Alle indlæg af Rene Rasmussen

22. oktober 1917. “Stillingen ved Vest Rosebecke blev mere og mere ‘brenzlig'”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 22. oktober blev Gefreiter Popp såret. Han kom tilbage, og jeg så ham ikke senere. Kanoner Hackmann blev såret samme dag; han døde et par dage senere på lazarettet.

Stillingen ved Vest Rosebecke blev mere og mere ”brenzlig” (dvs. farlig). Englænderne beskød os jævnlig med lettere og sværere kaliber. Vi fik ild af 5 batterier, ofte samtidig.

Mens de således tromlede på vor stilling, sad vi nede i understanden, dvs. når forholdene tillod det; men angreb infanteriet samtidigt med
artilleriet, måtte vi holde stand.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. oktober 1917. 50-kilos granater slæbes til batteriet – eller ryger i brønden!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Den 21. oktober havde vi en frygtelig dag. Vi blev beskudt fra alle sider, infanteriet blev stærkt angrebet, og vi kunne ikke vige det mindste fra kanonerne den hele dag. Sergent Felix Plosshaischik stod bag ved 3. og 4. kanon og kommanderede. Han stod i et hul til halsen, ved siden af ham stod løjtnant Mundt. Stumperne røg ganske voldsomt om ørerne på os. Løjtnanten fik så en granatsplint i enden; han løb tilbage til forbindingspladsen og kom så på lazarettet.

Pludselig midt under den frygtelige kanonade hører jeg en, der skriger ganske kolossalt ovre ved 3. kanon. Jeg løb derover; jeg tænkte på døde og sårede, men da jeg kom derover, var Gefreiter Popp og kanoner Fritzen kommet i vild håndgemæng. Fritzen lå nederst og Popp lå oven på ham og slog ham med den knyttede næve i ansigtet.

Fritzen brølte som et vildt dyr. De andre fire mand af betjeningen skød med kanonen. Han holdt så op med at prygle, og jeg spurgte, hvad der var løs? Popp var bajer, han var meget hidsig. Han forklarede, at Fritzen ville ikke skynde sig, og så måtte han have nogen klø, det var det bedste middel til sådan en fyr, mente han.

Alt imens blev der skudt, og de engelske granater slog ned og eksploderede rundt omkring os. Vi måtte skyde på en ret kort afstand, indtil det engelske infanteri blev standset.

Ammunitionstransporten voldte os et ganske kolossalt arbejde. Så snart der var lejlighed, skulle vi slæbe ammunition. Jeg var nu kommet blandt dem, der var med hele tiden. Og jeg spurgte mine foresatte om at blive afløst og komme til noget andet end just slæbe granater hele tiden. Men det lod sig ikke gøre. Skuldrene blev ømme, ja helt hudløse.

Vi var 18-20 mand, der uafbrudt slæbte granater. De vejede cirka 50 kilo per styk. Da vi måtte vedblive at slæbe i det uendelige blev jeg ked af det.

Da jeg nu havde arbejdet på at blive fritaget, fik underofficererne mig i kikkerten, og selv om de andre periodisk kunne blive fritaget, så lod det sig ikke gøre for mit vedkommende. Vi gik i en lang række og blev råbt op for hver gang vi hentede en, tog den af bilen, og så sjokkede vi af sted.

Vi skulle slæbe dem cirka 200 meter. Jeg var fra nu af altid den sidste i rækken. Vi blev råbt op, jeg fik min granat som alle de andre, men om natten bar jeg den om bag huset og plumpede den i brønden. Derefter satte jeg mig inde i buskadset og ventede til de andre kom tilbage, sluttede mig til dem, og det samme om igen.

Dette blev jeg ved med i lang tid, ja, til sidst var brønden fuld, men så gik der en del i ajlebeholderen. Der var en mere, som måtte dele skæbne med mig. Han var skolelærer fra Braunschweig, han hed Rudolf Vinkler. Han græd over det, men det nyttede ikke noget, han måtte hænge i.

Jeg havde såmænd gerne forundt ham at slippe lidt nemmere om ved det, men jeg turde ikke meddele ham, hvorledes jeg bar mig ad, for så var det sikkert blevet opdaget.

Vi fik nu materiale, så vi kunne bygge en Feldtban. Det var  tipvogns-skinner, og så fik vi to vogne, byggede bro over granathuller og grøfter, og i løbet af en dags tid kunne vi køre. Det gik betydeligt lettere, vi kunne have ca. 50 granater med hver gang, og 5-6 mand kunne ved hjælp af vogne og sporet transportere lige så meget som 20-30 mand før.

Der var blot den ulempe ved det, at det alt for ofte blev skudt i stykker. Vi måtte reparere det flere gange daglig, ja, der gik ikke mange dage, før det var ganske umuligt, at holde sporet i orden, og så måtte vi til at bære igen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. oktober 1917. “I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Marchture i omegnen af Wilna lod 86’erne få et indblik i det slaviske østens fremmede verden. Gårdene, der kun bestod af blokhuse, legetøjsagtig fordelt, fattige og snavsede adskiller sig sælsomt fra den betragtelige bredde i slesvig-holstenske bebyggelser. Endnu mere kulørt og farverig var denne verden i selve Wilna. Fire folkeslag med forskellig kultur og sprog stødte her sammen. Litauere, Polakker, Russere og Jøder.

Hvad der straks var mest påfaldende, var forskellen mellem rig og fattig, pragt og snavs og elendighed.  I gaderne var der miserabel vejbelægning, fortovene stærkt beskadigede. Spildvandet løb gennem åbne render, hvilket overalt fremkaldte en grim lugt. I kirker overlæsset med pynt lå frysende, sultne og plagede skikkelser på knæ foran helgenbilleder af sølv og oversået med ædelstene.

Særlig interessant var turen gennem jødekvarteret, om end man helst havde anlagt gasmaske. Varepræsentationen var her endnu for åbne døre, hvad der ganske vist var malerisk, men næppe fremmende for sundheden. I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed, og det er for den rigtige tysker, som altid søger det gode uden for grænsepælene, en sund iagttagelse.

Også adspredelse og åndelige impulser var der rigeligt af. For underholdning og udbredelse af politiske og militære nyheder sørgede 10. armés avis, der udkom i Wilna og var udmærket ledet. Et soldaterhjem tilbød füsiliererne ophold og impulser fra aviser og bøger i deres fritimer. Teater og operatte gav opmuntring og adspredelse. Også alvorlig kunstnydelse. Gode koncerter opmuntrede de musikhungrende.

Desværre mødte regimentets soldater også typer, der udløste hovedrysten og ærgrelse. Wilna var et forsyningsmæssigt knudepunkt. På gaderne, i caféerne, i teatret så de en flok af velklædte, velnærede og ofte pelsklædte herrer, der nød livet og absolut ikke gjorde indtryk af at være uegnet til fronttjeneste. Den soldat, der kommer lige fra skyttegravskampen, er ret sart over for sådanne typer, især når de ovenikøbet bærer jernkorsets sort-hvide bånd i knaphullet.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

21. oktober 1917. Peter Poulsen mavesyg af Bøf, Kartofler og Øl

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres. Efter flere dages sult og tørst blev hans endelig trukket ud af linjen.

Efter nogle faa Dages Forløb begyndte Lægen at skrive os raske. Vi skulde atter ud i Stilling.

Det var netop den Dag en af mine gode Kammeraters Fødselsdag, og da han fortalte mig det, sagde jeg til ham: „Kunde vi bare faa et ordentlig Maaltid Mad!”

„Ja, han havde da opdaget et Sted, hvor det kunde lade sig gøre at faa en Bøf med brunede Kartofler samt et Glas Øl; men han betroede mig, at det var meget dyrt.

Vi var tre eller fire Kammerater sammen, og jeg sagde til ham: „Kan du finde Maden, skal jeg betale den,” for Penge var det ikke knapt paa den Gang. Han førte os saa hen til en Beværtning, hvor vi fik Bøf, Kartofler og Øl, som jeg betalte; men da vi gik derfra, viste det sig, at det var mere, end min Mave kunde fordøje. Jeg maatte ofre det hele i Rendestenen og følte mig rigtig syg og elendig; og i Stedet for at komme med ud i Stilling om Aftenen blev jeg tilbage og meldte mig igen næste Morgen hos Lægen.

Han var forfærdelig arrig, skældte mig ud for Simulant og sagde, at jeg fejlede ingenting, og kommanderede mig straks ud i Stilling.

Jeg mente, at hvor syg jeg var, følte jeg bedst selv, bad mig fritaget for hans Udtryk om Simulant og lignende og lod ham vide, at jeg havde aldrig nægtet at gaa, hvorhen jeg blev befalet at gaa; men at jeg i Dag ikke gik med i Stilling, fordi jeg var syg, hvad enten han saa vilde indrømme det eller ikke.

Det kom til et lille heftigt Ordskifte mellem os. Jeg skyndte mig derfra, saa hurtigt jeg kunde, og vilde gaa ned i en anden Gade i Byen og klage min Nød for Feltvebelen og bekende, at jeg havde baaret mig galt ad; men førend jeg naaede saa vidt, kom Lægen susende paa sin langbenede Hest, red mig forbi og kom før til Feltvebelen end jeg.

Jeg trak mig tilbage til Parken. Saasnart Lægen gik ud, gik jeg ind, og det var ikke blide Ord og Blikke, jeg blev modtaget med. Feltvebelen sagde, at jeg var et gammelt Fæ, der ikke engang kunde dy sig overfor sin høje Overordnede, og forkyndte, at jeg havde rørt mig selv en dejlig Suppedas sammen. Lægen havde indgivet en Klage, der gik ud paa utilbørlig Opførsel, som nu skulde sendes videre opad, og det kunde blive en slem Historie for mig.

Jeg fortalte Feltvebelen, hvordan det hang sammen, men han sagde: „Du er da saa gammel, at du ogsaa godt kunde være lidt klogere. Gaa nu ikke mere til Lægen, men find dig et Sted, hvor du kan være under Tag, og gaa saa hen og lad dig behandle af Sygepasseren; naar du saa føler dig rask, kan du jo gaa ud i Stilling til Kompagniet.” Det gjorde jeg saa.

Der var rømmet 6 Mand Natten i Forvejen, som havde tømt min Madpose for Fødevarer og mit Tornyster for Underbenklæder, Strømper og en Skjorte, saa jeg havde ikke saa farlig meget at bære paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

20. oktober 1917. Sønderjyderne ikke længere bange for gendarmerne

Rigsdagsmand H.P. Hanssen førte under krigen dagbog. Den 11. oktober rejste han fra Berlin hjem til Sønderjylland. Han beretter her om situationen på hjemmefronten.

Aabenraa d. 20. Oktober 1917.

Jeg har atter begyndt at afholde fortrolige Møder med Tillidsmændene paa de forskellige Egne.

Den 18. Oktober havde jeg en Sammenkomst med Tillidsmændene fra Als Nørreherred i Nordborg. Den 19. Oktober med Tillidsmændene fra Als Sønderherred i Augustenborg, hvor jeg tillige fik Fru Moldts Testamente bragt i Orden. Fru Moldt, som gentagne Gange har skrevet til mig om at komme over til hende for at ordne denne Sag, var livlig, frisk og munter. Hun testamenterede 4000 Mark i lige Parter til Vælgerforeningen, Skoleforeningen, Sprogforeningen og Jernfondet.

Da vi havde denne Sag ordnet, var hun meget glad og gav mig, som en af dem, der havde staaet hendes afdøde Mand nærmest, to Bind af hans efterladte Digte, skrevne med hans smukke Haandskrift.

Da jeg Dagen efter kom hjem, laa der Telegram, som meldte, at Fru Moldt om Natten brat og uventet var afgaaet ved Døden!

Vore Tillidsmænd paa Als er alle enige om at anslaa Høsten til under Halvdelen af en normal Høst. Mælkeudbyttet mener de, kan ikke sættes højere end til en Tredjedel af det normale.

Oplysninger, som jeg har indsamlet fra Sundeved og Aabenraa Amt, gaar i samme Retning.

Alle Oplysninger, som jeg indsamler, viser, at de utallige Forordninger, som Myndighederne udsteder, virker fuldstændig demoraliserende.

Frygten for Kontrollen er forduftet. Ingen bryder sig mere om at holde sig Forskrifterne efterrettelige. Der males, bages og slagtes uden Tilladelse.

Paa Als solgte Amtsforstander W. under Haanden Byg til Gryn. I Nordborg gik Hvedekværnen uafbrudt. Der kjærnes i Smug paa de fleste Bøndergaarde.

Da jeg en Aften sad mellem en Flok Bønder, drøftede de meget alvorligt og sagligt, hvorledes man bedst kunde tage Livet af et Svin, uden at det skreg for meget. En slog det for Hovedet med en Hammer, en anden skød det med en Revolver, en tredje brugte Øksen, men J. C. fra S. fortalte, at det probateste var rolig at klø Grisen, medens man stod med en Kniv i Ærmet, saa hurtigt give det Dødsstødet og derpaa roligt fjerne sig. Grisen løb da rundt uden at sige et Kvæk, medens Blodet løb af den, indtil den stille dejsede om.

Et andet Sted hørte jeg en Samtale mellem nogle Bønder, der var meget indignerede over, at en navngiven Mand, som havde faaet Tilladelse til at slagte et Svin, misbrugte den og slagtede fem. De var enige om, at man altid burde nøjes med at slagte et foruden det, man havde Lov til, ellers fordærvede man kun Forretningen.

Gendarmerne betragtes ikke længere som farlige. De trænger til Levnedsmidler, til Foder til deres Grise, til Hønsekorn, faar det hos Bønderne og lukker Øjnene.

Man fortalte mig om to Gendarmer i R., som havde slagtet Grise i Smug, om en Overvagtmester, der fik Gryn af en Møller, som i øvrigt ogsaa malede Hvede i Smug for Stedets Amtsforstander.

I Sundeved kunde alle faa Brødkorn og Svinekorn malet hos enkelte Møllere, og Mejerierne solgte Smør under Haanden.

Mest frygter man daarlige Tjenestefolks Angiverier. Men mod dem er der ogsaa Raad: Man siger ligefrem, at man har Lov til at slagte, og slagter saa ved højlys Dag uden Forlov. Alle er enige om, at Landbruget vilde have været i Staa, hvis Forordningen om, at hver Hest kun maa faa 3 Pund Havre daglig, var bleven overholdt. „Det er haardt nok, at jeg skal stjæle min egen Havre,” sagde en gammel Bonde til mig, „men jeg er nødt til det, hvis jeg skal have mit Arbejde gjort.” —

Huderne af det Kvæg, der slagtes under Haanden, ombyttes i Garverierne med Saalelæder.

For Fødevarer kan Landmændene faa Manufakturvarer etc. uden at forelægge de foreskrevne Anskaffelsesbeviser. Uden at afgive Fødevarer kan de ikke faa en Lampe istandsat. Af  Jernbaneembedsmændene kan rnan købe dansk Smør (12 Mark Pundet) Chokolade (20 Mark Pundet), Sæbe, The etc., som de indsmugler fra Danmark.

Bagerne leverer Brød for Kød, Vildt etc. Slagterne leverer Kød for Brød, Smør, Sæbe.

Byttehandelen florerer vidt og bredt. Løsenet er Vare for Vare. I Flensborg havde en Politiembedsmand to Svin. Det ene blev snigmyrdet om Natten, indsvøbt i et Lagen og bortført i en Vogn.

– „Hvem kan staa for det,” sagde Politimanden, „naar man kan faa 1000 Mark for et Svin.”

Amtsdommer W. i Aabenraa faar Hvede fra Løjt. En anden Amtsdommer sagde en Dag i Pigens Paahør, da han satte sig til sit velbesatte, sammenhamstrede Bord: „Det er næsten Synd at sætte sig til et saadan Bord, umiddelbart efter at man har idømt et Par stakkels Djævle høje Bøder for Hamstring.”

Klagerne over Angiverier og Chikanerier mod Danske er værre end nogen Sinde. Dyrlæge Dau er, 58 Aar gammel, bleven indkaldt til Civiltjeneste, og er bleven ansat som Jernbanearbejder.

Paa Orlovsansøgninger fra Fronten skriver lokale Myndigheder regelmæssigt Notitser om det politiske Sindelag.

Klagerne er mangfoldige, Stemningen ganske overordentlig bitter.

„Hjemmetyskerne bærer ikke deres Navn forgæves,” siger man — „de bliver hjemme!” Dette er saaledes Tilfældet med Brødrene Jacobsen fra Gammelgaard, Brødrene Eriksen fra Ketting og mange flere.

H.P.  Hanssen: Fra Krigstiden

20. oktober 1917. “En engelsk granat af svært kaliber slog ned i latrinen …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

I nærheden af vor stilling havde der været en mægtig latrine, denne var blevet benyttet da fronten lå nærmere Ypern, af de i ro liggende soldater.

Indholdet var dækket til med jord, men så slog der pludselig en engelsk granat af svært kaliber ned i latrinen, og hele herligheden blev slynget rundt og tilsmurte og overstænkede hele stillingen. Det kan nok være, at der blev stank. Det var lige meget, hvor man gik og hvad man tog fat på – der var latrin allevegne.

Der var uhyre mange rotter i denne stilling. De løb i rækker rundt omkring i stillingen og når vi var henne at skyde, åd de vort brød.

Det varede et stykke tid før Gefreiter Popp opdagede, hvem der tog
hans brød. Han mærkede, at hans brød forsvandt gang på gang, og han mistænkte alle os andre.

Han satte sig på lur en hel nat, men rotterne kom ret tidlig på aftenen, han opdagede dem, men han kunne ikke fange dem. Han sad så resten af natten med sabelen i hånden og ventede på dem, han ramte også et par stykker, men det forslog kun så lidt.

Når vi havde tid, skød vi dem med karabineren. I ledige timer stod vi tit og skød til måls efter håndgranater, når vi ramte disse,  eksploderede disse med et tydeligt brag, det var dog kun i de forholdsvis stille vintermåneder.

Vejen eller gangen fra og til stillingen ved Vest Rosebecke var meget vanskelig. Der lå som regel spærreild over artilleristillingeme, vi måtte næsten altid løbe det sidste stykke vej. Jordsmonnet var pløjet op af granater, og når vi befandt os i spærreilden, sprang vi fra det ene granathul til det andet.

Det var fed lerbund, og når det havde regnet, var det hele opblødt, og man sank langt ned i leret. Det kunne hænde, at man ikke kunne komme op ved egen hjælp, men kammeraterne måtte trække en op; så blev støvlerne som regel siddende. Det var ikke sjældent, at man så nogle i strømpesokkerne eller bare ben; så viklede de en tom sandpose om benet eller om begge ben, og så fortsatte de på denne måde.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

19. oktober 1917. “De døde engelske soldater, der lå rundt omkring, havde næsten altid noget i tornysteren”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

En halv times tid senere kom køkkenvognen. Dvs. Køkkenunteroff. kom og bad om at få nogle mand med, for vognen var væltet, og hesten lå på ryggen i en grøft.

Jeg kom med hen for at få hesten på benene igen. I mørket var både hest og vogn kørt i graven, de havde jo kørt tværs over markerne. Vi fik hesten hevet op, men den var blevet så sløj, at den dårlig kunne stå.

Vi bar så maden hen til batteriet, og det kan nok være, at den var velkommen. Nu havde vi ikke været i forbindelse med den i over 3 døgn. Vi havde levet af jernportionen, og så fandt man lidt kiks og kødkonserves i de dødes tornystre. Vi fandt også en del levnedsmidler i forladte engelske stillinger, og de døde engelske soldater, der lå rundt omkring, havde næsten altid noget i tomysteren.

Men nu kom køkkenvognen altså med varm mad, brød, lidt smør, pølse og marmelade, cigarer, cigaretter, tobak, snaps og postsager.

Når køkkenvognen ikke kom før, skyldtes det forskellige uheld. Den var blevet sendt af sted samme nat, vi var gået i stilling; men den kunne ikke finde os; den vendte tilbage først næste dag om aftenen. Straks efter blev den sendt af sted igen, men da blev hesten skudt, og først den tredje nat lykkedes det at få køkkenvognen ud.

Det var heller ikke helt let at finde til rette ved nattetid i fremmed terræn, tit måtte man tværs over markerne, vejene blev beskudt, så der var uhyre mange vanskeligheder.

Vi fik portionerne delt. Vi sad nede i betonunderstanden, spiste os først ordentlig mæt, drak en snaps (hver 1 fl. vin), smøg en cigar, og i det hele og store steg humøret.

Men skydningen var voldsom. Det var som den slet ikke ville aftage. Englænderne tromlede ganske frygtelig på vor stilling. Og der var
svære angreb hver dag. Vi følte tydeligt, at englænderne havde mere artilleri, end vi. Det var flere gange, at vi blev beskudt af 5 batterier.

Det var næsten altid et eller andet batteri, der beskød vor stilling.

Når vi sad i betonunderstanden, var vi så temmelig sikker, dvs. når der ikke blev skudt med en større kaliber end 15 cm. Vi fik mangt en granat ned på understanden, men de lavede kun et lille hul i jernbetonet 5-10 cm. Det hele rystede naturligvis, og lyset blev slukket hver gang, der kom en i nærheden.

Protzensammelstelle kom til at ligge et stykke bag Hochlede – mellem Hochlede og Goed. Det var udelukkende barakker. Derfra til Vest Rosebecke var 15 – 20 km. Der gik en hovedlandevej fra stillingen til lageret, men det var kun et lille stykke, vi kunne benytte den, vi gik mest ved siden af vejen, et stykke inde på markerne. I barakkerne var der brixe, og det var et ret godt kvarter, når ellers vi først var der. Der gik nogle dage, inden det blev sat i system med dobbeltbetjening, men det blev ordnet lidt efter lidt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. oktober 1917. Lussinger til kokken og frøer i kaffen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Om aftenen sendte vi to mand tilbage for at hente kaffe og se, om de kunne finde køkkenvognen. Og to mand skulle gå et par mil tilbage for at hente vand. De blev sendt af sted ved mørkets frembrud ca. kl. 6. Kl. ca. 1 kom de med vand, og de andre to havde fået kaffen, og fortalte, at køkkenvognen ville komme i løbet af natten.

Sanitæteren (sygebæreren) lavede kaffe på et komfur i en bondegård, der lå i nærheden af stillingen. Vi stod alle og så til, da han kogte vandet. Da det var kogt, kom han kaffen i. Han havde to dåser, en med salt og en med sukker. Han tog fejl af dåserne og puttede salt i i stedet for sukker.

Det var en frygtelig forseelse under slige omstændigheder, han fik nogle lussinger.

Der blev så hentet vand af nogle andre, men denne gang blev det rigtigt.

Vi sad alle omkring bordet og øsede skiftevis af den store gryde, så vi fik lige meget; men da vi nåede bunden på gryden, opdagede vi, at der var kommet en stor frø med i vandet, og den lå nu på bunden af gryden. Gefreiter Popp tog den i benet, løftede den op, så vi alle kunne se den, han kastede den bort, og vi drak resten.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. oktober 1917. Füsilierregiment 86 på vej til Østfronten

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Jernbanen fragtede regimentet til landsbyer nord for Gent, og dér fik man budskabet: Divisionen skal sendes til den østlige krigsskueplads! Det blev hilst med glæde. For selv de stærkeste naturer havde efterhånden fået nok af vestfronten. Derovre vinkede helt nye forhold, nye lande og mennesker, måske opmarch og bevægelseskrig, som regimentet ikke havde kendt mage til i mere end tre år.

Den grå, flandernske mudderørken var snart glemt. Glade og fornøjede, besteg füsiliererne togene, der skulle fragte dem østover, i Sleidingen og Langebrügge nord for Gent. Jernbanerejsen gik over Mecheln (Mechelen), Brüssel (Brussel/Bruxelles), Löwen (Leuven/Louvain), Lüttich (Liège), Aachen, Köln, Düsseldorf, Münster Osnabrück, Bremen, Hamburg, Lübeck, Kleinen (Bad Kleinen) (denne station huskede man længe på grund af særdeles god forplejning), Stettin (Szczecin, Polen), Dirschau (Tczew, Polen), Marienburg (Malbork, Polen), – her kunne man se den værdige ordensborg af samme navn spejle sig i floden Nogat – videre over Elbing (Elblag, Polen), Königsberg (Kaliningrad, Rusland), Eydtkuhnen (Chernyshevskoye, Rusland), Kowno (Litauen) til Wilna (Vilnius, Litauen).

Fem dage var regimentet undervejs. Sådan en jernbanerejse har, bortset fra nogle ubekvemmeligheder, sin charme. Tyskland ruller forbi én, ingen bekymringer, ingen tjeneste. Hver ottende time spises der. Tidspunktet forskubber sig ganske vist alt efter forplejningsstationernes placering. Midt om natten holder toget, en stemme råber et eller andet sted ”Forplejning!” Füsiliererne vikler sig ud af deres tæpper og stavrer søvndrukne over nogle spor, skal rundt om nogle lange togstammer, indtil et lovende lys vinker. Her træder de ind i en behagelig gennemvarm barak. I hjørnet damper en kæmpe kogekedel, som de træder hen foran, ofte ser de også de fyldte skåle stå i lange rækker på bordene, og ved siden af kæmpemæssige kaffekander. Kvindehænder har indrettet hallen så beboeligt som muligt. Papirguirlander hænger fra loftet, Hindenburg- og Ludendorffbilleder på væggen. En plejerske sælger postkort. Hun er genstand for almindelig beundring, hvor længe har man ikke set tyske kvinder! For det meste forlader 86’erne mætte lokalet. Hvor de har været, ved de næppe. De vikler sig igen ind i deres tæpper, og toget kører videre gennem natten.

Den 21. oktober nåede man Wilna. Kompagnierne blev indkvarteret i tidligere russiske kaserner, helt fredsmæssigt med stuevagter og stuetjeneste. Divisionen var gruppereserve for gruppe Eichhorn.

Den sædvanlige rengøring og appeller gav füsiliererne deres soldatermæssige udseende tilbage. Ved eksercits blev disciplinen og ved feltøvelser den militære uddannelse pudset af, særligt blev erfaringerne fra Flandernslaget indprentet.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

TVSYD søger læsere af hjemmesiden her

TV SYD søger 1-2 brugere/læsere af “Sønderjyderne og Den Store Krig”.

Onsdag eller torsdag formiddag/tidlig eftermiddag. Jeg har aftale med Rene Rasmussen, men vil meget gerne interviewe og filme 1-2 brugere. Gerne en der har genstande fra 1. verdenskrig.

Du må også meget gerne bo i Sønderjylland.

Send venligst mail til mig Finn Grahndin, figr@tvsyd.dk eller sms på 21691290.

Håber på at lave et godt indslag om den gode hjemmeside.

17. oktober 1917. “Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Det blev aften. Vi ventede efter køkkenvognen, men den udeblev.

Vi skiftedes til at sove lidt om natten. Den næste dag oprandt, men skydningen var lige så voldsom, som dagen forud. Vi spejdede
efter køkkenvognen, men den kom endnu ikke denne dag, heller ikke om natten.

