Før verdenskrigen fandtes der i Tyskland en omfattende litteratur for værnepligtige. Adskillige forlag udgav håndbøger, hvor soldaterne kunne læse om alt fra faneed og hilsepligt til omgang med våben og orientering i terrænet. Forlagenes militære håndbogsvirksomhed blev på ingen måde indstillet ved krigsudbruddet, hvor det potentielle marked med indkaldelsen Læs videre Håndbog for krigsrekrutterne
Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret
2. januar 1918. Fangevogter ved Roulers
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele og efter svære tab trukket ud igen.
Næste Dag kom vi tilbage til Roulers og laa igen dér nogle som Reservetrop.
En Morgenstund fik jeg Ordre til at skulle melde mig hos Retsvæsenet, og blev ansat som Fangevogter; men det passede mig grumme daarligt, jeg gad ikke høre den Lyd, naar Nøglen gled ind i Laasen, og jeg skulde laase Fangerne ind, for jeg kunde slet ikke se, at de havde forbrudt sig.
Den eneste Trøst var den, at Fangerne selv var udmærket tilfreds med det, bare jeg kunde skaffe dem nok at spise; og i det Stykke gjorde jeg mit bedste.
Dog bad jeg i al Stilhed Gud om at blive fritaget for Fangevogterposten, gik ogsaa til Løjtnanten i Retsvæsenet og bad ham om muligt at give mig en anden Bestilling.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).
1. januar 1918 – Jens Iversen: “… der blev danset til den lyse Morgen”
Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.
A . , Tirsdag, den 1. Januar 1918, Nytaarsdag.
Julen og Nytaarsaften ligger nu bag os, dvs. vor Jul og vor Nytaarsaften, thi Russernes følger fjorten Dage senere, da de regner efter den gamle Stil, den Julianske Kalender. I Modsætning til saa mange andre af Borgerkrig hærgede Egne i dette ulykkelige Land fik vi Lov til at feste i Fred, endskønt vist alle har haft en Følelse af at sidde paa en Krudttønde.
Jul her i Landet er ikke det samme, som hos os. I den russisk-ortodokse Kirke indtager Paasken den Plads i den offentlige Bevidsthed og i Familielivet som Julen hos os. Derfor er der heller ikke noget i Gadebilledet, der minder os om denne Højtid. Den gaar nærmest upaaagtet hen, undtagen naturligvis i lutherske og romersk-katolske Krese, hvor den har sit hjemlige Præg. En saadan hjemlig, hyggelig Juleaften oplevede jeg i Aar for første Gang i Krigsfangenskabet, og det var hos Familien Siedel. Efter Svinestegen tændtes Juletræet, en Skik, Russerne heller ikke bruger. Efter at Børnene havde faaet deres Gaver, sad vi sammen i den lune Dagligstue omkring Samovaren til henimod Midnat.
Hvilken Kontrast til min første Jul i Fangenskabet for to Aar siden i det skumle Tramvajdepot i Zarizyn. højt oppe paa den øverste af tre ovenpaa hinanden anbragte nøgne Træbrikse. I fire Maaneder havde jeg ikke været af Klæderne Dag og Nat, ejede ikke en Skilling, intet uden Tøjet paa Kroppen, og det var laset, lurvet og luset, Vandet frossent, ingen Mulighed for at vaske sig og til Overflod Dysenteri.
– Hos Chlebnikoff s var der stort Selskab.
Nytaarsaften, altsaa i Gaar, var jeg igen inviteret hos Siedeis. Da jeg efter Midnat gik bort, vilde jeg efter Aftale afhente Kiedler i Nabolaget hos en Civilfangefamilie Wiener, hvor han tilbragte Aftenen, men jeg blev hængende i det lystige Selskab, mest østrigske Officerer, og der blev danset til den lyse Morgen. Datteren er forlovet med en østrigsk Feltpræst, der ligeledes deltog, og Fiedler med hendes Veninde.
Katja Lavrentjevna og Aleksej Aleksejevitj , der ligeledes studerer
Medicin, er rejst tilbage til Moskva igen.
(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)
1. januar 1918 – Ernst Christiansen: “… kun faa blev virkelig fulde”
Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.
Elle, 1. Januar 1918.
Solen skinner mildt og fint paa den snepudrede Jord. Fra Morgenstunden har Kanonerne dundret næsten som i Trommeild. Nyaarsaften gik bedre end ventet. Der var ikke Lejlighed til at faa saa mange Drikkevarer som Juleaften, og kun faa blev virkelig fulde. En Mand fra en anden Barakke kom dog dinglende ind og vilde absolut kysse enhver af os, mens han smilede huldsaligt over hele Ansigtet. Og saa kom de første Julepakker ad Omvejen over Rusland, og jeg laa og rodede med de smaa Overraskelser paa mit Leje, som ogsaa her er det eneste Sted, jeg har til Raadighed. En Tid var der næsten mennesketomt i Barakken, og man kunde sidde og se ind i Ovnens klare Luer og tænke paa det Aar, der trods alt var gaaet taaleligt. Kl. 12 vækkedes jeg ved, at Folk styrtede ud for at se et Fyrværkeri, der afbrændtes ved Fronten. Nyaarsdags Menu var ikke indbydende, Kaalrabisuppe med store Stykker utilstrækkelig kogte Roer med skarp Smag. For i Morgen staar den paa Surkaal.
31. december 1917 – Tønder Luftskibsbase: To Albatros D.III ankommer
Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.
[Mo]ntag
[31].12.17
8h) Barom. 772.5. -2C. O. 2 doms. bedeckt, etw. diesig.
Kein Flugwetter
[tidsangivelse ulæselig] D.III.3151 startet in Nordholz, Land in Tondern 12.40
[tidsangivelse ulæselig] startet D.III.3149 in Nordholz, landet nach einer Zwischenlandung in Husum, um 1.40 n. in Tondern.
2h) Barom. 771,5. -1,2C. O. 2 doms Bedeckung 4, gew. Sicht.
[tidsangivelse ulæselig] startet D.III.3164 in Nordholz und landet bei Witzmort, da Kolben gefr[oren?] sen. Maschine verladen.
7h) Barom. 771, 1[.] -1,5C. O. 2 doms bedeckt, gew. Sicht.
(Bundesarchiv RM112/223)
29. december 1917 – Peter Knudsen: “Juleaften laa vi i 1. Linie voran Paschendale”
Peter Knudsen stammede fra Vogelsang i Töstrup Sogn få kilometer nordvest for Kappeln ved Slien. Han modtog læsestof fra Pastor Nic. C. Nielsen og sendte ham af og til et brev fra fronten. Knudsen var i 1917 Ersats-Reservist ved Infanterie-Regiment Nr. 28´s 4. kompagni, der lå i Flandern.
Im Felde d. 29/12 17
Kære Hr. Pastor!
Hjærtelig Tak for Brev og Gamle Budskab. Ligger her i 2 den Linie. Julen ligge bag os. Juleaften laa vi i 1 Linie voran Paschendale men bleve afløste og kom K[l] 9 an i Reservestillingen. Endskønt vi var meget trætte har vi dog fejret, Bønnesuppen smagte udmærket, der blev til hver Pakke uddelt fra røde Kors i Køln og vi sang de gamle smukke Julesalmer under Juletræet. Morgen gaar det nu vist atter tilbage i Ro[.] Englænderne forholder sig altid roligere. her er ogsaa Frost, saa Sumpen bære over[.]
Kærlig Nytårshilsen
Deres P. Knudsen
(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
28. december 1917 – Mathias Damm: “Parademarsch ved Maaneskin”
Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.
Fredag den 28.12.17.
Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Brev fra den 20 og et Kort fra den 22. Jeg har det godt og er sund og rask. I Aftes havde vi Julefest. Vi fik hver ½ Pund Pølse, en Æske Delikatesse Ost, et Æble, 2 Cigarer og 20 Cigaretter, desuden 2 l Øl. Det var for 5 Mark. Tilsidst lavede vi en Parademarsch ved Maaneskin med Kogepotten og Drikkebæger i Haanden og Musik dertil. Om det nogensinde har set sin Lige i det prøissiske Militærs Historie, tvivler jeg om, da vi ikke engang havde Kobbel om eller Bøsse med. Men det klappede trods det.
Jeg kan ikke forstaa, hvordan Rasmus bærer sig ad med sine Strømper. De bedste jeg havde med paa Orlov, (de ere med nu fra Beutedepot) har jeg ikke brugt siden, To Par har jeg i Brug og et par venter paa “Ersatz” med et militærisk Udtryk. Man skal altid aflevere et par gamle for at faa ny. Desuden har jeg et par Fodlapper af et Dækken i Brug og et par i Reserve. Hvis jeg ingen havde lavede jeg Radav og naar det ikke hjalp, saa meldte jeg mig syg. Jeg gad dog vide, om jeg ingen fik. Jeg kan ikke forstaa det, thi han har da ellers aldrig været tabt bag af en Vogn.
Smergellerred har jeg nok af foreløbig. Havde snart haabet at faa Pakker idag, men pyt. Der maa endnu komme 4 i det hele, naar de ikke er fløiten, men den fra Anne har jeg snart opgivet Haabet om at faa. Haaber ogsaa vor kære Fader snart maa komme hjem, for os er der dog ingen Slut at se og vi kunne nok ogsaa bedre end han.
Her har vi ogsaa en god Stilling, og naar man blot ikke sluger Gas, er man efter menneskelig Beregning temmelig sikker. Med Gassen skal man passe paa. Frans skyder snart mere med Gas end med Sprænggranater. Jeg skal nu have lidt malet til R og her er der forresten ikke meget at fortælle om. Barakken er bedre end de andre vi har gjort Bekendtskab med her paa Egnen. Efter Nytaar gaar vi atter i Jorden 14 Dage.
Haaber i alle derhjemme har det godt og at Krigen snart maa faa en Ende, saa F ikke behøver at gøre Bekendtskab med den Slags Boliger, inden han har aflagt sine Drengebukser. Foreløbig er der heller ingen Fare, da de jo nu har en Mængde Tropper tilovers i Rusland og Italien, og Rumænien ogsaa. Slutter nu med mange Hilsner og Ønsker om et godt Nytaar eders
Mathias.
(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)
28. december 1917. Suget ned i mudderet ved Passechendaele
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele.
Vi laa derude ved Passchendaele fuldstændig indfiltret i hinanden.
Ingen vidste, i hvilket Granathul der laa Englændere, og i hvilket der laa Tyskere. Mange Kammerater druknede i disse fæle, store Huller, der for en Del var fulde af Mudder og Vand.
Da vi en Nat gik i Gaasegang efter hinanden mellem Granathullerne, gled jeg ud og sad uhjælpelig fast med det samme, og da jeg prøvede paa at arbejde mig op, mærkede jeg snart, at jeg i Stedet for ganske langsomt sank dybere og dybere ned.
Jeg fik Tornysteren af og lagt foran mig med mit Gevær ovenpaa, og dér stod jeg da foroverbøjet, støttende mig til det, og jeg kunde jo ikke af fuld Hals raabe om Hjælp, for saa vilde Englænderne sætte et Maskingevær i Gang, og jeg kunde vente at blive gennemboret, maaske af flere Kugler.
Der var Angst og Spænding, Bøn og Skrig i mit Hjerte til min Gud og Frelser.
Omsider kom der Kammerater saa nær forbi, at de blev opmærksomme paa mig.
Straks rakte den ene sit Gevær ud, som jeg greb med begge Hænder, den anden stillede sig bagved og lagde sin Arm omkring hans Bryst bagfra, og saa halede disse to trofaste Kammerater mig op.
Jeg fik oven i Købet begge mine Støvler med mig, hvilket mange ikke fik.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).
27. december 1917 – Flensborg Avis: En Erklæring om Nordslesvig
Den 27. december 1917 bragte Flensborg Avis følgende:
En Erklæring om Nordslesvig.
Adskillige Blade, saaledes ”Kieler Zeitung”, et Par flensborgske, ”Sonderburger Zeitung”, ”Apenrader Tageblatt”, kunde i Mandags offentliggøre nedenstaaende Erklæring fra Overpræsidenten, som mærkeligt nok ikke er tilstillet alle Aviser. En Del kan altsaa først bringe den nu, tre Dage senere. Meddelelsen lyder:
Den 26. November 1915 tog jeg Foranledning til over for Offentligheden med alt Eftertryk at imødegaa Rygter, som troede at kunne berette om en bestaaende Hensigt efter Krigen at afstaa Nordslesvig til Danmark. Ophavsmændene til disse Rygter – pegede jeg hen paa – matte søges blandt Tysklands Fjender. Min Forventning om med hin Erklæring een Gang for alle at gøre Ende paa den Slags taabelige Rygter synes ikke at gaa i Opfyldelse.
Under Paaberaabelse af den udenlandske Presse søger travle Tunger atter urostiftende at vinde Indpas med lignende Udtalelser blandt os Slesvig-Holstenere. Det skal denne Gang ikke dreje sig om Nordslesvigs Afstaaelse – kun Haderslev Kreds er, efter hvad man vil vide, bestemt til ved en allerede nu forberedt Traktat at skulle afstaas til Danmark.
Jeg gentager nu som tidligere: Der ligger ikke et sandt Ord til Grundlag for dette Rygte.
Kiel, den 22. December 1917.
Overpræsidenten for Provinsen Slesvig-Holsten
v. Moltke
27. december 1917. En engelsk overløber ved Passchendaele
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele.
Vi maatte straks af Sted, saasnart vi kom ud af Toget, ud til de føromtalte Barakker i Skoven, derfra op gennem Byen West Roosebeke og ud i det forfærdelige Pløre og de opæltede Marker til Stillingen ved Passchendaele.
Den første Aften, mens jeg stod paa Vagt ud for et Understade, i hvilket der sad nogle Officerer, kom der i Mørket en Skikkelse henimod mig, og da jeg raabte: „Hvem der?” og forlangte Feltraabet, rakte han begge Arme i Vejret og bad om Pardon.
Det var en Englænder.
Jeg traadte hurtigt hen til ham, Vaaben havde han ingen af. Jeg vilde gerne tale lidt med ham og lagde min Haand beroligende paa hans Skulder, men det eneste, jeg kunde forstaa, var, at han var paa Vej hen til Bataillonen, og at han var 28 Aar.
Det kunde vi gøre os forstaaelige ved Hjælp af vore Fingre. Jeg sagde, at det passede godt, for Bataillonen var netop her, og saa førte jeg ham ned til Officererne og gik igen op paa min Post.
Kort Tid efter kom han op; en Mand blev beordret med ham
tilbage til Fangelejren; men før han gik, fik jeg dog Lejlighed til at træde hen til ham og hviske ham ind i Øret: „Kammerat!”
Han skulde forstaa, at det var en Ven og ikke en Fjende, han havde mødt.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).
26. december 1917 -Jørgen Boysen: “Juleaften paa Østfronten”
Juleaften paa Østfronten.
(”Feltbrev til „Flensborg Avis”)
Rusland, den 26. December 1917.
Det kan somme Tider være helt romantisk, et saadant Eneboerliv, hvor man kun hører Vinden suse i Trætoppene: men især paa Juleaften trænger man til at være sammen med Mennesker. Saa tager jeg mig en Spaseretur til Kompagniet, som ligger en Times Vej herfra, for at se, om Julemanden har været der.
Der blæser en kold Vind, og det fyger, saa der ligger store Snedriver tværs over Vejen. Det tager næsten dobbelt saa lang Tid at naa derhen som ellers. Vejen gaar ved Siden af Floden helt til mit Bestemmelsessted, som bærer Navnet efter Floden, og som nu til Dels bestaar af Ruiner. Omgiven af de smukke hvide Vinterlandskab ser Floden ud som Blæk med smaa hvide Øer og drivende Jsstykker. Den er ikke dyb og buldrer over større og mindre Sten i mange Bugtninger i rivende Fart. Hist og her ved Vejen ser man en Grav med en eller flere faldne tyske eller russiske Soldater. Hvorhen man ser, er der Skove, mest Fyrretræer med nogle Graner og Birke.
Kompagniet ligger i et Kvarter, som engang har været en smuk Villa, bygget af Træ som saa godt som alle Huse. Vi forsamles alle paa en større Sal, hvor et stort pyntet Juletræ straaler i Lysenes Skær. Kompagniføreren holder en Tale, og vi synger nogle Julesalmer-, derpaa gaar enhver til sit og til det, Julemanden har foræret os: en Del Smaating fra Kompagniet, en lille Pakke fra Røde Kors; men det kæreste er Kagerne fra Hjemmet.
En rigtig Julestemning vil ikke komme. Tankerne gaar hjem til det kære, fjerne Nordslesvig, hvor vore kære ogsaa sidder og tanker paa os. Og i Tankerne glider den ene Jul efter den anden forbi. Nogle Kammerater sidder fornøjeligt og spiller Kort. En, som slet ikke kan finde sig deri, sidder i en mørk Krog, og hans Tanker er nok heller ikke de lyseste. I et andet Værelse synges der Julesalmer. Og udenfor fyger det, saa Sneen farer op ad Trappen. Det var Juleaften 1917. Vi vil haabe og ønske, at det maa være den sidste i Krigen.
Nu sender jeg Slægt og Venner hjemme og derude en hjertelig Hilsen med Ønsket om et velsignet Nyaar.
Jørgen Boysen, Bækken.
(Fra Flensborg Avis 9. januar 1918)
26. december 1917 – Tycho Filskov: I familiens Skød
Journalist Tycho Filskov, der gjorde tjeneste bag fronten i Belgien, skrev sidst i december et feltbrev til Flensborg Avis.
I Familiens Skød
(Feltbrev til “Flensborg Avis”)
Belgien, sidst i December.
Kokken er min specielle Ven. for jeg roser hans Mad, hvad Familiens øvrige Medlemmer som oftest ikke gør. Og hvorfor skulde jeg ikke glæde hans Sjæl? Han gør, hvad han kan, og skønt han med sine 46 Aar efter Soldaterbegreber er en gammel Mand, er han paa Færde tidlig og silde, for at han ved Middagstid saa vidt muligt kan tilfredsstille vore kræsne Ganer.
Familien tæller tolv Medlemmer, og vi bebor et helt lille Hus i en belgisk Smaakøbstad. Barnet i Huset savnes ikke, nemlig en af „Drengene” fra Thyringerwald, der kom til Belgien sammen med mig i November. Kokken, der selv har to Sønner ved Hæren, er traadt ham i Faders Sted og vaager blandt andet over, at Drengen ikke ryger for meget. Vi har jo ikke helt de samme Begreber som Belgierne om, naar. „Aldersgrænsen” for Rygning overskrides. I Dag faa jeg paa Gaden en Herre, som taalmodigt og uden at fortrække en Mine — stod og rakte sin Cigar ned til en lille Purk paa maaske en halv Snes Aar, der havdt bedt om Ild. Drenge i den Alder kan man se i Flokkevis gaa til Skole med den brændende Cigaret hængende i Mundvigen.
Desværre savnes hos os det kvindelige Element, der ellers hører saa naturnødvendigt med til en Familie. Og det er ikke frit for, at dette spores med Hensyn til Hjemmets Hygge. Men Lys og Varme har vi da, og saa skriver Soldater som oftest ikke meget mere i den Retning.
Familien holder Husdyr, heldigvis ikke af de smaa graa, der søger saa tæt ind Paa Livet af Folk. Nej, oppe paa Loftet færdedes inden Jul nogle smaa Kaniner og en enlig Høne. Kaninerne er der endnu, medens Hønen er rejst sin Vej. Den lagde aldrig et eneste Æg, hvorimod den efterhaanden blev temmelig fed.
Dagen over er Familiens forskellige Medlemmer optagne hver af sin lille Gerning. Jeg og en Kammerat er Skrivere, Drengen er Oppasser hos Kommandanten, medens de øvrige med Undtagelse altsaa af Kokken er Ordonnanser, d.v.s. sendes ud i Distriktet som Gendarmer. Men om Aftenen samles man ved Hjemmets Arne, og da kan det stundom være næsten hyggeligt, naar Cigaren ikke er alt for daarlig, og naar Ilden blusser i den lille belgiske Kakkelovn, der staar ude paa Gulvet med en lang Arm hen til Muren, saa man næsten kan sidde i Rundkreds omkring den. Efterhaanden faar man Indblik i hinandens Livsforhold, og dermed øges den gensidige Interesse. Jeg kender forlængst Kokkens Stridigheder med sine Søskende om et lille Hus, som de ejer i Fællesskab, saavel som en Svigerindes Ondskab, idet hun nægter Familien Lov til at benytte hendes Lade til Tærskning. Min Skriverkammerat er Værkmester i Tysklands største Fabrik for — Gyngeheste, der sysselsætter over 300 Mand. Han har lovet at sende en ekstra sin Gyngehest til min Søn, naar Krigen er forbi.
Julen kom med Frost og dyb Sne, et ideelt Julevejr, som man sjælden kender det hjemme og endnu sjældnere her. Juleaftensdag var Kokken i sit Es. Han havde snart overdraget det ærefulde Hverv at løbe ind og tilberede os et Privat Festmaaltid Juleaften. Og han løste Opgaven med Glans. Om Aftenen prangede paa vort Bord en Oksesteg paa 6 Pund, og det dampede fra en vældig Stabel thyringske Kartoffelboller (Klöße), saa store som to Næver. Og vi aad og mættedes og var glade. Dette var Julens Glanspunkt, mere værd for de fleste end en noget mat officiel Julefest, der afholdtes næste Aften med Juletræ og Øl.
Belgierne er ikke vante til denne Kulde og holder sig helst inden Døre! men Livet gaar sin Gang i Krig og Fred, ved Sommer og Vinter, og der er Folk, hvem Pligten driver ud. Paa en Spaseretur Juledags Eftermiddag ser jeg næsten ingen Mennesker i Gaderne; men i Byens Udkant møder jeg en ældre Kone, som jeg kender i Embeds Medfør. Det er en af Byens Jordemødre, Madame Charlier, for hvem vi har besørget Pas til at færdes paa Gaden om Natten. Jeg spørger, hvordan det gaar med Forretningen, og hun svarer muntert smilende, at der er ingen Grund til Klage: Les enfants viennent comme cadeau de Noël (Børnene kommer som Julegave)! Og hun skynder sig videre med sin Taske.
Jeg vandrer ud i Snelandskabet og samler Julestemning i Ensomheden. Der maa være kønt her om Sommeren med de frodige Marker og de mange Kanaler, der gennemskærer Landet og tjener som Færdselsaarer. Nu ligger Fartøjerne indefrosne, lænkede til den Plet, hvor Frosten kom over dem. I Træerne sidder mod Aften vældige Sværme af Kramsfugle, Tusinder og atter Tusinder. De sidder saa tæt som Løvet om sommeren, og det er knap nok, at de lader sig skæmme bort, naar man staar under Træet og klapper i Hænderne. Forklaringen er den, at der jo ikke drives Jagt i Belgien med Undtagelse af den Smule, der jages af tyske Officerer. Naturligvis maa ingen Belgier eje Skydevaaben af nogen Slags, og saaledes faar Markens vilde Dyr og Himlens Fugle Lov til at fore en nogenlunde uforstyrret Tilværelse.
Det mørkner allerede, og jeg vender om for at søge hjem i Familiens Skød. Kokken, min Ven, venter med Gullash i Dagens højtidelige Anledning.
Tycho Filskov.
(Flensborg Avis 7. januar 1918)
24. december 1917 – Feltbrev til Flensborg Avis: Ved Juletid 1917
Feltbrev til „Flensborg Avis”
Det ligger i Luften Dage, ja Uger forud, at Julen stunder til. Selv om man blev ældre Aar for Aar, saa holdt sig denne Længsel efter Julen. Det barnlige Sind trængte frem og krævede sin Ret. Herude i Felten er Længslen dobbelt. Det er, som om man for hver Dag kommer Hjemmet nærmere.
De sidste Dage for Jul har det været bidende koldt og. taaget. Alt har været klædt i Rimfrost, og særlig Skovene har frembudt et herligt Skue. Alt bar værret forholdsvis fredeligt, og Flyverne har fuldstændig maattet standse deres Virksomhed paa Grund af Taagen. Juleaftensdag oprinder med det klareste Vejr. Den opgående Sol sender fra første Færd af sine klare Straaler mod de isblomstrede Ruder, og alt hvad der er klædt i Rimfrostens herlige Dragt, faar et mere festligt Præg.
Ved Middagstid sluttes Arbejdet og i et hurtigere end ellers kendt Tempo gaar det hjemad. Vi har Julen fat. Over Middag hentes Granen. Mens Solen skinner saa venligt og Kulde alligevel bider lidt i Næsetippen og øreflipperne, vandrer vi hen over den stivnede Pløjejord til den nærliggsnde Skov. Alle mulige Træer findes her, bare ikke Juletræer. Komme hjem igen uden Gran vilde være flovt, saa vi opgiver ikke Ævred, men søger trøstig videre.
Mens vi staver rundt forgæves søgende, rinder der mig en tilsvarende Julehistorie af Selma Lagelöf i Hu. Min Ledsager bliver helt utaalmodig. Pludselig staar vi i en Mængde Jordbærplanter. „Ja.” siger han, „nu har vi naturligvis Jordbærene, men ingen Gran, og til Sommer finder vi Granen, men ingen Jordbær.”
Endelig efter et Par Timers Søgen staar os Lykken bi. Med 3 smaa Juletræer gaar det atter hjemad. Et beholder vi selv, for de andre to skal der ikke gøres megen Reklame for at blive dem kvit. En Snedker laver Foden, alt imens vi andre pynter efter bedste Evne, og et Øjeblik efter staar Granen paa vort Bord, mens den spreder sin hyggelige Duft i vor lille Stue. Henimod Aften bliver Himlen atter skyet, og blaa, saa det næsten tegner til Sne. Flyverne og klart Vejr, de hører sammen. Fra den tidlige Morgenstund af har de da heller ikke ligget paa den lade Side. Vejrliget tvinger dem nu atter til at gaa ned.
En fredfyldt, næsten højtidelig Stilhed sænker sig i Aftenskumringen ned over Landet. Alt aander Fred. Ingen Flyvemaskiner, ingen skraldende Last-Avtomobiler, ingen Luksus-Avtomobilers T[or?]den; ingen Bagagevognes Raslen, hist og her en Soldat, der gaar over Gaden, maaske for at hente Vand til sine Heste, eller hvad han nu har. Ellers alt stille. Stille, som det maa have været hin første Julenat paa Bethlehems Marker. Og mens man „langmodig igennem Taarer ser”, da mindes man alle herlige — for herlige bet var de — Julehøjtider, man oplevede derhjemme. Nu duges Bordet. Nu bænkes de. Nu synges de kendte Salmer, og nu tændes Granen. Man tænker, føler og lever med i det samme. Det er „Jul som saa mange Gange tilforn og dog Jul paa ganske anden Maade”, hvor men føler, at Julen
” – gror ej op som Gran i Skoven,
daler stille ned fra oven.”
Juledags Morgen gaar det atter paa Arbejde. Hellig og Sogn har Krigen ondt ved at kende Forskel paa. Den dybblaa Himmel fra i Aftes har i Nattens Løb bragt Sne, og endnu sner det stærkt. Efterhaanden stilner det dog lidt af og hører til sidst helt op. Vor Vej fører os forbi faldnes Grav. Ensomt, men alligevel kønt ligger de der ved Alfarvej, dækkede af den fine Sne i den frembrydende Dag. Og jeg tænker Paa det Aar, der nu er paa Hæld, og det, der kommer. Paa alle de gode Venner, der i det svundne Aar fik redt deres sidste Leje paa samme Maade, og —.
Vi gaar det nye Aar i Møde, uvidende om, hvad det vil bringe, men overladende i vor Frelsers Haand; ham, der fødtes Julenat.
A-d.
(Bragt i Flensborg Avis 3. januar 1918)
24. december 1917 – Chresten Lysbeck: “Juleaften blev en Frontjuleaften”
Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i december 1917 befandt sig i Flandern.
Selve Juleaften blev en Frontjuleaften, akkurat som forrige Jul, da vi laa i Langemark og blev purret ud midt i Julenatten, hvor vi et Par Timer før havde sunget “Stille Nat, hellige Nat” – -. Jo, den 4. Jul blev ligesom den 3. Julenat en Nat, hvor Kanonerne drønede og spredte Død og Lemlæstelse samt Ødelæggelse i vort Afsnit, saa vi maatte en Tur til Cheluwelt efter Haardtsaarede. Men for os ved Sanitetskompagniet var det en Velsignelse og Glæde trods al Jammer og Graad netop i saa hellige og højtidelige Timer at kunne bringe de haardtsaarede Kammerater Hjælp og befordre dem til mere sikre Steder, til Lazaretter og slige Opholdssteder, hvor der var Pleje og Lindring at faa for udstaaede Lidelser og Smerter. Det var en blid Følelse paa saadan en hellig Aften at kunne gøre en god og kærlig Gerning mod de Mennesker, der saa haardt trængte til en mild og kærlig Haand i den sørgelige og triste Stilling de laa i.
Vort Julemåltid var meget spartansk og tarveligt hin Juleaften i Cheluwe Mølle. Lidt Bønnedvand med et tørt Stykke Brød til var alt, hvad vi havde. Pakkeposten var forsinket det Aar, saa der var Smalhans for de fleste af os. Desuden skulde Julefesten fejres sammen med Kompagniet en mellem Jul og Nytaar.
(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 127)
24. december 1917. Artillerist Tychsen længes efter Agerskov
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.
Den 24. december gik vi i stilling igen og blev derude til den 27. december. Juleaftensdag var med smuk solskin og let frost hele dagen. Vi arbejdede om formiddagen med ammunitionen, og vi skød også noget. Om eftermiddagen var der stille over hele fronten, og vi lavede intet. Vi ventede på aftenen, på køkkenvognen og på posten.
Løjtnant Lücker var med i stillingen. Om eftermiddagen rettede vi stuen lidt festlig ind, vi satte bordene sammen, bænkede på primitiv måde, og alt var klar til festens begyndelse.
Det begyndte at blive mørkt; klokken var 4. Der var lidt måne først på aftenen. Vi gik stille om mellem hverandre og sagde ikke ret meget, men hver enkelt havde sine tanker ja det var næsten, som om vi undgik hverandre, og hver enkelt søgte hen i stilhed, hvor han var alene.
Det var juleaften – en mærkelig aften. Det var 3. gang, jeg fejrede jul som soldat, og hvert år havde vi tænkt, ja, næste år, så er vi forhåbentlig hjemme til jul.
Jeg gik ud og stillede mig op ved husenden mod øst, her var der nogle træer og et dige. Jeg gik så over bag diget og stod med ryggen mod et træ (en ask), og så så jeg ned mod vejen, der førte fra Vest Rosebecke til Hochlede. Jorden var lidt hvid, det var ganske blikstille, men der var en ring omkring månen. Man kunne høre vognene knirke nede på vejen, og af og til kunne man langt i det fjerne høre et skud fra en eller anden kanon.
Ak, ja! Jeg stod og blev ganske vemodigt stemt. Jeg fik hjemve, jeg længtes hjem til Agerskov. Jeg tænkte på de år, da vi alle kunne fejre jul sammen, når vi fik den sædvanlige grønlangkål med svinehoved, medisterpølse og bag efter sødsuppe med svesker og til allersidst hver en snaps af de små blå glas, dog måtte dem, der var under 10 år, kun få en halv snaps – det var godt for maven.
Bag efter maden bad far Fadervor og læste juleevangeliet på en meget højtidelig måde. Juleaften var så festlig, vi var alle så glade – -.
Og nu stod jeg her og ønskede blot at kunne nøjes med den føde, hunden fik derhjemme. Jeg kunne høre en svag syngen. Sangen blev stærkere og stærkere, nu kunne jeg høre, at det var et kompagni infanteri, der kom fra fronten – fra skyttegraven, og gik tilbage efter Hochlede. De var blevet afløst, og nu var de glade, at de måtte komme tilbage til denne hellige aften; også de håbede på en skål varm mad og nogle gaver, lidt post og måske en pakke hjemmefra.
Det lød ganske betagende, da de efter at have sunget: „Ich hat einen Kammeraten” og „Auf das wir scheiden müssen” stemte i med „Stille
Nacht, heilige Nacht, alles schläft, einsam Wacht, nur das traute hochheilige Paar, holder Knabe im lockigem Haar, schlaf im himlischer Ruh“.
Taktfast og stemningsfuldt lød det gennem aftenstilheden, og længe efter hørte man støvlehælenes monotone og samtidige slag i landevejen, indtil de langsomt døde hen, og nu hørte man kun en lyd en gang imellem igen.
Kompagniet var passeret forbi, de skulle tilbage, og vi måtte blive. Kunne man endda have kommet med tilbage for i ro og stille at nyde juleaften, selv om man kun kunne få et tarveligt måltid, så var det dog en behagelig følelse, når man vidste, at her kan de engelske kanoner ikke nå os.
Der kom endnu nogle små afdelinger nede på landevejen og gik tilbage. De sang alle. Der kørte vogne frem til fronten, det var mest køkkenvogne, der skulle ud med mad, pakker samt post.
Endelig kom der en vogn, der drejede af landevejen og satte kursen op efter os. Der var kun en hest spændt for, og foruden den sædvanlige bagage af spande og madvarer, var der en sæk med post en stor kasse med ”Liebesgaben” og en kasse øl. Vi hjalp til med at læsse varerne af vognen, bar dem ind i stuen og sendte det tomme returgods med tilbage samt den skrevne post.
Vi satte os til bords, fik hver en portion mad samt en ekstra juleportion, der bestod af hver en varm pølse i sovs. Vi havde ikke noget juletræ, og efter måltidet fik vi cigarer og cigaretter, hver et par æbler, og så blev “Liebesgaverne” delt omkring, de bestod af: brevpapir, strømper, vanter, seler, lommetørklæder, spillekort osv.
Vi fik hver en portion øl, ca. 1 liter., og hver en kvart flaske vin. Mens
vi drak øllet og røg tobak blev der holdt en tale af løjtnant Lücker, der mindede om de andre gange, der var blevet fejret jul i felten og udtalte håbet om, at krigen måtte få sin afslutning i det kommende år.
Efter ham begyndte den ene efter den anden med at holde tale, der alle som en var mere eller mindre sjofle. Der blev ikke talt om juleevangeliet eller sunget salmer; men festen var aldeles gudløs.
Vi havde varme i stuen, og hist og her brændte Hindenburglysene.
Med posten var det sparsomt, jeg fik ikke noget hjemmefra denne aften.
Da vi havde festet et par timer, kaldte pligten igen. Jeg fik besked på, at jeg sammen med min betjening samt Obergefreiter Helferich skulle ud og skyde med den fremskudte kanon, der stod 2½ km længere fremme, for at beskyde punkter langt bag den engelske linje.
Det var imidlertid blevet bælgmørkt, det blæste noget og begyndte at sne en lille smule. Vi gik ud til den fremskudte kanon, der stod i en have ved en større gård, der var delvis ødelagt. Vi ladede kanonen og affyrede en del skud, dog sendte jeg dem ved siden af målet, da jeg ikke ville være skyld i nogen ulykke ovre hos englænderne på denne hellige aften.
Ved tolv tiden skød vi for sidste gang. I ildpauseme havde vi rettet os ind i en kælder i den delvis ødelagte gård.
Vi havde en lille kakkelovn anbragt i kælderen, kakkelovnsrøret stak ud gennem kældervinduet. Vi slog nogle brædder i stykker og puttede dem i kakkelovnen, og det varede ikke længe, inden vi havde en dejlig varme.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
24. december 1917 – Ernst Christiansen: Mine belgiere 3
Senest ændret den 26. december 2017 11:16
Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. Herfra skrev han i julen et feltpostbrev til Flensborg Avis, men censuren forbød at trykke det.
Rangeringen om Morgenen i Mørke er det værste. Men naar først de lange mørke Slanger sætter sig i Bevægelse, naar de fladbundede Træsko klaprer omkring en, mens Flokken summer en Melodi, kan der komme en faderlig, veltilfreds Fornemmelse op i den kappeklædte Soldat, der gaar midt i Flokken med Hænderne i Lommen og den lille Pibe i Mundvigen.
Nye Pligter kommer dog til. Ens egne Folk klarer man sig med; værre er det med fremmede. Aarvaagenheden maa skærpes. En Ladeport klaprer undervejs. En Soldat lukker den op, og jeg gaar med ind. En Snes mørke Skikkelser purres ud af Krogene. I en lille Skov ved Vejen vil andre forsvinde. Omsider gryr Dagen, der melder sig grumme sent paa den flandriske Slette, og Arbejdet bliver lettere.
Løsnet er, at disse Folk kun kan styres med den største Skraphed. Helt uden gaar det vel heller ikke. Men bedst gaar det dog, naar Folkene tillige mærker, at man helst vil komme ud af det med dem med det gode. Mine egne skraaler venligt God Morgen til deres Korporal, om end de lige efter med den største Vrangvilje lystrer Ordren til at forlade Barakken. Efterhaanden opløser Massen sig i Ansigter, man kender igen. — Der er den lille Dreng med det morsomme Ansigt, der er den ældre, skæggede Fyr, der ham med Henrik Ibsen-Ansigtet, der den fine Mand, den eneste med Overfrakke osv.
Alle gaar i Træsko, med snævre Bukser, delvis snørede sammen forneden med en Strimmel Tøj. De fleste i aaben Trøje uden Kappe, den flade Hue paa Hovedet og et uldent Sjal om Halsen og Baghovedet. Hænderne i Lommen, Cigaretten tændt. I Rusland gaar Folk helst i Pels paa deres Gaardsplads til hen paa Sommeren. Her rykker de ud paa Arbejde i Vintervejr, som om de vilde skraa over Gaden til Genboen.
Ude kan man have Held med sig. Naar ens Hold bliver delt i Smaaflokke med hver sin Arbejdsleder, er man selv overflødig. Der er Tid til at varme sig lidt i en Beværtning med en Skaal Kaffe. Inde i Lichtervelde mente en lille buttet flandrisk Skænke-jomfru med Opstoppernæse sig forpligtet til at holde os med Snak Juleaftensdag. Hun talte om Krigen og om Flyverne. I de maanelyse Nætter sad Beboerne oppe til Klokken 2—3 hver Nat. Saa længe brummede der idelig en fjendtlig Flyver over Byen.
— Musikhandlerens Hus derhenne er et af de sidste, der er lagt i Grus. En Kone blev med. sin Seng slynget gennem Gulvet ned i Etagen nedenunder og slap godt fra det. Engang da nogen Munition blev antændt, sad vi længe i dødelig Angst. For hver Granat, der sprang, troede vi, at det var en ny Flyverbombe.
Et Flyverbesøg her paa Egnen ænses ellers knap af andre end dem, der staar ved Ballonskytset. I det højeste kaldes man ud for at se paa noget særligt seværdigt. En straalende Solskinsdag med rim-dækket Jord. Paa den blanke Himmel en mærkelig Tegning af Prikker. Først lidt efter lidt løser man Gaaden. Der staar en Lænkeballon, over den fjendtlige Flyvere, omkring disse Shrapnelskyer, mellem Ballonen og Jorden noget hvidt, der langsomt daler: Iagttageren fra Ballonen, der gaar ned med Faldskærm. Vi stirrer paa dette Billede. Pludselig en Hvinen og Susen i Luften — vi dukker os uvilkaarligt — et Dump. Hvad var det? Vist en Blindgænger fra Ballonskytset.
Nu er Julen gaaet, Juleaftensdag og anden Juledag Arbejdsdag. Juleaften kun en halv Time til at ligge i Ro paa sit Leje og tænke paa dem derhjemme. Breve er heldigvis naaede frem, Pakkepost ikke; men et Stykke ristet Brød med lidt Smør og Marmelade er heller ingen daarlig Juleaftensnadver. Sent er alle Dagens Pligter fyldestgjorte. Et Par Julesange synges i Barakken, mens et lille 10 Centimeter højt Juletræ stilles paa Bordet med smaa Kærter. Senere nyder de fleste vaade Varer, og først hen paa Natten bliver der noget mere Ro, saa Øjnene kan falde i. Det er stegende herinde. Tankerne gør endnu et Slag hjemover til den festlige Stue med Julegrønt og den hvide Dug og de smaa Ansigter og et Par graa Øjne, saa svinder alt i Taage. Juleaften er forbi.
Juledag møder med Sne- og Haglbyger, Tøvejr og slemt Føre. Hen paa Aftenen henter jeg mine Belgiere til Lønningsappel. Foruden Kosten faar de 3—4 Mark om Dagen. Nogle ligger indsvøbte i deres Tæpper, tit to og to for bedre at holde Varmen. I den ene Barakke er de muntre og sidder i Kreds og leger Flyvere, der skydes ned, og andre mærkelige Ting, ved Hjælp af Lommetørklæder, som kastes gennem Luften, Kviste, der fejer hen ad Gulvet, Stokke, hvormed Maskingeværilden efterlignes, osv. Sent kommer vi til Ro. Maanen har jaget Skyerne paa Flugt. Det er mild Frost. Et Lag Sne dækker Landskabet. I Nat synes Flyverne at ville lade os i Fred. — Gu’n Nacht, Jungs! — Gu’n Nacht, Korporaal!
24. december 1917 – Johannes Reiff: Jul i Flandern
Johannes Reiff gjorde tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 84, der i sidste del af 1917 lå i Flandern. Efter krigen udgav Reiff en roman og to digtsamlinger om verdenskrigen.
Jul i Flandern
Det er som en stille Salme
henover Flanderns Jord,
det er som Sus af en Palme,
hvor ellers intet gror.
Og Salmen møder den ene
paa Vagt i Is og Sne:
i alt det hvide og rene
svinder en Verdens Ve.
Saa daler den ned i Hulen –
Mismodets tunge Luft,
og alle mærker nu Julen
i Granens fine Duft.
Den stiger atter i Sange
fra dybe Stemmers Kor:
den inderlig stærke, bange
Bøn om Guds Fred paa Jord.
(Johannes Reiff: Nye Sange fra Ingenmandsland, H. Hagerups Forlag 1930)
23. december 1917 – Mathias Damm: “mærker … at man ikke alle Dage har talt tysk”
Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.
Søndag den 23.12.17.
Kære Moder og Sødskende!
Allerførst mange Tak for Brev fra den 17 og Kort fra den 15. Jeg har det godt og ved fint Mod. Haaber det nu maa være sidste Gang jeg feirer Jul i Fjendens Land. Sidste Aar haabede jeg det samme, men det skulde ikke være saa. Dog hvor meget er der ikke forandret siden den Tid.
Sidste Aar var vi i Rohsestillingen, og Mineslugten og “Teufelsberg” rystede af Minemes Drønen og Bragen. Dengang vilde Panje spille Mesteren, men 3/4 Aar senere maatte han rykke, da havde han hørt andre Miner og Granater brage og Bjærget havde for sidste Gang gjort sit Navn Ære. Det var en uhyggelig Morgenstund, og hvad man da oplevede i et par Timer, lader sig ikke beskrive paa et Ark Papir.
Og nu er der Fred paa Østfronten og Rasmus kan gaa med den Vished at ingen hylende Granat eller Mine vil forstyrre hans Julefred og Ro. Maatte dog dette blive Begyndelsen til Freden og de andre Lande snart følge efter. Naar det Julen over bliver ligesaa rolig som nu, maa jeg ikke klage. Og Franskmanden feirer jo Jul sammen med os, saa det gaar jo ogsaa ud paa han selv, naar han laver Radav.
Haaber ogsaa at i derhjemme maa kunne feire en efter Omstændighederne glædelig Jul. At i tænke paa os herude, det ved jeg, men vi ere jo nu vant til det, og saa gaar det nok. Jeg kan slet ikke forestille mig, at det imorgen skal være Jul. Her mærker man intet til at der er næraf. Men anden Juledag kommer vi atter ud i Verden, og saa feire vi Jul den 28.
Jeg har nu i nogle Dage ingen Pakker faaet. Haaber nu atter at faa imorgen. Der mangler en fra Anne B. men den kan jo komme endnu.
Det vil vist ogsaa blive en trist for Tante Martine, naar hun da ikke faar Efterretning at Onkel er i Fangenskab. Hun skriver ogsaa at Uvis er skrækkelig, og det vil jeg nok tro, men man kan jo kun haabe det bedste. Og der er dog stor Sandsynlighed for at han er i Fangenskab.
Mon Fader faar sin Pakke til Jul, ellers bliver han da helt skuffet. Det bedste var om de snart vilde jage ham hjem Udsigterne ere da bedre nu, efter min Mening. For ham er det jo ogsaa tredie Gang han maa feire den saa langt borte. Men han da vist kunnet faa sig en Holdsnak paa Dansk hvert Aar, jeg har maattet plapre tysk og ved saadanne Ledigheder mærker man det mest at man ikke alle Dage har talt tysk.
Haaber nu at vi næste Aar maa kunne feire Jul alle med hverandre hjemme hos eder i kære i Fryd og Glæde, og om ogsaa noget af det fine Julekager o.s.v. mangler. Det vil ikke savnes, man har lært at være nøisom. Og nu, i Kære, ønskes eder alle et godt Nytaar og mange Hilsner sender eders Søn og Broder
Mathias.
(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)
22. december 1917 – Tønder Luftskibsbase: Øvelsestur
I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er for den 27. december 1917 noteret:
Tønder:
Formiddag: let skyet til overskyet, noget diset, frost, stille
Eftermiddag: Overvejende overskyet, diset, svag sydvestlig vind
L54 fra 1.20 til 2.00 eftermiddag: Øvelsestur.
(RM116/77, Bundesarchiv)
20. december 1917 – Ernst Christiansen: “Himmelkreuzsakrament! Die Belgier sind Hunde!”
Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.
Elle, 20. December 1917.
BELGIERLEJREN kommanderes af en Sakser, en flot Mand med mørkt Overskæg og mørke Øjne til hvide Tænder. Han holder meget af at høre sig selv tale og tordner paa det mest gudsforgaaende over Belgiernes Ondskab og Fordærvelse. De skal behandles med Puf mellem Ribbenene og Knubs i Ryggen og fortjener at ristes levende.
— Himmelkreuzsakrament! Die Belgier sind Hunde!
Det skal dog vist nærmest opfattes som Vittigheder.
Hver Aften udtages et Par af os til at skaffe Brænde. Spørger nogen hvorfra, ryster Sakseren paa Hovedet af slig Uvidenhed.
— De tager en Vogn og kører ud ad en eller anden Vej; der ligger saamænd nok i Grøften. Men der maa efter højere Befaling ikke fældes Træer eller tages fra Husene! »Verstanden!«
Manden veed lige saa godt som vi, at paa den Maade finder man ikke den mindste Stump Pindebrænde. Der er koldt i alle Barakker og Dækninger, og enhver Soldat har den uskrevne Pligt at bringe et større Stykke Brænde til Huse hver Dag til den fælles Husholdning; ellers faar han Skoser af Kammeraterne.
Nissen fra Tirslund — den Kammerat, der paa Marken ved Shaski læste for os om sin gamle Mor — fortæller, at der er ødelagt for Millioner heromkring i den korte Tid, de har været her. Til 15. November fik Beboerne i en Del Landsbyer Ordre til at flytte. Nu ser de ud som Ruiner. De er ikke skudte ned; men Tropperne har revet alt brændbart ud til Brændsel. Tagene, Dørene, Vinduerne, Lofterne, Bohavet, Guldlister osv., alt er gaaet i Ovnen.
Belgierhistorien maa tages fra den morsomme Side. Det Arbejde, de 2000 Belgiere udfører, er baade til at le og græde over. Først to Timers Marche; langt op paa Formiddagen kommer man til Maalet, og saa bruges Arbejdskraften paa en Maade — særlig arbejdsglade er Folkene naturligvis ikke —, som om det nærmest gjaldt om at lade Pengene rulle. I Gaar gjorde jeg med en Flok to Gange en Tur fra Nærheden af Gits til Elsenbeeke og hentede nogle Pæle — enhver tog den tyndeste Pind, han kunde opdage — og en Rulle Pigtraad. Da vi kom tilbage fra det Stykke Arbejde, var det omtrent Fyraften. For Resten er dette, at Belgierne anvendes til Befæstningsarbejder imod deres egen Konge og Hær, nok noget, Tyskerne officielt fralægger sig.
Naar »Korporalerne« vil have fri, absenterer de sig simpelthen i Mørket om Morgenen efter Meldingen og sniger sig tilbage til deres Barakke. Der er ikke en Sjæl, som bryder sig om det.
19. december 1917 – Ernst Christiansen: Mine belgiere 2
Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. Herfra skrev han i julen et feltpostbrev til Flensborg Avis, men censuren forbød at trykke det.
Vi »Korporalskabsførere« drilles og tituleres naturligvis af Kammeraterne. Spot og Skade følges ad. Vi maa op før de, klæde os paa i Mørke, faa fat i nogen Kaffe, sluge et Par Stykker Brød og saa af Sted til Belgierlejren.
Hvor var det nu, de forbistrede Barakker laa? Derhenne lyder et Plask og et Skrig. En »Korporal-skabsfører« er i Mørket dumpet i en Grøft. Et Par Mand haler vi ham op — Støvlerne er fulde af Vand — og styrter videre. Det er paa høje Tid. Ved Hjælp af min Lommelygte finder jeg Overgangen over Grøften derhenne, Pælen fra i Gaar, over endnu en Grøft. Derovre i Krogen maa det være!
— Korporaal, Korporaal! raaber de mig i Møde. Med stort Besvær faar jeg dem purret ud. Korporalskaberne ligger ind imellem hverandre.
— Feerundörtig! Feerundörtig! (34) Korporalskabets Nummer, raaber jeg, og adskillige af dem stemmer beredvilligt i med.
Endelig, endelig staar de fleste ude, og i Bælgmørke lader jeg dem følger med mig til Samlingspladsen. En syndig Forvirring. De 1900 skal finde hver sin Baas, og nogle af Førerne veed ikke selv, hvor de skal hen. Numrene skraales i babylonisk Forvirring. Der bliver lang Ventetid. Jeg faar mine opstillet, og til sidst er de der alle.
Der raabes og skraales af tusinde Munde. Træskoene klaprer, nogle synger. Man hører Toner af Marseillaisen, men mest Revuemelodier.
Naa, endelig er »Meldingen« besørget, og noget senere gaar det af Sted, ud i Mørket, et Par Timers Marche, fra den ene Vej ind i den anden, Markveje og Chausseer og Fodstier, og den Vej skal jeg nu føre mine Folk tilbage i Eftermiddag. Naa, lad Skæbnen raade.
De forskellige Hold overtages af Pionerer eller Armering. Beholder man sit Korporalskab, er det et rent Tilfælde. Den første Dag havde jeg 150 Mand at passe alene; men da var de endnu ikke saa vejkendte og lystne til at absentere sig under Arbejdet som senere.
Dagen gik. Postens eneste Fordel er, at man ikke behøver at arbejde med; i Kulde og Ruskvejr er det en tvivlsom Vinding. Jeg fandt ogsaa tilbage, skønt Vejrmøllerne næsten er det eneste, man som nyankommen kan finde at bide Mærke i.
Saa skulde de hente Mad. Adskillige havde endnu intet at tage den i og maatte slaa sig sammen med de andre. Opstilling og Tælling. Gaasegang gennem Køkkenet. Endelig kan jeg tænke paa min egen Middagsmad. Saa over at modtage tør Kost til Belgierne og Fordeling under ny Haløj. Jeg finder imidlertid en god næstkommanderende, og det gaar. Den første Dag tager nogle imod deres Marmelade i den hule Haand.
Senere en Times Parole med nye Forklaringer og nye Pligter. Der er ingen Trang til Aftensmad. Træt strækker jeg mig paa mit Leje.
Naa, der er et plattysk Ord, som hedder: Dat is man eerst, dat gift sik! Al Begyndelse er vanskelig. Fritiden bliver uhjælpelig klippet i Stykker, men ellers er det til at overkomme.
Fortsættes…
18. december 1917 – Ernst Christiansen: Mine belgiere 1
Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. Herfra skrev han i julen et feltpostbrev til Flensborg Avis, men censuren forbød at trykke det.
Elle, Julen 1917.
En halv Snes Dage har jeg nu haft dem, og de halvanden Uge staar for mig som en hel Evighed. Det var en fæl Søndag. Faa Dage havde jeg været i Flandern og skulde nu bruge den første Fridag til at bringe lidt Orden i mine Ting. Men det blev kun til nogle Breve. Om Middagen udpegedes jeg blandt nogle andre til en særlig Kommando, Korporalskabsfører for belgiske Civilarbejdere.
De var komne om Morgenen, før det blev lyst. Vi havde hørt de klaprende Træsko, hørt en Summen og Snakken og Raaben og set et Tog af mørke Skikkelser med store Bylte eller Sække paa Nakken. Et endeløst Tog. De første var inde i Baraklejren, og paa Vejen helt deroppe ved Landsbyen dukkede der stadig nye Bugtninger op paa den store Slangekrop.
Den Eftermiddag sled paa Nerverne. Der var Masser af Ting at tage Vare paa, ingen rigtig Oplysning at faa, en lille Flok til at ordne alt for 1900 Mand. Mørket faldt paa, og jeg, der skulde vejlede de andre, kendte ikke selv Planen i den store Lejr, hvor det ene Hus er nøjagtig som det andet, uden at der staar noget skrevet paa dem.
I Mørke blev alle purrede ud og stillede op i Rækker paa fem Mand, hvad der voldte utrolig Ulejlighed. Man saa straks, at de ikke havde Begreb om militær Orden og lige Rækker og om at blive staaende der, hvor de var stillede hen. Naar man havde faaet en Række i Orden og tog fat paa den næste, sværmede de straks ud igen. Og saa talte de et fremmed Tungemaal, der til at begynde med lød som Indiansk, og syntes fuldkommen uforstaaende over for os.
Naa, omsider blev de afdelte i Korporalskaber paa et halvt Hundrede. Med Møje fik jeg dannet et lille Skillerum fra Naboafdelingerne, fandt en, der saa ud til at være flink til at skrive, og fik ham til at skrive Navne. Han var halvfærdig, saa blev hele Inddelingen i Korporalskaber kuldkastet og lavet om igen. Men naar det bliver lidt vel broget, genvinder man sin Ro. En ny Skriver findes, og alle Navne anbringes paa en Stump Papir, flamske Navne alle sammen, vanskelige at læse, naar man har dem tydeligt opskrevne, men ikke til at forstaa, naar Belgierne selv siger dem med halvfransk Udtale: Prosper Vercauteren, Jean Clauwert, Romain Verstraetberg, Ferdinand De Schryver, Arthur Hoeg-huys osv. osv.
Jeg begynder ogsaa at gøre mig forstaaelig for dem. Jeg bruger det Plattysk, jeg har lært som Dreng blandt flensborgske Skolekammerater. Det vigtigste forstaar de fleste. Enkelte, der ikke kan følge med, belæres af de andre: men rigtignok foregaar det under en Haløj, saa det ikke kan være værre paa noget Marked.
Omsider kan jeg følge dem til deres Barakker i Udkanten af Lejren, og Resten af Aftenen gaar med Instruks og Ventetid.
Et Par Dage senere skal jeg notere deres Alder. De ældste er i Trediverne, de yngste 16, den store Flok er paa 17—21 (belgiske værnepligtige, der paa denne Maade holdes under Tilsyn). Næsten alle er de fra Fabriksbyerne ved Antwerpen, og de taler Østflamsk, som er noget vanskeligere at forstaa end Vestflamsk, der tales her. —
Øre i Hovedet lægger vi os paa vort Leje med Ordre til at stille næste Morgen med vore Folk.
Fortsættes…
16. december 1917 – Mathias Damm: “… sætte Bøssen i Krogen.”
Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.
den 16.12.17.
Kære Moder!
Mange Tak for to Kort fra 8-10. C skrev forleden at Onkel var “vermischt” [sammenblandet/red.], det kan jo være muligt, men i hvertfald er han ogsaa savnet (vermisst).
At R[usserne] ogsaa bliver flyttet behøver i ikke at være bange for, thi saasnart der er Vaabenstilstand maa de ikke flytte en Mand fra Pletten, foreløbig ikke engang i Hvil. Gid denne Vaabenstilstand maatte blive Begyndelsen til Freden, saa vi til Foraar, ogsaa kunde sætte Bøssen i Krogen.
Jeg har det godt og haaber ogsaa i har. Kanske Fader nu snart kommer hjem. Nu er Udsigterne bedre. Mange Hilsner sendes eder med Ønsker om en glædelig Jul eders
Mathias
(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)
15. december 1917 – Nyeste Efterretninger: “Den engelske Hærs Vanheld”
Senest ændret den 18. december 2017 9:11
Gennem hele krigen udgav de krigsførende landes hærledelser dagsberetninger om krigens forløb. Flensborg Avis bragte gennem hele krigen dem alle samme, den tyske såvel som de udenlandske og fjendtlige. De sidste med et par dages forsinkelse.
Nyeste Efterretninger. Dagens Beretning
Det store Hovedkvarter, Lørdag
Den vestlige Krigsskueplads.
Hæregruppe-Kronprins Rupprecht. I over fire Uger har de engelske Angreb i Flandern været standsede. Englændernes mægtige mod den flanderske Kyst og vor U-Baadsbasis rettede Offensiv kan hermed regnes som afsluttet. Næsten hele den engelske Hær, forstærket med Franskmænd, har her i over et Fjerdingaar kæmpet mod vor i Flandern staaende Hær om Afgørelsen. Tysk Førelse og tyske Tropper har her atter baaret Sejren hjem, mens vi andre Steder under mægtige Fremstød kastede Fjenden ned. Den engelske Hærs Vanheld i Flandern forstærkedes ved den store Nederlag ved Cambrai.
Nord for Gheluvelt blev der under et lille foretagende mod de engelske Linjer ved Pozelhoek taget 2 Officerer og 45 Mand til Fange. Et natligt engelsk Modangreb for at tilbageerobre de af os tagne Stillinger strandede.
Fra Scarpe til Oise var den fjendtlige Artillerivirksomhed livlig. Stærke Ildbølger laa om Aftenen, Natten igennem og om Morgenen flere Steder paa vore Stillinger.
Et engelsk Angreb, som forberedtes øst for Bullercourt, opdagedes, og forstyrredes i dets Udførelse af vor Ødelæggelsesild.
Hærgruppe Hertug Albrecht. I Chann-Dalen afværgede vore Gravbefæstninger Fremstød af stærkere franske Opklaringsafdelinger.
Den østlige Krigsskueplads.
Vaabenstilstandsforhandlingerne fortsættes.
Den makedoniske Front.
Mindre Foretagender vest for Ochrida-Søen. Paa den øvrige Del af Fronten ringe Kampvirksomhed.
Den italienske Front.
Under de sidste Dages Kampe mellem Brenta og Piave forblev der 40 Officerer, over 3000 Mand, nogle Kanoner og Maskingeværer i vor Haand. Fjendtlige Modangreb mod de af os erobrede Stillinger afvistes.
Første Generalkvartermester Ludendorff
Den 17. december 1917 bragte Flensborg Avis beretninger fra de udenlandske generalstabe for fredag den 14. og lørdag den 15. december 1917.
Generalstabs-Beretninger
(W.T.B. og Fr.Z.)
Den tyrkiske Lørdagsberetning.
Palæstinafronten: Ved Kysten afvistes et Forsøg af en stærkere fjendtlig Patrouille paa at gaa frem. Øst for Jerusalem flere Steder Artillerikamp. Ved den lilleasiatiske Kyst besatte vi Øerne Mesoniszi og Plaka.
Engelske Beretninger.
Fredag Middag. I Nattens Løb smaa Foretagender fra begge Sider.
Fredag Aften. I Morges fandt der stedlige Kampe Sted syd for Polygon Skoven. Her angreb Fjenden kort for Daggry vore Stillinger i Nærheden af Slottet Poelderhoek. Angrebet blev afslaaet med Undtagelse af et Punkt, hvor det lykkedes Fjenden at trænge ind i vore Frontgrave i en Bredde af omtrent 200 Yards.
Lørdag Middag. Den lokale Kamp begyndte atter i Aftes ved Polderhoek Slottet. I denne Kamp tog vore Tropper en betydelig Del af den Skyttegrav tilbage, i hvilken Fjenden var trængt ind om Morgenen. Det fjendtlige Artilleri har været virksomt i Nattens Løb ost for Messines og nordøst for Ypern.
Lørdag Aften. I Aftes foretog Fjenden et nyt stedligt Angreb øst for Bullecourt, men blev slaaet fuldstændig tilbage. I Eftermiddags udførte vi et Fremstød nord for Landsbyen, under hvilket vi tog Fanger og ødelagde fjendtlige Dækninger. Det fjendtlige Artilleri udfoldede i Dag betydelig Virksomhed ved Hargieourt og Flesquières, mellem Gavrelle og Lens og i Afsnittet ved Paschendaele.
Franske Beretninger.
Fredag Middag. Intet særligt.
Fredag Aften. Jævn Artillerivirksomhed uden Infanteriforetagender.
Lørdag Middag. Der er intet at melde fra sidste Nat undtagen ret livlig Artilleriild paa Fronten Beaumont— Bezonvaux.
Lørdag Aften. Der har været ret voldsom Artillerivirksomhed i Egnen ved Miette. Et Overfald lykkedes for os paa de fjendtlige Skyttegrave syd for Juvincourt; vi førte Fanger med tilbage. Paa højre Maasbred har Tyskerne efter et voldsomt Bombardement foretaget et Angreb i Egnen ved Chaume-Skovm. Vor Ild tvang de stormende til at sprede sig. Artillerikampen vedblev at være ret livlig i hele Afsnittet. Dagen har ellers overalt været rolig.
Belgisk Beretning.
I Dagens Løb har vort Artilleri bombarderet de fjendtlige Værker ved Dixmuiden og i Egnen ved Kippe. Der er blevet foretaget Gengældelsesskydning mod Oostkerke og Merckem. Den 15de har Artillerilden været særlig heftig henimod Merckem.
Fra Orient-Hæren meldes Fredag: Der har været svag Artilleriild paa hele Fronten. I Cernabuen har vi afslaaet flere fjendtlige Overfald.
De italienske Beretninger.
Fredag. Ved Daggry i Gaar. den tredje Dag, paa hvilken der atter kæmpes mellem Brenta og Piave, angreb Fjenden, efter i flere Timer at have koneentreret sine Batteriers Ild mod vore Stillinger i Egnen mellem Col Caprile og Col Beretta, disse Stillinger med stor Voldsomhed. Da han fandt vor Modstand urokket og stærk, opgav han [at] foretage Infanteriangreb, og alt imens han vedblivende udøvede ét stærkt Tryk, genoptog han Artilleriilden, som varede hele Dagen. Den blev virkningsfuldt gengældt af vore Batterier, som sammen med vore Bombardementsmaskiner fandt et godt Maal i de store fjendtlige Troppeformationer, der var standsede i en Dal nord for vore Linjer. I de første Morgentimer blev vore Stillinger nord for Monte Solarolo beskudte af en voldsom Ild, der ledsagedes af en heftig Ødelæggelsesild. Klokken 12½ blev Bjerget angrebet med Voldsomhed ved en omgående Operation fra Vest og Nordøst. Kraftige Angrebsbølger, som undertiden stiftede om til tætte Masser, blev kastede frem mod Col Orso, Monte Solarolo og Begyndelsen af Calcinodalen; en voldsom Angrebsild blev rettet mod Sabl. Med en glimrende Holdning og mandig Modstandskraft, der ydedes, lige til der kæmpedes Mand mod Mand, hævdede vort Infanteri Stillingerne, glimrende støttet af vore og de franske Batterier, og drev Fjenden tilbage. Om Natten, da Kampen aftog i Voldsomhed. blev et ubetydeligt, lille Stykke Terræn nord for Linjen Monte Solarolo til Begyndelsen af Calcino-Dalen rømmet af de tapre Forsvarere. og dette Terræn dannede for Fjenden det eneste Vederlag for hans resultatløse Ofre og blodige Tab i Løbet af Dagen.
Tre Flyvemaskiner blev skudt ned af vore Flyvere i Assadalen, nord for Asiago og nord for Monte Grappa; en fjerde blev skudt ned af vort Artilleri og faldt ned i Omegnen af Susegana.
