Alle indlæg af Rene Rasmussen

28. oktober 1914. Skyttegrave gøres vinterklar

Af Füsilierregiment 86’s historie:

Så gav det ellers arbejde i massevis. Løbegraven var knap i brysthøjde. Pigtråd var der så godt som ingenting af. Ingen dækningsrum, kun de førnævnte kaninhuller. Disse duede i længden ikke til noget. Vinteren stod for døren, og i den anden halvdel af oktober satte det ind med rigelig regn.

Således gik man i gang med de første dækningsrum. De blev gravet oppefra og var beregnet for 2 til 4 mand. Over det firkantede hul blev der lagt bjælker og brædder, som dels stammede fra sønderskudte huse i Pimprez og Dreslincourt, dels blev fældet af reservekompagnierne. Et jordlag på ca. ½ m gjorde på ingen måde disse ”bunkers” bombesikre.

De ubeklædte lervægge holdt i første omgang. De blev ganske hjemligt tapetseret med billeder af Hindenburg og andre hærførere, farvede sider af ”Jugend” samt af ”Lustige Blätter”. En konservesdåse eller et granathylster med de sidste blomster prangede på et lille bord.

Dannelseshungrende krigsfrivillige oprettede et lille bibliotek, som de havde raget ud af ruinerne af det nedbrændte slot i Dreslincourt. Navnlig skyttegravene foran denne landsby, som indbyggerne næsten helt havde rømmet, bød på slet ikke så lidt komfort.

Det var endda lykkedes en musikbegejstret krigsfrivillig sammen med sine kammerater at slæbe et klaver ned i dækningsrummet. En forslidt raslekasse – de franske klaverer duede for det meste slet ikke – lød her dejligere end det fineste Bechstein-flygel. Det gav dejlig aftenunderholdning med talrigt publikum, som det tilgrænsende stykke løbegrav slet ikke kunne rumme.

Desværre blev sådan en underholdningsidyl snart grusomt formørket. Regnen satte ind, og nu begyndte de berygtede utætheder. Det havde man ikke tænkt på. Tagpap fandtes der kun lidt af. Derfor blev der udspændt et regnslag under loftet, og på det dybeste sted fæstnede man kunstfærdigt et kogekar, som skulle opfange de stadigt faldende dråber, men som jo også med regelmæssige intervaller skulle tømmes.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en primitiv skyttegrav ved Moulin

 

27. oktober 1914. Regimentets nye stilling

Af Füsilierregiment 86’s historie:

Regimentets nye stilling begyndte på højre fløj i en skov, der kronede Oise-dalens vestlige højder, strakte sig langs med Dreslincourts sydvestrand, løb i sydøstlig retning gennem Oises brede og smukke engdrag og lagde sig foran landsbyen Pimprez med sin venstre fløj op ad Oise og dens ledsagende kanal.

Landskabet var smukt, egnen frugtbar, landsbyerne gjorde et velhavende og komfortabelt indtryk. De tre bataljoners stillinger var ret forskelligartede. Den højre fløj, som I bataljon tog sig af, lå i skoven på bakken ved Dreslincourt.

Bataljonen logerede i en af de store kalkhuler, som hyppigt forekommer på den egn, den sikrede sig ved stærke vagtenheder, der på deres side igen fremskød underofficersposter og dobbeltposter. Forbindelsespatruljer sneg sig gennem den tætte skov inden for vagtpostkæden. Med korte intervaller blev feltvagterne afløst og gik så til ro i hulen. Denne blev særligt om aftenen lyst svagt og spøgelsesagtigt op med hundreder af stearinlys, et ukendt syn for sønnerne af det nordtyske lavland og fuld af sælsom eventyrromantik.

Også skoven var af en egenartet skønhed, stedvis uigennemtrængelig, afbrudt af stejle slugter og lange kedelformede indhug af underjordiske kalkhuler. Et af disse romantiske steder ragede en stor rovfuglerede op, båret af flere natursøjler, som et grotesk tempel fra hedningetiden.

Selve Dreslincourt blev holdt af III bataljon. II bataljon spærrede Oise-dalen bag ved en lille bæk, der flød ud i Oise, og sikrede med sin venstre fløj Pimprez. Her var der fremskudt stærke feltvagtenheder til ledvogterhuset ved banedæmningen på strækningen Noyon-Paris, og det samme i kratskoven umiddelbart ved Oise. Regimentsstaben lå i Chiry.

Franskmanden syntes endnu ikke at have gennemgående skyttegrave.

Han lå om dagen 800-1000 meter borte i Ribécourt, førte om natten feltvagter og poster frem og besatte små stykker skyttegrave.

Regiment 86 015 Moulin indgang til hulen
Regiment 86 ved Moulin: Indgang til kalkhulen.

27. oktober 1914. Peter Østergaard efterlades i Slesvig by.

Peter Østergaard fra Stursbøl, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt 26. oktober 1914, er mødt hos Regiment 84 på kasernen i Slesvig by. Her skal han gennemgå uddannelsen som soldat. Peter Østergaard var privat indkvarteret sammen med flere andre sønderjyder, bl.a. Mikael Steffensen. Hans kammerater rejste til fronten den 27. oktober, men selv blev han tilbage i byen pga. sygdom.

— Ja, så rejste de i middags, og nu er jeg ene tilbage. Der er dog heldigvis endnu en del danskere, men mine bedste kammerater er borte.

Vi er nu kun ca. 30 mand tilbage i kompagniet, men det bliver tilfyldt en af dagene fra rekrutskolen, så vi igen er fuldtallige. Der er bestilt tøj til 250 mand til den næste transport.

Hvornår den bliver færdig til at komme af sted, veed jeg ikke, men forhåbentlig varer det lidt, for jeg vilde nødig holde jul i felten, og det må vel regnes for sikkert, at næste gang er der intet uden om, da må man med, hvis man da ikke som denne gang bliver syg. Ja, vi håber, at han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper også nok herefter.

Michael Steffensen fik mit nye testamente med. Vil I derfor ikke købe et til mig en gang med det første og sende mig. Det skal jo være et, der fylder så lidt som mulig. Ja, I må undskylde, at jeg ikke har mere papir i øjeblikket. Mikael Steffensen fik også dette med.

 

26. oktober 1914. Jeppe Østergaard er død: “Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Slutningen af Jeppes Østergårds sidste brev den 25. oktober blev skrevet på godset Kobylin, der ligger ca. 25 km sydvest for Skiernewice. Her forskansede grenaderregimentet sig i løbet af søndagen den 25. oktober. Jeppe Østergaard var “Gefechtsordonnanz”, dvs. han skulle bringe meldinger fra bataillonsstaben ud til kompagniet. Det var en meget farlig post.

Mandag morgen den 26. oktober blev den tyske stilling voldsomt angrebet af russerne, og især blev artilleriet på venstre fløj hårdt trængt. Der var tæt tåge over egnen, og det gjorde kampen endnu mere uhyggelig. Første og andet kompagni af grenaderregimentet lå i skyttegrave på en lille forhøjning i jordsmonnet. Der blev snart givet ordre til, at de to kompagnier skulle trække sig ud af skyttegraven og rykke artilleriet til hjælp og forstærke fløjen, og “Gefechtsordonnanzerne” måtte afsted med meldingen. Det var de to nordslesvigere, Jeppe Østergård fra 2. kompagni og Jørgen Asmussen fra 1. kompagni. Den sidste fortæller i et brev, dateret den 10. januar 1915 om, hvad der videre skete:

Vi gik sammen bort. Hans kompagni lå betydelig videre borte end mit. Der var en heftig geværild fra fjendens side, så kuglerne peb os tæt om ørerne.

Til mit kompagni kom vi begge i god behold. Jeppe måtte jo så videre. Vel omtrent 30 skridt fra mig seer jeg ham falde. Jeg vilde ile derhen, men det var mig på grund af den tiltagende geværild ikke muligt. Endnu i aften ligger jeg sammen med den sygebærer fra vort kompagni, som forbandt ham. Han udtaler, at Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig. I samme nu faldt han til jorden, idet han råbte: “Kammerater, hjælp mig!”

Sygebæreren har straks taget ham ned i skyttegraven, revet hans klæder op og forbundet ham. Men han kom desværre ikke mere til bevidsthed. Han levede 6-7 minutter, så udåndede han. . . . Da aftenstunden frembrød, blev han jordet i en fællesgrav sammen med hans Hauptmann, som faldt samme dag. De ligger i en smuk have ved et stort gods, som lå der i nærheden. Det var mig en tung gang denne aften at følge ham, min kæreste ven, jeg nogensinde har haft, til graven. Vi bad en stille bøn ved graven, og derpå jordedes han.

Brevene og dagbøgerne er udgivet af Marius C. Skar: “To faldne brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig”, Kolding , 1931. Læs den her: To_Faldne_Brødre_Østergård

1914-10-polsk landsby

25. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “Russerne er os talmæssigt knugende overlegne.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

25.10-1914.

Det er nu tredje gang, jeg tager fat på dette brev. Vi befinder os nu en 40 km sydvest for Skiernewice og går næppe videre tilbage. Herfra vil der snart spørges nyt.

Alt indrettes på et virksomt forsvar, da russerne talmæssigt er os knugende overlegne. Skønt det er søndag, har kanonerne alt begyndt deres frygtelige virksomhed. I det hele taget har søndag hidtil aldrig bragt os noget godt eller en smule hvile. Netop søndagen nærer vi en grundet mistillid til.

En lille undtagelse dannede for os den 18. ds. Mens af regimentet to bataljoner lå i skyttegrave, lå 1. bataljon bagved i reserve og til dækning af det svære saksiske artilleri. Der lå vi hele eftermiddagen i det dejligste oktobervejr, mens artilleriet fyrede, og russerne svarede i salvevis, men alle kugler eksploderede på 100 meters afstand.

Margrethe sendte mig Peters adresse og skrev, at han var afrejst til Frankrig. I brevet af 14. skriver I, at han sammen med Michael Steffensen har logi hos en dansktalende familie i Slesvig. Foreløbig er han altså ikke med. Flere gange har jeg skrevet til ham, men da hans adresse veksler så ofte, har han næppe fået noget deraf.

Tysklands sager står nok ikke nær så glimrende, som de i sin tid tegnede. Her har vi dog ikke trukket os tilbage som en slået hær, men kun af taktiske grunde. Russerne havde, sagde man, 15 armékorps samlet i Warschau, og skulde vi med 5 armékorps have løbet stormløb mod en 1. klasses fæstning, var vi forblødte.

Rigtignok må vi ikke glemme, at de beretninger, vi får i hænde, er ensidige, og at vor snævre horisont ikke giver rum til et samlet overblik. Jeg tvivler derfor ikke om, at mænd som oberst L. med indsigt i mangfoldige forhold nærmere rammer sømmet på hovedet end jeg.

Her, hvor jeg skriver, er halvmørke, så læsningen vil måske volde vanskeligheder. Stykkevis som det er skrevet, bør det måske også læses for at skåne øjnene for overarbejde. Men så snart tiden tillader mig det, skal I få et bedre skrevet og lettere læseligt brev.

I bedes hilse P. Skau, Windfeldts, Ankersens, Dagmar, Anna og andre, som sender mig en venlig tanke. Hans J. Andresen talte jeg med i går. Han var i bedste velgående. Det samme er tilfældet med mig. Nå, hvem der får sådanne pakker, som I sender mig, må vel kunne døje noget. Dog een eneste tanke, som ofte kommer frem i ord, behersker alle: fred! fred! Hvornår har dette her en ende?

Men kærlige hilsner og tanker besjælet af et gensynshåb sender jer

Eders Jeppe.

Warszawa oktober-november-1914

25. oktober 1914. Hemming Skov: “Den russiske dampvalse rullede ind over Tyskland.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.

Pludselig den 25. Oktober under den megen Raslen tilbage skulde vi afgive Patroner til Kompagnierne, før vi hastede videre. Vi havde sikkert opnaaet at være uheldig og skulde være ”Nachhut”.

Regimentet graver sig ned og holder Stillingen til den 27. om Aftenen; og det var den sidste Modstand for vort Vedkommende paa hin Warszawa-Tur. Fra nu af foregik Retræten helt til den tyske Grænse uden at gøre Front mod Forfølgerne.

At bemægtige sig Warszawa ved en ”Handstreich”, et dristigt anlagt Overrumplingsforsøg, mislykkedes. — Der skal da have været 15 russ. Armekorps samlet omkring Warszawa, og Tyskerne med omkring ved 5 Armekorps vilde være forblødt, om der var blevet fortsat.

Vor Brigade-Kommandør, Generalmajor v. Hahn hev sig, — som vel flere andre — ved dette Foretagende Jernkorset af 1.Kl. Men flest var nok de, der ,,erhvervede” et Træskors.

Men i disse Dage var Tyskerne og Østrigerne altsaa paa Vej hjem over hele Linien med en russisk Hær paa 40 Armekorps i Hælene, og mod Vest udmaledes, hvorledes, den russiske Dampvalse” nu rullede ind over det til Undergang viede Tyskland. Resultatet blev langt under Forventning.

EasternFront1914b

24. oktober 1914. Brev fra Jeppe Østergård: “Vi var 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene.”

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Jeppe Østergaard påbegyndte dette brev den 23. 10. 1914

24.10 1914.

(fortsat) Når tiden tillader det, laver vi os selv de rareste retter mad, hvorved kartofler spiller hovedrollen. Æg hænder det jo også, at man kan opdrive, og har vi meget god tid, går vi ikke af vejen for en gås. Af gæs findes her en mængde, og man køber store, dejlige dyr for to mark.

Jøderne, som i byerne behersker handelsstanden, men forøvrigt er et meget utiltalende folk, har benyttet de urolige tider til at afkøbe de uvidende bønder deres gæs til 1 mark a 1,50. På lignende måde har de handlet med andre landbrugsprodukter, så intet under, at forbitrelsen mod disse blodsugere er stor.

Fra Blonie skrev jeg et kort, men mit sidste brev var fra Radow. I denne by, som vi næsten fik uden kamp, marcherede vi ind med musik i spidsen. Udmarchen og nordpå gik også med fuld musik, og 2. komp. var så heldig at følge umiddelbart bagefter, så vi nød tonerne i fuldt mål. Var det end ikke hjemlandstoner, så var det dog kendte melodier, og den klangfulde og kraftige musik var velgørende og opmuntrende. Musikken fulgte os i flere dage, indtil den 9. kanoner og geværer lod andre lyde nå vort øre.

Den 11. kom en uhyggelig fægtning i skoven. I skriver, at regimenterne i Frankrig har lidt store tab. Det er jo desværre sandt, og det føles hjemme stærkest, da næsten alle mandskaber er dernede, mens her i Polen kun findes de enkelte, der ved tidernes ugunst blev kastet hen i denne østlige afkrog for at aftjene værnepligten.

Skønt det store hovedslag endnu ikke har fundet sted, har vort regiment dog alt mistet mellem 3/6 og 2/3 af de oprindelige mandskaber. Andet komp. drog ud med 250 mand, men af dem er 150 sårede, savnede eller døde, foruden et mindre antal letsårede, der nu atter er med i rækkerne. Ved maskingeværkompagniet findes ingen officerer, kun 3 underofficerer og en 30 mand af den gamle garde. Tre gange er de slåede huller bleven udfyldte, så talmæssigt forbliver vi som før.

Vi var ved andet komp. 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene. Een er som hornist kommen til 4. komp., Nis Rasch er som tjener fulgt sin overløjtnant til 6. komp., Avisius fra Haderslev er savnet siden August, Soli fra Vojens er såret, og Nis Fuglsang er falden. Ham har jeg haft som stuekammerat et helt år, og fra vi forlod Østprøjsen, har vi gået sammen i rækken og delt mangt og meget…. I Nis mistede jeg en trofast og kær kammerat.

Alle dem, jeg satte pris på i komp., er næsten borte, og siden jeg er bleven den eneste nordslesviger, føler jeg mig ene og som andensted henhørende.

En erstatning har jeg fundet i Jørgen Asmussen fra 1. komp., som også er “Gefechtsordonnanz”, og med hvem jeg under disse stadige kampe ofte er sammen. Den 11., 16., 19. og 23. ds. har vi været i ilden og foruden det et par gange været udsat for artilleriild; men den nervøsitet, som i førstningen gjorde sig gældende, kendes ikke mere.

1914-10-Polske jøder
Polske jøder

 

23. oktober 1914. Feltpost fra Otto Theodor Wagner.

Af Allan Otto Wagner

Min oldefar Otto Theodor Wagner fra det slesvigske 84. Landwehrs Regiment – en enhed under Landwehr Division Jakobi og den 8. arme – var i starten af krigen udstationeret på den østlige krigsskueplads i Østpreussen. I løbet af krigen sender han breve, foto og feldpostkort hjem til bl.a. hans kone Mathilde og hans to børn Martha og Otto (min farfar) i Flensborg.

Breve og fotos publiceres løbende på Otto Theodor Wagners egen side her på hjemmesiden.

23. oktober 1914. På æbleskud på skudhold af “Frands”.

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 23. Oktober 1914.

Om Morgenen, mens Taagen laa tæt over Dalen, var jeg ude ved Roemarken for at hente mig en lille Sæk fuld af de dejlige Æbler. Jeg turde ikke ryste Træet, for at det ikke skulde høres ovre hos »Frands« — det var Yndlingsbenævnelsen for Franskmændene.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

23. oktober 1914. Feltpost fra Jeppe Østergaard: “Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 23.10-1914.

I går af gik alle kolonner mod sydvest, efternølerne i dag. 1. og 2. bataljon, en bataljon 128, maskingeværkomp. og een afdeling artilleri skal opholde russernes fremtrængen og sikre tilbagetoget. En del lå natten over i skyttegrave, og om morgenen gik vi frem mod øst. En mils vej ude træffes de russiske forposter, der skydes lidt på begge sider, artilleriet fyrer kraftigt, og vi trækker os i ordnede grupper tilbage. Hele bataljonen havde 8 sårede. Da lidt over middag alle er bag byen, sprænges broen. Bataljonen forskanser sig en 2-3 km bag byen.

Brev til hjemmet

2 km vest for Skiernewice 23.10-1914 aften.

Kære allesammen!

Mens kompagnierne ligger i solide skyttegrave, som gravedes i eftermiddag, og der nu er indtrådt en pause i skydningen, sidder jeg lunt i et hus hos batl. staben som „Gefechtsordonnanz” og vil ved lampens skær prøve på at sende jer, I kære, et par ord.

Først mange tak for alt, hvad de sidste dage har bragt mig fra jer. Tre breve, stemplet 4., 10. og 13. ds., men hvor glad jeg end er for dem, jeg har fået, beklager jeg dog meget, at de fra 10/9 til 4/10 er gået tabt.

En tid lang gik posten via Galizien, og det synes, som om intet deraf er nået i de rette hænder. Desuden gik vi i denne tid meget stærkt fremad, hurtigere end de gamle postiljoner kunde følge efter. —

Så har jeg fået 3 pakker fra Sommersted, een fra ungdomsforeningen, hvis medlemmer i huset jeg hermed siger min bedste tak, men som jeg forøvrigt håber snart at få lejlighed til at sende en særskilt hilsen og anerkendelse. Een pakke med strømper og handsker, fin vare, udmærket varme, og een pakke med chokolade, bonbon, maggi og skrivemateriale. Det sidste kom mig meget tilpas, da mit oplag ebbede ud. Maggibouillon smager fortrinligt, og de andre varer er jo rene lækkerbidskener. — Der mangler endnu en pakke med mavebindet, men muligt at den kommer næste gang.

Vejret har i den sidste tid været tåleligt, i forhold til årstiden, og klimaet her endog meget mildt. En smule nattefrost har vi ganske vist haft, men må indrømme, at de foresatte tager al mulig hensyn til os, for så vidt det lader sig forene med de nødvendige sikkerhedshensyn.

Siden vi betrådte Polens grund, har vi kun sovet ude en 5-6 gange, og selv om en lade ikke kan sammenlignes med en hyggelig stue, hvor ilden brænder lystigt i kakkelovnen, så er den dog fortrinlig, når hullerne stoppes til, og man har strå at vælte sig i.

Da vi rejste herned fra Østprøjsen, lo mange og officererne med, da vi købte os varmt undertøj. „Det får I gennem komp. Til oktober får I vinterundertøj og pelstrøjer!!“ Sådan lød de smukke ord. Jeg tænkte kun et „mon?“ og købte, hvad jeg havde brug for, og nu er mig de varme sager adskilligt værdifuldere end de kolde mønter i lommen.

Varmt undertøj har vi ikke fået udleveret, og de bebudede pelse løber nok endnu frit omkring i Lyneborgheden og andet steds. Med at få tøjet tørret går det ganske simpelt. Der laves en prægtig ild, man nærmer sig ilden så meget, som heden tillader det, og snart damper man fra øverst til nederst. Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte og, skønt de var nye i August, alle opslidte. Fødderne er derfor næsten aldrig tørre, støvlerne får man ikke af i hver uge, og strømperne holder derfor kun en 14 dage.

Det vilde derfor være rart, om I med en 3 ugers mellemrum vilde sende mig et par strømper og et par “fodlapper”. Jeg bruger begge dele, da erfaringen har lært, at fødderne på den måde holder bedst ud.

Med føden er jeg hidtil kommen ret godt igennem. Enkelte dage har jeg levet noget knapt, men sultet har jeg dog aldrig.

1914-10-polsk bondegård

22. oktober 1914. På lazarettet på kejserindens fødselsdag

FR86’eren H.C. Brodersen fra Nordborg fortæller:

Chirry ved Noyon, den 22. Oktober 1914. De franske Omklamringsforsøg har bevirket, at Divisionen har maattet trække længere til højre. Jeg har denne Gang været fri for at tage den Tur til fods, thi med mine sølle Ben er det ikke blevet bedre. Over Dreslingcourt og Noyon er vi naaet hertil, hvor der paany er opkastet Skyttegrave, og hvor der paany er indtaget Stilling.

Her i Chirry er der Kvarter for flere Staber, Bagager og Feltkøkkener, og vi har indrettet os paa bedste Maade.

Det er imidlertid blevet værre med mine Ben, og efter en Undersøgelse igaar, besluttede Lægen sig til at sende mig til Tyskland. Idag har jeg pakket mit Kluns, og har taget Afsked med Venner og Bekendte, der allesammen misunder mig mit “Held”, thi nu er Krigen jo Slut for mit Vedkommende.

Sammen med et Par Kammerater indtog vi en bedre Afskedsfrokost. Bøfferne havde Skorstensfejeren lavet og ligesaa med Pandekagerne, som jeg dog havde tilrørt. Efter at have faaet Brand paa en Cigar, der var “gewidmet den deutschen Helden”, og ogsaa havde faaet et Par stukket i Lommerne, rejste jeg til Tonerne af “Heil dir im Siegeskranz”, fra Byen.

Det er Fødselsdagen for Regimentets høje Chef, og det er derfor Musikken spiller. Franske Granater giver deres Besyv med i Laget, og deres langtrukne Hyl høres endnu tydeligt her paa Banegaarden i Noyon, hvor jeg sidder og venter paa, at Toget snart skal sætte sig i Bevægelse. Ventetiden bliver lang, men jeg holder det vel ud. Nu kommer jeg dog ud af Skidtet og hjem.

Kejserinde Auguste Viktoria af Schleswig-Holstein-Sonderburg
Kejserinde Auguste Viktoria af Schleswig-Holstein-Sonderburg

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

22. oktober 1914. “Paa et af Trækorsene hang den faldnes sønderknuste Hjelm”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 22. Oktober 1914. Det var Kejserindens Fødselsdag. Hver Mand fik udleveret et Stykke Flæsk, Pølse, Cigarer, Strømper og en Skjorte.

Franskmændene vilde ogsaa give Regimentet lidt til Fødselsdag og sendte en Portion varme Granater. Desværre blev 4 Mand fra Omegnen derhjemme saaret.

Jeg sendte 60 Mark hjem af min Lønning; her havde jeg alligevel ingen Gavn af dem.

Jeg var ude for at se paa Byen. Der var ikke et Hus, som var ubeskadiget. Revnede og gennemhullede af Granater var de fleste, og mange var nedskudt til Grunden. Kirken var totalt ødelagt. To Klokker var skudt ned og laa mellem Ruinerne af de store, hvide Sandsten, som Kirken var bygget af.