Vi spiste så jernportionen, men det kneb uhyre med drikkevarer.

Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning. Tørsten pinte os ganske uhyre. Om aftenen på tredje dagen gik jeg frem og fandt en forbindingsplads, her bad jeg om lidt kaffe, men lægen svarede: ”Hier ist kein Gasthaus zum wilden Mann”.

“Wilden Mann” var en beværtning mellem Hochlede og Vest Rosebecke. Den var ikke beboet, men der stod med store bogstaver over døren “Gasthaus zum wilden Mann”. Men han gav mig så en flaske Seltervand. Jeg drak den, og det smagte vidunderligt, men forslog kun så lidt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. oktober 1917. Fire dages tørst ved Passchendaele: “Det var, som vore Ganer og vort Svælg fyldtes med en brændende, klæbrig Masse …”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Mineilden hørte omsider op. Ved Morgengry blev vi trukket tilbage og kom ind i en stor Hule, hvor vi var ca. 20 Mand; men vi var fuldstændig uden Mad. Det var umuligt for os at komme tilbage og faa Mad hentet, og vi foretrak at sulte i Stedet for at udsætte os for den frygtelige Spærreild, som vi maatte igennem for at faa Maden hentet. Vi maatte blive derude i 4 Døgn.

De første 24 Timer var Hungeren slem nok; men saa var det, som om Maven sov ind og intet krævede mere, men derimod blev Tørsten for hver Time frygteligere. Det var, som vore Ganer og vort Svælg fyldtes med en brændende, klæbrig Masse, som brændte helt nede for Brystet.

Allerede den anden Nat, spændte vi vore Teltduge ud for om muligt at samle lidt Dugg eller maaske lidt Regnvand, og om Morgenen slikkede vi med vore Tunger over det snavsede Teltlærred for at læske vor brændende Gane.

Den sidste Nat fandt nogle Kammerater et Granathul, i hvilket der var noget mudret, snavset Vand.

Vi drak alligevel af det, men fik forfærdelige Mavesmerter, saa da vi endelig blev afløst og kom tilbage, saa vi ynkelige ud. Vi meldte os straks til Lægen, som ikke kunde forstaa, hvad vi fejlede. „I har jo Gassymptomer,” sagde han, „men Gasangrebet var jo forbi, da I kom derud.”

Tilsidst sagde han: „I har da vel ikke drukket Vand af et af disse fæle Granathuller, i hvilke der maaske ligger døde Rotter og døde Mennesker, og hvor desuden Gassen har aflejret sig?”

Og da vi maatte tilstaa, at det havde vi gjort, blev vi naturligvis skældt Huden fuld; men saa fik han travlt med at skrive Etiketter, som vi kunde binde i et Knaphul i vor Frakke, og saa blev vi sendt ind til Ostende til videre Behandling.

Da vi kom dér, var alt overfyldt. Vi kom omsider ind i et stort Hus, ind over Loftet paa fjerde Sal, og dér lavede vi saa selv vort Lasaret; saa gik vi hver Dag til Lægen, blev undersøgt og fik lidt Aspyrin samt nogle Draaber, jeg véd ikke hvad.

Jeg tror nok, at for mit Vedkommende hjalp det bedre, at den før omtalte Kantinefeltvebel fik mig med ind og gav mig en rigtig god Snaps Rom.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

To millioner sidevisninger passeret i går

I går passerede hjemmesiden denstorekrig1914-1918 to millioner sidevisninger.

Vi udskrev for nogen tid siden en konkurrence, hvor læserne kunne gætte, hvilken dag vi ville ramme to millioner sidevisninger. Det skete i går.

Vinderen af konkurrencen blev: Kaj Skov

Vi sender Kaj et eksemplar af “Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent”, der udkommer 1. november på Historisk Samfund for Sønderjyllands forlag.

Bogen er skrevet to af initiativtagerne til hjemmesiden her, Martin Bo Nørregård og René Rasmussen. Den handler om den ene dag i Første Verdenskrig, der kostede flest sønderjyder livet, nemlig slaget ved Moulin-sous-Touvent den 6. juni 1915.

Bogen bygger på tysk, fransk og sønderjysk kildemateriale.

Det er første gang, nogen har forsøgt at finde ud af, hvor tæt på et enkelt slag man kan komme med udgangspunkt i et sønderjysk kildemateriale.

Bogen er spækket med aldrig tidligere offentliggjorte fotos fra Moulin-sous-Touvent i 1915 og helt nytegnede kort.

Bogen er på 72 sider og koster 148,- kr. i boghandelen og 98,- kr. for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Søjlediagrammet nedenfor viser fordelingen af faldne sønderjyder dag for dag igennem hele Første Verdenskrig.

Én dag skiller sig ud – det er “Den sorte Dag ved Moulin”. Men hvad skete der egentlig? Og hvorfor gik det så galt?

15. oktober 1917. Maskingeværskytte ved Verdun

Mathias Jørgensen fra Abild var maskingeværskytte ved Regiment 394

1917 blev vi indsat nede ved Verdun. Vi gik i stilling foran fortet Malancourt. Franskmændene sendte i samfulde to døgn en  uafladelig regn af granater ned over os. Vi var forberedt på, at der efter kanonaden ville komme et angreb, og en tidlig morgen gik franskmændene over til at storme. Hele infanteri-kompagniet blev taget til fange. Mellem dem var også min kammerat, Peter Friedrichsen fra Vesterterp.

Vort maskingevær-kompagni lå ca. to hundrede meter bag ved skyttegraven, og her blev franskmændenes fremstormen standset. Vort maskingevær og vor understand lå i en lidt fremskudt position, og det var lykkedes nogle franskmænd at komme bag på os. De skød de folk, der havde vagt ved maskingeværet, og nu kastede de håndgranater ned til os, der befandt sig i understanden. Samtidig råbte de, at vi skulle komme frem.

Vi hørte også, at de lod et maskingevær hamre mod nedgangen til understanden. Vi var dog enige om, at det nok var det hedste for os, at blive, hvor vi var.

Efter en tids forløb blev det roligere ovenpå; men vi forblev nede i understanden hele dagen igennem. Vi talte om, om det mon var et af vore egne maskingeværer, der fra en mere tilbagetrukket stilling havde fyret løs på vor indgang til understanden for at gøre det af med franskmændene.

Først i skumringen dristede vi os op på jorden igen, og da først kunne vi konstatere, hvorvidt vi var inden for franskmændenes eller tyskernes linie. — Egentlig havde vi ikke noget imod at være kommet i fangenskab; men det viste sig, at dette ikke var tilfældet.

DSK-årbøger 1958

15. oktober 1917. Artilleriet kører frem under voldsom beskydning

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat Rosebeke i Flandern.

Vi fik at vide, at englænderne havde trængt fronten nogle km tilbage, og kampen var meget hård og situationen alvorlig.

Vejen gik over Bryssel, Gent og Brügge (Bruges), både i Gent og Brugge holdt toget i længere tid. Vi kørte videre, og toget standsede i Thourout. Vi holdt en ½ times tid, og så pludselig fik vi besked på, at her skulle vi ud. Vi fik travlt med at læsse kanonerne og vognene af, og så marcherede vi ud af byen i sydlig retning.

Det var i mørkningen, da vi forlod Thourout. Efterhånden blev det bælgmørk nat, og der var en kolossal trafik, ja nærmest trængsel på landevejen. Vejen var dårlig, den var opkørt. Der var brolægning, men stenene var løse, og det var noget frygtelig noget.

Vi marcherede adskillige timer, men så gjorde vi holdt ved et kloster. Vi skulle vente. Vi ventede her til langt ud på natten til 2-3 ca. Vi gik ind i klostret og satte os på bænke eller sov på gulvene. Vi så ikke noget til klosterpersonalet.

Vi fortsatte omsider marchen, gik gennem Hochlede, men her skød englænderne ganske voldsomt.

På vejen var der en jævn strøm frem efter og en jævn strøm tilbage.

Af og til måtte vi holde, trafikken var for stor; det hele stoppede op, det var bælgmørk nat; der måtte ikke tændes lys, og ind imellem
drønede nedslagene af engelske granater, hestene blev vilde, sprang lige i luft og vejr, nogle blev dræbt, andre såret, og det gjorde både mennesker og dyr.

Blev en hest såret eller dræbt, blev den hurtigt skåret fri, og kanonererne slæbte den over til siden. Var den ikke helt død, skød man den med karabineren.

Mandskabet der blev dræbt, blev lagt over ved siden af vejgrøften.

De sårede måtte sanitetsvæsenet tage sig af.

Nu gik kanonererne ikke foran batteriet, men hver betjening holdt sig ved sin kanon. Kanonen foran os kørte over en tabt håndgranat, der eksploderede og rev benene i stykker på et par mand.

I det hele og store var det en vanskelig fremrykning. En overbelastet vej, bælgmørk nat iblandet med en voldsom beskydning fra englænderne, det giver så vanskelige fremrykningsforhold, som man må se og opleve for at kunne forstå det.

I morgengryet gik vi i stilling i den vestre udkant af en lille landsby – det var ved Vest Rosebecke.

Det var en vanskelig stilling, med mange svære tab og meget arbejde. Hvis vi ikke havde haft en betonunderstand, der kunne rumme alt mandskab, var vel næppe nogen kommet levende derfra. I den tyede vi hen, når vi kunne, i den sad vi senere hen på vinteren, da skydningen stilnede noget af om aftenen, og i den sov vi, når vi havde tid.

En halv time efter, at vi-var kørt i stilling, fyrede vi i hurtigild – alt det, der kunne præsteres, vi skød på ca. 5000 m.

Englænderne angreb hver dag på denne front, de skulle prøves før efterårsregnen satte ind. Vi fik travlt med at bygge stillingen, lægge underlag af planker under kanonerne, indrette ammunitionssteder, kaste volde op, hvor det var nødvendigt for splitterne, lave flyverdækning, osv.

Dobbeltmandskabet var i stillingen (reservemandskabet var ude).

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

14. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den britiske offensiv ved Passchendaele, der kører fast i mudderet; urolighederne i Rusland, hvor Trotskijs taler puster til den revolutionære glød og om den tyske invasion af øerne i Rigabugten: Operation Albion. Endelig handler det om kampene i Tysk Østafrika, hvor de tyske tropper tvinges på tilbagetog.

 

“Fra Vestergade til Vestfronten” genoptrykkes

Bogen “Fra Vestergade til Vestfronten Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914 – 1918”  som udkom 11. november 2016 i 600 eksemplarer blev hurtigt udsolgt.

Det er besluttet at bogen genoptrykkes og den udkommer  11. november 2017 ved et arrangement på arkivet.

Der er kommet en del rettelser og mange tilføjelser om personerne som deltog i 1. Verdenskrig. De er alle med i den nye udgave.

Skulle der være nogen der har interesse for bogen, kan den bestilles på nedenstående mail.

Pris: kr. 250,- + evt. forsendelse kr. 80,-

tlhf6520@gmail.com

14. oktober 1917. Afgang til fronten ved Rosebeke

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407.

Jeg kunne godt lide at stå vagt. Så kunne man gå rundt i de dejlige sommernætter og få tid til at tænke sig om. I det fjerne kunne man høre kanonernes dumpe drønen.

Vi fik også vor hestebestand suppleret. Endvidere kom der nyt mandskab. Lidt efter lidt kom alt i orden. Og vi blev parate til at gå til fronten igen.

Den 13. oktober fik vi besked om, at vi skulle bort den næste dag. Nu var spørgsmålet: “Hvor kommer vi mon hen? Til hvilken front? Til hvilket afsnit?”

Den 14. oktober trådte vi an. Det var om formiddagen. Der var altid røre, når et batteri skulle rykke ud. Hestemandskabet kom som regel først. Alt blev efterset og prøvet. Der blev pakket, der red officerer og underofficerer frem og tilbage, der blev råbt og kommanderet, hestene vrinskede og prustede, kanonererne ordnede bagagen, spændte remmene fast, alt og alle var spændte, – det var jo også et batteri, der skulle rykke ud i den voldsomme krig igen.

Civilbefolkningen stod rundt omkring og så til, og der var også meget at se efter. Alt var nu i orden, alt var Feldtmarschmæssig.

Batteriføreren, løjtnant Viederholdt, kommanderede “Aufgesessen” og hestemandskabet svang sig op på hesten.

“Batterie March!” Den lange række satte sig i bevægelse. Først kanonererne osv. Vi vinkede efter kvarterværteme, og så forsvandt vi ud af byen.

Det var på en søndag, Vi marcherede til Jurbise; efter at vi havde ventet et stykke tid, kom toget, og vi begyndte at læsse kanonerne og vognene på efter den sædvanlige orden. Hen imod aften satte toget sig i bevægelse.

Dagene var nu ret korte og nætterne lange og kølige. Jeg fik fat i en plads i en vogn, der var fuld af heste. Hestene stod med hovederne sammen, og så var der et rækværk imellem.

Vi kunne så ligge og sove foran hovederne, og det var rigelig med halm og hø. Her kunne man sove bedre end henne i personvognene.

Vi kørte hele natten, dog holdt vi hist og her, men der var ingen, der vidste nogen besked om, hvor vi skulle hen.

Vi holdt længere tid i Bryssel; hen på morgenstunden var vi nok klar over, at det gik mod Flandern igen. Vi kørte i vestlig retning, holdt af og til, som om de ikke rigtig vidste, hvor de ville hen med os.

Kanonerne tordnede voldsomt i det fjerne.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

“Den sorte Dag ved Moulin”. Foredrag i Aabenraa den 1. november 2017 kl. 15:00

Ingen anden dag i noget andet slag i hele Første Verdenskrig kostede så mange sønderjyder livet som Den sorte Dag ved Moulin – den 6. juni 1915.

Franskmændene angreb et frontafsnit, der blev holdt af Füsilierregiment Nr. 86, et regiment med særligt mange sønderjyder.

Mere end 100 sønderjyder mistede livet den dag ved Moulin-sous-Touvent.

Men hvad skete der egentlig? Og hvorfor gik det så galt?

Det handler René Rasmussens foredrag om

Den 1. november 2017 kl. 15:00 på Rigsarkivets Læsesal i Aabenraa (tidligere: Landsarkivet for Sønderjylland), Haderslevvej 45, 62000 Aabenraa.

Der er fri entré. Tilmelding ikke nødvendig.

Ved foredraget præsenteres også Martin Bo Nørregårds og René Rasmussens helt nye bog om “Den sorte Dag ved Moulin”.

Se mere på Statens Arkivers hjemmeside

Bogen er på ca. 72 sider og koster 148,- kr. Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland kan købe den for 98,- kr.

Se mere på Historisk Samfund for Sønderjyllands hjemmeside

13. oktober 1917. Ved Passchendaele: “Vi kravlede over Ligene, som laa derude …”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Da jeg atter naaede ned til Fronten, kom jeg straks ud i Stilling. For fjerde Gang var Kompagniet ført i Ilden ude i Sandklitterne ved Newport. Jeg kom straks med ud i forreste Linie og kom med iblandt dem, som hver Nat blev skubbet et godt Stykke frem mod Englænderne for at danne første Forsvarslinie.

Vi kravlede over Ligene, som laa derude, igennem ituskudte Pigtraadsforhindringer, rivende vort Tøj til Pjalter og vort Skind til Blods, alt imens Granater og Minegravskugler sang deres Dødssang over os.

En af de første, der gik bagover, var en kær Underofficer fra Stettin, en troende Skomagermester, som fik en Shrapnellkugle paa Staalhjelmen midt i Panden. Den trykkede en stor, rund Bule i Staalhjelmen, men denne reddede hans Liv; han slap med en alvorlig Besvimelse og et vældigt stort Hoved, som svulmede op under Slaget. Han blev baaret tilbage, men næste Gang vi gik i Stilling, var han atter med, frisk og sund.

Vi kom ud til en lille lav Jordvold, hvor vi fik anvist vore Pladser med 5-10 m Mellemrum. Jeg havde den Morgen faaet med et Ord fra Brødremenighedens Løsensbog.

Ordet var: „Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder.”
Det Ord blev skrevet med Ild i mit Hjerte og i min Bevidsthed.

Vi havde lige indtaget vore Pladser, saa begyndte Englænderne at overdænge os med Miner, disse frygtelige Miner, som i Nattens Mulm og Mørke ligner Ilddrager. De farer hvislende igennem Luften og styrter ned med et øredøvende Brag. Det varede ikke saa længe, før vor Underofficer kom springende, idet han raabte: „Følg mig, vi maa længere til venstre, her er for farligt!”

Jeg sprang op og fulgte, men aldrig har jeg været i en saadan Situation. Herredømmet over mig selv var som blæst bort. Jeg havde en Følelse, som var jeg omgivet af onde Aander; rystende baade paa Sjæl og Legeme, grebet af en ubeskrivelig rædselsfuld Angst, syntes jeg, jeg havde sluppet min Frelsers Haand.

Minerne kunde vi jo ikke løbe fra, og da vi havde løbet ca. 100 m, kastede jeg mig ned og kravlede paany ind til Jordvolden, men jeg kunde hverken gribe Ordet fra Gud eller bede.

Saa kom der en Mine og dumpede ned saa tæt ved mig, at da den eksploderede med et øredøvende Brag, slog Varmen ind imod mit Ansigt, som stod jeg foran en gloende Ovn. Jord, Smaasten og smaa Splinter haglede ned paa min Staalhjelm og raslede fælt; men i samme Nu blev Ordet fra Gud levende for mig: „Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder.”

Jeg kunde atter bede og lægge mig fuldt trygt til Hvile i min Frelsers Favn; Angsten var forsvundet, Uroen borte, jeg var igen mig selv.

Mineilden hørte omsider op. Ved Morgengry blev vi trukket tilbage og kom ind i en stor Hule, hvor vi var ca. 20 Mand; men vi var fuldstændig uden Mad. Det var umuligt for os at komme tilbage og faa Mad hentet, og vi foretrak at sulte i Stedet for at udsætte os for den frygtelige Spærreild, som vi maatte igennem for at faa Maden hentet.

Vi maatte blive derude i 4 Døgn.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

12. oktober 1917. “Kamel, dromedar, svin, idiot, satansknogle, røvhul …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407. Midt i september blev hans batteri trukket bort fra fronten og blev sendt til Huissignies ved Mons for at hvile ud. Her blev én af hans kammerater udnævnt til feldwebel.

Underofficer Zeidler blev her forfremmet til Etatm. Feldvebel. Det viste sig, at han var en slet person.

Ham, som vi havde kendt som menig, blev en ren skurk, da han blev Feldvebel. Han var ualmindelig grov i munden, og hele hans måde at være på, var absolut utiltalende, det var ingen soldater, der tog det alvorlig eller ilde op, fordi der blev anvendt militæriske kraftudtryk, dvs. sådanne ord som: kamel, dromedar, svin, idiot, Satansknogle, røvhul, osv. – det kom an på måden, om man kunne mærke, om en, der anvendte dem, var ondskabsfuld, eller han var en godmodig sjæl.

Feldv. Zeidler var dum, ondskabsfuld, i den civile stand var han ganske almindelig minearbejder, og denne slags var tit de værste, når de hos militæret fik en lille smule at sige.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. oktober 1917. H.P. Hanssen på vej hjem til Nordslesvig

Rigsdagsmand H.P. Hanssen førte under krigen dagbog. Den 11. oktober rejste han fra Berlin hjem til Sønderjylland.

Berlin d. 11. Oktober 1917.

I Dag rejste jeg hjem i Selskab med Nis Nissen. Togene
er nu stærkt ramponerede, ofte gaar de i staa midt paa Linjen.

Vi havde tre Timers Forsinkelse, da vi kom til Hamborg, og
maatte derfor overnatte i Flensborg. Alt gaar i Forfald.

H.P.  Hanssen: Fra Krigstiden

11. oktober 1917. Farvel til “den flandernske helvedessump”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Den følgende dag måtte resterne af III bataljon endnu engang ud foran, for sammen med resterne af II bataljon samt infanteripionerkompagniet at holde den forreste stilling, for III bataljon fra regiment 58 rådede også kun over 50-60 geværer, og støttepunktet KTK var for vigtigt. Hvis det faldt, risikerede hele stillingen at blive rullet op mod nord.

Om aftenen kom der igen trommeild, men der fulgte ikke noget angreb.

Foran I bataljon, som var forblevet i den erobrede stilling, forsøgte fjenden på samme tid endnu engang at komme fremad. Vor spærreild holdt ham for størstedelen nede; de få angribere blev drevet tilbage af maskingeværild.

Endelig skulle om natten fra den 10. – 11. oktober alle de dele af regimentet, der befandt sig i stilling, afløses af grenadérregiment 123.

Afløsningen havde sine vanskeligheder på grund af, at terrænet var helt forandret af det tunge artilleri. Efter midnat var den gennemført.

Om formiddagen hæmmede meget stærk ild igen bataljonernes march. Det fjendtlige angreb kommer imidlertid ikke fremad. Nu bliver bataljonerne endelig helt frigjort. 

Lettede vender de den flandernske helvedessump ryggen. En officer og 105 mand har de måttet lade døde tilbage, 15 officerer og 405 mand var såret, 116 savnet. Tabene var mindre end på tidligere store slagdage. Dette skyldtes det nye princip om bevægeligt forsvar samt dybere echelonnering. Mange døde lå efter kampen i kratersumpen og under brækkede grene.

Fire uger efter regimentets afløsning kvaltes Englands angrebsvilje i mudder og blod. De havde ikke nået deres mål, de tyske ubådsbaser var ikke i farezonen.

Til de Flandernkæmpende udtalte Ludendorff denne ros: ”Hvad den tyske soldat har ydet i Flandernslaget, har oplevet og lidt, vil for ham til alle tider være et mindesmærke, som han på fjendlig grund har sat sig selv!”

Füsilier-Regiment 86 havde også sin andel i denne ros.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

10. oktober 1917. Uforsigtig desertør forsøges bortført!

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om desertørerne ved grænsen.

Et andet forhold, der bliver set på med nogen betænkelighed af en del folk her ved grænsen, er de mange sønderjyders – desertørers – ophold her. – En del sønderjyder, der er kommet over, tager på højskole eller landbrugsskole og får understøttelse til disse kursus af S.S. i Danmark, andre søger plads i Danmark kort fra grænsen. De bestræbelser, der har været fremme (dr. Swits virksomhed) for at få desertørerne bort fra grænsen, har ført til, at adskillige er rejst til Norge, men mange opholder sig her endnu, især gifte folk. Disse vil nødig fra grænsen, da det af og til lykkes dem at komme i forbindelse med familien derovre, ja, undertiden som før nævnt at få besøg af deres hustruer derovre fra, hvem de således kan stå bi og give vejledning med hensyn til ejendommens drift m.m. –

De fleste beboere her ved grænsen ser ikke nogen fare i dette forhold, men antager rask nok desertører i deres tjeneste. Det giver billig arbejdskraft og dr. Swits virksomhed er meget upopulær.

Faren for den danske stat ved at huse desertørerne uomtalt – Disse desertører er efterhånden blevet ret ligegyldige ved forholdet; de har undertiden over for den tyske grænsevagt udvist en upassende optræden, der godt kan sætte ”ondt blod”, og for resten kan være risikabel for dem selv. Derpå haves flere eksempler. –

En holstener, der var deserteret herover, gik en dag til grænsen og gav sig i snak med et par tyske grænsesoldater. Under samtalen fortalte han dem, at han var deserteret, og han opfordrede dem til at gå herover også. Da en af soldaterne bebrejdede ham, at han havde svigtet sit fædreland og var løbet fra ”Vagten ved Rhinen”, svarede han, at tyskerne jo ikke stod ved Rhinen, men langt inde i Frankrig.

Hvad ville de dér? For resten var han ikke tysker, men slesvigholstener, tilføjede han.

En anden desertør, som har ejendom på den anden side tæt ved grænsen har i over et år haft sit ophold forskellige steder her ved grænsen. I påsyn af de tyske grænsesoldater, som godt kender ham, har han gået ved arbejdet på marken lige op til grænsen og har undertiden vinket til sin kone og sine børn ved ejendommen derovre. Samme mand var et par måneder bestyrere for en bolsmand, der var indkaldt til Sikringsstyrken, og hvis ejendom ligger få alen fra grænsen. Her boede han som eneste mandsperson i huset, og folk talte tit om, at han risikerede, at et par tyske soldater en nat gik over og hentede ham.

I Hømlund Kro lige ved grænsen har der i godt et par måneder opholdt sig en mand fra Spandet, der deserterede her over den 28. maj i år.

De tyske grænsesoldater kender ham meget godt. Han taler af og til med dem   har flere gange fået bud eller brev sendt med dem til sin hustru derovre, og en enkelt gang har hun ved en grænsevagts hjælp været herovre at besøge ham.

Et par grænsesoldater har engang forsøgt at narre ham til at gå over grænsen. Den ene kom med et bud til ham fra hans kone, at hun var i en gård i nærheden af grænsen. Hun havde en pakke tøj, som han manglede, med til ham, men hun turde ikke gå til grænsen. Soldaten påstod, at han var ene om vagten; løjtnanten var i Skærbæk, så der var fred og ingen fare; han kunne godt gå over. Derpå ville han dog ikke indlade sig, og det viste sig da også, at der stod en anden soldat skjult ved vejen til gården. – Kort efter havde det nær gået galt for desertøren. Der var en aften kommet 5 tyske soldaterover i grænsekroen. Her sad han og kromanden og talte med dem i længere tid.

Hen på aftenen gik desertøren ud, og soldaterne forlod straks efter kroen. Udenfor greb de fat på ham og begyndte at slæbe af sted med ham hen ad vejen til grænsen. Da kromanden hørte spektaklet udenfor, anede han uråd, løb ud og så, hvad der foregik. Under sine bestræbelser for at få soldaterne til at slippe ham, fik kromanden et næveslag i nakken. Han råbte da af alle kræfter: ”Politi, Politi!” Så slap soldaterne desertøren, og et øjeblik efter var denne og kromanden indenfor og havde låset døren efter sig, det bedste de kunne gøre, da der hverken var politi eller grænsegendarmer på den kant.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

9. oktober 1917. I Flandern: “Kl. 6 om morgenen angreb fjenden – det var franskmænd”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Natten til den 9. oktober sendte fjenden stærk forstyrrelsesild ned over kamp- og beredskabsterrænet. Adskillige fuldtræffere ramte beredskabsbataljonen fra regiment 58 og satte den delvist ud af spillet. Trods forstyrrelsen lykkedes med tab afløsningen af den forreste linje (III bataljon regiment 86 af III bataljon regiment 58).

Kun bataljonsstaben og 3. maskingeværkompagni var endnu oppe foran.

Da hylede en ildkraft så stor ned, at der måtte følge et angreb efter. En ulykkelig situation, ligesom i sin tid ved Moulin. Den første time efter afløsning er den svageste i forsvaret, de ny enheder har slet ikke lært forholdene at kende, deres nerver er slet ikke vænnet til de forfærdelige indtryk. Af mængden og styrken af de sidste dages fjendtlige ild kan det give et indtryk, at førerne fra III bataljon regiment 86, som skulle bringe staben for III bataljon regiment 58 til kamptroppekommandørens stilling (KTK), gik vild kun 300 meter fra dækningsrummet. De ville orientere sig efter højskoven; men denne var på to dage forsvundet. Tykke egestammer var stampet ned i sumpen.

Kl. 6 om morgenen angreb fjenden – det var franskmænd. Hans venstre angrebsgrænse var Corver-bækken, et sideløb til Steen-bækken, som løb i angrebsretningen. Nord for Corver-bækken lagde han en kraftig afskæringsild, blandet med røggranater. 58’ernes første linje blev løbet over ende, reservekompagniet ligeså.

Fjenden trængte videre frem. Han kom ind i beredskabsbataljonens zone. Denne – II bataljon af regiment 58 – var, som nævnt, allerede dagen i forvejen slemt rystet og kunne ikke yde nævneværdig modstand. Snart var fjenden nået hen foran gården Papegut, centrum for beredskabsfronten. Da standsedes hans fremrykning. Han fik i sin venstre flanke en rasende maskingeværild. Den rev nogle blodige huller i hans linjer og trykkede ham ned i kraterne.

Ilden kom fra KTK. Der havde kaptajn Brunk, fører for III bataljon fra regiment 86, løjtnant Petersen fra 3. maskingeværkompagni og nogle folk holdt ud af ansvarsfølelse, skønt de netop var blevet afløst.

Tre maskingeværer bliver bragt i stilling på bunkerens tag. De bestryger hele regimentsstillingen flankerende og trænger frem til foran 31’erne. Ved skovkanten foran Papegut bliver fjenden smidt ned i kraterne. Endnu to maskingeværer foran dækningsrummet holder alle fjender, der kommer forfra, fra livet.  Da går to nye kompagnier franskmænd frem i linje mod Papegut.  Man lader dem komme ind på 500 meter; så knitrer tre maskingeværer løs. I løbet af få sekunder bliver kompagnierne splittet ad, og så vidt som de ikke bliver ramt, søger de beskyttelse i kraterterrænet.

I løbet af eftermiddagen tilkæmpes ildoverlegenheden fra de indsatte fjendtlige maskingeværer. De tre maskingeværer affyrede på denne dag 16.000 skud!

Så vidt havde fronten hjulpet sig selv. Fjendens yderligere fremrykning blev opholdt af reserverne. Kl. 12 om middagen trådte kaptajn Bade an til modangreb med II bataljon. Han besatte den omtrentlige linje mellem KTK og Papegut. Også infanteripionerkompagniet og fjerde delingerne blev mobiliseret.

Disse spredte sig ind i II bataljon, infanteripionerkompagniet forlængede mod venstre. Kl. 6 om aftenen indtraf også løjtnant Hasselmann med sin minekasterenhed. Han var uden ordre brudt op bag fra og forlængede med sine folk linjen længere mod venstre.

Bataljonen led om aftenen kl. 8 under fornyet beskydning svære tab og blev til dels splittet ad. Den blev nu forstærket med to kompagnier 46’ere, som var stillet til rådighed for regimentet. Således kunne linjen KTK. – Mangelare holdes med en tilbagebøjet venstre fløj.

Fra disse kampe bør nævnes en episode, der viser, hvor højt mandsmod og beslutsomhed skal vurderes, selv i et materielslag.  Den sidste deling af 10. kompagni var om morgenen en 9. oktober blevet afløst og på tilbagemarch. Så satte det ind med beskydning, delingen kom ind i den tætteste spærreild. Som ved et under når de en betonbunker i Draibank og forefinder der andre folk fra III bataljon. I alt er der med føreren for 10. kompagni løjtnant Becker 15 mand.

Fra Draibank iagttager de gennem røg og tåge franskmændenes fremrykning på deres venstre flanke. De sender deres kugler ind i fjendens flanke, men kan kun forsinke hans fremrykning, ikke standse den. De må se på, at den store minekasterbunker bliver taget og besætningen – det var 58’ere – bliver ført bort. Så forsvandt en del af angriberne ind i betonklodsen, mens en anden bølge rykkede videre frem.

Nu modnedes hos løjtnant Becker beslutningen om at rydde den rede. Det støttede ham i beslutningen, at bunkeren kun havde åbninger fortil og bagtil. Således gik den lille skare med utrolig dristighed løs på bunkeren. De nåede til en side uden åbninger, fra hvis bagvæg geværer stak ud. Lynhurtigt stormer de om hjørnet; den franske post fyrer, men fejler og bliver slået ned. 86’erne trænger ind i bunkeren.

Et vildt håndgemæng udspiller sig. Skrig, skud og håndgranater. Dækningsrummets og nabogravens talrige besætninger bliver enten nedkæmpet eller flygter; resten, syv mand, bliver taget til fange. På tysk side falder én mand og to bliver såret. I rummene befandt sig endnu nogle tyske sårede. To gang forsøgte fjenden igen at sætte sig i besiddels af dækningsrummene, to gange afviste den lille skare fjenden med betragtelige tab for ham.

Kl. 2½ om eftermiddagen sendte løjtnant Becker en melding til KTK med anmodning om støtte. Ordonnansen, der med stort besvær og smidighed kæmpede sig igennem, bragte den besked tilbage, at der ikke var mandskab til rådighed, og at de selv måtte sørge for at komme tilbage.

Det var nedslående; ikke så meget fordi besætningen var bekymret for deres egen skæbne, som fordi den sidste mulighed for at vende slagets gang på dét regimentsafsnit dermed forsvandt. Disse to store dækningsrum ville sammen med dem i Draibank have kunnet rumme adskillige kompagnier, havde kunnet være kernen i en modstand af udslagsgivende betydning. Det var ikke mere muligt.

Besætningen måtte nu se, hvordan den kunne slå sig igennem; at blive ville have været vanvittigt. For et planmæssigt angreb på denne rede i ryggen på fjenden ville kun være et spørgsmål om tid. Således besluttede man sig til at slå sig igennem. De sårede måtte man med tungt hjerte lade blive tilbage; men de tilfangetagne tog man med og det som skjold. Efter at det var betydet dem, at ethvert flugtforsøg ville blive besvaret med de skarpeste midler, lod man franskmændene med hænderne i vejret danne en kreds om det lille mandskab; så gik det ellers tilbage gennem Flandern-mudderet.

Det fantastiske foretagende lykkedes. Den franske skyttelinje gjorde respektfuld plads. Uforstyrret også af det tyske artilleri og infanteri ankom denne blandede formation til Draibank. Dér befandt sig endnu et maskingevær, som kunne holde franskmændene, der fulgte i nogen afstand, i skak. Velbeholden nåede denne sælsomme trop til regimentets kampledelse i Houthulster-skoven, hvor man allerede havde opgivet folkene.

En helt anden opgave end de andre bataljoner tilfaldt I bataljon. Efter at den allerede den 7. og 8. oktober var blevet alarmeret og trukket frem, men ikke indsat, blev den den 9. oktober underlagt infanteriregiment 85. Om middagen trådte bataljonen an til modangreb langs banen Staden-Langemark. Den stødte på fjendens første bølge, gik i stilling og fordelte reserverne. Så gik den videre frem, kastede trods skarp flankeild fjenden tilbage til banegården Poelcapelle.

Om aftenen stødte den endnu længere frem sammen med fremrykkende bataljoner fra venstre. Men i mørket opstod der almindelig forvirring og blanding af enhederne. Risikoen for gensidig beskydning var stor; derfor gik bataljonen tilbage på højde med banegården Poelcapelle lige som de tilstødende enheder.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

8. oktober 1917. Dansk grænsegendarm udnytter nøden i Sønderjylland

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om smugleriet ved grænsen.

Med hensyn til smugleriet er beboerne derovre ikke så bange for den tyske grænsevagt, som for de danske grænsegendarmer. Enkelte af disse er efterhånden blevet mere og mere ihærdige efter at fange smuglere.

Når det drejer sig om større partier og om folk, der driver smuglerier som en forretning, er dette selvfølgelig prisværdigt, og ifølge deres skrevne instrukser har grænsegendarmerne jo ret og pligt til at anholde alle smuglere, men det virker alligevel pinligt, når f.eks. en kvinde derovre fra, der har trodset faren ved at vove sig herover og med besvær har fået købt lidt af de ting, man mangler så hårdt derovre, eller har fået lidt i foræring af slægtninge eller venner her, og at dette så skal fratages hende ved grænsen.

Beboerne her under den danske befolkning på den anden side det ligeså godt, som de selv har det, og det kan ikke benægtes, at de undertiden har været venner eller bekendte derovre fra behjælpelige med at undgå de danske grænsegendarmer.

Folk synes, det er lige hårdt nok når f.eks. en kone derovre fra – hun sidder ved en lille ejendom og har 6 børn at forsørge – når hun af den danske grænsevagt bliver frataget, som sket er, ½ pd. Kaffe og 2 stykker vaskesæbe, som hun ville føre med sig over, eller når 4 ruller skråtobak, som hun havde købt herovre og ville sende til sin mand ved fronten.

Gendarmen, der øvede denne dåd, blev da også meget skarpt afvist, da han til en nabo ville sælge en rulle af nævnte skrå, skønt han kun forlangte 12 øre eller ca. halv pris for den.

Folk synes ikke, det er nødvendigt, at en grænsegendarm, som sket er, ligger ude på marken i nærheden af grænsen ved nattetid med sin hund for at opsnappe smuglere, og det på en tid, da vedkommende gendarm ikke ”har tur”, som det hedder, eller at en anden gendarms hustru, der har været i Ribe og på hjemvejen cykler forbi nogle sønderjyske kvinder, da hun kommer hjem lader sin mand – således er det – cykle efter dem og anholde dem.

De fleste grænsegendarmer er hensynsfulde og lempelige i deres optræden over for de danske sønderjyder, der passerer grænsen; de forstår, at de i udøvelsen af deres skrevne instrukser bør vise en vis skønsomhed, og det vides, at deres foresatte giver dem medhold i dette. ”Tie stille med den slags”, hedder det.

Kun enkelte er hildet til bogstavens væsen. Folk siger, at de benytter lejligheden til på en billig måde at forøge indboet og forsyne spisekammeret.

Sagen er, at gendarmerne må beholde 60 p. C af de mindre partier smuglergods, de beslaglægger, og resten vurderer de og betaler efter priser, der gjaldt før krigen. Det kan derfor nok være fristende for en lavt lønnet grænsegendarm at benytte sig af sin ret i disse dyre tider. Det er nemlig ikke så lidt, der kan ”reddes” på den måde; men der falder uartige bemærkninger af mellem folk når det ses, at den eller den gendarmfamilie går i tøj eller fodtøj, der er erhvervet fra sønderjyder der.

Fra et enkelt gendarmhjem et det sivet ud, at man nu havde et helt lispund smuglerkaffe oplagret. Så syntes folk, at dette nu gerne kunne slå til, og da gendarmen fra dette hjem en aften kom ”slæbende” med et par stakkels kvinder til ”afklædning” i bogstavelig forstand hos hans hustru råbte en del unge efter ham, om han ikke snart havde nok.

Sønderjyderne ved godt, hvem af gendarmerne de især skal tage sig i agt for, og de er meget forbitrede på de værste af dem. Det lød ganske tragikomisk, da en sønderjysk kvinde efter at hun havde udstået en grundig afklædning og var kommet hen til en bekendt, i sin harme mod gendarmerne udbrød: ”Bare vi havde vore unge folk hjemme derovre; de skulle gå herover og gennembanke sådanne karle”.

(Forsigtighed udbedes, at ikke meddeleren skal blive udsat for dette sidste fra gendarmkorpsets side).

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

8. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Lawrence of Arabia og kampene i Mellemøsten og jernbanesabotagen mod den tyrkiske infrastruktur. I Flandern gør de britiske styrker store fremskridt ved Zonnebeke og Broodseinde. General Plumers “bite and hold”-taktik giver anledning til stor bekymring den tyske overkommando. Tyskerne forsøge at gå fra den nye, elastiske defensiv og tilbage til den gamle taktik før 1917 med stærke styrker i forreste linje. Men der var en grund til, at man var gået bort fra denne taktik: Den kostede forsvarerne dyrt i mænd. Den tyske overkommando var i vildrede med, hvad den skulle gøre. Og den britiske øverstkommanderende, Haig, sigtede nu efter at tage Passchendaele. Men vinteren nærmede sig, og regnen, der mirakuløst var udeblevet indtil nu, ville forvandle slagmarkerne til uigennemtrængeligt mudder.

Mod øst planlægger tyskerne angreb ved øerne ud for de baltiske lande.

 

8. oktober 1917. I en bunker i Flandern: “Ved fuldtræffere bliver folkene vanvittige”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Allerede om natten til den 8. oktober blev beredskabsbataljonen (II) afløst af II bataljon fra regiment 58 og gik som korpsreserve til Mispelareik.

Om dagen fik regimentet hele tyngden af den fjendtlige ild at mærke. Svære tab ved den nye beredskabsbataljon; et kompagni 58’ere blev næsten revet op. Ikke mindre i den forreste linje. Her blev på denne og de følgende dage næsten alle betonbunkere ramt og for en stor del sønderskudt.

Denne ild er anderledes end ved Somme. Nedslagene trommer ikke mere så hagltæt, til gengæld er kalibrene sværere. 20-24 cm er ikke sjældne. ”Tunge brokker”, ”kufferter” siger soldaten.

Hvor de slår ned i nærheden, forårsager de lammende forfærdelse.  Soldaterne roder med ansigtet i mudderet, hager sig med hænderne fast i en trærod for ikke at skulle springe op og som en vanvittig løbe bort. Andre kryber sammen i betonklodserne i dump fortvivlelse.

Med planmæssig beskydning er ophold her det rene helvede. Når det flandernske mudder sprøjter til himmels og jorden ligger i krampe, så gynger klodsen op og ned som et skib på bølgerne. Slemt er det, når den bliver underskudt, d.v.s. når en granat borer sig gennem det fugtige jordlag og eksploderer under den. Så river den bunden op og slår besætningen ihjel, eller den kaster hele klodsen med indgangene ned i mudderet. Så er mandskabet redningsløst fortabt.

Loftet og væggene derimod kan holde kalibre ind til 15 cm ude; men detonationerne forplanter sig med uformindsket kraft indad og virker nervenedbrydende. Ved fuldtræffere bliver folkene vanvittige. En sygebærer rasede i to dage gennem bunkeren og lallede lystige melodier.

Sårede bliver bragt ind og fylder det trange rum med deres stønnen og skrigen. En ny fuldtræffer; en springer som en gal op og styrter ud i det fri. Efter få skridt fanger en granat ham med en hurtig næve.

Vort artilleri svarede, som der var kræfter til.  Men det kunne hverken i antal eller i ammunitionsmængde måle sig med det fjendtlige. Pjecernes antal forholdt sig ca. som 5:3, ammunitionen som 5:2.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

7. oktober 1917. “… om natten kl. 3.20 begyndte pludselig en trommeild”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

De følgende dage forløb i en frygtelig ensformighed. Byger med jern afløste hinanden, betonbunkere brasede sammen. Giftige gasskyer krøb hen over det flanderske mudder.

Den 4. oktober, ”en kampdag af særlig hårdhed”, som hærberetningen siger, blev regimentet skånet.

Men så tog den fjendtlige ild til både i dybde og heftighed. Den 7. oktober om natten kl. 3.20 begyndte pludselig en trommeild, der rasede en halv time på forreste linje og beredskabet.

Dagen efter lå hele divisionen under en svær ødelæggelsesild. Dertil kom stærk regn. En fange berettede den dag, at der snart ville blive angrebet over hele fronten, også af franskmændene. Samme dag kom der ordre om, at regimentet skulle sættes ind på divisionens venstre fløj, dvs. skulle kastes ind i hovedkampzonen ved det forestående angreb.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

6. oktober 1917. Grænsevagterne hjælper desertørerne!

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om desertørerne i sommeren 1917.

Sønderjyderne påstår, at det ingen steder langs grænsen har været let at komme over til Danmark, og tilbage igen som i grænsehjørnet sydøst for Ribe, hvor soldater af 1. og 2. kompagni af 29. bataljon i lange tider har haft grænsevagt.

Disse soldater ligger indkvarteret hos privatfolk i Spandet, Roager og Aabling. Derved er der opstået et mere fortroligt forhold mellem befolkningen og soldaterne, så at disse ser gennem fingre med, ja ofte hjælper folk fra deres kvarter eller af deres bekendtskab med at komme over. Hvor soldaterne derimod ligger i fælles kvarter i barakker, som vest på og længere øst på, får de mindre kendskab til beboerne. Dette er grunden til, at det er vanskeligere for beboerne andre steder at komme over.

Folk derovre ved godt dette, og hvem der har pårørende i denne egn, rejser derfor herud for at komme over. Helt fra Haderslev er der rejst folk herud [med?] den hensigt.

Desertører derovre fra, som opholder sig i denne egn, har ofte ved soldaternes hjælp fået besøg af deres hustruer eller børn og flere har lidt efter lidt fået adskilligt af gangklæder, sengetøj og mindre ejendele herover.

Grænseboerne på denne side bliver ikke længere forbavsede over at finde fremmede kufferter og pakker m.m. i deres porte eller udhuse, når de om morgenen kommer derud, de ved, hvor disse ting er kommet fra og lader dem roligt stå, indtil de bliver afhentet.

Man kender her 5 tilfælde i de foran nævnte måneder, hvor mænd, der er gået til Danmark uden at tilladelse har fået deres hustruer og børn over til sig her. En kone fra Fjersted, der i juli måned flyttede herover til sin mand, havde efterhånden ved en hos hende indkvarteret soldats hjælp fået næsten alt sit indbo herover. Soldaten hjalp ved nattetid med at bære sagerne over grænsen.

Mere kunne man næsten ikke forlange. ”Men det kostede også 100 mark”, bemærkede konen.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III