Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.
Den 9. gik vi i stilling under æbletræerne i en have midt i byen. Her stod vi både den 9. Og 10. Uden at blive beskudt. Nogle kanonerer havde fået fat i en stor gul stud, som skulle slagtes, med en stor hammer drev de det drabelige hug i panden, men den stod helt flegmatisk tilsyneladende uden at generes af slagene. Så dukkede der en slagter op i landskabet, han fik fat i hammeren, og nu segnede studen øjeblikkeligt. Om aftenen gik en af vore løjtnanter rundt og fortalte, at der skulle være våbenstilstand fra den 11. kl. 12 middag. Vi sagde til ham: Det vil vi dog først se. Han svarede: Se I kun til, denne gang er det alvor.
Den 11. November kom, vi skød til kl. 11½. Kl. 12 viste det belgiske flag sig fra kirketårnet, og de øvrige huse fulgte efter med at bekende kulør. Nu vidste vi, at løjtnanten havde talt sandhed. Den 11/11 kl. 11 efter belgisk tid i året 1918 oprandt det store øjeblik, som vi så ofte havde længtes efter. Med et slag var alting roligt, der faldt ikke et skud mere, der hørtes kun sprængninger i det fjerne. Jeg tror nok, at alle som oplevede det, følte øjeblikkets storhed.
Der var ingen lystighed, kun alvorlig afventen, hvad tiden nu ville bringe os. Dette øjeblik havde vi så ofte udmalet os i fantasien, og samtalen havde altid drejet sig om, hvad hver enkelt ville foretage sig, de fleste ville af glæde drikke sig en ordentlig kanon, som de udtrykte sig. Nu var det dog lige som det kom bag på dem, og der herskede overalt stilhed og alvor, enhver havde nok med sine egne tanker.
Da det første indtryk havde lagt sig, blev de tomme ammunitionskasser og granatkurve slæbt sammen i en stor hob. Det hele blev overdrysset med krudt, det var nu ikke almindeligt krudt, men lange rør, som hidhørte fra patronammunitionen, og stablen antændtes. Hele mandskabet stod så forsamlet omkring bålet og så ind i flammerne. Ilden øver altid en vis tiltrækning, og ikke mindst på en soldat, tænk på bivuakbålene.
Enhver var beskæftiget med egne tanker eller tænker på ingenting. Granaterne blev kastet af vognene, dem ville vi ikke mere køre rundt med. En del civilister indfandt sig for at se, hvad der gik for sig og om der muligvis var noget at arve. Nogle af dem slæbte af sted med tomme granatkasser og andre ting, der var kastet bort.
Batteriføreren løjtnant Mundt kaldte batteriet sammen og holdt en tale, hvor han sagde: At nu var det ikke ham mere, som havde kommandoen, men derimod et soldaterråd, der skulle vælges ud af batteriets midte. Det skulle bestå af en officer, en korporal og en menig fra trainkonstablerne og ligeledes en korporal og en menig fra fodmandskabet. Til dette råd skulle så enhver henvende sig, der ville besvære sig over en eller anden, eller muligvis havde forslag angående forplejning osv. Han oplyste straks, at officereren ikke måtte være ham, thi han vidste nok, at han ellers var blevet enstemmigt valgt. Det var også den eneste fører, vi havde haft under krigen, som besad hele mandskabets tillid. Han var en udmærket mand, der ikke med vilje gjorde nogen uret.
Endvidere forklarede han, at enhver tysk soldat, der ikke var ude af Belgien og Frankrig inden fjorten dage efter våbenstilstandens afslutning, ville blive interneret. Han ville stille enhver mand frit, med hensyn til hvad der skulle gøres for at nå Tyskland hurtigst muligt. Vi måtte gerne straks forlade batteriet og drage af sted på egen hånd, han oplyste dog med det samme, at togtrafikken var fuldstændig standset, og det kunne volde store vanskeligheder med at få forplejning. Efter hans mening var det rigtigste, at vi samlet forsøgte at nå Tyskland. Hans råd fulgtes også, og alle mand blev ved batteriet.
Soldaterrådet var blevet valgt, og der indførtes straks forskellige reformer. Officerskøkkenet ophævedes, så officerer og mandskab var ligestillet med hensyn til forplejning, hidtil havde der været en særlig officerskok, der nok skulle få fat i det bedste til officererne.
(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)