I Slotshaven var der to friske Soldatergrave, sikkert franske. Slotsmuren havde Franskmændene benyttet som Forsvarsstilling. De havde hugget Skydehuller i Muren, saa de udmærket har kunnet tage Sigte paa Angriberne, mens de selv har staaet dækkede. De mange Grave af mine Kammerater fra Regimenterne 162 og 163 fortalte stille, at det her havde været haardt — meget haardt.

Paa et af Trækorsene hang den faldnes sønderknuste Hjelm. Saadan er nu ogsaa hans Families, hans Venners og hans eget lønlige Haab knust.

En større Ødelæggelse end den i Slottet har jeg aldrig set. Den var meget svær at beskrive. Straks, naar man kom derind, blev man overrasket af den fyrstelige Pragt, som der før havde været. I den ene Stue hang 2 store, kostbare Malerier, begge sønderflængede af Shrapnelkugler.

I en anden Stue hang et stort Spejl. Det dækkede hele Væggen; men midt igennem det var der gaaet en Granat. Jeg blev uvilkaarligt staaende foran et saadant Syn.

Der havde ogsaa været et helt Husapotek og et fotografisk Atelier. I en anden Stue stod en Officer og hans Tjener og pakkede nogle store, ægte kinesiske Vaser, Porcellæn og Sølvtøj i en Kiste, som skulde sendes hjem. Derefter forhandlede de meget ivrigt om de to kostbare Lysekroner, der hang under det revnede Loft.

Rundt omkring laa Kalk og Murbrokker paa de fine Møbler, som nu ikke mere havde nogen Værdi. Sengetøjet delte vi. Det brugte vi til at sove i ude i Skyttegraven, og deri drømte vi vore kæreste Drømme om Hjemmet og Freden.

Regiment 86 009Kirke Audignicourt
Kirken i Audignicourt, hvor 86’erne tidligere lå

 

 

22. oktober 1914. Jeppe Østergaard ved Skiernewice: “Alt er vild forstyrrelse!”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 22.10-1914.

Tilbage mod Skiernewice. Hele dagen høres stærke drøn fra byen. Banegården brænder, værksteder og banelegemet sprænges mange steder. Alt er vild forstyrrelse.

Natten igennem brænder store kullagre. Himlen er rød, og jorden lyser som af nyfalden sne. Men i baggrunden over skoven er det kulsort. Lysvirkningen er enestående, og kun ved juletid ses dets lige.

Warszawa oktober-november-1914

21. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “I to dage har vi været uden for kanonernes rækkevidde.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 21.10. 1914.

Afmarch videre mod sydvest. Vejene opblødte og elendige. Vi passerer Skiernewice og 10 km videre i kvarter.

I to dage har vi været uden for kanonernes rækkevidde. Deres drøn høres som en fjern dundren, og det blinker om aftenen som kornmod. Det er velgørende.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri

20. oktober 1914. Jeppe Østergaard på fortsat march.

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 20.10-1914.

March med mange standsninger, men alligevel videre, til endelig kl. 2.30 eftm. målet nås.

Banegårdene brænder, og broer sprænges bag os. Vi passerer Cerardowo og går videre.

Ankommen til bestemmelsesstedet, hvor vi traf en prægtig slagterbutik, må jeg gå 1/4 time tværs over marker til batl.-staben for der at modtage eventuelle meldinger til komp.

1914-10-tysk marchkolonne passerer østrigsk
Tysk marchkolonne passerer østrigsk, oktober 1914

 

 

19. oktober 1914. Nyt fra sønderjyder ved fronterne

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Faldne.

I Torsdags fik Lunds Enke i Skodborg Meddelelse om, at hendes Søn Thomas, som under kampene i Frankrig blev ramt i Skulderen, er afgaaet ved Døden i et Sygehus i Berlin. I Gaar afholdtes en Sørgefest i Kirken for den Hensovede.

Smedemester Rudolfs Hustru i Graasten, der i lang Tid intet havde hørt fra sin Mand, som var med i Frankrig, har i disse Dage faaet Meddelelse om, at han er falden den 18. August. Hun har iflg. “Dbp.” modtaget han Ur og Ring og andre Ejendele, som havde tilhørt ham.

Der er i disse Dage indløbet Meddelelse om, at Mathias Schmidts ældste Søn, er falden den 5. Oktober ved Noyon (Nordfrankrig). Han er ifølge “Dbp.” den første Faldne fra Kajnæs Sogn.

Den haardt ramte Familie nærer samtidig Bekymring for den Faldnes Svoger, Johan Møller fra Damkobbel, idet der er kommet Postsendinger tilbage med Paaskriften “Lasaret”. Man ved foreløbig ikke, hvor han opholder sig.

I Fredags fik Glarmester Bohde, Østergade, Tønder, Telegram fra Berlin, at hans Søn laa dødeligt saaret. En Granat havde revet hans ene Underarm af, knust den anden Haand og kvæstet Ansigtet.

Ifølge “S. Ztg.” er Stabssergent Bernhard Sievers fra Sønderborg falden paa den vestlige Krigsskueplads.

Saarede og i Fangenskab.

Thomas Hollesen, en Søøn af Gaardejer Hollesen i Allerup, er ikke død som Følge af sine Saar, men er i fransk Fangenskab. Forældrene modtog til deres store Glæde et Brev fra ham.

Reservist Karl Maklstedt fra Haderslev, der stod opført i Tabslisten som saaret, har skrevet et Brev hjem, at ham ikke er saaret, men taget tilfange af Englænderne.

Gaardmandsenke Jepsens Søn i Brandsbøl, Jørgen Jepsen, der har været opført i Tabslisten som savnet, er let saaret kommen i fransk Fangenskab.

En Søn af Snedker N. Jessen i Brandsbøl, der blev skudt i Sænk den 13. September, er ifølge “S. Ztg.” bleven reddet og er nu om Bord paa Skoleskibet Hertha”.

19. oktober 1914. På patrulje: “Jeg trykkede Brystet mod Jorden og gjorde mig saa lille som muligt”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 19. Oktober 1914. Om Aftenen fik jeg Ordre til at gaa Patrouille imod Fjenden. Hertil fik jeg fire haandfaste Karle. Ordren lød paa, at vi skulde se, om Byen, som laa foran os, var besat med Fjender, og hvad de foretog sig, og saa skulde vi om muligt tage en rød fransk Kasket med til Kompagniføreren.

Da Mørket faldt paa, listede vi af Sted. Foran os var der først en Dal, saa var der en 400 Meter bred Stubmark, beplantet med Frugttræer, derefter en lige saa stor Roemark, og ovre bag den laa Byen.

I Nærheden af Byen stod to Halmhæs. Her lagde vi os ned for at lytte. Vi hørte tydeligt, at der var mange Soldater i Byen, og vi listede os forsigtigt nærmere. Ved det første Hus saa vi en dobbelt Vagt staa ligegyldig og tale sammen. Dem kunde vi nok tage; men sæt nu, at det ikke gik glat, og de slog Alarm. Saa fik vi hele Banden paa Halsen. — Saa gik vi uden om dem og hen for Midten af Byen, hvor vi stod og lyttede.

Inde i Byen hørte vi dæmpet Tale og Vogne, der kørte frem og tilbage, samt Klirren med Kogekar. Nogle fældede Træer, og andre byggede Skanser. Vi havde hørt tilstrækkeligt og gik tilbage igen. Men da vi kom til Roemarken, kom der en Trop hen imod os. Det maatte være Fjender; thi fra os var der ikke flere ude den Aften.

Omhyggelige for at undgaa Støj kastede vi os ned paa Maven. De var 10 Mand og en Officer, altsaa en fransk Officerspatrouille. Langsomt og listende gik de forbi os i en uhyggelig Nærhed.

I det Øjeblik, de var lige ud for os, holdt jeg Aandedrættet tilbage, som om jeg var bange for, at det skulde forraade os. Jeg trykkede Brystet mod Jorden og gjorde mig saa lille som muligt. Jeg var kommen til at ligge med Maven paa en haard Genstand; men jeg turde ikke flytte den for ikke at komme til at lave Støj.

Da Faren var ved at trække over, fjernede jeg Genstanden. Nej se, det var et prægtigt Æble. Det kom mig lige tilpas, og jeg spiste det straks. Ved at søge fandt jeg et Par til og tog dem med i Lommen. Da vi kom tilbage, overbragte jeg Meldingen til Kompagnichefen, som sad nede i Kælderen ved et lille Bord og skrev ved det flakkende Skin af et Tællelys. Meldingen, jeg overbragte, var tilfredsstillende.

Kasketter fik vi ingen af; men en Forkølelse fik vi da; thi vi var kun meget let paaklædt, uden Kappe og Patrontasker, kun med Geværet i Haanden og 20 Patroner i Lommen, for at vi kunde pille af, naar vi kom i Knibe.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser og røde huer

19. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “En overløber har forrådt stillingen.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 19.10-1914.

En mand fra 7. komp. er bleven overløber og har forrådt stillingen. Da tågen er lettet, sendes der præcise skud bedre og bedre mod vor stilling.

Vi går tilbage 4-5 km, salver ledsager os, men altid en 40-50 m bagved, og skønt sprængstykkerne falder umiddelbart ved os, træffes ingen. Senere rammes huset, hvor bataillonsstaben har ligget, og vore grave ved kirkegårdshegnet.

Afmarch kl. 6.30 i sydvestlig retning. Det hedder sig et tilbagetog for at lokke russerne ud af fæstningen, hvor de har samlet 15 armékorps.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri

 

18. oktober 1914. LIR nr. 84: Kampe ved Lyck og Suwalki

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere benævnt Goltz og Einem), som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Den 9. oktober havde 8. Arme fået tilført det nyoprettede XXV Reservekorps med 49. og 50 Reserve Regiment som hjælp til at holde stillingen i Østpreussen. General v. Francois bestemte sig for at indsætte korpset på sydfløjen. Korpset (XXV. R på kortet) skulle indlede et angreb via Lyck, Korps Morgen (Mo.) angribe over Ratschki og det forstærkede 1. Armekorps (I.) skulle angribe Suwalki.

Den 17. okt. skulle XXV Reservekorps angribe fra Lyck mod Grajewo, Korps Morgen (3. Reserve-Div. (3.R.) og Division Einem (Ei.) – nyoprettet af 33. Ldw.Brigade og Festungstruppen fra Graubenz) fra Marggrabowa mod Ratschki. Den 18. indtog XXV R. Grajewo og fjenden var trukket tilbage til Ossowijez. Anderledes var det for Korps Morgen som mødte mere modstand og modangreb.

1914-10-18 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn V - Kämpfe bei Lyck - Sulwalki 5. bis 29.10.1914 - Skizze 13

Landwehr Division Jakobi (Ja. på kortet) lå lige vest for Suwalki. 34. Landwehrs Brigade (34.L. på kortet) med 84. Landwehrs Regiment lå nord for Ratschki.

1914-10-18 LIR84 Der Krieg im Osten - Hoher Besuch in der Kolonie

På Feldpostkortet ses General der Inf. V. Jakobi, som den høje herre til højre på kortet samt General der Artillerie v. Scholz, som står til venstre derfor med motorbriller på kasketten.

Feldpostkortet er fra sommeren 1915 fra skovlejeren Zalesie nord for Lomza. På dette tidspunkt var divisionen omdøbt til 1. Landwehrs Division.

Det var min oldefar Otto Theodor Wagner, som sendte feldpostkortet med den håndskrevne hilsen ”Grüß die l(ieben) Kinder” – ”Hils de kære børn”.

18. oktober 1914. Jeppe Østergaard foran Warzawa.

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Blonie, 18.10-1914.

Kære allesammen!

Endnu har jeg intet hørt siden 10. september, så jeg er meget spændt på alt det gode, posten vil bringe mig fra Sommersted.

Fra Radom gik det, imod forventning, mod nord, og fra 9.10. drøner kanonerne og knatrer geværerne i kamp foran Warschau.

W. er en meget stærk fæstning, som vil blive en hård nød for os. Russerne kæmper med stor sejghed og har næsten udelukkende friske tropper fra Manchuriet, Sibirien og andre fjerne dele af det vældige rige.

Vi holder vore stillinger, der indtræffer forstærkninger og belejringsmateriale, og efterhånden gennemføres omklamringen af fæstningen.

Den 11.10. havde vi en hård fægtning i en fyrreskov med tæt underskov, hvor vi blev modtaget med infanteri og maskingeværild fra 3 sider. Mit komp. mistede 13 døde og 16 sårede. Blandt de første var Nis Fuglsang, med hvem jeg har gået sammen i rækken. Vi har delt mangt og meget, og han var en trofast kammerat. Tallet på dem, som ikke mere vender tilbage, vokser, men i hengivenhed under den højestes vilje sendes jer alle de kærligste hilsner og tanker.

Eders Jeppe.

Warszawa oktober-november-1914

18. oktober 1914. Hemming Skov på Østfronten: “Det gik jo nu den vej, hønsene skraber …”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.

Den 18. Oktober Kl. 4 Morgen traadtes an til en sidste Dyst imod Warszawa. Jeg opholdt mig den Dag i Nærheden af vor Sanitetsvogn, og der var meget at bestille, for der kom mange Saarede. Letsaarede kom krybende paa alle fire, en af vore Løjtnanter (Westphal) bragtes haardt saaret tilbage og døde kort efter.

Hen paa Eftermiddagen fik vi af en østrigsk Officer Besked om at køre tilbage. Vi betænkte os heller ikke længe, for nu saa vi Infanteriet komme løbende fra alle Hjørner og Kanter.

En af Kompagniets Tambourer, der var saaret ved Munden, fik jeg op paa min Vogn, og i fuld Fart kørte vi en Snes km tilbage og traf sammen med vore Feltkøkkener.

Vi hastede videre ad daarlige Veje, gjort endnu daarligere af de lange og tunge Artillerikolonner. Ud paa Aftenen blev jeg stikkende i en af disse Artilleriets Mudderhuller. Hestene var udasede, og hvor nødigt jeg end vilde, maatte jeg spænde fra og overnatte i Nærheden.

Her havde været Samleplads for Saarede, men af disse var de sidste ved at blive bragt væk. At blive her ret længe, var der sikkert ikke Raad til.

Men man fik ligesom lettere ved at fatte, hvorfor der altid stod saa mange Køretøjer tilbageladt af Russerne, naar de gik tilbage. Og skulde det nu mon blive din Lod?

Kammeraterne var over alle Bjerge, min Tambour sagde intet paa Grund af Saaret ved Munden, saa jeg maatte fundere over Tingene med mig selv. — Vanen sløvede; vi lagde os til at sove. Men ud paa Natten, vistnok til Held for os, blev vi purret ud af en Saniteter, der bemærkede, at der var Geværild i Nærheden.

Efter denne ”Bulletin” om Begivenhedernes Gang prøvede vi at slippe væk, og det lykkedes. I en By, i hvilken vi havde været før, (det gik jo nu den Vej, Hønsene skraber), traf vi Bagagen fra 1. Komp., der ligeledes var kørt fast og havde maattet overnatte. Efterhaanden blev der Samling paa Bagagen indenfor Bataillonen, og samlet fortsatte vi saa Tilbagetoget Dag og Nat ad usle Veje.

For ikke atter at blive hængende, ofrede jeg en Nat til en af disse ,,Artillerilöcher” et Par Sække løse Patroner, som jeg var blevet overlæsset med fra II. Batl. — Søvn og Hvile blev det smaat med, man sad og faldt i Søvn paa Bukken, og det hændte, at Tømmen slæbte under Vognen. Engang vaagnede jeg ved, at Hjælmen var trillet af Hovedet. Det gik som Regel godt, Hestene fulgte bare efter; dog kunde det hænde, at man med et Bump holdt stille i en Vejgrøft.

EasternFront1914b

17. oktober 1914. Nyt fra sønderjyder ved fronterne

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Vestfronten.

– – – I gaar talte jeg med Jens Thomsen, Blansgaard, som laa i Kvarter her lige ved. J. Lyck, Sottrup, er sendt tilbage til Neumünster. Andre Bekendte fra Sundeved har jeg ikke set i mange Tider, jo Slagter Carstensens Søn fra Sottrup har jeg dog ofte talt med. Alsingere og Vesterboere træffer jeg undertiden. Mine bedste kammerater i Kompagniet er desværre ikke mere i Live. Jeg beklager dybt deres Bortgang..

Nu har vi snart været her i fjorten Dage. Vi forskanser os og vaager næsten baade Dag og Nat. I de sidste Nætter har Franskmændene søgt at bryde igennem. Men vi har slaaet dem tilbage. Skade at det koster saa mange Ofre. I Dag har vi atter mistet en Del af Kompagniet. Men nu, det fører Krigen jo med sig. Jeg har da Hovedet opad endnu og er ved godt Mod.

Her er megen Frugt, mange Ferskener, men kun faa Vindruer. Hilsen.

Fra Guderup.

Postbud Breum fra Guderup er falden i Frankrig den 6. September. En Søn af Bager Hansen i Sjellerup skal ifl. indløbne Efterretninger ligeledes være falden. Ifølge andre Rygter skal der, skriver “S.Ztg.” endnu være falden 3 unge Mennesker fra Guderup i Frankrig. Forhaabentlig taler Rygterne ikke sandt.

Faldne fra Tønder.

I anledning af en Krigsgudstjeneste i Onsdags Aftes i Tønder oplæstes Navnene paa de Faldne fra Tønder. Det var i alt 12 Navne.

Faldne.

Det var en gribende Sørgehøjtidelighed i Torsdags i Kliplev ved Jordfæstelsen af den unge R. Skade fra Bjerndrup Mark, der var død i Flensborg af et Saar, han havde faaet i Krigen. Mange Slægtninge, Naboer og Venner ledsagede ham til de sidste Hvilested; 24 unge Piger strøede Blomster, og unge Venner bar ham til Graven. Skade var, skrives der til “Fl. Av.”, et bravt ungt menneske, der var afholdt af alle, som kendte ham, og sine Forældres Støtte, Trøst og Glæde. Fred med hans Minde!

Knud Paulsen fra Kjeltrup er falden i Frankrig den 27. September. Han efterlader ifølge “S.Gr.” Hustru og tre Børn. I Morgen holdes en Sørgegudstejenste i Halk Kirke.

Mangeaarig postbud for Kollund, Jes Iversen, der var Bosat i Krusaa, er falden paa den vestlige Krigsskueplads.

Om Faldne fra Flensborg meddeler “Fl. Av.”: Fuldmægtig hos Advokaterne Ehlers & Weis H. Jensen og Byggetekniker W.R. Andresen, Søn af Guldsmed N.F. Andresen paa Holmen, har fundet Døden paa den vestlige Krigsskueplads. Endvidere er Overløjtnant Lauerstein, der i flere Aar har være Officer ved Infanteriregimentet Nr. 86. falden i Frankrig.

Saarede.

Ifølge et Brev, som Hans Alnor, Søn af Gaardejer L. Alnor i Ullerup (tidligere paa Mulsmark) har sendt hjem, er Johan Lambertsen, Søn af Landmand H.P. Lambertsen i Kidskelund, bleven saaret den 23. August under Stormen paa de engelske Feltstillinger ved Mons. Der var netop taget 65 engelske Fanger, og meden de to nordslesvigske Venner (Alnor og Lambertsen) netop var i Færd med at tage Vaabnene fra Englænderne, ramte en Kugle først en Gefreiter i Skulderen og saa Lambertsen i den højre Side. Alnor gik med ham et Par Skridt hen i Dækning, forbandt ham godt (en Fange gav Alnor nogle Forbindingspakker) dækkede ham til og gav ham sin Feltflaske. Straks efter kom en Officer til Stede og lod den Saarede bære hen paa Forbindingsstationen. Fjorten Dage senere har en bekendt ifølge “Fl. Av.” set Lambertsen paa et Lasaret i Belgien.

Alnor selv saaredes den 20. September i Frankrig; han har henligget paa et Lasaret i Lingen ved Ems, men har det nu meget bedre og venter snart at blive sendt til Flensborg.

Infanterist Simon Thysen, Søn af Gaardejer Hans Thysen i Oved (Vodder), er bleven taget til Fange i Krigen. Han sidder ifølge “Dv.” i Fangenskab i en By ved Navn Morbiham i Bretagne, og befandt sig vel den 25. September, da han har afsendt et Brev til sin Fader.

I Fangenskab.

Fra Lærer Petersen i Guderup, som man ikke havde hørt nogen fra siden den 6. September, er det indløbet Efterretning til hans Kone i Vamdrup om, at han den 13. September er kommen i fransk Fangenskab. Han blev den 16. September bragt til Dinon i Sydfrankrig og der ifølge “S. Ztg.” anbragt sammen med andre Fanger i Artilleriskolens Hestestald. Over Behandling og Kost gives der ingen Oplysning i Skrivelsen.

Et Feltpostbrev.

I sidste Nummer af Pastor Schmidts Tidsskrift “Nordschleswig” offentliggøres der en Del Feltbreve, hvoraf vi hidsætter et:

Felt-Lasaret ….. d. 12. Sept. 1914.

Kære Forældre!

Jeres Breve og Kortet fra Søster A. har jeg modtaget. I skriver, at alting er saa billigt nu, og at intet koster rigtig noget. Om ikke længe vil vel det modsatte blive Tilfældet.

I Østpreussen vil næsten alt Kvæget være slagtet og fortæret, naar Befolkningen, der er flygtet, vender tilbage. De har nok taget noget med sig, men det forslaar ikke mod, hvad der er ødelagt. Store Hjorde af Kvæg og Faar med deres Hyrder, der ikke har kunnet kommet bort, findes ofte liggende tilintetgjort.

Jeg glæder mig over at være kommen en Smule i frisk Luft. Thi hele Provinsen deroppe var fuld af Stank. Nu kan man da atter komme en Smule til Besindelse og faa Sulten stillet.

I har skrevet om at sende mig Penge, men det er der ingen Mening i; man kan alligevel ikke købe noget. Der er intet. Det være sig da, at man engang fanger en Gaas eller en Høne. Saa er man forsynet for et Par Dage. Thi Kartofler er det Overflod paa deroppe.

Jeg har altid haft Held til at fange noget. Man kan lige saa godt gribe til, eller gør kun en anden det. Men dermed er det nu foreløbig Slut for mit vedkommende. Den 3. September kom jeg hertil. Hvor længe jeg skal blive her, ved jeg endnu ikke. Men saa snart jeg atter er rask, kommer jeg med paany.

Men saa vilde jeg virkelig ikke ønske, at det skulde gaa vort regiment, som det gik første Gang. Vi var inde i en rigtig Kugleregn. Af vort Kompagni, som var 250 Mand stærk, var der efter 4 Dages Kamp kun 46 Mand helt raske tilbage, da jeg kom bort fra dem. Men ikke alle Kompagnier havde lidt saa slemt som vort.

Nu slutter jeg. Saa snart jeg kommer hjem eller i næste Bred, skal jeg fortælle Jer mere.

Hjertelig Hilsen

Jer Søn

16. oktober 1914. “Koldblodige nordboere”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 16. Oktober 1914. Lige efter Mørkets Frembrud fik vi voldsom Artilleriild, og lidt efter satte Infanteriet ind med Hurtigild. Vi blev alle stillet op paa vore Pladser til Forsvar. Vi troede, at Fjenden vilde foretage et Angreb. Skyde kunde vi ikke endnu, da Nis Abrahamsen og Thomas Petersen stod foran Kompagniet som Lytteposter.

Det var underligt, at de ikke kom tilbage. Saa de ingen Fjender, eller var de allerede dræbt af de fjendtlige Kugler? Kompagniføreren sendte Ordre ud, at de skulde trække sig tilbage. Men det troede de to rolige Nordboere slet ikke. De stod rolige i Hegnet med Geværet under Armen og spejdede over imod Franskmændene, og endnu havde de ikke set en eneste. “Hvorfor skal vi saa gaa tilbage?” sagde de. Men det var en Befaling, og den fulgte de.

Da de var kommen tilbage, afgav vi Hurtigild. I Løbet af et Par Minutter afgav vort Kompagni 10.000 Skud. Franskmændene havde aabenbart trukket deres Følehorn ind; thi vi hørte ikke mere til dem.

Saa gik Lytteposterne atter frem til deres Hul i Hegnet. Vi andre tændte os med  Velbehag en Cigar derhjemmefra, talte lidt sammen om det skete og lagde os saa til Ro.

Niels Hansen fra Felsted, som stod Vagt i Graven, digtede en hel Vise, mens han røg sin Cigar.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin

16. oktober 1914. Jeppe Østergaard ved Kosnaz.

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 16.10-1914.

Patruljer, som skulde undersøge, om Kosnaz var besat, blev hæftig beskudt. De, som endnu sov, skræmmes op kl. 5.30 af infanteriskydning, ja een ramtes dødelig af en kugle gennem taget.

Vor battaillon skulde udfylde et hul, som var opstået mellem landeværnsbrigaden til højre og infanteriregimentet til venstre. Stillingen var vanskelig og svær, for linjen var 2 km lang, og kun et batteri stod til understøttelse. Da vi ved middagstid fik befaling til at gå tilbage og atter slutte os til divisionsreserven, havde hvert komp. mistet 4-6 mand. Om aftenen kom vi atter i kvarter.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

15. oktober 1914. Hemming Skov: Under russisk bombardement.

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa.

Den Dag forløb taaleligt, men den næste, den 15. Okt., er en af de Dage, man husker.

Duellen begyndte igen, og nu maatte Byen for Alvor holde for, og saa velrettede kom de store Bæster, saa det var os umuligt at komme ud af Byen. Den ene Granat fulgte den anden. Brosten slyngedes i Vejret, Huse styrtede bragende sammen, og Støv og Røg laa som en uigennemtrængelig Sky over Byen. Vi maatte søge Dækning hvor vi befandt os.

Bag den store Skole klamrede vi os op mod Muren. Ind mellem mine Heste og det lille Hus, hvor jeg og et Par Kammerater holdt til, kom en Granat hylende og eksploderede imod Skolebygningen, bag hvilken vi stod i læ. Et øredøvende Brag med Lufttryk og hvad dertil hører, Vinduerne var blæst væk. Jeg løb om for at se til mine Heste; de var overdænget af Støv og Kalkpuds og hoppede paa alle fire, men var ellers uskadt.

Men inde i vor lille Lejlighed var en af mine Kammerater, Preuss, der var i Færd med at koge en Høne, blevet ramt i et Ben af en Granatsplint. Og i mit Tornyster fandt jeg senere en Splint i et Glas Smør. Derefter ilede jeg igen om bag Skolen for at komme i Dækning og lagde nu Vejen ind gennem Hullet i Muren fra Eksplosionen, der i øvrigt var saa rummeligt, at en Bil med Lethed kunde slippe igennem.

I det samme drønede en Granat over Hovedet af os, slog ned 20 m foran os, og af Nedslaget blev vi oversprøjtet med Jord og alskens Skidt. Jeg fik en Jordklump slynget i Ansigtet. Udover at vi af Lufttrykket blev kastet hulter til bulter, skete der ikke større Skade, kun en eneste fik et let Saar i Hovedet.

Flere Steder i Byen brændte det, saaledes paa Torvet til alle fire Sider, hvor en Del Jøder uforfærdet søgte at redde deres Ting. Tropperne søgte at komme ud af Byen, og omsider lykkedes det ogsaa os at slippe ud af den brændende By.

I en Skov slog vi os ned med vore Køretøjer og maatte nu ligge ude igen. For dog at holde Liv i Hestene, maatte vi desværre, som saa ofte før ,,besørge” os lidt Hø fra en nærliggende Gaard. Her var mange Grave, hvor faldne Russere var lagt til Hvile af tyske Soldater

EasternFront1914b
Østfronten i efteråret 1914

 

14. oktober 1914. Feltpost fra sønderjyder: Nyt om faldne, sårede, fangne

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Landdagsmand Nis Nissen.

I Gaar fik vi ganske uventet Besøg af Landdagsmand Nis Nissen. han kom lige fra Vestfronten, hvor han tjener som underofficer i Reserve-Feltlasaret Nr. 43.

Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)
Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)

Til Chefen for Feltlasarettet var der Fredag Morgen indløbet et Telegram fra Overkommandoen med Ordre til ar give Nissen Orlov paa ubestemt Tid, for at han kunde deltage i den forestaaende Landdagssamling. Samtidig indlod Hertug Ernst Gynther, der tjener som General ved IX Armékorps, men samtidig havde faaet Orlov for at deltage i Herrehusets Møder, telegrafisk Nissen til at foretage rejsen fra Noyon til Aachen i hertugens Bil. Takket være denne Imødekommenhed fra Hertugens Side, havde Nissen vundet over 4 Dage, idet Rejsen fra Noyon til Aachen under den nuværende Krigstilstand tager fem Dage, naar den skal tilbagelægges pr. Jernbane, mens Hertugens store Landevejsbil gjorde Turen gennem Nordfrankrig og Belgien i 12 Timer. Nissen vandt derved Tid til at aflægge et Besøg herhjemme, før Landdagen træder sammen.

Undervejs benyttede Hertug Ernst Gynther Lejligheden til at udtale sin Glæde over Nordslesvigernes udmærkede Holdning under Krigen. Han havde med megen Tilfredshed taget Notits af de nordslesvigske Troppers Pligttroskab og Mod under Slagene.

Feltlasarettet, som Nissen staar ved, er indrettet efter at optage et Par Hunderede Saarede. men dette Antal er under den sidste Maaneds langvarige og haarde Kampe hyppigt bleven overskredet. Ved Lasarettet arbejder 6 Læger, 1 Apoteker, 2 Inspektører, 9 Sanitetsunderofficerer og 13 Sygeplejere foruden Kuske, Hestepassere og Tjenere, i alt 60 Personer, som danner en sluttet Kolonne under Marchen.

Da tilstrømningen af Saarede til Tider har været meget stor, vilde Arbejdet have været uoverkommeligt for Feltlasarettes faste Personale, hvis ikke et Antal franske katolske Søstre frivillig havde stillet sig til Lasarettes Raadighed som Sygeplejersker. Disse Søstre arbejder overordentligt opofrende og har ydet Lasarettet værdifulde Tjenester. De Saarede er meget taknemmelige for deres kærlige, omsorgsfulde Pleje.

I Belgien optog Lasarettet mest Saarede fra Regimenterne Nr. 84 og 90 og fra Jægerbataillonen i Ratzeborg. Senere fik det Saarede fra mange forskellige tyske regimenter og tillige mange saarede Franskmænd, deriblandt ogsaa Zuaver og Turkos. De Letsaarede sendes hurtigt videre til Lasaretter længere tilbage. Der gaar derfor en stadig Strøm af Saarede ind og ud af Lasarettet. Arbejdet er til Tider anstrengende, men trods al Nød og Lidelse taknemmeligt, fordi det giver Lejlighed til at hjælpe de Lidende, som er rørende taknemmelige for enhver Lindring af deres Lidelser.

Af Nordslesvigere har der ogsaa været mange i Lasarettet. Ingen af dem har dog været særlig haardt saarede og ingen af dem afgaaet ved Døden. Ved fronten træffer man overhovedet allevegne Nordslevigere, fortæller Nis Nissen. “Ofte raaber man under Forbimarchen til mig paa Dansk. Og vi sørger altid sammen, naar Lejligheden bydes.”

I Dag rejser Nis Nissen videre til sit Hjem. Først i næste Uge tager han til Berlin. Efter Landdagens Krigs-Samling, som vist kun vil vare i to Dage, tager han atter til Fronten for at fortsætte sit Arbejde ved Lasarettet.

Af et Feltbrev.

Pakkerne ankom til mig i Aftes i Skyttegraven. Hjertelig Tak for alt! Skraatobakken har jeg foræret bort, større Glæder kan man ikke gøre sine Kammerater, thi skønt vi ikke lider Mangel paa Føde, saa er det dog knapt med Cigarer og Tobak; det er rene Lækkerier for os.

Her i 3. Kompagni er der ogsaa en Købmand Westphal fra Aabenraa. En Enaarig Holst, der var her, er saaret . . . .

Vi har nu været med i syv Fægtninger eller Slag, men jeg er ved godt Mod og er sund og rask.

Den 13. September dannede vi Bagtrop og Sikringsstyrke for Halvdelen af vort Armékorps, der maatte trække sig tilbage for Fjenden, 3 Armékorps – der ogsaa blev saarede og trængte tilbage af Kronprinsen af Bayern – , da vi var for svage. Paa Tilbagetoget sprængte vi to Broer i Luften for at hindre Fjenden i at følge os. Saa gravede vi os ned. Indtil den 20. September laa vi dernæst stille. Da fik vi Hjælp og slog Fjenden tilbage.

Faldne.

Købmand Jensen fra Vinum, der i August Maaned faldt i Belgien, var Skytteordonnans. Et Øjenvidne har skrevet hjem, at han saa Jensen blive skudt, netop som han afgav en Melding til Kaptajnen.

Der var en belgiske Soldater, de kæmpede imod. Mange af disse var kravlet op i Træerne i en nærliggende Skov og tilføjede herfra Tyskerne stor Skade, indtil det tyske Artilleri rensede Skoven og Belgierne flygtede.

Andreas Muusmann fra Bredebro, der i de sidste Aar har været bosiddende paa Over-Lert-Mølle, er falden i Belgien. Han blev ramt af en Kugle ved det ene Øje, men kom til Bevidsthed og laa et Par Dage paa et Sygehus i Belgien, en Skole der var omdannet til Sygehus. Flere af Kammeraterne heroppefra talte med ham der, og han var ved fuld Bevidsthed.

Saa blev han flyttet til Køln, men der forværredes hans Tilstand, saa han efter 3 Dage døde stille og roligt, efter at have haft en længere Samtale med Præsten.

Han har to Brødre, som er med i Hæren, den ene i Frankrig og den anden i Rusland.

Saarede.

Postbud Høeg fra Døstrup er bleven saaret i den ene Haand og ligger nu paa Sygehuset i Düsseldorf. Saaret er dog ikke farligt, skriver han, og han haaber at blive helt rask igen.

En Søn af Urmager Boysen i Graasten er som Fanebærer paa Krigsskuepladsen bleven saa haardt saaret i de ene Ben, at dette har maattet amputeres. Den unge Boysen henligger fortiden paa Lasarettet i Altona. Andre, let saarede fra Graasten, opholder sig hjemme og tager ifølge “Fl.Av.” hver Dag til Flensborg for at blive behandlet paa Lasarettet.

Fra Gram Sogn er i den sidste Tid flere Soldater bleven mere eller mindre haardt saarede. Kristian Ebsen fra Friskmark har faaet et Skud i Haanden og er paa et Lasaret i Hamborg. Ferdinand Henrich fra Gramby er saaret i Laaret og er paa et Sygehus i Berlin.

Yngste Søn af Rentier J. Adolphsen paa Sønderbro i Haderslev, Malersvend Jørgen Adolphsen, der sammen med sin Broder Købmand Chr. Adolphsen laa ved Hæren i Frankrig, er kommen saaret til Haderslev, hvor han allerede har ligget nogle Dage paa Lasarettet. Han er iflg. “Dv.” ligesom sin Broder saaret i Foden. Købmand Chr. Adolphsen er flyttet til et Lasaret i Berlin.

Reservist, Fouragehandler Jokum Ravn, er bleven saaret og ligger i et Lasaret i den franske By Noyon.

I Fangenskab.

En Søn af Købmand Hans Ries i Aabenraa, Enaarig-frivillig Hans Ries, der som omtalt for nogen Tid siden blev saaret under en Fægtning i Nordfrankrig, har nu skrevet hjem, at han ligger paa Lasarettet Guébrianti St. Brieue. Han er betydelig bedre, og ventede om 8-14 Dage at kunne forlade Hospitalet.

Kaptajn Pahren, en Søn af Regnskabsraad Pahren i Aabenraa, er iflg. “A.T.” kommen i engelsk Fangenskab i Australien.

En Søn af Fru Bertramsen i Lindegade i Haderslev (tidligere Skodborg Østerkro), der har deltaget i krigen i Frankrig, er bleven taget til fange og sidder nu i fransk Fangenskab i Byen Pau ved den spanske Grænse. Han har skrevet, at han har det godt.

Postbud Christen Andresen fra Visby er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Telegraf-Forarbejder Christian Petersen, Sønderborg, er iflg. “Dbp.” afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Vestsalen, efter at være bleven saaret i Frankrig.

Gaardejer Martin Jørgensen i Blaakrog er falden i Frankrig, og der vi i den Anledning blive holdt en Sørgegudstjeneste paa Lørdag i Varnæs Kirke. Dagen er netop den Faldnes og hans Hustrus Bryllupsdag.

Gaardejer Jørg. Henriksens Søn i Bromølle, der før krigen købte Broballe Kro, er iflg. “Dbp.” vendt hjem som saaret fra Krigsskuepladsen i Frankrig. Han opholder sig paa Lasarettet i Sønderborg.

Hans Knudsen, en Søn af Gaardejer J. Knudsen paa Lindtrup Mark, ligger saaret i Frankrig.

Af et Feltbrev fra den 25. September, som en ung gift Alsinger har sendt hjem til Mellemals fra den østlige krigsskueplads, gengiver “Dbp.”:

Vi er i Dag i Kvarter i en russisk By og ligger hos en Vandmøller. Her er rigtignok primitive Tilstande. Vejene er næsten ufremkommelige. Folk bor i Træhuse og Krigen ved de ikke meget om. Vejret har været ret godt, og det har ikke regnet saa meget. Med Sygdom har det heller ikke været slemt, men Vandet er daarligt. Vi kan slet ikke forstaa det russiske Sprog og her bor mange Jøder.

I de store Skove heromkring opholder der sig en Del Kosakker. De ligner mere Sigøjnere end Soldater og lever for det meste af, hvad de frarøver andre Folk. Føden er sommetider sløj for os. Forleden Aften kogte vi os en Høne, men det gaar ikke saa fint til, som naar man kan sidde hjemme ved Bordet. Vi gravede os et Kogehul i Jorden, og Kartofler er der nok af paa Markerne endnu. Forleden Dag talte jeg med Tækker fra Tandslet. Han havde slet ikke hørt fra sin Familie endnu, og det er da mærkeligt nok. Jørgen Jensen fra Hellesvang, har jeg set nogle Gange, men jeg har ikke megen Lejlighed til at tale med ham. Derimod er jeg hver Dag sammen med Andreas Hansen (tidligere Bagersvend i Rymølle).

Naar dog blot krigen maa faa Ende, inden Vinteren bliver for haard. Thi det bliver sikkert meget koldt her.

Forleden modtog “Dbp.” en Hilsen fra Frankrig fra J. Christensen, Nybøl, en Søn af Møller Christensen, tidligere i Stenderup. Den unge Christensen opholder sig for Tiden i Nærheden af Noyon.

13. oktober 1914. Hemming Skov: “Russerne sendte tykke brummere”.

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa.

Med en Hviledag i Udsigt oven paa de sidste Anstrengelser blev Glæden dog af kort Varighed; vi var kommet ind i Warszawas Forterrain, og den ulykkelige By modtog nu omtrent pr. omgaaende Jernportionerne fra den modsatte Side, nemlig fra Forterne omkring Warszawa.

At vi næste Dag fik Jobbet: Reserve, hvilket berettigede os til at komme lidt tilbage, gav os heller ingen Tilfredsstillelse, da der kom Melding om fjendtligt Infanteri i Anmarch, og desuden fandtes ingen hyggelig Krog, hvor man kunde slappe af, for Russerne sendte af og til nogle grimme Fredsforstyrrere i Form af ,,tykke Brummere”, og tilmed fik vi ikke ligefrem Indtryk af, at de var sat paa Ration.

Den følgende Dag gravedes Skyttegrave, men jeg var sammen med et Par Kammerater, der ,,druckte sich”, i Kvarteret, hvor vi gjorde os til gode med vor Kogekunst.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri

 

13. oktober 1914. Franskmændene skyder efter røgen fra madlavningen

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 13. Oktober 1914. Det blev til vor store Skuffelse forbudt os at koge; thi hvor Franskmændene saa den mindste Røgsky, derhen skød de med Granater.

Hver Aften, naar Mørket faldt paa, blev der udstillet Lytteposter 50 Meter foran Skyttegraven. Hvis vi blev angrebet, og de hørte Fjenden komme, skulde de afgive Alarmskud.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.