16. Marts 1919 – Sønderjydernes første dage i København

S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København og deres ophold de følgende dage var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade . Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

FESTGUDSTJENESTEN I GARNISONS KIRKE 16. MARTS

Klokken 10 Søndag Formiddag den 16. Marts afholdtes der Gudstjeneste for Sønderjyderne i Garnisons Kirke. Allerede Kl. 9½ var den rummelige Kirke fyldt til sidste Plads og Folk stod langt ud ad Gaden.

De fleste Sønderjyder sad med deres Værtsfolk oppe paa Pulpituret, nogle enkelte stod op foran Alteret. Det blev en gribende og smuk Højtidelighed, der vil efterlade smukke Minder hos alle de tilstedeværende.

Da Orgelet intonerede „Den signede Dag —” sang alle med, saa det store Kirkerum gav Genlyd. Pastor Olfert Richard talte. Hans Præken kunde alle forstaa; det var jævne og varme Ord, der kom fra Hjertet og gik til Hjertet. Han sluttede sin Tale med følgende Ord til Sønderjyderne:

„Og her favner nu i Dag en Moder igen sit hjemkomne og befriede Barn. Thi, sønderjydske Brødre, nu er I hjemme. Hvil nu i eders Moders Favn og glem al eders Nød! I er i Danmark, hvor I altid har hørt hjemme. Hin naadefulde Dag, da den gamle Frankermunk Sankt Ansgar gik over Ejderfloden, da var Jesus atter kommet til Grænsen af Hedningeland. Da kom Evangeliet til Danmark, thi dernede ligger Danmarks Grænse fra ældgamle Dage og i Guds Øjne.

Vi har aldrig glemt dette i Nødens Time. Eders Moder har aldrig holdt op at sørge over eder. Klædte hun sig end yndigt hver Vaar i sin lysegrønne Kjole med mange brogede Blomster i, og bredte hun ved Vintertid sin hvide Kaabe om sig, hun havde dog altid Taarer i sine Øjne og bar eders Navne i sit Hjerte. Og se, da Nøden var størst, saa var Hjælpen ogsaa nærmest. Thi da blev Nøden utænkelig stor, da hendes Sønner maatte bære Vaaben i fjerne Lande under en Fane, de ikke kunde elske, og mod Folk, de tænkte venligt om. Og der kom mange Sørgebud om faldne Sønner, seks Tusinde dyre Navne, som sover i fjerne Grave. Da saa det ud, som hendes Haab skulde slukkes. Thi hun havde ventet saa meget af denne Ungdom, der nu var blevet moden, og kom I ikke nu, saa kom I aldrig.

Da vendte Bladet sig i Skæbnebogen; og snart kommer Genforeningens store Sommerdag. I er Svaler paa Gennemrejse, som bebuder Sommeren.  O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!  I havde Troen, eders Kvinder ikke mindst, I troede trods alt, og I bevarede den sejge, faste Villie, skønt I var de faa og de sinaa, og se,
nu sker det, som I vilde.

A f Herren er det sket, og det er underligt for vore Øjne . . .

“Udenfor Garnisons Kirke efter Festgudstjenesten” 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919

RIGSDAGENS FORMIDDAGS-FEST FOR SØNDERJYDERNE

Efter Gudstjenesten i Garnisons Kirke drog Sønderjyderne fulgt af tætte Skarer af Københavnere til Christiansborg, hvor Rigsdagen havde indbudt dem til Frokost.

Der var dækket i den store Restaurantsal og i flere af de tilstødende Lokaler. Og Borddækningen var helt igennem fiks. En af de sønderjydske Gæster sagde da ogsaa: „Det er længe siden, vi har siddet saa godt i det!“ Og i det hele traf man i Rigsdagen de sønderjydske Gæster i et saa taknemmeligt Humør, at det gjorde det bedste Indtryk.

— Da man var naaet gennem den enkle Frokost-Menues første Ret, bød Folketingets Formand, Hr. Pedersen-Nyskov, Velkommen. Vi byder Dem — sagde Taleren — Velkommen her i Rigsdagens Hus. Og vi længes kun efter den Dag, da vi kan byde de danske Slesvigere Velkommen her i Danmark (Hør!). Med beundringsværdig Sejghed har vore Landsmænd i Sønderjylland kæmpet for og opretholdt Danskheden. Og de Unge, som vi samles med i Dag, har jo kun kæmpet for at bevare Retten til at blive i det Land, de altid har elsket.

I, vore unge Gæster, vender nu tilbage til et Land, hvor der hersker Nød og Sorg over Tusinder af Faldne, men midt i Sorgen har dog baade I og vi den Glæde, at vi er sikre paa Genforeningen. Og vi heroppe vil gøre, hvad der staar i vor Magt, for at læge de Saar, Krigen har slaaet. Vi gør det, fordi vi holder af jer og fordi vi føler os forvisset om, at Sønderjyderne — og ikke mindst de Unge — vil tilføre Danmark en national Kraft, der vil bidrage meget til at samle vort Folk saaledes, at det vil gaa en lys og lykkelig Fremtid i Møde.

Nu, i Genforeningens Glæde, vil vi mindes og takke Fædrene for det Arbejde, de har udført. Paa de Kæmper, der ligger i deres Grave, og
som ikke naaede at se deres store nationale Haab opfyldt, vil vi anvende det gamle Ord:

„Den, der saar med Graad, høster med Frydesang“. De har saaet Trofasthedens og Kærlighedens Sæd. Deres rige og gode Høst vil vi
nu i Fællesskab bjerge hjem til Gavn og Ære for hele det danske Folk. Gamle Danmark leve! (Stærkt Bifald.)

— Efter Frokosten besaa næsten alle de sønderjydske Gæster Rigsdagsbygningen fra øverst til nederst. Rigsdagsmedlemmerne optraadte ved denne Lejlighed selv som Ciceroner.

“Sønderjyder i Rigsdagens Læsesal” den 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919

DEN STORE RAADHUSFEST SØNDAG DEN 16. MARTS

Søndag Aften den 16. Marts — Dagen efter Ankomsten — fejrede Byen København Sønderjyderne ved en Fest i Raadhussallen.

Over 1000 Københavnere var stævnet sammen og for dem blev Aftenen en Oplevelse. Del var ikke Talerne og Sangene, der gjorde
det, hvor smukke eller stemningsfyldte de end var; det var Synet af disse unge, vejrbidte Mænd, den Glæde, der straalede ud af deres Øjne, og saa Bevidstheden om alt det, disse Mennesker havde gaaet igennem.

Og saa een Ting til!

Bevidstheden om, hvor lidt vi selv har gaaet igennem i disse Krigens Aar, der skyllede Guld op paa vore Strande, Guld, der var malet af Lidelser og Smerte, Had og Vanvid hos hele den øvrige Verden.

Vi følte os saa smaa, saa ubetydelige, og vi havde vænnet os til at betragte os som disse Europas kloge Hoveder, der havde forstaaet med Behændighed at holde det hele borte fra os selv.

Ved at se disse Menneskers Glæde forstod vi, at dette var det første, det eneste, vi har gjort under denne forfærdelige Krig, første Gang, vi har evnet virkelig at skabe den Lykke, der faar et Menneske til at glemme alle udstaaede Lidelser.

Professor Vilhelm Andersen sagde i sin Tale, at der endnu var eet tomt Felt i Raadhusets Hal, hvor Aarstallet for Sønderjyllands Tilbagegivelse skulde staa, og først da var Huset færdigt. Alle, der var til Stede ved denne Fest, og som hverken har sultet eller savnet, stod det med eet klart, at der i vore egne Hjerter længe — for manges Vedkommende altfor længe — har manglet den samme Indskrift.

Vi har trængt til denne Skrift paa Væggen, og vi lærte at forstaa det den Aften i Raadhusets Sal.

Og vi saa, at der altsaa virkelig var Mennesker, der saa hen til os som Vennerne, Befrierne og Ejerne af den Lykke, som de regner for den
højeste.

Og disse Mennesker gik rundt i vor Bys Hus og trykkede vore Hænder, sagde „Tak“ , og saa os ind i Øjnene, saa det varmede og fyldte os. Der steg en Hjerternes Varme op mod disse Sønderjyder og en Tak fra dette lille Land, som de vil tilhøre, og med hvilket de vil regne det for en Lykke at blande Blod, og Spørgsmaalene døde mere og mere paa vore Læber, og til Slut stod Københavner mod Sønderjyde og vidste heller ikke andet at sige, end „Tak“ .

Nationaltidende have også taget forsiden i brug til at berette om  sønderjydernes første dag i København – klik her for at læse nærmere (eksternt link)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *