Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten. Bag fronten var soldaterne ofte indkvarteret hos private.
Søndag den 7. marts 1915
Det er søndag igen. Dampmaskinen brummer et stykke henne i gaden og tærsker franskmændenes korn; men selv får han intet deraf. Han har ikke engang lov til at pløje sin egen mark – det forbud kom for et par uger siden, da havde de allerede begyndt at så. Nu begynder man vel at fortryde, at man har ødet så meget korn her uden nytte.
Da jeg kom her, slæbte vi hver aften utærsket hvede ind for at bruge den til leje. Gaderne i Lassigny var belagt med et tykt lag havre, for at man ikke skulde lave for megen støj med vogne o.s.v. Tænk engang, hvad havre der har ligget – en vejstrækning på over en halv mil, og så var det kun her på det par km af den uhyre lange front. Nå, hvad der er gået til grunde, er gået til grunde, så er den slags værdier dog kun intetsigende mod så meget andet, der ødes.
Sous sidder og piller bønner. I vil vide, hvad familien lever af – ja, det er uhyre ensformigt. De får nogle runde kringler udleverede af borgmesteren, halvt af hvede og halvt af rug, og så store som almindeligt trillebørhjul. Det spiser de som oftest tørt, eller med en lille bid kød eller et par stegte kartofler til. For øvrigt har de mælk at leve af, og så bønner og roer.
Forleden dag spurgte de mig, når der dog gav fred, men det vidste jeg jo lige så lidt som dem; jeg trøstede dem så godt, jeg kunde; de gav sig til at græde over al den elendighed. Ellers ser man dem sjældent græde, skønt de har grund dertil. Sous fortalte mig, at hendes mor og hun ellers boede i Candor; det er en lille landsby midt i ildlinjen, ikke så langt herfra. De var flygtet hjemmefra, da krigen drog til disse egne, og de har ikke hørt fra manden siden sidst i august. Nu har vi prøvet at skrive til det internationale bureau i Genève for at skaffe oplysninger om ham.
Jeg har lovet Sous at lave hende en lille vogn til Rigmors dukke, som har fået navnet Lotte efter en historie, som Sous sidste dag havde for i lektier, og som jeg hørte hende i. Hidtil har hun jo kørt rundt med dukken i en tom cigarkasse. Det er helt rørende at se hende med dukken, som hun blev så sjæleglad for.
Her på gården er der endnu en lille pilmager kørehest og så et uhyre komisk æsel, som hedder Paptiste; det er så uendelig dumt og dovent; når man endelig bliver det for nærgående, så giver det et lille grynt og et vrik med halen, som den sidste rest af at slå bagen op. Jeg har taget et portræt af ham, som han står midt i solskinnet, så dovent, at det slet ikke kan beskrives. Det er jeg ude at hilse på, hver gang jeg kommer her til Cuy. –
Ellers er der ikke noget særligt at bemærke, jo vor geniale snedker fra Altona har fået et ben, idet han er bleven afkommanderet for at hjælpe til med at bygge de belgiske fæstninger op igen. Men du godeste, nu er brevet jo blevet længere end beregnet; jeg har fået et kort af kirken i Lassigny, det sender jeg jer hermed.
Jeres hengivne søn
Kresten
Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012