Alle indlæg af Rene Rasmussen

Ikke kategoriseret

24. januar 1916. En livsfarlig cigar

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Den 24. januar var det min fars fødselsdag, og i den anledning havde mor sendt mig en lille pakke med bagværk.

Dagen skulle fejres sammen med stuens kammerater. Jeg havde hentet kaffe fra køkkenet i mit kogekar og havde fået bordet fint dækket, idet jeg brugte »Hejmdal« som borddug, I det øjeblik blev vi
alarmerede. Man ventede angreb fra englænderne, og vi skulle omgående rykke ud i forreste linie til forstærkning.

I en fart puttede jeg kagerne i min brødpose og skuldrede oppakningen. Så tog jeg bøssen i den ene hånd og kaffepotten i den anden og gik mod »fjenden«, der dog heldigvis ikke kom.

Da jeg omsider havde fået mig installeret under de nye omgivelser ude i skyttegraven, varmede jeg kaffen og dækkede bord på ny, men det var nu i selskab med andre kammerater.

Inden jeg lagde mig til ro, hoppede jeg lige op over dækningen, for at besørge et lille ærinde. Et øjeblik efter smækkede et projektil mod et kalkstykke lige ved mine ben, så et til og et tredie.

Jeg så mig om for at opdage, hvad der vel kunne være årsag til dette koncentrerede skyderi, og uden at tænke over det, strøg jeg asken af min cigar.

I samme øjeblik var jeg klar over, at gløden fra min cigar havde været målet. Jeg kom skyndsomt ned …

DSK-årbøger 1960

Nyheder

24. januar 1916. Slut med fraterniseringen: “Fændrikken blev hængende såret i pigtråden i to dage.”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel våbenhvile med franske soldater, der lå i en sapespids blot 3-4 meter borte.

Idyllen i Sappe 3 fik en brat Afslutning, og vi var selv Skyld i det. Fændrikken overraskede os en Dag ved, at vi sad og spiste Franskbrød. Noget saadant fik vi jo ikke udleveret, og hans Nysgerrighed var vakt. Vi indbød ham til en beskeden Frokost, og under denne var vi saa uheldige at fortælle ham om Forholdene. Han sladrede om Tingenes Tilstand, og Enden blev, at Gruppen er blevet afløst, og de gamle Tilstande med døde og saarede hver Dag er atter indtraadt.

Franskmændene kan sikkert ikke forstaa vor svigagtige Opførsel. Men ikke nok hermed. Fændrikken fik Kompagniførerens Tilladelse til at drive Franskmanden 15 Meter tilbage, og med den Begrundelse, at det hidtidige, umilitære og landsforræderiske Forhold ikke ønskedes gentaget. Han førte Angrebet frem, men det gik ud over ham selv. Store var Tabene, der ikke syntes at staa i Forhold til det opnaaede Resultat.

Da de om Aftenen havde været ude for at trække Pigtraad, havde Fændrikken ikke været varsom nok med Hensyn til Lysraketterne, og havde været for sén til at kaste sig ned, da de oplyste Terrænet.

Franskmanden havde straks haft et Par Haandgranater ved Haanden, og dødelig saaret blev Fændrikken hængende derude i Pigtraaden. Der blev gjort flere Forsøg paa at bjerge ham ind i Skyttegraven, men han sad uhjælpelig fast.

I 2. Dage og Nætter kunde vi høre hans ynkelige Jamren og Bønner om Hjælp, og Skorstensfejeren besluttede sig da til at vove endnu et Forsøg.

Med en lang Staaltraad slæbende efter sig kravlede han ud til Fændrikken, og det lykkedes ham at faa den gjort fast i hans Livrem, og
naa tilbage til Graven. Med mange Hænder halede vi i Staaltraaden, men den Larm, der opstod, forplantede sig videre gennem Pigtraaden over til Franskmanden, der besvarede vore Anstrengelser med en Byge Haandgranater.

Forsøget maatte opgives, og fra imorges er det roligt derude. En, blot nogenlunde kristelig, Begravelse kan vi ikke give ham, og han gaar, som saa mange andre „til Rotterne”.

Vi skal imorgen tilbage i Reservestilling og have 10 Dages Ro. Jeg har atter overtaget Ledelsen af Delingen, og det er Skomageren glad for, thi han faar af og til en Trykpost [“Druckposten] og skal ikke med ud om Natten.

 

Ikke kategoriseret

23. januar 1916. Rotter i Lievin

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Lievin var en stor mineby, vokset op omkring de store grubeanlæg og domineret af de høje ståltårne og de mægtige affaldsbunker. Hele periferien var arbejderkolonier, men der var også flere smukke slotte, som rimeligvis tilhørte mineejerne, men som nu måtte dele skæbne med arbejdernes huse og borgerhjem: Ruinhobe.

I kældrene under de sammenskudte huse lå vi i første reserve.

Kvartererne ville have været gode nok, hvis vi ikke havde måttet dele dem med et utal af rotter.

De grådige bæster åd alt, hvad der blot var nogenlunde spiseligt, og de madvarer, vi ikke kunne pakke ned i vore kogekar, måtte vi hænge  op ved loftet i snore.

De krøb ind under vore tæpper, når vi lå og sov og løb hen over vore ansigter, men jeg hørte aldrig, at nogen blev bidt af dem.

DSK-årbøger 1960

Ikke kategoriseret

22. januar 1916. “Nix kompra, madame!”

2 kommentarer

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

En overgang boede jeg [når han lå i reservestilling, RR] sammen med to tyske kammerater hos et gammelt ægtepar, Deserie. Et par af deres sønner var soldater i den franske hær. Den yngste, som ved  krigens udbrud ikke havde været værnepligtig, var hjemme og gik i minerne, som faderen før ham, men to sønner havde mistet livet ved den store grubeulykke, som nogle år før krigen ramte Sallaumines-gruben, og hvorved mere end 1200 af egnens mænd omkom.

De to gamle hadede os af et godt hjerte, men tog alligevel imod den mad, vi kunne skaffe med hjem til dem. Heldigvis kunne vi ikke forstå de vrede ord, madame Deserie øste ud over vore syndige hoveder. Vi lo blot godmodigt og sagde blot: »Nix kompra, madame!«

At sige, at det var mindre renligt hos de to gamle mennesker, ville være et mildt udtryk. De sad det meste af dagen ved hver sin side af komfuret, skråede, snuste tobak og spyttede langspyt, så der stod to halvkredse foran dem på flisegulvet, og alt var snavset og fedtet.

Vi var jo ellers ikke forvænte med renlighed, men det var os alligevel et nummer for groft, og da hunden en dag havde lavet sit behov bag køkkendøren, og døren så ved at gå op og i slæbte det med frem og tilbage, tog vi affære.

Alle køkkenmøbler blev sat ud i gården og fik der en ordentlig omgang med vand, sand og en klud. Så kom der et par spande vand ind på gulvet, og der blev ikke levnet snavs, hverken i hjørner eller sprækker.

Madammen skældte ud, så det sang, mens manden forsøgte at glatte lidt ud, men aldrig har deres køkken skinnet sådan af renlighed, som efter denne omgang.

Kun mandens billedgalleri lod vi i fred. Det var en broget samling af journal- og avisudklip, som han havde klæbet op på den ene væg. Nogle af billederne bar stærke spor af at have været i berøring med det snavsede gulv.

DSK-årbøger 1960

Nyheder

22. januar 1916. Fraternisering: Om kapitalister og farlige kvinder

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel “våbenhvile” med franskmændene i en sape, blot 3-4 meter borte.

Vi havde ellers haft mange gemytlige Aftener ovre hos Franskmanden, og der var ikke en Aften, uden at vi var hos ham, eller han hos os. Af Tobak havde vi rigeligt, medens hans var monopoliseret og derfor knap.

De havde rigeligt og godt Brød, medens vores var Rugbrød og Portionerne smaa, og der kom derfor en udstrakt Byttehandel istand.

Underholdningen blev ført ved Finger- og Tegnsprog og med enkelte tillærte Brokker af hinandens Sprog, og det gik udmærket. Vi vidste snart, hvem der var gift; hvormange Børn enhver havde; hvorlænge
de havde været med i Krigen; hvad vi mente om hinandens Artilleri; og meget andet.

Alle var vi enige om, at Krigen var „Grand Malør”, og at „La grande Kapitalist” var Skyld i det hele. Det var der kun een Mening om, og den blev yderligere understreget ved, at vi paa Ordet „Kapitalist” slog os paa Lommen, og ved en betegnende Bevægelse omkring Halsen opnaaede Tilslutning til Meningen om, hvad vi mente om dem.

Den sidste Aften vi var derovre, udfoldede Skomageren sig i hele sin socialistiske Indstilling. Han mente, at hvis alle Socialister hele Verden over havde været enige, kunde Krigen, der kun førtes i Storkapitalens Interesser, ikke være opstaaet. Om Diplomaterne erklærede han, at „de hænger sammen som Ærtehalm”. „De laver Traktater og Overenskomster, og bagefter hjælper de ved Intriger til at skabe Forvirring. Saaledes opstaar Krige,” sluttede han, men tilføjede hviskende, „men jeg har nu hørt fortælle, at for skellige, højtstaaende Personers Interesse for een og samme Kvinde har fremkaldt denne Krig ; dog, det er noget man ikke maa tale alt for højt om.”

Vi vilde alle vide noget nærmere Besked angaaende denne lumske Dame, men Skomageren erklærede, at det kunde vi faa at vide en anden Gang. „Jeg siger bare, vogt jeg for Kvinderne,” sagde han, og dermed var der intet mere at hente ud af ham om den Ting.

 

Ikke kategoriseret

21. januar 1916. Seksdages turnus ved Loretto

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Seks dage i forreste linie, seks dage i første reserve og seks dage i anden reserve, det var rytmen i vor tilværelse i stillingen foran Lorettohøj en.

Når vi lå i anden reserve, var vi indkvarteret i en landsby, Neuelles,  som lå nogle kilometer bag ved Lens. Tit måtte vi om natten gå herfra og ud til fronten på skansearbejde, men det hændte også, at vi arbejdede på en reservestilling, som blev anlagt tæt uden for byen. Her kunne vi arbejde om dagen uden at blive beskudt.

En dag talte jeg herfra mere end 30 mineskakter, kendelig ved de bøje ståltårne.

Her i Neuelles havde vi også en del vagttjeneste, blandt andet for at kontrollere civilbefolkningens færden. De skulle alle have identitetskort, men det tog vi nu ikke så nøje, især når det var unge piger. Vi så da i reglen meget strenge ud til at begynde med, men det endte gerne i en forstående latter.

En gang var jeg på et vagthold, som skulle passe på nogle internerede mænd. De var anbragt i et toetagers beboelseshus, hvorfor, ved jeg ikke. Vi skulle bevogte huset både forfra og bagved og gik med skarpladte geværer og opplantéde bajonetter. For det meste sad vi dog inde hos mændene ved den varme pejs. De skulle nok varsko os, når runden kom, og når deres koner kom med mad til dem, fik vi en kop kaffe med. Der var vist ingen af dem, der tænkte på at stikke af, og vi var for resten da også ligeglade.

DSK-årbøger 1960

Ikke kategoriseret

20. januar 1916. “Englænderne havde åbenbart morskab af at beskyde vore retirader …”

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Englænderne vedligeholdt ved dag og nat en irriterende ild mod vore stillinger. Det var ikke noget egentligt bombardement, en salve her og et par granater der.

Vi var altid og alle steder utrygge. Åbenbart havde de også deres morskab med at beskyde vore retirader, så vi også måtte til at bygge dem under jorden.

Alt dette sled på nerverne, og det kostede jo også menneskers liv og førlighed. En dag beskød de os med gasgranater, og da vinden hen på eftermiddagen løjede helt af, blev gassen ved at stå i skyttegravene, så vi i mange timer måtte gå med gasmaske på. Det var meget  ubehageligt, men ellers skete der ikke noget.

Underofficeren, som uddelte den daglige ration af snaps, havde soldet sammen med venner og fæller, og mange var stærkt berusede. Drikkevarerne var selvfølgelig taget af den fælles  tildeling, og snart kom der klager til kompagniføreren fra det menige mandskab, der jo ikke havde fået det kvantum snaps, der tilkom dem.

Så blev jeg sat til at dele spritten ud. Underofficererne blev selvfølgelig sure over at skulle hente deres ration hos mig, men blandt mandskabet fik jeg pludselig mange gode venner. Jeg holdt mig dog strengt til forskrifterne.

På en tur gennem stillingen blev kompagniføreren kvæstet. Et par granater slog ned i skyttegravens kant, og en jernstump ramte ham og slog ham omkuld. Den nedstyrtende jord begravede ham, men heldigvis havde der stået en løberist af træ på kant op ad gravens side, den væltede under jordens skred og lagde sig hen over ham, så det blev forholdsvis let for mig at få ham fri.

Kvæstelsen, som han havde fået, betød nu ikke så meget. Han var blevet klemt lidt og havde fået et chok. Jeg fik ham ned i hans bunker og lagde ham på briksen, og da det blev aften, ledsagede jeg ham ud af stillingen. Det blev sidste gang, jeg så ham.

DSK-årbøger 1960

Ikke kategoriseret

19. januar 1916. Ordonnanstjeneste, telefoner og kodesprog

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Mange gange, når vi lå i vore bunkers, kunne vi høre modstanderne arbejde neden under os. Alle stillinger her var underminerede, og ved passende lejlighed sprængte de så hele partiet i luften.

Man kan ikke just sige, at det gav et stort brag, når de tusind kilo dynamit eller mere futtede af. Det virkede på en anden måde. En dump lyd, og så kom der ligesom flere bølger af rystelser efter hinanden. Der kunne opstå et hul, som man godt kunne have puttet en hel bondegård ned i. Jeg har set det flere gange, men har ikke ord for at beskrive idet . . .

Man ligesom lammedes af den ufattelige kraft, man her blev vidne til. Jordklumper, så store som jernbanevogne, slyngedes tårnhøjt til vejrs. Da gælder det om at hytte sig, når de kommer ned igen. Det er blevet fortalt, at ni mand engang blev begravet under en sådan jordklump.

Så længe løjtnant Wiegelmann var kompagnifører, var jeg ordonnans. Det var ikke ufarligt, da jeg jo måtte af sted, uanset hvor meget der blev skudt, og der har da også mange gange været bud efter mig.

En gang var jeg på vej ud i forreste linie med en melding. Der var et voldsomt skyderi. Det generede mig nu ikke stort, da løbegraven var ret dyb, men pludselig satte det engelske artilleri ind på min grav, og  granaterne hamrede ned til højre og venstre. Det kan nok være, at jeg fik travlt og nåede snart en bunker med ammunition, hvor jeg  krøb i ly mellem al slags farligt sprængstof. Englænderne havde øjensynlig set mig fra en lænkeballon, jeg hele tiden havde set forude.

Som ordonnans boede jeg sammen med telefonisterne. Fra vor bunker gik der en underjordisk gang ind til kompagniførerens  dækning. En dag sad jeg og spillede »Skamlingsbanke« på en mundharpe. Kompagniføreren kaldte på mig og spurgte, hvor jeg var fra, for han kendte godt den melodi. Jo, jeg var da deroppe fra den danske grænse, nærmere betegnet Lintrup. Den egn kendte han  godt. Han havde været ved toldvæsenet i Skodborg og havde haft  tur til Bavngård. »Så er det ikke så mærkeligt, at jeg hele tiden har syntes, at jeg skulle kende herr løjtnant«, sagde jeg, »for jeg har næsten kendt alle toldembedsmænd, som færdedes på den strækning«. Min far havde som bygmester haft arbejdet i mange år på de tyske toldbygninger på dette afsnit af grænsen.

Der var dog også mange fordele ved at være ordonnans. Jeg kom i forbindelse med mange mennesker. Når jeg bragte meldinger til officererne, fik jeg tit en cigar. En dag kom jeg ned til en ældre løjtnant med melding om, at han var afkommanderet til et  rekrutdepot. Han blev så glad som et barn og blev ved med at læse  meldingen igennem, alt imens han blev ved med at skubbe cigarkassen hen til mig med opfordring til at forsyne mig.

Jeg tog en, jeg tog to, men til sidst tog jeg en hel håndfuld og stak dem i lommen.

Et par gange om dagen måtte jeg tilbage til bataljonskommandøren, som boede i Lievin, vel et par kilometer bag fronten. Jeg benyttede gerne lejligheden til at gå hen til et køkken for at få noget at spise. Nu måtte jeg i grunden ikke gå alene på disse ture. Vi skulle altid være to i tilfælde af, at der skulle tilstøde os noget, men for at få mere fritid skiftedes vi til at gå. Somme tider kom kommandøren, Hauptmann v. Saal, dog med meget nærgående spørgsmål, så var min makker gået til køkkenet, eller havde lige henne i gaden truffet  en ven.

Da mit hverv som ordonnans førte mig temmelig langt omkring i stillingerne, fik jeg et kort over hele afsnittet udleveret. Det var en meget betroet sag, og jeg lod det aldrig ud af hænderne.

Nu kunne alle de meldinger, vi ordonnanser løb med, jo godt være afgivet pr. telefon, om bare ikke tyskerne havde haft en mistanke om, at modparten på en eller anden måde var i stand til at aflytte deres telefonsamtaler. De kunne nemlig selv i en afstand på indtil to kilometer høre visse summetoner. Derfor måtte ingen telefon ude i fronten være uden dobbelte ledninger og absolut ingen jordledning.

Blev der endelig givet vigtige meldinger igennem, blev det gjort i en slags kodesprog.

»Beder om forfriskning til 17, bærer hele dagen askespande!
« Det var en melding til artilleriet og betød: »Beskyd punkt 17, den kaster miner!« Meldesystemet var desuden sikret ved, at der var indbygget anlæg til at kunne sende lyssignaler.

DSK-årbøger 1960

Ikke kategoriseret

18. januar 1916. Ved Loretto: Snigskytte med kikkertsigte

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Terrænet i vort afsnit skrånede svagt ned mod en høj banedæmning, som gik tæt bag vore modstanderes skyttegrave. Der lå minebyer på  begge sider af banedæmningen, og en gade var ført gennem en  viadukt.

Denne viadukt var tilbygget med props, for at man ikke skulle se ned  ad gaden på den anden side, men en dag havde en af vore soldater  kravlet omkring i granathullerne bag vor stilling. Derved var han  kommet noget højere op og opdagede nu, at han kunne se en skærm, som dækkede en gennemgang i den tilbyggede viadukt. Han kunne se, hvordan engelske soldater ganske sorgløst færdedes på den anden side af dæmningen.

Opdagelsen blev meldt til kompagniføreren, og han tog mig med ud til stedet. Jeg skulle bære periskopet og en riffel med kikkert.

Periskopet forstørrede 15 gange, og nu kunne vi rigtig betragte livet  på den anden side. Det hele var så tydeligt, at man ville have kunnet  genkende enhver som helst.

Længe kunne kompagniføreren imidlertid ikke dy sig; der skulle  skydes. Det var jo kun fuglefrie soldater, som gik der, og tilmed  fjender. Jeg skulle observere gennem periskopet.

Nu kom der to soldater. Kuglen må vist have pebet dem om ørene,  for de sprang hver til sin side og kiggede forbavset.

»Jeg tror, at kuglen slog i venstre side af viadukten«, sagde jeg til kompagniføreren. Det ville han ikke tro og fyrede igen. Skuddene vakte godt nok forundring på den anden side, men jeg så hver gang et nedslag i cementmuren. Da det blev ved at gentage sig, blev jeg klar over, at det var selve projektilet, jeg så en skygge af, idet det  smuttede gennem periskopets lysfelt.

Inden aften havde man dog skudt et par englændere. Dagen efter blev hullet lukket.

Der var iøvrigt fire rifler med kikkerter i kompagniet, udleveret til de bedste skytter, som skulle gå omkring og pille uforsigtige  modstandere ned. Man tilbød også mig en sådan riffel, men jeg frabad mig dette hverv.

DSK-årbøger 1960

Ikke kategoriseret

Røde Kors’ register over 5.000.000 krigsfanger on-line

2 kommentarer

Røde Kors varetog under Første Verdenskrig forbindelsen mellem krigsfanger og deres familier.

På hjemmesiden http://grandeguerre.icrc.org/ kan man søge efter krigsfanger i fangelejre i hele verden.

NB: Man finder Jensen under Jenzen, Hansen under Henzen o.l.  og derpå er sedlerne ordnet fonetisk, ikke alfabetisk.

For at finde sønderjyske krigsfanger skal der søges i nationaliteten German og kategorien military (ikke civilians)

Der står overvejende militære oplysninger på sedlerne, af og til en hjemadresse.

Ikke kategoriseret

17. januar 1916. Ved Loretto: Forskel på franskmænd og englændere

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Til at begynde med havde vi haft franskmænd liggende over for os.

De blev senere afløst af englænderne, og vi kunne straks mærke forskellen. Englænderne var ligesom mere pågående, mere bevidst i måden at holde os i spænding på. De sendte forvovne patruljer ind i vore skyttegrave, og de sloges som desperate, når de kom i knibe.

En nat blev en af dem skudt, og det viste sig da, at en af vore officerer kendte ham fra Hamborg, hvor han før krigen havde været ansat i en forretning. En anden gang blev et par englændere, som var kommet ned i vor skyttegrav, skarpt forfulgt. De løb ud gennem en sappe, slog en af vore vagtposter ned og sprang over dækningen. Den anden vagtpost glemte i forskrækkelsen helt at skyde.

En anden gang rendte en engelsk patrulje ligefrem med to af vore mænd, som stod vagt i en fremskudt stilling. Vi diskuterede  sommetider, om der var 18 eller 20 meter mellem stillingerne på  dette sted.

DSK-årbøger 1960

Ikke kategoriseret

16. januar 1916. Gode, nye stillinger ved Loretto

2 kommentarer

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Den nye stilling, vi nu kom i, var ny og systematisk udbygget under hensyntagen til terrænets beskaffenhed. Den forreste skyttegrav var tre meter dyb og foroven en fem til seks meter bred, og bunden var overalt forsynet med løberiste af træ.

Fra gravens bund og ned til opholdsrummenes bund skulle der være mindst 22 trappetrin, så vi fik mindst 5 meter fast jord over os. Disse  bunkers var afstivede nede i jorden. Selve rummet var 1,80 m højt,  2,40 m bredt og 4 m langt. Hver bunker havde to udgange og var  desuden forbundet med hinanden under jorden. Nedgangene  krummede, så der ikke kunne skydes ned ovenfra.

Undergrunden bestod af kalksten, og det var et stort stykke arbejde at lave et sådant opholdsrum.

Vi fortsatte udbygningen af denne stilling. Om dagen fyldte vi den løshuggede kalk i sække, og om natten tømte vi sækkene bag ved  skyttegravene. Vi lå da i en række, hver bag et lille værn og kastede sækkene fra den ene til den anden, indtil den sidste tømte dem. Det  var et meget farligt job, idet man ovre fra den anden side forsøgte at forstyrre os i arbejdet ved at skyde på os med geværgranater, små  skyttegravskanoner og miner.

En nat syntes jeg dog, det blev for hedt og rullede mig langs jorden for at komme i dækning. Derved fik et stykke pigtråd fat i mine  bukser og rev en mægtig trekant. Jeg reparerede straks, men fik  underbukserne syet fast til benklæderne …

En lille kanon, måske kal. 4 cm, hvormed franskmændene kunne bestryge vort afsnit, var særlig generende. Den måtte tilintetgøres. Til dette formål fik hver vagtpost to pinde. Den ene af pindene blev  straks sat i jorden foran på dækningen, og når så af skuddet fra kanonen lyste op, blev den anden pind sat ned i pejleretningen.

Ved så at trække en linie over pindene fra de forskellige stand, fandt  man skæringspunktet, og der måtte den altså være. Den fik 120  skud af svært kaliber og var herefter tavs.

DSK-årbøger 1960

Ikke kategoriseret

15. januar 1916. “Der er kun 3-4 meter over til franskmanden.” Udveksling af cigaretter og franskbrød

2 kommentarer

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Ripont, den 15. Januar 1916. Det er Frostvejr og Sne. I 10 Dage har vi været i Ro, og har faaet Forstærkning; og er nu atter kommet i Stilling, denne Gang lidt mere til højre. Jeg har været saa uheldig at have faaet anvist et „Sappehoved”, hvor der aldrig er Ro. Haandgranaterne flyver frem og tilbage, thi der er kun 3-4 Meter over til Franskmanden, der har modarbejdet Sappen.

Sappehovedet er naturligvis godt indhegnet med Pigtraad, men der skal dog passes godt paa, for at være sikker mod Overrumplinger. Altid er der døde eller saarede, men i Forgaars besluttede Max, at dette her skulde høre op. Han kunde tale og skrive fransk, og af den Grund blev han enstemmigt valgt til at føre de Vaabenstilstandsforhandlinger, som han havde udklækket. Han fandt særlig Tilslutning hos Skomageren, og ogsaa Skorstensfejeren erklærede, at det var „Famos”.

I Gaar Morges var Forberedelserne færdige. Til en stor Klump Kridt blev der bundet 8 Pakker med Cigaretter, og til et andet Stykke blev der bundet et Brev med Betingelserne. De gik ud paa, at hvis de vilde lade være med at fortrædige os, skulde de hver Morgen faa en Pakke Cigaretter, og vi lovede dem saa Ro til at ryge dem.

Max kastede selv sit Forslag over til dem, og efter den Tid vi mente, Brevet kunde være læst, fulgte Cigaretterne.

Vi afventede i største Spænding, hvad Fredstilbudet vilde føre til, men da vi kort efter kiggede ud gennem Skydeskaaret i Staalpladen, kunde vi se, at der var gaaet Ild i Cigaretterne. Duften af dem naaede over til os, og vi var glade over det gode Paafund, der syntes at vinde Tilslutning.

Pludselig kom en større Pakke susende igennem Luften der ovre fra. Skrækslagne flygtede vi til alle Sider og søgte Dækning, hvor der var nogen at finde, men Skomageren, der ikke lige straks havde opdaget Faren, faldt over Pakken og blev liggende med denne under sig. Vi ventede hvert Øjeblik paa at se Skomageren ryge i Luften. „Løb, dit dumme Svin!”, raabte Skorstensfejeren.

Da vi i det samme saa omkring Hjørnet af Skulderværnet, saa vi Skomageren sidde ganske rolig paa sin Bag, og i færd med at løsne Pakkens Baand. Drevet af Nysgerrighed, kom vi alle tilstede, og stor var Glæden, da Pakken viste sig at indeholde et dejligt, stort Franskbrød. Det var dog et rigtig „Fransk”brød, og det varede ikke længe, før det var omdelt og fortæret. Max’s Forslag om lokal Vaabenhvile viste sig at være vel anbragt, og Skorstensfejeren kunde da heller ikke lade være med at trykke ham til sit Bryst.

I Aftes var Max og Skorstensfejeren ovre paa den anden Side, og var blevet godt modtaget af Franskmanden. De syntes selv, at det var bedre, som vi nu havde det, og havde trakteret med Vin og mere Franskbrød, der blev taget med over til os. I Aften vil jeg med et Smut derover for at hilse paa dem. Bare det bliver ved med at gaa godt.

I Middags havde vi Besøg af Fændrikken, der jo er Delingsfører, men af og til kommer for at indhente Oplysninger og Raad. Trods sin Ungdom er han saamænd et prægtigt Menneske og synes nu at have lært, at uden Kammeratskab kan den enkelte intet udrette. Kun syntes han at være utilfreds med, eller var dog i hvert Fald yders forbavset over, at der aldrig forelaa Melding om saarede fra „Sappe 3″, og mente, at vi vel hellere maatte foretage en Patrouille over for at se, om der i det hele taget var nogen derovre.

Det raadede jeg ham dog meget indtrængende fra, og forklarede ham Forholdet med, at der muligvis var kommet Afløsning derovre, og at de ikke var interesseret i denne evindelige Haandgranatkamp. Det syntes han ogsaa at kunne forstaa, og han blev endnu bedre i Humør, da jeg viste ham „Kölnische Zeitung”, i hvilken der under „Heeresbericht” stod, at der Juleaftensdag i Stillingen 12 Kilometer østlig Tahure var stormet og indtaget stærke, fjendtlige Stillinger.

Han fik Udklippet med sig, og sender vel nu dette hjem til Forældrene, medens han selv venter sig rykket nærmere Løjtnantstitlen, som han jo engang skal have.

 

Ikke kategoriseret

14. januar 1916. Søren Petersen tilbage til fronten ved Loretto

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

St. Lorettos høj skyder sig som en mægtig knude ud i det flade nordfranske land. Det er ikke noget bjergmassiv med klipper og vildsomme skove. Så langt jeg kunne se, havde der kun været dyrkede marker, men intet hus og ingen træer.

Nu var skrænterne gennemtrukket af et net af skyttegrave og løbegrave og arret efter forbitrede kampe.

Læs videre 14. januar 1916. Søren Petersen tilbage til fronten ved Loretto →

Leksikon

11. januar 1916. Alarmtilstand iført pibe og underbukser

Skriv en kommentar

Sønderjyden A.M. var artillerist på Vestfronten.

Alarm.

Af Dagbogen, den 11. Januar 1916.

Aft’nen er stille, Timerne trille lydløse ind i det evige Væld, lydløse, ja for saa vidt som de Skud, Infanteriet nede i Skyttegraven med næsten afmaalte Mellemrum løsner, for os er ved at blive som Urets Tik-Tak hjemme i Dagligstuen.

Læs videre 11. januar 1916. Alarmtilstand iført pibe og underbukser →

Nyheder

11. januar 1916. Stort ammunitionsdepot sprunget i luften

Skriv en kommentar

Sønderjyden Th. K. gjorde krigstjeneste på Vestfronten

En ublid Opvaagnen.

Frankrig, den 11. Januar 1916.

Kære Venner!

I Aften er det et dejligt Vejr, mildt og stille.

Kanonerne tier for en stakket Stund. Nytaarsnyets smalle Segl lyser mat i Vest, og Stjernerne tindrer fra den mørke Nathimmel. Den vestlige Horisont oplyses snart hist, snart her af Raketter og Lyskugler; det er ude ved Fronten, at vore Folk og Englænderne sender disse op fra Skyttegravene for at sikre sig mod Overrumplinger.

Læs videre 11. januar 1916. Stort ammunitionsdepot sprunget i luften →

Ikke kategoriseret

7. januar 1916. Gasangreb ved Somme-Py?

Skriv en kommentar

FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.

Hvad var årsagen til disse beskydninger? Gik fjenden i angrebstanker? Begge gange var han blevet i sine skyttegrave.

En anden formodning var mere sandsynlig. Vores rastløse arbejdsaktivitet, særligt etableringen af forpostgrave med de små forstærkede dækningsnicher havde sandsynligvis foruroliget ham, idet banken og hamren naturligvis ikke var undgået hans opmærksomhed. Han troede åbenbart at vejre en operation fra vor side, som han ville holde nede, og hvis forberedelse han ville genere. Læs videre 7. januar 1916. Gasangreb ved Somme-Py? →

Nyheder

6. januar 1916. „Hvorfor har vi Krig, Monsieur?“

Skriv en kommentar

Sønderjyden Th. K. gjorde krigstjeneste på Vestfronten

Madame Badoux.

Frankrig, den 6. Januar 1916.

Kære Venner!

Efter hvad jeg erfarer, har I haft Vinter hjemme, en hvid Jul. Her i Nordfrankrig er Vejrliget helt anderledes. I Julen havde vi Regn og Slud, temmelig stærk Blæst, men ingen videre Kulde. Frost har vi ikke haft i Aar, lidt Nattefrost undtagen. Bønderne arbejder hver Dag paa Marken, kører Gødning, pløjer og saar. Jordbunden er her saaledes, at selv om det har øsregnet i en hel Uge, saa kan Bønderne dog arbejde paa Markerne, da der er Kalklag under, saa at Fugtigheden straks trækker bort.

I disse Dage har vi mildt, foraarsagtigt Vejr. Elmetræerne staar ordentligt med svulmende Knopper, og Tusindfryden titter overalt frem paa de grønne Græsmarker. Klimaet er dejligt her i Frankrig.

Men Kanonerne tordner. Krigen ligger som en Mare paa Landet her. Overalt, hvor Du vender Dig hen, mindes Du om Krigen.

Kanonernes Malmmunde brøler det ud, saa det runger milevidt: Krig! Krig! Flyvemaskinernes stadige Brummen taler det samme Sprog. Hvorhen Du vender Dit Blik, mindes Du om Krigen. Ruiner, Brandtomter, Kvinder med Sørgeslør, feltgraa Krigsmænd.

Den Egn, hvorover Krigens Fakkel har lyst i over et Aar, den er værd at beklage. Vi maa være glade og taknemlige for, at vor Hjemstavn er bleven for- skaanet for Verdenskrigens Rædsler.

Sidste Nat vaagnede jeg ved Lyden af springende Granater, det var Englænderne, der sendte Granater ind i L. Man undres ofte over, at Modstanderen bombarderer Byer, der ligger langt bag Fronten. Det gaar jo oftest ud over sagesløse Personer, over Kvinder og Børn. Men det er moderne Krigsførelse; Kulturen fejrer sine Triumfer.

Jeg var i Eftermiddags henne at besøge Madame Badoux. Det er stedse en Fornøjelse for mig at træde ind i hendes propre Bod; smilende rækker hun mig Haanden med et: „Bon jour, Monsieur!“ Hun er Elskværdigheden selv. Jeg besørger mine beskedne Indkøb, hvilket alt sker under livlig Passiar, og jeg maa endelig ikke gaa uden at drikke en Kop Kaffe og smage hendes vidunderlige Risomelette, som hendes Datter har lavet. Omeletten er virkelig mageløs, og da jeg udtaler min Beundring over den, skal jeg absolut have et Stykke med hjem til min „tykke Kammerat“ og „den lille Korporal“.

Ja, saadan er Befolkningen her i Frankrig, høflig, venlig og forekommende.

Da jeg takkende rækker Madammen Haanden til Afsked, spørger hun: „Hvor længe vil Krigen endnu vare?“ Jeg trækker paa Skuldren og svarer: „Kan ikke sige det, Madame, maaske kan den vare længe endnu.“ Da forsvinder for et Øjeblik Smilet fra hendes Ansigt, et Par Taarer perler i hendes mørke Øjne, mens hun med usikker Stemme siger: „Hvorfor har vi Krig, Monsieur?“ Jeg bliver hende Svaret skyldig. Der gives her i Livet saa mangt et „Hvorfor“, vi ikke kan besvare.

Men efter denne Verdensbrand vil vi vel komme til at se mange Ting i klar Belysning, som nu er skjult for os i Taage.

Eders hengivne Th. K.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Ikke kategoriseret

5. januar 1916. Fransk granatregn over Somme-Py

Skriv en kommentar

FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.

Før end skaderne var helt udbedrede, gentoges beskydningen med samme styrke den 5. januar i det nye år. Samtlige regimentsafsnit og ”Hanseatenlejren” blev taget under ild.

Feltartilleriet beskød skinstillingen, hovedlinjen K 3 og højde 193. Især blev igen det andet kompagni fra højre, nu 5. kompagni, stærkt medtaget, mens de to kompagnier på venstre fløj slap bedre fra det. Dér lå den fjendtlige ild for kort. Læs videre 5. januar 1916. Fransk granatregn over Somme-Py →

Ikke kategoriseret

31. december 1915. “Jernkorset blev rakt ned til ham på en skovl …”

2 kommentarer

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 (FR86) lå i julen 1915 ved Somme-Py. I dagene op mod nytår var de under hård beskydning.

Nu fulgte nogle tungere dage for regimentet. Allerede siden midten af december havde fjendens artilleriild ændret sig. Det havde især taget ”Hanseatenlejren” på kornet med tunge kalibre.

Den 27. december tog ilden til i alle dele af stillingen. Værre endnu blev det den 28. december. Tung ild, artilleri og miner, lå fra om formiddagen til kl. 5 om eftermiddagen med uformindsket styrke over midten af stillingen og over ”Hanseatenlejren.”

Særlig slemt blev kompagniet i andet afsnit (6. kompagni) ramt.

Kompagniet i ”Hanseatenlejren” (10. kompagni) blev heldigvis forskånet, da de var på arbejde foran i et mindre udsat afsnit.

Også opmarchvejene og højde 193 lå under ild. Under beskydningen anvendte franskmanden igen en af sine raffinerede metoder til at øge tabene. Han indlagde en kort ildpause og lod så infanteri- og maskingeværild brage løs. Herved skulle man foregive et kommende angreb og lokke besætningen ud af dækningsrummene. Et pludseligt ildoverfald antraf dem således ubeskyttede i skyttegravene.

Tabene var betragtelige, 23 døde og 12 sårede. Langt den største del ramte II bataljon, som lå i front.

Det forholdsvis store antal døde forklares ved, at mange dækningsgrave blev sønderskudt, og at deres mandskab blev begravet. 6. kompagni havde således mistet næsten alle deres dækningsrum.

En mand fra 6. kompagni lå med sine ben frygteligt indeklemt i et sønderskudt dækningsrum. Han kunne først blive befriet efter 48 timers opofrende arbejde. Jernkorset blev rakt ned til ham på en skovl.

I alt havde regimentet i den sidste tredjedel af måneden 30 døde og 47 sårede.

Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.

Nyheder

29. december 1915. Byttehandel med tobak og appelsiner over 20 meter ingenmandsland

Skriv en kommentar

Jørgen Hansen fra Kolstrup ved Aabenraa blev efter ankomsten til fronten tildelt Regiment 90

3. Juledag kom vi til Semide, hvor vi blev tildelt Regiment 90, det meklenborgske, og alle vi syv Danske kom sammen i det 12. Komp.

4. Juledag om Eftermiddagen gik det i Marchkolonneforbi den store Kirkegaard „Kaisertreu” til Sommepy, som allerede dengang var fuldstændig sammenskudt og mennesketom, gennem Byen og ud til Fronten. Inden vi naaede derud, fik vi endnu paahængt Haandgranater og tre Remme med Patroner.

Allerede Dagen efter havde Franskmændene bemærket, at der var kommet Afløsning i Graven, og de vinkede til os. Vi syntes, det var dog besynderligt, vi var dog Fjender — men vi vinkede igen. Afstanden mellem Gravene var kun en Snes Meter. Men det blev meget bedre.

Den næste Dag kom der en Haand til Syne med en Pibe, og da Pegefingeren uafbrudt blev stoppet ned i Piben, forstod vi jo nok, at de manglede Tobak derovre. Vi kastede saa nogle Pakker „Heer und Flotte” over til dem, som Franskmændene belønnede med at kaste Chokolade og Appelsiner over til os.

Hele den Tid, vi laa i Champagne, løsnede vi ikke et Skud. Vi var gode Venner med Franskmanden.

Ja, det var Julen 1915, som jeg aldrig glemmer.

DSK-årbøger, 1944.

Nyheder

26. december 1915. “Dig er i dag en frelser født …”

Skriv en kommentar

En anonym sønderjyde sende den 26. december 1915 dette feltpostbrev:

Dig er I Dag en Frelser født

Frankrig, den 26. Decbr. 1915.

Kære Venner!

Jul, — hvilken dejlig Klang har dog dette lille Ord. Det sætter vor Fantasi i Bevægelse, Minderne vælder ind, Minder fra Barndommens Dage. Det er, som man hører Ilden knitre i Kakkelovnen og mærker Duften af varme Æbleskiver. Det kimer for ens Øren, —Kirkeklokker, — Kanebjælder. Man lukker Øjnene og drømmer sig for en Stund hjem i et nordisk Vinterlandskab med tindrende Stjerner over hvide Marker og rimklædte Skove.

Ak, jeg maa tilstaa det, jeg har i Aar haft saa svært ved at komme i Julestemning. Jeg synes det var meget lettere i Fjor der ude ved Fronten i de mørke Kassematter.
I Aar er det, som om alle Mørkets Magter har svoret sig sammen for at røve min Juleglæde.

Ved I hvad en hedensk Jul er? Saaledes havde denne Jul nær formet sig for mig.

Juleaften oprandt med Regn og Rusk, Kanonerne tordnede hele Juleaftensdag, hele Julenat og Juledag med. Det var rigtignok „Julebud under Storm og Torden“.

Jeg har jo rigtig nogle brave Kammerater her paa Vagten, men de forstaar ikke at holde Jul. Vi Nordslesvigere lider ikke den Maade, Holstenerne og Hamborgerne holder Jul paa. Kammeraterne her ved Kompagniet anser det i al Almindelighed for meget ærbart at have en lille Rus Juleaften, noget som jeg aldeles ikke finder passende.

Og naar nogen vil give Din Jul et andet Præg end det, Du er vant til fra Barnsben, saa bliver Du gnaven, og saa er ogsaa Din Julestemning borte. Der gives Timer, hvor vor Bøn er ved at synke til et Suk, og saadan en Time havde jeg netop Juleaften. Jeg læste stille det gamle Budskab af Lukas andet Kapitel, og følte mig dog saa ene, ene blandt en Flok Mennesker.

Klokken ti var Turen til mig at gaa Patrouille. Jeg tog Hjelm og Kappe paa, slængte Geværet over Skulderen, og saa traskede jeg ud i Mulm og Slud.

Men da skete det underlige, at midt under Stormens Susen og Kanonernes Torden lød det som sagte Sang i mit Indre: „Dig er i Dag en Frelser født“. Da sænkede sig Fred i mit Bryst, saa jeg trods Krig og Nød kunde holde Jul i Jesu Navn.

Og saa mange Beviser paa Kærlighed har jeg modtaget fra Eder derhjemme. Igaar og i Dag strømmede Gaverne ind fra Vennerne derhjemme. I Aften straaler Lysene fra en lille Grankvist paa mit Bord, en Gave fra en Veninde. Ja, det gør godt at føle her ude i det fremmede, at Venner derhjemme tænker paa en og føler Trang til at give os Beviser paa deres Kærlighed.

