18. februar 1915. “… jeg er frivillig, om vi saa skal sejle lige lukt ind i Helvede.”

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika

Næste Dag viste det sig, at jeg havde set lidt for lyst paa Tilværelsen. Vi havde ganske vist ikke Kanoner om Bord, men Ladningen var i fuld Gang, og da jeg kom til, var man i Færd med at stuve nogle store Kasser, mærket Dynamit, ned i et af Lastrummene. I et andet blev der anbragt Kasser, mærket Ammunition.

— Du gode Gud, var der én, der sagde lige ved Siden af mig paa syngende Svensk, hvis min Moster saa dette her, saa kom hun rejsende herop og slæbte mig hjem ved Haarene.

Det var en spinkel, ganske ung Mand, der talte. Et Par levende og udtryksfulde Øjne lo fornøjet op til mig. Aabenbart mente han lige det modsatte af, hvad han sagde, og ligefrem nød at være om Bord paa et Dynamitskib.

— Jeg hedder Sørensen, sagde han høfligt, Karl Sørensen fra — et eller andet Sted i Sverige — for Tiden frivillig i den tyske Marine. Jeg boede, hos Moster i Hamborg, men saa kom Krigen — og hvad Fanden — jeg kunde jo ikke gaa dér og glo, naar alle de unge Mennesker var draget af Sted, og saa rømte jeg fra Moster. Han lo muntert ved Tanken, men fortsatte saa: — Der var ikke meget ved det til at begynde med, men nu gaar det jo storartet. Det var lige ved, at de ikke vilde tage mig for gode Varer — de sagde, at mit Danske lød noget svensk, men jeg snakkede for dem om Brødrefolkene og København og Tivoli, saa de kunde høre, at jeg var fuldbefaren — og saa gik det. Jeg glæder mig til at hilse paa alle mine Kammerater — vi er jo frivillige allesammen — ikke?

— Aa jo — saamænd, det kan man jo godt sige. . .

— Lad bare være — I Danskere gaar saa stille med det, men I gaar s’gu med paa den værste alligevel.

Jeg brummede noget om, at jeg for mit personlige Vedkommende kunde klare mig med et Mindstemaal af Eventyr, men jeg havde bare ikke været rigtig klar over, hvor der var mest, og hvor der var mindst eventyrligt. Foreløbig saå det ud, som om jeg havde valgt det forkerte, sagde jeg, men den unge Karl Sørensen grinede blot: — Saadan siger alle dem, jeg har snakket med — de er helt flove over at være kommet med paa denne her Galej — men de mener saamænd ikke et Hak med det.

Han slentrede videre paa Jagt efter mere begejstrede Meningsfæller, men fandt sikkert ingen. Stemningen om Bord var anlagt for det jævne og dagligdags i langt højere Grad end for det eventyrlige. Da jeg kom ned til Middagsmaden, var den det altoverskyggende Emne. Sikke Mad og sikke Mængder! Vi havde indtil nu levet ganske godt paa Kasernerne — i det mindste langt bedre end Landsoldaterne — men dette her var ikke at leve godt, det var at leve ødselt og over Evne. Uhyre Bøffer i uoverskuelige Mængder stod den paa den første Dag, og den næste Dag aabenbarede usigelig mange og store Koteletter. Man spiste og spiste, for ikke at sige aad, blev gode og glade og lærte hinanden at kende under behagelige Former.

Mætte Mennesker har sjældent noget at udsætte paa hinanden. Jeg blev klar over, at jeg var omgivet af næsten lutter Nordslesvigere og Flensborgere med nogle ganske enkelte Tyskere og én Svensker imellem. Snakken gik stadig paa Dansk — heldigvis et Sprog, som indeholder mange og gode Udtryk for Madglæde — og den drejede sig især om dette rent ud eventyrlige Køkken, som dette Skib havde. Mon det dog kunde blive ved? Der maatte ganske sikkert være en Ende paa en saa uhørt Velstand.

— Men vent bare, sagde Tømmermanden og spyttede udenbords, naar vi stod ved Rælingen og drøftede Dagens Ret. Han var helbefaren, tatoveret paa Armene, firskaaren og hjulbenet og brugte Skraa i store Mængder. Huen sad saa langt nede over det ene Øre som muligt, og ikke den fineste Uniform kunde skjule, at man her stod overfor en Søens Mand af ægte Slags.

— Vent bare, gentog han, til vi kommer til Søs med denne her Tramp! I har maaske lagt Mærke til, at den ikke har Kølerum, og véd I, hvad det betyder. Spis I bare, inden I skal til at leve af Kabelgarn syv Gange om Ugen! Og han spyttede atter udenbords.

— 3000 Tons Kul har vi faaet indenbords, meldte Karl Sørensen triumferende paa egne og Foretagendets Vegne.

— Vi ta’r Kul med til Helvede, mente Tømmermanden, vær ganske sikker paa, at det betyder, at vi skal møde én eller anden forrendt Krydser eller Hjælpekrydser, der ligger et eller andet Sted i Verden ved en øde ø og hverken kan komme frem eller tilbage. Naar vi saa er blevet tømt, saa kan vi faa Lov til at hænge i Skøderne paa ham, lige til vi bliver skudt i Sænk begge to.

— Er du ikke frivillig, Tømmermand? spurgte Karl Sørensen paa sit svenske.

— Jo, Gu’ er jeg frivillig — jeg er frivillig, om vi saa skal sejle lige lukt ind i Helvede. Jeg er frivillig for at komme ud at sejle, ligegyldigt hvor vi sejler hen. Nu har jeg gaaet og gloet paa Kaserner i over et halvt Aar og ikke mærket et Skibsdæk under mig hele den Tid — er det saa underligt, at jeg gerne vil ud at sejle. Endelig blev der da ogsaa spurgt, om jeg kunde tale Dansk — véd jeg. Tømmermanden afsluttede denne Del af sin Tale med nogle kraftige Bemærkninger om Karl Sørensen, som viste, at han tilfulde beherskede den Del af det danske Sprogs Virkemidler. Han beskyldte den unge Mand for at være usømmeligt begejstret for Ekspeditionen og antydede, at han vilde komme til at gøre en ynkelig Figur, naar vi kom ud paa det aabne Hav, navnlig i høj Sø.

— Alle I, som har lært paa de store Skibe, har ikke Begreb om, hvad det vil sige at være til Søs, men det skal I nok faa lært paa denne Kasse her, det skal jeg love jer for. Der er aldrig godt Vejr ret længe ad Gangen paa denne Aarstid; skal vi gennem Blokaden, bliver det vel Nord om Island, og dér er i det hele taget aldrig godt Vejr.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *