Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

24. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Ankomst til Bruxelles

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Om Aftenen rejste vi videre pr. Jernbane og ankom den 24/10 Formiddag til Brüssel. Vi meldte os ogsaa her hos de forskellige overordnede Militærautoriteter, der alle boede i de pragtfulde belgiske Regeringsbygninger i Rue de la Loi. Vi bleb [sic!] under Opholdet her indbudte hos Generalguvernøren over Belgien, Generaloberst Freiherr von Falkenhausen (General v.Bissings Efterfølger), hos Guvernøren over Brüssel og Brabant, Generalløjtnant Hurt, samt i Generalguvernementets Officerskasino.

Da vi om Aftenen den 28/10 [sic!] spiste til Middag hos Brüssels Guvernør, kom der om Melding om, at fjendtlige Flyvereskadrer var paa Vej mod Brüssel. Da vi en Times Tid senere tog hjem, saaa vi, at alle Lys paa Gaderne var slukkede, Sporvognene var standsede og Banegaarden henlaa i Mørke. Kl. 10 hørte vi det tyske Luftskyts skyde imod Flyverne, men videre mærkede vi ikke til Angrebet.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

24. oktober 1917 – Johannes Ankersen: “ved 6-tiden åbnede tilintetgørelsesilden”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i oktober var kommet til Alperne for at deltage i den tyske og østrig-ungarske offensiv mod Italien.

Hvornår angrebet skulle finde sted, vidste vi endnu ikke, endelig hed det om morgenen den 24. oktober. Dagen inden skød artilleriet og minekasterne sig ind. Nu kunne det gå løs.

Om morgenen den 24 ved 6-tiden åbnede tilintetgørelsesilden, meget livligt, det må jeg sige, selvom det måske lød værre i bjergene end det virkeligt var tilfældet. Jeg stod i mit observationsstade og observerede skuddenes virkning, men kunne så ikke se mere, da røg og støv skjulte det meste. Under beskydningen gik de angribende grupper fra anden og tredje linje frem i beredskabsstillingerne. Tropperne fra første linje var allerede gået i stilling om natten. Desværre havde en af mine minekastere en rørsprængning, hvorved to mand af mandskabet døde. Det fjendtlige artilleri svarede kun megt svagt igen.

Tysk bombardement af de italienske stillinger ved Isonzo, oktober 1917 (Franz Kaiser: Das königl. Preuß. Infanterie-Regiment Nr. 63. Deutsche Tat im Weltkrieg 1914/1918, Berlin 1940)

Omkring kl. 7½ holdt ild på de forreste fjendtlige linjer op, og vores artilleri holdt nu kun de fjendtlige kanoner under ild. Jeg kikkede længere ind i dalen. Først så jeg ikke meget, kun her og der enkelte tyske soldater og mindre grupper, som gik frem, men også tilbage. Da på samme tid bjergsiden, som italienerne sad på, blev holdt under beskydning af vores maskingevær, så lod det sig overhovedet ikke fastslå, om angrebet var lykkedes eller ej. Pludselig, jeg troede ikke mine egne øjne, kom de imod os i store mængder, uden våben og svingende med lommetørklæder, tilfangetagne italienere, hele tiden flere, så at de ikke var til at få tal på. Da glædede hjertet sig.

Jeg lod nu også vores minekastere pakke sammen og bringe ned i dalen. Det var et svært arbejde og tog ret lang tid. Da var endelig var kommet ned, manglede vores køretøjer, der ikke var til stede. I mellemtiden passerede uafbrudt ammunitions- og forplejningskolonner til forbi os, alt sammen på pakdyr. Tyske og østrigere mellem hinanden. Vores division havde angrebet Isonzo-dalen, med regiment 63 i første linje. Til venstre for os arbejdede alpekorpset sig langsomt henover bjergene. Deraf kom det, at italierne stadig beskød bjergene, mens vores division befandt sig længere inde i dalen.

Italienernes tab af sårede og døde var ikke særligt stort, dog var de arme fyre til dels slemt tilredte af stenslagene, som opstår når skuddene rammer klippen. Derimod var antallet af fanger enormt. Kom de først i enkeltvis eller i små grupper, så var de til sidst så mange, at hele gaden var fuld af dem. De ankom uden bevogtning vinkende med deres lommetørklæder og spurgte, hvor de skulle hen.

Vi måtte vente længe på vores køretøjer, det var sen eftermiddag, da de endelige nåede frem. Nu kunne vi også sætte i march, men også det gik temmelig langsomt. Man kan let forestille sig, hvor overfyldte vejen var, for et var den eneste vej langs Isonzo, som kunne benyttes af vogne. Og den var naturligvis fuld af vogne af en hver art. Hvert øjeblik bremsede en kolonne op på grund af hindringer på vejen. Vi led særlig derunder, da vores heste trak så dårligt, jeg tror at folkene ydede mere end hestene. Imod os kom uophørlige strømme af tilfangetagne italienere. Alle soldaterne var godt klædt og så velnærede ud. De synes at nære store frygt for tyskerne, mens de ikke var bange for østrigerne.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

23. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Besøg hos Krupp

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Vejen gik fra Berlin over Essen, hvor vi anvendte en Dag – den 23/10 – til at bese de Kruppske Fabriksanlæg (se Programmet, Bilag 2). Vi blev modtagne af en af Fabrikkens Overingeniører, Hr. Homan, under hvis Ledsagelse vi besaa Panservalseværk, Presning og Fremstilling af Projektiler, de forskellige Kanon- og Lavetværksteder, Støbning af Digelstaal, Elektrostaalværk, hydralisk Presning o.s.v. samt tillige foretog en Automobiludflugt til en af Fabrikkernes smukke Arbejderbyer. Ved Frokost og Middag, til hvilken vi var indbudt, gjorde Fabrikkernes forskellige Direktører, bl.a. Herr Baur og Hauptmann Dr. Drager, samt overordnede Ingeniører Honnørs.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

19. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

For Vort Besøgt ved den tyske Hær var der tilrettelagt et omfangsrigt og ret detailleret Program, hvis Enkeltheder nærmere vil fremgaa af Bilag 1. Programmet var saavel meget alsidigt som ogsaa ret anstrængende. For hver Dag havde man, til Dels til de mindste Enkeltheder, nøje fastsat, hvad der skulde besigtiges – selv Søndagene var ikke undtagne, og der gaves overhovedet ingen Rastdag i de 4 Uger, Rejsen varede.

Naar dertil føjes, at den repræsentative Del af Turen – næsten daglig Frokost og Middag hos de højere Militærautoriteter, vi i Forbifarten kom i Berøring med, og hver Gang Præsentation for og Samtale med en mængde nye Officere – kun levnede os en ganske minimal Tid til, inden Omklædning til Middag eller efter denne sent om Aftenen, at fæste Dagens Hovedindtryk paa Papiret – Nedskrivning og Optegnelser paa Stedet var ikke vel set og fandt derfor ikke Sted – vil man forstaa, at Rejsen saavel fysisk som i psykisk Henseende stillede ikke ringe Krav til Deltagerne.

I den første Ugestid havde vi Standkvarter i Berlin og foretog herfra, dels pr. Automobil, dels pr. Jernbane Udflugter til forskellige militære Institutioner i Hovedstadens Nærhed. Vi var saaledes i Potsdam, hvor vi besaa Rekrutuddannelse og Kaserneringsforhold m.m. ved 4´Garde-Felt-Artilleriregiment og ved det historisk bekendte 1´Garde-Regiment til Fods, i Jüteburg og i Markendorf, hvor vi overværede henholdsvis Fodartilleriets Skydeskoles Skydninger med svært Skyts og Skarpskydning med de forskellige Minekastere, Granatkastere, Haandgranater o.s.v.; endvidere i Johannisthal, hvor vi besaa den berømte Flyveplads samt de 4 store private og indbyrdes konkurrerende Aeroplanfabrikker (Rumpler, L.V.G., National Flugzeugwerk og Albatros), som her har deres Hovedsæde, samt Hærens store, ligeledes her beliggende Flyvemaskinedeport, hvor de færdige og godkendte Flyvemaskiner med alle Reservedele magasineres, og hvor Reparationsværksteder af enhver Art forefindes.

Fremdeles var vi i Plaue, hvor vi fik Adgang til grundigt at gennemse de store Fabriksanlæg for Fremstilling af Skydebomuldskrudt og Nitroglycerinkrudt, samt i Döberitz, hvor en meget interessant Fremføring af et Maskingeværkompagni med svære Maskingeværer fandt Sted (Evolutioner, Fægtningsøvelse, Skarpskydning, Passage over forskellige Hindringer). I selve Berlin aflagde vi Besøg i ”Hauptsanitätsdepot” (Depot samt Reserverreparationsværksteder for alt Hærens Sanitetsmateriel af enhver Art), der paa os Lægmænd gjorde et imponerende Indtryk ved sine kolossale Dimensioner og ved sin mønsterværdigt gennemførte Systematik, Orden og Overskueligehed, og som det for en Fagmand formentlig maa være af største Interesse at studere nøjere.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

TVSYD søger læsere af hjemmesiden her

TV SYD søger 1-2 brugere/læsere af “Sønderjyderne og Den Store Krig”.

Onsdag eller torsdag formiddag/tidlig eftermiddag. Jeg har aftale med Rene Rasmussen, men vil meget gerne interviewe og filme 1-2 brugere. Gerne en der har genstande fra 1. verdenskrig.

Du må også meget gerne bo i Sønderjylland.

Send venligst mail til mig Finn Grahndin, figr@tvsyd.dk eller sms på 21691290.

Håber på at lave et godt indslag om den gode hjemmeside.

16. oktober 1917 – Mathias Damm: “Da fik Panja alle de Klø”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 16. Okt. 1917.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Kort, Jeg har det stadig godt. At Du troer, det er slemt her, kan jeg nok forstaa. Det var kun en Dag (d 21). Da fik Panje [russerne, red.] alle de Klø der var ham tiltænkt. Han er nu paa den anden Side Floden og har i de sidste Dage atter faaet et par Sping-bum Kanoner. Vi tog jo 70 fra ham, den Dag. Stosstrup har jo ogsaa faaet en Del Jæmkors derfor, men jeg maa jo ikke have et fortjent. Kanske man skal blive 4 Ugers Rekrut en Gang til, inden man faar det. Naa, Hovedsagen at jeg er rask.
Mange Hilsner Din Søn.

den 16. Okt. 17.
Kære Moder!
Mange Tak for et Kort fra den 9. Jeg har det stadig godt, og er sund og rask. Jeg har blot et tyk Øie, af at jeg slog mig selv i Hovedet med en Gren, da jeg fældede Træer idag. Men det gaar nok over, jeg kan blot ikke se, da det er det høire og med det venstre har jeg aldrig kunnet se rigtig. Jeg havde ogsaa Kort fra Fader forleden. Han skrev det var koldt paa Vagt. Hvad jeg gærne vil tro. Nu mange Hilsner til eder alle og Naboer og Bekjendte fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

15. oktober 1917. Maskingeværskytte ved Verdun

Mathias Jørgensen fra Abild var maskingeværskytte ved Regiment 394

1917 blev vi indsat nede ved Verdun. Vi gik i stilling foran fortet Malancourt. Franskmændene sendte i samfulde to døgn en  uafladelig regn af granater ned over os. Vi var forberedt på, at der efter kanonaden ville komme et angreb, og en tidlig morgen gik franskmændene over til at storme. Hele infanteri-kompagniet blev taget til fange. Mellem dem var også min kammerat, Peter Friedrichsen fra Vesterterp.

Vort maskingevær-kompagni lå ca. to hundrede meter bag ved skyttegraven, og her blev franskmændenes fremstormen standset. Vort maskingevær og vor understand lå i en lidt fremskudt position, og det var lykkedes nogle franskmænd at komme bag på os. De skød de folk, der havde vagt ved maskingeværet, og nu kastede de håndgranater ned til os, der befandt sig i understanden. Samtidig råbte de, at vi skulle komme frem.

Vi hørte også, at de lod et maskingevær hamre mod nedgangen til understanden. Vi var dog enige om, at det nok var det hedste for os, at blive, hvor vi var.

Efter en tids forløb blev det roligere ovenpå; men vi forblev nede i understanden hele dagen igennem. Vi talte om, om det mon var et af vore egne maskingeværer, der fra en mere tilbagetrukket stilling havde fyret løs på vor indgang til understanden for at gøre det af med franskmændene.

Først i skumringen dristede vi os op på jorden igen, og da først kunne vi konstatere, hvorvidt vi var inden for franskmændenes eller tyskernes linie. — Egentlig havde vi ikke noget imod at være kommet i fangenskab; men det viste sig, at dette ikke var tilfældet.

DSK-årbøger 1958

14. oktober 1917 – Lorens Jepsen: “en Hilsen over Havet”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, 14.10.17.