Lørdag. Slaget mellem Brenta og Piave vedvarede i Gaar med stor Forbitrelse. Artillerekampen, som ogsaa i Nattens Løb fortsattes med Afbrydelser, begvndte igen ved Daagry og vedvarede uafbrudt. I de første Eftermiddagstimer kastede Modstanderen sine Infanterimasser frem til Angreb. I Egnen ved Col della Beretta tillod en stedlig Offensiv os to Gange at naa Toppen af Monte Pertica, Dette Foretagende trak store fjendtlige Styrker hen mod dette Punkt. Med særlig Heftighed rettedes de fjendtlige Angreb mod Col Caprile og Sydskrænten af Col Beretta. Fjenden blev standset af vore Tropper og ved Modangreb kastet fuldstændig tilbage, hvorfor han led store Tab. Han begyndte atter med Artilleriforberedelser og tilkaldte Forstærkninger. Mod Aften gentog han saa sit Angreb, hvorved det lykkedes ham at tage Col Caprile. Vore Tropper hævdede sig i en noget tilbageliggende Stilling. Natten bragte Kampen til at standse. Ved det ovre Fremspring af Monte Solarole angreb Fjenden Klokken 2,30 om Eftermiddagen med al Vægt, støttet af en Biaktion mod Col della Oro og under Opbydelse af en mægtig Artilleriild, idet han søgte at omringe vore Linjer. Han blev slaaet tilbage af et Modangreb, som tilføjede han store Tab. Klokken 4 om Eftermiddagen angreb han atter, men et nyt Modangreb tvang ham til at vige tilbage til Resten af Dagen at standse sine Angreb.
15. december 1917 – Peter Knudsen: “Granaterne slog ned rundt omkring os”
Peter Knudsen stammede fra Vogelsang i Töstrup Sogn få kilometer nordvest for Kappeln ved Slien. Han modtog læsestof fra Pastor Nic. C. Nielsen og sendte ham af og til et brev fra fronten. Knudsen var i 1917 Ersats-Reservist ved Infanterie-Regiment Nr. 28´s 4. kompagni, der lå i Flandern.
Im Felde d. 15 Detz 1917
Kære Hr. Pastor!
Deres kære Brev har jeg modtaget mange Tak derfor. For 3 Dag[e siden] er vi komne her til Meulebecke mellem Roilers og Kortryk og ligger her i Ro men inden Jul gaar det atter i Stilling d. 18 fejer vi her Festen[.]
Det gaar mig ellers Herren være takket godt, han den kære Frelser har atter flere Gange bevaret mig. En Gang floj en Granede ned lige for min Fod og dog kunde jeg gaa udskadt videre[.] Verdens Børn sige der har du havdt Lÿkke eller det platte Sold[at]erudtryk ”hast aber Schwein gehabt,” dog vi ved det er Herren der saa let kan bevare, ham Midler fattes ej.
Da vi blev afløste og gik i Reservestillingen[,] hvor vi boede i Baracker[,] blev en syg og slap og kunde ikke følge med. Jeg blev hos ham og Komp gik i Gåsegang videre[.] det er forfærdelig besværligt gennem Morasten som undertiden gaa til over Knæerne. Vi 2 gik saa helt langsomt bagefter, kom i den mørke Nat fra Stien og pa en Gang satte den engelske Artillerie forfærdelig an[,] Granaterne slog ned rundt omkring os; hvor nu hen[?] overalt kun Sump og store Granathuller, vi råbte til ham som har sagt kald paa mig paa Nødens dag og jeg vil udfri dig. vi fandt den rette Sti og kom lykkelige efter 6 Timer atter til Komp som for 2 Timer vare komne, Vejen er vel kun 7 Kilometer. Men Morasten gør Vandringen saa besværlig. Paschendale vil længe være i min Erindring.
Tak o Herre for din Naade og Godhed.
Min Broder Georg har i Gaar skreven fra Rumænien, det er jo nu meget rolig der. Vi vil haabe at Aaret 1918 vil bringe Freden, men give England ikke efter er vist endnu svære Kampe i vente her i West.
Min kære Moder maa jo lide meget dog hun er glad i Herren og skrive snart er jeg hjemme og staa for Tronen, hvad gør det da om Solen har os brendt.
Nu ønsker jeg Dem Kære Hr. Pastor en velsignet Julefest
Kærlig Hilsen sender fra Flandern Deres unge Ven P. Knudsen.
(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
13. december 1917 – Ernst Christiansen: “Her forbandede Underofficerer og menige Krigen”
Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.
Elle, 13. December 1917.
Det var nyt for mig at høre Berlinerne tale i Orlovstoget. I de Kompagnier, jeg har været i, var der nok Utilfredshed; men man vogtede paa sine Ord. Her forbandede Underofficerer og menige Krigen og ønskede Slut paa den, selv om Tyskland gik Pokker i Vold.
— Er der ved Vestfronten mange, der tænker saadan?
— I vor Division hver eneste een.
En i Soldat, der har rejst med hele Vejen, fortæller Historier. Hans Afdeling fik forleden Udfyldning, delvis udskrevne fra Lazaretterne. En af disse sprang paa en polsk Station ud af Toget, snubbede en stor Gris og styrtede ind i Kupeen med den. De overdøvede Grisens Dødsskrig ved at brøle »O, Deutschland, hoch in Ehren«. Grisen blev parteret, og ved Ankomsten til Juratishki fik man travlt med at brase.
En anden Sidemand fortæller gravalvorlig, at hans Svoger har haft det »Schwein« (Svineheld) at drive 1000 Faar bort fra Rumænien. Han solgte seks til Bulgarerne for egen Regning og sendte Pengene hjem.
— Og tænk saa! fortsætter Manden forarget, som Pointen i Historien, — saa puttede det Asen af en Bank, som vekslede den fremmede Mønt, en hel Masse af de surt erhvervede Penge i sin egen Lomme for noget, de kaldte Valutaen!
Klemt inde med Kappen paa, stegende Varme, tæt Cigarrøg. Benene sover, ikke faaet mig rigtig vasket i flere Dage. Nogle Kanoner undervejs paa Jernbanevogne, et langt, øjensynlig meget brugt Lazarettog, det er det hele, jeg i øvrigt mærker til Krig. Mørkekørslen i Forbindelse med Bevidstheden om Flyverfaren var noget nyt. Men naar man har rejst i flere Døgn, er man nærmest ligeglad.
Efter Natten i Ventesalen i Courtrai gik jeg ud paa Perronen. Man kan se, at det er rigtigt med Flyverfaren. Næsten alle Ruder i den store Perronhal er knuste og afløste af Brædder. Histhenne endnu et stort Hul fra den sidste Bombe. Men Hundreder og Tusinder af Soldater, orlovsrejsende osv. trænges paa Perronerne.
Glædelige og sørgelige Overraskelser i Barakken. Da jeg kommer ind, staar nogle Soldater med blottet Overkrop og ser deres Skjorte efter. Utøjsplagen er langt værre her end i Rusland. Næsten umuligt at slippe, siger mine gamle Kendinge. I hvert Fald maa en lille halv Time hver Dag bruges til Eftersyn.
Kosten er langt rigeligere og bedre her end mod Øst. Ingen behøver at sulte. Vi bygger Dækninger, Reservestillinger osv. og ligger i en Del af en stor tom Barakby, hvortil der ventes belgiske Civilarbejdere. I Depoterne, til Eksempel Elsenbeeke her i Nærheden, er der ophobet uhyre Forraad af alle Slags, og desuden staar mange Jernbanevogne fulde af Feltbaneskinner, Pigtraad, Træuld osv. Hver Morgen samles Tusinder af Soldater og Fanger ved et saadant Oplagssted, og det er tit komisk at se, at man somme Tider tilsyneladende har vanskeligt ved at hitte paa noget Arbejde til dem alle, hvad der igen bevirker, at ingen tager sin Opgave alvorlig.
11. december 1917 – H.P. Hanssen: “et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger”
H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8. december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.
Dagen efter blev jeg kaldt til Divisionslægen, som udtalte sig meget anerkendende om min Søn, der som Bataillons-Forplejningsofficer bl. a. ogsaa havde sørget for, at Divisionens Lazaretter altid var velforsynede med alle Fornødenheder. Han trøstede os med, at Faren nu var overstaaet, om 4 Maaneder vilde han forhaabentlig atter kunne sidde i Sadelen!
Da jeg kom tilbage til Hotellet, kom Regimentsadjudanten og overbragte mig en Indbydelse fra Bataillonschefen, Grev Blücher, til Middag hos Staben. Jeg vilde blive afhentet Kl. 12. Da vi kørte opad Dalen, var Vejen dækket med Kulisser, ved begge Sider af Vejen var Markerne fulde af Granathuller. Officeren, som ledsagede mig, sagde: „Naar Franskmændene skaaner Mühlhausen, er det sikkert kun, fordi de regner bestemt med at faa den ved Fredsslutningen.”
Ved Bordet spurgte Officererne mig meget ivrigt, hvorfor der ikke blev bygget Tanks, og jeg mærkede hurtigt, at de nærede en meget stærk Frygt for dette nye engelske Angrebsvaaben. Jeg svarede: „Alt hvad Tyskerne kan skrabe sammen af Arbejdskraft og Materiale anvendes til Bygning af Undervandsbaade. Det betragter Hærledelsen som vigtigere.”
En enkelt Ytring af Bataillonskommandøren, Grev Blücher, kastede et skarpt Strejflys over mange Officerers Tænkemaade. Greven udtalte sin stærke Misbilligelse af en ny Regimentsbefaling, hvorefter det var bleven Officererne forbudt at medtage „Souvenirs” og mere brugelige Ting fra de besatte Landsdele. „Vi laa,” sagde han, „forleden indkvarterede paa et smukt monteret fransk Slot. Jeg fandt der det dejligste Sévres Porcelæn og Krystal. Men maatte nu lade det staa. I Grunden er det jo ganske meningsløst, nu bliver det dog slaaet i Stykker, og hvor megen Glæde kunde jeg ikke have haft af det hjemme i Tyskland.” — Kommentarer er overflødige.
Staben laa en Mils Vej fra Mühlhausen og en tre Fjerdingvej fra den yderste Frontlinje. Bataillonskommandøren spurgte mig, om jeg havde Lyst og Mod til at tage en Tur med ham ud til den. Jeg svarede ja. Vi fik et lille Ponykøretøj og kørte af Sted. Først ud ad den samme, med malede Kulisser og Straaforhæng overdækkede Vej, som skjulte al Passage for Franskmændene. Et Stykke ude maatte vi stige ud og gaa videre til Fods. Markerne var nu helt øde, oprevne af Granater og overgroede med Ukrudt fra forrige Sommer.
Vi kom ind i den forreste Artilleristilling, hvor den kommanderende Officer, en Kaptajn, med Stolthed viste os, at hans Dækning Dagen før havde modstaaet en svær Fuldtræffer. I Luften over os svirrede fire franske Flyvere, paa hvem de tyske Batterier vedligeholdt en livlig Kanonade. Smaa hvide Shrapnellskyer omgav dem paa alle Sider, men det generede øjensynligt ikke Flyverne. Det store Rum var udenom.
Jeg blev præsenteret som tysk Rigsdagsmand og Artilleriofficerens første Spørgsmaal til mig var atter: „Hvorfor bygger vi dog ikke flere Tanks? Ser De Marken derovre,” fortsatte han, „ad den vil der en Dag bryde Tanks frem. Vi kan sende dem et Par Salver, paa det indøver jeg mit Mandskab, men naar de er affyrede, er vi i Virkeligheden værgeløse. Det er absolut nødvendigt, at Hæren faar Tanks.” Under mine følgende Samtaler med Officerer gentog det samme sig Gang efter Gang. „Tanks! Tanks! Tanks!” lød det fra alle Sider. Det var tydeligt nok, at Englændernes sidste Angrebsvaaben er meget frygtet.
Efter endnu at have aflagt et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger, kørte et Par Officerer mig tilbage til Mühlhausen. Paa Gaden stødte jeg uventet sammen med Byens Repræsentant i Rigsdagen, Emmel, som saa meget mørkt paa Situationen. Dagen efter rejste jeg hjem.
9. december 1917 – Ernst Christiansen: “… vestpaa fra Rusland”
Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon.
I Toget, 9. December 1917.
Undervejs vestpaa fra Rusland, med Orlovstog, alene, men ikke paa Orlov. Vor gamle Kaptajn, en Reserveofficer, holdt for meget paa en saa vidt mulig skaansom Behandling af sine Familiefædre. Kompagniet var tildelt Jernbanetropperne i Bogdanow. Imod Jernbaneofficerens Vilje sendte han os engang hjem, da vi i flere Timer var blevne gennemblødte i kold, strømmende Regn. Det sivede hurtigt ud, at Jernbanemanden havde klaget til Divisionen, skønt denne selv havde udstedt den Ordre for en Tid siden — oplæst for os —,, at der ikke skulde arbejdes i stærk Regn, med mindre der var Fare paa Færde. Et Par Dage efter rygtedes det, at vor Kaptajn skulde bytte Post med en Kompagnifører fra Vestfronten, tidligere Skovfoged Best fra Hammelev. Kaptajnen rejste, men meldte sig syg undervejs. Hr. Best kom, jeg blev pillet ud og sendt til hans gamle Kompagni i Belgien som Erstatning for en Mand, han havde taget med; men jeg sendtes en lille Omvej. En natlig Marche i Snevejr til Bogdanow, videre derfra ved første Hanegal. En Dag ved vort gamle 1. Kompagni, som man havde sagt mig, jeg skulde tilbage til, og som nu laa i Tokarishki.
7. december 1917 – Hans Dahl: Paa Lazaret
Paa Lazaret.
(Feltbrev til “Flensborg Avis”)
Feltlazaret — Lazarettog — Reserve-Lazaret. Hvem, der har været i Felten, kender ikke ovennævnte? Der er vel ikke mange af dem, som har været med, der ikke har været paa Lazaret enten syg eller saaret.
Som Følge af en Mave- og Tarmlidelse, som jeg havde paadraget mig under vort Ophold i en Skovlejr i sumpet Terræn i Frankrig, beordrede vor Bataillonslæge mig indlagt paa Kompagniets Sygestue; men efter i Ugers Forløb var Sygdommen snarere tagen til end af, og Enden blev, at en Morgenstund holdt Lægen selv for Døren og bragte mig i hurtigt Tempo med sit Enspænderkøretøj til nærmeste Feltlazaret, en 6 Kilometer borte. Der blev jeg indlagt paa en „Skørbugsbarakke” til Iagttagelse.
Den lyse og rummelige Barakke med 2 Rækker Senge gør et godt Indtryk; naar man kommer fra en Kompagni-Sygestue, er man nemlig ikke forvænt. Jeg blev puttet i en pæn, ren, hvid Seng, og nu begyndte jeg at se mig lidt om i Barakken. Omtrent alle Senge er belagte af mere eller mindre Haardt syge; nogle er allerede i Bedring og hjælper dem, der stadig maa ligge i Sengen, besørger dem Vaskevand og bringer dem deres Mad og andre Smaating. Alle er venlige og forekommende over for hinanden; nogle af dem, som er Haardt medtagne, finder sig rolig i deres Skæbne, andre klager og jamrer. Maden smager ikke. Appetit eller Hunger er der ingen, som har. Et Par Senge fra mig til venstre ligger en ung, bleg Fyr med indfaldne Kinder; han klager over slemme Smerter i Maven. Saniteteren bringer ham Medicin og pusler rundt om ham, men det nytter ikke; jeg maa altid kigge hen til ham, Sygdommen bliver værre, og en Morgenstund er Sengen tom. Han er gaaet hjem til den evige Hvile. Han haabede at komme til Tyskland; to Dage efter blev han begravet med militær Honnør.
Efter nogle Dages Forløb erklærer Overlægen, at jeg ikke er smittefarlig, og jeg kommer paa en anden Afdeling af Lazarettet, som befinder sig i et lille pænt Slot. Jeg kommer paa en lille luftig Sal med 11 Senge. Her er ingen, der er Haardt syg, og her er der altid Underholdning. Men ogsaa her kommer og gaar de syge; nogle af de yngre gaar „til Afdelingen”, andre kommer lidt længere tilbage i et Krigslazaret til videre Behandling; engang imellem har en Lykken med sig og kommer med Lazarettog til Tyskland — alle syges Ønskers Maal, som ikke gaar i Opfyldelse for de fleste.
Lægen, som tilhører den Afdeling, jeg er paa, er en herlig Mand, som har Hjertet paa det rette Sted, altid venlig og vittig, naar det gælder om at live op paa en eller anden, som er forknyt. Han undersøger grundigt, og min Dom er færdig med det samme. Henvendt til Sanitets-Feldwebelen dikterer han kort og fyndigt: „Patienten lider af Mave og Darmkatarrh samt Underernæring; han sendes med første Lazarettog til Tyskland paa en Specialklinik for ovennævnte Sygdomme. Patienten befordres liggende.”
Nu er jeg med eet Ord bleven en interessant Person i mine Lidelsesfællers Øjne. Næppe er Lægen ude af Døren, inden alle i Kor raaber i Munden paa hinanden: „Mensch, hast du Schwein!” Selv den gamle Landstormsmand henne i Hjørnet, som lider af Influenza og Rheumatisme i alle Lemmer, rejser sig over Ende og siger, henvendt til mig: Tag mig med, Kammerat, over paa den anden Side Rhinen, saa er jeg hjemme (han stammer fra Baden). Og nu begynder han at fortælle sin Lidelseshistorie. Hjemme en syg Kone; han er Bagermester, Forretningen staar stille paa tredje Aar; han har været med i Rusland og mener, at han nu har gjort sin Pligt. Begyndelsen og Enden er: Bare jeg kunde komme hjem. Jeg indgyder ham Mod: Du maa tale med Lægen. Og Dagen efter spørger han Lægen i sin uforfalskede badensiske Dialekt, om han ikke kan komme med et Lazarettog til Tystland. Lægen er fra Nordtyskland og kan ikke rigtig forstaa ham; men Enden er og bliver: Han kan ikke komme med, men saa snart han er feberfri, kommer han paa et Krigslazaret længere tilbage. Lægen trøster ham med, at han saa kan komme til Tyskland.
Efter 14 Dages Forløb bliver jeg med Avtomobil sendt til Sygesamlestedet, hvor et langt Lazarettog holder parat. Jeg entrer op i Vognen, som bliver mig anvist, og i den hængende Baare-Seng — aa, man ligger ganske godt i den. Langsomt bæres de syge og saarede ind og lægges varsomt i deres Senge, og en ½ Time senere gaar Toget. Nu ser man sig lidt omkring. Der er 10 Senge. Mine Kammerater er alle Haardt saarede, som har faaet deres Part i det sidste Slag. Behandlingen og Forplejningen er god, og der hersker en løftet Stemning trods Smerterne, ikke mindst, da Søsteren kommer og uddeler Cigarer og Cigaretter, saa efter ½ Times Forløb er alle indhyllede i Tobaksrøg.
Toget kører langsomt, men vi har Tid. Dagen efter om Aftenen er vi komne til Rhinlandet og Saaromraadet, som kendetegnes ved Bjergværker med rygende Skorstene. Saarlouis, Völklingen og Saarbrücken er Maalet, og nu begynder de syge at blive baarne ud. Vognene tømmes hurtigt, nogle her, andre paa næste Station. — Paa Gensyn! lyder det. Hvem veed, hvornaar. —
Jeg kommer ud i Völklingen og bliver med 10 Kammerater sendt hen paa et stort Sygehus, som tilhører et Bjergværk. Det er nyt og pænt og praktisk indrettet, luftige Sale, dejlige hvide Senge. Vi trækker i de stribede Lazaretdragter, og saa i Sengen. Den Sal, hvor jeg ligger, har 8 Senge. Atter nye Kammerater fra alle Egne af Riget: en vittig Berliner, to lystige Rhinlændere, som ikke er saa lidt stolte af, at de er komne til deres nære Hjemstavn, en Bajrer, to Polakker, en Vestprøjser; man bliver hurtig kendt med hinanden. Lægerne er forekommende og Søstrene venlige. Vi gør alle gode Fremstridt, og den ene efter den anden kan staa op. Lægen mener spøgende, at vi har faaet Juleorlov i god Tid; han har Ret, selv om vi ikke er kommen hjem, saa er vi dog i Landet og en Rekreations-Orlov efter endt Lazaretophold er jo sikret. Det er nu den fjerde Jul, som mange maa fejre fjernt fra Hjemmet. Forhaabentlig bringer det nye Aar Freden.
Med Hilsen og glædelig Jul
Hans Dahl.
(Bragt i Flensborg Avis den 29. december 1917)
4. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: Tysk flyver på afveje
Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.
Detachmentet mod Fcia.
1. I Bekræftelse af telefonisk Melding af D.D. indberetter Detachmentet, at en tysk Flyvemaskine i dag har været inde fra dansk Landomraade og er observeret saaledes:
Kl. 1,20 Em. over Tapsore Skov
Kl 1,25 Em. mellem Taps og Kolding, havde Direktion V-Ø og derefter Nord.
Kl 133-36 Em saa undertegnede Detachmentskommandør Flyvemaskinen kredse i Højde med Kolding og stik V.f. Byen for derefter at dreje i sydlig Retning. Den var saa højt oppe, at det var umuligt fra dette Tidspunkt at bestemme Nationaliteten.
Kl. 1,50 meldtes den forsvunden over Grænsen ved Ødin-Bramdrup i sydlig Retning. Rytterposten observerede den da tydeligt som en Todækker med Jernkors paa begge Vinger.
2. I Forsættelse af Melding 205 af G.D. Indberettes, at Jærnbanetrafikken ved Vamdrup ikke i Dag er undergaaet nogen Forandring fra den foregaaende Dag. Ved Frederikshøj Toldsted, som undertegnede inspicerede idag, var kun ganske faa Personer kommer over, og det var paa ældre Pas, men det forlød, at der forløbig ikke vilde blive [—]et nye Pas.
(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)