Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste i Første Verdenskrig. Efter endt lazaretophold kom han på rekonvalescens i Flensborg og Højer.
Det var den 10. januar 1916. Jeg meldte mig på skriverstuen og fik anvist kvarter i en bondegård i byen sammen med tre andre. Vi flyttede ind i to gode værelser.
Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste i Første Verdenskrig.
Jeg blev syg under Sommeslaget 1915 og blev indlagt på lazarettet i Ludenscheid i Vesttfalen. Lazarettet, der bar navnet Hohesteinert, var fortræffeligt. Vi fik både god pleje og god mad, og vi nød det.
Læs videre 8. januar 1916. Fr. Møller på lazaret og rekonvalescens
FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.
Hvad var årsagen til disse beskydninger? Gik fjenden i angrebstanker? Begge gange var han blevet i sine skyttegrave.
En anden formodning var mere sandsynlig. Vores rastløse arbejdsaktivitet, særligt etableringen af forpostgrave med de små forstærkede dækningsnicher havde sandsynligvis foruroliget ham, idet banken og hamren naturligvis ikke var undgået hans opmærksomhed. Han troede åbenbart at vejre en operation fra vor side, som han ville holde nede, og hvis forberedelse han ville genere. Læs videre 7. januar 1916. Gasangreb ved Somme-Py?
Sønderjyden Th. K. gjorde krigstjeneste på Vestfronten
Madame Badoux.
Frankrig, den 6. Januar 1916.
Kære Venner!
Efter hvad jeg erfarer, har I haft Vinter hjemme, en hvid Jul. Her i Nordfrankrig er Vejrliget helt anderledes. I Julen havde vi Regn og Slud, temmelig stærk Blæst, men ingen videre Kulde. Frost har vi ikke haft i Aar, lidt Nattefrost undtagen. Bønderne arbejder hver Dag paa Marken, kører Gødning, pløjer og saar. Jordbunden er her saaledes, at selv om det har øsregnet i en hel Uge, saa kan Bønderne dog arbejde paa Markerne, da der er Kalklag under, saa at Fugtigheden straks trækker bort.
I disse Dage har vi mildt, foraarsagtigt Vejr. Elmetræerne staar ordentligt med svulmende Knopper, og Tusindfryden titter overalt frem paa de grønne Græsmarker. Klimaet er dejligt her i Frankrig.
Men Kanonerne tordner. Krigen ligger som en Mare paa Landet her. Overalt, hvor Du vender Dig hen, mindes Du om Krigen.
Kanonernes Malmmunde brøler det ud, saa det runger milevidt: Krig! Krig! Flyvemaskinernes stadige Brummen taler det samme Sprog. Hvorhen Du vender Dit Blik, mindes Du om Krigen. Ruiner, Brandtomter, Kvinder med Sørgeslør, feltgraa Krigsmænd.
Den Egn, hvorover Krigens Fakkel har lyst i over et Aar, den er værd at beklage. Vi maa være glade og taknemlige for, at vor Hjemstavn er bleven for- skaanet for Verdenskrigens Rædsler.
Sidste Nat vaagnede jeg ved Lyden af springende Granater, det var Englænderne, der sendte Granater ind i L. Man undres ofte over, at Modstanderen bombarderer Byer, der ligger langt bag Fronten. Det gaar jo oftest ud over sagesløse Personer, over Kvinder og Børn. Men det er moderne Krigsførelse; Kulturen fejrer sine Triumfer.
Jeg var i Eftermiddags henne at besøge Madame Badoux. Det er stedse en Fornøjelse for mig at træde ind i hendes propre Bod; smilende rækker hun mig Haanden med et: „Bon jour, Monsieur!“ Hun er Elskværdigheden selv. Jeg besørger mine beskedne Indkøb, hvilket alt sker under livlig Passiar, og jeg maa endelig ikke gaa uden at drikke en Kop Kaffe og smage hendes vidunderlige Risomelette, som hendes Datter har lavet. Omeletten er virkelig mageløs, og da jeg udtaler min Beundring over den, skal jeg absolut have et Stykke med hjem til min „tykke Kammerat“ og „den lille Korporal“.
Ja, saadan er Befolkningen her i Frankrig, høflig, venlig og forekommende.
Da jeg takkende rækker Madammen Haanden til Afsked, spørger hun: „Hvor længe vil Krigen endnu vare?“ Jeg trækker paa Skuldren og svarer: „Kan ikke sige det, Madame, maaske kan den vare længe endnu.“ Da forsvinder for et Øjeblik Smilet fra hendes Ansigt, et Par Taarer perler i hendes mørke Øjne, mens hun med usikker Stemme siger: „Hvorfor har vi Krig, Monsieur?“ Jeg bliver hende Svaret skyldig. Der gives her i Livet saa mangt et „Hvorfor“, vi ikke kan besvare.
Men efter denne Verdensbrand vil vi vel komme til at se mange Ting i klar Belysning, som nu er skjult for os i Taage.
Eders hengivne Th. K.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.
Før end skaderne var helt udbedrede, gentoges beskydningen med samme styrke den 5. januar i det nye år. Samtlige regimentsafsnit og ”Hanseatenlejren” blev taget under ild.
Feltartilleriet beskød skinstillingen, hovedlinjen K 3 og højde 193. Især blev igen det andet kompagni fra højre, nu 5. kompagni, stærkt medtaget, mens de to kompagnier på venstre fløj slap bedre fra det. Dér lå den fjendtlige ild for kort. Læs videre 5. januar 1916. Fransk granatregn over Somme-Py
Peter Paulsen, Vester Lindet, blev indkaldt til et Landstorms Rekrutdepot i efteråret 1915. Det var ikke just soldater af bedste kvalitet.
Så er der nyt på siden om desertører.
Siden rummer nu afskrifter af samtlige efterlysninger i Kreisblätter for Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg kredse.
Desuden rummer den afskrifter af de lister, som er bevaret på Aabenraa Landsrådsarkiv over efterlyste desertører fra hele Sønderjylland.
Det er vor frivillige medhjælper Peter Weber fra Aabenraa, der står for det store arbejde.
En af vore franske læsere bor selv tæt på frontlinjen ved Moulin-sous-Touvent, hvor navnlig de “slesvigske” og “slesvig-holstenske” infanteriregimenter Nr. 84, Nr. 85 og Nr. 86 befandt sig under Første Verdenskrig.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 (FR86) lå i julen 1915 ved Somme-Py. I dagene op mod nytår var de under hård beskydning.
Nu fulgte nogle tungere dage for regimentet. Allerede siden midten af december havde fjendens artilleriild ændret sig. Det havde især taget ”Hanseatenlejren” på kornet med tunge kalibre.
Den 27. december tog ilden til i alle dele af stillingen. Værre endnu blev det den 28. december. Tung ild, artilleri og miner, lå fra om formiddagen til kl. 5 om eftermiddagen med uformindsket styrke over midten af stillingen og over ”Hanseatenlejren.”
Særlig slemt blev kompagniet i andet afsnit (6. kompagni) ramt.
Kompagniet i ”Hanseatenlejren” (10. kompagni) blev heldigvis forskånet, da de var på arbejde foran i et mindre udsat afsnit.
Også opmarchvejene og højde 193 lå under ild. Under beskydningen anvendte franskmanden igen en af sine raffinerede metoder til at øge tabene. Han indlagde en kort ildpause og lod så infanteri- og maskingeværild brage løs. Herved skulle man foregive et kommende angreb og lokke besætningen ud af dækningsrummene. Et pludseligt ildoverfald antraf dem således ubeskyttede i skyttegravene.
Tabene var betragtelige, 23 døde og 12 sårede. Langt den største del ramte II bataljon, som lå i front.
Det forholdsvis store antal døde forklares ved, at mange dækningsgrave blev sønderskudt, og at deres mandskab blev begravet. 6. kompagni havde således mistet næsten alle deres dækningsrum.
En mand fra 6. kompagni lå med sine ben frygteligt indeklemt i et sønderskudt dækningsrum. Han kunne først blive befriet efter 48 timers opofrende arbejde. Jernkorset blev rakt ned til ham på en skovl.
I alt havde regimentet i den sidste tredjedel af måneden 30 døde og 47 sårede.
Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.
Jørgen Hansen fra Kolstrup ved Aabenraa blev efter ankomsten til fronten tildelt Regiment 90
3. Juledag kom vi til Semide, hvor vi blev tildelt Regiment 90, det meklenborgske, og alle vi syv Danske kom sammen i det 12. Komp.
4. Juledag om Eftermiddagen gik det i Marchkolonneforbi den store Kirkegaard „Kaisertreu” til Sommepy, som allerede dengang var fuldstændig sammenskudt og mennesketom, gennem Byen og ud til Fronten. Inden vi naaede derud, fik vi endnu paahængt Haandgranater og tre Remme med Patroner.
Allerede Dagen efter havde Franskmændene bemærket, at der var kommet Afløsning i Graven, og de vinkede til os. Vi syntes, det var dog besynderligt, vi var dog Fjender — men vi vinkede igen. Afstanden mellem Gravene var kun en Snes Meter. Men det blev meget bedre.
Den næste Dag kom der en Haand til Syne med en Pibe, og da Pegefingeren uafbrudt blev stoppet ned i Piben, forstod vi jo nok, at de manglede Tobak derovre. Vi kastede saa nogle Pakker „Heer und Flotte” over til dem, som Franskmændene belønnede med at kaste Chokolade og Appelsiner over til os.
Hele den Tid, vi laa i Champagne, løsnede vi ikke et Skud. Vi var gode Venner med Franskmanden.
Ja, det var Julen 1915, som jeg aldrig glemmer.
DSK-årbøger, 1944.
En anonym sønderjyde sende den 26. december 1915 dette feltpostbrev:
Dig er I Dag en Frelser født
Frankrig, den 26. Decbr. 1915.
Kære Venner!
Jul, — hvilken dejlig Klang har dog dette lille Ord. Det sætter vor Fantasi i Bevægelse, Minderne vælder ind, Minder fra Barndommens Dage. Det er, som man hører Ilden knitre i Kakkelovnen og mærker Duften af varme Æbleskiver. Det kimer for ens Øren, —Kirkeklokker, — Kanebjælder. Man lukker Øjnene og drømmer sig for en Stund hjem i et nordisk Vinterlandskab med tindrende Stjerner over hvide Marker og rimklædte Skove.
Ak, jeg maa tilstaa det, jeg har i Aar haft saa svært ved at komme i Julestemning. Jeg synes det var meget lettere i Fjor der ude ved Fronten i de mørke Kassematter.
I Aar er det, som om alle Mørkets Magter har svoret sig sammen for at røve min Juleglæde.
Ved I hvad en hedensk Jul er? Saaledes havde denne Jul nær formet sig for mig.
Juleaften oprandt med Regn og Rusk, Kanonerne tordnede hele Juleaftensdag, hele Julenat og Juledag med. Det var rigtignok „Julebud under Storm og Torden“.
Jeg har jo rigtig nogle brave Kammerater her paa Vagten, men de forstaar ikke at holde Jul. Vi Nordslesvigere lider ikke den Maade, Holstenerne og Hamborgerne holder Jul paa. Kammeraterne her ved Kompagniet anser det i al Almindelighed for meget ærbart at have en lille Rus Juleaften, noget som jeg aldeles ikke finder passende.
Og naar nogen vil give Din Jul et andet Præg end det, Du er vant til fra Barnsben, saa bliver Du gnaven, og saa er ogsaa Din Julestemning borte. Der gives Timer, hvor vor Bøn er ved at synke til et Suk, og saadan en Time havde jeg netop Juleaften. Jeg læste stille det gamle Budskab af Lukas andet Kapitel, og følte mig dog saa ene, ene blandt en Flok Mennesker.
Klokken ti var Turen til mig at gaa Patrouille. Jeg tog Hjelm og Kappe paa, slængte Geværet over Skulderen, og saa traskede jeg ud i Mulm og Slud.
Men da skete det underlige, at midt under Stormens Susen og Kanonernes Torden lød det som sagte Sang i mit Indre: „Dig er i Dag en Frelser født“. Da sænkede sig Fred i mit Bryst, saa jeg trods Krig og Nød kunde holde Jul i Jesu Navn.
Og saa mange Beviser paa Kærlighed har jeg modtaget fra Eder derhjemme. Igaar og i Dag strømmede Gaverne ind fra Vennerne derhjemme. I Aften straaler Lysene fra en lille Grankvist paa mit Bord, en Gave fra en Veninde. Ja, det gør godt at føle her ude i det fremmede, at Venner derhjemme tænker paa en og føler Trang til at give os Beviser paa deres Kærlighed.
Netop nu i Julen fejrer vi jo Mindet om Guds store Kærlighed til os Mennesker, en Kærlighed, der var saa stor, at han gav os sin Søn, den enbaarne, at han skulde være vor Broder.
Man maa sige med Brorson, „at mange skønne lidt, desværre, paa saa stor en Kærlighed“. Ingen Sinde har Broderhadet raset værre end nu i denne Time. Lad da os, som tror paa Kærlighedens Magt, slutte fastere Kreds og sammen bære Sten paa Sten til den Bygning, der skal huse den kommende Slægt. Lad det blive en Bygning, hvor ingen Tvedragts-Trold tør isne med sin Aande kold, men hvor Menneskene kan bo sammen i Kærlighed som en Søskendeflok. Efter denne Krig tør vi vel haabe paa bedre Tider for Menneskeslægten.
I hvert Fald vil vi aldrig slippe Troen paa Kristendommen som den stærkeste Verdensmagt. Den Dag vil nok en Gang oprinde, da Julebudskabet vil blive Virkelighed.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Sønderjyden J.N.O. tilbragte julen 1915 i Galizien.
Br. i Galizien i Julen 1915.
Kære „Hejmdal!“ Atter en Jul, den anden i det fremmede, denne sidste dog mere trist end den første; sidste Aar, hvor vi gjorde Tjeneste ved Grænsen, var jo egentlig ikke saa trist og slem. — Vel savnede vi den vanlige Frihed til at boltre os i Juleglæder, men Hjemligheden var der dog, naar man efter endt Tjeneste kom hjem i sit gode Kvarter. Ja, da havde vi det herligt imod Julen i Aar.
Ikke havde vi drømt sidste Aar, at dette Aars Jul skulde fejres i Ufred og tunge Tider, — Drømmene, vi da drømte, var mere lyse, men Skuffelsen er dog heldigvis ikke bleven større, vi har jo lært at vænne os til onde Ting og føle os tilrette i dem næsten ligesaa godt og endda bedre som i gode Ting og Tider. Underligt — forresten — før næsten halvt syg, naar lidt var i Vejen, og nu kan alle Hindringer overvindes, uden at det gør særdeles Indtryk. Saadan omtrent er Sindet „ind under Jul“.
For Tiden ligger vi her i en større By ved Zlota Lipafloden, der, hvor der stredes i August. Byen bærer jo synlige Vidnesbyrd om hin Tids uhyggelige Dage,mange yngre og ældre Mænds Hjerteblod har her hine Augustdage farvet Græsset rødt, mangt et Blik har her for sidste Gang skuet Guds Sol, mens det dræbende Jern gjorde Jorden til et Helvede. — (Vi laa den Gang ca. 12 Kilometer bagved og mindes med Gru Kanonernes Drønen, vel vidende, at dette Skuespil maaske krævede meget Blod).
Her fejrer vi altsaa Jul i Aar, — Juleaften var her rigtigt Julevejr, Sne, lidt Frost, dejligt Kaneføre. Jo saadan kan jeg lide Juleaften udadtil, men inden Døre, maa jeg tilstaa, faldt den ikke rigtig i min Smag. — Julegaverne manglede ikke, takket være de mange gode Mennesker derhjemme i vort kære gamle Land — dem fik vi saamænd af i Overflod. — Nej, men Hyggeligheden og disse vævre Skabninger, vi Mænd kalder for Husmødre, og saa lykkelige unge Menneskers glade Ansigter. — Alt det, der giver Højtidelighed, det savnede vi.
Nej, men i Tankerne var vi heller ikke her, da var vi hjemme hos Eder, I Kære derhjemme i vort kære Moderland. I Tankerne fejrede vi Jul hos og med Eder. Vi Nordslesvigere sang en Del af vore kære Julesalmer, hvor klang det sødt i den stille Nat. Jeg og en god Kammerat gik hen til Soldaterhjemmet, hvor der var lidt Højtidelighed, et Par yngre Soldater talte om Freden, Guds Søn bragte med sig til Jord for ca. 2000 Aar siden, atter et Par andre spillede Melodierne til gode aandelige Sange, medens vi sang. Da vi gik derhen, kom vi forbi en Bygning, hvor der laa en Del Nordslesvigere indkvarteret.
Ud gennem det aabne Vindue lød den dejlige Sang „Glade Jul“, saa fuldtonende og kraftig, at mange stod stille foran Huset og lyttede til Sangen, som selv Jøderne sagde, lød ualmindelig skøn. — Kanske det er første Gang, denne skønne Sang er bleven sunget hernede. Og den er bleven sunget af Hjertet. Hvor det gjorde godt, Højtideligheden var der i selvsamme Øjeblik. Jo, det var alligevel Jul.
Et andet eller flere andre Steder fejredes Julen paa anden Maade; men denne Maade falder heldigvis ikke i de fleste af vi gamle Mænds Smag, vi ynder Gud ske Lov at fejre Julen mere stille og hjemligt. Anden Juledagsaften kom jeg tilfældigvis ind til nogle gamle Kendinger. De havde det ganske gemytligt, et lille pænt Juletræ stod paa den ene Ende af Bordet, rundt om Bordet sad de gamle Krigere og reviderede en Del Julepakker, de lige havde faaet, medens en spillede paa Harmonika og en anden slog Takt paa et Stolesæde og en stor Tromme. En ganske dejlig Underholdning, især da Musikken af og til ledsagedes af en rigtig god Sang.
Se saadan, kære Venner, fejrede vi Jul. Jeg tænkte det kunde interessere at høre lidt om, paa hvilken Maade vi saadan i al Almindelighed henlever denne skønne Fest herude i det fremmede. Vi beder nu med Eder om at vi næste Aar maa være samlede med Eder i vore resp. Hjem for at fejre Festen i Fred og Glæde med Eder, 1 Kære derhjemme. „Godt Nytaar“ ønskes alle i Felten og hjemme.
Eders
J. N. O.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Lauritz Jørgensen beretter om en ualmindelig ufredelig juleaften.
Juleaften blev vi afløst i skyttegraven. Vi glædede os til nogle få dages ro og havde slået køjesenge med halmsække op i et hus. Vor gruppe var folk fra Holsten og Mecklenborg samt undertegnede. En mand – “Paul Brændevin” – hvis borgerlige navn var Zimmermann, var altid glad, når vi gik tilbage; men i aften var han i overstadigt humør. Han sprang fra den ene til den anden og fortalte om alt, hvad han havde hørt om festen i aften.
„Ja,“ sagde han, „vi får en pakke hver, „Liebespaket”, fra garnisonen, en hel flaske vin, cigarer, julegodter, øl så meget som vi kan labbe i os, og rom fik vi muligvis også osv.“
Jo, han mente, at festen ville blive ualmindelig god.
Nu hoppede han ind i skoven og kom snart tilbage med juletræet, for det hørte med til en rigtig jul. Munden stod ikke stille på ham, han var så glad som et barn. Jeg husker ikke, hvad vi fik at spise fra feltkøkkenet, men herlige sager fik vi. Juletræet blev pyntet og Paul vimsede rundt. Sagerne blev pakket ud, og i al tarvelighed fejrede vi nu jul — til at begynde med da.
Paul havde allerede taget sig nogle store gibbenakker og havde vældig travlt. Han havde fået et par tøjsko i julegave, dem var han glad for. Jakken havde han smidt, men livremmen og feltflasken havde han om livet. Paul havde altid to feltflasker med rom i. Det hele formede sig, som han havde forudsagt, med vin, cigarer, øl, småkager m. m. —Men det varede ikke så længe.
Døren blev pludselig revet op, og ind trådte en feldwebel, “der Löwenbändiger”, iført flot ekstrauniform. Pistolen hang lige på maven. Her, bag ved fronten, kunne han tillade sig at være modig, her var han fræk, en farlig kraft at se på. Ude ved fronten var han lige det modsatte.
I dag var han en mand med sammenbidt energi, ja, ligefrem selve »der Kaiser*. Han blev stående et øjeblik for rigtig at sole sig. Så brølede han som en rasende efter «Schof«. »Hvor er den forbandede Schof?«
Pludselig stod Paul foran ham. — Her, herr feldwebel — og i samme nu slog han Paul lige i panden, så han omgående gik i gulvet. Da han kom til sig selv igen, krøb han ind under køjen og blev liggende der. Benene kunne der ikke blive plads til, så »sutterne« stak udenfor.
“Løvetæmmeren” brølede igen. “Frem med cigarerne!”
Straks havde flere af de yngre kammerater de nye kasser parat og bød ham af de flotte cigarer, men han langede ud efter kasserne, og flere hundrede cigarer røg rundt på gulvet. Så delte han lussinger ud både med højre og venstre hånd, og her var fart over feltet. Alle uden undtagelse fik en omgang.
Sadelmageren sagde nu til mig: »Lad os redde det, vi kan!“ og så væltede vi bordet med alle lys samt juletræet.
Nu var der mørklagt. »Løvetæmmeren« havde taget et af vore geværer, som stod opstillet i stativet, og slog om sig som desperat. Alle vi andre blev også snart bevæbnet, og kampen var hurtigt i gang. Den ene kolbe efter den anden røg af, efterhånden som vi ramte ham eller en anden — eller køjekanten.
Slaget var snart på sit højdepunkt. »Løvetæmmeren« løb rundt imellem os, og mange af de slag, der var tiltænkt ham, ramte en af vore. Snart var han her, snart der, ligesom en loppe.Han var næsten ikke til at få ram på. En gang imellem knurrede Paul, når vi trådte ham over tæerne, der jo kun var beskyttet af sutskoene. Det lød som en fornærmet, gammel kat.
Kampen fortsattes ude i køkkenet. En trappe herfra førte ned i kælderen, hvorfra over jæger Mathiesen kom op. Han og nogle andre fejrede jul dernede. Han råbte: »Hvad er her på færde?«. — Mathiesen var fra Husumegnen og havde bl. a. arbejdet i København. Han talte godt dansk; derfor svarede jeg på dansk: »Her er næsten alt skrupskørt!«
— »Er det ham, den bandit! Nu skal jeg ordne ham!« Han smed trøjen og gik lige i bælgen på »løven». Kampen blev ført i asende tempo. Træpanelet brasede sammen og de to kæmpende styrtede ned ad trappen, »løven« først, så Mathiesen. Han fik god lejlighed til at klø ham, og vi undte ham det. »Tænd lys!« råbte Mathiesen. Lyset blev tændt og nu kunne han bedre se, hvor „løven” var. Vi andre var blevet observatører.
Kampen bølgede videre med uformindsket kraft. — »Du, Paul«, kaldte en af kammeraterne, »nu kan du godt komme frem, for nu er han »løvetæmmeren« gået under jorden«. »Paul Brændevin« kunne altid snakke sig fra det hele og yndede at optræde i helterollen, men vi var spændt på, hvorledes han ville klare den nuværende situation. På forhånd syntes stillingen jo håbløs for ham, for han havde jo ligget skjult under køjesengen. Der var slet ikke noget at prale af for ham. For en gangs skyld kunne vi jo nu se ham som en slagen mand. Det var ikke til at bortforklare! — Men hvad gjorde Paul? — Han optrådte som »sejrherre!« Han brystede sig, han knejsede som en hane paa en møgbunke.
Nu var »løvetæmmeren« vel nok blevet snydt rigtig godt, sagde han. — Jeg narrede ham, for jeg hedder jo ikke »Schof«.
»Nej«, sagde sadelmageren, »du hedder »Paul Brændevin « og er en stor kujon!«
„Hvem? Er jeg en kujon? — Jeg skal bevise det modsatte!”
– Og nu ville han slå »løvetæmmeren« ihjel. En af kammeraterne rakte ham et stoleben. »Det dur ikke«, sagde han, og løb forbi de kæmpende og udenfor. Et par meter fra brostensrækken stod i dybt pløre en høj pumpe med en mægtig pumpestang af tykt jern. Stangen lignede et spørgsmålstegn. En stor kugle dannede afslutningen. Med den ville han ordne »løvetæmmeren«. Han sled hele natten med den stakkels pumpe, kun afbrudt en gang, da han løb ind for at skifte feltflasken med rom i. »Det gav kræfter«, sagde han. Det knagede i boltene, når han sled sidelæns i svinget, og engang imellem var det ligesom den trak modsat vej, for allerbedst som han mente, at nu havde han overtaget, fremkom der en hvislende lyd. Et ryk! og Paul mistede grebet og gik omkuld i pløret.
Han så farlig ud efter det mudderbad, iklædt skjorte og sutsko.
Mathiesen og »Løvetæmmeren« endte også i pløret, »Løvetæmmeren« endda i det fine tøj. De rullede rundt som et marsvin derhjemme i »Lillebælt«. Vi fik nu stablet bordpladen op, og lysene blev tændt. Vi tog et kort overblik over situationen og fortsatte vor julefest. Mathiesen kom ind, forrevet og forslået i ansigtet og — snavset, ikke så lidt endda. Jeg sagde til ham: »Tror du, vi holder fastelavn, siden du har maske på?« — »Hold kæft!« svarede han.
Ved totiden kom også Paul ind. Han så forfærdelig ud efter sin kamp med pumpen. Denne ville tydeligt nok ikke godvilligt afgive sit flotte sving, der nu nærmest lignede en kohale i færd med at jage fluer væk. Den før så stolte pumpe lignede nu nærmest et abstrakt kunstværk. Paul smed livremmen og skjorten, satte sig på køjekanten og sov på tværs i køjen. En af kammeraterne dækkede ham til med en kappe. Paul var træt.
Ved tretiden ebbede festen ud. Vi havde haft en gevaldig jul og moret os godt,, og sikken masse lussinger vi havde fået. Lidt uorden og rod var der vel nok efter festen, men oprydningen kunne vente til vi havde sovet. Vi var ogsaa trætte.
Klokken otte blev der kommanderet »Aufstehen!«
Lidt forbavset over et sådant brøl, lå vi nu og lurede lige som en flok grise efter en afbrudt, dejlig middagssøvn. Lidt omtumlet og slet ikke rigtig vågne glanede vi omkring, og uvilkårligt tænkte vi på, om vi nu skulle have tærsk igen. — Men denne gang mødte der tre mand, en officerstedfortræder, en løjtnant og vor stabsfeldwebel. De stod midt på gulvet og var benovet, ja, helt chokeret over den utaknemmelighed, vi havde lagt for dagen for de dejlige julegaver, vi havde fået. Alle vore gode sager lå spredt overalt på gulvet, godt blandet, som i et rovdyrbur.
Her lå cigarer, småkager, underbukser, fedtegrever, håndgranater, smør, patroner m. m. Næsten alle geværer var slået i stykker, og juletræet var også gået i stykker. Paul havde endnu sine nye hjemmesko på, men sikke nogen konvolutter!
Nu blev der læst op for os på ægte tysk soldatermanér. Der blev bandet og svovlet om den straf, som hang over hovedet på os, osv. Jo, der blev holdt morgenandagt, men det var jo da også jul endnu. »Giv en forklaring på, hvad her er sket!« råbte officeren til mig. Jeg lå nemlig nærmest. Jeg fortalte, hvorledes vi havde begyndt at fejre en fredelig jul ved et smukt juletræ, da feldwebelen pludselig indfandt sig og mishandlede os alle; derefter havde han slået alle vore geværer itu på os, og da overjæger Mathiesen kom ind, var også han blevet mishandlet.
— »Hent ham herhen!« — Mathiesen bekræftede forklaringen og føjede mere til. — »Aldrig før har jeg fået en sådan omgang tærsk,« sagde han.——- De talte nu sammen, hvorefter vi fik ordre til at bringe det hele i orden i løbet af en time. De gik.
Udenfor stod mange soldater med tomme spande. Nogle skældte ud, medens andre stod dybsindigt og funderede over den skæbne, som havde ramt den gode pumpe i nattens løb. Et par timer efter kom Mathiesen. »Du og sadelmageren skal med mig til forhør klokken elleve,” sagde han, »men nu skal I høre! Da han (»Løvetæmmeren«) gik herfra, har han givet to vagtposter lussinger henne ved vejkrydset —, hans papirer er ikke gode.«
Vi mødte klokken elleve, men »Løvetæmmeren« var der ikke. Vor forklaring blev ført til protokols. Sekretæren sad og smågrinede, medens han skrev. Sagen skulle gå videre, og vi skulle høre nærmere.
Vi hørte aldrig mere til den sag. »Løvetæmmeren« var sendt til »reparation« og kom tilbage ca. tre uger senere, tilsyneladende lige så fræk som før. Den danske gruppe fejrede jul i et større hus sammen med flere andre. De havde også moret sig godt, men de mange lussinger vi fik, I var de gået glip af.
DSK-årbøger, 1955
Der er nyt på siden om Otto Theodor Wagner: Tre julekort fra Østfronten.
Gå til Otto Theodor Wagners side og scroll helt ned i bunden …
Jørgen Hansen fra Kolstrup ved Aabenraa gjorde krigstjeneste ved Regiment 75.
Det var den 24. December 1915 om Aftenen ved Mørkets Frembrud, da vi gjorde Holdt ved nogle Barakker, som dog var rømmet. Vi frøs, thi det var bidende koldt med haard Blæst. Paa Grund af Kulden fik vi Lovning paa en god Snaps at varme os paa, et Bæger, altsaa 1/4 Liter, til to Mand.
Men vi blev snydt, for da det kom til Stykket, maatte fire Mand dele et halvt Bæger fuldt, og det blev vi jo forarget over. Sagen blev undersøgt, og det viste sig, at Korporalerne og Køkkenmandskabet havde hugget det fra os, baade drukket rigeligt og stukket Resten til Side.
Hen paa Aftenen kom vor Korporal anstigende, døddrukken, og smed sig paa Lejet ved Siden af mig med Hovedet paa Tornystret. Jeg opdagede nu, at der var bundet et kvart Brød til Tornystret. Vi havde ikke faaet noget af Gullaschkanonen, jeg var sulten, og saa var jeg ikke sen til at faa løsnet Brødet fra Tornystret. Og udenfor Barakken fyldte jeg min Mave med Korporalens Brød.
Det var Juleaften 1915. En Juleaften, som jeg aldrig glemmer.
Julemorgen tordnede og bandede Korporalen over sit forsvundne Brød, men der var selvfølgelig ingen, der kunde give ham Oplysninger i denne Sag.
DSK-årbøger, 1944
H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. Den 23. december 1915 gennemførte hans deling om aftenen et angreb på en fransk forpost.
Klokken var 12, da vi alle var samlet i Understanden. Tænderne klaprede i Munden paa os, vi var gennemblødt til Skindet.
Fændrikken afleverede imidlertid sin forudaffattede Melding til Kompagniføreren, der belønnede hans første Heltedaad med at indbyde ham til Julestegen, der imedens var blevet serveret for ham. Det var i en meget oprømt Stemning, Fændrikken hen paa Natten indfandt sig i Understanden hos os for at ønske „Glædelig Jul “.
Kompagniføreren havde nemlig haft Vin til Stegen. Imidlertid var Skomageren ikke ankommet med Julemaden, da vi kom tilbage, og 3 Mand blev derfor sendt af sted for at søge efter „Julemanden”. Først Klokken 3 kom de tilbage. De havde fundet Skomageren i et med Vand fyldt Granathul, af hvilket han ikke kunde slippe op.
Maden var spildt, og de mange Pakker flød i Vandskorpen. Efter at de havde faaet bjærget, hvad der endnu kunde tænkes at være noget værd, og efter at de fra Køkkenet havde faaet hentet en ny Forsyning Mad, der hurtig blev omdelt, kunde vi først nu begynde at fejre Jul.
Det blev ikke til ret meget, thi Stemningen var borte, og de halvvaade Cigarer, som vi havde faaet Ild paa, hjalp ikke til at sætte Humøret op. Stille, enhver med sine Tanker, der kun forstyrredes ved Skomagerens Snorken og af en enkelt hylende Granat, sad vi og lod Minderne om tidligere Julefester, samlet i Familiens Kreds, glide forbi vore indre Blikke. En enkelt itonede Sangen: „Stille Nacht, heilige Nacht!”, og Sangen forplantede sig lidt efter lidt, først noget brummende, men senere med Inderlighed og Varme, over hele Understanden.
Hernede, 8 Meter under Jorden, og ved næsten udbrændte Julelys, medens hele Understanden var fyldt med en kvælende Røg, og med Damp fra det gennemvaade Tøj, sad vi Mand ved Mand, og sang nu den ene Julesalme efter den anden, medens Taarerne listede sig ned ad de indfaldne Kinder og efterlod en hvid Stribe i den af Snavs overtrukne Hud.
Fændrikken, der ogsaa havde indfundet sig hos os, hulkede som et lille Barn. Det var maaske første Gang, han var ude i den store Verden, og Stedet og Stemningen indbød da heller ikke til at se alt for lyst paa Tingene.
I Middags var jeg nede i Dalen, for at hilse paa Køkkenchefen, og for at ønske „Glædelig Jul”. Her fik jeg at vide, at Skomageren i lang Tid hver Dag havde faaet en ekstra Flaske Cognac med til „Korporalen”, naar han havde været der for at hente Middagsmad, og nu kan jeg bedre forstaa, hvorfor jeg har faaet Ord for at være „den fordrukne danske Underofficer”. Jeg har aldrig set noget t i l Cognacen, men Skomageren var fuld hver Dag, naar han kom tilbage fra Køkkenet, og det samme havde været Tilfældet, da han i Gaar Aftes hentede Julemaden, med hvilken han havnede i Granathullet.
Chr. Hansen, Korup pr. Ravsted, blev indkaldt ved juletid 1915.
Den 10. Juli 1902 blev jeg paa Garnisonen i Tønder erklæret for varig uduelig til Tjeneste i Hær og Flaade, baade i Freds- og Krigstid, men da Tyskerne i Sommeren 1915 indsaa, at Krigen vilde trække i Langdrag, ændredes Bestemmelserne til kun at gælde i Fredstid. Jeg blev derfor paa en ny Session taget til Infanteriet.
Den 7. December 1915 fik jeg Telegram om at melde mig paa Junkerhulvejkasernen i Flensborg, og derfra kom jeg sammen med tyve andre fra Haderslev og Flensborg til Husum for at uddannes ved Infanteriet. —
Samme Dag ankom en større Flok 20-aarige fra Mecklenborg og Segeberg og Omegn, og den følgende Dag begyndte Uddannelsen.
Ind under Jul kom Majoren pludselig i Tanker om, at vi skulde aflægge Faneeden, inden der gaves Juleorlov. Vi blev i vor fineste Stads ført til Kirken, hvor Adjudanten stod foran Alteret med draget Sabel. — Seks af os maatte tage om den med højre Haand.
Adjudanten læste Edsformularen Stykke for Stykke, som vi saa gentog.
Juleorloven var ordnet paa den Maia de, at alle, der var gift, skulde paa Juleorlov, Resten fik Nytaarsorlov.
Den 23. om Morgenen skulde vi møde paa Appelpladsen for at modtage Papirerne. Der var dog en Del Nordslesvigere, som ingen Pas fik, da Tilladelsen fra Myndighederne derhjemme ikke var kommet. Vi, som i første Omgang ingen Pas fik, skulde møde alle to Timer paa Skrivestuen, og hver Gang var der nogle, der fik Pas, enkelte først den 24., men Johs. Schmidt fra Gram og jeg fik ingen og maatte saa fejre Jul i Husum.
Der faldt en Del Tøsne, men hjemme var der stærk Snefog, saa de var helt urolige, da jeg ikke kom. Posten kom slet ikke rundt, og Telefonen var i Uorden. Det blev en trist Juleaften for min Hustru og Mor.
Vi fik ingen Middag Jueaftensdag, men file ordre til at møde til Appel med vor Spiseskaal paa Hotel »Stadt Hamburg«. Saa gik vi tilbage og spiste et Stykke Brød. Pakker havde vi ikke faaet hjemmefra, for de troede jo, at vi kom hjem. —
Klokken seks marcherede vi saa til Fest. Musikken spillede, og vi sang »Stille Nacht« og »Deutschland über alles«, Die Wacht am Rhein« og lignende, fik saa Spiseskaalen tilbageleveret mød Nødder, Æbler, fem Cigarer, otte Cigaretter, Appelsiner, Brevpapir m. m.
Johs. Schmidt og jeg fik en ekstra Juleforæring — en lang Pibe. Vi drak Kaffe, men Julenadver fik vi altsaa ikke. En af de unge fra Segeberg opførte en Sketch, og saa sang vi en enkelt Sang, hvorpaa Feldwebelen holdt Juletalen.
Efter denne fik enhver et Mærke til en Mark udleveret, og da Tjenesten nu var forbi, gik Peter Kryger, Bolderslev, Peter Tyssen. Branderup, og jeg hjem paa vor Stue, skrev saa et langt Brev hjem, læste Juleevangeliet og sang et Par Salmer (ingen af os kunne synge!) —
Derefter bøjede vi Knæ og sendte en Bøn op til Gud, ogsaa for vore kære derhjemme, og en Tale, fordi vi ikke behøvede at holde Jul i Skyttegraven.
Vi var en Del, der meldte os frivilligt til Kirkegang 1. Juledag. Det var dog en tør Prædiken; det var om at holde ud og i den Dur. Vi havde fri til 3. Juledag.
Den 29. fik vi Nytaarsorlov, dog ikke alle. Enkelte, deriblandt Nis Lorensen, Lille Emmerske, fik overhovedet ingen Orlov. De var »fluchtverdächtig«
DSK-årbøger 1961
En anonym sønderjyde beretter under mærket -a om sine oplevelser som krigsfange i Rusland
Det var Lille Juleaften 1915. En Trop tyske Krigsfanger var paa Vej fra det Indre af Rusland, hvor de, indtil Vinteren satte ind, havde været beskæftiget ved Vejarbejde, til Egnen omkring Petrograd. Det var en forfærdelig Rejse.
Der var pakket ca. 40 Krigsfanger ind i en Godsvogn. Midt i Vognen stod en lille Kakkelovn. Men selv om det en Gang imellem lykkedes at stjæle saa meget Brænde, at Kakkelovnen var rødglødende, kunde den ikke nær varme Vognen op, saa Vognens Vægge var delvis hvide af Rim. Dertil kom, at Fangerne som Følge af “Mangel paa Smaapenge” kun hver anden eller tredie Dag fik udbetalt de 12 Kopeker, som tilkom dem, saa de kunde købe sig noget at spise. Det var en sulten og forkommen Flok, som blev udladet paa en Station nord for Petrograd.
Efter en March paa godt og vel halvanden Time ankom Fangerne til den Landsby, hvorfra de skulde gaa paa Skovarbejde. Til Trods for at Rejsen havde varet længe nok, var de endnu ikke ventet. Der var ikke sørget for Forplejning og kunde ikke anvises noget andet Kvarter, end en uopvarmet Nybygning.
Fangerne søgte at faa Natten til at gaa paa bedste Maade. Næste Formiddag, Juleaftensdag, blev en Del af Fangerne beordret til at gaa hen til Bageren, som boede i den anden Ende af Byen, for at hente Brød.
De store runde Brød var varme, lige kommen ud af Ovnen, da de blev udleveret. Men inden man naaede “hjem”, var Brødene stivfrosne.
De blev uddelte, et Brød til hver fire Mand, men det viste sig umuligt at faa Brødet skaaret i Stykker, — der var jo ikke mange, som havde en Kniv. Saa fandt et lyst Hoved paa, at man jo kunde save Brødet i Stykker, hvilket ogsaa skete.
Et Stykke frosset Brød og en Haandfuld Sne var alt det, som den Flok Krigsfanger fik til Juleaftensnadver den Juleaften.
Alle, som var med til denne Juleaften, vil huske den. Alle, — nej, ikke alle. Thi da Fangerne havde været der i Landsbyen i 3 Uger og hver Dag været paa Skovarbejde, var der saa mange syge, at hele Flokken blev indlagt paa et Lazaret i Petrograd.
Dog ikke alle, som havde været med den Juleaften. Tre Grave, forsynet med et raat tilhugget Kors med Navnet paa den her begravede Krigsfange, skrevet med Blyant, blev tilbage.
DSK-Årbøger, 1941
H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.
Der var flere Omstændigheder, der gjorde, at vi turde regne med en rolig Jul. Der har i de seneste Dage kun været lidt Smaaskyderi og lidt Patrouille for nærmest kun at vise, at der endnu var Liv til begge Sider.
Vore Understande var gode og solide, og i deres Dyb, — vel 8 Meter under Jorden, — belavede vi os paa at holde en nogenlunde ugenert Julefest.
Dog det skulde komme anderledes. Da jeg i Gaar Eftermiddags Kl. ca. 3 stod i Skyttegraven og fik mig en Sludder med Skorstensfejeren i en efter Forholdene afpasset, dæmpet Tone, ankom der med Brask og Bram en — Fændrik.
Vi hørte ham komme ad Løbegraven og med en Alarm, som om der kom et helt Kompagni. Jeg løb i Retning af Aastedet, hvor jeg mødte Fændrikken og 2 Mænd, der bar hans Kuffert. Under Udfoldelse af hele min Autoritet, men dog uden at brøle op, belærte jeg Fændrikken om, hvor han var, og om det første Bud i Skyttegraven.
Han gloede paa mig. „Hvem er De, og hvad vil De?” spurgte han. Han havde ikke været længe om at opdage, at han, skønt kun lige fyldt 18 Somre, stod noget højere paa Rangstigen og aabnede Munden til en sikkert meget aandrig Belæring om Respekt.
Men den Tone, han anslog, syntes ogsaa Skorstensfejeren at være for høj efter den Dur, vi var vant til paa dette Sted, og ret langt kom han da heller ikke, før han fik et Slag over Munden. Det var ikke saa slemt ment, men det var vel anvendt. Med dette Slag havde Skorstensfejeren bragt en foreløbig Ende paa den videre Diskussion, og da der i det samme kom et Par Granater susende og slog ned i Nærheden, syntes Fændrikken nu ogsaa belært om, at han ikke stod paa en Kasernegaard. Jeg beordrede dem dernæst til at slukke Ilden i deres Cigaretter, og anviste dem derefter den Understand, hvor Kompagniføreren havde tilhuse.
Dog alt dette havde allerede vakt Opsigt og Uro i Skyttegraven og længere ud, thi et Par Mand, der var ude paa Patrouille, kom nu væltende ind i Graven. Af deres Beretning kunde vi slutte, at Franskmændene ogsaa havde hørt den Alarm, der havde været, thi de havde med to Maskingeværer bestrøet Fortterrænet, og det var af den Grund Patrouillen maatte søge tilbage.
Patrouillens Fører mente forøvrigt at have iagttaget, at den Underofficerspost, som vi vidste laa ca. 30 Meter forude, og som var paa 3 Mand, var blevet forstærket, og at der derfra muligvis kunde forventes et Angreb paa vor Stilling.
„Total verrückt,” erklærede Skorstensfejeren, men Patrouilleføreren afleverede Meldingen om sine Iagttagelser til Kompagniføreren.
Denne besluttede, at den fjendtlige Post øjeblikkelig skulde tilintetgøres, og han satte sig derfor i Forbindelse med „Staber”, Artilleri o. s. v., og fik Tilladelsen til at angribe.
Det blev 3. Deling, der under den nyankomne Fændriks Ledelse skulde have den Adspredelse. — „Das bisschen zu ordnen,” som Kompagniføreren udtrykte sig. Det var nu baade min og de andre Underofficerers Opfattelse, at det hele intet havde paa sig, men at vi kun ved dette Postyr fik ødelagt vor Juleaften.
Fændrikkens Rangforordning tillod os heller ikke overfor ham at komme med Indvendinger, men da han kom med Besked om, at jeg, der hidtil havde været Leder af 3. Deling, skulde være ham behjælpelig med at udarbejde en nærmere Plan, hvorefter der skulde gaas frem, forelagde jeg ham følgende:
Du tager af hver Gruppe 4 Mand, det er 16. De, der helst skal være frivillige, skal være forsynet med hver 3-4 Haandgranater, men skal ellers være uden anden Udrustning. I lige Linie af Kirsebærtræerne kravler I paa Hænder og Fødder, indtil en Afstand af ca. 10 Meter fra Franskmanden. Der lader du opmarchere i Halvmaaneform. Paa et nærmere aftalt Signal kaster I Haandgranaterne, raaber Hurra og render tilbage, saa hurtig Eders Ben kan bære jer.
Særlig det sidste er uhyre nødvendigt, og for at I ikke skal tabe Retningen, naar I løber tilbage, vil jeg fra Skyttegraven sende et Par Skud i Luften. Derpaa gaar du til Kompagniføreren og melder, at „alle er slaaet ihjel.”
Fændrikken var ikke begejstret for Forslaget, og særlig ikke med dette at raabe Hurra og løbe tilbage. Paa Kasernepladsen havde han lært, at naar der raabtes Hurra, skulde der løbes fremefter. Han kunde dog ikke selv finde paa noget bedre, og uden at vi blev enige, kom der Ordre til, at saa snart der af Artilleriet var affyret 20 Skud, som Kompagniføreren havde bedt om, skulde vi storme frem.
Splinterne fra de sidste Granater var næppe faldet til Ro, før Fændrikken i Spidsen for sine 16 Mand, følgende en smal Aabning i Pigtraadsforhegningen, kravlede ud over Brystværnet. Der hengik dog ikke ret mange Minutter, før en Skikkelse kom kravlende tilbage. Det var den trekvartblinde Skomager. Han bad mig om, under Hensyn til Hustruen og sine 8 Børn „daheim”, at blive fritaget for denne. Ekspedition og tilbød i Stedet for at ville hente Post og Juleaftensmaden fra Køkkenet. Han, der rystede af Angst og Kulde, fik den ønskede Tilladelse, men næppe var han forsvundet, før der atter kom en Mand tilbage. Han bragte Ordre til, at jeg skulde komme ud til Fændrikken.
Da jeg omsider naaede ud til ham, hvis Mod nu syntes at være sunket ret betydeligt, viste det sig, at han helt havde tabt Retningen. Det værste var, at han slet ikke var til at tale fornuftig med. Han vilde absolut storme frem, ligemeget i hvilken Retning, det saa end var. Det holdt haardt at faa ham til at opgive sit taabelige Forehavende, og medens Regnen stadig silede ned, laa vi derude og kævledes.
Jeg vilde under ingen Omstændigheder være med til at storme nogen fransk Skyttegrav, hvilket vi jo heller ikke havde nogen Ordre til, og hvilket heller ikke var Hensigten med vort Forehavende.
Folkene begyndte at blive utaalmodige, og jeg besluttede da at gaa tilbage og overlade Fændrikken hele Fornøjelsen. Men omsider opgav han, og jeg overtog Kommandoen. Fra Mand til Mand blev der hviskende givet Ordre til at opmarchere til højre, og da der noget efter fra samme Side kom Besked tilbage: „Klar,” gav jeg Fløjtesignal til at kaste Haandgranaterne.
Vi afventede ikke, at de skulde begynde at eksplodere, men raabte Hurra, og saa hurtig vore forfrosne og stive Ben kunde bære os, søgte vi at naa tilbage til Skyttegraven.
En ildevarslende Tikken fra de franske Maskingeværer mindede os om „at tage Benene under Armen” og løbe endnu hurtigere, men da de første Lysraketter og Ildkugler oplyste Terrænet, laa vi allerede foran vort Pigtraadshegn og havde kun at finde igennem dette, for atter at være i Sikkerhed.
Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84.
»Aldrig nogen sinde har man tilladt sig at præsentere så snavsede og beskidte soldater for mig!« udtalte den kommanderende general for 9. reserve armékorps, von Böhm, skarpt til vor kompagnifører, da vi stod opstillede på kasernegården i Douai.
Nu burde vi jo være blevet fornærmede, i hvert fald på vor kompagniførers vegne, men der er alligevel ingen, der tager sig det mindste af, om en menig soldat bliver fornærmet eller ej, og så kunne vi da for resten være ligeglade.
Men den blaserte herre i den fine uniform med de mange ordener, som menigmand dog til syvende og sidst havde fortjent til ham, skulle bare have været med der, hvor vi kom fra, så havde han nok stemt tonen lidt ned. I seks uger havde vi under de mest umenneskelige kår holdt stillingen derude på Gisseler-højene. Halvt i vand og halvt i ild havde vi ligget, som én så træffende sagde, og så havde han endda glemt mudderet, de fysiske anstrengelser og det psykiske pres, som vi der havde været ude for.
Forrige nat var vi blevet afløst, og i går havde vi trasket de 25—30 kilometer her til Douai. Landevejenes ujævne brostensbelægning og de opblødte støvler havde gjort fødderne ømme som bylder. Jo, kompagniføreren, løjtnant Wiegelmann, havde haft den rette forståelse for vort behov og ladet os i ro. Men Wiegelmann var jo kun løjtnant, og i fredstid en lille toldembedsmand, han skulle kanøfles.
Omgivelserne, vi var kommet i, var nu heller ikke nogen opfordring til forfængelighed og storvask. Det var en gammel artillerikaserne, der det, så megen franskvask havde jeg ikke lært! Beskeden var gaven i hvert fald, når man tænker på, at der for en eneste granat af lille kaliber kunne købes flere lommetørklæder til hver mand i kompagniet, og granater blev der nu ikke sparet på.
Nu blev der lagt et par ankre øl op. Vi drak af vore kogekar, og efterhånden, som øllet sank i tænderne, steg julestemningen.
Fra året i forvejen kendte jeg den måde at holde jul på og listede stille bort. Der var så stille i de mørke gader, selv fronten derude mod vest syntes at tie, men hvor mange tårer blev der mon ikke grædt bag gadernes lukkede døre. Jeg så op mod de tindrende stjerner. Jo, der var Karlsvognen med den knækkede stang, og der var Nordstjernen. I den retning, langt mod nord, lå mit hjem.
Der sad nu far og mor og mine mindre søskende og kunne ikke få juleglæden ind i stuen og ind i deres bekymrede sind. Der savnedes jo tre omkring bordet. Min ældste bror lå på lazarettet, og den næste var gået over grænsen til Danmark.
Men i et andet hjem sad en lille pige og bad i angst for sin ven.
Hjemme i mit kvarter satte jeg mig hen og læste igen hendes og mine forældres julebreve efter at have stillet deres billeder op på bordet foran mig.
