Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

1. juni 1918: Frederik Tychsen – Indbrud i pengeskabet

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

I byen x gik vi noget frem og tilbage. Der var mange soldater, og der var meget at se efter. Sådan var to soldater i færd med at sprænge et pengeskab. De slog løs på det med en stor forhammer, men kom ingen vegne. Der kom flere soldater til, og omsider kom der en, der havde forstand på pengeskabe, og han fortalte dem, hvorledes de skulle bære sig ad. Med en økse, en pighakke og en mejsel gjaldt det om at få bagklædningen skrællet af ved at hugge de enkelte nitter over.

Det gik imidlertid kun langsomt, og til sidst var der 8 – 10 mand, der skiftevis hamrede og masede. De svedte og pustede, men nitterne måtte mejsles over hver for sig. Omsider kom de så vidt, at de ved fælles hjælp kunne bøje bagstykket over.

Soldaterne var fra forskellige formationer, og det var en ganske tilfældig sammenløbet flok. Mens alle, der kunne få tag i bagstykket, var i færd med at brække dette bagover, var der straks et par, der stak hænderne ind i åbningen, da denne var vid nok, og begyndte at rode i nogle papirer og bøger. Der blev et voldsomt roderi, ja, de formelig reves om byttet, og bøgerne og papirerne fløj til alle sider. Den ene skubbede den anden til side, og alle ville til.

Der var imidlertid en lille Trainsoldat, der havde stået og set til hele tiden uden at røre en finger ved arbejdet, der ganske snildt og i kampens hede ubemærket sneg sig hen til skabet og åbnede en metalluge, snappede et lille metalskrin og løb ud af døren alt det, han kunne, og han fortsatte ned ad gaden. Nogle af de andre mærkede det, for bag efter ham ned ad gaden, de råbte, og de bandede, men Trainkusken var dem for hurtig, han forsvandt for dem med kassen, og de, der havde gjort arbejdet, fik en lang næse.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

30. maj 1918 – Johannes Ankersen: “Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru …”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i maj blev afløst ved fronten og kom i etapen i Belgien.

De sidste dage i maj blev vi endelig afløst, og som man kan tænke sig af en allerede udslidt division. De arme stakler kom fra den ene ubehagelige situation til den næste. Mit kompagni havde haft et besynderligt held, ikke en mand tabt. Men da vi var blevet afløst, og folk fra mit kompagni den næste dag viste de nye tropper madhenternes rute, kunne de ved tilbagekomsten berette, at de nye minekasterfolk allerede havde lidt meget under beskydning. Minekasterne sønderskudt og mandskabet spredt. En hårdtsåret som de havde fundet helt ensom, bragte mine folk til forbindingspladsen.

Gud ske takke lov, at vi var borte derfra. Ved herligt vejr rykkede vi af og marcherede til Pérenchies, en lille station mellem Lille og Armentierès, hvor vi skulle med toget. I Perenchies stod regimentsmusikken allerede og spillede. Toget var der endnu ikke. Jeg lagde mig i først omgang i græsset, lyttede til musikkens klange og kikkede op den klare, blå himmel. Kanontordenen hørtes kun svagt. Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru, ude af uvisheden, snavs og alle andre plager, hvis også kun måske for et par dage. – Vores tog kom, og vi kørte bort, kørte indtil vi i morgengryet måtte stige ud i Avelghem.

I den dybeste fred, lå vi langt inde i etapen i Belgien i en stor landsby fuldstændig uberørt af krigen, et godt kvarter, intet skud at høre. Åh, hvor var det dejligt igen at kunne strække sig i en ren seng, selv altid være ren, og ind i mellem at se andre mennesker end kun soldater. Vi blev ikke længe i Avelghem, der var ingen øvelsesplads i passende nærhed. Derfor rykkede vi efter nogle dage til egnen ved Renaix, eller Ronse, som flamlændingene siger.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

29. maj 1918 – Jens Iversen: “… at vi nu var Soldater igen”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tysk-Orscha, Onsdag, den 29. Maj 1918.
Byen ligger paa begge Sider af Dnjeprfloden, der skiller det besatte Omraade fra Russerne. De røde kommissærer gjorde ingen Indvendinger mod de to Dusin Stykker Sæbe, jeg havde købt for mine sidste Rubler. I Moskva havde tyske Sygeplejersker fra Gesandtskabet gjort os opmærksom paa, at Sæbe er en stor Mangelvare i Tyskland.

Da vort lange Tog med de henved 800 hjemvendende Tyskere langsomt kørte os over Dnjeprbroen, var der mange, der ikke kunde skjule deres Bevægelse, kvinder græd. Dog var Modtagelsen alt andet end festlig. En Oversergent klarede den helt alene og uden Sentimentalitet.

Vi Krigsfanger maatte forme Geled og fik at vide, at vi nu var Soldater igen. Medens Civilfangerne med deres Familier anbragtes i Barakker i Skoven, førtes vi til en tidligere russisk kaserne, hvor vi nu paa de nøgne Brikse venter paa at blive sendt til Varahava i Karantæne.

Da alle Breve herfra passerer Censuren og dermed forsinkes, har jeg givet en Soldat fra Skriverstuen, der netop skulde paa Orlov til Berlin, nogle Linier med til min Hustru med Meddelelse om, at jeg var paa Vej hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

28. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… her skyder de godt hen”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 28/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for Pakker med Flæsk jeg modtog i Gaard og for Brevet i Dag. Ja du gaar og venter mig hvær Dag. Ja jeg kommer nok ikke før vi kommer bag Fronten i Ro. Saa længe vi er i Stilling. I Gaard blev vi afløst fra Forreste Stilling vi er nu lidt tilbage i Reserve. men her skyder de godt hen. Havde ogsaa Brev fra Jabob i Dag. det er da godt for ham at han er bleven Tjener hos en Leutnant det er altid bedre end det andet. I Haab om at det ikke maa vare for længe inden vi ses.

sender Eder de kærligste Hilsner, din Søn Th. Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

28. maj 1918. Peter Andresens lig hentes hjem til Notmark

Anders Schmidt, Favrholm, gjorde krigstjeneste ved Garde-Jægerne i Potsdam. Ved Loretto mistede han i maj 1916 den ene arm og blev erklæret ikke-krigsduelig. I januar 1917 hentede han en falden nordslesviger hjem for at blive begravet i Asserballe. I maj 1918 måtte han af sted igen.

Et par år senere – i 1918 – måtte jeg ud på en lignende rejse og i et lignende ærinde, dog dengang østpå, til Letland. Vi var igen to mand, nemlig foruden mig nu afdøde Jørgen Mathiesen, Asserballeskov.

Det var på opfordring af Cathrine Andresen, Naldmose ved Fynshav. Hun ønskede sin mand Peter Andresen, født 23. december 1881 og faldet 2. september 1917, hjemført, for at han kunne blive begravet i hjemlig jord, og vi tog derned for at opfylde hendes ønske.

Peter skulle ligge begravet ved et nærmere angivet hus, der lå bag ved en skov. Når det blev os to, der måtte af sted, var det, fordi to andre, som havde givet tilsagn derom, ikke kunne få pas. Det skal her bemærkes, at J. Mathiesen tidligere havde været derude for at hente liget af en søn hjem.

Vi rejste 3. pinsedag 1918 forsynet med proviant, levnedsmiddel-mærker og penge fordelt imellem os af sikkerhedsgrunde. Den første nat sov vi i Flensborg for at kunne få en god forbindelse derfra til Berlin dagen efter, hvor vi overnattede, købte kister og lejede loddetøj m. m.

Fra Königsberg tog vi over Tilsit-Memel til en lille grænseby, hvis navn jeg ikke husker, men jeg glemmer måske aldrig, at vi skulle være over grænsen til militært område inden kl. seks aften, og vi kom 20 minutter for sent, så »vær så god at stige ud og fortsætte rejsen næste morgen«. Vi spurgte om logi for natten og fik anvist resterne af en kirkebygning; halvdelen var dog skudt sammen men der var da et loft med tre senge, af hvilke den ene var belagt, de var til vor rådighed. Med et par stykker brød i lommen gik vi ned for eventuelt at snuppe en kop kaffe til vort brød. Det lykkedes, men dernede var vi ikke alene, idet der herskede travlhed alle vegne på grund af »Truppenverschiebung«.

Man spillede kort her, men ikke om småpenge fra vor såkaldte brystpung, men med store stakke af det såkaldte »Oberostgeld«, der i realiteten intet var værd. Dette syn kunne Mathiesen huske længe efter.

Nå, vi kom i seng og slap igennem natten uden at få lus, hvad jeg havde været meget bekymret for.

Nu kørte vi videre for militærkommandoets regning og nåede næste aften Riga. Selv om krigen var forbi på disse kanter, mødte der os dog megen ødelæggelse, sprængte broer, afbrændte ejendomme og nedhuggede skove. Nye broer var opført af træ; det gjaldt jo om at holde trafikken i gang. På banestrækningen arbejdede mange civile, der sikkert levede under trange kår. Elendigt var de påklædt, mange havde ikke fodtøj, men gik med træbark under fodsålerne, dertil gamle sække bundet om benene for at fastholde barken.

Vi nåede Riga og fik her et godt værelse, men noget spiseligt var ikke til at opdrive, derimod varm the, og da vi selv havde godt med brød og pålæg, så klarede vi os, og her kunne vi tilmed spise i ro for os selv.

Vi blev hurtigt klar over, at sulten var stor overalt blandt befolkningen, og vi turde slet ikke åbne vore kufferter, når vi ikke var alene. Næste morgen skulle vi efter programmet tage med tog til Økskül – det var et arbejdstog, der kørte langs Dyna-floden og transporterede arbejderne til de forskellige arbejdspladser.

I toget fandtes et par kupeer, som var forbeholdt officererne, og her tog vi plads. Da vi ved billetteringen foreviste vore papirer, blev vi skældt ud og blev ved håndbevægelser betydet, at vi havde at forsvinde og begive os til en anden afdeling af toget, men vi blev, hvor vi var, lod dem skælde ud, for »vi forstod dem alligevel ikke«.

I Økskül meldte vi os hos »Gräberverwaltungsofficeren«, og kort efter gik det med hestekøretøj længere mod syd. Vejen var nyanlagt, og vi kørte på granstænger. Vor vogn var en let ponyvogn med en stol til officeren og kusken, mens vi var anbragt på en lille klapstol, hvor rygsædet var slået op til vor bekvemmelighed.

Vi sad og holdt os fast ved at klamre os til hinanden, mens hesten, der efter vore begreber var meget dårligt forspændt, løb af sted efter alle kunstens regler.

Omsider nåede vi dog velbeholdne til bestemmelsesstedet, hvor vi fandt graven som meddelt i en have. Den var velholdt. Et trækors fortalte os, at det var den rigtige, og så vidt jeg husker, stod der en flaske på graven, hvori der fandtes oplysninger om navn og formation – så det hele var i orden.

I huset boede to ældre mennesker, der havde hygget om graven og holdt den pæn i stand. De græd, da liget blev gravet op og lagt i de medbragte kister.

Da alt var klaret, kørte vi tilbage til Økskül, hvor vi fik anvist plads for natten i officersbarakken. Ja, mere, – vi fandt alt tilrettelagt for os: Brænde til fyring og to gode tæpper til hver. Før vi gik til ro, tog vi en spadseretur ned til Dyna-floden. I byen boede civile, men huse så vi ingen af, så de må have boet i jordhuler og sikkert under elendige forhold. Næste dag fik vi kørelejlighed tilbage til Riga, hvor vi fik vore tidligere værelser igen.

Herfra gik rejsen så næste morgen til Königsberg, hvor vi afleverede de lejede lodderedskaber. Også her boede vi igen på hotellet, det samme som for få dage siden. Fra Königsberg fulgte vi ikke ligvognen, men tog direkte tilbage via Berlin-Hamborg til Sønderborg, hvortil vi ankom 12 dage efter afrejsen.

Kisten kom et døgn senere, og Peter Andresen blev nu jordet i hjemlig jord på Notmark kirkegård.

DSK-årbøger 1971

27. maj 1918 – Tønder luftskibsbase

I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er noteret:

27.5.18 Tondern

Vorm Teils heiter, teils trocken, etwas kühler, schwacher O.z.N. bis NW.z.w.-Wind.
Nachm. Meist ½ bedeckt, sichtig, trocken, auffrischender stark böiger NW-Wind, später nachlassend.

L 60 um 8,15h vorm. von Aufklärung gelandet.
L 54 um 9,35h nachm. zur Aufklärung aufgestiegen.

[sign.] Tönnis

(RM116/77, Bundesarchiv)

25. maj 1918 – Jens Iversen: “den forhenværende Tsars grønne Salonvogne”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Moskva, Lørdag, den 25. Maj 1918.
Vi forlod Saratov i Sommer og Sol. Næste Dag passerede vi Tambov i Snevejr. De tre Dages Ophold i Moskva blev for mig en Skuffelse, Jeg havde glædet mig til at se lidt af Russernes hellige By, Siedel og Ladehoff kendte den i forvejen. Men vi har ikke turdet forlade Toget, fordi det snart ved Dag og snart ved Nattetide blev rangeret fra den ene Banegaard til den anden i Byens Udkanter, og der var der Ikke andet bemærkelsesværdigt end de lange Rækker af beskadigede og rustne Lokomotiver, der i hundredvis stod opstaldede paa døde Banespor. Et Sted saa vi ogsaa den forhenværende Tsars grønne Salonvogne, dog var der ikke meget tilbage af Herligheden, hvad et Blik gennem Vinduerne forvissede om.

Men ellers ligger den vældige By i de smukkest tænkelige Omgivelser, og ind imellem Skrænter og Bøgeskove titter fornemme Villa’er frem, Datsher, som de kaldes, men ogsaa deres Tid er vel forbi nu, eller dog de forrige Ejerers. For øjeblikket sidder vi i Toget Borodino-Smolensk, Napoleons blodige Vej. Vi venter paa Signalet til Afgang. Efter Sigende skal vi i Overmorgen naa den tysk-russiske Demarkationslinie ved byen Orscha.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

24. maj 1918 – Mathias Damm: “Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 24.5.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev, som jeg modtog idag. Jeg har det efter Omstændighederne godt. Men som Du skriver, behageligt er det netop ikke, men naar det ellers maa bedres, som hidindtil, er det dog behageligere, end at ligge i Franskmandens Artelleriild.

De fleste Saar ere snart lægte, blot det største i Benet og et i Armen, men det heles ogsaa. Med Benet vil det nok vare en Tur endnu, da der sidder en Splint deri endnu, og den skal jo vist ogsaa skæres ud en Gang, ellers vil det vist snart brække op igjen. Men foreløbig har jeg jo Tid. Der er jo kun liden Udsigt til at Krigen snart faar en Ende, og saalænge forsømmer jeg jo intet, saa det er tidlig nok, naar de opererer mig, naar det andet er lægt.

Jeg blev røntgenfotograferet i Sedan, men den maa vist ikke være god at faa fat paa, da de fleste blev opererede og jeg ikke. Jeg kan nu gaa lidt ved Hjælp af en Stok, Men meget holder jeg ikke ud. Naar jeg har været nede i Haven om Eftm. er jeg glad naar jeg atter er oppe i Stuen og kan kravle til Sengs igjen[.] Det er en pæn Redelighed. I derhjemme have travlt, og man ligger her paa den lade Side og har et par Jomfruer til Opvartning.

Jeg har lagt et Billede ved her med nogle af Patienterne og vore Søstre. Jeg sidder til venstre for Musikanten, Dine Forældre kunne vist ogsaa nok finde mig. Jeg lider ingen Nød her, men bedre var det dog hos hos Moer. Der kom man før til Hægterne igjen, end her. Og dog, er det meget bedre her, end i de store Gamisonslazarether, der kunne de spænde Livremmen, naar de ikke vil have at Maven skal knurre. At de ikke snart kunne blive saa fornuftig, at holde op, thi i Længden holder ingen en saadan Sultekur ud, som de sidste Aar har været. Til 15 Juni giver det jo atter mindre Brød, en net Redelighed. Saa er der da intet i Veien for at Folk har for meget at staa imod med, naar Høsten kommer.

Nu har Krigen snart raset i 4 Aar og ingen Ende at se. Tusinder og Millioner Mand i den bedste Alder har maattet lade deres Liv, og for hvad? Det vil jeg sige Dig, naar vi ses. Og for det samme raser Krigen videre Dag for Dag og vildere og vildere. Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder.

Det er nu Middag og jeg slutter mit Brev. Naar jeg kommer til Garnison haaber jeg at faa Orlov og gjense Nordslesvig og mit kære Hjem. Og nu til Slut sendes eder alle de kjærligste Hilsner af Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… saa længe jeg sidder i mit Granathul”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 21/5 1918

Kære Moder
Mange Tak for det Brev jeg modtog i Dag og for de to Pakker jeg modtog i Forgaards et med Smør og Sukker og et med Æg. de var alle i godt Behold. Samtidig med Brevet sender jeg to Pakker af med læder. det ene er Støvleskafter det kan i bruge til at slaa paa Træskoene for i gaar jo vist med Papir i stedet for Overlæder. Om jeg ikke snart kommer paa Urlov skriver du, jo jeg haaber det. men saa længe jeg sidder i mit Granathul kommer jo nok ikke men naar vi er bleven afløste tænker jeg Vi bliver vist afløst om et Par Dage

Mange kærlige Hilsner til Eder alle din Søn
Th Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

21. maj 1918 – Jens Iversen: “det har ingen Nød nu, saa nær Vejs Ende.”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Saratov, Tirsdag, den 21. Maj 1918.
Tidlig i Gaar ankom vi hertil. Ladehoff og Siedel – hans Hustru med Børnene er forud rejst til Riga – tog imod mig paa Landgangsbroen, og jeg har tilbragt Natten paa deres Hotel. I Gaar og i Dag har jeg set paa Byen, der efter en kort Kamp er i de rødes Hænder. Dog er den langtfra saa ødelagt som Astrakan og barer endnu tydelige Spor af fordums Velstand. Den er Hovedstaden i det store volgatyske Omraade. I det vesteuropæiske City findes moderne forretningslokaler paa de velholdte Boulevarder, smukke Pladser og grønne Anlæg. I Gaderne høres meget Tysk. Mit gamle Lasaret ved Banegaarden var uskadt.

Nu hen paa Eftermiddagen sidder vi i vort Tog, der skal føre os til Grænsen. Siedel, Ladehoff og jeg har indrettet os paa en øverste Briks i en af de henved fyrretyve Teplushker, dvs. Godsvogne, den russiske Jernbanedirektion har stillet til vor Raadighed. De andre tre Brikse befolkes af familier, vi ikke kender. Disse alt andet end, bekvemme Vogne skal huse os den maaske ugelange Rejse gennem Rusland, men det har ingen Nød nu, saa nær Vejs Ende. Deutshmann med sin Hustru har fundet Plads i Dr. Baloghs Vogn. Vi er rede, vi venter kun paa at Lokomotivet tager fat.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

19. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om forræderi i Frankrig, illegale aviser i Belgien, oprør i Irland, mytteri blandt slovenere, serbere og ruthenere i Østrig-Ungarn , uroligheder i det tyskbesatte Kiev, borgerkrig i Ukraine og antisemitiske udskejelser sammesteds. Frygten for en “jødisk-bolsjevikkisk” sammensværgelse påvirkede også tankegangen hos de tyske og østrigske besættelsestropper. Mange af disse soldater indgik senere i 1920’ernes paramilitære Frikorps i Tyskland og Østrig. I det østlige Sibirien bevæger en hvid hær under kommando af oberst Seminov sig mod vest for at bekæmpe bolsjevikkerne.

I det østlige Anatolien rykker Osmanniske tropper frem mod armenierne og georgierne og stiller nye krav til gengæld for en fredsslutning.

19. maj 1918 – Jens Iversen: “… en Afdeling svært bevæbnede Rødgardister”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Midt paa Volga mellem Astrakan og Saratov, Søndag den 19. Mai 1918. Moders tresaarige Fødselsdag. Hun tanker næppe, at jeg denne Dag ligger midt paa en af Verdens allerstørste Floder paa Vej hjemad. I Forgaars forlod vi programmæssigt Astrakan i et sommerligt varmt Foraarsvejr. Fru Schmidt har forsynet mig rigeligt med Proviant. Tredie Kahyt paa det store, moderne Skib var fyldt til Trængsel. Vi faa Krigsfanger flottede os derfor og for at vare sammen med vore civile Bekendte til en Anden Klasses Kabine, og det har vi ikke fortrudt.

Ikke Afveksling, ikke skiftende Landskaber, kun faa og lidet tiltalende smaa Landsbyer sømmer Bredderne, naar vi kommer dem nær paa den vestlige Side, men den storslaaende Ensformighed og Ensomhed gør denne Sejlads paa den vældige Strøm til noget helt for sig selv. Paa dens Midte øjnes næppe Land. Først ved Jenotajevsk følger det stejle, udvaskede Højdedrag Floden, medens den flade asiatiske Steppe paa Østsiden kun skimtes i det Fjerne.

Sent i Gaar Nat naaede vi Zarizyn, hvor jeg for to Aar siden tilbragte et Par Maaneder i det til et usselt Fangelejr indrettede Tramvajdepot. Her fik vi en Afdeling svært bevæbnede Rødgardister om Bord. Det gav Anledning til en Del Uro, men de har ikke i mindste Maade generet os. De er i Dag blevet udskibet i Kamyshin, hvor de skal slaa en modrevolutionær Rejsning ned. De fortalte, at der ogsaa kæmpes i Saratov. Hvis det er sandt, kom mer vi fra Dynen i Halmen. I Morgen Dag vil vi faa Syn for Sagn.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

18. maj 1918 – Mathias Damm: “I Laaret maa Splinten endnu sidde…”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 18.5.18.

Kære Moder!
Idag kan jeg for første Gang efter 3 Uger sidde ved Bordet og skrive. Jeg kan naturligvis ikke lave Væddeløb, men ved Hjælp af en god Stok kan jeg da gaa lidt. Mine Saar heles godt, især i Armen og i Ryggen. I Laaret maa Splinten endnu sidde, da det er et dybt Saar og kun et og det heles heller ikke saa godt. Et lille Saar neden for Albuen, som jeg slet ikke havde ænset, har i de sidste Dage smertet, men nu er det bedre, det har nok udraset, da der er kommen en hel Del ud. Medicinalraaden har i morges undersøgt mit venstre Øre, da jeg ikke godt kan høre. I de første Dage var jeg helt døv, Han mente det skulde nok forsvinde helt. Godt var det. Jeg blev ogsaa veiet forleden, Kun 138 Pund, naturligvis i Adams Kostume. Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… hvor Hule er saa lav”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 18/5 1918

Kære Moder!
Sender samtidig med Brevet en Pakke med Reb hjem, skriv mig naar i har faaet det. Det fandt jeg i Morges i en Engelsk Artilleristilling. Uha Kroppen er saa øm paa[?] mig af at ligge hvor Hule er saa lav saa vi ikke engang kan sidde og maa ligge hele Dage har nu ligget her i 6 Dage og bliver først afløst om 6. Ellers har jeg det godt endnu

Mange kærlige Hilsner
din Søn Th Thomsen.

(Kåre Pedersens samling)

17. maj 1918. Peter Poulsen beder en bøn med to engelske krigsfanger

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1918 deltog han i den tyske forårsoffensiv.

Efter mange, lange og trange Dage og haarde Kampe kom vi ud og slog Lejr ved en By, som hed Villers Carbonnel. Vor Stilling var et Par Kilometer derfra, og vi var der nogle Dage og havde nogle strenge Kampe ved en By, som hed Brie, men saa trak Kampen længere bort. Kun Flyverne havde vi stadig Besøg af. Der var nemlig et stort Ammunitionslager, som var særlig eftertragtet, og vi havde desværre ikke saa faa faldne og saarede.

Maalet var, at vi skulde tage Amiens; men den sidste By blev Albert. Ved Albert blev der af vor Bataillon taget 400 Englændere, som med den kom tilbage til Villers Carbonnel, hvor vi var sammen et Par Dage. Englænderne havde jo slet ingen Fødevarer, og vi havde kun lidt. De blev lukket inde i en Barak, og vi kom ind i en anden. Efter et Par Timers Søvn vaagnede vi alle.

Der blev stillet nogle Vagtposter ud, men vi gik iøvrigt frit om imellem hinanden.

 Englænderne gik rundt og bad om Brød; der kom ogsaa et Par unge, intelligente Englændere hen til mig og bad om Brød. Jeg havde ikke ret meget, men det, jeg havde, delte jeg med dem. Jeg vilde meget gerne tale lidt med de to Englændere og prøvede baade paa Dansk og Tysk, lidt Fransk kunde jeg ogsaa og oven i Købet nogle russiske Brokker, som ogsaa blev brugt, men det vilde alligevel ikke gaa.

Saa trak jeg min Bibel op af Lommen og viste dem den, og saasnart de saa den, sprang den ene Englænder ind i Barakken og kom hurtigt tilbage med sin Bibel. Da han havde vist mig den, saa vi alle tre hinanden ind i Øjnene, og saa nævnede vi Jesu Navn, og da vi havde nævnet det, foldede vi vore Hænder, bøjede vore Knæ, og saa bad vi hver paa sit Maal, jeg paa Dansk og de to Englændere paa Engelsk.

Der var ikke noget usædvanligt ved det; vi saa saa tit større eller mindre Flokke ligge paa Knæ sammen. Da vi saa rejste os, tog den ene af Englænderne sin Kokarde, og den anden tog sit Nummer af sin Skulderklap og rakte mig.

De fik selv hver en Ting, jeg husker ikke hvad, og jeg gemmer disse to Ting til Minde om de to Englændere, og jeg tror, at vi en Gang skal faa Lov til at møde hinanden i Himlen, hvor vi kan forstaa hinanden.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

17. maj 1918. Andreas Bøgen på vagt hos en jødisk godsejer i Ukraine

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og tilbragte hele krigen på Østfronten. I foråret 1918 gik det til Ukraine.

Kort Tid efter blev der søgt ti, som det hed, paalidelige Mænd som Vagtmandskab paa Godset „Golosofka“, hvis Ejer, en Jøde, følte sig truet af de omkringboende Bønder, der ønskede Godsets Jorder udstykket.

Nu afdøde Teglværksejer Chr. Hollensen fra Broagerland og jeg var blandt de ti udvalgte. Som Vederlag for vor Vagttjeneste havde Godsejeren overladt Bataillonen et lille Jordareal til Dyrkning af Kartofler og Grøntsager; dette Areal skulde vi holde i Orden.

Godset havde et Areal paa 1400-1500 Tdr. Land, dybsort Muldjord, hvoraf det meste var under Plov. Husdyrbesætningen var forholdsvis lille, idet der kun var 30-40 Malkekøer, et lignende Antal Ungkreaturer, en lille Flok Faar, en Del Svin og 70-80 Heste.

Godsets Stuehus var tarveligt. Det saa ikke ud af mere end Stuehuset paa en lille Bondegaard herhjemme. Udhusene var delt i forskellige Smaabygninger: Forvalterboligen, Smedien, Kostalden, Hestestalden, Svinestalden, Kornsiloen, Bolig til Tjenerskabet samt nogle andre Bygninger. Der dyrkedes Hvede, Rug, Havre, Boghvede, Hirse og Sukkerroer.

Vi havde Tid og Lejlighed til at gøre vore Iagttagelser, men desværre havde vi vanskeligt ved at gøre os forstaaelige for Folkene; derimod kunde vi nok underholde os med Godsejeren, som talte godt Tysk; men han var næsten altid paa Rejse.

DSK-årbøger 1952

16. maj 1918. Knepkage til Thomas Thomsen

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 16/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det Pakke med Knepkage jeg modtog i Gaar. Jo jeg sidder igen i forreste Linie og kuklurer i et Granathul, i Dag er den 3die Dag. Hvorlænge det varer denne Gang ved jeg ikke, forhaabentlig ikke ret længe. Du skriver at min Kompagnifører havde skrevet at jeg kunde køre saasnart Urloven [orloven, RR] blev aabnet. Hvem har skrevet sig som Kompagnifører vi har nemlig en ny omtrent hver anden Dag. Ellers har jeg det godt.

Mange kærlig Hilsen til Eder alle
din Søn Th Thomsen

Mange kærlige Hilsener til Eder alle
din Søn Th Thomsen

16. maj 1918 – Jens Iversen: “Krig er i sig selv ond, men borgerkrig er dens værste Afart.”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Torsdag, den 16, Maj 1918.
For sidste Gang, siden hun efter Paaskefesten er kommet tilbage fra Saratov, var jeg hos Jelisaveta Aleksejevna, denne Gang for at tage Afsked og for at sige Tak endnu engang for al den Godhed, hun og Aleksej Lavrentjevitj og den hele Familie Chlebnikoff har udvist imod mig i det næsten halvandet Aar, jeg saa at sige er gaaet ud og ind i dette før saa lykkelige Hjem.

Hun var behersket som altid, men den sidste Tid har taget haardt paa hende. Det var ikke let at sige Farvel under de givne forhold. Ord betyder saa lidt, og hun ved, at ingen kan hjælpe hende. Hun fortalte om Samværet med sin Mand, der lider under Adskillelsen, om Sønnerne i Moskva, som hun ikke har set endnu, om Frygten for, at alles Skjul kan røbes. Krig er i sig selv ond, men borgerkrig er dens værste Afart.

Bagefter var jeg ude hos Ægteparret Rehbehn, ogsaa for at sige Farvel og Tak, Vi drak Te sammen, som saa ofte for. Gamle Andrej holder ikke af de røde, han synes, det var bedst under Tsaren, Han blev glad for min Klosterpibe, og hans Hustru Marie, der i al den Tid har vasket mit Tøj, arvede mit Primusapparat.

Saa kan Kapitlet Astrakan i min treaarige Krigsfangetilværelese afsluttes i Aften hos Familien Schmidt og med Kammeraterne der. De fleste af mine Bekendte undtagen Ægteparret Krebs og Hr. Singelmann rejser ligeledes i Morgen. Ved Middagstid starter vi med en af Kaukas & Merkurs store Volgadampskibe til Saratov, og derfra fortsættes med Jernbane mod Vest. Fiedler har Udsigt til at komme efter med den næste Transport.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)