Tag-arkiv: maskingevær

Krigens forløb

12. august 1916. Officeren “Sternigel” var en hård negl …

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:28

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Efterhånden følte jeg mig helt godt tilpas i min nye og stærkt forandrede tilværelse.

Disciplinen var, trods Feldweblens »du«, betydelig skrappere end ved infanteriet. Der blev holdt strengt på den personlige hygiejne, at gå på vagt uden at være barberet, var utænkeligt, støvlerne var altid blankpudsede osv.

Når vi var bag fronten, havde v i eksercits, der var lige så skrap som i garnisonen. »Sternigel« præsterede endda flere gange at tage et maskingevær ud af skyttegraven og lade os eksercere lige umiddelbart bag fronten, f.eks. i en dal, hvor russerne ikke kunne iagttage os.

Når v i lå bag fronter i »ro«, og eksercitsen blev alt for voldsom, var det ikke så sjældent, at op imod en halv snes mand meldte sig syge om morgenen. Lægen, der var en særdeles gemytlig berliner, vidste, at »Sternigel« var en hård negl, og modtog gerne de »syge« med et: »Nå, MG-afdelingen eksercerer nok,« og skrev derefter alle de fremmødte syge, uanset om de var det eller ej.

Behandlingen var altid den samme: »Zwei Tage Bettruhe und zweimal Aspirin« (To dage i sengen og to gange aspirintabletter). Jeg tror, at lægen gik med på spøgen for at drille »Sternigel«. Lægens diagnose kunne han jo ikke pirre ved.

»Sternigel« – hans rigtige navn har jeg for længst glemt – fortjener egentlig et par linier for sig selv, han var ikke helt almindelig. Det ene øje havde han mistet ved vestfronten og var derfor ikke, hvad tyskerne kaldte K . V . (Kriegsverwendungsfahig – egnet til  krigstjeneste), men han havde meldt sig frivilligt til østfronten.

Der førte han, når vi lå i faste stillinger, en herretilværelse. Han logerede ikke i skyttegraven, men lå et stykke tilbage sammen med bataljonsstaben. Han kom næsten aldrig på inspektion i skyttegraven, og hvis han kom, kunne vi regne med, at han var hønefuld.

Hans oppasser hed Ignatz. Han var altid i hælene på ham, en stor og stærk fyr , der vejede ca. 200 pund.

En nat, jeg havde vagt, kom Ignatz gennem skyttegraven med »Sternigel« hængende over skulderen.

Jeg spurgte, om løjtnanten var såret, men Ignatz svarede: »Nej, han er fuld , det svin. Han har været på besøg hos en kollega.«

Jeg kom en dag forbi det opholdsrum, hvor »Sternigel« og Ignatz huserede. Ignatz var ved at stege bøffer, der var fem stykker på  panden, og jeg spurgte, om løjtnanten skulle have alle fem?

»Nej, er du tosset? Han skal have de to – de tre er til mig.«

De havde det dejligt med hinanden de to – typiske – landsknægte.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

11. august 1916. Privilegerede maskingeværskytter

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:28

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Det siger sig selv, at en mæt og udhvilet soldat er betydelig mere værd end én, der altid er halvsulten og overanstrengt på grund af manglende søvn.

Den bedre forplejning ved vor afdeling skyldtes dog særlig Kommandofeldweblen. Han var en »hund« til at handle med civilbefolkningen og købte alt, hvad han kunne få fat på af spiselige ting, særlig brune bønner og kartofler.

Da vi havde masser af køretøjer, var transporten af de indkøbte varer intet problem. Et infanterikompagni havde derimod kun én forplejningsvogn og kunne ikke fragte mere end den udleverede ration og var derfor så godt som afskåret fra at gøre indkøb hos befolkningen for at supplere kosten ad denne vej.

Nu kan man spørge, hvorfor ledelsen holdt hånden over disse tropper? Det var ganske bestemt ikke for deres blå øjnes skyld, men simpelt hen en tvingende nødvendighed. Russerne angreb så godt som altid uden nævneværdig artilleriforberedelse, men altid med et vældigt opbud af mandskab.Som før nævnt har vi talt op t i l 16 skyttelinier efter hinanden.

Det var jo en håbløs gerning, når blot MG-erne var i orden og  udhvilede mænd lå bag dem.

Den tyske front var ofte meget tyndt bemandet. Et bataljonsafsnit var tit så stort, at man var nødt til at holde MG-erne intakte, ellers ville russerne med det store opbud af soldater have haft alt for let spil.

I de ni måneder, jeg var på østfronten, skete det kun én gang, at russerne nåede ind i vor skyttegrav, og da infanteriet trak sig tilbage til reservegraven, blev russerne prompte kastet ud igen af MG-folkene, der brugte deres håndgranater.

Det var lidt flovt for infanteriet, og de måtte høre meget for det bagefter.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

2. juli 1916. »Tror De måske, at jeg er flyttemand?«

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:29

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

»I Maskingeværafdelingen«

Et nyt afsnit af min fronttilværelse tog nu sin begyndelse. Det var vel ikke så underligt, at jeg var spændt på, hvordan det ville gå. 

Jeg opdagede ret hurtigt, at det mere var kræfterne end mekanisk snilde, det kom an på, thi udrustningen var meget tung. Maskingeværet bestod af to hoveddele, selve geværet og en såkaldt slæde til at montere det på. Til at transportere disse to ting var to mand nødvendige.

Da en maskingeværbesætning bestod af en underofficer og seks mand, var der kun fire mand tilbage til at transportere ammunitionen, og da 4.000 patroner var det minimum, som til enhver tid skulle være til rådighed, måtte disse fire mand hver bære 1.000 patroner, som var anbragt i to metalkasser med 500 i hver. Sådan to kasser vejede op imod 50 kg, og da det ofte hændte, at de skulle transporteres flere kilometer, når delingen var under fremrykning, kunne de to bæster godt trykke lidt på »samvittigheden«. 

V i havde blandt flere nye mænd fået én, der var skolelærer. En dag, vi lå bag fronten og eksercerede bravt, satte han pludselig sine to kasser foran fødderne af sin underofficer og sagde: »Tror De måske, at jeg er flyttemand?« Det gik ham ikke så godt, men det er en anden historie. 

Heldigvis var jeg sund og stærk, så jeg tog sagen med godt humør. Det mekaniske voldte mig heller intet besvær, og ved skydeøvelser, der blev afholdt, så snart delingen havde lejlighed til det bag fronten, viste det sig, at jeg var endda en meget habil skytte.

Selv om en mand er en god skytte med et almindeligt gevær, er det langtfra givet, at han er det, når han skal betjene et maskingevær, der skyder mellem 500 og 600 skud i minuttet. Man må huske på, at geværet vibrerer voldsomt, og det er så afgjort en følelsessag at få kuglerne dirigeret derhen, hvor de skal. Der er mange, der aldrig lærer det. 

MG-afdelingerne gjaldt på østfronten for at være elitetropper, og noget var der om det. Der var godt nok adskillige hårde halse imellem dem, men jeg tror, at det gode ry især skyldtes, at MG-afdelingerne blev skånet i alle måder. Under de store marcher havde de som sagt intet at slæbe på. Soldaterne skulle kun bære deres karabiner.

Bortset fra arbejdet på egne opholdssteder og geværstillinger deltog de ikke i udbygningen af skyttegravene. Forplejningen var rigeligere, og folkene var altid udhvilede, da de kun havde ca. 4 timers vagt i døgnet. De havde tid til at holde sig rene og dermed nogenlunde fri for lus. Det siger sig selv, at en mæt og udhvilet soldat er betydelig mere værd end én, der altid er halvsulten og overanstrengt på grund af manglende søvn.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

14. juni 1916. Det gav mig noget at spekulere på.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Flere gode råd”

En nat havde Claus ganske umotiveret spurgt mig, om jeg var mekaniker. Dette måtte jeg benægte, men ville gerne vide, hvorfor han havde spurgt om det. »Jo,« svarede han, »ellers kunne du have meldt dig til disse »Maschinengewehrhengste« (slangord for maskingeværafdelinger), de har det meget bedre end vi.

De er aldrig på forpost, de har kun vagt i skyttegraven ved deres gevær, og det er de seks mand om, så det bliver højst to timer hver nat. De er altid friske og udhvilede, deres forplejning er af en eller anden grund rigeligere end den, vi får. Under marchture har de kun deres karabiner at slæbe på, resten bliver læsset på vognene, de har nemlig et køretøj for hvert maskingevær.

Da de altid skal være fuldtallige for at kunne betjene geværerne – og de har jo tab lige såvel som vi – sker det ofte, at infanterikompagnierne må afgive mandskab til dem, men det skal altid være mekanikere.« – Denne samtale randt mig nu i hu.

De marchture, som Claus havde skildret, havde jeg nu selv fået en lille prøve på og konstateret, at hans beskrivelse af dem ikke var overdrevet. Jeg havde også lagt mærke til maskingeværafdelingen, og også hvad den angik, havde Claus haft ret.

Det hele gav mig noget at spekulere på.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

9. juni 1916. Levende begravet: “Jeg skreg, men ingen hørte mig!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 31. oktober 2018 15:28

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Efter stormen på Højde 304 om morgenen den 9. juni kom han helskindet tilbage til skyttegraven.

Efterhånden indfandt sig alle de kammerater, som ikke var alvorligere såret, mange blev liggende derude, både døde og hårdtsårede.

Vi så os om, der var tyndet slemt ud iblandt os, og franskmanden lod os ikke i ro, for inden vi kunne sunde os lidt over det, vi havde været
ude i, begyndte han en trommeild, der varede i 12 timer, helt til om aftenen, og hvordan det er at stå for det, kan vel kun krigsdeltagere forstå.

Der var intet andet at gøre imod dette helvedesvejr end at kravle ind i sin hule, og det gjorde vi. Jeg havde vel kun ligget her i et par  minutter, før der sprang en granat oven på min hule.

Jord og sten skred ned over mine ben, men overkroppen var fri. Nu var jeg glad for, at jeg tog min bajonet med tilbage, for den kunne jeg nu bruge som en spade for at befri benene. Det var også lige ved at lykkes mig, da granat nummer to kom og gik ned ved siden af den første.

Jord og sten, meget mere end første gang, væltede nu ned også på min overkrop, kun ansigtet og den ene arm var fri. Jeg var levende begravet.

Det var en frygtelig situation. Jord og sten trykkede på mine ben, på maven og brystet, så jeg ikke kunne trække vejret. Det var ikke til at holde ud. Jeg skreg, men ingen hørte mig.

Så resignerede jeg, trak med den frie hånd stålhjelmen ned over mit ansigt og ventede på døden. Den nyindførte hjelm, som kammeraterne grinte af, var dog med til at frelse mit liv. Jeg kunne høre, at små granatsplinter og shrapnelkugler trommede på den og – så besvimede jeg.

Et stort skrald i nærheden vækkede mig, og jeg skreg igen, stadig forgæves, og så var jeg væk igen.

Endnu en gang kom jeg til bevidsthed, og nu hørtes skriget. To soldater kom krybende hen til mig, og jeg hørte den ene sige disse ord: »Dem Kerl muss geholfen werden«.

Han gik tilbage for at hente hakke og spade, den anden blev hos mig. Så kom der igen en granat og skar benet af ham højt oppe, og da den anden, der havde taget en sanitetssoldat med, kom hen til os og så den første, der nu var død, sagde han: »Nun auch du, mein guter Freund«. Disse ord glemmer jeg aldrig.

Sanitetssoldaten hjalp med at grave mig fri og hjalp mig også hen i en anden hule, hvor jeg lå i flere timer uden at kunne røre mig; men der var ingen granatild lige i nærheden.

Efterhånden mærkede jeg, at den franske ild kom nærmere, og jeg hørte jo nok, hvad årsagen hertil var. Vor maskingeværrede var indbygget lige ved siden af min nuværende hule, og da der kom et granatstykke flyvende lige forbi mit øre, blev jeg opskræmt. Det var ikke så stort og var gået ind i hulens væg.

Jeg følte på det, det var varmt; men nu var jeg klar over, at jeg måtte ud, men hvorledes og hvorhen, thi benene kunne jeg ikke bruge. Så begyndte igen jordklumper og småsten at falde ned på mig. – Jeg måtte ud.

Hvor kan et menneske dog foretage det helt usandsynlige, når det gælder livet; thi blive levende begravet endnu en gang, nej, så hellere få en hurtig død ved en fuldtræffer i skyttegraven.

Jeg vrikkede mig på albuerne gennem graven og trak benene efter mig; det gik kun langsomt, og megen kraft var der ikke i mig mere, men det lykkedes mig omsider at finde en hule, hvor der allerede sad en kammerat. Han havde siddet her hele dagen, uden at der var sket ham noget, og han blev helt glad, da jeg kom vrikkende på mine albuer, dødtræt.

Her blev vi to til om aftenen, da trommeilden stilnede af, og da solen, der havde skinnet hele dagen, var gået ned, blev jeg og mange flere bragt til bryggerikælderen. Her så jeg en kær kammerat ligge, hårdt medtaget og uden bevidsthed. Jeg havde slet ikke set ham hele dagen, heller ikke ved stormen, og nu var det tydeligt, at han lå på det sidste.

Denne beretning har Hermann Hunger senere behandlet litterært. Den er bragt her på siden den 15. maj 2016.

DSK-årbøger 1966

Krigens forløb

22. maj 1916. Ved højde 304: “To flammekastere udspyede deres fordærv …”

Skriv en kommentar

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

Indtil den 21. maj havde jeg så vidt besejret den moralske svinehund inde i mig, at jeg fuldkommen rolig gik fremad til storm. Vejen, der bestemt ikke var lettere end ellers, forekom mig meget kortere end den 11. maj. Uden nogen indre uro gik jeg gennem spærreilden og ankom frisk og frejdig til 4. kompagni.

Den 22. maj om aftenen spyede så på et signal to flammekastere deres fordærv ind i de fjendtlige grave, og stormsoldaterne steg ud af deres huller. Det ene af disse mordinstrumenter fulgte jeg lige i hælene af.

Men hans beholder blev ødelagt af et geværskud, væsken flød ud over en såret franskmand, antændtes, og straks luede en mægtig flamme op i den natlige himmel. Ved at skovle jord på lykkedes det mig at slukke ilden. Sammen med nogle dygtige kammerater kastede jeg så mange håndgranater for fødderne af den fremrykkende fjende, indtil en underofficer og en mand havde tilintetgjort det franske maskingevær.

Ganske vist værgede vi fem mand os stadig fortvivlet, men vi måtte indse, at yderligere modstand var formålsløs. Efter en velrettet salve, der skulle gøre fjenden forbavset, vendte vi fjenden ryggen, så pinligt det end var.

Store resultater havde vi ikke opnået, men jeg vidste da nu, at jeg havde overvundet min angstfølelse.

Glad over min sejr hjalp jeg med at slæbe en såret til Malancourt og spadserede så hyggeligt mod Monfaucon.

Før jeg gik ind i denne landsby, holdt jeg en frokostpause i landevejsgrøften. Ved siden af mig sad min landsmand Jacob Sinn og lod sig mit smørrebrød smage. Desværre blev vor appetit ødelagt af en granat, der slog ned nær os og blandede en portion skidt i mit smør.

At lide heltedøden 10 km bag fronten forekom mig meget dumt, derfor anså jeg det for rigtigere at fortsætte min frokostpause uden for ildzonen.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016

Krigens forløb

21. marts 1916. Heinrich Jessen på vej til Mellemøsten

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. I begyndelsen af september deltog regimentet i kampene omkring Brest-Litowsk. Men han blev syg og tilbragte de følgende måneder på lazaretter i Tyskland.

Vi var 40 underofficerer og feldvebler i to hold, de fleste var officersaspiranter. Nu skulle vi til at tumle med maskingeværet, det er da pokkers mange dele i saadan et tingest, hver et havde jo sit navn; kommandoen var ogsaa anderledes. Vi havde jo ikke to aar til vor uddannelse, vi skulle helst være færdig i 14 dage.

Garnisonskommandanten holdt saa afhøring, det gik helt godt. Jeg fik derefter et hold paa 20 underofficerer og feldvebler til videre uddannelse. Der var ikke nogen anfordring fra fronten.

I slutningen af januar, kom der fra krigsministeriet forespørgsel om to befalingsmænd, som ville melde sig frivilligt til et særligt foretagende. Det skulle være folk med god uddannelse, god føring og som ikke havde været straffet. Hele uddannelsesmandskabet meldte sig. Jeg og en korporal blev udtaget, men hvad det var for et foretagende vidste vi ikke, vi skulle vente efter nærmere ordre.

Der gik saa nogle dage, saa kom der besked fra krigsministeriet at vi skulle møde i Berlin, her fik vi at vide hvad foretagende vi skulle deltage i. Vi skulle med en ekspedition til Mesopotamien.

Vi blev nu indkvarteret i Slottsgods kaserne, der kom flere fra alle verdenshjørner af Tyskland, vi var 150 mand ialt, flest befalingsmænd. Vor fører af ekspeditionsn var hertug Adolf Friedrich af Meklenborg, næstkommanderende kaptajn von Stylpnagel og grev Kanitz.

Vi blev nu inddelt i 4 maskingeværafdelinger, og en bjergfeltartilleriafdeling, med 25 mand i hver og en oberløjtnant som fører. Der var en tolk ved hver afdeling, det øvrige mandskab skulle danne etappe. Der var to overlæger som havde været flere aar i Afrika, de var godt kendt med tropesygdom og saa noget sanitetspersonale.

Først skulle vi allesammen til lægeundersøgelse igen, vi skulle prøve om vi kunne taale Chinin, det er nemlig modgift for malariafeberen. Vi var nu en mand for mange, der var saa to der skulle trække lod om hvem der skulle blive tilbage. Den ene var en feldvebel, en jøde, han græd han ville nemlig gerne med, man kan saagodt forstaa at han gerne ville ned og se sine forfædres land.

Jeg tror nok han stak den anden et par tusind mark for at trække sig frivillig tilbage. Men det kom jo heller ikke saadan an paa et par tusind mark. Han var nemlig fem gange millionær!

Nu var afdelingen jo inddelt, saa var det om at faa hele udrustningen samlet. Vi kørte i flere dage med lastbil til depoterne i Spandau og hentede varer. Hver mand blev udrustet med tre sæt tøj, alt nyt. To sæt kakhi og et sort uldent, samt linned og strømper, to par sko og en mægtig tropehjelm af kork. Fødevarer havde vi med til tre maaneder, mange kasser vin og medicin og andre medikamenter.

Hver afdeling var udrustet med fire maskingeværer, og hver mand med karabin og revolver. Artilleriafdeling med fire 3,5 kanoner. Altsammen til at skille ad, og der var nogle brædder med remme, hvor alt kunne blive spændt fast Det skulle jo være saadan at det kunne blive transporteret baade paa kamel og muldyr.

Og saa kom al den øvrige udrustning, saddel, bidsel og ammunition. Til hver afdeling et stort dobbelt telt, hver mand havde sin feltseng med madras og to dækkener, dertil kom saa samtlige kogegrejer.

Nu fik vi ogsaa lidt undervisning i tyrkisk og arabisk og de enkelte ord og tal skrev vi ned i en bog for bedre at huske dem. Hver enkelt mand fik nu fire dages orlov, for at tage afsked med. familie og venner, for det vil jo nok tage nogen tid inden vi kommer tilbage igen. Jeg tror heller ikke at vi allesammen ser vor hjemstavn igen.

I dag har vi d. 21. marts 1916. Klokken 12 aften drager vi afsted til det fjerne syden.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

27. februar 1916. Navarin: Stormen er i gang!

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen skal finde sted den 27. februar kl. 17:30.

Gråhvid hænger et uigennemtrængeligt kæmpegardin af røg, kridt og jord over den fjendtlige stilling. Dystert røde stjerner og glimt lyner uopholdeligt frem. Trampet i stykker, pløjet op og revet fra hinanden bliver den fjendtlige stilling.

Så! Kæmpeforhænget sætter sig i bevægelse, trækkes væk, scenen bliver åben. Kl. 17.30! ”Afsted!”

Som på den yderste dag spytter jorden sine mennesker ud. Tæt ved to tusinde grå mænd stiger ud af gravene.

Hvilket syn! De sidste fornemmelser af beklemthed forsvinder. Lige for lidt siden i de trange skulderværn så man fire mand til højre og 4 mand til venstre, det var alt, hvad øjet kunne overskue. Nu til højre og venstre den endeløse kæde af kammerater, alle besjælet af én vilje: ”fremad!”

Strækningen over til fjenden skulle foregå i løb, før spærreilden sætter ind, før han kan komme ud af sine dækningsrum.

Overraskelse og overrumpling er væsentlig. Jorden er fedtet og rodet op. Trådstumper stikker op som slanger og vikler sig om benene. Derfor går det efter et kort løb over i skridtgang. Men det franske artilleri er vågent. Flyvere havde afgivet melding. Et halvt minut efter udfaldet sætter den franske spærreild ind.

Stormkompagnierne undgår den. Transportgrupperne, så vidt de ikke straks går med de første bølger, bliver beskudt og holdt nede i skyttegraven. Først en time senere kan de gå frem.

De første bølger har nået den fjendtlige skyttegrav.

Pigtrådsspærringen er på de fleste steder skudt i stykker og rullet op i klumper. Til venstre sætter et maskingevær ind; skuddene går for højt.

Skyttegraven. Et ødelagt maskingevær. Døde. Ingen modstand. Da, på højre fløj! 12. kompagni studser. Franskmændene kommer imod dem i store mængder. Er det et modangreb?

Ak nej, det er fanger, som med hænderne i vejret har overgivet sig. Stormbølgerne trænger længere frem i skyttegravene og hen over dækningerne. Stadig ingen modstand. Skyttegrav nummer to bliver overskredet og nummer tre nået. De er kun lidt beskadiget af vort artilleri.

Her finder man de store dækningsrum. Et kraftigt Hurra eller ”Overgiv jer!” bliver skrålet ned i dem, og snart vælder det ud af jorden med fanger, delvis strålende af lykke over, at plagerierne nu får ende. Nogle råber ”Gud ske lov”!

Det drejer sig om 19. og 26. jægerenhed. De lader sig uden modstand føre bort.

I et begyndende mørke bliver der nu sørget for kontakt igen. Ikke uden vanskeligheder, for 7. kompagni havde ikke rigtig kunnet finde vej i det sønderskudte og oprodede terræn og var trængt frem 100 meter længere end den befalede linje. I mellemrummet mellem 7. og 5. kompagni havde en deling fra 13. fordelt sig.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

Krigens forløb

8. oktober 1914. Kampene ved Aisne: “Rundt omkring mig faldt de som Harer!”

1 kommentar

Senest ændret den 13. februar 2016 21:36

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Kampene ved Aisnefloden.

… For ca. 3 Uger siden overskred vi Floden Aisne. Der var imidlertid vist meldt “stærke kræfter kommende fra Paris”, thi vi trak os langsomt tilbage over Aisne igen, fulgt i Hælene af Franskmændene.

Ca. 15 Km. paa den nordlige Side af Aisne gjorde vi Holdt og gravede Skyttegrave. Det var Fredag den 11. September. Vi laa saa i Skyttegraven til den 13. Septbr. om Aftenen. Da kom der Melding at Fjenden havde trukket sig tilbage, og vi skulde saa følge ham. Det var begyndt at blive mørkt, da vi brød op, vi skulde igennem en Skov, marcherede sluttet ad en Vej med en Sikring forude. Pludselig kommer der Ordre, at Bajonetten skal sættes paa, der staar en Række Franskmænd og spærre Vejen. Vi raaber “Hurra” – Bøssen var efter Ordre fra Majoren tom – , men Franskmændene lod sig ikke kyse og skød ind i vor Marchkolonne. Her var det Hans Ries blev saaret, sammen med ca. 30 andre. Vi bøjende saa, efter at Franskmændene langsomt havde trukket sig tilbage, af til Højre og kom igen i Berøring med Franskmændene. De skød paa os som rasende, og vi maatte trække os tilbage. Her saaredes Th. Rosenvold, som var med en Transport af Fanger.

Det var sent Nat, da vi igen kom til vore gamle Skyttegrave. Saa opklaredes det, at vi slet ikke skulde have være saa langt frem, men at vor Bataillon ved at have tabt Forbindelsen med Regimentet var kommen midt ind i den franske Hovedstilling. Vi var glade, at vi endda saa nogenlunde var sluppen godt fra denne farlige Ekspedition.

For mig var Dagen meget trist. jeg havde mistet mine bedste Kammerater Hans Ries og Thorkild Rosenvold. Vi blev saa liggende i Skyttegraven fra den 13.-20. September. Hver Dag fik vi heftig Artilleriild. 15 Meter fra min Plads slog en Granat ind og dræbte en Nordslesviger ved Navn Bjerning, han skal sidst have haft Forretning i Graasten. Desuden saaredes fire andre. Ja, de ti Dage der, dem glemmer jeg aldrig. Tændstikker var saa knap, at vi slog Flasker i Stykker for at faa Ild. Cigarer og Tobak var næsten ikke til at opdrive. Jeg fik nogle Cigarer, det var en Livsoplevelse. Vi var glade, ja meget glade, naar vi havde nok Brød; at faa noget til at smøre paa det, kunde der naturligvis ikke være Tale om. Der var Dage, vi kun fik tre Skiver Brød.

Saa kom Søndag den 20. om Morgenen Klokken 5 skulde der angribes over hele Linjen. Det var endnu mørkt, da vi brød op. Skoven foran os var før Tiden bleven heftig beskudt af vort Artilleri, vi vidste, at der var Maskingeværer i Skoven, men haabede, at de tildels var ødelagt af vort Artilleri. Vi gik saa frem imod Skoven. Et Par Skud faldt saa, men ramte igen, saa vidt jeg kunde se, men da vi var naaet lidt længere i en Dal mellem ti Skovstykker, fik vi heftig Maskingevær- og Infanteriild fra alle Sider. Vi kunde ingen se, nogle af vore Afdelinger var længere fremme, andre længere tilbage, at skyde ud i det blaa var farligt. Rundt omkring mig faldt de som Harer. Jeg krøb ind i et lille Skovskytte, laa ganske rolig der. Hele Tiden skød Maskingeværerne. Da det begyndte ar blive lyst, saa jeg kun 6 Mand af vore i min Nærhed, som ikke var saaret. 10 Skridt bag mig laa Franskmændene endnu i Skyttegravene, men de kunde ikke se mig for Skovskyttet. Jeg laa ganske stille med Hovedet ned i Moradset. Klods op af mig laa der en Saaret. Han havde et Skud i Hovedet og stønnede og rørte sig. Følgen var, at Franskmændene skød; han fik et Skud gennem Brystet og var død.

Det var en farlig Stilling at ligge i. Alt Haab om at slippe bort herfra, havde jeg opgivet. Da pludselig hører jeg vor Forstærkning komme. Det var mig som en Drøm. Jeg stod op og pjask vaad og af Udseende som en Klaods Jord slutter jeg mig til Flokken. Franskmændene havde nu til Dels trukket sig tilbage ud af Skoven. Man hørte dog endnu enkelte Skud falde inde i Skoven. Men ved Skovranden laa vore Soldater strøede som Neg. Hele Skyttelinjer var nedmejede af maskingeværerne. Men mange havde ogsaa maattet bøde med Livet. De laa Side om Side inde i Skoven.

Det regner uafbrudt. Hvad der tilovers, bliver samlet, men saa faar vi hæslig Granatild, og vi strøes ud igen. Efter i nogen Tid at have staaet i Dækning kommer jeg ind i Skyttelinjen paa en Høj. Her ligger vor 12. Kompagni og jeg slutter mig dertil. Paa en Høj over for, 900 Meter fra os, ligger Franskmændene i Skyttegravene; det er en anden Linje, de har, Maskingeværerne knatrer og Kuglerne piber. Vort Artilleri underrettes om Stillingen og begynder en heftig Beskydning. Paa en Gang stormer Franskmændene ud. Vore Granater og Shrapnells piber dem om Ørene. De falder i Skarevis, for saa vidt de ikke har faaet Dækning. Vi drager et Lettelsens Suk, nu er de da endelig borte. Vi gaar videre frem gennem et sidste Skovstykke. Men nu begynder det at mørknes. Hele Regimentet samles i en Dal. Men der er ikke meget tilbage deraf. Majoren fra Bataillonen i Sønderborg er skudt af en Sort fra et Træ (de Sorte sidder for de meste i Træerne og skyder derfra; det maa jo være noget der anvendes i Kolonierne; vi anvender det aldrig.)

Næste dag ordnes Regimentet efter at have gravet Skyttegrave et Par Kilometer fra de gamle …. Der er falden og saaret mange, mange Nordslesvigere. Jeg hører, at Thomsen, Sønderport – Hans Harder har Skydetelt, han er ved 8. Komp. -, og at begge Duus’ er saaret. Birck skal være saaret. Post Schmidts Søn saaret. Men man hører dog endnu meget Dansk her.

Vi ligger nu i Skyttegraven igen. Har indrettet os efter Forholdene godt Leje. Jeg er den ældste Underofficer i 7. Komp., som er i Fronten. En Løjtnant fører 5., 6., 7. og 8. Komp., og det er løjtnant R. fra Tating ved Ejderstedt. Han er en ganske ualmindelig flink Mand. Han har været ved 7. Komp. i den første Tid, men saa fik han 12. Komp. en Tid lang. Jeg deler  leje med Løjtnanten, og vi har det som Kammerater. Naar det regner paa Præsten, drypper det videre, paa Degnen, og jeg lader det dryppe videre, saa godt jeg kan.

I Dag er det smukt Vejr. Jeg fik mig igen efter ca. 16. Dages Forløb lidt vasket med et Bæger Vand. Det var dejligt. Skidtet havde lagt sig i et helt Lag over Hænderne og Ansigtet.

Ved den bitre Kamp har vi opnaaet, at Franskmændene er kommen ud af Skoven, de er smidt ud af den gamle Stilling, men vi er ikke naaede langt frem, thi vi er vel for faa til at optage en Forfølgelse. Der ymtes om, at de daglige Kampe her er en Del af den afgørende Kamp. Men Afgørelsen træffes jo i Reglen paa en af Fløjene. Her har Franskmændene ogsaa samlet store Troppemasser. Vi har faaet Forstærkning af et …… Korps og af …. Korps. Til Højre for os ligger endnu … Reservekorps. men de daglige Kampe gør os trætte.

Det begynder at blive koldt om Natten. Halmen er delvis forsvunden fra Markerne. Vi ønsker bare nogenlunde vejrligt, saa gaar det altsammen nok. “Der er dem der har det værre, skal I altid tænke”, sagde en højere Artilleriofficer en Aften til os. Det var sande Ord. Vi har i Dag fundet et Par Franskmænd, som havde ligget saaret i fem Dage.

Ja, jeg har oplevet og set meget, skulde det blive mig forundt at ses med Jer igen i min Hjemstavn, saa vil jeg sidde i Kakkelovnskrogen og samtale med Jer. Men endnu har jeg meget at gennemgaa. Men jeg betragter mig som ført af en højere magt. At jeg er kommen godt igennem alt dette, er et Vidunder.

Chokoladen og Cigarerne, som I sender, er saa velkomne, at jeg næsten ikke kan udtrykke min Tak derfor med Ord.

I Fangenskab.

Etaarig Frivillig H. Pfitzner fra Flensborg, blev saaret i Slaget ved Esternay. Hans Forældre har nu først efter 4 Ugers Forløb hørt fra ham. Han befinder sig i Moni-de-Marson, hvoor den lærde Skole er indrettet til lasaret, og hvor der ligger omkring ved 1000 Saarede. Pfitzner skriver, at det gaar ham godt, og at der ikke er noget at indvende mod Forplejningen. Han blev saaret den 7. September.

Der findes, tilføjer “Fl. Nordd. Zeit.”, mange Familier i Flensborg, som ikke i længere Tid har hørt fra deres Paarørende i Felten. Det er meget muligt, at de er i fransk Fangenskab, og det er maaske ikke altid saa let for de Saarede straks at underrette deres Paarørende om, hvor de opholder sig.

Aabenraa, Torsdag.

Med i mange Kampe. Om Overlærer Røwerkamp fra Aabenraa, der som nævnt er falden i Frankrig, meddeles i tyske Blade: Røwerkamp havde deltaget i 8 større Slag og mange Fægtninger. 4 Heste var skudt væk under ham. Tilsidst benyttede han en engelsk Fuldblodshest, som var blevet taget fra Englænderne. Han udmærkede sig under Stormen paa en befæstet Høj, hvorpaa en Maskingeværafdeling havde taget Opstilling. En anden Gang tog han personlig 2 Zuaver til Fange.

Hestemønstring. I Morgen Formiddag Klokken 7 udtages der paa Kvægtorvet Heste til Militærbrug. Alle ved sidste Mønstring i Listerne indførte Heste fra Aabenraa Amt skal fremføres.

 

Krigens forløb

20. september 1914: “Hertil og ikke længere!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 5. februar 2016 14:48

Af Regiment 86’s historie:

Den 20. september, kl. 5 om morgenen. Øsende regnvej, det første daggry. Artilleriet fyrer løs med alle kanoner, et ildoverfald på 15 minutter. Et uhyggeligt og samtidig smukt skuespil, når granaterne trækker deres lysende bane i mørket.

Kl. 5.15 træder regimentet an, igen med afladede geværer, den sidste gang med vajende faner.

De første franske skyttegrave bliver indtaget med hurraråb. Videre.

Da bliver II bataljon taget under rasende infanteri- og maskingeværild fra skovhjørnet nord for Autrêches, og der rives huller i skyttekæden. Men endnu lever den gamle angrebsånd. Skovhjørnet bliver indtaget.

Med hurraråb trænger II bataljon ind i den tætte bevoksning. Den er stærkt besat, franskmændene rækker hænderne i vejret og lader sig tage til fange. Da indtræder der en misforståelse. Artilleriet havde i morgengryet ikke kunnet iagttage stormløbet mod skoven. I mellemtiden er det blevet lysere, de ser nu tilfangetagne franskmænd strømme ud af skoven i tætte kæder, tror, at det er et modangreb og tager igen skoven under beskydning. Således går II bataljons fremrykning foreløbigt i stå.

(fortsætter under billedet)

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

Til højre har III bataljon ikke nogen skovbevoksning at forcere og kommer således bedre fremad. Den går gennem en dyb skovslugt og er allerede klatret op på højderne på den anden side, da den kommer under en forfærdelig ild. Forfra, fra højre og fra venstre slår ilden ind i kæderne. Kommandøren, major von Meding, falder med et brystskud og med ham mange af hans tapre folk.

1914-09-20 Medings_mindetavle
Mindetavlen over von Meding

Major von Burstin overtager kommandoen. Det viser sig, at bataljonen er kommet for langt frem. 17. division til højre og II bataljon til venstre er endnu langt tilbage. Det nytter ikke noget, bataljonen må vende om. I march og i god orden går man tilbage og renser så lige skovslugten på tilbagevejen.

De bagved kommende landeværnskompagnier bliver på grund af tilbagemarchen et kort øjeblik grebet af panik. Ved vejen Autrêches-Audignicourt samler bataljonen sig igen til videre fremrykning. I mellemtiden har artilleriet forlagt sin ild fremad, og nu kan også II bataljon igen komme fremad. Sammen rykker de to bataljoner frem.

Hen mod kl. 4 eftermiddag er angrebsmålet, landevejen Autrêches-Moulin, nået og dertil endda landevejen til Vic. Da kommer regimentet for anden gang under sin egen artilleriild. Det må gå lidt tilbage og graver sig ned bag vejen Ticlet-Baut de Vaux med front mod sydvest.

Dagen var utvivlsomt en succes. Angrebsmålet var nået. 519 tilfangetagne, et felttegn (fane) og to maskingeværer var dagens bytte.

Fjenden havde følt den tyske angrebsånds ubrudte styrke; hans illusion om at kunne forfølge den modstander, han havde anset for at være slået, helt til den tyske grænse og længere var grundigt bristet.

Hertil og ikke længere! Dermed måtte han fra nu af affinde sig.

Men succesen var dyrekøbt. 3 officerer og 90 mand var døde, 5 officerer og 174 mand sårede, 142 savnede. Regimentets kampkraft var stærk decimeret. Mangt et kompagni var skrumpet til en tredjedel og en fjerdedel af sin kampkraft. Manglen på førere nødvendiggjorde en yderligere sammenlægning til 5 kompagnier.

Nyheder

3. september 1914. Blodbad i Chateau Thierry: Fransk regiment udslettet!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 26. juli 2017 10:35

Af Füsilieregiment 86’s historie:

Det detachement, der var sendt i forvejen, havde fundet byen ubesat og havde så ved mørkets frembrud sikret sig mod overfald. Ved enden af den snorlige hovedgade havde man i en have opstillet kanonerne i en lurestilling, og husene i nærheden havde man besat tæt med infanteri og maskingeværer. Kort tid efter mørkets frembrud drejer pludselig et fransk infanteriregiment i sluttet kolonne om hjørnet, syngende og uden sikring.

En ubegribelig letsindighed!! Artilleri og infanteri lader dem komme helt tæt på, og så bliver der fyret. To granater samt infanteri- og maskingeværskud pløjer sig ind i den tætte kolonne. Virkningen er forfærdelig. Husmure styrter sammen, og i gaderne hober sig lig op, nogle kvæstet til ukendelighed. Kun ganske få lykkes det at nå over på sydbredden.

86’eren H.C. Brodersen fortæller:

Vi saa Bunker af døde, civile liggende blandt de uniformerede. Afrevne Lemmer laa spredt blandt de sønderskudte Mennesker, og Blodsprøjt havde farvet Mure og Vinduer.

Det var et frygteligt Billede af Ødelæggelse, og aldrig vil det gaa af min Erindring.

Marnebroen var barrikaderet med Benzintønder, men der blev skaffet Adgang ved at kaste dem i Vandet. Videre blev vi ført op ad de stejle Skraaninger paa den anden Side af Marne, og nu ligger vi her i en Vejgrøft, hvor der til venstre staar en Vejviser med Paaskrift: „Metz, 254 Kilometer. Paris 72 Kilometer!”

1914-09-03 Chateau Thierry
Chateau Thierry

 

Krigens forløb

23. august 1914. Mons: “Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker”

3 kommentarer

Senest ændret den 16. juli 2016 13:42

Peter Aarup, Hammelev, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” nr. 84, 5. kompagni. Regimentet led svære tab i slaget ved Mons

Den vilde Jagt gennem Belgien standsede den 22. August. Vi laa i Bivuak i en lille Landsby foran Mons. De engelske Tropper havde besat Byen, og de engelske Flyvere var i Luften for at kontrollere vore Bevægelser.

Om Morgenen, Søndag den 23. August, mærkede vi nok, at der var Optræk til et eller andet. Vi marcherede hen over en stor, grøn Græsmark over imod en Skov paa den anden Side af Marken. Der laa der en Gaard eller noget lignende, og der var Masser af Høns og Ænder, som vi havde Appetit paa; men vi fik andet at tænke paa.

Kuglerne peb allerede i Trætoppene, og jo længere vi kom frem, des værre blev det. Vi kom forbi et Teglværk; foran dette laa der en Række Arbejderhuse, og i Kældrene sad Beboerne gemte …

Byen Mons ligger lavt, og en Kanal løber foran Byen. Bagved denne er der en Gade med Huse. Oppe i disse havde Englænderne lavet Skydeskaar. Der var ingen Mennesker at se, men da vi gik frem over den aabne Mark, blev vi modtaget af et kraftigt Skyderi.

Vi skulde forstærke den Skyttelinie, der var sendt foran os, men det viste sig, at de alle var saarede eller faldne. Vi erfarede senere, at Englænderne alle var gamle Kolonitropper, nogle med ti Aars Tjenestetid bag sig.

Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker. Vi var syv Sønderjyder i min Gruppe. Vor Gruppefører var Lærer Petersen fra Jegerup, alle var vi unge Reservister. som var blevet indkaldt den 4. August.

Den første, der blev saaret i vor Gruppe, var Jørgen Mikkelsen fra Hammelev. Han fik et Skud i Skulderen. Saa kom Turen til Lærer Petersen. Han blev ramt af to Skud i Armen. Derefter kom Turen til Hans Toft fra Jernvedlund; han blev ramt i Lungen. Den næste var min Sidemand, Mads Jessen fra Hoptrup. Han fik et Skud i Benet. Vi raabte: »Mads, bliv liggende!« Men han ville i Dækning ved et Hus foran os. Da han vil de rejse sig op, blev han desværre ramt i Hovedet. Han faldt.

Vi var efterhaanden kun fire tilbage. Det lykkedes os at komme frem til nogle Jernbane-sveller ved Banen, som gik ind til Mons. Vi fire, som slap fra det denne Gang, var Johannes Andersen fra Styding, Peter S. Paulsen fra Skovby, Peter Petersen fra Rejsby, og jeg. – Johannes Andersen og Peter Petersen kom senere under Marneslaget i engelsk Fangenskab.

Da vort Artilleri omsider kørte op, standsede den engelske Modstand. Vi gik igen frem. Foran os førte en Drejebro over Kanalen. Broen var aabnet, men en lille Tysker sprang i Kanalen, svømmede over den og fik Broen lukket.

Saa kom der Gang i Foretagendet. Vi var de første, der kom over.

Paa Bropillerne havde de Maskingeværer staaet, som havde taget saa voldsomt imod os. Nu laa baade Mænd og Materiel spredt til alle Sider. Det var første Gang, jeg havde været med til at møde saa kraftig Modstand.

Det var hen paa Eftermiddagen, og der var 30 Graders Varme. I de engelske Stillinger stod endnu den varme Middagsmad: men der var ingen af os, der havde Tid eller Lyst til at spise den … Nogle af Englænderne var hoppet i Kanalen, da det tyske Artilleri begyndte at skyde. Nogle havde kun Hovedet over Vandet; men nu blev de hjulpet op og gik i Fangenskab. Den vilde Jagt gik videre …

Jeg blev Vidne til noget, jeg aldrig glemmer. Byen var skudt i Brand. Af og til maatte vi passere Gaderne i Løb. En lille Hund kom ud fra et Hus. En Soldat ramte den med Geværkolben, saa den hylede. Da kom en ung Kvinde ud af Døren. Hun vilde vel frelse Hunden, men hun havde en Kniv i Haanden, kanske havde hun været ved at skrælle Kartofler, Da en Sygebærer saa Kniven, fik han saadan et Chok, at han i sin Forfjamskelse trak sin Revolver frem og skød Kvinden. Det viste sig, at hun var højgravid. Det var Krigen i al dens Gru …

En tysk Kaptajn sad lænet op ad en Mur med Hovedet indbundet. Her laa en død og der en saaret spredt ud over Slagmarken. Trods det blev der raabt »Singen!« Jeg troede, at man da var blevet fuldstændig tosset. Der var dog ingen, der adlød.

Vi kom ud af Byen, men næppe var Officererne kommet til Hest, før vi blev mægtigt beskudt ovre fra en Fabriksbygning. Vi kom ned i en Fart, men enkelte blev ramt i Benene, fordi de løftede dem for højt i Vejret, da de smed sig ned. Jeg blev nysgerrig og løftede Hovedet lidt for at se, hvor Officererne til Hest var blevet af. Jeg saa ogsaa et Glimt af dem ca. 7-800 Meter borte. De forsvandt bag en Husrække.

Vi blev liggende et Stykke Tid og marcherede saa videre i den Retning, hvor Rytterne var forsvundne. Det varede heller ikke længe, inden de paa ny havde indtaget deres Pladser foran Kompagniet. Vi kom ad en anden Vej ud af Byen.

Vi studsede, da vi saa en Samling Mennesker, civilister, flere Hundrede, drevet sammen paa en Mark. Vor Major raabte og skreg som en vild. »Hvad skal man lave med saadan en Bande! Skyde dem alle til Hobe!« raabte han.

Han kom dog paa bedre Tanker … Under Marneslaget vilde han ogsaa storme det hele, men da tog Franskmændene ham ved Vingebenet. Han kom nemlig i Fangenskab og kunde herefter ingen Ulykker lave …

Henad Aften kom vi saa i Bivuak syd for Mons, Vi kravlede ind i nogle Rugskokke. Min Sidekammerat, P. Paulsen. var i al den Hurlumhej kommet bort fra os. Vi fandt ham dog, men hans Tornyster, Overfrakke og Dækken var og blev borte. Hans Svoger, Johs. Andersen, og jeg puttede ham ned imellem os, saa han kunde holde Varmen.

DSK-årbøger, 1963

Krigens forløb

23. august 1914. “Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 31. januar 2016 21:24

Sønderjyden “Chr.” fra Infanteriregiment 84 “von Mannstein” fortæller om slaget ved Mons:

Værre var det ved Mons, hvor vi havde det næste, men mere alvorlige Sammenstød med Fjenden 23.-24. August. Ved Mons var det Englænderne, vi kom i Kamp med.

Det blev en haard og for 84erne meget blodig Kamp. Englænderne ydede haardnakket Modstand. De forsvarede paa vort Afsnit en Bro, paa hvilken der var opstillet flere Maskingeværer, der uafbrudt holdt Terrænet under Ild. 2. Batl. blev sat ind ved Middagstid.

Vi laa paa en Eng og var paa det Tidspunkt i anden Linje. Foran os i første Linje var 3. Batl., hvis Kompagnier befandt sig i en meget udsat og meget farlig Situation. De engelske Maskingeværer beherskede hele Landskabet, der var temmelig fladt og saaledes ikke bød Spor af Skjul for vore Folk.

Foran vort Kompagni laa 10. Det havde taget Stilling langs med en Vejkant, og det var nu vor Opgave at rykke frem til Undsætning for det haardt medtagne 10. Kompagni.

Da vi naaede frem, mødte der os et grufuldt Syn. Hver Mand laa paa sin Plads i Skyttekæden med Ansigtet i Jorden — døde. Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer, som fra et fortrinligt Stade paa Broen havde kunnet meje hele Rækken ned, inden disse med deres Enkeltmandsgeværer havde kunnet yde nævneværdig Modstand.

Kampen fortsattes forbitret og længe, indtil det tyske Artilleri langt om længe naaede frem og tog Broen under Ild, saa først maatte Englænderne forlade Stillingen; men da havde de ogsaa ryddet godt op i vore Rækker.

De trak sig tilbage gennem Mons, hvor de spærrede Gaderne med Barrikader, for at hindre os i at følge alt for hurtigt efter. Da vi naaede ind i Byen, var de borte; men længe kunde det ikke være siden, thi de Bøffer og den Suppe, de havde efterladt sig var endnu ikke helt kold. Den blev det heller ikke, for vi spiste, hvad der var.

Nimy broen ved Mons

 

Nyheder

20. august 1914. Jeppe Østergaard i slaget ved Gumbinnen

Skriv en kommentar

Senest ændret den 31. januar 2016 18:03

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten.

Dagbogen 20—8—1914.

Marcherede østpå den 19. til kl. 12 nat. Så får hver ½ liter bouillonsuppe, og det kunde gøres behov, thi den 18. fik hver kun 2/3 kg brød, og først den 21. aften blev der atter uddelt. Efter næppe 2 timers hvil i vejgrøften går det med tornistren på ryggen videre frem.

Snart høres kanontorden i nordøstlig retning, dog vi kommer omtrent helt på højre fløj. Kl. 5 piber kuglerne, og nu følger en kamp så fortvivlet, så fuld af smertelige og skrækkelige scener, som jeg aldrig havde troet.