Kære Anne!
Da det i Dag er Søndag, saa har jeg atter Lejlighed til at sende en Hilsen over Havet. Søndagen er jo nu glædelig Vis, det for mig som den skal være, en fuldstændig Fri og Festdag.

Naar Adskillelsen fra Eder ikke var, og saa selvfølgelig ogsaa det, at jeg ikke fortjener saa meget som i civil, saa kunde jeg være meget godt tilfreds med Opholdet her, thi her mærkes der ikke meget til at man er Fange. Blot I der hjemme havde lige saa godt som jeg, eller, naar man dog ønsker sig noget, blot Krigen snart var til Ende.

Jeg læste forleden Aften Tabslister, det er jo skrækkeligt med al den Sorg, med al den Elendighed, som Krigen bringer over vort kære Hjemland. Et Sted, saa jeg, var baade Fader og Søn falden. Jeg længes svært efter at høre fra Eder og haaber, at det saa maa blive noget godt.

De hjerteligste Hilsner til Eder alle.
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

14. oktober 1917 – Mathias Damm: ” Forleden søgte de Folk til Tyrkiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 14. Oktober 17.

Kære Søster!
Mange Tak for Dit Kort. Jeg modtog igaar. Jeg har det stadig, men en saadan deilig Søndag morgen længes jeg dog efter Hjemmet. Gid det maatte faa en Ende med dette Myrderi inden Foraar. Jeg er led paa det hele, og især her ved dette Regiment. Forleden søgte de Folk til Tyrkiet. Jeg havde den største Lyst til at melde mig, men saa var Moder vist bleven ulykkelig, skønt man kan ligesaa godt blive truffen her som der, og her har jeg længst havt Næsen fuld, skønt det ikke er ringere end ved 3 Komp. Til Stosstrup er man god, men bagefter vide de ikke, om man overhovedet eksisterer.

Nu faar vi atter, som jeg nok kunde tænke mig, mindre Brød. Nu har de jo ogsaa faaet, hvad de vilde og saa lønner det sig ikke at fede os. Jeg har i de sidste 14 Dage havt godt med en lille Pose Mel (2/4 Pund) som jeg fik at købe ved Komp. Jeg har bagt Pandekager og rørt noget i Maden, naar den var for tynd og kogt det op, saa det sommetider kunde gøres nødig at have en Spedspade til at skære af med, men det staar da i alfald i Maven. Nu er det ogsaa snart opbrugt.

Der er idag Gudstjeneste. Jeg har snart Angst at gaa hen, thi jeg har Gigt i Hovedet og Tænderne, og naar man kommer derhen og staa i Blæsten, bliver det vist helt forrykt. Det gaar vist saadan, at man bliver tandløs som en Oldemoder fra 1870 inden man engang kommer hjem. Jeg har nu faaet tre ud det sidste Aar. Og der gaar vist en mere i Vinter. Den begynder at gaa itu.

Solen skinner ellers saa deilig idag, men her er det en snart ligegyldig, blot det er godt Veir naar man arbeider. Man ved snart ikke, hvad man skal drive den lange Søndag hen med. Maatte dette elendige Myrderi dog snart faa en Ende. Saa vidste man da, hvad man skulde fordrive en Søndag med. Jeg kan ikke forstaa at nogle kunne være saa dumme at blive ved Militæret. Jeg kunde gøre Luftsving til Maanen, den Dag jeg kan hugge af. Jeg ynker heller ingen, som er falden 14. Heller ikke C.S. Han har da Ro. Hvad har jeg ud af de 2lA Aars Slæb og Fam. Dengang havde jeg ordentlige Klæder, nu har jeg Pjalter og Panjestøvler. Det er det hele. Dengang var man heller ikke saa led paa det hele, thi jeg skulde jo dog spille Soldat. Nu gaar man her og slider i 2 1/4  Aar og Sundheden og de bedste Ungdomsaar er borte og man har intet havt deraf. Man har blot set en Hob af Elendighed og Uretfærdighed, Og saa skal man endnu have Lyst til at slaas. Nu har jeg vrøvlet nok dennegang.

Mange Hilsner sendes eder alle derhjemme af Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

11. oktober 1917 – Mathias Damm: “Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 11 Okt 17.

Kære Moder!
Mange Tak for et Brev fra d 4 og Pakke 17 som jeg har modtaget. Jeg har været ved Tandlægen og faaet en Tand udtrukket. Derfor har jeg ikke faaet skreven i et par Dage. Den havde kvælet mig i 14 Dage nu. Saa jeg havde rigtig Nenne til den. Det er ellers en lang Vei nu, slank væk 6 Timer, og det er vist sjælden nogen gaar saa rask som jeg. Jeg har jo nu ogsaa faaet de gamle Stillinger at se ved samme Ledighed, hvad jeg ønskede mig. Men hvordan det ser ud, vil jeg ikke skildre jer.

Jeg fandt ogsaa en Kamerats (fra 3 Comp) Grav, han var indtil Dato “vermisst”. Og saa er hans Grav endda ved Siden af Veien. Hvem der har begravet ham er jo ikke godt at vide, men nogle Fæhoveder maa det da være. Det kunde aldrig falde mig ind at begrave en, uden at gøre Melding derom.

Jeg har læst det om Aargangen 69-70. Det maa komme alle tilgode, naar det bliver gjennemført. Af de to Aargange er der ingen mere i Fronten. Men det er jo endnu et Spørgsmaal, om det bliver til noget. Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig, og kommer naturligvis for alle. Det er jo ogsaa i Gange at vi skulle faa mere Lønning. Saa faar jeg jo 40 Prosent = 2,12 M. mere. Fader og R foreløbig 20 Prosent eller 1,06 M mere. Det er ogsaa fornuftig nok. Hvorfor skal de 14 Dages Rekrutter have ligesaa meget som dem der er tre Aar i Krigen. Og naar det saadan bliver inddelt, har Krigsgefreiteren og Krigsunderoffisererne ikke saa megen Fordel frem for os. Det har ogsaa ærgret saa mange gammel Kriger, naar de 4 Ugers Soldater er bleven befordret og faar mere Lønning. Thi det er blot Lønningen, der trækker.

Det er nu snart Kaffetid. Jeg vil derfor slutte med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

10. oktober 1917 – Martin Kümmel: “Herren er jo den samme her som der”

Martin Kümmel fra Bedsted gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 464, der 9.-10. oktober 1917 ankom til Flandern. Herfra skrev han til pastor Nic. C. Nielsen, som i 1912 havde konfirmeret ham.

Belgien
10.10.17

Min kjäre Herr Pastor!
Da jeg nu i lang Tid ikke har hört fra dem vill jeg skrive dem et paar Ord. Wie er jo nu flüttet og er komen af Belgien Flandern som Noddivision. Wie liegger bag Fronten og naar Engländer griber an og bregge igennem saa skal wie hen at smide ham ud, ja det bliever nok noget andet end der [h]vor wie var för, men Herren er jo den samme her som der, blot wie vill holde os til ham saa vill han heller ikke slibbe os.Det er godt at man har en Frelser som man kan stole paa alt andet det svigter, man kan gaa alt frejdig i möde, der sker os ikke noget uden hans Vilje.

Peter Geil liegge ogsaa her, men jeg har end nu ikke talt [med] ham, han har det jo ellers godt og er sund og rask. Gud ske tak at jeg have troende Kamerater som man kann tale med Guds Ord om, det er ogsaa mere her i vor Kompagni som har troende Voräldre men omvender dem det gjör die dog ikke, men die viede dog at det er det rette.

Mon ikke Fredens Time ikke snart mone oprinde, lader os vente til Herrens Time er komen han viede vor det er best og guanligt for os. Jeg vill nu slutte denne gang, alt er ogsaa ved det gamle derhjeme jeg vill nu over at tale med Peter Geil. Slutter nu denne gang

Guds Fred og en Venlig Hilsen fra din Ven og Broder Martin

(P116, Arkivet ved Dansk Central Bibliotek for Sydslesvig)

7. oktober 1917 – Mathias Damm: “Forleden gav det Jærnkors”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 7. Oktober 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Kort fra den 29 og Brev fra den 1. som jeg har modtaget i de sidste Dage. Jeg har nok ikke faaet skreven, men det er ikke alt Dovenskab. Man skal helst sidde ude dertil og det har været Regn og Rusk, og det er jo godt til at lave Tandpine værre. Jeg har meldt mig syg dermed for over otte Dage siden og venter den Dag idag paa Besked om at komme til Tandlæge. Naar jeg havde an god Knibetang, rev jeg den selv ud af lutter Raseri sommetider. Naa, haaber at jeg snart kan faa Bæstet ud.

Idag har vi fri for Arbeidet. Det lader til at blive flint Veir, saa for den Ting kunde man godt gøre en lille Udflugt hjem til Nordslesvig. Panje er jo skikkelig, for den Ting gik det nok. Sine Baade har vi skudt itu og dermed paa det høfligste antydet ham, at vi ikke bryder os om hans Besøg. Vi har det ellers rolig og godt her. Vi kunne arbeide paa Stillingen om Dagen og sove om Natten, paa Feltvagt har vi ikke været endnu, kanske det kommer snart. Jeg fælder Træer til Unterstande om Dage. Forresten et redelig Arbeide, det er blot lidt vaadt, hvor vi fælder, men mine Panjestøvler ere vandtætte. Hvad for mig er meget værd.

I Pakken jeg sendte forleden er der et par Stykker Sæbe, som jeg har erobret. I kunne saa vaske russisk. Naar jeg havde den gode Hr. her som har regnet ud, at i har saa meget Havre, vilde jeg i Lære hos ham, kanske han saa kunde lære mig at regne ud at jeg var Millionær og ikke behøvede at spille Soldat længere. Det kunde være rart nok. Hr. N. Høeg har endnu slet intet ladet høre fra sig og for min Skyld gjærne, men han maa da ikke tro, at jeg saa skulde finde paa at gratulere.

Forleden gav det Jærnkors for Rummelen sidst. Stosstrup (18 Mand) fik 4. Den ene, som fik det er saaret og i Lasareth. W. Engelage, som skrev til mig, da jeg var paa Orlov fik det ogsaa, han er ogsaa Soldat i over 4 Aar og saaret ligesaa tidt. Saa det var ikke for tidlig. Der skal nok komme flere, for mig gærne. Om de ogsaa faar allesammen, naar jeg blot kommer sund og rask derfra er jeg tilfreds. Jeg er for længe Soldat til, at ville være noget ved Prøisserne. Den Ærgærrighed er fløiten. Naar jeg først er sund og rask i Civiltrøien igjen, kan det nok være omtrent ens om jeg har været Musketier eller Gefreiter eller havt Jærnkors. Nu vil jeg slutte for idag, med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

1. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “I Flyvehallene er der 3 Zepp.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Esbjerg.
Afskrift af en fra K.O. I Ribe modtager Meddelelse.
I Tønder ligger c 600 Marine og 1 Landstormbataillon; I Flyvehallene er der 3 Zepp., hvoraf den ene har N. 54, og 8 Flyvemaskiner (meddelt af en tysk Infanterist, der er gaaet over Græsen ved falskt Pas). En anden Meddeler fortæller, at der er 4 Zepp og c 20 Flyvemaskiner (Afskrift af Bilaget i E-Arkivet)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

30. september 1917 – Lorens Jepsen: ” Atter en Søndag”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham. d. 30.9.17

Kære Anne!
Atter en Søndag, og fri den hele Dag, ja endogsaa paa Lørdag arbejdes der kortere Tid her. Det er jo dejligt for Arbejdsfolkene thi har de noget privat Arbejde, kan de besørge det Lørdageftermiddag og behøver ikke at tage Søndagen dertil, som det gerne er Tilfældet der hjemme. Arbejdsfolk fortjener for Resten mere end hos os og lever bedre. Paa min Arbejdsplads hører Arbejdet op Kl. 12. Lørdag Middag.

I Gaar Eftermiddag har jeg saa badet, vasket stoppet og syet lidt. Søndag behøver jeg derfor slet ikke at bestille noget, den er for mig nu atter Fest og Fridag. Ja, jeg har det dog meget bedre og friere nu, og Du kan tro jeg er glad derfor. Jeg bor paa tredje Sal. deler Værelse med Toni Hansen. Gud være takket at jeg ikke behøver at ligge i Skyttegraven i Vinter.

De hjerteligste Hilsner til Eder alle.
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

23. september 1917 – Lorens Jepsen: ” Nu er man blandt Venner”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 23.9.17.

Kære Anne!
Lever nu et mere ordnet og ordentlig Liv end før i Frankrig. Bor bedre og har det friere. I Dag Søndag, har jeg været til Gudstjeneste og Altergang. I Eftermiddag skal vi have Møde med Kaffebord. Nu er man blandt Venner og kan tale sit eget Sprog, det er dog noget andet end før.

Arbejdet betales her bedre end paa Fastlandet, saa jeg tjener nu nogle flere Penge, og, for Penge kan man her købe alt, Naar Vejret er daarligt arbejder vi ikke. Til Arbejdsstedet kører vi altid i Bil. Saa, for mit eget Vedkommende kan jeg jo være tilfreds med Tilværelsen.

Hvad der gør mig Bekymring er jo Tanker paa Eder der hjemme. Jeg ved, at I ikke har det godt, og kan dog ikke hjælpe Eder. Men selv om det falder svært for Dig, saa tab blot ikke Modet, thi Enden maa dog nærme sig, og den vil blive god. Haabende, at I alle ere sunde og raske slutter med de hjerteligste Hilsner Din Lor.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

19. september 1917 – Lorens Jepsen: “Mange Landsmænd”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, 19.9.17.

Kære Anne!
Et nyt Hjem og et bedre, og saa tillige et bedre og friere Liv, er nu falden i min Lod. Mange Landsmænd er jeg kommen sammen med. Fra Medelby saaledes Hans Knudsen, Toni Hansen og Hans Jürgensen, Vesby, sidste Farverens Svigersøn. Det er alligevel noget andet end i Livet i Frankrig og for mit eget Vedkommende kan jeg rolig se Vinteren i Møde. Pakker maa Du paa ingen Maade sende mig, bruger intet.

Kan hilse Fru Lorenzen, at Hans vistnok ogsaa vil være her inden Jul, og han vil blive glad naar han først er her. Bager Hinrichsens har ogsaa først været her, men er nu i en anden Lejr.

Vil nu haabe, at jeg snart maa faa Brev fra Dig, sidst var fra 29.5 Vilde jo gerne vide, hvorledes det gaar Eder, men saa omtrent kan jeg forestille mig det. Det vil nok alt blive godt, – gid snart. Til Eder alle de hjerteligste Hilsner.
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

18. september 1917 – Jens: “alting at købe her i Galizien”

Brev fra ukendt soldat, som i hvert fald siden 1916 havde befundet sig i Galizien, blandt andet i Brzezany, hvor en del sønderjyder gjorde tjeneste ved III. Landsturm-Bataillon Flensburg.

Stanislau [i dag Iwano-Frankiwsk] den 18. Septb. 1917.

Kære Broder!
Tak for de sendte 175 M., som jeg nu har modtaget. Nu vilde jeg være Dig meget taknemmelig, hvis Du kan faa Tid at købe mig et Sæt Staalstempler, Tal og store Bogstaver 2 m/m. Der kan vistnok faaes saa smaa ellers maa jeg havde 2½ m/m. Du bedes sende dem saa snart som muligt.

(Museum Sønderjylland – ISL)

Dette Billede har jeg taget af Jernbanebroen et Par Dage efter at vi kom her; Du kan nok se at den er ordentlig mast ned. Kedde Jensen har i Dag bagt os et Par velskabte Hvedebrød, det er til en Forandring af det evige Komisbrød. Det er dejligt at man kan faa alting at købe her i Galizien om det ogsaa sommetider er lidt peberet. K. Jensen rejser paa Orlov i næste Uge, skal hilse fra ham!

Kærlig Hilsen fra Din hengivne Broder Jens.

(Museum Sønderjylland – ISL)

14. september 1917. Hans Hostrup hjemme på orlov – og over Kongeåen

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli. I august 1917 blev han imidlertid syg af malaria og kom på lazaret. Efter endt ophold kom han hjem til Nordslesvig på orlov.

Anderledes var det, da jeg kom til Tønder og maatte blive Natten over hos en Gæstgiver. Her, hos de rare Gæstgiverfolk, mærkede jeg det første Pust af hjemlig Hygge. De var ikke bange for at give mig en god Seng at sove i. Det var jo ogsaa danske Landsmænd.

Næste Morgen begyndte det først at gaa op for mig, at jeg var ved at vaagne op til en bedre Tilværelse. Det tog mere og mere Form, eftersom Toget kørte forbi de kendte Stationer paa den hjemlige Vestkyst, Døstrup-Skærbæk-Brøns og – endelig Rejsby.

Efter fire Døgns uafbrudt Kørsel var jeg hjemme igen efter et Aars Forløb. Gensynsglæden var selvfølgelig stor, og der blev disket op med det bedste, Huset formaaede. Mager og afpillet, som jeg var, nærmest lignende „Døden fra Lybæk”, kunde det jo nok se ud til, at jeg kunde trænge til noget. Men pyt, hele Herligheden kom omgaaende igen. Maven var ikke indstillet paa den hjemlige Kost. En Erfaring, som vistnok ogsaa andre Kammerater har gjort. Herefter var jeg mere forsigtig med, hvad jeg spiste.

Min Farbroder var tilfældigvis ogsaa kommet paa Orlov. Da han nu var over 45 Aar, gjorde han ikke mere Fronttjeneste, men laa i Königsberg. Han var meget pligttro og vilde slet ikke høre Tale om at gaa over Grænsen. Det gik mig nemlig saadan, at efterhaanden som Tiden nærmede sig, at jeg skulde af Sted igen, fik jeg ligesom en Forudfølelse af, at jeg ikke kom hjem mere.

Da jeg „forsvandt”, det var Dagen før jeg skulde rejse, var min Farbror blevet meget ophidset over det og forlangte, at det skulde meldes straks. „Ja, ja,” sagde min Far til ham, „tag det nu med Ro.” — „Ja,” sagde han opbragt, „i Gaar var jeg hans Farbror, men i Dag er jeg Soldat.” Han har maaske været bange for, at han nu ikke mere kunde komme hjem paa Orlov, men saa vidt jeg ved, var Frygten ubegrundet.

Der blev saa Dagen efter ringet til Vagtstuen, at jeg var forsvundet, og det eneste, de interesserede sig for, var, om Uniformen og Udrustningen var i Behold. Det blev saa afhentet, og dermed var mit Krigseventyr Slut.

DSK-årbøger 1951

13. september 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “uhyre lange Tog”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.
Det Rytteri, der hidtil har ligget i Egnen om Haderslev, og hin styrkes anslaas til 2 Regimenter med i alt henved 2000 Ryttere, er 11/9 17 afgaaet sydpaa i to, som det hedder ”uhyre lange Tog”.

Detach. fremsender nogle fra i den tyske Hær indgaaende Meddelelser (Udskrift heraf findes i E-Arkivet).

Forholdene i Sønderjylland har i øvrigt ikke ændret sig væsentligt siden Oblt. Friis overtog Kommandoen over Detachmentet.
Alle Efterretninger stemmer sammen i at der i Sønderjylland kun findes meget svage Troppestyrker; i hvert Fald for den nordlige Dels Vedkommende.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Særtilbud: Thode til halv pris: 99,- kr

Nu kan du købe den anmelderroste roman “Thode” til halv pris.

Romanen, der udkom sidste sommer, er baseret på sønderjyske Carl Theodor Thodes erindringer fra sin tid som tysk soldat i Den Store Krig fra 1915-1918.

Bogen følger den unge mand rundt i det krigshærgede Europa – fra de iskolde stillinger ved Dynaborg til det støvede skyttegravshelvede i Somme, fra hårrejsende træfninger i Karpaterne til fluebefængte lazaretter på Østfronten.

Den unge mand kastes hovedkuls fra det ene blodige slag til det næste og møder i krigen skæbnen, kærligheden og den altopslugende tragedie, der kommer til at følge ham resten af livet.

Forord af Jørn Buch.

Da rettighederne til Thode nu overgår fra Forlaget Radius til Lindhardt & Ringhof, har du mulighed for at erhverve dig et eksemplar af det beskedne restoplag til halv pris: 99,- kr. + porto.

Tilbuddet gælder så længe lager haves.

Bestil bogen direkte hos forfatteren her: thode@brodersen.tv

Pressen skrev:

**** “Underholdning, man bliver klogere af” – Fyns Stiftstidende

**** “En på en gang smuk og gruopvækkende bog” – Bogrummet

“I nedtonet realisme beskriver bogen krigens rædsler, dens enkelte glimt af barmhjertighed og den uønskede arv, en krig efterlader” – Flensborg Avis

**** “Velskrevet og meget vedkommende” – Empey.dk

5. september 1917 – Peter Geil: “½ Stunde gingen wir mit der Gasmaske um”

Pastor Nicolai C.  Nielsen brevvekslede under krigen med mange nordslesvigske soldater, en af dem var Peter Geil.

Geschrieben d. 5 September 1917.

Lieber Herr Pastor!

Bin ja nach dem Urlaub wieder hier gelandet. Es war nicht so ganz leicht sich gleich in das Leben hier zu finden. Jetzt fühle ich mich ganz wohl. Bald bekam ich ein ruhrartiges Magenleiden, das ich jetzt 4 Wochen habe. Vor einigen Tagen wurde es sehr schlimm. Wir hatten nämlich in der Nacht von 2-3 einen Gassangiff von Thommy. ½ Stunde gingen wir mit der Gasmaske um, da habe ich wohl etwas geschluckt. Jetzt geht es mir wieder besser.

Ein Kamerad u. Kollega von mir wurde von einiger Zeit ziemlich schwer verwundet. Der untere Teil das linken Schulterblattes wurde gesplittert und der Arzt meinte der linke Arm würde dauernd lahm bleiben; aber wie er vor eininge Tage nach Deutschland abtransportiert wurde, konnte er ihn doch etwas bewegen, so daß das Gefühl wohl wieder kommt. Ein anderer von der Kompagnie hatte von einer Schrapnellkugel einer schweren Bauchschuß, der Darm war 7 mal duchgelöchert.

Man hat ja Gott vielmal zu danken für seine große Gnade, daß er mich bis hierher treu bewahrt. Er wird auch in der kommenden Zeit mit mir sein. Übringens hat man mir am 1. September zum Andenken an Sedan [Mindedag for slaget ved Sedan 1870, red.] die Knöpfe angesteckt [forfremmet til gefreiter, red.], und mir ein Maschinengewehr übergeben. Dabei hat man natürlich auch seine Verantwortung, doch Jesus ist ja mit mir.

Viele Herzliche Grüße sendet Ihr Peter Geil.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

5. september 1917 – Lorens Jepsen: “Kommer dog i Dag bort …”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid befandt han sig i en britisk fangelejer i Frankrig.

5. Septbr. 17.

Kære Anne!
Vil rask skrive et Par Ord. Meget har jeg ellers ikke at fortælle. Fra mit Liv her er der ikke noget at skrive om, og Post har jeg længe ikke haft, saa der er intet at svare paa. Sidste Brev var fra 29. Maj, nu har vi allerede September.

Har det rigtig godt her. Kommer dog i Dag bort, mener at jeg forbedrer mig derved. Ondt gør det mig dog, at jeg kommer til at skilles fra Hans. Det var altid saa hyggeligt naar vi kunde tale sammen om vor Hjemegn og saa var der det, at naar en af os blot fik Brev, saa fik den anden ogsaa noget at vide hjemme fra.

Haaber snart at faa Lejlighed til at skrive igjen, saa nærmere.
Haabende, at I efter Forholdene har de godt der hjemme, slutter med de hjerteligste Hilsner til Eder alle.
Din hengivne Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

27. august 1917 – Ribe Stiftstidende: naar der maa skydes paa flygtninge

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Naar der maa skydes paa flygtninge

Under 31. juli 1917 bekendtgør den kommanderende general i Altona: Alle i Grænsetilsynstjenesten og i Kystværnet virksomme militærpersoner maa ved udøvelsen af deres tjeneste efter at have raabt én gang skyde: Paa alle personer, der vil unddrage sig en truende arrestation eller foreløbig anholdelse ved flugt, eller som efter sket arrestation eller anholdelse gør et flugtforsøg.

26. august 1917 – Mathias Damm: ” … saa kunde 10 Heste ikke bevæge mig til at blive Soldat”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

v. Markensen Leiren Søndag den 26.8.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 24, som jeg fik idag. Jeg er endnu her. Imorges kom der anden Besked. Sandsynligvis gaar det for sig imorgen. I Aftes havde vi atter Torden og Regn, dog ikke saa slem, at jeg maatte til at bygge Telt igjen. Idag er det lidt kølig, rigtig godt Veir, at flytte, blot det nu ikke bliver for hedt i Morgen.

Haaber ogsaa imorgen at faa No. 6. Du skal saamænd ikke sørge, fordi det blev en Dags Tid længere end sædvanlig inden Du sendte igjen. Nu gaar det nogenlunde. Vi har de sidste Par Gange faaet Fedt. Det rækker videre end Pølsekonserver. Det skal man ogsaa helst spise straks. Vi faar altid for 3 Dage af Gangen, en Dag faar vi altid Marmelade, det er friske Varer, hvad vi nu faar og lidt stærk.

Ellers maa Du nu ikke tro, at det halve Brød volder mig Bryderi. Især naar vi har Spasereture. Mine Fødder har i den sidste Tid ikke været saa slemme, da det ikke har været saa varmt. Igaar var de lidt laadne som en Pillekartoffel, men idag er det atter godt om det saa er Melet der har hjulpen, ved jeg ikke.

Jeg fik igaar Kort fra Toftlund. Det er jo slemt nok at Hans har havt det Uheld og saa nu lige i Høsten. Det kan jo blive langvarig, blot det ikke sætter Ondt og bliver Blodforgiftning. Og det værste er jo vist for ham, at holde sig rolig, som det er nødvendig. At faa Hans hjem paa Orlov, vil jo vist næppe lykkes. Ellers kunde det jo nok gøres Behov. Det har nok givet Svind i Annes Havre, naar der har været saa mange Rovfugle deri.

Nis kan alligevel være glad, at han er hjemme, om Foden og er stiv. Det gør ikke saa meget for ham, der behøves ingen Væddeløber til at Arbeide paa Lygtepold. Det er jo ingen Dagsreise til Marks der. Og saa har han i Grunden kun set lidt af Krigens Rædsel og Gru. Og det er heller ikke værd, at længes efter. Nu kunne de jo ogsaa bedre hjælpe Anne. Kan Nis ikke, saa kan Onkel og Nis hjemme. Han har da heller ikke behov at gaa og tænke paa nu, hvor de vel trækker hen med ham imorgen, og det er godt, for den, der er fri.

At Fader ikke fik Orlov, som lovet, anede jeg nok. Det skulde jo ogsaa været første Gang, at en af os havde faaet Orlov, uden at blive holdt for Nar først, og det var jo galt nok at komme af Vanen. At andre har lettere ved at faa Orlov, rager jo ikke os. Blot det hele havde en Ende, saa man raadede selv, saa kunde 10 Heste ikke bevæge mig til at blive Soldat.

Nu mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

22. august 1917 – Mathias Damm: “… og Artelleri bumser, saa der er Musik nok.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22.8.17.
Kære Moder!
Mange Tak for Dit Kort, frad 17. som jeg modtog idag. Havde ogsaa haabet at faa Pakken fra d 14, men der var ikke en eneste til hele Compagniet. Vi har idag ekserseret lidt, men ikke saa slemt. Nu regner og tordner det for Øieblikket. Vi har ellers Støvleappel om lidt. Vi faar nu mere Brød, saa Humøret er godt blandt de graa. I Forgaars fik vi 600 gr (mod 500), og samme Aften kom der Bud om at hente mere. Vi skulde have 750 gr, Vi Brød, som vi fik sidste Vinter. Nu behøver Du ikke at sende mig Brød, kære Moder. I hvertfald ikke før til Vinters. Skulde jeg virkelig faa mere Hunger end Brød, er jeg ikke bange for at skrive det. – Men de ved vist ogsaa nok, hvorfor de giver os mere, med slappe Karle lader der sig intet udrette. En Hest bliver ogsaa godt fodret om Vinteren, for at den kan arbeide til Foraar.

Orlov er spærret nu, saa jeg kan kun være glad, at jeg har faaet min og til en saa passende Tid. Jeg vil gæme tro, at F. kan høste rigtig kønt, han er jo baade stor og stærk, men drille lidt er tilladt. Tyskerne driller ogsaa Englænderne. I har vel meget travlt i disse Dage. Haaber vor kære Fader nu er hjemme og kan hjælpe eder med at faa Komet ind. Maatte dog den Dag snart komme, at han kan blive hjemme og saa kunne vi ogsaa haabe at komme hjem engang, naar der først er Fred. Men der er jo lange Udsigter. Dog vi kunne kun haabe det bedste.

Vi har nu Appellen overstaaet og ikke et Minut for tidlig, thi det begyndte netop at skylle paa Kraft igjen. Naa, for mig gjæme, jeg har Tid til det bliver Tørveir. Om lidt lægger jeg mig i Loppekassen og lytter efter, om Græsset groer. Det er helt mørkt, skønt Kl er 7. Det lyner og tordner og Artelleri bumser, saa der er Musik nok.
Nu mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

d 23. Form.
Men ak og Ve, det gik mig ikke bedre, end de smaa Børn. De kunne heller ikke ligge tør i Sengen. Jeg maatte have Telt spændt over Leiet, for ikke at seile til Sovsted, Fjederholm kan man ikke kalde det. Vi har nu havt Marsch med gefægt ved og er nu kommen hjem med revne Pjalter og godt beskidt og vaad om Benene.
Nu blot de bedste Hilsner til eder alle eders

Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

12. august 1917 – Johannes Ankersen: “I mange granatkratere lå ligene af de faldne”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern. Efter fire dage ved fronten, var Ankersen og hans mænd blevet trukket ud i syv dage, men nu måtte de frem igen.

Desværre var jeg ikke så heldig som første gang, da jeg anden gang jeg gik frem. Jeg gik denne gang alene med min oppasser og en ordonnans, da mandskabet skulle endnu ikke afløses. Da vi ville passere et tysk batteri, måtte vi vende om, fordi det blev beskudt med gas. Og nu syntes det som om, at de enkelte granater forfulgte os. Det lod dog alligevel som det ville gå godt, indtil en granat slog ned i jorden kort før dækningen, som vi spænede imod, og ordonnansen fik en granatsplint gennem kroppen. Det var et besværligt arbejde at forbinde den stakkels fyr og bringe ham tilbage. Endnu var han ved godt mod, og det lykkedes mig også inden for en halv time at skaffe ham lægehjælp, men jeg hørte senere, at han allerede næste dag var død på lazarettet. Han var en brav ung fyr, en af de bedste og mest trofaste.

Min oppasser og jeg gik nu igen fremad og nåede til sidst temmelig forjagede, men dog med hele lemmer frem til stillingen. Her kunne jeg fastslå, at min frakke, som den sårede havde haft over armen, var blevet fuldstændig sønderrevet. Men det var ikke det værste. I mellemtiden havde fjenden skudt samtlige otte af vores minekastere i stykker. Fire nye blev bragt frem og placeret i bedre stillinger. Men ellers havde den generele situation ikke forandret sig meget.

Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)

Vejret var nu bedre, en sand lettelse for os, da vi var så afhængige af vejrliget. Det blev endda så tørt, at vandet i granatkraterne lidt efter lidt forsvandt. Nu så man først tydeligt, hvor mange ofre Flandernslaget havde kostet. I mange granatkratere lå ligene af de faldne soldater, som indtil da havde været dækket af vand. Her forestod et hårdt arbejde, for sådan kunne de døde ikke blive liggende. Og selvom man ikke kunne gravlægge dem på kirkegårde, og ingen sten eller kors betegnede det sted, hvor tyske kæmpere hvilede, så kom de dog i det mindste i jorden. Jeg har altid med rædsel forestillet mig, hvordan jeg, hvis jeg faldt, ville blive liggende i det fri, ubegravet i kampområdet. Også ud fra en sanitær synsvinkel, var det på højeste tid, at ligene blev begravet, da enkelte af dem allerede var ved at gå i forrådnelse.

Det virkede også som om at englænderne havde løbet sig træt mod vores division, men heller ikke de friske tropper, de satte ind mod os, bragte dem det ringeste held. Standhaftige og utrættelige holdt de brave schlesier ud, på trods af at de kun fik lidt ro, og dag og nat måtte holde ud i den snart stærker, snart svagere artilleriild. Tabene var i lighed med kampdage vel betydelige, men dog ikke så høje, som vi havde frygtet, selvom om terrænet ud over enkelte nok stående dækningsrum kun bød os dækning i granatkraterne. Min egen minekasterafdeling mistede i al den tid kun tre mand, desværre alle tre dødsfald, derimod var de andre minekasterafdelinger de hårdest ramte i hele regimentet, for de havde mistet halvdelen af deres mandskab.

De syv dage, jeg måtte tilbringe i stillingen, gik også, jeg rustede mig allerede til afløsning, da hed det, at vores division blev afløst. Jeg gav derfor afkald på at blive afløst af en anden officer, og blev i stillingen til den endelige afløsning. Det varede endnu tre dage, så blev vi afløst af et nyt regimet. Jeg måtte blive endnu en dag fremme med de nye tropper. Det var som om, at Tommy havde fået nys om afløsningen, for han forsøgte endnu et angreb, der dog ogå blev afvist. Endelig var færdig fremme trak mig bagud. Den følelse man har, når svære kampdage er forbi, og man ved, at man nu kommer om ikke i ro, så i en roligere stilling, lader sig overhovedet ikke beskrive. Det er vidunderligt, på trods af at man slet ikke ved, hvor det går hen.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

11. august 1917. Mystisk spion på besøg hos redaktør Willemoës

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I begyndelsen af august 1917 er der flere notater om en unge mariner, der havde forbindelser til sønderjyden Petersen-Pauli.

6. august 1917

En mand, der kom over grænsen 30. juni, er ankommet hertil i dag. Han var på kontoret for at annoncere om en lejlighed og en kokkepige. Ved samtale med ham erfarede jeg, at han i nogen tid havde boet hos gårdejer Vind i Obbekær, var taget til Esbjerg for at tale med den engelske konsul, hvem han dog ikke traf, hvorefter han på en Petersen-Paulis [?] råd var taget til Kbhvn.

Der havde han været i den engelske legation, hvor man havde udspurgt ham om en hel del i et par dage. Så havde han – således fortæller han – af den engelske konsul fået udbetalt et beløb af 1000 kr., og der var lovet ham 200 kr. månedlig, dersom han ville sørge for at sende desertører til Sjælland, navnlig marinere, til en bestemt adresse, som han dog ikke opgav. Han var meget forvirret og havde en hel del planer for, som jeg dog bestemt frarådede ham. – Da han fra sit 15. år har været i tjeneste i marinen vidste han tilsyneladende god besked om dens organisation m.v.

Han meddelte, at ”Hindenburg” ikke havde været med i søslaget 31. maj 1916 og kunne i det hele bekræfte beretningen pag. 554 flg., men der var dog enkelte ting, han ikke kunne udtale sig om, da han ikke vidste besked dermed.

Om aftenen, da han kom igen, for at jeg kunne få nærmere at vide, var kontorchef Deber [?] og frue her, og politibetjent Sørensen mødte og spurgte om den pågældende desertør var her, da han skulle anholdes som mistænkt for tyveri i København!

Side 563+ 564

Jeg udtalte, at jeg troede politiet var på vildspor i så henseende, men politiet havde sine ordrer. Manden fik dog lov at blive her til kl. 10, da han blev afhentet; men beklageligvis kunne han under sådanne forhold, da han var meget nervøs, ikke meddele noget, man kunne fæste lid til. *se pag. 564

7. august 1917

Den unge mariner blev ikke anholdt, men har fået tilladelse til at bo i sit logi mod at deponere sine penge.

11. august 1917

Borgmesteren meddeler mig, at han har anholdt den unge mand og har henstillet til mig ikke at offentliggøre noget af det, han har meddelt mig, da sagen med hans anholdelse udvikler sig meget og en del andre bliver indviklet deri. Borgmesteren kunne ikke udtale sig nærmere i øjeblikket.

I dag kom en sønderjyde og meddelte, at politiet havde været på gæstgiveriet ”Sønderjylland” og spurgt om en Petersen-Pauli, der skulle være tysk spion!!

Petersen-Pauli er sønderjyde, der mindst af alt kunne tænkes at ville gå i tysk efterretningstjeneste.

Blot borgmesteren nu ikke laver en frygtelig buk [?] – der er, synes jeg, al udsigt til, at han gør det.

12. august 1917

I eftermiddag var jeg i anledning af forandringerne ved ”Posborg” har borgmesteren, og han fortalte da uden foranledning af mig, at den unge sønderjyde efter Justitsministeriets ordre var sendt til København og nu i forvaring hos Kbhvns politi. Borgmesteren var meget glad ved, at han ikke havde mere med ham at gøre.

Den unge mand, (dette skal tilføjes pag. 563) var meget opsat på at få trykt her ”nogle sedler” der skulle sendes over grænsen og hvis indhold skulle være baseret på at få lavet uroligheder i Sønderjylland!

Jeg gjorde ham begribelig, at den slags historier kunne ikke tåles her og at hvis han ytrede noget herom til andre eller forsøgte at få sådanne sedler trykt, ville han uvægerligt blive udleveret til Tyskland og blive skudt.

Han kom efterhånden lidt til ro og kunne nu begynde at indse, at han vistnok havde indladt sig på dumheder, og han lovede at tage sig i agt og forholde sig roligt, mens han var her i byen.

Jeg havde netop stillet spørgsmål til ham om ubådstogterne og glædede mig til at høre derom, da han havde gjort tjeneste på en ubåd i længere tid, da politibetjent Sørensen hentede ham. Det var meget kedeligt. –

Lærer Bennedsen meddeler i dag, at den unge mand ved sin optræden i Høm bl.a. havde ytret, at han havde solgt et tysk ubåds [?] (formentlig ubådskonstruktioner] til englænderne og havde fået det godt betalt!

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III