Alle indlæg af Rene Rasmussen

Nyheder

7. marts 1915. Vestfronten: “Det er et forfærdeligt ælte!”

Skriv en kommentar
Ypres mindre 07006F00065
Fronten ved Ypres (Museum Sønderjylland)

Feltpostbrev fra P.A. Callø?

Min første Tur til Skyttegraven

Marts 1915.

Den Tur glemmer jeg ikke saa snart. Den frodigste Drengefantasi kunde ikke udtænke en mere eventyrlig Færd. Vi havde ligget i Reserve i en Skov og haft et Par gode Dage. Om Aftenen skulde vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater. Alle Bevægelser ligesom alt Arbejde foregaar om Natten i Ly af Mørket; om Dagen maa ingen lade sig se.

Vi stillede i Mulm og Mørke og satte os i Bevægelse. March kan man ikke kalde det. Det vilde være for farligt og alt for besværligt at marchere i sluttet Kolonne; vi gaar i Gaasegang, den ene efter den anden i en uendelig Kæde. Med Staven i Haand føler vi os frem Skridt for Skridt; det er saa mørkt i Skoven, at man ikke kan se en Haand for sig. Jeg holder min Formand i Frakkefligen for ikke at tabe Forbindelsen. Det er nemlig noget af det værste, der kan ske; naar Kæden brister, er det ikke let at faa den samlet igen. Saadan snegler vi os afsted gennem den tætte Fyrreskov. Kommandoer og Varskoraab løber frem og tilbage gennem Rækken: Holdt! — Følge! — Er alle med: — En Grøft! — En Træstub! De elektriske Lommelamper glider som Sankt­hansorme gennem Natten.

Endelig naar vi ud af Skoven. Det har vel taget saadan noget som en Time at tilbagelægge den halve Kilometer. Nu gaar det fortere fremad. Paa fri Mark kan man bedre orientere sig, især naar Lyskuglerne stiger op ude fra Skyttegraven. De kaster deres Skær langt ind over Egnen. Lommelamperne maa derimod ikke tændes mere, de kunde røbe os.

Nu er det ikke saa meget Mørket som Føret, der volder Vanskelighed. Vi befinder os paa Grænsen af Oversvømmelsesomraadet, og Jorden er saa opblødt af den evindelige Regn, at det er vanskeligt at finde et tørt Sted at sætte Foden paa. I dette Føre gaar vi flere Hundrede Mand efter hverandre i samme Spor hen over de svære Lerjorder.

Det er et forfærdeligt Ælte. Mine Støvler slutter fast over Vristen, alligevel maa jeg ofte træde flere Gange til for at faa dem med. Vi binder Sejldug eller Sækkelærred om Skafterne op over Knæerne for ikke at faa Støvlerne fulde af Vand. Det er en anstrengende March. Vi gaar kun med halv Oppakning, men lille Byrde bli’r lang Vej tung. Trætheden og Tørsten begynder at indfinde sig, og jeg gør betænkelige Indhug paa Feltflasken, som skal holde til flere Dage.

Øjnene er heller ikke saa gode, som de har været, og der er vanskelige Steder at passere: Granathuller, fulde af Vand og saa store, at man kunde begrave en Hest i dem, Grøfter, som skal tages i Spring eller passeres over en skrøbelig Bro, Hegntraad forneden og Telefontraad foroven. Et Fejltrin, og man ligger der. Men op og afsted igen for ikke at tabe Forbindelsen. Det hændte netop for mig, og det indbragte mig en forsvarlig Overhaling af Kompagniføreren.

Jo nærmere man kommer Skyttegraven, desto større Forsigtighed maa der vises. Man maa træde varsomt, og kommer der en Kugle, staar alle stille. Opdager Franskmanden os, kunde det hænde, at han beredte os en varm Modtagelse med Shrapnell- og Geværild.

Vi naar lykkelig og vel Skyttegraven. Bag dens skærmende Volde føler man sig atter nogenlunde sikker. Det første Spørgsmaal gælder Kammeraterne, hvordan det er gaaet dem, — og det næste os selv: Hvordan vil det gaa os? Vil vi alle vende tilbage, naar det er vor Tur at blive afløst?

A.— ø. [Formentlig Anker Callø, RR]

Nyheder

7. marts 1915. Krestens franske familie

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten. Bag fronten var soldaterne ofte indkvarteret hos private.

Søndag den 7. marts 1915

Det er søndag igen. Dampmaskinen brummer et stykke henne i gaden og tærsker franskmændenes korn; men selv får han intet deraf. Han har ikke engang lov til at pløje sin egen mark – det forbud kom for et par uger siden, da havde de allerede begyndt at så. Nu begynder man vel at fortryde, at man har ødet så meget korn her uden nytte.

Da jeg kom her, slæbte vi hver aften utærsket hvede ind for at bruge den til leje. Gaderne i Lassigny var belagt med et tykt lag havre, for at man ikke skulde lave for megen støj med vogne o.s.v. Tænk engang, hvad havre der har ligget – en vejstrækning på over en halv mil, og så var det kun her på det par km af den uhyre lange front. Nå, hvad der er gået til grunde, er gået til grunde, så er den slags værdier dog kun intetsigende mod så meget andet, der ødes.

Sous sidder og piller bønner. I vil vide, hvad familien lever af – ja, det er uhyre ensformigt. De får nogle runde kringler udleverede af borgmesteren, halvt af hvede og halvt af rug, og så store som almindeligt trillebørhjul. Det spiser de som oftest tørt, eller med en lille bid kød eller et par stegte kartofler til. For øvrigt har de mælk at leve af, og så bønner og roer.

Forleden dag spurgte de mig, når der dog gav fred, men det vidste jeg jo lige så lidt som dem; jeg trøstede dem så godt, jeg kunde; de gav sig til at græde over al den elendighed. Ellers ser man dem sjældent græde, skønt de har grund dertil. Sous fortalte mig, at hendes mor og hun ellers boede i Candor; det er en lille landsby midt i ildlinjen, ikke så langt herfra. De var flygtet hjemmefra, da krigen drog til disse egne, og de har ikke hørt fra manden siden sidst i august. Nu har vi prøvet at skrive til det internationale bureau i Genève for at skaffe oplysninger om ham.

Jeg har lovet Sous at lave hende en lille vogn til Rigmors dukke, som har fået navnet Lotte efter en historie, som Sous sidste dag havde for i lektier, og som jeg hørte hende i. Hidtil har hun jo kørt rundt med dukken i en tom cigarkasse. Det er helt rørende at se hende med dukken, som hun blev så sjæleglad for.

Her på gården er der endnu en lille pilmager kørehest og så et uhyre komisk æsel, som hedder Paptiste; det er så uendelig dumt og dovent; når man endelig bliver det for nærgående, så giver det et lille grynt og et vrik med halen, som den sidste rest af at slå bagen op. Jeg har taget et portræt af ham, som han står midt i solskinnet, så dovent, at det slet ikke kan beskrives. Det er jeg ude at hilse på, hver gang jeg kommer her til Cuy. –

Ellers er der ikke noget særligt at bemærke, jo vor geniale snedker fra Altona har fået et ben, idet han er bleven afkommanderet for at hjælpe til med at bygge de belgiske fæstninger op igen. Men du godeste, nu er brevet jo blevet længere end beregnet; jeg har fået et kort af kirken i Lassigny, det sender jeg jer hermed.

Jeres hengivne søn
Kresten

JN_Jensen med fransk pige
Sønderjyden J.N. Jensen fra Østerby i Daler sogn med en lille fransk pige på skødet. J.N. Jensen var i det civile liv journalist på Flensborg Avis.

 

Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012

Krestens breve

Nyheder

6. marts 1915. Familietragedier i Sønderjylland

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Et Brevkort, der kom for sent…

En trist Hændelse meldes fra Angel

Snedker H. Andresen, der tidligere var ansat paa Møbelfabriken i Sønder Brarup, men nu staar i Felten som Pioner, skrev for nylig til sin Kone, at han havde faaet overdraget en farlig Opgave, og at hun, hvis han ikke skulde vende tilbage, maatte sørge for deres Børn. Den tungsindigt anlagte Kone tog sig denne Efterretning saa nær, at hun druknede sig tillige med begge Børnene. I Søndags kom der saa et Kort fra Manden, der meddelte, at han heldigt havde overstaaet det farlige Foretagende. Men Kortet kom altsaa for sent.

Triste Forhold

Lærer Chresten i Hønkys er Landeværnsmand og med ved Fronten i Rus­land. Under hans Fraværelse har hans Hustru født Tvillinger, men hun blev derefter syg og døde. Efter at have faaet telegrafisk Besked naaede Chresten lige at komme hjem, kort før Hustruen døde. Nu maa han imidlertid igen tage bort fra otte Børn, som er uden Moder.

Nyheder

5. marts 1915. Kresten Andresen på jagt efter en glasrude

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten.

Lassigny den 5. marts 1915

Frygteligt skyderi fra morgen til aften de sidste dage. Vi har slæbt de tomme vinfade inde fra kældrene ud og stillet dem op til rygdækning og fyldt dem med jord. Løjtnant Hansen er rent forrykt og spadserer op og ned, for at vi da heller ikke skal få et minuts ro. Så snart én lister sig ned i hulen, kommer der én og haler ham ud.

Brød blir der overhovedet ikke tid til at spise mere, men vi skal jo også spare. Løjtnanten har fået sig en ny lejlighed, fint tapetseret, fine møbler af stukket læder; udenfor har vi måttet lave et anlæg med blomster og grønne palmer og planter. Nu har begge løjtnanter og feltweblen hver en stor hule, hvori der kunde ligge tilsammen 4-5 grupper, og vi ligger sammenstimlede i huler, så vi næsten ikke kan vende os.

Jeg var afkommanderet med patrontasker og gevær til Lassigny for at hente en glasrude, og en skrivelse fra løjtnanten, at det skete på hans befaling. Jeg havde næppe nået gendarmeriet, før de første granater bankede ind, og jeg måtte skyndsomst søge dækning i en kælder. Af hele vinduesruder er der næsten ingen mere i byen, det tog halvtredje time, inden jeg havde fundet en.

Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012

Krestens breve

Aviser, Hjemmefronten, Nyheder

5. marts 1915. “Sønderjyske kvinder, der gør Mands Gerning.”

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Sønderjydske Kvinder, der gør Mands Gerning

„Hejmdal“ skriver:

Paa et Par Ejendomme i Øster Løgum Sogn har man i den senere Tid set Konen læsse Gødning, det ene Sted sammen med Manden, det andet Sted gør Konen Arbejdet alene, medens Manden kørte og Pigen spredte. Dette er et Udslag af Folkemangelen paa Grund af Krigen.

Mælkekørslen fra Øster Gasse blev for en Tid siden bortliciteret, fordi Mælkekusken var indkaldt. Blandt Tilbudene om Kørslen var ogsaa en Kone, hvis Mand er indkaldt, og hun fik ogsaa Tilslaget. Nu besørger hun eller hendes Datter daglig Mælkekørslen fra en Del af Øster Gasse og Kjepslund til Mejeriet i Skærbæk.

I Ottersbøl blev Mælkekusken lige­ledes indkaldt, men hans to Døtre har siden daglig kørt Mælken fra Ottersbøl til Mejeriet i Skærbæk.

Kvinder på hjemmefronten

Nyheder

4. marts 1915. Peter Østergård på patrulje i ingenmandsland

1 kommentar

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.

I Skyttegraven d. 4. Marts 1915.

Her bliver vejret stadig mere mildt, og man fryder sig rigtig, når man nu på vagten kan gå og sole sig en hel time. Den øvrige tid skal vi helst holde os inde, ikke så meget af hensyn til kuglerne, men fordi der nu i disse dage, da vejret er saa klart, af og til kommer franske flyvere her over vor stilling, og de må ikke gerne se, hvor mange vi er, og hvor vi er.

Når de flyver der oppe som store fugle, kan man engang imellem se, at de tager en plade af vor stilling. Disse billeder bliver så forstørret, og med de gode instrumenter, de har, kan de saa nøjagtig beregne alt, og enderesultatet er nogle velrettede granater. I disse dage kan vi ikke klage derover. Der kommer daglig kun en halv snes granater herover til os. Til en tid kom der henved 150 daglig, da var det mindre hyggeligt.

Forleden aften var jeg på patrouille. Foruden mig var der en underofficer med. Vi skulde gennemstrejfe terrænet mellem vor og franskmændenes stilling. Undervejs traf vi 3 fra et andet kompagni, og vi 5 mand begav os nu med bøssen over skuldrene på vej over efter stillingen. Det var klart måneskin og godt lyst, og det hjalp os, for som vi gik allerbedst, opdagede jeg forude et par mænd, og ved at se nøjere til så vi, at det var et par franske vagtposter, der her på deres vagt gik op og ned.

Det var en ny post, franskmændene havde fået opstillet et par hundrede meter foran deres egentlige skyttegrav. Vi sneg os helt ind paa den, og mærkeligt nok så de os slet ikke. De gik deres rolige gang op og ned og tænkte vist slet ikke på, at der var fjender så nær ved.

Stillingen var også godt indhegnet med pigtråd, men hvis vi vilde have skudt, kunde vi let have gjort det. Her lå vi en stund og betragtede dem og trak os så forsigtigt tilbage, opsøgte noget andet uden at mærke noget eller blive bemærket. Sådanne ture er selvfølgelig ikke frivillige fra min side. Dertil bliver vi jo kommanderet, og det går på omgang, og denne gang var det min tur.

IMG_9128 Moulin_april_1915
Tegning over FR86’s stillinger ved Moulin i april 1915.

 

 

Nyheder

3. marts 1915. Peter Østergård: “Vi bliver nogle hele muldvarper her, jo dybere vi kan komme ned, desto sikrere er vi!”

Skriv en kommentar

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.

Brev fra Peter Østergårds til hans søster 3. marts 1915:

Ja, sidst jeg skrev til dig, var vi jo nået til Cuy, og da du nu er nået så vidt, er det vist bedst, at du også får at se, hvordan vi bor herude i skyttegraven. Du gør derfor bedst i at følge os igår morges, da vi gik herud. Kl. 3/4 gik vi fra Cuy, og efter en lille halv times gang nåede vi byen Dives.

Her er tårnet af kirken til dels taget ned, for at den ikke skal byde en skive for artilleriet. Selve byen har ikke lidt meget. Her er vor 3. bataillon indkvarteret og 9. jægerbatl., ved hvilket H. Kock fra Mølby og H. Moos fra Nybøl og en Kræmer fra Østerlindet er. Alt er roligt her endnu, og vi går videre og når så byen Lassigny, en by på henved 3000 indbyggere. Ja, nu er der ingen. Byen er helt sammenskudt, kun få huse har ikke lidt meget. Særlig kirken, en stor, smuk kirke, er helt ødelagt.

Her går vi forsigtig gennem gaden for ikke at gøre for megen støj, for hvis franskmændene mærkede, at der kom afløsning, vilde de jo sikkert hilse på os med granater. Ved vestudkanten af byen skilles vi ad for at gå til vor gamle hule i skyttegraven, som ligger ca. godt 100 m udenfor byen. Der går jo en løbegrav fra byen og derud, men den benytter vi ikke, når det er mørkt, da går vi lige til.

Snart er vi også ved graven. En stige fører ned i den. Der veksles et par ord med de folk, der har beboet hulen, om de har fået megen ild osv., og så drager vi ind i vor gamle borg. Alt er gået stille, der er ikke falden et skud. — Du må bukke dig godt for at komme ind af døren, thi den er kun en alen høj. Herfra er der så tre store trappetrin ned til bunden af hulen. Er du nået derned, er du ca. 1 ½ m under jorden. Så megen jord er der ialtfald oven på.

Du vil let kunne stå oprejst, og vender du dig om med ansigtet mod døren, vil du se, at lyset falder igennem et lille vindue til venstre for døren. Under og ved siden af vinduet er der et par hylder, og herpå står der mange små papkasser, hvori der er eller har været noget fra dem derhjemme. Under vinduet står der et bord med et fint gammelt bordtæppe, og ved enden af bordet op mod væggen står et stort spejl, og heri kan vi, hvis vi har lyst, måle, hvormeget skægget gror, og hvor beskidte vi bliver i de 6 dage, vi er her.

Ved siden af bordet står 2 stole, deraf er den, jeg i øjeblikket sidder på, polstret og betrukken med plyds, træet er fint udskåren. Sikkert har den ikke drømt om at havne i en tysk skyttegrav. Disse ting er slæbt herned fra byen af dem, der er her, når vi er i kvarten. Jeg kan ikke godt være med til at tage noget sådant, kommer altid til at tænke på mig selv, hvis det nu var hjemme osv.

Til højre ser du vor kakkelovn. Den ligner mest en grubekedel, men varmer udmærket. Her koger vi om aftenen, når vi har lyst, enten det nu skal være kaffe, the eller chokolade. Det er så nemt at koge vandet og så putte nogle terninger i. Om dagen må vi ikke fyre, for at franskmændene ikke har det at rette kanonerne efter.

Længere til højre vil du se et hul, og når vi lyser derind med lommelygten, vil du se, at det er vort sovekammer. Her ligger vore dækkener. Der er dog kun plads til to mand, den ene må sove på stolene, når han ikke er på vagt. Nu har vi gravet en kælder. Den er i den bagerste væg dybt ned. Her har vi 2 m fast jord med kalkstenslag i foruden den løse jord over. Godt afstivet er det dernede, og her kryber vi ned, når granaterne bliver lidt nærgående.

Her mener vi at være omtrent sikre. En reserveudgang har vi til vor nabohule. På den måde kan vi komme ud, hvis den ene udgang skulde blive skudt til. Vi bliver nogle hele muldvarper her, jo dybere vi kan komme ned, desto sikrere er vi. Hernede skal den ene så sove, når vi får lagt nogle brædder og halm derned. —-Rundt om på væggene hænger vore sager, tornister, kapper o. s. v. Nu kan jeg ikke vise dig mere, og til underholdning har jeg ingen tid denne gang, for det er om et øjeblik så vidt, at jeg må ud at have min tur på vagten.

Understand_Fritz_Schwartz
Sønderjyder spiller kort under jorden i en “understand” (dækningsrum).

 

 

Aviser, Nyheder, Sønderjyder

2. marts 1915. Fangelejr ved Jaruplund, rationering – og faldne nordslesvigere

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Fangelejr ved Jaruplund

Tirsdag den 23. Februar ankom der til Jaruplund sydfor Flensborg ca. 1000 Krigsfanger, der indkvarteredes i de dér opførte store Barakker. Fan­gerne, hvoraf der baade findes Bel­giere, Franskmænd, Englændere og Russere i yderst forskellig Mundering, skal beskæftiges ved Kultiveringsarbejder i de store Moser mellem Jaruplund, Sankelmark, Barderup og Veding.

Til Fangelejren, der bevogtes af en Styrke Landstormssoldater, maa ingen civile nærme sig længere end i ca. 100 Meters Afstand.

Brød- og Melpriserne

er ifølge Bekendtgørelse fra Landraaden i Sønderborg fastsat til 10 Penning for 100 Gram Hvedebrød, 35 Penning for 2 Pund Rugbrød, 28 Penning for 1 Pund Hvedemel og 26 Pen­ning for 1 Pund Rugmel.

I Lørdags Eftermiddags var der et saadant Run til Udlevering af Brødkort paa Byens Raadhus, at der maatte til­kaldes Politi for at regulere Salget.

I Skærbæk

har den kommunale Kommission ved­taget at opkøbe 10,000 Pund røget Svinekød.

Faldne Nordslesvigere

Bagermester Georg Clausen, Røde­kro, er falden 10. Februar paa den østlige Krigsskueplads. Han var 26 Aar gammel og efterlader ifølge „Hejmdal“ Enke og et Barn.

Seminarist Stabel fra Stub­bæk Mark er falden i Nærheden af Nampcel.

Peter Høj Jun. af Hundslev er falden paa den østlige Krigsskueplads.

H. Wehner fra Gjelstoft ved Arnum er falden den 27. Januar i Elsass. Han var 28 Aar gl. og efterlader Enke og Børn.

Den unge Anders Simonsen fra Allerup er falden i Begyndelsen af Februar paa den vestlige Krigsskue­plads.

Tidligere Hotelejer Paul Ulrich i Flensborg er ifølge „ Flensborg Avis“ falden ved Perthes 17. Februar.

Nyheder

2. marts 1915. “Den rene belejringskrig …”

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten.

Lassigny den 2. marts 1915

Kære alle sammen!

Mange tak for det brev, faster, og blomsterne – ja, påskeliljen skal nok komme til at betyde fred. Jeg har rigtig fået et brev fra dig før, men du må jo ikke have fået mit svar derpå; enkelte breve kan nok gå tabt i tider, hvor der er større troppeforskydninger; men det er kun yderst få; postvæsenet funktionerer uhyre præcis. Men her ligger vi jo også i fuldstændig fast stilling, den rene belejringskrig. Det er altid kanonerne, der har ordet, og det er næsten helt sjældent at høre geværskud.

Nu har vi fået en stor badeanstalt, hvor vi kan få varme bade, så tit vi vil, d.v.s. når vi ligger i reserve i Cuy; og I kan tænke jer, at de er ved at indrette en større teatersal. Det hele får her tysk præg; også gadehjørnerne i Dives pranger med navne som Hindenburgerstrasse o.s.v. I Belgien var overhovedet alle vejvisere og plakater allerede i november tyske.

Forleden dag blev vi alle sammen – undskyld ordet – aflusede; det var en meget komisk scene; for alt vort tøj skulde gennemhedes i en dampmaskine, og i den time, hvor det stod på, måtte vi løbe rundt med ikke mere tøj på end vor kappe; det var komisk at se dem galoppere op og ned ad gaden; thi selv om vi er i Vælskland og det er ved at blive forår, så kan det gøres behov at galoppere sig til varmen, når man med ét bliver så sommerligt klædt.

For øvrigt kan vi her tillade os mange bekvemmeligheder i reserven – for et seks dages ophold i skyttegravene er lige akkurat nok til at sætte et uigennemsigtigt lag over hele personen og alt hans tilbehør. Så kan vi spadsere i parken til et stort slot „les Essarts”, og det er dejligt nu, for det myldrer frem af jorden af violer og vilde kalaer (ingefær); misteltenen, hvoraf der er en uendelig bunke, er grøn. Her er mægtige fyrretræer og Libanons cedre.

Og i skoven henter de franske bønder under militærvagt brændsel. De kører det hjem på tunge, tohjulede kærrer; hjulene har som oftest min højde; og dér har de så en tre-fire store flamske heste for, den ene foran den anden, ikke i spand som hjemme.

Selve landskabet er ikke her så forskelligt fra det hjemme; det veksler med bakker og dale, enge og skove; men hver eneste mark er abildgård, der er en masse frugttrær; hver eneste gård har næsten også en frugtperse, og man laver her æblevin i stor stil – „men den er sur, peha!”

I begyndelsen lå der jo fuldt i alle kældre i Lassigny, og da vi ikke må drikke vand, så var vi jo henvist dertil, men det var næsten som at spise slåen.

Vin har de her – eller nu må man sige: har haft -; hvert eneste hus har også sin vinkælder, som der er gjort særlig megen stads ud af; de er altid helt af sten med runde hvælvinger; tit ligger de helt frit et stykke fra huset. Alt, hvad der hedder huse, er nemt byggede her; man bruger som oftest store tilhugne kalkstensblokke, to fod lange og to fod høje. De giver også en lille smule sydlandsk præg, særlig i byerne, hvor de tit i steden for skodder bruger persienner.

Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012

På vej til aflusning
På vej til aflusning (Museum Sønderjylland)
Badning efter aflusning
Efter aflusningen (Museum Sønderjylland)

 

 

Nyheder, Søkrig

1. marts 1915. SMS Dresden: “Vi saa stadigvæk ikke saa meget som et Glimt af en Englænder”

Skriv en kommentar

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids, men i februar 1915 blev skjulestedet opdaget og det måtte bryde op og genoptage sin kapertogt mod engelske og franske skibe.

SMS Dresden

Enhver kunde jo regne ud, at dette Herreliv maatte faa en Ende engang. Naar Besætningen fra Conway Castle engang kom i Havn, var vor Tilbagevenden til det aabne Hav afsløret, og Jagten vilde igen begynde. Den kunde kun faa ét Ud­fald.

Vi havde efterhaanden lært Navnene udenad paa de engelske Krydsere, som vi kunde vente at møde, en­keltvis eller flere i Følge. De havde alle sammen efter Tur været i Punta Arenas for at tage Kul eller provian­tere, og Tyskerne dér havde trofast holdt os underrettet om, hvilke Skibe der kom. Der var de smaa hurtige Krydsere Glasgow og Bristol, og de store Krydsere Carnarvon, Cornwall og Kent. Allesammen var de større end Dresden og havde sværere Kanoner. Vi kunde aller­højst regne med at traktere dem, som Nürnberg havde trakteret Kent, men aldrig paa at overvinde dem eller jage dem paa Flugt.

Det vidste vi allesammen, men vi saa stadigvæk ikke saa meget som et Glimt af en Englænder og begyndte efterhaanden at tro paa, at vore Officerer igen havde narret dem med falske Radiomeldinger eller lignende Spøgefuldheder. Nu — i Begyndelsen af Marts — gik der Rygter om, at vi skulde møde et Kulskib fra Brasilien og sammen med det forsøge at komme hjem til Tyskland. Havet var jo stort, og maaske havde vi endnu en Gang Held med os og slap igennem.

Men det gik altsammen helt anderledes, end vi havde tænkt.

Nyheder

28. februar 1915. “Sådan er krigen jo …”

Skriv en kommentar

Paa Lasaret i Rusland.

I… I Rusland, den 28. Februar 1915.

Kære Kone og Børn!

Nu er det atter nogenlunde med højre Haand. Den venstre er endnu i Bind, men vil forhaabentlig ogsaa komme sig, og saa er jeg igen godt kørende. Særlig naar man betragter saa mangen Kammerats Skæbne, maa man være fuldkommen tilfreds. Mit gamle Kompagni, der ogsaa ligger her i Stilling, har haft Tab. Mange er syge, en Del er faldne og en Del er savnede eller i russisk Fangenskab. Vi havde et alvorligt Stormangreb om Natten den 24. Februar, da nogle af mine bedste Kammerater blandt Underofficererne faldt i Fangenskab. Jeg har grædt mangen stille Taare for deres Skæbne. Men saadan er Krigen jo …

Vi tager ellers meget Hensyn til den civile Befolkning. Naturligvis maa de rømme Husene for os og stille, hvad der ellers findes, til vor Raadighed. Der løber her umaadelig mange fattige Kvinder omkring, uden Bolig og Brød. Det er Familier, som ligner Sigøjnerne hos os. Fattigdom og Smuds er der meget af; men Folk her kender jo ikke andet.

Hvorledes staar Sagerne hjemme? Naar jeg engang kommer hjem, vil vi gøre os det hyggeligt. Jeg tænker meget paa Børnene. De skal begge afhente mig, naar det først er saa vidt. Jeg haaber, at D. bliver flyttet op til Paaske. Saa skal han faa en smuk Gave. Heller ikke W. skal forblive tomhændet. Bed kun om, at jeg maa koI Aftes ankom der 4 nye Melderyttere til vor Brigade: en fra Aabenraa, en fra Haderslev og to fra Sønderborg. Manden fra Aabenraa genkendte mig straks og var glad for at høre noget hjemmefra.

Det var Jürgensen fra Vægterpladsen. Jeg har truffet overordentlig mange Nordslesvigere, vi taler Dansk og genkender stadig hverandre.

Tusinde Hilsener Din trofaste
Cl.

Efterskrift:
Kære Kone I Hjertelig Tak for Pakkerne! Jeg modtog nu lige en, nemlig med Bonbon og Rum. To kom i Aftes, en med Smør og en med Bouillontærninger. Det er altsammen storartet, og Glæden er stor! Mine Kammerater modtog ogsaa Sendinger, og der raader en ret tilfreds Stemning.

ISL_Lazaret østfront
Lazaret på østfronten (Museum Sønderjylland)

 

 

Nyheder, Sønderjyder

27. februar 1915. Pastor Fischer fra Højrup død af sine sår

1 kommentar

Fra Regimentshistorien: “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen:

Februar bragte mildere vejr og mere tørke. Forsyningstjenesten og reserveformationernes arbejde blev bedre organiseret. Udbygningen af stillingen gjorde bedre fremskridt end i januar. Frem for alt overvandt man nogenlunde mudderplagen. Artilleriilden tog ganske vist til i styrke, idet den nu også greb over i det højre regimentsafsnit. Den fortræffelige løjtnant pastor Fischer blev offer for den, da han under et kraftigt ildoverfald inspicerede sine poster.

Hårdt såret blev han den 16. februar bragt til lazarettet i Blérancourt. Her døde han den 27. februar. På sygesengen fik han af kommandøren for 9. armékorps, Exzellenz von Quast, personligt overrakt jernkorset. Alle, der kendte ham, vil aldrig glemme den uforfærdede mand, der som hvidhåret drog i felten, ugen igennem forrettede sin tjeneste og om søndagen gennem sin prædiken gav sine kammerater forøget styrke.

Pastor Fischer og hans hustru havde meldt sig frivilligt kort efter krigens udbrud

Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.
Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.
Nyheder, Om Krigen

27. februar 1915. Afsluttende kampe ved de Masuriske søer

Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division (tidligere Jakobi), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Fra den 7. februar til den 22. havde 8. og 10. arme nedkæmpet den russiske 10. Arme i en indkredsnings manøvre i Vinterslaget i Masurien.

Da Oberbefehlhaber Ost den 27. februar besluttede at stoppe offensiven og trække 10. Arme ud af skovene ved Augustow, var der behov for at flytte opmærksomheden til andre steder på fronten. Over for tyskernes 24½ Infanteri og 5 Kavaleri Divisioner var der forlydender om, at russerne med nye og friske tropper stod med 37 Infanteri og 11 Kavaleri Divisioner. Særligt bekymret var hærledelsen for den venstre fløj af Arme afsnittet Gallwitz og 8. Arme ved Narew.

Den tyske østfront var mere og mere trængt i forsvar og der var ikke længere planer om en stor offensiv, men mindre stødvise modoffensiver. Også 8. Arme fik anvisning om at stoppe angrebene på Lomza og Osowiec mod slutningen af februar, hvilket især skyldes den svære situation ved Prazasnysz.

1915-02-11-19 LIR84_8_Armee_8-3_1915

1915-02-11-19 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VII – Die deutsche 8. Armee am 8. März 1915 – Skizze w

Aviser, Hjemmefronten, Nyheder

26. februar 1915. Byer, der provianterer: 3 tons røget flæsk til Tønder

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Byer, der provianterer

Tønder By har ifølge “Tondernsche Zeitung” købt 3000 kg røget Flæsk og 460 Skinker samt 10,000 kg Ris og 3 Vognladninger Kartofler. Denne Pro­viant opmagasinerer Byen, saaledes at den kan holde sig i Sommer.

Sønderborg By har ifølge „Sond. Zeit.“ besluttet at købe foruden for 75,000 Mark Konserves, for 10,000 Mark Svin, som skal slagtes og opbe­vares som holdbar Vare. Af et Firma i Berlin har Byen købt 4000 Centner Kartofler til 3 Mark 10 Pf. pr. Centner; men Firmaet vil ikke levere Partiet, med mindre der betales den senere fastsatte Maksimalpris 4 Mark 85 Pf. pr. Centner.

Aviser, Nyheder

24. februar 1915. Fangelejren ved Tinglev, grisejagt og andre nyheder fra Sønderjylland

2 kommentarer

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Fangelejren ved Tinglev

I Lørdags Eftermiddags Klokken 5,30 ankom ifølge „ Flensborg Avis“ der til Tinglev et Vagtkommando fra Gü­strow med 1000 Krigsfanger, Fransk-mænd, Belgiere og Englændere. Der var nogle Befalingsmænd iblandt, som oversætter Befalingerne til Fangerne. Englænderne var for det meste unge, smaa Mænd. Der siges, at det alle er frivillige, som har meldt sig for at komme herop til Jordarbejde. I Morgen skal der komme 1000 Mand mere.

Handelen med Trækstude

har, skriver „Dybbøl-Posten“, været meget livlig i Sønderborg. Alle de Stude, der stod til Salgs hos Gæstgiver Petræus, er blevne solgte paa to nær til ret antagelige Priser. Det er den gode Side ved Studehandelen, at Vær­dien saa temmelig kan beregnes efter den Værdi, de vil have som Slagtekvæg; saa noget større Tab kan der ikke op-staa ved et Tilbageslag, saaledes som dette for Tiden vil kunne ske med de høje Hestepriser.

15 i Stedet for 30 pCt. Rugmel i Hvedebrød

Forbundsraadet har givet Landcen­tralmyndighederne Bemyndigelse til at tillade, at der ved Bagning af Hvede­brød kun anvendes 15 i Stedet for 30 pCt. Rugmel, eller at Bagerne i Stedet for Rugmel anvender Kartofler, Byg­mel, Majsmel, Havremel eller lignende som Tilsætning.

Forandringen begrundes med Hen­visning til, at der i Overgangsstadiet mange Steder har vist sig ikke Mangel paa Mel overhovedet, men kun paa Rugmel.

Grisene maatte skydes

En Landmand i Sundeved havde forleden en So, som fødte en halv Snes Grise; men af Hensyn til Forholdene be­sluttede vedkommende Landmand ifølge „Flensb.A.“ straks at dræbe Grisene efter Fødselen. Dette maa Grisemor vist have haft en Anelse om; thi saa snart et menneskeligt Væsen betraadte dens Enemærker, bed den fra sig som en Rasende, saa det var umuligt at komme dens Afkom til Livs paa den Maade. Nu var gode Raad gode. Men Grisemor havde al­ligevel ikke regnet med, at Manden er en ivrig Jæger; thi resolut hentede han sin Bøsse, og nu knaldede Skud paa Skud, indtil alle Grise laa døde foran Jægersmandens Fødder.

Tabslisterne

„Flensborg Avis“ meddeler: Medens der hidtil paa Tabslisterne har staaet, at det var tilladt at gøre stedlige Ud­drag, staar der paa den prøjsiske Tabs­liste Nr. 155: „Eftertryk af Tabslisten, ogsaa i Uddrag, er forbudt. Det er kun tilladt at offentliggøre Enkeltopgivelser af Tabslisten, som vedrører Per­sonligheder af stedlig eller almindelig Interesse“.

Sønderjydske Blade kan derfor ikke længere bringe Uddrag, omfattende de fødte Slesvigere.

6a43-090
Franske krigsfanger på markarbejder

 

 

Nyheder

24. februar 1915. Hans Petersen drømmer om hjemmet

4 kommentarer

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Den 24. Februar 1915. Vi var nu kommen til Blérancourdelle, hvor vi skulde have 5 Dages Ro.

Vi laa i en Stue, der sidst havde været benyttet til Faaresti. Da vi kom dertil, var den fuld af Faaregødning, saa vi havde et lille Arbejde at gøre, før vi kunde tage Stuen i Besiddelse. I længst forsvundne Tider har det nok været et Køkken; derpaa tydede den store, aabne Kamin, som nu pludselig kom til sin Ret igen. Der blev lagt et Par store Træstykker paa, og Ilden knitrede lystigt og lyste samtidig op i Stuen. I en Halvkreds omkring Ilden laa mine 11 Kammerater paa Gulvet i lidt Halm og fordrev Aftenen med at synge, snakke og ryge Cigarer. Nogle af dem laa paa Maven, og andre sad paa Hug. Ilden varmede og farvede deres Ansigter røde, saa de struttede af Sundhed og Kraft. Undertiden faldt der en drøj Vittighed, som efterfulgtes af en skraldende Latter, der fik mig til at se op fra Bogen.

Jeg havde lige skrevet 5 Breve og skulde endnu have Sagerne i Orden til næste Morgen; da gik det atter i Skyttegraven; men jeg vilde først skrive dette Par Optegnelser i Dagbogen. Bordet, ved hvilket jeg sad, bestod af en gammel Dør med 4 hvide Ben af en Birkestamme.
Lyset fik jeg dels fra Kaminen, dels fra en lille Fedtlampe. Tørt Træ til Kaminen var der ikke til at faa; men en Soldat er aldrig raadvild. I Nærheden var en lille Skov, og her havde vi savet alle de hvide Birketræer om, vi kunde finde. Stammerne blev savet i Længder paa 3—4 Meter og blev lagt med den ene Ende ind i Ilden. Her laa de og kogte og hvæsede, mens Saften dryppede dampende fra den hvide Bark ned i Gløderne. Naar Enden var afbrændt, blev Stammen flyttet længere ind i Ilden.

Nu kom frivillig Herbert Westphal fra Flensborg og spurgte med sin spæde Stemme, om jeg vilde drikke et Bæger Kaffe sammen med ham; han havde lige kogt Kaffe i Kogekarret over Gløderne, og den var adskillige Procent bedre end den, vi fik fra Feltkøkkenet, hvorfor jeg ogsaa tog imod Tilbudet med Glæde. Herbert var lille og spinkel og saa sart og blød som en lille Jomfru. Der var ogsaa noget jomfruelig rent i hans hele Karakter. Skønt han var Tysk, elskede han ikke den prøjsiske Militarisme, og det var kun meget ugerne, han meldte sig som frivillig.

Forrige Eftermiddag var jeg ude at spadsere. Derved kom jeg op paa en skovbevokset Høj. Jeg satte mig ned mellem de unge Grantræer og nogle Hasselbuske, som allerede viste Tegn til Foraarets Komme, og lod Blikket glide ud over Dalen. Det var et meget smukt Foraarsvejr. Solen stod højt paa den klare, blaa Himmel og kastede sine varmende Straaler ned over Bjerg og Dal. Lærken svang sig jublende mod Sky med klare, liflige Triller, og jeg — jeg sad her ene, langt nede i et fremmed Land og tænkte paa Hjemmet og mine kære langt, langt borte ved Østersøens Kyst, hvor Bølgen sagte rullede, og Fiskerbaaden gyngede ved Vemmingbund og Flensborg Fjord. Jeg fik en ustyrlig Lyst til at kaste mig paa en Cykle og med et knugende Greb om Haandtagene og foroverbøjet Ryg at træde Pedalerne, saa Kæden knagede, fremad paa Vejen, over Dale og Bakker, uden at staa af ved et eneste Bjerg, altid fremad — hjemad.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Nyheder

23. februar 1915. Nyt fra Peter Østergård: Beskrivelse af Noyon og Cuy

1 kommentar

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.

Cuy d. 23. Februar 1915.

Naa, lille søster, hvad skal jeg ellers fortælle dig idag. Jeg synes, jeg ved så lidt nyt, det hele begynder jo at blive ensformigt for os og skrive noget om politik er vist ikke rådelig. Men nu, lad mig se, du kan jo gøre en lille rejse herop, du har jo altid været så flink til at besøge mig og vil derfor sikkert også nok se, hvordan det ser ud her. — Du kan jo komme med toget til Noyon, som ligger en god mil øst for os. Der må jeg jo så helst afhente dig, og til fods går vi så herud. Banegården er ikke ret stor i forhold til byen, og hvor stor denne er, ved jeg ikke bestemt, men lidt mindre end Flensborg, tænker jeg.

Vi ser ikke meget af byen, kommer kun gennem et hjørne af den, et hjørne, hvori der ingen hovedgade findes, så hvordan selve byen egentlig ser ud, får vi ikke at se. Dog er der en temmelig stor kirke i den, en rigtig domkirke. Ved siden af den har der stået et højt tårn, som skal være nedskudt i 1870 og ikke er genrejst siden. Husene er lave og af lettere materiale, end vi er vant til hos os. Gaderne er heller ikke meget brede, men temmelig gode. Straks når vi kommer uden for byen, skal vi over en kanal, som ikke er færdig endnu, og der er derfor heller ingen vand i den. Længere ude har vi på højre hånd en teglgård, som ser ud som dem der hjemme. Efter en halv times gang kommer vi til den første landsby. De ligger næsten alle i en dal.

I midten rager kirken op, og langs med vejene ligger så huse og gårde imellem hinanden og så tæt pakkede, at hele jorden ud til vejen er optaget. Gårdene ligger alle med laden ud til gaden. Man skal igennem porten ind på gårdspladsen, og modsat ligger så stuehuset. I dette er der næsten aldrig nogen forstue. Man går som regel lige ind i køkkenet med den åbne kamin. Næsten ingen steder ser man kakkelovne og komfurer som hjemme. På større gårde er kaminen af marmor.

Midt på gårdspladsen ligger møddingen, og da man ingen ajlebeholder har eller nogen mur om den, er der ikke helt rent omkring den, hverken på jorden eller i luften. Hestestalden er noget lignende som hjemme, men en ordentlig kreaturstald ser man næsten ingen steder. Jeg har ingen set endnu. Køerne står bundne ved hornene og æder af en hække, og i et trug får de roer. Husene er for det meste bygget af sandsten, som fås i de sandstenshuler, som er her omkring. De nyeste er af mursten med pander. De aller ældste har lervægge med stråtag. De ser meget usle ud. På mindre huse er skorstenen altid ved enden af huset langs med den indre side af gavlen. Vinduer er der som regel ikke mange af.

Men vi må videre, og inden ret længe har vi nået den næste by. Den er ikke helt så stor som den anden var, men alle er de næsten ens. Her midt i byen er man ved at tærske med dampmaskine. Her på dette sted har man tærsket siden i efteråret. Alt korn hentes sammen fra omegnen og tærskes af den tyske militærforvaltning. Alt, hvad man kan få fat i af brødkorn og andet brugeligt, slæbes sammen og bruges. Man føler sig som herrer i landet.

Når vi går mellem byerne, vil du lægge mærke til, at markerne overalt er tilplantet med frugttræer. Man skulde synes, at disse træer står meget i vejen for jordens behandling, men man kræver vist ikke så meget af jorden her, og meget frugtbar er den nok af sig selv, så man nøjes med det, den giver. Gæld har man jo ikke meget af, og tarveligt lever man både med hensyn til kost og klæder. Det er påfaldende, at der i store landsbyer hverken findes købmand, bager eller slagter. Man nøjes med det, man selv har og avler, sparer meget på de rede penge.

Dog vin drikker man her som øl, og på egnen her, hvor man ikke avler rigtig vin, drikker man frugtvin, og det er derfor, man har de mange æble- og pæretræer rundt om på marken, og det lader til, at de bærer godt, for frugten ligger helt tæt under dem nu og er rådden. Hver mand har en stor frugtpresser. I vor stue står der også en sådan en.

Under os er vinkælderen med store tønder. Her løber vinen så ned. Vi har været dernede at se. Vinen er forfærdelig sur, så der skal meget sukker til, inden den smager nogenlunde.

Dog, vi må vel videre, og efter 1½ times gang når vi også her til byen. Det første, man ser, er en stor herregård til højre. Her er der meget smukt, og meget kønnere bliver der jo, når træerne bliver grønne. Ved indgangen til byen står den æresport endnu, der blev rejst til ære for I. bataillon, da vi kom fra Soissons. Så har vi huse og gårde til begge sider, og her bor vi, I. batl., og når vi er ude i skyttegraven, har II. batl. de samme kvarterer.

Omtrent midt i byen bor jeg til venstre i en bagbygning. Her har vi to borde og 4 bænke,. Til højre har vi vore sengesteder, to store slået sammen af nogle brædder med halm, den ene oven på den anden, og her liggerl vi 4 mand i hver. — En lille kakkelovn har vi også, og der er Kr. Struck fra Staugård lige ved at stege noget flæsk.

Her har vi så vore sammenkomster, og jeg kunde rigtig ønske, at du kunde være her i aften, da kommer „familien” igen. Vi taler da om alt, og det giver jo ofte også kaffe med småkager, når vi har nogle. — Ja, det er dejligt sådan at kunne synge sine hjemlige sange og salmer herude. — Ja, egentlig skulde du have lidt mere om skyttegraven o. s. v., men det får vente til en anden gang. —

9. jægerbataillons 3. kompagni på march fra Noyon til Dives omkring 1. april 1915. Adskillige sønderjyder gjorde tjeneste her ved jægerne fra Ratzeburg, bl.a. Peter Kræmer. Udover Ravnsgaard fra Christiansfeld, som har sendt dette kort hjem, nævner foruden Kræmer H. Kock, Mølby og H. Moos, Nybøl.
9. jægerbataillons 3. kompagni på march fra Noyon til Dives omkring 1. april 1915. Adskillige sønderjyder gjorde tjeneste her ved jægerne fra Ratzeburg, bl.a. Peter Kræmer. Udover Ravnsgaard fra Christiansfeld, som har sendt dette kort hjem, nævner foruden Kræmer H. Kock, Mølby og H. Moos, Nybøl.
Krigens forløb

23. februar 1915. “Det er da løgn, Tømmermand!” Med Christian den X. og dronning Alexandrine om bord

Skriv en kommentar

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til tysk Østafrika

Den næste Morgen laa Nordsøen udbredt omkring os uden et eneste Skib, ja, uden saa meget som en Røgsøjle i Horisonten. Vejret var stille og glædeligt usigtbart, og det maatte jo forbedre vort Chancer, hvis vi havde nogen.

Nu kunde jeg se, hvad det var, Matroserne og Tømmermanden havde haft saa travlt med om Natten. De havde lavet helt om paa Skibet. Bogstaverne var forsvundet fra Skorstenen, der nu var okkergul, og Kommandobroen havde skiftet Form ved, at en Mængde Camouflage var brudt ned.

Men den største Overraskelse var dog Flaget, som var hejst agterude. Nu sejlede vi ikke længer under det tyske Marineflag, men under Dannebrog, det gamle danske Flag, som min Bedstefader havde kæmpet under baade i Treaarskrigen og i 1864. I det lille Kammer, som min Broder og jeg havde, da vi var smaa, hang der to Dannebrogsflag paa Væggen, og jeg kom til at tænke paa dem, da jeg saå dette Slag. Jeg kom ogsaa til at tænke paa min Broder, som nu kæmpede paa Vestfronten, og som jeg sidst havde mødt i Bremen, kort før vi afsejlede fra Wilhelmshafen. Gud ved, hvordan han nu havde det — han var blevet Underofficer og lod meget ivrig i Tjenesten. Han skulde bare vide, at jeg nu sejlede under Dannebrog paa Befaling. Det vilde jeg aldrig kunne faa ham til at tro paa.

Jeg selv havde Besvær nok med at tro det. Jeg tilhørte et Slægtled, for hvilket Drømmen om Danmark var ved at blegne overfor den haarde og klare Virkelighed, som vi saa os Ansigt til Ansigt med i de tyske Kaserner — Tysklands uhyre, uovervindelige Magt. Og nu sejlede jeg under dansk Flag midt under, Krigen!

Andenstyrmand kom hen til mig, og vi talte lidt sammen. Han fortalte, at vi nu sejlede med S/S „Kronborg“ af København, paa Vej fra Sverige til La Plata med Træ. — Ka’ du nu huske det, hvis der skulde komme nogen og spørge dig om det, grinede han.

Jeg talte ogsaa med Tømmermanden om det, og han fortalte mig, at der selvfølgelig fandtes et Skib i den danske Handelsflaade, der hed „Kronborg“ . — Vi kan jo ikke saadan hitte paa et Navn, sagde han, og Englænderne er lige saa kloge som andre Mennesker. De har Papirerne i Orden, og de kender hvert Skib, der løber ud fra de skandinaviske Havne. Den rigtige „Kronborg“ skal sikkert nok være paa Vej fra Sverige til La Plata, og ligger nok i Kattegat nu. Det kan være, vi møder den i Skagerak. Nej, her til Søs er der ikke noget, der gaar paa Slump.

— Ser du, fortsatte Tømmermanden hemmelighedsfuldt, vi har to Telegrafister om Bord, men ikke nogen traadløs, og véd du hvorfor?

Nej, det vidste jeg ikke.

— Det er selvfølgelig, fordi den rigtige „Kronborg“ ikke har Radio — men vi har det alligevel, for hvad skulde vi ellers bruge Telegrafisterne til …

Tømmermanden saa ud til at være uhyre stolt af denne Bevisførelse. — Den ligger nede mellem Kullene i et særligt Rum, som blev bygget, før vi tog Kul ind. Tømmermesteren docerede nu med en stor Pegefinger lige foran min Næse.

— Indgang gennem Kaptajnens Kahyt den høje. Man trykker paa en Knap, og en Kommode svinger til Side som en Dør, og saa er du nede i Telegraf stationen. Lige over  Kommandobroen hænger et Billede af Slottet Kronborg, og paa hver Side af det Kong Christian den Tiendes og Dronning Alexandrines Billeder.

— Det er da Løgn, Tømmermand!

— Gu’ er det ikke Løgn — jeg har fortalt mange Løgne, men dette her er den rene og skære Sandhed!

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

Aviser, Nyheder

22. februar 1915. Anholdte danskere atter løsladt

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Grosserer I. C. Clausen af Kolding løsladt af Haderslev Arrest

Grosserer I. C. Clausen, Indehaver af Tarmsliberiet i Kolding, blev som bekendt Søndag den 7de Februar paa Hjemrejse fra Hamborg, anholdt i Som­mersted og Dagen efter indsat i Arre­sten i Haderslev. I Lørdags er han løsladt og om Aftenen vendt tilbage til Kolding.

Om denne Arrestation, der er et talende Vidnesbyrd saavel om den Ner­vøsitet, der hersker hos visse nord­slesvigske Myndigheder, som om den Mangel paa Hensyn, der kan vises de paa Mistanke anholdte, meddeler vi føl­gende Enkeltheder af Interesse:

Aarsagen til Anholdelsen var en maskinskreven Seddel med Uddrag af et Foredrag om 42 Centimeters Mørsere, holdt i Ingeniørforeningen i Düsseldorff, og ikke blot udsendt i Tyskland, men ogsaa til nevtrale Lande. Hr. Clausen havde faaet den af en Bekendt paa en Restaurant i Hamborg.

Efter Anholdelsen i Sommersted maatte Hr. Clausen overnatte i det derværende Vagtlokale sammen med 8 Soldater og en Dame, og han fik an­vist Soveleje paa Gulvet. Da den 62- aarige Mand næste Morgen bad om at maatte vaske sig, blev der svaret ham, at han kunde gøre Toilette ude i Gaarden under Vandhanen. Opad Dagen blev Grosserer Clausen ført til Haders­lev, og med en Soldat paa hver Side og fulgt af en Hoben nysgerrige maatte han spadsere fra Banegaarden gennem Byens Gader til Arresten. I denne har Opholdet i de forløbne 14 Dage været upaaklageligt, idet den Anholdte fik Tilladelse til at tage egen Forplej­ning.

Efter Anholdelsen blev Sagen herom sendt til Rigsretsadvokaturen i Leipzig. Fra Familiens Side skete der Henven­delse til Udenrigsministeriet i Køben­havn, og den danske Gesandt i Berlin, , Grev Moltke, satte sig snarest i Be­vægelse for at udvirke Hr. Clausens Løsladelse. Det lykkedes ham saa godt, at der allerede i Lørdags fra Rigsrets­advokaturen indløb telegrafisk Ordre til Myndighederne i Haderslev om at løslade Clausen. Forinden dette imid­lertid kunde ske, maatte ogsaa Gene­ralkommandoens Ordre hertil foreligge, og den indløb om Eftermiddagen. En kort Meddelelse til Hr. Clausen om, at han var fri og kunde rejse hjem var alt, hvad der blev sagt ham. En Undskyldning for, at der forelaa en Fejltagelse eller at Anholdelsen havde været ubegrundet, gaves ikke.

Atter løsladt

Dyrlæge Hansen i Skærbæk, der i Maanedens Begyndelse blev sat un­der Anholdelse og interneret i Flens­borg, blev, som vi erfare, løsladt i Fredags.

 

Nyheder

21. februar 1915. Feltpost fra Frits Clausen: “Da Russerne blev drevet ud af Østpreussen”

Skriv en kommentar

Den senere så kendte Frits Clausen var netop ankommet til fronten som sygebærer.

Rusland, i Februar 1915.

Kære Mor og Tante!

Saa vil jeg endnu fortælle lidt om Slagene, vi har haft Del i. Det første større, vi var med i, var ved Doygallen ved Bialla. Der mistede vort Kompagni 4 Døde og over 30 Saarede. Men vi var jo blot en lille Del af de Tropper, der var med, og I kan tænke Jer, hvor mange der laa der. Jeg blev alligevel underlig til Mode den første Gang, jeg rig­tig saa’ en Slagmark. Men hvad var det mod den næste, jeg fik at se.

Det er slet ikke til at beskrive, som den saa’ ud. Tænk paa en Plet laa der 37 Døde, Mand ved Mand og desforuden 33 Saarede den Aften.

I Gaar havde vi ogsaa et heftigt Slag her i Nær­heden af Augustowo. Lorensen og jeg gik sammen ud efter Saarede og blev beskudt af Russerne, saa Kuglerne peb os om Ørerne som aldrig før. Det var nu ikke det værste, men knap en 10 Skridt fra os sprang der to Granater, saa vi blev helt overdænget med Jord. Det var jo ikke saa behageligt, men Gud har beskærmet os denne Gang, og vi vil bede ham om ogsaa at komme sunde og raske fra Resten af denne frygtelige Krig. Vi var glade, kan I tro, da vi havde alle Saarede i Sikkerhed og ikke behøvede at gaa den Vej mere. Philipsen fra Felsted, som jeg har skrevet om før, fik et lille Saar i Benet. Ellers véd jeg ingen Nordslesvigere, der blev saaret i Gaar.

Vi er mange Nordslesvigere i vort Kompagni og er glade for at gaa og tale sammen paa vort gode gamle Modersmaal. Der er Christiansen fra Skovby ved Hoptrup, en fra Jernhyt ved Vojens og en „Mads“, som jeg ikke véd hvor er fra, og mig. Vi gaar altid og taler sammen paa Marchen. Vi taler saa altid om, at naar blot Krigen var forbi; men det er nok et Emne, hver eneste Soldat drøfter et Par Gan­ge om Dagen. Ellers taler vi om vort kære Hjem­land og sammenligner det og dets Folk med Landet og Folket her. Hvor man kan være stolt af at være Nordslesviger? Bare vi var deroppe igen. Vi vil al­drig være utilfredse mere, hvordan vi saa’ end faar det.

Det siger vi i hvert Fald nu og her. Men gid det passede. Her har man først rigtig lært at indsé, hvor godt vi har haft det. Naar jeg tænker, naar jeg som Dreng kom hjem med vaade Fødder, hvor omsorgs­fulde I var for at jeg fik tørre Strømper paa, eller naar jeg fejlede det mindste, hvor kærligt I altid trø­stede mig. Al denne Kærlighed savner man saadan her, hvor alt gaar ud paa at skade Menneskene og paa at hjælpe sig selv saa godt som muligt. Men, kære Moder og Tante, naar jeg kommer hjem igen, hvad vi vil bede Gud om, saa vil jeg aldrig glemme, hvad jeg har lært heroppe.

Ja, Gud give, det snart maa faa en Ende med den­ne Krig. Men det gør det nok. Vi har jo altid stolet paa Tiden, hvor Træerne springer ud, og den er jo nu snart inde. Gid saa vi maa komme helholden hjem.

De knaldrer løs her med Granater, saa det er rent uhyggeligt. Men de gælder ikke os, saa det har ingen Nød. Russerne har ellers haft for lidt Artilleri hidtil, ellers vilde det vist ikke have gaaet saa glat med at drive ham ud. Det russiske Infanteri kan ellers nok skyde og er udmærket til at udsøge sig gode dækkede Stillinger. Men vi var ham nok for mange, og derfor er han gaaet tilbage. Først har han bibragt os alle de Tab, han har kunnet, og om Natten er han saa rykket ud uden selv at have haft større Tab. Den eneste Maade, han taber Mennesker paa, er at de lader sig tage til Fange, naar der ingen Udvej er mere. Saa uhyre Masser, som vi har læst om før, har jeg dog ikke set endnu. Det største An­tal, jeg har set, er ca. 100. En Gang var de ellers nær ved at tage os og hele Bagagen, men vi slap. Jeg mente ellers, at Lorensen var snuppet, og var urolig et Par Dage. Men han er jo i Sikkerhed end­nu og sidder nu sammen med mig her i denne Stue og skriver ogsaa til sine Kære.

Nu vil jeg haabe, at I maa faa dette Brev, og at jeg snart maa faa nogle af de Breve, I har sendt til mig. Jeg har ingen faaet endnu, men de kommer nok snart. Til Slut maa I nu hilse alle Bekendte der­hjemme.

Saa til allersidst mange kærlige Hilsener til Eder fra Eders Fritz.

Frits Clausen
Frits Clausen

 

Nyheder, Søkrig

21. februar 1915. SMS Dresden på kapertogt

3 kommentarer

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids, men i februar 1915 blev skjulestedet opdaget og det måtte bryde op.

SMS Dresden

En Uge efter at vi var kommet til Søs, begyndte Forretningerne. En smuk, hvid, engelsk Fuldrigger Conway Castle var kommet paa vor Vej. Den blev standset med et Skud for Boven, Mandskabet ført om Bord paa Dresden og det smukke Skib sænket med et Par skarpe Skud. Det sank med alle Sejl oppe, inden vi var kommet ret langt bort.

Dets Kaptajn bandede og skældte, for i Havnene havde Englænderne udbredt det Rygte, at Dresden var sænket ved Falkland, og at Havet helt var befriet for de tyske Krigsskibe.

Et Par Dage efter stoppede vi en snavset peruansk Damper, hvis Besætning for rundt som Fluer i en Flaske, da vi lagde paa Siden af deres Skib.

De troede, at de saa et Gengangerskib, for ogsaa de havde faaet den Besked, at Dresden laa paa Havets Bund. De raabte og skreg under Manøvrerne, og om det saa var Grisen, de havde med, saa skreg den op. Vi gjorde dog ikke det neutrale Skib andet end at give det Conway Castles Mandskab om Bord.

De fangne Englændere, som vi allesammen var kommet til at holde af, tog Afsked med os paa en pæn Maade. Før de gik i Baadene, udbragte de et Leve for Dresdens Besætning, og vi svarede med et rask Hurra for vore Gæster, der var blevet et smukt Skib fattigere, men en ejendommelig Oplevelse rigere.

Christensen, Christen P. (Christian Støckler): Kejserens sidste kaperkrydser (1934) Fyrbøder Christian Støcklers hæsblæsende beskrivelse af SMS Dresden og den tyske Stillehavseskadres skæbne.

Nyheder

20. februar 1915. Hans Petersen i Moulin-sous-Touvent

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Byen Moulin ligger nede i en Dal. Der er Højder rundt omkring, begroede med stedsegrønne Buske og Smaakrat, hvori de kvidrende Smaafugle forkyndte os, at Foraaret kom snart. Byen laa godt skjult for Modstandernes Iagttagelser, og endskønt den kun laa 2 Kilometer bag Skyttegraven, var der dog en ret livlig Færdsel her.

Der blev arbejdet hele Dagen. Nogle samlede Bjælker, Brædder, Lægter, Vinduer og Døre fra de nedskudte Huse og bar det ud i Skyttegraven, hvor det blev brugt til Jordhulerne. Der var ogsaa Skrædder- og Skomagerværksted, Vaske- og Badestuer, samt et Par Huse, hvor der blev hugget Gravstene til de faldne.

Ved Siden af Badestuen stod vort Feltkøkken. Dets Forspand stod i Kælderen og havde det godt. Kusken, Ribe, striglede og passede sine to røde, som om det var hans egne.

Kirken var meget haardt medtaget af Artilleriild. Loftet var styrtet sammen, og Alterklæderne laa forrevne blandt Ruinerne. — Aftenen forud var jeg vagthavende nede i Byen. Det gav en søvnløs Nat. For det første var der et forfærdeligt Træk gennem de Huller, hvor der før havde været Vinduer og Døre, og dernæst havde vi Besøg af Rotter og Mus hele Natten.

Kirken i Moulin
Kirken i Moulin

 

Krigens forløb

20. februar 1915. Matroser i civilt tøj

Skriv en kommentar

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Ved afsejlingen fra Wilhelmshafen den 18. februar havde alle søfolk fået udleveret civilt tøj og forfalskede papirer.

I den forvirrede Time var hele Besætningen, som ved et Trylleslag, blevet forvandlet fra stramme tyske Matroser til civile Søfolk. Med ét var alt, hvad der lignede Militær, blevet strøget af os. Lille Karl Sørensen druknede i en mægtig Sixpence, mens Tømmermanden var blevet Indehaver af en Kasket med blank Skygge, som han anbragte saa stærkt paa Sned, at ingen kunde fatte, hvorledes den kunde blive hængende. Han stod med skrævende Ben i Færd med at lodde Dybden i de nye Bukselommer, og saa vidt jeg kunde se paa hans Ansigt, var Prøven faldet heldigt ud. I den Tid, jeg havde kendt Tømmermanden, havde han kun ved ganske enkelte Lejligheder haft Hænderne oppe af Lommen, og her saå det ud til, at han havde faaet et Par Lommer, hvor han rigtig følte sig hjemme.

Den kærlige Sjæl, der havde pakket dette Tøj sammen til os, havde arbejdet med en ikke ringe Fantasi og Sans for det maleriske. Min Hjerne arbejdede tungt med en vanvittig Tanke: — Var det virkelig en Depotunderofficer, der havde ført denne Tanke ud i Virkeligheden. Jeg forsøgte at se Manden for mig, men forgæves. Tanken var umulig. Det maatte være hans Kone eller hans Datter. Jeg anede en kvindelig Haand bag dette Udvalg af civile Dragter.

Der var ikke to Mand, som var ens paaklædt. Var Frakkerne ikke forskellige, saa var Uldtrøjerne det, og der var ikke to ens Sixpencer om Bord. Min saå ganske anderledes ud i Bundfarven end Karl Sørensens, og denne var igen forskellig fra Peter Hansens Kasket, og foruden disse tre fandtes der endnu flere Nuancer og en Del saakaldte svenske Sømandskasketter med blank Skygge. Benklæderne varierede lige stærkt i Farve og Snit, og ogsaa Halskludene var forskellige til det forvirrende.

Der blev sagt ikke saa faa Ting om vore nye Uniformer, men endnu mere om de Søfartsboger, vi havde fundet i Lommerne paa vore Frakker og Stortrøjer. De var forfalskede allesammen, og de faa Tyskere, der var om Bord, havde endog faaet falske Navne. Den ene af de tyske Fyrbødere hed nu Bror Johansson, men blev aldrig kaldt andet end Bror, og den anden hed Svensson. Jeg havde faaet Lov til at beholde mit Navn, der aabenbart maatte være blevet betragtet som tilstrækkeligt tillidvækkende dansk, men det øvrige, der stod i Bogen, lod meget tilbage at ønske i Betning af Sandfærdighed.

Saaledes stod der, at jeg var født i Esbjerg, og at jeg havde sejlet lige siden min Konfirmation paa en lang Række Skibe, som jeg end ikke kendte Navnet paa. Det var helt ejendommeligt at se saa megen aabenhar Løgn paa Tryk og med Underskrifter og Attester under, og paa mig, der endnu havde nogen Respekt for det skrevne Ord, var det helt forvirrende at læse denne Bog igennem. Da jeg var færdig, var jeg ikke helt sikker paa, hvilken af de to Nis Kock’er jeg egentlig var — om jeg var den unge, helbefarne Sørøver fra Esbjerg eller den fredelige Maskinarbejder fra Sønderborg.

De andres Bøger saa ikke stort bedre ud. De fleste viste sig at være født indenfor Kongeriget Danmarks Grænser. Vi var et Par Stykker fra Esbjerg, nogle fra Aalborg og Aarhus og en Del fra København. Ogsaa en Marstalmand havde vi om Bord. Telegrafisten, som var fra Hamborg og kunde tale Fransk, var med paa belgiske Papirer, og de fleste Tyskere paa svenske. Kun en eneste Mand om Bord havde en helt sandfærdig Søfartsbog. Det var Svenskeren Karl Sørensen, der var med paa sit eget Navn og paa sin gode svenske Fødebys Navn.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Nissen, Anker_1915
Anker Nissen fra Aabenraa var også med om bord

 

Nyheder

19. februar 1915. Store krigsfangelejre i Sønderjylland?

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Tyske Fangelejre i Nordslesvig

De prøjsiske Myndigheder har i Sinde at bygge Barakker til 6000 Krigs­fanger rundt om i Haderslev Kreds, skriver „Kolding Folkeblad“. Ved Slavgaard i Nærheden af Sommersted rejses der en Barakke til 3000 Mand, og mellem Gabel og Hjartbro en til 1000 Mand. Uden om Barakkerne trækkes et Pigtraadshegn, der er 2-3 Meter højt, og uden for dette Pigtraads­hegn rejses der saa Bygninger til Of­ficererne, Vagtmandskabet og Marke­tenderiet. Man regner med 15 pCt. Vagtmandskab til Fangerne. Hertil skal bruges den Del af Landstormen, der ikke har Militæruddannelse.

I Bajstrup og Sdr. Toldhus ved Flensborg er Fangelejrene allerede i Orden. Der er 2000 Fanger hvert Sted.

En meget stor Fangelejr skal ind­rettes ved Draved Mose i Nærheden af Løgumkloster. De vældige Bygnin­ger, der skal være helt af Træ, vil koste 200,000 Mark at opføre.

Fangerne vil blive benyttet til Op­dyrkning af Moser og Heder, formo­dentlig ogsaa til Markarbejde.

Nyheder

19. februar 1915. Brødkort og postforbindelser

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Postforbindelsen med Sønderjylland

„Kolding Folkeblad“ er fra sønderjydsk Side anmodet om at gøre op­mærksom paa, at Brevforsendelser fra Sønderjylland til Danmark for Tiden er overordentlig forsinket. Folk maa derfor ikke blive ængstelige, fordi de skal vente 12-15 Dage paa Breve dernede fra.

Breve fra Danmark til Sønderjylland kommer nu som hidtil under Krigen, Adressaten i Hænde efter 2—4 Dages Forløb.

„Ribe Stifts-Tidende“ maa dog for denne Egns Vedkommende tilføje, at hertil er Brevene i de sidste Maaneder indløbet særdeles regelmæssigt og sjælden ud over 1 Dags Forsinkelse.

Hvorledes et Brødkort ser ud

Fra den 22. Februar vil ingen kunne købe Brød i Tyskland uden at være forsynet med et Brødkort. Et saadant Kort er paa Størrelse som en middel­stor Konvolut. I Midten er der et kvadratisk indrammet Felt, som øverst bærer den paagældende Bys Vaaben og derunder Byens Navn. Midt i Fel­tet staar der „Bevis for Modtagelse af Brød og Mel. Gælder kun for en Uge“. Og derunder en aaben Plads til Inde­haverens Navn. Paa begge Sider af Byvaabnet staar med smaa Bogstaver: „Kan ikke overdrages“.

Uden om det kvadratiske Felt sid­der 24 smaa Kuponer, som kan afrives hver for sig. 8 af dem bærer Ind­skriften 25 Gram, 8 lyder paa 50 Gram, 4 paa 100 Gram og 4 paa 250 Gram.

Hvert Kort gælder saaledes for en Uge og giver Ret til ialt 2 Kilogram Brød, og alle Familier faar 1 Kort pr. Medlem. Hver Gang man køber Brød, bliver der revet et Mærke af Kortet, svarende til det Antal Gram, man har købt. Alle udløbne Kort maa leveres tilbage til vedkommende Distrikts Brød­kommission, og hvis man i en Uge ikke har brugt alle Kortets Mærker, faar man ikke derfor Ret til mere end de reglementerede 2 Kilogram Brød i næste Uge. Man har bare Bevidst­heden om, at man ved sin Sparsomme­lighed har gavnet Samfundet.

Rationering_broedkort

Søkrig

18. februar 1915. Afgang fra Wilhelmshafen – med kurs mod Østafrika

Skriv en kommentar

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika

Ud paa Eftermiddagen den 18. Februar — det var allerede ved at mørknes, for Dagen havde været taaget og sludfuld — stod jeg paa Dækket og saå Landgangen blive taget og Fortøjningerne kastet los. Kaptajnen stod paa Kommandobroen med en Lods ved Siden af sig og en Officer fra Wilhelmshafen, der formentlig skulde følge med til den inderste Minespærring.

Ganske langsomt begyndte Skruerne at arbejde, og et sort Vand kom til Syne og blev bredere og bredere mellem Skibssiden og Bolværket. Det skulde vokse til et Verdenshav, før vi igen fandt et blivende Sted, og den Verden, vi nu forlod, skulde vi aldrig se mere. Jeg blev ved Rælingen stod de andre af Frivagten tavse og ubevægelige og saå ind mod Havnen og Værftet. Forude lukkede et Par Sluseporte sig lydigt op — der var overalt denne Velforberedthed til at hjælpe os ind i noget, som vi ikke vidste, hvad var. Farten voksede fra Minut til Minut, medens Byen og Havnen slettedes ud af Taagen agterude.

Nu var det forude, det foregik. Ud af Taagen steg en uhyre Kolos, et vældigt Skibsskrog — et af Flaadens Storslagskibe. Det gled forbi, fantastisk og uformeligt i Linierne som en Drøm om et af Fortidens Uhyrer, men endnu inden det var forsvundet, steg et njd Uhyre ud af Disen, voksede sig stort og vældigt, blev blegere og mere utydeligt og var til sidst glemt for den næste Kolos, der sejlede os sidelæns i Møde. Det var Højsøflaaden, Verdens nyeste Flaade, der laa tøjret her, mens en usselig Damper var paa Vej til det aabne Hav gennem den engelske Blokade. Det saå urimeligt og meningsløst ud.

En 10-15 Skibskolosser havde vi sejlet agterud, før vi kom til „Von der Tann“ , og jeg blev klar over, at vi var i Nærheden af Slagkrydserne. Det var dem, der lige var kommet hjem fra Doggerbanken. Dem kunde man ikke sige noget paa — de havde prøvet det. (…)

Slagkrydseren „Moltke“ var forlængst forsvundet i Taagen og endnu et Par forankrede Skibsskrog var gaaet det forbi, før jeg holdt op med at stirre i den Retning, hvor mit gamle Skib laa. Jeg stod og tænkte paa, hvor mægtig en Opgave der egentlig var paalagt os. Hvilken forfærdelig Hindring maatte ikke den engelske Blokade være, hvilket Vidunder af Organisation og Sømandsskab, naar alle disse Kæmper maatte ligge her fredeligt forankrede uden at kunne gaa ud. I Land havde vi kun læst om tyske Sejre til Lands og til Vands, men her ude paa det taagede og urolige Hav laa aabenbart noget, hvis Magt og Vælde man havde Respekt for, som man endnu ikke havde overvundet og maaske aldrig skulde overvinde.

Der var en, der kaldte paa mig, og jeg gik forud. Dér stod Kammeraterne med hver en Sæk i Haanden, og jeg fik udleveret en. — Det er Civiltøj, sagde Førstestyrmand, klæd om med det samme og put Uniformen i Sækken! Vi løb ned i Kahytten, som vi kaldte vort Rum, og skyndte os med Omklædningen til civil. Faa Minutter efter stod vi paa Dækket, allesammen med vor Sæk i Haanden. Det var nu helt mørkt, og Skibet havde sagtnet Farten. En Torpedobaad løb op paa Siden af os, og vi fik Ordre til at hive Sækkene ned i den. Kort efter gik Lodsen fra Borde fulgt af den fremmede Officer, og Torpedobaaden lagde om og vendte i en elegant svunget Bue.

Vi stod allesammen og stirrede efter den. Det var den absolut sidste Forbindelse med de hjemlige Forhold, der nu blev slettet ud af Taagen. Fra Baaden lød et Brøl i en Raaber: — Entlassen! Vi var fri og færdige med Wilhelmshafen og sejlede paa eget Ansvar, efter at være blevet lodset ud gennem Minespærringen.

— Tre Hurra for vore Kære derhjemme! lød en dyb alvorlig Kommandostemme, og i samme Nu løftede der sig et Brøl fra Dækket, hvor næsten hele Besætningen stod. Det var Kaptajnen, der havde formet de Ord, som de fleste af os havde haft i Tankerne. Nu i Dag fik de derhjemme det allersidste Brev fra mig — ja, maaske virkelig det sidste. Denne voldelige Afbrydelse af Forbindelsen mellem Mennesker, der holdt af hinanden, følte jeg som en Modbydelighed, men det var altsaa Prisen, vi skulde betale for ikke at gaa som et Nummer paa et af de store Skibe eller ligge i Mudderet i Flandern.

— Kaptajnen er lige blevet krigsviet! var der én, der sagde ved Siden af mig, og jeg forstod nu, at jeg ikke var den eneste, der havde bragt et Offer. Det var en Slags Trøst. Vi naaede ikke at komme ned under Dækket, før vi igen blev kaldt sammen om Kommandobroen, hvor Kaptajnen stod sammen med Styrmændene, kun utydeligt belyst af Lampen paa Kommandobroen. Han vilde tale til os og begyndte med det samme:

— Formaalet med vor Rejse kan jeg nu aabenbare Dem. Det er at bryde gennem den engelske Blokade og bringe Kul til Krydseren „Königsberg“ . Desuden skal den have suppleret sin Ammunitionsbeholdning. Jeg har hidtil maattet holde dette strengt hemmeligt paa Grund af de mange Spioner, som desværre endnu findes i Wilhelmshafen.

“Königsberg“ — hvor var det, jeg sidst havde hørt om det Skib? Var det ikke ved den afrikanske Østkyst? Den havde sænket en eller anden lille engelsk Krydser dernede. Det maatte jeg se at faa Klaring paa bagefter.

— Om 6 Maaneder skulde vi være tilbage igen, hvis det lykkes for os, og hvorfor skulde det ikke det …

— Nej, hvorfor Pokker skulde det ikke det?

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

1914-09-06 Afrika

Ikke kategoriseret, Nyheder, Søkrig

18. februar 1915. Skibet er ladet med ammunition … Om bord på blokadebryderen S/S Kronborg

2 kommentarer

Anker Nissen var besætningsmedlem på blokadebryderen “S/S Kronborg”, der den 18. februar 1915 stod ud af Wilhelmshafen.

Vi skulle danne be­sætning på et skib, der skulle bringe krigsma­teriel m.v. til tysk Østafrika, hvor en styrke på 3.000 europæere og 12.000 indfødte soldater under ledelse af general von Lettov Vorbeck før­te selvstændig krig mod koloniens naboer, der udgjordes af englænde­re, belgiere, portugisere og indere. Skibet skulle sejle under danskflag og vi fik alle, fra kap­tajnen og ned til yngstemand, udleveret søfartspapirer, der alle var affattet på dansk og forsynet med officielle segl og mærker. Disse var naturligvis alle falske, men navnene var det jo ikke, idet vi alle havde danskenavne.

Til skibet blev der udfærdiget 3 sæt skibsdokumenter, også affattet på dansk, der lød på en trælast fra Sverige til modtagerne ifølgende havnebyer, udvalgt under hensyn til den kurs vi efterhånden skullefølge: 1. Buenos Aires i Argentina. 2. Beira i portugisisk Østafrika. 3. Masaua i italiensk Somaliland.

På hvert sæt af konnossementerne var ligeledes angivet en fyldestgørende forklaring på, hvorfor vi ikke sejlede igen­nem Suez-kanalen.

Dagen før vi skulle forlade Wilhelmshafen, blev vi kaldt frem alle 30 mand og spurgt, om nogen var betænkelige ved at skulle med på denne ekspedition, eller om vi var fejge. I den alder vil man jo ikke gerne kaldes fejg, men alligevel trådte 2 mand frem og bad om at måtte blive fri. Disse blev, uden at der blev sagt noget til dem, ført bort og var i mere end 2 måneder indespærret, indtil der forelå meddelelse om, at vi var ankommet til Østafrika, ganske vist uden skib, men der om senere.

De udtagne 30 mand og kaptajn Christiansen blev ind­skibet i en ca. 7.000 tons stor fragtdamper, der var lastet med ammunition og andet krigsmateriel, mens der øverst her over var stuvet en mægtig trælast tillangt op overrælingen, således at det virkelig så ud som et fragtskib lastet med træ, også på dækket. Det var en en­gelsk damper„Rubens” som tyskerne ved krigsudbruddet havde beslaglagt. Den fik nu navnet specialskib A, men nat­ten efter at vi var kommet i søen og nærmede os Helgoland blev skibet omdøbt til „Kronborg” og fik danske rederimær­ker på skorstenen.

Kursen blev sat mod nord og skibet ledsagedes både af undervandsbåde og en zeppeliner.

Anker Nissen: Sønderjylland Afrika tur/retur (1962)

Nissen, Anker_1915
Anker Nissen (1915)

 

Nyheder, Søkrig

18. februar 1915. “… jeg er frivillig, om vi saa skal sejle lige lukt ind i Helvede.”

Skriv en kommentar

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika

Næste Dag viste det sig, at jeg havde set lidt for lyst paa Tilværelsen. Vi havde ganske vist ikke Kanoner om Bord, men Ladningen var i fuld Gang, og da jeg kom til, var man i Færd med at stuve nogle store Kasser, mærket Dynamit, ned i et af Lastrummene. I et andet blev der anbragt Kasser, mærket Ammunition.

— Du gode Gud, var der én, der sagde lige ved Siden af mig paa syngende Svensk, hvis min Moster saa dette her, saa kom hun rejsende herop og slæbte mig hjem ved Haarene.

Det var en spinkel, ganske ung Mand, der talte. Et Par levende og udtryksfulde Øjne lo fornøjet op til mig. Aabenbart mente han lige det modsatte af, hvad han sagde, og ligefrem nød at være om Bord paa et Dynamitskib.

— Jeg hedder Sørensen, sagde han høfligt, Karl Sørensen fra — et eller andet Sted i Sverige — for Tiden frivillig i den tyske Marine. Jeg boede, hos Moster i Hamborg, men saa kom Krigen — og hvad Fanden — jeg kunde jo ikke gaa dér og glo, naar alle de unge Mennesker var draget af Sted, og saa rømte jeg fra Moster. Han lo muntert ved Tanken, men fortsatte saa: — Der var ikke meget ved det til at begynde med, men nu gaar det jo storartet. Det var lige ved, at de ikke vilde tage mig for gode Varer — de sagde, at mit Danske lød noget svensk, men jeg snakkede for dem om Brødrefolkene og København og Tivoli, saa de kunde høre, at jeg var fuldbefaren — og saa gik det. Jeg glæder mig til at hilse paa alle mine Kammerater — vi er jo frivillige allesammen — ikke?

— Aa jo — saamænd, det kan man jo godt sige. . .

— Lad bare være — I Danskere gaar saa stille med det, men I gaar s’gu med paa den værste alligevel.

Jeg brummede noget om, at jeg for mit personlige Vedkommende kunde klare mig med et Mindstemaal af Eventyr, men jeg havde bare ikke været rigtig klar over, hvor der var mest, og hvor der var mindst eventyrligt. Foreløbig saå det ud, som om jeg havde valgt det forkerte, sagde jeg, men den unge Karl Sørensen grinede blot: — Saadan siger alle dem, jeg har snakket med — de er helt flove over at være kommet med paa denne her Galej — men de mener saamænd ikke et Hak med det.

Han slentrede videre paa Jagt efter mere begejstrede Meningsfæller, men fandt sikkert ingen. Stemningen om Bord var anlagt for det jævne og dagligdags i langt højere Grad end for det eventyrlige. Da jeg kom ned til Middagsmaden, var den det altoverskyggende Emne. Sikke Mad og sikke Mængder! Vi havde indtil nu levet ganske godt paa Kasernerne — i det mindste langt bedre end Landsoldaterne — men dette her var ikke at leve godt, det var at leve ødselt og over Evne. Uhyre Bøffer i uoverskuelige Mængder stod den paa den første Dag, og den næste Dag aabenbarede usigelig mange og store Koteletter. Man spiste og spiste, for ikke at sige aad, blev gode og glade og lærte hinanden at kende under behagelige Former.

Mætte Mennesker har sjældent noget at udsætte paa hinanden. Jeg blev klar over, at jeg var omgivet af næsten lutter Nordslesvigere og Flensborgere med nogle ganske enkelte Tyskere og én Svensker imellem. Snakken gik stadig paa Dansk — heldigvis et Sprog, som indeholder mange og gode Udtryk for Madglæde — og den drejede sig især om dette rent ud eventyrlige Køkken, som dette Skib havde. Mon det dog kunde blive ved? Der maatte ganske sikkert være en Ende paa en saa uhørt Velstand.

— Men vent bare, sagde Tømmermanden og spyttede udenbords, naar vi stod ved Rælingen og drøftede Dagens Ret. Han var helbefaren, tatoveret paa Armene, firskaaren og hjulbenet og brugte Skraa i store Mængder. Huen sad saa langt nede over det ene Øre som muligt, og ikke den fineste Uniform kunde skjule, at man her stod overfor en Søens Mand af ægte Slags.

— Vent bare, gentog han, til vi kommer til Søs med denne her Tramp! I har maaske lagt Mærke til, at den ikke har Kølerum, og véd I, hvad det betyder. Spis I bare, inden I skal til at leve af Kabelgarn syv Gange om Ugen! Og han spyttede atter udenbords.

— 3000 Tons Kul har vi faaet indenbords, meldte Karl Sørensen triumferende paa egne og Foretagendets Vegne.

— Vi ta’r Kul med til Helvede, mente Tømmermanden, vær ganske sikker paa, at det betyder, at vi skal møde én eller anden forrendt Krydser eller Hjælpekrydser, der ligger et eller andet Sted i Verden ved en øde ø og hverken kan komme frem eller tilbage. Naar vi saa er blevet tømt, saa kan vi faa Lov til at hænge i Skøderne paa ham, lige til vi bliver skudt i Sænk begge to.

— Er du ikke frivillig, Tømmermand? spurgte Karl Sørensen paa sit svenske.

— Jo, Gu’ er jeg frivillig — jeg er frivillig, om vi saa skal sejle lige lukt ind i Helvede. Jeg er frivillig for at komme ud at sejle, ligegyldigt hvor vi sejler hen. Nu har jeg gaaet og gloet paa Kaserner i over et halvt Aar og ikke mærket et Skibsdæk under mig hele den Tid — er det saa underligt, at jeg gerne vil ud at sejle. Endelig blev der da ogsaa spurgt, om jeg kunde tale Dansk — véd jeg. Tømmermanden afsluttede denne Del af sin Tale med nogle kraftige Bemærkninger om Karl Sørensen, som viste, at han tilfulde beherskede den Del af det danske Sprogs Virkemidler. Han beskyldte den unge Mand for at være usømmeligt begejstret for Ekspeditionen og antydede, at han vilde komme til at gøre en ynkelig Figur, naar vi kom ud paa det aabne Hav, navnlig i høj Sø.

— Alle I, som har lært paa de store Skibe, har ikke Begreb om, hvad det vil sige at være til Søs, men det skal I nok faa lært paa denne Kasse her, det skal jeg love jer for. Der er aldrig godt Vejr ret længe ad Gangen paa denne Aarstid; skal vi gennem Blokaden, bliver det vel Nord om Island, og dér er i det hele taget aldrig godt Vejr.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

 

Krigens forløb, Nyheder

18. februar 1915. 8. Armés angreb mod Narew-Bohr linjen

2 kommentarer

Af Allan Otto Wagner

Otto Theodor Wagner var ankommet til fronten i Østpreussen den 11. november 1914 og lå her i stillingskrig indtil den 9. februar 1915. Hans enhed var en del af den 34. Infanteri Brigade i 1. Landwehr Division (tidligere Jakobi), som her lå i stillingskrig ved Angerapp-stillingen (floden) syd for Darkehmen og ned til Angerburg. Den 7. februar 1915 deltog divisionen i Vinterslaget i Masurien, men allerede den 8. er hans enhed på vej til Narew-Bohr linjen.

Den 13. februar havde Oberbefehlshaber Ost allerede givet 8. Armekommandoen anvisning om angreb på fæstningen Lomza og Osowiec. Angrebet på Lomza blev tildelt XX. Armekorps ved General v. Scholtz og angrebet på Osowiec blev tildelt 1. Landwehr Division.

Den 14. februar blev der meddelt, at flere russiske kolonner var i fremmarch fra Kolno mod grænsen, hvilket fik General v. Scholtz til at give befaling om at angribe denne nye modstander. Da hans 37. Infanteri Division var fastlåst ved Myszyniec af en stærk fjende, blev han anvist det 34. Landwehr Brigade fra 1. Landwehr Division, som var ankommet til Johannisburg. Den 16. februar fordrev de fjenden ved Kolno og udbyttet var 700 tilfangetagende soldater fra 1. Kaukasiske Skyttebrigade. Altså helt nye friske tropper.

Den 17. februar om aftenen lå General v. Scholtz med XX. Korps’s 41. Infanteri Division og 1. Landwehr Division’s 34. Landwehr Brigade foran Skroba floden sydøst for Kolno.

I de første dage af 18. og 19. februar var der fremskridt på fronterne. Nordvest for Stawiski gav fjenden efter og rømmede Skroda flodafsnittet. 41. Infanteri Division pressede i bred front ind til nordlig for Maly Polck. 5. Infanteri Brigade og 6. Reserve Infanteri Brigade mødte hård modstand indtil Dobrzyjalowo og Jedwabno. 34. Landwehr- og 5. Infanteri Brigade blev igen understillet 1. Landwehr Division General v. Jacobi.

1915-02-11-19 LIR84_8_Armee_8-3_1915
1915-02-11-19 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VII – Die deutsche 8. Armee am 8. März 1915 – Skizze w

 

1915-02-18 LIR84 Leben og Treiben in Stavisky
Feldpostkort af Strawiski (Stravisky), hvor Otto Theodor Wagner har skrevet: „Staviski ist ein langes eiliges und dreckiges Nest in der Heimat mir alleine kann ich froh und glücklich sein.“

 

 

Nyheder

17. februar 1915. Blokadebryderen tages i øjesyn

Skriv en kommentar

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle ammunition fra Wilhelmshafen til de tyske tropper i tysk Østafrika.

Det var en stor, smuk, tilsyneladende temmelig ny Damper. Dens Navn var overmalet, men paa begge Sider af Skorstenen stod med store Bogstaver „Sp A“, hvilket vi blev enige om maatte betyde „Spærrebryder A“ , og det klarede straks Situationen for os. En Spærrebryder eller Blokadebryder havde den Opgave at gaa gennem de engelske Blokadelinier. Det var det, vi skulde. Det var tidligere blevet forsøgt med vekslende Held, og nu var det altsaa vor Tur at vove Forsøget. Lykke og Held!

Jeg var glad for, at det var en Blokadebryder, jeg skulde gøre Tjeneste paa. Min Tanke havde i de sidste Dage været den, at vi skulde være Besætning paa en Hjælpekrydser –  et armeret Handelsskib, som skulde snige sig gennem Blokaden og føre Handelskrig i aaben Sø. Deres Lod var ikke misundelsesværdig, og det beroede paa det rene Slumpheld, om de slap levende fra det. Den ene efter den anden var bleven skudt ned af Englænderne rundt om paa Havene. Selv en lille Krydser kunde gøre det af med saadan et stort armeret Handelsskib, der jo slet ikke var bygget til at modstaa Beskydning.

Paa hele det store Dæk, hvor der aabenbart om Dagen havde arbejdet nogle Haandværkere, som var i Færd med at bygge om paa Kommandobroen, var der ingen Armering at se, og der var heller ikke bygget Underlag til Kanoner. Vi skulde altsaa ikke bevæbnes.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

1914-09-06 Afrika