Forvovent går vi frem som sidst. Vi må naturligvis angribe russernes stærkt befæstede stillinger. I stormløb tages den foran liggende by. Så kommer en slugt, hvor et åløb kringlede sig igennem. I vandet og på skrænterne gøres holdt, thi 100 m foran os, men 20 m højt går en chausse, fra hvis vejgrøft man fyrer på os. De må først bringes til tavshed af artilleriet.

Atter frem. Skjult bag træer og buske står en flok russere. Alle våben er kastet bort, man holder hænderne i vejret. Mange er dyriske og rasende nok til endnu at fyre mod den værgeløse flok. I største ophidselse skreg jeg: „Ikke skyde“. Andre stemte i med, og man tog dem til fange. I grøften lå endnu andre, tilsammen ca. 100.

Videre frem over åben mark faldt mange i en heftig geværild. En grøft nås, hvor vi hviler et øjeblik, mens kuglerne piber og shrapnellerne dundrer. Af en ret stor flok er nu kun 8 tilbage, og de første 50 m løb falder jeg og en enårig,*) han et strejfskud ved hovedet, jeg let såret i låret. På alle fire tilbage til grøften, såret foreløbigt forbunden og et øjeblik ro.

Lidt senere kommer løjtnant Leopold tilbage uskadt. Han havde tilsidst kun haft een mand, var så kommen mellem egen og fjendtlig maskingeværild, og det blev for varmt.

Vor fremgang var bragt til standsning, heftig var geværilden, maskingeværerne knatrede, men det russiske artilleri, som stod i yderst stærkt befæstede stillinger og i antal var vort langt overlegen, skød det sønder og sammen. Alt var nøjagtig beregnet forud, og så snart et skyts vilde køre i stilling, blev det modtaget med kanonsalver, og næsten hvert skud ramte. Det hed sig senere, at franske officerer havde ført kommandoen.

En tidlang var der vild ophidselse. Artilleriet beskød hinanden gensidigt, artilleriet skød på os, vore rækker kom indenfor de egne maskingeværers virkningsfelt. Ved 3 tiden forstummede vort artilleri.

Mod fjendtlig forskanset artilleri er infanteri magtesløst, og det kom til en vild flugt. Mange smed tornistren, ingen hørte på kommandoord. Enhver hastede tilbage. Mange hårdtsårede blev liggende, thi sygebærerne kunde langtfra overkomme alt. Der bød sig skrækkelige scener, som jeg vil lade ligge. Hjalp de sårede en del og gik tilbage midt i shrapnel- og granatregn med en „sognefogeds stok“ i den ene hånd og geværet i den anden.

Man prøver på at opholde de enkelte og samle resterne. På et højdedrag gøres holdt. Front mod fjenden. Primitive skyttegrave udhæves, men mod var der ikke mere. Alt var kastet hulter til bulter, over halvdelen faldne og sårede, deriblandt vor major.

Da artilleriet forfølger os, og dets varer slår ned i rækkerne, går det atter tilbage. For anden gang prøver man at samle tropperne. Første armékorps angriber nu fjenden i flanken, og han bliver ude af stand til at fortsætte forfølgelsen. Senere gik vi endnu længere tilbage. Fra om aftenen kl. 6 med to timers hvil i grøften havde vi gjort stærkt anstrengende march og været i forfærdeligt ophidsende kampe. Alle var dødtrætte og sultne. Ingen mad fik vi og i to dage intet brød.

Divisionen samles omsider på et højdedrag. Der graves skyttegrave, og i disse tilbringes natten. Hele himlen mod øst er luerød af mange hundrede brande. Men over os står stjernehimlen rolig og klar. Her alt omskifteligt, over os det faste, evige.

*) Akademikere, lærere og andre med eksamen fra højere Skoler kunde slippe med 1 års militærtjeneste.

Kosakker
Kosakker beskydes af tysk artilleri
Nyheder

12. august 1914. Jeppe Østergaard: “Kosakkerne smurte haser!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 30. januar 2016 12:01

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde tjeneste ved 5. grenadérregiment i Danzig. Den 12. august 1914 fik han sin ilddåb mod russiske kosakker.

Efter hviledagen igår blev vi kl. 10 jaget ud af teltene, lå et par timer ude marchberedte, går atter ind i teltene, men efter et øjebliks forløb må teltene afbrydes, og kl. 1 går det gennem Soldau mod grænsen. Sikret til alle sider gennem kavalleripatruljer blev vi dog overrasket af geværild ved 5 tiden. Straks kommer løjtnant Steig fra maskingeværkomp. ramt af et strejfskud i højre lårben. Jeg var ganske rolig. Den halve time, vi endnu lå i den sluttede kolonne, benyttede jeg til at spise et stykke brød og en ende pølse.

Russerne skyder slet ikke dårligt, men deres stilling var også udmærket på et højdedrag med eng og sump foran, som vi måtte igennem. Til alt held fandt vi en grøft, hvor der var dækning.

Kuglernes „iss“ lød tæt over vore hoveder, og vi kunde ingen fjende se. 1. komp. foretager en omgående bevægelse, griber fjenden an fra højre flanke. Vi går trods alt frem, får forstærkning, og russerne trækker sig tilbage til skoven.

Mens vi der går frem, kommer jeg ind i maskingeværild, og det var mindre hyggeligt. Liggende plat på maven og hovedet fladt mod jorden forholder jeg mig afventende. Til alt held griber artilleriet med 3 batterier ind i fægtningen. Dets velrettede granater eksploderer præcise, og kosakkerne smurte haser.

Da vi går videre frem, ser vi først, hvor glimrende deres stilling i virkeligheden var. Foran os lå store sumpe med en å, som vi alle måtte vade igennem. De kunde der have skudt os ned hver og een. På deres rappe heste er de forsvundne og indtager en ny stilling bag et højdedrag. Nu understøttes de også af deres artilleri.

For anden gang kom jeg ind i maskingeværilden, værre end første gang. Kuglerne peb så tæt, så jeg et øjeblik så op, om det var kugler alene eller en flok forskræmte spurve.

Senere kom vi en gang fjenden så nær, så granaterne fra vore egne og de fra fjenden eksploderede over vore hoveder. Kosakkerne, som i tal var os langt overlegne, trækker sig skyndsomst tilbage til Mlawa. Vi samler os efterhånden. Den hele træfning havde varet en 4 timer og nærmest lignet en klapjagt på den 10-12 km lange strækning.

En flyver, som bragte værdifulde meddelelser, bragte meldingen, at 5 fjendtlige regimenter var i anmarch. Overmagten var for stor. Vi går tilbage til tysk jord til bag Illowo. Men ikke en kosak forfulgte os, ikke et skud blev løsnet.

Om aftenen går gennem byen et sørgeligt tog. De døde og sårede kommer. Vort komp. har 4 døde, deriblandt min kære ven Sorgenfrei og Fischer, som jeg også satte megen pris på. — Krigen er forfærdelig.