Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

20. februar 1916 – Matthias P. Branderup: “… noget ekstraordinært her ved Verdun”

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 lå regimentet ved Verdun.

At der i løbet af vinteren skulle ske noget ekstraordinært her ved Verdun, blev vi klar over allerede først på vinteren. En bredsporet bane blev anlagt ind gennem skoven tæt ind til vor stilling, og alt hvad der skulle bruges til en storoffensiv blev tilkørt. Især artilleriammunition. Hele bjerge hobede sig op.  Det var jo selve kronprinsens 5. armé, som skulle foretage dette fremstød og indtage Verdun. Alt var forberedt i alle enkeltheder. Verdun skulle falde og gøre vejen fri til Paris, og dermed gøre en afslutning på krigen.

Der var mange, som for nemheds skyld havde ladet skægget stå. Men kort før offensiven fik vi udleveret gasmasker. Da disse skulle slutte tæt til kinden, så måtte skægget jo falde, og det var ganske pudsigt, at mange, som vi gik og troede var en 30 – 40 år gamle, pludselig ikke var stort ældre end vi andre glatragede. Det var vistnok om ved samme tid, at vi fik vore hjelme ombyttede med stålhjelme, som var mere beskyttende.

Der skulle uddannes stormtropper, og vor delingsfører spurgte, om nogle ville melde sig frivilligt. Begejstringen var ikke særlig stor, da vi nok var klar over, at det var en farefuld bestilling, så der var kun enkelte, der trådte frem.

Men så kan det nok være, at vor løjtnant blev vred: “Kan I unge mennesker virkelig være bekendt, at de ældre gifte mænd skal påtage sig dette ? Frem med jer.”

Og så var der ikke andet at gøre, vi måtte frem. Nu var der også det, at denne løjtnant var den flinkeste og mest afholdte, vi havde. Men det var nu alligevel både første og sidste gang, jeg meldte mig frivilligt til nogetsomhelst.

Så gik det løs med at tage forhindringer. Med eller uden gasmasker. Det med gasmasker var for mig noget af det værste. Måske har den jeg fik ikke været i orden. I hvert fald sørgede jeg for altid at have en pind til at stikke ind under elastikken, så jeg kunne trække vejret ad den vej.

Før offensiven var vi i lang tid ikke tilbage i hvil, og lusene tog overhånd. Vi sad så udenfor vore bunkers for at aflive disse vore plageånder. Æggene brændte vi med vore cigaretter. Der var i denne tid ikke lejlighed til at blive aflusede.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

 

 

12. februar 1916. Angreb: “En forbitret nærkamp begyndte …”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paa Slaget 6 lød det sidste Skud fra Artilleriet. Delingsførernes Fløjte skingrede, og afsted udover Brystværnet gik det i Galop.

Mange blev allerede hængende i vores egen Pigtraadsforhegning, thi Franskmanden var nemlig forberedt paa, hvad der var i Gære. En morderisk Granatild søgte at spærre os Vejen, og krydsende fra alle Sider peb Maskingeværernes Kugler os om Ørerne. Artilleriet til begge Sider arbejdede som irriterede, bjæffende Terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart naaede vi foran Fjendens Pigtraad og indenfor det Omraade, hvor Franskmanden ikke uden Fare for at beskyde sine egne Tropper, kunde gøre os nogen Skade. Af det dertil inddelte Mandskab blev der ustandselig kastet Haandgranater ned i Skyttegraven for at aflede Opmærksombeden fra dem, der med de medbragte Sakse ivrigt klippede i Fjendens Pigtraad. Da der endelig var skaffet Adgang, sprang vi alle ned i Graven.

En forbitret Nærkamp begyndte. Haandgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte Luften. Dolkene blev taget i Brug. Blodet løb os ned ad Fingrene. Stønnen og Jamren lød fra alle Sider. Geværkolberne suste igennem Luften og krævede ved hvert Slag sin Mand. Mand imod Mand kæmpedes der. Det var en Samling  altforglemmende Mennesker, der hensat i dyrisk Raahed ikke alene kæmpede for deres eget Liv , men for at tage saa mange af de andres som muligt.

Da de sidste Haandgranater var kastet og den sidste Patron i Revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende Bajonet eller med den blodige Kniv i Haanden ned i Understandene for om muligt dér at antræffe et Offer, der kunde tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og ogsaa Granaterne gik højere paa deres Bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel Forstærkning.

Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende Syn. Ven og  Fjende laa imellem hinanden, døde eller saarede, der ventede paa at blive hjulpet. Frygtelige Skrig og Raab om Hjælp lød til alle Sider, og fra de døende hørtes svag Klynken. Geværer, Haandgranater, Tornystre og anden Udrustning flød til alle Sider og laa spredt over det hele.

Dog, vi kunde ikke give os Tid til lange Betragtninger. Stillingen skulde omarbejdes til Forsvar fra den modsatte Side. Spader og Hakker kom i Brug, og døde — Ven eller Fjende, ligemeget — blev lagt ovenpaa hinanden for at afgive Dækning.

De medbragte „spanske Ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre Løbegravene over imod Franskmanden. Maskingeværerne skulde bringes i Stilling for at være klar til Brug, naar Fjenden satte ind til Modangreb. Imedens sænkede Mørket sig over hele  Elendigheden, og mange saarede Kammerater kunde nu bringes tilbage.

Vi Underofficerer søgte det spredte Mandskab sammen, men der var tyndet slemt ud iblandt dem.

Bag ved et Skulderværn fandt jeg et Par af mine Folk, der kom slæbende paa en dødlignende Skikkelse. Det var Max. „Han er død som en Sild,” erklærede Skorstensfejeren, „vi fandt ham liggende med en Franskmand over sig, og vi syntes, det var Synd at lade ham ligge, han var en god Kammerat.”

De lagde ham ned, og fra hans Læber lød der et dybt Suk.

„Minsandten, om han ikke lever,” sagde Skorstensfejeren, „han skal have en ordentlig Slurk.” Skorstensfejeren løsnede Feltflasken fra Bæltet, satte den for Munden paa Max og hældte hele Indholdet i Halsen paa ham.

Det syntes at hjælpe, i hvert Fald kastede han op, men det var ogsaa en ordentlig Dosis, der blev hældt i ham. Da der noget efter kom Sanitetssoldater tilstede, blev han taget med tilbage og kom under kyndig Behandling. Der blev gjort et stort Bytte af fyldte Feltflasker, og da de alle indeholdt Vin, var de kærkomne.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

4. februar 1916. Træning til kommende forårsoffensiv?

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Under krigen var en 6-8 ugers uddannelse ved at blive almindelig, men det rygtedes hurtigt – det er det, man i soldaterjargon kalder »lokumsparole« – at årgang 1896 skulle uddannes i mindst 9 måneder.

Grunden hertil skulle være, at denne årgang skulle danne  grundstammen i den tyske armé efter krigens afslutning.

At man havde tænkt sig noget særligt med denne årgang syntes at være sikkert, idet adskillige med højere skoleuddannelse, altså dem, der gik med en »officer i maven«, forsøgte at melde sig frivillig til fronten, men dette blev kategorisk afslået.

Jeg gjorde mig mine tanker angående denne sag og troede ikke rigtig på »parolen«. Mon ikke den egentlige grund var, at årgangen skulle have en nogenlunde god træning og så indsættes i en forårsoffensiv i det kommende år?

Dette viste sig tilsyneladende at være den rigtige forklaring.

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)

3. februar 1916. Ingen hilsepligt på lokumsrensere

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

En anden dag – også i begyndelsen af min glorværdige militære løbebane – skete der endnu et sjovt tilfælde, da jeg sammen med en anden sønderjyde gik over kasernepladsen.

Imod os kom en mand i en uniform , som jeg ikke havde set før. Jeg spurgte min makker, om vi skulle hilse på ham , men han svarede, at det skulle vi ikke , det var kun en ganske gemen lokumsrenser.

Vi var kommet  temmelig tæt ind på manden, der åbenbart forstod dansk og havde hørt, hvad vi anså ham for at være. Det kan nok være, at vi blev belært om hans »rang, stand og stilling«, han var »Aufsichtsbeamter« og skulle nok sørge for, at »diese Knacker « – det var »kælenavnet« til de dansktalende – fik et kursus i takt og tone.

Min makke r og jeg blev bagefter enige om , at hvis det var takt og tone, vi skulle lære, var vi da vistnok havnet et forkert sted.

En gammel, elskelig dame, som jeg engang boede hos i min grønne ungdom , sagde altid , når vi unge kom lidt »for højt op«: »Den, der ingenting er og ingenting bilder sig ind, han er to gange ingenting.« Det passede udmærket på den mand.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

2. februar 1916. Trætte soldater på Østfronten

Johann H. Schramm gjorde krigstjeneste på Østfronten.

På marchtur under slaget ved Masuren.

De største anstrengelser for soldaterne på østfronten var de evindelige marchture. Hvilket besvær det var for mandskaberne, kan man næsten ikke dannede evindelige marchture. Hvilket besvær  det var for mandskaberne, kan man næsten ikke danne sig en forestilling om, når man ikke selv har været med, og det er utroligt, hvad soldaterne kunne holde til.

Den 2. februar 1916 nåede vi fra den tidligste morgenstund og til middag kun femten kilometer frem. Vejene var så at sige  ufremkommelige. Trætte, som vi var, undte man os ikke noget hvil. Vi  måtte omgående stille os til rådighed som dækning for et  armékorps, som var under march, og det vil sige, at vi resten af dagen måtte stå på vagt for at forhindre, at de marcherende kolonner blev angrebet fra siderne.

Vi stod i en vælling af dyb ler. Vi sank i til langt op ad benene. Det var et frygteligt pløre, og vi måtte holde ud til klokken otte om aftenen, altsaa til langt efter, at det var blevet mørkt. Tro ikke, at der så blev en hvilepause! Nej, vi måtte omgående marchere videre og nåede  frem til en by, der hed Krambola. Her fik man fat i en civilperson, der skulle føre os ti kilometer frem.

Vejen var et frygteligt ælte, for her havde regiment efter regiment  marcheret, her havde et utal af vogne kørt. Det var bælgmørkt. Vi var beskidte til langt op ad benene. Af og til lå der store sten på vejen, Dem faldt man over. Så tændte man en lommelygte for at faa lidt oversigt over terrænet. Så blev der råbt og skreget: »Sluk lyset!« — Russerne var jo i nærheden.

Langsomt gik det fremad. Da vi havde passeret midnat, og klokken var blevet ét, opdagedes det, at civilisten var ved at narre os. Han  var lige ved at føre os over til russerne; men så kan det nok være, at han fik en omgang. Jeg har aldrig hørt nogen skrige og jamre så  grusomt, som her i den stille nat. For resten blev civilisten skudt tre dage senere, fordi han var ved at snige sig gennem den tyske forpostkæde på vej over til russerne.

Vi måtte nu marchere omkring ved tre kilometer tilbage, og først klokken tre om natten nåede vi vort bestemmelsessted. Her fik vi den sølle besked, at enhver måtte se at finde et sted, hvor han kunne  få tag over hovedet. I løbet af et øjeblik var hele kolonnen opløst  og forsvundet.

Jeg var sammen med nogle kammerater kommet ind i et hus. Vi havde fået de våde støvler af og var ved at skifte strømper — hvis man da var så heldig at være i besiddelse af et par ekstra strømper — da der kom ordre om, at vort kompagni straks skulle træde an igen for at marchere videre til den næste by.

Men kompagniet var jo nu fuldstændig opløst, og der var derfor kun få, der adlød befalingen. Ordren blev gentaget; men — vi blev, hvor vi var, og det var håbløst at tænke på, at kompagniet nu kunne samles. Ærlig talt syntes vi, at vi havde ydet tilstrækkeligt, og vi lagde os simpelthen til at sove, og det gjorde vi til langt op ad formiddagen.

Da vi vågnede, gjorde vi vel nok store øjne, for det viste sig, at vi lå lige lukt blandt en flok russiske soldater. De var lige så trætte, som vi. Deres befalingsmænd havde ikke kunnet få dem til at marchere videre. De havde smidt sig ned på gulvet og var omgående faldet i søvn.

Vor ankomst havde ikke forstyrret dem; men nu var de i en ubehagelig situation, for de var for få i forhold til os. Komme bort kunne de ikke. Det var for sent, og der var ikke andet at gøre for dem end at lade sig tage til fange.

Først om eftermiddagen klokken to blev kompagniet igen samlet, hvorefter vi omgående blev sat i gang med at bygge stillinger.  Russerne lå kun en kilometer borte, så vi havde travlt; men da aftenen var gået, og morgenen brød frem, opdagede vi, at alt vort arbejde havde været nytteløst, for russerne havde trukket sig tilbage, og — så gik det atter fremad på march på de  ufremkommelige og opløste veje, og atter blev der stillet umenneskelige krav til soldaternes udholdenhed.

DSK-årbøger, 1958

1. februar 1916. På vagt på Østfronten

Niels E. Outzen, Hølleskov, gjorde i februar 1916 krigstjeneste på Østfronten i Jäger-Regiment Nr. 19.

Det var paa Østfronten i 1916, omkring 1. Februar. 19. Jæger-Regiment laa i Stilling i Nærheden af Byen Baranowice i Rokitno Sumpene.

At sige, at vi havde det godt her, vilde være at lyve. Kulde og Pløre døjede vi med, og ogsaa Lus og andet Skab sloges vi med, snart mere end med Fjenden, for Russerne holdt sig godt paa Afstand fra os. Vi saa dem nærmest kun om Natten, naar de kom snigende hen mod vor Stilling, og vi maatte jage dem bort med nogle Skud.

En sen Aften stod jeg paa Post i Skyttegraven. Det var en kedelig Bestilling saadan at staa og glo ud i Ingenmandsland. Bitterlig koldt var det ogsaa. — Man undrer sig sikkert ikke over, at jeg mest vendte Næsen den anden Vej. Der stod jeg da og bakkede paa min Pibe og lyttede til, hvad der foregik nede i Bunden af Graven. Kammeraterne dernede i Dækningen lo og trumfede i Bordet.

Da skete det. En Haand lagde sig tungt paa min Skulder. „Naa, min Ven, her staar du jo godt,“ sagde Kaptajnen, ham var det nemlig. Han var kommet listende, uden at jeg havde bemærket det. — Jeg tror næsten, jeg glemte at svare. — Kaptajnen lod heller ikke til at skænke det en Tanke; han var mere interesseret i, hvad der foregik
ovre hos Fjenden. Man kunde nemlig med det blotte Øje tydeligt se de russiske Soldater boltre sig i Sneen.

„Hør, Jæger, skulde De ikke sende dem en Hilsen,” mente Kaptajnen.

„En Hilsen, det vilde da være at bortødsle Patronerne, for der er sikkert en 400—500 m derover,” sagde jeg. „Ha, ha!” lo Kaptajnen, „du er en Filur,“ og saa gik han igen sin Vej.

DSK-årbøger, 1955.

29. januar 1916. Militære skideballer

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Begholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Tjenesten i uddannelsestiden tog jeg med godt humør og uden større anstrengelse. Jeg havde dyrket gymnastik og fodbold og var i god træning.

Det, der voldte mig flest kvaler, var at lade være med at skrupgrine,  når de gamle professionelle underofficerer afleverede deres  »brandere«.

Deres ord­forråd var fænomenalt, her er en lille prøve:

En af de første dage stødte jeg sammen med en af disse herrer, da han ville gå ind – og jeg ud – ad en dør.

Dette udløste straks hans talegaver, og idet han satte en behandsket pegefinger på mit bryst, brølede han: »Først kommer jeg – og så kommer jeg endnu engang – derefter kommer der et langt, langt stykke tid slet ingenting – derefter kommer der en stor hob skidt – og så først kommer De!«

Denne udgydelse opfattede jeg som en mægtig god definition af en menig soldats placering på rangstigen. Jeg var ved at flække af grin, men holdt alligevel masken. At grine ad en foresat, når han uddelte reprimander, var en af de store dødssynder ved det tyske militær.

Det kaldtes »Achtungsverletzung vor versammelter Mannschaft« (respektløs optræden i alles påsyn), og gav mindst tre dage i spjældet.

I.J.I Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

27. januar 1916. Kejserfødselsdag på glatis

Hans J. Nielsen, Jenning, Ballum, beretter om, hvordan Kejser Wilhelm II’s fødselsdag blev fejret med en parade, der ikke gik helt efter planen.

Vi laa i Ro i en lille Landsby i russisk Polen. Vinteren var streng, høj Luft og knagende Frost, rigtig fint Vejr til Eksercits. Der skulle ogsaa øves dygtigt til en stor Parade paa Kejser Wilhelms Fødselsdag.

Nu ved enhver gammel Soldat jo nok, at Kejseren ikke selv var til Stede, men lod sig repræsentere ved Divisionschefen, i dette Tilfælde Excellencen von Breugel.

Paraden skulde foregaa i Byen i Nærheden af vort Kvarter. Alle Forberedelser blev foretaget med prøjsisk Grundighed. Der blev rejst Tribuner til den høje Stab og til Musikerne, Grantræer blev plantet langs Vejen, hvor Paraden skulle foregaa. Paa Vejen blev der strøet Sand; den var nemlig glat som et Spejl.

Ved Parolen den 26. Januar om Aftenen blev det bekendtgjort, at alt og alle skulde være i bedste Orden; alt skulde pudses og blankes. Vi skulde træde an et Kvarter over otte, og Afmarchen skulde finde Sted Klokken halvni til Poppenikli.

Kejserens Fødselsdag den 27. Januar oprandt ikke med Frost og Solskin, men med øsende Regn. Da vi ankom til Poppenikli, var hele Paradepladsen forvandlet til en Isbane.

Musikerne havde indtaget deres Pladser. Vi stod klar til at tage imod Excellencen. Omsider kom han, men i Stedet for at ride Fronten af, blev han kørt hen til den pyntede Tribune, og saa skulde Parademarchen begynde.

Musikken satte i, der blev kommanderet „March!” men, o ve! Ingen kunde staa paa Benene! Naar endelig en Afdeling kom hen i Nærheden af Tribunen, blev der naturligvis kommanderet „Giv Agt!“ og saa gjaldt det jo om at se derhen, hvor de høje Herrer stod; men enhver, der var altfor ivrig, gik sig en Tur paa Bagen.

Det blev dog taget med godt Humør. Efter Paraden blev der serveret noget tyndt Øl, og saa var den Højtidelighed forbi.

DSK-årbøger 1953

25. januar 1916. Husar på Østfronten

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig.

Den 3. november forlod vi Slesvig med en transport på 60-70 husarer og en løjtnant som fører. Vi blev forladet på banegården,  både vi og hestene, for der var også heste ved regimentet i Rusland.

Otte dage varede et ophold i Konitz i Vestprøjsen, seks dage var vi i kvarter i Tilsit i Østprøjsen, hvorefter det gik med feltbane over grænsen ind i Rusland.

Det blev vinter, og hvor vi kom frem, var der bitterlig koldt og med sne i store højder. Jævnlig traf vi transporter med syge og sårede kammerater; hvor lazaretbilerne ikke kunne komme frem for sne, måtte man benytte bagagevogne med hesteforspand.

Vort første kvarter blev Schaulne, og derfra gik marchen til fods til en by ved navn Kelmi, og atter march til fods i høj sne – ikke noget for en kavallerist – indtil vi den 30. november arriverede ved det 18. kavalleris brigadestab, der lå på et gods ved Kaltenbrunnen, et tysk gods med tilsvarende godsejer – sådanne findes her og der i Lithauen og Kurland med videre.

I de følgende dage marcherede vi fortsat videre til fods, indtil vi nåede vort regiment, Husar-regiment 16, hvis stab lå i byen Michigelsk. Her blev vi præsenteret for vor regiments-kommandør, oberstløjtnant von Raszewski, og blev inddelt til eskadronen, hvor jeg kom til 3. eskadron og til 4. deling. Regimentet hørte til 4. kavalleridivision, som med seks kavalleri-regimenter, et ridende jægerkompagni og en ridende feltartilleri-afdeling holdt vagt langs Dynafloden i nærheden af Dynaburg.

Ved vort regiments afsnit havde vi et mægtigt skovareal, der fulgte flodbredden kilometervidt, og det gav os den fordel, at vi kunne afløse til hest, da vi var dækket af skoven lige til skyttegravene.

Eskadronen var inddelt med 1/3 af mandskabet ved hestene og 2/3 til skyttegravstjeneste, og så afløste vi hinanden med otte dage i skyttestillingen og derefter fire dage i hestenes kvarterer, der befandt sig på gårdene i en større omkreds og ca. 15 kilometer bag fronten.

I skyttegravene lavede vi jordhuler 800 meter fra Dynafloden, og om natten blev der kommanderet feltvagter frem til flodens bred. Hen på vinteren frøs floden til – men den var kun 2-300 meter bred på vort afsnit – så med russerne, som oftest var det kosakker, kom vi nu og da i fodfægtning, og tit var det snestormvejr.

Der skete ellers hele året igennem ikke væsentlige forskydninger, og alligevel mistede vi omtrentlig 15 procent af vore husarer under disse mindre skærmydsler.

I standkvartererne, hvor vi jo opholdt os sammen med hestene, gjaldt det om at pleje disse bedst muligt, men det var altid under yderst primitive staldforhold, og sløjt var det med foderet, især når det ikke var lykkedes at rane det nødvendige grovfoder, der som oftest forefandtes dækket af sne.

Endvidere måtte vi ride med flere af hestene hver dag for at holde dem i træning. Dette var ingen morsom sport i 30 graders kulde og oftest i høj sne. Nogle steder havde man ved herregårdene indrettet overdækkede ridebaner i de store tærskelader.

DSK-årbøger 1971

24. januar 1916. En livsfarlig cigar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Den 24. januar var det min fars fødselsdag, og i den anledning havde mor sendt mig en lille pakke med bagværk.

Dagen skulle fejres sammen med stuens kammerater. Jeg havde hentet kaffe fra køkkenet i mit kogekar og havde fået bordet fint dækket, idet jeg brugte »Hejmdal« som borddug, I det øjeblik blev vi
alarmerede. Man ventede angreb fra englænderne, og vi skulle omgående rykke ud i forreste linie til forstærkning.

I en fart puttede jeg kagerne i min brødpose og skuldrede oppakningen. Så tog jeg bøssen i den ene hånd og kaffepotten i den anden og gik mod »fjenden«, der dog heldigvis ikke kom.

Da jeg omsider havde fået mig installeret under de nye omgivelser ude i skyttegraven, varmede jeg kaffen og dækkede bord på ny, men det var nu i selskab med andre kammerater.

Inden jeg lagde mig til ro, hoppede jeg lige op over dækningen, for at besørge et lille ærinde. Et øjeblik efter smækkede et projektil mod et kalkstykke lige ved mine ben, så et til og et tredie.

Jeg så mig om for at opdage, hvad der vel kunne være årsag til dette koncentrerede skyderi, og uden at tænke over det, strøg jeg asken af min cigar.

I samme øjeblik var jeg klar over, at gløden fra min cigar havde været målet. Jeg kom skyndsomt ned …

DSK-årbøger 1960

23. januar 1916. Rotter i Lievin

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Lievin var en stor mineby, vokset op omkring de store grubeanlæg og domineret af de høje ståltårne og de mægtige affaldsbunker. Hele periferien var arbejderkolonier, men der var også flere smukke slotte, som rimeligvis tilhørte mineejerne, men som nu måtte dele skæbne med arbejdernes huse og borgerhjem: Ruinhobe.

I kældrene under de sammenskudte huse lå vi i første reserve.

Kvartererne ville have været gode nok, hvis vi ikke havde måttet dele dem med et utal af rotter.

De grådige bæster åd alt, hvad der blot var nogenlunde spiseligt, og de madvarer, vi ikke kunne pakke ned i vore kogekar, måtte vi hænge  op ved loftet i snore.

De krøb ind under vore tæpper, når vi lå og sov og løb hen over vore ansigter, men jeg hørte aldrig, at nogen blev bidt af dem.

DSK-årbøger 1960

22. januar 1916. “Nix kompra, madame!”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

En overgang boede jeg [når han lå i reservestilling, RR] sammen med to tyske kammerater hos et gammelt ægtepar, Deserie. Et par af deres sønner var soldater i den franske hær. Den yngste, som ved  krigens udbrud ikke havde været værnepligtig, var hjemme og gik i minerne, som faderen før ham, men to sønner havde mistet livet ved den store grubeulykke, som nogle år før krigen ramte Sallaumines-gruben, og hvorved mere end 1200 af egnens mænd omkom.

De to gamle hadede os af et godt hjerte, men tog alligevel imod den mad, vi kunne skaffe med hjem til dem. Heldigvis kunne vi ikke forstå de vrede ord, madame Deserie øste ud over vore syndige hoveder. Vi lo blot godmodigt og sagde blot: »Nix kompra, madame!«

At sige, at det var mindre renligt hos de to gamle mennesker, ville være et mildt udtryk. De sad det meste af dagen ved hver sin side af komfuret, skråede, snuste tobak og spyttede langspyt, så der stod to halvkredse foran dem på flisegulvet, og alt var snavset og fedtet.

Vi var jo ellers ikke forvænte med renlighed, men det var os alligevel et nummer for groft, og da hunden en dag havde lavet sit behov bag køkkendøren, og døren så ved at gå op og i slæbte det med frem og tilbage, tog vi affære.

Alle køkkenmøbler blev sat ud i gården og fik der en ordentlig omgang med vand, sand og en klud. Så kom der et par spande vand ind på gulvet, og der blev ikke levnet snavs, hverken i hjørner eller sprækker.

Madammen skældte ud, så det sang, mens manden forsøgte at glatte lidt ud, men aldrig har deres køkken skinnet sådan af renlighed, som efter denne omgang.

Kun mandens billedgalleri lod vi i fred. Det var en broget samling af journal- og avisudklip, som han havde klæbet op på den ene væg. Nogle af billederne bar stærke spor af at have været i berøring med det snavsede gulv.

DSK-årbøger 1960

21. januar 1916. Seksdages turnus ved Loretto

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Seks dage i forreste linie, seks dage i første reserve og seks dage i anden reserve, det var rytmen i vor tilværelse i stillingen foran Lorettohøj en.

Når vi lå i anden reserve, var vi indkvarteret i en landsby, Neuelles,  som lå nogle kilometer bag ved Lens. Tit måtte vi om natten gå herfra og ud til fronten på skansearbejde, men det hændte også, at vi arbejdede på en reservestilling, som blev anlagt tæt uden for byen. Her kunne vi arbejde om dagen uden at blive beskudt.

En dag talte jeg herfra mere end 30 mineskakter, kendelig ved de bøje ståltårne.

Her i Neuelles havde vi også en del vagttjeneste, blandt andet for at kontrollere civilbefolkningens færden. De skulle alle have identitetskort, men det tog vi nu ikke så nøje, især når det var unge piger. Vi så da i reglen meget strenge ud til at begynde med, men det endte gerne i en forstående latter.

En gang var jeg på et vagthold, som skulle passe på nogle internerede mænd. De var anbragt i et toetagers beboelseshus, hvorfor, ved jeg ikke. Vi skulle bevogte huset både forfra og bagved og gik med skarpladte geværer og opplantéde bajonetter. For det meste sad vi dog inde hos mændene ved den varme pejs. De skulle nok varsko os, når runden kom, og når deres koner kom med mad til dem, fik vi en kop kaffe med. Der var vist ingen af dem, der tænkte på at stikke af, og vi var for resten da også ligeglade.

DSK-årbøger 1960

20. januar 1916. “Englænderne havde åbenbart morskab af at beskyde vore retirader …”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Englænderne vedligeholdt ved dag og nat en irriterende ild mod vore stillinger. Det var ikke noget egentligt bombardement, en salve her og et par granater der.

Vi var altid og alle steder utrygge. Åbenbart havde de også deres morskab med at beskyde vore retirader, så vi også måtte til at bygge dem under jorden.

Alt dette sled på nerverne, og det kostede jo også menneskers liv og førlighed. En dag beskød de os med gasgranater, og da vinden hen på eftermiddagen løjede helt af, blev gassen ved at stå i skyttegravene, så vi i mange timer måtte gå med gasmaske på. Det var meget  ubehageligt, men ellers skete der ikke noget.

Underofficeren, som uddelte den daglige ration af snaps, havde soldet sammen med venner og fæller, og mange var stærkt berusede. Drikkevarerne var selvfølgelig taget af den fælles  tildeling, og snart kom der klager til kompagniføreren fra det menige mandskab, der jo ikke havde fået det kvantum snaps, der tilkom dem.

Så blev jeg sat til at dele spritten ud. Underofficererne blev selvfølgelig sure over at skulle hente deres ration hos mig, men blandt mandskabet fik jeg pludselig mange gode venner. Jeg holdt mig dog strengt til forskrifterne.

På en tur gennem stillingen blev kompagniføreren kvæstet. Et par granater slog ned i skyttegravens kant, og en jernstump ramte ham og slog ham omkuld. Den nedstyrtende jord begravede ham, men heldigvis havde der stået en løberist af træ på kant op ad gravens side, den væltede under jordens skred og lagde sig hen over ham, så det blev forholdsvis let for mig at få ham fri.

Kvæstelsen, som han havde fået, betød nu ikke så meget. Han var blevet klemt lidt og havde fået et chok. Jeg fik ham ned i hans bunker og lagde ham på briksen, og da det blev aften, ledsagede jeg ham ud af stillingen. Det blev sidste gang, jeg så ham.

DSK-årbøger 1960

19. januar 1916. Ordonnanstjeneste, telefoner og kodesprog

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Mange gange, når vi lå i vore bunkers, kunne vi høre modstanderne arbejde neden under os. Alle stillinger her var underminerede, og ved passende lejlighed sprængte de så hele partiet i luften.

Man kan ikke just sige, at det gav et stort brag, når de tusind kilo dynamit eller mere futtede af. Det virkede på en anden måde. En dump lyd, og så kom der ligesom flere bølger af rystelser efter hinanden. Der kunne opstå et hul, som man godt kunne have puttet en hel bondegård ned i. Jeg har set det flere gange, men har ikke ord for at beskrive idet . . .

Man ligesom lammedes af den ufattelige kraft, man her blev vidne til. Jordklumper, så store som jernbanevogne, slyngedes tårnhøjt til vejrs. Da gælder det om at hytte sig, når de kommer ned igen. Det er blevet fortalt, at ni mand engang blev begravet under en sådan jordklump.

Så længe løjtnant Wiegelmann var kompagnifører, var jeg ordonnans. Det var ikke ufarligt, da jeg jo måtte af sted, uanset hvor meget der blev skudt, og der har da også mange gange været bud efter mig.

En gang var jeg på vej ud i forreste linie med en melding. Der var et voldsomt skyderi. Det generede mig nu ikke stort, da løbegraven var ret dyb, men pludselig satte det engelske artilleri ind på min grav, og  granaterne hamrede ned til højre og venstre. Det kan nok være, at jeg fik travlt og nåede snart en bunker med ammunition, hvor jeg  krøb i ly mellem al slags farligt sprængstof. Englænderne havde øjensynlig set mig fra en lænkeballon, jeg hele tiden havde set forude.

Som ordonnans boede jeg sammen med telefonisterne. Fra vor bunker gik der en underjordisk gang ind til kompagniførerens  dækning. En dag sad jeg og spillede »Skamlingsbanke« på en mundharpe. Kompagniføreren kaldte på mig og spurgte, hvor jeg var fra, for han kendte godt den melodi. Jo, jeg var da deroppe fra den danske grænse, nærmere betegnet Lintrup. Den egn kendte han  godt. Han havde været ved toldvæsenet i Skodborg og havde haft  tur til Bavngård. »Så er det ikke så mærkeligt, at jeg hele tiden har syntes, at jeg skulle kende herr løjtnant«, sagde jeg, »for jeg har næsten kendt alle toldembedsmænd, som færdedes på den strækning«. Min far havde som bygmester haft arbejdet i mange år på de tyske toldbygninger på dette afsnit af grænsen.

Der var dog også mange fordele ved at være ordonnans. Jeg kom i forbindelse med mange mennesker. Når jeg bragte meldinger til officererne, fik jeg tit en cigar. En dag kom jeg ned til en ældre løjtnant med melding om, at han var afkommanderet til et  rekrutdepot. Han blev så glad som et barn og blev ved med at læse  meldingen igennem, alt imens han blev ved med at skubbe cigarkassen hen til mig med opfordring til at forsyne mig.

Jeg tog en, jeg tog to, men til sidst tog jeg en hel håndfuld og stak dem i lommen.

Et par gange om dagen måtte jeg tilbage til bataljonskommandøren, som boede i Lievin, vel et par kilometer bag fronten. Jeg benyttede gerne lejligheden til at gå hen til et køkken for at få noget at spise. Nu måtte jeg i grunden ikke gå alene på disse ture. Vi skulle altid være to i tilfælde af, at der skulle tilstøde os noget, men for at få mere fritid skiftedes vi til at gå. Somme tider kom kommandøren, Hauptmann v. Saal, dog med meget nærgående spørgsmål, så var min makker gået til køkkenet, eller havde lige henne i gaden truffet  en ven.

Da mit hverv som ordonnans førte mig temmelig langt omkring i stillingerne, fik jeg et kort over hele afsnittet udleveret. Det var en meget betroet sag, og jeg lod det aldrig ud af hænderne.

Nu kunne alle de meldinger, vi ordonnanser løb med, jo godt være afgivet pr. telefon, om bare ikke tyskerne havde haft en mistanke om, at modparten på en eller anden måde var i stand til at aflytte deres telefonsamtaler. De kunne nemlig selv i en afstand på indtil to kilometer høre visse summetoner. Derfor måtte ingen telefon ude i fronten være uden dobbelte ledninger og absolut ingen jordledning.

Blev der endelig givet vigtige meldinger igennem, blev det gjort i en slags kodesprog.

»Beder om forfriskning til 17, bærer hele dagen askespande!
« Det var en melding til artilleriet og betød: »Beskyd punkt 17, den kaster miner!« Meldesystemet var desuden sikret ved, at der var indbygget anlæg til at kunne sende lyssignaler.

DSK-årbøger 1960

18. januar 1916. Ved Loretto: Snigskytte med kikkertsigte

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Terrænet i vort afsnit skrånede svagt ned mod en høj banedæmning, som gik tæt bag vore modstanderes skyttegrave. Der lå minebyer på  begge sider af banedæmningen, og en gade var ført gennem en  viadukt.

Denne viadukt var tilbygget med props, for at man ikke skulle se ned  ad gaden på den anden side, men en dag havde en af vore soldater  kravlet omkring i granathullerne bag vor stilling. Derved var han  kommet noget højere op og opdagede nu, at han kunne se en skærm, som dækkede en gennemgang i den tilbyggede viadukt. Han kunne se, hvordan engelske soldater ganske sorgløst færdedes på den anden side af dæmningen.

Opdagelsen blev meldt til kompagniføreren, og han tog mig med ud til stedet. Jeg skulle bære periskopet og en riffel med kikkert.

Periskopet forstørrede 15 gange, og nu kunne vi rigtig betragte livet  på den anden side. Det hele var så tydeligt, at man ville have kunnet  genkende enhver som helst.

Længe kunne kompagniføreren imidlertid ikke dy sig; der skulle  skydes. Det var jo kun fuglefrie soldater, som gik der, og tilmed  fjender. Jeg skulle observere gennem periskopet.

Nu kom der to soldater. Kuglen må vist have pebet dem om ørene,  for de sprang hver til sin side og kiggede forbavset.

»Jeg tror, at kuglen slog i venstre side af viadukten«, sagde jeg til kompagniføreren. Det ville han ikke tro og fyrede igen. Skuddene vakte godt nok forundring på den anden side, men jeg så hver gang et nedslag i cementmuren. Da det blev ved at gentage sig, blev jeg klar over, at det var selve projektilet, jeg så en skygge af, idet det  smuttede gennem periskopets lysfelt.

Inden aften havde man dog skudt et par englændere. Dagen efter blev hullet lukket.

Der var iøvrigt fire rifler med kikkerter i kompagniet, udleveret til de bedste skytter, som skulle gå omkring og pille uforsigtige  modstandere ned. Man tilbød også mig en sådan riffel, men jeg frabad mig dette hverv.

DSK-årbøger 1960

Røde Kors’ register over 5.000.000 krigsfanger on-line

Røde Kors varetog under Første Verdenskrig forbindelsen mellem krigsfanger og deres familier.

På hjemmesiden http://grandeguerre.icrc.org/ kan man søge efter krigsfanger i fangelejre i hele verden.

NB: Man finder Jensen under Jenzen, Hansen under Henzen o.l.  og derpå er sedlerne ordnet fonetisk, ikke alfabetisk.

For at finde sønderjyske krigsfanger skal der søges i nationaliteten German og kategorien military (ikke civilians)

Der står overvejende militære oplysninger på sedlerne, af og til en hjemadresse.

17. januar 1916. Ved Loretto: Forskel på franskmænd og englændere

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Til at begynde med havde vi haft franskmænd liggende over for os.

De blev senere afløst af englænderne, og vi kunne straks mærke forskellen. Englænderne var ligesom mere pågående, mere bevidst i måden at holde os i spænding på. De sendte forvovne patruljer ind i vore skyttegrave, og de sloges som desperate, når de kom i knibe.

En nat blev en af dem skudt, og det viste sig da, at en af vore officerer kendte ham fra Hamborg, hvor han før krigen havde været ansat i en forretning. En anden gang blev et par englændere, som var kommet ned i vor skyttegrav, skarpt forfulgt. De løb ud gennem en sappe, slog en af vore vagtposter ned og sprang over dækningen. Den anden vagtpost glemte i forskrækkelsen helt at skyde.

En anden gang rendte en engelsk patrulje ligefrem med to af vore mænd, som stod vagt i en fremskudt stilling. Vi diskuterede  sommetider, om der var 18 eller 20 meter mellem stillingerne på  dette sted.

DSK-årbøger 1960

16. januar 1916. Gode, nye stillinger ved Loretto

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Den nye stilling, vi nu kom i, var ny og systematisk udbygget under hensyntagen til terrænets beskaffenhed. Den forreste skyttegrav var tre meter dyb og foroven en fem til seks meter bred, og bunden var overalt forsynet med løberiste af træ.

Fra gravens bund og ned til opholdsrummenes bund skulle der være mindst 22 trappetrin, så vi fik mindst 5 meter fast jord over os. Disse  bunkers var afstivede nede i jorden. Selve rummet var 1,80 m højt,  2,40 m bredt og 4 m langt. Hver bunker havde to udgange og var  desuden forbundet med hinanden under jorden. Nedgangene  krummede, så der ikke kunne skydes ned ovenfra.

Undergrunden bestod af kalksten, og det var et stort stykke arbejde at lave et sådant opholdsrum.

Vi fortsatte udbygningen af denne stilling. Om dagen fyldte vi den løshuggede kalk i sække, og om natten tømte vi sækkene bag ved  skyttegravene. Vi lå da i en række, hver bag et lille værn og kastede sækkene fra den ene til den anden, indtil den sidste tømte dem. Det  var et meget farligt job, idet man ovre fra den anden side forsøgte at forstyrre os i arbejdet ved at skyde på os med geværgranater, små  skyttegravskanoner og miner.

En nat syntes jeg dog, det blev for hedt og rullede mig langs jorden for at komme i dækning. Derved fik et stykke pigtråd fat i mine  bukser og rev en mægtig trekant. Jeg reparerede straks, men fik  underbukserne syet fast til benklæderne …

En lille kanon, måske kal. 4 cm, hvormed franskmændene kunne bestryge vort afsnit, var særlig generende. Den måtte tilintetgøres. Til dette formål fik hver vagtpost to pinde. Den ene af pindene blev  straks sat i jorden foran på dækningen, og når så af skuddet fra kanonen lyste op, blev den anden pind sat ned i pejleretningen.

Ved så at trække en linie over pindene fra de forskellige stand, fandt  man skæringspunktet, og der måtte den altså være. Den fik 120  skud af svært kaliber og var herefter tavs.

DSK-årbøger 1960

15. januar 1916. “Der er kun 3-4 meter over til franskmanden.” Udveksling af cigaretter og franskbrød

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Ripont, den 15. Januar 1916. Det er Frostvejr og Sne. I 10 Dage har vi været i Ro, og har faaet Forstærkning; og er nu atter kommet i Stilling, denne Gang lidt mere til højre. Jeg har været saa uheldig at have faaet anvist et „Sappehoved”, hvor der aldrig er Ro. Haandgranaterne flyver frem og tilbage, thi der er kun 3-4 Meter over til Franskmanden, der har modarbejdet Sappen.

Sappehovedet er naturligvis godt indhegnet med Pigtraad, men der skal dog passes godt paa, for at være sikker mod Overrumplinger. Altid er der døde eller saarede, men i Forgaars besluttede Max, at dette her skulde høre op. Han kunde tale og skrive fransk, og af den Grund blev han enstemmigt valgt til at føre de Vaabenstilstandsforhandlinger, som han havde udklækket. Han fandt særlig Tilslutning hos Skomageren, og ogsaa Skorstensfejeren erklærede, at det var „Famos”.

I Gaar Morges var Forberedelserne færdige. Til en stor Klump Kridt blev der bundet 8 Pakker med Cigaretter, og til et andet Stykke blev der bundet et Brev med Betingelserne. De gik ud paa, at hvis de vilde lade være med at fortrædige os, skulde de hver Morgen faa en Pakke Cigaretter, og vi lovede dem saa Ro til at ryge dem.

Max kastede selv sit Forslag over til dem, og efter den Tid vi mente, Brevet kunde være læst, fulgte Cigaretterne.

Vi afventede i største Spænding, hvad Fredstilbudet vilde føre til, men da vi kort efter kiggede ud gennem Skydeskaaret i Staalpladen, kunde vi se, at der var gaaet Ild i Cigaretterne. Duften af dem naaede over til os, og vi var glade over det gode Paafund, der syntes at vinde Tilslutning.

Pludselig kom en større Pakke susende igennem Luften der ovre fra. Skrækslagne flygtede vi til alle Sider og søgte Dækning, hvor der var nogen at finde, men Skomageren, der ikke lige straks havde opdaget Faren, faldt over Pakken og blev liggende med denne under sig. Vi ventede hvert Øjeblik paa at se Skomageren ryge i Luften. „Løb, dit dumme Svin!”, raabte Skorstensfejeren.

Da vi i det samme saa omkring Hjørnet af Skulderværnet, saa vi Skomageren sidde ganske rolig paa sin Bag, og i færd med at løsne Pakkens Baand. Drevet af Nysgerrighed, kom vi alle tilstede, og stor var Glæden, da Pakken viste sig at indeholde et dejligt, stort Franskbrød. Det var dog et rigtig „Fransk”brød, og det varede ikke længe, før det var omdelt og fortæret. Max’s Forslag om lokal Vaabenhvile viste sig at være vel anbragt, og Skorstensfejeren kunde da heller ikke lade være med at trykke ham til sit Bryst.

I Aftes var Max og Skorstensfejeren ovre paa den anden Side, og var blevet godt modtaget af Franskmanden. De syntes selv, at det var bedre, som vi nu havde det, og havde trakteret med Vin og mere Franskbrød, der blev taget med over til os. I Aften vil jeg med et Smut derover for at hilse paa dem. Bare det bliver ved med at gaa godt.

I Middags havde vi Besøg af Fændrikken, der jo er Delingsfører, men af og til kommer for at indhente Oplysninger og Raad. Trods sin Ungdom er han saamænd et prægtigt Menneske og synes nu at have lært, at uden Kammeratskab kan den enkelte intet udrette. Kun syntes han at være utilfreds med, eller var dog i hvert Fald yders forbavset over, at der aldrig forelaa Melding om saarede fra „Sappe 3″, og mente, at vi vel hellere maatte foretage en Patrouille over for at se, om der i det hele taget var nogen derovre.

Det raadede jeg ham dog meget indtrængende fra, og forklarede ham Forholdet med, at der muligvis var kommet Afløsning derovre, og at de ikke var interesseret i denne evindelige Haandgranatkamp. Det syntes han ogsaa at kunne forstaa, og han blev endnu bedre i Humør, da jeg viste ham „Kölnische Zeitung”, i hvilken der under „Heeresbericht” stod, at der Juleaftensdag i Stillingen 12 Kilometer østlig Tahure var stormet og indtaget stærke, fjendtlige Stillinger.

Han fik Udklippet med sig, og sender vel nu dette hjem til Forældrene, medens han selv venter sig rykket nærmere Løjtnantstitlen, som han jo engang skal have.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

14. januar 1916. Søren Petersen tilbage til fronten ved Loretto

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

St. Lorettos høj skyder sig som en mægtig knude ud i det flade nordfranske land. Det er ikke noget bjergmassiv med klipper og vildsomme skove. Så langt jeg kunne se, havde der kun været dyrkede marker, men intet hus og ingen træer.

Nu var skrænterne gennemtrukket af et net af skyttegrave og løbegrave og arret efter forbitrede kampe.

Læs videre 14. januar 1916. Søren Petersen tilbage til fronten ved Loretto

7. januar 1916. Gasangreb ved Somme-Py?

FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.

Hvad var årsagen til disse beskydninger? Gik fjenden i angrebstanker? Begge gange var han blevet i sine skyttegrave.

En anden formodning var mere sandsynlig. Vores rastløse arbejdsaktivitet, særligt etableringen af forpostgrave med de små forstærkede dækningsnicher havde sandsynligvis foruroliget ham, idet banken og hamren naturligvis ikke var undgået hans opmærksomhed. Han troede åbenbart at vejre en operation fra vor side, som han ville holde nede, og hvis forberedelse han ville genere. Læs videre 7. januar 1916. Gasangreb ved Somme-Py?

5. januar 1916. Fransk granatregn over Somme-Py

FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.

Før end skaderne var helt udbedrede, gentoges beskydningen med samme styrke den 5. januar i det nye år. Samtlige regimentsafsnit og ”Hanseatenlejren” blev taget under ild.

Feltartilleriet beskød skinstillingen, hovedlinjen K 3 og højde 193. Især blev igen det andet kompagni fra højre, nu 5. kompagni, stærkt medtaget, mens de to kompagnier på venstre fløj slap bedre fra det. Dér lå den fjendtlige ild for kort. Læs videre 5. januar 1916. Fransk granatregn over Somme-Py