Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

10. februar 1915. Danske fædrelandssange i Dresden. Hemming Skov på lazaret

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov
Hemming Skov

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen som tysk soldat på Østfronten. I januar blev han syg og blev transporteret til Dresden, hvor han ankom den 26. januar.

Jeg kom til Dresden den 26. Januar, blev indlagt paa et Lazaret i Dresden-Neustadt, men den 10. Februar blev jeg flyttet til et Privat-Lazaret, oprettet af Røde Kors. Her var det godt at være. Lazarettet laa i et rent Villakvarter.

Manden var Læge i Felten, men hans Kone residerede hjemme, bistaaet af to civile Læger samt en Stab af Røde Kors-Søstre. — Den første Aften blev jeg højligen overra­sket af en ung, dansktalende Røde Kors-Søster. Hun havde bragt i Erfaring, at en fra Nordslesvig var blevet indlagt, og nu vilde hun høre Hjemstavnens Røst, det danske Modersmaal, paa Trods af Sindelaget. Hun var Datter af Pa­stor H. W. Petersen, Præst i Starup ved Haderslev fra 1897-1919.

Et andet lunt Vindpust fik jeg hjemmefra, idet jeg for nogle Dage fik Besøg af min kære lille Søster. Hun var rejst den lange Vej og kom for første Gang til en Storstad, men hendes Ankomst hertil kunde nær have faaet ube­hagelige Konsekvenser, for jeg var i Mellemtiden blevet flyttet fra det ene Lazaret til det andet. Men takket være Tyskernes „Orden i Sagerne” fandt hun mig paa den mod­satte Side af Elben. Hjælpsomheden var stor; min Søster fik Ophold og Logi hos en enlig Dame i Kvarteret, hvorfra hun hver Dag besøgte mig paa Lazarettet. Da denne elsk­værdige Dame erfarede, at hendes Logerende kom helt oppe fra den danske Grænse og havde Dansk til Modersmaal, opfordrede hun min Søster til at synge en dansk Sang. Min Søster, der sang baade godt og gerne, efterkom Damens Ønske med at synge en dansk Fædrelandssang.

Efterhaanden bedredes ogsaa Gigten. Jeg kunde kom­me paa Højkant og endog præstere at gaa lange Spadsere­ture. Sammen med en Kammerat tog vi Sporvognen til en eller anden Forstad, for derfra at fortsætte til Fods ind i Bjergpartierne, hvorfra der var den herligste Udsigt over Byen, der ligger i en Dalsænkning med Elben flydende midt igennem. Vi kunde ogsaa søge Underholdning inde i Byen, og alt var gratis for Soldaterne. — Mindet om Dresdens Skønhed staar stadig i min Erindring.

Hans Lorenzen Bov maj 1917 91-216
Lazaret, fotograferet af læge Hans Lorenzen, Bov, i maj 1917 (Museum Sønderjylland)

 

 

8. februar 1915. Johs. Jessen i slaget ved de Masuriske søer

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262.

Den 8. om morgenen var der afmarch mod fronten, da vi kom ind i de store skove blev der kommanderet “halt” og vi fik befalet: “mit scharfen patronen laden und sichern”, så vidste vi at det næste skridt gjaldt et menneske.

Vi kom forbi mange byer hvor kun skorstenspiben ragede op af sneen. Russerne havde afbrændt alt.

Fra sikringsstyrkerne på begge sider af marchruten lød der nu skud og kl. 9 fløjtede de første kugler om ørerne på os, som egern fløj vi ind mellem træerne ved siden af vejen, vi kunne ikke se hvor de kom fra, men vi sneg os fremad for at opdage hvor fjenden opholdt sig og kom til en landsby i udkanten af skoven, fra den kunne vi se over en dalsænkning til en anden by med stråtækte huse og gårde og en kirke.

Nede i engene var et åløb som havde oversvømmet omgivelserne, en vej førte over åen, men broen var naturligvis revet bort, Byen hed Gehsen og russerne havde opholdt sig der i 12 uger. Vi fik nu ordre til at storme den, men da russerne så os komme frem bag husene begyndte de en frygtelig skydning, 1. delingsfører v. Prittwitz u. Gaffron var med 8 mand sendt ud på rekognosering, dem fandt vi døde nede ved åen bag nogle høstakke, hvor de havde søgt at skjule sig.

Efter som vi løb frem blev skydningen værre. Køster og jeg sprang over et raftehegn, her fik han et skud gennem højre lår og blev liggende, jeg fortsatte ned mod åen. Hans løb op på et lille bjerg, hvor han fik underkæben skudt i stykker. Phillip fik venstre pegefinger skudt af. Søren [Møller] blev ramt i hovedet og døde.

Jeg løb sammen med underofficer Zimmerman, og da vi smed os ned i den høje sne blev han ramt i hovedet og var død på stedet. Sneen sprøjtede mig op i hovedet, når kuglerne slog ned foran mig, men jeg kom heldig ned bag nogle store elletrunder nede ved vandløbet og var nogenlunde i ro for kuglerne, da var kl. ca. 10 og så lå vi her udstrakt på isen til kl. 3.

Henved middagstid kom vores kaptajn gående ud fra samme indkvarteringsby som vi var kommet fra. Han var en stor kraftig mand på små 100 kg han blev med det samme ramt af et strejfskud i kinden. Efter at han lige var blevet forbundet blev han ramt igen, denne gang i skulderen så armen faldt slap ned, efter at have råbt til os at nu skulle vi selv gik han tilbage og vi så ham først igen de sidste dage i marts.

Russerne havde for at beskytte sig selv beordret hele befolkningen udenfor byen på den side, vi kom fra, så vi infanterister ikke kunne skyde for ikke at ramme kvinder og børn, men artilleriet kom så og skød byen i brand, mens vi stormede løs og da vi kom op på hovedgaden, stod der 800 mand opmarcheret klar til at gå i fangenskab.

De fleste havde et friskbagt sigtebrød under armen, det tog vi selvfølgelig, og så begyndte vi at rense husene for fjender, men de stod alle på gaden, En gammel kone lå med smadret hoved i køkkenet, vi så nogle små børn ligge døde i sengene og kirken var ødelagt, alt inventaret var smidt ud og rummet benyttet til hestestald, alterskranken brugt til w.c. I tårnet lå en død mand, formodentligt klokkeren, resten af besætningen var stukket af, de kunne spores i sneen, kl. 6 begyndte så forfølgelsen. Det var altså min ilddåb.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

8. februar 1915 – Iver Henningsen: “Alt var demoleret”

Det tyske angreb i Østpreussen fortsætter, men russerne giver sig ikke uden kamp, selvom de trækker sig langsomt tilbage. Det sanitetskompagni, Iver Henningsen tilhører, følger stadig i hælene på de kæmpende tropper.

Fremmarch i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.
Fremmarch i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.

“Videre gik det den 8. Atter en følgesvend på den foregående. I en stor skov blev gjort holdt. Vi havde ikke langt til vort kvarter, og dog måtte vi opholde os tolv timer i skoven. For os hørte vi en stor sprængning. Russerne havde gjort angreb på vore pionierer, som vare i begreb med at slå bro over en flod for korpset. [Sanitetssoldaterne blev kaldt] vor og gennem denne mylder af vogne, heste, kanoner, infanteri måtte vi se at nå broen for at forbinde de sårede. Det var allerede mørkt kl. 6 aften, endnu lå vi her med kun 15 minutter til Königstal […]. Endelig kl. 7 kunne broen befærdes, da havde vi været i skoven i sne og bidende kulde fra kl. 8 om morgenen. Efter at være kommen ind i den brændende by og blev opvarmet, fandt vi en købmandsbutik. Alt var demoleret, men om os brændte husene og sendte en venlig varme gennem de ituslåede vinduer, og vi havde tag over hovedet. Så mange som mulig pakkede vi os tæt sammen for varmens skyld, og faldt snart i søvn.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

5. februar 1915 – Iver Henningsen: “en lang og besværlig march”

Forberedelserne til det store slag i Østpreussen fortsætter. De friske tropper, der få dage for inden er ankommet fra Tyskland rykker frem til deres udgangstillinger. 80. Reserve-Division, som Iver Henningsens sanitetskompagni tilhører, er blevet placeret på den sydlige fløj. Sanitetskompagniet skal dog ikke umiddelbart indsættes i første linje, og rykker derfor ikke frem i front. Fremmarchen i den dybe sne, var dog ikke nemmere af den grund.

Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.
Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.

“For sidste gang før vores endelige overgang fra skæmt til alvor havde vi nu mønstring, om alt var i orden, og vi vare i alt 300 mand, 80 heste, 20 vogne. Sneen lå højt, og det frøs dygtig, da vi om morgenen den femte satte os i bevægelse efter Popen til. Hver vogn fik 6 mand begleitschaft [dvs. ledsagelse]. Vognene vare satte på slædeküffer [dvs. slædemeder]. Det var en lang og besværlig march, først om aftenen kl. 6½ fik vi middag. Kvartererne var dårlige og smudsige.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

 

19. januar 1915. Infanteriregiment 84 “von Manstein” får ordre til opbrud

Vicefeldwebel af Reserven ved Regiment 84, C. Beuck, fortæller om afgangen til Hartmannsweilerkopf i Vogeserne i Alsace. IR84 var ét af de “slesvigske” regimenter med kaserne i Haderslev og Slesvig by.

Vogeserne 07006F00133

Midt i det røre, der hersker hos en enhed, der holder hvil et par dage, lyder den 19. januar kl. 7 om aftenen alarmeringen: “Bataljonen holder sig marchklar!”.

Kl. 7.45 trådte vi an – vi går i et ærinde, fra hvilket mange ikke skulle komme tilbage. Over Bollweiler marcherer vi til Hartmannsweiler.

Midt i landsbyen holder vi hvil; natten er mørk. En trykkende følelse ligger over enheden som altid, når man går mod noget ukendt. Jeg husker, at jeg på dette sted vekslede nogle ord med Offizier-Stellvertreter Max Hansen, en slank, altid fornøjet kammerat fra 5. kompagni, kaptajnssøn fra Sild; også han er faldet få timer senere.

Carl Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (udkommer 2015). Læs om søsterregimentet “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86″ her.