Dagen efter gik jeg hen på kasernen og hentede et juletræ, som jeg pyntede lidt og satte nye lys i. De to drenge, Leo og Lycien, hvem jeg var blevet mægtig fine venner med, havde også haft travlt. De havde kastet hvide serpentiner over alle buske og træer i haven. —
Måské en slags erstatning for julesneen. Hjemmefra havde jeg fået nogle pakker med bagværk og julegodter, og nu holdt jeg jul sammen med mine værtsfolk. Større modsætninger kunne vel næppe samles om julens symbol, katolikker og protestant, ven og fjende. Vi forstod ikke meget af hinandens sprog, men jeg tror nok, at vore tanker gik ad de samme veje, da vi ønskede hinanden glædelig jul!
DSK-årbøger 1960
Sønderjyden H.J.B. skriver fra Frankrig:
Juleaften i Skyttegraven.
Ved A. i Frankrig 1915.
Ja, det var anden Jul, vi fejrede hernede. Første Gang 1914 gik det nogenlunde, da vi havde det Held at ligge i Borgerkvarter i Juledagene. Vort Opholdsrum var rigtignok en Ko- eller Svinestald, men alligevel havde vi det nogenlunde hyggeligt indrettet med Bord og Bænke, og vi kunde da fejre den kære Julefest i Ro. Et Juletræ havde vi ogsaa og sang ogsaa nogle Julesalmer, saa vi havde det efter Forholdene helt godt.
I Aar, 1915, kom det anderledes Juleaften. Vi laa i forreste Stilling ved A., som langtfra er saa god, som den Stilling, vi havde sidste Aar ved Juletid, da der i Sommerens Løb er bleven kæmpet meget haardt her. Tilmed havde det nu regnet et helt Døgn før Juleaften, saa det gjorde det ikke bedre for os. Vi arbejdede næsten hele Dagen for at holde Graven og vore Jordhytter fri for Vand og Pløre. Paa Vagt skulde vi ogsaa, da det i det hele var lidt uroligt, især da det kom til Aften. Det var næsten, som om Franskmændene slet ikke vidste, at det var Juleaften. Granater, Miner og Geværskud hørtes som sædvanligt. Hen paa Natten blev vi afløst og kom tilbage i Reserve.
Ja, Juleaften 1915 glemmes vist ikke saa let. Dog er vi alle ved godt Humør og har det helt gemytligt. En morsom Oplevelse havde vi et Par Dage før Jul. Vi laa tre Nordslesvigere i en og samme Dækning og havde alle skreven til vore Kære hjemme. Korporalen og jeg havde lagt vore Breve, vi havde skreven, i vor Brevkasse, men vor Ven havde lagt sine Breve paa en Hylde, hvor vi havde vore andre Sager liggende.
Det blev Aften og vi kom paa Vagt alle tre paa en Gang, alt gik godt, vi kom ind og lagde os til at sove. Men da Tiden var kommen, da vi skulde paa Vagt igen, skulde vi give vore Breve af til den, som var bestemt til at bringe dem bort. Korporalens og mine var i god Behold i vor Brevkasse, men vor Vens, som havde ligget paa Hylden, var borte. Vi ledte overalt, men de var borte og blev borte. Lidt efter lidt kom vi dog i Tanker om, at ingen andre end Rotterne kunde have slæbt dem bort, og ganske rigtig, da vi kom ud af Hytten, talte vi med den vagthavende Korporal, han havde ganske rigtig set Rotterne løbe med noget, om det var en Avis eller et Brev havde han ikke set saa nøje efter. Mon de franske Rotter er gode som Brevbærere? Ja, kære Venner, Husdyr har vi nok af her nede, nemlig Lopper og Lus, Rotter og Mus i en større Maalestok, men nok om det, der er jo Krig.
Til Slut en Tak til Dig, kære „Hejmdal“, fordi Du kommer saa regelmæssigt, og Ønsker om et rigtig godt Nytaar.
H. J. B.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.
Når sønderjyske kvinder fængsles.
Den 3. december blev der, som tidligere nævnt, pludselig foretaget en række fængslinger i vesteregnen, deriblandt også af 4 sønderjyske kvinder. Om den fremgangsmåde, der er anvendt overfor disse, skal vi, uden at gå i enkeltheder, anføre nogle træk, der er karakteristisk for den hensynsløshed, der – sikkert imod regeringsmyndighedernes vidende og vilje – af visse lavere myndigheder øves mod dele af en befolkning, der udviser en pligtopfyldelse og loyalitet, som har vundet den tyske regerings og den tyske hærledelses uskrømtede ros.
I forbindelse med arrestationerne fandt der omfattende husundersøgelse sted af kriminalbetjente. I hvert eneste rum i hele lejligheden blev skuffer, skabe og overhovedet ethvert aflukker gennemrodet og alt, hvad der fandtes af beskrevet, halet frem og efter endt gennemsyn kastet til side, så det flød overalt i huset i den ubeskriveligste uorden.
Om aftenen førtes de arresterede damer til Tønder, hvor de – til trods for, at kriminalbetjentene gentagne gange havde forsikret, at der kunde overnattes på hotel – blev ført direkte til arrestbygningen og der hensættes i hver sin bælgmørke celle med et par ord om, at der fandtes både seng og ”kloset”, med at de i øvrigt selv måtte orientere sig, dvs. famle sig omkring i mørket.
Et par tæpper på den indretning, der skulle forestille seng, udbredte en meget ilde lugt, og ”klosettet” spredte i det lille tæt lukkede mørkekammer en ulidelig stank, der næsten var ved at tage vejret fra beboerne.
I sådanne rum måtte damerne overnatte til næste morgen.
Den 4. december førtes arrestanterne til Flensborg, og de fire kvinder hensattes i hver sit værelse, hvor der var så koldt, at der var meget vanskeligt at holde varmen.
Her hensad damerne så indtil den 10. december om middagen, da de pludselig fik meddelelse om, at de var løsladt og kunne gå, hvorhen de vilde uden at der under deres ophold i Flensborg var blevet afholdt spor af forhør over dem og end ikke stillet et eneste spørgsmål til dem.
Da de blev løsladt, må myndighederne selvfølgelig være blevet klar over, at damerne intet strafbart havde begået, men man viste dem ikke engang det hensyn at meddele, at den mistanke, for hvilken de havde måttet døje fængsel i 8 dage, havde vist sig at være ugrundet.
Det er at håbe, at de højere myndigheder vil blive sat i kundskab om denne sag og tage den under nærmere overvejelse.
H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter. I oktober 1915 kom han tilbage til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.
Ripont, den 20. December 1915. Hele Maaneden har været rig paa Angreb og Modangreb. Ro har Vi aldrig. Næppe har vi taget et Stykke Skyttegrav hos Fjenden for at forbedre Stillingen, før han atter henter det tilbage. Døde og mange saarede hører til Dagens Orden. Har vi endelig Ro for Fjenden, plages vi af Rotterne.
Ustandselig er de paa Færde og huserer om Natten i vores Tornystrer for at finde noget spiseligt. Grimt er det, naar de om Natten paa deres Røvertogt lister hen over Ansigtet paa Een. Deres Fødder er saa kolde og klamme, og deres Hale synes at være haaret og uendelig lang. Jeg tror aldrig, vi bliver Venner med disse smaa Djævle, men vi skal jo vænne os til dem.
Da vi sidste Nat var ude at trække Pigtraad, opdagede v i enkelte Lig af Fjenden. V i syntes ikke, at vi vilde lade dem ligge dér foran Stillingen, da de ikke mere lugtede saa friskt, men vilde opfylde vor Kristenpligt ved at sørge for deres Begravelse. Et stort Granathul blev udset til deres sidste Hvilested, og vi forsøgte at bære dem derhen. De skiltes dog ad i flere Stumper, og ud fra Mund, Ærmer og Støvler fo’r der i Snesevis af Rotter, der her havde fundet sig et godt Madsted. Omsider fik vi dog Resterne af de stakkels Mennesker kastet i Granathullet, hvor de forsvandt med et „Plump”.
„Der Tod im Felde ist doch der schonste Tod,” filosoferede Skorstensfejeren, medens Vandsprøjt stod op om Stedet, hvor de forsvandt.
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Trods beskydning blev arbejdet fortsat, for skyttegraven skulle være færdig, en havde gravet sig ned her, en anden der, disse huller skulle forbindes, hjørnerne graves bort og skulderværn med 10-15 m afstand oprettes og i baglandet anlægges beskyttelsesrum til mandskabet.
Hen imod Jul var vi færdige med det. Samtidig med at vi forude befæstede vort gravesystem med løbegrave ud til lytteposterne og løbegrave tilbage, så der kunne hentes forplejning og forsyninger af krigsmateriel, byggede bagagefolkene deres hestestalde og opholdsrum, til både feltkøkken og lagerrum til madvarer. Det var et stort kompleks, der lå godt beskyttet i en lav plantage, hvor træerne kun var et par meter høje, det blev opnævnt efter vor kaserne i Charlottenborg ved Berlin, der hed “Westend”, og det her foretagende langt inde i de russiske skove, halvvejs til Moskva fik navnet “Neu westend”.
Der skulle være plads til 10-11 heste og lige så mange betjening, og da der til første bataljon hørte fire kompagnier med samme antal heste og mandskab med bataljonstab og melderyttere, måtte der jo lægges et stort arbejde i at få det nogenlunde.
Til at begynde med anede vi ikke hvor længe opholdet her kunne vare, men vi lå i denne stilling over et år.
I det område hvor vi havde etableret os var der tre høje, som kæmpegrave herhjemme, men nok så store, det var vi glade for, for her kunne vi have vore beskyttelsesrum bedre garderet mod beskydning som ude på den flade mark, de blev nu udhulet så de kunne rumme en deling på 30 -40 mand, der var tre delinger i et kompagni, og der var tre høje, dem havde vi kaldt “Grenzberg”,”Spuchberg” og ”Blocksberg”.
Vi var kun halvfærdig med det store arbejde, så blev vi rykket et par km sydpå, men i samme stilling, nu lå vi næsten ude ved floden, Beresina, og overfor Smorgon og Moledetschno (aw Molodeczno), det var ved denne flod Napoleon i 1812 tabte 20.000 af sine tropper og ved Smorgon forlod han hæren og rejste tilbage til Paris.
Til venstre støttede vi også ”Hindenburg-højen” og til højre på klosteret “Sutskow”. Her begyndte vi så igen at bygge bombesikre beskyttelsesrum og for at kunne gøre det, måtte vi have træ og atter træ, der var jo nok at tage af, en kolonne kom derud for at fælde træerne og afkviste dem, så kom en mand med et par heste og en kæde, der blev slået om den tynde ende og afsted gik det til pionerparken, hvor det blev savet op i bjælker, stolper og brædder, der så igen blev transporteret ud til skyttegraven og anvendt der, endnu længere inde i skoven var kulsvierne og fældede træer til deres ”miler” hvor der blev brændt trækul, det blev anvendt, der hvor linjerne lå tæt på hinanden og hvor rummene alligevel skulle opvarmes i den strenge vinter, trækul ryger jo ikke, men varmer godt, det er en egen teknik ved det, milerne må nok ryge, men der må ikke gå ild i dem, de må kun ulme.
Der kom mange officerer og så på det og fik forklaringen på hvordan milerne skulle behandles. Det var soldater fra Bayern, der ordnede det, de havde bygget sig rigtig smukke svejtserhuse at bo i, for dem var krigen forbi så længe vi lå i Rusland. Det træ, vi skulle bruge, blev befordret med feltbane og heste, det var dejligt et gå i de mægtige skove og slæbe træ til brug i skyttegravene, der blev en dyb rille hvor de store stammer gled langs ad.
Ude bag skyttegravene blev der gravet et ni meter dybt hul 4 m bredt og en færdigsyet ramme af meget svære granstammer sat på plads, forskallet med brædder så jorden blev stående, så meget svære granatammer lagt ovenpå, så en meter jord, stammer igen den anden vej, jord og stammer igen og så fremdeles til hullet var fyldt.
En skyttegravsovn blev installeret, kakkelovnsrøret var af træ, selve skyttegraven var afstivet af unge graner i ca. 5 cm tykkelse, tænk en gang hvad træ der skulle bruges til en strækning fra Riga til Sortehavet.
Det var kedeligt når fjendens granater slog vor veludbyggede stilling i stykker og det skete mange, mange gange.
Vi tabte selvfølgelig mandskab ved udbygningen, men da vi var færdige hørte det op. I Soly-West stod der mange lokomobiler som skaffede os el-strøm til oplysning af vore opholdsrum og den strøm havde vi megen spas med, den blev sommetider forbunden med lejet, der var af båndjern eller med kogekarrene der også var af jern, så lød der et brøl af den anden verden og så gjaldt det om at finde ud af, hvem synderen var, for det skulle hævnes.
I trådforhukningen foran var der også strøm, de første patruljer fik strømmen at føle, men så fandt russerne ud af at skyde pigtråden i stykker, så der ingen strøm var nedenfor brudstedet. Når det var fugtigt vejr regn eller tåge kunne vi høre det suse og knistre, der foran i pigtrådsbæltet.
Sommetider blev der gjort et angreb med tågebomber, hos os kunne vi ikke bruge rigtig gas, blaukreutz eller gelbkreutz, der blæses ud af beholdere, fordi skovene forandrede vindretningen, den var ikke bestandig, så vi kunne risikere, at få det hele tilbage igen.
En morgen da vor kammerat Kloss stod vagt i skyttegraven, så han ude i pigtrådsbæltet en ueksploderet glasbeholder med tågegas, han fik den lempet ind og så kastede han den så langt over mod den fjendtlige stilling at den splintredes og en vældig sky udviklede sig, nu blev han bange, for russerne kunne tro, at vi begyndte igen, og så vilde de overdænge os med granater, han greb så en håndgranat og kylede den ud i tågeskyen, så skulle de ovre på den anden side tro, det var den der forårsagede skyen.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Kübler, underofficer ved Regiment 84’s 6. kompagni, beretter om den underjordiske krig.
Efter tilbagevenden fra østfronten til vestfrontens stillingskrig syntes livet os ensformigt og afstumpende. Vi var jo vant til fremrykning og nye oplevelser hver dag.
Således kom 2 mand fra mit kompagni på den idé grundigt at undersøge Estorf-Nase-minegangen i stillingen ved Moulin, som af os var betegnet med et skilt: “Korteste vej til Paris.” Begge havde tilbragt flere gange to timer derinde som lyttepost.
Da jeg en aften – det var kort før jul 1915 – som skyttegravstjenstgørende underofficer kommer ned i den underjordiske gang for også her at kontrollere alt, var de to ved en lommelampes skær ved at undersøge den yderste ende af hulen.
Efter kort tid trak de en sandsæk ud af væggen foran sig. Vi var alle tre overraskede og temmelig forskrækkede, da vi gennem hullet, som havde været stoppet af sandsækken, kunne se ind i en yderligere minegang.
Yderste forsigtighed var nødvendig. Der kunne jo sidde en franskmand på den anden side og give os en venlig hilsen i form af en håndgranat eller lignende. Men det forblev altsammen stille.
Så gik vi i gang med at undersøge hulen med lommelampen. Vi fandt den tom. Men pludselig hørte vi franske ord og skridt, der kom imod os. Det gik over. Hurtigt blev hullet stoppet til igen, og vi lyttede alle tre, fornemmede også en mumlen.
Da vi efter nogen tid igen tog sandsækken væk, så vi, hvordan adskillige mennesker netop fjernede sig. Det blev klart for os, at franskmanden kun nu og da sendte en patrulje ind i sin minegang.
Efter at jeg havde beordret de to poster til at være meget opmærksomme, gik jeg selv til min delings-og kompagnifører for at aflægge rapport. Undervejs traf jeg Unteroffizier Madea fra min deling, hvem jeg fortalte om min oplevelse. Denne, en gammel feltsoldat, begav sig straks ind i minegangen. Da jeg sammen med min delingsfører kom tilbage til de tre, havde de ikke været uvirksomme. De havde allerede undersøgt den anden side grundigt og konstateret, at der langs begge sidevægge gik en stærk tråd, der førte ned i jorden. Vi vidste nu, at vi sad på en krudttønde.
Først måtte tråden klippes over. At gøre det med en almindelig trådsaks var ikke ufarligt, fordi tråden jo godt kunne være ladet med elektrisk strøm, Der blev derfor forespurgt ved bataljonen, om dér fandtes en saks med isoleret håndtag. Da dette ikke var tilfældet, måtte altså en almindelig saks bruges.
I mellemtiden havde Unteroffizier Madea og de to vagter, det var menig Jordan og menig Spiro, besluttet sig til at kravle igennem gangen og hente en fransk vagtpost ud af gangen. Hullet i væggen blev hurtigt udvidet. Snart var det så stort, at alle kunne komme igennem.
Forsigtigt krøb den ene efter den anden ind i den franske gang, én tog en trådsaks med, og snart var de forsvundet. Jeg blev i stor spænding tilbage sammen med min delingsfører. Det varede ikke længe, da kom alle tre hurtigst tilbage, desværre uden franskmand.
Unteroffizier Madea og menig Jordan krøb straks gennem hullet tilbage til os, mens menig Spiro vovede at klippe ledningstråden over. På begge sider skar han et stykke på ca. 50 cm ud. Så krøb også han hurtigt tilbage. Det var på høje tid, for nu kunne man igen høre stemmer og trin. I al hast blev hullet igen stoppet så godt som muligt, desværre blev der en lille åbning tilbage.
Den franske patrulje mærkede til vor beklagelse, at der var foregået noget i minegangen og opdagede også den afbrudte ledningstråd. Som vi kunne konstatere, blev to vagter tilbage, ikke til vor glæde, for vi havde jo endnu en udgravning foran os. Det blev der så ikke noget af. Vi måtte altså begrænse os til at passe nøje på, om franskmændene forlod minegangen. Skete det, så kunne man frygte en sprængning, og også vore vagtposter måtte så forlade minegangen.
Næste dag blev den franske mingang røget ud. En pioner satte forsigtigt tre kasser med hver to stinkbomber imod den væg, i hvilken hullet befandt sig. Mod vor side blev kasserne yderligere fordæmmet med tre lag sandsække og så bragt til sprængning med elektrisk tænding.
Stakkels franskmænd! – Efter nogen tid hørte vi en brusen som fra en pumpe. Franz var altså i gang med redningsarbejdet. Det blev han ikke forstyrret i.
I de næste dage kunne vi ikke give minegangen stor opmærksomhed. Kun fra tid til anden blev der sendt en patrulje derind.
Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
En vægring og en retssag.
Som det vil erindres, er det flere steder i Sønderjylland blevet befalet at eleverne på statens efterskoler skal deltage i ”Jugendwehr”’s militære øvelser om søndagen. Et antal lærlinge i Haderslev har vægret sig herved og er derfor ved politiretten idømt straffe. Deres forældre har så indanket sagen for retten. “Schlesw. Grenzpost” skriver, at dommen imødeses med spænding.
De hjemløses militærpligt og statsborgerret.
I tilknytning til meddelelsen om, at de hjemløse i Nordslesvig nu skal melde sig til lægsrullen, udtalte ”Vossische Zeitung” forleden, at dermed hele hjemløshed spørgsmålet var blevet løst, da de hjemløse Nordslesvigere vilde blive prøjsiske statsborgere i det øjeblik, de trådte ind i hæren.
I anledning heraf har dr. jur. de Jonge nu sendt det nævnte blad et indlæg, hvori han hævder, at denne påstand beror på en misforståelse af statsretten. Artikel1 i rigsmilitærloven af 1913 bestemmer, at personer, som ingen stat tilhører, når de har varigt ophold indenfor rigets grænser, kan ligesom tyskere indkaldes til at aftjene deres værnepligt; en sådan indkaldelse betyder imidlertid på ingen måde ipso jure erhvervelse af statsborgerret.
Faldne, sårede og fangne
Efter nordslesvigske blade
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
De hjemløse og optantbørnene
Skal, som meddelt, nu også melde sig til lægdsrullen. Denne bestemmelse har haft til følge, at såvel hjemløse som optantbørn, der er kommet over grænsen fra Kongeriget med dansk pas, i disse dage er blevet forhindrede i at vende tilbage til Kongeriget – i alt fald foreløbig.
Tørvestrøelse.
Det meddeles, at såvel tørvestrøelse som tørvesmuld er beslaglagte og kun står til rådighed i ringe mængder. Befolkningen anmodes derfor indtrængende om at omgås de nævnte ting meget sparsomt. Der søges efter et erstatningsmiddel.
Tobaksrygning forbudt for børn under 16 år.
Generalkommandoen i Altona bekendtgør følgende forordning, som sundhedskontoret i Lybæk har udstedt den 10. marts 1915:
For i sundhedens interesse at sætte en stopper for tobaksrygningen hos ungdommelige personer, som i den sidste tid stadig har grebet mere om sig, har sundhedskontoret anordnet følgende: Personer under 16 år er det forbudt at ryge tobak, cigarer eller cigaretter. De, der er forpligtelse til at føre tilsyn med de ungdommelige personer, er ligeledes ansvarlige for, at forbuddet overholdes. Det er endvidere forbudt at sælge eller at afgive tobakspriser, tobak, cigarer eller cigaretter til personer under 16 år. De ungdommelige personer selv, samt de der skal føre tilsyn med dem, er medansvarlige for, at dette forbud overholdes. Overtrædelse straffes med en pengebøde på indtil 60 mark eller med indtil 14 dages arrest.
Af Allan Otto Wagner
Min oldefar, Otto Theodor Wagner, deltog i verdenskrigen i Landwehr-Infanterie-Regiment 84. I november-december 1915 var han hjemme på orlov for første gang i mere end et år.
Se mere på siden om Otto Theodor Wagner
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.
Tabet af tyske zeppelinere
Tre eksplosioner i de samme dage
Som vi meddelte i sin tid, eksploderede en ny stor zeppeliner, “Z 18” i luftskibshallen i Tønder den 17. november. Samme dag eller i dagene umiddelbart omkring den 17. november er, som vi nu erfarer, imidlertid også et luftskib, der opgives at være “Z 28”, sprunget i luften ved Fuhlsbüttel ved Hamborg; det påstås bestemt, at et tredje tysk luftskib i de samme dage er blevet ødelagt i Bitterfeldt (i preussisk Sachsen).
Syd for grænsen under krigen
De hjemløse og optantbørnene skal melde sig til lægsrullen
Landsrådskontoret i Haderslev bekendtgør den 10. december, at i medfør af en forordning fra Indenrigsministeren og krigsministeren af 28. oktober 1915 skal alle mandlige personer uden undersåtsret, der er fødte i tiden fra 2. august 1869 til 31. december 1898, melde sig til lægsrullen i tiden fra den 15. til 31. december 1915 hos den stedlige politimyndighed (Magistrat, borgmester, kommuneforstander, godsforstander). Ved anmeldelsen skal fremvises mulige militærpapirer og sådanne papirer, der kan give oplysning om deres egne, forældres eller søskendes undersåtsforhold.
Til de meldepligtige personer hører også optantbørnene.
Krigens hårdheder
Kådner Herman Jacobsen og hustru i Vester Sottrup har haft tre sønner med i krigen.
Af disse har den ældste, Kresten, der er omtrent 23 år gammel været såret to gange; for tiden er han atter med i kampene ved Jacobstadt. Den næstældste søn, Klavs, der var 21 år gammel faldt for tre måneder siden i Russisk Polen. Den 29. november modtog Herman Jacobsen og hustru meddelelse om, at deres tredje søn, den 19 år gamle Herman, var afgået ved døden på lazaret i Königsberg.
Dagen efter, den 30. november, måtte ifølge ”Hejmdal” faderen, kådner Herman Jacobsen selv, der er 45 år gammel, efter modtagen indkaldelsesordre møde i Flensborg, hvorfra han derpå endnu samme dag blev sendt til Metz for at få en militær uddannelse.
I hjemmet i Vester Sottrup sidder nu den sørgende hustru med 5 uforsørgede børn.
Kagebagning til jul.
Landråden i Sønderborg bekendtgør i kredsbladet: forbudet af 16. august 1915 mod bagning af kager af hvedemel i hjemmene sættes ud af kraft indtil den 31. december i år.
På samme tid frigives [tryksværteklat]reserverne til julebagning én [tryksværteklat]hvedemel á person til hver civil[tryksværteklat] i kredsen. Gær må dog ikke anvendes til bagningen. I ugen fra 13. til 19. december må der sælges så mange melmærker ud over det forskrevne kvanta, at hver husholdning kan få ½ pund hvedemel mere á person, hvis man ønsker det. I de to sidste uger af december er salget disse mærker ikke tilladt.
Studehandel
Gårdejer Nis Enemark solgte i torsdags 50 stude til handelsmand Simon fra Brunsbüttelkoog For 680 mark stykket. Studene skal leveres til foråret.
Kommuneforvalter Clausen Schmidt i Gestrup solgte samme dag 18 stude for 640 mark stykket. Gårdejer Peter Hansen i Gestrup, har solgt til kreaturhandler Wilken i Hamborg 36 stude for 665 mark stykket.
Peter Madsen i Roost har solgt 30 stude for 675 mark stykket.
Hjemme på orlov.
”Flensborg Avis” medarbejder J.N. Jensen, der fra krigens begyndelse har været med på vestfronten, kom i torsdags hjem på otte dages orlov.
Haderslev Privatbanks fallit.
Under 9. december 1915 bekendtgør Amtsretten i Haderslev følgende:
I fallitsagen over aktieselskabet Privatbankens formue i Haderslev har fælleskreditoren stillet andragende om at standse fallitsagen. Andragender og fallitkreditorernes samtykkende erklæringer ligger til kreditorernes eftersyn i retsskriverkontoret. Fallitkreditorerne kan inden en uge nedlægge indsigelse mod andragendet.
Hygum sogns ældste mand,
gamle bødker Nis Madsen på Hygum Gammelgård, der den 14. marts i år fyldte sit 93de år, afgik forrige søndag ved døden efter kun nogle få dages sygdom. Det er et langt, nøjsomt og virksomt liv, der her har fundet sin afslutning.
Sønderjyden Jacob skriver fra Østfronten:
Søndag Formiddag
Nu sidder jeg og skriver i en Pionerkaserne i Grodno. Et Par Stationer før Grodno fik vi Ordre til at gøre Oppakningen i Orden. Der blev Røre, da vi ikke kan transportere mere, end vi kan faa stuvet ned. Jeg deler ud til mine Kammerater af hvad jeg har for meget, og da vi holder ved Grodno, er vi fuldt op- pakkede med det nødvendige.
Grodno ligger et godt Stykke fra Banegaarden, og i jævn March gaar det ind i Byen, over en Bro, som Tyskerne har bygget, da de store Broer er sprængt af Russerne.
Byen tager sig godt ud i Maaneskin, men Gaderne er daarligt brolagte og snavsede. Vi gør Holdt paa en Plads udenfor Teatret og venter paa Ordre for Natten. Geværerne stilles sammen og Oppakningen lægges paa Jorden. Klokken er halv elleve; heldigvis er Vejret mildt og tørt. Vi venter ca. en halv Time og marcherer derpaa ud til Kasernen her. Det gælder om at holde sig paa Fortovet, da Midten af Vejen ikke er passabel for Fodgængere med Oppakning. Brolagt er den ikke og fuld af Mudder.
I Kasernen er der ingen Lys, men dem har vi selv, Sengehalmen er Træuld, forresten helt brillant, da det baade er rent og varmt.
Forplejningen er ikke at prale af, da vi ikke har faaet noget siden i Morges Klokken otte, og her giver det ikke noget. Det er vi dog ikke kede af, da vi har rigeligt og det gælder om at faa det spist snarest muligt. Altsaa rask et Stykke Brød og en Plade Chokolade, Tornystret under Hovedet, Tæppet dækket over og saa sover vi straks som Sten.
I Morges blev jeg vaagen Klokken syv; her er tidligt lyst, saa op for at faa Laaget af Kogekarret fyldt med Kaffe og saa ned i Kælderen for at blive vasket, noget jeg snart ikke er bleven de fire Dage, vi var paa Jernbanen. Vi har „Ruhetag“ i Dag, faar Lønning udbetalt og kan gaa i Byen til Klokken fem.
Nu har jeg været i Byen og set Jødekvarteret, puh ha, men morsomt er det for en Gangs Skyld at se noget af den Slags. Et Par russiske Kitler til Børnene havde nær fristet mig, men der er ingen Lejlighed til at faa dem sendt hjem. Vi bliver her kun til i Morgen tidlig, og det er allerede mørkt, skønt Klokken kun er fire.
Grodno er ingen lille By, og de russiske Kirker tager sig brillant ud med de hvide Mure og de forgyldte Kupler. Der er intet ødelagt i Byen undtagen Banégaarden og Broerne, men alting er forfalden, Stenbroen miserabel uden Kloak, Vandet i Rendestenene langs Gaden og en vis Stank over det hele.
Tysk Militær er der en Mængde af, den civile Befolkning, mest Jøder, gaar hurtig og tavs forbi, men handle med Soldaterne vil de nok og store Priser tager de. Jøderne taler næsten alle Tysk, og en Del af dem er vist fulgt med Soldaterne, de ved jo nok, hvor der er Penge at tjene.
De russiske Køretøjer er nogle smaa usle Tingester med magre russiske Ponyer for. Droskerne, for saadanne findes ogsaa her, har alle Gummihjul og betjenes af rigtige russiske Droskekuske i Kafta med en rød Snor om Livet. En af de rigtige Jødekager har jeg smagt, en Slags Hvedekage med Valmuefrø inden i. Nogen Lækkerbisken var det ikke, men vi maa jo prøve lidt af alt.
For Øjeblikket er her i Salen, hvor vi ligger, en rigtig Soldaterlejr. Enkelte spiser, andre læser Aviser, atter andre pakker Tornystre, alle ryger, saa Luften er saa tyk, saa den kan skæres med Knive, og alle snakker, saa det er, som i en Jødeskole.
Det hele oplyses af en enlig Lampe, som netop hænger over min Plads, saa jeg kan sidde og skrive.
Militærautotrafikken er stor; Lastautomobiler, Syge- automobiler og Officersautomobiler tutter og kvækker i det uendelige og lange Tog af Træn vogne kører i Gaderne.
Samtalen mellem Kammeraterne drejer sig mest om Hjemmet. Krigen tales der ikke meget om, mere om, at der snart maa blive Fred. Her tales næsten lige saa meget Dansk som Tysk, i det mindste taler jeg mere Dansk end Tysk, da vi ialt vistnok er 100-150 Nordslesvigere i denne Transport.
Kære Ella, hav det rigtig godt, Du og Børnene. Hils alle Bekendte, der spørger efter mig.
Din
Jacob.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
