Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten
De engelske styrker trækkes tilbage til linjen Cantilly-Nanteuil.
Den franske regering forlader Paris og opholder sig nu i Bordeaux.
Østfronten
I Galizien vinder den russiske hær ved Lemberg en stor sejr over østrig-ungarerne, der mister omkring 130.000 mand.
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten
Det engelske Ekspeditionskorps (BEF) er på tilbagetog. Ved Villers- Coterêts – omkring 60 km. vest for Reims – lykkes det for korpsets 4. brigade at bremse den tyske fremrykning midlertidigt.
Herved lykkes tilbagetrækningen – med et tab på 300 mand.
Efter et voldsomt tysk bombardement af Soissons , der ligger 20 km. nordligere, indtager de tyske tropper byen.
Østfronten
De russiske tropper fortsætter deres tilbagetrækning efter nederlaget ved Tanneberg.
Denne dag falder:
den 25-åriger matros Casper Jessen Boisen, lazaret i Danzig
den 26-årige Jørgen Carl From, Marne (Fr)
den 23-årige Peter Hansen Schmidt, Verdun (Fr)
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten
Tyskerne når frem til Givet, der indtages efter hårde kampe.
Slaget ved La Grande Coursonne indledes. Det varer frem til 11. september.
Østfronten:
Efter det russiske nederlag flygter general Samsonov ind i skovene, hvor man finder ham død. Han havde skudt sig med pistol.
General Rennenkampf må trække sine tropper baglæns.
Denne dag falder.
Den 23-årige Musketier Karl Kruse, Willenberg, Østpreussen
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten
Tyskerne erobrer Lean og tager tusindvis af franske fanger.
For første gang flyver tyske fly over Paris og smider bomber ned. På dette tidspunkt kastes de med hånden. De forvolder dog ikke større skade.
Østfronten
Den russiske hærs sammenbrud efter slaget ved Tannenberg fortsætter. Antallet af krigsfanger vokser hele tiden, efterhånden som overgivelser lige frem kommer i bølger.
Denne dag falder
den 32-årigeWehrmann Jes Peter Andersen, Bücken lazaret
den 21-årige Grenadier Theodor Paulsen, Colonfey, Frankrig
den ?-årige Henry Voss, Guise, Frankrig
Hemming Skov fra Københoved, I. Batl. Inf.-Reg 176 med kaserne i Thorn (i dag Torun, Polen), fortæller om sin deltagelse i det, der senere blev kendt som Tannenberg Slaget. Dagen før havde der været kampe foran Ortelsburg (i dag Szczytno, Polen), og her havde han overnattet den 29. august.
Næste morgen, efter at vi var kommet ned på gaden, begyndte kuglerne at pibe; russerne lå lige uden for byen, og i løbet af nogle få minutter begyndte de tyske geværer at lyne ud fra alle de øverste vinduer i husene. Men snart begyndte det russiske artilleri at bombardere byen, og dermed blev den 30. august en uforglemmelig dag.
Granaterne kom først enkeltvis, men efterhånden var der en uafbrudt hylen og susen. Under denne beskydning, der varede fra om morgenen til over middag, og hvorunder Ortelsburg blev lagt i ruiner, var jeg hele tiden inde i byen. Og midt under denne forfærdelige uhygge blev jeg beordret til at køre gennem byen med patronvognen for at forsyne det foranliggende infanteri med patroner. (…) I fuldt firspring jog jeg gennem gaderne, hvor det ene hus efter det andet sank i grus. Ild og røg og støv var omgivelserne, træer og sten slyngedes i luften, glødende granatsplinter hvæsede forbi mine øren, og de dumpe drøn fra eksplosionerne overdøvede alt. Jeg kom dog uden en skramme ud til udkanten af byen, hvor patronerne blev afhentede. (…)
Ved middagstid begyndte vore svære kanoner at udspy deres tykke “brummere”. Indtil da havde vi været uden artilleri. Den ene salve efter den anden kom hylende ind over byen, og det varede ikke længe, før det russiske artilleri var bragt til tavshed. Der blev nu mere roligt i byen, men over byen hylede de tyske granater ustandseligt.
Ortelsburg blev den dag tilintetgjort. Men også Narva-armeens skæbne blev den dag afgjort. Den trængtes fra vest og nord ind i et terræn med skove, søer, sumpe og moser, og meget af den artilleri blev stikkende. 90.000 mand kom usåret i fangenskab.
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten
De tyske tropper støder frem ved La Fere, Rethel og Amiens, hvor det kommer til voldsomme kampe mod englænderne.
De engelske tropper må vige og trækker sig tilbage til linjen Compiegne-Soissons.
Østfronten
Det store slag ved Tannenberg slutter med, at Samsonovs 2. Armé bliver slået og herefter sætter i vild flugt. Den tyske sejr er overvældende: alene 95.000 russiske soldater havnede i krigsfangenskab.
Slaget ved Tannenberg viser, hvorledes Østfronten har en helt anden bevægelseskrig. De store steppeområder gjorde det muligt at flytte langt mere rundt på tropperne, end det var muligt i vest, hvor man inden længe havnede i fastlåst stillingskrig.
Denne dag falder:
den 30-årige Wehrmann Christoph Book, Büchen – af sine sår
den 23-årige Gefreiter Johann Christian Nissen, Colonfay, (Fr)
den 24-årige Füselier Peter Jessen Rossen, Colonfay
Ved Af Erik Ingemann Sørensen
Det kommer til træfning ved Helgoland mellem engelske og tyske flådefartøjer. Det første søslag under krigen slutter med engelsk sejr.
Blandt de sænkede tyske skibe er krydseren ”S.M.S Mainz”.
Se kort film om søslaget her (eksternt link – youtube)
Denne dag falder på havet:
den 17-årige matros Iwer Hansen, ”S.M.S Mainz”
den 20-årige matros Hermann Petersen, ”S.M.S Mainz”
den 21-årige Obersignalgast Wilhelm Kremer, Helgoland Bugt. Kremer er ikke sønderjyde, men hans lig driver i land på Rømø, hvor han optræder i kirkebog og dødsbiregister. Derfor er han undtagelsesvis taget med for fuldstændighedens skyld.
SMS Mainz’ forlis kostede også livet for den 30-årige matros Stöckel fra Hjerpsted, hvis fornavne ikke kendes, og Oberbootsmaat Conrad Karl Josef Otte fra Sønderborg.
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten
Tyskerne indtager fort Mononviller efter indædt fransk modstand.
Englænderne i voldsomme træfninger med tyskerne ved Noyon.
Longwy falder i tyskernes hænder
Østfronten
Den russiske fremrykning nærmer sig nu Königsberg.
Mod syd fortsætter de tyske tropper deres indsats ved Tannenberg.
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten
Tyske tropper indtager Lille og Mezieres. (Sidstnævnte ligger nord for Sedan).
De sidste fæstningsanlæg ved Namur ødelægges.
Den belgiske havneby Ostende indtages af engelske tropper.
Østfronten
Tyske luftrekognonseringer med både propelfly og luftskibe giver yderligere informationer om de russiske troppebevægelser. Dog var det stadig først og fremmest dragoner, husarer og ulaner, der fungerede som opklaringsenheder.
Denne dag falder
den 21-årige Musketier Christian Gunnersen, Guise, Frankrig
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten
I slaget ved Le Cateau tvinges de engelske tropper på tilbagetog efter voldsomme tab – omkring 8.000 mand – under kampene mod den hastigt fremrykkende tyske hær.
De franske styrker må nu opgive generobringen af Alsace-Lorraine og trækker sig ud af området.
Østfronten
De indledende kampe til ”Slaget ved Tannenberg” sikrer tyskerne sejre ved Gross-Bössau og Lautem i Østpreussen.
Der kommer nu også meddelelser om russernes voldsomme fremfærd over for den lokale befolkning
Denne dag falder
den 31-årige Wehrmann Jens August Clausen, Bruxelles
den 32-årige Reservist Otto Emil Gaul, Kampenhout (Belgien)
den 30-årige Wehrmann Peter Dietrich Hammer, Overdevaert
den 32-årige Wehrmann Rasmus Isaksen, Belgien
den 32-årige Gefreiter Nis Peter Jensen, Overdevaert (B)
den 27-årige Wehrmann Thomas Johannsen, Overdevaert
den 34-årige Johannes Theodor Petersen , Belgien
den 33-årige Wehrmann Hans Schmidt, Kampenhout, (B)
den 32-årige Wehrmann Peter Poulsen Skov, Kampenhout
den 32-årige Füselier Hans Thielsen, Belgien
Af Regiment 86’s historie:
Den følgende morgen, den 25. august, bliver den franske grænse med stor glæde overskredet ved Ruinsette og la Folie. Nogle km syd for grænsen ligger den lille by Bavai. Den siges endnu at være besat af en engelsk bagtrop. I og III bataljon deployeres til højre for vejen Hon-Bavai. Men ingen modstand rører sig. Med marchsikring[1] marcheres der ind i Bavai. Syd for Bavai skulle vi gå i bivuak sent på eftermiddagen. Bataljonerne sikrer sig ved vagtposter mod sydøst og øst, d.v.s. især mod overraskelser fra Maubeuge.
Da bliver en patrulje fra 2. kompagni, som rekognoscerer i Mecquigny, en landsby 3 km syd for Bavai, udsat for kraftig ild. 250 til 300 geværer skønnes det. Hurtigt bliver 1. og 2. samt en deling af 3. kompagni alarmeret.
På få minutter danner de skyttekæde i retning af vagtposterne. Fremrykningen over markerne, der er omgivet af levende hegn og hække, er vanskelig. Så nås den forreste linje, og ildkampen begyndes. Snart efter viger fjenden. Så en kort forfølgelse. Uden anlæg bliver adskillige skudt ned, og mangen en såret englænder synker sammen i kløvermarken og bliver forbundet og bragt tilbage af vore folk. 10 bliver taget til fange.
Det drejer sig om afsiddede engelske lansenerer, som skal dække den franske armés tilbagetog. En forpostfægtning, som I bataljon alene havde klaret. Vore tab var ringe, 1 død og 5 såret.
Om aftenen indtraf efterretning om den venstre naboarmés sejr, den 2. armé, og det skabte stor jubel. Nu brød de to arméer frem henholdsvis vest og øst for Maubeuge. Fæstningen var en hindring, der skulle tages alvorligt. ”Hvis kommandøren er en snedig hund, så vil han denne nat forsøge et udfald her mod nord med de 40.000 mand, han formodentlig har til rådighed”, mente en bataljonskommandør.
Derfor skulle der i hvert fald etableres sikring mod et fremstød fra fæstningen i flanken på den forbimarcherende armé. Denne sikring blev delvist betroet regimentets II og III bataljon.
De to bataljoner gravede sig ned foran Bavai med front mod Maubeuge. Selve korpskommandøren besigtigede de udgravede stillinger og indskærpede for soldaterne, hvor uhyre vigtig deres post var. Hele natten og den følgende dag blev bataljonerne liggende i deres stillinger, mens tropper uophørligt marcherede, vogne og artilleri raslede forbi. Men kommandøren for Maubeuge var ingen ”snedig hund”, han foretog sig intet, og de to bataljoner forblev uforstyrrede.
[1] Når en troppeenhed flyttes er der tale om march, hvad enten man går eller kører. Foregår det i eller nær kampzonen, vil marchen skulle sikres mod ildoverfald, typisk ved hjælp af mindre grupper foran og til siderne
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten
I slaget ved Le Cateau tvinges de engelske tropper på tilbagetog efter voldsomme tab – omkring 8.000 mand – under kampene mod den hastigt fremrykkende tyske hær.
De franske styrker må nu opgive generobringen af Alsace- Lorraine og trækker sig ud af området.
Østfronten
De indledende kampe til ”Slaget ved Tannenberg” sikrer tyskerne sejre ved Gross-Bössau og Lautem i Østpreussen.
Der kommer nu også meddelelser om russernes voldsomme fremfærd over for den lokale befolkning.
H.C. Brodersen gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Ved Mons kom regimenter i kamp med englændere.
Vi stormede den engelske Skyttegrav, hvor „Tommy” mødte os med opplantet Bajonet. Jeg saa mig pludselig staa ene overfor 2 store, stærke Englændere, der saa ud til at ville sælge deres Liv saa dyrt som muligt.
Det lykkedes mig efter et Par kraftige Udfald at slaa Geværet ud af Haanden paa den ene, der satte afsted tilbage. Vi var nu 2, og efter et Par Minutters Forløb, arbejdede Lungerne paa os, som var det et Par Blæsebælge. Sveden drev ned over Ansigtet og sved i Øjnene. Bevidstheden om, at den, der gav op, var dødsens, gav os uanede Kræfter.
Det blev en frygtelig, forbitret Kamp for det sølle Liv. Han fik Held til at stikke mig i Laaret, og jeg kunde mærke det varme, klæbrige Blod løbe ned af Benet. Kort efter fik han en Flænge over venstre Haand, saa Blodet drev nedover Fingrene og videre langs ad Geværet, men endda var vi lige vidt.
Det er umuligt at beskrive, hvordan jeg var til Mode, men jeg husker, at jeg i pludselig Angst for at skulde dø geraadede i et frygteligt Raseri. Jeg tænkte: „Nu, eller aldrig,” og samlede mine sidste Kræfter til et afgørende Stød. Uden, som reglementeret, at slippe Geværet med venstre Haand, gjorde jeg et Udfald. Han parerede prompte og kraftigt, men blottede derved sin venstre Side.
Det var det, jeg havde ventet. Med sammenbidte Tænder og under Opbydelse af mine sidste Kræfter lagde jeg ud til det sidste afgørende Stød og — ramte. Med min Bajonet imellem sine Ribben sank han sammen med en stønnende Lyd. Mere saa jeg ikke, thi ogsaa jeg faldt sammen som en vaad Klud. Det var forbi.
Da jeg kort efter atter kom til Bevidsthed, rullede jeg mig ned i Skyttegraven, hvor jeg fik set til mine Saar. De blødte stærkt, og jeg var just ifærd med at anlægge en Forbinding, da et Par Officerer kom forbi. De troede, at jeg „trykkede” mig, og i kraftige Vendinger anmodede de mig om snarest at indfinde mig ved mit Kompagni.
Ved Siden af mig laa en Englænder med afskudte Ben. Han var mere død end levende, og ved Tegn bad han mig om at skyde ham en Kugle for Panden. Han vilde hellere dø end leve Resten af sit Liv som Krøbling. Til den anden Side laa en død Englænder udstrakt paa Ryggen med en Harmonika imellem sine udstrakte Arme og slappe Hænder. Den Granat, der havde afbrudt hans Spil, havde ogsaa afrevet hans Livstraad. Overalt lød der Klageraab og Raab paa Saniteter.
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten
De franske tropper trænges tilbage fra linjen mellem Sambre og Meuse. På samme tid må de engelske tropper begynde at vige ved Mons.
I Dinant begår de fremrykkende tyske tropper en række krigsforbrydelser, da de henretter 674 indbyggere mellem 2 måneder og 76 år. (Det antages, at der blev dræbt omkring 6.000 civile belgiere i krigens første måned).
Østfronten
De russiske tropper fortsætter deres fremmarch i Østpreussen.
Denne dag falder:
Den 24-årige Asmus Desler, Unsnok, Rusland
Den 22-årige Füselier Johann Lambertsen, Maisieres, Belgien
Den 28-årige Christian Auhust Nissen, Vogeserne
Den 23-årige Thomas Palmgreen, Belgien
Den 22-årige Füselier Jørgen Thomsen, Mons
Den 26-årige Füselier Friedrich Otto Todt, Mons
Den 31-årige reserveløjtnant Ernst Trebitz, Mons
Peter Aarup, Hammelev, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” nr. 84, 5. kompagni. Regimentet led svære tab i slaget ved Mons
Den vilde Jagt gennem Belgien standsede den 22. August. Vi laa i Bivuak i en lille Landsby foran Mons. De engelske Tropper havde besat Byen, og de engelske Flyvere var i Luften for at kontrollere vore Bevægelser.
Om Morgenen, Søndag den 23. August, mærkede vi nok, at der var Optræk til et eller andet. Vi marcherede hen over en stor, grøn Græsmark over imod en Skov paa den anden Side af Marken. Der laa der en Gaard eller noget lignende, og der var Masser af Høns og Ænder, som vi havde Appetit paa; men vi fik andet at tænke paa.
Kuglerne peb allerede i Trætoppene, og jo længere vi kom frem, des værre blev det. Vi kom forbi et Teglværk; foran dette laa der en Række Arbejderhuse, og i Kældrene sad Beboerne gemte …
Byen Mons ligger lavt, og en Kanal løber foran Byen. Bagved denne er der en Gade med Huse. Oppe i disse havde Englænderne lavet Skydeskaar. Der var ingen Mennesker at se, men da vi gik frem over den aabne Mark, blev vi modtaget af et kraftigt Skyderi.
Vi skulde forstærke den Skyttelinie, der var sendt foran os, men det viste sig, at de alle var saarede eller faldne. Vi erfarede senere, at Englænderne alle var gamle Kolonitropper, nogle med ti Aars Tjenestetid bag sig.
Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker. Vi var syv Sønderjyder i min Gruppe. Vor Gruppefører var Lærer Petersen fra Jegerup, alle var vi unge Reservister. som var blevet indkaldt den 4. August.
Den første, der blev saaret i vor Gruppe, var Jørgen Mikkelsen fra Hammelev. Han fik et Skud i Skulderen. Saa kom Turen til Lærer Petersen. Han blev ramt af to Skud i Armen. Derefter kom Turen til Hans Toft fra Jernvedlund; han blev ramt i Lungen. Den næste var min Sidemand, Mads Jessen fra Hoptrup. Han fik et Skud i Benet. Vi raabte: »Mads, bliv liggende!« Men han ville i Dækning ved et Hus foran os. Da han vil de rejse sig op, blev han desværre ramt i Hovedet. Han faldt.
Vi var efterhaanden kun fire tilbage. Det lykkedes os at komme frem til nogle Jernbane-sveller ved Banen, som gik ind til Mons. Vi fire, som slap fra det denne Gang, var Johannes Andersen fra Styding, Peter S. Paulsen fra Skovby, Peter Petersen fra Rejsby, og jeg. – Johannes Andersen og Peter Petersen kom senere under Marneslaget i engelsk Fangenskab.
Da vort Artilleri omsider kørte op, standsede den engelske Modstand. Vi gik igen frem. Foran os førte en Drejebro over Kanalen. Broen var aabnet, men en lille Tysker sprang i Kanalen, svømmede over den og fik Broen lukket.
Saa kom der Gang i Foretagendet. Vi var de første, der kom over.
Paa Bropillerne havde de Maskingeværer staaet, som havde taget saa voldsomt imod os. Nu laa baade Mænd og Materiel spredt til alle Sider. Det var første Gang, jeg havde været med til at møde saa kraftig Modstand.
Det var hen paa Eftermiddagen, og der var 30 Graders Varme. I de engelske Stillinger stod endnu den varme Middagsmad: men der var ingen af os, der havde Tid eller Lyst til at spise den … Nogle af Englænderne var hoppet i Kanalen, da det tyske Artilleri begyndte at skyde. Nogle havde kun Hovedet over Vandet; men nu blev de hjulpet op og gik i Fangenskab. Den vilde Jagt gik videre …
Jeg blev Vidne til noget, jeg aldrig glemmer. Byen var skudt i Brand. Af og til maatte vi passere Gaderne i Løb. En lille Hund kom ud fra et Hus. En Soldat ramte den med Geværkolben, saa den hylede. Da kom en ung Kvinde ud af Døren. Hun vilde vel frelse Hunden, men hun havde en Kniv i Haanden, kanske havde hun været ved at skrælle Kartofler, Da en Sygebærer saa Kniven, fik han saadan et Chok, at han i sin Forfjamskelse trak sin Revolver frem og skød Kvinden. Det viste sig, at hun var højgravid. Det var Krigen i al dens Gru …
En tysk Kaptajn sad lænet op ad en Mur med Hovedet indbundet. Her laa en død og der en saaret spredt ud over Slagmarken. Trods det blev der raabt »Singen!« Jeg troede, at man da var blevet fuldstændig tosset. Der var dog ingen, der adlød.
Vi kom ud af Byen, men næppe var Officererne kommet til Hest, før vi blev mægtigt beskudt ovre fra en Fabriksbygning. Vi kom ned i en Fart, men enkelte blev ramt i Benene, fordi de løftede dem for højt i Vejret, da de smed sig ned. Jeg blev nysgerrig og løftede Hovedet lidt for at se, hvor Officererne til Hest var blevet af. Jeg saa ogsaa et Glimt af dem ca. 7-800 Meter borte. De forsvandt bag en Husrække.
Vi blev liggende et Stykke Tid og marcherede saa videre i den Retning, hvor Rytterne var forsvundne. Det varede heller ikke længe, inden de paa ny havde indtaget deres Pladser foran Kompagniet. Vi kom ad en anden Vej ud af Byen.
Vi studsede, da vi saa en Samling Mennesker, civilister, flere Hundrede, drevet sammen paa en Mark. Vor Major raabte og skreg som en vild. »Hvad skal man lave med saadan en Bande! Skyde dem alle til Hobe!« raabte han.
Han kom dog paa bedre Tanker … Under Marneslaget vilde han ogsaa storme det hele, men da tog Franskmændene ham ved Vingebenet. Han kom nemlig i Fangenskab og kunde herefter ingen Ulykker lave …
Henad Aften kom vi saa i Bivuak syd for Mons, Vi kravlede ind i nogle Rugskokke. Min Sidekammerat, P. Paulsen. var i al den Hurlumhej kommet bort fra os. Vi fandt ham dog, men hans Tornyster, Overfrakke og Dækken var og blev borte. Hans Svoger, Johs. Andersen, og jeg puttede ham ned imellem os, saa han kunde holde Varmen.
Sønderjyden “Chr.” fra Infanteriregiment 84 “von Mannstein” fortæller om slaget ved Mons:
Værre var det ved Mons, hvor vi havde det næste, men mere alvorlige Sammenstød med Fjenden 23.-24. August. Ved Mons var det Englænderne, vi kom i Kamp med.
Det blev en haard og for 84erne meget blodig Kamp. Englænderne ydede haardnakket Modstand. De forsvarede paa vort Afsnit en Bro, paa hvilken der var opstillet flere Maskingeværer, der uafbrudt holdt Terrænet under Ild. 2. Batl. blev sat ind ved Middagstid.
Vi laa paa en Eng og var paa det Tidspunkt i anden Linje. Foran os i første Linje var 3. Batl., hvis Kompagnier befandt sig i en meget udsat og meget farlig Situation. De engelske Maskingeværer beherskede hele Landskabet, der var temmelig fladt og saaledes ikke bød Spor af Skjul for vore Folk.
Foran vort Kompagni laa 10. Det havde taget Stilling langs med en Vejkant, og det var nu vor Opgave at rykke frem til Undsætning for det haardt medtagne 10. Kompagni.
Da vi naaede frem, mødte der os et grufuldt Syn. Hver Mand laa paa sin Plads i Skyttekæden med Ansigtet i Jorden — døde. Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer, som fra et fortrinligt Stade paa Broen havde kunnet meje hele Rækken ned, inden disse med deres Enkeltmandsgeværer havde kunnet yde nævneværdig Modstand.
Kampen fortsattes forbitret og længe, indtil det tyske Artilleri langt om længe naaede frem og tog Broen under Ild, saa først maatte Englænderne forlade Stillingen; men da havde de ogsaa ryddet godt op i vore Rækker.
De trak sig tilbage gennem Mons, hvor de spærrede Gaderne med Barrikader, for at hindre os i at følge alt for hurtigt efter. Da vi naaede ind i Byen, var de borte; men længe kunde det ikke være siden, thi de Bøffer og den Suppe, de havde efterladt sig var endnu ikke helt kold. Den blev det heller ikke, for vi spiste, hvad der var.
Af den officielle regimentshistorie for Infanteriregiment 86 “Königin”:
Slaget ved Mons 23. august 1914
En varm og solrig dag bryder frem. Regimentet marcherer mod sydvest på den store vej mod Mons. Ved Langrenée samledes divisionen kl. 8 om formiddagen. Videre march til Casteau. Her blev givet ordre til angreb.
Fjenden – det sagdes at være englændere – holdt Mons besat og havde indtaget en fast stilling nord for byen bag Canal du Centre. Kanalovergangen skulle tages og englændernes jages bort fra Mons.
Regimentet bøjer af fra vejen til venstre i skoven ved Obourg. Her bliver der deployeret. I og III bataljon i forreste linje, II bataljon følger bagefter som reserve i midten. Til højre rykker infanteriregiment 84 frem, til venstre 36. infanteribrigade med regiment 85. Ved den sydlige skovkant ca. 1 km fra kanalen spreder man sig kl. 12.30 middag. Artilleriilden dundrede allerede på begge sider. Da piber også de første projektiler herover.
De kommer fra Ferme des Wartons, som fjenden holder besat som brohovede. 1. og 3. kompagni åbner ild. En maskingeværdeling lader sin kugleregn tromme imod vinduer og døre. Efter en kort ildkamp flygter fjenden ud af bagporten.
Den første hindring var fjernet. En anden vanskelighed dukkede op, nemlig kanalen. Bag ved den havde englænderne sat sig fast i husene og i nogle stumper grøft, og skød som vilde. Uden artilleri kunne de ikke gøre meget. Feltartilleri-regiment 45 kører frem og tager den sydlige kanalside under ild. Det virker. Englænderne rømmer også denne stilling.
Hurtigt er 86erne ned ved kanalen, men broerne er trukket tilbage fra den anden side. Da løber nogle behjertede folk fra I bataljon over sluseportene uden at tage hensyn til den stadig heftige ild fra de retirerende fjender.
Ovre på den anden side sænker de igen broen. Regimentet kan nu komme over. På den anden side af kanalen viser sig nu sporene efter vort artilleri. Englænderne er skudt helt sønder og sammen, navnlig granaterne med forsinket tænding, på dette felt var vi forud for modstanderne, har gjort forfærdelig megen skade.
Hurtigt efter overgangen deployeres de to bataljoner. I ilmarch går det nu gennem engene. Døde og sårede englændere ligger rundt omkring. Også de kreaturer, der har græsset i området, er i vid udstrækning ramt.
Styrken vader over La Haine-bækken, mens reserven og artilleriet kommer over på en bro, som pionererne har tømret sammen på tre kvarter. Hurtigt når man banedæmningen Mons-Charleroi 800 m syd for kanalen. På den anden side af banedæmningen hæver sig en bakke, hvorfra angriberne møder heftig ild. Ilden bliver besvaret af de to kampbataljoner.
Så arbejder skyttekæderne sig hurtigt ind på fjenden. Også artilleriet begynder på sit arbejde. Efter en halv times kamp bliver bakken erobret kl. 2. Mange døde og sårede ligger i skyttegravene. Der bliver taget mange fanger. Alene løjtnanterne Carl og Hans Gustav Baller med to grupper tager en officer og 50 englændere til fange.
Fjenden trækker sig nu tilbage i sydvestlig retning. Bataljonerne forfølger ham på østsiden af Mons gennem haver, hække og trådhegn. II bataljon følger samlet gennem den østlige del af byen.
Pludselig møder de to forreste bataljoner heftig ild igen. Den kom fra en bakke øst for byen. Granater og shrapnell; det fjendtlige infanteri fyrede ud af hække, huse og et slot. En eneste granat bortrev fire døde fra 1. kompagni. Forgæves bestryges slottet med maskingeværild, men først artilleriet skaffer luft.
Kl. 4,30 om eftermiddagen bliver englænderne fordrevet fra bakken. Derved tager en deling fra 11. kompagni en hel kavallerieskadrons heste som bytte i en bryggerigård.
Samtidig havde II bataljon en ejendommelig oplevelse, sådan som det er typisk for unge og uerfarne tropper. Bataljonen fulgte som nævnt bagefter den forreste linje gennem østdelen af Mons. Pludselig bliver têten heftigt beskudt forfra. Hvad er der i vejen? Bliver der skudt ud af husene? Der udbryder panik. Mange fyrer i vild ophidselse mod vinduerne. Heste bliver urolige, forvirringen vokser.
Men nogle holder hovedet koldt. Blandt dem den tapre fører af 8. kompagni, premierløjtnant Henrici. Som en klippe sidder han på sin hest i det brændende virvar. Ved nogle frygtelige verbale udladninger genopretter han endelig ro og orden og opnår, at det meningsløse skyderi mod vinduerne holder op. Nogle andre behjertede officerer arbejder sig med et par grupper op foran for at se, hvad der er i vejen.
I forlængelse af gaden var der et stykke skyttegrav, der endnu var besat af den ellers vigende fjende. Af en eller anden grund var der i det uoverskuelige terræn opstået et hul i den forreste linje. I dette lå det endnu besatte stykke skyttegrav og gjorde det muligt for englænderne at skyde lige ind i bataljonens forreste sluttede rækker. De fremskudte grupper får ved deres planmæssige ild hurtigt fjenden til at flygte fra skyttegraven.
Om aftenen samler regimentet sig foran Hyon, en landsby sydøst for Mons. Endnu skal Mont Erebus bestormes, et højdedrag syd for Mons, men mørket er faldet på, og man må vente med det. Ved foden af bjerget graver bataljonerne sig ned i den orden, man havde om morgenen, og de går til ro med kampklare soldater som forposter.
Det var så Mons-dagen for regiment 86. Denne gang ikke frejdige paradetræfninger, men derimod et slag mod en modstander, der skal tages absolut alvorlig. Det blev vundet ved den tyske førings overlegne systematik samt troppernes angrebsånd, der gennem tradition og opdragelse var gået dem i blodet. Svarende til den fjendtlige modstands styrke var også tabene sværere end ved Tirlemont-Oplinter, nemlig 6 officerer såret, 30 mand døde, 90 såret. Taget til fange blev 1 officer og 309 mand fra 4. Middlesex-regiment. Alligevel var sejrsfølelsen overvældende, og den blev nydt i fulde drag.
Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen. Udkommer som årbog for Historisk Samfund for Als og Sundeved til november 2015.
De russiske tropper fortsætter deres fremmarch ind i Prøjsen med to armeer, en fra øst og en fra sydøst. Efter slaget ved Gumbinnen synes den østfra kommende arme at have tabt pusten, mens den sydøstlige er under stadig fremmarch. Den nyudnævnte kommandør af den forsvarende og talmæssigt stærkt underlegne tyske 8. arme, von Hindenburg, beslutter derfor at sende størstedelen af sine tropper mod sydøst for at omringe og tilintetgøre den derfra fremrykkende russiske arme. Slaget ved Tannenberg har taget sin begyndelse.
Vestfronten:
Den tyske højre fløj støder ved Mons for første gang ind i den britiske ekspeditionsstyrke (BEF). For de slesvigske regimenter er slaget ved Mons det første, større slag.
Denne dag falder:
den 25-årige reservist Conrad Albers, Mons
den 27-årige Füselier Jørgen Andersen, Mons
den 27-årige Füselier Karl Ludvig Brodersen, Mons
den 25-årige Füselier Thomas Jakob Clausen, Charlerois
den 33-årige reserveløjtnant Heinrich Driver, Mons
den 29-årige reservist Jørgen Sønnichsen Jacobsen, Mons
den 34-årige reservist Jørgen Jessen, Mons
den 24-årige Mads Peter Jessen, Mons
den 26-årige Jens Peter Jørgensen, Mons
den 24-årige reservist Peter Mathias Krongaard, Mons
den 26-årige reservist Peter Mainka, Mons
den 24-årige løjtnant Jacob Matzen, Mons
den 24-årige Füselier Peter Christian Petersen, Mons
den 23-årige underofficer Carl Christian Ravnsgaard, Mons
den 23-årige Füselier Christian Andreas Sivertsen, Mons
den 25-årige Jørgen Skau, Mons
den 25-årige Gefreiter Jørgen Skov, Mons
den 28-årige reservist Louis Frederik Timmermann
den 39-årige E.C. Heinrich Thomsen, Belgien
Af Regiment 86’s historie:
De næste dage gik marchen i sydvestlig retning over Neerysche, Overrysche, Ter Hulpen og Hanonsart. Ved Mont St. Jean gik det hen over slagmarken ved Waterloo.
Den mægtige stenløve mindede om våbenbroderskabet mellem Preussen og England for næsten 100 år siden. I dag stod englænderen som fjende kun tre dagsmarcher borte. –
Videre gik det over Ophain, Braine le Comte til Soignies og Naast. I de to sidstnævnte byer blev der slået bivuak om eftermiddagen den 22.
Det var stadig en frygtelig trykkende hede. Men marchen var gået gennem den frugtbare belgiske lavslette. Det kom både indkvartering og forplejning til gode. En sand vederkvægelse i heden var de store vindruer, som blev dyrket overalt i drivhusene.
Om aftenen indtræffer en flyvermelding: kavaleri er iagttaget ved Casteau, altså 7-8-km syd for vor bivuak. I morgen kan regimentet således forberede sig på en ”varm” dag.
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten:
Den belgiske hær må trække sig tilbage ved Namur.
Slaget ved Charleroi – Belgien – begynder. Her kæmper den franske hær sammen med styrker fra BEF – det engelske ekspeditionskorps.
Østfronten:
Den russiske 2. Armé under kommando af general Aleksandr Vasiljevitj Samsonov trænger tyskerne tilbage i Østpreussen.
Afrika:
Tyske tropper invaderer Sydafrika.
Hemming Skov fra Københoved, I. Batl. Inf.-Reg 176 med kaserne i Thorn, deltog i slaget ved Gumbinnen
Pludselig forlod vi Gosslarshausen, og efter at have passeret Kauernik og Neumark blev vi i Bischofswerder læsset på et tog og kom nu til Insterburg. Vi kørte over Dt.-Eylau, Osterode og Allenstein og blev over alt hilst af en krigsbegejstret folkemængde.
Russerne var med Vilna-arméen (General Rennenkampff) brudt ind over den østpreussiske grænse mod Insterburg og deres foreløbige mål var Danzig. Vi stødte sammen ved Gumbinnen, hvor vi den 20. august fik vor ilddåb.
Aftenen før fik vort kompagni post. Til mig var der intet, og jeg har vist, grundet herpå, set lidt modfalden ud, for min Hauptmann lagde hånden på min skulder og trøstede mig næsten kammeratligt med, at det kom nok næste gang. Dagen efter faldt vor Hauptmann (Bodemann).
Endnu før kompagniet havde formeret skyttekæde, modtog det de første artillerisalver, og efter kammeraternes udsagn tændte vor Hauptmann sig en cigar og opmuntrede sine folk med at sige, at det var sandbomber, der kom. Et øjeblik efter faldt han, ramt af et shrapnelskud, og kompagniet var lidt efter uden officerer, idet den ene løjtnant faldt og den anden blev såret. (…)
… de fleste af ens kammerater fra de to år i kasernen fandt døden den dag. Vort kompagni blev på denne ene dag halveret fra 250 mand ned til 130 mand, og det varede tilmed et par dage, før disse blev samlet.
Den taktik, der her blev brugt, var som til den fredeligste manøvre; det gik fremad i “Sprung auf, marsch, marsch”, indtil russernes stilling var nået, men efterhånden, som der under en så idiotisk måde at arbejde sig frem på tyndedes ud i rækkerne og blandt førerne, var der til sidst blevet råbt: “Rette sich, wer kann!”
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten:
I Belgien indtager de tyske tropper efter hårde kampe Bruxelles, mens indbyggerne flygter.
I Lorraine sætter de tyske tropper ind med et voldsomt modangreb ved Saarburg og Morhange og tvinger de franske tropper til at trække sig tilbage.
Østfronten:
Efter voldsomme kampe indtager de russiske tropper Gumbinnen.
Denne dag falder ved Gumbinnen:
Den 24 årige oppasser Christian Christensen fra Broager
Den 25 årige musketér Hans Carl Heinrich Hansen fra Åbenrå
Den 23 årige menige Jørgen Petersen Krogh, Lysabildskov
Den 22 årige konstabel Johannes Hansen fra Vollerup
Den 23 årige musketér Martin Møller fra Barsmark
Den 24 årige musketér Franz Weber fra Buskmose
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i infanteriregiment 86
Om Formiddagen kom vi forbi et Par Familier, som flygtede for Krigens Rædsler. I smaa Bylter medførte de det nødvendigste Tøj og Ting, som de ikke vilde lade i Stikken. Jo nærmere vi kom dem, desto mere angst blev de. En gammel Kone slæbte sig møjsommeligt af Sted ved Hjælp af Krykker. Børnene skreg. De unge rakte begge Hænder i Vejret. En Mand, som havde sin lille Pige siddende paa Cyklen, græd og rakte begge Hænder ud imod os. En ung Moder, der bar sit spæde Barn paa Armen, trykkede under stadig Hulken og Kys det lille Væsen til sin Barm. Hun troede sikkert, at de om et Øjeblik skulde skilles i denne Verden. I alles Ansigter stod der malet Rædsel og Skræk.
I Byen Roosbeck saa det forfærdeligt ud. Her laa en Mængde Kanoner og Vogne og døde Heste imellem hinanden. Hvert eneste Hus i Byen brændte. Spær og Lægter stod brændende og forkullede paa Enden og pegede anklagende op mod Himlen. Murene faldt med et Brag til Jorden og hvirvlede en Sky af Støv og Røg op i Lutten. Man sagde, at den civile Befolkning havde overfaldet vort Artilleri om Natten, og derfor blev Byen nu lagt i Aske.
Af Erik Ingemann Sørensen
Vestfronten:
De tyske tropper når frem til Dinant-Neufchateu i Belgien.
De belgiske tropper trækker sig bag denne linje og en del mod Antwerpen for at beskytte byen.
De franske tropper generobrer Mühlhausen og trænger ind i Lorraine, hvor tyskerne i første omgang viger.
Østfronten:
De voldsomme kampe ved Gumbinnen fortsætter. De russiske tropper er i stand til at trænge de tyske tilbage over en stor strækning.
Sønderjyden “Chr.”, infanterist i Regiment 84 “von Manstein” (IR84), fortæller om bataljen ved Tirlemont:
Vi naaede ud paa den anden Side Liége, og nærmede os den 18. August Terrænet omkring Tirlemont, hvor 84erne for første Gang kom i Ilden. Her fik vi, som det hed i Soldatersproget, vor »Feuertaufe«.
Det hele kom i Grunden temmelig overraskende. Vi marcherede fra Morgenstunden af, som vi plejede og mærkede intet, som kunde tyde paa, at der var belgiske Tropper i Nærheden. Ved Middagstid holdt vi Hvil. Feltkøkkenerne kørte op og delte ud af Gryderne.
Bedst som vi sad og var midt i Spisningen, kom Majoren susende og gav Ordre til øjeblikkeligt Opbrud. Ikke en Mundfuld maatte der spises mere. De, som ikke havde spist op, skulde bringe Resten tilbage i Feltkøkkenet og saa hurtigst muligt træde an i Geleddet.
Saa blev der »sværmet ud« i Skyttekæde, og vi gik frem over Markerne i spredt Orden. Forskriftsmæssig med korrekt Afstand, Gevær under Armen, nøjagtig som under en Felttjenesteøvelse hjemme i Garnisonen. Og var det mon i Grunden andet end en Feltøvelse? Et fikst Paafund af Majoren? Vi saa jo ingen Fjende, blev heller ikke beskudt. Vi hørte Artilleriet, men det var langt borte, og det hørte vi jo hver Dag.
2. Bataillon rykkede frem ad en Vej, hvor Belgierne under Tilbagetoget havde fældet Træerne, saa de nu spærrede over Kørebanen og hindrede Fremrykningen. Jeg husker, at der i 6. Kompagnis Afsnit var en Roemark.
Hvordan det kom og hvordan det føltes første Gang at høre Kuglerne pibe omkring Ørerne, har jeg ingen klar Forestilling om mere; men jeg husker, det. var, da vi skulde til at forcere Roemarken, vi pludselig fik Ild. Det var første Gang. Og dog staar det for mig, som om det ikke gjorde noget overvældende Indtryk paa os. Det klaskede i Roebladene og det hvinede i Luften; men vi stod alligevel op i Roerækkerne og fyrede i staaende Stilling.
Belgierne havde taget Stilling i den modsatte Ende af Marken. Kampen varede hele Eftermiddagen. Henimod Aften gik vi frem til Storm, men da tog Belgierne Flugten, og mange af dem blev saaledes skudt ned bagfra.
Ved Mørkets Frembrud faldt Byen Tirlemont, der dog laa udenfor vort Kompagnis Afsnit. Den Aften saa vi de første belgiske Krigsfanger og de første belgiske Kanoner, som var erobrede under Kampen. Nogen større Bataille var Fægtningen ved Tirlemont ikke. Ved vort Kompagni havde vi ikke synderlig store Tab, nogle enkelte Saarede, men saavidt jeg husker ingen Døde.
Almanak for Nordslesvig, 1935
Af Erik Ingemann Sørensen
I Østpreussen kommer det til hårde kampe mellem tyske og russiske tropper ved Stallupönen (Nesterov). Selv om tyskerne er i undertal, lykkes det ikke for russerne at erobre byen.
Om aftenen trækker tyskerne sig dog tilbage af frygt for at blive omringet.
Kampene her bliver indledningen til det store slag ved Tannenberg.
H.C. Brodersen blev indkaldt til Füslierregiment “Königin” Nr. 86. Regimentet deltog i indmarchen i Belgien.
Under Augustsolens tropiske Varme marcherede vi hele Dagen og i Dag med. V i marcherede forbi svært Artilleri, der bearbejdede et Fort, der endnu ikke havde overgivet sig, og gennem Rækkerne af de marcherende Kolonner forplantede Rygtet sig om, at vi skulde storme og indtage Fortet. Heldigvis blev det ikke til noget, og vi marcherede videre.
I Dag forlød der imidlertid Rygter om, at der forude var observeret fjendtlig Infanteri. Der mentes, at de havde forskandset sig, og at det blev Regimentets Opgave at storme Stillingen. Meddelelsen om, at vi skulde tage „Schaffelbjerget” med Storm, hensatte os imidlertid ikke i nogen „stormende” Stemning, og særlig ikke, da Feltkøkkenet kørte frem og den omdelte Middagsmad omgaaende blev omdøbt til „Hänkersmahlzeit”.
Det lød uhyggelig, men var ikke uberettiget, og vi var da ogsaa langt fra at være begejstret for Foretagendet. Mange, der tænkte nærmere over Situationens alvorlige Øjeblik, gav sig derfor ogsaa til at udveksle Adresser paa Familier, Hustruer og Kærester. Vi vidste jo ikke, hvad der kunde ske.
Af Erik Ingemann Sørensen/MBN
Efter de intense og voldsomme bombardementer må de sidste fæstninger ved Liège til sidst overgive sig. Mange af de granater, der regnede ned over forsvarsanlæggene, vejede omkring 1.000 kg.
Generalløjtnant Gérard Leman, chef for forsvaret af fæstningen, der havde fået knust sine ben, skrev i sin dagbog:
”Da jeg så ud af et kighul, opdagede jeg til min rædsel, at fortet var faldet. Alt var et kaos af ruiner, mens kæmpetunger af ild skød op fra mit fort…” Læse mere fra Lemans dagbog her (eksternt link – engelsk)
Efter elimineringen af det sidste fort i befæstningsringen omkring Liége, kan den tyske hær nu påbegynde næste fase i Schlieffenplanen, der gå ud på ved en omgående manøvre gennem Belgien at falde den franske hær i ryggen.
Af Erik Ingemann Sørensen
Det voldsomme bombardement af forterne ved Liège fortsætter. Til gengæld rykker franskmændene yderligere frem i Vogeserne.
Ved daggry indleder tyske tropper et bombardement af byen Dinant i Belgien, der ligger 25 km. SSØ for Namur. Målet er primært byens fæstningsanlæg. Selv om modstanden er indædt, kommer fortet på tyske hænder omkring middagstid.
De gensidige bombardementer fortsætter imidlertid – senere kæmpes der fra hus til hus. De tyske tropper trænges under disse tilbage igen. Da de franske tropper rykker ind i byen, hylder indbyggerne dem ved at afsynge ”Marsellaisen”.
De tyske tabstal er på 3.000 dræbte. Da tyskerne generobrer byen få dage senere, udsættes borgerne for frygtelige repressalier. 674 civile dræbes og store dele af byen brændes ned.
Læs mere om massakren i Dinant her (eksternt link – tysk Wikipedia)