Netop nu i Julen fejrer vi jo Mindet om Guds store Kærlighed til os Mennesker, en Kærlighed, der var saa stor, at han gav os sin Søn, den enbaarne, at han skulde være vor Broder.

Man maa sige med Brorson, „at mange skønne lidt, desværre, paa saa stor en Kærlighed“. Ingen Sinde har Broderhadet raset værre end nu i denne Time. Lad da os, som tror paa Kærlighedens Magt, slutte fastere Kreds og sammen bære Sten paa Sten til den Bygning, der skal huse den kommende Slægt. Lad det blive en Bygning, hvor ingen Tvedragts-Trold tør isne med sin Aande kold, men hvor Menneskene kan bo sammen i Kærlighed som en Søskendeflok. Efter denne Krig tør vi vel haabe paa bedre Tider for Menneskeslægten.

I hvert Fald vil vi aldrig slippe Troen paa Kristendommen som den stærkeste Verdensmagt. Den Dag vil nok en Gang oprinde, da Julebudskabet vil blive Virkelighed.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Nyheder

25. december 1915. Jul i Galizien

Skriv en kommentar

Sønderjyden J.N.O. tilbragte julen 1915 i Galizien.

Br. i Galizien i Julen 1915.

Kære „Hejmdal!“ Atter en Jul, den anden i det fremmede, denne sidste dog mere trist end den første; sidste Aar, hvor vi gjorde Tjeneste ved Grænsen, var jo egentlig ikke saa trist og slem. — Vel savnede vi den vanlige Frihed til at boltre os i Juleglæder, men Hjemligheden var der dog, naar man efter endt Tjeneste kom hjem i sit gode Kvarter. Ja, da havde vi det herligt imod Julen i Aar.

Ikke havde vi drømt sidste Aar, at dette Aars Jul skulde fejres i Ufred og tunge Tider, — Drømmene, vi da drømte, var mere lyse, men Skuffelsen er dog heldigvis ikke bleven større, vi har jo lært at vænne os til onde Ting og føle os tilrette i dem næsten ligesaa godt og endda bedre som i gode Ting og Tider. Underligt — forresten — før næsten halvt syg, naar lidt var i Vejen, og nu kan alle Hindringer overvindes, uden at det gør særdeles Indtryk. Saadan omtrent er Sindet „ind under Jul“.

For Tiden ligger vi her i en større By ved Zlota Lipafloden, der, hvor der stredes i August. Byen bærer jo synlige Vidnesbyrd om hin Tids uhyggelige Dage,mange yngre og ældre Mænds Hjerteblod har her hine Augustdage farvet Græsset rødt, mangt et Blik har her for sidste Gang skuet Guds Sol, mens det dræbende Jern gjorde Jorden til et Helvede. — (Vi laa den Gang ca. 12 Kilometer bagved og mindes med Gru Kanonernes Drønen, vel vidende, at dette Skuespil maaske krævede meget Blod).

Her fejrer vi altsaa Jul i Aar, — Juleaften var her rigtigt Julevejr, Sne, lidt Frost, dejligt Kaneføre. Jo saadan kan jeg lide Juleaften udadtil, men inden Døre, maa jeg tilstaa, faldt den ikke rigtig i min Smag. — Julegaverne manglede ikke, takket være de mange gode Mennesker derhjemme i vort kære gamle Land — dem fik vi saamænd af i Overflod. — Nej, men Hyggeligheden og disse vævre Skabninger, vi Mænd kalder for Husmødre, og saa lykkelige unge Menneskers glade Ansigter. — Alt det, der giver Højtidelighed, det savnede vi.

Nej, men i Tankerne var vi heller ikke her, da var vi hjemme hos Eder, I Kære derhjemme i vort kære Moderland. I Tankerne fejrede vi Jul hos og med Eder. Vi Nordslesvigere sang en Del af vore kære Julesalmer, hvor klang det sødt i den stille Nat. Jeg og en god Kammerat gik hen til Soldaterhjemmet, hvor der var lidt Højtidelighed, et Par yngre Soldater talte om Freden, Guds Søn bragte med sig til Jord for ca. 2000 Aar siden, atter et Par andre spillede Melodierne til gode aandelige Sange, medens vi sang. Da vi gik derhen, kom vi forbi en Bygning, hvor der laa en Del Nordslesvigere indkvarteret.

Ud gennem det aabne Vindue lød den dejlige Sang „Glade Jul“, saa fuldtonende og kraftig, at mange stod stille foran Huset og lyttede til Sangen, som selv Jøderne sagde, lød ualmindelig skøn. — Kanske det er første Gang, denne skønne Sang er bleven sunget hernede. Og den er bleven sunget af Hjertet. Hvor det gjorde godt, Højtideligheden var der i selvsamme Øjeblik. Jo, det var alligevel Jul.

Et andet eller flere andre Steder fejredes Julen paa anden Maade; men denne Maade falder heldigvis ikke i de fleste af vi gamle Mænds Smag, vi ynder Gud ske Lov at fejre Julen mere stille og hjemligt. Anden Juledagsaften kom jeg tilfældigvis ind til nogle gamle Kendinger. De havde det ganske gemytligt, et lille pænt Juletræ stod paa den ene Ende af Bordet, rundt om Bordet sad de gamle Krigere og reviderede en Del Julepakker, de lige havde faaet, medens en spillede paa Harmonika og en anden slog Takt paa et Stolesæde og en stor Tromme. En ganske dejlig Underholdning, især da Musikken af og til ledsagedes af en rigtig god Sang.

Se saadan, kære Venner, fejrede vi Jul. Jeg tænkte det kunde interessere at høre lidt om, paa hvilken Maade vi saadan i al Almindelighed henlever denne skønne Fest herude i det fremmede. Vi beder nu med Eder om at vi næste Aar maa være samlede med Eder i vore resp. Hjem for at fejre Festen i Fred og Glæde med Eder, 1 Kære derhjemme. „Godt Nytaar“ ønskes alle i Felten og hjemme.

Eders
J. N. O.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)