd tilfange, som Thorkild Rosenvold blev sat til at vaage over. Vi gik videre frem, men fik saa paa en Gang meget heftig Ild, og først nu blev vi kommanderet tilbage. Th. Rosenvold var paa dette Tidspunkt forrest med sine Fanger, da han fik et Skud i Foden. Han blev imidlertid, da han ellers befandt sig vel, baaret med tilbage. Jeg har desværre hverken talt med ham eller Hans Ries, efter at de var saarede, men de skal nok have det godt efter Omstændighederne.

Jeg slap godt fra denne farlige Ekspedition. Jeg fik kun et Skud gennem min Tornyster, som iturev mine Skjorter, og dem faar jeg nok ligesom utallige af mine Kammerater erstattede med et Par franske Damechemiser, naar vi først slipper ud af vor Skyttegrav.

Vor Batillon havde ved denne natlige Ekspedition været ca. 50 Meter fra den franske Hovedstilling. Adjudanten havde søgt ca. 2 Timer efter os. I kan nok forstaa, at vi var lykkelige, da vi igen var i vor Skyttegrav, men vi savnede desværre 30 af vore Kammerater.

Nu har vi ligget her i Skyttegraven fire Dage siden den Tid. Granater og Shrapnells slaar ned over os og lige ved Siden af os. Det er uhyggeligt, men vi deler Skæbne med mange. Vi haaber, at det er en Del af den afgørende Kamp, som vi befinder os i, haaber alle sammen, at vi igen skal ses med vore Kære i vor Hjemstavn. Men der er sagtens adskillige af os, der endnu maa væde Franskrigs Jord med deres Blod.

— Da jeg havde ligget her i Skyttegraven i fire Dage, fik jeg for tredje Gang Post. Hvilken Glæde det var for mig, forstaar I slet ikke tilfulde. Jeg var lykkelig som et Barn. Chokolade og Cigarer her i en Skyttegrav, hvor man er sjæleglad ved det tørre Brød, hvor man samler hvert enkelte lille Brødkrumme ud af den plørede Lerjord, – Chokolade og Cigarer under sådanne Forhold, det var en Livsoplevelse!

Det er haarde Tider for os alle. Man modnes og bliver lidt af en Mand. Jeg mærker, at det alvorlige og mandhaftige gror frem i mig. Og dog forlader det naive én aldrig. Det bryder frem i et Øjeblik, som da jeg modtog Chokoladen.

— Jeg vil gøre min pligt. Det ligger i Guds Haand, om det skal koste mit Liv. Men jeg haaber med Jer alle sammen, at vi maa ses under gode Forhold.

I Lørdags modtog Maler Brokdorf i Skærbæk et Brev fra sin Søn Laurids, som er med i Felten i Frankrig. Han meddelte, at hans Svoger Nikolai Nicolaisen fra Vestergasse (Thomas Nicolaisens Søn) er falden den 14. September. Laurids Brokdorf havde talt med ham Aftenen i Forvejen, og da havde han været glad og munter, men Dagen efter havde han fundet ham død på Valpladsen.

Denne Efterretning er den første, der er naaet til Skærbæk Sogn om, at nogen er falden her fra Sognet. Derimod er tre fra Skærbæk By bleven saarede og en fra Ullerup.

Sundeved, Mandag.

Haardt saaret. Købmand P. Eriksen fra Snogbæk, som har været med i Frankrig, har faaet et lettere Skud i Armen og et farligt Saar i Benet. Han ligger for Tiden paa et Lasaret i Hamborg.

Af et Feltpostbrev.

Af et Feltpostbrev kan hidsættes følgende: I Gaar fik min Kammeral R. en særlig Hilsen fra sin Kone og to Børn, som bestod i et Par Chokoladekager i en lille Feltpostpakke. Hans Kone havde bidt en Mundfuld af i Midten og et af Børnene ved hver Side, saa man kunde se Tænderne. R. siger, at det maa absolut være lige saa godt som et Kys.

Guderup, Mandag.

Saaret. Kornhandler Chr. C. Schmidt har under Kampene i Nordfrankrig faaet et Skud gennem begge Kinder og er hjempermitteret som Saaret.

Sommersted, mandag.

Falden i Krigen. Ernst Møller, en Søn af Teglværksejer Frits Møller, der var med i Krigen, er falden den 161. September.

Holebøl, Mandag.

Falden i Krigen. Peter Jensen Rossen fra Holebøl Mark er falden i Kampen ved St. Quentin den 29. August. Han blev rigelig 24 Aar gammel.

28. september 1914. Brev og tobak hjemmefra!

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 28. Sept. 1914. Vi havde stærk Artilleriild hele Dagen. — Det kneb at holde Humøret oppe for de stærke Rygere, da de ingen Tobak kunde faa, hvormed de kunde adsprede deres Tanker. De havde rigtignok opfundet en hel Del Erstatninger; men de manglede den rigtige Aroma, sagde de. Først forsøgte de at ryge Hvedeavner, saa tørrede de Kløverblomster, og sidst prøvede de at tørre visne Roeblade i Solen. Nogle blandede ogsaa disse tre Sorter sammen og kaldte det Melange. Men jeg kunde da se paa den megen Spytten og de sure Miner, hvormed de kiggede ned i Pibehovedet, naar de havde taget et Drag, at Melangen ikke var saa god som den, Far plejede at ryge derhjemme.

Jeg fik om Aftenen et Kort hjemmefra, dateret d. 10. Sept. Lidt efter fik hver Mand en Cigar. Det kan nok være, der blev Glæde. Det var helt underligt at sidde nede i den mørke Skyttegrav med korslagte Ben og Ryggen lænet op imod den kolde Lervæg og læse de kære Bogstaver derhjemmefra ved det sparsomme Skin fra den glødende Cigar.

1914-09-17 Tobak
Ild i piben – med tørrede roeblade!

 

28. september 1914. LIR84: Artilleriangrebet på Ossowjez

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed, min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Den 26. september startede beskydningen af fæstningen Ossowjez og den 27. september fortsatte fremrykningen af tropper. Et russisk angreb på venstre flanke mod Grajwo – Augustow vejen blev afvist, men viste tegn på svaghed i geledderne. Op til den 29. september kom 70. Ldw. Brigade som forstærkning. Men situationen var ændret og man afbrød beskydningen af Ossowjez.

Russisk forstærkning fra Lomsha nærmede sig Ldw.Div. Goltz’ højre flanke og General v. Schubert befalede derfor tilbagetræning af belejringsartilleriet. Den 29. om morgenen rykkede flere russiske kolonner op fra Narew mod Schtschutschin. General v. Goltz måtte så dække den højre flanke sydvestlig for Grajewo.

På kortet er troppeplaceringerne og krigshandlingerne fra den 26-29. september skrevet med IKKE markeret skrifttype. Landwehr-Division Goltz (Go.) stod nordvest for byen Ossowejz.

1914-09-27 LIR84 Vorstoss gegen den Njemen und Kämpfe bei Augustow-Sulwalki 27.9 und 2.10.1914 - Karte 18
Angrebet ved Njemen

 

27. september 1914. “Franskmændene kom stormende imod os!”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller

Den 27. Sept. 1914. Det var min Fødselsdag. Det første, jeg saa den Morgen, var, at Franskmændene kom stormende frem imod os. Men vi skød saa hurtigt, vi kunde, og saa vendte de om igen. De var nok kommen i Tanker om noget bedre.

Vi kom kun ud af Skyttegraven om Aftenen, da det var mørkt, og fik lidt varm Mad og noget Brød.

Nu havde vi ligget stille her i over 14 Dage; efter Sigende laa vi over for den stærkeste franske Armé, som bestod af 9 Armékorps; men vi var meget stærkere.

Der var lige kommen den Melding fra højre Fløj, at vi havde taget 1.600 Franskmænd til Fange og erobret 18 Kanoner, og 64 Franskmænd var løbet over og havde fortalt, at de havde ikke haft noget at spise i 4 Dage.

Ja, jeg  troede, at Krigen sikkert snart var forbi. Officererne sagde, at Franskmændene ikke kunde mere. Det maatte være herligt at komme hjem til Flensborg med Sejr. Men hvad mon det saa vilde blive til med Arbejdet i vore Forsamlingshuse?

1914-09-14 Autreches
“Franskmændene kom stormende frem …”

24. september 1914. “Ufredede og navnløse ligger de i fremmed Jord.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren Hans Brodersen begraver venner og fjender

Den 24. Sept. 1914. Jeg blev af Kompagniføreren sendt ud i Skyttegraven igen. Davidson gav mig et halvt Brød, et Stykke Flæsk og et Kogekar fuldt af Sukker med.

Om Aftenen begravede vi mange faldne Franskmænd og en Del af vore egne Kammerater. Til nogle gravede vi en Grav, andre blev blot kastet ovenpaa hinanden ned i Skyttegraven og dækket til med lidt Jord.

Intet Tegn blev sat, saa man kunde se, at der var en Grav, ikke engang et Trækors. Ufredede og navnløse ligger de i fremmed Jord. Syngende bag Ploven vil Landmanden gaa hen over dem.

1914-09-20 Medings_mindetavle
Major Meding, Regiment 86, fik et trækors. Men mange andre blev blot begravet i navnløse massegrave.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

23. september 1914. Landwehr-Division Goltz forbereder angrebet på Ossowjez

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Landwehr-Division Goltz (Go. på kortet) havde fået til opgave at forberede et artilleriangreb på byen Ossowjez. Artilleribeskydningen var planlagt til den 26. september, hvor størstedelen af artilleriet skulle komme med tog fra Königsberg.

Men da 3. Reserve Div., som stod ved Augustow, ikke kunne komme længere frem og 1. Armekorps heller ikke kunne åbne vejen, skulle Ldw.Div. Goltz overføres til 1. Kavaleri-Brigade til beskyttelse af den højre flanke ved Suwalki.

Den 23. september afværgede Ldw.Div. Goltz et angreb fra det russiske kavaleri ved Schtschutschin, så derfor overtog 1. Kavaleri-Brigade sikringen af den højre flanke. Den 24. september overfløj luftskibet ”Z IV” fæstningen Ossowjez og fastslog, at den var fuldstændig omgivet af vand og sump.

1914-09-19 Lage in Ostpreussen am 19.9.1914 - Skizze 11

22. september 1914. Lazarettet: “Hvilken jammer og elendighed!”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 22. Sept. 1914. Jeg havde Feber og Smerter i hele Kroppen og følte mig alvorligt syg. Ved Henvendelse til Kompagniføreren fik jeg efter nogle Indvendinger Lov til at søge Lægen. Han opholdt sig i en Stenhule ved Autriches, og der søgte jeg hen.

Undervejs laa et Par døde Heste og udbredte en uhyggelig Stank. I Byen Autriches blev jeg anholdt af Generalen, som barsk raabte: “Hvad laver De her paa Gaden? Vil De hurtig se at komme ud i Skyttegraven!”

“Jeg er syg, Deres Eksellence.”

“Syg! bruste han op. “De kan dog staa paa Benene. Naar De har været hos Lægen, kommer De hen hos mig og forelægger Lægeattesten, og saa skal jeg nok tage Affære.”

Ja vel, Deres Eksellence!

(fortsætter under billedet)

Regiment 86 001 generalløjtnant von Blottnitz
Generalløjtnant von Blottnitz

Lægen saa mig ind i Munden og talte Pulsslaget. Saa skrev han paa en lille Seddel: Et Par Dages Hvil. Det var ikke meget. Lidt usikker gik jeg til Generalen. Hvad vilde han sige? Tjeneren paa Slottet meldte, at Generalen ikke var hjemme — Gudskelov.

I Audignicourt stod vor Kompagnibagage og Feltkøkkenet; der kunde jeg faa noget varm Mad og maaske den lovede Hvile. Bedst som jeg gik i mine Betragtninger, saa jeg i det ene Hjulspor et stort Stykke Tøj. Hvad mon det var? En Vogn havde flere Gange kørt over det, og det var halvt begravet i Pløre. Da jeg fik det halet op, viste det sig at være en graa Soldaterkappe.

Den var oprevet i den ene Side af en Granatstump, og hele Siden var baade udvendig og indvendig farvet rød af Blod. Jeg blev ubehagelig til Mode ved at se det og vilde gaa videre. Men hvad om jeg anvendte lidt Flid og fik den vasket og istandsat, saa havde jeg atter en Kappe. I Vejgrøften stod der netop lidt Vand. Jeg forsøgte at vaske den. Det gik helt godt, og saa tog jeg den med.

Omtrent midt imellem Byerne Autriches og Audignicourt var der en Stenhule, hvor de haardt saarede blev baaret ind fra Slagmarken. Ved Siden af Hulen var man i Færd med at koge Kaffe. Ilden var lagt mellem to Kampesten, og ovenpaa stod Kedelen. Jeg gav mig i Snak med en af Sygebærerne og fik af ham et Bæger varm Kaffe, som gjorde mig overordentlig godt. Snart drejede jeg den ene Side til Ilden og snart den anden, og ved den Lejlighed fik jeg baade mit Tøj og Kappen tørret.

Inde i Hulen saa det forfærdeligt ud. Hvilken Jammer og Elendighed! Stadig nye saarede blev hentet nede fra Skovkanten. Der havde de nu ligget lemlæstede og uden Hjælp i to Dage og to Nætter i Regn og Blæst siden Angrebet den 20. Sept.

I det ene Hjørne af Hulen i lidt Halm laa fire Mand ved Siden af hinanden. De var opgivet af Lægerne. Man havde kastet et Teltlærred over dem. En sagte Stønnen, en Rallen og med Mellemrum en Krampetrækning viste, at der endnu var en sidste Gnist af Liv tilbage. Snart vilde ogsaa den være slukt. Ingen vidste hvornaar. Ingen saa det.

Regiment 86 009Kirke Audignicourt
Audignicourt. Kirken.

 

22. september 1914. Sådan døde Søren Andresen

Ribe Stiftstidende skriver:

Et feltpostbrev fra en nordslesvigsk gardist

De voldsomme tab, som efter mange samstemmende efterretninger har ramt den preussiske garde under felttoget i Frankrig, har også vist deres virkninger blandt de ikke få nordslesvigere, der gør tjeneste ved dette elitekorps.

Imellem disse var gårdejer Søren Andresen fra Øster Terp, som forleden blev dræbt af en granat. Om denne episode har hans soldaterkammerat, ligeledes en nordslesvigsk gårdejer, berettet følgende til Hejmdals disposition:

”Vi var på marchen i Frankrig. Fjenden var meldt forude; men fægtningen var endnu ikke begyndt. Da slog en fransk granat pludselig ned i vort kompagni. Virkningen var frygtelig. Søren Andresen blev dræbt ved min side. Otte andre af mine kammerater blev hårdt sårede. Blandt dem var gårdejer Branderup af Lunderup Mark ved Rødekro, som blev ramt i hovedet af en granatstump. Min kaptajn gav mig tilladelse til at bære min ven Søren Andresen ind i en nærliggende kirke, og der blev draget omsorg for, at han blev jordet dér. Med Branderup talte jeg, efter at han var forbunden. Han var ved fuld bevidsthed og kunne veksle nogle ord med mig. Aftenen før denne sørgelige tildragelse havde vi alle tre siddet sammen og talt om hjemmet.”

Den dræbte Søren Andresen omtales som en af de danske nordslesvigeres flinkeste og mest lovende unge mænd.

22. september 1914. Overpræsidenten fyret. Sygeplejersker fra Sønderjylland.

Ribe Stiftstidende skriver

Overpræsidentskiftet

Den nu fremkomne meddelelse om overpræsident von Bülows definitive tilbagetræden og remplacering med den alelrede under hr. v. Bülows orlov fungerende hr. v. Moltke, kommenteres i ”Berliner Tageblatt” bl.a. på følgende måde:

”Netop ved den danske grænse er der begået mange fejl. Man må nære den tillid til den nye overpræsident i Slesvig, at han med held må arbejde hen på en udjævning af de naturlige modsætninger i vort nordgrænseland.”

Nordslesvigske Sygeplejersker på krigsskuepladsen

En nordslesvigsk landeværnsmand, som er kommet syg hjem fra lazarettet i Brüssel, fortæller ifølge Hejmdal, at han dér traf frk. Kirstine Boesen fra Skærbæk (i sin tid meget omtalt i anledning af den af hende påbegyndte gymnastikundervisning) og en anden dansk sygeplejerske fra Nordslesvig.

De to unge piger havde begge meldt sig som frivillige ved 9de armékorps, hvor der står mange nordslesvigere.

22. september 1914. “Franskmændene gravede sig ned i respektfuld afstand.”

Af Regiment 86’s historie

Den 22. september blev stillingen fremskudt 1.500 meter indtil vejen Moulin-Autrêches med I bataljon tæt op ad Moulin.

To dage senere gravede franskmanden sig ned i en respektfuld afstand af 800-1.000 meter. Også de følgende dage lod han regimentet uforstyrret.

Krigstordenen trak videre nordpå, hvor der endnu i ugevis blev kæmpet om forlængelse af fløjen, indtil Nordsøen betød stop. Mellem Vogeserne og Noyon stivnede bevægelseskrigen, stillingskrigen tog sin begyndelse.

1914-09-22 Fransk skyttegrav
Fransk skyttegrav

21. september 1914. Skyttegravsliv: “Snart var jeg gennemblødt over hele kroppen.”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 21. Sept. 1914. Om Eftermiddagen gik vi frem til en Dal, satte Tornystrene sammen og gravede en ny Skyttegrav.

Vi blev færdige sent om Aftenen, og da vi kom tilbage til Tornystrene, opdagede jeg til min store Sorg, at min Kappe var bleven stjaalet. Jeg saa ingen anden Udvej end at haabe paa, at Lykken vilde vise mig Vej til en anden.

Fra en nærliggende Mark hentede vi nogle Havreneg og bredte et tyndt Lag Straa ud i Graven til at sove paa. Det regnede ganske forfærdeligt; derfor skulde man skynde sig med at lægge sig ned paa Straaet, saasnart man havde lagt det ned i Graven; thi ellers var det gennemblødt med det samme.

Skyttegraven var hverken saa lang eller bred, at vi kunde faa Plads ved Siden af hinanden. Nogle sad paa Hug og sov med Hovedet hvilende paa Armene, der var lagt over Kors paa Knæene. Flere Steder laa de oven paa hinanden.

Jeg var saa uheldig at komme til at ligge ovenpaa, og dertil kom, at den Mand, jeg laa paa, snorkede saa uhyggeligt, saa det var mig umuligt at falde i Søvn. Det var heller ikke saa sært, at de den Nat havde faaet den Ide, at de alle sammen vilde ligge nedenunder. Der var der baade mere varmt og tørt.

Snart var jeg gennemblødt paa hele Kroppen og begyndte at faa Kuldegysninger og ryste som et Espeløv. Jeg stod op og forsøgte at genvinde Varmen ved at løbe. Afvekslende løb og gik jeg, til det begyndte at dages, men havde endnu ikke faaet Varmen.

Det var en fugtig Begyndelse for de første Reserver, som vi havde faaet forrige Aften.

86ere i en skyttegrav Dreslincourt 1914

20. september 1914: “Hertil og ikke længere!”

Af Regiment 86’s historie:

Den 20. september, kl. 5 om morgenen. Øsende regnvej, det første daggry. Artilleriet fyrer løs med alle kanoner, et ildoverfald på 15 minutter. Et uhyggeligt og samtidig smukt skuespil, når granaterne trækker deres lysende bane i mørket.

Kl. 5.15 træder regimentet an, igen med afladede geværer, den sidste gang med vajende faner.

De første franske skyttegrave bliver indtaget med hurraråb. Videre.

Da bliver II bataljon taget under rasende infanteri- og maskingeværild fra skovhjørnet nord for Autrêches, og der rives huller i skyttekæden. Men endnu lever den gamle angrebsånd. Skovhjørnet bliver indtaget.

Med hurraråb trænger II bataljon ind i den tætte bevoksning. Den er stærkt besat, franskmændene rækker hænderne i vejret og lader sig tage til fange. Da indtræder der en misforståelse. Artilleriet havde i morgengryet ikke kunnet iagttage stormløbet mod skoven. I mellemtiden er det blevet lysere, de ser nu tilfangetagne franskmænd strømme ud af skoven i tætte kæder, tror, at det er et modangreb og tager igen skoven under beskydning. Således går II bataljons fremrykning foreløbigt i stå.

(fortsætter under billedet)

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

Til højre har III bataljon ikke nogen skovbevoksning at forcere og kommer således bedre fremad. Den går gennem en dyb skovslugt og er allerede klatret op på højderne på den anden side, da den kommer under en forfærdelig ild. Forfra, fra højre og fra venstre slår ilden ind i kæderne. Kommandøren, major von Meding, falder med et brystskud og med ham mange af hans tapre folk.

1914-09-20 Medings_mindetavle
Mindetavlen over von Meding

Major von Burstin overtager kommandoen. Det viser sig, at bataljonen er kommet for langt frem. 17. division til højre og II bataljon til venstre er endnu langt tilbage. Det nytter ikke noget, bataljonen må vende om. I march og i god orden går man tilbage og renser så lige skovslugten på tilbagevejen.

De bagved kommende landeværnskompagnier bliver på grund af tilbagemarchen et kort øjeblik grebet af panik. Ved vejen Autrêches-Audignicourt samler bataljonen sig igen til videre fremrykning. I mellemtiden har artilleriet forlagt sin ild fremad, og nu kan også II bataljon igen komme fremad. Sammen rykker de to bataljoner frem.

Hen mod kl. 4 eftermiddag er angrebsmålet, landevejen Autrêches-Moulin, nået og dertil endda landevejen til Vic. Da kommer regimentet for anden gang under sin egen artilleriild. Det må gå lidt tilbage og graver sig ned bag vejen Ticlet-Baut de Vaux med front mod sydvest.

Dagen var utvivlsomt en succes. Angrebsmålet var nået. 519 tilfangetagne, et felttegn (fane) og to maskingeværer var dagens bytte.

Fjenden havde følt den tyske angrebsånds ubrudte styrke; hans illusion om at kunne forfølge den modstander, han havde anset for at være slået, helt til den tyske grænse og længere var grundigt bristet.

Hertil og ikke længere! Dermed måtte han fra nu af affinde sig.

Men succesen var dyrekøbt. 3 officerer og 90 mand var døde, 5 officerer og 174 mand sårede, 142 savnede. Regimentets kampkraft var stærk decimeret. Mangt et kompagni var skrumpet til en tredjedel og en fjerdedel af sin kampkraft. Manglen på førere nødvendiggjorde en yderligere sammenlægning til 5 kompagnier.

20. september 1914. “Med fældede Bajonetter stormede vi lige imod de hvislende Kugler.”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 20. Sept. 1914. Om Morgenen Kl . 4.30 gennembrød et drønende Kanonskud Nattens Stilhed. Det var Tegnet til, at vi skulde gaa frem til Angreb over hele Linien. Lidt beklemte om Hjertet pakkede vi vore Sager og steg tavse og stille op af Skyttegraven.

Man hørte kun dæmpet Kommando; det lyder saa unaturligt med den hvasse, hviskende Tone. — Saa gik det fremad imod Fjenden ned over Markerne ud i Mørket. Det gjaldt om, at vi kom ham saa nær ind paa Livet som muligt, førend han opdagede os.

Før vi begyndte at gaa fremad, skulde vi sætte Bajonetten paa og tage alle Patroner ud af Geværet, for at ikke en eller anden skulde forraade os ved at skyde af Angst.

Jeg syntes, det var saa uhyggeligt ikke at have en Kugle i Løbet til at værge sig med, og saa var det langt frygteligere at skulle bruge Bajonetten, denne lange, blanke, kolde Kniv paa Enden af Geværet, end at skyde en Kugle. Herved kom man dog ikke til at røre ved sin Modstander.

Vi gik sagte uden at tale eller hoste og undgik omhyggeligt at lave Støj. Pludselig fik vi en rasende Ild. Vi var opdagede.

Tusinder af smaa Lynglimt blinkede dernede fra Skoven, og ligesaa mange Kugler for op imod os. Vi kastede os et Øjeblik ned paa Jorden for at samle Kræfter.

Saa sprang vi op med et brølende Hurra, og med fældede Bajonetter stormede vi lige imod de hvislende Kugler.

De sidste 50 Meter faldt der mange. Nogle standsede med et Ryk i Farten, udstødte et Skrig eller en Ed og styrtede bagover. Andre døde, mens de løb; de styrtede stive ned paa Ansigtet uden at give en Lyd fra sig.

Da vi kom Fjenderne nær ind paa Livet, overgav de fleste sig. Dem, der flygtede, forfulgte vi.

Nede i Dalen maatte vi standse lidt; thi ellers var vi løbet ind i vor egen Artilleriild. Saa af Sted igen op over Højen. Her kom vor Kompagnifører med 5 Franskmænd, som han havde taget til Fange alene. Imidlertid var Forbindelsen gaaet tabt baade til højre og venstre. Saa lagde vi os ned paa Jorden en Time og afventede, hvad der vilde ske. Det regnede og var koldt, saa Tænderne klaprede i Munden paa os.

Kompagniføreren gav saa Ordre til at gaa tilbage, for at vi ikke skulde blive indesluttet. Ret langt var vi ikke kommen tilbage, førend vi ganske rigtig fik en heftig Ild fra venstre. “Sektionen paa venstre Fløj skal tage Stilling og opholde Fjenden med Geværild, mens Resten af Kompagniet gaar tilbage,” lød Kommandoen.

En Mand af Sektionen traadte ud og vilde gaa med Kompagniet tilbage; men Kompagniføreren for hen imod ham og raabte: “Forstod De ikke?” “Jo,” sagde han; “men jeg hører ikke til dette Kompagni.”

“De bliver her,” sagde Kompagniføreren skarpt og pegede hen paa Sektionen, som havde formeret sig til Skyttekæde og taget Dækning. Manden lagde sig ned ved min højre Side. Jeg hørte straks paa hans Sprog, at han var Sønderjyde; men nu var der ikke Tid til Spørgsmaal.

Franskmændene havde taget omhyggeligt Sigte paa os og skød meget voldsomt. Men vi kunde ingen Modstandere se; jeg spurgte til venstre og højre; men ingen kunde se nogen. Jeg fik flere Kugler saa nær ved Ansigtet, saa jeg mærkede et lille Vindpust paa Kinden. En underlig dump Lyd naaede mit Øre. I det samme saa jeg Sønderjyden ved min højre Side vælte sig om paa Ryggen og strække Arme og Ben stive ud fra sig. Jeg kravlede derhen for om muligt at hjælpe ham. Han var bleven ramt af en Kugle, som var gaaet ind i Skulderen og ned i Brystet. Jeg spurgte, hvad han hed; men han aabnede kun Munden et Par Gange uden at faa en Lyd frem. Saa blev han fuldstændig blaa i Hovedet, rullede vildt til alle Sider med Øjnene, udstødte en dyb, rallende Lyd nede fra Halsen og var død.

Jeg kommanderede Hurtigild, og vi afgav paa et Par Minutter hver en Snes Skud. Det gav lidt Standsning i den fjendtlige Ild, og saa satte vi i Løb bag efter Kompagniet; men nu fik vi først rigtig Ild, ikke alene bagfra, men ogsaa fra begge Sider, især fra højre. Vi var fuldstændig indesluttet paa tre Sider, og hvis de bare havde turdet komme frem af Skoven, kunde de med største Lethed have taget os til Fange. Men de var nu engang bleven bange for os, og derfor vilde de hellere have os lidt paa Afstand.

Kuglerne suste med et Klask rundt omkring mig ned i den af Regnen opblødte Jord. Jeg kastede mig ned ved Siden af en død Franskmand for at hvile mig lidt; der havde jeg dog lidt Dækning fra højre. Da begyndte vort Artilleri at beskyde Skovkanten. Det gav Franskmændene lidt andet at tænke paa, saa vi kunde fortsætte vort Tilbagetog lidt mere ugeneret.

Næppe sagtnedes den fjendtlige Ild, saa begyndte et Par af os at gennemsøge de faldne Franskmænds Tornystre. Der fandt vi Tobak, Cigaretter og Hvedebrød, som vi tog med. Vi var kun 5 tilbage af Sektionen, de andre tre var falden.

Der laa mange døde Tyskere, Franskmænd og Negre imellem hinanden. Jeg lagde Mærke til, at næsten alle Tyskere laa paa Ryggen med knyttede Hænder. Alle Franskmænd derimod laa paa Maven med Panden hvilende paa Overfladen af den ene Haand. De var næsten alle ramt i Ansigtet, hvorunder der laa en sort, størknet Blodpøl.

Her laa Vicefeldwebel Zikel død, sammenkrummet. Med begge Hænder havde han krampagtigt grebet om den over Skulderen slængte, sammenrullede Kappe, som om han i sit sidste Øjeblik vilde befri sig fra en Byrde. Majoren fra 3. Bataillon laa ogsaa død i Nærheden.

Jeg kom til den Skyttegrav, som vi forlod om Morgenen. Her satte jeg mig ned for at samle Tankerne. Jeg var træt, og Nerverne dirrede. For at berolige mig begyndte jeg at spise Resten af min Middagsmad, Rissuppe, som jeg havde levnet fra Dagen forud. Vi kunde jo aldrig vide sikkert, hvor naar det gav noget igen. Efterhaanden samledes en Del Mandskab bag Halmstakken, hvor jeg ogsaa gik hen.

Vort Artilleri skulde forandre Stilling og kørte op i fuld Firspring. “Nu skal I bare se,” sagde Fanebæreren, som stod lige ved mig; “naar Franskmanden opdager dem, saa faar vi Theater.” Han havde kun lige udtalt det, saa eksploderede en Granat 20 Meter foran dem. De fleste Artillerister bøjede Overkroppen frem for at gøre sig saa smaa som muligt. Befalingsmændene derimod rettede sig endnu mere i Sadelen. Ranke med aabne Øjne og alle Sener spændte sad de der som Statuer. Jeg misundte dem i det Øjeblik.

Vi gik frem for at hjælpe Artilleristerne med at grave Kanonerne ned. Der blev opkastet en solid Jordvold ved de 3 Sider; men før vi blev helt færdige, fik vi Ordre til at gaa et Par Hundrede Meter frem og grave en ny Skyttegrav.

Tysk artilleri
Tysk artilleri under beskydning

19. september 1914. ”Landwehr-Division Goltz på russisk jord”.

Af Allan Otto Wagner

LIR84 – LANDWEHR INFANTERIE REGIMENT NR. 84 –”Landwehr-Division Goltz på russisk jord”.

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

8. Armées enheder var fordelt fra nord til syd langs grænsen til Rusland. Nordligst lå Ldw.Div. Königsberg ved byen Schirwindl, 1. Reservekorps med 1. og 36 Reserve Division lå ved byen Wirballen, 1. Armekorps var rykket ind på russisk jord nordøst for Romint. Heide, 1. Kavaleri Division var ligeledes på russisk jord ved Suwalki, mens 3. Reserve Div. stod ved Augustow vest for Augustower skovene.

Ldw.Div. Goltz (Go. på kortet) stod sydligst og overskred grænsen fra Lyck mod Ossowjez den 17-19. september. Man viste, at Ossowjez fæstningen for nylig var blevet fornyet, og at den lå ved floden Bobr og havde en del sumpe og søer som beskyttelse foran sig. Ldw.Div. Goltz ved Generalleutant Freiherr von der Goltz’s opgave var, at forberede et forstående artilleribeskydning fæstningen og efterfølgende at indtage den.

1914-09-19 Lage in Ostpreussen am 19.9.1914 - Skizze 11

 

19. september 1914. Ordre til modangreb

Af Regiment 86’s historie:

Den 19. september kom der en almen angrebsbefaling til den 20. september. Stillingen skulle forbedres, og linjen skulle fremrykkes til landevejen Autrêches-Moulin.

Følgende blev bestemt: III. og II bataljon i forreste linje og i deres enhed de to sammenlagte kompagnier fra I bataljon. Bagved igen 2 kompagnier landeværn 53 under major von Burstin. Til højre 17. division, til venstre 36. infanteribrigade med infanteriregiment 85.

09 Marchkort til Moulin mindre

18. september 1914. Brev fra Jeppe Østergaard på Østfronten.

Szeldkehmen, 18.9.1914.

Vi er for tiden i kvarter i en lille dejlig, fredelig landsby, men her er ikke stort at få. Russerne har ikke været her, men befolkningen har levet som flygtninge i et par uger. Her er derfor ikke meget at få til købs, men en flaske vin fik jeg opdrevet i morges, som jeg delte med to kammerater. Et par pandekager og et par æg har vi også fået for gode ord og betaling.

Det er en prægtig befolkning, som gir os alt, når bare den kan, men et tusind hungrige soldater i indkvartering for flere dage og uforberedt er ikke så lige til. Vor ulykke er, at vi hele tiden har måttet følge efter russerne, og de har intet levnet.

Forplejningen har gået forholdsvis godt, men man kan naturligvis ikke føre forplejningskolonnerne direkte i ildlinjen. Man må da holde hus med sine sager, og jeg har hidtil ingen mangel lidt.

En lykke, at vejret næsten hele tiden har været udmærket, en stor lykke for os. I dag regner det på kraft, men vi sidder i en trælade og kan døje den. En seng har jeg ikke haft siden Wornditt, veed næppe mere, hvad en seng er, men derimod har jeg en ganske klar forestilling om, hvordan man sover i mantel, indsvøbt i telttøjet, med stjernehimlen over sig. Det kan være ret koldt, og det hænder, at man tager sig en løbetur om natten. Men ellers sover man fortrinligt efter anstrengelserne, ja, så snart man undervejs har en rast og kan lægge sig ned, sover man trygt.

Det går os som Agnete og havmanden: „Han stopped hendes øren, han lukked hendes mund“. Således sløves vort øje og døves vort sind af de svære marche og den elendighed, vi må være vidne til. Sålænge man endnu kan rette sig op, skubbe tornistren lidt og lade blikket glide frit ud over egnen, da går det endnu, men kan man ikke mere det, er det ved enden med kraften.

I morgen den 19. om morgenen kl. 5 vilde vi under normale forhold have forladt Danzig og snart være i jer midte. Men bedre, at krigen kom nu end senere. I hvor gærne jeg end vilde, kan jeg ikke tro på en hurtig fred. Stort før Jul kommer den næppe. De ældre årgange vil da kunne holde fest i hjemmet, mens vi nok får blive i det fremmede. — —   Gid din drøm måtte gå i opfyldelse!

Jeg synes selv at ha en bestemt følelse af, at det nok skal gå mig godt …

00020X13555

18. september 1914. Livsfarlig malkning.

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Stadig haard Granatild.

Nis Clausen og Andr. Andresen fik hos Kompagniføreren Lov at malke en Ko, som gik omkring ved Skyttegraven. Da de havde 3 Kogekar fulde, sneg de sig forsigtigt tilbage til Skyttegraven; men næppe var de ved Nedgangen, saa styrtede Nis om, ramt af en Kugle, som var gaaet gennem Hjælmen og havde saaret ham lige over Panden.

Jeg blev helt uhyggelig til Mode ved at se ham styrte om, og jeg troede straks, at han var død; men heldigvis var Saaret ikke saa dybt. Saa blev han forbundet og ført tilbage om Aftenen.

1914-09-18 Malkende_soldat
86’er malker en ko på vestfronten

17. september 1914. De sønderjyske blade under skarp censur.

Ribe Stiftstidende gik for at være det mest velinformerede blad nord for Kongeåen:

Sønderjylland og Krigen

Som af os bebudet er der nu på flere steder – måske endog de fleste – langs grænsen sket lettelser i den af Tyskland siden krigstilstandens indtræden påbudte grænsespærring, og forbindelsen mellem grænseegnenes forgår nu de fleste steder uden alt for store bryderier, selvom der naturligvis må iagttages visse formaliteter.

I kystdistrikterne opretholdes endnu forbud mod at tænde lys om aftenen og mod at færdes på landevejene efter kl. 9, medens det synes, som om det er hævet for den midterste del af landet.

Som bekendt udkommer de dansk-nordslesvigske blade atter, men under censur. Og censuren er skarp, kan man se Bladene må kun optage stof vedrørende krigen i en af de såkaldte militære prøvelseskontor i Berlin godkendt form. Dette gælder for øvrigt ikke blot danske, men også tyske blade, hvis telegrammer fra krigsskuepladserne af de militære myndigheder redigeres gennem de officielle Wolffske Bureau og gennem en række særlig anerkendte korrespondenter, blandt hvilke rigsdagsmand Erzberger i Berlin indtager en fremskudt plads.

Denne måde at redigere på bereder for danske ikke så få overraskelser. Man kan således se blade som Flensborg Avis og Hejmdal indlede meddelelser om krigen med bemærkninger som f.eks. ”Den engelske løgnemelding om Leuwen”, ”Tyskfjendtlige løgneefterretninger” og lignende – udtryk, som man ikke er vant til at finde i disse blade. Imidlertid, bladene må tage meddelelserne nøjagtig i den form, de tilflyder dem, hvis de ikke vil udsætte sig for atter at blive standset i udgivelsen. Vi skylder dog sandheden at tilføje, at en lignende strenghed vises over for de tyske blade. Et tysk blad havde således flyttet et komma i et af de Wolffske Telegrammer, hvorved meningen forandredes noget – det straffedes med, at Bladets udgivelse blev suspenderet for en dag. Et andet tysk blad, ”Kölnische Volkszeitung”, havde optaget en lille notits af selvstændig natur, der ikke passede myndighederne, og udgivelsen blev suspenderet i to dage!

Mærkeligt er det at se blade som ”Modersmaalet” og ”Dannevirke” i den danske tekst bruge tyske stedbetegnelser som ”Nordschleswig”, ”Apenrade”, ”Hadersleben” osv. Det er ingen hemmelighed, at der ikke ligger aktive tropper i Nordslesvig, medens der derimod efterhånden samles forholdsvis mange landeværnstropper i Angel og egnen omkring Flensborg og Itzehoe, antagelig for derfra at afgå til en af krigsskuepladserne.

Forholdene er i det hele så rolige i grænsegnene, at man burde kunne være fri for nervøse, sensationelle rygter, der før har drevet luftskibe og flyvemaskiner herop i nærheden.