15. oktober 1917. Maskingeværskytte ved Verdun

Mathias Jørgensen fra Abild var maskingeværskytte ved Regiment 394

1917 blev vi indsat nede ved Verdun. Vi gik i stilling foran fortet Malancourt. Franskmændene sendte i samfulde to døgn en  uafladelig regn af granater ned over os. Vi var forberedt på, at der efter kanonaden ville komme et angreb, og en tidlig morgen gik franskmændene over til at storme. Hele infanteri-kompagniet blev taget til fange. Mellem dem var også min kammerat, Peter Friedrichsen fra Vesterterp.

Vort maskingevær-kompagni lå ca. to hundrede meter bag ved skyttegraven, og her blev franskmændenes fremstormen standset. Vort maskingevær og vor understand lå i en lidt fremskudt position, og det var lykkedes nogle franskmænd at komme bag på os. De skød de folk, der havde vagt ved maskingeværet, og nu kastede de håndgranater ned til os, der befandt sig i understanden. Samtidig råbte de, at vi skulle komme frem.

Vi hørte også, at de lod et maskingevær hamre mod nedgangen til understanden. Vi var dog enige om, at det nok var det hedste for os, at blive, hvor vi var.

Efter en tids forløb blev det roligere ovenpå; men vi forblev nede i understanden hele dagen igennem. Vi talte om, om det mon var et af vore egne maskingeværer, der fra en mere tilbagetrukket stilling havde fyret løs på vor indgang til understanden for at gøre det af med franskmændene.

Først i skumringen dristede vi os op på jorden igen, og da først kunne vi konstatere, hvorvidt vi var inden for franskmændenes eller tyskernes linie. — Egentlig havde vi ikke noget imod at være kommet i fangenskab; men det viste sig, at dette ikke var tilfældet.

DSK-årbøger 1958

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *