4. maj 1917. En frontrotte på køkkentjans

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Harnes, ved Lens, den 4. Maj 1917
Efter endt Jernbanerejse og en længere Marchtur er vi ankommet til Arrasegnen, hvor der forude udfægtes haarde Kampe. Vi skal dog ikke i Stilling endnu, men foreløbig blive her i Byen i Beredskab.

Jeg er blevet Køkkenchef. Den tidligere Chef med samt sin hele Stab og Køkkenredskaber blev taget til Fange ved Soisson. De havde indrettet sig i en Hule og havde ikke opdaget, at Franskmanden  havde omgaaet dem.

Denne Plads var mig ikke uvelkommen, særlig ikke, da der var Udsigt til at beholde den, og saa for Resten sørge for at lade Livet forme sig noget behageligere.

Jeg skulde dog snart erfare, at det ikke var saa helt lige til at være Køkkenchef. Der skulde holdes ordentlig Hus, thi de udleverede Rationer var smaa og stod ikke i rimeligt Forhold til Sulten.  Appetitten var altid glimrende, og selv da jeg fandt paa at hælde mere Vand paa, slog Maden ikke til. Det varede heller ikke længe, før Folkene klagede over Kosten. De mente, at den var for tynd, og at de bedst selv kunde hælde Vand paa.

I Dag gik det galt. Jeg har tit ærgret mig over, at d’Hrr. Oppassere  hver Morgen hentede den bedste Kaffe, og at de om Formiddagen  atter stillede og skulde hente denne eller hins Frokost. Der var  nemlig ikke beregnet noget ekstra til „Herrerne”, men for at gøre gode Miner til slet Spil, sørgede jeg altid for at have „lidt varmt” til  Frokost, lidt ristet Brød, eller hvad jeg kunde finde paa.

Men nu i Dag, da mødte de igen alle, som de plejede, endda det er kødløs Dag, og forlangte Bøffer. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde tage dem fra.

Gal i Hovedet og fast bestemt paa, at nu skulde der gøres en Ende paa denne Svindel, gik jeg til Feldveblen.

Efter at jeg havde  gjort Rede for min Opfattelse og paa en meget lempelig Maade  udbedt mig hans Mening om Sagen for Fremtiden, erklærede han, at han allerede længe havde set, at jeg ikke egnede mig til denne  Tjeneste. Jeg svarede: „Javel, Hr. Feldvebel” og gik.

Dog saaledes vilde jeg ikke give Slip, hverken paa min Trykpost eller paa mit Forehavende. Jeg vidste, at Kompagniføreren aldrig vilde taale den uretfærdige Fordeling af Maden og gik derfor til ham. Jeg bankede paa. „Kom ind!” raabte han. „De kommer, som om De var kaldet!”

Jeg var forbavset og vidste ikke, hvad der nu kunde være paa Færde.
„Jeg har lige faaet Meddelelse om,” begyndte han, „at orlovsspærringen er hævet, og De er jo den første paa Listen!”

„Javel, Hr. Løjtnant’ ” svarede jeg.
„De kan faa Deres Pas og rejse med det samme. Passer det Dem?”
„Javel, Hr. Løjtnant,” var Svaret, og ud af Døren forsvandt jeg med et Spring.

Jeg har pakket. Af de smaa Portioner har jeg skaaret mig en forsvarlig Frokost, og „Bratkartoflerne”, der ellers var beregnet til Officererne, er pakket i Kogekarret. Jeg venter endnu kun paa at sige Farvel til et Par gode Venner, saa gaar det hjemad. Hjem — hjem, ud af Skidtet for et Stykke Tid og hjem.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *