Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 bliver kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.
I Sieg-dalen marcherede regimentet videre sammen med divisionen. Den 6. december var det i Weidenau ved Siegen, så overskred man Rothaar-bjergene. Ved denne march blev regimentsbagagens heste udmattet til det yderste. Nogle måtte skydes, andre blev solgt billigt eller simpelthen efterladt.
I de følgende 14 dage marcherede regimentet i området omkring Eder og Fulda, den 20. december nåede man Kassel. Her kunne divisionen endnu opleve et opløftende øjeblik. Ved slottet Wilhelmshöhe havde divisionen den ære at marchere forbi sin feltherre.
Som en kriger fra fortiden ragende op over sine omgivelser stod generalfeltmarskal von Hindenburg ved vejen. Klart og tydeligt lød hans ”God morgen, kammerater!” ud over kolonnerne. Den, der på denne dag så feltherrens ærefulde hoved, vil aldrig glemme synet af tilbageholdt smerte i de strenge træk.
Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af oktober måtte Eskilden og hans mænd skifte stilling op til flere gange. Franskmændene pressede hårdt på. Det er også på dette tidspunkt at Prins Max af Baden bliver rigskansler.
Den 1. Oktober, Kl. 1 om Morgenen, marcherer vi af Sted, i Ilmarch nordpaa. Vejen ligger under Ild.
En Kaptajn og en Læge dræbes lige bag os; men vi naar heldigt vor nye Stilling ved Aisne-Marne-Kanalen, omtrent 10 Kilometer Nordvest for Reims. Hele Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.
Den 2. Oktober falder St, Quentin, næste Dag Lens, Hjørnet ved Laffaux rømmes.
I Tyskland syder det.
Grev Hertling træder tilbage, Prins Max bliver Rigskansler, med den Opgave at hidføre Vaabenstilstand og Fred.
Hvad ved vi om Hertling og Prins Max?
Vi aner intet om, at Ludendorff har tabt Mod og Besindelse, og at Hindenburg og han den 28. September meget bestemt har krævet Vaabenstilstanden.
Vi har at holde vor Stilling, og den holder vi, hvor haardt end Franskmændene maser paa. Natten mellem den 4. og 5. Oktober opgives ogsaa Kanalstillingen.
Vi trækkes tilbage til en ny ved Floden Suippes. Lysraketter og brændende Landsbyer lyser for os, mens vi marcherer de 10 Kilometer tilbage.
Staben tager Ophold i den smukke og næsten uskadte By Avaux ved Aisnefloden.
Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær. Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.
Vi modtoges her [i Metz] den 12/11 af Officerer fra Hovedkvarteret og blev indbudt til Frokost hos Generalfeltmarskal Hindenburg. General Hindenburg bebor en meget jævn og enkel Villa i Byen, beskeden i Sammenligning med de Bolige, Generalerne langs Fronten benyttede. Ved vor ankomst til Villaen modtoges vi af og blev forestillede for Operationsafdelingens Officerer, ca. 40 i alt, som vi forsamlede her. Efter en kort Ventetid kom Ludendorff ind. Han er kun ca. 50 Aar gammel. Han hilste venligt, men afmalt, gjorde et noget reserveret Indtryk, havde skarpe og kloge Anstigtstræk, vagtsomme, iagttagende Øjne og gjorde overhovedet Indtryk af at være en stærk arbejdende, energisk og handlekraftig Mand, der er vant til at byde og befale.
Lidt senere kom General Hindenburg selv. Han er i høj Grad jævn, ligefrem og elskværdig. Hans Fremtræden bærer Præget af stor Ro, Aabenhed og Venlighed. Han er høj og bredskuldret, bevæger sig noget tungt, taler langsomt, behersket og uden Affekt. Han spurgte interesseret om vor Rejse og om det Udbytte, vi mente at have opnaaet. Vi gik nu til Bords; Obersterne Nyholm og Castonier var placerede paa hver Side af General Hindenburg, medens General Ludendorff sad lige over for mellem Kaptajnerne Wilkenschildt og Rye.
General Hindenburg talte om det italienske Felttog, om de vanskelige, øjeblikkelige Forhold i Rusland, altsammen i rolige, afdæmpede Udtryk. Han fortalte om sit Ophold i Hannover, da han i sin Tid – i 1914 – blev kaldet til Tropperfører i Verdenskrigen. Han spurgte om Ernæringsforholdene og Rationeringssystemet i Danmark, hvor han meget gerne vilde rejse hen som Turist efter Krigen; ”Til Italien – hvor han tidligere havde været og øjensynligt kendte Forholdene ganske godt – kan jeg jo ikke rejse mere”, sagde han. Endelig spurgte han til Oberst Jacobi, Chef for 8´Regiment, hvem han kendte fra tidligere Tids Tjenestegøren i Tyskland, og bad os overbringe Obersten hans bedste Hilsener.
Det var overordentlig interessant for os paa nært Holdat se de to bekendte Mænd: Hindenburg – Ludendorff, især naar man som vi, efter en Rejse gennem en stor Del af Tyskland, havde faaet et levende Indtryk af den ganske overordentlige Popularitet, disse to nyder i alle Klasser af Befolkningen. Samarbejdet mellem de to Mænd er sikkert af enestaaende Art. Som ganske betegnende i den Henseende fortaltes det os af en Officer i Staben at da Hindenburg paa sin 70-aarige Fødselsdag skulde takke for den til ham i Dagens Anledning rettede Hyldest, bad han de tilstedeværende om med ham at udbringe en Skaal for General Ludendorff, som Forsynet havde stillet ved hans Side, og som altid havde forstaaet – naar Hindenburg efter de nøjeste og alvorligste Prøvelser havde fattet en Beslutning – paa den bedst mulige Maade og med den yderste Omhu og Omsorg at føre denne Beslutning ud i Livet.
Efter Frokosten foretog vi en meget smuk Automobiludflugt til Rhinen sammen med Officererne af General Hindenburgs Stab. Den 12/11 om Aftenen afrejste vi med Jernbanen til Berlin.
(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)
Den 4. juni indledte den russiske hær en offensiv på den sydlige halvdel af Østfronten. General Aleksej Brusilov var manden bag en række velforberedte angreb rettet mod den østrig-ungarske hær, som trods veludbyggede forsvarslinjer blev løbet fuldstændig over ende nær byen Lutsk (i det nuværende Ukraine). Her slog russiske tropper et kilometerdybt hul i østrig-ungarernes linjer, og generalstabschef Conrad von Hötzendorff var nødt til at bede den tyske hærledelse i Berlin om assistance. Den fik han, men prisen var den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Fremadrettet blev det tyskerne, der havde overkommandoen over hele Østfronten.
Selvmorderiske angreb
Kampene fortsatte med korte ophold sommeren igennem over en godt 300 km lang front. I slutningen af juli satte Brusilov endnu et kraftigt angreb ind mod den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’. Over sommeren blev Centralmagterne presset tilbage over det meste af det brede frontafsnit, og flere steder var der opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer, men russerne pådrog sig også meget store tab.
De fornyede russiske angreb kom godt fra start, og igen måtte tyske og østrig-ungarske styrker vige tilbage for enorme russiske infanteriangreb. Opmuntret af vellykkede angreb den 28. juli lagde russerne alle kræfter i et angreb mod byen Kovel (i det nuværende Ukraine). Samtlige tre russiske armeer på denne del af frontafsnittet blev beordret i retning af byen, og med kontinuerlige fremstød blev de to tilstedeværende østrig-ungarske korps nødsaget til at trække sig tilbage. Men trods massive angreb, som den tyske general Erich Ludendorff senere karakteriserede som ”selvmorderiske”, lykkedes det ikke for russerne at bryde igennem. De tyske og østrig-ungarske hærfører satte alle deres reserver ind, bl.a. tre nyankomne tyske landeværnsregimenter, og det lykkedes for centralmagterne at holde linjen ved Kovel.
Døde russiske soldater ved en pigtrådsspærring. Russerne udførte kæmpemæssige infanteriangreb under Brusilov-offensiven i 1916. Angrebene skabte fremgang, men kostede dyrt i form af døde og sårede.
Offensiven går i stå
Russerne fortsatte imidlertid ufortrødent deres offensiv, men fremgangen var nu kun begrænset, og deres tab blev ved med stige. Med ankomsten af stadig flere tyske reserver til den sydlige halvdel af Østfronten var centralmagterne i stand til at inddæmme og tilbagevise de russiske angreb, og den 3. august gik de tilmed til modangreb på den allersydligst del af fronten. Angriberne havde dog både terrænet og vejret imod sig og manglede desuden tilstrækkeligt mandskab.
De russiske operationer forsatte langs fronten i løbet af august og september, men uden at kunne bryde igennem centralmagternes linjer. Adskillige forsøg på at bemægtige sig Kovel slog gang på gang fejl, ligesom fremstød mod Karpaterne mod syd allerede i midten af august var gået i stå. I dag, den 21. september, bad den russiske tsar, Nikolaj II, den russiske generalstabschef, Mikhail Alekseev, om at stoppe de “håbløse angreb” på Kovel.
Brusilov-offensiven varede frem til oktober 1916, men reelt var den allerede i midten af august gået i stå pga. de store russiske tab og mangel på forsyninger.
Den sydlige del af Østfronten – kort over Brusilov-offensiven: Til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916. Fra Wikimedia Commons.
Konsekvenserne
Målt på erobret land var Brusilov-offensiven krigens hidtil mest virkningsfulde operation. Rusland havde erobret eller generobret ca. 25.000 km2 land, taget over 400.000 krigsfanger og bemægtiget sig store mængder materiel. I et mere overordnet perspektiv var det nok så vigtigt for de allierede, at den russiske offensiv havde tvunget centralmagterne til at overflytte tropper fra den italienske front og Vestfronten, hvilket bl.a. lettede presset på de hårdtprøvede franske styrker ved Verdun.
Militært set bragte den russiske offensiv Østrig-Ungarn i knæ. Det habsburgske kejserrige havde tidligere vaklet under krigen, men den østrig-ungarske hærs sammenhængskraft var nu definitivt afhængig af støtte fra tyske tropper. Sommerens kampe havde kostet østrig-ungarerne et katastrofalt tab på ca. 750.000 mand, hvoraf ca. halvdelen var taget til fange.
Brusilov-offensivens indledende succes var desuden også medvirkende til, at Rumænien valgte at træde ind i krigen på allieret side. Målet var at erobre de østrig-ungarske områder Bukovina og Transsylvanien, hvorved regeringen i Bukarest kunne realisere ambitionen om at samle hele den rumænske nation i et Storrumænien.
Dermed kom Brusilov-offensiven også indirekte til at koste Erich von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Hans politiske fjender udnyttede de manglende resultater ved Verdun og den rumænske krigserklæring til at få ham afsat og erstattet med Østfrontens øverstbefalende: Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff.
For Rusland var offensivens store territoriale gevinster imidlertid kun en hul succes. Man havde kun generobret dele af det de store landområder, der gik tabt ved nederlagene og tilbagetogene i 1915, og over for tyske tropper på frontens nordlige del havde den russiske indsats været halvhjertet og resultatløst. Hertil kom de frygtelige tabstal. Kampene havde i sommerens løb kostet den russiske hær hele 1,2 mio. døde og sårede, mens over 200.000 var blevet taget til fange. Kritiske ryster i Rusland fremlagde således offensiven som forfejlede eller kaldte den slet og ret for et nederlag. Troen på den militære og politiske ledelse i Rusland var begyndt at smuldre.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om tyskernes modangreb ved Somme, afskedigelsen af den tyske generalstabschef Erich von Falkenhayn (han blev erstattet af (Hindenburg og Ludendorff), Rumæniens indtræden i krigen – og briternes erobring af Morogoro i Østafrika.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
“Frænde er frænde værst”
Den 48. reservedivision var hjemmehørende i Hessen, og man skulle tro, at de fleste af mandskabet var fra denne landsdel. Det var dog langtfra tilfældet, mindst halvdelen var fra andre provinser. Denne sammenblanding fandtes for øvrigt inden for alle regimenter. En undtagelse dannede dog de bayriske tropper. Det var forholdsvis få bayrere, man traf uden for de bayriske regimenter. Det skyldtes måske, at Bayern var et kongerige, eller fordi bayrerne og prøjserne forholdt sig til hinanden som ild til vand.
Bayrernes benævnelse for prøjserne var »Sau-preussen« (Svineprøjsere). Prøjserne sagde så til gengæld om bayrerne: »De har en stor kæft, men ingen tænder i munden.« Ak ja, frænde er frænde værst – .
Denne karakteristik af bayrerne passede særdeles godt på ham, som Thomas og jeg havde stiftet bekendtskab med. Det var imidlertid, som om det lille opgør, vi havde haft med ham, havde »tappet gassen« af ham, så han blev til at være i stue sammen med.
I øvrigt havde jeg endnu et lille og sidste opgør med fyren. Det gik således til: En nat var vi på forpost sammen. Uheldet ville , at han fik en kugle gennem det ene skinneben. Man kunne just ikke sige, at han tog det som et mandfolk, han skreg nærmest som en stukket gris.
Jeg fik ham forbundet og læsset på skulderen for at bære ham tilbage, men han kunne stadig ikke beherske sig og blev ved med at klage og skrige, så russerne efterhånden koncentrerede deres skydning mod det område, hvor vi opholdt os.
Jeg lod manden glide ned på jorden igen og gjorde ham meget eftertrykkeligt opmærksom på, at hvis han ikke holdt op med sit skrigeri, kunne han blive liggende her og rådne op. Det var vel ikke min mening, men jeg var nødt til at få kæften stoppet på ham, og det hjalp; under resten af transporten var han stille som en mus.
Det var mit første – og det blev også mit sidste møde med bayrisk mentalitet.
Om Hindenburg, den tyske hærfører og senere præsident, fortælles der, at han engang skal have sagt, at han skulle have de bayriske regimenter til at storme en stilling, og de slesvig-holstenske til at holde den. De sidstnævnte var nemlig for dovne til at løbe væk. Mon det ikke var den jyske stædighed, han forvekslede med dovenskab?
De russiske tropper fortsætter deres fremmarch ind i Prøjsen med to armeer, en fra øst og en fra sydøst. Efter slaget ved Gumbinnen synes den østfra kommende arme at have tabt pusten, mens den sydøstlige er under stadig fremmarch. Den nyudnævnte kommandør af den forsvarende og talmæssigt stærkt underlegne tyske 8. arme, von Hindenburg, beslutter derfor at sende størstedelen af sine tropper mod sydøst for at omringe og tilintetgøre den derfra fremrykkende russiske arme. Slaget ved Tannenberg har taget sin begyndelse.
